Er lige blevet færdig med anime serien gun grave og den har inspireret denne her novelle.
The broken brotherhood.
Time is short. I must go on. I stumble through the room, my arm hanging limb along my sides, a gun in the right, and a knife in the left. There is blood on my shirt and blood on my hands, none of it is mine. I still have my blood, but I would gladly trade it for one more day from back then, the days where we were free, the days where all that mattered was the food on the table and the sun in the sky. Just you, me and Eddy, we could take on the world back then. We where free, but that was not enough for you, was it? You wanted more you wanted power, you wanted money, and you wanted freedom. Why could you not stay in the streets with us, why could you not forget the money, why could you not see that you were already free? The power of controlling your own destiny, with your own two fists, a pipe or a gun, the money to keep yourself alive and enough to get a house to call home in this world, he freedom to leave everything behind, to call it a day, to help those you liked and punish those you didn’t.
Could you not see that Eddy were not able to go into the mob, could you not see that I was not ready to go into the mob? Sometimes I wonder if you were even ready. Since we joined I have taken many lives, since we joined I have helped you towards the top, since we joined I have hated myself.
Eddy is dead.
Do you remember the place we used to eat? The little diner where no one ever came, have you forgotten how we used to laugh with the cook, have you forgotten how you flirted with the waitress, have you forgotten how they all died?
Don’t you remember the mob war? Don’t you remember the shooting that took place there? Don’t you remember how we almost got killed? Don’t you remember seeing their burning corpses in the ruins? Don’t you remember the promise of brotherhood we made back then?
Did you remember that promise when you signed us op for the mob? Did you remember that promise when you killed the boss to get his job? Did you remember that promise when you became a member of the family’s inner circle? Did you remember that promise when you became the big boss? Did you remember that promise when you gave us the assignment?
A simple task: two targets, in and out, two minutes flat. Did you not know that I was sick? Did you not know that Eddy was unstable? Had you really distanced yourself so much from us? Did you not know that these two people were the two people in the world we could never kill?
We went in at the same time; we fired our guns in perfect harmony and created a battlefield. Two bodies, I bend over them to see the faces of the victims for there is something familiar about them. I looked into those brown eyes; I saw the reflection of myself in them, as I had done a thousand times in these eyes. I coughed, threw up and passed out, when I woke up again Eddy was dead, his body lay on top of the lady he loved, smiling. One bullet had done the trick, one bullet had given him eternal peace, I hope he finds his woman in heaven and that she can forgive him. I hope my woman will forgive me for not coming, but I still have to go say goodbye to my best friend, to say goodbye to you.
The elevator is slow when you are in a hurry, and there is nothing to do in it. It just moves upwards no caring about the 4 dead men in the lobby, or boss on the top floor, that will suffer by my hand in a few minutes.
“Pling” that is what the elevator says, as it stops at the top floor. The doors opens painfully slow, to reveal a scared person at the other side; he points a gun at me but lowers it when he recognises me.
“Sir! I heard shooting downstairs, do you know what is going on?” he moves towards me, he is not surprised by the blood; I am always bloody after a job.
As he gets close to me I lean forward, pretending to fall and as he tries to catch me I plunge the knife into his heart. I see the confusion in his eyes, the pain and my own reflection. I move on, leaving him bleeding on the floor, almost unable to keep walking. There is the door, right there, behind it you sit comfortable behind your desk. I reach out and fall through the door.
You shout my name and run towards me, take me in your arms.
“Intruders in the hall.” I whisper, and your two bodyguards leave the room.
“Don’t speak.” you say with care in his voice, we are still friends in your eyes. “Where is Eddy?”
“Dead.” I answer and look you in the eyes, I see the pain of the news, I see the anger in them, and I see my own reflection.
“Who did this to you? Who killed him?” you ask, you truly don’t know.
“I am sick.” I tell you”that is what did this to Me.” you look shocked by the news. “Eddy killed himself, after you made him kill the woman he loved.”
I get onto my feet, my legs are like jelly and my vision is so blurred I can hardly see you.
“wha- what are you talking about.” You look confused, even scared.
“You do not have to play games with me.” I keep a steady voice but it is only a matter of time before I collapse again. “I know you wanted to make us strong by having us kill our own weakness, but you are a fool.” I lift my gun there is only one bullet in it, one bullet is all I need. “Have you forgotten the promise we made all those years ago? Have you forgotten that we were to be equals to eternity, to be free from everyone else?” I see the fear in your eyes, the confusion, you have forgotten haven’t you? ”Do you remember what we promised each other back then? ‘If one fails to defend the other, chooses not to, or bring upon them unnecessary psychical or psychic damage, then the other two must bring him back on the path of the brotherhood. This rule is above all laws, all restrictions and there are no exceptions to this rule.’ You don’t remember that, do you? You have forgotten that law we wrote on the ruin with our own blood?”
I can see it in your eyes that you remember now, but I also see that you no longer live by that rule.
“You have strayed from the path of the brotherhood; I will bring you back onto the path. This I know is not possible in this world so I shall do it in the next.”
The gun cried and claimed another life, just as it had claimed the life of my loved one. I see your regret in your eyes as you fall to the ground, I see your pain, I see my own reflection. I feel the pain in my chest, as a hard cough charges through my lungs and escapes through my mouth. The cough carries blood through my mouth and it sprays onto the corpse of my dead friend. Did you forget that we had mixed our blood and called each other brother? Did you forget about the times we fled from the stores after a successful robbery? Did you forget how we promised to live and die together no matter what?
Another blood-filled cough forces its way through my lungs and I hold my hand before my mouth.
“Blood” I whisper as I look at my hand, “This blood is mine.” I collapse besides you, my heart slowly coming to a halt, perhaps in the next world we can be friends again?
Tuesday, December 25, 2007
Friday, December 14, 2007
At rode i gamle skuffer.
Hvor mit sidste tilbageblik var meget negativt, så fokusere jeg her på de fede tider og de glade oplevelser man kommer i tanke om når man ser et eller andet fra gamle dage.
At rode i gamle skuffer.
Det er sjovt hvad forskellige ting minder en om, tag nu for eksempel den gamle Zidanne T-shirt fra den gang jeg var i Venedig. Jeg var der med hele familien og en af vores venner fra Roskilde. Både ham og mig bror havde også fodbold trøjer på. Den episode jeg kan huske er hvor vi sad i de famøse gondoler og de der fyrer der stagede os frem i de to gondoler begyndte at joke om at de havde landsholdet med. Ha det virker måske hverken sjovt eller spænende nu, men dengang morede vi os herligt over det og havde en masse sjov med det.
Ved i hvad jeg har brugt mest tid på i min barndom? Lego. Jeg kan huske at mig og min store bror, Mathias byggede hemmelige baser, store biler, og vældige slotte. Da min ene søster blev født fik mig og Mathias et stort Lego slot. Det tog os 4-5 timer at bygge der hersens slot, og så samme aften kommer der nogle af vores forældres venner på besøg og så skal det jo gå galt. En af gæsterne havde en lille knægt med der lige havde lært at gå. I kender nok aldersgruppen, de destruerer alt de kommer i nærheden af. Så kommer han på besøg og min mor insistere på at han godt må lege med slottet. Mig og Mathias protestere selvfølgelig så meget som vi overhovedet kunne, men lige lidt hjalp det, det blev som det blev. Hvad er det første den lille djævel gør? Smadrer slottet selvfølgelig. Er du gal hvor blev vi sure. Sjovt selv den dag i dag bliver jeg pisse vred når jeg tænker på den lille skidespræller. Jeg var vel 5-6 år gammel den gang.
Hvad er det en Jojo? Det må vist være Knudsen? Hans far hedder Robert det ved jeg. Knudsen, ja det tror jeg han hed, han var skolens sejeste person, alle gjorde som han gjorde. Så da han bragte Jojo’en til Nebel gik der ikke lang tid før alle havde en. Undtagen mig naturligvis. Jeg fik den en uge før den gik af mode, hold kæft hvor syntes de jeg var kikset. Ha jeg kunne overhoved ikke finde ud af det der Jojo sjov så det var måske godt nok at jeg fik den sent.
Pokemon kort har jeg også i min lille skuffe med minder. Haha vi var besatte, og det mener jeg virkelig. En af mine datidige venner havde en kæmpe stor mappe med dem, det var uhyggeligt så mange han havde. Jeg havde ikke så mange selv men det gik da fint og jeg vandt da også nogle kampe, en enkelt kamp mod en fra sjette. Jeg var dagens mand i de 10 minutter frikvarteret varede. Og så var der dengang ovre ved en anden ven hvor vi havde sat Pokemon blå version til et fjernsyn og spillede konstant i en hel weekend, vi sov ikke eller noget. Bagefter blev filen desværre slettet, ham påstår at det var hans søster, men jeg har altid haft en fornemmelse af at det godt kunne have været ham selv der gjorde det. Måske er det derfor vi ikke er venner længere, mangel på gensidig tillid.
Hvad har vi ellers? Et par indendørs sko fra dengang jeg gik til håndbold, kan du stave til ”katastrofe”? Jeg tror jeg spillede det i 2 år og scorede 3 mål eller noget i den dur. Det var dengang hvor fløjene var det sted man sendte boldidioterne ud, så der endte jeg. Man fik aldrig bolden og når man gjorde så var modspillerne for mit vedkomne dobbelt så store som mig. Ha de smed mig ned på årgangen under min årgang hen mod slutningen af andet år, så skred jeg.
Ja vist håndbold er da sjovt men det er sgu en del sjovere når man spiller med folk man kender, det er sgu ikke fedt at spille med små rollinger. Fysisk underlegen intelligent overlegen.
Senere brugte jeg skoene da jeg begyndte til badminton, behøver jeg fortælle at det var endnu en bragende fiasko? Ej jeg var bedre til det end til håndbold, men ikke meget.
Ahhh den gode gamle N64. Jeg tror det første spil jeg fik, var bombermand 64. Et genialt og desværre overset spil, ha jeg tror jeg kan huske alle bosserne i hovedet. Den første mellemboss var en fyr i sådan en gundam lignende dragt. Den første rigtige boss var en drage. Der var også et robot fly en stor fisk, og mange andre bosser. Ha jeg kan huske at mig og en af mine venner nærmest havde ræser løb i det spil, jeg vandt. Det gjaldt om at gennemføre det først, han havde en uges forspring men jeg vandt sgu alligevel. Så er der jo også gode gamle Banjo & Kazooie. Genialt spil kan jeg godt sige, i et stykke tid var det faktisk mit Mario, hvis man så må sige. Jeg gennemførte det endda, slutningen er simpelthen uhyggelig, det er en quiz hvor du skal vide hvad alle fjender i spillet hedder, hvordan de ser ud, hvordan de lyder og uhyggelig meget andet.
Det var hvad jeg fandt i dag. Måske finder jeg noget mere en anden dag og så kan det jo være det vækker minder igen, vi ses.
At rode i gamle skuffer.
Det er sjovt hvad forskellige ting minder en om, tag nu for eksempel den gamle Zidanne T-shirt fra den gang jeg var i Venedig. Jeg var der med hele familien og en af vores venner fra Roskilde. Både ham og mig bror havde også fodbold trøjer på. Den episode jeg kan huske er hvor vi sad i de famøse gondoler og de der fyrer der stagede os frem i de to gondoler begyndte at joke om at de havde landsholdet med. Ha det virker måske hverken sjovt eller spænende nu, men dengang morede vi os herligt over det og havde en masse sjov med det.
Ved i hvad jeg har brugt mest tid på i min barndom? Lego. Jeg kan huske at mig og min store bror, Mathias byggede hemmelige baser, store biler, og vældige slotte. Da min ene søster blev født fik mig og Mathias et stort Lego slot. Det tog os 4-5 timer at bygge der hersens slot, og så samme aften kommer der nogle af vores forældres venner på besøg og så skal det jo gå galt. En af gæsterne havde en lille knægt med der lige havde lært at gå. I kender nok aldersgruppen, de destruerer alt de kommer i nærheden af. Så kommer han på besøg og min mor insistere på at han godt må lege med slottet. Mig og Mathias protestere selvfølgelig så meget som vi overhovedet kunne, men lige lidt hjalp det, det blev som det blev. Hvad er det første den lille djævel gør? Smadrer slottet selvfølgelig. Er du gal hvor blev vi sure. Sjovt selv den dag i dag bliver jeg pisse vred når jeg tænker på den lille skidespræller. Jeg var vel 5-6 år gammel den gang.
Hvad er det en Jojo? Det må vist være Knudsen? Hans far hedder Robert det ved jeg. Knudsen, ja det tror jeg han hed, han var skolens sejeste person, alle gjorde som han gjorde. Så da han bragte Jojo’en til Nebel gik der ikke lang tid før alle havde en. Undtagen mig naturligvis. Jeg fik den en uge før den gik af mode, hold kæft hvor syntes de jeg var kikset. Ha jeg kunne overhoved ikke finde ud af det der Jojo sjov så det var måske godt nok at jeg fik den sent.
Pokemon kort har jeg også i min lille skuffe med minder. Haha vi var besatte, og det mener jeg virkelig. En af mine datidige venner havde en kæmpe stor mappe med dem, det var uhyggeligt så mange han havde. Jeg havde ikke så mange selv men det gik da fint og jeg vandt da også nogle kampe, en enkelt kamp mod en fra sjette. Jeg var dagens mand i de 10 minutter frikvarteret varede. Og så var der dengang ovre ved en anden ven hvor vi havde sat Pokemon blå version til et fjernsyn og spillede konstant i en hel weekend, vi sov ikke eller noget. Bagefter blev filen desværre slettet, ham påstår at det var hans søster, men jeg har altid haft en fornemmelse af at det godt kunne have været ham selv der gjorde det. Måske er det derfor vi ikke er venner længere, mangel på gensidig tillid.
Hvad har vi ellers? Et par indendørs sko fra dengang jeg gik til håndbold, kan du stave til ”katastrofe”? Jeg tror jeg spillede det i 2 år og scorede 3 mål eller noget i den dur. Det var dengang hvor fløjene var det sted man sendte boldidioterne ud, så der endte jeg. Man fik aldrig bolden og når man gjorde så var modspillerne for mit vedkomne dobbelt så store som mig. Ha de smed mig ned på årgangen under min årgang hen mod slutningen af andet år, så skred jeg.
Ja vist håndbold er da sjovt men det er sgu en del sjovere når man spiller med folk man kender, det er sgu ikke fedt at spille med små rollinger. Fysisk underlegen intelligent overlegen.
Senere brugte jeg skoene da jeg begyndte til badminton, behøver jeg fortælle at det var endnu en bragende fiasko? Ej jeg var bedre til det end til håndbold, men ikke meget.
Ahhh den gode gamle N64. Jeg tror det første spil jeg fik, var bombermand 64. Et genialt og desværre overset spil, ha jeg tror jeg kan huske alle bosserne i hovedet. Den første mellemboss var en fyr i sådan en gundam lignende dragt. Den første rigtige boss var en drage. Der var også et robot fly en stor fisk, og mange andre bosser. Ha jeg kan huske at mig og en af mine venner nærmest havde ræser løb i det spil, jeg vandt. Det gjaldt om at gennemføre det først, han havde en uges forspring men jeg vandt sgu alligevel. Så er der jo også gode gamle Banjo & Kazooie. Genialt spil kan jeg godt sige, i et stykke tid var det faktisk mit Mario, hvis man så må sige. Jeg gennemførte det endda, slutningen er simpelthen uhyggelig, det er en quiz hvor du skal vide hvad alle fjender i spillet hedder, hvordan de ser ud, hvordan de lyder og uhyggelig meget andet.
Det var hvad jeg fandt i dag. Måske finder jeg noget mere en anden dag og så kan det jo være det vækker minder igen, vi ses.
Thursday, December 13, 2007
Run! TF2
Bjørn har gjort mig afhængig af team fortress og derfor får i nu en TF2 historie.
Run! TF2
”Run!” that was what he had been told, and when the captain said run you ran. If he said swim you would swim, if he said jump you would jump, if he said fire you would fire. He didn’t say swim, he didn’t say jump, he didn’t say fire, he said run, so I ran.
I ran from cover to cover knowing that each step I took could be my last, but I ran because he had told me to run. Run forward? Run to war? Run away? No. just: “run!”
Where am I going? To who? What is the purpose of this run? Am I to seek glory? Am I to embrace my loved ones once again? Am I to run because of victory, or defeat?
To me it doesn’t matter, I was told to run and I know how to run.
Left foot, right foot, left foot, right foot; it is easy once you get the hang of it. I must confess now: I am not a big thinker, I do as I am told and if I don’t then it is because I am busy running. If I see a gun, I run. If I hear footsteps, I run. I like running.
I like my bat too, it is not heavy but it is hard. Its made of aluminium I think, but the important part is that it is hard and is good to hit guys with. I like bats… even more than I like running.
Run left, run right, run fast. That is what I do. Wait what is that? An enemy? Yes it is! He got his back turned, perfect. He is running of course, in the same direction as I am running, I wonder if he likes running too. He got a long rifle in his hands and a cowboy hat on his head, I wonder if he shoots people from far away. I am faster than him, it doesn’t take me a long time to run him in. I look to the sides and I spot Jimmy on the left, he got a yellow helmet on and he is building some sort of technical devise in a corner. It looks like the man with the hat have spotted him too, he takes aim and says something about Jimmy being a wanker. He is just about to pull the trigger when my bat makes contact with his skull and knocks him to the ground.
I look at the bleeding corps in front of me and speaks: “come say that to my face, Boink!” then the heat and the pain kicks in.
“mmhhmmhhaa” I don’t speak very clear with my mask on, but when you work with a flame thrower, you need your mask. I do love the flames I really do, the heat from the flame, the scream from the burning victim, and the smell of the roasted corps. Wait what is that sound?
“Clank clank clink.” Wait is that a guy hiding in the corner? What is that guy building? What do I care, he will burn just as good as the rest. It looks like he is just about done with that thing he is building,
“Dennis!” That bastard! I saw it all, that goddamn idiot Dennis showing of for the whole world to aim at. I even saw that goddamn pyro coming in from the other room lighting Dennis on fire leaving his corpse burning on the floor. I slam the last screw into the sentry tower bringing it to life. It quickly finds the pyro due to the Advanced tracking system and fires 5 well places shells into that damn pyros skull.
“Revenge! How do you like that you bastard?” He deserved it, what a bastard!
“Plump!” plump? What sort of sound is that? Oh shit, that capsule is no health pill!
Ha! Only a stupid man would hide in the corner, cutting of every single escape route, stupidity. A stupid thing to do when there is a demomand in the area. Just one bomb and it’s a kill that even Jesus would be proud of. That kill deserves a drink, that’s what I say. This is some great whisky, even Jesus would drink this I tell you. Why the hell is that guy running towards me with a shovel?
“Clank” haha drink your drink some other day stupid man! Sun Tzu could kill you with two hands tied behind his ears! He would kill you and then bring you back to life only to kill you again! “Oh Jimmy!” It’s Jimmy all right the only one Engineer on our team. ”Did you see this dork? Drinking on the battlef…”
Ha way too easy, this idiot didn’t even realize that Jimmy is dead. It was not even a challenge to sneak behind him and plunge my knife into his back. “You spilled blood on my suit.” Time to get back in disguise. Only two guys left, this should be easy. Look a medic, he can heal me up before I take him out. He will never see this coming.
“Medic!”
Jimmy? I thought jimmy was dead, oh I get it! “Come over here freund!” he is coming how stupid is he? ”ein bishen mehr” slash! The old bonesaw does the job again. Who is he thinking he can get medicine from me! Stupid man. What noise is that? Its sounds like spinning metal.
Spin Sasha, spin! Get ready Sasha we will get this one. Hahahahahaha my Sasha will kill you with 2000 rounds per minute! You can outsmart me can you? Well can you outsmart 2000 bullets? Hahaha your body is being ripped apart piece by piece, hahahaha. “Heal yourself from that, medic.” No one can stop me, I am heavy weapons guy. “Bang”
Head shot! “Thanks for standing still wanker!”
Run! TF2
”Run!” that was what he had been told, and when the captain said run you ran. If he said swim you would swim, if he said jump you would jump, if he said fire you would fire. He didn’t say swim, he didn’t say jump, he didn’t say fire, he said run, so I ran.
I ran from cover to cover knowing that each step I took could be my last, but I ran because he had told me to run. Run forward? Run to war? Run away? No. just: “run!”
Where am I going? To who? What is the purpose of this run? Am I to seek glory? Am I to embrace my loved ones once again? Am I to run because of victory, or defeat?
To me it doesn’t matter, I was told to run and I know how to run.
Left foot, right foot, left foot, right foot; it is easy once you get the hang of it. I must confess now: I am not a big thinker, I do as I am told and if I don’t then it is because I am busy running. If I see a gun, I run. If I hear footsteps, I run. I like running.
I like my bat too, it is not heavy but it is hard. Its made of aluminium I think, but the important part is that it is hard and is good to hit guys with. I like bats… even more than I like running.
Run left, run right, run fast. That is what I do. Wait what is that? An enemy? Yes it is! He got his back turned, perfect. He is running of course, in the same direction as I am running, I wonder if he likes running too. He got a long rifle in his hands and a cowboy hat on his head, I wonder if he shoots people from far away. I am faster than him, it doesn’t take me a long time to run him in. I look to the sides and I spot Jimmy on the left, he got a yellow helmet on and he is building some sort of technical devise in a corner. It looks like the man with the hat have spotted him too, he takes aim and says something about Jimmy being a wanker. He is just about to pull the trigger when my bat makes contact with his skull and knocks him to the ground.
I look at the bleeding corps in front of me and speaks: “come say that to my face, Boink!” then the heat and the pain kicks in.
“mmhhmmhhaa” I don’t speak very clear with my mask on, but when you work with a flame thrower, you need your mask. I do love the flames I really do, the heat from the flame, the scream from the burning victim, and the smell of the roasted corps. Wait what is that sound?
“Clank clank clink.” Wait is that a guy hiding in the corner? What is that guy building? What do I care, he will burn just as good as the rest. It looks like he is just about done with that thing he is building,
“Dennis!” That bastard! I saw it all, that goddamn idiot Dennis showing of for the whole world to aim at. I even saw that goddamn pyro coming in from the other room lighting Dennis on fire leaving his corpse burning on the floor. I slam the last screw into the sentry tower bringing it to life. It quickly finds the pyro due to the Advanced tracking system and fires 5 well places shells into that damn pyros skull.
“Revenge! How do you like that you bastard?” He deserved it, what a bastard!
“Plump!” plump? What sort of sound is that? Oh shit, that capsule is no health pill!
Ha! Only a stupid man would hide in the corner, cutting of every single escape route, stupidity. A stupid thing to do when there is a demomand in the area. Just one bomb and it’s a kill that even Jesus would be proud of. That kill deserves a drink, that’s what I say. This is some great whisky, even Jesus would drink this I tell you. Why the hell is that guy running towards me with a shovel?
“Clank” haha drink your drink some other day stupid man! Sun Tzu could kill you with two hands tied behind his ears! He would kill you and then bring you back to life only to kill you again! “Oh Jimmy!” It’s Jimmy all right the only one Engineer on our team. ”Did you see this dork? Drinking on the battlef…”
Ha way too easy, this idiot didn’t even realize that Jimmy is dead. It was not even a challenge to sneak behind him and plunge my knife into his back. “You spilled blood on my suit.” Time to get back in disguise. Only two guys left, this should be easy. Look a medic, he can heal me up before I take him out. He will never see this coming.
“Medic!”
Jimmy? I thought jimmy was dead, oh I get it! “Come over here freund!” he is coming how stupid is he? ”ein bishen mehr” slash! The old bonesaw does the job again. Who is he thinking he can get medicine from me! Stupid man. What noise is that? Its sounds like spinning metal.
Spin Sasha, spin! Get ready Sasha we will get this one. Hahahahahaha my Sasha will kill you with 2000 rounds per minute! You can outsmart me can you? Well can you outsmart 2000 bullets? Hahaha your body is being ripped apart piece by piece, hahahaha. “Heal yourself from that, medic.” No one can stop me, I am heavy weapons guy. “Bang”
Head shot! “Thanks for standing still wanker!”
Monday, December 03, 2007
The Well. Part 1.
Ny mini serie i tre dele, the retreat, the Siege og the counter attack.
The Well. Part 1.
The Retreat.
”RUN!” he screamed as he put another arrow on the string.
“But sir!”
“I told you to run!” he said more calmly releasing the arrow, sending it into a long flight over the field. He turned and griped the sleeve of his sub ordinary. “I gave you an order and you damn well better follow it! Now run for the well!”
He threw the soldier back and made an angry gestured to the other 10 soldiers still not running. Ha! soldiers, they were no more than outlaws, bandits, and the salt of the earth. All dressed up in leftover cammo suits. Who knew who these things had belonged to before they were found by the inhabitants of the wall? Oh yeah, Private Johnson, Private Franklin and a few other privates according to the nametags. Thinking back he used to know a Private Johnson, hundreds of meters away an arrow pierced the ground a few meters from the storming attackers. 30 men with swords and spears racing over the field and by the gods! It looked like one of them had a gun. The good new was that the soldiers was finally running like the devil was chasing them, good now there was only one person left to worry about. “Are you turning into a hero old man?” he asked himself, “Bet you never thought you would tell your men to flee and stay behind, that is not like you at all.” Now I’m all alone again, that was a real genius move you made their old man. All alone just like the old days.” He told himself grapping another arrow and letting it fly through the air. “Just you, your brain and your guts.” The arrow nailed one of the attackers to the ground. He sent another dozen arrows flying and nailed three more of these psychos to the ground. Time for simple math, he had about 7 arrows left and there was at least 26 attackers still charging, that is just not enough arrows. His only chance was to do as his men and turn tail, this wasn’t about the honour or the glory it was about survival, that is all and that had been all for 5 years now.
He released two more arrows before turning tail, he never looked to see if they had hit their intended mark, and it was all about running now. His soldiers were already halfway home, they really must have been afraid if they could run like that. But the ‘hero’ who had stayed behind would have been at the Olympics for his running, if he had been born a decade earlier that is. He stormed over the fields, there was at least half a mile to the well but he was gaining a large hole between himself and his followers.
Bang!
A gunshot! Dammit he had a gun! He should have know, it really wasn’t his day. No time to duck or do a defensive roll, if he did they would catch up and he would be dead. He just had to keep moving forward, and hope that the archers was had seen what was going on. A white arrow landing ten meters in front of him gave him hope, they had seen him. He kept running listening intensely, and after no less than 20 seconds or so, he heard it: The surprised screams of pain and the bell ringing from inside the well. Just ten more meters and he would be home free, he jumped in through the heavy steel door, which was immediately slammed shot behind him and fell to his knees.
“That was one hell of a run there old man!” said one of the soldiers.
“Bad news guys” yelled one of archers.
The old man hurried up on the wall and looked over the fields. At least a hundred men was marching towards the well all armed to the teeth with spears or swords.
“What the hell is going on?” asked one of the archers. “Why are we being attacked?”
“They want the well.” The old man whispered to himself before he turned and yelled: “Prepare for battle! A sieges is about to begin!”
The battle for the well had started.
The Well. Part 1.
The Retreat.
”RUN!” he screamed as he put another arrow on the string.
“But sir!”
“I told you to run!” he said more calmly releasing the arrow, sending it into a long flight over the field. He turned and griped the sleeve of his sub ordinary. “I gave you an order and you damn well better follow it! Now run for the well!”
He threw the soldier back and made an angry gestured to the other 10 soldiers still not running. Ha! soldiers, they were no more than outlaws, bandits, and the salt of the earth. All dressed up in leftover cammo suits. Who knew who these things had belonged to before they were found by the inhabitants of the wall? Oh yeah, Private Johnson, Private Franklin and a few other privates according to the nametags. Thinking back he used to know a Private Johnson, hundreds of meters away an arrow pierced the ground a few meters from the storming attackers. 30 men with swords and spears racing over the field and by the gods! It looked like one of them had a gun. The good new was that the soldiers was finally running like the devil was chasing them, good now there was only one person left to worry about. “Are you turning into a hero old man?” he asked himself, “Bet you never thought you would tell your men to flee and stay behind, that is not like you at all.” Now I’m all alone again, that was a real genius move you made their old man. All alone just like the old days.” He told himself grapping another arrow and letting it fly through the air. “Just you, your brain and your guts.” The arrow nailed one of the attackers to the ground. He sent another dozen arrows flying and nailed three more of these psychos to the ground. Time for simple math, he had about 7 arrows left and there was at least 26 attackers still charging, that is just not enough arrows. His only chance was to do as his men and turn tail, this wasn’t about the honour or the glory it was about survival, that is all and that had been all for 5 years now.
He released two more arrows before turning tail, he never looked to see if they had hit their intended mark, and it was all about running now. His soldiers were already halfway home, they really must have been afraid if they could run like that. But the ‘hero’ who had stayed behind would have been at the Olympics for his running, if he had been born a decade earlier that is. He stormed over the fields, there was at least half a mile to the well but he was gaining a large hole between himself and his followers.
Bang!
A gunshot! Dammit he had a gun! He should have know, it really wasn’t his day. No time to duck or do a defensive roll, if he did they would catch up and he would be dead. He just had to keep moving forward, and hope that the archers was had seen what was going on. A white arrow landing ten meters in front of him gave him hope, they had seen him. He kept running listening intensely, and after no less than 20 seconds or so, he heard it: The surprised screams of pain and the bell ringing from inside the well. Just ten more meters and he would be home free, he jumped in through the heavy steel door, which was immediately slammed shot behind him and fell to his knees.
“That was one hell of a run there old man!” said one of the soldiers.
“Bad news guys” yelled one of archers.
The old man hurried up on the wall and looked over the fields. At least a hundred men was marching towards the well all armed to the teeth with spears or swords.
“What the hell is going on?” asked one of the archers. “Why are we being attacked?”
“They want the well.” The old man whispered to himself before he turned and yelled: “Prepare for battle! A sieges is about to begin!”
The battle for the well had started.
Thursday, November 29, 2007
Interview med forfatteren 4
Så sidder jeg igen her med forfatteren til Det Røde Land der nu igen er begyndt på en ny serie nemlig Simon Greve-Poulsen.
Hejsa.
Og nu er det så at jeg bliver nød til at spørge dig hvordan det kan være at du så hurtigt gik i gang med The ace of spades?
Faktisk er selve personen ace of spades og især prologen noget jeg fandt på lige efter jeg startede med at skrive StS. Jeg har i lang tid godt kunne tænke mig sådan 4 over skurke, og derfra blev de fire konger skabt. I det hele taget syntes jeg at kort er geniale især når de bliver sat i forhold til spådomme og magi.
Desuden passede personerne i historien bare godt ind i kort roller.
Der går rygter om at du selv vil optræde i Ace of spades, er det sandt?
Det er det helt sikkert. (nikker Simon energisk) Hvad folk ikke har opdaget er at jeg faktisk også var med i StS. Desuden er jeg også at finde i et par af mine andre historier. Så du kan jo prøve om du kan finde mig.
Du har hintet til at der skulle være et gennemgående tema i alle dine historier, kan du uddybe hvad det er?
Det kan jeg da sagtens men jeg vil godt lige fortælle hvordan jeg voksede op først da det formentlig er grunden til at jeg bruger netop dette tema i mine historier.
Hmm hvor skal man starte. Jo jeg kan da starte derhjemme. Jeg har 3 søskende der alle er lige netop det ældre eller det yngre end mig. Og med ”det” mener jeg den aldersforskel hvor man kan knytte nogle solide bånd til hinanden. Så det var ikke så godt, der var også det problem at min bror altid har været moden af sin alder og for lige at sætte det i perspektiv så var han mere moden da han var 15 end jeg er nu. Nå det var jo så trist.
Så kom jeg satme i skole hvor jeg ikke ligefrem blev populær af grunde jeg ikke vil diskutere på cyberspace. Nå men jeg fik da en 4-5 rimelig gode venner som holdt mig ved selskab men gruppen gik langsomt i stykker. En person blev en nar, et par stykker flyttede til en lorte skole og blev også nar røve og de sidste flyttede langt væk. Lort hva?
Ja det må du nok sige
Nå men så kom man heldigvis til Realskolen hvor jeg også fik nogle gode venner, som jeg desuden stadig er sammen med. De er sku også flinke og alt det der men allerede her har vi haft det centrale problem. Fordi da jeg kom på Realen og fik ”Rigtige” venner der var det sku 7 klasse. Hvis jeg nu havde kunne huske noget mere Freud ville jeg sikkert sige et eller andet klogt men det er det sgu for sent til, pointen er at et barn lærer sine sociale egenskaber til og med fjerde klasse. Og da jeg intil da stort set ikke havde haft venner var det jo lidt noget lort (den nu opløste grupper af nar røve startede i slutningen af fjerde klasse).
Og nu kan vi så endelig nå til det føromtalte overliggende tema i alle mine historier: Ensomhed.
Ruk var enspænder og endte i en gruppe der når jeg kigger på den igen minder enormt meget om den første gruppe venner jeg havde.
Lucarad er en enspænder af grunde jeg ikke har helt klarlagt for jer læsere endnu, han var også alene i barndommen og søger derfor selskab i Ritai.
The Horrors of the Dream world handler om en person der er alene med sine problemer.
Why Do I exist? Giver vel sig selv.
Stolemanden er også enspænder og arbejder alene.
En anden ting jeg kan sige er at jeg altid har nydt spil og film hvor hovedpersonen er en helt mod en masse skurke, to lige store grupper der slås har aldrig været mig. Hvorfor? Fordi jeg kan relatere til den ensomme helt.
Hvis vi skal nå til et hvorfor jeg skriver på denne måde så er det faktisk ret simpelt. Det er nemt. Da jeg ikke har så mange 1-1 venskaber så finder jeg det uhyggeligt svært at skrive om to eller flere personer der er dybt sammentømrede. Jeg har ikke haft den der ven man har kendt siden man var 3 måneder gammel, og derfor kan jeg heller ikke forestille mig hvordan de er over for hinanden og hvordan de reagere på prøvelser. Ergo er det enormt svært at skrive om, hvorimod den ensomme og eventuelt misforståede hovedperson der desperat forsøger at finde venner er meget nemmere for mig at skrive om. Det er også grunden til at det tager så lang tid at skrive bare et afsnit af mig og B’s ”hemmelige” serie.
Så hvis vi skal prøve at så på mig igennem Freunds personlighedsmodel der består af lyster/drifter (Id), den bevidste del af personen (Jeg) og den moralske del af hjernen (over jeg)
Personligt har jeg faktisk et Id der er meget tryghedssøgende og utrolig socialt men mit jeg og mit overjeg holder Id’et i skak for at undgå problemer i form af afvigelser og lignende. Som i nok kan tænke jer gør det det også svært for mig at afkode budskaber fra det modsatte køn, da jeg ikke ved og de bare er venner eller de vil noget mere. Det var for resten også grunden til den seriøse bommert af en tid mellem mig og Kirstine, hvis nogen kan huske syvende klasse. Jeg var simpelthen ikke sikker på hvad hun ville og jeg turde ikke gøre noget af frygt for hvad jeg kunne gøre forkert.
Da jeg heller ikke har haft noget succesfuldt kærlighedsliv indtil videre så har jeg også enormt svært ved at skrive om netop kærlighed. Faktisk har Ruk og Lucarad begge haft dårlige kærlighedserfaringer i deres ungdom hvilket vil komme op til overfladen senere hen.
Det spørgsmål der nager mig mest er faktisk hvor meget det betyder for mig selv. Til daglig tænker jeg jo ikke over det og derfor er det heller ikke i vejen på nogen måde. Men når jeg skal snakke om det og formulere det så er det en anden sag. Jeg skrev med en svensker over MSN den anden dag og vi begyndte at snakke tidlige venskaber kærester og lignende. Det er nemlig her det er svært, jeg bliver en smule trist og får sådan en lille kugle af depression eller noget lignende. Jeg kan sige jer hvor den er hvis i er interesserede den sidder lige i mit mellemgulv. Ikke i hjertet.
Nå nu har jeg vidst også sagt nok. Skrid fister.
Undskyld, undskyld. Ja ja jeg skal nok gå. En sidste kommentar?
Det skulle da lige være at forsikre jer om at jeg ikke er på sammenbrudets rand. Det er blot en stil ligesom den jeg skrev første år på handelsskolen. Måske kommer den også op på et tidspunkt hvem ved. Nå fakta er at det er sent og jeg må skride.
I må ha det alle sammen ses vi den ottende?
Hejsa.
Og nu er det så at jeg bliver nød til at spørge dig hvordan det kan være at du så hurtigt gik i gang med The ace of spades?
Faktisk er selve personen ace of spades og især prologen noget jeg fandt på lige efter jeg startede med at skrive StS. Jeg har i lang tid godt kunne tænke mig sådan 4 over skurke, og derfra blev de fire konger skabt. I det hele taget syntes jeg at kort er geniale især når de bliver sat i forhold til spådomme og magi.
Desuden passede personerne i historien bare godt ind i kort roller.
Der går rygter om at du selv vil optræde i Ace of spades, er det sandt?
Det er det helt sikkert. (nikker Simon energisk) Hvad folk ikke har opdaget er at jeg faktisk også var med i StS. Desuden er jeg også at finde i et par af mine andre historier. Så du kan jo prøve om du kan finde mig.
Du har hintet til at der skulle være et gennemgående tema i alle dine historier, kan du uddybe hvad det er?
Det kan jeg da sagtens men jeg vil godt lige fortælle hvordan jeg voksede op først da det formentlig er grunden til at jeg bruger netop dette tema i mine historier.
Hmm hvor skal man starte. Jo jeg kan da starte derhjemme. Jeg har 3 søskende der alle er lige netop det ældre eller det yngre end mig. Og med ”det” mener jeg den aldersforskel hvor man kan knytte nogle solide bånd til hinanden. Så det var ikke så godt, der var også det problem at min bror altid har været moden af sin alder og for lige at sætte det i perspektiv så var han mere moden da han var 15 end jeg er nu. Nå det var jo så trist.
Så kom jeg satme i skole hvor jeg ikke ligefrem blev populær af grunde jeg ikke vil diskutere på cyberspace. Nå men jeg fik da en 4-5 rimelig gode venner som holdt mig ved selskab men gruppen gik langsomt i stykker. En person blev en nar, et par stykker flyttede til en lorte skole og blev også nar røve og de sidste flyttede langt væk. Lort hva?
Ja det må du nok sige
Nå men så kom man heldigvis til Realskolen hvor jeg også fik nogle gode venner, som jeg desuden stadig er sammen med. De er sku også flinke og alt det der men allerede her har vi haft det centrale problem. Fordi da jeg kom på Realen og fik ”Rigtige” venner der var det sku 7 klasse. Hvis jeg nu havde kunne huske noget mere Freud ville jeg sikkert sige et eller andet klogt men det er det sgu for sent til, pointen er at et barn lærer sine sociale egenskaber til og med fjerde klasse. Og da jeg intil da stort set ikke havde haft venner var det jo lidt noget lort (den nu opløste grupper af nar røve startede i slutningen af fjerde klasse).
Og nu kan vi så endelig nå til det føromtalte overliggende tema i alle mine historier: Ensomhed.
Ruk var enspænder og endte i en gruppe der når jeg kigger på den igen minder enormt meget om den første gruppe venner jeg havde.
Lucarad er en enspænder af grunde jeg ikke har helt klarlagt for jer læsere endnu, han var også alene i barndommen og søger derfor selskab i Ritai.
The Horrors of the Dream world handler om en person der er alene med sine problemer.
Why Do I exist? Giver vel sig selv.
Stolemanden er også enspænder og arbejder alene.
En anden ting jeg kan sige er at jeg altid har nydt spil og film hvor hovedpersonen er en helt mod en masse skurke, to lige store grupper der slås har aldrig været mig. Hvorfor? Fordi jeg kan relatere til den ensomme helt.
Hvis vi skal nå til et hvorfor jeg skriver på denne måde så er det faktisk ret simpelt. Det er nemt. Da jeg ikke har så mange 1-1 venskaber så finder jeg det uhyggeligt svært at skrive om to eller flere personer der er dybt sammentømrede. Jeg har ikke haft den der ven man har kendt siden man var 3 måneder gammel, og derfor kan jeg heller ikke forestille mig hvordan de er over for hinanden og hvordan de reagere på prøvelser. Ergo er det enormt svært at skrive om, hvorimod den ensomme og eventuelt misforståede hovedperson der desperat forsøger at finde venner er meget nemmere for mig at skrive om. Det er også grunden til at det tager så lang tid at skrive bare et afsnit af mig og B’s ”hemmelige” serie.
Så hvis vi skal prøve at så på mig igennem Freunds personlighedsmodel der består af lyster/drifter (Id), den bevidste del af personen (Jeg) og den moralske del af hjernen (over jeg)
Personligt har jeg faktisk et Id der er meget tryghedssøgende og utrolig socialt men mit jeg og mit overjeg holder Id’et i skak for at undgå problemer i form af afvigelser og lignende. Som i nok kan tænke jer gør det det også svært for mig at afkode budskaber fra det modsatte køn, da jeg ikke ved og de bare er venner eller de vil noget mere. Det var for resten også grunden til den seriøse bommert af en tid mellem mig og Kirstine, hvis nogen kan huske syvende klasse. Jeg var simpelthen ikke sikker på hvad hun ville og jeg turde ikke gøre noget af frygt for hvad jeg kunne gøre forkert.
Da jeg heller ikke har haft noget succesfuldt kærlighedsliv indtil videre så har jeg også enormt svært ved at skrive om netop kærlighed. Faktisk har Ruk og Lucarad begge haft dårlige kærlighedserfaringer i deres ungdom hvilket vil komme op til overfladen senere hen.
Det spørgsmål der nager mig mest er faktisk hvor meget det betyder for mig selv. Til daglig tænker jeg jo ikke over det og derfor er det heller ikke i vejen på nogen måde. Men når jeg skal snakke om det og formulere det så er det en anden sag. Jeg skrev med en svensker over MSN den anden dag og vi begyndte at snakke tidlige venskaber kærester og lignende. Det er nemlig her det er svært, jeg bliver en smule trist og får sådan en lille kugle af depression eller noget lignende. Jeg kan sige jer hvor den er hvis i er interesserede den sidder lige i mit mellemgulv. Ikke i hjertet.
Nå nu har jeg vidst også sagt nok. Skrid fister.
Undskyld, undskyld. Ja ja jeg skal nok gå. En sidste kommentar?
Det skulle da lige være at forsikre jer om at jeg ikke er på sammenbrudets rand. Det er blot en stil ligesom den jeg skrev første år på handelsskolen. Måske kommer den også op på et tidspunkt hvem ved. Nå fakta er at det er sent og jeg må skride.
I må ha det alle sammen ses vi den ottende?
Interview med forfatteren 4
Så sidder jeg igen her med forfatteren til Det Røde Land der nu igen er begyndt på en ny serie nemlig Simon Greve-Poulsen.
Hejsa.
Og nu er det så at jeg bliver nød til at spørge dig hvordan det kan være at du så hurtigt gik i gang med The ace of spades?
Faktisk er selve personen ace of spades og især prologen noget jeg fandt på lige efter jeg startede med at skrive StS. Jeg har i lang tid godt kunne tænke mig sådan 4 over skurke, og derfra blev de fire konger skabt. I det hele taget syntes jeg at kort er geniale især når de bliver sat i forhold til spådomme og magi.
Desuden passede personerne i historien bare godt ind i kort roller.
Der går rygter om at du selv vil optræde i Ace of spades, er det sandt?
Det er det helt sikkert. (nikker Simon energisk) Hvad folk ikke har opdaget er at jeg faktisk også var med i StS. Desuden er jeg også at finde i et par af mine andre historier. Så du kan jo prøve om du kan finde mig.
Du har hintet til at der skulle være et gennemgående tema i alle dine historier, kan du uddybe hvad det er?
Det kan jeg da sagtens men jeg vil godt lige fortælle hvordan jeg voksede op først da det formentlig er grunden til at jeg bruger netop dette tema i mine historier.
Hmm hvor skal man starte. Jo jeg kan da starte derhjemme. Jeg har 3 søskende der alle er lige netop det ældre eller det yngre end mig. Og med ”det” mener jeg den aldersforskel hvor man kan knytte nogle solide bånd til hinanden. Så det var ikke så godt, der var også det problem at min bror altid har været moden af sin alder og for lige at sætte det i perspektiv så var han mere moden da han var 15 end jeg er nu. Nå det var jo så trist.
Så kom jeg satme i skole hvor jeg ikke ligefrem blev populær af grunde jeg ikke vil diskutere på cyberspace. Nå men jeg fik da en 4-5 rimelig gode venner som holdt mig ved selskab men gruppen gik langsomt i stykker. En person blev en nar, et par stykker flyttede til en lorte skole og blev også nar røve og de sidste flyttede langt væk. Lort hva?
Ja det må du nok sige
Nå men så kom man heldigvis til Realskolen hvor jeg også fik nogle gode venner, som jeg desuden stadig er sammen med. De er sku også flinke og alt det der men allerede her har vi haft det centrale problem. Fordi da jeg kom på Realen og fik ”Rigtige” venner der var det sku 7 klasse. Hvis jeg nu havde kunne huske noget mere Freud ville jeg sikkert sige et eller andet klogt men det er det sgu for sent til, pointen er at et barn lærer sine sociale egenskaber til og med fjerde klasse. Og da jeg intil da stort set ikke havde haft venner var det jo lidt noget lort (den nu opløste grupper af nar røve startede i slutningen af fjerde klasse).
Og nu kan vi så endelig nå til det føromtalte overliggende tema i alle mine historier: Ensomhed.
Ruk var enspænder og endte i en gruppe der når jeg kigger på den igen minder enormt meget om den første gruppe venner jeg havde.
Lucarad er en enspænder af grunde jeg ikke har helt klarlagt for jer læsere endnu, han var også alene i barndommen og søger derfor selskab i Ritai.
The Horrors of the Dream world handler om en person der er alene med sine problemer.
Why Do I exist? Giver vel sig selv.
Stolemanden er også enspænder og arbejder alene.
En anden ting jeg kan sige er at jeg altid har nydt spil og film hvor hovedpersonen er en helt mod en masse skurke, to lige store grupper der slås har aldrig været mig. Hvorfor? Fordi jeg kan relatere til den ensomme helt.
Hvis vi skal nå til et hvorfor jeg skriver på denne måde så er det faktisk ret simpelt. Det er nemt. Da jeg ikke har så mange 1-1 venskaber så finder jeg det uhyggeligt svært at skrive om to eller flere personer der er dybt sammentømrede. Jeg har ikke haft den der ven man har kendt siden man var 3 måneder gammel, og derfor kan jeg heller ikke forestille mig hvordan de er over for hinanden og hvordan de reagere på prøvelser. Ergo er det enormt svært at skrive om, hvorimod den ensomme og eventuelt misforståede hovedperson der desperat forsøger at finde venner er meget nemmere for mig at skrive om. Det er også grunden til at det tager så lang tid at skrive bare et afsnit af mig og B’s ”hemmelige” serie.
Så hvis vi skal prøve at så på mig igennem Freunds personlighedsmodel der består af lyster/drifter (Id), den bevidste del af personen (Jeg) og den moralske del af hjernen (over jeg)
Personligt har jeg faktisk et Id der er meget tryghedssøgende og utrolig socialt men mit jeg og mit overjeg holder Id’et i skak for at undgå problemer i form af afvigelser og lignende. Som i nok kan tænke jer gør det det også svært for mig at afkode budskaber fra det modsatte køn, da jeg ikke ved og de bare er venner eller de vil noget mere. Det var for resten også grunden til den seriøse bommert af en tid mellem mig og Kirstine, hvis nogen kan huske syvende klasse. Jeg var simpelthen ikke sikker på hvad hun ville og jeg turde ikke gøre noget af frygt for hvad jeg kunne gøre forkert.
Da jeg heller ikke har haft noget succesfuldt kærlighedsliv indtil videre så har jeg også enormt svært ved at skrive om netop kærlighed. Faktisk har Ruk og Lucarad begge haft dårlige kærlighedserfaringer i deres ungdom hvilket vil komme op til overfladen senere hen.
Det spørgsmål der nager mig mest er faktisk hvor meget det betyder for mig selv. Til daglig tænker jeg jo ikke over det og derfor er det heller ikke i vejen på nogen måde. Men når jeg skal snakke om det og formulere det så er det en anden sag. Jeg skrev med en svensker over MSN den anden dag og vi begyndte at snakke tidlige venskaber kærester og lignende. Det er nemlig her det er svært, jeg bliver en smule trist og får sådan en lille kugle af depression eller noget lignende. Jeg kan sige jer hvor den er hvis i er interesserede den sidder lige i mit mellemgulv. Ikke i hjertet.
Nå nu har jeg vidst også sagt nok. Skrid fister.
Undskyld, undskyld. Ja ja jeg skal nok gå. En sidste kommentar?
Det skulle da lige være at forsikre jer om at jeg ikke er på sammenbrudets rand. Det er blot en stil ligesom den jeg skrev første år på handelsskolen. Måske kommer den også op på et tidspunkt hvem ved. Nå fakta er at det er sent og jeg må skride.
I må ha det alle sammen ses vi den ottende?
Hejsa.
Og nu er det så at jeg bliver nød til at spørge dig hvordan det kan være at du så hurtigt gik i gang med The ace of spades?
Faktisk er selve personen ace of spades og især prologen noget jeg fandt på lige efter jeg startede med at skrive StS. Jeg har i lang tid godt kunne tænke mig sådan 4 over skurke, og derfra blev de fire konger skabt. I det hele taget syntes jeg at kort er geniale især når de bliver sat i forhold til spådomme og magi.
Desuden passede personerne i historien bare godt ind i kort roller.
Der går rygter om at du selv vil optræde i Ace of spades, er det sandt?
Det er det helt sikkert. (nikker Simon energisk) Hvad folk ikke har opdaget er at jeg faktisk også var med i StS. Desuden er jeg også at finde i et par af mine andre historier. Så du kan jo prøve om du kan finde mig.
Du har hintet til at der skulle være et gennemgående tema i alle dine historier, kan du uddybe hvad det er?
Det kan jeg da sagtens men jeg vil godt lige fortælle hvordan jeg voksede op først da det formentlig er grunden til at jeg bruger netop dette tema i mine historier.
Hmm hvor skal man starte. Jo jeg kan da starte derhjemme. Jeg har 3 søskende der alle er lige netop det ældre eller det yngre end mig. Og med ”det” mener jeg den aldersforskel hvor man kan knytte nogle solide bånd til hinanden. Så det var ikke så godt, der var også det problem at min bror altid har været moden af sin alder og for lige at sætte det i perspektiv så var han mere moden da han var 15 end jeg er nu. Nå det var jo så trist.
Så kom jeg satme i skole hvor jeg ikke ligefrem blev populær af grunde jeg ikke vil diskutere på cyberspace. Nå men jeg fik da en 4-5 rimelig gode venner som holdt mig ved selskab men gruppen gik langsomt i stykker. En person blev en nar, et par stykker flyttede til en lorte skole og blev også nar røve og de sidste flyttede langt væk. Lort hva?
Ja det må du nok sige
Nå men så kom man heldigvis til Realskolen hvor jeg også fik nogle gode venner, som jeg desuden stadig er sammen med. De er sku også flinke og alt det der men allerede her har vi haft det centrale problem. Fordi da jeg kom på Realen og fik ”Rigtige” venner der var det sku 7 klasse. Hvis jeg nu havde kunne huske noget mere Freud ville jeg sikkert sige et eller andet klogt men det er det sgu for sent til, pointen er at et barn lærer sine sociale egenskaber til og med fjerde klasse. Og da jeg intil da stort set ikke havde haft venner var det jo lidt noget lort (den nu opløste grupper af nar røve startede i slutningen af fjerde klasse).
Og nu kan vi så endelig nå til det føromtalte overliggende tema i alle mine historier: Ensomhed.
Ruk var enspænder og endte i en gruppe der når jeg kigger på den igen minder enormt meget om den første gruppe venner jeg havde.
Lucarad er en enspænder af grunde jeg ikke har helt klarlagt for jer læsere endnu, han var også alene i barndommen og søger derfor selskab i Ritai.
The Horrors of the Dream world handler om en person der er alene med sine problemer.
Why Do I exist? Giver vel sig selv.
Stolemanden er også enspænder og arbejder alene.
En anden ting jeg kan sige er at jeg altid har nydt spil og film hvor hovedpersonen er en helt mod en masse skurke, to lige store grupper der slås har aldrig været mig. Hvorfor? Fordi jeg kan relatere til den ensomme helt.
Hvis vi skal nå til et hvorfor jeg skriver på denne måde så er det faktisk ret simpelt. Det er nemt. Da jeg ikke har så mange 1-1 venskaber så finder jeg det uhyggeligt svært at skrive om to eller flere personer der er dybt sammentømrede. Jeg har ikke haft den der ven man har kendt siden man var 3 måneder gammel, og derfor kan jeg heller ikke forestille mig hvordan de er over for hinanden og hvordan de reagere på prøvelser. Ergo er det enormt svært at skrive om, hvorimod den ensomme og eventuelt misforståede hovedperson der desperat forsøger at finde venner er meget nemmere for mig at skrive om. Det er også grunden til at det tager så lang tid at skrive bare et afsnit af mig og B’s ”hemmelige” serie.
Så hvis vi skal prøve at så på mig igennem Freunds personlighedsmodel der består af lyster/drifter (Id), den bevidste del af personen (Jeg) og den moralske del af hjernen (over jeg)
Personligt har jeg faktisk et Id der er meget tryghedssøgende og utrolig socialt men mit jeg og mit overjeg holder Id’et i skak for at undgå problemer i form af afvigelser og lignende. Som i nok kan tænke jer gør det det også svært for mig at afkode budskaber fra det modsatte køn, da jeg ikke ved og de bare er venner eller de vil noget mere. Det var for resten også grunden til den seriøse bommert af en tid mellem mig og Kirstine, hvis nogen kan huske syvende klasse. Jeg var simpelthen ikke sikker på hvad hun ville og jeg turde ikke gøre noget af frygt for hvad jeg kunne gøre forkert.
Da jeg heller ikke har haft noget succesfuldt kærlighedsliv indtil videre så har jeg også enormt svært ved at skrive om netop kærlighed. Faktisk har Ruk og Lucarad begge haft dårlige kærlighedserfaringer i deres ungdom hvilket vil komme op til overfladen senere hen.
Det spørgsmål der nager mig mest er faktisk hvor meget det betyder for mig selv. Til daglig tænker jeg jo ikke over det og derfor er det heller ikke i vejen på nogen måde. Men når jeg skal snakke om det og formulere det så er det en anden sag. Jeg skrev med en svensker over MSN den anden dag og vi begyndte at snakke tidlige venskaber kærester og lignende. Det er nemlig her det er svært, jeg bliver en smule trist og får sådan en lille kugle af depression eller noget lignende. Jeg kan sige jer hvor den er hvis i er interesserede den sidder lige i mit mellemgulv. Ikke i hjertet.
Nå nu har jeg vidst også sagt nok. Skrid fister.
Undskyld, undskyld. Ja ja jeg skal nok gå. En sidste kommentar?
Det skulle da lige være at forsikre jer om at jeg ikke er på sammenbrudets rand. Det er blot en stil ligesom den jeg skrev første år på handelsskolen. Måske kommer den også op på et tidspunkt hvem ved. Nå fakta er at det er sent og jeg må skride.
I må ha det alle sammen ses vi den ottende?
Sunday, November 25, 2007
The ace of spades - Prolog
Så begynder the ace of spades og her er et råd hvis du går og overvejen at give en person en accent, lad være! det er pisse svært. Nu må vi lige se om der er nogle der kan gætte hvilken accent han har, ellers må man sige at jeg har løbet panden mod en mur. Forresten har min novelle the horrors of the dream world opnået 220 visninger inde på fylde pennen hvilket er rimelig sygt :D Og Why do I exist er blevet vist 104 gange, plus den har fået positive kommentarer, yay for me! :D
Nå men her er så prologen til min næste superhelte historie med mig og B's helte. Glæd dig og gør dig klar til en rimelig syret oplevelse med latterlige superkræfter, geniale skurke og ikke mindst en badass antihelt der ikke er bange for at kyle lidt rundt med møbleriet.
The ace of spades - Prolog
Four people sat in darkness all of them quiet, all of them rich, all of them powerful, and all of them angry. They kept their rage under control as they sat at the giant table filling the room. The room was left in darkness and the round table stood exactly in the middle of the room. At the table sat the four men, and between them was one lone chair missing the person that had always sat in it. All the chairs where slim and had a high back, where made from comfortable leather and had cost more than an average family made in a year, but right now they could not care less, they had other matters to discuss.
”Maximilian was a mistake.” Said the man to the left
”Indeed” answered the man to the far right.
“But he did serve his purpose.” Continued the man to the far left.
“Indeed.” Replied the man to the far right again.
“Bringing S.U.P.E.R. and the government to their knees in one stroke is simply a stunning feat.” Said the man to the far left again.
“Indeed” Replied the man to the far right once again.
“His methods however was nothing special” said the man to the right thereby joining the conversation. “He reached his goals due to pure luck. He was lucky enough to find a spy, lucky enough not to be noticed and lucky enough to hack into the S.U.P.E.R. database. But eventually his luck ran out. One second rank hero took out his entire operation, pathetic.”
“Nein meine Herren!” said a voice that came out of nowhere.
“Who said that?” Demanded the man on the right. “Show yourself!”
“Youse need not shout, mein Herr. “ Said the voice again as a tall man dressed in a black suit, a hat and a high hat came strolling out of the darkness, gracefully dragging a small chair with him. “I am merely suggesting that youse are wrong.” He said, gracefully sitting down on the chair.
“Who are you? How did you get in here?” raged the man on the right.
The newcomer pulled out a deck of cards and started shuffling them before he answered: “twei questions and jet none of them has any real meaning.” He stopped shuffling the cards and pushed them across the table where the man on the far left caught them. “Do youse believe in fortune telling?”
He asked the four men and then added to the man with the cards: “Just deal them round as you please. A few in front of me, a few in the middle and the rest in front of youseself.”
“What are you here for, mister?” said the man now dealing the cards round. “Do you even know who we are?”
“Ja meinen herren.” He said as the last cards where dealt. “and now I shall show you the world as it is.”
The newcomer looked down on the cards and started talking. “I see that the cards agree with me in this matter. Four cards are in front of youse meinen herren. Turn the cards as I say what they are if you please. To the far left, the King of diamonds, next the king of spades, then the king of clubs, and last to the far right, the king of hearts.“ The four men all turned their cards and the four kings was their in the precise order he had called them.
“Indeed” said the King of hearts before the newcomer continued.
“These cards represent youse positions as the kings of crime. The cards in front of the four main cards should be random cards between twei and zen, they are youses minions.” The cards were turned and jet again he was correct.
“In the middle of the table are the ace of hearts and the ace of diamonds.” He said and flipped the corresponding cards. “and now” he said in a exited voice “It gets interesting. You see these four cards in front of the government represents S.U.P.E.R. While I know that these cards are the Jacks,“ he flipped the cards and revealed four jacks before he continued: ”the interesting part however are these two cards behind the gouverment. These two cards have never been shown in my readings before, and even stranger is the fact that both cards are Jokers.“ He flipped the cards with a grim look on his face. “The fact that these cards are behind the gouverment cards and not in front of them like the S.U.P.E.R. cards, could mean that they have jet to pick a side in this future conflict. The fact that they are Jokers also suggests that it is not possible to figure out what they will do. I believe that one of them is the “second rank hero” that took down Maximilian. But the other remains ein Mysterium meine Herren.”
“The only cards left now is the cards on your side of the table, mister.” Said the king of diamonds. “Will you enlighten us in the meaning of your cards as well?”
“I will in a moment meine herren. But first I will tell you how the situation looks for you. S.U.P.E.R. is as weak as it ever will be, but youse are not strong enough to defeat both them and the government. With the twei jokers on the loose youse will lose in this conflict. But this is where we come in.” We flipped four of the five cards in front of him revealing four queens.
“These are my queens and this is my favorite lady” he said tapping the queen of spades. “She and the other queens bring enough power to the conflict to bring us the victory. I myself bring unmatched strategy to the table and I do happen to have a few tricks up my sleeves as well.”
“Why?” asked the king of clubs briskly: “Why do you take our side? What is your motive?”
“My motive, well gentlemen, I just happen to love games and this will turn out to be the greatest game of all time. Ein rockband but it this way:
If you like to gamble, I tell you I'm your man
You win some, lose some, it's all the same to me
The pleasure is to play, it makes no difference what you say
I know you are not normal gamblers but a plan to take over the entire world is truly a terrific gamble. So as I said, I’m youses man. I shall leave youse now, but I will return when I have a plan or new information for youse.”
“We have not hired you, mister.“ said the king of diamonds. As the weird card man started walking into the shadows again “and you have not answered our first question jet.”
“There will be no need to hire me, I work for the game and youse have the best game. To who I am I will answer with the song from before:
I don't share your greed, the only card I need is
The Ace Of Spades
The Ace Of Spades
There was completely quiet after he had left, his high hat disappearing in the shadow, just as mystically as he had arrived, without a trace. In the void his departure had left the king of hearts leaned over the table and turned the man’s card.
“Indeed.” He said as he saw the ace of spades looking up at him.
Nå men her er så prologen til min næste superhelte historie med mig og B's helte. Glæd dig og gør dig klar til en rimelig syret oplevelse med latterlige superkræfter, geniale skurke og ikke mindst en badass antihelt der ikke er bange for at kyle lidt rundt med møbleriet.
The ace of spades - Prolog
Four people sat in darkness all of them quiet, all of them rich, all of them powerful, and all of them angry. They kept their rage under control as they sat at the giant table filling the room. The room was left in darkness and the round table stood exactly in the middle of the room. At the table sat the four men, and between them was one lone chair missing the person that had always sat in it. All the chairs where slim and had a high back, where made from comfortable leather and had cost more than an average family made in a year, but right now they could not care less, they had other matters to discuss.
”Maximilian was a mistake.” Said the man to the left
”Indeed” answered the man to the far right.
“But he did serve his purpose.” Continued the man to the far left.
“Indeed.” Replied the man to the far right again.
“Bringing S.U.P.E.R. and the government to their knees in one stroke is simply a stunning feat.” Said the man to the far left again.
“Indeed” Replied the man to the far right once again.
“His methods however was nothing special” said the man to the right thereby joining the conversation. “He reached his goals due to pure luck. He was lucky enough to find a spy, lucky enough not to be noticed and lucky enough to hack into the S.U.P.E.R. database. But eventually his luck ran out. One second rank hero took out his entire operation, pathetic.”
“Nein meine Herren!” said a voice that came out of nowhere.
“Who said that?” Demanded the man on the right. “Show yourself!”
“Youse need not shout, mein Herr. “ Said the voice again as a tall man dressed in a black suit, a hat and a high hat came strolling out of the darkness, gracefully dragging a small chair with him. “I am merely suggesting that youse are wrong.” He said, gracefully sitting down on the chair.
“Who are you? How did you get in here?” raged the man on the right.
The newcomer pulled out a deck of cards and started shuffling them before he answered: “twei questions and jet none of them has any real meaning.” He stopped shuffling the cards and pushed them across the table where the man on the far left caught them. “Do youse believe in fortune telling?”
He asked the four men and then added to the man with the cards: “Just deal them round as you please. A few in front of me, a few in the middle and the rest in front of youseself.”
“What are you here for, mister?” said the man now dealing the cards round. “Do you even know who we are?”
“Ja meinen herren.” He said as the last cards where dealt. “and now I shall show you the world as it is.”
The newcomer looked down on the cards and started talking. “I see that the cards agree with me in this matter. Four cards are in front of youse meinen herren. Turn the cards as I say what they are if you please. To the far left, the King of diamonds, next the king of spades, then the king of clubs, and last to the far right, the king of hearts.“ The four men all turned their cards and the four kings was their in the precise order he had called them.
“Indeed” said the King of hearts before the newcomer continued.
“These cards represent youse positions as the kings of crime. The cards in front of the four main cards should be random cards between twei and zen, they are youses minions.” The cards were turned and jet again he was correct.
