novelle

det her er bare en lille historie jeg skrev fordi jeg godt ville prøve at lave en slutning som denne her, forklaring efter historien.


I ran, I ran as you can only run when you are being followed by a giant man eating, grenade throwing, gun wielding, demon. 7 meters high wearing flaming armour, a grenade thrower strait from hell, and not to forget a chainsaw that way bigger than myself. I had already found the weak spots in its armour, but I had to climb to 5 meters of flesh eating demon to get to the point where I could plant “the bomb”. “The bomb” was actually a bottle of holy water that was made so it injected the water into the demon, causing it to explode. I had to figure out a way to get op to the weak spot, I had to make a plan. When I heard the grenade launcher fire, I just manage to find cover before the grenade exploded and created a crater where I had just been. You would be amazed if you knew how hard it was to think while a demon is firing grenades at you, that’s it! I stepped away from my cover and faced the demon, it may not sound like much, but facing 7 meters of flaming death is a lot harder than it sounds. I just stood there looking at me stupid, I guess it was not used to prey that stopped running, but hell you can’t really blame people for fleeing can you?
It took it a couple of seconds for the demon to make its move, and as I expected it fired the grenade launcher. The grenade landed a few meters in front of me and I realised that I would never get a better chance than this, I ran forward and jump as far and high as I could.
The grenade exploded when I was directly above it and, as I had hoped, the blast wave gave me a “leg op” it threw me 6 meters into the air and by pure luck I landed right on weak spot. Without giving myself time to think, fell the pane of the explosion or in any other way slow my movements down, I slammed the bomb into the demons flesh. The bomb started pumping the holy water into the demon’s veins, and I allowed myself to fall towards the ground.
The demon exploded, it actually exploded I must admit I had my doubts, half a second after I hit the ground. The force of the explosion caused me to roll 2-3 meters before I got stopped rather abruptly by a wall. I needed a rest, so I slept for a couple of hours.
After I slept, I got my “first aid kit”. When I say “first aid kit” like I say it, it’s because that the “first aid kit” is actually nothing but a box of needles that are all full of Nano-bots. The Nano-bots “repairs” the body and can close, and heal most wounds. So I injected the Nano-bots into my leg and in a couple of seconds, most my wounds vanished in a puff of grey smoke. I got op, and told myself that it was over soon, after all there was 8 down and only one to go.
There are 9 levels of hell, and therefore there are 9 demons of hell, one for each level. One more fearsome than the others, it started out with just normal beasts and ghouls, but they soon turned more and more fierce. This beast he had just killed had been the most fearsome yet, and now there was only one left, Diablo himself.
Why was I doing this? I was doing it to go to heaven, to get the ultimate retirement. I died 10 days ago in a car crash, and when I got to the gates of heaven, I was told to “help out” before I could enter. A saint, I don’t know witch one since I’m not a good catholic, told me to defeat the nine demons of hell. Now I know what you are thinking, why in gods name did I agree to it? Well I didn’t, but you can’t argue with a messenger from god can you? He just told me that I would go to hell if I didn’t do it, so I did it. No more memories I got to get going, I need to find Diablo and take him out, so I can gain entrance to heaven.

4 hours later I stood before the door to Diablo’s throne room, I checked my ammo count: 4 clips for my machine gun 40 bullets in each, 4 grenades, 9 clips for his handgun and off course his trusty butcher knife.
The giant door opened, and slowly revealed what lay inside. Diablo was massive, I mean really massive, at least 10 meters high and sitting in that enormous stone throne in the middle of the empty room just made him seem… divine. He had an almost human appearance except for the fact that he was 10 meters high, had two giant horns and the small detail of his skin being deep shade of red. As Diablo noticed me and looked at me with his flaming eyes and rose from his throne pulling a giant axe out of nowhere. I got ready, I jumped left, dodging a swing of his axe, and that’s when I heard it.
“John, dinner!”
Damn, pause. “coming!” this had to wait.


The game (over).

kunne du lide den? det var antiklimax jeg gik efter :D

Det Røde Land 26

Hun er her nu endelig. og tillykke til Shajita jeg håber du kan lide dig.
hvis du ikke ved hvem hun er så smut over på tegnebordet.dk og søg på Sigre og derefter kan du tjekke mit galeri intil du finder hende.


Det Røde Land 26

Lian og Muza halvvejs slæbte, halvvejs bar Ruk og Sukara gennem Mynrak’s små gader, guidet af en omtåget Sukara. De første 10 minutter løb de i stilhed, mens frygten fora at en gruppe vagter ventede om næste hjørne, havde et hårdt greb i dem. Da de ikke mødte nogen vagter i løbet af de første ti minutter satte de dog farten ned og Lian fik tid til at spørge Muza om hvad der egentlig var sket. Lian gav Muza ret i at det her kunne blive meget grimt, fem lemlæstede lig og alt for mange vidner, der ikke havde set hvem der startede, men kun hvem der dræbte hvem. Efter et stykke tid bad Sukara dem stoppe og pegede ud på en større vej, end den de var på, eller mere præcist pegede hun på et stor skilt med påskriften ”Dragens tænder”. Muza kiggede til begge sider og da han var sikker på at der ikke var nogen vagter vinkede han Lian fremad.
”Nej!” udbrød Lian desperat og greb fat i Muza
”Hvad har du gang i? Vi skal sku da ind før der kommer nogle vagter.”
”Tænk dig om, dig og Ruk er smurt ind i blod og Ruk er næppe en som man lukker ind på sin kro med god vilje.”
Muza bed sig i underlæben ”Hvad gør vi så? Ham Shajita fyren lader til at være vores eneste chance lige nu.”
”Bagindgangen. Jeg tror godt jeg kan få ham til at lukke os ind.”
Mens de bevægede sig om på bagsiden af bygningen forsøgte Lian at huske præcis hvad det var Jaro havde sagt dengang, for længe siden i bjergende.
Muza bankede hårdt på den massive trædør, indtil en enorm fyr med rødt skæg, brede skuldre og et noget arrigt ansigts udtryk flåede døren op
”Hvad fanden tror du at du har gang i? Det her er sku da personale…?” først der lagde han mærke til at de fire personer han snakkede med alle var enten: smurt ind i blod, bevidstløse eller bar på en bevidstløs person. ”hvad fanden..?”
”Øh. Hej.” sagde Lian og fik dermed henledt dette bjerg af et menneskes opmærksomhed på sig. ”Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det her, så jeg gider ikke forsøge. Men vi har lidt problemer og du skulle vil aldrig have et baglokale ledigt?”
”Det gu fanden jeg ej har! Giv mig en god grund til at jeg ikke skulle kalde på vagterne lige nu!”
”Fordi Jaro bad os om at opsøge dig.” svarede Lian, samtidig med at han hørte stemmer fra den retning de lige var kommet.
”Jaro?” kæmpen så skeptisk ud. ”kan det nu også passe?”
”Ja jeg går da ud fra at du er Shajita, ikke sandt? Han sagde at du ville kunne hjælpe os, og nu har vi altså brug for hjælp.”
”Hvorfor skulle jeg tro på jer?”
”Fordi hvis du ikke hjælper os så dør Jaro.” Shajita så fuldstændig paf ud over den kommentar, og det samme gjorde Muza han kom sig dog noget hurtigere end Shajita ”og flyt dig så. Vi har sku lidt travlt her.” Lian trak op i Sukara og bar hende ind igennem døren efterfulgt af Muza med Ruk på slæb og den forvirrede kroejer.
Lian gik ned ad den halvmørke gang de var kommet ind i og fandt forholdsvis hurtigt et tomt lokale, hvor han lagde Sukara der gud ved hvornår, var blevet bevidstløs igen, ned på en bænk. Muza der fulgte Lians eksempel, lagde Ruk ned på en bænk og sørgede for at kutten dækkede ham fuldstændigt, jo længere tid der gik før Shajita så Ruk jo bedre.
”Hvad sker der med Jaro?” spurgte Shajita, mens Muza fandt et groft håndklæde og begyndte at tørre blodet af sig.
”Død.” svarede Lian mens han undersøgte Sukara for skader. ”Jeg skulle hilse.”
”HVAAAAD!” Shajita så vred nok ud til kunne flå hovedet af dem, hvilket Lian ikke var i tvivl om at han var i stand til. ”Men du sagde jo at…”.
”Jeg er fuldstændig klar over hvad jeg sagde, og ja jeg løg. Jaro er død om du vil det eller ej, men det ændre ikke på at han sagde at vi kunne få hjælp af dig.”
Shajita lignede en der kunne eksplodere, han tog to skridt mod venstre og greb et stort tungt sværd der stod op ad væggen. ”Giv mig en grund til at jeg skulle stole på jer.”
”Jeg kan skam give dig masser af grunde, 1: ville jeg have fortalt dig at Jaro var død hvis vi bare ville udnytte dig? Næppe. 2 Jaro stolede på os. 3 Jaro bad os fortælle dig at han venter på den anden side af havet, desuden kan du næppe gøre meget mod os med det der sværd.”
Shajita tabte sværdet og spurgte med dirrende stemme ”Hvad sagde han?”
”Han sagde at han venter på den anden side af havet.” gentog Lian, lettet over at Shajita tilsyneladende havde indstillet fjendtlighederne.
”Nogan hjælpe mig! Så er han død. Jeg vidste der var noget i vejen da han ikke kom forbi sidste år. Han kom ellers altid og besøgte mig mindst en gang hvert år.”
Muza fik i mellemtiden tørret det meste af blodet væk og fandt en dør der lod til at føre ud i selve krostuen. En lang bar dominerede rummet, den startede ved den ene væg, hvor der var en dør til et baglokale, og sluttede først ude midt i det store rum. Langs væggene stod der lange borde med tilhørende bænke, ved bordene sad der omkring halvtreds folk, der allerede var mere eller mindre fulde. De fleste var mænd, faktisk var der kun en kvinde i blandt dem, hun sad længst henne ved døren og da Muza så på hende stirrede hun lige tilbage på ham. Muza og kvinden stirrede ind i hinanden øjne i over 20 sekunder, hendes øjne var ikke venlige, de var fjendtlige men de virkede ikke normale, der var et eller andet uplacerbart ved dem. Uden advarsel rejste hun sig pludselig op, snurrede rundt og forsvandt ud af døren. Muza så den kun kort da hun forlod kroen men alligevel var han fuldstændig sikker på at den kvinde, der lige havde forladt kroen havde været iført en kappe lavet af fjer.

