jeg er blevet virkelig bidt af Line rider så her kommer nogle flere baner jeg har lavet
Lack:
http://www.youtube.com/watch?v=KaO1M6QrAHs
Running away:
http://www.youtube.com/watch?v=l28Dud4F2Nk
Why not:
http://www.youtube.com/watch?v=xJdFDuZnEgU
Anatomi:
http://www.youtube.com/watch?v=UNOeiVLA3ls
Saturday, January 27, 2007
Tuesday, January 16, 2007
line rider
jeg er i øjeblikket optaget af spillet line rider
http://www.official-linerider.com/play.html hvor man laver en bane til en fyr på en kælk and off he go! til hæder eller død. spillet har ikke noget mål men er fremragende tidsfordriv og en mulighed for a produsere noget mens man stener. her er to baner jeg har lavet:
http://www.youtube.com/watch?v=P-DKu3fpOqw
http://www.youtube.com/watch?v=2KsqWfRX35k
http://www.official-linerider.com/play.html hvor man laver en bane til en fyr på en kælk and off he go! til hæder eller død. spillet har ikke noget mål men er fremragende tidsfordriv og en mulighed for a produsere noget mens man stener. her er to baner jeg har lavet:
http://www.youtube.com/watch?v=P-DKu3fpOqw
http://www.youtube.com/watch?v=2KsqWfRX35k
Monday, January 15, 2007
CONTROL 4
Skuddet ramte perfekt og flåede et kæmpe hul igennem den firearmede allien fra planet F19. E17 følte hverken glæde eller angre da allienen sank om i en blodpøl, sådanne fæelser var ubrugelige på en slagmark. Det ene skud og det ene dødsfald, slog rebellerne ud af deres trancelignende tilstand, og ind i en rus af blod død og ødelæggelse.
Den dag blev der skrevet historie, en historie som aldrig ville finde vej til kongerigets beboere, men den dag var den vigtigste i mange år. Det var den dag kongeriget slettede endnu en PEARL base fra landkortet…
Det var dette E17 var programmeret til: dansen med døden. E17 fyrede løs og lagde fjender ned som ingen anden, hvert eneste skud ramte og flåede en ny mand til jorden. Der var noget der var forkert beregnede E17 chip mens resten af maskineriet koncentrere sig om kampen. Oplysningerne fortalte om en base med avanceret kampudstyr og en hær der var langt større end denne. Et baghold måske? Nej (sandsynlighed: 20%) stedet var for åbent til et effektivt baghold. E17 tog geværet i højre hånd da en fjende kom for tæt på, og samtidig blev hans venstre underarm splittet i tre og en enorm stikflamme stod ud af den nu synlige flammekaster. Fjenden brændte op i løbet af få sekunder, hvorefter armen lukkede sig igen og E17 genoptog skyderiet. Blev den virkelige styrke gemt til et afgørende tidspunkt hvor den kunne sendes ind uden varsel? Nej (sandsynlighed: 10%) for denne mulighed, der var simpelthen ikke plads til at gemme en så stor styrke. Et bombardement? måske (Sandsynlighed: 45%) men PEARL ville næppe risikere at springe deres egne tropper i luften. En afledning? meget muligt (sandsynlighed: 78%) men en afledning fra hvad? I løbet af 3,6 sekunder havde E17 delt sine ”tanker” med resten af E’erne og modtaget svar igen.
8% havde ikke svaret.
25% var kommet til et andet resultat, men
67% mente at det var en afledning for at dække over et angreb.
…Og kongeriget led sit første nederlag siden ECU Alfa blev sat i produktion.
Planen var ligeså simpel som den var genial:
Trin 1: oplysninger blev lækket om en ”hemmelig” PEARL base,
Trin 2: kongeriget sender sine nye ECUer ud for at destruere PEARL basen,
Trin 3: angreb på G59
Trin 4: H37 springes i luften
Få timer efter ECUerne havde forladt G59 blev planeten ramt af en mindre meteor regn. Det sete regelmæssigt på planeten så der var ingen panik eller problemer. Kun 3 meteorer trængte gennem atmosfæren og to af den blev hurtigt fundet, målt og indsamlet. Men den sidste meteor var ingen steder at finde. ”Meteoren” havde i virkeligheden været et minirumskib der var designet til at begrave sig dybt i jorden når den ramte overfladen. Derefter gravede rumskibet med dens passager sig ned i undergrunder med enorm fart indtil den fandt hvad den ledte efter en lille magma lomme der lå lige under fabrik nummer 8E.
