Sunday, July 30, 2006

Det røde land del 6

Efter 2 dages march kom den lille gruppe til foden af bjergende. ’wow.’ Sagde Ruk igen. ’helt ærligt, nu har du sagt: ’wow’ hver femte minut i 2 dage.’ Grinede Jaro. ’ja nu må det stoppe’ sagde Lian. ’okay, okay.’ svarede Ruk ’Men det er første gang jeg ser bjergende og… wow.’ Jaro sukkede og begyndte opstigningen med de 2 andre. I løbet af de sidste to dage var Jaro blevet gode venner med Lian og Ruk. Ruk var også blevet lidt mere udadvendt, da han følte sig i sikkerhed med sine nye venner. ”Venner” tænk at det skulle lykkes for ham at få ”venner”. Han havde før haft en ven, men det her var i flertal og det betød meget for ham. Lian gik bag Ruk og kiggede nøje på ham. Ruk brugte ikke sin hætte mere og lod til at falde på plads i sin nye krop. Som om den var mere ham end den gamle var. Lian rystede på hovedet og opgav sin tankerække han havde trods alt ikke kendt Ruk før ”ulykken” så hvad vidste han.
Efter 3 timers gang af en lille bjergsti, begyndte vegetationen at forsvinde. Jaro og Lian var ved at være meget trætte, Ruk var dog stadig frisk. ’Det er nok på grund af at han er halvt Wuma’ tænkte Lian og pustede. ’Så skal vi godt nok have et hvil.’ Råbte Jaro pustende til Ruk da de kom til et enligt træ. ’vi er ikke alle sammen mutanter vel’ Ruk vendte sig grinende om og svarede: ’så okay da menneske. Nu ved du hvilken rase der er den stærkeste.’ ’så siger vi det’ sagde Jaro og satte sig ned: ’Men vi ser bedst ud’ Lian og Ruk grinede og satte sig ved siden af Jaro. Jaro tændte et bål og begyndte at grille noget kød. Ruk fik sit råt som han kunne lide det. Det var ikke Wuma kød. Jaro havde smidt alt sammen væk, da han og Ruk var blevet venner.
’Hvor langt er der til passet, Jaro?’ spurgte Lian. ’tja med den her fart kan vi være der i overmorgen.’ ’og hvor langt er der så til grænsen?’ ’ca. en dagsrejse eller to. Og nu tror jeg faktisk at maden er klar.’ Ruk havde ventet til deres mad var færdig med at spise sin, så de kunne spise sammen.
’Jeg tror vi kan skyde genvej her’ sagde Jaro ’den sti ser ud til at føre direkte op til passet. Men den er nu lidt lille. Hvad syntes i? skal vi tage chancen?’ Lian og Ruk nikkede, de kunne lige så godt prøve. Stien var skjult bag en busk, men der var lige plads nok til dem og Jaro’s vogn. Efter de havde gået af stien i godt en time, begyndte den at blive mere tilgroet og den skiftede også retning, så den ikke længere gik lige mod passet men lidt syd for i stedet. Men Ruk blev først rigtig nervøs da han så sorte skyer komme rullende ind fra nord. ’Det ser ikke godt ud’ mumlede Jaro: ’vi må hellere finde ly’
De søgte ly i en hule der lå lidt væk fra stien. Hulen var lang så Jaro tændte en fakkel for at se om der var nogen fare på færde. Jaro kom glad tilbage og fortalte at der løb en lille bæk igennem hulen med rent vand. Da de havde fundet sig til rette i hulen spiste de lidt mad og lagde sig til at sove. Om natten rasede stormen. Jaro’s fakkel faldt ned fra sit stativ og trillede hen ad jorden. Den trillede gennem en åbning der havde været skjult af skyggerne. faklen trillede videre indtil… Der lød et øredøvende brag og klippehulen forsvandt i en byge af sten og kød.