Mumifar

Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den! Jeg fandt den! jeg fandt den!

LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN! LÆS DEN!


Mumifar.

Mumifar er far til den kendte mumitrold: Mumi, og stammer fra Finland. Mummifar debuterede med sin kone, mumimor, og sin søn i 1945 i bogen ’the little trolls and the great flood’. Deres succes var grænseløs og mens Mumi nød succesen i fulde drag, blev mumifar indelukket og utilnærmelig. Da hans store kærlighed Mumimor forlangte skilsmisse blev det for meget for den stolte mumitrold. Mumifar forlod mumidalen, sin søn og sin ex kone (der var blevet gift med Sniff) for at drage på eventyr. Mumifar blev hurtigt taget med på skibet: ’den feminine mand’, som skibskok, selvom han ikke var specielt god til at lave mad. På den lange rejse, rundt om Cape Horn blev Mumifar i tvivl omkring sin seksualitet. Det gik langsomt op for ham at han var biseksuel og så gik det hurtigt. Han fik i løbet af en uge smigret sig til at blive førstestyrmand ved at overtale kaptajnen om at det var det bedste for skibet, og en smule seksuel aktivitet. To uger efter døde kaptajnen tragisk under uforklarlige omstændigheder, og Mumifar blev udnævnt til kaptajn og forvandlede skibet til et Piratskib og Mummifar blev kendt som: ’Den Høje Hat – den mest frygtede pirat på det finske hav’. Ham og hans mandskab var kendt for deres brutale og perverse metoder. De havde stor succes og blev ufatteligt rige, de havde alt hvad de kunne begære: mad, penge, kvinder og mænd til kaptajnen. Den 6/6 1966 gik det dog galt, under et voldsomt søslag løb mandskabet på ’den feminine mand’ tør for ammunition, så Kaptajn Sniff og hans mandskab fra: ’den maskuline kvinde’ kunne bore ’den høje hats’ skib. Mandskabet på den feminine mand blev hurtigt uskadeliggjort men Mumifar nægtede at overgive sig. Efter at have nedlagt 5 fjendtlige søfolk med sit bedste våben (en stor lilla dildo) kom han i kamp med selveste kaptajn Sniff. Kampen stod på i en halv time, hvorefter hans dildo blev hugget over af Sniff’s sabel, Mumifar svor hævn da han sprang op i sin magiske hat og fløj i sikkerhed på en øde ø. Mumifar var så uheldig at hatten havde opbrugt alt sin magi på flyveturen, så mumifar var strandet på den øde ø. Mumifar brugte sin fritid, den havde han jo nok af eftersom han ikke havde et job, på at udforske øen. Han fandt spor af en gammel civilisation der var højt udviklet, de havde: benzin, olie, glidecreme, krudt og mange andre ting. Mumifar forberedte sig på at et skib måske ville komme forbi derfor byggede han ca. 200 store bål rundt om øen (det var en ret stor ø), af træ, olie, Benzin og krudt. Mens han ventede lavede han sig en ven ud af en kokosnød han fandt på stranden, og gav den navnet: Tirsdag fordi han havde lavet den en mandag. Efter 22 års isolation så han et skib og satte straks ild til det nærmeste bål, hvad Mumifar ikke havde regnet med var at det ville starte en kædereaktion, så alle bålene sprang i luften på samme tid (der var jo krudt i), den store eksplosion fik øen til at synke i havet. Endnu være var det at ingen på skibet så det, for mens Mumifar havde været væk var fjernsynet blevet opfundet og der var porno på TV 3. Da det gik op for Mumifar at skibet ikke havde set signalet bestemte han sig for at svømme hjem til Finland som jo lå mod øst. Men Mumifar der altid havde troet at solen gik ned i øst svømmede i virkeligheden mod vest. Da han efter to måneder nåede i land, var det Amerika og ikke Finland han mødte. Mumifar havde aldrig lært Engelsk og havde derfor svært ved at klare sig den første tid, men efter 2 dårlige uger fik han den idé at åbne et horrehus, så det gjorde han: ’The Suomea (det betyder Finsk på Finsk) heaven’. Han klarede selv alle opgaver i starten, men efter nogen tid kunne han hyre medarbejdere til at ’hjælpe’ folk. Men lige da det kom op at køre kom mafiaen på besøg og brændte hytten ned. Mumifar selv blev sat i en trækasse og smidt på et fly til Finland. Nu har Mumifar jo aldrig været specielt heldig så da flyet, under mystiske omstændigheder, styrtede ned i mumidalen, var hans søn Mumi ingen steder at se.
Til gengæld så han at Mumidalen var blevet omdannet til et stort Mumi Museum. Mumifar blev godt gammeldags gal i skallen. Det eneste der var tilbage af den dal han kendte var mumi huset, som der var blevet bygget en stor glasmontre udenom. Da han kiggede ind så han at der gik folk inde i huset klædt ud som familien Mumi. Mumifar tog fat i en jernstol og hev den væk under en træt turist. Alarmen gik da stolen fløj gennem glasset, med mummifar stormende bagefter. Han åbnede hurtigt et hemmeligt rum i gulvet og fandt hans gamle stok frem. Ingen ved præcis hvad der skete, men to ting ved man: det var Mumifar der fik sendte de falske mumi’er flyvende til tyskland (de hamrede lige ind i en eller anden berømt mur i Berlin), og at det var ham der ene mand nedkæmpede hele sikkerhedsstyrken med sin stok. Bagefter fandt han frem til direktørens kontor og smadrede døren for at komme ind til den omtalte direktør. Mumifar forlangte at få af vide hvor Mumi var, Direktøren fortalte derefter med skælvende stemme hvor Mumi var (adressen er hemmelig). Så tog Mumifar af sted for at redde sin søn fra fangenskabet på playboy mansion (okay så fik i adressen alligevel). Men Mumi ville ikke redes for han havde altid ønsket sig at bo på playboy mansion, men Mumifar ville ikke finde sig i en sådan afvisning. Så han raserede stedet på få minutter, tævede vagterne, tog sig kærligt af pigerne og trak af sted med sin søn. Tilbage i mumidalen jævnede mumifar og han gode ven Mumrikken museet med jorden, mens den skrigende Mumi sad bundet til et træ. Da det var gjort gik livet tilbage til det normale, bortset fra at nu var der kun Mumifar, Mumi og Mumrikken i huset. 3 uger senere sprang Mumrikken ud som bøsse. Mumifar og Mumrikken blev kærester og derefter erklæret: mand og mand (det vil sige de blev gift). Det næste år startede Mumrikken en kro der hed: ’Den strittende lillefinger’ det gik dog ikke så godt på kroen.
Mumi kom sig aldrig over tabet af Playboy mansion og begik selvmord ved at sluge sin kattekilling, som så kræsede hans mave op indefra. Mumifar tog tabet af sin søn meget hårdt og brugt lang tid på komme over det (ca. 45 minutter). Mumifar og Mumrikken levede lykkeligt i ca. 6 uger. Men efter de 6 uger blev Mumrikken kørt ned af en lokal landmands mejetærsker. Så slog det (igen) klik for Mumifar, han lemlæstede fuldstændig den uheldige landmand (vi har desværre ikke noget navn på den pågældende landmand, da retsmedicinerne ikke har identificeret den arme stakkel endnu). Derefter forsvandt mumifar. De eneste spor af ham er to makabre mord på Sniff og Fru Sniff (det er hende der engang hed Mumimor). Og nye rygter siger at mumifar befinder sig i, eller i nærheden af Kolding, hvor han udføre perverse overfald på både mænd og kvinder.
Mumifar.

