Bang virkelig kort og dog lang "kamp" i dette afsnit, det var faktisk ikke menigen at de skulle komme op at slås, men det var bare det der skete. Personerne gør hvad de gør, jeg skubber dem bare i den rigtige retning.
Det Røde Land del 33
”Jeg har det fint siger jeg jo” skreg kongen og smækkede døren i efter sig. ”Hvis i så meget som overvejer at komme herind før daggry skal jeg sørge for at i bliver hængt! Er det forstået? ” Kongen gik over til en lille bar der stod i det ene hjørne uden at lægge mærke til de ubudne gæster der var frosset fast i deres stillinger, mens der lød et flerstemmigt ”Javel” fra gangen.
Kongen tog et glas og hældte et glas spiritus op til sig selv, hvorefter han bundede det i en slurk, kun for at hælde et nyt op. Kongen var en mand på omkrig 60 vintre og rimelig høj, hans ansigt var furet og hærget af den lange krig mod den hvide kejser. Han var indbegrebet af en stærk leder, hans blik var hårdt og der var ikke mange gram fedt på ham. Hans højre arm var lidt længere end den venstre hvilket gav ham et lidt pudssigt udseende nær han gik med hænderne ned langs siden, hvilket han dog sjældent gjorde, og de 2 personer der havde nævnt det over for ham sad begge to i fangekælderen. Hans lange arm gav ham dog en fordel i kamp hvor hans rækkevidde var umærkeligt længere, men de 2 centimeter kunne betyde alt i en sværdkamp. Han havde ikke ændret sig meget i de 11 år, tænkte Muza med et lille smil.
”For fanden da!” mumlede kongen for sig selv og hældte endnu et glas indenbords. ”Vi havde dem jo!”
”Endnu et nederlag formoder jeg?” sagde Muza højt og fik kongen til at vende sig lynhurtigt om og gribe det sværd det hang i hans bælte.
”Hvem fanden er du!?” forlangte kongen at få at vide og stirrede på Muza igennem det mørke rum.
”Kan du ikke kende mig? Nej det kunne man vel heller ikke forvente, der er jo også gået 11 år siden sidst. Men du har nu ikke ændret dig meget, du sniger dig stadig hjem om natten efter et nederlag og drikker mere spiritus end en god bar i sommer natten. Hvor mange gange har jeg ikke tævet dig fra sans og samling af den grund?”
Kongen bakkede lidt tilbage og tjekkede rummet for andre personer, han fik kun øje på Lian da Ruk sad i en mørk skygge og Sukara var skjult af sofaen. ”Muza? Nu har jeg fandme aldrig, er du kommet for at gøre arbejdet færdigt?” sagde han og løftede sværdet op i kampstilling.
Muza blev siddende i stolen og smilte blot. ”Du mener ikke at du stadig tror på deres løgne, gør du? Efter 11 års nederlag stoler du stadig på dem, efter jeg fortalte dig sandheden? Du er en tåbe hvis du endnu ikke har set lyset min ven.”
”Det er dig der er en tåbe når du kommer her med et barn, hvad er der sket i disse 11 år? Er du faldet af på den general? Du var hærens største strateg i en alder af 22 og en af mine mest betroede mænd.” Ruk så fra skyggerne at kongens greb strammede sig om sværdet, ”Du forrådte mig, du tog sagen i egen hånd, du slog dem ihjel!”
”Ja jeg slog 3 højtstående generaler ihjel, ja jeg tog sagen i egen hånd, men nej jeg har aldrig forrådt dig.” svarede Muza stadig roligt ”Du reagerede ikke på de oplysninger jeg gav dig, du troede ikke at nogle ville forråde det løfte de havde givet til dig, og den undersøgelse du satte i gang var dødsdømt fra starten af. De var forrædere, præcis som halvdelen af dine nuværende generaler er.”
”Stille” hvislede kongen faretruende ”Der er ingen beviser for dine uhyrlige påstande.”
”Beviser? HA i 11 år har du ikke gjort noget fremskridt mod den hvide kejser, det på trods af at du har brugt dine formidable strategiske evner fuldt ud, nogen må have lækket dine strategier til fjenden. Kun de højest rangerede generaler kendte til de strategier vi 2 i samarbejde havde udtænkt.”
”Du kunne selv have lækket oplysningerne.” Foreslog kongen koldt.
”Vær nu ikke dum, ja jeg kunne have lækket oplysningerne, men efter at du landsforviste mig har det jo ikke ligefrem gået fremad. Jeg kan ikke være spionen her, for hvordan skulle jeg kunne fortælle om de planer du lagde efter jeg tog af sted? Nej jeg var ikke spionen men jeg vidste at en af de andre 9 generaler måtte være det. Da du ikke ville gøre noget måtte jeg tage mit slæb for landet, det tog mig et par måneder at finde frem til de 5 forræderiske generaler, men jeg nåede kun at skaffe 3 af dem af vejen før min mest betroede mand forrådte mig.” Muza bed tænderne sammen, ”Og nu hører jeg at du har gjort selv samme forræder til general i mit sted. Hvad er der sket med den kloge mand jeg tjente under?”
”Han er her stadig men hvad er der sket med dig? Du vader herind midt om natten sammen med et barn, det er ikke dit sædvanlige gennemtænkte jeg.”
”jeg vil give dig ret i at det ikke ville være klogt at komme herop kun med Lian her, skønt han skam kan mere end bare at passe på sig selv.” Sagde Muza mens Lian smed sig i en stol med sin bog. Der var ingen tvivl om at han ikke så sig selv i nogen problemer.
”Korrekt. Jeg kan skam passe på mig selv, desuden kom vi ikke her alene.” Smilte Lian bag sin bog ”Sukara ligger bag sofaen,” Sukara svarede ved at vinke over sofaens ryg. ”og Ruk sidder ovre i hjørnet.” Ruk svarede ikke men fortsatte bare med at overvåge Kongens og Muza’s bevægelser.
Kongen kiggede frem og tilbage imellem de 4 ubudne gæster, pis! Der var for mange tænkte kongen.
”Du har 3 personer med dig og så siger du at du ikke er kommet for at slå mig ihjel? Det her er måske bare et hyggevisit?”
”Ikke just, vi forsøger sådan set bare at komme til at snakke med din datter.” sagde Muza med et lille smil.
”I får ikke lov til at røre hende.” råbte Kongen og stormede med løftet sværd frem mod Muza. Det næste der skete tog få sekunder og virkede perfekt koreograferet af de tre tilskueres, skønt de intet havde aftalt. Muza fik samlet sin le på et enkelt sekund og sprang frem mod kongen. Men midt i springet mærkede han en tynd arm om sin hals der med stor behændighed stoppede hans angreb og slyngede ham mod jorden. Derefter blev en kold knivsæg presset mod hans hals og Sukara hviskede ham iskoldt i øret: ”En bevægelse og du er død.”
Samtidig med Sukaras lynhurtige overfald af Muza, var Ruk forsvundet fra hjørnet og skuldertaklede kongen med en sådan kraft at han slyngede kongen op ad væggen, hvor han derefter holdt ham fast i et jerngreb.
Muza havde brugt tiden på at smide to stole, en sofa og en reol hen foran døren, og det var ikke et sekund for tidligt. I næste øjeblik forsøgte de vagter der havde hørt rabalderet nemlig at tiltvinge sig adgang til rummet.
”Herre konge,” snerrede Ruk’s groteske ansigt op i hovedet på kongen ”Hvis vi ville slå dig eller din familie ihjel så havde vi allerede gjort det. Jeg vil nødig skade dig men hvis du ikke opfører dig pænt og beder vagterne om at forsvinde så får vi måske brug for et gidsel hvis du forstår.”
Kongen lukkede skælvende sine øjne men åbnede dem så med fornyet selvtillid og stirrede direkte ind i Ruk’s røde pupiller.
”Sagde jeg ikke at jeg ville have fred?” brølede kongen uden at tage blikke fra Ruk ”Forsvind eller jeg skal sørge for at få jer halshugget!”
Bragende fra de folk der forsøgte at komme ind, stoppede øjeblikkeligt op og skyndte sig tilbage til deres poster. Ruk fjernede langsomt presset på Kongen og gik i stedet hen til Muza der stadig lå prustene på gulvet, med Sukaras kniv mod sin strube.
”Jeg ved at du er sur lige nu.” sagde Ruk der stod og kiggede ned på Muza mens han trak et stykke papir ud af kutten. ”Jeg ved du føler dig forrådt, og jeg ved at du ikke stoler på nogen her lige nu. Men sig mig: hvis vi ikke stod med dig i last og brast, tror du så ikke vi ville have indløst dusøren?” Ruk foldede papiret ud og på det var en detaljeret tegning af en 11 år yngre Muza og en dusør på 1000 guldstykker.
Muza stirrede forbløffet på tegningen og begyndte så at grine. Ruk rakte ham hånden og trak ham, stadig grinende op at stå.
”Ha ha ha, jeg troede sku ikke ligefrem de ville sætte en dusør på mit hoved.”
”Det er hårde tider,” svarede kongen, der også var faldet til ro, ”og der gik et rygte om at du var vendt tilbage, for at slå mig ihjel.” Sukara satte sin kniv ned i en lille skjult holder på hendes ben og Lian begyndte at få tingende til at svæve tilbage på plads igen, de mærkede begge to at faren var drevet over.
”Dine nye venner lader til at være mere fornuftige end dig,” sagde kongen ”men du har aldrig været klog, du er bare snedig.” Muza smilte, nu kendte han kongen igen stolt og provokerende ”Jeg skal nok lade jer møde min datter, jeg kunne jo ikke undgå at se grunden til dette besøg.” sagde han med et blik på Ruk der trodsigt stirrede tilbage. ”Om hun kan hjælpe ved jeg ikke men måske kan hun.”
Kongen førte an, Ruk og muza fulgte lige bagefter og lidt længere bag gik Sukara og Lian.
”Jeg vidste ikke at du havde forstand på knive.” konstaterede Lian.
”Der er meget du ikke ved om mig.” svarede hun og fulgte efter de 3 forreste igennem en mindre dør i værelset.
Friday, September 28, 2007
Monday, September 24, 2007
Det Røde Land del 32
Takagi betyder "Rødt slot" på Kinesisk det syntes jeg lige i skal vide. Tak til Die Hard for den information og så siger folk at man ikke kan lære noget af action film.
Jeg har fortalt nogle stykker at Panoe ikke er helt normal og desuden vigtig for historien og her er så (noget) af grunden. Desuden er der en masse nye oplysninger om Religion og religion er blæret... så længe det ikke er Kristendom.
Og så har vi en anden person som er rimelig mystisk, hvad sivans laver sådan en gut oppe så sent?
Svarende på alt dette og mere får I... på et eller andet tidspunkt.
Det Røde Land del 32
Det røde slot, eller Takagi som det hed, lå midt i Mynrak og var et arkitektonisk mesterværk. En høj slank mur omgav selve slottet, bag muren lå der en mindre slotsplads belagt med store flade sten. Selve slottet var bygget op mellem 5 høje tårne, og tegnede man streger mellem tårnende ville man opdage at de stod placeret som de fem spidser i et pentagram. Mellem tårnende var selve borgen, der var femkantet, havde de fem tårne placeret i hjørnerne og var 5 etager høj, plus en kælder til lagring af vin og en endnu dybere fangekælder. Kongens arbejdsværelse lå på 3 etage og det var der Muza, Ruk, Sukara og Lian befandt sig. Alt dette vidste Panoe instinktivt, på trods af at Panoe selv var i gang med at rense sin fjerdragt på slottets øverste spir. Panoe vidste også at Sukara lå i en lille sofa, at Ruk gemte sig i skyggerne, at Lian læste i et par af kongens bøger, og at Muza havde sat sig i kongens personlige stol. Panoe vidste det fordi Sukara vidste det.
Panoe kiggede ud over byen, hvor mange gange havde han ikke fløjet over disse huse for at hjælpe Sukara i hendes opgaver? Sukara havde aldrig vist hvorfor hun havde så meget kontrol over denne fugl, men bare accepteret at den måtte kunne lide hende, men det var langtfra sandheden. Panoe havde ikke haft noget andet valg end at holde sig til Sukara, han vidste trods alt hvad hun var i forhold til ham.