Eksplosionen der blev udløst af den lille pige satte en kædereaktion i gang som medførte at en enorm mængde magma blev tvunget mod overfladen.
Det tog ECUerne ca. 1 time at besejre fjenden og underrette deres foresatte om deres mistænksomhed, den blev dog fejet til side med en ordre om at koncentrere sig om kampen. Kort efter kampen var slut sprang H37 i luften. Kun 3 delinger af ECUerne var på nået væk fra planeten og i sikkerhed
Den dag blev der skrevet historie, en historie som aldrig ville finde vej til kongerigets beboere, men den dag var den vigtigste i mange år. Det var den dag kongeriget slettede endnu en PEARL base fra landkortet…
Det var dette E17 var programmeret til: dansen med døden. E17 fyrede løs og lagde fjender ned som ingen anden, hvert eneste skud ramte og flåede en ny mand til jorden. Der var noget der var forkert beregnede E17 chip mens resten af maskineriet koncentrere sig om kampen. Oplysningerne fortalte om en base med avanceret kampudstyr og en hær der var langt større end denne. Et baghold måske? Nej (sandsynlighed: 20%) stedet var for åbent til et effektivt baghold. E17 tog geværet i højre hånd da en fjende kom for tæt på, og samtidig blev hans venstre underarm splittet i tre og en enorm stikflamme stod ud af den nu synlige flammekaster. Fjenden brændte op i løbet af få sekunder, hvorefter armen lukkede sig igen og E17 genoptog skyderiet. Blev den virkelige styrke gemt til et afgørende tidspunkt hvor den kunne sendes ind uden varsel? Nej (sandsynlighed: 10%) for denne mulighed, der var simpelthen ikke plads til at gemme en så stor styrke. Et bombardement? måske (Sandsynlighed: 45%) men PEARL ville næppe risikere at springe deres egne tropper i luften. En afledning? meget muligt (sandsynlighed: 78%) men en afledning fra hvad? I løbet af 3,6 sekunder havde E17 delt sine ”tanker” med resten af E’erne og modtaget svar igen.
8% havde ikke svaret.
25% var kommet til et andet resultat, men
67% mente at det var en afledning for at dække over et angreb.
…Og kongeriget led sit første nederlag siden ECU Alfa blev sat i produktion.
Planen var ligeså simpel som den var genial:
Trin 1: oplysninger blev lækket om en ”hemmelig” PEARL base,
Trin 2: kongeriget sender sine nye ECUer ud for at destruere PEARL basen,
Trin 3: angreb på G59
Trin 4: H37 springes i luften
Få timer efter ECUerne havde forladt G59 blev planeten ramt af en mindre meteor regn. Det sete regelmæssigt på planeten så der var ingen panik eller problemer. Kun 3 meteorer trængte gennem atmosfæren og to af den blev hurtigt fundet, målt og indsamlet. Men den sidste meteor var ingen steder at finde. ”Meteoren” havde i virkeligheden været et minirumskib der var designet til at begrave sig dybt i jorden når den ramte overfladen. Derefter gravede rumskibet med dens passager sig ned i undergrunder med enorm fart indtil den fandt hvad den ledte efter en lille magma lomme der lå lige under fabrik nummer 8E.
Eksplosionen der blev udløst af den lille pige satte en kædereaktion i gang som medførte at en enorm mængde magma blev tvunget mod overfladen.