fortsættes…

Friday, July 28, 2006

det røde land del 5

Mens de gik fremad over sletten tænkte Ruk på sin barndom. Han var vokset op på et børnehjem, han havde aldrig mødt sine forældre. Da Ruk var spæd blev han fundet på trappen til børnehjemmet, på en kold dag i Rukken’s måned, det var på den måde han blev navngivet. Rukken alle børn i byen kendte sagnet om den og om helten Vivaro.
Rukken var en enorm. gul fugl som levede for lang tid siden i Ruks landsby. Den var intelligent, ond, og sulten. Rukken krævede 4 ofre hver måned. I mange år levede byen dermed i sorg, indtil en kriger udefra kom til byen. Han hed Vivaro. Vivaro besejrede Rukken men døde af sine sår efter kampen. Efter den dag blev byen døbt Vivaro.
Ruk havde ikke mange venner i Vivaro, bortset fra Riack. Riack var 5 år ældre end Ruk men de havde altid snakket meget sammen. Første gang de mødtes var Ruk 8 og havde lige fået lov til at komme uden for børnehjemmet mure, for første gang. Ruk havde bare gået rundt og kigget forbavset på alle de mærkelige mennesker og dyr, da 4 børn på en 13-14 år tonsede hen imod ham med en rund bold. En af dem begyndte at sagte farten og stoppede forpustet op ved siden af Ruk. ’Vi er snart ved fjerde og sidste base og jeg har løbet med den fra første’ pustede han. ’øh… hvad?’ spurgte Ruk forvirret. ’Liva for pokker.’ ’hvad er Liva?’ ’Hvad er Li… åh. Kommer du fra børnehjemmet eller hvad?.’ Ruk nikkede. ’Så forstår jeg. Okay. Kan du se den røde pæl der?’ spurgte Riack og pegede på en pæl hvor de tre drenge fra før nu stod. Ruk så at den ene af dem dansede mens de andre så triste ud. ’Det er en base, faktisk sidste base, der er tre andre baser her i byen. Liva gælder om at få bolden hen til alle baser og til sidst til den her, den der gør det vinder. Man starter med at man sender en ud i skoven og gemme bolden, når han kommer tilbage begynder spillet. Der er forskellige taktikker jeg løber f.eks. ud i skoven, finder bolden og prøver at løbe den hjem. Men nogle gemmer sig ved posterne og prøver at hugge bolden så de ikke skal løbe så langt. Kan du forstå det?’ Ruk nikkede og mente han havde forstået det. ’Godt, kom lad os få noget mad på kroen.’
De næste par dage forklarede Riack, Ruk en masse om byen og folkene i den. Riack kom fra en rig familie og havde masser af penge, imod sætning til Ruk der var fattig. Imellem de to lag var det meste af byen som var jægere, bønder eller købmænd. Riack forældre var flinke, men de var ikke så glade for at deres søn havde fundet en forældreløs som ven, Ruk var ikke fin nok til deres søn mente de. Da Riack forlod byen som 17årig for at tage med på handelsrejse blev Ruk alene tilbage. Ruk var lidt af en enspænder for han var ikke så interesseret i Liva eller Wuma avl, som de fleste andre. Ruk fandt et job som snedker, lønne var dårlig men det håre arbejde fik tankerne væk fra ensomheden. Ruk ville også gerne tjene mange penge så han kunne gøre indtryk på en hvis pige. Stinea var byens unge skønhed og Ruk var faldet pladask for hende med det samme. Efter kun 4 måneder som snedker døde hans mester, og Ruk mistede sit job. Da Riack kom hjem fra handelsrejsen friede han til Stinea som sagde ja. Efter det forlod Ruk ikke børnehjemmet i 3 uger. Riack fandt aldrig ud af hvorfor Ruk lagde afstand mellem sig selv og Riack, efter det.

’Se!’ Sagde Lian og rev Ruk ud af sine tanker ’Der er Ulim bjergende.’ Ruk så også de blå bjerge i det fjerne nu. ’Man siger at dæmonen Ulim har banket mod siden af sit fængsel under jorden, og at bjergende der, er jord der er blevet skubbet op af hams banken.’ Sagde Jaro. ’Når vi er over dem er der ikke lang til det røde land’ sagde Lian.