Panoe havde vist det siden første gang han så Sukara på gaden, hun var ham, og han var hende. Panoe forstod det ikke selv men det lod til at visse religiøse fanatikere havde ret, Sukara var død og senere var hun blevet genfødt som Panoe, at Panoe var blevet en mand var helt tilfældigt da sjælen ikke havde noget køn. I sjælens verden fungere tiden heller ikke som i den fysiske verden, når man dør, bliver man ikke nødvendigvis genfødt senere, det er lige så sandsynligt at man bliver genfødt før ens tidligere legemes død, eller fødsel for den sags skyld. Mennesker besad ikke nogen som helst viden om deres tidligere liv, men mange dyr, deriblandt Nøxif’erne, kunne huske alle deres tidligere liv. Så da Panoe havde set Sukara i Mynraks gader for første gang, vidste han at han rent faktisk så ned på sig selv. Men Panoes hukommelse fungerede ikke optimalt, da der var visse restrektioner for den udødelige hukommelse. Sjælen kunne aldrig huske noget der endnu ikke var sket, så selvom sjælen havde levet hundrede år fremme i tiden i sit sidste liv, kunne den ikke huske mere end få brudstykker af det liv. Panoe vidste dermed ikke hvad der ville ske senere i hans og Sukaras liv, han vidste kun hvordan det ville ende i forvirrende håbløshed. For der var kun 2 ting som Panoe kunne huske fra hans liv som Sukara, det første var en person. Denne person ville spille en vigtig rolle i Sukaras liv, det vidste Panoe og han vidste også at han allerede havde mødt ham. Hvem end denne Ruk var, så ville han spille en stor rolle i det liv som Sukara nu førte.
Den anden ting som han kunne huske var lige så forvirrende som den var forfærdelig. Et drab, Panoe havde set sig selv angribe og dræbe Sukara, hvorfor ville dette ske? Det var det spørgsmål som Panoe søgte svar på, og det var derfor at han nu vågede over dem i det røde slot.
Panoe kiggede ud over byen og fik øje på en uregelmæssighed på de flade hustage, der lod til at stå en person på et af tagene. Panoe undrede sig da han tit havde fløjet over Mynrak men aldrig set folk på tagene på denne tid af natten. Panoe lettede og fløj over mod skikkelsen, da han kom nærmere fik han et nogenlunde synsindtryk af personen. Det var formentlig en mand, men Panoe var ikke sikker da personen havde en stor sort kutte på, den fik ham til at gå i et med natten. Han var dog høj og tilsyneladende i gang med en bøn på et fremmed sprog, han stod med et blik rettet mod den måne frie himmel. Men hans øjne så ikke himlen, hans øjne så hinsidiges vores verden Det følte Panoe i hvert fald. Panoe vendte om, hvor interessant og underligt velkendt denne mandsperson end virkede, så var der vigtigere ting på slottet. Panoe svævede hen over himlen med mandens mærkelige bøn i ørene og en lille delegation af mennesker anført af selveste kongen i hans synsfelt.
Få minutter efter at Panoe endnu engang var landet på slottets spir, blev døren smækket op ind til kongens arbejdsværelse.
Jeg har fortalt nogle stykker at Panoe ikke er helt normal og desuden vigtig for historien og her er så (noget) af grunden. Desuden er der en masse nye oplysninger om Religion og religion er blæret... så længe det ikke er Kristendom.
Og så har vi en anden person som er rimelig mystisk, hvad sivans laver sådan en gut oppe så sent?
Svarende på alt dette og mere får I... på et eller andet tidspunkt.
Det Røde Land del 32
Det røde slot, eller Takagi som det hed, lå midt i Mynrak og var et arkitektonisk mesterværk. En høj slank mur omgav selve slottet, bag muren lå der en mindre slotsplads belagt med store flade sten. Selve slottet var bygget op mellem 5 høje tårne, og tegnede man streger mellem tårnende ville man opdage at de stod placeret som de fem spidser i et pentagram. Mellem tårnende var selve borgen, der var femkantet, havde de fem tårne placeret i hjørnerne og var 5 etager høj, plus en kælder til lagring af vin og en endnu dybere fangekælder. Kongens arbejdsværelse lå på 3 etage og det var der Muza, Ruk, Sukara og Lian befandt sig. Alt dette vidste Panoe instinktivt, på trods af at Panoe selv var i gang med at rense sin fjerdragt på slottets øverste spir. Panoe vidste også at Sukara lå i en lille sofa, at Ruk gemte sig i skyggerne, at Lian læste i et par af kongens bøger, og at Muza havde sat sig i kongens personlige stol. Panoe vidste det fordi Sukara vidste det.
Panoe kiggede ud over byen, hvor mange gange havde han ikke fløjet over disse huse for at hjælpe Sukara i hendes opgaver? Sukara havde aldrig vist hvorfor hun havde så meget kontrol over denne fugl, men bare accepteret at den måtte kunne lide hende, men det var langtfra sandheden. Panoe havde ikke haft noget andet valg end at holde sig til Sukara, han vidste trods alt hvad hun var i forhold til ham.
Panoe havde vist det siden første gang han så Sukara på gaden, hun var ham, og han var hende. Panoe forstod det ikke selv men det lod til at visse religiøse fanatikere havde ret, Sukara var død og senere var hun blevet genfødt som Panoe, at Panoe var blevet en mand var helt tilfældigt da sjælen ikke havde noget køn. I sjælens verden fungere tiden heller ikke som i den fysiske verden, når man dør, bliver man ikke nødvendigvis genfødt senere, det er lige så sandsynligt at man bliver genfødt før ens tidligere legemes død, eller fødsel for den sags skyld. Mennesker besad ikke nogen som helst viden om deres tidligere liv, men mange dyr, deriblandt Nøxif’erne, kunne huske alle deres tidligere liv. Så da Panoe havde set Sukara i Mynraks gader for første gang, vidste han at han rent faktisk så ned på sig selv. Men Panoes hukommelse fungerede ikke optimalt, da der var visse restrektioner for den udødelige hukommelse. Sjælen kunne aldrig huske noget der endnu ikke var sket, så selvom sjælen havde levet hundrede år fremme i tiden i sit sidste liv, kunne den ikke huske mere end få brudstykker af det liv. Panoe vidste dermed ikke hvad der ville ske senere i hans og Sukaras liv, han vidste kun hvordan det ville ende i forvirrende håbløshed. For der var kun 2 ting som Panoe kunne huske fra hans liv som Sukara, det første var en person. Denne person ville spille en vigtig rolle i Sukaras liv, det vidste Panoe og han vidste også at han allerede havde mødt ham. Hvem end denne Ruk var, så ville han spille en stor rolle i det liv som Sukara nu førte.
Den anden ting som han kunne huske var lige så forvirrende som den var forfærdelig. Et drab, Panoe havde set sig selv angribe og dræbe Sukara, hvorfor ville dette ske? Det var det spørgsmål som Panoe søgte svar på, og det var derfor at han nu vågede over dem i det røde slot.
Panoe kiggede ud over byen og fik øje på en uregelmæssighed på de flade hustage, der lod til at stå en person på et af tagene. Panoe undrede sig da han tit havde fløjet over Mynrak men aldrig set folk på tagene på denne tid af natten. Panoe lettede og fløj over mod skikkelsen, da han kom nærmere fik han et nogenlunde synsindtryk af personen. Det var formentlig en mand, men Panoe var ikke sikker da personen havde en stor sort kutte på, den fik ham til at gå i et med natten. Han var dog høj og tilsyneladende i gang med en bøn på et fremmed sprog, han stod med et blik rettet mod den måne frie himmel. Men hans øjne så ikke himlen, hans øjne så hinsidiges vores verden Det følte Panoe i hvert fald. Panoe vendte om, hvor interessant og underligt velkendt denne mandsperson end virkede, så var der vigtigere ting på slottet. Panoe svævede hen over himlen med mandens mærkelige bøn i ørene og en lille delegation af mennesker anført af selveste kongen i hans synsfelt.
Få minutter efter at Panoe endnu engang var landet på slottets spir, blev døren smækket op ind til kongens arbejdsværelse.
Friday, September 21, 2007
So you came here to kill me
Jeg vil godt gøre det klart at denne historie intet har med mine serier at gøre.
”So you came here to kill me?” it was no question, it was a stating of facts and the cold voice seemed to come from every direction. Chandler spun around with the heavy sword held firmly in his hands.
“Show your self demon” Chandler looked round trying to penetrate the complete darkness that surrounded him. He blinked the sweat away from his eyes, how could he be sweating in this cold?
A gentle laugh reached him from the shadows. “Why would I show myself to a weakling such as your self? I could destroy you right here and now.”
Chandler saw a black lightning bolt shoot out of the shadows and with a quick move he parried the bolt with his sword. “oh?” said the voice seemingly amused as the lightning bolt simply bounced of the blade. “A sword made of silver? It seems I have been underestimating you.”
Chandler looked awestruck as the very darkness around him began to spin around at breathtaking speed. The darkness slowly formed a small black tornado that spun around without moving only 3 feet’s from Chandler. The tornado suddently seemed to implode from the inside and in its wake stood a tall gentleman. He was wearing a long black cape, a completely black suit and a tall black hat. In his right hand he held a long elegant blade and in his left he held a small black orb. His white face had a small grin on it and two horrible black eyes. Those eye was said to freeze the blood in your body and make you insane, the darkness in those eyes were endless. It was like looking into a hell of nothingness, like an endless sea driving you mad.
“I believe you wanted to kill me?” the gentleman said, ripping Chandler out of his trance.
“Yes, you must die for all the people you have killed in this world.” His voice was steady but this… beast saw right into his soul and saw him shake in fear.
“You think I am evil?” he asked as his smile grew larger. “I am but a simple count.”
“We both know that is not true.” His voice shaking with anger. “The other may not yet have looked through your good manners and nice little gala events yet, but I have. You shall die by this blade, count.”
“Hahahaha, you are really amusing do you know that?” he laughed lightly “you are not the first to hunt me down, neither will you be the last. I have been killed no more that 8 times in the past and thousands more have died trying to kill me. And now you, the simple son of a blacksmith, thinks you can kill me? The most feared vampire in this world and the next, the man that was send back from hell because they feared he would take over, the first vampire ever to exist, the very source of the vampire race. How can you possibly face me and hope to win? Do you not know that I am Count Dracula?”
The name hit him like a sledge hammer, of course he had reached the very same conclusion, but to hear him say it meat that his hope of surviving this fight was reduced to zero. No man could kill the count, he was the ambassador of the night and completely immune to any psychical attack, even silver did no damage. No! He couldn’t think like that, the village would be doomed if he did nothing, he had to act, even if it led to his death.
“Ahhhh, did you know you have a kind of sick desperation in your eyes? I know everything about you, chandler, how you lost your mother, how your farther blamed you, how the village hated you for hating me. Hahahaha pathetic mammals, all I had to do was throw a small party and give the food and they loved me for it. And all these years no one realised that I made all those people disappear, only you realised it. But then again you did take me with my hand in the cookie jar when I was feeding on your poor mother.”
In the eyes of Chandler a fire burned, colder than the ice on the North Pole and fiercer than all the demons from hell.
“Do you hate me now?” Dracula said with lust in his voice “Do you want to kill me? Yes, YES YES!! HAHAHAHA you wish to kill me more than anything else in this world don’t you? But in your current form you have no chance of defeating me.” He said in mad voice “swallow this,” Dracula said holding forth his left hand and the tiny orb in it. “it will give you powers beyond your limits, and a decent chance of defeating me. What do you have to loose?”
Chandler didn’t think, he couldn’t his anger drove him on pure hatred and he would grasp any chance he could get to kill this abomination of nature. Dracula allowed the orb to fall from his hand and gravity quickly took hold of it and drove it towards the ground. Chandler caught it in mid air, threw it into his mouth and swallowed it without thinking.
The orb vent into his stomach and for half a second nothing happened, but then it was suddenly absorbed by the body. Chandler felt it changing his body from the inside, his heart started beating harder, his muscle mass increased in strength and then it reached his appearance. He grew half an inch, his skin got pale, his eyes red, his hair black and his teeth got sharp.
“Now we fight as equals.” Said Dracula and raised his sword gracefully, “Lord against lord, predator against predator, Vampire against vampire.”
“You shall pay for the harm you have caused!” said chandler in a voice that was not his own. This voice was high and cold, a vampire’s voice.
“You believe you can win?” Said Dracula and disappeared in a flash of dark light.
“Yes.” Said Chandler, as his 7 senses allowed him to see Dracula. He spun around and swung his heavy blade with such force that it would had spilt the proud vampire lord in half, if he had not gracefully parried the strike.
“You are not yet completely changed? In a few seconds you will be and see why you can never beat me.”
Then chandler was there, swinging his giant blade as if it was made of paper, Dracula merely laughed as he dodged and parried every single strike. Chandler, driven by blind rage, threw more attacks than any man could dodge and jet here stood a laughing count dodging his every blow. For some 30 seconds this rain of blows continued, and then Chandler saw it, an opening. Chandler knew that the battle was won as he trusted his sword forward, knew that it would soon be buried deep within the belly of this beast. But then he felt the pain, it was unbelievable, in mere seconds his hands were turned from the rough hands of a blacksmith to nothing but scorched flesh. The blade, the silver blade made to protect him from vampires had turned against him, Chandler fell to his knees as the truth hit him. He had become the very thing he was trying to destroy, a creature of the night, a vampire. Then, out of nowhere, appeared Dracula smiling.
“It hurts doesn’t it? The sensation of your hands being turned into nothing but scorched flesh.” Dracula reached down and picked up the silver sword. “Off course it has never happened to me, I was never one to fear silver.” Dracula allowed his hands to gently feel the edge of the blade. “But I hear…” he said stepping forward and plunging the blade through Chandlers chest, “that it is indescribably painful.”