Mumifar er far til den kendte mumitrold: Mumi, og stammer fra Finland. Mummifar debuterede med sin kone, mumimor, og sin søn i 1945 i bogen ’the little trolls and the great flood’. Deres succes var grænseløs og mens Mumi nød succesen i fulde drag, blev mumifar indelukket og utilnærmelig. Da hans store kærlighed Mumimor forlangte skilsmisse blev det for meget for den stolte mumitrold. Mumifar forlod mumidalen, sin søn og sin ex kone (der var blevet gift med Sniff) for at drage på eventyr. Mumifar blev hurtigt taget med på skibet: ’den feminine mand’, som skibskok, selvom han ikke var specielt god til at lave mad. På den lange rejse, rundt om Cape Horn blev Mumifar i tvivl omkring sin seksualitet. Det gik langsomt op for ham at han var biseksuel og så gik det hurtigt. Han fik i løbet af en uge smigret sig til at blive førstestyrmand ved at overtale kaptajnen om at det var det bedste for skibet, og en smule seksuel aktivitet. To uger efter døde kaptajnen tragisk under uforklarlige omstændigheder, og Mumifar blev udnævnt til kaptajn og forvandlede skibet til et Piratskib og Mummifar blev kendt som: ’Den Høje Hat – den mest frygtede pirat på det finske hav’. Ham og hans mandskab var kendt for deres brutale og perverse metoder. De havde stor succes og blev ufatteligt rige, de havde alt hvad de kunne begære: mad, penge, kvinder og mænd til kaptajnen. Den 6/6 1966 gik det dog galt, under et voldsomt søslag løb mandskabet på ’den feminine mand’ tør for ammunition, så Kaptajn Sniff og hans mandskab fra: ’den maskuline kvinde’ kunne bore ’den høje hats’ skib. Mandskabet på den feminine mand blev hurtigt uskadeliggjort men Mumifar nægtede at overgive sig. Efter at have nedlagt 5 fjendtlige søfolk med sit bedste våben (en stor lilla dildo) kom han i kamp med selveste kaptajn Sniff. Kampen stod på i en halv time, hvorefter hans dildo blev hugget over af Sniff’s sabel, Mumifar svor hævn da han sprang op i sin magiske hat og fløj i sikkerhed på en øde ø. Mumifar var så uheldig at hatten havde opbrugt alt sin magi på flyveturen, så mumifar var strandet på den øde ø. Mumifar brugte sin fritid, den havde han jo nok af eftersom han ikke havde et job, på at udforske øen. Han fandt spor af en gammel civilisation der var højt udviklet, de havde: benzin, olie, glidecreme, krudt og mange andre ting. Mumifar forberedte sig på at et skib måske ville komme forbi derfor byggede han ca. 200 store bål rundt om øen (det var en ret stor ø), af træ, olie, Benzin og krudt. Mens han ventede lavede han sig en ven ud af en kokosnød han fandt på stranden, og gav den navnet: Tirsdag fordi han havde lavet den en mandag. Efter 22 års isolation så han et skib og satte straks ild til det nærmeste bål, hvad Mumifar ikke havde regnet med var at det ville starte en kædereaktion, så alle bålene sprang i luften på samme tid (der var jo krudt i), den store eksplosion fik øen til at synke i havet. Endnu være var det at ingen på skibet så det, for mens Mumifar havde været væk var fjernsynet blevet opfundet og der var porno på TV 3. Da det gik op for Mumifar at skibet ikke havde set signalet bestemte han sig for at svømme hjem til Finland som jo lå mod øst. Men Mumifar der altid havde troet at solen gik ned i øst svømmede i virkeligheden mod vest. Da han efter to måneder nåede i land, var det Amerika og ikke Finland han mødte. Mumifar havde aldrig lært Engelsk og havde derfor svært ved at klare sig den første tid, men efter 2 dårlige uger fik han den idé at åbne et horrehus, så det gjorde han: ’The Suomea (det betyder Finsk på Finsk) heaven’. Han klarede selv alle opgaver i starten, men efter nogen tid kunne han hyre medarbejdere til at ’hjælpe’ folk. Men lige da det kom op at køre kom mafiaen på besøg og brændte hytten ned. Mumifar selv blev sat i en trækasse og smidt på et fly til Finland. Nu har Mumifar jo aldrig været specielt heldig så da flyet, under mystiske omstændigheder, styrtede ned i mumidalen, var hans søn Mumi ingen steder at se.
Til gengæld så han at Mumidalen var blevet omdannet til et stort Mumi Museum. Mumifar blev godt gammeldags gal i skallen. Det eneste der var tilbage af den dal han kendte var mumi huset, som der var blevet bygget en stor glasmontre udenom. Da han kiggede ind så han at der gik folk inde i huset klædt ud som familien Mumi. Mumifar tog fat i en jernstol og hev den væk under en træt turist. Alarmen gik da stolen fløj gennem glasset, med mummifar stormende bagefter. Han åbnede hurtigt et hemmeligt rum i gulvet og fandt hans gamle stok frem. Ingen ved præcis hvad der skete, men to ting ved man: det var Mumifar der fik sendte de falske mumi’er flyvende til tyskland (de hamrede lige ind i en eller anden berømt mur i Berlin), og at det var ham der ene mand nedkæmpede hele sikkerhedsstyrken med sin stok. Bagefter fandt han frem til direktørens kontor og smadrede døren for at komme ind til den omtalte direktør. Mumifar forlangte at få af vide hvor Mumi var, Direktøren fortalte derefter med skælvende stemme hvor Mumi var (adressen er hemmelig). Så tog Mumifar af sted for at redde sin søn fra fangenskabet på playboy mansion (okay så fik i adressen alligevel). Men Mumi ville ikke redes for han havde altid ønsket sig at bo på playboy mansion, men Mumifar ville ikke finde sig i en sådan afvisning. Så han raserede stedet på få minutter, tævede vagterne, tog sig kærligt af pigerne og trak af sted med sin søn. Tilbage i mumidalen jævnede mumifar og han gode ven Mumrikken museet med jorden, mens den skrigende Mumi sad bundet til et træ. Da det var gjort gik livet tilbage til det normale, bortset fra at nu var der kun Mumifar, Mumi og Mumrikken i huset. 3 uger senere sprang Mumrikken ud som bøsse. Mumifar og Mumrikken blev kærester og derefter erklæret: mand og mand (det vil sige de blev gift). Det næste år startede Mumrikken en kro der hed: ’Den strittende lillefinger’ det gik dog ikke så godt på kroen.
Mumi kom sig aldrig over tabet af Playboy mansion og begik selvmord ved at sluge sin kattekilling, som så kræsede hans mave op indefra. Mumifar tog tabet af sin søn meget hårdt og brugt lang tid på komme over det (ca. 45 minutter). Mumifar og Mumrikken levede lykkeligt i ca. 6 uger. Men efter de 6 uger blev Mumrikken kørt ned af en lokal landmands mejetærsker. Så slog det (igen) klik for Mumifar, han lemlæstede fuldstændig den uheldige landmand (vi har desværre ikke noget navn på den pågældende landmand, da retsmedicinerne ikke har identificeret den arme stakkel endnu). Derefter forsvandt mumifar. De eneste spor af ham er to makabre mord på Sniff og Fru Sniff (det er hende der engang hed Mumimor). Og nye rygter siger at mumifar befinder sig i, eller i nærheden af Kolding, hvor han udføre perverse overfald på både mænd og kvinder.

CONTROLED 10

Lucarad og Ritai løb i godt 20 minutter, Ritai førte an da Lucarad ingen anelse havde om hvilken vej de skulle. Efter de 20 minutter satte Ritai farten ned og hun førte ham hen til en stor bunke sten. Ritai skubbede en stor sten til side og det afslørede et hul der lige akkurat var stort nok til at Lucarad og Ritai kunne komme igennem det, Ritai kravlede hurtigt igennem det og Lucarad fulgte efter, dog med noget mere besvær. Da Lucarad var kommet igennem nåede han sige at se at de var i en slags hule, før Ritai trak stenen for igen og det blev bælgmørkt.
”Lige et øjeblik.” Sagde Ritai et sted i mørket, og Lucarad kunne høre at hun rodede med noget lidt væk. Så kom lyset igen, Ritai havde tændt en enlig elpære der hang ned fra loftet i det lille lokale. Lokalet var rundt og havde en diameter på godt og vel 4 meter, Der var et par jernstole i rummet, et lille bord, et gammeldags køleskab og en lille bålplads i midten.
”Jeg fandt hulen her for et par måneder siden, den lader til at være hugget direkte ud af huset, som jo er massivt beton hernede. Der hang nogle ledninger ned igennem taget, så derfor kan jeg have lys tændt, og det ser man ikke mange steder hernede. Jeg fik også fat i et køleskab for nyligt, så nu kan jeg gemme det mad jeg finder.” Ritai gik rundt i lokalet og kærtegnede væggene mens hun talte. ”Det har været mit hjem siden jeg fandt det”
”Hvor boede du før?” spurgte Lucarad
”Rundt omkring, Jeg arbejdede lidt ovenover for nogle skumle typer og boede så ved dem, men ellers har jeg ikke rigtig haft noget fast sted.” Ritai fandt nogle hvide klodser og smed dem over på bålpladsen.
”Hvor pokker har du fået fat i de klodser?” Udbrød Lucarad chokeret da han så klodserne ”Det her er brændstof fra hærens rumskibe.”
”Der kan man bare se.” Sagde Ritai og satte ild til dem ”Der styrtede en container fyldt med dem ned for et par måneder siden. Jeg fik hugget et par hundrede af dem, før der kom nogen og hentede containeren. De brænder i flere timer og der kommer næsten ingen røg fra dem.” varmen fra bålet bredte sig langsomt i hulen og Ritai fandt to stykker kød spiddede dem på nogle jernstænger og hang dem lidt over bålet, så de langsomt blev stegt.

Efter et stykke tid to Ritai de ny stegte bøffer ned fra spiddet og rakte Lucarad den ene af dem. Lucarad sad lidt og stirrede på sin bøf, mens Ritai var gået i gang med at fortære sin egen. Hun flåede stykker af den med sine stærke, skarpe hjørnetænder, Lucarad stirrede bare på sin bøf, da Ritai lagde mærke til det spurgte hun ham hvorfor han ikke spiste noget.
”Jeg kan ikke tåle det” svarede Lucarad stille.
”Hvad?” grinede Ritai ”Får du udslet eller sådan noget?”
”Nej.” svarede Lucarad hårdt ”Hvor lang tid tror du det tager at komme op?” spurgte Lucarad for at skifte emne.
”3-4 dage, vil jeg tro”
”4 dage?! Det er alt for lang tid, kan vi ikke bare tage hen til politistationen og komme op den vej?”
”Nej det kan vi ikke, dem der angreb dig styrer det kvarter. De har en mindre hær i det område, hvis vi vil over til politistationen i live, skal vi uden om deres område, og det tager mindst en uge. Hvorfor er det egentlig for lang tid? Har du noget du skal nå?”
”Hvis jeg ikke er hjemme om 4 dage så dør jeg.” Ritai troede først at det var en joke, men da han så Lucarad's ansigts udtryk gik det op for hende at han ikke lavede sjov.
”Hvis det er så vigtig at komme op så hurtigt, så skal vi af sted tidligt.” Ritai fandt 5 andre bøffer og hang dem ind over bålet. ”Proviant.” forklarede Ritai. ”Bålet er ved at brænde ud, så de er nok ikke klar før i morgen tidlig. Du kan bare lægge dig til at sove, det gør jeg.”
Kort efter sov Ritai trygt, Lucarad derimod sad bare og stirrede ind i de døende flammer.

