Wednesday, August 23, 2006

Det Røde Land del 10

Muza sad længe og kiggede på dem, Ruk var efterhånden kommet helt ned på jorden igen, og Lian sad bare og stirrede ind i muren.
”Der er ingen vej ud, tro mig” sagde Muza da han så at Lian faktisk undersøgte muren for revner og sprækker. ”tro mig jeg har siddet her i 10 år. Der er firehundredetusinde ottehundrede tolv sten i muren, der bor to familier af rotter i hver sin væg.”
”hvorfor har du siddet her i ti år?” spurgte Ruk
”hvorfor?” brummede Muzak ”fordi de ikke var glade for det jeg gik og lavede.”
”som var…?”
”jeg slog dem ihjel” Muzak smilte skummelt. ”Det her fængsel, ja faktisk hele den her by tilhøre Den Hvide Kejser. Hvad er der for resten med dig og dit hoved, du er hel grøn og ikke særlig, du ved, menneskelig.”
Ruk fortalte hele historien og Muzak så tænksom ud. I samme øjeblik kom 4 vagter ind af døren. ”Kom med” sagde en af dem ”ikke dig kun monstret” sagde han da Ruk og Lian rejste sig, Lian satte sig ned og Ruk blev ført ud af cellen. Ruk blev ført hen af gangen indtil de kom til en stor jern dør. Vagten låste døren op og førte Ruk ind i et rum fyldt med boblende væsker i forskellige farver. I midten af rummet stod en mand i hvidt tøj og justerede en indviklet opstilling af væsker, kolber og små glas rør der forbandt alle væskerne. ”Professor, han skal have en dosis så han er klar i morgen.” Manden vendte sig om, og Ruk så at ikke var meget ældre end ham selv. Vagterne førte Ruk over til en stor metalstol og bandt ham fast til den. Professoren tændte en lille bunke kviste under to af væskerne, og forbandt derefter de to glas med et tredje som var tomt. Væskerne begyndte langsomt at boble voldsomt og langsomt begyndte en orange væske at falde ned i det tredje glas. Ruk så at Manden i kitlen samle lidt af den nye væske i en lille sprøjte. Derefter slukkede han for ilden og kom hen til Ruk. Manden vaskede et lille stykke af Ruks arm omhyggeligt og stak derefter sprøjten forsigtigt ind i armen på Ruk.
”Jeg er ked af det” hviskede manden og trykkede stemplet i bund.
Vagterne kom straks til og bandt ham op, Så åbnede de døren og førte Ruk ud. En af vagterne blev tilbage og låste døren mens de andre førte Ruk tilbage til cellen og smed ham derind. Lian kom straks springende hen til Ruk men da han ikke kunne se at der var noget galt slappede han af. Muza var dog blevet mærkeligt stille og sagde bare at de burde sove nu. Ruk lagde sig i et hjørne og Lian tog et andet et.Mens Ruk sov var en kamp i gang i hans indre, og Ruk var ved at tabte den.

Saturday, August 12, 2006

Det røde land del 9

Lian, der ikke havde set manden, vendte sig om som et lys og stirrede ind i mørket.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”ja han sidder jo lige der.” sagde Ruk og pegede på manden
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham.” tilføjede han tankefuldt da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”wow dine øjne lyser. Men nok om det. Hvem er det der snakker med os?”
Ruk så at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde: ”Muza er mit navn, fange er mit gavn.” rimede manden.
Jaro stønnede svagt og Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham. ”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her” Jamrede Lian
Jaro hostede og begyndte at tale: ”når i kommer til Den Røde By så find en kro ved navn: ”Dragens Tænder” kro egeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita han kan hjælpe jer.” Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet.” smilede Jaro og døde med et smil på læben.

Ruk brølede sin vrede og frustration ud, i halvandet minut var det eneste man kunne høre hans brutale skrig.
”Regel nummer et, om at overleve i et fængsel: spar på kræfterne.” sagde manden i hjørnet der hed Muza.
”hvad fabler du om” skreg Ruk ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg kunne Lian se men det skyldes hvis ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:

I tidernes morgen da jorden blev skabt, blev 4 raser dannet med pragt.
Menneskene levede i midten, på den frodige jord tæt ved klippen. Deres styrke var mængden som holdt i længden.
Sletten tog Marok, for de kunne klare et ragnarok. På vinger de flyver, og aldrig de lyver.
I sandet blev dannet, en rase forbandet. Det evige liv de ejer, men det føre dem ej til sejre.
Den sidste af de fire er, den største magt skønt uden hær. Kraskini lever under sten, og sten blev et med arm og ben. Stenens ånder blev deres kaldte navn, men det gjorde dem dog ingen gavn. Kraskini kaldte de sig selv, kom noget i vejen blev det slået ihjel. Kejsere af tinderne, husker aldrig minderne.”

Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.

Wednesday, August 09, 2006

Det Røde Land del 8 + tegning

Ruk vågnede og kunne mærke hans hoved dunkede voldsomt. Han lå lidt og stirrede op i et tag af tremmer. ”Det er da spøjst, med sådan et tag” tænkte Ruk. Han vendte langsomt hovedet og så at også væggene bestod tremmer. Bag tremmerne gik en mand med 2 mærkelige våben. Det var en slags pind med en kæde i, forenden af kæden var der en stor kugle, fyldt med pigge. Han gik i en rustning med små jernplader på brystet og benende. Under pladerne havde han en tynd rustning så han kunne bevæge sig frit. Manden slog til tremmerne og sagde: ”lad være med at stirre.” Hans ansigt var groft og han havde en enorm hage. ”Det er jo en vogn det her” tænkte Ruk, han satte sig op og lagde mærke til at han havde fået lagt en skinne på sit sårede ben.
”Ruk! Er du okay?” Ruk vendte sig om og så Lian sidde i en celle ved siden af og se bekymret på ham.
”jeg klarer mig, men hvad sker der her?”
”de fyre der havde taget dig til fange, så vi prøvede at redde dig. Men de var for mange og de gav mig halsbånd på.”
”Hvor er Jaro?” Lian pegede ned bagerst i han celle.
”Jeg har gjort hvad jeg kunne, men. Det ser ikke godt ud” Jaro lå med et tæppe over sig og var meget bleg.
”Hvad er der dog sket?” spurgte Ruk og så forfærdet på Jaro.
”Da hulen røg i luften sammen med vognen, blev mig og Jaro smit ind i en giftig busk. Jeg var selv heldig og ramte ikke nogle af de giftige pigge. Men Jaro fik en fuld dosis og jeg ved ikke hvordan man kurerer det” sluttede Lian fortvivlet.
”De sagde også at jeg skulle ordne dit ben, da de ikke kunne bruge dig hvis du så svag ud.”

I løbet af de næste 3 dage bumlede fængsels vognen nedad gennem små veje. Ruk kunne snart gå igen, hans Wuma del var utrolig hurtig til at regenerer hans sår. Jaro fik det dog værre og værre og lå i en feber søvn. Lian havde fundet ud af at der var 3 vagter og foran fængselsvognen, der blev trukket af to store okser, var en flot udskåret vogn. Lian havde hørt dem kalde manden derinde for: mester Amida, men han kom aldrig ud af vognen. Ruk brugte tiden i buret på at forbedre sin balance for han havde hørt at det var vigtigt at have en god balance. Efter et par dage kunne
Ruk uden problemer stå på et ben, i den bumlende vogn.
”Så slukker vi lyset.” råbte manden med de to mærkelige våben, han kaldte for morgenstjerner. De tre vagter trak en stor pressending hen over buret og en af dem sagde: ”Nu siger i ikke et ord før vi beder jer om det, okay!?” Ruk og Lian nikkede og så blev det sidste lys slukket og der blev mørkt.
Efter et stykke tid kom vognen ind på en bedre vej, og det lød som om de var på vej ind i en by. Kort efter kunne de hører at mændene blev hyllet af mindst 200 mennesker. Men efter lidt tid døde jublen ud og vognen begyndte at køre op ad bakke. Efter lidt tid stoppede vognen og pressendingen blev fjernet. En af vagterne åbnede døren og beordrede dem ud. Fire andre vagter kom til og eskorterede dem ned i en fange kælder. En stor man kom og åbnede døren og Lian og Ruk blev skubbet ind i cellen. Ruk kiggede sig om i den meget beskidte celle og havde lige fået øje på en mørk skikkelse i et hjørne, da to vagter kom og smed Jaro ind til dem. ”Dav.” sagde den mørke skikkelse.

fortsættes..


UHA UHA. her er en lille bonus i form af en tegning min ven Bjørn-sensei, har lavet
Det er som du måske har gættet vagten fra karavanen. først var det meningen det skulle være en soldat fra den hvide kejsers hær, men han passede ikke ind i min forestilling af dem. Jeg er dog vildt glad for tegningen og valgte derfor at bruge ham nu.