“In the middle of the table are the ace of hearts and the ace of diamonds.” He said and flipped the corresponding cards. “and now” he said in a exited voice “It gets interesting. You see these four cards in front of the government represents S.U.P.E.R. While I know that these cards are the Jacks,“ he flipped the cards and revealed four jacks before he continued: ”the interesting part however are these two cards behind the gouverment. These two cards have never been shown in my readings before, and even stranger is the fact that both cards are Jokers.“ He flipped the cards with a grim look on his face. “The fact that these cards are behind the gouverment cards and not in front of them like the S.U.P.E.R. cards, could mean that they have jet to pick a side in this future conflict. The fact that they are Jokers also suggests that it is not possible to figure out what they will do. I believe that one of them is the “second rank hero” that took down Maximilian. But the other remains ein Mysterium meine Herren.”
“The only cards left now is the cards on your side of the table, mister.” Said the king of diamonds. “Will you enlighten us in the meaning of your cards as well?”
“I will in a moment meine herren. But first I will tell you how the situation looks for you. S.U.P.E.R. is as weak as it ever will be, but youse are not strong enough to defeat both them and the government. With the twei jokers on the loose youse will lose in this conflict. But this is where we come in.” We flipped four of the five cards in front of him revealing four queens.
“These are my queens and this is my favorite lady” he said tapping the queen of spades. “She and the other queens bring enough power to the conflict to bring us the victory. I myself bring unmatched strategy to the table and I do happen to have a few tricks up my sleeves as well.”
“Why?” asked the king of clubs briskly: “Why do you take our side? What is your motive?”
“My motive, well gentlemen, I just happen to love games and this will turn out to be the greatest game of all time. Ein rockband but it this way:
If you like to gamble, I tell you I'm your man
You win some, lose some, it's all the same to me
The pleasure is to play, it makes no difference what you say
I know you are not normal gamblers but a plan to take over the entire world is truly a terrific gamble. So as I said, I’m youses man. I shall leave youse now, but I will return when I have a plan or new information for youse.”
“We have not hired you, mister.“ said the king of diamonds. As the weird card man started walking into the shadows again “and you have not answered our first question jet.”
“There will be no need to hire me, I work for the game and youse have the best game. To who I am I will answer with the song from before:
I don't share your greed, the only card I need is
The Ace Of Spades
The Ace Of Spades
There was completely quiet after he had left, his high hat disappearing in the shadow, just as mystically as he had arrived, without a trace. In the void his departure had left the king of hearts leaned over the table and turned the man’s card.
“Indeed.” He said as he saw the ace of spades looking up at him.
Saturday, November 10, 2007
Saving the Savior part 5 (Final part)
Så bliver StS afsluttet, men meget skal gå galt hvis det er sidste gang for lov til at møde stolemanden og de andre gæve gutter. Det her er forresten min post nummer 100 juhuu :D
Jeg vil da også lige sige at jeg har oprettet en forfatterprofil på Fyldepennen.dk og den kan du se Her:
Saving the Savior part 5
The door slammed open and made June turn in shock, she had been watching the great sea so far below her penthouse prison. She had been treated nicely by her capturers; they had given her food and drink, as well as a good bog she could spend her time with. But now the tide was about to change, she knew that, Maximilian knew that and somehow the chairman knew it too.
“So the rumors were true, I must say I never believed that you really existed.” Maximilian said as he walked into the room followed by 4 big thugs. “The ‘savior’ is in my possession, who could have known that this random girl picked op from the streets would be such a great asset to my plan?”
“Asset!?” Spat June “I will never help the likes of you!”
“From what I know you don’t have any choice, do you?” he said as he smiled one of his cold smiles. “Tie her up and leave the room.” He spat at the thugs who quickly did as they were told and left Maximilian with the now defenseless ‘savior’.
“The savior” funny thing really, how these names stick. After all he had given her that name himself, all those years ago. A twelve year old John had been walking home from a friend’s house. The sun had begun to set and the suburban houses were casting their shadows over the peaceful community. John was happy as he walked along the quiet road, even though the sun that was setting strait ahead was blinding him. He had had a wonderful day and he was certain that nothing could spoil his mood, well the bully’s hiding in the shadows were about to prove him wrong. They had been waiting for him, or any other person passing by for that matter. No one really knew why but they had a thing for beating up kids and this night they were looking for new meet. So there he was walking along the road, quietly humming a song he had heard in the radio before going to school. But that song was knocked out of his head as a fist came out of nowhere and knocked him out cold.
John woke up in an old warehouse. He did not remember how he had gotten there nor had how any clue to why he was tied to a chair. But it all became clear as his eyes started adapting to the darkness, these damn street thugs were bit unknown to him, he had seen their victims at school seen their scars and their black eyes, so he knew exactly what was coming for him.
The first fist sent stars into his vision and he would no doubt get a black eye from the next hit, except it never came. He saw the fist being drawn back and he saw it soar though the air towards him. But a moment before impact a bright red color blocked his sight and was immediately knocked aside by the powerful punch. It was a girl, a beautiful girl not older than John himself. Her skin was white and her hair was a beautiful shade of red. John would gladly have looked at her for hours on end, but sadly this was not the time. She landed hard on the concrete floor but she didn’t say a word, she received punch after punch by the thugs but she never cried.
But then they griped her by the hair and somehow she changed from that moment. In one swift movement she threw the bully off her like he was simply an irritating bug. Her hair and dress was blowing wildly around, even though there was no wind in the warehouse. The bully’s were shocked, never had any kid dared fight back and never EVER had a kid thrown any of them off. Furthermore this little brat was looking like she was possessed by some sort of demon. The fact that she was slowly and elegantly rising into the air did not make it better and they decided that the best thing to do was to leave. As they left and the two kids were alone, she slowly turned towards him, showing him 2 red glowing eyes. John panicked as he saw the eyes, who were this girl: a saving angel or an evil demon?
“Do you wish to receive the gift I am here to deliver?” her voice was a thundering symphony of beautiful voices, there was a divine tone that could not be denied.
“Yes.” John answered since he was not being able to say no to this scary yet beautiful voice.
“Then I shall grant you my gift.” Her voice died away as her eye fixed upon John. It was like a shockwave hit John in the face. John was knocked backwards as she screamed and fell to the ground.
John was losing consciousness as his body was changing his whole DNA structure. Just before everything went black he looked up on a shadowy figure entering the room. John pointed at the girl and muttered only one word before he passed out: “Savior”.
Later that young man gave her that title as he filed her in his archive of people with extraordinary abilities. The man would later return and tell John that he would one day become a hero, and that he should contact him when he got older. Upon leaving he gave John a tiny card, with only his name and a title written on it: Viktor Vidhen, famous Super Hero agent and inventor. It took John a couple of years to realized that Viktor had not pulled a prank on him and that he really did have super powers, and even longer to figure out that it was this girl that had given him his powers. The girl, who he knew only by the name he himself had given her, was nowhere to be found. The Savior would not bestow her gift to anyone for years to come.
The chairman finally arrived at the door he had been looking for. One of the guards he had fought before rescuing the heroes had tried to buy his life by giving away the place where June was held captive. Of course the chairman had never even considered killing him in the first place, but as a “thanks you for sharing” he decided not to break the poor guys nose.
“Head to the vest!” he had been shouting desperately as the chairman had been walking towards him with 10 unconscious guards behind him. ”The door is between the two black cabins, she’s in there! Please don’t kill me!”
Damn good thing he had been such a coward because there was no way he would have found it otherwise he would have walked right past the door. It blended in with the wall to perfection, only a small crack that was barely visible outlined it. It had no handle or knot, there was no keyhole visible either, and with only the small crack visible the door was practically invisible in the poor lighting.
There was probably some secret opening device hipped somewhere, but the chairman had always been more for the direct approach. Even the most secret of doors could be knocked in, at least that was the chairman’s theory, so he took a step back and slammed his shoulder against the door. It took 4 tries to break in the door but eventually it gave in and flew of its hinges and into the room. The door landed with a loud bang and the now open doorway revealed that 3 people where present in the room. In the front stood a smiling Maximilian with his hands behind his back, in a corner lay someone who was either dead or asleep, it was in the middle of the room the person who caught the chairman’s eye was. Tied to a chair and with cuts all over her face, June sat unconscious, drained of all her power, just at it had happened back when she had earned her name.
“Do not worry about her.” Maximilian said in a cold voice, his eyes locked at the Chairman. “You should worry about your own health for now.”
“What?” the chairman snorted. “You think you can take me on?”
“Yes I doubt you will present much of a challenge.” He grinned.
“Lets see how mighty you are after you get a taste of my powers.” The chairman reached out, expecting to find that little crack in reality his chairs came from, but where he usually found it no problem he found nothing this time. There was no reaction or energy, his powers were gone.
“Trying to do this?” Maximilian asked, snapped his fingers and had small chair appear out of nowhere.
“How the hell did you do that?” asked the Chairman in disbelief.
“Well isn’t it obvious? I just tortured this girl until her powers took over and she granted me an ability of my choice.”
“You did what?” the chairman asked trembling with anger.
“Tortured her, of course. That seemed to be the best way to awaken her power. So she granted me the power to steal the abilities of superheroes. You see without your good given super powers you aro nothing but a bunch of…”
That’s all he got to say before a fist found its way to his face, and knocked off his feat. The fat mastermind landed hard on his back as the chairless chairman started laughing like a maniac.
“So what if I don’t have I powers?” he laughed looking down at Maximilian who slowly got to his feat. “I had been fighting for years before I started using my powers. Fist fighting is nothing new to me!” The chairman slowly stopped laughing. “You on the other hand have no use of my power. You see: being able to create chairs doesn’t mean shit, if you don’t have the strength to use them as weapons. You can’t possibly beat me with your fat corpus and my powers.”
“You are correct!” Maximilian said as he summoned a comfy chair and sat himself in it. “Do you see the guy in the corner? His name was ‘Portal’, guess why.”
“Because he could make portals?”
“Correct. But here is the important fact: when I kill someone I keep his power. Have you ever heard about the infinite loop? Let me show you.” Maximilian snapped his fingers and suddenly two portals appeared in midair and a small chair appeared in between them. Due to the gravity of the planet, the chair was pulled into the portal below, only to come out of the top portal and fall into the low portal again. The Chairman looked in shock at the chair fell faster and faster.
“That is the infinite loop.” Said Maximilian. “Now look what happens when I move one of the portals.” Suddenly the top portal vanished and a portal appeared right in front of the chairman, who just managed to dive out of the way as a the chair zoomed out and smashed against the wall.
“With your power and my new power I am invincible.” Maximilian smiled as 4 more infinite looping chairs appeared out of nowhere. The chairman jumped left and right dodging flying chairs. There was only one way to do this, the Chairman thought. The chairman dodged left and stormed forward. Maximilian was still sitting in his chair shooting chairs at the chairman. But as the chairman stormed forward he panicked and sent all his 4 chairs zooming towards the chairman who dived under them, and shoulder tackled Maximilian as he jumped up from the ground. Maximilian was thrown backwards and slammed against the large seaside window, causing it to shatter into a thousand pieces. Maximilian fell down on all 4 as the chairman walked slowly over to him.
“You can’t beat me, using powers you have stolen.” The chairman said and kicked Maximilian into an upright position, where he gripped him with his left hand and held him upright.
“I’m going to kill you now.” The chairman said looking into Maximilian’s eyes. “I will do this because of what you have done, I will kill you like you killed John Franklin, I will kill you like you killed Jennie.” The Chairman drew his fist back and slammed it into Maximilian’s nose, sending him screaming though the window and down the cliff. If the 50 meter fall didn’t kill him, the cold water would.
The Chairman turned around as June came back to life; she looked up at the chairman and whispered:
“John?”
“John is dead. Not even the savior can bring him back to life; it is way too late for that.”
The chairman looked at the door as he heard running steps approaching and suddenly saw 4 heroes storming into the room.
“Your not used to being too late are you?” taunted the chairman to the four famous heroes.
“I see you made it” said Ninja girl coldly, her face all sliced up, probably from torture.
“Good job” said Nano-man a bit more cheerful, he looked pale and stiff he had properly not regained all his energy yet.
“Where is Maximilian?” asked DragonDemon and looked around in the room.
“Dead.” Answered the chairman, and Fire Fairy zoomed out of the broken window, disappearing for a few seconds, then returning with a grim look on her face. “The body is completely splattered over the rocks.” She said with disgust.
The chairman slowly got up and walked towards the door not looking at any of the heroes.
“Are you just going to leave like that?” asked Fire Fairy fiercely. “After you just slaughtered that guy.”
The chairman stopped in his tracks and turned his eyes at Fire Fairy with a gaze that made even her blood run cold.
“I am not part of S.U.P.E.R. I am a rouge hero on the run; I don’t answer to anyone, least of all you 4.”
“Why do all I give the gift end up hurt so badly?” whispered June as the chairman had left the room.
Long from there a man sat sipping to his wine, he had a funny feeling that the Chairman had died. He was sad for a moment until he realized that he had to be alive. “hmm, a French wine from the seventies I would say.” The Wine was Italian and from the nineties, but he would never know that and he didn’t really care anyway. In front of him 5 bodies that used to be group 39 was bleeding to death on his fine carpet.
“I wonder if I will be able to get the blood out.”
Jeg vil da også lige sige at jeg har oprettet en forfatterprofil på Fyldepennen.dk og den kan du se Her:
Saving the Savior part 5
The door slammed open and made June turn in shock, she had been watching the great sea so far below her penthouse prison. She had been treated nicely by her capturers; they had given her food and drink, as well as a good bog she could spend her time with. But now the tide was about to change, she knew that, Maximilian knew that and somehow the chairman knew it too.
“So the rumors were true, I must say I never believed that you really existed.” Maximilian said as he walked into the room followed by 4 big thugs. “The ‘savior’ is in my possession, who could have known that this random girl picked op from the streets would be such a great asset to my plan?”
“Asset!?” Spat June “I will never help the likes of you!”
“From what I know you don’t have any choice, do you?” he said as he smiled one of his cold smiles. “Tie her up and leave the room.” He spat at the thugs who quickly did as they were told and left Maximilian with the now defenseless ‘savior’.
“The savior” funny thing really, how these names stick. After all he had given her that name himself, all those years ago. A twelve year old John had been walking home from a friend’s house. The sun had begun to set and the suburban houses were casting their shadows over the peaceful community. John was happy as he walked along the quiet road, even though the sun that was setting strait ahead was blinding him. He had had a wonderful day and he was certain that nothing could spoil his mood, well the bully’s hiding in the shadows were about to prove him wrong. They had been waiting for him, or any other person passing by for that matter. No one really knew why but they had a thing for beating up kids and this night they were looking for new meet. So there he was walking along the road, quietly humming a song he had heard in the radio before going to school. But that song was knocked out of his head as a fist came out of nowhere and knocked him out cold.
John woke up in an old warehouse. He did not remember how he had gotten there nor had how any clue to why he was tied to a chair. But it all became clear as his eyes started adapting to the darkness, these damn street thugs were bit unknown to him, he had seen their victims at school seen their scars and their black eyes, so he knew exactly what was coming for him.
The first fist sent stars into his vision and he would no doubt get a black eye from the next hit, except it never came. He saw the fist being drawn back and he saw it soar though the air towards him. But a moment before impact a bright red color blocked his sight and was immediately knocked aside by the powerful punch. It was a girl, a beautiful girl not older than John himself. Her skin was white and her hair was a beautiful shade of red. John would gladly have looked at her for hours on end, but sadly this was not the time. She landed hard on the concrete floor but she didn’t say a word, she received punch after punch by the thugs but she never cried.
But then they griped her by the hair and somehow she changed from that moment. In one swift movement she threw the bully off her like he was simply an irritating bug. Her hair and dress was blowing wildly around, even though there was no wind in the warehouse. The bully’s were shocked, never had any kid dared fight back and never EVER had a kid thrown any of them off. Furthermore this little brat was looking like she was possessed by some sort of demon. The fact that she was slowly and elegantly rising into the air did not make it better and they decided that the best thing to do was to leave. As they left and the two kids were alone, she slowly turned towards him, showing him 2 red glowing eyes. John panicked as he saw the eyes, who were this girl: a saving angel or an evil demon?
“Do you wish to receive the gift I am here to deliver?” her voice was a thundering symphony of beautiful voices, there was a divine tone that could not be denied.
“Yes.” John answered since he was not being able to say no to this scary yet beautiful voice.
“Then I shall grant you my gift.” Her voice died away as her eye fixed upon John. It was like a shockwave hit John in the face. John was knocked backwards as she screamed and fell to the ground.
John was losing consciousness as his body was changing his whole DNA structure. Just before everything went black he looked up on a shadowy figure entering the room. John pointed at the girl and muttered only one word before he passed out: “Savior”.
Later that young man gave her that title as he filed her in his archive of people with extraordinary abilities. The man would later return and tell John that he would one day become a hero, and that he should contact him when he got older. Upon leaving he gave John a tiny card, with only his name and a title written on it: Viktor Vidhen, famous Super Hero agent and inventor. It took John a couple of years to realized that Viktor had not pulled a prank on him and that he really did have super powers, and even longer to figure out that it was this girl that had given him his powers. The girl, who he knew only by the name he himself had given her, was nowhere to be found. The Savior would not bestow her gift to anyone for years to come.
The chairman finally arrived at the door he had been looking for. One of the guards he had fought before rescuing the heroes had tried to buy his life by giving away the place where June was held captive. Of course the chairman had never even considered killing him in the first place, but as a “thanks you for sharing” he decided not to break the poor guys nose.
“Head to the vest!” he had been shouting desperately as the chairman had been walking towards him with 10 unconscious guards behind him. ”The door is between the two black cabins, she’s in there! Please don’t kill me!”
Damn good thing he had been such a coward because there was no way he would have found it otherwise he would have walked right past the door. It blended in with the wall to perfection, only a small crack that was barely visible outlined it. It had no handle or knot, there was no keyhole visible either, and with only the small crack visible the door was practically invisible in the poor lighting.
There was probably some secret opening device hipped somewhere, but the chairman had always been more for the direct approach. Even the most secret of doors could be knocked in, at least that was the chairman’s theory, so he took a step back and slammed his shoulder against the door. It took 4 tries to break in the door but eventually it gave in and flew of its hinges and into the room. The door landed with a loud bang and the now open doorway revealed that 3 people where present in the room. In the front stood a smiling Maximilian with his hands behind his back, in a corner lay someone who was either dead or asleep, it was in the middle of the room the person who caught the chairman’s eye was. Tied to a chair and with cuts all over her face, June sat unconscious, drained of all her power, just at it had happened back when she had earned her name.
“Do not worry about her.” Maximilian said in a cold voice, his eyes locked at the Chairman. “You should worry about your own health for now.”
“What?” the chairman snorted. “You think you can take me on?”
“Yes I doubt you will present much of a challenge.” He grinned.
“Lets see how mighty you are after you get a taste of my powers.” The chairman reached out, expecting to find that little crack in reality his chairs came from, but where he usually found it no problem he found nothing this time. There was no reaction or energy, his powers were gone.
“Trying to do this?” Maximilian asked, snapped his fingers and had small chair appear out of nowhere.
“How the hell did you do that?” asked the Chairman in disbelief.
“Well isn’t it obvious? I just tortured this girl until her powers took over and she granted me an ability of my choice.”
“You did what?” the chairman asked trembling with anger.
“Tortured her, of course. That seemed to be the best way to awaken her power. So she granted me the power to steal the abilities of superheroes. You see without your good given super powers you aro nothing but a bunch of…”
That’s all he got to say before a fist found its way to his face, and knocked off his feat. The fat mastermind landed hard on his back as the chairless chairman started laughing like a maniac.
“So what if I don’t have I powers?” he laughed looking down at Maximilian who slowly got to his feat. “I had been fighting for years before I started using my powers. Fist fighting is nothing new to me!” The chairman slowly stopped laughing. “You on the other hand have no use of my power. You see: being able to create chairs doesn’t mean shit, if you don’t have the strength to use them as weapons. You can’t possibly beat me with your fat corpus and my powers.”
“You are correct!” Maximilian said as he summoned a comfy chair and sat himself in it. “Do you see the guy in the corner? His name was ‘Portal’, guess why.”
“Because he could make portals?”
“Correct. But here is the important fact: when I kill someone I keep his power. Have you ever heard about the infinite loop? Let me show you.” Maximilian snapped his fingers and suddenly two portals appeared in midair and a small chair appeared in between them. Due to the gravity of the planet, the chair was pulled into the portal below, only to come out of the top portal and fall into the low portal again. The Chairman looked in shock at the chair fell faster and faster.
“That is the infinite loop.” Said Maximilian. “Now look what happens when I move one of the portals.” Suddenly the top portal vanished and a portal appeared right in front of the chairman, who just managed to dive out of the way as a the chair zoomed out and smashed against the wall.
“With your power and my new power I am invincible.” Maximilian smiled as 4 more infinite looping chairs appeared out of nowhere. The chairman jumped left and right dodging flying chairs. There was only one way to do this, the Chairman thought. The chairman dodged left and stormed forward. Maximilian was still sitting in his chair shooting chairs at the chairman. But as the chairman stormed forward he panicked and sent all his 4 chairs zooming towards the chairman who dived under them, and shoulder tackled Maximilian as he jumped up from the ground. Maximilian was thrown backwards and slammed against the large seaside window, causing it to shatter into a thousand pieces. Maximilian fell down on all 4 as the chairman walked slowly over to him.
“You can’t beat me, using powers you have stolen.” The chairman said and kicked Maximilian into an upright position, where he gripped him with his left hand and held him upright.
“I’m going to kill you now.” The chairman said looking into Maximilian’s eyes. “I will do this because of what you have done, I will kill you like you killed John Franklin, I will kill you like you killed Jennie.” The Chairman drew his fist back and slammed it into Maximilian’s nose, sending him screaming though the window and down the cliff. If the 50 meter fall didn’t kill him, the cold water would.
The Chairman turned around as June came back to life; she looked up at the chairman and whispered:
“John?”
“John is dead. Not even the savior can bring him back to life; it is way too late for that.”
The chairman looked at the door as he heard running steps approaching and suddenly saw 4 heroes storming into the room.
“Your not used to being too late are you?” taunted the chairman to the four famous heroes.
“I see you made it” said Ninja girl coldly, her face all sliced up, probably from torture.
“Good job” said Nano-man a bit more cheerful, he looked pale and stiff he had properly not regained all his energy yet.
“Where is Maximilian?” asked DragonDemon and looked around in the room.
“Dead.” Answered the chairman, and Fire Fairy zoomed out of the broken window, disappearing for a few seconds, then returning with a grim look on her face. “The body is completely splattered over the rocks.” She said with disgust.
The chairman slowly got up and walked towards the door not looking at any of the heroes.
“Are you just going to leave like that?” asked Fire Fairy fiercely. “After you just slaughtered that guy.”
The chairman stopped in his tracks and turned his eyes at Fire Fairy with a gaze that made even her blood run cold.
“I am not part of S.U.P.E.R. I am a rouge hero on the run; I don’t answer to anyone, least of all you 4.”
“Why do all I give the gift end up hurt so badly?” whispered June as the chairman had left the room.
Long from there a man sat sipping to his wine, he had a funny feeling that the Chairman had died. He was sad for a moment until he realized that he had to be alive. “hmm, a French wine from the seventies I would say.” The Wine was Italian and from the nineties, but he would never know that and he didn’t really care anyway. In front of him 5 bodies that used to be group 39 was bleeding to death on his fine carpet.
“I wonder if I will be able to get the blood out.”
Friday, October 26, 2007
CONTROLLED 14
Så blev CONTROLLED 14 ENDELIG færdig. Dette er endnu et afsnit jeg skar af før tid, det blev simpelthent ENORMT langt hvis jeg skulle have det hele med i et afsnit. håber i kan lide afsløringen i slutningen. Hvis der da er andre end Shajita der kan se det fede ved den, måske kan Z man ved jo aldrig og alt det jeg plapre af mig hænger fast ved dem der lytter.
CONTROLLED 14
Ritai og Lucarad gik igennem det næsten uhyggelige tomme slot, slottet var ikke nær så japansk udvendigt som det var indvendigt. Det meste af inventaret var hyper moderne og selv væggene var beklædt med diverse sensorer, computer skærme og var lavet af flot skinnende metal.
”Hvis vi ikke havde mødt Mani i kontrol rummet havde du sat omkring 14 alarmer i gang nu.” sagde Ritai for at bryde stilheden. ”fra nu af vil vi blive skannet og kørt igennem et register over klanens medlemmer hvert femte sekund, hvis det ikke var fordi at Mani havde blokeret systemet for os.”
”Hvordan har i fået fat i alt det her?” Spurgte Lucarad chokeret og gestikulerede mod en computerskærm. ”Halvdelen af de sikkerhedssystemer jeg har set indtil nu bliver kun brugt af få hemmelige organisationer under Kongedømmet. Desuden har jeg set ting jeg ikke engang ved hvad er. Lige meget hvor godt organiseret jeres klan her er, burde i ikke være i stand til at skaffe den slags udstyr.”
”Det er alt sammen den gamles fortjeneste.” Svarede Ritai og hentydede til Rutano’s aldrende leder. ”Han har været i stand til at skaffe de mest utrolige ting før de officielt eksistere. Det er ene og alene hans fortjeneste at Rutano stadig eksistere den dag i dag.”
Ritai førte Ruk videre igennem slottet indtil de nåede til en stor solid trædør. Døren var perfekt rund og uden synlige håndtag. ”Bag den her dør er tronrummet som han kalder det.” begyndte Ritai og gestikulerede mod døren. ”Når vi går igennem den er der et lille ’venteværelse’ der skal du blive indtil jeg kalder dig ind, man ved aldrig hvordan den gamle tager imod fremmede.” Lucarad nikkede en enkelt gang for at vise at han havde forstået det.
Ritai bankede let på døren og den delte sig lydløst i 4 dele der gled ud i rammen, Lucarad og Ritai gik hurtigt igennem før den igen lukkede lydløst bag dem. Det lille venteværelse var i virkeligheden bare et lille aflukkede der var afskåret fra resten af rummet af fine silke vægge der hang frit ned fra loftet og blafrede let da døren lukkede sig.
Man kunne nemt se igennem dem og selve tronrummet havde i sandhed fortjent sit navn. Rummet var fuldkomment cirkulært og væggen var af fint træ der var bearbejdet til en sådan grad at det lignede at hele væggen bestod af et eneste stykke træ. Rundt omkring i rummet stod små borde opstillet på traditionel japansk maner og statuer af alt fra stolte samuraier til mægtige drager stod med jævne mellemrum langs væggen. Rummet blev oplyst af en stor glaskuppel der hang præcis i midten af rummet, men på forunderlig vis kastede intet i rummet skygger det var i sandhed et sælsomt lys. Lige under lyskuplen var en trone placeret på en lille forhøjning, den var udformet som en drage, armlænene var udformet som dragens forreste to ben, stolen havde ingen ben men dragens solide hale var udformet så den snoede sig omkring en klippe på gulvet, stolen ryg var udformet som dragens lange tynde krop der snoede sig op over hovedet på den siddende og kroppen blev elegant afsluttet i et ærefrygtindgydende dragehoved. Hvis dette var det lille tronrum så ville Lucarad gerne se det store.
På tronen sad den mindste kateria Lucarad nogensinde havde set, hans pels var grå og hans hoved virkede ældgammelt, hans kinder var sunket ind og hans øjne var svage af alder men på trods det var der et glimt i hans svage øjne der tydede på en utrolig lyst til livet.
Den gamle katerian vendte blikket mod venteværelset og hvæste lavt.
Ritai svarede ved at skubbe stoffet til side og gå miavende og spindende frem mod ham. Den gamle Katerian skiftede straks holdning og begyndt at spinde, hvilket Lucarad havde regnet ud var deres sædvanlige måde at tale på. Det var besynderligt at se to katerianere tale, de talte lavt da deres hørelse intet problem havde med at opfange de svage lyde. Lucarad anstrengte sig for at høre hver eneste ændring i tonen og hvert eneste miav og dets placering i samtalen det gjorde ham i stand til nogenlunde at regne ud hvordan samtalen gik. I starten lod den gamle katerian til at være glad, formentlig for at se Ritai igen, men som samtalen fortsatte svang stemningen både op og ned, fra lette glade toner af spinden til dybere mere aggressive toner.
”Jeg har jo sagt at jeg ikke kan fortælle dig hvad jeg skal bruge det til! Du bliver bare nød til at stole på mig.” hvæste Ritai hårdt.
”Stole på dig?” spandt den gamle katerian i en dyb tung tone. ”Du blev sendt ud for at hente oplysninger men du vente aldrig tilbage, fire katerianeres liv kunne være blevet reddet hvis du havde skaffet oplysningerne. Fire måneder var du væk, og nu tror du at jeg vil lade sådan en udefrakommende tage så dyrt udstyr uden forklaring? Latterligt!”
”Begynd nu ikke på dit renblods sludder igen!” hvæste Ritai ”Du burde da vide at jeg er mere loyal end nogen anden.”
”Det ved jeg nu ikke.” spandt den gamle faretruende sukkersødt ”Du har aldrig fortalt mig hvordan du slipper forbi alle de andre klaner, jeg har flere højtstående folk der mener at din succes i ’Rackerik sagen’ beviser at du har forbindelser med andre klaner.”
”Hvordan kan du sige sådan noget?” hvæste Ritai med død i blikket. ”DU sendte mig ud for at slå ham ihjel, DU gav mig oplysningerne og nu anklager DU mig for at være forræder fordi jeg gennemførte attentatet?”
”Rackerik var umulig at komme ind til og på trods af at jeg har spurgt dig tusind gange har du aldrig fortalt os hvordan DU, ene katerian formåede at nå helt ind i hans personlige kammer, slå ham ihjel og slippe ud igen uden at blive opdaget.”
”Jeg har fortalt dig tusind gange at jeg ikke kan svare! Det er ikke mit liv der står på spil her, jeg har partnere uden for klanerne, hvis jeg afslører hvem deres navne er de dødsens, det ved du også godt!”
”Kom ikke og tro at du ved noget som helst om mig, Ritai-chan!”
Hvor vovede han at bruge -chan over for hende? -chan var ligesom –san og –sama en betegnelse for respektforholdet mellem dem der talte sammen i det gamle Japan, men i modsætning til –san og –sama der begge var positive var –chan et udtryk man brugte til små piger, og blev udtrykket brugt til kvinder der ikke var børn blev det sædvanligvis betragtet som en fornærmelse.
Ritai ville uden tvivl være sprunget på den gamle katerian hvis ikke at Lucarad i det øjeblik var kommet traskende elegant ud af venteværelset, med et smil på læben og begyndt at spinde som om kateriansk var hans modersmål.
”Rolig nu Ritai-san, det er tydeligt at han intet ondt mener, ikke sandt Miyamoto-san?”
CONTROLLED 14
Ritai og Lucarad gik igennem det næsten uhyggelige tomme slot, slottet var ikke nær så japansk udvendigt som det var indvendigt. Det meste af inventaret var hyper moderne og selv væggene var beklædt med diverse sensorer, computer skærme og var lavet af flot skinnende metal.
”Hvis vi ikke havde mødt Mani i kontrol rummet havde du sat omkring 14 alarmer i gang nu.” sagde Ritai for at bryde stilheden. ”fra nu af vil vi blive skannet og kørt igennem et register over klanens medlemmer hvert femte sekund, hvis det ikke var fordi at Mani havde blokeret systemet for os.”
”Hvordan har i fået fat i alt det her?” Spurgte Lucarad chokeret og gestikulerede mod en computerskærm. ”Halvdelen af de sikkerhedssystemer jeg har set indtil nu bliver kun brugt af få hemmelige organisationer under Kongedømmet. Desuden har jeg set ting jeg ikke engang ved hvad er. Lige meget hvor godt organiseret jeres klan her er, burde i ikke være i stand til at skaffe den slags udstyr.”
”Det er alt sammen den gamles fortjeneste.” Svarede Ritai og hentydede til Rutano’s aldrende leder. ”Han har været i stand til at skaffe de mest utrolige ting før de officielt eksistere. Det er ene og alene hans fortjeneste at Rutano stadig eksistere den dag i dag.”
Ritai førte Ruk videre igennem slottet indtil de nåede til en stor solid trædør. Døren var perfekt rund og uden synlige håndtag. ”Bag den her dør er tronrummet som han kalder det.” begyndte Ritai og gestikulerede mod døren. ”Når vi går igennem den er der et lille ’venteværelse’ der skal du blive indtil jeg kalder dig ind, man ved aldrig hvordan den gamle tager imod fremmede.” Lucarad nikkede en enkelt gang for at vise at han havde forstået det.
Ritai bankede let på døren og den delte sig lydløst i 4 dele der gled ud i rammen, Lucarad og Ritai gik hurtigt igennem før den igen lukkede lydløst bag dem. Det lille venteværelse var i virkeligheden bare et lille aflukkede der var afskåret fra resten af rummet af fine silke vægge der hang frit ned fra loftet og blafrede let da døren lukkede sig.
Man kunne nemt se igennem dem og selve tronrummet havde i sandhed fortjent sit navn. Rummet var fuldkomment cirkulært og væggen var af fint træ der var bearbejdet til en sådan grad at det lignede at hele væggen bestod af et eneste stykke træ. Rundt omkring i rummet stod små borde opstillet på traditionel japansk maner og statuer af alt fra stolte samuraier til mægtige drager stod med jævne mellemrum langs væggen. Rummet blev oplyst af en stor glaskuppel der hang præcis i midten af rummet, men på forunderlig vis kastede intet i rummet skygger det var i sandhed et sælsomt lys. Lige under lyskuplen var en trone placeret på en lille forhøjning, den var udformet som en drage, armlænene var udformet som dragens forreste to ben, stolen havde ingen ben men dragens solide hale var udformet så den snoede sig omkring en klippe på gulvet, stolen ryg var udformet som dragens lange tynde krop der snoede sig op over hovedet på den siddende og kroppen blev elegant afsluttet i et ærefrygtindgydende dragehoved. Hvis dette var det lille tronrum så ville Lucarad gerne se det store.
På tronen sad den mindste kateria Lucarad nogensinde havde set, hans pels var grå og hans hoved virkede ældgammelt, hans kinder var sunket ind og hans øjne var svage af alder men på trods det var der et glimt i hans svage øjne der tydede på en utrolig lyst til livet.
Den gamle katerian vendte blikket mod venteværelset og hvæste lavt.
Ritai svarede ved at skubbe stoffet til side og gå miavende og spindende frem mod ham. Den gamle Katerian skiftede straks holdning og begyndt at spinde, hvilket Lucarad havde regnet ud var deres sædvanlige måde at tale på. Det var besynderligt at se to katerianere tale, de talte lavt da deres hørelse intet problem havde med at opfange de svage lyde. Lucarad anstrengte sig for at høre hver eneste ændring i tonen og hvert eneste miav og dets placering i samtalen det gjorde ham i stand til nogenlunde at regne ud hvordan samtalen gik. I starten lod den gamle katerian til at være glad, formentlig for at se Ritai igen, men som samtalen fortsatte svang stemningen både op og ned, fra lette glade toner af spinden til dybere mere aggressive toner.
”Jeg har jo sagt at jeg ikke kan fortælle dig hvad jeg skal bruge det til! Du bliver bare nød til at stole på mig.” hvæste Ritai hårdt.
”Stole på dig?” spandt den gamle katerian i en dyb tung tone. ”Du blev sendt ud for at hente oplysninger men du vente aldrig tilbage, fire katerianeres liv kunne være blevet reddet hvis du havde skaffet oplysningerne. Fire måneder var du væk, og nu tror du at jeg vil lade sådan en udefrakommende tage så dyrt udstyr uden forklaring? Latterligt!”
”Begynd nu ikke på dit renblods sludder igen!” hvæste Ritai ”Du burde da vide at jeg er mere loyal end nogen anden.”
”Det ved jeg nu ikke.” spandt den gamle faretruende sukkersødt ”Du har aldrig fortalt mig hvordan du slipper forbi alle de andre klaner, jeg har flere højtstående folk der mener at din succes i ’Rackerik sagen’ beviser at du har forbindelser med andre klaner.”
”Hvordan kan du sige sådan noget?” hvæste Ritai med død i blikket. ”DU sendte mig ud for at slå ham ihjel, DU gav mig oplysningerne og nu anklager DU mig for at være forræder fordi jeg gennemførte attentatet?”
”Rackerik var umulig at komme ind til og på trods af at jeg har spurgt dig tusind gange har du aldrig fortalt os hvordan DU, ene katerian formåede at nå helt ind i hans personlige kammer, slå ham ihjel og slippe ud igen uden at blive opdaget.”
”Jeg har fortalt dig tusind gange at jeg ikke kan svare! Det er ikke mit liv der står på spil her, jeg har partnere uden for klanerne, hvis jeg afslører hvem deres navne er de dødsens, det ved du også godt!”
”Kom ikke og tro at du ved noget som helst om mig, Ritai-chan!”
Hvor vovede han at bruge -chan over for hende? -chan var ligesom –san og –sama en betegnelse for respektforholdet mellem dem der talte sammen i det gamle Japan, men i modsætning til –san og –sama der begge var positive var –chan et udtryk man brugte til små piger, og blev udtrykket brugt til kvinder der ikke var børn blev det sædvanligvis betragtet som en fornærmelse.
Ritai ville uden tvivl være sprunget på den gamle katerian hvis ikke at Lucarad i det øjeblik var kommet traskende elegant ud af venteværelset, med et smil på læben og begyndt at spinde som om kateriansk var hans modersmål.
”Rolig nu Ritai-san, det er tydeligt at han intet ondt mener, ikke sandt Miyamoto-san?”
Thursday, October 25, 2007
Sjov historie fra Simon PH drengen.
I kan måske huske Simon Ph fra Real skolen og mon nok ikke at jeg har hørt noget sjovt fra ham idag her er historien som han skrev den til mig: (Jeg er greven Simon er nå ja Simon.)
Greven siger:
whats going on essey?
Simon siger:
Hey babe! - det er faktisk lige sket noget ret dumt! - jeg har lavet lidt en bummert!!
Greven siger:
hvilken
Simon siger:
okay, jeg mødte en politikker på gaden - og interessere mig for politik, så vi begyndte at diskutere og jeg sagde at jeg lige blev 18 inden valget for at ligesom få hende til at respektere mine holdninger... pludselig står der kamera folk og jounalister - og de har optaget det hele og hun havde en lille mikrofon på sig...!!! - bagefter kom den der jounalist løbende efter os og ville have et...
Simon siger:
interview!! - og ville vide hvornår jeg havde fødselsdag og ALT!!
Simon siger:
og jeg det var jo bare en løgn!!!
Simon siger:
AARGH!
Greven siger:
HAHAHAHHAHAH
Simon siger:
så jeg kommer i tv avisen her idag eller noget!!!
Greven siger:
bedste historie jeg har hørt hele ugen
Simon siger:
det er lidt noget tis - fuck det bliver pinligt!!! men var samme med en ven og han sage at det havde lydt vildt fedt
Greven siger:
this is so going on my blog
Greven siger:
whats going on essey?
Simon siger:
Hey babe! - det er faktisk lige sket noget ret dumt! - jeg har lavet lidt en bummert!!
Greven siger:
hvilken
Simon siger:
okay, jeg mødte en politikker på gaden - og interessere mig for politik, så vi begyndte at diskutere og jeg sagde at jeg lige blev 18 inden valget for at ligesom få hende til at respektere mine holdninger... pludselig står der kamera folk og jounalister - og de har optaget det hele og hun havde en lille mikrofon på sig...!!! - bagefter kom den der jounalist løbende efter os og ville have et...
Simon siger:
interview!! - og ville vide hvornår jeg havde fødselsdag og ALT!!
Simon siger:
og jeg det var jo bare en løgn!!!
Simon siger:
AARGH!
Greven siger:
HAHAHAHHAHAH
Simon siger:
så jeg kommer i tv avisen her idag eller noget!!!
Greven siger:
bedste historie jeg har hørt hele ugen
Simon siger:
det er lidt noget tis - fuck det bliver pinligt!!! men var samme med en ven og han sage at det havde lydt vildt fedt
Greven siger:
this is so going on my blog
Monday, October 22, 2007
Renevatio 1
Endnu en gæste historie denne gang fra min main man the big B. Bedre kendt som bjørnen bjørn. Eller måske kender du ham under en af disse titler:
Paven af Vork - Stålulvenes og Panserbjørnenes banemand - Sejrende hærfører
i slaget om Motersletten - Ninja-bekendtskabernes yngling - Jordens
fremtid - Global opvarmings frygt - Medstifter af Tyttebær-Maja klanen -
Beskytter af den rubinbesatte stærekasse og det gyldne fodrebræt - Verdens
første Bazooka-Samurai - Medforfatter til 'Sommer i Trotyl'
- Ares' forbillede - Chuck Norris' højre hånd - Saurons coach -
Hunnerkrigerne, Jernnæverne og Armazoners fjende nr. 1!
I'm Telling you folk this guy is the real deal, og hans historie er top notch.
Renevatio 1
Varmen.
Varmen var gudskelov det første jeg følte.
Den kildende fornemmelse i de yderste fingerspidser, den prikkende fornemmelse, som når ens ben er faldet i søvn. Det føltes som en af de dage, da man var barn og man havde været ude at lege i sneen. Den følelse af at komme indenfor og mærke sine lemmer tø når man satte sig på den skoldhede radiator. Den bredte sig, varmen, fra fingerspidserne videre til albuen gennem underarmen. Fra de små led i tæerne til knæene gennem anklerne og skinnebenet. Det var som om mit hjerte vågnede op til dåd efter flere års tung søvn. Selvom jeg ikke reagerede var den samme slags overraskelse, som hvis det havde været en mursten der begyndte at pumpe. Det havde selvfølgelig pumpet hele tiden, men nu gik det hurtigere, jeg kunne mærke det. Det mærkedes som om der var en gammeldags slagmark i mit bryst. De gamle støbejernskanoner fyrede deres ladninger af med en dump eksplosion og rekylen tvang dem tilbage i en rapid med alligevel doven bevægelse, før den næste kollega ved siden af gentog proceduren. Efterhånden udviklede det sig til et maskingevær af en tung kaliber, der taktfast affyrede sine skud. På den måde hurtigere og hurtigere.
Min hørelse vendte også så småt tilbage. Jeg kunne høre rindende vand. Det raslede og knitrede som en skralle. Lige så stille vendte følelserne i mine muskler også tilbage, det føltes som mikroskopiske nåle der borede sig ind i min hud, hver gang en vandstråle ramte mig.
Jeg følte mig som en gammel fabrik, en der havde været ude af drift i utrolig mange, og så - pludselig - er der nogen der tænder for alle maskinerne og fyrer op under hver en kedel. Hele min krop begyndte at indfinde sig i sin rytme. Jeg var som en tom skal. Jeg føltes helt tom. Det var som om jeg ikke havde fået noget at spise i evigheder. Sulten begyndte at gnave i mig, som ville den spise mig indefra. En spasme gik gennem min nakke - jeg havde lyst til at gøre et kast med hovedet. Vandet strømmede ned over mig, lysten til spasmer spredte sig. Min hånd gjorde pludselig et spjæt, så min skulder, mit ben.
Svage råb. Langt væk - som et tågehorn gennem den tykke dis. Det lød næsten som om nogen havde reguleret lydens hastighed.
En pludselig lettelse gik gennem min krop og alt blev koldt - koldt som et hvidt og frossent ishelvede. Et lag af mig forsvandt, en ham der faldt til jorden. Jeg følte mig med et kold og nøgen.
Mine hænder, der var foldet over kors for mit bryst, faldt ned langs siden. Et glimt af balance strejfede min bevidsthed. Et glimt om balance ude af kontrol.
Jeg faldt forover.
Mit syn gjorde en smuk gestus; fra den totale mørke, gik det til en himmelsk strålekrans. Et guddommeligt blitz, der svækkede mit syn mere end det var i forvejen. Dog skimtede jeg de utydelige konturer af skikkelsen der greb mig. Det flagrede omkring dens fødder, som var den en engel der bar en kridhvid kåbe. Skikkelsen vendte sit hoved og råbte noget utydeligt til nogen i den anden del af det rum, vi åbenbart befandt os i. Skikkelsernes hvide kroppe stod nu mere frem og farverne omkring mig blev også mere klare.
Da mærkede jeg en umenneskelig træthed der overvældede mig. Eller var det en træthed? Det var som om nogen slukkede for mig. Jeg lå på et gulv der undergravede min underbevidste teori om, at det umuligt kunne blive koldere i denne verden end den kulde jeg følte. Hele min krop rystede, smerterne gjorde ikke noget. Engleskikkelsen holdt om mit hoved. Holdt det oppe fra jorden. Den råbte panisk efter nogen. Flere skikkelser nåede lige at komme til, inden for mit synsfelt, før jeg besvimede.
¤
Kulde.
Nøgen.
Ny.
Hvor var jeg? Var jeg død? Det var jeg vist ikke. Det ville også ligne noget af en kliche. Det virkede som om jeg sad i en sky. Alt var blødt og hvidt. Alt, nærmest skinnede. Hele min krop prikkede stadig. Jeg havde åbnet mine øjne forsigtigt og skånsomt. Alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad mit blik ville møde.
Et hav. Et smukt hav der bredte sig i så langt jeg kunne se. De tusindvis af blågrønne bølger havde gråhvidt skum på toppene og forsvandt, for derefter at dukke op igen lidt efter. De gik op og ned. En evig puls. Den mørke blårgrålige himmel over havene, så ud til at være i oprør. En byge var vist på vej. En sær glans lå over denne horisont. Det lykkedes mig at få løftet min hånd op og række ud efter den. Hånden ramte glas. Horisonten var bag et vindue. Jeg lå i et værelse. I en seng. Mine øjne spærredes op i overraskelse.
”En herlig udsigt, ikke sandt?”
Det gibbede i mig. Jeg drejede hovedet 180 grader og så lige ind i øjnene på et andet menneske.
Det var en midaldrende mand i en hvid kittel der sad på en kontorstol. Han havde smalle, firkantede briller på og en enkel, kort lok af hans ellers noget så nydeligt til side friserede, mørke hår, hang ned i panden på ham. Han sad foroverbøjet imod mig, med albuen hvilende på den ene knæ, i hans ene hånd havde han en papirblok med tilhørende kuglepen og en filmappe.
”Du fik faktisk et af de bedste værelser vi har for tiden.”, sagde han venligt. ”Jeg er Dr. Ivar Munk Højgård og skal være din primære kontaktperson til overpersonalet.”
Jeg nåede lige, at lade mit hoved tippe lidt på skrå inden han talte videre.
”Ja, du kan jo nok ikke fortælle mig dit navn eftersom vi har formodninger om, at du lider af hukommelsestab, passer det?”
Jeg havde ikke den fjerteste ide om, hvad jeg kunne hedde. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Så, hvad manden her sagde måtte passe. Jeg kiggede stadigt intenst på ham, mens jeg nikkede forsigtigt.
”Aha, ja.”, sagde han og noterede noget på sin blok. Da han kiggede op, bemærkede han mit blik. ”Du har intet at være bekymret for, min ven. Vi vil dig kun det bedste her, det kan du regne med.” Hans stemme var munter og opkvikkende. ”Vi skal nok tage os af dig.” Han gjorde en kort notits før han sagde: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til dit navn eller dit hjem. Men du skal vide, at vi har de bedste teknikere på sagen døgnet rundt. Af hensyn til din sikkerhed kan jeg desværre heller ikke fortælle dig, hvor du blev fundet, men bare rolig, det skal du nok få at vide senere.” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg ikke helt var med på, hvad han mente. Han skulle lige til at åbne munden igen, da det kort bankede på den ene af dørene i det letblårlige lokale, hvori vi befandt os. ” Ja, det er sikkert hende jeg lige skulle til at fortælle dig om. Kom ind!”, sagde han samtidig med at han rejste sig fra stolen. En kvinde åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. ”Kom ind, Cleo.”, sagde doktoren med det mørke hår. Hun åbnede døren helt og trådte ind med en bakke balancerende på den ene hånd. Hun var også i en hvid kittel. Hun stillede bakken på et lille bord inden for døren og vendte sig mod doktoren og mig, alt imens hun strøg en tot af det rødblonde hår, der havde forvildet sig ned i hendes ansigt, tilbage bag øret. Hun smilede et fregnet og kækt smil til mig, mens doktoren præsenterede hende: ”Dette er din sygeplejerske Cleo, hun er en af de nye på vores facilitet. Hun kommer fra sydøerne og, jah, resten kan du vel selv fortælle, ikke sandt, Cleo?” Hun kiggede opmærksomt over på ham og nikkede venligt. ” Du kan give mig besked om et eller andet gennem Cleo, hvis jeg ikke selv er til stede. Det var vidst det.”, sagde han og henvendte sig derefter mere lavmælt til Cleo: ” Hvis du nu foretager basisundersøgelser, så husk at arkiver notaterne i D8736-14´s journal. Og du kender vejen til mediarummet? Det er ovre i blok 3.20, vinge 4. Og du kan huske dit logon? Fint, så vil jeg overlade resten til jer to.” Han vendte sig om og nikkede smilede til mig, før han gik ud af den samme dør som Cleo for få minutter siden var kommet ind af.
Hun vendte sig over imod mig, efter at havde fuldt doktoren med hovedet. ”Ja, jeg hedder jo så Cleo og indtil vi finder ud af dit rigtige navn hedder du jo så officielt D87. Jeg ville nok egentlig kalde dig noget andet og mindre kedeligt, men så skal jeg lige ha` lov af overpersonalet og så videre.” Hun stod med den ene hånd i siden imens hun forklarede. ”Vi var ikke helt sikre på, hvordan du klarede den, så jeg bliver nødt til først at teste om alle dine vigtigste organer fungerer som de skal.” Hun tog et lille stetoskop frem fra en marineblå værktøjstaske hun havde siddende på sit bælte, om kitlen. Du hun nænsomt placerede det på mit bryst, kom en let version af den kulde der lige var begyndt lige så stille at fortage sig. Det gav et ryk i mig og spjættede også lettede forfjamsket. ”Det må du undskylde, jeg sku jo ha gjort det varmt først.”, grinede hun undskyldende.
Efter at have undersøgt hjerte, lunger og reflekser mente Cleo, at der også skulle være et øjeneftersyn. Hun sad nu på kontorstolen og tjekkede at hendes lille lygte virkede. ”Bare se mig ind i øjnene.”, sagde hun. Det havde jeg intet imod. Hun havde kønne øjne. De var grålige, men stadig lyse og når hun snakkede lignede det nogle gange, at hun missede op imod solen, fordi hendes kinder lavede den samme trækning, når hun samtidig smilede. Og det gjorde hun. Hun noterede nogle ting ned og sagde: ”Det var vist det”, og smilede atter før hun gik ud af døren igen.
Men det var desværre langt fra overstået.
Paven af Vork - Stålulvenes og Panserbjørnenes banemand - Sejrende hærfører
i slaget om Motersletten - Ninja-bekendtskabernes yngling - Jordens
fremtid - Global opvarmings frygt - Medstifter af Tyttebær-Maja klanen -
Beskytter af den rubinbesatte stærekasse og det gyldne fodrebræt - Verdens
første Bazooka-Samurai - Medforfatter til 'Sommer i Trotyl'
- Ares' forbillede - Chuck Norris' højre hånd - Saurons coach -
Hunnerkrigerne, Jernnæverne og Armazoners fjende nr. 1!
I'm Telling you folk this guy is the real deal, og hans historie er top notch.
Renevatio 1
Varmen.
Varmen var gudskelov det første jeg følte.
Den kildende fornemmelse i de yderste fingerspidser, den prikkende fornemmelse, som når ens ben er faldet i søvn. Det føltes som en af de dage, da man var barn og man havde været ude at lege i sneen. Den følelse af at komme indenfor og mærke sine lemmer tø når man satte sig på den skoldhede radiator. Den bredte sig, varmen, fra fingerspidserne videre til albuen gennem underarmen. Fra de små led i tæerne til knæene gennem anklerne og skinnebenet. Det var som om mit hjerte vågnede op til dåd efter flere års tung søvn. Selvom jeg ikke reagerede var den samme slags overraskelse, som hvis det havde været en mursten der begyndte at pumpe. Det havde selvfølgelig pumpet hele tiden, men nu gik det hurtigere, jeg kunne mærke det. Det mærkedes som om der var en gammeldags slagmark i mit bryst. De gamle støbejernskanoner fyrede deres ladninger af med en dump eksplosion og rekylen tvang dem tilbage i en rapid med alligevel doven bevægelse, før den næste kollega ved siden af gentog proceduren. Efterhånden udviklede det sig til et maskingevær af en tung kaliber, der taktfast affyrede sine skud. På den måde hurtigere og hurtigere.
Min hørelse vendte også så småt tilbage. Jeg kunne høre rindende vand. Det raslede og knitrede som en skralle. Lige så stille vendte følelserne i mine muskler også tilbage, det føltes som mikroskopiske nåle der borede sig ind i min hud, hver gang en vandstråle ramte mig.
Jeg følte mig som en gammel fabrik, en der havde været ude af drift i utrolig mange, og så - pludselig - er der nogen der tænder for alle maskinerne og fyrer op under hver en kedel. Hele min krop begyndte at indfinde sig i sin rytme. Jeg var som en tom skal. Jeg føltes helt tom. Det var som om jeg ikke havde fået noget at spise i evigheder. Sulten begyndte at gnave i mig, som ville den spise mig indefra. En spasme gik gennem min nakke - jeg havde lyst til at gøre et kast med hovedet. Vandet strømmede ned over mig, lysten til spasmer spredte sig. Min hånd gjorde pludselig et spjæt, så min skulder, mit ben.
Svage råb. Langt væk - som et tågehorn gennem den tykke dis. Det lød næsten som om nogen havde reguleret lydens hastighed.
En pludselig lettelse gik gennem min krop og alt blev koldt - koldt som et hvidt og frossent ishelvede. Et lag af mig forsvandt, en ham der faldt til jorden. Jeg følte mig med et kold og nøgen.
Mine hænder, der var foldet over kors for mit bryst, faldt ned langs siden. Et glimt af balance strejfede min bevidsthed. Et glimt om balance ude af kontrol.
Jeg faldt forover.
Mit syn gjorde en smuk gestus; fra den totale mørke, gik det til en himmelsk strålekrans. Et guddommeligt blitz, der svækkede mit syn mere end det var i forvejen. Dog skimtede jeg de utydelige konturer af skikkelsen der greb mig. Det flagrede omkring dens fødder, som var den en engel der bar en kridhvid kåbe. Skikkelsen vendte sit hoved og råbte noget utydeligt til nogen i den anden del af det rum, vi åbenbart befandt os i. Skikkelsernes hvide kroppe stod nu mere frem og farverne omkring mig blev også mere klare.
Da mærkede jeg en umenneskelig træthed der overvældede mig. Eller var det en træthed? Det var som om nogen slukkede for mig. Jeg lå på et gulv der undergravede min underbevidste teori om, at det umuligt kunne blive koldere i denne verden end den kulde jeg følte. Hele min krop rystede, smerterne gjorde ikke noget. Engleskikkelsen holdt om mit hoved. Holdt det oppe fra jorden. Den råbte panisk efter nogen. Flere skikkelser nåede lige at komme til, inden for mit synsfelt, før jeg besvimede.
¤
Kulde.
Nøgen.
Ny.
Hvor var jeg? Var jeg død? Det var jeg vist ikke. Det ville også ligne noget af en kliche. Det virkede som om jeg sad i en sky. Alt var blødt og hvidt. Alt, nærmest skinnede. Hele min krop prikkede stadig. Jeg havde åbnet mine øjne forsigtigt og skånsomt. Alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad mit blik ville møde.
Et hav. Et smukt hav der bredte sig i så langt jeg kunne se. De tusindvis af blågrønne bølger havde gråhvidt skum på toppene og forsvandt, for derefter at dukke op igen lidt efter. De gik op og ned. En evig puls. Den mørke blårgrålige himmel over havene, så ud til at være i oprør. En byge var vist på vej. En sær glans lå over denne horisont. Det lykkedes mig at få løftet min hånd op og række ud efter den. Hånden ramte glas. Horisonten var bag et vindue. Jeg lå i et værelse. I en seng. Mine øjne spærredes op i overraskelse.
”En herlig udsigt, ikke sandt?”
Det gibbede i mig. Jeg drejede hovedet 180 grader og så lige ind i øjnene på et andet menneske.
Det var en midaldrende mand i en hvid kittel der sad på en kontorstol. Han havde smalle, firkantede briller på og en enkel, kort lok af hans ellers noget så nydeligt til side friserede, mørke hår, hang ned i panden på ham. Han sad foroverbøjet imod mig, med albuen hvilende på den ene knæ, i hans ene hånd havde han en papirblok med tilhørende kuglepen og en filmappe.
”Du fik faktisk et af de bedste værelser vi har for tiden.”, sagde han venligt. ”Jeg er Dr. Ivar Munk Højgård og skal være din primære kontaktperson til overpersonalet.”
Jeg nåede lige, at lade mit hoved tippe lidt på skrå inden han talte videre.
”Ja, du kan jo nok ikke fortælle mig dit navn eftersom vi har formodninger om, at du lider af hukommelsestab, passer det?”
Jeg havde ikke den fjerteste ide om, hvad jeg kunne hedde. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Så, hvad manden her sagde måtte passe. Jeg kiggede stadigt intenst på ham, mens jeg nikkede forsigtigt.
”Aha, ja.”, sagde han og noterede noget på sin blok. Da han kiggede op, bemærkede han mit blik. ”Du har intet at være bekymret for, min ven. Vi vil dig kun det bedste her, det kan du regne med.” Hans stemme var munter og opkvikkende. ”Vi skal nok tage os af dig.” Han gjorde en kort notits før han sagde: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til dit navn eller dit hjem. Men du skal vide, at vi har de bedste teknikere på sagen døgnet rundt. Af hensyn til din sikkerhed kan jeg desværre heller ikke fortælle dig, hvor du blev fundet, men bare rolig, det skal du nok få at vide senere.” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg ikke helt var med på, hvad han mente. Han skulle lige til at åbne munden igen, da det kort bankede på den ene af dørene i det letblårlige lokale, hvori vi befandt os. ” Ja, det er sikkert hende jeg lige skulle til at fortælle dig om. Kom ind!”, sagde han samtidig med at han rejste sig fra stolen. En kvinde åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. ”Kom ind, Cleo.”, sagde doktoren med det mørke hår. Hun åbnede døren helt og trådte ind med en bakke balancerende på den ene hånd. Hun var også i en hvid kittel. Hun stillede bakken på et lille bord inden for døren og vendte sig mod doktoren og mig, alt imens hun strøg en tot af det rødblonde hår, der havde forvildet sig ned i hendes ansigt, tilbage bag øret. Hun smilede et fregnet og kækt smil til mig, mens doktoren præsenterede hende: ”Dette er din sygeplejerske Cleo, hun er en af de nye på vores facilitet. Hun kommer fra sydøerne og, jah, resten kan du vel selv fortælle, ikke sandt, Cleo?” Hun kiggede opmærksomt over på ham og nikkede venligt. ” Du kan give mig besked om et eller andet gennem Cleo, hvis jeg ikke selv er til stede. Det var vidst det.”, sagde han og henvendte sig derefter mere lavmælt til Cleo: ” Hvis du nu foretager basisundersøgelser, så husk at arkiver notaterne i D8736-14´s journal. Og du kender vejen til mediarummet? Det er ovre i blok 3.20, vinge 4. Og du kan huske dit logon? Fint, så vil jeg overlade resten til jer to.” Han vendte sig om og nikkede smilede til mig, før han gik ud af den samme dør som Cleo for få minutter siden var kommet ind af.
Hun vendte sig over imod mig, efter at havde fuldt doktoren med hovedet. ”Ja, jeg hedder jo så Cleo og indtil vi finder ud af dit rigtige navn hedder du jo så officielt D87. Jeg ville nok egentlig kalde dig noget andet og mindre kedeligt, men så skal jeg lige ha` lov af overpersonalet og så videre.” Hun stod med den ene hånd i siden imens hun forklarede. ”Vi var ikke helt sikre på, hvordan du klarede den, så jeg bliver nødt til først at teste om alle dine vigtigste organer fungerer som de skal.” Hun tog et lille stetoskop frem fra en marineblå værktøjstaske hun havde siddende på sit bælte, om kitlen. Du hun nænsomt placerede det på mit bryst, kom en let version af den kulde der lige var begyndt lige så stille at fortage sig. Det gav et ryk i mig og spjættede også lettede forfjamsket. ”Det må du undskylde, jeg sku jo ha gjort det varmt først.”, grinede hun undskyldende.
Efter at have undersøgt hjerte, lunger og reflekser mente Cleo, at der også skulle være et øjeneftersyn. Hun sad nu på kontorstolen og tjekkede at hendes lille lygte virkede. ”Bare se mig ind i øjnene.”, sagde hun. Det havde jeg intet imod. Hun havde kønne øjne. De var grålige, men stadig lyse og når hun snakkede lignede det nogle gange, at hun missede op imod solen, fordi hendes kinder lavede den samme trækning, når hun samtidig smilede. Og det gjorde hun. Hun noterede nogle ting ned og sagde: ”Det var vist det”, og smilede atter før hun gik ud af døren igen.
Men det var desværre langt fra overstået.
Saturday, October 20, 2007
Stemmen
Pleger man ikke at have læsere før man får gæsteskrivere? nå jeg har alligevel aldrig forstået reglerne her.
Den her novelle hedder "stemmen" og er skrevet af en af mine gode veninder der kalder sig ved hendes forfatter navn: Josefine Kjær. (Jeg vil også have et forfatter navn D: )
Det er virkelig en god og tankevækkende novelle, it rule!
ps. nu med rettelser fra Josefine Kjær
Stemmen
”Lad dine drømme fare frit. Lad dine tanker fylde dit syn. Lad din krop hvile. Fortæl mig hvad ser du.”, spurgte kvinden. John Miller havde gået til terapi efter at han havde færdiggjort sin bog, for tre uger siden.
”Jeg ser mig selv i min have. Solen skinner og himlen er blå. Jeg venter besøg”, svarede John.
”Af hvem?”, spurgte terapeuten roligt.
”Jeg venter besøg af Ham”, svarede John, mens han prøvede at forholde sig roligt til tanken.
”Hvem er Han? Kan du se hans ansigt?”, spurgte terapeuten og skrev nogle få notater på sin blok.
”Han siger han er mit mareridt. Han siger til mig at jeg vil dø. Jeg kan ikke se hans ansigt. Han står lige bag mig”. John begyndte at svede og ryste i hele kroppen.
”Tag det roligt John. Tag det roligt”, sagde terapeuten roligt. John lå stadig på sofaen med lukkede øjne. Han begyndte at komme til sig selv. Han ville igennem det.
”Kender du ham?”, spurgte terapeuten efter et stykke tid.
”Ja, jeg kender ham. Han er min ven. Min bedste ven”, svarede John.
”Hvorfor er han så dit mareridt?”
”Han vil mig det godt. Han siger jeg er ham og han er mig. Han siger jeg ikke behøver at lide mere”, svarede John smilende.
”Lider du, John?”
”Nej”
”Hvorfor siger han så du ikke behøver at lide mere?”
”Jeg ved det ikke”, svarede John mistænksomt.
”Hvorfor John. Tænk dig om”
”Jeg ved det ikke”, sagde John og åbnede sine øjne. Terapeuten rejste sig fra sin stol og gik hen til sit skrivebord.
”Vi er færdige for denne gang John, men kom igen i morgen kl. 10. Passer det dig?”, spurgte terapeuten og kiggede i sin kalender. John nikkede.
”Godt så ses vi i morgen”, sagde terapeuten og åbnede døren ud til gaden. John tog sin jakke og gik ud. Da døren blev lukket bag, stod John stille tilbage på fortovet. ”Jeg ved det ikke”, sagde han.