Chandler felt his entire body melting; the only way to describe the amount of pain he felt, is to compare it to a man, who is pieced by a thousand burning needles while stuck in an iron maiden filled with acid. In ten seconds his body was reduced to ashes, and Dracula stood alone in the dark room. The sun would soon rise, he had had fun while it lasted but now he needed to sleep, his coffin awaited.
”So you came here to kill me?” it was no question, it was a stating of facts and the cold voice seemed to come from every direction. Chandler spun around with the heavy sword held firmly in his hands.
“Show your self demon” Chandler looked round trying to penetrate the complete darkness that surrounded him. He blinked the sweat away from his eyes, how could he be sweating in this cold?
A gentle laugh reached him from the shadows. “Why would I show myself to a weakling such as your self? I could destroy you right here and now.”
Chandler saw a black lightning bolt shoot out of the shadows and with a quick move he parried the bolt with his sword. “oh?” said the voice seemingly amused as the lightning bolt simply bounced of the blade. “A sword made of silver? It seems I have been underestimating you.”
Chandler looked awestruck as the very darkness around him began to spin around at breathtaking speed. The darkness slowly formed a small black tornado that spun around without moving only 3 feet’s from Chandler. The tornado suddently seemed to implode from the inside and in its wake stood a tall gentleman. He was wearing a long black cape, a completely black suit and a tall black hat. In his right hand he held a long elegant blade and in his left he held a small black orb. His white face had a small grin on it and two horrible black eyes. Those eye was said to freeze the blood in your body and make you insane, the darkness in those eyes were endless. It was like looking into a hell of nothingness, like an endless sea driving you mad.
“I believe you wanted to kill me?” the gentleman said, ripping Chandler out of his trance.
“Yes, you must die for all the people you have killed in this world.” His voice was steady but this… beast saw right into his soul and saw him shake in fear.
“You think I am evil?” he asked as his smile grew larger. “I am but a simple count.”
“We both know that is not true.” His voice shaking with anger. “The other may not yet have looked through your good manners and nice little gala events yet, but I have. You shall die by this blade, count.”
“Hahahaha, you are really amusing do you know that?” he laughed lightly “you are not the first to hunt me down, neither will you be the last. I have been killed no more that 8 times in the past and thousands more have died trying to kill me. And now you, the simple son of a blacksmith, thinks you can kill me? The most feared vampire in this world and the next, the man that was send back from hell because they feared he would take over, the first vampire ever to exist, the very source of the vampire race. How can you possibly face me and hope to win? Do you not know that I am Count Dracula?”
The name hit him like a sledge hammer, of course he had reached the very same conclusion, but to hear him say it meat that his hope of surviving this fight was reduced to zero. No man could kill the count, he was the ambassador of the night and completely immune to any psychical attack, even silver did no damage. No! He couldn’t think like that, the village would be doomed if he did nothing, he had to act, even if it led to his death.
“Ahhhh, did you know you have a kind of sick desperation in your eyes? I know everything about you, chandler, how you lost your mother, how your farther blamed you, how the village hated you for hating me. Hahahaha pathetic mammals, all I had to do was throw a small party and give the food and they loved me for it. And all these years no one realised that I made all those people disappear, only you realised it. But then again you did take me with my hand in the cookie jar when I was feeding on your poor mother.”
In the eyes of Chandler a fire burned, colder than the ice on the North Pole and fiercer than all the demons from hell.
“Do you hate me now?” Dracula said with lust in his voice “Do you want to kill me? Yes, YES YES!! HAHAHAHA you wish to kill me more than anything else in this world don’t you? But in your current form you have no chance of defeating me.” He said in mad voice “swallow this,” Dracula said holding forth his left hand and the tiny orb in it. “it will give you powers beyond your limits, and a decent chance of defeating me. What do you have to loose?”
Chandler didn’t think, he couldn’t his anger drove him on pure hatred and he would grasp any chance he could get to kill this abomination of nature. Dracula allowed the orb to fall from his hand and gravity quickly took hold of it and drove it towards the ground. Chandler caught it in mid air, threw it into his mouth and swallowed it without thinking.
The orb vent into his stomach and for half a second nothing happened, but then it was suddenly absorbed by the body. Chandler felt it changing his body from the inside, his heart started beating harder, his muscle mass increased in strength and then it reached his appearance. He grew half an inch, his skin got pale, his eyes red, his hair black and his teeth got sharp.
“Now we fight as equals.” Said Dracula and raised his sword gracefully, “Lord against lord, predator against predator, Vampire against vampire.”
“You shall pay for the harm you have caused!” said chandler in a voice that was not his own. This voice was high and cold, a vampire’s voice.
“You believe you can win?” Said Dracula and disappeared in a flash of dark light.
“Yes.” Said Chandler, as his 7 senses allowed him to see Dracula. He spun around and swung his heavy blade with such force that it would had spilt the proud vampire lord in half, if he had not gracefully parried the strike.
“You are not yet completely changed? In a few seconds you will be and see why you can never beat me.”
Then chandler was there, swinging his giant blade as if it was made of paper, Dracula merely laughed as he dodged and parried every single strike. Chandler, driven by blind rage, threw more attacks than any man could dodge and jet here stood a laughing count dodging his every blow. For some 30 seconds this rain of blows continued, and then Chandler saw it, an opening. Chandler knew that the battle was won as he trusted his sword forward, knew that it would soon be buried deep within the belly of this beast. But then he felt the pain, it was unbelievable, in mere seconds his hands were turned from the rough hands of a blacksmith to nothing but scorched flesh. The blade, the silver blade made to protect him from vampires had turned against him, Chandler fell to his knees as the truth hit him. He had become the very thing he was trying to destroy, a creature of the night, a vampire. Then, out of nowhere, appeared Dracula smiling.
“It hurts doesn’t it? The sensation of your hands being turned into nothing but scorched flesh.” Dracula reached down and picked up the silver sword. “Off course it has never happened to me, I was never one to fear silver.” Dracula allowed his hands to gently feel the edge of the blade. “But I hear…” he said stepping forward and plunging the blade through Chandlers chest, “that it is indescribably painful.”
Chandler felt his entire body melting; the only way to describe the amount of pain he felt, is to compare it to a man, who is pieced by a thousand burning needles while stuck in an iron maiden filled with acid. In ten seconds his body was reduced to ashes, and Dracula stood alone in the dark room. The sun would soon rise, he had had fun while it lasted but now he needed to sleep, his coffin awaited.
Wednesday, September 19, 2007
A pirate song
I går var det Tal som en pirat dag og til ære for det har jeg skrevet en pirat sang, jeg ville have haft den oppe før midnat men den blev sku lift længere end forventet. så nu får i den altså dagen efter Tal som en pirat dagen.
Denne sang har ingen melodi udover den DU vælger. hvorfor? fordi den er beregnet til pirater og de kan næppe huske melodien alligevel. Ja jeg ved godt at den ikke rimer men den er til pirater!
Drink up my friend and grab ye blade, for tha marine is coming for da treasure in the ship, but no gold shall they get if me blood still pumps in me body. Da treasure we burry so tha no man will it find in hundreds of years.
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
Tha captain is a fiece old man, his hat is big and tha leg is wooden. His face is scared by Morgan im’self and an eye took “black Sam” Bellamy. Drink with them he does each year, when Teach turns up the battle begin, then blood and rum flows wildly. Even Jones is said to come every ten years.
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
A storm blew in, real fearsome it was, but tha captain of ours gave it a laugh, “there is more storm in me hat.“ Fearless he stood in the front of the ship screaming to us scared men of tha sea, “raise the anchor and lower tha sails. Tha night still young and tha storm sings a song of death”.
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
Tha Dutchman I saw in tha night and fear it I did. “Davy Jones comes fer our souls!” I screamed at the top of me voice. “Ye souls, ye say?” screamed back the captain of ours “ye have nothing te fear then ye have nothing te fear, a pirate like ye’self have no soul.”
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
Da morning came late and tha sun sent tha storm away, we praised our king and said to ‘im: “ye be the bravest man on tha sea.” his one eye looked as us and he said: “No, for there is one man I fear on this ocean.”
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“Who could a mighty pirate like you fear on this ocean?” we asked tha captain in shock and awe. “I fear not Morgan, black sam or Teach. No more do I fear a man you call a demon, Davy Jones no
better than to cross me path.”
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“I fear a man who have sailed for fewer years than me, only five years have he lived on the sea, and is crew is only of 5 men. Even though he be young of years he is a man to fear. More men have he killed than Morgan, Sam, Teach, Jones and me’self combined.
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“I fought ‘im once and he let me live, shamed as I was I asked ‘im to do me in. But he red eye was cold as he said “no, join me crew and ye will be a great man of tha sea.” I looked at ‘is eye and knew he was right, so me only answer was “Aye, captain.””
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“So now ye see that there are a greater man than me? Once a year tha crew meet and we have a party. Morgan seek there once a year, so does black sam, me’self and Teach though he is always late. Be it one of those years even Jones arrives. We gather around a pirate greater than all of us combined to hear his words and laws.”
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“We wait for his words fer hours each year and when the place is more quite than a grave he speak in a voice than brings death to weaker people than us 5 pirate lord. He says “Drink tha rum, eat tha meat, sail tha sea, and slay tha foes. Those are the laws of tha Ninja Pirates crew.”
Drink tha rum, eat tha meat, sail tha sea, and slay tha foes.
Those are the laws of tha Ninja Pirates crew.”
“So I say to ye now, I am not the greatest pirate there is, fer see you his Jolly Rogers, and hear you the low voice of a peg leg behin ye. Make no moves, simply say these words I tell you now: “You captain of Morgan, Black Sam, Teach, Jones and even me owm captain. I ask you do not kill me for I am not worthy of being killed by ye.” Save you this will not, he will kill ye anyhow but he will have a laugh as he do so.
Drink tha rum, eat tha meat, sail tha sea, and slay tha foes.
Those are the laws of tha Ninja Pirates crew.”
Denne sang har ingen melodi udover den DU vælger. hvorfor? fordi den er beregnet til pirater og de kan næppe huske melodien alligevel. Ja jeg ved godt at den ikke rimer men den er til pirater!
Drink up my friend and grab ye blade, for tha marine is coming for da treasure in the ship, but no gold shall they get if me blood still pumps in me body. Da treasure we burry so tha no man will it find in hundreds of years.
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
Tha captain is a fiece old man, his hat is big and tha leg is wooden. His face is scared by Morgan im’self and an eye took “black Sam” Bellamy. Drink with them he does each year, when Teach turns up the battle begin, then blood and rum flows wildly. Even Jones is said to come every ten years.
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
A storm blew in, real fearsome it was, but tha captain of ours gave it a laugh, “there is more storm in me hat.“ Fearless he stood in the front of the ship screaming to us scared men of tha sea, “raise the anchor and lower tha sails. Tha night still young and tha storm sings a song of death”.
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
Tha Dutchman I saw in tha night and fear it I did. “Davy Jones comes fer our souls!” I screamed at the top of me voice. “Ye souls, ye say?” screamed back the captain of ours “ye have nothing te fear then ye have nothing te fear, a pirate like ye’self have no soul.”
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
Da morning came late and tha sun sent tha storm away, we praised our king and said to ‘im: “ye be the bravest man on tha sea.” his one eye looked as us and he said: “No, for there is one man I fear on this ocean.”
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“Who could a mighty pirate like you fear on this ocean?” we asked tha captain in shock and awe. “I fear not Morgan, black sam or Teach. No more do I fear a man you call a demon, Davy Jones no
better than to cross me path.”
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“I fear a man who have sailed for fewer years than me, only five years have he lived on the sea, and is crew is only of 5 men. Even though he be young of years he is a man to fear. More men have he killed than Morgan, Sam, Teach, Jones and me’self combined.
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“I fought ‘im once and he let me live, shamed as I was I asked ‘im to do me in. But he red eye was cold as he said “no, join me crew and ye will be a great man of tha sea.” I looked at ‘is eye and knew he was right, so me only answer was “Aye, captain.””
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“So now ye see that there are a greater man than me? Once a year tha crew meet and we have a party. Morgan seek there once a year, so does black sam, me’self and Teach though he is always late. Be it one of those years even Jones arrives. We gather around a pirate greater than all of us combined to hear his words and laws.”
We drink tha rum, we eat tha meat, we sail tha seas, we slay tha foes.
Aye this is the life of a pirate on the sea.
“We wait for his words fer hours each year and when the place is more quite than a grave he speak in a voice than brings death to weaker people than us 5 pirate lord. He says “Drink tha rum, eat tha meat, sail tha sea, and slay tha foes. Those are the laws of tha Ninja Pirates crew.”
Drink tha rum, eat tha meat, sail tha sea, and slay tha foes.
Those are the laws of tha Ninja Pirates crew.”
“So I say to ye now, I am not the greatest pirate there is, fer see you his Jolly Rogers, and hear you the low voice of a peg leg behin ye. Make no moves, simply say these words I tell you now: “You captain of Morgan, Black Sam, Teach, Jones and even me owm captain. I ask you do not kill me for I am not worthy of being killed by ye.” Save you this will not, he will kill ye anyhow but he will have a laugh as he do so.