Fortsættelse følger.

Wednesday, July 26, 2006

Det røde land del 4

Det røde land del 4

Den forreste Wuma rytter rejste sig i sadlen og råbte: ’Hvad vil i tre dødelige her på vores område?’ ’Vi er på vej til den røde by, men hvem er i som tror i ejer dette land?’ Svarede Jaro. ’Hvem er vi?’ grinede De 5 ryttere højlydt. ’Vi er slettens fem guder. Vi ejer alt mellem skoven i vest og bjergende i øst. Men sig mig købmand, hvad er det for kød du har i den vogn?’ ’Det er kød fra vilde wuma’er. Men hvis jeg ikke tager fejl er i 5 forbrydere med halvstore dusører på jeres hoveder.’ Wuma kød! Ruk forstod straks hvorfor han ikke havde kunne lide lugten af kødet. ’Det er korrekt købmand. Resten af verden er ikke så glade for os.’ Sagde guden med et ondt smil. ’Jeg er ikke købmand.’ sagde Jaro og trak et bælte med 8 flintepistoler op og tog det om livet. ’Jeg er jæger og i er mit bytte.’ Jaro greb lynhurtigt en riffel, satte den for skulderen og placerede en kugle mellem øjnende på den forreste rytter. Wuma’en tog flugten, da den mærkede at den herre var død, men de 4 andre guder sprang frem i raseri. 2 af de 4 guder gik mod Ruk og Lian. Lian havde regnet ud det ville ende på den her måde, han havde allerede udvalgt en tilpas stor sten, som han nu løftede med sine evner og hamrede ind i wuma’ens tinding. Wuma’en styrtede omkuld og guden blev klemt fast under den. Lian stormede over og færdiggjorde det med sit sværd.
Ruk var hoppet op på wuma’en og slået guden af med et slag på siden af hovedet. Før guden ramte jorden, havde Ruk sat af fra wuma’ens ryg. Kort efter guden ramte jorden blev hans kranie knust under Ruks fødder, der ramte jorden efter et hop 5 meter op i luften. Ruk og Lian vendte sig mod Jaro og så at han allerede havde nedlagt den ene af de to sidste guder. Jaro snurrede rundt, dukkede sig og undgik alle gudens angreb. Guden var rasende og hans udfald med det lange spyd blev mere og mere sjuskede. Jaro affyrede sine 2 flintepistoler og havde trukket to andre, før kuglerne ramte guden i armen. Guden skreg af smerte og tabte sit spyd. Herefter var det let for Jaro at sætte to kugler i brystet på ham, så han faldt af wuma’en og døde.
Jaro gik rundt og hentede samlede sine pistoler op hvor han havde smidt dem og satte dem tilbage i bæltet. ’Jeg tror vi skylder hinanden en forklaring.’ Sagde Jaro der prøvede at kigge ind under hætten på Ruk. ’Hvem er du, og hvad er han?’ ’Mit navn er Lian og jeg har telepatiske evner. Det her er Ruk.’ Sagde Lian og pegede på Ruk som trak hætten tilbage og afslørede hans ansigt. ’dav’ sagde Ruk med et skævt smil. Jaro var dybt chokeret og stod som forstenet. ’Han havde et uheld med en Wuma og nu er han halv wuma, halv menneske.’ Forklarede Lian. ’Uhyggeligt og beklageligt.’ Mumlede Jaro og fortsatte: ’Nu er det vidst min tur. Jeg er dusør jæger og skal indløse en dusør for en tyv. Jeg har bundet en kurv fast under vognen til hoveder.’ Jaro trak en kniv frem og gik rundt og skar hovederne af alle guderne. Da han kom til Ruks offer som den sidste, mumlede han noget om spild og gik tilbage til vognen, med de fem hoveder. Jaro lagde dem ind i kurven og vendte sig mod Lian og Ruk igen. ’Uden jer havde jeg ikke overlevet det her. Derfor vil jeg eskortere jer til den røde by og sørge for at i finder hvem eller hvad i leder efter. I den røde by har jeg kontakter overalt, og jeg kan få jer ind, hvor i vil ind.’ ’Vi søger prinsessen.’ ’Prinsessen! Ja så kan jeg ikke love noget. Men lad os nu komme til byen så ser vi ad, ikke?’ Og så gik de.