John kom hjem til sin lejlighed og fandt den tom. På hans svarmaskine blinkede en lille rød knap. John trykkede på knappen og en kvindestemme sagde. ”Du har et ubesvaret opkald. Ubesvaret opkald i dag kl. 12.” En anden kvindestemme begyndte at tale. ”Hej John. Det er mig, Dina. Jeg håbede jeg kunne fange dig på din hjemmetelefon, men det lykkedes mig ikke. Jeg ville hellere have sagt dette til dig personligt, men du er der aldrig. Jeg vil sige til dig at vi ikke kan være sammen mere. Jeg kan ikke klare det mere. Dine mareridt, dine humørsvingninger, det at du aldrig er der. Jeg er ked af det John, men jeg kan ikke mere, så jeg vil sige farvel. Farvel John, jeg håber du finder lykke en gang.”
John stirrede ud af vinduet. Han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til beskeden. Han vidste hun ville forsvinde på et tidspunkt, men hvornår vidste han ikke. Nu gjorde han. Han var alene igen.
John gik ud i køkkenet og tog sig et glas vand. Han satte sig bagefter ind i sin stue, hvor der på sofabordet, stod hans skrivemaskine. Han satte sig foran den og begyndte at skrive hans tanker ned. Han blev ved med at skrive til hans fingre gjorde ondt, men alligevel blev han ved. Han ville ikke stoppe. Aldrig.
Da det blev mørkt udenfor, var John blevet sulten. Han stoppede med at skrive og tog sig noget at spise fra køkkenet. Han tændte noget lys i stuen og satte sig igen til at skrive.
”Jeg er din ven. Jeg er dig og du er mig”. John stoppede med at skrive og vendte sig hurtigt om. Hvor kom den stemme fra? Var han ved at blive tosset. John var ved at blive vant til stemmen, den havde været der i tre uger nu, men stemmen var stadig uhyggelig og gjorde han utryg.
”Lad mig være.” sagde John usikkert, han begyndte at skrive igen.
”Hvorfor John. Kan du ikke lide mit selskab?”, spurgte stemmen og begyndte at grine. Det var en mandestemme. Den var dyb, men stadig virkede den venlig.
”Jeg kan ikke klare det mere”, svarede John og tog sig til hovedet.
”Hvad kan du ikke tage mere?”, spurgte stemmen.
”Dig! Du er der hele tiden. Lad mig nu være”, bad John.
”Nej, John. Du ønskede mit ind i dit liv, og nu er jeg her. Det er dit ønske”, forklarede stemmen.
”Jeg har ikke ønsket dig i mit liv. Du er her bare”
”Kig i din bog”, sagde stemmen.
”Hvilken bog?”, spurgte John irriteret.
”Den sidste bog du skrev”
John gik hen til reolen til venstre for ham. Han kiggede på alle bøgerne og rakte til sidst sin hånd op efter en. Han tog fat om bogen og trak den ned til sig. Jeg er din ven var titlen på bogen. Den var på 195 sider.
”Hvad nu?”, spurgte John ud i rummet.
”Åben den. Læs fra side 194, nederst”, sagde stemmen.
John slog op på den nævnte side og begyndte at læse.
”Læs højt”, sagde stemmen.
”Franco gik hen til sofaen. Han satte sig udmattet ned og tog sig til hovedet”. Uden John vidste det, gjorde han præcis hvad han læste op.
”Franco tog sig til hovedet med den ene hånd og sagde: ”Hvis du virkelig er min ven, så fri min fra mine smerter. Jeg kan ikke mere kære ven. Jeg kan ikke mere. Jeg er så træt. Jeg kan tro han slap af med endnu et mord, men der er intet jeg kan gøre”. Franco lænede sig tilbage i sofaen. Han tænkte på den forbryder han havde jagtet de sidst tre år. Han havde begået mord igen og var sluppet fra det, for man havde ingen beviser der bandt ham direkte til mordene. Det sidste mord havde været på Francos kone. Han kunne ikke klare smerten mere. Han havde ikke lyst til at leve mere. Hans liv var ovre”. John mærkede en kniv på hans hals. Den borede sig ind i kødet og skar halsen over. ”Jeg er din ven, Franco”, sagde stemmen
Næste dag fandt man liget af John Miller siddende fredsfyldt i sin sofa. Terapeuten havde meldt John savnet da han ikke kom til terapi, hvilke han ellers gjorde hver gang, så det at han blev væk var ikke gode nyheder.
En politibetjent kom gående ind i rummet, en time efter liget blev fundet.
”Hvad tror du, Henry? Selvmord?”, spurgte betjenten.
”Ja, det ser sådan ud, Gill”, svarede en anden betjent.
På sofaen sad John Miller, smilende og med en blodig kniv i venstre hånd.
”Hvad siger du, Wilson?”, spurgte Gill, da retsmedicinlægen kom hen til betjentene.
”Jeg kan ikke sige meget her, men det tyder på selvmord. Halsen er skåret over fra højre til venstre. Det stemmer overens med knivens position”, sagde Dr. Wilson.
”Tak”, sagde den anden betjent. Dr. Wilson gik ud af lejligheden.
”Hvad er det?”, spurgte den Henry. Han gik hen til skrivemaskinen foran liget. Henry trak papiret ud af maskinen og læste den sidste sætning: ”Hvilken bog?”
Gill var gået hen til liget og tog bogen op der lå i skødet på det.
”Han fandt vist bogen”, svarede Gill.
”Hvad står der?”, spurgte Henry.
Gill læste den sidste sætning: ”Hans liv var ovre”.
Henry nikkede.
”Hvil i fred, hr. Miller”, sagde Gill og lukkede bogen i.
Den her novelle hedder "stemmen" og er skrevet af en af mine gode veninder der kalder sig ved hendes forfatter navn: Josefine Kjær. (Jeg vil også have et forfatter navn D: )
Det er virkelig en god og tankevækkende novelle, it rule!
ps. nu med rettelser fra Josefine Kjær
Stemmen
”Lad dine drømme fare frit. Lad dine tanker fylde dit syn. Lad din krop hvile. Fortæl mig hvad ser du.”, spurgte kvinden. John Miller havde gået til terapi efter at han havde færdiggjort sin bog, for tre uger siden.
”Jeg ser mig selv i min have. Solen skinner og himlen er blå. Jeg venter besøg”, svarede John.
”Af hvem?”, spurgte terapeuten roligt.
”Jeg venter besøg af Ham”, svarede John, mens han prøvede at forholde sig roligt til tanken.
”Hvem er Han? Kan du se hans ansigt?”, spurgte terapeuten og skrev nogle få notater på sin blok.
”Han siger han er mit mareridt. Han siger til mig at jeg vil dø. Jeg kan ikke se hans ansigt. Han står lige bag mig”. John begyndte at svede og ryste i hele kroppen.
”Tag det roligt John. Tag det roligt”, sagde terapeuten roligt. John lå stadig på sofaen med lukkede øjne. Han begyndte at komme til sig selv. Han ville igennem det.
”Kender du ham?”, spurgte terapeuten efter et stykke tid.
”Ja, jeg kender ham. Han er min ven. Min bedste ven”, svarede John.
”Hvorfor er han så dit mareridt?”
”Han vil mig det godt. Han siger jeg er ham og han er mig. Han siger jeg ikke behøver at lide mere”, svarede John smilende.
”Lider du, John?”
”Nej”
”Hvorfor siger han så du ikke behøver at lide mere?”
”Jeg ved det ikke”, svarede John mistænksomt.
”Hvorfor John. Tænk dig om”
”Jeg ved det ikke”, sagde John og åbnede sine øjne. Terapeuten rejste sig fra sin stol og gik hen til sit skrivebord.
”Vi er færdige for denne gang John, men kom igen i morgen kl. 10. Passer det dig?”, spurgte terapeuten og kiggede i sin kalender. John nikkede.
”Godt så ses vi i morgen”, sagde terapeuten og åbnede døren ud til gaden. John tog sin jakke og gik ud. Da døren blev lukket bag, stod John stille tilbage på fortovet. ”Jeg ved det ikke”, sagde han.
John kom hjem til sin lejlighed og fandt den tom. På hans svarmaskine blinkede en lille rød knap. John trykkede på knappen og en kvindestemme sagde. ”Du har et ubesvaret opkald. Ubesvaret opkald i dag kl. 12.” En anden kvindestemme begyndte at tale. ”Hej John. Det er mig, Dina. Jeg håbede jeg kunne fange dig på din hjemmetelefon, men det lykkedes mig ikke. Jeg ville hellere have sagt dette til dig personligt, men du er der aldrig. Jeg vil sige til dig at vi ikke kan være sammen mere. Jeg kan ikke klare det mere. Dine mareridt, dine humørsvingninger, det at du aldrig er der. Jeg er ked af det John, men jeg kan ikke mere, så jeg vil sige farvel. Farvel John, jeg håber du finder lykke en gang.”
John stirrede ud af vinduet. Han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til beskeden. Han vidste hun ville forsvinde på et tidspunkt, men hvornår vidste han ikke. Nu gjorde han. Han var alene igen.
John gik ud i køkkenet og tog sig et glas vand. Han satte sig bagefter ind i sin stue, hvor der på sofabordet, stod hans skrivemaskine. Han satte sig foran den og begyndte at skrive hans tanker ned. Han blev ved med at skrive til hans fingre gjorde ondt, men alligevel blev han ved. Han ville ikke stoppe. Aldrig.
Da det blev mørkt udenfor, var John blevet sulten. Han stoppede med at skrive og tog sig noget at spise fra køkkenet. Han tændte noget lys i stuen og satte sig igen til at skrive.
”Jeg er din ven. Jeg er dig og du er mig”. John stoppede med at skrive og vendte sig hurtigt om. Hvor kom den stemme fra? Var han ved at blive tosset. John var ved at blive vant til stemmen, den havde været der i tre uger nu, men stemmen var stadig uhyggelig og gjorde han utryg.
”Lad mig være.” sagde John usikkert, han begyndte at skrive igen.
”Hvorfor John. Kan du ikke lide mit selskab?”, spurgte stemmen og begyndte at grine. Det var en mandestemme. Den var dyb, men stadig virkede den venlig.
”Jeg kan ikke klare det mere”, svarede John og tog sig til hovedet.
”Hvad kan du ikke tage mere?”, spurgte stemmen.
”Dig! Du er der hele tiden. Lad mig nu være”, bad John.
”Nej, John. Du ønskede mit ind i dit liv, og nu er jeg her. Det er dit ønske”, forklarede stemmen.
”Jeg har ikke ønsket dig i mit liv. Du er her bare”
”Kig i din bog”, sagde stemmen.
”Hvilken bog?”, spurgte John irriteret.
”Den sidste bog du skrev”
John gik hen til reolen til venstre for ham. Han kiggede på alle bøgerne og rakte til sidst sin hånd op efter en. Han tog fat om bogen og trak den ned til sig. Jeg er din ven var titlen på bogen. Den var på 195 sider.
”Hvad nu?”, spurgte John ud i rummet.
”Åben den. Læs fra side 194, nederst”, sagde stemmen.
John slog op på den nævnte side og begyndte at læse.
”Læs højt”, sagde stemmen.
”Franco gik hen til sofaen. Han satte sig udmattet ned og tog sig til hovedet”. Uden John vidste det, gjorde han præcis hvad han læste op.
”Franco tog sig til hovedet med den ene hånd og sagde: ”Hvis du virkelig er min ven, så fri min fra mine smerter. Jeg kan ikke mere kære ven. Jeg kan ikke mere. Jeg er så træt. Jeg kan tro han slap af med endnu et mord, men der er intet jeg kan gøre”. Franco lænede sig tilbage i sofaen. Han tænkte på den forbryder han havde jagtet de sidst tre år. Han havde begået mord igen og var sluppet fra det, for man havde ingen beviser der bandt ham direkte til mordene. Det sidste mord havde været på Francos kone. Han kunne ikke klare smerten mere. Han havde ikke lyst til at leve mere. Hans liv var ovre”. John mærkede en kniv på hans hals. Den borede sig ind i kødet og skar halsen over. ”Jeg er din ven, Franco”, sagde stemmen
Næste dag fandt man liget af John Miller siddende fredsfyldt i sin sofa. Terapeuten havde meldt John savnet da han ikke kom til terapi, hvilke han ellers gjorde hver gang, så det at han blev væk var ikke gode nyheder.
En politibetjent kom gående ind i rummet, en time efter liget blev fundet.
”Hvad tror du, Henry? Selvmord?”, spurgte betjenten.
”Ja, det ser sådan ud, Gill”, svarede en anden betjent.
På sofaen sad John Miller, smilende og med en blodig kniv i venstre hånd.
”Hvad siger du, Wilson?”, spurgte Gill, da retsmedicinlægen kom hen til betjentene.
”Jeg kan ikke sige meget her, men det tyder på selvmord. Halsen er skåret over fra højre til venstre. Det stemmer overens med knivens position”, sagde Dr. Wilson.
”Tak”, sagde den anden betjent. Dr. Wilson gik ud af lejligheden.
”Hvad er det?”, spurgte den Henry. Han gik hen til skrivemaskinen foran liget. Henry trak papiret ud af maskinen og læste den sidste sætning: ”Hvilken bog?”
Gill var gået hen til liget og tog bogen op der lå i skødet på det.
”Han fandt vist bogen”, svarede Gill.
”Hvad står der?”, spurgte Henry.
Gill læste den sidste sætning: ”Hans liv var ovre”.
Henry nikkede.
”Hvil i fred, hr. Miller”, sagde Gill og lukkede bogen i.
Friday, October 19, 2007
Why do I exist?
Ingen joke her, bare en rimelig dyster og tankevækkende historie jeg skrev her til aften.
Why do I exist?
I know that my name is Lisa, I know you, but you don’t know me. If you are left then I am right, if you are white then I am black. Know that when you are reading this I am far away, though I am next to you. I live on the other side of reality, you are the ‘tick’, I am the ‘tock’. For a thousand years I have walked this world, alone, scared and confused. For a thousand years I have wanted to eat, to sleep, to drink, to live, to love. I walk besides you when you go to work or school, I walk besides you when you go on a date, I watch TV with you, I know you, but you don’t know me.
I walk in the world I once lived in, but know I am but a fragment of my former self. You can not see me, you can mot hear me, and you can not touch me. I can see you, I can hear you, but I can not touch you.
I can walk right though you without you feeling it. I can shout at you without you hearing. I can dace in front of you without you seeing it. But someone can hear me, they hear a whisper when I shout, but they fear my words of truth. I tell them what they need to know to be happy, but they ignore the hard truth, they make the mistakes I warned them about, and when they finally realize that I am there to help, they are taken away to rooms mad out of rubber.
Sometimes I get desperate; I climb to the top of a building and jump, to end my existents. But I am not alive so I can not die. But am I truly dead? If I am then why do I still exist, I know every living person, but at the same time I don’t know anyone. I jump, only to find myself floating slowly back to the ground, so maybe I am dead. If I am dead then I must have lived, but if I have live then why do I remember nothing?
I don’t remember the sun on my skin, the wind in my hair or the kisses of love I hope I received. I don’t remember my family, my friends or even my face. I don’t remember my birth, my love or my death. All I remember is my name: Lisa.
How do you live, no. how do you exist for a thousand years without being seen, heard or felt? Don’t ask me for I do not know the answer. I only exist because I can not end my existents. Some say they wish to live forever, maybe I also wished that when I lived, but now all I want is to end this existence that has claimed my soul.
Am I doomed to walk this world for eternity? If you, like I did, wants to live forever then think it through. Do you really want to live in this world for eternity? Do you really want to see it destroyed by the inhabitants of the future? Are you willing to give away your life, your soul and your memory for the eternal life?
Perhaps you believe that the eternal life is the best thing that can happen to you? Perhaps you think it is fun to be able to walk into the dressing room of the opposite sex? Perhaps you believe that your newly gained immortality and the freedom it gives will bring you fun for eternity?
If you see the light now, you will not meet the eternal torture of life beyond death in which I exist.
If you choose to ignore my warning, I will gladly greet you on this plane of reality, I will be thrilled to have someone to see, hear and touch. And you will be the first person in a thousand years to see me, to hear me and to touch me. For a time you will be happy but in the end, you will ask the same question as I have asked for a millennium.
“Why do I exist?”
Why do I exist?
I know that my name is Lisa, I know you, but you don’t know me. If you are left then I am right, if you are white then I am black. Know that when you are reading this I am far away, though I am next to you. I live on the other side of reality, you are the ‘tick’, I am the ‘tock’. For a thousand years I have walked this world, alone, scared and confused. For a thousand years I have wanted to eat, to sleep, to drink, to live, to love. I walk besides you when you go to work or school, I walk besides you when you go on a date, I watch TV with you, I know you, but you don’t know me.
I walk in the world I once lived in, but know I am but a fragment of my former self. You can not see me, you can mot hear me, and you can not touch me. I can see you, I can hear you, but I can not touch you.
I can walk right though you without you feeling it. I can shout at you without you hearing. I can dace in front of you without you seeing it. But someone can hear me, they hear a whisper when I shout, but they fear my words of truth. I tell them what they need to know to be happy, but they ignore the hard truth, they make the mistakes I warned them about, and when they finally realize that I am there to help, they are taken away to rooms mad out of rubber.
Sometimes I get desperate; I climb to the top of a building and jump, to end my existents. But I am not alive so I can not die. But am I truly dead? If I am then why do I still exist, I know every living person, but at the same time I don’t know anyone. I jump, only to find myself floating slowly back to the ground, so maybe I am dead. If I am dead then I must have lived, but if I have live then why do I remember nothing?
I don’t remember the sun on my skin, the wind in my hair or the kisses of love I hope I received. I don’t remember my family, my friends or even my face. I don’t remember my birth, my love or my death. All I remember is my name: Lisa.
How do you live, no. how do you exist for a thousand years without being seen, heard or felt? Don’t ask me for I do not know the answer. I only exist because I can not end my existents. Some say they wish to live forever, maybe I also wished that when I lived, but now all I want is to end this existence that has claimed my soul.
Am I doomed to walk this world for eternity? If you, like I did, wants to live forever then think it through. Do you really want to live in this world for eternity? Do you really want to see it destroyed by the inhabitants of the future? Are you willing to give away your life, your soul and your memory for the eternal life?
Perhaps you believe that the eternal life is the best thing that can happen to you? Perhaps you think it is fun to be able to walk into the dressing room of the opposite sex? Perhaps you believe that your newly gained immortality and the freedom it gives will bring you fun for eternity?
If you see the light now, you will not meet the eternal torture of life beyond death in which I exist.
If you choose to ignore my warning, I will gladly greet you on this plane of reality, I will be thrilled to have someone to see, hear and touch. And you will be the first person in a thousand years to see me, to hear me and to touch me. For a time you will be happy but in the end, you will ask the same question as I have asked for a millennium.
“Why do I exist?”
Thursday, October 18, 2007
Saving the Savior part 4
Hvis i ikke ved hvad en Safeguard er, så kan jeg fortælle at det er en Sikring.
Saving the Savior part 4
”You” said the chairman in a voice colder than ice, as he caught sight of the pleasantly smiling traitor.
“Yes me” he said in a casual voice.
“What!” barked the chairman “I thought a traitor like you would try to play the I’m innocent card”
“What do you mean by that?” asked Metalic still smiling “I don’t think that you would belive me for a second would you?”
“No I can’t say would, but I can’t say I’m surprised by the news either. I never really liked you all that much.”
“Why not?” Metalic asked looking truly surprised ”I have been the nicest guy in existents for over two years, always helping my fellow heroes out.”
“Ha, helping your fellows out were you? Somehow all the bad guys you have defeated for the last two years all got away on lack of evidence. Besides, you don’t have to be a psychologist to see that you hated most of the heroes, that terrible smile you used to wear when with S.U.P.E.R. never reached your eyes. See you are like me, Metalic. We both hate S.U.P.E.R. the only different is that I don’t try to kill them. And that is where the catch is, why the hell are you trying to kill all of us?”
“To save the world” he said mysteriously turning his back to the chairman and walked trough a door at the end of the hallway.
The chairman followed, there was no need to be uncivilised and attack him from behind, it wouldn’t work anyway.
The room they entered was a barrack, there were bunk beds along the walls, two more rows in each side and in the middle there were sofas and TVs. The room was at the size of a gym, and the chairman was thrown by the size of the place, Maximilian needed hundreds of men just to fill these beds.
The Chairman only just had time to gather his thought again before a fist of metal met his jar and knocked him against a wall. The punch was so hard that the Chairman was actually sent flying against the wall, luckily he was able to summon a bean bag to intercept his flight making sure that his spine didn’t break. But the contact with the wall was still hard enough to knock most people unconscious.
“Ouch!” said Metalic looking down at the barely conscious chairman, his right arm was slowly turning from metal back to flesh. “That got to hurt.” Metalic bent down to look closer at the defeated Chairman, only to receive a foot in his stomach and a well place uppercut that knocked him backwards.
“Something tells me it isn’t going to be that easy.” Said Metalic spitting out a bit of blood.
“Your damn right about that.” He said spitting out a bit of blood himself. “I have been in way to many fights to get knocked out by a weak strike like that.”
The chairman’s head was spinning as he got to his feet; it had been one hell of a punch.
“Now that I doubt, since that punch can go trough walls.”
The chairman had no trouble believing that, and realized that another hit would probably knock him out cold.
“I had completely forgotten how cowardly you were fighting, attacking while I was looking the other way, you should be ashamed.”
Metalic didn’t answer instead he gripped the nearest chair and threw it towards the chairman.
“You know that is sort of ironic.” Said the chairman dodging the chair, only to see a fist flying towards him. As the fist was inches away from him it suddenly turned to steel in the blink of an eye.
Since he had not been fast enough to move away from the wall there was only one thing to do, to duck. Half a second later he get covered from splinters from the chair that hit the concrete wall just inches to his left, and concrete splinters from were Metalic’s hand made a hole in the same wall.
The chairman dived in between his legs, caught a small stool out of the thin air and threw it at Metalic. The stool would surely had done some damage if metallic had not turned his head to metal at a moments notice and the stool simply bounced off without even leaving a mark.
The chairman got to his feet and backed into the middle of the room, pushing aside the TV’s and sofas, a plan started to grow in the chairman’s head.
“Come on.” Said Metalic as his head turned back into flesh, “Don’t tell me that’s all you got.”
“Oh I got plenty more, don’t you worry about that.” The chairman bluffed. “But tell me, how exactly are you going to save the world by helping Maximilian? Because I refuse to believe that you think he has some higher vision of life.”
“Of course not, he is just a power hungry bad guy who wants to rule the world, you’re a hero you know the type.” He said smiling grimly. “No when Maximilian takes over, I will be in charge of the counter attack. I will lead the rebellion for years and we will be successful. I will lead the rebellion in battle and we will stop the evil plans of Maximilian.”
Metalic ended his speech with a hook punch against the chairman, who ducked and hammered his foot into Metalic’s holiest of holiest, only to hit metal with such a speed that it almost broke his foot. The Chairman kicked off with the foot, only to see the ground he had just laid on get smashed, by the power of Metalic’s punch.
“Off course, that is what the public will think.” Metalic continued as if there had been no fight in between. “In reality we will only stop minor useless pieces of Maximilian’s plans, not that I care. People will see me as the only true hero who still stands to fight the evil. SOSpita league, Nano-man, firefairy, they will all be forgotten and I will be the only true hero.” The chairman looked at Metalic, there was a strange glee in his eyes at the fought of him as the only true hero, truly disgusting.
“You know.” Said the chairman in a casual voice. “I have finally realized how to kill you.”
“Ha” barked Metalic “You are a hero, and heroes don’t kill.”
“You’re forgetting an important detail: I was never a member of S.U.P.E.R. and that means I am nothing more than a normal man running amok against some bad guys.” The chairman finished his sentenced by grapping two stools out of the thin air and throwing them towards Metalics head. Metalic merely laughed, closed his eyes and turned to metal. Now the chairman had to act quickly before Metalic had time to open his eye again. He spun around and ripped the TV’s electric wire in two. The next moment Metalic had knocked the chairman to the ground, with one mighty blow.
From the ground the chairman saw metallic bending down to pick him back up with a grin on his face, and the electric wire hanging from the ceiling just out of reach.
“So you thought you could defeat me with your pathetic chairs?” spat Metalic as he held the chairman in one metal arm a few inched above the ground. “Is it so hard for you to realize that no impact can damage my metal body?”
“No” couched the chairman as he used the last of his powers to grab the wire. “But perhaps a bit of electricity can.” The chairman slammed the wire into Metalic’s arm, and saw the heat of the electricity melting its way through the Metlal skin, sending volt after volt through his body.
The chairman went spot free since he didn’t touch the ground.
When the chairman finally got free from the frozen metal grip, Metalic had been fried.
“And that…” said the chairman as he looked at the dead traitor. “is why you are supposed to have safeguards.” The chairman dropped himself in one of the sofas, and for a few minutes he was just listening. He could hear the faint alarm horn, the footsteps of troops trying to find him, or the other heroes. It took some time before he was able to get op again, mostly because he hadn’t slept for a few days. The chairman eventually got up and started walking, it was after all only a matter of time before Maximilian would realize what fish he had in his net.
“But Sir! We haven’t heard from group 39 since they got the order days ago. Something is wrong, sir.”
“I know.” Said Maximilian in a cold voice. “But it is not important; now get out of my sight.”
The officer bowed and hurried out of the room, as Maximilian turned back to the screen. It had taken 16 hours to decrypt the file, but it was time well spent.
Maximilian took a sip of red vine and smiled a wolf smile that makes kids cry, this info just made Maximilian’s day.
Saving the Savior part 4
”You” said the chairman in a voice colder than ice, as he caught sight of the pleasantly smiling traitor.
“Yes me” he said in a casual voice.
“What!” barked the chairman “I thought a traitor like you would try to play the I’m innocent card”
“What do you mean by that?” asked Metalic still smiling “I don’t think that you would belive me for a second would you?”
“No I can’t say would, but I can’t say I’m surprised by the news either. I never really liked you all that much.”
“Why not?” Metalic asked looking truly surprised ”I have been the nicest guy in existents for over two years, always helping my fellow heroes out.”
“Ha, helping your fellows out were you? Somehow all the bad guys you have defeated for the last two years all got away on lack of evidence. Besides, you don’t have to be a psychologist to see that you hated most of the heroes, that terrible smile you used to wear when with S.U.P.E.R. never reached your eyes. See you are like me, Metalic. We both hate S.U.P.E.R. the only different is that I don’t try to kill them. And that is where the catch is, why the hell are you trying to kill all of us?”
“To save the world” he said mysteriously turning his back to the chairman and walked trough a door at the end of the hallway.
The chairman followed, there was no need to be uncivilised and attack him from behind, it wouldn’t work anyway.
The room they entered was a barrack, there were bunk beds along the walls, two more rows in each side and in the middle there were sofas and TVs. The room was at the size of a gym, and the chairman was thrown by the size of the place, Maximilian needed hundreds of men just to fill these beds.
The Chairman only just had time to gather his thought again before a fist of metal met his jar and knocked him against a wall. The punch was so hard that the Chairman was actually sent flying against the wall, luckily he was able to summon a bean bag to intercept his flight making sure that his spine didn’t break. But the contact with the wall was still hard enough to knock most people unconscious.
“Ouch!” said Metalic looking down at the barely conscious chairman, his right arm was slowly turning from metal back to flesh. “That got to hurt.” Metalic bent down to look closer at the defeated Chairman, only to receive a foot in his stomach and a well place uppercut that knocked him backwards.
“Something tells me it isn’t going to be that easy.” Said Metalic spitting out a bit of blood.
“Your damn right about that.” He said spitting out a bit of blood himself. “I have been in way to many fights to get knocked out by a weak strike like that.”
The chairman’s head was spinning as he got to his feet; it had been one hell of a punch.
“Now that I doubt, since that punch can go trough walls.”
The chairman had no trouble believing that, and realized that another hit would probably knock him out cold.
“I had completely forgotten how cowardly you were fighting, attacking while I was looking the other way, you should be ashamed.”
Metalic didn’t answer instead he gripped the nearest chair and threw it towards the chairman.
“You know that is sort of ironic.” Said the chairman dodging the chair, only to see a fist flying towards him. As the fist was inches away from him it suddenly turned to steel in the blink of an eye.
Since he had not been fast enough to move away from the wall there was only one thing to do, to duck. Half a second later he get covered from splinters from the chair that hit the concrete wall just inches to his left, and concrete splinters from were Metalic’s hand made a hole in the same wall.
The chairman dived in between his legs, caught a small stool out of the thin air and threw it at Metalic. The stool would surely had done some damage if metallic had not turned his head to metal at a moments notice and the stool simply bounced off without even leaving a mark.
The chairman got to his feet and backed into the middle of the room, pushing aside the TV’s and sofas, a plan started to grow in the chairman’s head.
“Come on.” Said Metalic as his head turned back into flesh, “Don’t tell me that’s all you got.”
“Oh I got plenty more, don’t you worry about that.” The chairman bluffed. “But tell me, how exactly are you going to save the world by helping Maximilian? Because I refuse to believe that you think he has some higher vision of life.”
“Of course not, he is just a power hungry bad guy who wants to rule the world, you’re a hero you know the type.” He said smiling grimly. “No when Maximilian takes over, I will be in charge of the counter attack. I will lead the rebellion for years and we will be successful. I will lead the rebellion in battle and we will stop the evil plans of Maximilian.”
Metalic ended his speech with a hook punch against the chairman, who ducked and hammered his foot into Metalic’s holiest of holiest, only to hit metal with such a speed that it almost broke his foot. The Chairman kicked off with the foot, only to see the ground he had just laid on get smashed, by the power of Metalic’s punch.
“Off course, that is what the public will think.” Metalic continued as if there had been no fight in between. “In reality we will only stop minor useless pieces of Maximilian’s plans, not that I care. People will see me as the only true hero who still stands to fight the evil. SOSpita league, Nano-man, firefairy, they will all be forgotten and I will be the only true hero.” The chairman looked at Metalic, there was a strange glee in his eyes at the fought of him as the only true hero, truly disgusting.
“You know.” Said the chairman in a casual voice. “I have finally realized how to kill you.”
“Ha” barked Metalic “You are a hero, and heroes don’t kill.”
“You’re forgetting an important detail: I was never a member of S.U.P.E.R. and that means I am nothing more than a normal man running amok against some bad guys.” The chairman finished his sentenced by grapping two stools out of the thin air and throwing them towards Metalics head. Metalic merely laughed, closed his eyes and turned to metal. Now the chairman had to act quickly before Metalic had time to open his eye again. He spun around and ripped the TV’s electric wire in two. The next moment Metalic had knocked the chairman to the ground, with one mighty blow.
From the ground the chairman saw metallic bending down to pick him back up with a grin on his face, and the electric wire hanging from the ceiling just out of reach.
“So you thought you could defeat me with your pathetic chairs?” spat Metalic as he held the chairman in one metal arm a few inched above the ground. “Is it so hard for you to realize that no impact can damage my metal body?”
“No” couched the chairman as he used the last of his powers to grab the wire. “But perhaps a bit of electricity can.” The chairman slammed the wire into Metalic’s arm, and saw the heat of the electricity melting its way through the Metlal skin, sending volt after volt through his body.
The chairman went spot free since he didn’t touch the ground.
When the chairman finally got free from the frozen metal grip, Metalic had been fried.
“And that…” said the chairman as he looked at the dead traitor. “is why you are supposed to have safeguards.” The chairman dropped himself in one of the sofas, and for a few minutes he was just listening. He could hear the faint alarm horn, the footsteps of troops trying to find him, or the other heroes. It took some time before he was able to get op again, mostly because he hadn’t slept for a few days. The chairman eventually got up and started walking, it was after all only a matter of time before Maximilian would realize what fish he had in his net.
“But Sir! We haven’t heard from group 39 since they got the order days ago. Something is wrong, sir.”
“I know.” Said Maximilian in a cold voice. “But it is not important; now get out of my sight.”
The officer bowed and hurried out of the room, as Maximilian turned back to the screen. It had taken 16 hours to decrypt the file, but it was time well spent.
Maximilian took a sip of red vine and smiled a wolf smile that makes kids cry, this info just made Maximilian’s day.
DRL 1-33 Rettet version
Tak til Mads fordi han gider rette mine stavefejl, for jeg ved der er mange af dem. :P
1
Ruk følte gruset under sine sko og solen, der bagte ned mellem træernes blade, det var en skøn sommerdag, og der var ikke en sky at skue igennem løvtaget. Ruk gik i midten af en gruppe mennesker på en tres stykker, alle sammen gik de og snakkede lystigt sammen, alle undtagen Ruk. Ruk gik lige bag en af de fire store vogne, vognene blev trukket af to wumaer hver og var et mægtigt skue. Selve vognene var lavet af massivt egetræ med metal plader på alle dens kanter. Vognen indeholdt levende fjerkræ mest høns, og de tre andre var fulde af frugt og forskellige afgrøder. Vognen blev trukket af et forunderligt væsen en wuma. Wumaen var et enormt firben, som blev brugt både som ride og trækdyr. Deres skæl var tykke og fungerede som et naturligt panser, den kunne også forsvare sig, på hver af de fire fødder sad der tre kraftige klør, hver eneste af dem skarpe nok til at sprætte en rustning op, som var den lavet af smør. Wumaen havde et spidst hoved med to røde øjne, og munden var fuld af små sylespidse tænder. Den wuma, der trak vognen, var en grøn løvwuma, det var kun løvwumaer, der levede i den tætte skov, som Ruk’s hjemby lå midt inde i.
Ruk kiggede ned af sig selv, han så ikke anderledes ud end alle de andre, han var almindelig af bygning gik i skindtøj, en let læder vest, hans hår var brunt og uregerligt, og hans øjne var dybblå, alligevel blev han aldrig set, som en af byens rigtige borgere.
Ruk hørte de karakteristiske små bump, da en wuma landede ved siden af ham, løvwumaen havde en evne til at være fuldstændig lydløs, og dens stærke bagben kunne sende den frem i et mægtigt spring. Desuden kunne løvwumaerne springe rundt i træernes grene, med en nærmest naturstridig elegance, og de landede aldrig på en gren der ikke kunne bære dem.
Den wuma, der landede ved siden af Ruk, tilhørte Riack, der også red på den i denne situation. Han sad på en saddel, der løftede ham lidt op over wumaen ryg, da en wuma var for bred, til at man kunne sidde på den på andre måder. Hans ben var spændt fast med flere lædersnore, og i hænderne holdt han wumaens seletøj.
”Tag dig i agt, Ruk,” sagde Riack, der som karavanens leder og Ruk’s tidligere ven, vel nok følte sig tvunget til at tale med enspænderen. ”Der er et eller andet i vejen her, jeg kan mærke det.”
Riack var måske kun toogtyve og dermed fem år ældre end Ruk, der kun var sytten, men han havde mere erfaring med karavane færdsel, end de fleste ældre i byen.
Når en dreng blev sytten, fik han lov til at tage med karavanen ud i verden, og Ruk havde grebet chancen, så snart den kom. Han ville bare væk fra byen, og desuden havde han hørt om de mest utrolige ting, man skulle kunne se ude i verden. Der var historier om vogne, der kunne køre uden wumaer, skibe, der kunne sejle uden vind og selv maskiner, der kunne flyve som fugle.
Riack red stadig ved siden af Ruk, da der lød et råb fra et sted foran karavanen. Selvom Ruk ikke kunne høre de enkelte ord fra hans position bagerst i karavanen, var der ingen tvivl om, at det var et truende tilråb.
”Jeg vidste det,” mumlede Riack og løsnede det bånd, der holdt hans sværd fast, mens han sporede sin wuma fremad igennem karavanen.
Karavanen var gået i stå, da Ruk og Riack fik mast sig op i karavanens front. Ruk gik i chok, aldrig havde han set noget lignende, næsten fyrre riddere klædt i rustning stod foran karavanen og blokerede vejen. Hver især var de bevæbnet med en stor skinnende hellebard, og de var alle peget mod karavanen. Bag fodfolkene stod der et dusin wumaer klædt i skinnende rustning og med hver deres rytter på, en dødbringende styrke det var der ingen tvivl om.
”Jeg er Riack leder af denne fredelige handelskaravane, hvem er i og hvad vil i os,” spurgte Riack med sin mest neutrale stemme.
”Vi er Den Hvide Kejsers soldater, og vi har fået til opgave at opkræve skat fra alle i denne skov,” svarede en af de forreste soldater, som manglede et øje.
”Denne skov tilhører ikke Den Hvide Kejser,” udbrød Riack vredt.
Ruk havde godt hørt om Den Hvide Kejser, han var en modbydelig forbryder, der havde formået at opbygge en hær i den sydlige del af nabolandet. Nabolandet, der blev kaldt Det Røde Land, havde ligget i krig med Den Hvide Kejser’s hær igennem mange år, og det lod derfor også til at Den Hvide Kejser bare var en titel der gik i arv. Men hvad lavede Den Hvide Kejser’s mænd her? Det her var langt fra det område, han regerede over, og aldrig før var der kommet soldater fra hans hær ind i denne skov.
”Det gør den nu,” svarede soldaten uden øjet bistert.
Riack’s wuma, der hed Kazuu, udstødte et pragteksemplar af et brøl, Kazuu var en præmiewuma og havde kostet flere penge, end Ruk nogensinde havde set.
”Truer i os?” skreg Riack fra toppen af Kazuu.
”Truer jer? Nej det tror jeg nu ikke, at vi gør. Så længe I aflevere hele jeres last, så Får I lov til at leve.”
Ruk gispede, hvis de mistede lasten, ville deres hjemby Vivaro være fortabt, de kunne ikke overleve vinteren, hvis de ikke fik nyt uldtøj fra byerne og medicin fra landene mod vest.
”Så hellere dø!” skreg Riack og trak sit elegante buede sværd, bag ham greb hver eneste medlem af karavanen til våben og stemte i Riack’s krigsråb.
Med et brøl satte Kazuu af med sine kraftfulde bagben og sprang ind over de hvide soldater. Derefter var alt kaos, tres arbejdere drevet af raseri gik til angreb på de veltrænede soldater. Det var et blodbad, og Ruk var fanget midt i det. Ruk havde ikke grebet til våben, han havde i stedet forsøgt at flygte, men var blevet fanget i kampens forvirring. Omkring ham kæmpede soldater mod arbejdere, og de hvide wuma ryttere forvandlede hurtigt de få wumaer, som karavanen havde med til forsvar, til blødende lig. Nu sprang de frem og tilbage på kamppladsen, og hvor end de var, spredte de død og ødelæggelse i enorm målestok.
Kun en af karavanens wumaer var stadig i live, Kazuu sprang rundt i drabelig elegance, og sammen med Riack spredte de frygt og død blandt fjenderne og håb blandt arbejderne.
Men soldaterne så godt hvilken rolle Riack og Kazuu spillede for slagets gang, og alt blev derfor sat ind på at stoppe den dødsensfarlige duo. Kazuu undgik mesterligt mangt et angreb, men til sidst gik det galt.
Riack og Kazuu fik timet et spring forkert, så i stedet for at springe forbi en fjendtlige wuma midt i kampens hede, sprang de over den. Ruk så i betaget rædsel, soldatens hellebard gennemborde de bløde skæl på Kazuu’s mave, og han vidste nok om wumaers anatomi til at vide, at stikket var gået lige i hjertet på Kazuu, og blodsprøjtet der fulgte beviste det. Kazuu’s dødsskrig steg klagende op mellem trækronerne, imens han stadig var i luften med Riack på ryggen.
Ruk hørte det hjerteskærende skrig og så alligevel ikke, han havde nemlig for travlt med at opdage, at han stod meget dårligt placeret. Ruk stod som paralyseret, imens Kazuu langsomt faldt ned imod ham, der var ingen tvivl om, at Kazuu ville lande direkte over på Ruk, og formentlig knuse ham med sin vægt, men han kunne ikke få sin krop til at flytte sig. Han hørte ikke kampens larm, følte ikke Kazuu’s blod, der nu sprøjtede ned over ham, han stod bare og så det uhyggelige og betagende syn, som den nu døde Kazuu var. Så kom smerten, da wumaens store vægt hamrede mod Ruk og slog ham mod jorden. Ruk mærkede tre klør gennemborde sig, en igennem skulderen, en i hjertet og en punkterede hans venstre lunge.
”Nu dør jeg,” mumlede Ruk, før han mistede bevidstheden. Oven over ham, skar Riack sig fri af sadlen og kastede sig tilbage i kampen.
2
Ruk vågnede med et sæt, og han opdagede straks, at han stadig lå under den døde wuma. Ruk var overrasket over, at han ikke havde nogen smerter i brystet, hvor wumaens klør havde boret sig ind i ham. Det næste, der slog ham, var stanken.
”Jeg må have været bevidstløst i lang tid,” tænkte han.
For stanken af de gamle lig, var ulidelig. Ruk klemte sig ud fra liget af wumaen og så ud over ødelæggelsen. Oksekærren var brændt, og ligene af hans venner lå spredt ud over vejen, selv Riack var død. Ruk tumlede ned fra vejen i chok. Han måtte have noget at drikke, og han kunne huske, at der løb en lille å ved siden af vejen. Ruk kravlede hen til den og drak grådigt af det kolde vand. Ruk pustede ud, men udstødte så et forskrækket skrig, for spejlbilledet var ikke, som det skulle være. I stedet for sine blå øjne, sin brune hud og sit mørke hår var der nu: små røde øjne, grøn hud med kraftige skæl i ansigtet og hans hår var udskiftet med korte spidse skæl. Ruk faldt bagover af forskrækkelse og fik øje på, hvad der før havde været hans føder. En bred skællet fod med tre skarpe klør var, hvad der var nu. Også hans hænder var blevet skællede, og resten af ham var en smule grønlig i det.
”Hvad i alverden er der sket?” tænkte Ruk forvirret.
Ruk fandt noget kød i den brændte oksekærre og bed det midt over.
”Hvad pokker,” udbrød Ruk, og følte på sine tænder som var blevet sylespidse.
Ruk spiste videre med en ro, han selv var overasket over, imens han kiggede på sit bryst. Der var tre store ar, hvor wumaens klør havde ramt ham. Wumaen! Det måtte være det der skete. Han var ved at blive til en wuma… men hvorfor?
Ruk gik videre, han kunne ikke blive på slagmarken. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gå tilbage i byen i denne tilstand. Ruk valgte at gå ud og finde en slags kur. Ruk fandt en munke kutte, der kunne skjule hans deforme krop.
Ruk havde kun gået i en time, da han hørte nogen råbe på hjælp. Det lød som et barn, så Ruk forlod vejen og stormede mod lyden. Efter at han havde løbet i tyve sekunder, kom han til en brændende hytte. Rundt om den brændende hytte lå der flere lig, en skrækslagen dreng på ca. ti år og tre grinende soldater i hvid rustning. En flamme blev tændt i Ruk, da han sneg sig nærmere soldaterne.
”Du er da en farlig en knægt. Men med det halsbånd på er du nul og niks,” grinede den hvide soldat der så ud til at være lederen.
”Nu dør du,” sagde han og løftede sin hellebard til et afgørende stød.
Samtidig satte Ruk fødderne i jorden sprang i et vældigt hop fem meter frem satte sine spidse tænder i soldatens hals og flåede en stor luns kød af. De to andre soldater råbte forskrækket og vendte sig mod Ruk, der igen satte af og sprang mod den nærmeste vagt. Kutten flagrede efter Ruk, og hætten faldt tilbage og afslørede hans blodplettede ansigt. Ruk greb soldatens hoved, da han fløj over ham, og hamrede vagten mod jorden med et sindssygt grin, hvor han blev liggende livløs. Den sidste soldat langede ud efter Ruk med sin hellebard, men Ruk veg til siden og kløvede soldatens rustning og brystkasse med et kraftigt spark. Kløerne på højre fod lynede, da de skar sig igennem panseret og blev fyldt med blod. Soldaten sank sammen med et chokeret ansigtsudtryk. Ruk tog hætten over hovedet igen og vendte sig mod drengen.
3
Drengen veg tilbage da Ruk kom tættere på.
”Jeg gør dig ikke noget,” sagde Ruk og var selv chokeret over sin voldelige adfærd.
Drengen stansede og hviskede:
”Hvem eller hvad, er du?”
”Mit navn er Ruk,” svarede Ruk, ”og hvad jeg er, tja. Forleden var jeg et menneske, men jeg er ikke sikker på det er tilfældet mere.”
Drengen så længe på ham og sukkede. Så vendte han sig om og trak et kort sværd op af sin taske.
”Jeg gør dig ikke noget,” gentog Ruk, da han så sværdet.
Drengen grinede og sagde:
”Mit navn er Lian, jeg er elleve år, læge og har visse psykiske evner.”
Lian satte sværdets spids mod låsemekanismen på et hvidt halsbånd han havde på.
”Psykiske evner? Hvad er det?”
Lian pressede til og halsbåndet gik op. Han tog det af og smed det på jorden.
”Hvad det er? Se her.”
Lian lukkede øjnende, og tre tønder løftede sig fra jorden. Ruk skreg, da han selv lettede og fløj fem meter op i luften.
”Det er hvad jeg kan,” lød en stemme i Ruk’s hoved, ”jeg kan også læse tanker. Jeg har læst dine, og alt tyder på, at dit sammenstød med wumaen er skyld i mutationen. Men du er et godt menneske, og jeg vil gerne hjælpe dig.”
Ruk landede på jorden igen, og Lian åbnede øjnende igen.
”Hvordan kan du hjælpe mig? Ved du noget?” spurgte Ruk spændt.
”Det Røde Land’s Prinsesse Litra, har forsket i mutant fænomenet. Det er set andre steder før.” tilføjede Lian, da han så Ruk’s forvirrede blik.
Ruk lyste op og sagde:
”Jamen, så går vi til Det Røde Slot.”
De gik tilbage til vejen og satte kurs mod Det Røde Slot i Det Røde Land.
Ruk stønnede og rettede ryggen. I fire dage havde Lian og han gået mod Det Røde Slot, og de havde da også gjort fremskridt, men der var lang vej endnu. Ruk havde fundet ud af, at Lians lægemester var blevet slået ihjel af Den Hvide Kejser’s soldater, og at han aldrig havde kendt sine forældre. Solen stod op over sletten, det var den vej de skulle, stik øst! Ruk kiggede tilbage og så den mørke skov torne sig op. Ruk skubbede blidt til Lian for at få ham til at vågne. Lian gabte og strakte sig.
”Skal vi komme videre,” spurgte Ruk.
De havde dagen før lagt sig til at sove tidligt, for at fejre at de endelig var kommet ud af skoven.
”Jo, lad os det,” svarede Lian og gabte.
Lian rejste sig op, men lige da de skulle til at gå, kom der en mand ud fra skoven. Han så stor og stærk ud og gik med en lille vogn fyldt med kød og grøntsager.
”Halløj!” råbte manden og travede lystigt hen imod dem.
Ruk trak hætten over sit hoved og gemte resten af kroppen i kutten. Lian så straks, at det kunne give problemer, hvis den her mand så Ruk. Derfor gik Lian frem og hilste. Lian snakkede med manden og fandt ud af at han hed Jaro og var jæger. Jaro var på vej til Den Røde By for at sælge sit kød og lidt grønsager. Ruk trak vejret dybt, men han kunne bestemt ikke lide lugten fra kødet. Der var noget bekendt ved den, men han kunne ikke sætte en finger på hvad. De begyndte langsomt at gå videre, og inden længe skød de en god fart.
”Og hvad skal i så ude i verden? ” spurgte Jaro og kiggede nysgerrigt på Ruk, der gik lidt længere fremme.
”Jeg skal over og besøge min onkel i Den Røde By, og den lokale munk Viam følger mig på vej, ” improviserede Lian og nikkede i retning af Ruk,
”hans krop blev hæsligt forbrændt, da hans kloster brændte ned til grunden.”
”Nå dada, det var ikke så godt, vendt… Hvad er det for en lyd?” sagde Jaro og stansede.
Ruk vendte sig og kiggede tilbage mod skoven. Fem wumaryttere kom farende over sletten mod dem, og stansede først da de var helt henne ved den lille vogn og de tre rejsende.
4
Den forreste Wuma rytter rejste sig i sadlen og råbte:
”Hvad vil I tre dødelige her på vores område?”
”Vi er på vej til Den Røde By, men hvem er I, som tror I ejer dette land?” svarede Jaro.
”Hvem er vi?” grinede de fem ryttere højlydt, ”Vi er slettens fem guder, vi ejer alt mellem skoven i vest og bjergende i øst. Men sig mig købmand, hvad er det for kød du har i den vogn?”
”Det er kød fra vilde wumaer. Men hvis jeg ikke tager fejl, er I fem forbrydere med halvstore dusører på jeres hoveder.”
Wuma kød! Ruk forstod straks, hvorfor han ikke havde, kunne lide lugten af kødet.
”Det er korrekt købmand. Resten af verden er ikke så glade for os,” sagde guden med et ondt smil.
”Jeg er ikke købmand, ” sagde Jaro og trak et bælte med otte flintepistoler op og tog det om livet, ”Jeg er jæger og i er mit bytte.”
Jaro greb lynhurtigt en riffel satte den for skulderen og placerede en kugle mellem øjnende på den forreste rytter. Wumaen tog flugten, da den mærkede at den herre var død, men de fire andre guder sprang frem i raseri. To af de fire guder gik mod Ruk og Lian. Lian havde regnet ud, at det ville ende på den her måde, han havde allerede udvalgt en tilpas stor sten, som han nu løftede med sine evner og hamrede ind i wumaens tinding. Wumaen styrtede omkuld, og guden blev klemt fast af wumaen, som faldt oven på ham. Lian stormede over og færdiggjorde det med sit sværd.
Ruk var hoppet op på wumaen og havde slået guden af med et slag på siden af hovedet. Før guden ramte jorden, havde Ruk sat af fra wumaens ryg. Kort efter at guden ramte jorden, blev hans kranie knust under Ruk's fødder, der ramte jorden efter et hop fem meter op i luften. Ruk og Lian vendte sig mod Jaro og så, at han allerede havde nedlagt den ene af de to sidste guder. Jaro snurrede rundt dukkede sig og undgik alle gudens angreb. Guden var rasende, og hans udfald med det lange spyd blev mere og mere sjuskede. Jaro affyrede sine to flintepistoler og havde trukket to andre, før kuglerne ramte guden i armen. Guden skreg af smerte og tabte sit spyd. Herefter var det let for Jaro at sætte to kugler i brystet på ham, så han faldt af wumaen og døde.
Jaro gik rundt og samlede sine pistoler op, hvor han havde smidt dem og satte dem tilbage i bæltet.
”Jeg tror vi skylder hinanden en forklaring,” sagde Jaro, der prøvede at kigge ind under hætten på Ruk, ”Hvem er du, og hvad er han?”
”Mit navn er Lian, og jeg har telepatiske evner, og det her er Ruk,” sagde Lian og pegede på Ruk, som trak hætten tilbage og afslørede hans ansigt.
”Dav,” sagde Ruk med et skævt smil.
Jaro var dybt chokeret og stod som forstenet.
”Han havde et uheld med en wuma, og nu er han halvt wuma halvt menneske,” forklarede Lian.
”Uhyggeligt og beklageligt,” mumlede Jaro og fortsatte, ”nu er det vidst min tur. Jeg er dusør jæger og skal indløse en dusør for en tyv. Jeg har bundet en kurv fast under vognen til hoveder.”
Jaro trak en kniv frem og gik rundt og skar hovederne af alle guderne. Da han kom til Ruk's offer som den sidste, mumlede han noget om spild og gik tilbage til vognen med de fem hoveder. Jaro lagde dem ind i kurven og vendte sig mod Lian og Ruk igen.
”Uden jer havde jeg ikke overlevet det her. Derfor vil jeg eskortere jer til Den Røde By og sørge for, at I finder hvem eller hvad i leder efter. I Den Røde By har jeg kontakter overalt, og jeg kan få jer ind, hvor i vil ind.”
”Vi søger prinsessen.”
”Prinsessen! Ja så kan jeg ikke love noget. Men lad os nu komme til byen så ser vi ad, ikke?”
Og så gik de.
5
Mens de gik fremad over sletten, tænkte Ruk på sin barndom. Han var vokset op på et børnehjem, og han havde aldrig mødt sine forældre. På en kold dag i Rukken’s måned da Ruk var spæd, blev han fundet på trappen til børnehjemmet, det var på den måde han blev navngivet. Rukken, alle børn i byen kendte sagnet om den og om helten Vivaro!
Rukken var en enorm gul fugl, som levede for lang tid siden i Ruk’s landsby. Den var intelligent, ond, og sulten. Rukken krævede 4 ofre hver måned. I mange år levede byen dermed i sorg, indtil en kriger udefra kom til byen. Han hed Vivaro. Vivaro besejrede Rukken men døde af sine sår efter kampen. Efter den dag blev byen døbt Vivaro.
Ruk havde ikke haft mange venner i Vivaro bortset fra Riack. Riack var fem år ældre end Ruk, men de havde altid snakket meget sammen. Første gang de mødtes, var Ruk otte år og havde lige fået lov til at komme uden for børnehjemmet mure for første gang. Ruk havde bare gået rundt og kigget forbavset på alle de mærkelige mennesker og dyr, da fire børn på en tretten til fjorten år tonsede hen imod ham med en rund bold. En af dem begyndte at sagte farten og stoppede forpustet op ved siden af Ruk.
”Vi er snart ved fjerde og sidste base, og jeg har løbet med den fra første,” pustede han.
”Øh… hvad?” spurgte Ruk forvirret.
”Liva for pokker.”
”Hvad er Liva?
”Hvad er Li… åh, kommer du fra børnehjemmet eller hvad?”
Ruk nikkede.
”Så forstår jeg. Okay. Kan du se den røde pæl der? ” spurgte Riack og pegede på en pæl, hvor de tre drenge fra før nu stod.
Ruk så at den ene af dem dansede mens de andre så triste ud.
”Det er en base, faktisk er det sidste base, der er tre andre baser her i byen. Liva gælder om at få bolden hen til alle baser og til sidst til den her, den der gør det vinder. Man starter med at man sender en ud i skoven og for at gemme bolden, når han kommer tilbage, begynder spillet. Der er forskellige taktikker, jeg løber f.eks. ud i skoven finder bolden og prøver at løbe den hjem. Men nogle gemmer sig ved posterne og prøver at hugge bolden, så de ikke skal løbe så langt. Kan du forstå det?”
Ruk nikkede, og mente han havde forstået det.
”Godt, kom lad os få noget mad på kroen.”
De næste par dage forklarede Riack Ruk en masse om byen og folkene i den. Riack kom fra en rig familie og havde masser af penge i modsætning til Ruk, der var fattig. Imellem de to lag var det meste af byen, som var jægere, bønder eller købmænd. Riack’s forældre var flinke, men de var ikke så glade for, at deres søn havde fundet en forældreløs som ven. Ruk var ikke fin nok til deres søn, mente de.
Da Riack forlod byen som syttenårig for at tage med på handelsrejse, blev Ruk alene tilbage. Ruk var lidt af en enspænder, for han var ikke så interesseret i Liva eller Wuma avl, som de fleste andre var. Ruk fandt et job som snedker, lønnen var dårlig, men det håre arbejde fik tankerne væk fra ensomheden. Ruk ville også gerne tjene mange penge, så han kunne gøre indtryk på en hvis pige. Stinea var byens unge skønhed, og Ruk var faldet pladask for hende med det samme. Efter kun fire måneder som snedker, døde hans mester, og Ruk mistede sit job. Da Riack kom hjem fra handelsrejsen, friede han til Stinea, som sagde ja. Efter det forlod Ruk ikke børnehjemmet i tre uger. Riack fandt aldrig ud af, hvorfor Ruk lagde afstand mellem sig selv og Riack efter det.
”Se!” sagde Lian og rev Ruk ud af sine tanker, ”der er Ulim bjergende.”
Ruk så også de blå bjerge i det fjerne nu.
”Man siger, at dæmonen Ulim har banket mod siden af sit fængsel under jorden, og at bjergende der er jord, der er blevet skubbet op af hans banken.” sagde Jaro.
”Når vi er over dem, er der ikke lang til Det Røde Land,” sagde Lian.
6
Efter to dages march kom den lille gruppe til foden af bjergene.
”Wow,” sagde Ruk igen.
”Helt ærligt, nu har du sagt ”wow” hver femte minut i to dage,” grinede Jaro.
”Ja nu må det stoppe,” sagde Lian.
”Okay, okay,” svarede Ruk, ”men det er første gang, at jeg ser bjergende og… wow.”
Jaro sukkede og begyndte opstigningen med de to andre. I løbet af de sidste to dage var Jaro blevet gode venner med Lian og Ruk. Ruk var også blevet lidt mere udadvendt, da han følte sig i sikkerhed med sine nye venner. ”Venner” tænk at det skulle lykkes for ham at få ”venner”. Han havde før haft en ven, men det her var i flertal, og det betød meget for ham. Lian gik bag Ruk og kiggede nøje på ham. Ruk brugte ikke sin hætte mere og lod til at falde på plads i sin nye krop, som om den var mere ham, end den gamle var. Lian rystede på hovedet og opgav sin tankerække, han havde trods alt ikke kendt Ruk før ”ulykken”, så hvad vidste han.
Efter tre timers gang af en lille bjergsti begyndte vegetationen at forsvinde. Jaro og Lian var ved at være meget trætte, Ruk var dog stadig frisk.
”Det er nok på grund af at han er halvt wuma,” tænkte Lian og pustede.
”Så skal vi godt nok have et hvil,” råbte Jaro pustende til Ruk, da de kom til et enligt træ. ”Vi er ikke alle sammen mutanter vel”
Ruk vendte sig grinende om og svarede:
”Så okay da menneske. Nu ved du hvilken race der er den stærkeste.”
”Så siger vi det,” sagde Jaro og satte sig ned, ”Men vi ser bedst ud.”
Lian og Ruk grinede og satte sig ved siden af Jaro. Jaro tændte et bål og begyndte at grille noget kød, Ruk fik sit råt som han kunne lide det. Det var ikke Wuma kød, Jaro havde smidt alt sammen væk, da han og Ruk var blevet venner.
”Hvor langt er der til passet, Jaro?” spurgte Lian.
”Tja, med den her fart kan vi være der i overmorgen.”
”Og hvor langt er der så til grænsen?”
”Ca. en dagsrejse eller to. Og nu tror jeg faktisk at maden er klar.”
Ruk havde ventet til deres mad var færdig med at spise sin, så de kunne spise sammen.
”Jeg tror vi kan skyde genvej her,” sagde Jaro, ”den sti ser ud til at føre direkte op til passet. Men den er nu lidt lille. Hvad syntes i? Skal vi tage chancen?”
Lian og Ruk nikkede, de kunne lige så godt prøve. Stien var skjult bag en busk, men der var lige plads nok til dem og Jaro’s vogn. Efter at de havde gået af stien i godt en time, begyndte den at blive mere tilgroet og den skiftede også retning, så den ikke længere gik lige mod passet men lidt syd for i stedet. Men Ruk blev først rigtig nervøs da han så sorte skyer komme rullende ind fra nord.
”Det ser ikke godt ud” mumlede Jaro, ”vi må hellere finde ly.”
De søgte ly i en hule, der lå lidt væk fra stien. Hulen var lang, så Jaro tændte en fakkel, for at se om der var nogen fare på færre. Jaro kom glad tilbage og fortalte, at der løb en lille bæk igennem hulen med rent vand. Da de havde fundet sig til rette i hulen, spiste de lidt mad og lagde sig til at sove. Om natten rasede stormen. Jaro’s fakkel faldt ned fra sit stativ og trillede hen ad jorden. Den trillede gennem en åbning, der havde været skjult i skyggerne. Faklen trillede videre indtil… der lød et øredøvende brag, og klippehulen forsvandt i en byge af sten og kød.
7
Stormen der rasede den nat, var den værste storm i 20 år. Rundt omkring i bjergende blev der meldt om stenskred og dødsfald. Da solen endelig stod op, og skyerne trak mod syd. Blev et kæmpe krater opdaget i en klippe. Ingen vidste hvordan det var kommet, eller om nogen var omkommet i eksplosionen. Mange mente, at et voldsomt lyn var slået ned i bjerget og havde lavet krateret. Andre sagde, at guderne havde vist deres magt. Nogen folk troede endda, at et gammelt sagn var ved at gå i opfyldelse, og dæmonen Ulim var ved at ødelægge sit fængsel for igen at sprede død og ødelæggelse i verden. Sandheden var dog en ganske anden!
Ruk vågnede med smerter over hele kroppen. Hans hoved føltes som om, det kunne eksplodere hvert øjeblik. Eksplodere… hvad var det, det mindede ham om? Eksplosionen! Ruk satte sig op med et sæt, men hans øjne nægtede at fokusere på nået som helst. Var Lian og Jaro okay? Ruk begyndte at huske, hvad der var sket i løbet af natten. Et eller havde eksploderet, imens de sov, heldigvis havde de ligget bag Jaro’s vogn, som havde taget det meste af slaget. Selvom vognen beskyttede dem, var de blevet sendt flyvende ud af hulen, og Ruk havde ramt en klippevæg og så… Ruk var blevet slået bevidstløs og havde ingen anelse om, hvad der var blevet af de andre. Ruk kiggede rundt, han befandt sig i en lang dyb sprække. Ruk rejste sig op, men da han prøvede at støtte på sit venstre ben, skreg han af smerte. Ruk faldt bagover og landede tungt på røven.
”Pis! Mit ben må være brækket,” mumlede Ruk.
Ruk kiggede rundt, der lod ikke til at være nogen vej ud, og han kunne ikke klatre op med et brækket ben, Ruk så ingen anden mulighed end at vente.
Efter 2 dage uden vand og mad havde Ruk næsten opgivet håbet. Såret på hans ben var holdt op med at bløde, men lugtede nu råddent, og Ruk regnede med at såret var blevet betændt. Ruk sad og stirrede op mod himlen, da han hørte fodtrin i gruset oven over sprækken.
”Hjælp!” råbte Ruk, ”jeg er hernede.”
En mandsskikkelse lænede sig ind over sprækken og spærrede for sollyset.
”Hej Amida! Der er sku en brugbar en lige her,” råbte skikkelsen, og en anden mand lænede sig ind over sprækken.
”Vi behøvede slet ikke at rejse, han kom til os,” grinede ham der tilsyneladende hed Amida.
”Vi smider et reb ned,” råbte han, og Ruk tog taknemmelig fat i det og lod sig hive op.
Ruk nåede ikke engang at sige tak, da han kom op, før en af mændene slog ham bevidstløs med en stor sten.
8
Ruk vågnede og kunne mærke, at hans hoved dunkede voldsomt. Han lå lidt og stirrede op i et tag af tremmer.
”Det er da spøjst, med sådan et tag,” tænkte Ruk.
Han vendte langsomt hovedet og så, at også væggene bestod tremmer. Bag tremmerne gik en mand med 2 mærkelige våben, det var en slags pind med en kæde i, forenden af kæden var der en stor kugle fyldt med pigge. Han gik i en rustning med små jernplader på brystet og benene. Under pladerne havde han en tynd rustning, så han kunne bevæge sig frit. Manden slog til tremmerne og sagde:
”Lad være med at stirre.”
Hans ansigt var groft, og han havde en enorm hage.
”Det er jo en vogn det her,” tænkte Ruk, han satte sig op og lagde mærke til, at han havde fået lagt en skinne på sit sårede ben.
”Ruk! Er du okay?”
Ruk vendte sig om og så Lian sidde i en celle ved siden af og se bekymret på ham.
”Jeg klarer mig, men hvad sker der her?”
”De fyre der havde taget dig til fange, så vi prøvede at redde dig. Men de var for mange, og de gav mig halsbånd på.”
”Hvor er Jaro?”
Lian pegede ned bagerst i han celle.
”Jeg har gjort hvad jeg kunne, men det ser ikke godt ud”
Jaro lå med et tæppe over sig og var meget bleg.
”Hvad er der dog sket?” spurgte Ruk og så forfærdet på Jaro.