Falken - Det første kup

Ny serie!!! den bliver nok så lang som de to andre men jeg fik løst til at lave noget nyt. Jeg præsentere "Falken" en fantasy, krimi historie, enjoy.


Falken
Det første kup

Han gik langsomt ud på parkeringspladsen, gik ned mod sin bil der stod næsten bagerst på parkeringspladsen. Han fandt sin Skoda, låste den op og steg ind i den. motoren startede med et host og han kørte den op mod udgangen af parkeringsområdet, hvor han blev stoppet af den sædvanlige P-vagt.
”Må jeg se din billet?” spurgte han den midaldrende mand der sad i Skoda’en. Den midaldrende mand Rakte op i foruden og tog sin parkerings billet. Han havde et lille overskæg, var iført en grå jakke og et par grå bukser. P-vagten tog billetten og så på den.
”Nød du dit ophold på Louvre?” Spurgte P-vagten og rakte billetten tilbage.
”Ja, det var meget spænende.” svarede Manden på fransk med en let tysk accent.
”Fortsat god dag” Sagde P-vagten og Skoda’en kørte sin vej.

Han sad i bilen og talte sekunder, ”20, 19, 18.” samtidig sørgede han for at køre indenfor fartgrænsen og han var fuldstændig anonym i sin Skoda, ikke ligefrem en bil man lagde mærke til.”12, 11, 10.” Han standsede for rødt og talte videre. ”5, 4, 3, 2, 1.” Alarmen gik i gang, på præcis det forventede tidspunkt. Det var den helt store alarm, alt blev lynhurtigt låst af på Louvre, flere hundrede personer sad nu fast på Louvre, i et par timer. Derefter ville de blive taget med på politistationen og blive afhørt i et par timer mere, hvorefter de ville få lov til at gå hjem. Hvorfor gik alarmen? Hvorfor blev alle disse mennesker afhørt? Fordi at et af verdens mest berømte malerier forsvandt, midt i åbningstiden uden nogen vidner eller mistænkte. Det var jo rent magi, selveste Mona Lisa væk, det kunne simpelthen ikke ske, men det var sket.
Han havde vidst at en afledningsmanøvre var nødvendig, de to vagter skulle distraheres i mindst 13 sekunder. Hvordan gjorde man det uden at tiltrække opmærksomhed mod en selv? Den løsning han havde fundet var at hyre en gammel skuespiller til en lille joke, han skulle simpelthen simulere et epileptisk anfald. Skuespilleren syntes nu nok det var et underligt job, men penge havde han ikke mange af og den franske herre han havde snakket med over telefonen havde virket meget respektabel. Så skuespilleren gjorde som han fik besked på og lavede sit nummer ca. 10 meter fra Mona Lisa. De to vagter skyndte sig til for at hjælpe manden der var faldet om, 14 et halvt sekund efter at de havde forladt deres pladser gik det op for dem at de havde begået en fejl og de skyndte sig at tjekke om der var sket noget med Mona Lisa. Men det var der tilsyneladende ikke, hun hang stadig på væggen i sin sikkerhedsboks af pansret glas og smilte som sædvanlig mystisk. 4 minutter efter smeltede Mona Lisa for øjnene af en gruppe chokerede Japanere, de to vagter så det 3 sekunder efter Japanerne, men de kunne intet andet gøre end at se på mens det verdens berømte maleri forsvandt. Under Mona Lisa dukkede et andet billede op, det var et olie maleri i samme stil som Mona Lisa, motivet på billedet var en falk der lettede fra sin rede.
Hvordan Tyven fik Mona Lisa ud af glas montren og hvordan han fik det falske billede ind, var spørgsmål som ville forvirre og forundre politifolk over hele kloden i mange år. År senere blev en politikommissær citeret for at have udtalt følgende om Mona Lisa Mysteriet: ”Det er kun tryllekunstneren der kender sandheden i sin tryllekunst, og han taler aldrig.”

Da alarmen lød vendte alle deres blik mod Louvre, det samme gjorde manden i Skoda’en, han vendte sig og virkede lige så chokeret som alle andre. Men efter et par minutters forvirring fortsatte trafikken og Skoda’en forlod stedet på samme måde som den var ankommet: ubemærket.

Det Røde Land og Control interview.

Hej jeg hedder Nesluop-Everg Nomis, og jeg sidder her med Simon Greve-Poulsen som er forfatter til de to succes historier Det Røde Land og control og han vil nu svare på nogle spørgsmål.

Det vil jeg helt sikkert! Jeg er bare glad for at der er nogen der gider høre på mig (griner).


Første spørgsmål er fra Bjørn, og han spørger om personerne i historierne har bund i nogle du kender eller om noget andet ligger bag?

Det er lidt det ene og lidt det andet. Ruk/Aror er faktisk mig selv. Ruk er mit normale væsen Rimelig chil og totalt langt ude. Aror er mig når jeg bare har fået nok, jeg tænder helt af og er ligeglad med om jeg vinder eller ej jeg skal bare skade narren, det er sket 2 gange, mener jeg.

Lucarad er sådan set mig som ældre. Bare mere cool og endnu mere chil, man kan mest se det er mig ved at han styre til alle spil han røre ved, og det er jeg også.

E17 er kommet af at jeg godt ville have en person uden følelser og skrupler, som samtidig skulle være til at forholde sig til.

Lian er meget inspireret af Tony chopper fra one piece og jeg havde bestemt mig for at der skulle være en i gruppen der kunne løfte ting med tankens kraft. Hvorfor? Fordi det er cool.

Muza tog jeg med fordi han er cool og han har en cool baggrund, som vil blive afsløret senere. Desuden syntes jeg leer er mega seje, men de er kun effektive hvis man bruger dem med lynende hurtighed og præcision, derfor skulle jeg bruge en der var gammel nok til at kunne have perfektioneret sin kamp kunst.

Sukara startede faktisk som prinsesse men det droppede jeg fordi det ville være en smule latterligt, at de skulle tage en prinsesse med, desuden kan jeg godt lide det småkriminelle indtryk man fik af hende da man mødte hende første gang. (hun blev tævet af nogen hun skyldte penge) men hun viste sig jo at være meget flink men måske gemmer hun på nogle hemmeligheder.

Ritai (læs CONTROLED 9) vil jeg ikke sige så meget om, og hvor jeg fik idéen til hende vil jeg absolut ikke sige noget om, men jeg kan sige at hun bliver en af de vigtige figurer i historien


Bjørn spørger også hvordan de to historier startede, hvad ligger til baggrund for dem og hvilke idéer der ligger bag dem.

Det Røde Land startede engang sidste sommer hvor jeg i begyndte at udtænke historien, baggrunden for den er nok alle de konsol spil jeg efterhånden har spillet. Ideen var at skrive en historie hvor hovedpersonen ikke rigtig havde mulighed for at passe ind sammen med almindelige mennesker, og hvor folk ville frygte og måske endda hade ham for hvordan han så ud, det vil blive tydeligere inde så længe.
Jeg startede control fordi jeg godt ville have noget fremtids noget. Mest af alt fordi der er stort set uanede muligheder i fremtiden og jeg manglede lidt adspredelse fra Det Røde Land. CONTROLED er en slags sideløbende historie som før eller siden vil få en vis betydning for hvad der sker i control og omvendt.


Hestepigen spørger om hvornår vi møder den røde konge og om hvornår der kommer en sammenhæng mellem de to hoved personer i Control(ed).

Den røde konge kommer snart ind i historien, men det skal gøres på den rigtige måde, så det har taget lidt tid.
Det Hestepigen ikke ser, er at der allerede er blevet vist en forbindelse mellem dem. Jeg havde heller ikke regnet med at nogen så forbindelsen for det var ikke meningen at de skulle lægge mærke til det. Men som man siger: All will be revealed in good time (fra et spil)


Hvornår finder du på historien, er det bare sådan ind imellem eller har du egentlige sessioner hvor du tænker historierne igennem.

Det er sådan bare når det kommer til mig, tit sker det mens jeg er på arbejde, jeg kommer på en eller anden idé og så er dybt hensunket i tanker om den resten af dagen, indtil jeg kommer hjem og får den skrevet ned. Egentlige sessioner har jeg ikke nej.


Hvad er det sværeste at finde på i Historierne?

Navne uden tvivl. Jeg bruger lang tid på at finde navne til folk og fæ. Det tager mig enormt langt tid at komme op med brugbare navne. Men det er jo også min egen skyld fordi jeg har valgt ikke at bruge normale navne i mine historier.

Der går rygter om at du bruger anagrammer til nogen af navnene, er det sandt?

Ja flere af navnene er anagrammer af kendte personer/figurer, Mumifar har optrådt kort, og en del figurer fra nintendo har også været med i løbet af historien. Det er mest i Det Røde Land folk og fæ gæsteoptræder.


Kan du afsløre lidt om fremtiden for de to historier.

Jeg kan afsløre at der snart bliver afsløret noget, som jeg i et stykke tid har overvejet at afsløre. Derudover vil man snart finde ud af hvordan Muza vidste at de kunne stole på Sukara. Hvis i har glemt det kan jeg sige at han slet ikke var i tvivl om at hun var god.
Til Control(ed) kan jeg sige at jeg er ved at bygge op til en afsløring, som i måske begynder på at forudse efter kapitel 8 og 9 men det er også alt jeg kan sige. Og så selvfølgelig: GLÆD JER!