Det tog ECUerne ca. 1 time at besejre fjenden og underrette deres foresatte om deres mistænksomhed, den blev dog fejet til side med en ordre om at koncentrere sig om kampen. Kort efter kampen var slut sprang H37 i luften. Kun 3 delinger af ECUerne var på nået væk fra planeten og i sikkerhed
Friday, January 12, 2007
CONTROL 3
først lige lidt forord: "flibib" er et godt ord :) enjoy
Location:
System: 17,
Planet: (H37 også kendt som den grå planet),
Da E17 blev aktiveret efter den lange flyvetur var skibet i gang med at trænge igennem H37’s atmosfære. Der var kun en svag rumlen da de gik gennem og ikke som i tidligere tider rumskibe som blev rystet fra hinanden og som næsten brændte op i atmosfæren. Det var blevet undgået ved at fryse luften lige omkring skroget til is, ved hjælp af flydende kvælstof. Rumskibet satte farten ned og landede blødt på den golde jord. En stor mekanisk arm greb fat i den blok E17 sad i og trak dem mod udgangen. Under flyveturen havde ECU’erne siddet i små beholdere som var specielt fremstillet til Epsilon modellen, nu gik beholderne op og halvtreds ECUer rejste sig synkront. Gruppen marcherede ud af rumskibet og stillede sig på rad og række, E17 stod forrest og stirrede ud over hvad der snart skulle blive en slagmark. Over for ECUerne stod en mest bizarre hær E17 nogen sinde havde hørt om: Aliens i alle afskygninger, de små, de grå, de mange armede og dem der til forveksling lignede mennesker bortset fra ansigtet eller psyken. Og nu stod de der på ræd og række dårligt udrustede og skræmte, hvis E17 havde været programmeret til det ville han nok le i denne situation. Det var jo latterligt ville han tænke nogle af dem brugte stadig våben lavet af metal. Alderede mens ECU Gamma blev produceret blev et nyt stof opfundet: Simetra. Det var et stof man fandt for første gang på Mars og siden fandt mange andre steder, Simetra var hårdt som stål men havde ingen af de fysiske egenskaber som normalt metal har; det var ikke elektrisk ledende, det kunne ikke opløses i syre og frem for alt var det ikke varme ledende. Det gjorde det til det perfekte stof at lave geværer af da der ikke var nogen chance for at geværet ville overhede da alt varmen strømmede direkte igennem og ud i luften. Alle E tropperne brugt desuden helt nye projektiler: de var lavet af Simetra og havde et halvt milligram pluton monteret på spidsen. Pluton var et yderst sprængfarligt grundstof der blev udvundet i et sort hul. Når et sort hul havde suget nok energi til sig begyndte den at udskille dette dybt sorte stof som sprang i luften ved kontakt med fast materiale. Det lykkedes dog forskerne at holde den i ro med et kraftigt magnetisk felt, men i den form var den alt for ustabil til at blive brugt i militæret og det tog 4 år for forskerne at finde den rigtige blanding af pluton magnesium og to andre klassificerede stoffer, før at Pluton blev stabilt og kunne opbevares uden risici. Men når plutonen i spidsen af kuglen ramte sit mål sprang den i luften inde i kroppen og lavede enorm ravage. Det var 10 gram af ufortyndet pluton der drev E17 og de andre Epsilons.
Som de to hære stod der ovre for hinanden faldt E17s processor over den slående lighed mellem denne scene og den amerikanske uafhængigheds krig, både opstillingen og motiverne var de samme. E17 slog memory sektionen fra og løsnede det første skud på ordre fra højeste sted.
Langt derfra sad en enlig alien på 84 år men aldrig havde lignet andet end en 6 årig, i en lille beholder dybt under jorden. Hun grinte stille, trykkede på knappen og håbede at det næste liv ville blive bedre
Location:
System: 17,
Planet: (H37 også kendt som den grå planet),
Da E17 blev aktiveret efter den lange flyvetur var skibet i gang med at trænge igennem H37’s atmosfære. Der var kun en svag rumlen da de gik gennem og ikke som i tidligere tider rumskibe som blev rystet fra hinanden og som næsten brændte op i atmosfæren. Det var blevet undgået ved at fryse luften lige omkring skroget til is, ved hjælp af flydende kvælstof. Rumskibet satte farten ned og landede blødt på den golde jord. En stor mekanisk arm greb fat i den blok E17 sad i og trak dem mod udgangen. Under flyveturen havde ECU’erne siddet i små beholdere som var specielt fremstillet til Epsilon modellen, nu gik beholderne op og halvtreds ECUer rejste sig synkront. Gruppen marcherede ud af rumskibet og stillede sig