”Da hulen røg i luften sammen med vognen, blev Jaro og jeg smidt ind i en giftig busk. Jeg var selv heldig og ramte ikke nogle af de giftige pigge, men Jaro fik en fuld dosis, og jeg ved ikke hvordan man kurerer det” sluttede Lian fortvivlet. ”De sagde også, at jeg skulle ordne dit ben, da de ikke kunne bruge dig, hvis du så svag ud.”
I løbet af de næste tre dage bumlede fængselsvognen nedad gennem nogle små veje. Ruk kunne snart gå igen, hans wuma del var utrolig hurtig til at regenerer hans sår. Jaro fik det dog værre og værre og lå i en feber søvn. Lian havde fundet ud af, at der var 3 vagter, og foran fængselsvognen, der blev trukket af to store okser, var en flot udskåret vogn. Lian havde hørt dem kalde manden derinde for Mester Amida, men han kom aldrig ud af vognen. Ruk brugte tiden i buret på at forbedre sin balance, for han havde hørt, at det var vigtigt at have en god balance. Efter et par dage kunne Ruk uden problemer stå på et ben i den bumlende vogn.
”Så slukker vi lyset,” råbte manden med de to mærkelige våben, som han kaldte for morgenstjerner. dækken
De tre vagter trak en stor presenning hen over buret, og en af dem sagde:
”Nu siger i ikke et ord, før vi beder jer om det okay!?”
Ruk og Lian nikkede, og så blev det sidste lys slukket, og der blev mørkt.
Efter et stykke tid kom vognen ind på en bedre vej, og det lød som om, de var på vej ind i en by. Kort efter kunne de hører, at mændene blev hyllet af mindst tohundrede mennesker. Men efter lidt tid døde jublen ud og vognen begyndte at køre op ad bakke. Efter lidt tid stoppede vognen og presenningen blev fjernet. En af vagterne åbnede døren og beordrede dem ud. Fire andre vagter kom til og eskorterede dem ned i en fange kælder. En stor man kom og åbnede døren, og Lian og Ruk blev skubbet ind i cellen. Ruk kiggede sig om i den meget beskidte celle og havde lige fået øje på en mørk skikkelse i et hjørne, da to vagter kom, og smed Jaro ind til dem.
”Dav,” sagde den mørke skikkelse.
9
Lian, der ikke havde set manden, vendte sig som et lyn og stirrede ind i mørket.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”Ja han sidder jo lige der,” sagde Ruk og pegede på manden.
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen, hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham,” tilføjede han tankefuldt, da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede, at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”Wow dine øjne lyser. Men nok om det, hvem er det der snakker med os?”
Ruk så, at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde:
”Muza er mit navn, fange er mit gavn,” rimede manden.
Jaro stønnede svagt, så Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham.
”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her,” jamrede Lian.
Jaro hostede og begyndte at tale:
”Når I kommer til Den Røde By så find en kro ved navn ”Dragens Tænder”, kroejeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita, og han kan hjælpe jer.”
Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet,” smilede Jaro og døde med et smil på læben.
Ruk brølede sin vrede og frustration ud. I halvandet minut var det eneste, som man kunne høre, hans brutale skrig.
”Regel nummer et om at overleve i et fængsel: Spar på kræfterne,” sagde manden i hjørnet, der hed Muza.
”Hvad fabler du om?” skreg Ruk. ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: Glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg, kunne Lian se, men det skyldtes vist ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn, der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:
I tidernes morgen da jorden blev skabt,
blev fire raser dannet med pragt.
Menneskene levede i midten,
på den frodige jord tæt ved klippen.
Deres styrke var mængden,
som holdt i længden.
Sletten tog Marok,
for de kunne klare et ragnarok.
På vinger de flyver,
og aldrig de lyver.
I sandet blev dannet,
en race forbandet.
Det evige liv de ejer,
men det føre dem ej til sejer.
Den sidste af de fire er,
den største magt skønt uden hær.
Kraskini lever under sten,
og sten blev et med arm og ben.
Stenens ånder blev deres kaldte navn,
men det gjorde dem dog ingen gavn.
Kraskini kaldte de sig selv,
kom noget i vejen blev det slået ihjel.
Kejsere af tinderne,
husker aldrig minderne.
Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.
10
Muza sad længe og kiggede på dem, Ruk var efterhånden kommet helt ned på jorden igen, og Lian sad bare og stirrede ind i muren.
”Der er ingen vej ud, tro mig,” sagde Muza, da han så at Lian faktisk undersøgte muren for revner og sprækker, ”tro mig jeg har siddet her i 10 år. Der er firehundredetusinde ottehundrede tolv sten i muren, og der bor to familier af rotter i hver sin væg.”
”Hvorfor har du siddet her i ti år?” spurgte Ruk.
”Hvorfor?” brummede Muzak, ”fordi de ikke var glade for det jeg gik og lavede.”
”Som var…?”
”Jeg slog dem ihjel,” Muzak smilte skummelt. ”Det her fængsel, ja faktisk hele den her by, tilhører Den Hvide Kejser. Hvad er der for resten med dig og dit hoved, du er hel grøn og ikke særlig, du ved, menneskelig.”
Ruk fortalte hele historien, og Muzak så tænksom ud. I samme øjeblik kom fire vagter ind af døren.
”Kom med,” sagde en af dem.
”Ikke dig kun monstret,” sagde han, da Ruk og Lian rejste sig, Lian satte sig ned, og Ruk blev ført ud af cellen.
Ruk blev ført hen af gangen, indtil de kom til en stor jern dør. Vagten låste døren op og førte Ruk ind i et rum fyldt med boblende væsker i forskellige farver. I midten af rummet stod en mand i hvidt tøj og justerede en indviklet opstilling af væsker, kolber og små glas rør, der forbandt alle væskerne.
”Professor, han skal have en dosis, så han er klar i morgen.”
Manden vendte sig om, og Ruk så at ikke var meget ældre end ham selv. Vagterne førte Ruk over til en stor metalstol og bandt ham fast til den. Professoren tændte en lille bunke kviste under to af væskerne og forbandt derefter de to glas med et tredje som var tomt. Væskerne begyndte langsomt at boble, voldsomt og langsomt begyndte en orange væske at falde ned i det tredje glas. Ruk så at Manden i kitlen samlede lidt af den nye væske i en lille sprøjte. Derefter slukkede han for ilden og kom hen til Ruk. Manden vaskede et lille stykke af Ruk's arm omhyggeligt og stak derefter sprøjten forsigtigt ind i armen på Ruk.
”Jeg er ked af det,” hviskede manden og trykkede stemplet i bund.
Vagterne kom straks til og bandt ham op, så åbnede de døren og førte Ruk ud. En af vagterne blev tilbage og låste døren, mens de andre førte Ruk tilbage til cellen og smed ham derind. Lian kom straks springende hen til Ruk, men da han ikke kunne se, at der var noget galt slappede han af. Muza var dog blevet mærkeligt stille og sagde bare, at de burde sove nu. Ruk lagde sig i et hjørne, og Lian tog et andet et. Mens Ruk sov var en kamp i gang i hans indre, og Ruk var ved at tabte den.
11
Ruk havde ingen anelse om, hvor lang tid han havde sovet, da hans hjerne endelig vågnede op til dåd. Ruk kunne huske, at han havde drømt noget med et monster, der åd ham, men ellers var hans hjerne blank. Ruk forsøgte at åbne sine øjne kun for at opdage, at de allerede var åbne. Ruk kiggede rundt, og så at han var i et stort bur midt på en stor plads fyldt med mennesker, som alle sammen stirrede på ham. Ruk blev ramt af en pludselig dyrisk vrede, sprang frem og hamrede mod tremmerne med et brøl!
”Hvad er det der sker!” tænkte Ruk panisk.
Da han ude af stand til at kunne kontrollere sine bevægelser langede ud efter nogle af de mennesker, der stod tættest på. Ruk mærkede en smerte i nakken, og i næste øjeblik blev han trukket brutalt bagud, så han hamrede hårdt ind i den bagerste væg. Ruk så nu, at der stod fire mand med en kæde i hænderne bag buret. Kæden var forbundet med et slags halsbånd om Ruk’s hals, og det var tydeligvis dem, som havde trukket Ruk væk fra tremmerne. Ruk havde absolut ingen kontrol over sin krop, og kroppen lod ikke til at ville blive liggende. Ruk’s krop vred sig, og med en kraft anstrengelse smed den sig fremad mod menneskerne igen. Ruk’s opmærksomhed blev dog afledt, da en ged blev smidt ind i buret til ham. Ruk kastede sig grådigt over geden og dræbte den ved at bide halsen over på den. Ruk kunne ikke gøre andet end at se til, imens han fortærede det stakkels dyr.
”Dette er en dæmon fra helvede!” Ruk så rundt og fik øje på manden, som havde hevet ham op af sprækken for næsten en ude siden. ”Det var ham, der sprang Det Hellige Bjerg i luften, det er ham, der har dræbt jeres børn!” skreg han. ”Vores gud, vores beskytter, vores vejleder, har befalet, at vi skal slå dette bæst ihjel. Den eneste måde at slå en dæmon ihjel er ved at ofre blodet fra en jomfru.” Manden så ud over menneske mængden og nød at se sine ords magt. Hele folkemængden stod og bævrede. ”Vi har valgt Roselin, som den der får æren af at udrydde dæmonen.”
Roselin fulgte lydigt med de to vagter, som kom og hentede hende, mens hendes mor ved siden af brød sammen i gråd. Ruk nåede lige at opfatte, at Roselin var utrolig smuk før manden igen begyndte at tale.
”Nu må vi alle bede Den Hvides velsignelse.”
Ruk flåede et stort stykke kød af geden og åd det, mens hele folkemængden krydsede armene foran sig og messede:
”Din magt er enorm.
Din viden er mægtig.
Din retfærdighed er stor.
Du er godheden
Du er den eneste gud
Du er: Den Hvide Kejser.”
12
Ruk var bundet med tykke kæder, da de førte ham ned i en lille enecelle, han havde endnu ikke kontrollen over sin krop og var lige ved at bide armen af en af vagterne, da de smed ham ind i cellen. Da han var sikkert inde i den lille celle, blev der åbnet for nogle små sluser i den bagerste væg, og en blålig røg gled ind. Ruk følte det som om, at hans krop var blevet sænket ned i en aktiv vulkan, aldrig før havde han følt sådan en smerte. Ruk nåede lige at tænke, at nu skulle han dø, før smerten fik hans hjerne til at beordre standby, og han besvimede.
Da Ruk kom til sig selv, blev han slæbt hen ad en lang gang. To mænd trak ham i hver sin arm, og smed ham ind i cellen til Muza og Lian. Muza kom straks over og hjalp ham hen i det rådne, men bløde hø. Ruk forsøgte at tale, men Muza lagde en hånd for hans mund og sagde, at han ikke skulle tale. Ruk så sig i stedet omring efter Lian og så, at han sad henne i et hjørne og rokkede uroligt frem og tilbage, imens han talte lavmælt til sig selv. Ruk så spørgende på Muza som svarede stille:
”Han har været sådan, lige siden han kom tilbage. De hentede ham lidt efter dig, jeg tror nok, at de har tortureret ham.”
Ruk blev vred, men før han kunne mæle et ord, blev han overmandet af en frygtelig træthed og faldt i en dyb søvn.
Ruk kradsede lidt i gulvet og kiggede ud af vinduet, Mafummir var lige blevet taget med ud af cellen, det havde været Vagt 8, som hentede ham. Ingen var endnu kommet tilbage, efter at Vagt 8 havde hentet dem. Mafummir havde siddet i cellen med dem i en hel måne cyklus. Han og Ruk var blevet gode venner. Der var gået syv måner og ti ”forestillinger” siden den første forestilling, og Ruk var vokset et par centimeter, hans fingre var desuden forsvundet til fordel for fire skarpe klør. Det havde irriteret ham grænseløst, ikke at kunne holde fat på noget i starten, men han havde langsomt vendt sig til den nye del af hans krop. Hans kutte var ødelagt, og han havde kun et lille stykke stof til at dække sine mest private dele, alt andet havde hans andet jeg flået i stykker. Ruk så på Lian der sad og sov. Ruk smilte, Lian havde fået det meget bedre. Han havde været helt nede de første par måneder, han havde konstant mumlet til sig selv og haft høj feber, men nu havde han kun få tilbagefald, hvor han snakkede med sig selv. Han var altså næsten tilbage i sit normale jeg. Normale jeg Ruk gøs, efter de sidste par ”forestillinger” var fornemmelsen af det blodtørstige uhyre inde i ham, ikke forsvundet helt. Ruk var bange for at ”han” aldrig ville forsvinde helt, det var som om, ”han” bare ventede på en mulighed til igen at tage kontrollen. Ruk kiggede på Muza for at jage tankerne på flugt, han havde ikke ændret sig meget de sidste mange måner. Hans lange hvide hår var blevet endnu længere og nåede ham nu halvvejs ned af ryggen, og han var blevet lidt tyndere. Muza havde fortalt Ruk, at det der nær havde sprængt dem i luften, nok var ”præsternes” krudtlager, som de brugte til deres ”mirakler”. Præsterne var tilbedt af byen, der tydeligvis ikke var klar over, at der var en verden uden for deres dal. De troede på præsterne, som sagde:
”Uden for denne lykkens dal, hersker kaos”.
Præsterne prædikede Den Hvide Kejsers ord. Den Hvide Kejser var gud, og hans ord var lov. Deres jomfru ofringer viste sig at være deres måde at få ”nyt kød” til mændene på, men det vidste byen selvfølgelig ikke. Ruk hørte et dæmpet skrig langt borte og vidste, at han havde set det sidste til Mafummir. Ruk sukkede, da han hørte marcherende fodtrin og rejste sig op. Sekundet efter blev døren sparket op og to vagter kom ind. Muza og Lian vågnede samtidig og satte sig op da Ruk blev trukket ud af rummet.
Ruk blev som så mange gange før spændt fast i stolen, og den unge professor satte gang i væskerne med det sædvanlige lille bål under de to væsker. Da vagterne forlod rummet, sagde professoren det samme, som han havde gjort alle de andre gange:
”Jeg er ked af det…,” men denne gang fortsatte han, ”… men dette er heldigvis sidste gang for dig, sørg for at være klar, når månen er på sit højeste. Det er jeres eneste chance.”
Da Ruk var tilbage i cellen, fortalte han de to andre, hvad professoren havde sagt.
”Professoren er selv fange her, vi kan stole på ham, og desuden har vi ikke noget at tabe,” sagde Muza.
Ruk og Lian nåede kun lige at give ham ret, før vagterne kom efter Ruk. Af en eller anden grund virkede sprøjten hurtigere for hver gang Ruk fik den, så allerede da solen stod højest på himlen, var Ruk ude i buret igen.
Efter den sædvanlige blodige forestilling hvor Ruk havde fået ualmindelig mange pisk, kom turen til udvælgelsen af det nye jomfruoffer. Ruk’s krop vred sig af smerte fra pisken, der stadig smældede over ham, mens den sædvanlige taler råbte ud over mængden:
”Denne dæmon har vist sig mere mægtig end nogen anden før ham. Dette helvedes bæst kan kun dø hvis syv jomfruer ofres.”
Hele forsamlingen skælvede, mens navnene blev læst op. Syv? Det var flere end nogensinde før, Ruk var målløs, de havde aldrig før taget mere end to. Ruk tænkte stadig over det, da den blålige røg gled ind i rummet for at drive dæmonen tilbage til Ruk’s indre.
”Syv?! Hvorfor så mange?” var det sidste han tænkte, før smerten endnu en gang slog ham bevidstløs.
13
Ruk fik svaret, da han vågnede op i cellen, en fest! Der lød latter og sang i den anden ende af slottet. Ruk prøvede at sætte sig op, men en eller anden holdt ham fast ved jorden og lagde lynhurtigt en hånd over Ruk’s mund. Ruk åbnede øjnene og så, at det var Muza, der holdt ham fast, Muza så enormt koncentreret ud, og det gik op for Ruk, at Muza lyttede intenst. Ruk slappede af og kunne nu også høre hastige fodtrin, der kom nærmere, han hørte skramlen med nøgler, og døren gik op. Professoren stod i døren og kiggede ind til dem.
”Skynd jer,” hviskede han og kiggede nervøst over skulderen.
Ruk støttede sig til Muza og Lian, da de gik gennem slottet, imens løb professoren foran og holdt udkig. De havde fundet Lian’s ting i et skab ved den sovende fængselsvagt, i skabet fandt de også en stor sort le som lod til at være Muza’s, da han tog den til sig som en gammel ven, der var blevet væk. Ruk og kompagni var nået forbi støjen, og Ruk mente nok, at de snart var ude, og han havde ret. Kort efter kom de til en stor egetræs port, professoren listede ivrigt hen, åbnede den lille dør i porten, sneg sig ud og… der lød en knasende lyd, da en tung jernkugle knuste professorens kranium. Ruk så forfærdet til, mens professoren faldt baglæns ind gennem døren og ramte jorden. Manden, der alle de måneder før, havde været vagt ved den fangetransport, der havde ført dem til byen, trådte over professoren lig og grinede:
”Sikke en nar, ha!”
Muza overlod Ruk til Lian og gik roligt frem mod vagten med sin le. Den var sort og dekoreret, så det så ud, som om klingen kom ud af munden på en drage, desuden var enden spids og lignede dragens hale.
”Nå så du vil dø først,” råbte vagten og begyndte at svinge sine våben rundt i cirkler.
Med et kastede vagten sig fremad og hamrede sine våben mod Muza, i sidste sekund sprang Muza til side, og kuglerne hamrede ned i fliserne, som blev knust.
”Godt undveget gamling. Men nu hvor du har set min styrke, dirre du vel af frygt, gør du ikke? Over giv dig, og jeg vil gøre din død smertefri,” vagten begyndte at svinge sine våben igen og så på Muza.
”Stærk er du,” smilede Muza skummelt, ”men styrke er intet værd mod mig”
Muza svang lynhurtigt sin le og flåede vagtens tøj i stykker, under tøjet kom hans rustning til syne.
”Ha ha! Den her rustning kommer du aldrig igennem med dine ynkelige slag.” grinede vagten
”Så sandt som det er sagt,” sagde Muza, ”men så må du jo gøre det for mig”
Vagten gik brølende til angreb igen, og endnu en gang undveg Muza. Han løb hen til den anden væg og ventede, indtil vagten begyndte at storme over imod ham. Muza blev stående, indtil vagten næsten var helt henne ved ham, han satte lynhurtigt af med den ene fod mod muren og skød som et lyn frem mod vagten. Muza hamrede den spidse ende ned i vagtens fod, så han faldt forover med et skrig. Muza trak lynhurtigt leen til sig, vendte den om og satte klingen i position under vagten. Vagtens rustning fik ham ril at ramme klingen med så stor kraft, at den gled igennem rustningen, som var den af smør.
Muza trak klingen ud af vagtens maveregion, derefter forlod Muza, Ruk og Lian slottet og løb så hurtigt, som de kunne med Ruk på slæb op mod bjergende.
14
Ruk kæmpede sig op ad endnu en skrænt med Muza og Lian på slæb, der var gået seks dage, siden de var flygtet fra fængslet og byen. Ruk snublede og lå pustene på jorden et kort øjeblik, før han med en kraftanstrengelse kom på fødderne igen. Seks dage uden mad og kun meget lidt at drikke havde langt om længe fået bugt med Lian og Muza, som Ruk nu slæbte efter sig. Ruk havde efterhånden svært ved at modstå fristelsen, når Lian eller Muza fik en rift i et ben eller en arm, og blodets duft bredte sig, og hvis Ruk havde svært ved at holde sig fra kannibalisme, så var Ruk’s andet jeg mere end glad for idéen, og Ruk måtte bruge mange kræfter på at beholde kontrollen over kroppen.
Ruk gik og tænkte på, at det kun havde været på grund af Jaro, at de ikke var faret vild, før de blev fanget, da et kraftigt jordskælv rystede jorden og smed Ruk, Lian og Muza ned af skranten. Da Ruk ramte bunden, var han omtåget, men det lykkedes ham dog at få fat i Lian og Muza, og langsomt kæmpede han sig videre.
Da Ruk endelig nåede toppen og kun kunne se endnu en tom dal, gik han omkuld, og hele gruppen trillede ned af skråningen.
Ruk vågnede op, i hvad der lignede en slags stal, han rørte lidt på sig og hørte en barnestemme råbe:
”Se den er vågnet.”
Ruk kiggede op og så fem til seks børn stimle sammen på lågen ind til den boks, han lå i.
”Er det rigtigt, at den har båret dens ejere i flere dage?” spurgte den ene dreng og kiggede fascineret på Ruk.
”Ja det siger min far selv. Han siger, at hvis vi havde så loyale husdyr her i byen, ville vi aldrig have problemer.”
”Husdyr? Mig? Hehe der kan man bare se. Jeg ligner åbenbart mere et dyr end et menneske,” tænkte Ruk.
Et af børnene smed noget brød ind til ham, og Ruk åd det grådigt.
”Wow så du lige de tænder!” udbrød ham, der før havde nævnt sin far.
”Ja sylespidse!” udbrød en anden.
Ruk rullede sig sammen i det varme halm og lagde sig til at sove.
I løbet af de næste par dage kom både Lian og Muza til sig selv og besøgte ham i stalden. Ruk var blevet enig med sig selv om, at det var det bedste at blive ved med at spille husdyr rollen, det var både Lian og Muza enige i. De fortalte ham, at de var i en lille bjerglandsby, hvor indbyggerne sjældent havde kontakt med resten af verden. Ruk, Lian og Muza besluttede sig for at komme til kræfter, før de tog videre.
Ca. en halv måne efter de var blevet redet, besluttede de sig for, at de måtte videre. Ruk var blevet træt af stalden, Lian var begyndt at kede sig, og Muza kunne ikke lide at være så lang tid på det samme sted, hvis nu at De Hvide Tropper stadig ledte efter dem. Efter lidt tid blev de enige om, at de ville forsvinde ubemærket hvis muligt og helst om natten. Ikke mange nætter efter forlod Ruk stalden, Lian samlede deres ting sammen, og Muza huggede noget mad og et sæt tøj til Ruk, mens han mumlede noget om, at det var under hans værdighed.
De mødtes uden for huset, og under instrukser fra et kort som Lian havde fundet, begav de sig videre mod Det Røde Land.
15
Det tog dem fem dage, før de endelig kom til det sidste pas før Det Røde Land. I løbet af de fem dage havde de oplevet tre jordskælv, men ellers var der ikke sket noget.
”De jordskælv er nu mærkelige,” tænkte Lian. ”De kommer altid uden varsel. Det første jordskælv var den nat vi forlod byen, så var der det den tredje dag, og så det i morges.”
Lian gik videre, imens han grublede, men hans tankerække blev afbrudt af Ruk, der jublede forude. Ruk jublede, fordi han nu endelig var nået toppen af passet og kunne se ud over Det Røde Land. Men jublen blev hurtigt afbrudt, da Ruk skreg forskrækket.
Lian og Muza løb op til Ruk for at se, hvad der var sket, og de så ud over sletten. Hvad der normalt var en fredelig slette var nu forvandlet til en slagmark. En hær af soldater i røde rustninger kæmpede mod en langt mindre hvid hær. Den Hvide Hær var splittet, men Ruk syntes, der var et sært lys omkring dem, så de var ikke svære at se.
”Den Hvide Kejser taber!” hujede Lian.
”Nej,” sagde Muza, ”se.”
Muza pegede ned mod foden af bjerget. Ruk kiggede ned og så ca. hundrede wumaryttere, der red ned ad bjergsiden og ind i Den Røde Hær’s flanke. Hæren blev grebet af panik, og i løbet af kort tid var Den Røde Hær udraderet.
”Stå ikke bare der,” hviskede Muza vredt, ”måske kommer de denne vej.”
Ruk, Lian og Muza gemte sig bag en stor klippeblok lidt væk fra vejen. Da solen gik ned, kom ca. halvtreds wumaryttere ridende forbi i tavshed. Ruk holdt vejret, indtil de var langt nok væk, til at han turde snakke.
”Hvad skete der lige der?” spurgte Ruk, ”selv med de ryttere var Den Røde Hær klart størst.”
”Da de ryttere kom stormende mod Den Røde Hær, blev deres moral smadret. Når de ikke føler, at de har tag på situationen, er de fortabte,” svarede Muza. ”Det er generalernes skyld. Ingen person med bare lidt militær erfaring ville gå i kamp på et sted, som er så oplagt til baghold som det her.”
Muza rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage.
”De er alt for disciplinerede, allerede før jeg blev fanget, gik der rygter om, at de aldrig flygtede. I så jo selv, at de hverken jublede, fejrede sejren eller gennemsøgte ligene for penge og andet, ligesom de fleste hære gør. De snakkede ikke engang, da de red her forbi. Hvor har den tyran dog skaffet sig så frygtelig en hær?!”
”Ja og så lyser de nærmest,” indskød Ruk.
Muza og Lian så undrende på Ruk.
”Hvad lagde i ikke mærke til det?”
Muza og Lian rystede på hovedet.
”Arg glem det. Lad os nu bare komme af sted til Den Røde By,” sagde Ruk og rejste sig op.
”Hvad hedder byen egentlig rigtigt?” spurgte Lian og rejste sig op.
”Mynrak,” svarede Muza
”Men hvis den hedder Mynrak, hvorfor bliver den så kaldt ”Den Døde By” i Vivaro?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af, når vi når så langt.” smilte Muza.
Ruk, Lian og Muza tog deres første skridt over passet og dermed ind i Det Røde Land på præcis samme tidspunkt, som endnu et voldsomt jordskælv ramte bjergende.
16
Jordskælvet var langt derfra, men rystelserne fik stadig Ruk, Lian og Muza til at vakle.
”Hvad fanden er der med de jordskælv?” råbte Ruk, da jordskælvet var ovre. ”De driver mig til vanvid”
”Det virker i hvert fald ikke normalt, at der er så mange jordskælv,” svarede Muza.
”Lad os komme ud af de har lorte bjerge, før de tager livet af os,” sagde Ruk og sparkede til en sten.
”Ja det virker som en god idé,” sagde Lian, ”jeg vil også gerne væk fra de her bjerge. Det var kun meningen, at vi skulle bruge en uge eller to på at komme over de her bjerge, og nu har vi efterhånden været her i et helt år.”
”For mig er det nu lidt længere end bare et år, men hvis I har så travlt, så lad os da komme af sted,” grinte Muza og begyndte at gå ned af bjergsiden.
Det var først midt på næste dag, at de nåede bjergets fod. Stanken, fra de faldne i den varme middagssol, var ulidelig, og der var ikke den mindste vind til at føre den bort. Ruk var begyndt at få det dårligt, da han så en skikkelse gå syngende omkring i lig dyngerne. Ruk prikkede til Lian og Muza og pegede over på manden, der sang:
”Hnort vrugt an duk! Ek runju,” han bukkede sig ned og tog en pung fra et af ligene, hvorefter han sang videre, ”noragt iora.”
Ruk så spørgende på Muza og spurgte:
”Hvad synger han?”
”Noget om at nu kan han få mad på bordet tror jeg.” svarede Muza.
”Gnik autri næoi gytbu eknuo!”
”Han taler det sprog nogle, få enlige stammer taler i de nordlige bjerge,” sagde Muza og fortsatte, ”jeg tror, det er bedst, hvis vi fordufter uden at han ser os.”
”Suny eponu knæyt suksu,” sang manden lystigt, da Ruk, Muza og Lian forlod stedet.
Da de var kommet lidt væk, vendte Ruk sig om for at se manden en sidste gang, men han var som sunket i jorden. Ruk trak på skuldrene og gik op til de andre igen.
”Vi skal bare følge floden der,” sagde Muza og pegede på en stor flod, der kom ud af en stor åbning i bjergene og snoede sig gennem den golde slette. ”Mynrak ligger ved siden af den flod på den anden side af sletten.”
”Hvad hedder floden?” spurgte Lian, ”og hvorfor kommer den ud af bjergene?”
”Tja det er der, ingen der ved,” sagde Muza og trak på skuldrende, ”men man siger, at den er magisk, da den aldrig tørre ud. Selv ikke i den lage tørke, der varede tredive år, forsvandt floden. Den flod er Det Røde Lands livsnerve. Dør floden, dør landet. Mange har selvfølgelig forsøgt at finde ud af, hvor den stammer fra, men endnu er det ikke lykkedes nogen, at finde flodens udspring og vende tilbage med livet i behold.”
Lian gyste og spurgte om, hvor lang tid det ville tage dem at komme til Mynrak.
”Et par uger vil jeg tro,” svarede Muza, ”altså, hvis vi ikke render ind i problemer selvfølgelig.”
Den lille gruppe gik godt til hele dagen, og da det blev nat, lagde de sig til at sove i nogle buske, da Muza ikke havde ment, at der var behov for en natte vagt, sov de alle tre godt i forvisning om, at de endelig var ude af bjergene, og at ingen i nærheden kunne skade dem.
Lidt væk i en anden busk kiggede et par øjne frem mod de rejsende, og øjnenes ejer sang sagte:
”Triu oufr oiar griny flæiu ywt ruå randge ewq!”
Under øjnende slikkede en tunge sig om munden.
17
Ruk kiggede sig over skulderen for ca. tusinde gang i denne uge, der måtte da være noget denne gang. Nej!? Det kan da ikke være rigtigt. Ruk stønnede og traskede videre, bag de to andre. I en hel uge havde de gået langs den enorme flod, der skar sig gennem landskabet. I hele ugen havde Ruk haft en mærkelig følelse af at nogen holdt øje med dem, Muza og Lian havde dog ikke lagt mærke til noget mærkeligt.
”Se der!” råbte Lian. ”Et slot!”
Og ganske rigtigt lå der i horisonten et stort slot, Ruk, Lian og Muza bestemte sig for at de ville forsøge at nå derhen, før natten faldt på.
Himlen var farvet rød af den nedgående sol, da de endelig nåede porten. Slottet var enormt, langt større end de først havde regnet med, Ruk fik ondt i nakken af at kigge på de høje tårne, der strakte sig langt op i luften. Muza gik hen og bankede med den store dørhammer, så det buldrede.
Da ingen svarede, tog Muza fat i den lille dør ved siden af og trak til. Døren gik op med en stille knirken, og trioen trådte indenfor.
Ruk kiggede rundt og blev chokeret over synet, der mødte ham. Overalt var der bøger, bøger i alle størrelser. Alle vægge var dækket af reoler fyldt med støvede bøger, selv rummene ved siden af var fyldt med bøger. Ruk tog fat i en bog og læste forordet: ”Hutide Argty datter af Pontki Argty.” Ruk slog op midt i bogen og læste højt:
”Jeg bliver angrebet af to røvere, min Wumaunge skriger da de slagter den.”
Ruk gøs og kiggede bagerst i bogen:
”Lægen siger at jeg ikke kan overleve, smerterne er for store lad mig nu dø. Og nu tager sygdommen mig.”
Ruk lukkede bogen med en gysen:
”Hvad er det dog for et sted?”
”Det er en gave fra visdommens gud Dezal. Slottet her indeholder alle menneskers skæbne. Hver bog indeholder alle oplysninger om et menneskes liv,” sagde en munk, der kom gående ned fra en smal trappe i hjørnet, ”og jeg er bestemt til at vogte over bøgerne. Dezal gav menneskene dette slot i tidernes morgen, for at de skulle lære at viden ikke altid har den effekt, som man tror den har. Mange folk har levet hele deres liv i dette slot i søgen efter deres egen bog. De få, der fandt deres egen bog, levede resten af deres liv i frygt for den død, som de ikke kunne undgå, skønt de vidste præcis hvad der ville ske. Viden kan være en frygtelig forbandelse.”
Muza tog interesseret en bog op og kiggede i den, læste et par linjer og lukkede den så, imens han talte:
”Jeg har hørt om dette sted… men det skulle jo bare være en myte… skulle det ikke?”
”Engang kom her mange, folk fra nær og fjern, men i de sidste mange generationer, har kun få besøgt Vor Frues bibliotek. I er velkomne til at blive så længe i vil, Dezal skelner ikke i raser eller arter,” tilføjede munken, da han tog Ruk ved nærmere eftersyn.
Ruk lyste op og de fulgte alle tre munken op ad den lille trappe.
18
Den lille gruppe blev på det hellige bibliotek i et par dage, før de tog videre, de brugte tiden der på at læse i de mange bøger og ellers bare hvile ud før deres sidste etape mod Mynrak. Munken fik sin mad fra en lille have og nogle høns, som han havde i en lille gårdhave. Da de forlod stedet, takkede de mange gange for gæstfriheden og gik så videre langs floden.
Røgen snoede sig op mod den mørke himmel, og flammerne buldrede under røgen. Fire mærkelige fyre, som Muza påstod, kom fra bjergende i nord, dansede rundt om det enorme bål og sang lystigt om mad. Lidt derfra sad Ruk, Muza og Lian bagbundet.
”Hvad fanden var det lige der skete?” tænkte Ruk for femte gang de sidste fem minutter.
Ham, som de havde mødt mellem ligene for lidt over en uge siden, var pludseligt dukket op midt på sletten og havde sunget i vilden sky. Mens de havde stået og stirret på ham, var de blevet slået ned bagfra og slæbt ned til åen, hvor de så havde lavet bålet og tændt det, da natten faldt på, og så havde Ruk, Lian og Muza bare siddet der og ventet på det uundgåelige. Det var jo kun en mulighed, for hvad de ville gøre, ingen havde sagt det, men de vidste alle tre, hvad der skulle ske, at blive spidst var ikke lige hvad Ruk havde regnet med, da han tog af sted med karavanen dengang. Ruk sukkede og kiggede ud over sletten og lagde mærke til, at mørket virkede tættere end normalt. Ruk så lidt bedre efter, men selv ikke hans rovdyrøjne kunne se igennem det tætte mørke, der så ud til at komme tættere på inde fra sletten. Ruk puffede til Lian ved siden af sig, der sad som forstenet, og nikkede over mod det mærkelige mørke. Lian så skrækslagen ud og puffede til Muza, for at han også skulle se det.
”Det ser ret mærkeligt ud det der,” mumlede Muza.
Men mere nåede han ikke at sige, før de fire bjergfyre greb fat i ham, Ruk og Lian. Ruk, Lian og Muza kæmpede imod, det bedste de havde lært, da de fire bjergfyre forsøgte at binde dem fast til en pæl, det gik meget godt, indtil en af dem trak et sværd og satte det hen foran Ruk’s strube, så var der ikke andet at gøre end at lade sig binde til pælen. Bagefter byggede de et primitivt stativ omkring bålet, der så ud til at holde de to ender af den stang, de tre venner var bundet til.
”De vil stege os!” udbrød Lian med panik i stemmen, ”Vi må væk!”
Men det var udelukket, de fire bjergfyre var allerede tilbage, og med et støn af anstrengelse løftede de pælen op på deres skuldre og gik over mod bålet. Ruk sprællede det bedste han havde lært, men det nyttede ikke noget, men lige da han havde opgivet håbet og begyndte at forberede sig på døden, blev himlen levende.
Små sorte torpedoer hamrede ind i de to forreste bærere, der skreg af smerte og tabte stangen, som tumlede ned på jorden. De fire bjergfyre trak deres våben og forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. To af dem var overstrøget med ridser, og det, der havde angrebet dem, var forsvundet. En af dem råbte lige pludseligt og pegede ind mod sletten.
Der gik en mand hyldet i mørket frem mod dem, han gik ganske roligt, som om han ikke havde en eneste ting at bekymre sig om. Han var høj, kunne Ruk se, og han gik vist med en sort kappe. Ruk gøs, hans hud var sort som kul, og han bar et sværd i en smukt udskåret skede ved hans venstre side. En af bjergmændene råbte truende og viftede med sit sværd, Manden reagerede ved at trække sit eget, det var smukt, sort blankt og tydeligvis knivskarpt.
”En katana,” mumlede Muza.
Ruk havde hørt om katana’er, de kom fra østen og skulle være skarpere og hurtigere end normale sværd. Manden stillede sig i kampposition med spredte ben og sværdet foran sig. Det føltes som en evighed, at de bare stod der og stirrede på hinanden, ingen rørte på sig eller sagde en lyd, selv bålet lod til at dæmpe sig. Pludselig stormede de fire bjergmænd frem mod manden, som stadig ikke flyttede sig, først da den forreste var en meter foran ham, reagerede han. På et spildt sekund stormede han frem og stod lige pludselig bag dem, imens bjergmændene langsomt sank sammen bag ham.
”Hvad fanden skete der,” mulede Muza og kiggede hen på de døde folk og den mystiske mand, ”jeg nåede ikke at se noget, det gik så hurtigt.”
Ruk vidste præcist, hvad han mente, han havde selv kun lige akkurat kunne se det. Manden var sprunget frem med utrolig fart og havde skilt den første mands hoved fra hans krop, han havde så sat af igen og hugget de to næste ned, hvorefter han havde forsat til den sidste. Og nu stod han der uden en skramme og tørrede blodet af sværdet, da en af de fire rejste sig op igen. Han blødte kraftigt fra et dybt sår i brystet, men stormede alligevel frem imod manden. Manden stak sværdet i skeden og vendte sig mod den angribende bjergmand og trak derefter kappen ud, så man kunne se, hvad den indeholdt. Ruk nåede lige at få et glimt af dem, før de gik til angreb: flagermus, ikke normale flagermus, men enorme flagermus. Hver af dem på størrelse med en tallerken gik de alle sammen til angreb på den overlevende. Cirka tyve var der, skønnede Ruk, og de gik skånselsløst til angreb på bjergmanden, der skreg, imens han langsomt blev tvunget baglæns ind i ilden. Skriget var frygteligt. Da hans tøj blev fanget af ilden, og flagermusene sørgede for at han ikke kunne komme ud af ilden og ned til vandet. Efter kort tid døde skriget dog ud, og flagermusene fløj tilbage til manden kappe og satte sig til rette igen, hvorefter manden gik sin vej lige så stille, som han var kommet ind over sletten. Ruk fulgte ham med øjnene, så langt han kunne, men det var som om, at han havde efterladt et mærkeligt mørke, man ikke kunne se igennem, og da solen endelig viste sig på himlen, og vennerne var kommet fri af pælen, var han væk.
”Hvem var dog det?” spurgte Lian ud i det blå.
”Den Sorte Samurai,” svarede Muza.
19
Ruk og Lian vendte sig overasket mod Muza, der talte videre.
”Det er hvad han kaldes Den Sorte Samurai han kaldes også andre ting som Dødens Højre Hånd, Nattens Sendebud, Flagermusenes Herre og Den Stille Død. Ud over hans tilnavne ved man stort set intet om manden. Ingen fakta, ingen alder, ingen familie kun underlige rygter og gisninger.” Muza kiggede tomt ud i luften. ”Jeg troede kun han var en myte, man siger, at han har vandret i dette land, siden den første Hvide Kejser gjorde sit indtog som røverkonge, og det er 500 år siden”
”500 år? Så længe er der da ikke nogen, der kan leve,” udbrød Ruk
”Lige præcis, men alligevel var han her i aften, og i løbet af de sidste 500 år har masser af mennesker sværget på at have set ham.”
”Men kan det ikke have været en anden person vi så i dag og ikke en eller anden 500 år gammel mand” indvendte Lian.
”Rygtet siger, at Den Sorte Samurai bærer en sort klinge fra østen og bruger den med en fart, som er selv lyset forundt. Han bærer i sin kappe mørket i form af bevingede skabninger fra natten. Når han kommer, kommer han med mørke, der formørker natten, og aldrig siger han så meget som et eneste ord. Desuden siges han, at have en sort hud og en kølig overlegenhed, der overgår den menneskelige forstand. Nej det kan ikke have været en anden vi mødte i nat.”
”Jeg har aldrig før set folk med sort hud,” sagde Ruk, ”findes der virkelig folk, der ser sådan ud?”
”Ja,” sagde Lian, ”jeg har hørt om nogle folk, der sejlede mod syd over havet og fandt en ø, der lå under en enorm sort sky. Skyen lod ikke en eneste solstråle ramme øen, så de opdagelsesrejsende måtte tænde fakler for overhovedet at kunne se noget på øen. Men da de tændte faklerne, var det som om, at alle lyde på øen forstummede, og efter kort tid blev de brutalt overfaldet af mennesker med sort hud. De mørkhudede mennesker slagtede de fleste af de opdagelsesrejsende og slukkede faklerne med en blanding af vrede og frygt. Kun fire fra den oprindelige trup kom levende tilbage, og de blev ved med at gentage to ord i de næste tre uger: Nattens Ø.” Afsluttede Lian dramatisk.
”Glem historie timen for nu,” sagde Ruk og strakte sig. ”Jeg vil altså snart gerne sove i en ordentlig seng igen, selv ham munken havde kun nogle mugne madrasser.”
”Jeg ved hvad du mener,” sagde Muza, ”men i det mindste er der kun en dags vandring, til vi kan se den famøse Røde By.”
Ruk, Lian og Muza gik hele dagen, men da solen gik ned, kunne de stadig ikke se byen, så de besluttede at slå lejr for natten, de gik alle tre sultne i seng, da deres sparsomme proviant var blevet spidst af de kannibalistiske bjergfolk. Kort efter at Ruk faldt i søvn, indtraf de mærkeligste drømme, som han nogen sinde havde haft: Først var han tilbage på børnehjemmet, som var blevet malet lyserødt, og hele byen hyllede Ruk som en helt, men så skiftede drømmen karakter, og Ruk befandt sig i et stort og lyst rum sammen med Muza og Lian.
”Øhh dav,” grinte Ruk, der stadig ikke havde glemt det lyserøde børnehjem, ”er i også med i min drøm?”
”Ikke så vidt jeg ved,” svarede Muza med et skuldertræk, ”jeg blev selv suget ud af en drøm, tror jeg”
”Her er nogen,” sagde Lian skrækslagen.
”I drømmen?” grinte Ruk, ”er det ikke lidt lige meget, det er jo bare en drøm.”
”Nej!” hvæste Lian, ”det her er ikke en drøm, det her er en anden persons bevidsthed.”
”Så vi drømmer altså ikke længere?” spurgte Muza forundret.
”Det er ikke en drøm, nej. Det er…” sagde Lian, før han blev afbrudt af en smuk kvinde stemme.
”En kidnapning af sjæle I er fuldstændig forsvarsløse. Var det det, du ville have sagt min søde?”
Ruk og Muza for sammen ved lyden af hendes stemme, der lød til at komme alle steder fra, men Lian blev stille stående og svarede.
”Ja, det var, hvad jeg ville have sagt, men hvem er du og hvad vil du os?”
”Jeg er Søvngængeren,” sagde den smukke stemme, og Muza stivnede.
”Sø-sø-sø-søvngængeren?” stammede Muza, ”den søvngænger?”
”Hvem er Søvngængeren?” spurgte Ruk forvirret.
”Søvngængeren er Den Hvide Kejsers rådgiver og datter.”
”Hans datter?!” spurgte Ruk forbavset.
”Du kender mig? Jeg er smigret.” Fniste Søvngængeren.
”Selvfølgelig kender jeg dig, du har dræbt flere officerer kaptajner og admiraler en nogen anden.”
”Hihihi, det er rigtigt. Men lad os nu komme til sagen,” sagde søvngængeren og lød pludselig alvorlig. ”Den Hvide Kejser er ved at være træt af jer tre. I brød ud af fængslet, dræbte hans mænd og… lige meget. Den Hvide Kejser tilbyder jer fremtrædende positioner i hans hær.”
”Og hvis vi nægter?” spurgte Muza
”Så vil I lide døden, men I skal ikke svare nu. Tænk over det, det er et udmærket tilbud. Jeg kender jeres svar så snart I træffer den endelige beslutning,” sagde den smukke stemme, mens lyset langsomt forsvandt.
Ruk, Muza og Lian vågnede samtidig badet i sved, imens månen stadig stod højt på himlen, og efter en kort rådslagning valgte de at tage videre med det samme, jo før de kom til Mynrak jo bedre.
Da solen var stået op og var tæt på sit højde punkt gik Ruk, Muza og Lian over en bakke og kunne nu beskue Mynrak i al sin pragt. Hvad end Ruk havde forestillet sig at Mynrak ville være, tog han fejl, Byen var simpelt hen enorm, der var tårne og spir alle vegne og rundt om selve byen var svaret på, hvordan Mynrak havde fået sit øgenavn.
En enorm mur omgav hele byen, den havde tydeligvis været hvid engang, men det var mange hundrede år siden. Nu var det farvet rød af blod, overalt var muren blodstænkt, og det var ældgammelt blod, der langsomt, men sikkert, var blevet en del af selve væggen. Ruk væmmedes ved tanken om den massakre, der havde farvet muren, Lian så ud som om, at han skulle brække sig, Muza lod sig ikke synligt mærke, men skyndte bare på dem for at komme ned til byen. Byen var dog længere væk end forventet, så det tog stadig Ruk, Lian og Muza en time at nå ned til porten. Først da Ruk stod og stirrede op mod toppen af muren, gik det op for ham, hvor enorm den var, mindst tredive meter høj og tyve meter bred. Ruk tog munkehætten på, og de tre rejsende gik hen til porten, hvor otte soldater i rød rustning stod vagt.
20
Muza gik forrest hen til porten, hvor den lille gruppe blev stoppet af en vagt, der spurgte efter deres navne, og hvad de skulle i staden.
”Mit navn er Ravu, dette er min søn Lian og den lokale munk Ruk,” sagde Muza, før Lian eller Ruk kunne nå at svare. ”Vi er kommet for at besøge nogle slægtninge her i byen.”
”Hvis I bare skal besøge nogen slægtninge, hvorfor har I så munken med?” spurgte vagten mistænksomt.
”Ak den gamle munk har ikke langt igen, og han vil gerne opleve de prægtige templer her i byen, og vi tilbød at tage ham med på rejsen.”
”Nå på den måde,” nikkede vagten, og trådte til siden.
Da Ruk, Lian og Muza var kommet et stykke ind i byen, spurgte Ruk Muza hvorfor han havde opgivet falsk navn til vagten.
”Jeg kan forstå, at du sagde, at jeg var munk, men hvorfor ikke bare sige dit eget navn?”’
”Jeg har mine grunde,” sagde Muza, og Ruk lagde mærke til, at han blev lidt bleg, ”det er bedre, at I ikke kender dem,” forsatte han med et smil.
”Hvorfor nu det?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af før eller senere,” lo Muza, ”men lad os nu finde den der bar I snakkede om, hvad var det den hed? Noget med en drage, ikke?”
”Jo Dragens Tænder, svarede Lian, ”kroejeren skulle kunne hjælpe os med at få kontakt, han skulle hede Shajita eller noget i den retning.”
”Okay. Men har I nogen anelse om, hvor stor den her by er? Det er så godt som umuligt at finde den,” sagde Muza. ”Vi må have fat i en eller anden der er sted kendt.”
Et lille stykke derfra fik en ung pige på cirka sytten år en knytnæve i mellemgulvet, så hun tabte vejret. Hendes ansigt var forslået, og hun blev holdt af to skummelt udseende mænd. Hun hostede, og der kom blod med op, men på trods af hendes skader var hendes blik iskoldt, da hun så på manden, der lige havde slået hende.
”Kom til sagen,” hvæste hun og spyttede lidt blod ned på jorden.
”Sagen?” grinte manden, ”sagen er den, at du skylder mig en forfærdelig masse penge, og jeg forventer at få mine penge inden næste måne.”
”Som jeg sagde, da jeg lånte dem: Du får dem igen om en måne. Jeg har stadig en uge husker du nok? Så hvad fanden laver du her?”
”Jeg kom bare for at sørge for, at du ikke glemmer at aflevere pengene,” smilte han lumskt.
”Du får dem,” gentog hun med et host.
”Fair nok. Jamen, så ses vi senere Sukara,” sagde han, og de to mænd, der holdt hende, smed hende ud af vinduet.
Ruk så forbavset Muza blive slået omkuld af en pige, der øjensynligt lige var blevet smidt ud af et vindue på første sal. Muza tabte sin le, der var foldet sammen og pakket ind, da han blev ramt af pigen, og så snart han kom op at stå igen, greb han den og tjekkede lynhurtigt bladet igennem stoffet, der omgav leen. Lian så straks, at pigen hostede blod op, og holdt hende derfor nede, da hun prøvede at rejse sig.
”Du har formentlig brækket tre ribben fra det fald, så du skal ingen steder hen lige nu.”
”Rend mig,” svarede Sukara og prøvede igen at rejse sig, men Ruk tog fat i hendes skulder og holdt hende nede.
”Jeg har travlt, så skrid med jeres medlidenhed og gode råd. Jeg har prøvet det, der var meget værre”
”Det er måske sandt,” svarede Lian, ”men en skade af denne kaliber skal man ikke tage let på. Jeg er læge og du er hermed min patient. Ruk bær hende op i lejligheden igen og tjek om dem, der smed hende ud, stadig er der. Jeg skal lige skaffe nogle nye medikamenter,” råbte Lian og satte i løb ned af vejen.
Ruk sparkede døren ind med den skadede i favnen og scannede lynhurtigt rummet for eventuelle fjender, men rummet var tomt, så Ruk lagde pigen på en bænk, hvorefter han tjekkede, at Muza holdt vagt udenfor. Da han kom ind igen, var pigen faldet i søvn, og Ruk fik tid til at se ordentlig på hende. Hun var på alder med ham og utrolig smuk. Grønne øjne, dybrødt hår og så var hun lidt brun i huden, som om hun havde taget sol i flere timer.
”En forunderlig blanding,” tænkte Ruk, da Lian kom brasende ind med en taske fyldt til randen med modgifte, bandager og andre medicinske medikamenter.
Et stykke tid senere vågnede Sukara med smerter i hele kroppen og brystet dækket af bandager. Hun kiggede rundt og fik øje på de tre personer, der tilsyneladende havde taget sig af hende. Den lille dreng, der havde sagt, at han var læge, sad og læste en bog. Manden hun havde ramt, da hun blev smidt ud af vinduet, så ud til at være i gang med at slibe en stor le. Det måtte være den, som han havde tabt, da hun ramte ham, tænkte Sukara, og fik så øje på munken. Ham drengen havde vist kaldt ham Ruk, en ret underlig munk, han havde uden problemer sparket den tykke dør ind, mens han bar hende. Han stod med ryggen og havde stadig hætten på, det så ud som om, han holdt øje med nogen. Pludselig henvendte han sig til den anden mand.
”Jeg sværger Muza, den der fugl har siddet der, siden vi kom.”
Sukara kunne høre på hans stemme, at han ikke var meget ældre end hende selv.
”Det er en Nøxif,” sagde manden, der hed Muza sagte, ”de er, så vidt jeg ved, ret sjældne her på egnen.”
”Er den farlig,” spurgte Ruk.
”Nej! Panoe er bestemt ikke farlig,” sagde Sukara højt, og det gav et sæt i de tre andre i rummet, som hurtigt vente sig og kiggede på hende med et forskrækket udtryk.
”Haha av! I ser sgu for sjove ud haha,” Sukara tvang sig selv til ikke at grine, da det gjorde ondt.
”Så vågnede du endelig,” udbrød lægen, ”hvordan har du det? Har du nogen smerter?”
”Det gør i hvert fald ondt, når jeg griner,” svarede Sukara med et smil.
”Du var heldig, du slap med to trykkede ribben. Du er klar igen om nogle dage”
”Hvem er I, og hvad forventer I til gengæld,” sagde Sukara pludselig hårdt.
”Jeg er Lian, det her er Ruk,” sagde han og pegede på munken, selv om han havde vendt sig om, kunne hun stadig ikke se hans ansigt, da han stod lige i den nedgående sol, ”og øhh… Ravu. Hvad vi forventer til gengæld? Tja en lille rundvisning i byen kunne være rart og så lidt viden om, hvor en kro kaldet Dragens Tænder ligger.”
”Ikke andet?” udbrød Sukara lettet, men blev så pludselig hård igen. ”Hvad stikker der under?”
”Hvad mener du?” smilte Lian.
”Jeg slog ham der omkuld, I passer og plejer mig, og I vil kun have sightseeing til gengæld. Det giver ingen mening,” næsten råbte hun.
”Måske ikke for dig, men det giver masser af mening for os. Vi er kun på et kort eksklusivt visit, og vi mangler en guide. Men du skal vide, at du kun får det af vide, der er højst nødvendigt, for din egen sikkerheds skyld.”
Lian så utrolig alvorlig ud i forhold til sin unge alder.
”Sig mig vidste du noget om den der fugl eller hvad?” brød ham, der hed Ruk ind, ”den har stirret på mig lang tid, det kan ikke være normalt.”
”Den hedder Panoe og er min fugl,” hun fløjtede sagte, hvilket fik fuglen til at lette og yndefuldt flyve ind og sætte sig på Sukaras ben. Da Panoe fløj forbi, fik Sukara et kort glimt af et enormt tandsæt, det så fuldstændig grotesk ud, men så var lyset væk igen, og Sukara kunne ikke se ansigtet mere. ”Mit navn er Sukara og i har en aftale. Men først vil jeg vide hvad der er med dit ansigt munk!”
”Desværre,” sagde manden, der var i gang med at pakke sin le væk, ”det er helt sikket ikke noget, du har behov, eller lyst til at se. Tro mig!” grinede Manden, og de to andre stemte i.
21
Da solen var gået ned, og Sukara sov trygt, stod Ruk, Lian og Muza og snakkede lavmælt sammen.
”Hun er ikke normal. Jeg kan slet ikke trænge ind i hendes tanker,” hviskede Lian.
”Er du sikker? Har du prøvet alt hvad du kan?” hviskede Ruk tilbage.
”Ja, siger jeg jo,” vrissede Lian.
”Men kan vi så overhovedet stole på hende?” spurgte Ruk.
”Ja, det kan vi godt,” brød Muza ind. Ruk og Lian stirrede forvirret på Muza. ”Tro mig Sukara er en af de få, vi kan stole på i den her by.”
”Hvordan kan du være så sikker på det?” spurgte Lian forbavset.
”Jeg kendte hendes mor engang. Nej ikke på den måde,” udbrød han, da han så Ruk’s lumske smil. ”Hør det er ikke det rette tidspunkt at tale om det. I vil formentlig få mere af vide, når vi har snakket lidt med De Royale. Men jeg har for resten hørt nogle af de lokale snakke om en byfest, der begynder i morgen.”
”Øhh hvad har det med noget at gøre?” spurgte Ruk, men Muza og Lian smilede bare indforstået.
”Det kan i ikke mene?!” skreg Ruk, mens Sukara lå sammen krummet på gulvet og skreg af grin. Ruk var blevet klædt ud i en fugledragt med prægtige fjer over hele kroppen, vinger på armene og en fuglemaske, så man ikke kunne se han ansigt.
”Det er da ikke så slemt,” smilte Muza, da han tog Ruk i øjesyn.
”Hvad fanden er meningen med det her?” Spurgte Ruk hidsigt.
”Er det ikke indlysende?” smilte Lian, ”det er, da for at skjule visse anormaliteter.”
Sukara sukkede, hun havde stadig ikke fået lov til at se disse anormaliteter, Ruk havde nemlig taget dragten på i et andet rum.
”Hvis vi skal nå byen rundt i dag, så skal vi af sted nu.” sagde Sukara og samlede sig op fra gulvet.
”Okay,” nikkede Lian, og sammen forlod de alle fire huset og gik ud på gaden.
Gaden var fuld af musik, folk, der grinte, og gøglere klædt ud som alskens dyr, fugle og klovne.
”Så det er altså en byfest,” sagde Ruk bag sin maske, ”jeg har aldrig før set en byfest. Dem havde vi ikke nogen af i Vivaro.”
Den næste times tid gik den lille gruppe rundt i byen, imens Sukara førte an.
”Så er vi endelig ved noget spænende,” smilte Sukara, da den lille gruppe kom ud på en enorm plads. Pladsen var belagt med brosten i utrolige mønstre hele vejen ned til floden. To enorme templer stod i den ene ende af pladsen, de var så enorme at floden løb igennem de to templer. ”Her ser i to af byens tre vidundere, de to guddommelige templer til de ægte guder: Nogan lysets gud og Dezal visdommens gudinde,” sagde Sukara og pegede først på det hvide slot og dernæst på det blå.
”Guder? Hvad er guder?” spurgte Ruk.
”Hvad er guder!?!? Ved du ikke hvad guder er? Kender du ikke Nogan og Dezal?” nærmest skreg Sukara.
”En gud er en slags almægtig skaber,” svarede Muza, ”han eller hun har uendelig magt og styre alene en del af selve verdenen. Vi i Det Røde Land har to ægte guder: Nogan lysets gud, som hersker over dagen, lyset og alt godt, og Dezal, der er visdommens gudinde.”
”Dezal var det hende med det der mærkelige bibliotek?” spurgte Ruk.
”Ja,” svarede Sukara, ”hun er meget velset og alle de kloge hoved her i byen tilbeder hende i det store blå tempel. Men det tempel vi skal ind i er det der.” Sukara pegede på det store hvide tempel. ”For der kan man nemlig se en genstand, som tilhører Nogan den mægtigste gud, der findes.”
”En ting som Nogan ejer?” spurgte Muza måløs.
”Ja,” svarede Sukara, ”den slog ned for fem år siden, og der er ingen tvivl om, at det er hans.”
”Hvordan kan man være så sikker på det?” spurgte Muza.
”Det får du at se, når vi kommer ind,” sagde Sukara listigt.
”Vi havde ikke guder i Vivaro,” forklarede Ruk på vej ind i templet, ”vi havde en helt vi så op til, men ikke guder som… WOW”
Ruk var nær faldet bagover, da han kom ind i det enorme tempel. Rundt langs alle væggene stod der prægtige statuer, guldindfattede bøger og vinduerne var i flot forskelligt farvet glas, men det var ikke det, som Ruk kiggede på. Det han så var placeret midt i salen. Midt i salen hang et enormt scepter tilsyneladende frit i luften. Sceptret var tyve meter højt og var lavet i smukt udskåret træ, med guld plader monteret på enden, men det var i den anden ende, at det blev virkelig utroligt. I toppen af staven var en guldring placeret, uden om ringen hang guld pigge i den rene ingenting, som solstråler fra ringen. I midten af sceptret hang en diamant, på størrelse med Ruk’s hoved, Ud fra diamanten strømmede et sælsomt lys, som forstærkede sceptrets lighed med solen.
”Det er utroligt,” mumlede Muza lamslået, ”hvordan er den havnet her?”
”Den styrtede ned for fem år siden,” svarede Sukara, ”det var fuldstændig sindssygt, det kom bare styrtende ned fra himlen brød igennem taget, og som i ser, landede den her, uden så meget som at have rørt jorden først.”
”Wow,” sagde Lian, ”det lyder sku utroligt.”
”Nå, men hvis vi skal nå hele byen igennem, så kan vi ikke blive hængende her,” sagde Sukara og førte de andre ud af templet.
22
Da Lian, Ruk, Muza og Sukara var kommet ud foran templet igen, spurgte Ruk Sakura:
”Du sagde at Nogan og Dezal var de eneste ægte guder, ikk? Er der da nogen uægte guder?”
”Ja der er en,” svarede Sukara og pegede hen mod et mindre kulsort tempel, ”hans navn er Kinl, og han er mørkets, krigens, dødens og ondskabens gud.”
Sukara førte de andre over mod det sorte tempel, og da de kom tæt på, lagde Ruk mærke til at templet var meget større, end han først havde troet, faktisk var det så stort at floden, som de havde fulgt til Mynrak, løb igennem templet.
”Floden løber direkte igennem templet, og vandet efter templet bliver man syg af at drikke,” forklarede Sukara og pegede på floden.
Ruk lagde nu mærke til at vandet var mørkere efter templet, som om at det var blevet forurenet inde i templet.
”Heldigvis løber floden også igennem de to andre templer.” Sukara pegede på de to andre templer og Ruk lagde for første gang mærke til at floden også løb igennem dem. ”Efter Nogans tempel er vandet rent, og det lyser med et sælsomt skær. Når det så løber igennem Dezals tempel, bliver det blåligt, hvorefter det løber ud i havet. Det er mellem de to ægte templer, at vi henter det vand vi skal bruge.”
”Der kan man bare se,” mumlede Lian fascineret, ”synes du ikke det er spænende Ruk?... Ruk?”
Ruk havde fået øje på en gruppe mennesker, der havde samlet sig et stykke væk og var gået over for at se, hvad der foregik. Da Ruk nåede derhen, kunne han se at gruppen af mennesker stod rundt om fem personer, der var i gang med at udføre utrolige gerninger.
Der var en stor fyr i bar overkrop, der var i gang med at løfte en enorm sten, der så ud til at veje en hel del. Der var tre personer, der var i gang med en lynende hurtig sværddans, det så ud som om, de ville tage hinandens liv, hvis de kunne komme til det. Hver eneste gang det så ud som om, at det var ude med en af dem, lykkedes det ham at undvige i sidste øjeblik. Den sidste person var tilsyneladende i kamp med tilfældige mennesker fra publikum, han kæmpede uden våben, og selv om hans modstandere alle prøvede at såre ham, ramte ikke et eneste slag ham. Han drønede rundt om sine modstandere og markerede slag og spark overalt på dem. Han slog aldrig igennem, det var bare små slag og spark, der viste hans overlegenhed. Da Lian, Muza og en lettere fornærmet Sukara kom hen til Ruk for at se, hvad der skete, fik en lille pige øje på Ruk’s fuglekostume og begyndte at spørge, hvad han var for en underlig fugl. Ruk der ingen intentioner havde om at optræde foran et publikum prøvede at bakke ud af menneskemængden, men der var efterhånden flere og flere personer, der lagde mærke til hans kostume, og begyndte at slå ring om ham. Lian hviskede til Ruk, at han nok ikke kom ud af det her uden at vise et eller andet stunt. Da alle tilskuerne havde vendt ryggen til de andre akrobater, som så rimelig sure ud, løftede Ruk sine bevingede arme og råbte ud over folkemængden.
”Jeg er den menneskelige fugl. Nogan gav mig vinger, og Dezal gav mig klogskab til at bruge dem.”
Et par børn så fuldstændig ærefrygtige ud, men de fleste så noget skeptiske ud.
”Tror i mig ikke?” fortsatte Ruk, ”så lad mig vise jer, at jeg er det eneste intelligente væsen, der er i stand til at flyve.”
Ruk gik ned i knæ, og så søgende op mod de nærliggende hustage, og han fandt hvad han ledte efter. Ruk slog et kraftigt slag med vingerne og satte samtidig af i et vældigt spring, der sendte ham lige op mod den bjælke, han havde udset sig. Ruk borede kløerne på sine fødder dybt ind i bjælken og kiggede ned på det forbløffede publikum.
”Man kan aldrig holde en fri fugl fanget,” råbte Ruk, satte af fra bjælken og hoppede i endnu et enormt hop om på den anden side af huset, mens Lian lod hatten gå rundt.
Ruk mødte de andre på den anden side af huset et par minutter efter, hvor Lian kom storsmilende med en lille pose fuld af guld og sølvmønter.
”Du burde lave flere af de der shows,” grinede Lian, ”de er særdeles indbringende.”
”Måske,” sagde Muza, ”men det er næppe klogt at tiltrække alt for meget opmærksomhed, og slet ikke med Ruk som frontfigur.”
”Ja ja lyseslukker,” svarede Lian tvært.
”Hvad i Nogans navn er du?” udbrød Sukara chokeret. ”Normale mennesker kan ikke hoppe op på bygninger.”
”Vi har allerede snakket om det her, Sukara,” svarede Lian, ”Du får ikke mere at vide, end du har brug for. Jeg er ked af det skal være sådan, men det er bedst for alle parter i øjeblikket. Nå men hvad gør vi med alle de her penge?” spurgte Lian for at lette stemningen.
”Jeg vil spås!” Udbrød Ruk med det samme og pegede på en dør, hvor der hang et skilt med påskriften spåkone.
”Nå ja, det kan aldrig skade at kende fremtiden,” svarede Muza, da Ruk og Lian så bedende på ham. Kort tid efter fløj Ruk og Lian ind af døren.