Jeg takker for dette indblik i historierne og jeg håber at i læsere har fået noget ud af dette interview som blev lavet af Nesluop-Everg Nomis fra (den ikke fiktive) Simon Greves fanklub. Jeg glæder mig til at læse videre på dine vidunderlige historier.

CONTROLED 9

LÆS CONTROLED 8 FØRST

Jeg kan afsløre at hun bliver en vigtig person og nu ska i ikke komme på klamme tanker over den måde jeg har beskrevet dem på. jeg vil bare godt gå i detalger med alle mine aliens fra nu af.
hvem er hun, og hvem er de? læs CONTROLED 9 and be inlighted


CONTROLED 9

Kapslernes sikkerhedssystem var bygget sådan at når man skød sig ud af kapslen, ville suppen blive klæbrig og automatisk klæbe sig til vægge i nærheden, og derved stoppe faldet. Desværre havde Lucarad skudt sig ud i et forholdsvis tomt område, så da suppen endelig kom tæt nok på en væg til at klæbe sig til den havde den for alt for meget fart på. I stedet for at stoppe, nærmest trillede suppen ned af væggen og ramte jorden med små 60 km i timen, suppens tog dog det meste af slaget så Lucarad kom stort set ikke til skade. Det tog Lucarad ca. 5 minutter at kæmpe sig ud af suppen og da han endelig kom ud stod han overfor et nyt problem, eller rettere 5. Foran Lucarad sad 4 mænd på store sten og murbrokker og kiggede ned på ham, lidt tættere på stod en kvindelig Kateria med ildrød pels og kiggede ondskabsfuldt på Lucarad. Kateria var en race af katte lignende, væsner der gik på to ben og var lige så intelligente som mennesker. Deres anatomi var meget lig menneskers, deres forpoter fungerede præcis som menneskers arme, deres hænder lignede menneskehænder (dog med let pelsbeklædning.), deres fødder var dog udformede som kattepoter, de kvindelige havde blandt andet bryster der var meget lig menneske kvinders, og de formerede sig også på den samme måde som mennesker. De var meget hurtige løbere, var yderst adrætte, og mange af dem nærede et dybt had til mennesker. Grunden til dette had var at rige mennesker holdt af at bruge unge kateria’er som kæledyr, de unge katerianere fik så en indsprøjtning der hæmmede deres mentale vækst og gjorde dem dermed bedre egnede som kæledyr. Lucarad havde altid ment at det var respektløst og fuldstændig uanstændigt, men det var ikke noget som han havde mulighed for at ændre.
”Hvad har vi så her?” spurgte katerianeren hånende, mens Lucarad lå udmattet på jorden, at komme ud af suppen havde været hårdt arbejde. ”Et overklasse menneske på afveje?”
Her ville andre personer måske have fortalt at de var fra politiet, og at katerianeren ville få problemer hvis der skete noget med dem. Men så dum var Lucarad ikke, havde han sagt det ville hun uden tvivl have slået ham ihjel på stedet, de fleste ”løsrevne” katerianere havde ikke meget tilovers for ordensmagten.
”Jeg passere bare igennem” pustede Lucarad fra sin position på jorden.
”Jeg er bange for at du tager fejl, menneske!” spyttede katerianeren, ”Du går ingen steder.” først nu lagde Lucarad mærke til at hun stod med et jernrør i hånden, og at de fire andre mænd også var bevæbnede med jernrør. Hvis ikke situationen havde været så alvorlig var Lucarad nok brudt sammen af grin, en gruppe bøller der overfalder et enligt offer med jernrør, kunne det blive mere kliche?
”Hør her jeg vil jer intet ondt. Jeg har bare været ude for et uheld, og hvis I bare vil gå til side så skal jeg nok forsvinde herfra.” Reaktionen var den ventede, latter. Fem personer høj grinte som om Lucarad lige havde fortalt en morsom vittighed, men det var også meningen. Mens de grinte kom Lucarad på benene og fik overblik over situationen. Mur bag ham, en bunke af sten, jord og ragelse på venstre side, det samme på højre side, plus 4 slyngler, foran ham var der en åbning, med en vred Kateria i midten. Satans, Lucarad kunne ikke have fundet et værre sted at falde ned, ingen mulighed for flugt, overhovedet.
”Tror du at du kan kommandere med os som du kommandere med mine slægtninge i dit slot mellem skyerne?”
”Faktisk, er jeg imod hele idéen med at holde dine artsfæller som slaver.”
”Nå så det er du? Godt for dig.”
”Betyder det at jeg må gå nu?” spurgte Lucarad uden nogen form for tro på at han rent faktisk måtte gå.
”Nej det gør det desværre ikke, kom så drenge vi tager ham.” De 4 andre rejste sig og slog ring omkring Lucarad.
Lucarad ville sikkert være blevet dræbt der, hvis ikke at en skud havde lydt og den kvindelige kateria var faldet forover med et pænt rundt hul igennem hovedet.
”Så er det vist på tide at i skrider drenge.” Lød en rå kvindelig stemme oppe fra en af jordbunkerne.
Lucarad og de fire overfaldsmænd kiggede op og så en anden Kateria sidde på toppen af den 5 meter høje jordbunke. Hun var iført en stram lædervest, som lignede noget der var blevet brugt i hæren, og en par slidte cowboy bukser. I hånden holdt hun en rygende pistol af stor kaliber mens hun kiggede ned på de forbløffede handyr under hende. Hendes pels var grå, og hendes øjne var grønne, Lucarad havde ingen anelse om hvorfor han lagde mærke til alt dette lige nu, men et var sikkert: hun var forbandet farlig.
”Skrid drenge, eller i får en kugle i hovedet.” sagde hun køligt og de fire mænd tog straks flugten, da Lucarad ville forsvinde forlangte hun dog at han skulle blive hvor han var. Hun kommanderede ham han til væggen, mens hun langsomt steg ned fra jordbunken, og gik hen til liget af den anden kateria. Hun sørgede hele tiden for at holde pistolen rettet mod Lucarad, selvom hendes hånd dog virkede noget urolig, langsomt gennemrodede hun liget indtil hun fandt hvad det var hun ledte efter, et lille glas med en ulæselig mærkat og en enkelt pille i. Hun så hurtigt på glasset, bed derefter låget af glasset, med sine sylespidse hjørnetænder og slugte så pillen. Hendes hånd blev langsomt mere rolig og Lucarad gættede på at hun var stof misbruger af en eller anden art, nu vendte hun igen sin fulde opmærksomhed mod Lucarad og spurgte:
”Hvem er du så? Og hvad laver et overklassemenneske som dig her på overfladen?”
”Mit navn er Lucarad, og jeg var ude for et uheld så jeg blev tvunget til at ’nødlande’ her.”
”Lucarad, siger du? Der kan man bare se, en politi inspektør der nødlander på overfladen.”
”Hvordan vidste du at jeg var i politiet?” Spurgte Lucarad forundret ”Det har jeg ikke nævnt.”
Hun smilte skummelt ”Jeg ved lidt af hvert. Men sig mig inspektør, hvad planlægger du at gøre nu?”
”Jeg vil bare op igen så hurtigt som muligt, hvis du lader mig gå så skal jeg nok lade være med at melde det der er sket.”
”Ha! Du tor du kan komme op? Du har ikke en chance, jeg tvivler på at du ved hvor man kan komme op og jeg tvivler endnu mere på om du kan finde derhen.” Hun pegede stadig pistolen mod Lucarad, men han følte dog at faren var drevet over for en stund. Men hun havde ret, Lucarad havde ingen anelse om hvordan han skulle komme op igen, det eneste sted han vidste man kunne gøre det var ved politistationen, men den var mange kilometer vær og i denne labyrint af højhuse ville han ikke finde den om han så ledte i en måned.
”Nu skal du høre” sagde katerianen, der også havde brugt tiden til at tænke lidt. ”Jeg slår dig ikke ihjel.” Hun lod hendes pistol hånd falde og satte pistolen i et hylster på ydersiden af hendes lår.
”Du lader mig gå?” spurgte Lucarad forbløffet.
”Mere end det, jeg vil hjælpe dig. Med min hjælp er du tilbage mellem skyerne på ingen tid.”
”Og hvis jeg ikke vil have din hjælp?”
”Så bliver jeg nød til at skyde dig.” Hun var fuldstændig kold da hun sagde det og Lucarad var ikke i tvivl om at hun rent faktisk ville gøre det, desuden kunne han godt bruge en guide.
”Okay så modtager jeg gerne din hjælp, men hvad vil du have til gengæld? Jeg tvivler på at du gør det for hyggens skyld”
”Det eneste jeg vil have til gengæld er at du sletter min straffeattest og at du hjælper mig i gang med et anstændigt liv oppe i byen.” Hun kiggede længselsfuldt op med byen over dem mens hun udtalte de sidste ord.
”Det lyder fair nok.” nikkede Lucarad efter en kort tænkepause ”Hvis du får mig op herfra kan du vinke farvel til hvad end der står på din straffeattest, du kan endda bo i min lejlighed indtil jeg finder et andet sted hvor du kan bo.” Nogle folk ville måske mene at det var galskab det Lucarad havde gang i. Men Lucarad havde altid haft en vis evne til at fornemme fordærv i folk, og det lod ikke til at der var noget fordærv i hende her, hun var bare en kateria der alt for tit endte på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Katerianeren lyste op ”Godt vi er enige, mit navn er Ritai rart at møde dig.”
Ritai gav en forbløffet Lucarad hånden, aldrig havde Lucarad mødt en hvis humør var skiftet så hurtigt, fra mordtrussel til håndtryk på 15 sekunder.
Ritai's katte ører stod lige pludselig lige op i luften og hun sagde.
”Vi må se at komme af sted, de fir fra før kommer tilbage, og de har deres venner med.” Lucarad kunne ikke høre noget, men han vidste at Katerias hørelse var meget bedre end menneskers.
”Denne vej” hviskede Ritai og spurtede gennem åbningen, tæt forfulgt af Lucarad der stormede efter hende.
”Det var pokkers.” tænkte Ritai, da hun så at Lucarad fulgte med uden problemer, aldrig før havde Ritai mødt et menneske der kunne følge med hende når hun spurtede, som hun gjorde nu. Sammen spurtede Lucarad og Ritai ind imellem to bygninger og ud af syne. Lidt efter ankom 12 mand med jernrør til det sted hvor Lucarad var styrtet ned, men da hverken Lucarad eller Ritai var der mætte de gå tilbage uden at have fået hævn.