Monday, August 07, 2006

Det Røde Land del 7

Stormen der rasede den nat var den værste storm i 20 år. Rundt omkring i bjergende blev der meldt om stenskred og dødsfald. Da solen endelig stod op og skyerne trak mod syd. Blev et kæmpe krater opdaget i en klippe. Ingen vidste hvordan det var kommet eller om nogen var omkommet i eksplosionen. Mange mente at et voldsomt lyn var slået ned i bjerget og lavet krateret, andre sagde at guderne havde bevist deres magt, og visse folk troede endda at et gammelt sagn var ved at gå i opfyldelse og dæmonen Ulim var ved at ødelægge sit fængsel, for igen at sprede død og ødelæggelse i verden. Sandheden var dog en ganske anden.

Ruk vågnede med smerter over hele kroppen. Hans hoved føltes som om det kunne eksplodere hvert øjeblik. Eksplodere… hvad var det det mindede ham om? Eksplosionen! Ruk satte sig op med et sæt. Men hans øjne nægtede at fokusere på nået som helst. Var Lian og Jaro okay? Ruk begyndte at kunne huske hvad der var sket i natten. Et eller havde eksploderet mens de sov, heldigvis havde de ligget bag Jaros vogn som havde taget det meste af slaget. Selvom vognen beskyttede dem var de blevet sendt flyvende ud af hulen og Ruk havde ramt en klippevæg og så… Ruk var blevet slået bevidstløs og havde ingen anelse om hvad der var blevet af de andre. Ruk kiggede rundt han befandt sig i en lang, dyb sprække. Ruk rejste sig op men da han prøvede at stødte på sit venstre ben, skreg han af smerte. Ruk faldt bagover og landede tungt på røven. ”pis! Mit ben må være brækket” Mumlede Ruk. Ruk kiggede rundt der lod ikke til at være nogen vej ud og han kunne ikke klatre op med et brækket ben. Ruk så ingen anden mulighed end at vente.
Efter 2 dage uden vand og mad, havde Ruk næsten opgivet håbet. Såret på hans ben var holdt op med at bløde men lugtede nu råddent og Ruk regnede med såret var blevet betændt. Ruk sad og stirrede op mod himlen da han hørte fodtrin i gruset oven over sprækken. ”Hjælp!” Råbte Ruk ”jeg er hernede.” En mandeskikkelse lænede sig ind over sprækken og spærrede for sollyset. ”Hej Amida! Der er sku en brugbar en lige her.” Råbte skikkelsen og en anden mand lænede sig ind over sprækken. ”Vi behøvede slet ikke at rejse, han kom til os” grinede ham der tilsyneladende hed Amida. ”Vi smider et reb ned” råbte han og Ruk tog taknemmelig fat i det og lod sig hive op. Ruk nåede ikke engang at sige tak da han kom op, før en af mændene slog ham bevidstløs med en stor sten.

Sunday, August 06, 2006

rettet version

en af mine venner har læst korrektur (rettet) på del 1-6 af det røde land og jeg poster dem lige.

Tak til Mads'sensei for at gide rette den.