23
Panisie var otte år, da hendes familie blev dræbt af røvere, Panisie overlevede, fordi hun den aften havde leget på en eng i nærheden. Efter at hendes familie var blevet dræbt, blev Panisie sendt på børnehjem, hun blev dog hurtigt adopteret af en dame ved navn Daslan. Daslan var spåkone eller seer, som hun foretrak det, og hun mente at Panisie måske havde ”gaven”. Panisie blev taget med til Mynrak, hvor Daslan levede som fattig, men velset seer.
En seer er en meget løs beskrivelse, der er dem, der kan se ud i fremtiden, dem der ved alt, hvad der sker overalt i dette øjeblik og mange andre typer. Daslan og Panisie ejede evnen til at se folks sjæle og læse deres fortid, nutid og fremtid. Det er dog ikke så lige til, som det lyder, at se folks sjæle er en enorm belastning, både fysisk og psykisk, derfor undertrykker seere som Daslan og Panisie deres evner ved de fleste lejligheder. Kun når det er nødvendigt, bruger de deres evner, og de sørger for at holde styr på dem, så de ikke læser alle, som er til stede.
Da Ruk og Lian stormede gennem døren, var Panisie lige fyldt toogtyve og Daslan nærmede sig de nioghalvtreds. Panisie havde lige skænket Daslan en kop te, da Ruk og Lian bremsede foran det lille runde træbord, hvor Daslan sad med sin te. Ruk kiggede sig spændt omkring, og han havde svært ved at skjule sin skuffelse over manglen på magi i rummet. Rummet var kombineret køkken og stue, der var ingen stjernekort, døde frøer, krystalkugler eller andre magiske genstande, sådan som Ruk havde regnet med.
”Er det dig der kan spå?” spurgte Ruk.
Daslan der stille havde iagttaget Ruk, som om at det var dagligdags at unge mænd, hvoraf den ene var iklædt fugledragt, kom stormende ind i hendes hjem. Men nu Ruk tænkte over det, så var det måske dagligdags, for en seer, at unge mænd stormede ind i hendes hjem.
”Ja, jeg er seeren Daslan,” svarede Daslan og nippede til sin te, ”hvem ønsker at blive spået?”
”Det gør jeg,” svarede Ruk og pegede på sit maske dækkede ansigt med sin ene vinge.
”Kan du betale?”
”Ork, ja!” brød Lian ind og viste nogle af de penge, de havde fået efter Ruk’s opvisning.
”Før vi begynder, må jeg gøre dig opmærksom på, at jeg ikke garantere for mine spådommes sandhed,” forklarede Daslan, imens Sukara og Muza kom ind af døren. ”Læg ti mønter på bordet, så går jeg i gang.”
Lian talte ti mønter op og lagde dem på bordet, Panisie fik i mellemtiden sat Ruk ned på en lille stol, og Daslan satte sig overfor. Panisie så på sin lærer og vidste, hvad der nu ville ske med Daslan, hendes øjne ville blive hvide, og hun ville være i stand til at se Ruk’s, og kun Ruk’s, aura. Panisie havde prøvet det mange gange før: den ubestemmelige aura, der altid skifter form, som en parasit der forsøger at undslippe. Farven afhænger af, hvem den tilhører, ikke to auraer har samme form, farve eller størrelse.
”Trist… barndom. Din barndom var trist,” hviskede Daslan, hvis øjne ganske rigtigt var blevet hvide, ”forræderi… en nær ven… han er død nu. En skælsættende begivenhed… Fanget! Død… en nær ven. Hemmeligheder… over for en der hjælper dig. Tvivl... er hvad der drev det her,” Daslan’s hånd greb krampagtigt fat om bordet, ”indre… splittelse.”
”Hvad med min fremtid?” spurgte Ruk, der var fuldstændig forbløffet over hvor præcist Daslan havde ramt hans fortid.
”Problemer… snart,” svarede Daslan efter kort tid. ”glæde… skuffelse. Og så… så...” pludselig blev Daslan’s øjne brune igen. ”Mere kan jeg ikke fortælle,” sagde Daslan med rystende stemme.
”Hvad er det alt, hvad du kan se?” spurgte Ruk skuffet
”Min lærer har spået dem, min fjerklædte herre. Vær nu venlig at forlade min læres bolig,” sagde Panisie og gennede dem ud af huset. Men i hendes hoved var der stor forvirring. Hvorfor var Daslan stoppet? Det var tydeligt, at hun havde set mere, så hvorfor var hun stoppet?
Da Panisie havde fået kunderne ud af huset, vendte hun sig mod sin lærer, der sad stift på en stol.
”Da min lærer stoppede med at spå, gav han mig en regel, jeg måtte love at overholde,” sagde Daslan og stirrede lige ud i luften, ”du skal altid fortælle folk, hvad du har set i deres sjæl, hvis de ønsker at vide det,” det var den regel han fortalte mig om. Den dag jeg brød reglen skulle jeg give min plads til min lærling, sådan som hans lærer havde givet ham pladsen og som han nu gav den til mig.” Daslan tømte te koppen i et drag, noget som Panisie aldrig havde set hende gøre før. ”Det er en gammel tradition blandt seere, at sådan må og skal det være.”
”Men hvorfor? Hvorfor fortalte du ham ikke om hans fremtid?”
”Det selv samme spørgsmål stillede jeg min mester, og jeg vil give dig samme svar som jeg fik: Det vil du først forstå, når det sker for dig selv.” Daslan rejste sig op. ”Nu er din tid kommet mit barn, jeg vil være din tjener i mine sidste år, for sådan skal det være. Du har et stort talent, og du kan blive langt bedre, end jeg nogensinde har været.” Daslan kiggede på døren og mumlede. ”Må den arme dreng finde trøst, hvor det er ham muligt. For hvad der vil ske nu er blot en lille forsmag på, hvad der er i vendte.”
På den anden side af døren blev Sukara og Lians hoveder brutal slået sammen, og de sank bevidstløse om på jorden.
24
Samtidig med at Sakura og Lian faldt til jorden, dukkede Ruk sig for et spark mod hans ansigt, og Muza undgik med nød og næppe et sværd, der blev svunget mod hans hoved. Sparket blev fulgt op af et uppercut, som tvang Ruk til at slå en kolbøtte ud af hans modstanders rækkevidde. Muza havde også trukket sig tilbage, og nu stod Ruk og Muza med ryggen mod en mur og de fem gøglere fra før stod overfor dem.
”Hvad fanden har i gang i?” skreg Muza chokeret. ”I kunne sku da have slået os ihjel!”
”De ville skam heller ikke have været helt dårligt,” svarede ham, der havde angrebet Ruk. ”Det havde i hvert fald gjort vores arbejde mindre tidskrævende.” Han strøg en hånd hen over sit glatbarberede hoved, før han fortsatte.”Men det var jo også jer der startede.”
”Hvad snakker du om? Vi har sku da ikke gjort jer noget,” svarede Ruk vredt.
”Var det måske ikke jer, der scorede alle pegende fra tilskuerne, som vi havde arbejdet på i flere timer,” spurgte den store fyr, der havde løftet den store sten på torvet.
”Så hvordan er det helt præcist, du mener at, I ikke har gjort noget?” fortsatte en af de tre sværddansere.
”Det var vores penge i huggede, med jeres lille fuglestunt,” afsluttede den skaldede, der havde fremvist sin hurtighed mod publikummet.
”Giv os pengene, ellers slår vi jer ihjel og tager alt hvad i ejer,” sagde den stærke med et skummelt smil.
”Som om I ikke vil slår os ihjel alligevel,” svarede Muza med et morbid smil, ”Ruk, jeg tror du bør gøre dig klar til kamp.”
Muza pakkede sin le ud af stoffet og begyndte på at folde den ud i fuld længde, da Ruk svarede.
”Hvem vil du have?”
”Ham den store.”
”Så snupper jeg skaldepanden, vi kan deles om de sidste tre.”
”Tror I virkelig at i to, kan klare os fem?” grinede den store fyr.
”Ja det skulle ikke være noget problem,” smilte Muza samtidig med at bladet på hans le gled på plads, med et lille ”klik”.
”Tåbelige hund!” skreg en af de tre sværdkæmpere og stormede frem mod Muza med løftet sværd.
Svinget var guddommeligt, Muza havde sænket bladet på sin le ned til jorden og med en lynhurtig bevægelse, svang han leen opad, i en buet bevægelse og kappede sværdkæmperens arm af, før blodet begyndte at fosse førte Muza allerede leen videre i den buede bane. Da blodet begyndte at strømme ud af armen, og kæmperen begyndte at skrige sin smerte ud, nåede Muza’s le bunden af sin bue og begyndte at skære sig igennem hans højre lårben. Bladet skar direkte igennem lårbensknoglen og kom ud på den anden side af benet. Halvvejs igennem det venstre ben stoppede leen sin dræbende færden, da den stødte mod dette bens lårbensknogle. Muza snurrede venstre om sig selv, og brugte det momentum hans nye fart gav ham til at rive leen ud af, den nu et benede sværdkæmpers ben. Mens Muza snurrede rundt faldt sværdkæmperen bagover, og før han ramte jorden, havde Muza snurret hele vejen rundt og hamrede piggen nederst på sin le igennem hjertet på sværdkæmperen, i samme øjeblik, som han ramte jorden.
Muza knælede ned over den døde med begge hænder holdende om leen, og kiggede op på de målløse gøglere.
”Ja det skulle ikke være noget problem,” gentog Muza med et smil, der udstrålede foragt for de mænd han stod overfor.
Det var den skaldede, der først kom til sig selv. ”Hævn!” skreg han og sprang frem mod Muza, kun for at blive stoppet af Ruk, der trådte ind imellem dem.
”Nu må du tage det med ro,” sagde Ruk inde bag fuglemasken, ”du skal igennem mig for at angribe den gamle.”
”Jeg er ikke gammel,” sagde Muza og rev sin le ud af det skamferede lig. ”Nu fik jeg den første, så må du tage de sidste to.”
”Tror i det her er en leg?” råbte den store fyr, der nu holdt en stor sort forhammer mellem hænderne.
”Troede I at vi bare ville lægge os til at dø?” spurgte Ruk, ”I startede spillet, I lavede reglerne, vi spiller bare med på jeres præmisser.”
”Nok snak,” skreg den skaldede og slog ud efter Ruk, der måtte spring lidt tilbage for at undgå angrebet. De to andre sværdkæmpere gik også ind i kampen og svang deres sværd mod Ruk igen og igen, kun for at se ham undgå hvert eneste slag i sidste split sekund. Omringet af fjender kunne Ruk ikke gøre andet end at undgå så godt, som han kunne, han havde aldrig tid nok til selv at angribe, og nu og da ramte den skaldede ham med et velplaceret slag eller spark.
Den store fyr var i mellemtiden gået til angreb på Muza, og hans hammer slog store huller i luften og forskellige vægge, for han havde endnu ikke formået at ramme Muza.
”Du virker mig faktisk bekendt,” sagde Muza, mens han dukkede sig under den drabelig hammer, ”faktisk er jeg sikker på, at jeg har set den hammer, du render rundt med før. Hvad hedder du knægt?”
”Mit navn er Jathanon søn af den mægtige Norkaradt, der var den mest frygtede røver for ti år siden.” Jathanon rev hammeren ud af væggen og fortsatte, ”hammeren var hans.”
”Nå, det er der jeg har set den før!” grinte Muza forundret ”Det bringer minder frem. Ser du det var mig, der sendte din far i spjældet, og jeg må sige, at han var noget bedre end dig til at svinge den hammer der.”
Jathanon, rød i hovet af raseri, svang endnu en gang hammeren mod Muza, mens han skreg, ”Løgner!”
Ovre ved Ruk var skaldepanden ved at begå en fejl, han løftede sit højre ben op i en vinkel, der normalt er gymnaster forundt, og hamrede hælen ned i Ruk's hovedbund. Hvad end den skaldede kæmper havde regnet med at ramme, værende et skaldet hoved eller en hårbund, så var det ikke hvad han ramte. Hvad han ramte var en hovedbund dækket af små skarpe skæl, som stak direkte op i luften, og da han selvsikkert ramte det, kunne han ikke gøre andet end at lade sig falde bagover med et skrig. Det var lige den åbning Ruk havde brug for, Ruk slog ud efter den ene af de to sværdkæmpere. Ruk’s klør skar igennem fugle dragtens stof og satte dybe sår i kæmperens arm. Kæmperen tabte sit sværd med et skrig, men genvandt hurtigt fatningen, han rev Ruk’s maske til side samtidig med at han sendte sin anden knytnæve lige ind mod Ruk’s ansigt. Havde han givet sig tid til at se på Ruk’s ansigt, før han slog ud efter det, ville han nok slet ikke have gjort det. Ruk havde nemlig forudset hvad han ville gøre og spærret munden op, da knytnæven ramte, ramte den i hans mund, og Ruk var ikke sen til at bide sammen om hånden. Sværdkæmperen skreg og trak hånden til sig, hvilket resulterede i at han flåede en masse hud, og en del kød af sin hånd, som Ruk per refleks slugte.
Ruk regnede ud at det nok var en dårlig idé at sluge kødet fem sekunder efter at han havde gjort det, det var nemlig, der at Ruk begyndte at ryste. Ruk rystede og han måtte træde et par skridt tilbage for ikke at falde. Ruk undgik med nød og næppe et nyt sværdslag fra en af de to sværdkæmpere, men formåede ikke at parerer det slag fra den skaldede, der ramte ham lige i tindingen. Ruk så stjerner, og han var ikke sikker på, hvad det var han lavede længere.
”Muza!” skreg Ruk desperat. ”Jeg tror han kommer.”
Muza sprang baglæns uden for Jathanon’s rækkevidde og kastede et hurtigt blik over på Ruk, der nu stod med begge hænder, presset mod sine tindinger.
”Lort,” mumlede Muza til sig selv og råbte derefter: ”Stop ham! Hvis han kommer så er vi virkelig på den!”
Ruk faldt ned på knæ og skreg af smerte.
”Jeg kan ikke holde ham.”
Ruk udstødte et sidste skrig og derefter blev han stille.
”Er han død?” lød en stemme lidt væk, og det var først nu Muza så at kampen havde tiltrukket omkring fyrrer tilskuere, der stod i sikker afstand, mens en kamp om liv og død udspillede sig for øjnene af dem.
”Hvor sygeligt,” tænkte Muza, men der var mere alvorlige ting at tænke på, Muza sprang tilbage for igen at undgå hammeren, og da han igen kiggede over på Ruk sad han stadig helt ubevægelig på knæ. Foran Ruk snurrede den skaldede kæmper en enkelt gang rundt om sig selv og sendte et cirkelspark af sted mod Ruk’s hoved.
25
Ruk havde fortalt Muza og Lian, at der var noget, der bekymrede ham, på vej til Mynrak. Han havde fortalt dem om, hvad der var sket i fængslet, om hvordan indsprøjtningerne havde skabt en alternativ personlighed inde i ham, og at den havde reageret stærkt når Ruk var i nærheden af menneskeblod eller kød. Ruk havde aldrig fortalt dem det i fængslet, da han frygtede at de ville frygte og hade ham for sit andet jeg’s handlinger. Men da han fortalte dem det en aften ved den store flod, viste de medfølelse og lovede at hjælpe ham, med at holde hans indre uhyre i skak. Lian havde med sine psykiske kræfter forsøgt at skabe barriere omkring monstret, men det kun med ringe held. Muza havde fortalt Ruk, at det var af allerstørste vigtighed at monstret ikke dukkede op, mens de befandt sig i Mynrak, hvis det skulle ske, ville han muligvis angribe civile, og så ville deres mulighed for at møde nogen i den Royale familie være tabt. Ruk havde fortalt dem at uhyret i ham lød navnet Aror, det havde Ruk fundet ud af under en af deres kampe om kontrollen over deres fælles krop.
Ruk havde gjort alt han kunne for at holde Aror tilbage, men smagen af friskt menneskekød havde været for meget for monsteret, og han havde startet en krig mod Ruk’s kontrol over kroppen. Da Ruk var faldet på knæ midt i kampen, var det for at kunne bruge alt sin viljestyrke på at stoppe ham. Men det ville være nemmere at stoppe solens bane over himlen, end at stoppe dette rovdyrs fremfærd. Monsteret vandt kampen om kroppen, samtidig med at den skaldede kæmper begyndte på sit cirkelspark. Aror så ikke engang op, hans venstre hånd fløj bare op og greb den skaldedes fod få centimeter fra Aror’s hoved. Aror fulgte op med at hamre en knyttet næve så hårdt ind i den skaldedes mellemgulv, at han skulle prise sig lykkelig hvis han ikke havde pådraget sig indre bødninger. Da Aror slap den skaldede, sank han sammen i smerter, og Aror rejste sig op. Den af de to sværdkæmpere der stadig kunne bruge sin sværdhånd stormede frem mod Aror og svang sværdet horisontalt imod ham, Aror greb hans arm med begge sine hænder, sværdkæmperen nåede lige at mærke sin skulder blive revet ud af led, før han brutalt blev kylet ind i en væg. Han var død før han ramte jorden.
”Pis,” gentog Muza, da han konstaterede, at Aror var sluppet ud af Ruk’s kontrol, og at han tilmed var gået amok. Aror begyndte at rive og flå i fugle dragten, og fjerene stod ud til alle sider, imens han splittede den ad. Det var et betagende syn, en sky af farvede fjer og tøjstumper stod op fra Aror, og de tilskuere, der var kommet kunne ikke gøre andet end at stirre som hypnotiserede på det. Da fjerene endelig faldt til jorden stod Aror uden andet på kroppen, end det stykke stof der dækkede hans allerhelligste. Aror udstødte et brøl, der fik en del af tilskuerne til at flygte i panik, og dem der ikke flygtede tog en halv snes skridt tilbage.
Muza derimod vendte sig mod Jathanon og hævede sin le.
”Jeg er bange for, at jeg netop er løbet tør for tid, Jathanon. Det var rart at møde dig.”
Muza stormede mod Jathanon. Jathanon løftede sin hammer og svang den nedad med enorm kraft, Muza tog et skridt til højre, mens hans snurrede venstre om sig selv. Da Muza svang leen i dens dødbringende bue mod Jathanon hals, kunne han mærke vibrationerne fra Jathanon hammer, der ramte jorden. Muza så bladet på sin le skære igennem Jathanon’s hals i slow motion, han så hvordan den skar igennem hudlaget, hvordan den passerede igennem struben, og hvordan Jathanon hoved løsnede sig fra kroppen, da leen skar de sidste centimeter af halsen over. Blodet stod i en fantastisk bue fra Muza’s le, og en fontæne af blod steg langsomt fra Jathanon’s hals. Men Muza hverken væmmedes eller blev betaget af dette syn, for han så det ikke. Så snart Muza var sikker på at Jathanon var død, vendte han alt sin opmærksomhed mod Aror. Aror havde gjort kål på den sidste sværdkæmper ved, brutalt at flå hovedet af den skrigende vagt, og han drak nu blodet direkte fra hans hals.
”Hvad fanden gør jeg?” tænkte Muza desperat, mens den skaldede kæmper langsomt rejste sig op igen. Den skaldede kæmper hostede, han havde ikke langt igen, men i hans øjne brændte der en flamme, en flamme som symboliserede det eneste han kunne tænke på, hævn. Han sprang frem mod Aror i et flyvespark, der ville slå en normal mand i gulvet definitivt, men det ramte aldrig Aror. Aror snurrede rundt, greb hans udstrakte ben, trak ham forbi sig i luften og flåede struben ud på ham, da halsen kom indenfor rækkevidde. De folk, der stadigvæk var til stede, skreg, det fangede Aror’s opmærksomhed, og med et sultent udtryk i ansigtet sprang han frem mod de forsvarsløse indbyggere i Mynrak, da… Slam! Aror blev slået bevidstløs af en enorm sten på siden af hovedet, stenen havde indtil for få minutter siden siddet i et af husene, men Jathanon havde slået den løs. Folkene stirrede på Muza, men Muza var mindst ligeså forvirret, som dem indtil en stemme lød bag ham:
”Jeg håber seriøst, det der var Aror, så jeg ikke lige har ødelagt mit venskab med Ruk.”
Lian stod lidt derfra, med et sår der hvor ham og Sukara var stødt sammen.
”Lian!” udbrød Muza lettet, ”hvornår vågnede du?”
”Lige nu, men vi må virkelig væk herfra, før der er nogen der kalder på vagterne.”
”Du har ret. Væk Sukara og giv mig kutten.”
Lian smed sin taske over til Muza, der hurtigt fandt kutten nede i den. Gudskelov, at de havde beholdt den, tænkte Muza og gav med besvær Ruk kutten på. Lian vækkede i mellemtiden Sukara, der ligesom Lian, havde en enorm hovedpine. Muza kiggede sig omkring og opdagede, at de sidste tilskuere var forsvundet, ikke godt.
”Skynd dig Lian!” råbte Muza, og det fik Lian til at ruske liv i Sukara.
”Hvad skete der?” spurgte Sukara omtåget.
”Lang historie, her er den korte version: Vi er i problemer, og vi skal hen til Dragens Tænder, nu!”
”Jamen hvad…?”
”Nu!” gentog Lian hårdt, og trak Sukara op at stå.
”Den vej,” stønnede Sukara og mistede balancen. Lian greb hende og tog hendes arm omkrig hans skulder, Muza gjorde det samme med Ruk’s arm og råbte: ”Af sted!”
Muza og Lian satte i løb, så godt som de nu kunne med deres ”passagerer” på slæb, ned af den vej som Sukara havde udpeget.
Lidt derfra stod Panisie og stirrede på Ruk’s aura, nu forstod hun i sandhed hendes lærers beslutning.
”Må mine evner slå fejl og må din fremtid være lysere end den jeg spår dig.”
26
Lian og Muza halvvejs slæbte, halvvejs bar Ruk og Sukara gennem Mynrak’s små gader, guidet af en omtåget Sukara. De første ti minutter løb de i stilhed, mens frygten for at en gruppe vagter ventede om næste hjørne, havde et hårdt greb i dem. Da de ikke mødte nogen vagter i løbet af de første ti minutter, satte de dog farten ned, og Lian fik tid til at spørge Muza, om hvad der egentlig var sket? Lian gav Muza ret i, at det her kunne blive meget grimt, fem lemlæstede lig og alt for mange vidner, der ikke havde set, hvem der startede, men kun hvem der dræbte hvem. Efter et stykke tid bad Sukara dem stoppe og pegede ud på en større vej, end den de var på, eller mere præcist pegede hun på et stor skilt med påskriften ”Dragens Tænder”. Muza kiggede til begge sider, og da han var sikker på, at der ikke var nogen vagter, vinkede han Lian fremad.
”Nej!” udbrød Lian desperat og greb fat i Muza.
”Hvad har du gang i? Vi skal sku da ind, før der kommer nogle vagter.”
”Tænk dig om, dig og Ruk er smurt ind i blod, og Ruk er næppe en, som man lukker ind på sin kro med god vilje.”
Muza bed sig i underlæben.
”Hvad gør vi så? Ham Shajita fyren lader til at være vores eneste chance lige nu.”
”Bagindgangen. Jeg tror godt, jeg kan få ham til at lukke os ind.”
Mens de bevægede sig om på bagsiden af bygningen, forsøgte Lian at huske præcis, hvad det var Jaro havde sagt dengang, for længe siden i bjergende.
Muza bankede hårdt på den massive trædør, indtil en enorm fyr med rødt skæg med brede skuldre og et noget arrigt ansigtsudtryk flåede døren op.
”Hvad fanden tror du, at du har gang i? Det her er sku da personale…?” Først der, lagde han mærke til, at de fire personer han snakkede med, alle var enten smurt ind i blod, bevidstløse eller bar på en bevidstløs person. ”Hvad fanden..?”
”Øh. Hej,” sagde Lian og fik dermed henledt dette bjerg af et menneskes opmærksomhed på sig, ”jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det her, så jeg gider ikke forsøge. Men vi har lidt problemer, og du skulle vel aldrig have et baglokale ledigt?”
”Det gu fanden jeg ej har! Giv mig en god grund til, at jeg ikke skulle kalde på vagterne lige nu!”
”Fordi Jaro bad os om at opsøge dig,” svarede Lian, samtidig med at han hørte stemmer fra den retning, de lige var kommet.
”Jaro?” kæmpen så skeptisk ud, ”kan det nu også passe?”
”Ja, jeg går da ud fra at du er Shajita, ikke sandt? Han sagde, at du ville kunne hjælpe os, og nu har vi altså brug for hjælp.”
”Hvorfor skulle jeg tro på jer?”
”Fordi hvis du ikke hjælper os, så dør Jaro.”
Shajita så fuldstændig paf ud over den kommentar, og det samme gjorde Muza, han kom sig dog noget hurtigere end Shajita.
”Og flyt dig så. Vi har sku lidt travlt her.”
Lian trak op i Sukara og bar hende ind igennem døren efterfulgt af Muza med Ruk på slæb og den forvirrede kroejer.
Lian gik ned ad den halvmørke gang, de var kommet ind i og fandt forholdsvis hurtigt et tomt lokale, hvor han lagde Sukara, der gud ved hvornår, var blevet bevidstløs igen, ned på en bænk. Muza der fulgte Lians eksempel, lagde Ruk ned på en bænk og sørgede for at kutten dækkede ham fuldstændigt jo længere tid, der gik før Shajita så Ruk, jo bedre.
”Hvad sker der med Jaro?” spurgte Shajita, mens Muza fandt et groft håndklæde og begyndte at tørre blodet af sig.
”Død,” svarede Lian, mens han undersøgte Sukara for skader, ”jeg skulle hilse.”
”HVAAAAD!”
Shajita så vred nok ud til kunne flå hovedet af dem, hvilket Lian ikke var i tvivl om, at han var i stand til.
”Men du sagde jo at…”.
”Jeg er fuldstændig klar over hvad jeg sagde, og ja jeg løj. Jaro er død, om du vil det eller ej, men det ændre ikke på, at han sagde, at vi kunne få hjælp af dig.”
Shajita lignede en, der kunne eksplodere, han tog to skridt mod venstre og greb et stort tungt sværd, der stod op ad væggen. ”Giv mig en grund til, at jeg skulle stole på jer.”
”Jeg kan skam give dig masser af grunde:
Et: ville jeg have fortalt dig at Jaro var død, hvis vi bare ville udnytte dig? Næppe!
To: Jaro stolede på os!
Tre: Jaro bad os fortælle dig, at han venter på den anden side af havet, desuden kan du næppe gøre meget mod os med det der sværd.”
Shajita tabte sværdet og spurgte med dirrende stemme ”Hvad sagde han?”
”Han sagde, at han venter på den anden side af havet,” gentog Lian, lettet over at Shajita tilsyneladende havde indstillet fjendtlighederne.
”Nogan hjælpe mig! Så er han død. Jeg vidste, der var noget i vejen, da han ikke kom forbi sidste år. Han kom ellers altid og besøgte mig mindst en gang hvert år.”
Muza fik i mellemtiden tørret det meste af blodet væk og fandt en dør, der lod til at føre ud i selve krostuen. En lang bar dominerede rummet, den startede ved den ene væg, hvor der var en dør til et baglokale, og sluttede først ude midt i det store rum. Langs væggene stod der lange borde med tilhørende bænke, ved bordene sad der omkring halvtreds folk, der allerede var mere eller mindre fulde. De fleste var mænd, faktisk var der kun en kvinde i blandt dem, hun sad længst henne ved døren, og da Muza så på hende, stirrede hun lige tilbage på ham. Muza og kvinden stirrede ind i hinanden øjne i over tyve sekunder, hendes øjne var ikke venlige, de var fjendtlige, men de virkede ikke normale, der var et eller andet uplacerbart ved dem. Uden advarsel rejste hun sig pludselig op, snurrede rundt og forsvandt ud af døren. Muza så den kun kort, da hun forlod kroen, men alligevel var han fuldstændig sikker på at den kvinde, der lige havde forladt kroen havde været iført en kappe lavet af fjer.
27
”Så er vi enige om at du hjælper os lidt her?” spurgte Lian og kiggede hårdt på Shajita. ”Vi kan starte med at sige, at du ikke slår os ihjel, eller giver os til vagterne?”
”Vagterne?” Shajita så chokeret på Lian. ”Hvad fanden har i lavet?”
Før Lian kunne nå at svare, lød der et brag fra krostuen, og Muza så en ung mand komme styrtene ind i krostuen.
”Har i hørt det?” råbte han til de halvstive folk. ”Der var et monster nede ved templerne!” De stive folk grinede bare af ham, men den unge mand blev ved. ”Det er fandme rigtigt! Jeg var der sku selv. Det var et monster med skæl over hele kroppen, monstret rev hovedet af en tilfældig person og drak hans blod. Jeg så også monstret smide en mand mindst tre meter væk og ind i en mur, han var død på stedet!”
Manden kunne godt se, at han var ved at tabe sit publikum, der var begyndt at hælde i sig igen, men han nægtede at give op. Mens han fortsatte ud i en malende, om end noget overdrevet, beskrivelse af blodbadet, der nu var blevet indeholdt mindst tyve dræbte, flyttede Shajita’s blik sig fra døren, til den eneste person i rummet, han ikke vidste hvordan så ud. Den kutteklædte skikkelse lå på bænken, rørte på sig og Shajita gik ud fra, at personen nok var ved at vågne.
”Desuden var monstret sammen med et menneske, sikkert hans herre,” Manden i krostuen forsøgte desperat at genvinde sit publikum. ”Han brugte en le og var hurtig som lynet, han skar hovedet af mindst ti personer på et øjeblik.”
Shajita's blik flakkede over mod den halvlange pakke, den midaldrende mand havde haft med, Muza havde haft travlt og Shajita kunne skimte leens blodindsmurte blad.
”Er det sandt hvad han siger?” Spurgte Shajita med en knusende ro, men blev fuldstændig ignoreret af hans gæster.
”Det her er ikke godt,” mumlede Muza og lukkede døren indtil krostuen.
”Du har ret, på den her måde tror alle jo, at vi er de slemme her,” konstaterede Lian.
Den eneste, der på dette tidspunkt så mere forvirret ud end Shajita, var Sukara, der fuldstændig havde tabt mælet og bare sad og stirrede ud i luften.
”Vi kunne ikke have gjort andet end det vi gjorde.”
Det var Ruk, der talte, han lå stadig på bænken, så hverken Shajita eller Sukara kunne se hans ansigt.
”Og vi kan næppe gå til vagterne, kan i se os tre gå op til vagterne og sige, at det var dem der startede? Nej, vel? Vi bliver nød til at ride stormen af, ordne hvad vi kom her for, så vi kan få ordnet alt det her.” Ruk gestikulerede over sit ansigt med sin ene hånd og fortsatte. ”Hvis hende prinsessen virkelig kan, hvad du tror, hun kan,” Ruk pegede på Lian og tænkte på, at Lian en gang for længe siden, havde ment at prinsessen måske kunne gøre Ruk normal igen, ”så løser problemet ligesom sig selv, og vi kan alle komme videre med vores liv.”
”Hør nu!” råbte Shajita med stigende desperation i stemmen, og Muza, Ruk og Lian kiggede endelig over på ham.
”Har i virkelig gjort alt det, han siger? Har i slået alle de mennesker ihjel?”
Muza smilte trist til Shajita. ”Hvis du ser bort fra de sædvanlige misforståelser og overdrivelser så ja, vi blev overfaldet, og vi gav dem en omgang, de ikke overlevede. Det lyder måske absurd, men efter Aror’s indblanding mistede vi ligesom alle andre muligheder. Sukara!”
Sukara så op på Muza, som sagde med hårdstemme. ”Du har gjort, hvad vi bad dig om, så nu forlanger vi ikke mere, du må se at komme væk, før det her bliver rigtig grimt.”
Sukara, der stadig var omtåget, nikkede bare stille, og Lian tog hende blidt i armen og førte hende ud, mens han forklarede hende, at hun nok skulle holde sig i sengen et par dage.
Da han kom tilbage efter at have ført Sukara ud, havde Shajita samlet sit store sværd op igen, og talte med forbløffende fast stemme. ”Jeg vil ikke have mordere i mit hus, enten forsvinder i lige med det samme, eller også kommer i til at smage min klinge. Jeg ved ikke, hvorfor Jaro stolede på jer, men han var også halvskør, så det betyder ikke noget.”
”Jamen hør nu,” sagde Muza, ”morder eller helt er jo bare et spørgsmål om perspektiv, fra dit synspunkt har vi gjort en udåd, fra vores synspunkt har vi bare forsvaret os selv.”
”STILLE!” brølede Shajita ”Jeg vil ikke høre jeres løgne! Og hvis I tror, at jeg vil hjælpe jer med at komme ind på prinsessen, så tager i fejl.”
Da Shajita sagde disse ord, satte Ruk sig op. Kutten hang ned over hans ansigt, han så ned i gulvet, og han talte i en omhyggelig kontrolleret stemme.
”Du kommer til hjælpe os!” sagde han dæmpet, ”du har ikke et valg i den her sag, vi ville selvfølgelig foretrække, at du hjalp os af egen fri vilje, men du kommer til at hjælpe os, om du vil det eller ej. Vi kom ikke under de bedste omstændigheder, hvis vi var kommet anderledes, havde du nok været mere samarbejdsvillig, vi er faktisk flinke fyre skal jeg sige dig, men sådan gik det ikke. Men det ændre desværre ikke på det faktum, at du ved hvordan vi kommer i kontakt med De Royale og vi har behov for at komme i kontakt med dem.”
”Tror i at I kan true mig?” knurrede Shajita og knugede sværdet så hårdt, at hans knoer blev hvide.
Ruk kiggede op, og inde under kutten kunne Shajita se to røde øjne, men de virkede ikke menneskelige, der var noget dyrisk over dem.
”Hvis det bliver nødvendigt, ja,” svarede Ruk, og nu lagde Shajita mærke til det, der var mærkeligt ved øjnene. Pupillerne var ikke runde, men lodrette sprækker midt i de blodrøde øjne.
”Hør her!” sagde Lian, der endelig blandede sig i diskussionen. ”Du har to valg muligheder her, enten hjælper du os og fortsætter dit liv, som om intet var hændt, eller også tvinger vi dig til at hjælpe os, og du ender nok med et par ar, åbne benbrud og lignende.”
Shajita reagerede på den eneste måde, han kunne komme i tanke om og gik til angreb på Lian, der havde sat sig på en bænk. Shajita løftede sværdet højt over hovedet og sprang frem mod Lian. Men lige før han skulle til at hugge, lød der en stemme ovre fra hjørnet der råbte: ”Stop dog tåbelige menneske!” Shajita stoppede midt i bevægelsen og kiggede, ligesom Ruk, Lian og Muza, over for at se hvem der havde råbt. I hjørnet sad der en mand, han havde fuldstændig hvidt tøj på, hans hård var halvlangt og kridhvidt, desuden havde han et lille fipskæg, der også var hvidt, og på bordet foran ham var der et halvt gennemspillet skakspil og en lille skål rå kastanjer.
”Det var sku da utroligt, som i unger larmer,” sagde manden i alt det hvide tøj, tog en kastanje fra skålen og åd den.
28
”Nå det er dig,” sagde Shajita og lod sit sværd falde, ”er du virkelig ikke færdig med det skakspil endnu?”
”Nej, jeg er bange for at det trækker i langdrag.”
Den mystiske fyr i det hvide tøj flyttede med sin hvide løber og tog en kastanje mere. Shajita havde imens stillet sit sværd op ad væggen og havde åbenbart indstillet sine fjendtligheder, Lian anede ikke, hvad det var der skete, hvem var den fyr?
”Det viser sig, at jeg er en snedig fætter, skal jeg sige dig. Jeg forudser mine træk lige meget hvad.”
Den hvidklædte mand rynkede panden og drejede skakbrættet rundt, så han nu havde kontrol over de sorte brikker.
”Ikke for at blande mig eller noget, men hvem pokker er du, og hvad er det lige du har gang i?” udbrød Ruk og kom dermed Lian i forkøbet.
Manden tyggede videre på sin kastanje, flyttede en sort brik, drejede spillepladen igen og svarede så.
”Du spørger hvem jeg er, på trods af at du selv skjuler dit ansigt? Mit navn får du ikke, for det har jeg ikke brugt i mange år, men du kan da kalde mig Greve, ligesom alle andre heromkring gør. Hvad jeg laver er simpelt, jeg spiller skak.”
”Hvorfor pokker spiller du skak mod dig selv?” Blev Ruk ved. ”Det giver ingen mening.”
”For at narre din fjende, må du først narre dig selv.” Sagde Greven vist, flyttede sin hvide dronning og drejede igen brættet. Han sad lidt og så på brættet, før han flyttede en sort løber og dermed satte den hvide konge mat. ”Det var da irriterende, sort vinder igen! Det er tredje gang i træk at sort vinder over hvid.” Jamrede han.
”Hvorfor lader du ikke bare de hvide brikker vinde? Du styrer jo begge hold?” det var Lian, der spurgte, men sjovt nok var det Muza der svarede.
”Du må ikke tænke på den måde, når du ligger en strategi. En strategi skal altid bygge på din hærs færdigheder, og den må ikke være afhængig af den anden hærs fejl.”
”Præcis,” istemte Greven mens han stillede alle brikkerne tilbage i udgangsposition, ”hvis du kan se et hul i din plan, må du gå ud fra, at fjenden også kan se den. Så hvis du vil besejre fjenden, må du lave en strategi, så stærk at du ikke engang selv kan se den mindste sprække i den.”
”Vel talt, de må lærer jer nogle kloge ting på den anden side af havet.” Sagde Shajita og funderede et halvt sekund om Jaro måske var endt derovre.
”Den anden side af havet?” Lian himlede med øjnene ”Der er ikke noget på den anden side af havet, og hvis der er, så kommer vi aldrig til at se det, det vil tage år at sejle derover.”
”Måske for jer,” sagde greven og startede spillet ved at flytte en hvid bonde. ”Mig tog det kun en lille uges tid.”
Lian var målløs, ville han virkelig have dem til at tro på, at han var rejst over havet på kun en uge? Alene tanken var fuldstændig latterlig.
”Men nu har jeg jo også et noget bedre skib end jer, med motor og det hele.”
Hverken Ruk, Muza eller Lian var specielt imponeret over denne oplysning, da de ikke anede hvad en motor var.
”Men jeg er bange for, at I taber fokus her,” sagde Greven og rykkede med en sort hest, ”der er navne, der skal renses, mutationer der skal fjernes, og fortider der skal afklares.”
Ruk var lamslået over greven ord. ”Hvordan kender du til mit problem?”
Greven fnyste, flyttede en ny hvid bonde og svarede så. ”I kommer brasende ind, klædt i blod, kort tid efter ankommer en mand, der siger, at et monster er gået amok, og sidst men ikke mindst har du nogle sindssygt mærkelige øjne.”Greven rykkede med en sort bonde og vendte igen sin opmærksomhed mod de andre i værelset. ”Du bør virkelig hjælpe dem.” sagde han til Shajita, og lige da han skulle til at protestere fortsatte greven. ”Jeg har en god fornemmelse omkring de her drenge, de skal nok få dig til at samarbejde, selv om du ikke vil, desuden tror jeg, at du ville kunne få en masse gavn af at hjælpe dem.”
Shajita sukkede, der var et eller andet omkring Greven, han virkede altid så tillidsvækkende, og man kunne umuligt sige ham imod. ”Okay, da. Jeg hjælper jer, men hvis jeg får nogen som helst mistanke, så er det ud. Det vil nok tage en uge eller to at ordne.”
”Godt,” sagde Lian lettet, ”vi skal have et sted at bo, imens vi venter, kan vi låne et værelse her på kroen?”
”Jah, det går vel nok. Nu skal jeg vise jer, hvor de er.” Shajita rejste sig og forlod værelset forfulgt af Ruk og Lian, Muza stod stadig og stirrede på Greven.
”Kommer du?” råbte Ruk.
”Ja lige et øjeblik,” råbte Muza over skulderen og vendte så atter sin opmærksomhed mod Greven.
”Hvordan kan du vide det? Hvordan kan du vide, hvad der skete for alle de år siden?”
Greven flyttede på en skat brik og svarede. ”Den slags ved jeg bare, du var væk i alt for lang tid, det ved du bedre end nogen anden. Mit gæt er at du ikke ville blive væk, men blev tvunget til det.”
Ruk råbte igen ude fra gangen.
”Du må hellere gå nu, ellers finder du ikke dit værelse.”
Muza nikkede langsomt og gik over mod døren, da han stod i døren, lød Greven stemme igen bag ham. ”Du bliver nød til at hente hende igen, det ved du godt ikke? Det var trods alt delvist din skyld, du kan ikke bare benægte hende.”
”Det her er alt for farligt!” protesterede Muza.
”Hun har været ude for det, der var værre, og det ved du udmærket godt.” Bed greven ham af. ”Hun er din forpligtelse, og det har hun været i ti år.”
”Jeg ved det,” sukkede Muza og forlod rummet.
Tilbage sad greven med sit skak spil, han rykkede en sort løber og slog en hvid løber. Greven kiggede ned over skakbrættet og mumlede så ved sig selv.
”Sort er altid så aggressiv.”
29
Ruk sad i et hjørne sammen med den mystiske greve, og så ham spille skak mod sig selv.
Lian sad sammen med Muza og Shajita og studerede nogle kort over byen, og Sukara fodrede Panoe med nogle brødkrummer. Muza var taget af sted morgenen efter, de havde sendt hende væk, og var vendt tilbage med Sukara omkring middagstid. Han havde nægtet at svare på hvorfor han havde hentet hende, men havde bare sagt at de sikkert ville får brug for hende. Der var gået fire dage, siden de var ankommet og i den tid, havde Shajita, Muza og Lian lagt planer, til tider havde de spurgt Sukara til råd, men Ruk havde holdt sig helt uden for planlægningen. Han anede trods alt intet om byen eller slottet. I stedet holdt han Greven ved selskab, og det var ret spænende at se en person spille et gennemovervejet spil skak mod sig selv. Ruk havde udfordret ham en enkelt gang, men greven havde vundet på ti træk, og så var det ligesom ikke sjovt længere.
”Kuso!” udbrød han da en sort løber tog den hvide dronning, Ruk anede ikke, hvad kuso betød, men Greven sagde det, når noget gik galt, så det var nok et bandeord af en slags, Greven sagde jo så meget mærkeligt.
”Så er planen færdig!” udbrød Muza og rev Ruk ud af sine tanker.
”Hvad snakker du om?” udbrød Shajita. ”Vi mangler jo stadig at finde ud af hvordan i…”
”Planen er færdig.” sagde Muza med fast stemme og bragte Shajita til stilhed.
”Hvad gør vi så?” spurgte Sukara.
”Dengang kongen var en ung prins,” begyndte Shajita. ”kom han tit ned til denne kro, som min fader dengang ejede. Der var kun tre personer, der regnede ud, hvem den mystiske person, der så tit kom var. En af dem var mig, jeg var kun femten vintre dengang og var meget nysgerrig, så en aften fulgte jeg efter ham, da han gik. Han cirklede rundt i byen i et stykke tid og forsvandt så sporløst nede ved floden. Jeg ledte, indtil solen stod op, efter det sted han var forsvundet hen, og først da fandt jeg et tæppe af småsten på den strandagtige bred. Tæppet var syet af småsten, og faldt derfor perfekt ind i omgivelserne. Da jeg fjernede tæppet, fandt jeg en smal underjordisk gang, jeg ikke tvivlede på førte ind på slottet. Senere sneg jeg mig ind om natten, og ganske rigtigt kom jeg op i den indre slotsgård. Det er af samme vej at I skal derind.”
”Resten af detaljerne får i undervejs, da jeg måske skal redigere lidt på dem undervejs,” sagde Muza. ”Vi tager herfra i morgen ved solnedgang, så har vi hele natten til vores besøg.”
Den nat kunne Ruk ikke falde i søvn, han lå vågen, og tænkte på at han måske ville bliver menneske igen inden for kort tid. Tanken burde gøre ham glad, men han var ikke længere sikker på, at han ville være menneske, i over et år havde han været… noget andet, og han havde efterhånden vænnet sig til den nye krop.
”Det er for sent at ombestemme sig nu,” tænkte Ruk vendte sig og faldt i søvn.
Ruk stod i et enormt hvidt rum, Muza, Lian og Sukara stod tæt omkring ham og så meget virkelige ud. Ruk vidste godt hvad der skete, han havde endnu ikke glemt første gang, de var blevet ført til dette sted.
”Har jeg ret i at antage, at det ikke er første gang i prøver det her?” sagde Sukara og kiggede på Muza, Lian og Ruk.
”Korrekt,” svarede Lian. ”Det er vidst heller ikke første gang for dig.”
”Nej jeg har skam haft besøg før, men det er første gang, at der har været andre herinde.”
”Se der!” udbrød Ruk, der havde kigget sig omkring. ”Der er andre folk herinde.” Sukara, Lian og Muza fulgte Ruk’s blik og fik nu også øje på to skikkelser, der stod et stykke væk. Det var umuligt at se dem tydeligt, det var som om, at de stod gemt i en tyk tåge.
”Goddag mine damer og herrer.” Lød Søvngængeren’s smukke stemme.
”Hvad vil du denne gang, frøken?” spurgte Muza høfligt, ”Vi har allerede svaret nej til dit tilbud, og vi har ikke skiftet mening.”
”Jamen jeg er da ikke her for at få jer over på den rigtige side. Denne gang kommer jeg med advarsler til jer: Opgiv jeres missioner eller føl nederlagets smerte.” De to mørke skikkelser stod fuldstændig stille og tog imod kvindens ord. ”Du søger et mål, der er langt over dine evner.” Selvom der ikke var nogen synlig adfærdsændring i de fremmedes væremåde, vidste alle at det var den tynde af de to mystiske tilstedeværende, der blev talt til.
”Og du,” sagde stemmen og alle rettede deres opmærksomhed mod den anden skikkelse. ”Du leder efter hvad der ikke findes, den du søger, er ikke den der forlod jer.” Den fremmede rørte sig ikke det mindste.
”Dit mål er dog det værste.” Ruk følte det som om alle stirrede på ham, for det var ham der blev talt til. ”Du søger, hvad du ikke engang vil have, du søger at ændre på skæbnen, det er nemmere at træne en snegl i fægtekunst, end det er at gå imod de store skabere. Du går fortabt igennem verden, du har ikke en chance for at leve, for du ved ikke hvorfor du gør det.”
”Aldrig har jeg hørt noget så lavt!” stemmen var velkendt og kom fra et sted bagved Ruk, Ruk og de andre vendte sig mod stemmen og så ingen ringere end Greven stå få meter derfra. ”Du kommer her og forsøger at bilde os ind, at det grundlag vi bygger vores eksistens på, er mere urealistisk end sne på en sommer dag, og du forventer at vi tror dig.”
”Gode Greve.” Hilste Søvngængeren. ”Jeg mener ikke, at jeg inviterede dig.”
”Ha, som om du kunne holde mig væk, du er måske unik i dette land, men hvor jeg kommer fra, er der nogle stykker, der kan det samme som dig. Jeg ved, hvem du er, og jeg ved hvem din far er, meget kan i gøre med den magt i er blevet givet, men i vil aldrig regere.”
”Din viden er begrænset, hvis du tror at, du kan stille noget op mod os.”
”Manden har ret,” lød det med en høj kold stemme fra den tynde fremmede. ”I er måske mere end vi er, men i skal ikke tro at dette land er jeres.”
”Når jeg finder ham…” brød den anden fremmede ind, ”Vil jeres magt kollapse.”
Søvngængeren grinte mildt. ”Som jeg sagde før, er jeres viden indskrænket, fatter i ikke hvem i er oppe imod?”
”Min viden er alt andet end indskrænket, du kan ikke finde en klogere mand end mig i dette liv eller det næste.” Det var den tynde fremmede, der talte. ”Om min skæbne er besejlet, vil vi vide inden længe, jeg mener dog at vide, at det er din skæbne der ligger mest fast.”
”Jam” fortsatte den anden. ”Du ved, hvad der venter og det samme gør vi to, du kan ikke flygte fra din skæbne, for du har aldrig gjort andet end at gå den i møde.”
”Deres ord er sande, det ved du,” sagde Greven. ”Du er den, der burde frygte fremtiden mest, for du har trods alt set den.”
”Jeg er ligeglad med, hvem du er,” sagde Ruk med en iskold stemme. ”Ingen skal stoppe mig. Jeg ved ikke. hvad der skal ske i fremtiden, jeg kender ikke til dine hemmeligheder, jeg er heller ikke klar over, hvad der er mit mål. Men ingen skal komme her og sige, at mit liv er uden mening. Hvis vi to mødes, kan du være sikker på, at du ryger til himmels, før du ved af det.”
”HAHAHAHA. Vel talt knægt.” Grinte Greven højlydt. ”Men nu har jeg vidst været her for længe, jeg må se at komme hjemad.”
Greven vendte sig om og gik langsomt væk fra de andre.
”Oi!” kaldte Muza og Greven stoppede op, ”Brug et skinangreb, så er spillet så godt som dit.”
”Hvis du siger det, så kan jeg vel ikke gøre andet end at tro det.” råbte Greven over skulderen. ”Jeg har heller ikke forventet andet end genialitet fra din side.”
Greven stak den ene hånd i vejret og knipsede en gang med hilsnen, ”Adios!” og i et lysglimt forsvandt drømmesynet, og de seks ufrivillige gæster vågnede op badet i sved, på præcis samme tid.
30
Ruk var vågnet tidligt på morgnen præcis samtidig med Lian, der delte værelse med ham, de kiggede et øjeblik på hinanden, før de spurtede mod døren. Ude på gangen blev de mødt af Muza, der boede i værelset overfor. Sammen satte de kursen mod trappen og dundrede ned af dem i retning mod det lokale, de havde befundet sig i det meste af de sidste fire dage, de maste sig samtidig igennem døren og ind i det store rum. Alle deres øjne var rettet mod et sted det bord, som Greven altid sad ved, men bordet var tomt, det eneste der stod tilbage, var skakbrættet med den hvide konge og den hvide dronning, beskyttet af en mur af bønder, i den ene side. På den anden side stod der en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger.
”Han er væk.” mumlede Muza. ”Det regnede jeg også med at han var.” Muza bandede, ”Han lod ellers til at vide noget om kejseren, som vi ikke ved.”
”Men hvad med Sukara, sagde hun ikke, at hun var blevet besøgt af Søvngængeren før?” spurgte Ruk. ”Måske ved hun noget.” Den lille gruppe marcherede ovenpå igen og bankede høfligt på døren ind til Sukara's værelse.
”Bare kom ind,” lød det fra værelset, og Muza, Lian og Ruk skyndte sig derind. Sukara sad fuld påklædt i sengen med benene over kors, Muza og Lian var iført tynde trøjer og bukser, det eneste Ruk havde på var et stykke stof om livet. De havde fortalt Sukara om Ruk’s problem for et par dage siden, og hun havde taget det chokerende pænt. Nu sad hun der, fordybet i hvad der lod til at være dybe tanker, Ruk satte sig ned på en stol og ventede på at Sukara skulle se op.
”Jeg ved hvad i vil spørge om,” sagde hun uden varsel, ”men jeg kan ikke fortælle jer, hvorfor jeg har mødt hende før.” Muza virkede lidt chokeret over, at hun havde gættet grunden til deres besøg, men kom sig hurtigt.
”Vi er nød til at vide det,” insisterede Muza.
”Hvis du ikke engang kan fortælle os det, hvordan skal vi så kunne stole på dig?” fortsatte Lian hårdt.
Musklerne i Muza’s hals spændtes i et øjeblik, da Lian sagde det, men den eneste der lagde mærke til det, var Ruk.
”Mine tidligere møder med Søvngængeren angår ikke andre end mig og min afdøde mor.” Svarede hun hårdt. Ved disse ord tog Muza et lille skridt bagud, som om han var blevet slået, men Lian og Sukara stirrede intenst på hinanden, så igen var det kun Ruk, der lagde mærke til det.
”Gå tilbage i seng,” sagde Ruk pludseligt. Lian vendte sig om for at protestere, men Ruk så ham lige i øjnene og sagde: ”Vi har ikke brug for indbyrdes strid lige nu, og det eneste, der kan komme ud af den her samtale, er strid.” Lian så rasende ud, da han forlod rummet og Muza fulgte efter, men i modsætning lod han til at være lykkelig over at slippe ud.
Ruk sad lidt og kiggede på Sukara, hvad var der med hende? Hvad var det der gjorde hende så vigtig, for vigtig det var hun, så meget havde Ruk forstået den dag, Muza var kommet tilbage med hende. Han rejste sig langsomt op, sagde godnat og forlod rummet i dybe tanker.
Næste morgen var der en trykket stemning, og der blev stort set ikke talt, mens de spiste morgenmad, Ruk var ikke glad for den kolde stemning, så han spurgte Shajita, om der ikke var et eller andet, der var værd at se i byen. Da Shajita nævnte, at der en gang i ugen blev holdt wumaløb, forsvandt Ruk ud af døren som et lyn. Ruk gik igennem de myldrede gader i munkekutten, det var fuldstændig latterligt, at han måske ville komme til at opleve et nyt wuma løb. Ruk havde i Vivaro aldrig rigtig interesseret sig for sporten, men han havde dog set et løb i ny og næ. Ruk maste sig igennem mængden, i den retning, som Shajita havde anvist og kom efter et stykke tid ud på en åben plads.
Ruk gispede, aldrig havde han set noget så fascinerende i midten af pladsen, var der en flere kilometer lang bane, der var nemme flade stykker, områder hvor der lå store kampesten, et område hvor banen løb ud i floden og pæle stak op, som wumaerne skulle løbe på, og endda et stort stykke med skov. Men banen imponerede ham ikke så meget, som det der var uden om. Rundt om hele banen rejste enorme tribuner sig op mod himlen, og allerede nu var folk begyndt at stimle sammen på tribunerne, tusindvis af folk alle sammen samlet for at se det forestående løb. Ruk bevægede sig selv op på tribunen og satte sig nede foran. Han havde kun lige sat sig, da publikum brød ud i et vildt bifald da otte wumaer blev trukket ind på banen, de skinnede i forskellige farver.
Der fandtes mange forskellige racer af wumaer, og hver især havde de deres fordele og ulemper.
Der var tre gyldne ørkenwumaer, de var kendt for at være stærke og hurtige, men også hidsige.
Der var to røde wumaer fra områder med vulkansk aktivitet, de var gode klatrere og kunne klare enorm hede.
Der var en blå wuma fra kysten, de kunne svømme hurtigt og var adrætte af natur.
Der var også en grå wuma fra de nordlige bjerge, man sagde at de kunne kravle op af en lodret bjergside, og de var enormt stærke og kunne arbejde i timevis uden hvil.
Den sidste wuma, der var med, var en grøn løvwuma. Ruk mærkede et underligt sug i maven, da han så den. Kazuu der for så lang tid siden havde gennembordet Ruk, og forvandlet ham til, hvad han nu end var, havde været en grøn løvwuma. Ruk følte en vis kærlighed overfor den race, de var ganske hurtige og havde stærke bagben, de var de bedst springende wumaer, og de kunne flyve igennem den tætteste skov uden at sætte farten ned.
”Kunne du tænke dig at spille?” spurgte en ung mand, der var kommet hen til Ruk, uden at han havde lagt mærke til det.
”Undskyld, hvad?” svarede Ruk forvirret.
”På wumaerne min gode munk,” svarede han høfligt, der kom åbenbart munke her, selvom det ikke helt stemte overens med deres tro.
”Nå på den måde,” sagde Ruk, der endelig forstod hvad der bliv snakket om, de havde trods alt også lavet væddemål i Vivaro. ”Hvad er gevindsten på løv wumaen?”
”Nummer syv? Den ligger på en til femten, men tag et råd fra en erfaren mand, den har ikke en chance mod de gyldne wumaer, især nummer tre har gode chancer, den er dagens favorit.”
”Jeg tror nu alligevel, jeg vil sætte mine penge på nummer syv,” sagde Ruk og fremdrog nogle mønter fra kutten, som han lod falde ned i manden hånd, uden at han fremviste sine misdannede hænder.
Manden skrev et par linjer på en lille seddel og gav den til Ruk, så sagde han farvel og gik videre med at indgå væddemål.
Kort tid efter begyndte løbet og de tre gyldne wumaer lagde sig straks i spidsen, tæt forfulgt af løvwumaen, som igen var tæt forfulgt af de røde, den blå og den grå wuma. De gyldne wumaer førte klart, men da de nåede til det klippefyldte område, blev de nød til at sætte farten ned. Resten af wumaerne fik dermed indhentet de forreste, og den grå wuma kom faktisk i front. En af de gyldne wumaer styrtede hen mod slutningen af bjergområdet og kom dermed for langt bagud til at kunne komme med i løbet igen.
I mellemtiden var de resterende wumaer nået til floden, de gyldne wumaer satte endnu engang farten ned og manøvrerede kluntet på de små pæle, de to blå wumaer sprang i vandet og svømmede med utrolig hastighed imellem de mange pæle. Den grønne løvwuma fulgte stærkt med ikke så langt bagude, og da de nåede land lå en af de gyldne wumaer i front efterfulgt af de to blå og den grønne, de andre wumaer var røget langt bagud. På det korte stykke, der førte op til skoven, kom den gyldne wuma i front. Så forsvandt de ind imellem træerne, og alt blev stille, tilskuerne sad i åndeløs spænding. Målstregen lå kun ti meter fra skovens bratte slutning. Uden nogen som helst advarsel, kom den gyldne wuma spurtende ud mellem træerne, publikum brød ud i jubel, da de så den sejrende wuma. Men det var ikke slut endnu, på den yderste gren i skoven landede den grønne wuma lydløst og satte af i et vældigt spring. Løvwumaen landede oven på den gyldne wuma og pressede den mod jorden, så den grønne wuma med nummer 7 kunne løbe først over målstregen, til en bølge af tilråb fra imponerede tilskuere.
Ruk gik glad tilbage mod kroen, han havde hentet sine penge fra ham fyren, han havde væddet med. Det viste sig at der kun var tre personer, der havde satset på nummer syv, så han var virkelig tilfreds med dagen. Ruk gik lidt og tænkte over wumaerne, det var en art han aldrig havde interesseret sig særlig meget for, men skæbnen havde uløseligt bundet ham sammen med wumaerne. Når wumaer blev klækket af deres æg i fangenskab, så undersøgte man dem grundigt, og derefter kom de ind i en af tre kategorier: kriger wuma, løbs wuma eller arbejder wuma.
Kriger wumaerne blev derefter trænet til at kunne bevare roen i kamp, og de vænnes til at bærer panser.
Løbs wumaerne bliver trænet i at bevæge sig hurtigt, og fordi de ikke har nogen rytter i løbet, bliver de også trænet i lydighed, og i at kunne navigere en hvilken som helst kurs eller rute.
Arbejder wumaer fik fjernet deres lange hale kort efter at de klækkede, og en metal kapsel blev sat over såret for at forhindre halen i at vokse ud igen. Halen var nemlig i vejen, når wumaen skulle trække vogne og lignende.
Ruk’s tankerække blev brudt, da han nåede kroen og trådte indenfor.
31
I kroen var stemningen blevet løftet betydeligt, siden Ruk var gået ud for at se løbet. Det var Shajita, der havde løftet stemningen, ved at fortælle en historie om engang, hvor kongen var blevet lidt for fuld på kroen.
Lian lå på gulvet og havde latter kramper, Sukara grinte ukontrollabelt og var ved at falde ned fra sin stol, selv Muza grinte højt.
”Og så blev vi, Har Har Har, så blev vi nød til at bære ham hele vejen tilbage igennem den hemmelige gang tilbage til slottet, og så, Har Har Har, så kastede han op ud over sig selv, Har Har Har!” Shajita sad med tårer i øjnende og grinte sin grove latter.
Det tog dem et par minutter at grine færdig, og imens satte Ruk sig ned ved bordet og fortærede et tørt stykke kød.
Da de havde grinet færdig, fortalte Ruk om hvad han havde fået tiden til at gå med, og at han havde vundet en mindre formue. Ruk gav de fleste af pengene til Shajita, de havde trods alt boet på nas hos ham i et stykke tid.
Et par timer efter spurgte Lian om, hvordan de skulle finde gangen.
”Jeg har markeret den med en lille blå sten, du lægger ikke mærke til den, hvis du ikke leder efter den.”
”Vil det ikke se lidt mærkeligt, ud hvis en gruppe på fire lige pludselig forsvinder ned i en hemmelig gang?” fortsatte han.
”Jo det ville nok se lidt mærkeligt ud, men derfor vil i heller ikke gå sammen, jeg sender jer af sted herfra af forskellige ruter, når mørket falder på, og så venter dem der kommer først, nede i gangen på de andre.”
Lian nikkede stille, det gav mening.
Få timer efter forlod Lian, som den første kroen, for at begive sig mod tunnellen. Kort efter gik Muza, der havde taget en stor rygsæk med og Sukara, Ruk sagde farvel til Shajita og tak for hans gæstfrihed, før han selv gik ud i byen. Shajita så efter Ruk, imens han langsomt forsvandt ud i mørket. Shajita sukkede og gik tilbage til det rum, hvor de havde tilbragt de sidste par dage, skak spillet stod stadig, som Greven havde forladt det, hvorfor havde han mon stillet det op, som han havde, med en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger, stående i den ene side? Hvad var det dog han prøvede at sige? Shajita rakte ud efter brikkerne, men ombestemte sig så og lod dem stå. Der kom alligevel aldrig folk herinde, og Greven ville sikkert gerne have at de blev stående.
Ude i byen gik Ruk i stå. Det kunne ikke passe, kunne det? Ruk stod bare og stirrede på tegningen og teksten. Ruk greb fat i en forbipasserende, og spurgte ham om han viste noget om det, der stod på tegningen. Manden fortalte ham en længere historie, og Ruk blev mere og mere chokeret for hver sætning. Da han havde hørt historien færdig, takkede han den forbipasserende og gik videre. Faktisk var der meget, der gav mere mening, hvis det her var sandt, men han blev også nød til at være på vagt nu. Man kunne aldrig vide, hvad der ville ske når de to mødtes, ikke mere i hvert fald.
Da Ruk endelig kravlede ned i den hemmelige gang, var alle de andre der allerede. Tunnellen var to meter bred og ligeså høj, både gulvet væggene og loftet var bygget af solide sten, det måtte have tage årevis at bygge denne tunnel tænkte Ruk.
”Du tog dig god tid,” bemærkede Sukara.
”Ja jeg gik forkert,” undskyldte Ruk, ”men lad os nu bare komme videre, vi har jo ikke hele natten.”
Det tog dem et stykke tid at gå igennem gangen, og gangen sluttede i en blindgyde med en stige, der gik lige opad.
”Okay hør her,” sagde Muza til de tre andre. ”Den her stige fører op lige bag en busk, som skjuler os fra vagternes blikke, to etager ovenover os, er der et vindue ind til kongens arbejdsværelse. Problemet er at komme derop, og desuden er vi fuldstændig blottede på vejen derop. Der er kun en måde at gøre det her på, og det afhænger alt sammen af dig,” sagde Muza hårdt og stirrede på Sukara.
Sukara smilte skummelt. ”Hvad får dig til at tro, at jeg kan gøre noget?”
”Jeg ved mere om dig, end du tror.”
Muza tog sin rygsæk af og trak en lille armbrøst op.
”Du skal kravle op af hullet og ramme den pose, der hænger i et træ lige uden for muren. Derefter skal du bruge den her pil,” sagde Muza og trak en pil med et reb bundet fast på den. ”Den skal du skyde op i den bjælke, der er lige over os. Du skal kravle op af den og binde rebet fast til noget, der kan holde til os alle.”
”Jeg kan overhovedet ikke skyde med sådan et monstrum,” sagde Sukara afvigende.
”Sagde jeg ikke lige, at jeg vidste mere om dig, end du tror?” svarede Muza irriteret. ”Jeg ved, hvad du kan, og det her skulle ikke være noget problem for dig.”