på rad og række, E17 stod forrest og stirrede ud over hvad der snart skulle blive en slagmark. Over for ECUerne stod en mest bizarre hær E17 nogen sinde havde hørt om: Aliens i alle afskygninger, de små, de grå, de mange armede og dem der til forveksling lignede mennesker bortset fra ansigtet eller psyken. Og nu stod de der på ræd og række dårligt udrustede og skræmte, hvis E17 havde været programmeret til det ville han nok le i denne situation. Det var jo latterligt ville han tænke nogle af dem brugte stadig våben lavet af metal. Alderede mens ECU Gamma blev produceret blev et nyt stof opfundet: Simetra. Det var et stof man fandt for første gang på Mars og siden fandt mange andre steder, Simetra var hårdt som stål men havde ingen af de fysiske egenskaber som normalt metal har; det var ikke elektrisk ledende, det kunne ikke opløses i syre og frem for alt var det ikke varme ledende. Det gjorde det til det perfekte stof at lave geværer af da der ikke var nogen chance for at geværet ville overhede da alt varmen strømmede direkte igennem og ud i luften. Alle E tropperne brugt desuden helt nye projektiler: de var lavet af Simetra og havde et halvt milligram pluton monteret på spidsen. Pluton var et yderst sprængfarligt grundstof der blev udvundet i et sort hul. Når et sort hul havde suget nok energi til sig begyndte den at udskille dette dybt sorte stof som sprang i luften ved kontakt med fast materiale. Det lykkedes dog forskerne at holde den i ro med et kraftigt magnetisk felt, men i den form var den alt for ustabil til at blive brugt i militæret og det tog 4 år for forskerne at finde den rigtige blanding af pluton magnesium og to andre klassificerede stoffer, før at Pluton blev stabilt og kunne opbevares uden risici. Men når plutonen i spidsen af kuglen ramte sit mål sprang den i luften inde i kroppen og lavede enorm ravage. Det var 10 gram af ufortyndet pluton der drev E17 og de andre Epsilons.
Som de to hære stod der ovre for hinanden faldt E17s processor over den slående lighed mellem denne scene og den amerikanske uafhængigheds krig, både opstillingen og motiverne var de samme. E17 slog memory sektionen fra og løsnede det første skud på ordre fra højeste sted.
Langt derfra sad en enlig alien på 84 år men aldrig havde lignet andet end en 6 årig, i en lille beholder dybt under jorden. Hun grinte stille, trykkede på knappen og håbede at det næste liv ville blive bedre
Thursday, January 11, 2007
Det Røde Land del 18
Det er lidt lang tid siden i sidst fik nyt fra det røde land så jeg har lavet det nok hidtil længste kapitel og introdusere en ny person jeg har arbejdet på som måske/måske ikke er vigtig:P her er DRL del 18 enjoy
Det Røde Land del 18
Den lille gruppe blev på det hellige bibliotek i et par dage før de tog videre, de brugte tiden der på at læse i de mange bøger og ellers bare hvile ud før deres sidste etape mod Mynrak. Munken fik sit mad fra en lille have og nogle høns han havde i en lille gårdhave. Da de forlod stedet takkede de mange gange for gæstfriheden og gik så videre langs floden.
Røgen snoede sig op mod den mørke himmel og flammerne buldrede under røgen. 4 mærkelige fyre som Muza påstod, kom fra bjergende i nord dansede rundt om det enorme bål og sang lystigt om mad. Lidt derfra sad Ruk, Muza og Lian bagbundet.
”Hvad fanden var det lige der skete?” tænkte Ruk for femte gang de sidste fem minutter. Ham de havde mødt mellem ligene for lidt over en uge siden var pludseligt dukket op midt på sletten og havde sunget i vilden sky. Mens de havde stået og stirret på ham var de blevet slået ned bagfra og slæbt ned til åen hvor de så havde lavet bålet og tændt det da natten faldt på, og så havde Ruk, Lian og Muza bare siddet der og ventet på det uundgåelige. Der var jo kun en mulighed for hvad de ville gøre, ingen havde sagt det men de vidste alle tre hvad der skulle ske, at blive spidst var ikke lige hvad Ruk havde regnet med da han tog af sted med karavanen dengang. Ruk sukkede og kiggede ud over sletten og lagde mærke til at mørket virkede tættere end normalt. Ruk så lidt bedre efter men selv ikke hans rovdyr øjne kunne se igennem den tætte mørke der så ud til at komme tættere på inde fra sletten. Ruk puffede til Lian ved siden af sig der sad som forstenet og nikkede over mod det mærkelige mørke. Lian så skrækslagen ud og puffede til Muza for at han også skulle se det.