-------------------------------------------------------------------------------

Det Røde Land
af Simon Greve-Poulsen aka. Greven



1

Ruk gik hen ad vejen sammen med resten af karavanen fra hans fødeby. Ruk var lige fyldt sytten, og havde derfor fået lov til at tage med handelskaravanen på rejse. Han havde brunt hår og blå øjne og var hverken særlig fed eller høj. Ruk gik ved siden af den store oksekærre og svedte i sin tykke uld vest. Han var spændt. Han havde nemlig hørt om store maskiner, der kunne sejle, uden at der var vind, og andre maskiner, som kunne køre fremad på jorden. Ja, selv maskiner der kunne flyve som fugle, havde han hørt, at der fandtes ude i verdenen.
Riack red op på siden af Ruk på sin skællede wuma Kazuu – Wumaerne var en art af kæmpe firben med mange spidse tænder, røde øjne, kraftige skæl, en lang kraftig hale og tre kraftige klør på hver fod.
”Tag dig i agt Ruk,” sagde Riack, der var leder af karavanen. ”Der er et eller andet galt her.”
Ruk sank en klump han hadede vold og håbede inderligt at Riack tog fejl.
”STOP! I DEN HVIDE KEJSER’S NAVN!” Blev der råbt oppe foran karavanen.
Karavanen sagtnede farten for til sidst at standse. Riack red op foran og svarede:
”Vi er ikke fjender af den hvide kejser men blot fredelige handelsfolk.”
”Den Hvide Kejser kræver told for at I må gå gennem denne skov”
”Denne skov er min personlige ejendom,” råbte Riack arrigt til soldaten som Ruk nu kunne se.
Han stod i hvid rustning ligesom alle de andre med lange hellebarder, og bag dem stod ca. et dusin wumaryttere med lange spyd. Den Hvide Kejser var en berygtet forbryder, der næsten kontrollerede halvdelen af ”Det Røde Land”. Samtidig havde Den Hvide Kejser en stor hær og meget magt.
”Ikke længere, denne skov tilhører nu Den Hvide Kejser, ” sagde soldaten roligt.
Riack udstødte et vredt skrig, trak sin falchion – et buet sværd med en bred klinge – og sendte sin wuma ud i et langt spring fremad mod soldaterne. Springet fik kraft fra bagbenene, hvilket var et kendetegn for arten.
Det var et blodbad. De handlende var optændt af vrede, men kunne intet stille op imod de trænede soldater. Midt i al tumulten stod Ruk og forsøgte at komme væk. Ruk måtte gang på gang springe til side for ikke at lide en smertefuld død.
Der lød et skrig. Det var lavt, men Ruk hørte det klart gennem larmen. Det var et skrig fra en døende wuma. Riack skreg, da Kazuu blev spiddet i luften og faldt hårdt til jorden. Han hørte ikke det skrig, Ruk udstødte, da Kazuu’s klør, der var fulde af dens eget blod, trængte dybt ind i Ruk’s bryst. Han hørte heller ikke Ruk hviske:
”Nu dør jeg.”
Han udstødte blot en ed og kastede sig tilbage i kampens hede.



2

Ruk vågnede med et sæt, og han opdagede straks, at han stadig lå under den døde wuma. Ruk var overrasket over, at han ikke havde nogen smerter i brystet, hvor wumaens klør havde boret sig ind i ham. Det næste, der slog ham, var stanken.
”Jeg må have været bevidstløst i lang tid,” tænkte han.
For stanken af gamle lig, var ulidelig. Ruk klemte sig ud fra liget af wumaen og så ud over ødelæggelsen. Oksekærren var brændt, og ligene af hans venner lå spredt ud over vejen, selv Riack var død. Ruk tumlede ned fra vejen i chok. Han måtte have noget at drikke, og han kunne huske, at der løb en lille å ved siden af vejen. Ruk kravlede hen til den og drak grådigt af det kolde vand. Ruk pustede ud, men udstødte så et forskrækket skrig, for hans spejlbillede var ikke, som det skulle være. I stedet for sine blå øjne, sin brune hud og sit mørke hår var der nu: små røde øjne, grøn hud med kraftige skæl i ansigtet og hans hår var udskiftet med korte spidse skæl. Ruk faldt bagover af forskrækkelse og fik øje på, hvad der før havde været hans føder. En bred skællet fod med tre skarpe klør var, hvad der var nu. Også hans hænder var blevet skællede, og resten af ham var en smule grønlig i det.
”Hvad i alverden er der sket?” tænkte Ruk forvirret.
Ruk fandt noget kød i den brændte oksekærre og bed det midt over.
”Hvad pokker,” udbrød Ruk, og følte på sine tænder som var blevet sylespidse.
Ruk spiste videre med en ro, han selv var overasket over, imens han kiggede på sit bryst. Der var tre store ar, hvor wumaens klør havde ramt ham. Wumaen! Det måtte være det der skete. Han var ved at blive til en wuma… men hvorfor?
Ruk gik videre, han kunne ikke blive på slagmarken. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gå tilbage i byen i denne tilstand. Ruk valgte at gå ud og finde en slags kur. Ruk fandt en munke kutte, der kunne skjule hans deforme krop.
Ruk havde kun gået i en time, da han hørte nogen råbe på hjælp. Det lød som et barn, så Ruk forlod vejen og stormede mod lyden. Efter at han havde løbet i tyve sekunder, kom han til en brændende hytte. Rundt om den brændende hytte lå der flere lig, en skrækslagen dreng på ca. ti år og tre grinende soldater i hvid rustning. En flamme blev tændt i Ruk, da han sneg sig nærmere soldaterne.
”Du er da en farlig en knægt. Men med det halsbånd på er du nul og niks,” grinede den hvide soldat der så ud til at være lederen.
”Nu dør du,” sagde han og løftede sin hellebard til et afgørende stød.
Samtidig satte Ruk fødderne i jorden sprang i et vældigt hop fem meter frem satte sine spidse tænder i soldatens hals og flåede en stor luns kød af. De to andre soldater råbte forskrækket og vendte sig mod Ruk, der igen satte af og sprang mod den nærmeste vagt. Kutten flagrede efter Ruk, og hætten faldt tilbage og afslørede hans blodplettede ansigt. Ruk greb soldatens hoved, da han fløj over ham, og hamrede vagten mod jorden med et sindssygt grin, hvor han blev liggende livløs. Den sidste soldat langede ud efter Ruk med sin hellebard, men Ruk veg til siden og kløvede soldatens rustning og brystkasse med et kraftigt spark. Kløerne på højre fod lynede, da de skar sig igennem panseret og blev fyldt med blod. Soldaten sank sammen med et chokeret ansigtsudtryk. Ruk tog hætten over hovedet igen og vendte sig mod drengen.