CONTROLED 8

ohh year. back online mere viden om Lucarad's verden, og når ja shit happens


CONTROLED 8

Det var altid det samme syn der mødte en, når man steg ud af kapslen til Jashiri politistation. Kriminelle i alle aldre der blev ført, trukket eller slæbt, hen mod cellerne. Det var mest mennesker der var kriminelle på Jufanira, alene af den grund at der ikke var mange aliens på Jufanira. Mens Lucarad gik over perronen og ind ad gangen til sit kontor blev han genkendt af stort set alle, han var heller ikke til at overse i hans jakkesæt. Alle andre gik i tætte latex dragter der var udstyret med kølesystemer, skudsikre veste, pistol holdere og hvad en politimand nu ellers havde brug for. Der var dog kun få der hilste på ham, Lucarad var dog ikke overrasket, han havde været meget vellidt for et år siden, men her på det sidste var folk begyndt at se ham som lidt af en doven nar, men det var jo hvad man kunne forvente. Som 24årig havde Lucarad fået stillingen som kriminalinspektør, og han blev spået at han hurtigt ville stige i graderne igen, men her et år efter havde Lucarad kun haft 11 sager, og på trods af at de alle var blevet løst hurtigt og retfærdigt så var han ikke steget i graderne. Men Lucarad var ikke overrasket, der var jo love om den slags, lige meget hvor mange sager han løste ville han aldrig stige i graderne. Lucarad gik ind på sit lille kontor, det indeholdt et lille skrivebord af egetræ (en gave fra politiets chef, i anledning af at han blev udnævnt til kriminalinspektør), en PC med holografisk skærm, en behagelig kontor stol og et lille køleskab. Lucarad satte sig i stolen og tænkte over hele ideen med denne politistation, der var ikke en eneste kriminel over 400 meters højde på Jufanira, og alle anstændige borgere boede mindst 500 meter over jorden. Sådan var det fordi at selve planeten Jufanira udskilte giftige gasser der gjorde det farligt at opholde sig ved jorden. Derfor var alle bygninger enorme højhuse hvor de nederste 400 meter var bare beton vægge. De eneste der boede dernede var fattige mennesker og kriminelle, og Jashiri var planetens eneste politistation der havde opgaven med at holde ro og orden på jorden. Det var latterligt, de kunne ligeså godt anholde alle der boede på jorden, men sådan gjorde man ikke. Nej i stedet hev man en tilfældig person med op hver eneste gang man opdagede en myrdet person på jorden, og så bankede man simpelthen bare vedkommende indtil han tilstod mordet. En der var kommet lang med den teknik var Fyruf der var blevet kriminalinspektør ved at tæve tilståelser ud af uskyldige overflade beboere. Lucarad sad lidt og lyttede til Fyruf, der havde kontor lidt længere henne ad gange, eller rettere lyttede til Fyruf seneste mistænkte der skreg af smerte. Lucarad derimod klarede sig ved at indsamle en række vidner, skønt kun få af dem havde lyst til at snakke med ham, og så ellers udskille deres løgne fra udsagnene og derved regne ud hvem den skyldige var. Lucarad gik over til køleskabet og tog en flaske rødvin ud. Da han satte sig i stolen igen trak han vinen op og hældte et glas op til sig selv. Lucarad drag indholdet og mærkede straks hvor godt det gjorde ham. Lucarad kom til at tænkte på nattens begivenheder i 1920, ”velkommen til perlen” havde han sagt. De ord havde fået alting til at give mening, Lucarad havde fået til opgave at komme ind på livet af Pocane, når han så kom tæt ind på ham skulle han finde et bevis. Et bevis på hvad? Havde Lucarad spurgt men den anonyme arbejdsgiver havde blot sagt at, det ville han vide når han så det. Det Pocane havde sagt var et klart bevis på at han tilhørte PEARL organisationen, og siden Lucarad’s arbejdsgiver var en fra Kongedømmet så var det helt tydeligt at PEARL referencen var det bevis han skulle finde. Bomben som Lucarad havde smidt var egentlig bare en mekanisme der lokaliserede brugerne og neutraliserede dem, Lucarad havde selv givet den bombe formen, for sjovs skyld. Men hvis nogen af Pocanes mænd regnede ud at det var Lucarad der havde forrådt dem, og det ville de uden tvivl, så var Lucarad muligvis i fare. Lucarad tømte glasset og hældte et nyt op.

Nå der var hvis ingen grund til at blive her længere tænkte Lucarad, da han 3 timer efter havde tømt sin tredje flaske vin. Lucarad gik ud mod sin kapsel, endnu en dag var gået uden nogen sager, det var der ikke noget nyt i. Lucarad gik ind i suppen og trykkede på knappen der sendte ham hjem, Kapslen blev affyret og på de sædvanlige 10 sekunder kom Lucarad til mellemstationen.
”hvad nu?” tænkte Lucarad forundret da kapslen bevægede sig i den modsatte retning af hvad den skulle og det i over 5 sekunder, så blev kapslen affyret igen mens Lucarad’s hjerne arbejdede på højtryk. Der var ingen af de destinationer som Lucarad havde programmeret ind i kapslen der ville gøre brug af en affyring i denne retning. Lucarad kunne kun se to mulige forklaringer, enten var der sket en fejl i systemet, hvilket formentlig ville føre til at kapslen hamrede ind i en mur, eller også var der nogen der havde omdirigeret kapslen, og det kunne næsten kun være PEARL. Lucarad tog en hurtig beslutning og trykkede nød knappen i bund. Da Lucarad trykkede knappen i bund, reagerede kapslen prompte ved at sende et elektrisk stød ind i Lucarad, stødet tvang Lucarad's krop til at indtage fosterstilling. Da Lucarad ufrivilligt havde indtaget fosterstillingen blev suppen hård og uigennemtrængelig, under Lucarad åbnede bunden sig og den nu faste suppe med Lucarad i røg ud igennem bunden af kapslen. Lucarad forsvandt ned i dybet, mens kapslen landede i en fremmed havn.

Det Røde Land del 25

Nu må i ikke blive forvirrede over navnet, det er den samme det håber jeg i forstår.


Det Røde Land del 25

Ruk havde fortalt Muza og Lian at der var noget der bekymrede ham, på vej til Mynrak. Han havde fortalt dem om hvad der var sket i fængslet, om hvordan indsprøjtningerne havde skabt en alternativ personlighed inde i ham, og at den havde reageret stærkt når Ruk var i nærheden af menneskeblod eller kød. Ruk havde aldrig fortalt dem det i fængslet, da han frygtede at de ville frygte og hade ham for sit andet jegs handlinger. Men da han fortalte dem det, en aften ved den store flod, viste de medfølelse og lovede at hjælpe ham, med at holde hans indre uhyre i skak. Lian havde med sine psykiske kræfter forsøgt at skabe barriere omkring monstret, men det kun med ringe held. Muza havde fortalt Ruk at det var af allerstørste vigtighed at monstret ikke dukkede op mens de befandt sig i Mynrak, hvis det skulle ske ville han muligvis angribe civile, og så ville deres mulighed for at møde nogen i den royale familie være tabt. Ruk havde fortalt dem at uhyret i ham lød navnet Aror, det havde Ruk fundet ud af under en af deres kampe om kontrollen over deres fælles krop.