Drink tha rum, eat tha meat, sail tha sea, and slay tha foes.
Those are the laws of tha Ninja Pirates crew.”
Wednesday, September 12, 2007
Saving the savior part 3
Så vender StS tilbage med en helt ny helt/wierdo. og også lidt info om det hersens gisel, hvad er hun for en størrelse? ja det er der kun en der ved, og det er undertegnede :D
Faktisk ville jeg have at den skulle være længere men sådan gik det ikke.
Saving the savior part 3
In the dungeon Viktor untied the last hero, Nano-man, the time in the prison had almost killed him. His power supply was at an all-time low, and he was barely conscious.
Viktor quickly rewired him so that the giant database in his head was transferred to the main brain functions.
“Nano-man? Can you hear me?”
Nano-man nodded weakly, unable to speak.
“Is your long range radio operational?”
Nano-man nodded again after a small system check.
“I need you to contact “the genius”. I need you to ask him if he knows who the traitor is.”
Hundreds of miles away a man picked up a small communicator. “Yes, it is me.”
“I need to know something… do you know who betrayed us…?”
The man knows as the genius answered with a confident voice: “of course I do”
In the other end of the radio Nano-man’s brain tried to figure out what this meant, it was always a challenge to figure out the real meaning behind the words. “Who is it?” he asked, the other question would no doubt be answered now.
“Well.” The genius said with a proud voice. “I can tell you who it is.”
“Don’t do that.” Nano-man had talked to the genius before and knew that he would get nothing out of that answer. “Tell me if there is one person you are completely certain didn’t betray us.”
“You know I can’t see what you want info like that for, but ill tell you anyway. If there is one person that didn’t do it, it’s Metalik he has been with us for way too long and is completely loyal.”
At that exact moment the chairman rounded a corner and stood face to face with an evilly smiling Metalik.
The thing you must know about the genius is, that he was not a super hero or a mutant, he was simply a very stupid man.
S.U.P.E.R. discovered his untold power of bad intuition after he won a double up edition of “who wants to be a billionaire?” The genius, that was called by his birth name back in those days; Frank, simply said what he thought was the right, and then his partner answered the complete opposite. S.U.P.E.R. brought him in as one of the chief advisors; it took some time to figure out the truth behind his wild theories though.
The real problem for the genius was the fact that he was controlled entirely by his intuition, and that he to this day believed that his intuition was always right. That’s why Viktor had made sure that the genius was kept safe and that his name, phone number and address was not to be found in any S.U.P.E.R. archive. It was likely that this precaution was the reason for his continually freedom. Viktor who had worked with the genius for some years now, knew that the information that the genius had was always wrong, and therefore he had to be right in this situation. Had Viktor had the time and the energy to go into the philosophical details of his last statement he would properly had found it very amusing and most likely even mildly interesting. But this was not the time for that sort of thing; this was the time for action, the time for evacuation and most of all the time of silent prayers. Prayers that were meant to help a man who wanted anything but their help.
As the conscious, but heavily weekend heroes, started dragging the unconscious heroes out of base so that they could make their escape, one hero thought nothing of evacuation or escape. One lone brawler stood face to face with a man he had always hated, and knew that if he didn’t get past Metalik, no amount of heroes would be able to save the world from Maximilian.
Maximilian had struck gold, capturing the perfect hostage, a hostage that only a few heroes had ever heard of. Only 2 people had ever seen this divine lady in her true form, and lived to tell the tale, only Viktor and the chairman knew this secret and they were not telling anything to anyone. Only god knew what would happen to the world if Maximilian realised who this red haired beauty really was.
So no, the chairman didn’t think of escape or of saving his own skin, he thought only of his duty, and the fact that only he could save the world.
Faktisk ville jeg have at den skulle være længere men sådan gik det ikke.
Saving the savior part 3
In the dungeon Viktor untied the last hero, Nano-man, the time in the prison had almost killed him. His power supply was at an all-time low, and he was barely conscious.
Viktor quickly rewired him so that the giant database in his head was transferred to the main brain functions.
“Nano-man? Can you hear me?”
Nano-man nodded weakly, unable to speak.
“Is your long range radio operational?”
Nano-man nodded again after a small system check.
“I need you to contact “the genius”. I need you to ask him if he knows who the traitor is.”
Hundreds of miles away a man picked up a small communicator. “Yes, it is me.”
“I need to know something… do you know who betrayed us…?”
The man knows as the genius answered with a confident voice: “of course I do”
In the other end of the radio Nano-man’s brain tried to figure out what this meant, it was always a challenge to figure out the real meaning behind the words. “Who is it?” he asked, the other question would no doubt be answered now.
“Well.” The genius said with a proud voice. “I can tell you who it is.”
“Don’t do that.” Nano-man had talked to the genius before and knew that he would get nothing out of that answer. “Tell me if there is one person you are completely certain didn’t betray us.”
“You know I can’t see what you want info like that for, but ill tell you anyway. If there is one person that didn’t do it, it’s Metalik he has been with us for way too long and is completely loyal.”
At that exact moment the chairman rounded a corner and stood face to face with an evilly smiling Metalik.
The thing you must know about the genius is, that he was not a super hero or a mutant, he was simply a very stupid man.
S.U.P.E.R. discovered his untold power of bad intuition after he won a double up edition of “who wants to be a billionaire?” The genius, that was called by his birth name back in those days; Frank, simply said what he thought was the right, and then his partner answered the complete opposite. S.U.P.E.R. brought him in as one of the chief advisors; it took some time to figure out the truth behind his wild theories though.
The real problem for the genius was the fact that he was controlled entirely by his intuition, and that he to this day believed that his intuition was always right. That’s why Viktor had made sure that the genius was kept safe and that his name, phone number and address was not to be found in any S.U.P.E.R. archive. It was likely that this precaution was the reason for his continually freedom. Viktor who had worked with the genius for some years now, knew that the information that the genius had was always wrong, and therefore he had to be right in this situation. Had Viktor had the time and the energy to go into the philosophical details of his last statement he would properly had found it very amusing and most likely even mildly interesting. But this was not the time for that sort of thing; this was the time for action, the time for evacuation and most of all the time of silent prayers. Prayers that were meant to help a man who wanted anything but their help.
As the conscious, but heavily weekend heroes, started dragging the unconscious heroes out of base so that they could make their escape, one hero thought nothing of evacuation or escape. One lone brawler stood face to face with a man he had always hated, and knew that if he didn’t get past Metalik, no amount of heroes would be able to save the world from Maximilian.
Maximilian had struck gold, capturing the perfect hostage, a hostage that only a few heroes had ever heard of. Only 2 people had ever seen this divine lady in her true form, and lived to tell the tale, only Viktor and the chairman knew this secret and they were not telling anything to anyone. Only god knew what would happen to the world if Maximilian realised who this red haired beauty really was.
So no, the chairman didn’t think of escape or of saving his own skin, he thought only of his duty, and the fact that only he could save the world.
Thursday, September 06, 2007
Det Røde Land del 31
HAR HAR HAR sådan griner manden altså. men fint afsnit syntes jeg, plus at en eller anden finder ud af et eller andet om en eller anden. :P
Det Røde Land del 31
I kroen var stemningen blevet løftet betydeligt, siden Ruk var gået ud for at se løbet. Det var Shajita der havde løftet stemningen ved at fortælle en historie om engang hvor kongen var blevet lidt for fuld på kroen.
Lian lå på gulvet og havde latter kramper, Sukara grinte ukontrollabelt og var ved at falde ned fra sin stol, selv Muza grinte højt.
”og så blev vi, har har har, så blev vi nød til at bære ham hele vejen tilbage igennem den hemmelige gang tilbage til slottet, og så, Har har har, så kastede ham op ud over sig selv, har har har!” Shajita sad med tårer i øjnende og grinte sin grove latter.
Det tog dem et par minutter at grine færdig og imens satte Ruk sig ned ved bordet og fortærede et tørt stykke kød.
Da de havde grinet færdig fortalte Ruk om hvad han havde fået tiden til at gå med og at han havde vundet en mindre formue. Ruk gav de fleste af pengene til Shajita, de havde trods alt boet på nas hos ham i et stykke tid.
Et par timer efter spurgte Lian om hvordan de skulle finde gangen.
”Jeg har markeret den med en lille blå sten, du lægger ikke mærke til den hvis du ikke leder efter den.”
”Vil det ikke se lidt mærkeligt ud hvis en gruppe på 4 personer lige pludselig forsvinder ned i en hemmelig gang?” fortsatte han.
”Jo det ville nok se lidt mærkeligt ud men derfor vil i heller ikke gå sammen, jeg sender jer af sted herfra af forskellige ruter når mørket falder på og så venter dem der kommer først, nede i gangen på de andre.”
Lian nikkede stille det gav mening.
Få timer efter forlod Lian som den første kroen for at begive sig mod tunnellen. Kort efter gik Muza, der havde taget en stor rygsæk med og Sukara, Ruk sagde farvel til Shajita og tak for hans gæstfrihed, før han selv gik ud i byen. Shajita så efter Ruk mens han langsomt forsvandt ud i mørket. Shajita sukkede og gik tilbage til det rum hvor de havde tilbragt de sidste par dage, skak spillet stod stadig som han havde forladt det. Hvorfor havde han mon stillet det op som han havde, med en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger, stående i den ene side? Hvad var det dog han prøvede at sige? Shajita rakte ud efter brikkerne, men ombestemte sig så og lod dem stå. Der kom alligevel aldrig folk herinde og greven ville sikkert gerne have at de blev stående.
Ude i byen gik Ruk i stå. Det kunne ikke passe, kunne det? Ruk stod bare og stirrede på tegningen og teksten. Ruk greb fat i en forbipasserende og spurgte ham om han viste noget om det der stod på tegningen. Manden fortalte ham en længere historie og Ruk blev mere og mere chokeret for hver sætning. Da han havde hørt historien færdig takkede han den forbipasserende og gik videre. Faktisk var der meget der gav mere mening hvis det her var sandt, men han blev også nød til at være på vagt nu. Man kunne aldrig vide hvad der ville ske når de to mødtes, ikke mere i hvert fald.
Da Ruk endelig kravlede ned i den hemmelige gang var alle de andre der allerede. Tunnellen var ca. 2 meter bred og ligeså høj, både gulvet væggene og loftet var bygget af solide sten, det måtte have tage årevis at bygge denne tunnel tænkte Ruk.
”Du tog dig god tid.” bemærkede Sukara.
”ja jeg gik forkert.” undskyldte Ruk. ”men lads os nu bare komme videre vi har jo ikke hele natten.”
Det tog dem et stykke tid at gå igennem gangen og gangen sluttede i en blindgyde med en stige der gik lige opad.
”Okay hør her” sagde Muza til de tre andre. ”Den her stige fører op lige bag en busk som skjuler os fra vagternes blikke, to etager ovenover os er der et vindue ind til kongens arbejdsværelse. Problemet er at komme derop, og desuden er vi fuldstændig blottede på vejen derop. Der er kun en måde at gøre det her på og det afhænger alt sammen af dig.” sagde Muza hårdt og stirrede på Sukara.
Sukara smilte skummelt ”Hvad får dig til at tro at jeg kan gøre noget?”
”Jeg ved mere om dig end du tror.” Muza tog sin rygsæk af og trak en lille armbrøst op. ”Du skal kravle op af hullet og ramme den pose der hænger i et træ lige uden for muren. Derefter skal du bruge den her pil,” sagde Muza og trak en pil med et reb bundent fast på den. ”den skal du skyde op i den bjælke der er lige over os. Du skal kravle op af den og binde rebet fast til noget mere solidt i ned i rummet.”
”Jeg kan overhovedet ikke skyde med sådan et monstrum.” sagde Sukara afvigende.
”Sagde jeg ikke lige at jeg vidste mere om dig end du tror?” svarede Muza irriteret ”Jeg ved hvad du kan og det her skulle ikke være noget problem for dig.”
”Du er sku da irriterende” sagde Sukara tog pilene, armbrøsten og kravlede lynhurtigt opad stigen. Hun skubbede den flade sten der skjulte udgangen væk og kravlede langt nok op til at kunne sigte ordentligt. Hun fik hurtigt øje på den lille pose og få sekunder efter gik en pil igennem posen, og så eksploderede den i en sky af ild. Alle vagterne i gården spurtede hen for at se hvad der skete, men Sukara havde allerede sendt en pil op i bjælken lige over hende. Hun greb fat i rebet og kravlede med utrolig lethed op af det og svang sig ind i rummet. Hun rev rebet af pilen og bandt det fast omkring en pæl lige inden for vinduet. Muza kiggede op igennem hullet og så Sukara vinke ned til dem. Muza sendte Lian op først. Lian var ikke ligefrem god til den slags ting og det tog derfor et stykke tid for ham at kravle op, derefter klatrede Ruk af rebet på under halvdelen af den tid det havde taget for Lian. Muza kravlede sidst op og trak rebet ind igennem vinduet.