3

Drengen veg tilbage da Ruk kom tættere på.
”Jeg gør dig ikke noget,” sagde Ruk og var selv chokeret over sin voldelige adfærd.
Drengen stansede og hviskede:
”Hvem eller hvad, er du?”
”Mit navn er Ruk,” svarede Ruk, ”og hvad jeg er, tja. Forleden var jeg et menneske, men jeg er ikke sikker på det er tilfældet mere.”
Drengen så længe på ham og sukkede. Så vendte han sig om og trak et kort sværd op af sin taske.
”Jeg gør dig ikke noget,” gentog Ruk, da han så sværdet.
Drengen grinede og sagde:
”Mit navn er Lian, jeg er elleve år, læge og har visse psykiske evner.”
Lian satte sværdets spids mod låsemekanismen på et hvidt halsbånd han havde på.
”Psykiske evner? Hvad er det?”
Lian pressede til og halsbåndet gik op. Han tog det af og smed det på jorden.
”Hvad det er? Se her.”
Lian lukkede øjnende, og tre tønder løftede sig fra jorden. Ruk skreg, da han selv lettede og fløj fem meter op i luften.
”Det er hvad jeg kan,” lød en stemme i Ruk’s hoved, ”jeg kan også læse tanker. Jeg har læst dine, og alt tyder på, at dit sammenstød med wumaen er skyld i mutationen. Men du er et godt menneske, og jeg vil gerne hjælpe dig.”
Ruk landede på jorden igen, og Lian åbnede øjnende igen.
”Hvordan kan du hjælpe mig? Ved du noget?” spurgte Ruk spændt.
”Det Røde Land’s Prinsesse Litra, har forsket i mutant fænomenet. Det er set andre steder før.” tilføjede Lian, da han så Ruk’s forvirrede blik.
Ruk lyste op og sagde:
”Jamen, så går vi til Det Røde Slot.”
De gik tilbage til vejen og satte kurs mod Det Røde Slot i Det Røde Land.

Ruk stønnede og rettede ryggen. I fire dage havde Lian og han gået mod Det Røde Slot, og de havde da også gjort fremskridt, men der var lang vej endnu. Ruk havde fundet ud af, at Lians lægemester var blevet slået ihjel af Den Hvide Kejser’s soldater, og at han aldrig havde kendt sine forældre. Solen stod op over sletten, det var den vej de skulle, stik øst! Ruk kiggede tilbage og så den mørke skov torne sig op. Ruk skubbede blidt til Lian for at få ham til at vågne. Lian gabte og strakte sig.
”Skal vi komme videre,” spurgte Ruk.
De havde dagen før lagt sig til at sove tidligt, for at fejre at de endelig var kommet ud af skoven.
”Jo, lad os det,” svarede Lian og gabte.
Lian rejste sig op, men lige da de skulle til at gå, kom der en mand ud fra skoven. Han så stor og stærk ud og gik med en lille vogn fyldt med kød og grøntsager.
”Halløj!” råbte manden og travede lystigt hen imod dem.
Ruk trak hætten over sit hoved og gemte resten af kroppen i kutten. Lian så straks, at det kunne give problemer, hvis den her mand så Ruk. Derfor gik Lian frem og hilste. Lian snakkede med manden og fandt ud af at han hed Jaro og var jæger. Jaro var på vej til Den Røde By for at sælge sit kød og lidt grønsager. Ruk trak vejret dybt, men han kunne bestemt ikke lide lugten fra kødet. Der var noget bekendt ved den, men han kunne ikke sætte en finger på hvad. De begyndte langsomt at gå videre, og inden længe skød de en god fart.
”Og hvad skal i så ude i verden? ” spurgte Jaro og kiggede nysgerrigt på Ruk, der gik lidt længere fremme.
”Jeg skal over og besøge min onkel i Den Røde By, og den lokale munk Viam følger mig på vej, ” improviserede Lian og nikkede i retning af Ruk,
”hans krop blev hæsligt forbrændt, da hans kloster brændte ned til grunden.”
”Nå dada, det var ikke så godt, vendt… Hvad er det for en lyd?” sagde Jaro og stansede.
Ruk vendte sig og kiggede tilbage mod skoven. Fem wumaryttere kom farende over sletten mod dem, og stansede først da de var helt henne ved den lille vogn og de tre rejsende.