”Du er sku da irriterende,” sagde Sukara tog pilene, armbrøsten og kravlede lynhurtigt opad stigen. Hun skubbede den flade sten, der skjulte udgangen væk og kravlede langt nok op til at kunne sigte ordentligt. Hun fik hurtigt øje på den lille pose og få sekunder efter, gik en pil igennem posen, og så eksploderede den i en sky af ild. Alle vagterne i gården spurtede hen for at se, hvad der skete, men Sukara havde allerede sendt en pil op i bjælken lige over hende. Hun greb fat i rebet, og kravlede med utrolig lethed op af det og svang sig ind i rummet. Hun rev rebet af pilen og bandt det fast omkring en pæl lige inden for vinduet. Muza kiggede op igennem hullet, og så Sukara vinke ned til dem. Muza sendte Lian op først. Lian var ikke ligefrem god til den slags ting, og det tog derfor et stykke tid for ham at kravle op, derefter klatrede Ruk af rebet på under halvdelen af den tid, det havde taget for Lian. Muza kravlede sidst op og trak rebet ind igennem vinduet.
Rummet var stort, der stod et stort træbord i midten af rummet med en luksuriøs lænestol bagved. På væggene hang der enorme malerier, og der stod også statuer forskellige steder i rummet.
”Kongen skulle vende tilbage fra et slag engang i nat, og vi skal have fat i ham, hvis vi vil snakke med prinsessen, for hun er nemlig godt beskyttet, især når kongen ikke er her. Den eneste grund vi overhovedet kunne komme så langt her, er at kongen ikke er hjemme.” Ruk satte sig over i et mørkt hjørne, hvor der stod en lille, men behagelig stol. Sukara lagde sig i en lille sofa, der stod med ryggen mod døren. Lian fandt en bogreol, hvor han besluttede sig for at bruge tiden med at læse lidt. Muza satte sig til gengæld i den store lænestol bag det flotte træbord.
Og så ventede de.
32
Det Røde Slot, eller Takagi som det hed, lå midt i Mynrak, og var et arkitektonisk mesterværk. En høj slank mur omgav selve slottet, bag muren lå der en mindre slotsplads belagt med store flade sten. Selve slottet var bygget op mellem fem høje tårne, og tegnede man streger mellem tårnende, ville man opdage at de stod placeret, som de fem spidser i et pentagram. Mellem tårnende var selve borgen, der var femkantet, havde de fem tårne placeret i hjørnerne, og var fem etager høj, plus en kælder til lagring af vin og en endnu dybere fangekælder. Kongens arbejdsværelse lå på tredje etage, og det var der Muza, Ruk, Sukara og Lian befandt sig. Alt dette vidste Panoe instinktivt, på trods af, at Panoe selv var i gang med at rense sin fjerdragt på slottets øverste spir. Panoe vidste også, at Sukara lå i en lille sofa, at Ruk gemte sig i skyggerne, at Lian læste i et par af kongens bøger, og at Muza havde sat sig i kongens personlige stol. Panoe vidste det, fordi Sukara vidste det.
Panoe kiggede ud over byen, hvor mange gange, havde han ikke fløjet over disse huse for at hjælpe Sukara i hendes opgaver? Sukara havde aldrig vist, hvorfor hun havde så meget kontrol over denne fugl, men bare accepteret at den måtte kunne lide hende, men det var langtfra sandheden. Panoe havde ikke haft noget andet valg end at holde sig til Sukara, han vidste trods alt, hvad hun var i forhold til ham.
Panoe havde vist det siden første gang, han så Sukara på gaden, hun var ham, og han var hende. Panoe forstod det ikke selv, men det lod til at visse religiøse fanatikere havde ret, Sukara var død, og senere var hun blevet genfødt som Panoe, at Panoe var blevet en mand var helt tilfældigt, da sjælen ikke havde noget køn. I sjælens verden fungere tiden heller ikke, som i den fysiske verden, når man dør, bliver man ikke nødvendigvis genfødt senere, det er lige så sandsynligt, at man bliver genfødt før ens tidligere legemes død, eller fødsel for den sags skyld. Mennesker besad ikke nogen som helst viden om deres tidligere liv, men mange dyr, deriblandt nøxiferne, kunne huske alle deres tidligere liv. Så da Panoe havde set Sukara i Mynrak’s gader for første gang, vidste han, at han rent faktisk så ned på sig selv. Men Panoe’s hukommelse fungerede ikke optimalt, da der var visse restrektioner for den udødelige hukommelse. Sjælen kunne aldrig huske noget, der endnu ikke var sket, så selvom sjælen havde levet hundrede år fremme i tiden i sit sidste liv, kunne den ikke huske mere, end få brudstykker af det liv. Panoe vidste dermed ikke, hvad der ville ske senere i hans og Sukara’s liv, han vidste kun hvordan det ville ende i forvirrende håbløshed. For der var kun to ting, som Panoe kunne huske fra hans liv som Sukara, det første var en person. Denne person ville spille en vigtig rolle i Sukara’s liv, det vidste Panoe, og han vidste også, at han allerede havde mødt ham. Hvem end denne Ruk var, så ville han spille en stor rolle i det liv som Sukara nu førte.
Den anden ting, som han kunne huske, var lige så forvirrende som den var forfærdelig. Et drab, Panoe havde set sig selv angribe og dræbe Sukara, hvorfor ville dette ske? Det var det spørgsmål, som Panoe søgte svar på, og det var derfor, at han nu vågede over dem i Det Røde Slot.
Panoe kiggede ud over byen og fik øje på en uregelmæssighed på de flade hustage, der lod til at stå en person på et af tagene. Panoe undrede sig, da han tit havde fløjet over Mynrak, men aldrig set folk på tagene på denne tid af natten. Panoe lettede og fløj over mod skikkelsen, da han kom nærmere, fik han et nogenlunde synsindtryk af personen. Det var formentlig en mand, men Panoe var ikke sikker da personen havde en stor sort kutte på, den fik ham til at gå i et med natten. Han var dog høj og tilsyneladende i gang med en bøn på et fremmed sprog, han stod med et blik rettet mod den månefrie himmel. Men hans øjne så ikke himlen, hans øjne så hinsidiges vores verden Det følte Panoe i hvert fald. Panoe vendte om, hvor interessant og underligt velkendt denne mandsperson end virkede, så var der vigtigere ting på slottet. Panoe svævede hen over himlen med mandens mærkelige bøn i ørene og en lille delegation af mennesker anført af selveste kongen i hans synsfelt.
Få minutter efter at Panoe endnu engang var landet på slottets spir, blev døren smækket op ind til kongens arbejdsværelse.
33
”Jeg har det fint, siger jeg jo,” skreg kongen og smækkede døren i efter sig. ”Hvis I så meget som overvejer at komme herind før daggry, skal jeg sørge for at I bliver hængt! Er det forstået?” Kongen gik over til en lille bar, der stod i det ene hjørne uden at lægge mærke til de ubudne gæster, der var frosset fast i deres stillinger, mens der lød et flerstemmigt ”Javel” fra gangen.
Kongen tog et glas og hældte et glas spiritus op til sig selv, hvorefter han bundede det i en slurk, kun for at hælde et nyt op. Kongen var en mand på omkring de tres vintre og rimelig høj, hans ansigt var furet og hærget af den lange krig mod Den Hvide Kejser. Han var indbegrebet af en stærk leder, hans blik var hårdt, og der var ikke mange gram fedt på ham. Hans højre arm var lidt længere end den venstre, hvilket gav ham et lidt pudssigt udseende, når han gik med hænderne ned langs siden, hvilket han dog sjældent gjorde, og de to personer, der havde nævnt det over for ham, sad begge to i fangekælderen. Hans lange arm gav ham dog en fordel i kamp, hvor hans rækkevidde var umærkeligt længere, men de to centimeter kunne betyde alt i en sværdkamp. Han havde ikke ændret sig meget i de elleve år, tænkte Muza med et lille smil.
”For fanden da!” mumlede kongen for sig selv og hældte endnu et glas indenbords. ”Vi havde dem jo!”
”Endnu et nederlag formoder jeg?” sagde Muza højt og fik kongen til at vende sig lynhurtigt om og gribe det sværd, der hang i hans bælte.
”Hvem fanden er du!?” forlangte kongen at få at vide, og stirrede på Muza igennem det mørke rum.
”Kan du ikke kende mig? Nej det kunne man vel heller ikke forvente, der er jo også gået elleve år siden sidst. Men du har nu ikke ændret dig meget, du sniger dig stadig hjem om natten efter et nederlag og drikker mere spiritus, end der bliver drukket på en god bar en sommernat. Hvor mange gange har jeg ikke tævet dig fra sans og samling af den grund?”
Kongen bakkede lidt tilbage og tjekkede rummet for andre personer, han fik kun øje på Lian, da Ruk sad i en mørk skygge og Sukara var skjult af sofaen. ”Muza? Nu har jeg fandme aldrig, er du kommet for at gøre arbejdet færdigt?” sagde han og løftede sværdet op i kampstilling.
Muza blev siddende i stolen og smilte blot. ”Du mener ikke, at du stadig tror på deres løgne, gør du? Efter elleve år med nederlag efter nederlag stoler du stadig på dem, efter jeg fortalte dig sandheden? Du er en tåbe, hvis du endnu ikke har set lyset min ven.”
”Det er dig der er en tåbe, når du kommer her med et barn, hvad er der sket i disse elleve år? Er du faldet af på den general? Du var hærens største strateg i en alder af toogtyve og en af mine mest betroede mænd.” Ruk så fra skyggerne at kongens greb strammede sig om sværdet, ”Du forrådte mig, du tog sagen i egen hånd, du slog dem ihjel!”
”Ja jeg slog tre højtstående generaler ihjel, ja jeg tog sagen i egen hånd, men nej jeg har aldrig forrådt dig,” svarede Muza stadig roligt. ”Du reagerede ikke på de oplysninger, jeg gav dig, du troede ikke at nogle ville forråde det løfte, de havde givet til dig, og den undersøgelse, du satte i gang, var dødsdømt fra starten af. De var forrædere, præcis som halvdelen af dine nuværende generaler er.”
”Stille,” hvislede kongen faretruende, ”der er ingen beviser for dine uhyrlige påstande.”
”Beviser? HA i elleve år har du ikke gjort noget fremskridt mod Den Hvide Kejser, det på trods af, at du har brugt dine formidable strategiske evner fuldt ud, nogen må have lækket dine strategier til fjenden. Kun de højest rangerede generaler kendte til de strategier, vi to i samarbejde havde udtænkt.”
”Du kunne selv have lækket oplysningerne,” foreslog kongen koldt.
”Vær nu ikke dum, ja jeg kunne have lækket oplysningerne, men efter at du landsforviste mig, har det jo ikke ligefrem gået fremad. Jeg kan ikke være spionen her, for hvordan skulle jeg kunne fortælle om de planer, du lagde efter jeg tog af sted? Nej jeg var ikke spionen, men jeg vidste at en af de andre ni generaler måtte være det. Da du ikke ville gøre noget, måtte jeg tage mit slæb for landet, det tog mig et par måneder at finde frem til de fem forræderiske generaler, men jeg nåede kun at skaffe tre af dem af vejen, før min mest betroede mand forrådte mig,” Muza bed tænderne sammen, ”og nu hører jeg, at du har gjort selv samme forræder til general i mit sted. Hvad er der sket med den kloge mand, jeg tjente under?”
”Han er her stadig, men hvad er der sket med dig? Du vader herind midt om natten sammen med et barn, det er ikke dit sædvanlige gennemtænkte jeg.”
”Jeg vil give dig ret i, at det ikke ville være klogt at komme herop kun med Lian her, skønt han skam kan mere end bare at passe på sig selv,” sagde Muza, imens Lian smed sig i en stol med sin bog. Der var ingen tvivl, om at han ikke så sig selv i nogen problemer.
”Korrekt. Jeg kan skam passe på mig selv, desuden kom vi ikke her alene,” smilte Lian bag sin bog. ”Sukara ligger bag sofaen,” Sukara svarede ved at vinke over sofaens ryg, ”og Ruk sidder ovre i hjørnet.” Ruk svarede ikke, men fortsatte bare med at overvåge kongens og Muza’s bevægelser.
Kongen kiggede frem og tilbage imellem de fire ubudne gæster, pis! Der var for mange, tænkte kongen.
”Du har tre personer med dig, og så siger du, at du ikke er kommet for at slå mig ihjel? Det her er måske bare et hyggevisit?”
”Ikke just, vi forsøger sådan set bare at komme til at snakke med din datter,” sagde Muza med et lille smil.
”I får ikke lov til at røre hende,” råbte Kongen og stormede med løftet sværd frem mod Muza. Det næste der skete tog få sekunder og virkede perfekt koreograferet af de tre tilskuere, skønt de intet havde aftalt. Muza fik samlet sin le på et enkelt sekund og sprang frem mod kongen. Men midt i springet mærkede han en tynd arm om sin hals, der med stor behændighed stoppede hans angreb og slyngede ham mod jorden. Derefter blev en kold knivsæg presset mod hans hals og Sukara hviskede ham iskoldt i øret: ”En bevægelse og du er død.”
Samtidig med Sukara’s lynhurtige overfald af Muza, var Ruk forsvundet fra hjørnet og skuldertaklede kongen med en sådan kraft, at han slyngede kongen op ad væggen, hvor han derefter holdt ham fast i et jerngreb.
Lian havde brugt tiden på at smide to stole, en sofa og en reol hen foran døren, og det var ikke et sekund for tidligt. I næste øjeblik forsøgte de vagter, der havde hørt rabalderet nemlig at tiltvinge sig adgang til rummet.
”Herre konge,” snerrede Ruk’s groteske ansigt op i hovedet på kongen. ”Hvis vi ville slå dig eller din familie ihjel, så havde vi allerede gjort det. Jeg vil nødig skade dig, men hvis du ikke opfører dig pænt og beder vagterne om at forsvinde, så får vi måske brug for et gidsel, hvis du forstår.”
Kongen lukkede skælvende sine øjne, men åbnede dem så med fornyet selvtillid og stirrede direkte ind i Ruk’s røde pupiller.
”Sagde jeg ikke, at jeg ville have fred?” brølede kongen uden at tage blikke fra Ruk. ”Forsvind eller jeg skal sørge for, at få jer halshugget!”
Bragende fra de folk, der forsøgte at komme ind, stoppede øjeblikkeligt op og skyndte sig tilbage til deres poster. Ruk fjernede langsomt presset på kongen og gik i stedet hen til Muza ,der stadig lå prustene på gulvet, med Sukara’s kniv mod sin strube.
”Jeg ved, at du er sur lige nu,” sagde Ruk, der stod og kiggede ned på Muza, mens han trak et stykke papir ud af kutten. ”Jeg ved du føler dig forrådt, og jeg ved at du ikke stoler på nogen her lige nu. Men sig mig, hvis vi ikke stod med dig i last og brast, tror du så ikke vi ville have indløst dusøren?” Ruk foldede papiret ud, og på det var en detaljeret tegning af en elleve år yngre Muza og en dusør på tusind guldstykker.
Muza stirrede forbløffet på tegningen og begyndte så at grine. Ruk rakte ham hånden og trak ham, stadig grinende op at stå.
”Ha ha ha, jeg troede sku ikke ligefrem, de ville sætte en dusør på mit hoved.”
”Det er hårde tider,” svarede kongen, der også var faldet til ro, ”og der gik et rygte om, at du var vendt tilbage, for at slå mig ihjel.” Sukara satte sin kniv ned i en lille skjult holder på hendes ben, og Lian begyndte at få tingende til at svæve tilbage på plads igen, de mærkede begge to at faren var drevet over.
”Dine nye venner lader til at være mere fornuftige end dig,” sagde kongen, ”men du har aldrig været klog, du er bare snedig.” Muza smilte, nu kendte han kongen igen stolt og provokerende ”Jeg skal nok lade jer møde min datter, jeg kunne jo ikke undgå at se grunden til dette besøg,” sagde han med et blik på Ruk, der trodsigt stirrede tilbage. ”Om hun kan hjælpe, ved jeg ikke, men måske kan hun.”
Kongen førte an, Ruk og Muza fulgte lige bagefter, og lidt længere bag gik Sukara og Lian.
”Jeg vidste ikke, at du havde forstand på knive,” konstaterede Lian.
”Der er meget, du ikke ved om mig,” svarede hun og fulgte efter de tre forreste igennem en mindre dør i værelset.
1
Ruk følte gruset under sine sko og solen, der bagte ned mellem træernes blade, det var en skøn sommerdag, og der var ikke en sky at skue igennem løvtaget. Ruk gik i midten af en gruppe mennesker på en tres stykker, alle sammen gik de og snakkede lystigt sammen, alle undtagen Ruk. Ruk gik lige bag en af de fire store vogne, vognene blev trukket af to wumaer hver og var et mægtigt skue. Selve vognene var lavet af massivt egetræ med metal plader på alle dens kanter. Vognen indeholdt levende fjerkræ mest høns, og de tre andre var fulde af frugt og forskellige afgrøder. Vognen blev trukket af et forunderligt væsen en wuma. Wumaen var et enormt firben, som blev brugt både som ride og trækdyr. Deres skæl var tykke og fungerede som et naturligt panser, den kunne også forsvare sig, på hver af de fire fødder sad der tre kraftige klør, hver eneste af dem skarpe nok til at sprætte en rustning op, som var den lavet af smør. Wumaen havde et spidst hoved med to røde øjne, og munden var fuld af små sylespidse tænder. Den wuma, der trak vognen, var en grøn løvwuma, det var kun løvwumaer, der levede i den tætte skov, som Ruk’s hjemby lå midt inde i.
Ruk kiggede ned af sig selv, han så ikke anderledes ud end alle de andre, han var almindelig af bygning gik i skindtøj, en let læder vest, hans hår var brunt og uregerligt, og hans øjne var dybblå, alligevel blev han aldrig set, som en af byens rigtige borgere.
Ruk hørte de karakteristiske små bump, da en wuma landede ved siden af ham, løvwumaen havde en evne til at være fuldstændig lydløs, og dens stærke bagben kunne sende den frem i et mægtigt spring. Desuden kunne løvwumaerne springe rundt i træernes grene, med en nærmest naturstridig elegance, og de landede aldrig på en gren der ikke kunne bære dem.
Den wuma, der landede ved siden af Ruk, tilhørte Riack, der også red på den i denne situation. Han sad på en saddel, der løftede ham lidt op over wumaen ryg, da en wuma var for bred, til at man kunne sidde på den på andre måder. Hans ben var spændt fast med flere lædersnore, og i hænderne holdt han wumaens seletøj.
”Tag dig i agt, Ruk,” sagde Riack, der som karavanens leder og Ruk’s tidligere ven, vel nok følte sig tvunget til at tale med enspænderen. ”Der er et eller andet i vejen her, jeg kan mærke det.”
Riack var måske kun toogtyve og dermed fem år ældre end Ruk, der kun var sytten, men han havde mere erfaring med karavane færdsel, end de fleste ældre i byen.
Når en dreng blev sytten, fik han lov til at tage med karavanen ud i verden, og Ruk havde grebet chancen, så snart den kom. Han ville bare væk fra byen, og desuden havde han hørt om de mest utrolige ting, man skulle kunne se ude i verden. Der var historier om vogne, der kunne køre uden wumaer, skibe, der kunne sejle uden vind og selv maskiner, der kunne flyve som fugle.
Riack red stadig ved siden af Ruk, da der lød et råb fra et sted foran karavanen. Selvom Ruk ikke kunne høre de enkelte ord fra hans position bagerst i karavanen, var der ingen tvivl om, at det var et truende tilråb.
”Jeg vidste det,” mumlede Riack og løsnede det bånd, der holdt hans sværd fast, mens han sporede sin wuma fremad igennem karavanen.
Karavanen var gået i stå, da Ruk og Riack fik mast sig op i karavanens front. Ruk gik i chok, aldrig havde han set noget lignende, næsten fyrre riddere klædt i rustning stod foran karavanen og blokerede vejen. Hver især var de bevæbnet med en stor skinnende hellebard, og de var alle peget mod karavanen. Bag fodfolkene stod der et dusin wumaer klædt i skinnende rustning og med hver deres rytter på, en dødbringende styrke det var der ingen tvivl om.
”Jeg er Riack leder af denne fredelige handelskaravane, hvem er i og hvad vil i os,” spurgte Riack med sin mest neutrale stemme.
”Vi er Den Hvide Kejsers soldater, og vi har fået til opgave at opkræve skat fra alle i denne skov,” svarede en af de forreste soldater, som manglede et øje.
”Denne skov tilhører ikke Den Hvide Kejser,” udbrød Riack vredt.
Ruk havde godt hørt om Den Hvide Kejser, han var en modbydelig forbryder, der havde formået at opbygge en hær i den sydlige del af nabolandet. Nabolandet, der blev kaldt Det Røde Land, havde ligget i krig med Den Hvide Kejser’s hær igennem mange år, og det lod derfor også til at Den Hvide Kejser bare var en titel der gik i arv. Men hvad lavede Den Hvide Kejser’s mænd her? Det her var langt fra det område, han regerede over, og aldrig før var der kommet soldater fra hans hær ind i denne skov.
”Det gør den nu,” svarede soldaten uden øjet bistert.
Riack’s wuma, der hed Kazuu, udstødte et pragteksemplar af et brøl, Kazuu var en præmiewuma og havde kostet flere penge, end Ruk nogensinde havde set.
”Truer i os?” skreg Riack fra toppen af Kazuu.
”Truer jer? Nej det tror jeg nu ikke, at vi gør. Så længe I aflevere hele jeres last, så Får I lov til at leve.”
Ruk gispede, hvis de mistede lasten, ville deres hjemby Vivaro være fortabt, de kunne ikke overleve vinteren, hvis de ikke fik nyt uldtøj fra byerne og medicin fra landene mod vest.
”Så hellere dø!” skreg Riack og trak sit elegante buede sværd, bag ham greb hver eneste medlem af karavanen til våben og stemte i Riack’s krigsråb.
Med et brøl satte Kazuu af med sine kraftfulde bagben og sprang ind over de hvide soldater. Derefter var alt kaos, tres arbejdere drevet af raseri gik til angreb på de veltrænede soldater. Det var et blodbad, og Ruk var fanget midt i det. Ruk havde ikke grebet til våben, han havde i stedet forsøgt at flygte, men var blevet fanget i kampens forvirring. Omkring ham kæmpede soldater mod arbejdere, og de hvide wuma ryttere forvandlede hurtigt de få wumaer, som karavanen havde med til forsvar, til blødende lig. Nu sprang de frem og tilbage på kamppladsen, og hvor end de var, spredte de død og ødelæggelse i enorm målestok.
Kun en af karavanens wumaer var stadig i live, Kazuu sprang rundt i drabelig elegance, og sammen med Riack spredte de frygt og død blandt fjenderne og håb blandt arbejderne.
Men soldaterne så godt hvilken rolle Riack og Kazuu spillede for slagets gang, og alt blev derfor sat ind på at stoppe den dødsensfarlige duo. Kazuu undgik mesterligt mangt et angreb, men til sidst gik det galt.
Riack og Kazuu fik timet et spring forkert, så i stedet for at springe forbi en fjendtlige wuma midt i kampens hede, sprang de over den. Ruk så i betaget rædsel, soldatens hellebard gennemborde de bløde skæl på Kazuu’s mave, og han vidste nok om wumaers anatomi til at vide, at stikket var gået lige i hjertet på Kazuu, og blodsprøjtet der fulgte beviste det. Kazuu’s dødsskrig steg klagende op mellem trækronerne, imens han stadig var i luften med Riack på ryggen.
Ruk hørte det hjerteskærende skrig og så alligevel ikke, han havde nemlig for travlt med at opdage, at han stod meget dårligt placeret. Ruk stod som paralyseret, imens Kazuu langsomt faldt ned imod ham, der var ingen tvivl om, at Kazuu ville lande direkte over på Ruk, og formentlig knuse ham med sin vægt, men han kunne ikke få sin krop til at flytte sig. Han hørte ikke kampens larm, følte ikke Kazuu’s blod, der nu sprøjtede ned over ham, han stod bare og så det uhyggelige og betagende syn, som den nu døde Kazuu var. Så kom smerten, da wumaens store vægt hamrede mod Ruk og slog ham mod jorden. Ruk mærkede tre klør gennemborde sig, en igennem skulderen, en i hjertet og en punkterede hans venstre lunge.
”Nu dør jeg,” mumlede Ruk, før han mistede bevidstheden. Oven over ham, skar Riack sig fri af sadlen og kastede sig tilbage i kampen.
2
Ruk vågnede med et sæt, og han opdagede straks, at han stadig lå under den døde wuma. Ruk var overrasket over, at han ikke havde nogen smerter i brystet, hvor wumaens klør havde boret sig ind i ham. Det næste, der slog ham, var stanken.
”Jeg må have været bevidstløst i lang tid,” tænkte han.
For stanken af de gamle lig, var ulidelig. Ruk klemte sig ud fra liget af wumaen og så ud over ødelæggelsen. Oksekærren var brændt, og ligene af hans venner lå spredt ud over vejen, selv Riack var død. Ruk tumlede ned fra vejen i chok. Han måtte have noget at drikke, og han kunne huske, at der løb en lille å ved siden af vejen. Ruk kravlede hen til den og drak grådigt af det kolde vand. Ruk pustede ud, men udstødte så et forskrækket skrig, for spejlbilledet var ikke, som det skulle være. I stedet for sine blå øjne, sin brune hud og sit mørke hår var der nu: små røde øjne, grøn hud med kraftige skæl i ansigtet og hans hår var udskiftet med korte spidse skæl. Ruk faldt bagover af forskrækkelse og fik øje på, hvad der før havde været hans føder. En bred skællet fod med tre skarpe klør var, hvad der var nu. Også hans hænder var blevet skællede, og resten af ham var en smule grønlig i det.
”Hvad i alverden er der sket?” tænkte Ruk forvirret.
Ruk fandt noget kød i den brændte oksekærre og bed det midt over.
”Hvad pokker,” udbrød Ruk, og følte på sine tænder som var blevet sylespidse.
Ruk spiste videre med en ro, han selv var overasket over, imens han kiggede på sit bryst. Der var tre store ar, hvor wumaens klør havde ramt ham. Wumaen! Det måtte være det der skete. Han var ved at blive til en wuma… men hvorfor?
Ruk gik videre, han kunne ikke blive på slagmarken. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gå tilbage i byen i denne tilstand. Ruk valgte at gå ud og finde en slags kur. Ruk fandt en munke kutte, der kunne skjule hans deforme krop.
Ruk havde kun gået i en time, da han hørte nogen råbe på hjælp. Det lød som et barn, så Ruk forlod vejen og stormede mod lyden. Efter at han havde løbet i tyve sekunder, kom han til en brændende hytte. Rundt om den brændende hytte lå der flere lig, en skrækslagen dreng på ca. ti år og tre grinende soldater i hvid rustning. En flamme blev tændt i Ruk, da han sneg sig nærmere soldaterne.
”Du er da en farlig en knægt. Men med det halsbånd på er du nul og niks,” grinede den hvide soldat der så ud til at være lederen.
”Nu dør du,” sagde han og løftede sin hellebard til et afgørende stød.
Samtidig satte Ruk fødderne i jorden sprang i et vældigt hop fem meter frem satte sine spidse tænder i soldatens hals og flåede en stor luns kød af. De to andre soldater råbte forskrækket og vendte sig mod Ruk, der igen satte af og sprang mod den nærmeste vagt. Kutten flagrede efter Ruk, og hætten faldt tilbage og afslørede hans blodplettede ansigt. Ruk greb soldatens hoved, da han fløj over ham, og hamrede vagten mod jorden med et sindssygt grin, hvor han blev liggende livløs. Den sidste soldat langede ud efter Ruk med sin hellebard, men Ruk veg til siden og kløvede soldatens rustning og brystkasse med et kraftigt spark. Kløerne på højre fod lynede, da de skar sig igennem panseret og blev fyldt med blod. Soldaten sank sammen med et chokeret ansigtsudtryk. Ruk tog hætten over hovedet igen og vendte sig mod drengen.
3
Drengen veg tilbage da Ruk kom tættere på.
”Jeg gør dig ikke noget,” sagde Ruk og var selv chokeret over sin voldelige adfærd.
Drengen stansede og hviskede:
”Hvem eller hvad, er du?”
”Mit navn er Ruk,” svarede Ruk, ”og hvad jeg er, tja. Forleden var jeg et menneske, men jeg er ikke sikker på det er tilfældet mere.”
Drengen så længe på ham og sukkede. Så vendte han sig om og trak et kort sværd op af sin taske.
”Jeg gør dig ikke noget,” gentog Ruk, da han så sværdet.
Drengen grinede og sagde:
”Mit navn er Lian, jeg er elleve år, læge og har visse psykiske evner.”
Lian satte sværdets spids mod låsemekanismen på et hvidt halsbånd han havde på.
”Psykiske evner? Hvad er det?”
Lian pressede til og halsbåndet gik op. Han tog det af og smed det på jorden.
”Hvad det er? Se her.”
Lian lukkede øjnende, og tre tønder løftede sig fra jorden. Ruk skreg, da han selv lettede og fløj fem meter op i luften.
”Det er hvad jeg kan,” lød en stemme i Ruk’s hoved, ”jeg kan også læse tanker. Jeg har læst dine, og alt tyder på, at dit sammenstød med wumaen er skyld i mutationen. Men du er et godt menneske, og jeg vil gerne hjælpe dig.”
Ruk landede på jorden igen, og Lian åbnede øjnende igen.
”Hvordan kan du hjælpe mig? Ved du noget?” spurgte Ruk spændt.
”Det Røde Land’s Prinsesse Litra, har forsket i mutant fænomenet. Det er set andre steder før.” tilføjede Lian, da han så Ruk’s forvirrede blik.
Ruk lyste op og sagde:
”Jamen, så går vi til Det Røde Slot.”
De gik tilbage til vejen og satte kurs mod Det Røde Slot i Det Røde Land.
Ruk stønnede og rettede ryggen. I fire dage havde Lian og han gået mod Det Røde Slot, og de havde da også gjort fremskridt, men der var lang vej endnu. Ruk havde fundet ud af, at Lians lægemester var blevet slået ihjel af Den Hvide Kejser’s soldater, og at han aldrig havde kendt sine forældre. Solen stod op over sletten, det var den vej de skulle, stik øst! Ruk kiggede tilbage og så den mørke skov torne sig op. Ruk skubbede blidt til Lian for at få ham til at vågne. Lian gabte og strakte sig.
”Skal vi komme videre,” spurgte Ruk.
De havde dagen før lagt sig til at sove tidligt, for at fejre at de endelig var kommet ud af skoven.
”Jo, lad os det,” svarede Lian og gabte.
Lian rejste sig op, men lige da de skulle til at gå, kom der en mand ud fra skoven. Han så stor og stærk ud og gik med en lille vogn fyldt med kød og grøntsager.
”Halløj!” råbte manden og travede lystigt hen imod dem.
Ruk trak hætten over sit hoved og gemte resten af kroppen i kutten. Lian så straks, at det kunne give problemer, hvis den her mand så Ruk. Derfor gik Lian frem og hilste. Lian snakkede med manden og fandt ud af at han hed Jaro og var jæger. Jaro var på vej til Den Røde By for at sælge sit kød og lidt grønsager. Ruk trak vejret dybt, men han kunne bestemt ikke lide lugten fra kødet. Der var noget bekendt ved den, men han kunne ikke sætte en finger på hvad. De begyndte langsomt at gå videre, og inden længe skød de en god fart.
”Og hvad skal i så ude i verden? ” spurgte Jaro og kiggede nysgerrigt på Ruk, der gik lidt længere fremme.
”Jeg skal over og besøge min onkel i Den Røde By, og den lokale munk Viam følger mig på vej, ” improviserede Lian og nikkede i retning af Ruk,
”hans krop blev hæsligt forbrændt, da hans kloster brændte ned til grunden.”
”Nå dada, det var ikke så godt, vendt… Hvad er det for en lyd?” sagde Jaro og stansede.
Ruk vendte sig og kiggede tilbage mod skoven. Fem wumaryttere kom farende over sletten mod dem, og stansede først da de var helt henne ved den lille vogn og de tre rejsende.
4
Den forreste Wuma rytter rejste sig i sadlen og råbte:
”Hvad vil I tre dødelige her på vores område?”
”Vi er på vej til Den Røde By, men hvem er I, som tror I ejer dette land?” svarede Jaro.
”Hvem er vi?” grinede de fem ryttere højlydt, ”Vi er slettens fem guder, vi ejer alt mellem skoven i vest og bjergende i øst. Men sig mig købmand, hvad er det for kød du har i den vogn?”
”Det er kød fra vilde wumaer. Men hvis jeg ikke tager fejl, er I fem forbrydere med halvstore dusører på jeres hoveder.”
Wuma kød! Ruk forstod straks, hvorfor han ikke havde, kunne lide lugten af kødet.
”Det er korrekt købmand. Resten af verden er ikke så glade for os,” sagde guden med et ondt smil.
”Jeg er ikke købmand, ” sagde Jaro og trak et bælte med otte flintepistoler op og tog det om livet, ”Jeg er jæger og i er mit bytte.”
Jaro greb lynhurtigt en riffel satte den for skulderen og placerede en kugle mellem øjnende på den forreste rytter. Wumaen tog flugten, da den mærkede at den herre var død, men de fire andre guder sprang frem i raseri. To af de fire guder gik mod Ruk og Lian. Lian havde regnet ud, at det ville ende på den her måde, han havde allerede udvalgt en tilpas stor sten, som han nu løftede med sine evner og hamrede ind i wumaens tinding. Wumaen styrtede omkuld, og guden blev klemt fast af wumaen, som faldt oven på ham. Lian stormede over og færdiggjorde det med sit sværd.
Ruk var hoppet op på wumaen og havde slået guden af med et slag på siden af hovedet. Før guden ramte jorden, havde Ruk sat af fra wumaens ryg. Kort efter at guden ramte jorden, blev hans kranie knust under Ruk's fødder, der ramte jorden efter et hop fem meter op i luften. Ruk og Lian vendte sig mod Jaro og så, at han allerede havde nedlagt den ene af de to sidste guder. Jaro snurrede rundt dukkede sig og undgik alle gudens angreb. Guden var rasende, og hans udfald med det lange spyd blev mere og mere sjuskede. Jaro affyrede sine to flintepistoler og havde trukket to andre, før kuglerne ramte guden i armen. Guden skreg af smerte og tabte sit spyd. Herefter var det let for Jaro at sætte to kugler i brystet på ham, så han faldt af wumaen og døde.
Jaro gik rundt og samlede sine pistoler op, hvor han havde smidt dem og satte dem tilbage i bæltet.
”Jeg tror vi skylder hinanden en forklaring,” sagde Jaro, der prøvede at kigge ind under hætten på Ruk, ”Hvem er du, og hvad er han?”
”Mit navn er Lian, og jeg har telepatiske evner, og det her er Ruk,” sagde Lian og pegede på Ruk, som trak hætten tilbage og afslørede hans ansigt.
”Dav,” sagde Ruk med et skævt smil.
Jaro var dybt chokeret og stod som forstenet.
”Han havde et uheld med en wuma, og nu er han halvt wuma halvt menneske,” forklarede Lian.
”Uhyggeligt og beklageligt,” mumlede Jaro og fortsatte, ”nu er det vidst min tur. Jeg er dusør jæger og skal indløse en dusør for en tyv. Jeg har bundet en kurv fast under vognen til hoveder.”
Jaro trak en kniv frem og gik rundt og skar hovederne af alle guderne. Da han kom til Ruk's offer som den sidste, mumlede han noget om spild og gik tilbage til vognen med de fem hoveder. Jaro lagde dem ind i kurven og vendte sig mod Lian og Ruk igen.
”Uden jer havde jeg ikke overlevet det her. Derfor vil jeg eskortere jer til Den Røde By og sørge for, at I finder hvem eller hvad i leder efter. I Den Røde By har jeg kontakter overalt, og jeg kan få jer ind, hvor i vil ind.”
”Vi søger prinsessen.”
”Prinsessen! Ja så kan jeg ikke love noget. Men lad os nu komme til byen så ser vi ad, ikke?”
Og så gik de.
5
Mens de gik fremad over sletten, tænkte Ruk på sin barndom. Han var vokset op på et børnehjem, og han havde aldrig mødt sine forældre. På en kold dag i Rukken’s måned da Ruk var spæd, blev han fundet på trappen til børnehjemmet, det var på den måde han blev navngivet. Rukken, alle børn i byen kendte sagnet om den og om helten Vivaro!
Rukken var en enorm gul fugl, som levede for lang tid siden i Ruk’s landsby. Den var intelligent, ond, og sulten. Rukken krævede 4 ofre hver måned. I mange år levede byen dermed i sorg, indtil en kriger udefra kom til byen. Han hed Vivaro. Vivaro besejrede Rukken men døde af sine sår efter kampen. Efter den dag blev byen døbt Vivaro.
Ruk havde ikke haft mange venner i Vivaro bortset fra Riack. Riack var fem år ældre end Ruk, men de havde altid snakket meget sammen. Første gang de mødtes, var Ruk otte år og havde lige fået lov til at komme uden for børnehjemmet mure for første gang. Ruk havde bare gået rundt og kigget forbavset på alle de mærkelige mennesker og dyr, da fire børn på en tretten til fjorten år tonsede hen imod ham med en rund bold. En af dem begyndte at sagte farten og stoppede forpustet op ved siden af Ruk.
”Vi er snart ved fjerde og sidste base, og jeg har løbet med den fra første,” pustede han.
”Øh… hvad?” spurgte Ruk forvirret.
”Liva for pokker.”
”Hvad er Liva?
”Hvad er Li… åh, kommer du fra børnehjemmet eller hvad?”
Ruk nikkede.
”Så forstår jeg. Okay. Kan du se den røde pæl der? ” spurgte Riack og pegede på en pæl, hvor de tre drenge fra før nu stod.
Ruk så at den ene af dem dansede mens de andre så triste ud.
”Det er en base, faktisk er det sidste base, der er tre andre baser her i byen. Liva gælder om at få bolden hen til alle baser og til sidst til den her, den der gør det vinder. Man starter med at man sender en ud i skoven og for at gemme bolden, når han kommer tilbage, begynder spillet. Der er forskellige taktikker, jeg løber f.eks. ud i skoven finder bolden og prøver at løbe den hjem. Men nogle gemmer sig ved posterne og prøver at hugge bolden, så de ikke skal løbe så langt. Kan du forstå det?”
Ruk nikkede, og mente han havde forstået det.
”Godt, kom lad os få noget mad på kroen.”
De næste par dage forklarede Riack Ruk en masse om byen og folkene i den. Riack kom fra en rig familie og havde masser af penge i modsætning til Ruk, der var fattig. Imellem de to lag var det meste af byen, som var jægere, bønder eller købmænd. Riack’s forældre var flinke, men de var ikke så glade for, at deres søn havde fundet en forældreløs som ven. Ruk var ikke fin nok til deres søn, mente de.
Da Riack forlod byen som syttenårig for at tage med på handelsrejse, blev Ruk alene tilbage. Ruk var lidt af en enspænder, for han var ikke så interesseret i Liva eller Wuma avl, som de fleste andre var. Ruk fandt et job som snedker, lønnen var dårlig, men det håre arbejde fik tankerne væk fra ensomheden. Ruk ville også gerne tjene mange penge, så han kunne gøre indtryk på en hvis pige. Stinea var byens unge skønhed, og Ruk var faldet pladask for hende med det samme. Efter kun fire måneder som snedker, døde hans mester, og Ruk mistede sit job. Da Riack kom hjem fra handelsrejsen, friede han til Stinea, som sagde ja. Efter det forlod Ruk ikke børnehjemmet i tre uger. Riack fandt aldrig ud af, hvorfor Ruk lagde afstand mellem sig selv og Riack efter det.
”Se!” sagde Lian og rev Ruk ud af sine tanker, ”der er Ulim bjergende.”
Ruk så også de blå bjerge i det fjerne nu.
”Man siger, at dæmonen Ulim har banket mod siden af sit fængsel under jorden, og at bjergende der er jord, der er blevet skubbet op af hans banken.” sagde Jaro.
”Når vi er over dem, er der ikke lang til Det Røde Land,” sagde Lian.
6
Efter to dages march kom den lille gruppe til foden af bjergene.
”Wow,” sagde Ruk igen.
”Helt ærligt, nu har du sagt ”wow” hver femte minut i to dage,” grinede Jaro.
”Ja nu må det stoppe,” sagde Lian.
”Okay, okay,” svarede Ruk, ”men det er første gang, at jeg ser bjergende og… wow.”
Jaro sukkede og begyndte opstigningen med de to andre. I løbet af de sidste to dage var Jaro blevet gode venner med Lian og Ruk. Ruk var også blevet lidt mere udadvendt, da han følte sig i sikkerhed med sine nye venner. ”Venner” tænk at det skulle lykkes for ham at få ”venner”. Han havde før haft en ven, men det her var i flertal, og det betød meget for ham. Lian gik bag Ruk og kiggede nøje på ham. Ruk brugte ikke sin hætte mere og lod til at falde på plads i sin nye krop, som om den var mere ham, end den gamle var. Lian rystede på hovedet og opgav sin tankerække, han havde trods alt ikke kendt Ruk før ”ulykken”, så hvad vidste han.
Efter tre timers gang af en lille bjergsti begyndte vegetationen at forsvinde. Jaro og Lian var ved at være meget trætte, Ruk var dog stadig frisk.
”Det er nok på grund af at han er halvt wuma,” tænkte Lian og pustede.
”Så skal vi godt nok have et hvil,” råbte Jaro pustende til Ruk, da de kom til et enligt træ. ”Vi er ikke alle sammen mutanter vel”
Ruk vendte sig grinende om og svarede:
”Så okay da menneske. Nu ved du hvilken race der er den stærkeste.”
”Så siger vi det,” sagde Jaro og satte sig ned, ”Men vi ser bedst ud.”
Lian og Ruk grinede og satte sig ved siden af Jaro. Jaro tændte et bål og begyndte at grille noget kød, Ruk fik sit råt som han kunne lide det. Det var ikke Wuma kød, Jaro havde smidt alt sammen væk, da han og Ruk var blevet venner.
”Hvor langt er der til passet, Jaro?” spurgte Lian.
”Tja, med den her fart kan vi være der i overmorgen.”
”Og hvor langt er der så til grænsen?”
”Ca. en dagsrejse eller to. Og nu tror jeg faktisk at maden er klar.”
Ruk havde ventet til deres mad var færdig med at spise sin, så de kunne spise sammen.
”Jeg tror vi kan skyde genvej her,” sagde Jaro, ”den sti ser ud til at føre direkte op til passet. Men den er nu lidt lille. Hvad syntes i? Skal vi tage chancen?”
Lian og Ruk nikkede, de kunne lige så godt prøve. Stien var skjult bag en busk, men der var lige plads nok til dem og Jaro’s vogn. Efter at de havde gået af stien i godt en time, begyndte den at blive mere tilgroet og den skiftede også retning, så den ikke længere gik lige mod passet men lidt syd for i stedet. Men Ruk blev først rigtig nervøs da han så sorte skyer komme rullende ind fra nord.
”Det ser ikke godt ud” mumlede Jaro, ”vi må hellere finde ly.”
De søgte ly i en hule, der lå lidt væk fra stien. Hulen var lang, så Jaro tændte en fakkel, for at se om der var nogen fare på færre. Jaro kom glad tilbage og fortalte, at der løb en lille bæk igennem hulen med rent vand. Da de havde fundet sig til rette i hulen, spiste de lidt mad og lagde sig til at sove. Om natten rasede stormen. Jaro’s fakkel faldt ned fra sit stativ og trillede hen ad jorden. Den trillede gennem en åbning, der havde været skjult i skyggerne. Faklen trillede videre indtil… der lød et øredøvende brag, og klippehulen forsvandt i en byge af sten og kød.
7
Stormen der rasede den nat, var den værste storm i 20 år. Rundt omkring i bjergende blev der meldt om stenskred og dødsfald. Da solen endelig stod op, og skyerne trak mod syd. Blev et kæmpe krater opdaget i en klippe. Ingen vidste hvordan det var kommet, eller om nogen var omkommet i eksplosionen. Mange mente, at et voldsomt lyn var slået ned i bjerget og havde lavet krateret. Andre sagde, at guderne havde vist deres magt. Nogen folk troede endda, at et gammelt sagn var ved at gå i opfyldelse, og dæmonen Ulim var ved at ødelægge sit fængsel for igen at sprede død og ødelæggelse i verden. Sandheden var dog en ganske anden!
Ruk vågnede med smerter over hele kroppen. Hans hoved føltes som om, det kunne eksplodere hvert øjeblik. Eksplodere… hvad var det, det mindede ham om? Eksplosionen! Ruk satte sig op med et sæt, men hans øjne nægtede at fokusere på nået som helst. Var Lian og Jaro okay? Ruk begyndte at huske, hvad der var sket i løbet af natten. Et eller havde eksploderet, imens de sov, heldigvis havde de ligget bag Jaro’s vogn, som havde taget det meste af slaget. Selvom vognen beskyttede dem, var de blevet sendt flyvende ud af hulen, og Ruk havde ramt en klippevæg og så… Ruk var blevet slået bevidstløs og havde ingen anelse om, hvad der var blevet af de andre. Ruk kiggede rundt, han befandt sig i en lang dyb sprække. Ruk rejste sig op, men da han prøvede at støtte på sit venstre ben, skreg han af smerte. Ruk faldt bagover og landede tungt på røven.
”Pis! Mit ben må være brækket,” mumlede Ruk.
Ruk kiggede rundt, der lod ikke til at være nogen vej ud, og han kunne ikke klatre op med et brækket ben, Ruk så ingen anden mulighed end at vente.
Efter 2 dage uden vand og mad havde Ruk næsten opgivet håbet. Såret på hans ben var holdt op med at bløde, men lugtede nu råddent, og Ruk regnede med at såret var blevet betændt. Ruk sad og stirrede op mod himlen, da han hørte fodtrin i gruset oven over sprækken.
”Hjælp!” råbte Ruk, ”jeg er hernede.”
En mandsskikkelse lænede sig ind over sprækken og spærrede for sollyset.
”Hej Amida! Der er sku en brugbar en lige her,” råbte skikkelsen, og en anden mand lænede sig ind over sprækken.
”Vi behøvede slet ikke at rejse, han kom til os,” grinede ham der tilsyneladende hed Amida.
”Vi smider et reb ned,” råbte han, og Ruk tog taknemmelig fat i det og lod sig hive op.
Ruk nåede ikke engang at sige tak, da han kom op, før en af mændene slog ham bevidstløs med en stor sten.
8
Ruk vågnede og kunne mærke, at hans hoved dunkede voldsomt. Han lå lidt og stirrede op i et tag af tremmer.
”Det er da spøjst, med sådan et tag,” tænkte Ruk.
Han vendte langsomt hovedet og så, at også væggene bestod tremmer. Bag tremmerne gik en mand med 2 mærkelige våben, det var en slags pind med en kæde i, forenden af kæden var der en stor kugle fyldt med pigge. Han gik i en rustning med små jernplader på brystet og benene. Under pladerne havde han en tynd rustning, så han kunne bevæge sig frit. Manden slog til tremmerne og sagde:
”Lad være med at stirre.”
Hans ansigt var groft, og han havde en enorm hage.
”Det er jo en vogn det her,” tænkte Ruk, han satte sig op og lagde mærke til, at han havde fået lagt en skinne på sit sårede ben.
”Ruk! Er du okay?”
Ruk vendte sig om og så Lian sidde i en celle ved siden af og se bekymret på ham.
”Jeg klarer mig, men hvad sker der her?”
”De fyre der havde taget dig til fange, så vi prøvede at redde dig. Men de var for mange, og de gav mig halsbånd på.”
”Hvor er Jaro?”
Lian pegede ned bagerst i han celle.
”Jeg har gjort hvad jeg kunne, men det ser ikke godt ud”
Jaro lå med et tæppe over sig og var meget bleg.
”Hvad er der dog sket?” spurgte Ruk og så forfærdet på Jaro.
”Da hulen røg i luften sammen med vognen, blev Jaro og jeg smidt ind i en giftig busk. Jeg var selv heldig og ramte ikke nogle af de giftige pigge, men Jaro fik en fuld dosis, og jeg ved ikke hvordan man kurerer det” sluttede Lian fortvivlet. ”De sagde også, at jeg skulle ordne dit ben, da de ikke kunne bruge dig, hvis du så svag ud.”
I løbet af de næste tre dage bumlede fængselsvognen nedad gennem nogle små veje. Ruk kunne snart gå igen, hans wuma del var utrolig hurtig til at regenerer hans sår. Jaro fik det dog værre og værre og lå i en feber søvn. Lian havde fundet ud af, at der var 3 vagter, og foran fængselsvognen, der blev trukket af to store okser, var en flot udskåret vogn. Lian havde hørt dem kalde manden derinde for Mester Amida, men han kom aldrig ud af vognen. Ruk brugte tiden i buret på at forbedre sin balance, for han havde hørt, at det var vigtigt at have en god balance. Efter et par dage kunne Ruk uden problemer stå på et ben i den bumlende vogn.
”Så slukker vi lyset,” råbte manden med de to mærkelige våben, som han kaldte for morgenstjerner. dækken
De tre vagter trak en stor presenning hen over buret, og en af dem sagde:
”Nu siger i ikke et ord, før vi beder jer om det okay!?”
Ruk og Lian nikkede, og så blev det sidste lys slukket, og der blev mørkt.
Efter et stykke tid kom vognen ind på en bedre vej, og det lød som om, de var på vej ind i en by. Kort efter kunne de hører, at mændene blev hyllet af mindst tohundrede mennesker. Men efter lidt tid døde jublen ud og vognen begyndte at køre op ad bakke. Efter lidt tid stoppede vognen og presenningen blev fjernet. En af vagterne åbnede døren og beordrede dem ud. Fire andre vagter kom til og eskorterede dem ned i en fange kælder. En stor man kom og åbnede døren, og Lian og Ruk blev skubbet ind i cellen. Ruk kiggede sig om i den meget beskidte celle og havde lige fået øje på en mørk skikkelse i et hjørne, da to vagter kom, og smed Jaro ind til dem.
”Dav,” sagde den mørke skikkelse.
9
Lian, der ikke havde set manden, vendte sig som et lyn og stirrede ind i mørket.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”Ja han sidder jo lige der,” sagde Ruk og pegede på manden.
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen, hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham,” tilføjede han tankefuldt, da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede, at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”Wow dine øjne lyser. Men nok om det, hvem er det der snakker med os?”
Ruk så, at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde:
”Muza er mit navn, fange er mit gavn,” rimede manden.
Jaro stønnede svagt, så Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham.
”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her,” jamrede Lian.
Jaro hostede og begyndte at tale:
”Når I kommer til Den Røde By så find en kro ved navn ”Dragens Tænder”, kroejeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita, og han kan hjælpe jer.”
Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet,” smilede Jaro og døde med et smil på læben.
Ruk brølede sin vrede og frustration ud. I halvandet minut var det eneste, som man kunne høre, hans brutale skrig.
”Regel nummer et om at overleve i et fængsel: Spar på kræfterne,” sagde manden i hjørnet, der hed Muza.
”Hvad fabler du om?” skreg Ruk. ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: Glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg, kunne Lian se, men det skyldtes vist ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn, der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:
I tidernes morgen da jorden blev skabt,
blev fire raser dannet med pragt.
Menneskene levede i midten,
på den frodige jord tæt ved klippen.
Deres styrke var mængden,
som holdt i længden.
Sletten tog Marok,
for de kunne klare et ragnarok.
På vinger de flyver,
og aldrig de lyver.
I sandet blev dannet,
en race forbandet.
Det evige liv de ejer,
men det føre dem ej til sejer.
Den sidste af de fire er,
den største magt skønt uden hær.
Kraskini lever under sten,
og sten blev et med arm og ben.
Stenens ånder blev deres kaldte navn,
men det gjorde dem dog ingen gavn.
Kraskini kaldte de sig selv,
kom noget i vejen blev det slået ihjel.
Kejsere af tinderne,
husker aldrig minderne.
Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.
10
Muza sad længe og kiggede på dem, Ruk var efterhånden kommet helt ned på jorden igen, og Lian sad bare og stirrede ind i muren.
”Der er ingen vej ud, tro mig,” sagde Muza, da han så at Lian faktisk undersøgte muren for revner og sprækker, ”tro mig jeg har siddet her i 10 år. Der er firehundredetusinde ottehundrede tolv sten i muren, og der bor to familier af rotter i hver sin væg.”
”Hvorfor har du siddet her i ti år?” spurgte Ruk.
”Hvorfor?” brummede Muzak, ”fordi de ikke var glade for det jeg gik og lavede.”
”Som var…?”
”Jeg slog dem ihjel,” Muzak smilte skummelt. ”Det her fængsel, ja faktisk hele den her by, tilhører Den Hvide Kejser. Hvad er der for resten med dig og dit hoved, du er hel grøn og ikke særlig, du ved, menneskelig.”
Ruk fortalte hele historien, og Muzak så tænksom ud. I samme øjeblik kom fire vagter ind af døren.
”Kom med,” sagde en af dem.
”Ikke dig kun monstret,” sagde han, da Ruk og Lian rejste sig, Lian satte sig ned, og Ruk blev ført ud af cellen.
Ruk blev ført hen af gangen, indtil de kom til en stor jern dør. Vagten låste døren op og førte Ruk ind i et rum fyldt med boblende væsker i forskellige farver. I midten af rummet stod en mand i hvidt tøj og justerede en indviklet opstilling af væsker, kolber og små glas rør, der forbandt alle væskerne.
”Professor, han skal have en dosis, så han er klar i morgen.”
Manden vendte sig om, og Ruk så at ikke var meget ældre end ham selv. Vagterne førte Ruk over til en stor metalstol og bandt ham fast til den. Professoren tændte en lille bunke kviste under to af væskerne og forbandt derefter de to glas med et tredje som var tomt. Væskerne begyndte langsomt at boble, voldsomt og langsomt begyndte en orange væske at falde ned i det tredje glas. Ruk så at Manden i kitlen samlede lidt af den nye væske i en lille sprøjte. Derefter slukkede han for ilden og kom hen til Ruk. Manden vaskede et lille stykke af Ruk's arm omhyggeligt og stak derefter sprøjten forsigtigt ind i armen på Ruk.
”Jeg er ked af det,” hviskede manden og trykkede stemplet i bund.
Vagterne kom straks til og bandt ham op, så åbnede de døren og førte Ruk ud. En af vagterne blev tilbage og låste døren, mens de andre førte Ruk tilbage til cellen og smed ham derind. Lian kom straks springende hen til Ruk, men da han ikke kunne se, at der var noget galt slappede han af. Muza var dog blevet mærkeligt stille og sagde bare, at de burde sove nu. Ruk lagde sig i et hjørne, og Lian tog et andet et. Mens Ruk sov var en kamp i gang i hans indre, og Ruk var ved at tabte den.
11
Ruk havde ingen anelse om, hvor lang tid han havde sovet, da hans hjerne endelig vågnede op til dåd. Ruk kunne huske, at han havde drømt noget med et monster, der åd ham, men ellers var hans hjerne blank. Ruk forsøgte at åbne sine øjne kun for at opdage, at de allerede var åbne. Ruk kiggede rundt, og så at han var i et stort bur midt på en stor plads fyldt med mennesker, som alle sammen stirrede på ham. Ruk blev ramt af en pludselig dyrisk vrede, sprang frem og hamrede mod tremmerne med et brøl!
”Hvad er det der sker!” tænkte Ruk panisk.
Da han ude af stand til at kunne kontrollere sine bevægelser langede ud efter nogle af de mennesker, der stod tættest på. Ruk mærkede en smerte i nakken, og i næste øjeblik blev han trukket brutalt bagud, så han hamrede hårdt ind i den bagerste væg. Ruk så nu, at der stod fire mand med en kæde i hænderne bag buret. Kæden var forbundet med et slags halsbånd om Ruk’s hals, og det var tydeligvis dem, som havde trukket Ruk væk fra tremmerne. Ruk havde absolut ingen kontrol over sin krop, og kroppen lod ikke til at ville blive liggende. Ruk’s krop vred sig, og med en kraft anstrengelse smed den sig fremad mod menneskerne igen. Ruk’s opmærksomhed blev dog afledt, da en ged blev smidt ind i buret til ham. Ruk kastede sig grådigt over geden og dræbte den ved at bide halsen over på den. Ruk kunne ikke gøre andet end at se til, imens han fortærede det stakkels dyr.
”Dette er en dæmon fra helvede!” Ruk så rundt og fik øje på manden, som havde hevet ham op af sprækken for næsten en ude siden. ”Det var ham, der sprang Det Hellige Bjerg i luften, det er ham, der har dræbt jeres børn!” skreg han. ”Vores gud, vores beskytter, vores vejleder, har befalet, at vi skal slå dette bæst ihjel. Den eneste måde at slå en dæmon ihjel er ved at ofre blodet fra en jomfru.” Manden så ud over menneske mængden og nød at se sine ords magt. Hele folkemængden stod og bævrede. ”Vi har valgt Roselin, som den der får æren af at udrydde dæmonen.”
Roselin fulgte lydigt med de to vagter, som kom og hentede hende, mens hendes mor ved siden af brød sammen i gråd. Ruk nåede lige at opfatte, at Roselin var utrolig smuk før manden igen begyndte at tale.
”Nu må vi alle bede Den Hvides velsignelse.”
Ruk flåede et stort stykke kød af geden og åd det, mens hele folkemængden krydsede armene foran sig og messede:
”Din magt er enorm.
Din viden er mægtig.
Din retfærdighed er stor.
Du er godheden
Du er den eneste gud
Du er: Den Hvide Kejser.”
12
Ruk var bundet med tykke kæder, da de førte ham ned i en lille enecelle, han havde endnu ikke kontrollen over sin krop og var lige ved at bide armen af en af vagterne, da de smed ham ind i cellen. Da han var sikkert inde i den lille celle, blev der åbnet for nogle små sluser i den bagerste væg, og en blålig røg gled ind. Ruk følte det som om, at hans krop var blevet sænket ned i en aktiv vulkan, aldrig før havde han følt sådan en smerte. Ruk nåede lige at tænke, at nu skulle han dø, før smerten fik hans hjerne til at beordre standby, og han besvimede.
Da Ruk kom til sig selv, blev han slæbt hen ad en lang gang. To mænd trak ham i hver sin arm, og smed ham ind i cellen til Muza og Lian. Muza kom straks over og hjalp ham hen i det rådne, men bløde hø. Ruk forsøgte at tale, men Muza lagde en hånd for hans mund og sagde, at han ikke skulle tale. Ruk så sig i stedet omring efter Lian og så, at han sad henne i et hjørne og rokkede uroligt frem og tilbage, imens han talte lavmælt til sig selv. Ruk så spørgende på Muza som svarede stille:
”Han har været sådan, lige siden han kom tilbage. De hentede ham lidt efter dig, jeg tror nok, at de har tortureret ham.”
Ruk blev vred, men før han kunne mæle et ord, blev han overmandet af en frygtelig træthed og faldt i en dyb søvn.
Ruk kradsede lidt i gulvet og kiggede ud af vinduet, Mafummir var lige blevet taget med ud af cellen, det havde været Vagt 8, som hentede ham. Ingen var endnu kommet tilbage, efter at Vagt 8 havde hentet dem. Mafummir havde siddet i cellen med dem i en hel måne cyklus. Han og Ruk var blevet gode venner. Der var gået syv måner og ti ”forestillinger” siden den første forestilling, og Ruk var vokset et par centimeter, hans fingre var desuden forsvundet til fordel for fire skarpe klør. Det havde irriteret ham grænseløst, ikke at kunne holde fat på noget i starten, men han havde langsomt vendt sig til den nye del af hans krop. Hans kutte var ødelagt, og han havde kun et lille stykke stof til at dække sine mest private dele, alt andet havde hans andet jeg flået i stykker. Ruk så på Lian der sad og sov. Ruk smilte, Lian havde fået det meget bedre. Han havde været helt nede de første par måneder, han havde konstant mumlet til sig selv og haft høj feber, men nu havde han kun få tilbagefald, hvor han snakkede med sig selv. Han var altså næsten tilbage i sit normale jeg. Normale jeg Ruk gøs, efter de sidste par ”forestillinger” var fornemmelsen af det blodtørstige uhyre inde i ham, ikke forsvundet helt. Ruk var bange for at ”han” aldrig ville forsvinde helt, det var som om, ”han” bare ventede på en mulighed til igen at tage kontrollen. Ruk kiggede på Muza for at jage tankerne på flugt, han havde ikke ændret sig meget de sidste mange måner. Hans lange hvide hår var blevet endnu længere og nåede ham nu halvvejs ned af ryggen, og han var blevet lidt tyndere. Muza havde fortalt Ruk, at det der nær havde sprængt dem i luften, nok var ”præsternes” krudtlager, som de brugte til deres ”mirakler”. Præsterne var tilbedt af byen, der tydeligvis ikke var klar over, at der var en verden uden for deres dal. De troede på præsterne, som sagde:
”Uden for denne lykkens dal, hersker kaos”.
Præsterne prædikede Den Hvide Kejsers ord. Den Hvide Kejser var gud, og hans ord var lov. Deres jomfru ofringer viste sig at være deres måde at få ”nyt kød” til mændene på, men det vidste byen selvfølgelig ikke. Ruk hørte et dæmpet skrig langt borte og vidste, at han havde set det sidste til Mafummir. Ruk sukkede, da han hørte marcherende fodtrin og rejste sig op. Sekundet efter blev døren sparket op og to vagter kom ind. Muza og Lian vågnede samtidig og satte sig op da Ruk blev trukket ud af rummet.
Ruk blev som så mange gange før spændt fast i stolen, og den unge professor satte gang i væskerne med det sædvanlige lille bål under de to væsker. Da vagterne forlod rummet, sagde professoren det samme, som han havde gjort alle de andre gange:
”Jeg er ked af det…,” men denne gang fortsatte han, ”… men dette er heldigvis sidste gang for dig, sørg for at være klar, når månen er på sit højeste. Det er jeres eneste chance.”
Da Ruk var tilbage i cellen, fortalte han de to andre, hvad professoren havde sagt.
”Professoren er selv fange her, vi kan stole på ham, og desuden har vi ikke noget at tabe,” sagde Muza.
Ruk og Lian nåede kun lige at give ham ret, før vagterne kom efter Ruk. Af en eller anden grund virkede sprøjten hurtigere for hver gang Ruk fik den, så allerede da solen stod højest på himlen, var Ruk ude i buret igen.
Efter den sædvanlige blodige forestilling hvor Ruk havde fået ualmindelig mange pisk, kom turen til udvælgelsen af det nye jomfruoffer. Ruk’s krop vred sig af smerte fra pisken, der stadig smældede over ham, mens den sædvanlige taler råbte ud over mængden:
”Denne dæmon har vist sig mere mægtig end nogen anden før ham. Dette helvedes bæst kan kun dø hvis syv jomfruer ofres.”
Hele forsamlingen skælvede, mens navnene blev læst op. Syv? Det var flere end nogensinde før, Ruk var målløs, de havde aldrig før taget mere end to. Ruk tænkte stadig over det, da den blålige røg gled ind i rummet for at drive dæmonen tilbage til Ruk’s indre.
”Syv?! Hvorfor så mange?” var det sidste han tænkte, før smerten endnu en gang slog ham bevidstløs.
13
Ruk fik svaret, da han vågnede op i cellen, en fest! Der lød latter og sang i den anden ende af slottet. Ruk prøvede at sætte sig op, men en eller anden holdt ham fast ved jorden og lagde lynhurtigt en hånd over Ruk’s mund. Ruk åbnede øjnene og så, at det var Muza, der holdt ham fast, Muza så enormt koncentreret ud, og det gik op for Ruk, at Muza lyttede intenst. Ruk slappede af og kunne nu også høre hastige fodtrin, der kom nærmere, han hørte skramlen med nøgler, og døren gik op. Professoren stod i døren og kiggede ind til dem.
”Skynd jer,” hviskede han og kiggede nervøst over skulderen.