Fortsættelse føljer.

Monday, July 24, 2006

Det røde land del 3

Drengen veg tilbage da Ruk kom tættere på. ’Jeg gør dig ikke noget’ sagde Ruk og var selv chokeret over sin voldelige adfærd. Drengen stansede og hviskede ’hvem eller hvad, er du?’ ’Mit navn er Ruk’ svarede Ruk ’og hvad jeg er, tja. Forleden var jeg et menneske men jeg er ikke sikker på det er tilfældet mere.’ Drengen så længe på ham og sukkede. Så vendte han sig om og trak et kort sværd op af sin taske. ’Jeg gør dig ikke noget’ gentog Ruk da han så sværdet. Drengen grinede og sagde: ’Mit navn er Lian jeg er 11 år, læge og har visse psykiske evner’ Lian satte sværdets spids mod låse mekanismen på et hvidt halsbånd han havde på. ’psykiske evner? Hvad er det?’ Lian pressede til og halsbåndet gik op. Han tog det af og smed det på jorden. ’Hvad det er? Se her.’ Lian lukkede øjnende og tre tønder løftede sig fra jorden. Ruk skreg da han selv lettede og fløj 5 meter op i luften. ’det er hvad jeg kan’ lød en stemme i Ruks hoved. ’jeg kan også læse tanker. Jeg har læst dine og alt tyder på at dit sammenstød med Wuma’en er skyld i mutationen. Men du er et godt menneske og jeg vil gerne hjælpe dig.’ Ruk landede på jorden igen og Lian åbnede øjnende igen. ’Hvordan kan du hjælpe mig? Ved du noget?’ Spurgte Ruk spændt. ’Det røde lands prinsesse Litra. Har forsket i mutant fænomenet. Det er set andre steder før.’ tilføjede Lian da han så Ruks forvirrede blik. Ruk lyste op og sagde: ’jamen så går vi til det røde slot.’ De gik tilbage til vejen, og satte kurs mod det røde slot i det røde land.

Ruk stønnede og rettede ryggen. i 4 dage havde Lian og han gået mod det røde slot og de havde da også gjort fremskridt, men vejen var lang endnu. Ruk havde fundet ud af at, Lians læge mester var blevet slået ihjel af den hvide kejsers soldater og at han aldrig havde kendt sine forældre. Solen stod op over sletten, det var den vej de skulle, stik øst. Ruk kiggede tilbage og så den mørke skov torne sig op. Ruk skubbede blidt til Lian for at få ham til at vågne. Lian gabte og strakte sig. ’Skal vi komme videre’ spurgte Ruk. De havde dagen før lagt sig til at sove tidligt, for at fejre de endelig var kommet ud af skoven. ’jo lad os det’ svarede Lian og gabte. Lian rejste sig op, men lige da de skulle til at gå kom der en mand ud fra skoven. Han så stor og stærk ud og gik med en lille vogn fyldt med kød og grøntsager. ’Halløj!’ råbte manden og travede lystigt hen imod dem. Ruk trak hætten over sit hoved og gemte resten af kroppen i kutten. Lian så straks at det kunne give problemer, hvis den her mand så Ruk. Derfor gik Lian frem og hilste. Lian snakkede med manden fandt ud af at han hed Jaro og var jæger. Jaro var på vej til den røde by for at sælge sit kød og lidt grønsager. Ruk trak vejret dybt, men kunne bestemt ikke lide lugten fra kødet. Der var noget bekendt ved den, men han kunne ikke sætte finger på hvad. De begyndte langsomt at gå videre og inden længe skød de en god fart. ’Og hvad skal i så ude i verden?’ spurgte Jaro og kiggede nysgerrigt på Ruk der gik lidt længere fremme. ’jeg skal over og besøge min onkel i den røde by. Og den lokale munk Viam følger mig på vej.’ Improviserede Lian og nikkede i retning af Ruk. ’Hans krop blev hæsligt forbrændt da hans kloster brændte ned til grunden.’ ’Nå dada. Det var ikke så godt, vendt… Hvad er det for en lyd?’ sagde Jaro og stansede. Ruk vendte sig og kiggede tilbage mod skoven. Fem Wuma ryttere kom farende over sletten mod dem, og stansede først da de var helt henne ved den lille vogn og de tre rejsende.