4

Den forreste Wuma rytter rejste sig i sadlen og råbte:
”Hvad vil I tre dødelige her på vores område?”
”Vi er på vej til Den Røde By, men hvem er I, som tror I ejer dette land?” svarede Jaro.
”Hvem er vi?” grinede de fem ryttere højlydt, ”Vi er slettens fem guder, vi ejer alt mellem skoven i vest og bjergende i øst. Men sig mig købmand, hvad er det for kød du har i den vogn?”
”Det er kød fra vilde wumaer. Men hvis jeg ikke tager fejl, er I fem forbrydere med halvstore dusører på jeres hoveder.”
Wuma kød! Ruk forstod straks, hvorfor han ikke havde kunne lide lugten af kødet.
”Det er korrekt købmand. Resten af verden er ikke så glade for os,” sagde guden med et ondt smil.
”Jeg er ikke købmand, ” sagde Jaro og trak et bælte med otte flintepistoler op og tog det om livet, ”Jeg er jæger og i er mit bytte.”
Jaro greb lynhurtigt en riffel satte den for skulderen og placerede en kugle mellem øjnende på den forreste rytter. Wumaen tog flugten, da den mærkede at dens herre var død, men de fire andre guder sprang frem i raseri. To af de fire guder gik mod Ruk og Lian. Lian havde regnet ud, at det ville ende på den her måde, han havde allerede udvalgt en tilpas stor sten, som han nu løftede med sine evner og hamrede ind i wumaens tinding. Wumaen styrtede omkuld, og guden blev klemt fast af wumaen, som faldt oven på ham. Lian stormede over og færdiggjorde det med sit sværd.
Ruk var hoppet op på wumaen og havde slået guden af med et slag på siden af hovedet. Før guden ramte jorden, havde Ruk sat af fra wumaens ryg. Kort efter at guden ramte jorden, blev hans kranie knust under Ruk's fødder, der ramte jorden efter et hop fem meter op i luften. Ruk og Lian vendte sig mod Jaro og så, at han allerede havde nedlagt den ene af de to sidste guder. Jaro snurrede rundt dukkede sig og undgik alle gudens angreb. Guden var rasende, og hans udfald med det lange spyd blev mere og mere sjuskede. Jaro affyrede sine to flintepistoler og havde trukket to andre, før kuglerne ramte guden i armen. Guden skreg af smerte og tabte sit spyd. Herefter var det let for Jaro at sætte to kugler i brystet på ham, så han faldt af wumaen og døde.
Jaro gik rundt og samlede sine pistoler op, hvor han havde smidt dem og satte dem tilbage i bæltet.
”Jeg tror vi skylder hinanden en forklaring,” sagde Jaro, der prøvede at kigge ind under hætten på Ruk, ”Hvem er du, og hvad er han?”
”Mit navn er Lian, og jeg har telepatiske evner, og det her er Ruk,” sagde Lian og pegede på Ruk, som trak hætten tilbage og afslørede hans ansigt.
”Dav,” sagde Ruk med et skævt smil.
Jaro var dybt chokeret og stod som forstenet.
”Han havde et uheld med en wuma, og nu er han halvt wuma halvt menneske,” forklarede Lian.
”Uhyggeligt og beklageligt,” mumlede Jaro og fortsatte, ”nu er det vidst min tur. Jeg er dusør jæger og skal indløse en dusør for en tyv. Jeg har bundet en kurv fast under vognen til hoveder.”
Jaro trak en kniv frem og gik rundt og skar hovederne af alle guderne. Da han kom til Ruk's offer som den sidste, mumlede han noget om spild og gik tilbage til vognen med de fem hoveder. Jaro lagde dem ind i kurven og vendte sig mod Lian og Ruk igen.
”Uden jer havde jeg ikke overlevet det her. Derfor vil jeg eskortere jer til Den Røde By og sørge for, at I finder hvem eller hvad i leder efter. I Den Røde By har jeg kontakter overalt, og jeg kan få jer ind, hvor i vil ind.”
”Vi søger prinsessen.”
”Prinsessen! Ja så kan jeg ikke love noget. Men lad os nu komme til byen så ser vi ad, ikke?”
Og så gik de.