Rummet var stort, der stod et stort træbord i midten af rummet med en luksuriøs lænestol bagved. På væggene hang der enorme malerier og der stod også statuer forskellige steder i rummet.
”Kongen skulle vende tilbage fra et slag engang i nat og vi skal have fat i ham hvis vi vil snakke med prinsessen for hun er nemlig godt beskyttet, især når kongen ikke er her. Den eneste grund vi overhovedet kunne komme så langt her er at kongen ikke er hjemme.” Ruk satte sig over i et mørkt hjørne hvor der stod en lille men behagelig stol, Sukara lagde sig i en lille sofa der stod med ryggen mod døren, Lian fandt en bogreol hvor han besluttede sig for at bruge tiden med at læse lidt. Muza satte sig til gengæld i den store lænestol bag det flotte træbord.
Og så ventede de.
Det Røde Land del 31
I kroen var stemningen blevet løftet betydeligt, siden Ruk var gået ud for at se løbet. Det var Shajita der havde løftet stemningen ved at fortælle en historie om engang hvor kongen var blevet lidt for fuld på kroen.
Lian lå på gulvet og havde latter kramper, Sukara grinte ukontrollabelt og var ved at falde ned fra sin stol, selv Muza grinte højt.
”og så blev vi, har har har, så blev vi nød til at bære ham hele vejen tilbage igennem den hemmelige gang tilbage til slottet, og så, Har har har, så kastede ham op ud over sig selv, har har har!” Shajita sad med tårer i øjnende og grinte sin grove latter.
Det tog dem et par minutter at grine færdig og imens satte Ruk sig ned ved bordet og fortærede et tørt stykke kød.
Da de havde grinet færdig fortalte Ruk om hvad han havde fået tiden til at gå med og at han havde vundet en mindre formue. Ruk gav de fleste af pengene til Shajita, de havde trods alt boet på nas hos ham i et stykke tid.
Et par timer efter spurgte Lian om hvordan de skulle finde gangen.
”Jeg har markeret den med en lille blå sten, du lægger ikke mærke til den hvis du ikke leder efter den.”
”Vil det ikke se lidt mærkeligt ud hvis en gruppe på 4 personer lige pludselig forsvinder ned i en hemmelig gang?” fortsatte han.
”Jo det ville nok se lidt mærkeligt ud men derfor vil i heller ikke gå sammen, jeg sender jer af sted herfra af forskellige ruter når mørket falder på og så venter dem der kommer først, nede i gangen på de andre.”
Lian nikkede stille det gav mening.
Få timer efter forlod Lian som den første kroen for at begive sig mod tunnellen. Kort efter gik Muza, der havde taget en stor rygsæk med og Sukara, Ruk sagde farvel til Shajita og tak for hans gæstfrihed, før han selv gik ud i byen. Shajita så efter Ruk mens han langsomt forsvandt ud i mørket. Shajita sukkede og gik tilbage til det rum hvor de havde tilbragt de sidste par dage, skak spillet stod stadig som han havde forladt det. Hvorfor havde han mon stillet det op som han havde, med en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger, stående i den ene side? Hvad var det dog han prøvede at sige? Shajita rakte ud efter brikkerne, men ombestemte sig så og lod dem stå. Der kom alligevel aldrig folk herinde og greven ville sikkert gerne have at de blev stående.
Ude i byen gik Ruk i stå. Det kunne ikke passe, kunne det? Ruk stod bare og stirrede på tegningen og teksten. Ruk greb fat i en forbipasserende og spurgte ham om han viste noget om det der stod på tegningen. Manden fortalte ham en længere historie og Ruk blev mere og mere chokeret for hver sætning. Da han havde hørt historien færdig takkede han den forbipasserende og gik videre. Faktisk var der meget der gav mere mening hvis det her var sandt, men han blev også nød til at være på vagt nu. Man kunne aldrig vide hvad der ville ske når de to mødtes, ikke mere i hvert fald.
Da Ruk endelig kravlede ned i den hemmelige gang var alle de andre der allerede. Tunnellen var ca. 2 meter bred og ligeså høj, både gulvet væggene og loftet var bygget af solide sten, det måtte have tage årevis at bygge denne tunnel tænkte Ruk.
”Du tog dig god tid.” bemærkede Sukara.
”ja jeg gik forkert.” undskyldte Ruk. ”men lads os nu bare komme videre vi har jo ikke hele natten.”
Det tog dem et stykke tid at gå igennem gangen og gangen sluttede i en blindgyde med en stige der gik lige opad.
”Okay hør her” sagde Muza til de tre andre. ”Den her stige fører op lige bag en busk som skjuler os fra vagternes blikke, to etager ovenover os er der et vindue ind til kongens arbejdsværelse. Problemet er at komme derop, og desuden er vi fuldstændig blottede på vejen derop. Der er kun en måde at gøre det her på og det afhænger alt sammen af dig.” sagde Muza hårdt og stirrede på Sukara.
Sukara smilte skummelt ”Hvad får dig til at tro at jeg kan gøre noget?”
”Jeg ved mere om dig end du tror.” Muza tog sin rygsæk af og trak en lille armbrøst op. ”Du skal kravle op af hullet og ramme den pose der hænger i et træ lige uden for muren. Derefter skal du bruge den her pil,” sagde Muza og trak en pil med et reb bundent fast på den. ”den skal du skyde op i den bjælke der er lige over os. Du skal kravle op af den og binde rebet fast til noget mere solidt i ned i rummet.”
”Jeg kan overhovedet ikke skyde med sådan et monstrum.” sagde Sukara afvigende.
”Sagde jeg ikke lige at jeg vidste mere om dig end du tror?” svarede Muza irriteret ”Jeg ved hvad du kan og det her skulle ikke være noget problem for dig.”
”Du er sku da irriterende” sagde Sukara tog pilene, armbrøsten og kravlede lynhurtigt opad stigen. Hun skubbede den flade sten der skjulte udgangen væk og kravlede langt nok op til at kunne sigte ordentligt. Hun fik hurtigt øje på den lille pose og få sekunder efter gik en pil igennem posen, og så eksploderede den i en sky af ild. Alle vagterne i gården spurtede hen for at se hvad der skete, men Sukara havde allerede sendt en pil op i bjælken lige over hende. Hun greb fat i rebet og kravlede med utrolig lethed op af det og svang sig ind i rummet. Hun rev rebet af pilen og bandt det fast omkring en pæl lige inden for vinduet. Muza kiggede op igennem hullet og så Sukara vinke ned til dem. Muza sendte Lian op først. Lian var ikke ligefrem god til den slags ting og det tog derfor et stykke tid for ham at kravle op, derefter klatrede Ruk af rebet på under halvdelen af den tid det havde taget for Lian. Muza kravlede sidst op og trak rebet ind igennem vinduet.
Rummet var stort, der stod et stort træbord i midten af rummet med en luksuriøs lænestol bagved. På væggene hang der enorme malerier og der stod også statuer forskellige steder i rummet.
”Kongen skulle vende tilbage fra et slag engang i nat og vi skal have fat i ham hvis vi vil snakke med prinsessen for hun er nemlig godt beskyttet, især når kongen ikke er her. Den eneste grund vi overhovedet kunne komme så langt her er at kongen ikke er hjemme.” Ruk satte sig over i et mørkt hjørne hvor der stod en lille men behagelig stol, Sukara lagde sig i en lille sofa der stod med ryggen mod døren, Lian fandt en bogreol hvor han besluttede sig for at bruge tiden med at læse lidt. Muza satte sig til gengæld i den store lænestol bag det flotte træbord.
Og så ventede de.
Wednesday, September 05, 2007
Interview med forfatteren 2
Hej her er Nesluop-Everg Nomis og jeg har været heldig nok til at blive tildelt endnu et nyt interview med skaberen af Det Røde Land, Control, falken og mere eller mindre latterlige engelske noveller.
Dav med jer.
Jeg har selv taget nogle spørgsmål med i dag og jeg tænkte om du måske ville svare på nogle af dem.
Det skulle der da ikke være noget i vejen for, jeg har trods alt ikke andet at lave.
Okay mit første spørgsmål er: Hvor lang tid bruger du på at finde på de forskellige personer og deres baggrund?
Hmm… Det er faktisk ret svært at sætte tal på da det veksler enormt meget fra person til person.
Ruk kom bare som en helstøbt person lidt tid før jeg begyndte på historien, mens Lian, Muza og Sukara har udviklet sig en hel del, især her de sidste par uger. Men det skal i nok finde ud af inden længe da jeg i øjeblikket skriver som vild og gal for at få nogle af mine ideer ned på papir, harddisk, WHATEVER!
Især baggrunden til Lian tog mig lang tid at finde på, på trods af at den er rimelig ligetil men jeg havde svært ved at finde den helt rigtige stemning, og der viser sig inden længe en grund til at denne her unge dreng er så voksen som han er. Faktisk er det lidt synd for ham.
Muza har nok en af de mest forvirrende forhistorier og hans fortid binder ham sammen med ikke så få ting. Men mere om det inden så forfærdelig længe. Hans historie kom også rimelig let til mig, og grunden til at han sad i fængsel sammen med Ruk og Lian bliver også snart kendt.
Nogle af dine læsere har spurgt om hvordan den røde konge bliver og nu nærmer vi os jo afsløringen så kan du løfte sløret lidt?
Det kan jeg faktisk ikke rigtigt, da jeg ikke vil komme til at røbe for meget. Men jeg kan sige at han er den person der har voldt mig allermest besvær. Han har været alt lige fra en gammel døende konge, til en ung konge der lige var landet på tronen, han havde endda et træben en overgang. Jeg ved godt at I tænker på pirater når jeg siger træben, men det passede faktisk perfekt ind i den konge jeg havde i tankerne dengang.
Jeg blev faktisk ret overrasket over hvor stor interesse der var omkring kongen, han skulle faktisk bare have været en mindre rolle som skulle overskygges af prinsessen. Men efter interessen så har jeg genovervejet personen og har nu en konge jeg er meget gladere for.
Mere vil jeg helst ikke ind på det område.
Det er okay vi går bare videre til det næste spørgsmål: Falken er ikke blevet opdateret i et stykke tid, har du stoppet den historie eller hvad?
Nej jeg har bestemt ikke stoppet Falken, men jeg er gået i tænkeboks omkring historien, da den jo handler om kunst så kræver det faktisk en del mere tid og undersøgelse at skrive Falken end de andre historier. Derfor skriver jeg ikke nær så meget på Falken som på de andre historier.
Nu vi er ved historier der holder pause, så må jeg lige nævne Saving the Savior.
Jeg er simpelthen gået midlertidig i stå, det er uhyggeligt svært at skrive en seriøs historie om en så latterlig superhelt, så her er jeg også gået i tænkeboks.
Og nu har jeg den glæde at komme med en glædelig nyhed! Du har simpelthen indvilliget i at fortælle lidt om en person som aldrig nåede ind i historien (Det Røde Land).
Det er nemlig fuldstændig korrekt, og ham jeg vil fortælle om var jeg virkelig ked af at skille mig af med da jeg havde fundet på ALT omkring ham, undtagen et navn tror jeg.
Men den her person var faktisk en del af en lille gruppe lejemordere der arbejdede for den Hvide kejser. Jeg vil ikke fortælle jer noget om resten af gruppen da nogle af dem stadig bliver overvejet til senere brug men ham her, ham brændte jeg virkelig for.
I dagens anledning kalder vi ham for Jam, han ville nok have heddet noget mere badass hvis han var kommet med men lige nu er Jan pisse nemt at skrive så det kalder jeg ham altså!
Okay Jan arbejdede hele sit liv i en mine i de nordlige bjerge men efter en ulykke hvor en klippevæg styrtede sammen, blev der åbnet et lille hul ind i et enormt hulrum. Lederne tvang arbejderne til at hugge resten af væggen ned og det de kom ind i var en enorm hule hvor alle væggene var beklædt med mørke krystaller. Krystallerne var uhyre sjældne og derfor brød alle arbejdere og ledere ud i vild jubel. Men inde i skyggerne sad der et stille øje og holdt øje med dem, og da folkene spredte sig i hulen forlod den sin plads i loftet og lod sig dumpe ned. Udyret var enormt det var ligeså højt som tre mænd og lige så bredt. Det havde ingen mund ingen arme og ingen ben det var bare en stor kugle overbefængt med lange stærke tentakler. I midten af ”kuglen” sad der et enormt øje som lyste op i det mørke krystal hav. Det var en nedslagtning, væsnets tentakler var overalt og ikke en eneste person undslap nedslagtningen. Det var overstået på under et minut og der var kun en person der stadig var levende. Jan lå på jorden med et enorm hul igennem maven, men han blødte stort set ikke. Hvorfor han ikke var død var han ikke klar over men i hvad der kunne have været flere dage lå han på ryggen og så hullet i sin mave blive dækket af lilla tentakler der voksede ud af såret. På et tidspunkt, der kunne være gået uger Jan viste det ikke, kravlede jan ud af rummet. Hans arme var for udmattede til at bevæge ham, men nye tentakler var vokset ud overalt på hans krop og de trak ham ud af hulen.