Fortsættelse følger.

Sunday, July 16, 2006

Det røde land Del 2

Del to er klar og her kommer den:

Det røde land del 2

Ruk vågnede med et sæt og opdagede straks at han stadig lå under den døde Wuma. Ruk var overrasket over at han ikke havde nogen smerter i brystet hvor wuma’ens klør havde boret sig ind i ham. Det næste der slog ham var stanken. ’Jeg må have været bevidstløst i lang tid,’ tænkte han, for stanken af de gamle lig, var ulidelig. Ruk klemte sig ud fra liget af wuma’en og så ud over ødelæggelsen. Oksekærren var brændt og ligene af hans venner lå spredt ud over vejen. Selv Riack var død. Ruk tumlede ned fra vejen i chok. Han måtte have noget at drikke og han kunne huske der løb en lille å ved siden af vejen. Ruk kravlede hen til den og drak grådigt af det kolde vand. Ruk pustede ud, men udstødte så et forskrækket skrig for spejlbilledet var ikke som det skulle være. I stedet for sine blå øjne, sin brune hud og sit mørke hår var der nu: Små røde øjne, grøn hud med kraftige skæl i ansigtet og hans hår var udskiftet med korte spidse skæl. Ruk faldt bagover af forskrækkelse og fik øje på hvad der før havde været hans føder. En bred skællet fod var hvad der var nu, med tre skarpe klør. Også hans hænder var blevet skællede og resten af ham var en smule grønlig i det. ’Hvad i alverden er der sket?’ tænkte Ruk forvirret. Ruk fandt noget kød i den brændte oksekærre og bed det midt over. ’Hvad pokker’ udbrød Ruk og følte på sine tænder som var blevet sylespidse. Ruk spiste videre med en ro han selv var overasket over mens han kiggede på sit brøst. Der var 3 store ar hvor wuma’ens klør havde ramt ham. wuma’en! Det måtte være det der skete. Han var ved at blive til en wuma… men hvorfor?
Ruk gik videre, han kunne ikke blive på slagmarken. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gå tilbage i byen i denne tilstand. Ruk valgte at gå ud og finde en slags kur. Ruk fandt en munke kutte, den kunne skjule hans deforme krop.
Ruk havde kun gået i en time da han hørte nogen råbe på hjælp. Det lød som et barn, så Ruk forlod vejen og stormede mod lyden. Efter at han havde løbet i tyve sekunder kom han til en brændende hytte. Rundt om den brændende hytte lå der flere lig, en skrækslagen dreng på ca. 10 år og tre grinende soldater i hvid rustning. En flamme blev tændt i Ruk da han sneg sig nærmere soldaterne.
’Du er da en farlig en, knægt. Men med det halsbånd på er du nul og niks.’ Grinede den hvide soldat der så ud til at være lederen. ’Nu dør du’ sagde han og løftede sin hellebard til et afgørende stød. Samtidig satte Ruk fødderne i jorden, sprang i et vældigt hop 5 meter frem, satte sine spidse tænder i soldatens hals og flåede en stor luns kød af. De 2 andre soldater råbte forskrækket og vendte sig mod Ruk, der igen satte af og sprang mod den nærmeste vagt. Kutten flagrede efter Ruk og hætten faldt tilbage og afslørede hans blodplettede ansigt. Ruk greb soldatens hoved da, han fløj over ham, og hamrede vagten mod jorden med et sindssygt grin, hvor han blev liggende livløs. Den sidste soldat langede ud efter Ruk med sin hellebard, men Ruk veg til siden, og kløvede soldatens rustning og brystkasse med et kraftigt spark. Kløerne på højre fod lynede, da de skar sig igennem panseret og blev fyldt med blod. Soldaten sank sammen med et chokeret ansigtsudtryk. Ruk tog hætten over hovedet igen og vendte sig mod drengen.