Ruk støttede sig til Muza og Lian, da de gik gennem slottet, imens løb professoren foran og holdt udkig. De havde fundet Lian’s ting i et skab ved den sovende fængselsvagt, i skabet fandt de også en stor sort le som lod til at være Muza’s, da han tog den til sig som en gammel ven, der var blevet væk. Ruk og kompagni var nået forbi støjen, og Ruk mente nok, at de snart var ude, og han havde ret. Kort efter kom de til en stor egetræs port, professoren listede ivrigt hen, åbnede den lille dør i porten, sneg sig ud og… der lød en knasende lyd, da en tung jernkugle knuste professorens kranium. Ruk så forfærdet til, mens professoren faldt baglæns ind gennem døren og ramte jorden. Manden, der alle de måneder før, havde været vagt ved den fangetransport, der havde ført dem til byen, trådte over professoren lig og grinede:
”Sikke en nar, ha!”
Muza overlod Ruk til Lian og gik roligt frem mod vagten med sin le. Den var sort og dekoreret, så det så ud, som om klingen kom ud af munden på en drage, desuden var enden spids og lignede dragens hale.
”Nå så du vil dø først,” råbte vagten og begyndte at svinge sine våben rundt i cirkler.
Med et kastede vagten sig fremad og hamrede sine våben mod Muza, i sidste sekund sprang Muza til side, og kuglerne hamrede ned i fliserne, som blev knust.
”Godt undveget gamling. Men nu hvor du har set min styrke, dirre du vel af frygt, gør du ikke? Over giv dig, og jeg vil gøre din død smertefri,” vagten begyndte at svinge sine våben igen og så på Muza.
”Stærk er du,” smilede Muza skummelt, ”men styrke er intet værd mod mig”
Muza svang lynhurtigt sin le og flåede vagtens tøj i stykker, under tøjet kom hans rustning til syne.
”Ha ha! Den her rustning kommer du aldrig igennem med dine ynkelige slag.” grinede vagten
”Så sandt som det er sagt,” sagde Muza, ”men så må du jo gøre det for mig”
Vagten gik brølende til angreb igen, og endnu en gang undveg Muza. Han løb hen til den anden væg og ventede, indtil vagten begyndte at storme over imod ham. Muza blev stående, indtil vagten næsten var helt henne ved ham, han satte lynhurtigt af med den ene fod mod muren og skød som et lyn frem mod vagten. Muza hamrede den spidse ende ned i vagtens fod, så han faldt forover med et skrig. Muza trak lynhurtigt leen til sig, vendte den om og satte klingen i position under vagten. Vagtens rustning fik ham ril at ramme klingen med så stor kraft, at den gled igennem rustningen, som var den af smør.
Muza trak klingen ud af vagtens maveregion, derefter forlod Muza, Ruk og Lian slottet og løb så hurtigt, som de kunne med Ruk på slæb op mod bjergende.
14
Ruk kæmpede sig op ad endnu en skrænt med Muza og Lian på slæb, der var gået seks dage, siden de var flygtet fra fængslet og byen. Ruk snublede og lå pustene på jorden et kort øjeblik, før han med en kraftanstrengelse kom på fødderne igen. Seks dage uden mad og kun meget lidt at drikke havde langt om længe fået bugt med Lian og Muza, som Ruk nu slæbte efter sig. Ruk havde efterhånden svært ved at modstå fristelsen, når Lian eller Muza fik en rift i et ben eller en arm, og blodets duft bredte sig, og hvis Ruk havde svært ved at holde sig fra kannibalisme, så var Ruk’s andet jeg mere end glad for idéen, og Ruk måtte bruge mange kræfter på at beholde kontrollen over kroppen.
Ruk gik og tænkte på, at det kun havde været på grund af Jaro, at de ikke var faret vild, før de blev fanget, da et kraftigt jordskælv rystede jorden og smed Ruk, Lian og Muza ned af skranten. Da Ruk ramte bunden, var han omtåget, men det lykkedes ham dog at få fat i Lian og Muza, og langsomt kæmpede han sig videre.
Da Ruk endelig nåede toppen og kun kunne se endnu en tom dal, gik han omkuld, og hele gruppen trillede ned af skråningen.
Ruk vågnede op, i hvad der lignede en slags stal, han rørte lidt på sig og hørte en barnestemme råbe:
”Se den er vågnet.”
Ruk kiggede op og så fem til seks børn stimle sammen på lågen ind til den boks, han lå i.
”Er det rigtigt, at den har båret dens ejere i flere dage?” spurgte den ene dreng og kiggede fascineret på Ruk.
”Ja det siger min far selv. Han siger, at hvis vi havde så loyale husdyr her i byen, ville vi aldrig have problemer.”
”Husdyr? Mig? Hehe der kan man bare se. Jeg ligner åbenbart mere et dyr end et menneske,” tænkte Ruk.
Et af børnene smed noget brød ind til ham, og Ruk åd det grådigt.
”Wow så du lige de tænder!” udbrød ham, der før havde nævnt sin far.
”Ja sylespidse!” udbrød en anden.
Ruk rullede sig sammen i det varme halm og lagde sig til at sove.
I løbet af de næste par dage kom både Lian og Muza til sig selv og besøgte ham i stalden. Ruk var blevet enig med sig selv om, at det var det bedste at blive ved med at spille husdyr rollen, det var både Lian og Muza enige i. De fortalte ham, at de var i en lille bjerglandsby, hvor indbyggerne sjældent havde kontakt med resten af verden. Ruk, Lian og Muza besluttede sig for at komme til kræfter, før de tog videre.
Ca. en halv måne efter de var blevet redet, besluttede de sig for, at de måtte videre. Ruk var blevet træt af stalden, Lian var begyndt at kede sig, og Muza kunne ikke lide at være så lang tid på det samme sted, hvis nu at De Hvide Tropper stadig ledte efter dem. Efter lidt tid blev de enige om, at de ville forsvinde ubemærket hvis muligt og helst om natten. Ikke mange nætter efter forlod Ruk stalden, Lian samlede deres ting sammen, og Muza huggede noget mad og et sæt tøj til Ruk, mens han mumlede noget om, at det var under hans værdighed.
De mødtes uden for huset, og under instrukser fra et kort som Lian havde fundet, begav de sig videre mod Det Røde Land.
15
Det tog dem fem dage, før de endelig kom til det sidste pas før Det Røde Land. I løbet af de fem dage havde de oplevet tre jordskælv, men ellers var der ikke sket noget.
”De jordskælv er nu mærkelige,” tænkte Lian. ”De kommer altid uden varsel. Det første jordskælv var den nat vi forlod byen, så var der det den tredje dag, og så det i morges.”
Lian gik videre, imens han grublede, men hans tankerække blev afbrudt af Ruk, der jublede forude. Ruk jublede, fordi han nu endelig var nået toppen af passet og kunne se ud over Det Røde Land. Men jublen blev hurtigt afbrudt, da Ruk skreg forskrækket.
Lian og Muza løb op til Ruk for at se, hvad der var sket, og de så ud over sletten. Hvad der normalt var en fredelig slette var nu forvandlet til en slagmark. En hær af soldater i røde rustninger kæmpede mod en langt mindre hvid hær. Den Hvide Hær var splittet, men Ruk syntes, der var et sært lys omkring dem, så de var ikke svære at se.
”Den Hvide Kejser taber!” hujede Lian.
”Nej,” sagde Muza, ”se.”
Muza pegede ned mod foden af bjerget. Ruk kiggede ned og så ca. hundrede wumaryttere, der red ned ad bjergsiden og ind i Den Røde Hær’s flanke. Hæren blev grebet af panik, og i løbet af kort tid var Den Røde Hær udraderet.
”Stå ikke bare der,” hviskede Muza vredt, ”måske kommer de denne vej.”
Ruk, Lian og Muza gemte sig bag en stor klippeblok lidt væk fra vejen. Da solen gik ned, kom ca. halvtreds wumaryttere ridende forbi i tavshed. Ruk holdt vejret, indtil de var langt nok væk, til at han turde snakke.
”Hvad skete der lige der?” spurgte Ruk, ”selv med de ryttere var Den Røde Hær klart størst.”
”Da de ryttere kom stormende mod Den Røde Hær, blev deres moral smadret. Når de ikke føler, at de har tag på situationen, er de fortabte,” svarede Muza. ”Det er generalernes skyld. Ingen person med bare lidt militær erfaring ville gå i kamp på et sted, som er så oplagt til baghold som det her.”
Muza rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage.
”De er alt for disciplinerede, allerede før jeg blev fanget, gik der rygter om, at de aldrig flygtede. I så jo selv, at de hverken jublede, fejrede sejren eller gennemsøgte ligene for penge og andet, ligesom de fleste hære gør. De snakkede ikke engang, da de red her forbi. Hvor har den tyran dog skaffet sig så frygtelig en hær?!”
”Ja og så lyser de nærmest,” indskød Ruk.
Muza og Lian så undrende på Ruk.
”Hvad lagde i ikke mærke til det?”
Muza og Lian rystede på hovedet.
”Arg glem det. Lad os nu bare komme af sted til Den Røde By,” sagde Ruk og rejste sig op.
”Hvad hedder byen egentlig rigtigt?” spurgte Lian og rejste sig op.
”Mynrak,” svarede Muza
”Men hvis den hedder Mynrak, hvorfor bliver den så kaldt ”Den Døde By” i Vivaro?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af, når vi når så langt.” smilte Muza.
Ruk, Lian og Muza tog deres første skridt over passet og dermed ind i Det Røde Land på præcis samme tidspunkt, som endnu et voldsomt jordskælv ramte bjergende.
16
Jordskælvet var langt derfra, men rystelserne fik stadig Ruk, Lian og Muza til at vakle.
”Hvad fanden er der med de jordskælv?” råbte Ruk, da jordskælvet var ovre. ”De driver mig til vanvid”
”Det virker i hvert fald ikke normalt, at der er så mange jordskælv,” svarede Muza.
”Lad os komme ud af de har lorte bjerge, før de tager livet af os,” sagde Ruk og sparkede til en sten.
”Ja det virker som en god idé,” sagde Lian, ”jeg vil også gerne væk fra de her bjerge. Det var kun meningen, at vi skulle bruge en uge eller to på at komme over de her bjerge, og nu har vi efterhånden været her i et helt år.”
”For mig er det nu lidt længere end bare et år, men hvis I har så travlt, så lad os da komme af sted,” grinte Muza og begyndte at gå ned af bjergsiden.
Det var først midt på næste dag, at de nåede bjergets fod. Stanken, fra de faldne i den varme middagssol, var ulidelig, og der var ikke den mindste vind til at føre den bort. Ruk var begyndt at få det dårligt, da han så en skikkelse gå syngende omkring i lig dyngerne. Ruk prikkede til Lian og Muza og pegede over på manden, der sang:
”Hnort vrugt an duk! Ek runju,” han bukkede sig ned og tog en pung fra et af ligene, hvorefter han sang videre, ”noragt iora.”
Ruk så spørgende på Muza og spurgte:
”Hvad synger han?”
”Noget om at nu kan han få mad på bordet tror jeg.” svarede Muza.
”Gnik autri næoi gytbu eknuo!”
”Han taler det sprog nogle, få enlige stammer taler i de nordlige bjerge,” sagde Muza og fortsatte, ”jeg tror, det er bedst, hvis vi fordufter uden at han ser os.”
”Suny eponu knæyt suksu,” sang manden lystigt, da Ruk, Muza og Lian forlod stedet.
Da de var kommet lidt væk, vendte Ruk sig om for at se manden en sidste gang, men han var som sunket i jorden. Ruk trak på skuldrene og gik op til de andre igen.
”Vi skal bare følge floden der,” sagde Muza og pegede på en stor flod, der kom ud af en stor åbning i bjergene og snoede sig gennem den golde slette. ”Mynrak ligger ved siden af den flod på den anden side af sletten.”
”Hvad hedder floden?” spurgte Lian, ”og hvorfor kommer den ud af bjergene?”
”Tja det er der, ingen der ved,” sagde Muza og trak på skuldrende, ”men man siger, at den er magisk, da den aldrig tørre ud. Selv ikke i den lage tørke, der varede tredive år, forsvandt floden. Den flod er Det Røde Lands livsnerve. Dør floden, dør landet. Mange har selvfølgelig forsøgt at finde ud af, hvor den stammer fra, men endnu er det ikke lykkedes nogen, at finde flodens udspring og vende tilbage med livet i behold.”
Lian gyste og spurgte om, hvor lang tid det ville tage dem at komme til Mynrak.
”Et par uger vil jeg tro,” svarede Muza, ”altså, hvis vi ikke render ind i problemer selvfølgelig.”
Den lille gruppe gik godt til hele dagen, og da det blev nat, lagde de sig til at sove i nogle buske, da Muza ikke havde ment, at der var behov for en natte vagt, sov de alle tre godt i forvisning om, at de endelig var ude af bjergene, og at ingen i nærheden kunne skade dem.
Lidt væk i en anden busk kiggede et par øjne frem mod de rejsende, og øjnenes ejer sang sagte:
”Triu oufr oiar griny flæiu ywt ruå randge ewq!”
Under øjnende slikkede en tunge sig om munden.
17
Ruk kiggede sig over skulderen for ca. tusinde gang i denne uge, der måtte da være noget denne gang. Nej!? Det kan da ikke være rigtigt. Ruk stønnede og traskede videre, bag de to andre. I en hel uge havde de gået langs den enorme flod, der skar sig gennem landskabet. I hele ugen havde Ruk haft en mærkelig følelse af at nogen holdt øje med dem, Muza og Lian havde dog ikke lagt mærke til noget mærkeligt.
”Se der!” råbte Lian. ”Et slot!”
Og ganske rigtigt lå der i horisonten et stort slot, Ruk, Lian og Muza bestemte sig for at de ville forsøge at nå derhen, før natten faldt på.
Himlen var farvet rød af den nedgående sol, da de endelig nåede porten. Slottet var enormt, langt større end de først havde regnet med, Ruk fik ondt i nakken af at kigge på de høje tårne, der strakte sig langt op i luften. Muza gik hen og bankede med den store dørhammer, så det buldrede.
Da ingen svarede, tog Muza fat i den lille dør ved siden af og trak til. Døren gik op med en stille knirken, og trioen trådte indenfor.
Ruk kiggede rundt og blev chokeret over synet, der mødte ham. Overalt var der bøger, bøger i alle størrelser. Alle vægge var dækket af reoler fyldt med støvede bøger, selv rummene ved siden af var fyldt med bøger. Ruk tog fat i en bog og læste forordet: ”Hutide Argty datter af Pontki Argty.” Ruk slog op midt i bogen og læste højt:
”Jeg bliver angrebet af to røvere, min Wumaunge skriger da de slagter den.”
Ruk gøs og kiggede bagerst i bogen:
”Lægen siger at jeg ikke kan overleve, smerterne er for store lad mig nu dø. Og nu tager sygdommen mig.”
Ruk lukkede bogen med en gysen:
”Hvad er det dog for et sted?”
”Det er en gave fra visdommens gud Dezal. Slottet her indeholder alle menneskers skæbne. Hver bog indeholder alle oplysninger om et menneskes liv,” sagde en munk, der kom gående ned fra en smal trappe i hjørnet, ”og jeg er bestemt til at vogte over bøgerne. Dezal gav menneskene dette slot i tidernes morgen, for at de skulle lære at viden ikke altid har den effekt, som man tror den har. Mange folk har levet hele deres liv i dette slot i søgen efter deres egen bog. De få, der fandt deres egen bog, levede resten af deres liv i frygt for den død, som de ikke kunne undgå, skønt de vidste præcis hvad der ville ske. Viden kan være en frygtelig forbandelse.”
Muza tog interesseret en bog op og kiggede i den, læste et par linjer og lukkede den så, imens han talte:
”Jeg har hørt om dette sted… men det skulle jo bare være en myte… skulle det ikke?”
”Engang kom her mange, folk fra nær og fjern, men i de sidste mange generationer, har kun få besøgt Vor Frues bibliotek. I er velkomne til at blive så længe i vil, Dezal skelner ikke i raser eller arter,” tilføjede munken, da han tog Ruk ved nærmere eftersyn.
Ruk lyste op og de fulgte alle tre munken op ad den lille trappe.
18
Den lille gruppe blev på det hellige bibliotek i et par dage, før de tog videre, de brugte tiden der på at læse i de mange bøger og ellers bare hvile ud før deres sidste etape mod Mynrak. Munken fik sin mad fra en lille have og nogle høns, som han havde i en lille gårdhave. Da de forlod stedet, takkede de mange gange for gæstfriheden og gik så videre langs floden.
Røgen snoede sig op mod den mørke himmel, og flammerne buldrede under røgen. Fire mærkelige fyre, som Muza påstod, kom fra bjergende i nord, dansede rundt om det enorme bål og sang lystigt om mad. Lidt derfra sad Ruk, Muza og Lian bagbundet.
”Hvad fanden var det lige der skete?” tænkte Ruk for femte gang de sidste fem minutter.
Ham, som de havde mødt mellem ligene for lidt over en uge siden, var pludseligt dukket op midt på sletten og havde sunget i vilden sky. Mens de havde stået og stirret på ham, var de blevet slået ned bagfra og slæbt ned til åen, hvor de så havde lavet bålet og tændt det, da natten faldt på, og så havde Ruk, Lian og Muza bare siddet der og ventet på det uundgåelige. Det var jo kun en mulighed, for hvad de ville gøre, ingen havde sagt det, men de vidste alle tre, hvad der skulle ske, at blive spidst var ikke lige hvad Ruk havde regnet med, da han tog af sted med karavanen dengang. Ruk sukkede og kiggede ud over sletten og lagde mærke til, at mørket virkede tættere end normalt. Ruk så lidt bedre efter, men selv ikke hans rovdyrøjne kunne se igennem det tætte mørke, der så ud til at komme tættere på inde fra sletten. Ruk puffede til Lian ved siden af sig, der sad som forstenet, og nikkede over mod det mærkelige mørke. Lian så skrækslagen ud og puffede til Muza, for at han også skulle se det.
”Det ser ret mærkeligt ud det der,” mumlede Muza.
Men mere nåede han ikke at sige, før de fire bjergfyre greb fat i ham, Ruk og Lian. Ruk, Lian og Muza kæmpede imod, det bedste de havde lært, da de fire bjergfyre forsøgte at binde dem fast til en pæl, det gik meget godt, indtil en af dem trak et sværd og satte det hen foran Ruk’s strube, så var der ikke andet at gøre end at lade sig binde til pælen. Bagefter byggede de et primitivt stativ omkring bålet, der så ud til at holde de to ender af den stang, de tre venner var bundet til.
”De vil stege os!” udbrød Lian med panik i stemmen, ”Vi må væk!”
Men det var udelukket, de fire bjergfyre var allerede tilbage, og med et støn af anstrengelse løftede de pælen op på deres skuldre og gik over mod bålet. Ruk sprællede det bedste han havde lært, men det nyttede ikke noget, men lige da han havde opgivet håbet og begyndte at forberede sig på døden, blev himlen levende.
Små sorte torpedoer hamrede ind i de to forreste bærere, der skreg af smerte og tabte stangen, som tumlede ned på jorden. De fire bjergfyre trak deres våben og forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. To af dem var overstrøget med ridser, og det, der havde angrebet dem, var forsvundet. En af dem råbte lige pludseligt og pegede ind mod sletten.
Der gik en mand hyldet i mørket frem mod dem, han gik ganske roligt, som om han ikke havde en eneste ting at bekymre sig om. Han var høj, kunne Ruk se, og han gik vist med en sort kappe. Ruk gøs, hans hud var sort som kul, og han bar et sværd i en smukt udskåret skede ved hans venstre side. En af bjergmændene råbte truende og viftede med sit sværd, Manden reagerede ved at trække sit eget, det var smukt, sort blankt og tydeligvis knivskarpt.
”En katana,” mumlede Muza.
Ruk havde hørt om katana’er, de kom fra østen og skulle være skarpere og hurtigere end normale sværd. Manden stillede sig i kampposition med spredte ben og sværdet foran sig. Det føltes som en evighed, at de bare stod der og stirrede på hinanden, ingen rørte på sig eller sagde en lyd, selv bålet lod til at dæmpe sig. Pludselig stormede de fire bjergmænd frem mod manden, som stadig ikke flyttede sig, først da den forreste var en meter foran ham, reagerede han. På et spildt sekund stormede han frem og stod lige pludselig bag dem, imens bjergmændene langsomt sank sammen bag ham.
”Hvad fanden skete der,” mulede Muza og kiggede hen på de døde folk og den mystiske mand, ”jeg nåede ikke at se noget, det gik så hurtigt.”
Ruk vidste præcist, hvad han mente, han havde selv kun lige akkurat kunne se det. Manden var sprunget frem med utrolig fart og havde skilt den første mands hoved fra hans krop, han havde så sat af igen og hugget de to næste ned, hvorefter han havde forsat til den sidste. Og nu stod han der uden en skramme og tørrede blodet af sværdet, da en af de fire rejste sig op igen. Han blødte kraftigt fra et dybt sår i brystet, men stormede alligevel frem imod manden. Manden stak sværdet i skeden og vendte sig mod den angribende bjergmand og trak derefter kappen ud, så man kunne se, hvad den indeholdt. Ruk nåede lige at få et glimt af dem, før de gik til angreb: flagermus, ikke normale flagermus, men enorme flagermus. Hver af dem på størrelse med en tallerken gik de alle sammen til angreb på den overlevende. Cirka tyve var der, skønnede Ruk, og de gik skånselsløst til angreb på bjergmanden, der skreg, imens han langsomt blev tvunget baglæns ind i ilden. Skriget var frygteligt. Da hans tøj blev fanget af ilden, og flagermusene sørgede for at han ikke kunne komme ud af ilden og ned til vandet. Efter kort tid døde skriget dog ud, og flagermusene fløj tilbage til manden kappe og satte sig til rette igen, hvorefter manden gik sin vej lige så stille, som han var kommet ind over sletten. Ruk fulgte ham med øjnene, så langt han kunne, men det var som om, at han havde efterladt et mærkeligt mørke, man ikke kunne se igennem, og da solen endelig viste sig på himlen, og vennerne var kommet fri af pælen, var han væk.
”Hvem var dog det?” spurgte Lian ud i det blå.
”Den Sorte Samurai,” svarede Muza.
19
Ruk og Lian vendte sig overasket mod Muza, der talte videre.
”Det er hvad han kaldes Den Sorte Samurai han kaldes også andre ting som Dødens Højre Hånd, Nattens Sendebud, Flagermusenes Herre og Den Stille Død. Ud over hans tilnavne ved man stort set intet om manden. Ingen fakta, ingen alder, ingen familie kun underlige rygter og gisninger.” Muza kiggede tomt ud i luften. ”Jeg troede kun han var en myte, man siger, at han har vandret i dette land, siden den første Hvide Kejser gjorde sit indtog som røverkonge, og det er 500 år siden”
”500 år? Så længe er der da ikke nogen, der kan leve,” udbrød Ruk
”Lige præcis, men alligevel var han her i aften, og i løbet af de sidste 500 år har masser af mennesker sværget på at have set ham.”
”Men kan det ikke have været en anden person vi så i dag og ikke en eller anden 500 år gammel mand” indvendte Lian.
”Rygtet siger, at Den Sorte Samurai bærer en sort klinge fra østen og bruger den med en fart, som er selv lyset forundt. Han bærer i sin kappe mørket i form af bevingede skabninger fra natten. Når han kommer, kommer han med mørke, der formørker natten, og aldrig siger han så meget som et eneste ord. Desuden siges han, at have en sort hud og en kølig overlegenhed, der overgår den menneskelige forstand. Nej det kan ikke have været en anden vi mødte i nat.”
”Jeg har aldrig før set folk med sort hud,” sagde Ruk, ”findes der virkelig folk, der ser sådan ud?”
”Ja,” sagde Lian, ”jeg har hørt om nogle folk, der sejlede mod syd over havet og fandt en ø, der lå under en enorm sort sky. Skyen lod ikke en eneste solstråle ramme øen, så de opdagelsesrejsende måtte tænde fakler for overhovedet at kunne se noget på øen. Men da de tændte faklerne, var det som om, at alle lyde på øen forstummede, og efter kort tid blev de brutalt overfaldet af mennesker med sort hud. De mørkhudede mennesker slagtede de fleste af de opdagelsesrejsende og slukkede faklerne med en blanding af vrede og frygt. Kun fire fra den oprindelige trup kom levende tilbage, og de blev ved med at gentage to ord i de næste tre uger: Nattens Ø.” Afsluttede Lian dramatisk.
”Glem historie timen for nu,” sagde Ruk og strakte sig. ”Jeg vil altså snart gerne sove i en ordentlig seng igen, selv ham munken havde kun nogle mugne madrasser.”
”Jeg ved hvad du mener,” sagde Muza, ”men i det mindste er der kun en dags vandring, til vi kan se den famøse Røde By.”
Ruk, Lian og Muza gik hele dagen, men da solen gik ned, kunne de stadig ikke se byen, så de besluttede at slå lejr for natten, de gik alle tre sultne i seng, da deres sparsomme proviant var blevet spidst af de kannibalistiske bjergfolk. Kort efter at Ruk faldt i søvn, indtraf de mærkeligste drømme, som han nogen sinde havde haft: Først var han tilbage på børnehjemmet, som var blevet malet lyserødt, og hele byen hyllede Ruk som en helt, men så skiftede drømmen karakter, og Ruk befandt sig i et stort og lyst rum sammen med Muza og Lian.
”Øhh dav,” grinte Ruk, der stadig ikke havde glemt det lyserøde børnehjem, ”er i også med i min drøm?”
”Ikke så vidt jeg ved,” svarede Muza med et skuldertræk, ”jeg blev selv suget ud af en drøm, tror jeg”
”Her er nogen,” sagde Lian skrækslagen.
”I drømmen?” grinte Ruk, ”er det ikke lidt lige meget, det er jo bare en drøm.”
”Nej!” hvæste Lian, ”det her er ikke en drøm, det her er en anden persons bevidsthed.”
”Så vi drømmer altså ikke længere?” spurgte Muza forundret.
”Det er ikke en drøm, nej. Det er…” sagde Lian, før han blev afbrudt af en smuk kvinde stemme.
”En kidnapning af sjæle I er fuldstændig forsvarsløse. Var det det, du ville have sagt min søde?”
Ruk og Muza for sammen ved lyden af hendes stemme, der lød til at komme alle steder fra, men Lian blev stille stående og svarede.
”Ja, det var, hvad jeg ville have sagt, men hvem er du og hvad vil du os?”
”Jeg er Søvngængeren,” sagde den smukke stemme, og Muza stivnede.
”Sø-sø-sø-søvngængeren?” stammede Muza, ”den søvngænger?”
”Hvem er Søvngængeren?” spurgte Ruk forvirret.
”Søvngængeren er Den Hvide Kejsers rådgiver og datter.”
”Hans datter?!” spurgte Ruk forbavset.
”Du kender mig? Jeg er smigret.” Fniste Søvngængeren.
”Selvfølgelig kender jeg dig, du har dræbt flere officerer kaptajner og admiraler en nogen anden.”
”Hihihi, det er rigtigt. Men lad os nu komme til sagen,” sagde søvngængeren og lød pludselig alvorlig. ”Den Hvide Kejser er ved at være træt af jer tre. I brød ud af fængslet, dræbte hans mænd og… lige meget. Den Hvide Kejser tilbyder jer fremtrædende positioner i hans hær.”
”Og hvis vi nægter?” spurgte Muza
”Så vil I lide døden, men I skal ikke svare nu. Tænk over det, det er et udmærket tilbud. Jeg kender jeres svar så snart I træffer den endelige beslutning,” sagde den smukke stemme, mens lyset langsomt forsvandt.
Ruk, Muza og Lian vågnede samtidig badet i sved, imens månen stadig stod højt på himlen, og efter en kort rådslagning valgte de at tage videre med det samme, jo før de kom til Mynrak jo bedre.
Da solen var stået op og var tæt på sit højde punkt gik Ruk, Muza og Lian over en bakke og kunne nu beskue Mynrak i al sin pragt. Hvad end Ruk havde forestillet sig at Mynrak ville være, tog han fejl, Byen var simpelt hen enorm, der var tårne og spir alle vegne og rundt om selve byen var svaret på, hvordan Mynrak havde fået sit øgenavn.
En enorm mur omgav hele byen, den havde tydeligvis været hvid engang, men det var mange hundrede år siden. Nu var det farvet rød af blod, overalt var muren blodstænkt, og det var ældgammelt blod, der langsomt, men sikkert, var blevet en del af selve væggen. Ruk væmmedes ved tanken om den massakre, der havde farvet muren, Lian så ud som om, at han skulle brække sig, Muza lod sig ikke synligt mærke, men skyndte bare på dem for at komme ned til byen. Byen var dog længere væk end forventet, så det tog stadig Ruk, Lian og Muza en time at nå ned til porten. Først da Ruk stod og stirrede op mod toppen af muren, gik det op for ham, hvor enorm den var, mindst tredive meter høj og tyve meter bred. Ruk tog munkehætten på, og de tre rejsende gik hen til porten, hvor otte soldater i rød rustning stod vagt.
20
Muza gik forrest hen til porten, hvor den lille gruppe blev stoppet af en vagt, der spurgte efter deres navne, og hvad de skulle i staden.
”Mit navn er Ravu, dette er min søn Lian og den lokale munk Ruk,” sagde Muza, før Lian eller Ruk kunne nå at svare. ”Vi er kommet for at besøge nogle slægtninge her i byen.”
”Hvis I bare skal besøge nogen slægtninge, hvorfor har I så munken med?” spurgte vagten mistænksomt.
”Ak den gamle munk har ikke langt igen, og han vil gerne opleve de prægtige templer her i byen, og vi tilbød at tage ham med på rejsen.”
”Nå på den måde,” nikkede vagten, og trådte til siden.
Da Ruk, Lian og Muza var kommet et stykke ind i byen, spurgte Ruk Muza hvorfor han havde opgivet falsk navn til vagten.
”Jeg kan forstå, at du sagde, at jeg var munk, men hvorfor ikke bare sige dit eget navn?”’
”Jeg har mine grunde,” sagde Muza, og Ruk lagde mærke til, at han blev lidt bleg, ”det er bedre, at I ikke kender dem,” forsatte han med et smil.
”Hvorfor nu det?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af før eller senere,” lo Muza, ”men lad os nu finde den der bar I snakkede om, hvad var det den hed? Noget med en drage, ikke?”
”Jo Dragens Tænder, svarede Lian, ”kroejeren skulle kunne hjælpe os med at få kontakt, han skulle hede Shajita eller noget i den retning.”
”Okay. Men har I nogen anelse om, hvor stor den her by er? Det er så godt som umuligt at finde den,” sagde Muza. ”Vi må have fat i en eller anden der er sted kendt.”
Et lille stykke derfra fik en ung pige på cirka sytten år en knytnæve i mellemgulvet, så hun tabte vejret. Hendes ansigt var forslået, og hun blev holdt af to skummelt udseende mænd. Hun hostede, og der kom blod med op, men på trods af hendes skader var hendes blik iskoldt, da hun så på manden, der lige havde slået hende.
”Kom til sagen,” hvæste hun og spyttede lidt blod ned på jorden.
”Sagen?” grinte manden, ”sagen er den, at du skylder mig en forfærdelig masse penge, og jeg forventer at få mine penge inden næste måne.”
”Som jeg sagde, da jeg lånte dem: Du får dem igen om en måne. Jeg har stadig en uge husker du nok? Så hvad fanden laver du her?”
”Jeg kom bare for at sørge for, at du ikke glemmer at aflevere pengene,” smilte han lumskt.
”Du får dem,” gentog hun med et host.
”Fair nok. Jamen, så ses vi senere Sukara,” sagde han, og de to mænd, der holdt hende, smed hende ud af vinduet.
Ruk så forbavset Muza blive slået omkuld af en pige, der øjensynligt lige var blevet smidt ud af et vindue på første sal. Muza tabte sin le, der var foldet sammen og pakket ind, da han blev ramt af pigen, og så snart han kom op at stå igen, greb han den og tjekkede lynhurtigt bladet igennem stoffet, der omgav leen. Lian så straks, at pigen hostede blod op, og holdt hende derfor nede, da hun prøvede at rejse sig.
”Du har formentlig brækket tre ribben fra det fald, så du skal ingen steder hen lige nu.”
”Rend mig,” svarede Sukara og prøvede igen at rejse sig, men Ruk tog fat i hendes skulder og holdt hende nede.
”Jeg har travlt, så skrid med jeres medlidenhed og gode råd. Jeg har prøvet det, der var meget værre”
”Det er måske sandt,” svarede Lian, ”men en skade af denne kaliber skal man ikke tage let på. Jeg er læge og du er hermed min patient. Ruk bær hende op i lejligheden igen og tjek om dem, der smed hende ud, stadig er der. Jeg skal lige skaffe nogle nye medikamenter,” råbte Lian og satte i løb ned af vejen.
Ruk sparkede døren ind med den skadede i favnen og scannede lynhurtigt rummet for eventuelle fjender, men rummet var tomt, så Ruk lagde pigen på en bænk, hvorefter han tjekkede, at Muza holdt vagt udenfor. Da han kom ind igen, var pigen faldet i søvn, og Ruk fik tid til at se ordentlig på hende. Hun var på alder med ham og utrolig smuk. Grønne øjne, dybrødt hår og så var hun lidt brun i huden, som om hun havde taget sol i flere timer.
”En forunderlig blanding,” tænkte Ruk, da Lian kom brasende ind med en taske fyldt til randen med modgifte, bandager og andre medicinske medikamenter.
Et stykke tid senere vågnede Sukara med smerter i hele kroppen og brystet dækket af bandager. Hun kiggede rundt og fik øje på de tre personer, der tilsyneladende havde taget sig af hende. Den lille dreng, der havde sagt, at han var læge, sad og læste en bog. Manden hun havde ramt, da hun blev smidt ud af vinduet, så ud til at være i gang med at slibe en stor le. Det måtte være den, som han havde tabt, da hun ramte ham, tænkte Sukara, og fik så øje på munken. Ham drengen havde vist kaldt ham Ruk, en ret underlig munk, han havde uden problemer sparket den tykke dør ind, mens han bar hende. Han stod med ryggen og havde stadig hætten på, det så ud som om, han holdt øje med nogen. Pludselig henvendte han sig til den anden mand.
”Jeg sværger Muza, den der fugl har siddet der, siden vi kom.”
Sukara kunne høre på hans stemme, at han ikke var meget ældre end hende selv.
”Det er en Nøxif,” sagde manden, der hed Muza sagte, ”de er, så vidt jeg ved, ret sjældne her på egnen.”
”Er den farlig,” spurgte Ruk.
”Nej! Panoe er bestemt ikke farlig,” sagde Sukara højt, og det gav et sæt i de tre andre i rummet, som hurtigt vente sig og kiggede på hende med et forskrækket udtryk.
”Haha av! I ser sgu for sjove ud haha,” Sukara tvang sig selv til ikke at grine, da det gjorde ondt.
”Så vågnede du endelig,” udbrød lægen, ”hvordan har du det? Har du nogen smerter?”
”Det gør i hvert fald ondt, når jeg griner,” svarede Sukara med et smil.
”Du var heldig, du slap med to trykkede ribben. Du er klar igen om nogle dage”
”Hvem er I, og hvad forventer I til gengæld,” sagde Sukara pludselig hårdt.
”Jeg er Lian, det her er Ruk,” sagde han og pegede på munken, selv om han havde vendt sig om, kunne hun stadig ikke se hans ansigt, da han stod lige i den nedgående sol, ”og øhh… Ravu. Hvad vi forventer til gengæld? Tja en lille rundvisning i byen kunne være rart og så lidt viden om, hvor en kro kaldet Dragens Tænder ligger.”
”Ikke andet?” udbrød Sukara lettet, men blev så pludselig hård igen. ”Hvad stikker der under?”
”Hvad mener du?” smilte Lian.
”Jeg slog ham der omkuld, I passer og plejer mig, og I vil kun have sightseeing til gengæld. Det giver ingen mening,” næsten råbte hun.
”Måske ikke for dig, men det giver masser af mening for os. Vi er kun på et kort eksklusivt visit, og vi mangler en guide. Men du skal vide, at du kun får det af vide, der er højst nødvendigt, for din egen sikkerheds skyld.”
Lian så utrolig alvorlig ud i forhold til sin unge alder.
”Sig mig vidste du noget om den der fugl eller hvad?” brød ham, der hed Ruk ind, ”den har stirret på mig lang tid, det kan ikke være normalt.”
”Den hedder Panoe og er min fugl,” hun fløjtede sagte, hvilket fik fuglen til at lette og yndefuldt flyve ind og sætte sig på Sukaras ben. Da Panoe fløj forbi, fik Sukara et kort glimt af et enormt tandsæt, det så fuldstændig grotesk ud, men så var lyset væk igen, og Sukara kunne ikke se ansigtet mere. ”Mit navn er Sukara og i har en aftale. Men først vil jeg vide hvad der er med dit ansigt munk!”
”Desværre,” sagde manden, der var i gang med at pakke sin le væk, ”det er helt sikket ikke noget, du har behov, eller lyst til at se. Tro mig!” grinede Manden, og de to andre stemte i.
21
Da solen var gået ned, og Sukara sov trygt, stod Ruk, Lian og Muza og snakkede lavmælt sammen.
”Hun er ikke normal. Jeg kan slet ikke trænge ind i hendes tanker,” hviskede Lian.
”Er du sikker? Har du prøvet alt hvad du kan?” hviskede Ruk tilbage.
”Ja, siger jeg jo,” vrissede Lian.
”Men kan vi så overhovedet stole på hende?” spurgte Ruk.
”Ja, det kan vi godt,” brød Muza ind. Ruk og Lian stirrede forvirret på Muza. ”Tro mig Sukara er en af de få, vi kan stole på i den her by.”
”Hvordan kan du være så sikker på det?” spurgte Lian forbavset.
”Jeg kendte hendes mor engang. Nej ikke på den måde,” udbrød han, da han så Ruk’s lumske smil. ”Hør det er ikke det rette tidspunkt at tale om det. I vil formentlig få mere af vide, når vi har snakket lidt med De Royale. Men jeg har for resten hørt nogle af de lokale snakke om en byfest, der begynder i morgen.”
”Øhh hvad har det med noget at gøre?” spurgte Ruk, men Muza og Lian smilede bare indforstået.
”Det kan i ikke mene?!” skreg Ruk, mens Sukara lå sammen krummet på gulvet og skreg af grin. Ruk var blevet klædt ud i en fugledragt med prægtige fjer over hele kroppen, vinger på armene og en fuglemaske, så man ikke kunne se han ansigt.
”Det er da ikke så slemt,” smilte Muza, da han tog Ruk i øjesyn.
”Hvad fanden er meningen med det her?” Spurgte Ruk hidsigt.
”Er det ikke indlysende?” smilte Lian, ”det er, da for at skjule visse anormaliteter.”
Sukara sukkede, hun havde stadig ikke fået lov til at se disse anormaliteter, Ruk havde nemlig taget dragten på i et andet rum.
”Hvis vi skal nå byen rundt i dag, så skal vi af sted nu.” sagde Sukara og samlede sig op fra gulvet.
”Okay,” nikkede Lian, og sammen forlod de alle fire huset og gik ud på gaden.
Gaden var fuld af musik, folk, der grinte, og gøglere klædt ud som alskens dyr, fugle og klovne.
”Så det er altså en byfest,” sagde Ruk bag sin maske, ”jeg har aldrig før set en byfest. Dem havde vi ikke nogen af i Vivaro.”
Den næste times tid gik den lille gruppe rundt i byen, imens Sukara førte an.
”Så er vi endelig ved noget spænende,” smilte Sukara, da den lille gruppe kom ud på en enorm plads. Pladsen var belagt med brosten i utrolige mønstre hele vejen ned til floden. To enorme templer stod i den ene ende af pladsen, de var så enorme at floden løb igennem de to templer. ”Her ser i to af byens tre vidundere, de to guddommelige templer til de ægte guder: Nogan lysets gud og Dezal visdommens gudinde,” sagde Sukara og pegede først på det hvide slot og dernæst på det blå.
”Guder? Hvad er guder?” spurgte Ruk.
”Hvad er guder!?!? Ved du ikke hvad guder er? Kender du ikke Nogan og Dezal?” nærmest skreg Sukara.
”En gud er en slags almægtig skaber,” svarede Muza, ”han eller hun har uendelig magt og styre alene en del af selve verdenen. Vi i Det Røde Land har to ægte guder: Nogan lysets gud, som hersker over dagen, lyset og alt godt, og Dezal, der er visdommens gudinde.”
”Dezal var det hende med det der mærkelige bibliotek?” spurgte Ruk.
”Ja,” svarede Sukara, ”hun er meget velset og alle de kloge hoved her i byen tilbeder hende i det store blå tempel. Men det tempel vi skal ind i er det der.” Sukara pegede på det store hvide tempel. ”For der kan man nemlig se en genstand, som tilhører Nogan den mægtigste gud, der findes.”
”En ting som Nogan ejer?” spurgte Muza måløs.
”Ja,” svarede Sukara, ”den slog ned for fem år siden, og der er ingen tvivl om, at det er hans.”
”Hvordan kan man være så sikker på det?” spurgte Muza.
”Det får du at se, når vi kommer ind,” sagde Sukara listigt.
”Vi havde ikke guder i Vivaro,” forklarede Ruk på vej ind i templet, ”vi havde en helt vi så op til, men ikke guder som… WOW”
Ruk var nær faldet bagover, da han kom ind i det enorme tempel. Rundt langs alle væggene stod der prægtige statuer, guldindfattede bøger og vinduerne var i flot forskelligt farvet glas, men det var ikke det, som Ruk kiggede på. Det han så var placeret midt i salen. Midt i salen hang et enormt scepter tilsyneladende frit i luften. Sceptret var tyve meter højt og var lavet i smukt udskåret træ, med guld plader monteret på enden, men det var i den anden ende, at det blev virkelig utroligt. I toppen af staven var en guldring placeret, uden om ringen hang guld pigge i den rene ingenting, som solstråler fra ringen. I midten af sceptret hang en diamant, på størrelse med Ruk’s hoved, Ud fra diamanten strømmede et sælsomt lys, som forstærkede sceptrets lighed med solen.
”Det er utroligt,” mumlede Muza lamslået, ”hvordan er den havnet her?”
”Den styrtede ned for fem år siden,” svarede Sukara, ”det var fuldstændig sindssygt, det kom bare styrtende ned fra himlen brød igennem taget, og som i ser, landede den her, uden så meget som at have rørt jorden først.”
”Wow,” sagde Lian, ”det lyder sku utroligt.”
”Nå, men hvis vi skal nå hele byen igennem, så kan vi ikke blive hængende her,” sagde Sukara og førte de andre ud af templet.
22
Da Lian, Ruk, Muza og Sukara var kommet ud foran templet igen, spurgte Ruk Sakura:
”Du sagde at Nogan og Dezal var de eneste ægte guder, ikk? Er der da nogen uægte guder?”
”Ja der er en,” svarede Sukara og pegede hen mod et mindre kulsort tempel, ”hans navn er Kinl, og han er mørkets, krigens, dødens og ondskabens gud.”
Sukara førte de andre over mod det sorte tempel, og da de kom tæt på, lagde Ruk mærke til at templet var meget større, end han først havde troet, faktisk var det så stort at floden, som de havde fulgt til Mynrak, løb igennem templet.
”Floden løber direkte igennem templet, og vandet efter templet bliver man syg af at drikke,” forklarede Sukara og pegede på floden.
Ruk lagde nu mærke til at vandet var mørkere efter templet, som om at det var blevet forurenet inde i templet.
”Heldigvis løber floden også igennem de to andre templer.” Sukara pegede på de to andre templer og Ruk lagde for første gang mærke til at floden også løb igennem dem. ”Efter Nogans tempel er vandet rent, og det lyser med et sælsomt skær. Når det så løber igennem Dezals tempel, bliver det blåligt, hvorefter det løber ud i havet. Det er mellem de to ægte templer, at vi henter det vand vi skal bruge.”
”Der kan man bare se,” mumlede Lian fascineret, ”synes du ikke det er spænende Ruk?... Ruk?”
Ruk havde fået øje på en gruppe mennesker, der havde samlet sig et stykke væk og var gået over for at se, hvad der foregik. Da Ruk nåede derhen, kunne han se at gruppen af mennesker stod rundt om fem personer, der var i gang med at udføre utrolige gerninger.
Der var en stor fyr i bar overkrop, der var i gang med at løfte en enorm sten, der så ud til at veje en hel del. Der var tre personer, der var i gang med en lynende hurtig sværddans, det så ud som om, de ville tage hinandens liv, hvis de kunne komme til det. Hver eneste gang det så ud som om, at det var ude med en af dem, lykkedes det ham at undvige i sidste øjeblik. Den sidste person var tilsyneladende i kamp med tilfældige mennesker fra publikum, han kæmpede uden våben, og selv om hans modstandere alle prøvede at såre ham, ramte ikke et eneste slag ham. Han drønede rundt om sine modstandere og markerede slag og spark overalt på dem. Han slog aldrig igennem, det var bare små slag og spark, der viste hans overlegenhed. Da Lian, Muza og en lettere fornærmet Sukara kom hen til Ruk for at se, hvad der skete, fik en lille pige øje på Ruk’s fuglekostume og begyndte at spørge, hvad han var for en underlig fugl. Ruk der ingen intentioner havde om at optræde foran et publikum prøvede at bakke ud af menneskemængden, men der var efterhånden flere og flere personer, der lagde mærke til hans kostume, og begyndte at slå ring om ham. Lian hviskede til Ruk, at han nok ikke kom ud af det her uden at vise et eller andet stunt. Da alle tilskuerne havde vendt ryggen til de andre akrobater, som så rimelig sure ud, løftede Ruk sine bevingede arme og råbte ud over folkemængden.
”Jeg er den menneskelige fugl. Nogan gav mig vinger, og Dezal gav mig klogskab til at bruge dem.”
Et par børn så fuldstændig ærefrygtige ud, men de fleste så noget skeptiske ud.
”Tror i mig ikke?” fortsatte Ruk, ”så lad mig vise jer, at jeg er det eneste intelligente væsen, der er i stand til at flyve.”
Ruk gik ned i knæ, og så søgende op mod de nærliggende hustage, og han fandt hvad han ledte efter. Ruk slog et kraftigt slag med vingerne og satte samtidig af i et vældigt spring, der sendte ham lige op mod den bjælke, han havde udset sig. Ruk borede kløerne på sine fødder dybt ind i bjælken og kiggede ned på det forbløffede publikum.
”Man kan aldrig holde en fri fugl fanget,” råbte Ruk, satte af fra bjælken og hoppede i endnu et enormt hop om på den anden side af huset, mens Lian lod hatten gå rundt.
Ruk mødte de andre på den anden side af huset et par minutter efter, hvor Lian kom storsmilende med en lille pose fuld af guld og sølvmønter.
”Du burde lave flere af de der shows,” grinede Lian, ”de er særdeles indbringende.”
”Måske,” sagde Muza, ”men det er næppe klogt at tiltrække alt for meget opmærksomhed, og slet ikke med Ruk som frontfigur.”
”Ja ja lyseslukker,” svarede Lian tvært.
”Hvad i Nogans navn er du?” udbrød Sukara chokeret. ”Normale mennesker kan ikke hoppe op på bygninger.”
”Vi har allerede snakket om det her, Sukara,” svarede Lian, ”Du får ikke mere at vide, end du har brug for. Jeg er ked af det skal være sådan, men det er bedst for alle parter i øjeblikket. Nå men hvad gør vi med alle de her penge?” spurgte Lian for at lette stemningen.
”Jeg vil spås!” Udbrød Ruk med det samme og pegede på en dør, hvor der hang et skilt med påskriften spåkone.
”Nå ja, det kan aldrig skade at kende fremtiden,” svarede Muza, da Ruk og Lian så bedende på ham. Kort tid efter fløj Ruk og Lian ind af døren.
23
Panisie var otte år, da hendes familie blev dræbt af røvere, Panisie overlevede, fordi hun den aften havde leget på en eng i nærheden. Efter at hendes familie var blevet dræbt, blev Panisie sendt på børnehjem, hun blev dog hurtigt adopteret af en dame ved navn Daslan. Daslan var spåkone eller seer, som hun foretrak det, og hun mente at Panisie måske havde ”gaven”. Panisie blev taget med til Mynrak, hvor Daslan levede som fattig, men velset seer.
En seer er en meget løs beskrivelse, der er dem, der kan se ud i fremtiden, dem der ved alt, hvad der sker overalt i dette øjeblik og mange andre typer. Daslan og Panisie ejede evnen til at se folks sjæle og læse deres fortid, nutid og fremtid. Det er dog ikke så lige til, som det lyder, at se folks sjæle er en enorm belastning, både fysisk og psykisk, derfor undertrykker seere som Daslan og Panisie deres evner ved de fleste lejligheder. Kun når det er nødvendigt, bruger de deres evner, og de sørger for at holde styr på dem, så de ikke læser alle, som er til stede.
Da Ruk og Lian stormede gennem døren, var Panisie lige fyldt toogtyve og Daslan nærmede sig de nioghalvtreds. Panisie havde lige skænket Daslan en kop te, da Ruk og Lian bremsede foran det lille runde træbord, hvor Daslan sad med sin te. Ruk kiggede sig spændt omkring, og han havde svært ved at skjule sin skuffelse over manglen på magi i rummet. Rummet var kombineret køkken og stue, der var ingen stjernekort, døde frøer, krystalkugler eller andre magiske genstande, sådan som Ruk havde regnet med.
”Er det dig der kan spå?” spurgte Ruk.
Daslan der stille havde iagttaget Ruk, som om at det var dagligdags at unge mænd, hvoraf den ene var iklædt fugledragt, kom stormende ind i hendes hjem. Men nu Ruk tænkte over det, så var det måske dagligdags, for en seer, at unge mænd stormede ind i hendes hjem.
”Ja, jeg er seeren Daslan,” svarede Daslan og nippede til sin te, ”hvem ønsker at blive spået?”
”Det gør jeg,” svarede Ruk og pegede på sit maske dækkede ansigt med sin ene vinge.
”Kan du betale?”
”Ork, ja!” brød Lian ind og viste nogle af de penge, de havde fået efter Ruk’s opvisning.
”Før vi begynder, må jeg gøre dig opmærksom på, at jeg ikke garantere for mine spådommes sandhed,” forklarede Daslan, imens Sukara og Muza kom ind af døren. ”Læg ti mønter på bordet, så går jeg i gang.”
Lian talte ti mønter op og lagde dem på bordet, Panisie fik i mellemtiden sat Ruk ned på en lille stol, og Daslan satte sig overfor. Panisie så på sin lærer og vidste, hvad der nu ville ske med Daslan, hendes øjne ville blive hvide, og hun ville være i stand til at se Ruk’s, og kun Ruk’s, aura. Panisie havde prøvet det mange gange før: den ubestemmelige aura, der altid skifter form, som en parasit der forsøger at undslippe. Farven afhænger af, hvem den tilhører, ikke to auraer har samme form, farve eller størrelse.
”Trist… barndom. Din barndom var trist,” hviskede Daslan, hvis øjne ganske rigtigt var blevet hvide, ”forræderi… en nær ven… han er død nu. En skælsættende begivenhed… Fanget! Død… en nær ven. Hemmeligheder… over for en der hjælper dig. Tvivl... er hvad der drev det her,” Daslan’s hånd greb krampagtigt fat om bordet, ”indre… splittelse.”
”Hvad med min fremtid?” spurgte Ruk, der var fuldstændig forbløffet over hvor præcist Daslan havde ramt hans fortid.
”Problemer… snart,” svarede Daslan efter kort tid. ”glæde… skuffelse. Og så… så...” pludselig blev Daslan’s øjne brune igen. ”Mere kan jeg ikke fortælle,” sagde Daslan med rystende stemme.
”Hvad er det alt, hvad du kan se?” spurgte Ruk skuffet
”Min lærer har spået dem, min fjerklædte herre. Vær nu venlig at forlade min læres bolig,” sagde Panisie og gennede dem ud af huset. Men i hendes hoved var der stor forvirring. Hvorfor var Daslan stoppet? Det var tydeligt, at hun havde set mere, så hvorfor var hun stoppet?
Da Panisie havde fået kunderne ud af huset, vendte hun sig mod sin lærer, der sad stift på en stol.
”Da min lærer stoppede med at spå, gav han mig en regel, jeg måtte love at overholde,” sagde Daslan og stirrede lige ud i luften, ”du skal altid fortælle folk, hvad du har set i deres sjæl, hvis de ønsker at vide det,” det var den regel han fortalte mig om. Den dag jeg brød reglen skulle jeg give min plads til min lærling, sådan som hans lærer havde givet ham pladsen og som han nu gav den til mig.” Daslan tømte te koppen i et drag, noget som Panisie aldrig havde set hende gøre før. ”Det er en gammel tradition blandt seere, at sådan må og skal det være.”
”Men hvorfor? Hvorfor fortalte du ham ikke om hans fremtid?”
”Det selv samme spørgsmål stillede jeg min mester, og jeg vil give dig samme svar som jeg fik: Det vil du først forstå, når det sker for dig selv.” Daslan rejste sig op. ”Nu er din tid kommet mit barn, jeg vil være din tjener i mine sidste år, for sådan skal det være. Du har et stort talent, og du kan blive langt bedre, end jeg nogensinde har været.” Daslan kiggede på døren og mumlede. ”Må den arme dreng finde trøst, hvor det er ham muligt. For hvad der vil ske nu er blot en lille forsmag på, hvad der er i vendte.”
På den anden side af døren blev Sukara og Lians hoveder brutal slået sammen, og de sank bevidstløse om på jorden.
24
Samtidig med at Sakura og Lian faldt til jorden, dukkede Ruk sig for et spark mod hans ansigt, og Muza undgik med nød og næppe et sværd, der blev svunget mod hans hoved. Sparket blev fulgt op af et uppercut, som tvang Ruk til at slå en kolbøtte ud af hans modstanders rækkevidde. Muza havde også trukket sig tilbage, og nu stod Ruk og Muza med ryggen mod en mur og de fem gøglere fra før stod overfor dem.
”Hvad fanden har i gang i?” skreg Muza chokeret. ”I kunne sku da have slået os ihjel!”
”De ville skam heller ikke have været helt dårligt,” svarede ham, der havde angrebet Ruk. ”Det havde i hvert fald gjort vores arbejde mindre tidskrævende.” Han strøg en hånd hen over sit glatbarberede hoved, før han fortsatte.”Men det var jo også jer der startede.”
”Hvad snakker du om? Vi har sku da ikke gjort jer noget,” svarede Ruk vredt.
”Var det måske ikke jer, der scorede alle pegende fra tilskuerne, som vi havde arbejdet på i flere timer,” spurgte den store fyr, der havde løftet den store sten på torvet.
”Så hvordan er det helt præcist, du mener at, I ikke har gjort noget?” fortsatte en af de tre sværddansere.
”Det var vores penge i huggede, med jeres lille fuglestunt,” afsluttede den skaldede, der havde fremvist sin hurtighed mod publikummet.
”Giv os pengene, ellers slår vi jer ihjel og tager alt hvad i ejer,” sagde den stærke med et skummelt smil.
”Som om I ikke vil slår os ihjel alligevel,” svarede Muza med et morbid smil, ”Ruk, jeg tror du bør gøre dig klar til kamp.”
Muza pakkede sin le ud af stoffet og begyndte på at folde den ud i fuld længde, da Ruk svarede.
”Hvem vil du have?”
”Ham den store.”
”Så snupper jeg skaldepanden, vi kan deles om de sidste tre.”
”Tror I virkelig at i to, kan klare os fem?” grinede den store fyr.
”Ja det skulle ikke være noget problem,” smilte Muza samtidig med at bladet på hans le gled på plads, med et lille ”klik”.
”Tåbelige hund!” skreg en af de tre sværdkæmpere og stormede frem mod Muza med løftet sværd.
Svinget var guddommeligt, Muza havde sænket bladet på sin le ned til jorden og med en lynhurtig bevægelse, svang han leen opad, i en buet bevægelse og kappede sværdkæmperens arm af, før blodet begyndte at fosse førte Muza allerede leen videre i den buede bane. Da blodet begyndte at strømme ud af armen, og kæmperen begyndte at skrige sin smerte ud, nåede Muza’s le bunden af sin bue og begyndte at skære sig igennem hans højre lårben. Bladet skar direkte igennem lårbensknoglen og kom ud på den anden side af benet. Halvvejs igennem det venstre ben stoppede leen sin dræbende færden, da den stødte mod dette bens lårbensknogle. Muza snurrede venstre om sig selv, og brugte det momentum hans nye fart gav ham til at rive leen ud af, den nu et benede sværdkæmpers ben. Mens Muza snurrede rundt faldt sværdkæmperen bagover, og før han ramte jorden, havde Muza snurret hele vejen rundt og hamrede piggen nederst på sin le igennem hjertet på sværdkæmperen, i samme øjeblik, som han ramte jorden.
Muza knælede ned over den døde med begge hænder holdende om leen, og kiggede op på de målløse gøglere.
”Ja det skulle ikke være noget problem,” gentog Muza med et smil, der udstrålede foragt for de mænd han stod overfor.
Det var den skaldede, der først kom til sig selv. ”Hævn!” skreg han og sprang frem mod Muza, kun for at blive stoppet af Ruk, der trådte ind imellem dem.
”Nu må du tage det med ro,” sagde Ruk inde bag fuglemasken, ”du skal igennem mig for at angribe den gamle.”
”Jeg er ikke gammel,” sagde Muza og rev sin le ud af det skamferede lig. ”Nu fik jeg den første, så må du tage de sidste to.”
”Tror i det her er en leg?” råbte den store fyr, der nu holdt en stor sort forhammer mellem hænderne.
”Troede I at vi bare ville lægge os til at dø?” spurgte Ruk, ”I startede spillet, I lavede reglerne, vi spiller bare med på jeres præmisser.”
”Nok snak,” skreg den skaldede og slog ud efter Ruk, der måtte spring lidt tilbage for at undgå angrebet. De to andre sværdkæmpere gik også ind i kampen og svang deres sværd mod Ruk igen og igen, kun for at se ham undgå hvert eneste slag i sidste split sekund. Omringet af fjender kunne Ruk ikke gøre andet end at undgå så godt, som han kunne, han havde aldrig tid nok til selv at angribe, og nu og da ramte den skaldede ham med et velplaceret slag eller spark.
Den store fyr var i mellemtiden gået til angreb på Muza, og hans hammer slog store huller i luften og forskellige vægge, for han havde endnu ikke formået at ramme Muza.
”Du virker mig faktisk bekendt,” sagde Muza, mens han dukkede sig under den drabelig hammer, ”faktisk er jeg sikker på, at jeg har set den hammer, du render rundt med før. Hvad hedder du knægt?”
”Mit navn er Jathanon søn af den mægtige Norkaradt, der var den mest frygtede røver for ti år siden.” Jathanon rev hammeren ud af væggen og fortsatte, ”hammeren var hans.”
”Nå, det er der jeg har set den før!” grinte Muza forundret ”Det bringer minder frem. Ser du det var mig, der sendte din far i spjældet, og jeg må sige, at han var noget bedre end dig til at svinge den hammer der.”
Jathanon, rød i hovet af raseri, svang endnu en gang hammeren mod Muza, mens han skreg, ”Løgner!”
Ovre ved Ruk var skaldepanden ved at begå en fejl, han løftede sit højre ben op i en vinkel, der normalt er gymnaster forundt, og hamrede hælen ned i Ruk's hovedbund. Hvad end den skaldede kæmper havde regnet med at ramme, værende et skaldet hoved eller en hårbund, så var det ikke hvad han ramte. Hvad han ramte var en hovedbund dækket af små skarpe skæl, som stak direkte op i luften, og da han selvsikkert ramte det, kunne han ikke gøre andet end at lade sig falde bagover med et skrig. Det var lige den åbning Ruk havde brug for, Ruk slog ud efter den ene af de to sværdkæmpere. Ruk’s klør skar igennem fugle dragtens stof og satte dybe sår i kæmperens arm. Kæmperen tabte sit sværd med et skrig, men genvandt hurtigt fatningen, han rev Ruk’s maske til side samtidig med at han sendte sin anden knytnæve lige ind mod Ruk’s ansigt. Havde han givet sig tid til at se på Ruk’s ansigt, før han slog ud efter det, ville han nok slet ikke have gjort det. Ruk havde nemlig forudset hvad han ville gøre og spærret munden op, da knytnæven ramte, ramte den i hans mund, og Ruk var ikke sen til at bide sammen om hånden. Sværdkæmperen skreg og trak hånden til sig, hvilket resulterede i at han flåede en masse hud, og en del kød af sin hånd, som Ruk per refleks slugte.
Ruk regnede ud at det nok var en dårlig idé at sluge kødet fem sekunder efter at han havde gjort det, det var nemlig, der at Ruk begyndte at ryste. Ruk rystede og han måtte træde et par skridt tilbage for ikke at falde. Ruk undgik med nød og næppe et nyt sværdslag fra en af de to sværdkæmpere, men formåede ikke at parerer det slag fra den skaldede, der ramte ham lige i tindingen. Ruk så stjerner, og han var ikke sikker på, hvad det var han lavede længere.
”Muza!” skreg Ruk desperat. ”Jeg tror han kommer.”
Muza sprang baglæns uden for Jathanon’s rækkevidde og kastede et hurtigt blik over på Ruk, der nu stod med begge hænder, presset mod sine tindinger.
”Lort,” mumlede Muza til sig selv og råbte derefter: ”Stop ham! Hvis han kommer så er vi virkelig på den!”
Ruk faldt ned på knæ og skreg af smerte.
”Jeg kan ikke holde ham.”
Ruk udstødte et sidste skrig og derefter blev han stille.
”Er han død?” lød en stemme lidt væk, og det var først nu Muza så at kampen havde tiltrukket omkring fyrrer tilskuere, der stod i sikker afstand, mens en kamp om liv og død udspillede sig for øjnene af dem.
”Hvor sygeligt,” tænkte Muza, men der var mere alvorlige ting at tænke på, Muza sprang tilbage for igen at undgå hammeren, og da han igen kiggede over på Ruk sad han stadig helt ubevægelig på knæ. Foran Ruk snurrede den skaldede kæmper en enkelt gang rundt om sig selv og sendte et cirkelspark af sted mod Ruk’s hoved.
25
Ruk havde fortalt Muza og Lian, at der var noget, der bekymrede ham, på vej til Mynrak. Han havde fortalt dem om, hvad der var sket i fængslet, om hvordan indsprøjtningerne havde skabt en alternativ personlighed inde i ham, og at den havde reageret stærkt når Ruk var i nærheden af menneskeblod eller kød. Ruk havde aldrig fortalt dem det i fængslet, da han frygtede at de ville frygte og hade ham for sit andet jeg’s handlinger. Men da han fortalte dem det en aften ved den store flod, viste de medfølelse og lovede at hjælpe ham, med at holde hans indre uhyre i skak. Lian havde med sine psykiske kræfter forsøgt at skabe barriere omkring monstret, men det kun med ringe held. Muza havde fortalt Ruk, at det var af allerstørste vigtighed at monstret ikke dukkede op, mens de befandt sig i Mynrak, hvis det skulle ske, ville han muligvis angribe civile, og så ville deres mulighed for at møde nogen i den Royale familie være tabt. Ruk havde fortalt dem at uhyret i ham lød navnet Aror, det havde Ruk fundet ud af under en af deres kampe om kontrollen over deres fælles krop.