Resten af historien var stadig lidt tåget da jeg skrottede ham men her er et overblik.
Efter han var kommet ud lærte han at styre sine tentakler og tog et job hos den skrupelløse hvide kejser for at tjene til dagen og vejen. Han blev hurtigt en del af en speciel snigmorder gruppe. På et tidspunkt bliver han sendt ud for at dræbe Ruk og det var lige før de kom til Mynrak at det skulle ske. Oprindeligt levede Jaro også på dette tidspunkt, hvor han så blev dræbt af Jan.
Grunden til at jeg skrottede Jan var at han var for overgiret. Jeg gik efter en mere realistisk historie (utroligt ikke?) og der var det store monster lidt for sindssygt, og han var også for sindssyg.
Så vil jeg sige mange tak for din tid og farvel for denne gang. Har du en sidste kommentar her på falderebet.
Ikke andet end tak for denne gang, og tak fordi at I støtter mig og mine historier.
Farvel!
Dav med jer.
Jeg har selv taget nogle spørgsmål med i dag og jeg tænkte om du måske ville svare på nogle af dem.
Det skulle der da ikke være noget i vejen for, jeg har trods alt ikke andet at lave.
Okay mit første spørgsmål er: Hvor lang tid bruger du på at finde på de forskellige personer og deres baggrund?
Hmm… Det er faktisk ret svært at sætte tal på da det veksler enormt meget fra person til person.
Ruk kom bare som en helstøbt person lidt tid før jeg begyndte på historien, mens Lian, Muza og Sukara har udviklet sig en hel del, især her de sidste par uger. Men det skal i nok finde ud af inden længe da jeg i øjeblikket skriver som vild og gal for at få nogle af mine ideer ned på papir, harddisk, WHATEVER!
Især baggrunden til Lian tog mig lang tid at finde på, på trods af at den er rimelig ligetil men jeg havde svært ved at finde den helt rigtige stemning, og der viser sig inden længe en grund til at denne her unge dreng er så voksen som han er. Faktisk er det lidt synd for ham.
Muza har nok en af de mest forvirrende forhistorier og hans fortid binder ham sammen med ikke så få ting. Men mere om det inden så forfærdelig længe. Hans historie kom også rimelig let til mig, og grunden til at han sad i fængsel sammen med Ruk og Lian bliver også snart kendt.
Nogle af dine læsere har spurgt om hvordan den røde konge bliver og nu nærmer vi os jo afsløringen så kan du løfte sløret lidt?
Det kan jeg faktisk ikke rigtigt, da jeg ikke vil komme til at røbe for meget. Men jeg kan sige at han er den person der har voldt mig allermest besvær. Han har været alt lige fra en gammel døende konge, til en ung konge der lige var landet på tronen, han havde endda et træben en overgang. Jeg ved godt at I tænker på pirater når jeg siger træben, men det passede faktisk perfekt ind i den konge jeg havde i tankerne dengang.
Jeg blev faktisk ret overrasket over hvor stor interesse der var omkring kongen, han skulle faktisk bare have været en mindre rolle som skulle overskygges af prinsessen. Men efter interessen så har jeg genovervejet personen og har nu en konge jeg er meget gladere for.
Mere vil jeg helst ikke ind på det område.
Det er okay vi går bare videre til det næste spørgsmål: Falken er ikke blevet opdateret i et stykke tid, har du stoppet den historie eller hvad?
Nej jeg har bestemt ikke stoppet Falken, men jeg er gået i tænkeboks omkring historien, da den jo handler om kunst så kræver det faktisk en del mere tid og undersøgelse at skrive Falken end de andre historier. Derfor skriver jeg ikke nær så meget på Falken som på de andre historier.
Nu vi er ved historier der holder pause, så må jeg lige nævne Saving the Savior.
Jeg er simpelthen gået midlertidig i stå, det er uhyggeligt svært at skrive en seriøs historie om en så latterlig superhelt, så her er jeg også gået i tænkeboks.
Og nu har jeg den glæde at komme med en glædelig nyhed! Du har simpelthen indvilliget i at fortælle lidt om en person som aldrig nåede ind i historien (Det Røde Land).
Det er nemlig fuldstændig korrekt, og ham jeg vil fortælle om var jeg virkelig ked af at skille mig af med da jeg havde fundet på ALT omkring ham, undtagen et navn tror jeg.
Men den her person var faktisk en del af en lille gruppe lejemordere der arbejdede for den Hvide kejser. Jeg vil ikke fortælle jer noget om resten af gruppen da nogle af dem stadig bliver overvejet til senere brug men ham her, ham brændte jeg virkelig for.
I dagens anledning kalder vi ham for Jam, han ville nok have heddet noget mere badass hvis han var kommet med men lige nu er Jan pisse nemt at skrive så det kalder jeg ham altså!
Okay Jan arbejdede hele sit liv i en mine i de nordlige bjerge men efter en ulykke hvor en klippevæg styrtede sammen, blev der åbnet et lille hul ind i et enormt hulrum. Lederne tvang arbejderne til at hugge resten af væggen ned og det de kom ind i var en enorm hule hvor alle væggene var beklædt med mørke krystaller. Krystallerne var uhyre sjældne og derfor brød alle arbejdere og ledere ud i vild jubel. Men inde i skyggerne sad der et stille øje og holdt øje med dem, og da folkene spredte sig i hulen forlod den sin plads i loftet og lod sig dumpe ned. Udyret var enormt det var ligeså højt som tre mænd og lige så bredt. Det havde ingen mund ingen arme og ingen ben det var bare en stor kugle overbefængt med lange stærke tentakler. I midten af ”kuglen” sad der et enormt øje som lyste op i det mørke krystal hav. Det var en nedslagtning, væsnets tentakler var overalt og ikke en eneste person undslap nedslagtningen. Det var overstået på under et minut og der var kun en person der stadig var levende. Jan lå på jorden med et enorm hul igennem maven, men han blødte stort set ikke. Hvorfor han ikke var død var han ikke klar over men i hvad der kunne have været flere dage lå han på ryggen og så hullet i sin mave blive dækket af lilla tentakler der voksede ud af såret. På et tidspunkt, der kunne være gået uger Jan viste det ikke, kravlede jan ud af rummet. Hans arme var for udmattede til at bevæge ham, men nye tentakler var vokset ud overalt på hans krop og de trak ham ud af hulen.
Resten af historien var stadig lidt tåget da jeg skrottede ham men her er et overblik.
Efter han var kommet ud lærte han at styre sine tentakler og tog et job hos den skrupelløse hvide kejser for at tjene til dagen og vejen. Han blev hurtigt en del af en speciel snigmorder gruppe. På et tidspunkt bliver han sendt ud for at dræbe Ruk og det var lige før de kom til Mynrak at det skulle ske. Oprindeligt levede Jaro også på dette tidspunkt, hvor han så blev dræbt af Jan.
Grunden til at jeg skrottede Jan var at han var for overgiret. Jeg gik efter en mere realistisk historie (utroligt ikke?) og der var det store monster lidt for sindssygt, og han var også for sindssyg.
Så vil jeg sige mange tak for din tid og farvel for denne gang. Har du en sidste kommentar her på falderebet.
Ikke andet end tak for denne gang, og tak fordi at I støtter mig og mine historier.
Farvel!
Tuesday, September 04, 2007
Det Røde Land del 30
De her afsnit bliver længere og længere det er skide uhyggeligt. før i tiden ville alt det der sker i dette afnit tage ca en side nu tager det 2,3 sider.
Det er forresten jubilæum jubii!
Det Røde Land del 30
Ruk var vågnet tidligt på morgnen præcis samtidig med Lian der delte værelse med ham, de kiggede et øjeblik på hinanden før de spurtede mod døren. Ude på gangen blev de mødt af Muza der boede i værelset overfor. Sammen satte de kursen mod trappen og dundrede ned af dem i retning mod det lokale de havde befundet sig i det meste af de sidste 4 dage, de maste sig samtidig igennem døren og ind i det store rum. Alle deres øjne var rettet mod et sted, det bord som greven altid sad ved, men bordet var tomt det eneste der stod tilbage var skakbrættet med den hvide konge og den hvide dronning, beskyttet af en mur af bønder, i den ene side. På den anden side stod der en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger.
”Han er væk.” mumlede Muza ”Det regnede jeg også med at han var.” Muza bandede ”Han lod ellers til at vide noget om kejseren som vi ikke ved.”
”Men hvad med Sukara, sagde hun ikke at hun var blevet besøgt af søvngængeren før?” spurgte Ruk ”måske ved hun noget.” Den lille gruppe marcherede ovenpå igen og bankede høfligt på døren ind til Sukaras værelse.
”Bare kom ind” lød det fra værelset og Muza, Lian og Ruk skyndte sig derind. Sukara sad fuld påklædt i sengen med benene over kors, Muza og Lian var iført tynde trøjer og bukser, det eneste Ruk havde på var et stykke stof om livet. De havde fortalt Sukara om Ruk’s problem for et par dage siden og hun havde taget det chokerende pænt. Nu sad hun der, fordybet i hvad der lod til at være dybe tanker, Ruk satte sig ned på en stol og ventede på at Sukara skulle se op.
”Jeg ved hvad i vil spørge om.” sagde hun uden varsel ”men jeg kan ikke fortælle jer hvorfor jeg har mødt hende før.” Muza virkede lidt chokeret over at hun havde gættet grunden til deres besøg, men kom sig hurtigt.
”Vi er nød til at vide det” insisterede Muza.
”Hvis du ikke engang kan fortælle os det hvordan skal vi så kunne stole på dig?” fortsatte Lian hårdt.
Musklerne i Muza’s hals spændtes i et øjeblik da Lian sagde det, men den eneste der lagde mærke til det var Ruk.
”Mine tidligere møder med søvngængeren angår ikke andre end mig og min afdøde mor.” Svarede hun hårdt. Ved disse ord tog Muza et lille skridt bagud som om han var blevet slået, men Lian og Sukara stirrede intenst på hinanden, så igen var det kun Ruk der lagde mærke til det.
”Gå tilbage i seng.” sagde Ruk pludseligt. Lian vendte sig om for at protestere men Ruk så ham lige i øjnene og sagde: ”Vi har ikke brug for indbyrdes strid lige nu, og det eneste der kan komme ud af den her samtale er strid.” Lian så rasende ud da han forlod rummet og Muza fulgte efter, men i modsætning lod han til at være lykkelig over at slippe ud.
Ruk sad lidt og kiggede på Sukara, hvad var der med hende? Hvad var det der gjorde hende så vigtig, for vigtig det var hun, så meget havde Ruk forstået den dag Muza var kommet tilbage med hende. Han rejste sig langsomt op, sagde godnat og forlod rummet i dybe tanker.
Næste morgen var der en trykket stemning og der blev stort set ikke talt mens de spiste morgenmad, Ruk var ikke glad for den kolde stemning så han spurgte Shajita om der ikke var et eller andet der var værd at se i byen. Da Shajita nævnte at der engang i ugen blev holdt wuma løb forsvandt Ruk ud af døren som et lyn. Ruk gik igennem de myldrede gader i munke kutten, det var fuldstændig latterligt at han måske ville komme til at opleve et nyt wuma løb. Ruk havde i Vivaro aldrig rigtig interesseret sig for sporten men han havde dog set et løb i ny og næ. Ruk maste sig igennem mængden, i den retning som Shajita havde anvist og kom efter et stykke tid ud på en åben plads.
Ruk gispede aldrig havde han set noget så fascinerende i midten af pladsen så der en flere kilometer lang bane, der var nemme flade stykker, områder hvor der lå store kampesten, et område hvor banen løb ud i floden og pæle stak op som wumaerne skulle løbe på og endda et stort stykke med skov. Men banen imponerede ham ikke så meget som det der var uden om. Rundt om hele banen rejste enorme tribuner sig op mod himlen og allerede nu var folk begyndt at stimle sammen på tribunerne, tusindvis af folk alle samme samlet for at se det forestående løb. Ruk bevægede sig selv op på tribunen og satte sig nede foran. Han havde kun lige sat sig da publikum brød ud i et vildt bifald da 8 wumaer blev trukket ind på banen, de skinnede i forskellige farver.
Der fandtes mange forskellige racer af wumaer og hver især havde de deres fordele og ulemper.
Der var tre gylden ørken wuma, de var kendt for at være stærke, hurtige men også hidsige.
Der var to røde wumaer fra områder med vulkansk aktivitet, de var gode klatrere og kunne klare enorm hede.
Der var en blå wuma fra kysten, de kunne svømme hurtigt og var adrætte af natur.
Der var også en grå wuma fra de nordlige bjerge, man sagde at de kunne kravle op af en lodret bjergside og de var enormt stærke og kunne arbejde i timevis uden hvil.