Saturday, July 15, 2006

Det røde land del 1

Dav jeg har brugt dagen på at skrive det første kapitel i en forhåbentlig lang historie om en dreng ved navn Ruk. smid gerne en kommentar med ros og forslag til at gøre den bedre.
og her er verdenspræmiere på: "Det røde land"



Det røde land. Del 1

Ruk gik hen ad vejen sammen med resten af karavanen fra hans fødeby. Ruk var lige fyldt sytten og havde derfor fået lov til at tage med handelskaravanen på rejse. Han havde brunt hår og blå øjne og var hverken særlig fed eller høj. Ruk gik ved siden af den store okse kærre og svedte i sin tykke uld vest. Ruk var spændt. Han havde nemlig hørt om store maskiner der kunne sejle uden der var vind, og andre maskiner som kunne køre fremad på jorden. Ja selv maskiner der kunne flyve som fugle, havde han hørt der fandtes ude i verdenen.
Riack red op på siden af Ruk på sin skællede Wuma: Kazuu. – Wuma’erne var en art af kæmpe firben med mange spidse tænder, røde øjne, kraftige skæl, en lang kraftig hale og tre kraftige klør på hver fod. - ’Tag dig i agt Ruk’ sagde Riack der var leder af karavanen: ’Der er et eller andet galt her.’ Ruk sank en klump han hadede vold og håbede inderligt at Riack tog fejl.

’STOP! I DEN HVIDE KEJSER’S NAVN!’ blev der råbt oppe foran karavanen. Karavanen sagtnede farten for til sidst at standse. Riack red op foran og svarede: ’Vi er ikke fjender af den hvide kejser men blot fredelige handelsfolk.’ ’Den hvide kejser kræver told for at i må gå gennem denne skov’ ’Denne skov er min personlige ejendom’ råbte Riack arrigt til soldaten som Ruk nu kunne se. Han stod i hvid rustning lige som alle de andre med lange helebarder og bag dem stod ca. et dusin Wuma’ryttere med lange spyd. Den hvide konge var en berygtet forbryder der kontrollerede næsten halvdelen af nabolandet; ”Det røde land”. Samtidig havde den hvide kejser en stor hær og meget magt. ’Ikke længere, denne skov tilhører nu den hvide kejser,’ Sagde soldaten roligt. Riack udstødte et vredt skrig, trak sin Falchion - et buet sværd med en bred klinge - og sendte sin Wuma ud i et langt spring fremad mod soldaterne. - Springet fik kraft fra bagbenene og var et kendetegn for arten. -
Det var et blodbad: De handlende var optændt af vrede men kunne intet stille op mod de trænede soldater. Midt i al tumulten stod Ruk og forsøgte at komme væk. Ruk måtte gang på gang springe til side for ikke at lide en smertefuld død.
Der lød et skrig det var lavt, men Ruk hørte det klart gennem larmen; det var et skrig fra en døende Wuma. Riack skreg da Kazuu blev spiddet i luften og faldt hårdt mod jorden. Han hørte ikke det skrig Ruk udstødte da Kazuu’s klør der var fulde af dens eget blod trængte dybt ind i Ruks bryst. Han hørte ikke Ruk hviske: ’Nu dør jeg’. Han udstødte blot en ed og kastede sig tilbage i kampen hede.

fortsættelse følger...

Så er jeg hjemme igen!

Til spanien gik det
i fulde fart op og ned
af stejle bjerge.

det var et lille heikudigt skrevet af mig:)
er du gal det var varmt vi nåede op på 41 grader og jeg blev godt skoldet.
i den komende tid vil jeg skrive en historie her inde nå men ses