5

Mens de gik fremad over sletten, tænkte Ruk på sin barndom. Han var vokset op på et børnehjem, og han havde aldrig mødt sine forældre. På en kold dag i Rukken’s måned da Ruk var spæd, blev han fundet på trappen til børnehjemmet, det var på den måde han blev navngivet. Rukken, alle børn i byen kendte sagnet om den og om helten Vivaro!
Rukken var en enorm gul fugl, som levede for lang tid siden i Ruk’s landsby. Den var intelligent, ond, og sulten. Rukken krævede 4 ofre hver måned. I mange år levede byen dermed i sorg, indtil en kriger udefra kom til byen. Han hed Vivaro. Vivaro besejrede Rukken men døde af sine sår efter kampen. Efter den dag blev byen døbt Vivaro.
Ruk havde ikke haft mange venner i Vivaro bortset fra Riack. Riack var fem år ældre end Ruk, men de havde altid snakket meget sammen. Første gang de mødtes, var Ruk otte år og havde lige fået lov til at komme uden for børnehjemmet mure for første gang. Ruk havde bare gået rundt og kigget forbavset på alle de mærkelige mennesker og dyr, da fire børn på en tretten til fjorten år tonsede hen imod ham med en rund bold. En af dem begyndte at sagte farten og stoppede forpustet op ved siden af Ruk.
”Vi er snart ved fjerde og sidste base, og jeg har løbet med den fra første,” pustede han.
”Øh… hvad?” spurgte Ruk forvirret.
”Liva for pokker.”
”Hvad er Liva?#
”Hvad er Li… åh. Kommer du fra børnehjemmet eller hvad?”
Ruk nikkede.
”Så forstår jeg. Okay. Kan du se den røde pæl der? ” spurgte Riack og pegede på en pæl, hvor de tre drenge fra før nu stod.
Ruk så at den ene af dem dansede mens de andre så triste ud.
”Det er en base, faktisk er det sidste base, der er tre andre baser her i byen. Liva gælder om at få bolden hen til alle baser og til sidst til den her, den der gør det vinder. Man starter med at man sender en ud i skoven og for at gemme bolden, når han kommer tilbage, begynder spillet. Der er forskellige taktikker, jeg løber f.eks. ud i skoven finder bolden og prøver at løbe den hjem. Men nogle gemmer sig ved posterne og prøver at hugge bolden, så de ikke skal løbe så langt. Kan du forstå det?”
Ruk nikkede, og mente han havde forstået det.
”Godt, kom lad os få noget mad på kroen.”
De næste par dage forklarede Riack Ruk en masse om byen og folkene i den. Riack kom fra en rig familie og havde masser af penge i modsætning til Ruk, der var fattig. Imellem de to lag var det meste af byen, som var jægere, bønder eller købmænd. Riack’s forældre var flinke, men de var ikke så glade for, at deres søn havde fundet en forældreløs som ven. Ruk var ikke fin nok til deres søn, mente de.
Da Riack forlod byen som syttenårig for at tage med på handelsrejse, blev Ruk alene tilbage. Ruk var lidt af en enspænder, for han var ikke så interesseret i Liva eller Wuma avl, som de fleste andre var. Ruk fandt et job som snedker, lønnen var dårlig, men det håre arbejde fik tankerne væk fra ensomheden. Ruk ville også gerne tjene mange penge, så han kunne gøre indtryk på en hvis pige. Stinea var byens unge skønhed, og Ruk var faldet pladask for hende med det samme. Efter kun fire måneder som snedker, døde hans mester, og Ruk mistede sit job. Da Riack kom hjem fra handelsrejsen, friede han til Stinea, som sagde ja. Efter det forlod Ruk ikke børnehjemmet i tre uger. Riack fandt aldrig ud af, hvorfor Ruk lagde afstand mellem sig selv og Riack efter det.