Ruk havde gjort alt han kunne for at holde Aror tilbage, men smagen af friskt menneskekød havde været for meget for monstret og han havde startet en krig mod Ruk’s kontrol over kroppen. Da Ruk var faldet på knæ midt i kampen, var det for at kunne bruge alt sin viljestyrke på at stoppe ham. Men det ville være nemmere at stoppe solens bane over himlen, end at stoppe dette rovdyrs fremfærd. Monstret vandt kampen om kroppen, samtidig med at den skaldede kæmper begyndte på sit cirkelspark. Aror så ikke engang op, hans venstre hånd fløj bare op og greb den skaldedes fod få centimeter fra Aror’s hoved. Aror fulgte op med at hamre en knyttet næve så hårdt ind i den skaldedes mellemgulv at han skulle prise sig lykkelig hvis han ikke havde pådraget sig indre bødninger. Da Aror slap den skaldede, sank han sammen i smerter, og Aror rejste sig op. Den af de to sværdkæmpere der stadig kunne bruge sin sværdhånd stormede frem mod Aror og svang sværdet horisontalt imod ham, Aror greb hans arm med begge sine hænder, sværdkæmperen nåede lige at mærke sin skulder blive revet ud af led, før han brutalt blev kylet ind i en væg, han var død før han ramte jorden.
”Pis” gentog Muza da han konstaterede at Aror var sluppet ud af Ruk’s kontrol, og at han tilmed var gået amok. Aror begyndte at rive og flå i fugle dragten og fjerene stod ud til alle sider mens han splittede den ad. Det var et betagende syn, en sky af farvede fjer og tøjstumper stod op fra Aror, og de tilskuere der var kommet kunne ikke gøre andet end at stirre som hypnotiserede på det. Da fjerene endelig faldt til jorden stod Aror uden andet på kroppen end det stykke stof der dækkede hans allerhelligste. Aror udstødte et brøl der fik en del af tilskuerne til at flygte i panik, og dem der ikke flygtede tog en halv snes skridt tilbage.
Muza derimod vendte sig mod Jathanon og hævede sin le.
”jeg er bange for at jeg netop er løbet tør for tid, Jathanon. Det var rart at møde dig” Muza stormede mod Jathanon. Jathanon løftede sin hammer og svang den nedad med enorm kraft, Muza tog et skridt til højre mens hans snurrede venstre om sig selv. Da Muza svang leen i dens dødbringende bue mod Jathanon hals, kunne han mærke vibrationerne fra Jathanon hammer der ramte jorden. Muza så bladet på sin le skære igennem Jathanon hals i slow motion, han så hvordan den skar igennem hudlaget, hvordan den passerede igennem struben og hvordan Jathanon hoved løsner sig fra kroppen da leen skære de sidste centimeter af halsen over. Blodet stod i en fantastisk bue fra Muza’s le, og en fontæne af blod steg langsomt fra Jathanon hals. Men Muza hverken væmmedes eller blev betaget af dette syn, for han så det ikke. Så snart Muza var sikker på at Jathanon var død vente han alt sin opmærksomhed mod Aror. Aror havde gjort kål på den sidste sværdkæmper ved, brutalt at flå hovedet af den skrigende vagt, og han drak nu blodet direkte fra hans hals.
”Hvad fanden gør jeg?” tænkte Muza desperat, mens den skaldede kæmper langsomt rejste sig op igen. Den skaldede kæmper hostede, han havde ikke langt igen, men i hans øjne brændte der en flamme, en flamme som symboliserede det eneste han kunne tænke på, hævn. Han sprang frem mod Aror i et flyvespark der ville slå en normal mand i gulvet definitivt, men det ramte aldrig Aror. Aror snurrede rundt, greb hans udstrakte ben, trak ham forbi sig i luften og flåede struben ud på ham da halsen kom indenfor rækkevidde. De folk der stadig var til stede skreg, det fangede Aror opmærksomhed, og med et sultent udtryk i ansigtet sprang han frem mod de forsvarsløse indbyggere i Mynrak, da… Slam! Aror blev slået bevidstløs af en enorm sten på siden af hovedet, stenen havde indtil for få minutter siden siddet i et af husene, men Jathanon havde slået den lød. Folkene stirrede på Muza, men Muza var mindst ligeså forvirret som dem indtil en stemme lød bag ham:
”Jeg håber seriøst det der var Aror, så jeg ikke lige har ødelagt mit venskab med Ruk.” Lian stod lidt derfra, med et sår der hvor ham og Sukara var stødt sammen.
”Lian!” udbrød Muza lettet ”Hvornår vågnede du?”
”Lige nu, men vi må virkelig væk herfra før der er nogen der kalder på vagterne”
”Du har ret. Væg Sukara og giv mig kutten.”
Lian smed sin taske over til Muza der hurtigt fandt kutten nede i den. Gudskelov, de havde beholdt den tænkte Muza og gav med besvær Ruk kutten på. Lian vækkede i mellemtiden Sukara der, ligesom Lian, havde en enorm hovedpine. Muza kiggede sig omkring og opdagede at de sidste tilskuere var forsvundet, ikke godt.
”Skynd dig Lian.” Råbte Muza, og det fik Lian til at ruske liv i Sukara.
”hvad skete der?” spurgte Sukara omtåget.
”Lang historie, her er den korte version: vi er i problemer og vi skal hen til Dragens Tænder, nu!”
”jamen hvad…?”
”Nu!” gentog Lian hårdt, og trak Sukara op at stå.
”Den vej.” Stønnede Sukara og mistede balancen. Lian greb hende og tog hendes arm omkrig hans skulder, Muza gjorde det samme med Ruk’s arm og råbte: ”Af sted!” Muza og Lian satte i løb, så godt som de nu kunne med deres ”passagerer” på slæb, ned af den vej som Sukara havde udpeget.

Lidt derfra stod Panisie og stirrede på Ruk’s aura, nu forstod hun i sandhed hendes lærers beslutning.
”Må mine evner slå fejl og må din fremtid være lysere end den jeg spår dig.”

Det Røde Land del 24

Hvad der sker i slutningen af dette kapitel kan i formentlig godt regne ud, når i når dertil hvis i ikke kan så læser i helt sikkert ikke nok manga. enjoy.

note. dette kapitel er ret så blodigt og ikke tilladt for børn under 4 måneder.

Det Røde Land del 24

Samtidig med at Sakura og Lian faldt til jorden, dukkede Ruk sig for et spark mod hans ansigt og Muza undgik med nød og næppe et sværd der blev svunget mod hans hoved. Sparket blev fulgt op af et uppercut, som tvang Ruk til at slå en kolbøtte ud af hans modstanders rækkevidde. Muza havde også trukket sig tilbage og nu stod Ruk og Muza med ryggen mod en mur og de fem gøglere fra før stod overfor dem.
”hvad fanden har i gang i?” skreg Muza chokeret ”I kunne sku da have slået os ihjel!”
”De ville skam heller ikke have været helt dårligt.” Svarede ham der havde angrebet Ruk. ”Det havde i hvert fald gjort vores arbejde mindre tidskrævende” Han strøg en hånd hen over sit glatbarberede hoved, før han fortsatte: ”Men det var jo også jer der startede.”
”Hvad snakker du om? Vi har sku da ikke gjort jer noget.” svarede Ruk vredt.
”Var det måske ikke jer der scorede alle pegende fra tilskuerne, som vi havde arbejdet på i flere timer.” Spurgte den store fyr der havde løftet den store sten på torvet.
”så hvordan er det helt præcis du mener at, i ikke har gjort noget?” fortsatte en af de tre sværddansere.
”Det var vores penge i huggede, med jeres lille fuglestunt.” Afsluttede den skalede der havde fremvist sin hurtighed mod publikumet.
”Giv os pengene, ellers slår vi jer ihjel og tager alt hvad i ejer.” Sagde den stærke med et skummelt smil.
”Som om I ikke vil slår os ihjel alligevel” svarede Muza med et morbid smil. ”Ruk, jeg tror du bør gøre dig klar til kamp.” Muza pakkede sin le ud af stoffet og begyndte på at folde den ud i fuld længde, da Ruk svarede.
”Hvem vil du have?”
”Ham den store.”
”Så snupper jeg skaldepanden, vi kan deles om de sidste tre.”
”Tror I virkelig at i to, kan klare os fem?” grinte den store fyr.
”Ja det skulle ikke være noget problem” smilte Muza samtidig med at bladet på hans le gled på plads, med et lille ”klik”
”Tåbelige hund!” skreg en af de 3 sværdkæmpere og stormede frem mod Muza med løftet sværd.