Ruk havde gjort alt han kunne for at holde Aror tilbage, men smagen af friskt menneskekød havde været for meget for monsteret, og han havde startet en krig mod Ruk’s kontrol over kroppen. Da Ruk var faldet på knæ midt i kampen, var det for at kunne bruge alt sin viljestyrke på at stoppe ham. Men det ville være nemmere at stoppe solens bane over himlen, end at stoppe dette rovdyrs fremfærd. Monsteret vandt kampen om kroppen, samtidig med at den skaldede kæmper begyndte på sit cirkelspark. Aror så ikke engang op, hans venstre hånd fløj bare op og greb den skaldedes fod få centimeter fra Aror’s hoved. Aror fulgte op med at hamre en knyttet næve så hårdt ind i den skaldedes mellemgulv, at han skulle prise sig lykkelig hvis han ikke havde pådraget sig indre bødninger. Da Aror slap den skaldede, sank han sammen i smerter, og Aror rejste sig op. Den af de to sværdkæmpere der stadig kunne bruge sin sværdhånd stormede frem mod Aror og svang sværdet horisontalt imod ham, Aror greb hans arm med begge sine hænder, sværdkæmperen nåede lige at mærke sin skulder blive revet ud af led, før han brutalt blev kylet ind i en væg. Han var død før han ramte jorden.
”Pis,” gentog Muza, da han konstaterede, at Aror var sluppet ud af Ruk’s kontrol, og at han tilmed var gået amok. Aror begyndte at rive og flå i fugle dragten, og fjerene stod ud til alle sider, imens han splittede den ad. Det var et betagende syn, en sky af farvede fjer og tøjstumper stod op fra Aror, og de tilskuere, der var kommet kunne ikke gøre andet end at stirre som hypnotiserede på det. Da fjerene endelig faldt til jorden stod Aror uden andet på kroppen, end det stykke stof der dækkede hans allerhelligste. Aror udstødte et brøl, der fik en del af tilskuerne til at flygte i panik, og dem der ikke flygtede tog en halv snes skridt tilbage.
Muza derimod vendte sig mod Jathanon og hævede sin le.
”Jeg er bange for, at jeg netop er løbet tør for tid, Jathanon. Det var rart at møde dig.”
Muza stormede mod Jathanon. Jathanon løftede sin hammer og svang den nedad med enorm kraft, Muza tog et skridt til højre, mens hans snurrede venstre om sig selv. Da Muza svang leen i dens dødbringende bue mod Jathanon hals, kunne han mærke vibrationerne fra Jathanon hammer, der ramte jorden. Muza så bladet på sin le skære igennem Jathanon’s hals i slow motion, han så hvordan den skar igennem hudlaget, hvordan den passerede igennem struben, og hvordan Jathanon hoved løsnede sig fra kroppen, da leen skar de sidste centimeter af halsen over. Blodet stod i en fantastisk bue fra Muza’s le, og en fontæne af blod steg langsomt fra Jathanon’s hals. Men Muza hverken væmmedes eller blev betaget af dette syn, for han så det ikke. Så snart Muza var sikker på at Jathanon var død, vendte han alt sin opmærksomhed mod Aror. Aror havde gjort kål på den sidste sværdkæmper ved, brutalt at flå hovedet af den skrigende vagt, og han drak nu blodet direkte fra hans hals.
”Hvad fanden gør jeg?” tænkte Muza desperat, mens den skaldede kæmper langsomt rejste sig op igen. Den skaldede kæmper hostede, han havde ikke langt igen, men i hans øjne brændte der en flamme, en flamme som symboliserede det eneste han kunne tænke på, hævn. Han sprang frem mod Aror i et flyvespark, der ville slå en normal mand i gulvet definitivt, men det ramte aldrig Aror. Aror snurrede rundt, greb hans udstrakte ben, trak ham forbi sig i luften og flåede struben ud på ham, da halsen kom indenfor rækkevidde. De folk, der stadigvæk var til stede, skreg, det fangede Aror’s opmærksomhed, og med et sultent udtryk i ansigtet sprang han frem mod de forsvarsløse indbyggere i Mynrak, da… Slam! Aror blev slået bevidstløs af en enorm sten på siden af hovedet, stenen havde indtil for få minutter siden siddet i et af husene, men Jathanon havde slået den løs. Folkene stirrede på Muza, men Muza var mindst ligeså forvirret, som dem indtil en stemme lød bag ham:
”Jeg håber seriøst, det der var Aror, så jeg ikke lige har ødelagt mit venskab med Ruk.”
Lian stod lidt derfra, med et sår der hvor ham og Sukara var stødt sammen.
”Lian!” udbrød Muza lettet, ”hvornår vågnede du?”
”Lige nu, men vi må virkelig væk herfra, før der er nogen der kalder på vagterne.”
”Du har ret. Væk Sukara og giv mig kutten.”
Lian smed sin taske over til Muza, der hurtigt fandt kutten nede i den. Gudskelov, at de havde beholdt den, tænkte Muza og gav med besvær Ruk kutten på. Lian vækkede i mellemtiden Sukara, der ligesom Lian, havde en enorm hovedpine. Muza kiggede sig omkring og opdagede, at de sidste tilskuere var forsvundet, ikke godt.
”Skynd dig Lian!” råbte Muza, og det fik Lian til at ruske liv i Sukara.
”Hvad skete der?” spurgte Sukara omtåget.
”Lang historie, her er den korte version: Vi er i problemer, og vi skal hen til Dragens Tænder, nu!”
”Jamen hvad…?”
”Nu!” gentog Lian hårdt, og trak Sukara op at stå.
”Den vej,” stønnede Sukara og mistede balancen. Lian greb hende og tog hendes arm omkrig hans skulder, Muza gjorde det samme med Ruk’s arm og råbte: ”Af sted!”
Muza og Lian satte i løb, så godt som de nu kunne med deres ”passagerer” på slæb, ned af den vej som Sukara havde udpeget.
Lidt derfra stod Panisie og stirrede på Ruk’s aura, nu forstod hun i sandhed hendes lærers beslutning.
”Må mine evner slå fejl og må din fremtid være lysere end den jeg spår dig.”
26
Lian og Muza halvvejs slæbte, halvvejs bar Ruk og Sukara gennem Mynrak’s små gader, guidet af en omtåget Sukara. De første ti minutter løb de i stilhed, mens frygten for at en gruppe vagter ventede om næste hjørne, havde et hårdt greb i dem. Da de ikke mødte nogen vagter i løbet af de første ti minutter, satte de dog farten ned, og Lian fik tid til at spørge Muza, om hvad der egentlig var sket? Lian gav Muza ret i, at det her kunne blive meget grimt, fem lemlæstede lig og alt for mange vidner, der ikke havde set, hvem der startede, men kun hvem der dræbte hvem. Efter et stykke tid bad Sukara dem stoppe og pegede ud på en større vej, end den de var på, eller mere præcist pegede hun på et stor skilt med påskriften ”Dragens Tænder”. Muza kiggede til begge sider, og da han var sikker på, at der ikke var nogen vagter, vinkede han Lian fremad.
”Nej!” udbrød Lian desperat og greb fat i Muza.
”Hvad har du gang i? Vi skal sku da ind, før der kommer nogle vagter.”
”Tænk dig om, dig og Ruk er smurt ind i blod, og Ruk er næppe en, som man lukker ind på sin kro med god vilje.”
Muza bed sig i underlæben.
”Hvad gør vi så? Ham Shajita fyren lader til at være vores eneste chance lige nu.”
”Bagindgangen. Jeg tror godt, jeg kan få ham til at lukke os ind.”
Mens de bevægede sig om på bagsiden af bygningen, forsøgte Lian at huske præcis, hvad det var Jaro havde sagt dengang, for længe siden i bjergende.
Muza bankede hårdt på den massive trædør, indtil en enorm fyr med rødt skæg med brede skuldre og et noget arrigt ansigtsudtryk flåede døren op.
”Hvad fanden tror du, at du har gang i? Det her er sku da personale…?” Først der, lagde han mærke til, at de fire personer han snakkede med, alle var enten smurt ind i blod, bevidstløse eller bar på en bevidstløs person. ”Hvad fanden..?”
”Øh. Hej,” sagde Lian og fik dermed henledt dette bjerg af et menneskes opmærksomhed på sig, ”jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det her, så jeg gider ikke forsøge. Men vi har lidt problemer, og du skulle vel aldrig have et baglokale ledigt?”
”Det gu fanden jeg ej har! Giv mig en god grund til, at jeg ikke skulle kalde på vagterne lige nu!”
”Fordi Jaro bad os om at opsøge dig,” svarede Lian, samtidig med at han hørte stemmer fra den retning, de lige var kommet.
”Jaro?” kæmpen så skeptisk ud, ”kan det nu også passe?”
”Ja, jeg går da ud fra at du er Shajita, ikke sandt? Han sagde, at du ville kunne hjælpe os, og nu har vi altså brug for hjælp.”
”Hvorfor skulle jeg tro på jer?”
”Fordi hvis du ikke hjælper os, så dør Jaro.”
Shajita så fuldstændig paf ud over den kommentar, og det samme gjorde Muza, han kom sig dog noget hurtigere end Shajita.
”Og flyt dig så. Vi har sku lidt travlt her.”
Lian trak op i Sukara og bar hende ind igennem døren efterfulgt af Muza med Ruk på slæb og den forvirrede kroejer.
Lian gik ned ad den halvmørke gang, de var kommet ind i og fandt forholdsvis hurtigt et tomt lokale, hvor han lagde Sukara, der gud ved hvornår, var blevet bevidstløs igen, ned på en bænk. Muza der fulgte Lians eksempel, lagde Ruk ned på en bænk og sørgede for at kutten dækkede ham fuldstændigt jo længere tid, der gik før Shajita så Ruk, jo bedre.
”Hvad sker der med Jaro?” spurgte Shajita, mens Muza fandt et groft håndklæde og begyndte at tørre blodet af sig.
”Død,” svarede Lian, mens han undersøgte Sukara for skader, ”jeg skulle hilse.”
”HVAAAAD!”
Shajita så vred nok ud til kunne flå hovedet af dem, hvilket Lian ikke var i tvivl om, at han var i stand til.
”Men du sagde jo at…”.
”Jeg er fuldstændig klar over hvad jeg sagde, og ja jeg løj. Jaro er død, om du vil det eller ej, men det ændre ikke på, at han sagde, at vi kunne få hjælp af dig.”
Shajita lignede en, der kunne eksplodere, han tog to skridt mod venstre og greb et stort tungt sværd, der stod op ad væggen. ”Giv mig en grund til, at jeg skulle stole på jer.”
”Jeg kan skam give dig masser af grunde:
Et: ville jeg have fortalt dig at Jaro var død, hvis vi bare ville udnytte dig? Næppe!
To: Jaro stolede på os!
Tre: Jaro bad os fortælle dig, at han venter på den anden side af havet, desuden kan du næppe gøre meget mod os med det der sværd.”
Shajita tabte sværdet og spurgte med dirrende stemme ”Hvad sagde han?”
”Han sagde, at han venter på den anden side af havet,” gentog Lian, lettet over at Shajita tilsyneladende havde indstillet fjendtlighederne.
”Nogan hjælpe mig! Så er han død. Jeg vidste, der var noget i vejen, da han ikke kom forbi sidste år. Han kom ellers altid og besøgte mig mindst en gang hvert år.”
Muza fik i mellemtiden tørret det meste af blodet væk og fandt en dør, der lod til at føre ud i selve krostuen. En lang bar dominerede rummet, den startede ved den ene væg, hvor der var en dør til et baglokale, og sluttede først ude midt i det store rum. Langs væggene stod der lange borde med tilhørende bænke, ved bordene sad der omkring halvtreds folk, der allerede var mere eller mindre fulde. De fleste var mænd, faktisk var der kun en kvinde i blandt dem, hun sad længst henne ved døren, og da Muza så på hende, stirrede hun lige tilbage på ham. Muza og kvinden stirrede ind i hinanden øjne i over tyve sekunder, hendes øjne var ikke venlige, de var fjendtlige, men de virkede ikke normale, der var et eller andet uplacerbart ved dem. Uden advarsel rejste hun sig pludselig op, snurrede rundt og forsvandt ud af døren. Muza så den kun kort, da hun forlod kroen, men alligevel var han fuldstændig sikker på at den kvinde, der lige havde forladt kroen havde været iført en kappe lavet af fjer.
27
”Så er vi enige om at du hjælper os lidt her?” spurgte Lian og kiggede hårdt på Shajita. ”Vi kan starte med at sige, at du ikke slår os ihjel, eller giver os til vagterne?”
”Vagterne?” Shajita så chokeret på Lian. ”Hvad fanden har i lavet?”
Før Lian kunne nå at svare, lød der et brag fra krostuen, og Muza så en ung mand komme styrtene ind i krostuen.
”Har i hørt det?” råbte han til de halvstive folk. ”Der var et monster nede ved templerne!” De stive folk grinede bare af ham, men den unge mand blev ved. ”Det er fandme rigtigt! Jeg var der sku selv. Det var et monster med skæl over hele kroppen, monstret rev hovedet af en tilfældig person og drak hans blod. Jeg så også monstret smide en mand mindst tre meter væk og ind i en mur, han var død på stedet!”
Manden kunne godt se, at han var ved at tabe sit publikum, der var begyndt at hælde i sig igen, men han nægtede at give op. Mens han fortsatte ud i en malende, om end noget overdrevet, beskrivelse af blodbadet, der nu var blevet indeholdt mindst tyve dræbte, flyttede Shajita’s blik sig fra døren, til den eneste person i rummet, han ikke vidste hvordan så ud. Den kutteklædte skikkelse lå på bænken, rørte på sig og Shajita gik ud fra, at personen nok var ved at vågne.
”Desuden var monstret sammen med et menneske, sikkert hans herre,” Manden i krostuen forsøgte desperat at genvinde sit publikum. ”Han brugte en le og var hurtig som lynet, han skar hovedet af mindst ti personer på et øjeblik.”
Shajita's blik flakkede over mod den halvlange pakke, den midaldrende mand havde haft med, Muza havde haft travlt og Shajita kunne skimte leens blodindsmurte blad.
”Er det sandt hvad han siger?” Spurgte Shajita med en knusende ro, men blev fuldstændig ignoreret af hans gæster.
”Det her er ikke godt,” mumlede Muza og lukkede døren indtil krostuen.
”Du har ret, på den her måde tror alle jo, at vi er de slemme her,” konstaterede Lian.
Den eneste, der på dette tidspunkt så mere forvirret ud end Shajita, var Sukara, der fuldstændig havde tabt mælet og bare sad og stirrede ud i luften.
”Vi kunne ikke have gjort andet end det vi gjorde.”
Det var Ruk, der talte, han lå stadig på bænken, så hverken Shajita eller Sukara kunne se hans ansigt.
”Og vi kan næppe gå til vagterne, kan i se os tre gå op til vagterne og sige, at det var dem der startede? Nej, vel? Vi bliver nød til at ride stormen af, ordne hvad vi kom her for, så vi kan få ordnet alt det her.” Ruk gestikulerede over sit ansigt med sin ene hånd og fortsatte. ”Hvis hende prinsessen virkelig kan, hvad du tror, hun kan,” Ruk pegede på Lian og tænkte på, at Lian en gang for længe siden, havde ment at prinsessen måske kunne gøre Ruk normal igen, ”så løser problemet ligesom sig selv, og vi kan alle komme videre med vores liv.”
”Hør nu!” råbte Shajita med stigende desperation i stemmen, og Muza, Ruk og Lian kiggede endelig over på ham.
”Har i virkelig gjort alt det, han siger? Har i slået alle de mennesker ihjel?”
Muza smilte trist til Shajita. ”Hvis du ser bort fra de sædvanlige misforståelser og overdrivelser så ja, vi blev overfaldet, og vi gav dem en omgang, de ikke overlevede. Det lyder måske absurd, men efter Aror’s indblanding mistede vi ligesom alle andre muligheder. Sukara!”
Sukara så op på Muza, som sagde med hårdstemme. ”Du har gjort, hvad vi bad dig om, så nu forlanger vi ikke mere, du må se at komme væk, før det her bliver rigtig grimt.”
Sukara, der stadig var omtåget, nikkede bare stille, og Lian tog hende blidt i armen og førte hende ud, mens han forklarede hende, at hun nok skulle holde sig i sengen et par dage.
Da han kom tilbage efter at have ført Sukara ud, havde Shajita samlet sit store sværd op igen, og talte med forbløffende fast stemme. ”Jeg vil ikke have mordere i mit hus, enten forsvinder i lige med det samme, eller også kommer i til at smage min klinge. Jeg ved ikke, hvorfor Jaro stolede på jer, men han var også halvskør, så det betyder ikke noget.”
”Jamen hør nu,” sagde Muza, ”morder eller helt er jo bare et spørgsmål om perspektiv, fra dit synspunkt har vi gjort en udåd, fra vores synspunkt har vi bare forsvaret os selv.”
”STILLE!” brølede Shajita ”Jeg vil ikke høre jeres løgne! Og hvis I tror, at jeg vil hjælpe jer med at komme ind på prinsessen, så tager i fejl.”
Da Shajita sagde disse ord, satte Ruk sig op. Kutten hang ned over hans ansigt, han så ned i gulvet, og han talte i en omhyggelig kontrolleret stemme.
”Du kommer til hjælpe os!” sagde han dæmpet, ”du har ikke et valg i den her sag, vi ville selvfølgelig foretrække, at du hjalp os af egen fri vilje, men du kommer til at hjælpe os, om du vil det eller ej. Vi kom ikke under de bedste omstændigheder, hvis vi var kommet anderledes, havde du nok været mere samarbejdsvillig, vi er faktisk flinke fyre skal jeg sige dig, men sådan gik det ikke. Men det ændre desværre ikke på det faktum, at du ved hvordan vi kommer i kontakt med De Royale og vi har behov for at komme i kontakt med dem.”
”Tror i at I kan true mig?” knurrede Shajita og knugede sværdet så hårdt, at hans knoer blev hvide.
Ruk kiggede op, og inde under kutten kunne Shajita se to røde øjne, men de virkede ikke menneskelige, der var noget dyrisk over dem.
”Hvis det bliver nødvendigt, ja,” svarede Ruk, og nu lagde Shajita mærke til det, der var mærkeligt ved øjnene. Pupillerne var ikke runde, men lodrette sprækker midt i de blodrøde øjne.
”Hør her!” sagde Lian, der endelig blandede sig i diskussionen. ”Du har to valg muligheder her, enten hjælper du os og fortsætter dit liv, som om intet var hændt, eller også tvinger vi dig til at hjælpe os, og du ender nok med et par ar, åbne benbrud og lignende.”
Shajita reagerede på den eneste måde, han kunne komme i tanke om og gik til angreb på Lian, der havde sat sig på en bænk. Shajita løftede sværdet højt over hovedet og sprang frem mod Lian. Men lige før han skulle til at hugge, lød der en stemme ovre fra hjørnet der råbte: ”Stop dog tåbelige menneske!” Shajita stoppede midt i bevægelsen og kiggede, ligesom Ruk, Lian og Muza, over for at se hvem der havde råbt. I hjørnet sad der en mand, han havde fuldstændig hvidt tøj på, hans hård var halvlangt og kridhvidt, desuden havde han et lille fipskæg, der også var hvidt, og på bordet foran ham var der et halvt gennemspillet skakspil og en lille skål rå kastanjer.
”Det var sku da utroligt, som i unger larmer,” sagde manden i alt det hvide tøj, tog en kastanje fra skålen og åd den.
28
”Nå det er dig,” sagde Shajita og lod sit sværd falde, ”er du virkelig ikke færdig med det skakspil endnu?”
”Nej, jeg er bange for at det trækker i langdrag.”
Den mystiske fyr i det hvide tøj flyttede med sin hvide løber og tog en kastanje mere. Shajita havde imens stillet sit sværd op ad væggen og havde åbenbart indstillet sine fjendtligheder, Lian anede ikke, hvad det var der skete, hvem var den fyr?
”Det viser sig, at jeg er en snedig fætter, skal jeg sige dig. Jeg forudser mine træk lige meget hvad.”
Den hvidklædte mand rynkede panden og drejede skakbrættet rundt, så han nu havde kontrol over de sorte brikker.
”Ikke for at blande mig eller noget, men hvem pokker er du, og hvad er det lige du har gang i?” udbrød Ruk og kom dermed Lian i forkøbet.
Manden tyggede videre på sin kastanje, flyttede en sort brik, drejede spillepladen igen og svarede så.
”Du spørger hvem jeg er, på trods af at du selv skjuler dit ansigt? Mit navn får du ikke, for det har jeg ikke brugt i mange år, men du kan da kalde mig Greve, ligesom alle andre heromkring gør. Hvad jeg laver er simpelt, jeg spiller skak.”
”Hvorfor pokker spiller du skak mod dig selv?” Blev Ruk ved. ”Det giver ingen mening.”
”For at narre din fjende, må du først narre dig selv.” Sagde Greven vist, flyttede sin hvide dronning og drejede igen brættet. Han sad lidt og så på brættet, før han flyttede en sort løber og dermed satte den hvide konge mat. ”Det var da irriterende, sort vinder igen! Det er tredje gang i træk at sort vinder over hvid.” Jamrede han.
”Hvorfor lader du ikke bare de hvide brikker vinde? Du styrer jo begge hold?” det var Lian, der spurgte, men sjovt nok var det Muza der svarede.
”Du må ikke tænke på den måde, når du ligger en strategi. En strategi skal altid bygge på din hærs færdigheder, og den må ikke være afhængig af den anden hærs fejl.”
”Præcis,” istemte Greven mens han stillede alle brikkerne tilbage i udgangsposition, ”hvis du kan se et hul i din plan, må du gå ud fra, at fjenden også kan se den. Så hvis du vil besejre fjenden, må du lave en strategi, så stærk at du ikke engang selv kan se den mindste sprække i den.”
”Vel talt, de må lærer jer nogle kloge ting på den anden side af havet.” Sagde Shajita og funderede et halvt sekund om Jaro måske var endt derovre.
”Den anden side af havet?” Lian himlede med øjnene ”Der er ikke noget på den anden side af havet, og hvis der er, så kommer vi aldrig til at se det, det vil tage år at sejle derover.”
”Måske for jer,” sagde greven og startede spillet ved at flytte en hvid bonde. ”Mig tog det kun en lille uges tid.”
Lian var målløs, ville han virkelig have dem til at tro på, at han var rejst over havet på kun en uge? Alene tanken var fuldstændig latterlig.
”Men nu har jeg jo også et noget bedre skib end jer, med motor og det hele.”
Hverken Ruk, Muza eller Lian var specielt imponeret over denne oplysning, da de ikke anede hvad en motor var.
”Men jeg er bange for, at I taber fokus her,” sagde Greven og rykkede med en sort hest, ”der er navne, der skal renses, mutationer der skal fjernes, og fortider der skal afklares.”
Ruk var lamslået over greven ord. ”Hvordan kender du til mit problem?”
Greven fnyste, flyttede en ny hvid bonde og svarede så. ”I kommer brasende ind, klædt i blod, kort tid efter ankommer en mand, der siger, at et monster er gået amok, og sidst men ikke mindst har du nogle sindssygt mærkelige øjne.”Greven rykkede med en sort bonde og vendte igen sin opmærksomhed mod de andre i værelset. ”Du bør virkelig hjælpe dem.” sagde han til Shajita, og lige da han skulle til at protestere fortsatte greven. ”Jeg har en god fornemmelse omkring de her drenge, de skal nok få dig til at samarbejde, selv om du ikke vil, desuden tror jeg, at du ville kunne få en masse gavn af at hjælpe dem.”
Shajita sukkede, der var et eller andet omkring Greven, han virkede altid så tillidsvækkende, og man kunne umuligt sige ham imod. ”Okay, da. Jeg hjælper jer, men hvis jeg får nogen som helst mistanke, så er det ud. Det vil nok tage en uge eller to at ordne.”
”Godt,” sagde Lian lettet, ”vi skal have et sted at bo, imens vi venter, kan vi låne et værelse her på kroen?”
”Jah, det går vel nok. Nu skal jeg vise jer, hvor de er.” Shajita rejste sig og forlod værelset forfulgt af Ruk og Lian, Muza stod stadig og stirrede på Greven.
”Kommer du?” råbte Ruk.
”Ja lige et øjeblik,” råbte Muza over skulderen og vendte så atter sin opmærksomhed mod Greven.
”Hvordan kan du vide det? Hvordan kan du vide, hvad der skete for alle de år siden?”
Greven flyttede på en skat brik og svarede. ”Den slags ved jeg bare, du var væk i alt for lang tid, det ved du bedre end nogen anden. Mit gæt er at du ikke ville blive væk, men blev tvunget til det.”
Ruk råbte igen ude fra gangen.
”Du må hellere gå nu, ellers finder du ikke dit værelse.”
Muza nikkede langsomt og gik over mod døren, da han stod i døren, lød Greven stemme igen bag ham. ”Du bliver nød til at hente hende igen, det ved du godt ikke? Det var trods alt delvist din skyld, du kan ikke bare benægte hende.”
”Det her er alt for farligt!” protesterede Muza.
”Hun har været ude for det, der var værre, og det ved du udmærket godt.” Bed greven ham af. ”Hun er din forpligtelse, og det har hun været i ti år.”
”Jeg ved det,” sukkede Muza og forlod rummet.
Tilbage sad greven med sit skak spil, han rykkede en sort løber og slog en hvid løber. Greven kiggede ned over skakbrættet og mumlede så ved sig selv.
”Sort er altid så aggressiv.”
29
Ruk sad i et hjørne sammen med den mystiske greve, og så ham spille skak mod sig selv.
Lian sad sammen med Muza og Shajita og studerede nogle kort over byen, og Sukara fodrede Panoe med nogle brødkrummer. Muza var taget af sted morgenen efter, de havde sendt hende væk, og var vendt tilbage med Sukara omkring middagstid. Han havde nægtet at svare på hvorfor han havde hentet hende, men havde bare sagt at de sikkert ville får brug for hende. Der var gået fire dage, siden de var ankommet og i den tid, havde Shajita, Muza og Lian lagt planer, til tider havde de spurgt Sukara til råd, men Ruk havde holdt sig helt uden for planlægningen. Han anede trods alt intet om byen eller slottet. I stedet holdt han Greven ved selskab, og det var ret spænende at se en person spille et gennemovervejet spil skak mod sig selv. Ruk havde udfordret ham en enkelt gang, men greven havde vundet på ti træk, og så var det ligesom ikke sjovt længere.
”Kuso!” udbrød han da en sort løber tog den hvide dronning, Ruk anede ikke, hvad kuso betød, men Greven sagde det, når noget gik galt, så det var nok et bandeord af en slags, Greven sagde jo så meget mærkeligt.
”Så er planen færdig!” udbrød Muza og rev Ruk ud af sine tanker.
”Hvad snakker du om?” udbrød Shajita. ”Vi mangler jo stadig at finde ud af hvordan i…”
”Planen er færdig.” sagde Muza med fast stemme og bragte Shajita til stilhed.
”Hvad gør vi så?” spurgte Sukara.
”Dengang kongen var en ung prins,” begyndte Shajita. ”kom han tit ned til denne kro, som min fader dengang ejede. Der var kun tre personer, der regnede ud, hvem den mystiske person, der så tit kom var. En af dem var mig, jeg var kun femten vintre dengang og var meget nysgerrig, så en aften fulgte jeg efter ham, da han gik. Han cirklede rundt i byen i et stykke tid og forsvandt så sporløst nede ved floden. Jeg ledte, indtil solen stod op, efter det sted han var forsvundet hen, og først da fandt jeg et tæppe af småsten på den strandagtige bred. Tæppet var syet af småsten, og faldt derfor perfekt ind i omgivelserne. Da jeg fjernede tæppet, fandt jeg en smal underjordisk gang, jeg ikke tvivlede på førte ind på slottet. Senere sneg jeg mig ind om natten, og ganske rigtigt kom jeg op i den indre slotsgård. Det er af samme vej at I skal derind.”
”Resten af detaljerne får i undervejs, da jeg måske skal redigere lidt på dem undervejs,” sagde Muza. ”Vi tager herfra i morgen ved solnedgang, så har vi hele natten til vores besøg.”
Den nat kunne Ruk ikke falde i søvn, han lå vågen, og tænkte på at han måske ville bliver menneske igen inden for kort tid. Tanken burde gøre ham glad, men han var ikke længere sikker på, at han ville være menneske, i over et år havde han været… noget andet, og han havde efterhånden vænnet sig til den nye krop.
”Det er for sent at ombestemme sig nu,” tænkte Ruk vendte sig og faldt i søvn.
Ruk stod i et enormt hvidt rum, Muza, Lian og Sukara stod tæt omkring ham og så meget virkelige ud. Ruk vidste godt hvad der skete, han havde endnu ikke glemt første gang, de var blevet ført til dette sted.
”Har jeg ret i at antage, at det ikke er første gang i prøver det her?” sagde Sukara og kiggede på Muza, Lian og Ruk.
”Korrekt,” svarede Lian. ”Det er vidst heller ikke første gang for dig.”
”Nej jeg har skam haft besøg før, men det er første gang, at der har været andre herinde.”
”Se der!” udbrød Ruk, der havde kigget sig omkring. ”Der er andre folk herinde.” Sukara, Lian og Muza fulgte Ruk’s blik og fik nu også øje på to skikkelser, der stod et stykke væk. Det var umuligt at se dem tydeligt, det var som om, at de stod gemt i en tyk tåge.
”Goddag mine damer og herrer.” Lød Søvngængeren’s smukke stemme.
”Hvad vil du denne gang, frøken?” spurgte Muza høfligt, ”Vi har allerede svaret nej til dit tilbud, og vi har ikke skiftet mening.”
”Jamen jeg er da ikke her for at få jer over på den rigtige side. Denne gang kommer jeg med advarsler til jer: Opgiv jeres missioner eller føl nederlagets smerte.” De to mørke skikkelser stod fuldstændig stille og tog imod kvindens ord. ”Du søger et mål, der er langt over dine evner.” Selvom der ikke var nogen synlig adfærdsændring i de fremmedes væremåde, vidste alle at det var den tynde af de to mystiske tilstedeværende, der blev talt til.
”Og du,” sagde stemmen og alle rettede deres opmærksomhed mod den anden skikkelse. ”Du leder efter hvad der ikke findes, den du søger, er ikke den der forlod jer.” Den fremmede rørte sig ikke det mindste.
”Dit mål er dog det værste.” Ruk følte det som om alle stirrede på ham, for det var ham der blev talt til. ”Du søger, hvad du ikke engang vil have, du søger at ændre på skæbnen, det er nemmere at træne en snegl i fægtekunst, end det er at gå imod de store skabere. Du går fortabt igennem verden, du har ikke en chance for at leve, for du ved ikke hvorfor du gør det.”
”Aldrig har jeg hørt noget så lavt!” stemmen var velkendt og kom fra et sted bagved Ruk, Ruk og de andre vendte sig mod stemmen og så ingen ringere end Greven stå få meter derfra. ”Du kommer her og forsøger at bilde os ind, at det grundlag vi bygger vores eksistens på, er mere urealistisk end sne på en sommer dag, og du forventer at vi tror dig.”
”Gode Greve.” Hilste Søvngængeren. ”Jeg mener ikke, at jeg inviterede dig.”
”Ha, som om du kunne holde mig væk, du er måske unik i dette land, men hvor jeg kommer fra, er der nogle stykker, der kan det samme som dig. Jeg ved, hvem du er, og jeg ved hvem din far er, meget kan i gøre med den magt i er blevet givet, men i vil aldrig regere.”
”Din viden er begrænset, hvis du tror at, du kan stille noget op mod os.”
”Manden har ret,” lød det med en høj kold stemme fra den tynde fremmede. ”I er måske mere end vi er, men i skal ikke tro at dette land er jeres.”
”Når jeg finder ham…” brød den anden fremmede ind, ”Vil jeres magt kollapse.”
Søvngængeren grinte mildt. ”Som jeg sagde før, er jeres viden indskrænket, fatter i ikke hvem i er oppe imod?”
”Min viden er alt andet end indskrænket, du kan ikke finde en klogere mand end mig i dette liv eller det næste.” Det var den tynde fremmede, der talte. ”Om min skæbne er besejlet, vil vi vide inden længe, jeg mener dog at vide, at det er din skæbne der ligger mest fast.”
”Jam” fortsatte den anden. ”Du ved, hvad der venter og det samme gør vi to, du kan ikke flygte fra din skæbne, for du har aldrig gjort andet end at gå den i møde.”
”Deres ord er sande, det ved du,” sagde Greven. ”Du er den, der burde frygte fremtiden mest, for du har trods alt set den.”
”Jeg er ligeglad med, hvem du er,” sagde Ruk med en iskold stemme. ”Ingen skal stoppe mig. Jeg ved ikke. hvad der skal ske i fremtiden, jeg kender ikke til dine hemmeligheder, jeg er heller ikke klar over, hvad der er mit mål. Men ingen skal komme her og sige, at mit liv er uden mening. Hvis vi to mødes, kan du være sikker på, at du ryger til himmels, før du ved af det.”
”HAHAHAHA. Vel talt knægt.” Grinte Greven højlydt. ”Men nu har jeg vidst været her for længe, jeg må se at komme hjemad.”
Greven vendte sig om og gik langsomt væk fra de andre.
”Oi!” kaldte Muza og Greven stoppede op, ”Brug et skinangreb, så er spillet så godt som dit.”
”Hvis du siger det, så kan jeg vel ikke gøre andet end at tro det.” råbte Greven over skulderen. ”Jeg har heller ikke forventet andet end genialitet fra din side.”
Greven stak den ene hånd i vejret og knipsede en gang med hilsnen, ”Adios!” og i et lysglimt forsvandt drømmesynet, og de seks ufrivillige gæster vågnede op badet i sved, på præcis samme tid.
30
Ruk var vågnet tidligt på morgnen præcis samtidig med Lian, der delte værelse med ham, de kiggede et øjeblik på hinanden, før de spurtede mod døren. Ude på gangen blev de mødt af Muza, der boede i værelset overfor. Sammen satte de kursen mod trappen og dundrede ned af dem i retning mod det lokale, de havde befundet sig i det meste af de sidste fire dage, de maste sig samtidig igennem døren og ind i det store rum. Alle deres øjne var rettet mod et sted det bord, som Greven altid sad ved, men bordet var tomt, det eneste der stod tilbage, var skakbrættet med den hvide konge og den hvide dronning, beskyttet af en mur af bønder, i den ene side. På den anden side stod der en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger.
”Han er væk.” mumlede Muza. ”Det regnede jeg også med at han var.” Muza bandede, ”Han lod ellers til at vide noget om kejseren, som vi ikke ved.”
”Men hvad med Sukara, sagde hun ikke, at hun var blevet besøgt af Søvngængeren før?” spurgte Ruk. ”Måske ved hun noget.” Den lille gruppe marcherede ovenpå igen og bankede høfligt på døren ind til Sukara's værelse.
”Bare kom ind,” lød det fra værelset, og Muza, Lian og Ruk skyndte sig derind. Sukara sad fuld påklædt i sengen med benene over kors, Muza og Lian var iført tynde trøjer og bukser, det eneste Ruk havde på var et stykke stof om livet. De havde fortalt Sukara om Ruk’s problem for et par dage siden, og hun havde taget det chokerende pænt. Nu sad hun der, fordybet i hvad der lod til at være dybe tanker, Ruk satte sig ned på en stol og ventede på at Sukara skulle se op.
”Jeg ved hvad i vil spørge om,” sagde hun uden varsel, ”men jeg kan ikke fortælle jer, hvorfor jeg har mødt hende før.” Muza virkede lidt chokeret over, at hun havde gættet grunden til deres besøg, men kom sig hurtigt.
”Vi er nød til at vide det,” insisterede Muza.
”Hvis du ikke engang kan fortælle os det, hvordan skal vi så kunne stole på dig?” fortsatte Lian hårdt.
Musklerne i Muza’s hals spændtes i et øjeblik, da Lian sagde det, men den eneste der lagde mærke til det, var Ruk.
”Mine tidligere møder med Søvngængeren angår ikke andre end mig og min afdøde mor.” Svarede hun hårdt. Ved disse ord tog Muza et lille skridt bagud, som om han var blevet slået, men Lian og Sukara stirrede intenst på hinanden, så igen var det kun Ruk, der lagde mærke til det.
”Gå tilbage i seng,” sagde Ruk pludseligt. Lian vendte sig om for at protestere, men Ruk så ham lige i øjnene og sagde: ”Vi har ikke brug for indbyrdes strid lige nu, og det eneste, der kan komme ud af den her samtale, er strid.” Lian så rasende ud, da han forlod rummet og Muza fulgte efter, men i modsætning lod han til at være lykkelig over at slippe ud.
Ruk sad lidt og kiggede på Sukara, hvad var der med hende? Hvad var det der gjorde hende så vigtig, for vigtig det var hun, så meget havde Ruk forstået den dag, Muza var kommet tilbage med hende. Han rejste sig langsomt op, sagde godnat og forlod rummet i dybe tanker.
Næste morgen var der en trykket stemning, og der blev stort set ikke talt, mens de spiste morgenmad, Ruk var ikke glad for den kolde stemning, så han spurgte Shajita, om der ikke var et eller andet, der var værd at se i byen. Da Shajita nævnte, at der en gang i ugen blev holdt wumaløb, forsvandt Ruk ud af døren som et lyn. Ruk gik igennem de myldrede gader i munkekutten, det var fuldstændig latterligt, at han måske ville komme til at opleve et nyt wuma løb. Ruk havde i Vivaro aldrig rigtig interesseret sig for sporten, men han havde dog set et løb i ny og næ. Ruk maste sig igennem mængden, i den retning, som Shajita havde anvist og kom efter et stykke tid ud på en åben plads.
Ruk gispede, aldrig havde han set noget så fascinerende i midten af pladsen, var der en flere kilometer lang bane, der var nemme flade stykker, områder hvor der lå store kampesten, et område hvor banen løb ud i floden og pæle stak op, som wumaerne skulle løbe på, og endda et stort stykke med skov. Men banen imponerede ham ikke så meget, som det der var uden om. Rundt om hele banen rejste enorme tribuner sig op mod himlen, og allerede nu var folk begyndt at stimle sammen på tribunerne, tusindvis af folk alle sammen samlet for at se det forestående løb. Ruk bevægede sig selv op på tribunen og satte sig nede foran. Han havde kun lige sat sig, da publikum brød ud i et vildt bifald da otte wumaer blev trukket ind på banen, de skinnede i forskellige farver.
Der fandtes mange forskellige racer af wumaer, og hver især havde de deres fordele og ulemper.
Der var tre gyldne ørkenwumaer, de var kendt for at være stærke og hurtige, men også hidsige.
Der var to røde wumaer fra områder med vulkansk aktivitet, de var gode klatrere og kunne klare enorm hede.
Der var en blå wuma fra kysten, de kunne svømme hurtigt og var adrætte af natur.
Der var også en grå wuma fra de nordlige bjerge, man sagde at de kunne kravle op af en lodret bjergside, og de var enormt stærke og kunne arbejde i timevis uden hvil.
Den sidste wuma, der var med, var en grøn løvwuma. Ruk mærkede et underligt sug i maven, da han så den. Kazuu der for så lang tid siden havde gennembordet Ruk, og forvandlet ham til, hvad han nu end var, havde været en grøn løvwuma. Ruk følte en vis kærlighed overfor den race, de var ganske hurtige og havde stærke bagben, de var de bedst springende wumaer, og de kunne flyve igennem den tætteste skov uden at sætte farten ned.
”Kunne du tænke dig at spille?” spurgte en ung mand, der var kommet hen til Ruk, uden at han havde lagt mærke til det.
”Undskyld, hvad?” svarede Ruk forvirret.
”På wumaerne min gode munk,” svarede han høfligt, der kom åbenbart munke her, selvom det ikke helt stemte overens med deres tro.
”Nå på den måde,” sagde Ruk, der endelig forstod hvad der bliv snakket om, de havde trods alt også lavet væddemål i Vivaro. ”Hvad er gevindsten på løv wumaen?”
”Nummer syv? Den ligger på en til femten, men tag et råd fra en erfaren mand, den har ikke en chance mod de gyldne wumaer, især nummer tre har gode chancer, den er dagens favorit.”
”Jeg tror nu alligevel, jeg vil sætte mine penge på nummer syv,” sagde Ruk og fremdrog nogle mønter fra kutten, som han lod falde ned i manden hånd, uden at han fremviste sine misdannede hænder.
Manden skrev et par linjer på en lille seddel og gav den til Ruk, så sagde han farvel og gik videre med at indgå væddemål.
Kort tid efter begyndte løbet og de tre gyldne wumaer lagde sig straks i spidsen, tæt forfulgt af løvwumaen, som igen var tæt forfulgt af de røde, den blå og den grå wuma. De gyldne wumaer førte klart, men da de nåede til det klippefyldte område, blev de nød til at sætte farten ned. Resten af wumaerne fik dermed indhentet de forreste, og den grå wuma kom faktisk i front. En af de gyldne wumaer styrtede hen mod slutningen af bjergområdet og kom dermed for langt bagud til at kunne komme med i løbet igen.
I mellemtiden var de resterende wumaer nået til floden, de gyldne wumaer satte endnu engang farten ned og manøvrerede kluntet på de små pæle, de to blå wumaer sprang i vandet og svømmede med utrolig hastighed imellem de mange pæle. Den grønne løvwuma fulgte stærkt med ikke så langt bagude, og da de nåede land lå en af de gyldne wumaer i front efterfulgt af de to blå og den grønne, de andre wumaer var røget langt bagud. På det korte stykke, der førte op til skoven, kom den gyldne wuma i front. Så forsvandt de ind imellem træerne, og alt blev stille, tilskuerne sad i åndeløs spænding. Målstregen lå kun ti meter fra skovens bratte slutning. Uden nogen som helst advarsel, kom den gyldne wuma spurtende ud mellem træerne, publikum brød ud i jubel, da de så den sejrende wuma. Men det var ikke slut endnu, på den yderste gren i skoven landede den grønne wuma lydløst og satte af i et vældigt spring. Løvwumaen landede oven på den gyldne wuma og pressede den mod jorden, så den grønne wuma med nummer 7 kunne løbe først over målstregen, til en bølge af tilråb fra imponerede tilskuere.
Ruk gik glad tilbage mod kroen, han havde hentet sine penge fra ham fyren, han havde væddet med. Det viste sig at der kun var tre personer, der havde satset på nummer syv, så han var virkelig tilfreds med dagen. Ruk gik lidt og tænkte over wumaerne, det var en art han aldrig havde interesseret sig særlig meget for, men skæbnen havde uløseligt bundet ham sammen med wumaerne. Når wumaer blev klækket af deres æg i fangenskab, så undersøgte man dem grundigt, og derefter kom de ind i en af tre kategorier: kriger wuma, løbs wuma eller arbejder wuma.
Kriger wumaerne blev derefter trænet til at kunne bevare roen i kamp, og de vænnes til at bærer panser.
Løbs wumaerne bliver trænet i at bevæge sig hurtigt, og fordi de ikke har nogen rytter i løbet, bliver de også trænet i lydighed, og i at kunne navigere en hvilken som helst kurs eller rute.
Arbejder wumaer fik fjernet deres lange hale kort efter at de klækkede, og en metal kapsel blev sat over såret for at forhindre halen i at vokse ud igen. Halen var nemlig i vejen, når wumaen skulle trække vogne og lignende.
Ruk’s tankerække blev brudt, da han nåede kroen og trådte indenfor.
31
I kroen var stemningen blevet løftet betydeligt, siden Ruk var gået ud for at se løbet. Det var Shajita, der havde løftet stemningen, ved at fortælle en historie om engang, hvor kongen var blevet lidt for fuld på kroen.
Lian lå på gulvet og havde latter kramper, Sukara grinte ukontrollabelt og var ved at falde ned fra sin stol, selv Muza grinte højt.
”Og så blev vi, Har Har Har, så blev vi nød til at bære ham hele vejen tilbage igennem den hemmelige gang tilbage til slottet, og så, Har Har Har, så kastede han op ud over sig selv, Har Har Har!” Shajita sad med tårer i øjnende og grinte sin grove latter.
Det tog dem et par minutter at grine færdig, og imens satte Ruk sig ned ved bordet og fortærede et tørt stykke kød.
Da de havde grinet færdig, fortalte Ruk om hvad han havde fået tiden til at gå med, og at han havde vundet en mindre formue. Ruk gav de fleste af pengene til Shajita, de havde trods alt boet på nas hos ham i et stykke tid.
Et par timer efter spurgte Lian om, hvordan de skulle finde gangen.
”Jeg har markeret den med en lille blå sten, du lægger ikke mærke til den, hvis du ikke leder efter den.”
”Vil det ikke se lidt mærkeligt, ud hvis en gruppe på fire lige pludselig forsvinder ned i en hemmelig gang?” fortsatte han.
”Jo det ville nok se lidt mærkeligt ud, men derfor vil i heller ikke gå sammen, jeg sender jer af sted herfra af forskellige ruter, når mørket falder på, og så venter dem der kommer først, nede i gangen på de andre.”
Lian nikkede stille, det gav mening.
Få timer efter forlod Lian, som den første kroen, for at begive sig mod tunnellen. Kort efter gik Muza, der havde taget en stor rygsæk med og Sukara, Ruk sagde farvel til Shajita og tak for hans gæstfrihed, før han selv gik ud i byen. Shajita så efter Ruk, imens han langsomt forsvandt ud i mørket. Shajita sukkede og gik tilbage til det rum, hvor de havde tilbragt de sidste par dage, skak spillet stod stadig, som Greven havde forladt det, hvorfor havde han mon stillet det op, som han havde, med en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger, stående i den ene side? Hvad var det dog han prøvede at sige? Shajita rakte ud efter brikkerne, men ombestemte sig så og lod dem stå. Der kom alligevel aldrig folk herinde, og Greven ville sikkert gerne have at de blev stående.
Ude i byen gik Ruk i stå. Det kunne ikke passe, kunne det? Ruk stod bare og stirrede på tegningen og teksten. Ruk greb fat i en forbipasserende, og spurgte ham om han viste noget om det, der stod på tegningen. Manden fortalte ham en længere historie, og Ruk blev mere og mere chokeret for hver sætning. Da han havde hørt historien færdig, takkede han den forbipasserende og gik videre. Faktisk var der meget, der gav mere mening, hvis det her var sandt, men han blev også nød til at være på vagt nu. Man kunne aldrig vide, hvad der ville ske når de to mødtes, ikke mere i hvert fald.
Da Ruk endelig kravlede ned i den hemmelige gang, var alle de andre der allerede. Tunnellen var to meter bred og ligeså høj, både gulvet væggene og loftet var bygget af solide sten, det måtte have tage årevis at bygge denne tunnel tænkte Ruk.
”Du tog dig god tid,” bemærkede Sukara.
”Ja jeg gik forkert,” undskyldte Ruk, ”men lad os nu bare komme videre, vi har jo ikke hele natten.”
Det tog dem et stykke tid at gå igennem gangen, og gangen sluttede i en blindgyde med en stige, der gik lige opad.
”Okay hør her,” sagde Muza til de tre andre. ”Den her stige fører op lige bag en busk, som skjuler os fra vagternes blikke, to etager ovenover os, er der et vindue ind til kongens arbejdsværelse. Problemet er at komme derop, og desuden er vi fuldstændig blottede på vejen derop. Der er kun en måde at gøre det her på, og det afhænger alt sammen af dig,” sagde Muza hårdt og stirrede på Sukara.
Sukara smilte skummelt. ”Hvad får dig til at tro, at jeg kan gøre noget?”
”Jeg ved mere om dig, end du tror.”
Muza tog sin rygsæk af og trak en lille armbrøst op.
”Du skal kravle op af hullet og ramme den pose, der hænger i et træ lige uden for muren. Derefter skal du bruge den her pil,” sagde Muza og trak en pil med et reb bundet fast på den. ”Den skal du skyde op i den bjælke, der er lige over os. Du skal kravle op af den og binde rebet fast til noget, der kan holde til os alle.”
”Jeg kan overhovedet ikke skyde med sådan et monstrum,” sagde Sukara afvigende.
”Sagde jeg ikke lige, at jeg vidste mere om dig, end du tror?” svarede Muza irriteret. ”Jeg ved, hvad du kan, og det her skulle ikke være noget problem for dig.”
”Du er sku da irriterende,” sagde Sukara tog pilene, armbrøsten og kravlede lynhurtigt opad stigen. Hun skubbede den flade sten, der skjulte udgangen væk og kravlede langt nok op til at kunne sigte ordentligt. Hun fik hurtigt øje på den lille pose og få sekunder efter, gik en pil igennem posen, og så eksploderede den i en sky af ild. Alle vagterne i gården spurtede hen for at se, hvad der skete, men Sukara havde allerede sendt en pil op i bjælken lige over hende. Hun greb fat i rebet, og kravlede med utrolig lethed op af det og svang sig ind i rummet. Hun rev rebet af pilen og bandt det fast omkring en pæl lige inden for vinduet. Muza kiggede op igennem hullet, og så Sukara vinke ned til dem. Muza sendte Lian op først. Lian var ikke ligefrem god til den slags ting, og det tog derfor et stykke tid for ham at kravle op, derefter klatrede Ruk af rebet på under halvdelen af den tid, det havde taget for Lian. Muza kravlede sidst op og trak rebet ind igennem vinduet.
Rummet var stort, der stod et stort træbord i midten af rummet med en luksuriøs lænestol bagved. På væggene hang der enorme malerier, og der stod også statuer forskellige steder i rummet.
”Kongen skulle vende tilbage fra et slag engang i nat, og vi skal have fat i ham, hvis vi vil snakke med prinsessen, for hun er nemlig godt beskyttet, især når kongen ikke er her. Den eneste grund vi overhovedet kunne komme så langt her, er at kongen ikke er hjemme.” Ruk satte sig over i et mørkt hjørne, hvor der stod en lille, men behagelig stol. Sukara lagde sig i en lille sofa, der stod med ryggen mod døren. Lian fandt en bogreol, hvor han besluttede sig for at bruge tiden med at læse lidt. Muza satte sig til gengæld i den store lænestol bag det flotte træbord.
Og så ventede de.
32
Det Røde Slot, eller Takagi som det hed, lå midt i Mynrak, og var et arkitektonisk mesterværk. En høj slank mur omgav selve slottet, bag muren lå der en mindre slotsplads belagt med store flade sten. Selve slottet var bygget op mellem fem høje tårne, og tegnede man streger mellem tårnende, ville man opdage at de stod placeret, som de fem spidser i et pentagram. Mellem tårnende var selve borgen, der var femkantet, havde de fem tårne placeret i hjørnerne, og var fem etager høj, plus en kælder til lagring af vin og en endnu dybere fangekælder. Kongens arbejdsværelse lå på tredje etage, og det var der Muza, Ruk, Sukara og Lian befandt sig. Alt dette vidste Panoe instinktivt, på trods af, at Panoe selv var i gang med at rense sin fjerdragt på slottets øverste spir. Panoe vidste også, at Sukara lå i en lille sofa, at Ruk gemte sig i skyggerne, at Lian læste i et par af kongens bøger, og at Muza havde sat sig i kongens personlige stol. Panoe vidste det, fordi Sukara vidste det.
Panoe kiggede ud over byen, hvor mange gange, havde han ikke fløjet over disse huse for at hjælpe Sukara i hendes opgaver? Sukara havde aldrig vist, hvorfor hun havde så meget kontrol over denne fugl, men bare accepteret at den måtte kunne lide hende, men det var langtfra sandheden. Panoe havde ikke haft noget andet valg end at holde sig til Sukara, han vidste trods alt, hvad hun var i forhold til ham.
Panoe havde vist det siden første gang, han så Sukara på gaden, hun var ham, og han var hende. Panoe forstod det ikke selv, men det lod til at visse religiøse fanatikere havde ret, Sukara var død, og senere var hun blevet genfødt som Panoe, at Panoe var blevet en mand var helt tilfældigt, da sjælen ikke havde noget køn. I sjælens verden fungere tiden heller ikke, som i den fysiske verden, når man dør, bliver man ikke nødvendigvis genfødt senere, det er lige så sandsynligt, at man bliver genfødt før ens tidligere legemes død, eller fødsel for den sags skyld. Mennesker besad ikke nogen som helst viden om deres tidligere liv, men mange dyr, deriblandt nøxiferne, kunne huske alle deres tidligere liv. Så da Panoe havde set Sukara i Mynrak’s gader for første gang, vidste han, at han rent faktisk så ned på sig selv. Men Panoe’s hukommelse fungerede ikke optimalt, da der var visse restrektioner for den udødelige hukommelse. Sjælen kunne aldrig huske noget, der endnu ikke var sket, så selvom sjælen havde levet hundrede år fremme i tiden i sit sidste liv, kunne den ikke huske mere, end få brudstykker af det liv. Panoe vidste dermed ikke, hvad der ville ske senere i hans og Sukara’s liv, han vidste kun hvordan det ville ende i forvirrende håbløshed. For der var kun to ting, som Panoe kunne huske fra hans liv som Sukara, det første var en person. Denne person ville spille en vigtig rolle i Sukara’s liv, det vidste Panoe, og han vidste også, at han allerede havde mødt ham. Hvem end denne Ruk var, så ville han spille en stor rolle i det liv som Sukara nu førte.
Den anden ting, som han kunne huske, var lige så forvirrende som den var forfærdelig. Et drab, Panoe havde set sig selv angribe og dræbe Sukara, hvorfor ville dette ske? Det var det spørgsmål, som Panoe søgte svar på, og det var derfor, at han nu vågede over dem i Det Røde Slot.
Panoe kiggede ud over byen og fik øje på en uregelmæssighed på de flade hustage, der lod til at stå en person på et af tagene. Panoe undrede sig, da han tit havde fløjet over Mynrak, men aldrig set folk på tagene på denne tid af natten. Panoe lettede og fløj over mod skikkelsen, da han kom nærmere, fik han et nogenlunde synsindtryk af personen. Det var formentlig en mand, men Panoe var ikke sikker da personen havde en stor sort kutte på, den fik ham til at gå i et med natten. Han var dog høj og tilsyneladende i gang med en bøn på et fremmed sprog, han stod med et blik rettet mod den månefrie himmel. Men hans øjne så ikke himlen, hans øjne så hinsidiges vores verden Det følte Panoe i hvert fald. Panoe vendte om, hvor interessant og underligt velkendt denne mandsperson end virkede, så var der vigtigere ting på slottet. Panoe svævede hen over himlen med mandens mærkelige bøn i ørene og en lille delegation af mennesker anført af selveste kongen i hans synsfelt.
Få minutter efter at Panoe endnu engang var landet på slottets spir, blev døren smækket op ind til kongens arbejdsværelse.
33
”Jeg har det fint, siger jeg jo,” skreg kongen og smækkede døren i efter sig. ”Hvis I så meget som overvejer at komme herind før daggry, skal jeg sørge for at I bliver hængt! Er det forstået?” Kongen gik over til en lille bar, der stod i det ene hjørne uden at lægge mærke til de ubudne gæster, der var frosset fast i deres stillinger, mens der lød et flerstemmigt ”Javel” fra gangen.
Kongen tog et glas og hældte et glas spiritus op til sig selv, hvorefter han bundede det i en slurk, kun for at hælde et nyt op. Kongen var en mand på omkring de tres vintre og rimelig høj, hans ansigt var furet og hærget af den lange krig mod Den Hvide Kejser. Han var indbegrebet af en stærk leder, hans blik var hårdt, og der var ikke mange gram fedt på ham. Hans højre arm var lidt længere end den venstre, hvilket gav ham et lidt pudssigt udseende, når han gik med hænderne ned langs siden, hvilket han dog sjældent gjorde, og de to personer, der havde nævnt det over for ham, sad begge to i fangekælderen. Hans lange arm gav ham dog en fordel i kamp, hvor hans rækkevidde var umærkeligt længere, men de to centimeter kunne betyde alt i en sværdkamp. Han havde ikke ændret sig meget i de elleve år, tænkte Muza med et lille smil.
”For fanden da!” mumlede kongen for sig selv og hældte endnu et glas indenbords. ”Vi havde dem jo!”
”Endnu et nederlag formoder jeg?” sagde Muza højt og fik kongen til at vende sig lynhurtigt om og gribe det sværd, der hang i hans bælte.
”Hvem fanden er du!?” forlangte kongen at få at vide, og stirrede på Muza igennem det mørke rum.
”Kan du ikke kende mig? Nej det kunne man vel heller ikke forvente, der er jo også gået elleve år siden sidst. Men du har nu ikke ændret dig meget, du sniger dig stadig hjem om natten efter et nederlag og drikker mere spiritus, end der bliver drukket på en god bar en sommernat. Hvor mange gange har jeg ikke tævet dig fra sans og samling af den grund?”
Kongen bakkede lidt tilbage og tjekkede rummet for andre personer, han fik kun øje på Lian, da Ruk sad i en mørk skygge og Sukara var skjult af sofaen. ”Muza? Nu har jeg fandme aldrig, er du kommet for at gøre arbejdet færdigt?” sagde han og løftede sværdet op i kampstilling.
Muza blev siddende i stolen og smilte blot. ”Du mener ikke, at du stadig tror på deres løgne, gør du? Efter elleve år med nederlag efter nederlag stoler du stadig på dem, efter jeg fortalte dig sandheden? Du er en tåbe, hvis du endnu ikke har set lyset min ven.”
”Det er dig der er en tåbe, når du kommer her med et barn, hvad er der sket i disse elleve år? Er du faldet af på den general? Du var hærens største strateg i en alder af toogtyve og en af mine mest betroede mænd.” Ruk så fra skyggerne at kongens greb strammede sig om sværdet, ”Du forrådte mig, du tog sagen i egen hånd, du slog dem ihjel!”
”Ja jeg slog tre højtstående generaler ihjel, ja jeg tog sagen i egen hånd, men nej jeg har aldrig forrådt dig,” svarede Muza stadig roligt. ”Du reagerede ikke på de oplysninger, jeg gav dig, du troede ikke at nogle ville forråde det løfte, de havde givet til dig, og den undersøgelse, du satte i gang, var dødsdømt fra starten af. De var forrædere, præcis som halvdelen af dine nuværende generaler er.”
”Stille,” hvislede kongen faretruende, ”der er ingen beviser for dine uhyrlige påstande.”
”Beviser? HA i elleve år har du ikke gjort noget fremskridt mod Den Hvide Kejser, det på trods af, at du har brugt dine formidable strategiske evner fuldt ud, nogen må have lækket dine strategier til fjenden. Kun de højest rangerede generaler kendte til de strategier, vi to i samarbejde havde udtænkt.”
”Du kunne selv have lækket oplysningerne,” foreslog kongen koldt.
”Vær nu ikke dum, ja jeg kunne have lækket oplysningerne, men efter at du landsforviste mig, har det jo ikke ligefrem gået fremad. Jeg kan ikke være spionen her, for hvordan skulle jeg kunne fortælle om de planer, du lagde efter jeg tog af sted? Nej jeg var ikke spionen, men jeg vidste at en af de andre ni generaler måtte være det. Da du ikke ville gøre noget, måtte jeg tage mit slæb for landet, det tog mig et par måneder at finde frem til de fem forræderiske generaler, men jeg nåede kun at skaffe tre af dem af vejen, før min mest betroede mand forrådte mig,” Muza bed tænderne sammen, ”og nu hører jeg, at du har gjort selv samme forræder til general i mit sted. Hvad er der sket med den kloge mand, jeg tjente under?”
”Han er her stadig, men hvad er der sket med dig? Du vader herind midt om natten sammen med et barn, det er ikke dit sædvanlige gennemtænkte jeg.”
”Jeg vil give dig ret i, at det ikke ville være klogt at komme herop kun med Lian her, skønt han skam kan mere end bare at passe på sig selv,” sagde Muza, imens Lian smed sig i en stol med sin bog. Der var ingen tvivl, om at han ikke så sig selv i nogen problemer.
”Korrekt. Jeg kan skam passe på mig selv, desuden kom vi ikke her alene,” smilte Lian bag sin bog. ”Sukara ligger bag sofaen,” Sukara svarede ved at vinke over sofaens ryg, ”og Ruk sidder ovre i hjørnet.” Ruk svarede ikke, men fortsatte bare med at overvåge kongens og Muza’s bevægelser.
Kongen kiggede frem og tilbage imellem de fire ubudne gæster, pis! Der var for mange, tænkte kongen.
”Du har tre personer med dig, og så siger du, at du ikke er kommet for at slå mig ihjel? Det her er måske bare et hyggevisit?”
”Ikke just, vi forsøger sådan set bare at komme til at snakke med din datter,” sagde Muza med et lille smil.
”I får ikke lov til at røre hende,” råbte Kongen og stormede med løftet sværd frem mod Muza. Det næste der skete tog få sekunder og virkede perfekt koreograferet af de tre tilskuere, skønt de intet havde aftalt. Muza fik samlet sin le på et enkelt sekund og sprang frem mod kongen. Men midt i springet mærkede han en tynd arm om sin hals, der med stor behændighed stoppede hans angreb og slyngede ham mod jorden. Derefter blev en kold knivsæg presset mod hans hals og Sukara hviskede ham iskoldt i øret: ”En bevægelse og du er død.”
Samtidig med Sukara’s lynhurtige overfald af Muza, var Ruk forsvundet fra hjørnet og skuldertaklede kongen med en sådan kraft, at han slyngede kongen op ad væggen, hvor han derefter holdt ham fast i et jerngreb.
Lian havde brugt tiden på at smide to stole, en sofa og en reol hen foran døren, og det var ikke et sekund for tidligt. I næste øjeblik forsøgte de vagter, der havde hørt rabalderet nemlig at tiltvinge sig adgang til rummet.
”Herre konge,” snerrede Ruk’s groteske ansigt op i hovedet på kongen. ”Hvis vi ville slå dig eller din familie ihjel, så havde vi allerede gjort det. Jeg vil nødig skade dig, men hvis du ikke opfører dig pænt og beder vagterne om at forsvinde, så får vi måske brug for et gidsel, hvis du forstår.”
Kongen lukkede skælvende sine øjne, men åbnede dem så med fornyet selvtillid og stirrede direkte ind i Ruk’s røde pupiller.
”Sagde jeg ikke, at jeg ville have fred?” brølede kongen uden at tage blikke fra Ruk. ”Forsvind eller jeg skal sørge for, at få jer halshugget!”
Bragende fra de folk, der forsøgte at komme ind, stoppede øjeblikkeligt op og skyndte sig tilbage til deres poster. Ruk fjernede langsomt presset på kongen og gik i stedet hen til Muza ,der stadig lå prustene på gulvet, med Sukara’s kniv mod sin strube.
”Jeg ved, at du er sur lige nu,” sagde Ruk, der stod og kiggede ned på Muza, mens han trak et stykke papir ud af kutten. ”Jeg ved du føler dig forrådt, og jeg ved at du ikke stoler på nogen her lige nu. Men sig mig, hvis vi ikke stod med dig i last og brast, tror du så ikke vi ville have indløst dusøren?” Ruk foldede papiret ud, og på det var en detaljeret tegning af en elleve år yngre Muza og en dusør på tusind guldstykker.
Muza stirrede forbløffet på tegningen og begyndte så at grine. Ruk rakte ham hånden og trak ham, stadig grinende op at stå.
”Ha ha ha, jeg troede sku ikke ligefrem, de ville sætte en dusør på mit hoved.”
”Det er hårde tider,” svarede kongen, der også var faldet til ro, ”og der gik et rygte om, at du var vendt tilbage, for at slå mig ihjel.” Sukara satte sin kniv ned i en lille skjult holder på hendes ben, og Lian begyndte at få tingende til at svæve tilbage på plads igen, de mærkede begge to at faren var drevet over.
”Dine nye venner lader til at være mere fornuftige end dig,” sagde kongen, ”men du har aldrig været klog, du er bare snedig.” Muza smilte, nu kendte han kongen igen stolt og provokerende ”Jeg skal nok lade jer møde min datter, jeg kunne jo ikke undgå at se grunden til dette besøg,” sagde han med et blik på Ruk, der trodsigt stirrede tilbage. ”Om hun kan hjælpe, ved jeg ikke, men måske kan hun.”
Kongen førte an, Ruk og Muza fulgte lige bagefter, og lidt længere bag gik Sukara og Lian.
”Jeg vidste ikke, at du havde forstand på knive,” konstaterede Lian.
”Der er meget, du ikke ved om mig,” svarede hun og fulgte efter de tre forreste igennem en mindre dør i værelset.
Subscribe to:
Posts (Atom)