Den sidste wuma der var med var en grøn løv wuma. Ruk mærkede et underligt sug i maven da han så den. Kazuu der for så lang tid siden havde gennembordet Ruk og forvandlet ham til hvad han nu end var, havde været en grøn løv wuma. Ruk følte en vis kærlighed overfor den race, de var ganske hurtige og havde stærke bagben, de var de bedst springende wumaer og de kunne flyve igennem den tætteste skov uden at sætte farten ned.
”Kunne du tænke dig at spille?” spurgte en ung mand der var kommet hen til Ruk uden at han havde lagt mærke til det.
”Undskyld, hvad?” svarede Ruk forvirret.
”På wumaerne min gode munk” svarede han høfligt, der kom åbenbart munke her selvom det ikke helt stemte overens med deres tro.
”Nå på den måde” sagde Ruk der endelig forstod hvad der bliv snakket om, de havde trods alt også lavet væddemål i Vivaro. ”Hvad er gevindsten på løv wumaen?”
”Nummer 7? Den ligger på 15-1, men tag et råd fra en erfaren mand: den har ikke en chance mod de gyldne wumaer, især nummer 3 har gode chancer, den er dagens favorit.”
”jeg tror nu alligevel jeg vil sætte mine penge på nummer 7” sagde Ruk og fremdrog nogle mønter fra kutten som han lod falde ned i manden hånd uden at han fremviste sine misdannede hænder.
Manden skrev et par linier på en lille seddel og gav den til Ruk så sagde han farvel og gik videre med at indgå væddemål.
Kort tid efter begyndte løbet og de tre gyldne Wumaer lagde sig straks i spidsen, rær forfulgt af løv wumaen som igen var tæt forfulgt af de røde, den blå og den grå wuma. De gyldne wumaer førte klart, men da de nåede til det klippefyldte område blev de nød til at sætte farten ned. Resten af wumaerne fik dermed indhentet de forreste og den grå wuma kom faktisk i front. En af de gyldne wumaer styrtede hen mod slutningen af bjerg området og kom dermed for langt bagud til at kunne komme med i løbet igen.
I mellemtiden var de resterende wumaer nået til floden, de gyldne wumaer satte endnu engang farten ned og manøvrerede kluntet på de små pæle, de to blå wumaer sprang i vandet og svømmede med utrolig hastighed imellem de mange pæle. Den grønne løv wuma fulgte stærkt med ikke så langt bagude og da de nåede land lå en af de gyldne wumaer i front efterfulgt af de to blå og den grønne, de andre wumaer var røget langt bagud. På det korte stykke der førte op til skoven kom den gyldne wuma i front. Så forsvandt de ind imellem træerne og alt blev stille, tilskuerne sad i åndeløs spænding. Målstregen lå kun ti meter fra skovens bratte slutning. Uden nogen som helst advarsel kom den gyldne wuma spurtende ud mellem træerne, publikum brød ud i jubel da de så den sejrende wuma. Men det var ikke slut endnu, på den yderste gren i skoven landede den grønne wuma lydløst og satte af i et vældigt spring. Løv wumaen landede oven på den gyldne wuma og pressede den mod jorden så den grønne wuma med nummer 7 kunne løbe først over målstregen, til en bølge af tilråb fra imponerede tilskuere.
Ruk gik glad tilbage mod kroen, han havde hentet sine penge fra ham fyren han havde væddet med. Det viste sig at der kun var tre personer der havde satset på nummer 7 så han var virkelig tilfreds med dagen. Ruk gik lidt og tænkte over wumaerne, det var en art han aldrig havde interesseret sig særlig meget for, men skæbnen havde uløseligt bundet ham sammen med wumaerne. Når wumaer blev klækket af deres æg i fangenskab så undersøgte man dem grundigt og derefter kom de ind i en af tre kategorier: kriger wuma, løbs wuma eller arbejder wuma.
Kriger wumaerne blev derefter trænet til at kunne bevare roen i kamp og de vænnes til at bærer panser.
Løbs wumaerne bliver trænet i at bevæge sig hurtigt og fordi de ikke har nogen rytter i løbet, bliver de også trænet i lydighed og i at kunne navigere en hvilken som helst kurs eller rute.
Arbejder wumaer fik fjernet deres lange hale kort efter at de klækkede og en metal kapsel blev sat over såret for at forhindre halen i at vokse ud igen. Halen var nemlig i vejen når wumaen skulle trække vogne og lignende.
Ruk’s tankerække blev brudt da han nåede kroen og trådte indenfor.
Det er forresten jubilæum jubii!
Det Røde Land del 30
Ruk var vågnet tidligt på morgnen præcis samtidig med Lian der delte værelse med ham, de kiggede et øjeblik på hinanden før de spurtede mod døren. Ude på gangen blev de mødt af Muza der boede i værelset overfor. Sammen satte de kursen mod trappen og dundrede ned af dem i retning mod det lokale de havde befundet sig i det meste af de sidste 4 dage, de maste sig samtidig igennem døren og ind i det store rum. Alle deres øjne var rettet mod et sted, det bord som greven altid sad ved, men bordet var tomt det eneste der stod tilbage var skakbrættet med den hvide konge og den hvide dronning, beskyttet af en mur af bønder, i den ene side. På den anden side stod der en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger.
”Han er væk.” mumlede Muza ”Det regnede jeg også med at han var.” Muza bandede ”Han lod ellers til at vide noget om kejseren som vi ikke ved.”
”Men hvad med Sukara, sagde hun ikke at hun var blevet besøgt af søvngængeren før?” spurgte Ruk ”måske ved hun noget.” Den lille gruppe marcherede ovenpå igen og bankede høfligt på døren ind til Sukaras værelse.
”Bare kom ind” lød det fra værelset og Muza, Lian og Ruk skyndte sig derind. Sukara sad fuld påklædt i sengen med benene over kors, Muza og Lian var iført tynde trøjer og bukser, det eneste Ruk havde på var et stykke stof om livet. De havde fortalt Sukara om Ruk’s problem for et par dage siden og hun havde taget det chokerende pænt. Nu sad hun der, fordybet i hvad der lod til at være dybe tanker, Ruk satte sig ned på en stol og ventede på at Sukara skulle se op.
”Jeg ved hvad i vil spørge om.” sagde hun uden varsel ”men jeg kan ikke fortælle jer hvorfor jeg har mødt hende før.” Muza virkede lidt chokeret over at hun havde gættet grunden til deres besøg, men kom sig hurtigt.
”Vi er nød til at vide det” insisterede Muza.
”Hvis du ikke engang kan fortælle os det hvordan skal vi så kunne stole på dig?” fortsatte Lian hårdt.
Musklerne i Muza’s hals spændtes i et øjeblik da Lian sagde det, men den eneste der lagde mærke til det var Ruk.
”Mine tidligere møder med søvngængeren angår ikke andre end mig og min afdøde mor.” Svarede hun hårdt. Ved disse ord tog Muza et lille skridt bagud som om han var blevet slået, men Lian og Sukara stirrede intenst på hinanden, så igen var det kun Ruk der lagde mærke til det.
”Gå tilbage i seng.” sagde Ruk pludseligt. Lian vendte sig om for at protestere men Ruk så ham lige i øjnene og sagde: ”Vi har ikke brug for indbyrdes strid lige nu, og det eneste der kan komme ud af den her samtale er strid.” Lian så rasende ud da han forlod rummet og Muza fulgte efter, men i modsætning lod han til at være lykkelig over at slippe ud.
Ruk sad lidt og kiggede på Sukara, hvad var der med hende? Hvad var det der gjorde hende så vigtig, for vigtig det var hun, så meget havde Ruk forstået den dag Muza var kommet tilbage med hende. Han rejste sig langsomt op, sagde godnat og forlod rummet i dybe tanker.
Næste morgen var der en trykket stemning og der blev stort set ikke talt mens de spiste morgenmad, Ruk var ikke glad for den kolde stemning så han spurgte Shajita om der ikke var et eller andet der var værd at se i byen. Da Shajita nævnte at der engang i ugen blev holdt wuma løb forsvandt Ruk ud af døren som et lyn. Ruk gik igennem de myldrede gader i munke kutten, det var fuldstændig latterligt at han måske ville komme til at opleve et nyt wuma løb. Ruk havde i Vivaro aldrig rigtig interesseret sig for sporten men han havde dog set et løb i ny og næ. Ruk maste sig igennem mængden, i den retning som Shajita havde anvist og kom efter et stykke tid ud på en åben plads.
Ruk gispede aldrig havde han set noget så fascinerende i midten af pladsen så der en flere kilometer lang bane, der var nemme flade stykker, områder hvor der lå store kampesten, et område hvor banen løb ud i floden og pæle stak op som wumaerne skulle løbe på og endda et stort stykke med skov. Men banen imponerede ham ikke så meget som det der var uden om. Rundt om hele banen rejste enorme tribuner sig op mod himlen og allerede nu var folk begyndt at stimle sammen på tribunerne, tusindvis af folk alle samme samlet for at se det forestående løb. Ruk bevægede sig selv op på tribunen og satte sig nede foran. Han havde kun lige sat sig da publikum brød ud i et vildt bifald da 8 wumaer blev trukket ind på banen, de skinnede i forskellige farver.
Der fandtes mange forskellige racer af wumaer og hver især havde de deres fordele og ulemper.
Der var tre gylden ørken wuma, de var kendt for at være stærke, hurtige men også hidsige.
Der var to røde wumaer fra områder med vulkansk aktivitet, de var gode klatrere og kunne klare enorm hede.
Der var en blå wuma fra kysten, de kunne svømme hurtigt og var adrætte af natur.
Der var også en grå wuma fra de nordlige bjerge, man sagde at de kunne kravle op af en lodret bjergside og de var enormt stærke og kunne arbejde i timevis uden hvil.
Den sidste wuma der var med var en grøn løv wuma. Ruk mærkede et underligt sug i maven da han så den. Kazuu der for så lang tid siden havde gennembordet Ruk og forvandlet ham til hvad han nu end var, havde været en grøn løv wuma. Ruk følte en vis kærlighed overfor den race, de var ganske hurtige og havde stærke bagben, de var de bedst springende wumaer og de kunne flyve igennem den tætteste skov uden at sætte farten ned.
”Kunne du tænke dig at spille?” spurgte en ung mand der var kommet hen til Ruk uden at han havde lagt mærke til det.
”Undskyld, hvad?” svarede Ruk forvirret.
”På wumaerne min gode munk” svarede han høfligt, der kom åbenbart munke her selvom det ikke helt stemte overens med deres tro.
”Nå på den måde” sagde Ruk der endelig forstod hvad der bliv snakket om, de havde trods alt også lavet væddemål i Vivaro. ”Hvad er gevindsten på løv wumaen?”
”Nummer 7? Den ligger på 15-1, men tag et råd fra en erfaren mand: den har ikke en chance mod de gyldne wumaer, især nummer 3 har gode chancer, den er dagens favorit.”
”jeg tror nu alligevel jeg vil sætte mine penge på nummer 7” sagde Ruk og fremdrog nogle mønter fra kutten som han lod falde ned i manden hånd uden at han fremviste sine misdannede hænder.
Manden skrev et par linier på en lille seddel og gav den til Ruk så sagde han farvel og gik videre med at indgå væddemål.
Kort tid efter begyndte løbet og de tre gyldne Wumaer lagde sig straks i spidsen, rær forfulgt af løv wumaen som igen var tæt forfulgt af de røde, den blå og den grå wuma. De gyldne wumaer førte klart, men da de nåede til det klippefyldte område blev de nød til at sætte farten ned. Resten af wumaerne fik dermed indhentet de forreste og den grå wuma kom faktisk i front. En af de gyldne wumaer styrtede hen mod slutningen af bjerg området og kom dermed for langt bagud til at kunne komme med i løbet igen.
I mellemtiden var de resterende wumaer nået til floden, de gyldne wumaer satte endnu engang farten ned og manøvrerede kluntet på de små pæle, de to blå wumaer sprang i vandet og svømmede med utrolig hastighed imellem de mange pæle. Den grønne løv wuma fulgte stærkt med ikke så langt bagude og da de nåede land lå en af de gyldne wumaer i front efterfulgt af de to blå og den grønne, de andre wumaer var røget langt bagud. På det korte stykke der førte op til skoven kom den gyldne wuma i front. Så forsvandt de ind imellem træerne og alt blev stille, tilskuerne sad i åndeløs spænding. Målstregen lå kun ti meter fra skovens bratte slutning. Uden nogen som helst advarsel kom den gyldne wuma spurtende ud mellem træerne, publikum brød ud i jubel da de så den sejrende wuma. Men det var ikke slut endnu, på den yderste gren i skoven landede den grønne wuma lydløst og satte af i et vældigt spring. Løv wumaen landede oven på den gyldne wuma og pressede den mod jorden så den grønne wuma med nummer 7 kunne løbe først over målstregen, til en bølge af tilråb fra imponerede tilskuere.