Svinget var guddommeligt, Muza havde sænket bladet på sin le ned til jorden og med en lynhurtig bevægelse, svang han leen opad, in en buet bevægelse og kappede sværdkæmperen arm af, før blodet begyndte at fosse, førte Muza allerede leen videre i den buede bane. Da blodet begyndte at strømme ud af armen og kæmperen begyndte at skrige sin smerte ud, nåede Muza’s le bunden af sin bue og begyndte at skære sig igennem hans højre lårben. Bladet skar direkte igennem lårbensknoglen og kom ud på den anden side af benet. Halvvejs igennem det venstre ben stoppede leen sin dræbende færden, da den stødte mod dette bens lårbensknogle. Muza snurrede venstre om sig selv og brugte det momentum hans nye fart gav ham til at rive leen ud af, den nu et benede sværdkæmpers ben. Mens Muza snurrede rundt faldt sværdkæmperen bagover, og før han ramte jorden havde Muza snurret hele vejen rundt og hamrede piggen nederst på sin le igennem hjertet på Sværdkæmperen, i samme øjeblik som han ramte jorden.
Muza knælede ned over den døde med begge hænder gribende om leen, og kiggede op på de målløse gøglere
”Ja det skulle ikke være noget problem” gentog Muza med et smil, der udstrålede foragt for de mænd han stod overfor.
Det var den skaldede der først kom til sig selv. ”Hævn!” skreg han og sprang frem mod Muza, kun for at blive stoppet af Ruk, der trådte ind imellem dem.
”Nu må du tage det med ro” sagde Ruk inde bag fugle masken ”Du skal igennem mig for at angribe den gamle”
”Jeg er ikke gammel” sagde Muza og rev sin le ud af det skamferede lig. ”Nu fik jeg den første så må du tage de sidste to.”
”Tror i det her er en lej?” råbte den store fyr der nu holdt en stor sort forhammer mellem hænderne.
”Troede I at vi bare ville lægge os til at dø?” spurgte Ruk ”I startede spillet, I lavede reglerne, vi spiller bare med på jeres præmisser.”
”Nok snak” skreg den skaldede og slog ud efter Ruk der måtte spring lidt tilbage for at undgå angrebet. De to andre sværdkæmpere gik også ind i kampen og svang deres sværd mod Ruk igen og igen, kun for at se ham undgå hvert eneste slag i sidste split sekund. Omringet af fjender kunne Ruk ikke gøre andet end at undgå så godt han kunne, han havde aldrig tid nok til selv at angribe og nu og da ramte den skaldede ham med et velplaceret slag eller et spark.
Den store fyr var i mellemtiden gået til angreb på Muza og hans hammer slog store huller i luften og i forskellige vægge, for han havde endnu ikke formået at ramme Muza.
”Du virker mig faktisk bekendt” Sagde Muza mens han dukkede sig under den drabelig hammer. ”faktisk er jeg sikker på at jeg har set den hammer du render rundt med før. Hvad hedder du knægt”
”Mit navn er Jathanon søn af den mægtige Norkaradt, der var den mest frygtede røver for ti år siden.” Jathanon rev hammeren ud af væggen og fortsatte ”hammeren var hans”
”Nå, det er der jeg har set den før!” grinte Muza forundret ”Det bringer minder frem. Ser du det var mig der sendte din far i spjældet og jeg må sige at han var noget bedre end dig til at svinge den hammer der.”
Jathanon rød i hovet af raseri og svang endnu en gang hammeren mod Muza, mens han skreg ”Løgner!”
Ovre ved Ruk var skaldepanden ved at begå en fejl, han løftede sit højre ben op i en vinkel der normalt er gymnaster forundt, og hamrede hælen ned i Ruks hovedbund. Hvad end den skaldede kæmper havde regnet med at ramme, værende et skaldet hoved eller en hårbund, så var det ikke hvad han ramte. Hvad han ramte var en hovedbund dækket af små skarpe skær som stak direkte op i luften, og da den selvsikre skaldede kæmper ramte det, kunne han ikke gøre andet end at lade sig falde bagover med et skrig. Det var lige den åbning Ruk havde brug for, Ruk slog ud efter den ene af de to sværdkæmpere. Ruk’s klør skar igennem fugle dragtens stof og satte dybe sår i kæmperens arm. Kæmperen tabte sit sværd med et skrig, men genvandt hurtigt fatningen, han rev Ruk’s maske til side samtidig med at han sendte sin anden knytnæve lige ind mod Ruk’s ansigt. Havde han givet sig tid til at se på Ruk’s ansigt, før han slog ud efter det, ville han nok slet ikke have gjort det. Ruk havde nemlig forudset hvad han ville gøre og spærret munden op, da knytnæven ramte, ramte den i hans mund, og Ruk var ikke sen til at bide sammen om hånden. Sværdkæmperen skreg og trak hånden til sig, hvilket resulterede i at flåede en masse hud, og en del kød af manden hånd, som han per refleks slugte.
Ruk regnede ud at det nok var en dårlig idé at sluge kødet ca. 5 sekunder efter at han havde gjort det, det var nemlig der at Ruk begyndte at ryste. Ruk rystede og han måtte træde et par skridt tilbage for ikke at falde. Ruk undgik med nød og næppe et nyt sværdslag fra en af de to sværdkæmpere, men formåede ikke at parerer det slag fra den skaldede, der ramte ham lige i tindingen. Ruk så stjerner og han var ikke sikker på hvad det var han lavede længere.
”Muza!” skreg Ruk desperat ”Jeg tror han kommer.”
Muza sprang baglæns uden for Jathanons rækkevidde og kastede et hurtigt blik over på Ruk, der nu stod med begge hænder, presset mod sine tindinger.
”Lort” mumlede Muza til sig selv og råbte derefter: ”Stop ham! Hvis han kommer så er vi virkelig på den!”
Ruk faldt ned på knæ og skreg af smerte. ”Jeg kan ikke holde ham.” Ruk udstødte et sidste skrig og derefter blev han stille.
”Er han død?” lød en stemme lidt væk, og det var først nu Muza så at kampen havde tiltrukket omkring 40 tilskuere der stod i sikker afstand, mens en kamp om liv og død udspillede sig for øjnene af dem.
”Hvor sygeligt” tænkte Muza, men der var mere alvorlige ting at tænke på, Muza sprang tilbage for igen at undgå hammeren og da han igen kiggede over på Ruk sad han stadig helt ubevægelig på knæ. Foran Ruk snurrede den skaldede kæmper en enkelt gang rundt om sig selv og sendte et cirkelspark af sted mod Ruk’s hoved.

Det Røde Land del 23

Amarg kys! sweet. lille side story og lidt forklaring. mere om auraer senere. ses.


Det Røde Land del 23

Panisie var 8 år da hendes familie blev dræbt af røvere, Panisie overlevede fordi hun den aften havde leget på en eng i nærheden. Efter at hendes familie var blevet dræbt, blev Panisie sendt på børnehjem, hun blev dog hurtigt adopteret af en dame ved navn Daslan. Daslan var spåkone, eller seer som hun foretrak det, og hun mente at Panisie måske havde ”gaven”. Panisie blev taget med Mynrak, hvor Daslan levede som fattig men velset seer.
En seer er en meget løs beskrivelse, der er dem der kan se ud i fremtiden, dem der ved alt hvad der sker overalt i dette øjeblik og mange andre typer. Daslan og Panisie ejede evnen til at se folks sjæle og læse deres fortid, fremtid og nutid. Det er dog ikke så lige til som det lyder, at se folks sjæle er en enorm belastning, både fysisk og psykisk, derfor undertrykker seere som Daslan og Panisie deres evner ved de fleste lejligheder. Kun når det er nødvendigt bruger de deres evner og de sørger for at holde styr på dem, så de ikke læser alle til stede.
Da Ruk og Lian stormede gennem døren, var Panisie lige fyldt 22 og Daslan var nærmede sig en alder af 59. Panisie havde lige skænket Daslan en kop te da Ruk og bremsede foran det lille runde træbord hvor Daslan sad med sin te. Ruk kiggede sig spændt omkring, og han havde svært ved at skjule sin skuffelse over manglen på Magi i rummet. Rummet var kombineret køkken og stue, der var ingen stjernekort, døde frøer, krystalkugler eller andre magiske genstande, sådan som Ruk havde regnet med.
”Er det dig der kan spå?” spurgte Ruk Daslan der stille havde iagttaget Ruk, som om at det var dagligdags at unge mænd, hvoraf den ene var iklædt fugledragt, kom stormende ind i hendes hjem. Men nu Ruk tænkte over det så var det måske dagligdags, for en seer, at unge mænd stormede ind i hendes hjem
”Ja, jeg er seeren Daslan.” svarede Daslan og nippede til sin te. ”Hvem ønsker at blive spået?”
”Det gør jeg” svarede Ruk og pegede på sit masket dækkede ansigt, med sin ene vinge.
”Kan du betale?”
”ork, ja!” brød Lian ind og viste nogle af de penge de havde fået efter Ruk’s opvisning frem.
”Før vi begynder, må jeg gøre dig opmærksom på at jeg ikke garantere for mine spådommes sandhed.” forklarede Daslan mens Sukara og Muza kom ind af døren. ”læg 10 mønter på bordet, så går jeg i gang.”
Lian talte ti mønter op og lagde dem på bordet, Panisie fik i mellemtiden sat Ruk ned på en lille stol, og Daslan satte sig overfor. Panisie så på sin lære og viste hvad der nu ville ske med Daslan, hendes øjne ville blive hvide og hun ville være i stand til at se Ruk’s, og kun Ruk’s, aura. Panisie havde prøvet det mange gange før: den ubestemmelige aura der altid skifter form, som en parasit der forsøger at undslippe. Farven afhænger af hvem den at tilhøre, ikke to auraer har samme form, farve eller størrelse.
”Trist… barndom. Din barndom var trist.” hviskede Daslan, hvis øjne ganske rigtigt var blevet hvide. ”forræderi… en nær ven… han er død nu. En skælsættende begivenhed… Fanget! Død… en nær ven. Hemmeligheder… over for en der hjælper dig. Tvivl... er hvad der drev der her.” Daslan’s hånd greb krampagtigt fat om bordet. ”indre… splittelse.”
”hvad med min fremtid” Spurgte Ruk der var fuldstændig forbløffet over hvor præcist Daslan havde ramt hans fortid.
”Problemer… snart” svarede Daslan efter kort tid. ”glæde… skuffelse. Og så… så...” pludselig blev Daslan’s øjne brune igen. ”Mere kan jeg ikke fortælle” sagde Daslan med rystende stemme.
”hvad er det alt hvad du kan se?” spurgte Ruk skuffet
”Min lærer har fortalt spået dem, min fjerklædte herre. Værd nu venlig at forlade min læres bolig.” sagde Panisie og gennede dem ud af huset. Men i hendes hoved var der stor forvirring: hvorfor var Daslan stoppet? Det var tydeligt at hun havde set mere, så hvorfor var hun stoppet?
Da Panisie havde fået kunderne ud af huset vendte hun sig mod sin lærer, der sad stift på en stol.
”Da min Lærer stoppede med at spå, gav han mig en regel jeg mætte love at overholde.” sagde Daslan og stirrede lige ud i luften. ””du skal altid fortælle folk hvad du har set i deres sjæl, hvis de ønsker at vide det” det var den regel han fortalte mig om. Den dag jeg brød reglen skulle jeg give min plads til min lærling, sådan som hans lærer havde givet ham pladsen og som han nu gav den til mig.” Daslan tømte te koppen i et drag, noget som Panisie aldrig havde set hende gøre før. ”det er en gammel tradition blandt seere, at sådan må og skal det være.”
”Men hvorfor? Hvorfor fortalte du ham ikke om hans fortid.”
”Det selv samme spørgsmål stillede jeg min mester, og jeg vil give dig samme svar som jeg fik: Det vil du først forstå når det sker for dig selv.” Daslan rejste sig op ”Nu er din tid kommet mit barn, Jeg vil være din tjener i mine sidste år, for sådan skal det være. Du har et stort talent og du kan blive langt bedre, end jeg nogensinde har været.” Daslan kiggede på døren og mumlede ”Må den arme dreng finde trøst hvor det er ham muligt. For hvad der vil ske nu, er blot en lille forsmag på hvad der er i vendte.”
På den anden side af døren blev Sukara og lians hoveder brutal slået sammen og de sank bevidstløse om på jorden.