”Se!” sagde Lian og rev Ruk ud af sine tanker, ”der er Ulim bjergende.”
Ruk så også de blå bjerge i det fjerne nu.
”Man siger, at dæmonen Ulim har banket mod siden af sit fængsel under jorden, og at bjergende der er jord, der er blevet skubbet op af hans banken.” sagde Jaro.
”Når vi er over dem, er der ikke lang til Det Røde Land,” sagde Lian.




6

Efter to dages march kom den lille gruppe til foden af bjergene.
”Wow,” sagde Ruk igen.
”Helt ærligt, nu har du sagt ”wow” hver femte minut i to dage,” grinede Jaro.
”Ja nu må det stoppe,” sagde Lian.
”Okay, okay,” svarede Ruk, ”men det er første gang, at jeg ser bjergende og… wow.”
Jaro sukkede og begyndte opstigningen med de to andre. I løbet af de sidste to dage var Jaro blevet gode venner med Lian og Ruk. Ruk var også blevet lidt mere udadvendt, da han følte sig i sikkerhed med sine nye venner. ”Venner” tænk at det skulle lykkes for ham at få ”venner”. Han havde før haft en ven, men det her var i flertal, og det betød meget for ham. Lian gik bag Ruk og kiggede nøje på ham. Ruk brugte ikke sin hætte mere og lod til at falde på plads i sin nye krop, som om den var mere ham, end den gamle var. Lian rystede på hovedet og opgav sin tankerække, han havde trods alt ikke kendt Ruk før ”ulykken”, så hvad vidste han?
Efter tre timers gang af en lille bjergsti begyndte vegetationen at forsvinde. Jaro og Lian var ved at være meget trætte, Ruk var dog stadig frisk.
”Det er nok på grund af at han er halvt wuma,” tænkte Lian og pustede.
”Så skal vi godt nok have et hvil,” råbte Jaro pustende til Ruk, da de kom til et enligt træ. ”Vi er ikke alle sammen mutanter vel”
Ruk vendte sig grinende om og svarede:
”Så okay da menneske. Nu ved du hvilken race der er den stærkeste.”
”Så siger vi det,” sagde Jaro og satte sig ned, ”Men vi ser bedst ud.”
Lian og Ruk grinede og satte sig ved siden af Jaro. Jaro tændte et bål og begyndte at grille noget kød, Ruk fik sit råt som han kunne lide det. Det var ikke Wuma kød, Jaro havde smidt alt sammen væk, da han og Ruk var blevet venner.
”Hvor langt er der til passet, Jaro?” spurgte Lian.
”Tja, med den her fart kan vi være der i overmorgen.”
”Og hvor langt er der så til grænsen?”
”Ca. en dagsrejse eller to. Og nu tror jeg faktisk at maden er klar.”
Ruk havde ventet til deres mad var færdig med at spise sin, så de kunne spise sammen.
”Jeg tror vi kan skyde genvej her,” sagde Jaro, ”den sti ser ud til at føre direkte op til passet. Men den er nu lidt lille. Hvad syntes i? Skal vi tage chancen?”
Lian og Ruk nikkede, de kunne lige så godt prøve. Stien var skjult bag en busk, men der var lige plads nok til dem og Jaro’s vogn. Efter at de havde gået af stien i godt en time, begyndte den at blive mere tilgroet og den skiftede også retning, så den ikke længere gik lige mod passet men lidt syd for i stedet. Men Ruk blev først rigtig nervøs da han så sorte skyer komme rullende ind fra nord.
”Det ser ikke godt ud” mumlede Jaro, ”vi må hellere finde ly.”De søgte ly i en hule, der lå lidt væk fra stien. Hulen var lang, så Jaro tændte en fakkel, for at se om der var nogen fare på færre. Jaro kom glad tilbage og fortalte, at der løb en lille bæk igennem hulen med rent vand. Da de havde fundet sig til rette i hulen, spiste de lidt mad og lagde sig til at sove. Om natten rasede stormen. Jaro’s fakkel faldt ned fra sit stativ og trillede hen ad jorden. Den trillede gennem en åbning, der havde været skjult i skyggerne. Faklen trillede videre indtil… der lød et øredøvende brag, og klippehulen forsvandt i en byge af sten og kød.