Ruk gik glad tilbage mod kroen, han havde hentet sine penge fra ham fyren han havde væddet med. Det viste sig at der kun var tre personer der havde satset på nummer 7 så han var virkelig tilfreds med dagen. Ruk gik lidt og tænkte over wumaerne, det var en art han aldrig havde interesseret sig særlig meget for, men skæbnen havde uløseligt bundet ham sammen med wumaerne. Når wumaer blev klækket af deres æg i fangenskab så undersøgte man dem grundigt og derefter kom de ind i en af tre kategorier: kriger wuma, løbs wuma eller arbejder wuma.
Kriger wumaerne blev derefter trænet til at kunne bevare roen i kamp og de vænnes til at bærer panser.
Løbs wumaerne bliver trænet i at bevæge sig hurtigt og fordi de ikke har nogen rytter i løbet, bliver de også trænet i lydighed og i at kunne navigere en hvilken som helst kurs eller rute.
Arbejder wumaer fik fjernet deres lange hale kort efter at de klækkede og en metal kapsel blev sat over såret for at forhindre halen i at vokse ud igen. Halen var nemlig i vejen når wumaen skulle trække vogne og lignende.
Ruk’s tankerække blev brudt da han nåede kroen og trådte indenfor.
Monday, September 03, 2007
CONTROLLED 13
Det her kapitel skulle oprindelig have været længere men jeg besluttede at splitte det i to. hvorfor? fordi det er pisse sent og jeg skal tidligt op. Snakkes!
CONTROLLED 13
Lucarad var dybt chokeret, den hemmelige indgang havde befundet sig unde 3 meter fra ham men han havde slet ikke lagt mærke til den, dem der havde bygget det her sted havde været dygtige. Lucarad stod lidt i mørket efter døren var gået i bag dem og lod sine øjne vende sig til mørket, og igen blev han overrasket. Hvor bygningen havde lignet noget fra det 16 århundrede udefra, lignede det mere en stor computer inden i. væggene var fyldt med computer skærme, ledninger og tastaturer.
”Det er overvågningsrummet, der er kameraer overalt omkring hovedkvarteret og det her rum er bemandet 24 timer i døgnet.”
”Der er da ikke nogen herinde nu.” svarede Lucarad og tjekkede lynhurtigt alle rummet hjørner efter gemte personer.
”Nej men hun kommer nok tilbage inden længe.” Ritai gik hen til væggen og trykkede på to tilsyneladende tilfældige knapper og to små plader skød sig langsomt ud af væggen. Ritai satte sig på den ene og gestikulerede til Lucarad om at sætte sig på den anden. Lucarad satte sig og blev overrasket over hvor behageligt det var at side på den lille plade af hvad der lod til at være meget blødt metal. De sad lidt i stilhed kun med en svag summen fra en skjult server til at holde dem ved selskab. Mens de sad der i computerskærmenes glød studerede de værd især hinanden indgående.
Lucarad var sikker på at han kendte Ritai et eller sted fra, der var et eller andet ved hende som han syntes at kunne huske, men han kunne ikke sætte finger på hvad det var og hvor han havde mødt det før.
Ritai studerede også Lucarad, han var stadig inspektør, det var uventet hun havde regnet med at han ville være kaptajn nu. Men der var nu et eller andet der ikke stemte omkring ham, hvad det var der ikke stemte var hun ikke sikker på men han var i hvert fald hurtig, kun få katerianere kunne løbe Ritai ind og det var første gang at hun havde mødt et menneske der kunne følge med. Ritai studerede hans ansigt, hans ansigtstræk var smukke på trods af at han kun var et menneske, og hans blå øjne var dybe som skovsøer. Et øjeblik så de hinanden i øjnene før de hver især slog blikke ned, forlegen over at blive taget i at studere modparten så intenst.
Lucarad og Ritai hørte dem samtidig, små uhørlige skridt. Skridtene var hurtige men blev dæmpet af de bløde trædepuder som katerianerne havde under deres fødder. Skridtene kom hurtigt nærmere og Lucarad begyndte at rører uroligt på sig. Ritai bragte ham dog til ro med et sukkersødt smil og en lille håndbevægelse. Trinende blev bragt til ende da en yderst smuk kvindelig Kateria drejede om et hjørne og ind i deres synsfelt, hendes pels var en smuk gul farve og hendes øjne var en smuk gylden farve. De var da opspilede i chok over at få øje på et menneske inde i hendes personlige domæne, men så fik hun øje på Ritai og lyste op i et smil. Hun udstødte et højt lykkeligt miav og kastede sig i armene på Ritai der gengældte omfavnelsen. Den nytilkomne holdt Ritai ud i armslængde og kiggede op og ned af hende, og begyndte at spinde i en høj tone. Ritai svarede hendes spinden med sin egen og det gik op for Lucarad at det måttet være deres måde at kommunikerer på. De spandt hele aldrig i det samme tone lag, deres spinden steg og faldt i tonerne og til tider blev den akkompagneret af et lavt miav og en enkelt gang et lille hvæs. Lucarad sad bare stille og lyttede, de havde åbenbart meget at snakke om, han kunne intet forstå men han mente ikke det ville være særlig pænt at bryde ind i samtalen, især ikke da de lod til at have savnet hinanden. Han sad bare stille og betragtede dem, de kendte tydeligvis hinanden godt og de virkede nærmest som søstre, eller i hvert fald bedste veninder. Det tog dem omkring 5 minutter før deres ellers ustoppelige spinden ebbede ud og de vendte sig imod Lucarad. Ritai introducerede den gul pelsede Kateria som Mani og fortalte at de havde kendt hinanden siden Ritai var kommet til klanen. Hun fortalte at de var kommet godt ud af det med hinanden fra starten af og at den lidt yngre Mani havde lært hende alt om hovedkvarteret. Mani havde heller ikke nogen forældre og selvom de ikke sagde det var det tydeligt for Lucarad at de var mere end venner de var blevet en slags søstre og han var sikker på at de elskede hinanden meget højt. Ritai havde fortalt Mani at Lucarad og hende havde brug for hjælp og hvis Ritai stolede på ham så stolede Mani på ham.
”Vi har brug for at snakke med den gamle, ved du hvor han er henne?”
”Den Gamle?” hun vendte sig mod en af computerskærmende og rørte let ved den. Skærmen blev delt op i 16 små ruder der hver viste et rum fra et højt perspektiv. ”I det lille tronrum, jeg tror han sover.”
”Så må vi desværre gå nu.” Hun rejste sig op og gav Mani et kærligt kram, ”Det var rart at se dig igen, jeg skal nok komme og sige farvel før vi tager videre.” Lucarad rejste sig op og fulgte efter Ritai der gik ud af rummet. Hun stoppede dog op i døren og sagde over skulderen ”Kan du ikke sende vagterne til pause? De arbejde jo så hårdt.”
Mani fniste glad da de forlod hende i rummet, før hun sendte vagterne til pause.
CONTROLLED 13
Lucarad var dybt chokeret, den hemmelige indgang havde befundet sig unde 3 meter fra ham men han havde slet ikke lagt mærke til den, dem der havde bygget det her sted havde været dygtige. Lucarad stod lidt i mørket efter døren var gået i bag dem og lod sine øjne vende sig til mørket, og igen blev han overrasket. Hvor bygningen havde lignet noget fra det 16 århundrede udefra, lignede det mere en stor computer inden i. væggene var fyldt med computer skærme, ledninger og tastaturer.
”Det er overvågningsrummet, der er kameraer overalt omkring hovedkvarteret og det her rum er bemandet 24 timer i døgnet.”
”Der er da ikke nogen herinde nu.” svarede Lucarad og tjekkede lynhurtigt alle rummet hjørner efter gemte personer.
”Nej men hun kommer nok tilbage inden længe.” Ritai gik hen til væggen og trykkede på to tilsyneladende tilfældige knapper og to små plader skød sig langsomt ud af væggen. Ritai satte sig på den ene og gestikulerede til Lucarad om at sætte sig på den anden. Lucarad satte sig og blev overrasket over hvor behageligt det var at side på den lille plade af hvad der lod til at være meget blødt metal. De sad lidt i stilhed kun med en svag summen fra en skjult server til at holde dem ved selskab. Mens de sad der i computerskærmenes glød studerede de værd især hinanden indgående.
Lucarad var sikker på at han kendte Ritai et eller sted fra, der var et eller andet ved hende som han syntes at kunne huske, men han kunne ikke sætte finger på hvad det var og hvor han havde mødt det før.
Ritai studerede også Lucarad, han var stadig inspektør, det var uventet hun havde regnet med at han ville være kaptajn nu. Men der var nu et eller andet der ikke stemte omkring ham, hvad det var der ikke stemte var hun ikke sikker på men han var i hvert fald hurtig, kun få katerianere kunne løbe Ritai ind og det var første gang at hun havde mødt et menneske der kunne følge med. Ritai studerede hans ansigt, hans ansigtstræk var smukke på trods af at han kun var et menneske, og hans blå øjne var dybe som skovsøer. Et øjeblik så de hinanden i øjnene før de hver især slog blikke ned, forlegen over at blive taget i at studere modparten så intenst.
Lucarad og Ritai hørte dem samtidig, små uhørlige skridt. Skridtene var hurtige men blev dæmpet af de bløde trædepuder som katerianerne havde under deres fødder. Skridtene kom hurtigt nærmere og Lucarad begyndte at rører uroligt på sig. Ritai bragte ham dog til ro med et sukkersødt smil og en lille håndbevægelse. Trinende blev bragt til ende da en yderst smuk kvindelig Kateria drejede om et hjørne og ind i deres synsfelt, hendes pels var en smuk gul farve og hendes øjne var en smuk gylden farve. De var da opspilede i chok over at få øje på et menneske inde i hendes personlige domæne, men så fik hun øje på Ritai og lyste op i et smil. Hun udstødte et højt lykkeligt miav og kastede sig i armene på Ritai der gengældte omfavnelsen. Den nytilkomne holdt Ritai ud i armslængde og kiggede op og ned af hende, og begyndte at spinde i en høj tone. Ritai svarede hendes spinden med sin egen og det gik op for Lucarad at det måttet være deres måde at kommunikerer på. De spandt hele aldrig i det samme tone lag, deres spinden steg og faldt i tonerne og til tider blev den akkompagneret af et lavt miav og en enkelt gang et lille hvæs. Lucarad sad bare stille og lyttede, de havde åbenbart meget at snakke om, han kunne intet forstå men han mente ikke det ville være særlig pænt at bryde ind i samtalen, især ikke da de lod til at have savnet hinanden. Han sad bare stille og betragtede dem, de kendte tydeligvis hinanden godt og de virkede nærmest som søstre, eller i hvert fald bedste veninder. Det tog dem omkring 5 minutter før deres ellers ustoppelige spinden ebbede ud og de vendte sig imod Lucarad. Ritai introducerede den gul pelsede Kateria som Mani og fortalte at de havde kendt hinanden siden Ritai var kommet til klanen. Hun fortalte at de var kommet godt ud af det med hinanden fra starten af og at den lidt yngre Mani havde lært hende alt om hovedkvarteret. Mani havde heller ikke nogen forældre og selvom de ikke sagde det var det tydeligt for Lucarad at de var mere end venner de var blevet en slags søstre og han var sikker på at de elskede hinanden meget højt. Ritai havde fortalt Mani at Lucarad og hende havde brug for hjælp og hvis Ritai stolede på ham så stolede Mani på ham.
”Vi har brug for at snakke med den gamle, ved du hvor han er henne?”
”Den Gamle?” hun vendte sig mod en af computerskærmende og rørte let ved den. Skærmen blev delt op i 16 små ruder der hver viste et rum fra et højt perspektiv. ”I det lille tronrum, jeg tror han sover.”
”Så må vi desværre gå nu.” Hun rejste sig op og gav Mani et kærligt kram, ”Det var rart at se dig igen, jeg skal nok komme og sige farvel før vi tager videre.” Lucarad rejste sig op og fulgte efter Ritai der gik ud af rummet. Hun stoppede dog op i døren og sagde over skulderen ”Kan du ikke sende vagterne til pause? De arbejde jo så hårdt.”
Mani fniste glad da de forlod hende i rummet, før hun sendte vagterne til pause.
Saturday, September 01, 2007
en lille gåde
Do u roxor for r3al?
If u roxor find th c0d3 an win, lol.
Th c0d3 i$ 4 l3tt3rs long an th answ3r is hidn in this t3xt.
Wh3n u figur out th c0d3 writ to me and ill t3ll if u roxor f0r r3al
Med andre ord har jeg fundet på en kode bestående af 4 bogstaver eller tal og den overstående tekst skujler svaret. Kan du finde svaret? Skriv til mig når du tror du ved hvad svaret er.
If u roxor find th c0d3 an win, lol.
Th c0d3 i$ 4 l3tt3rs long an th answ3r is hidn in this t3xt.
Wh3n u figur out th c0d3 writ to me and ill t3ll if u roxor f0r r3al
Med andre ord har jeg fundet på en kode bestående af 4 bogstaver eller tal og den overstående tekst skujler svaret. Kan du finde svaret? Skriv til mig når du tror du ved hvad svaret er.
Subscribe to:
Posts (Atom)