”Det ser da ret mærkeligt ud det der” mumlede Muza men mere nåede han ikke at sige før de fire bjerg fyre greb fat i ham, Ruk og Lian. Ruk Lian og Muza kæmpede imod det bedste de havde lært da de fire bjerg fyre forsøgte at binde dem fast til en pæl, det gik meget godt indtil en af dem trak et sværd og satte det hen foran Ruk’s strube, så var der ikke andet at gøre end at lade sig binde til pælen. Bagefter byggede de et primitivt stativ omkring bålet der så ud til at holde de to ender af den stag de tre venner var bundet til.
”De vil stege os!” udbrød Lian med panik i stemmen ”vi må væk!” Men det var udelukket de fire bjerg fyre var allerede tilbage og med et støn af anstrengelse løftede de pælen og på deres skuldre og gik over mod bålet. Ruk sprællede det bedste han havde lært men det nyttede ikke noget, men lige da han havde opgivet håbet og begyndte at forberede sig på døden, blev himlen levende.
Små sorte torpedoer hamrede ind i de to forreste bærere der skreg af smerte og tabte stangen som tumlede ned på jorden. De fire bjerg fyre trak deres våben og forsøgte at finde ud af hvad der var sket. To af den var overstrøet med ridser og det der havde angrebet dem var forsvundet. En af dem råbte lige pludseligt og pegede in mod sletten.
Der gik en mand hyldet i mørket frem mod dem, han gik ganske roligt, som om han ikke havde en eneste ting at bekymre sig om. Han var høj, kunne Ruk se og han gik vidst med en sort kappe. Ruk gøs hans hud var sort som kul og han bar et sværd i en smukt udskåret skede ved hans venstre side. En af bjergmændene råbte truende og viftede med sit sværd, Manden reagerede ved at trække sit eget, det ar smukt, sort blankt og tydeligvis knivskarpt.
”en katana” mumlede Muza, Ruk havde hørt om katana’er de kom fra østen og skulle være skarpere og hurtigere end normale sværd. Manden stillede sig i kampposition med spredte ben og sværdet foran sig. Det føltes som en evighed at de bare stod der og stirrede på hinanden, ingen rørte på sig eller sagde en lyd, selv bålet lod til at dæmpe sig. Pludselig stormede de fire bjergmænd frem mod manden som stadig ikke flyttede sig, først da den forreste var en meter foran ham reagerede han. På et spildt sekund stormede han frem og stod lige pludselig bag den mens bjergmændene langsomt sank sammen bag ham.
”hvad fanden skete der” mulede Muza og kiggede hen på de døde folk og den mystiske mand ”jeg nåede ikke at se noget, det gik så hurtigt” Ruk vidste præcist hvad han mente han havde selv kun lige akkurat kunne se det. Han var sprunget frem med utrolig fart og havde skilt den første mands hoved fra han krop, han havde så sat af igen og hugget de to næste ned, hvorefter han havde forsat til den sidste. Og nu stod han der uden en skramme og tørrede blodet af sværdet, da en af de fire rejste sig op igen. Han blødte kraftigt fra et dybt sår i brystet men stormede alligevel frem mod manden. Manden stak sværdet i skeden og vendte sig mod den angribende bjergmand og trak derefter kappen ud i så man kunne se hvad den indeholdt. Ruk nåede lige at få et glimt af dem før de gik til angreb: flagermus, ikke normale flagermus men enorme flagermus hver af dem på størrelse med en tallerken gik de alle sammen til angreb på den overlevende. Ca. 20 var der skønnede Ruk og de gik skånselsløst til angreb bjergmanden der skreg, mens han langsomt blev tvunget baglæns en i ilden. Skriget var frygteligt da hans tøj blev fanget af ilden og flagermusene sørgede for at han ikke kunne komme ud af ilden og ned til vandet. Efter kort tid døde skriget dog ud og flagermusene fløj tilbage til manden kappe og satte sig til rette igen, hvorefter manden gik sin vej lige så stille som han var kommet ind over sletten. Ruk fulgte ham med øjnene så langt han kunne men det var som om at han havde efterladt en mærkelig mørke man ikke kunne se igennem, og da solen endelig viste sig på himlen og vennerne var kommet fri af pælen, var han væk.
”Hvem var det dog?” spurgte Lian ud i det blå.
”Den Sorte Samurai” svarede Muza
Det Røde Land del 18
Den lille gruppe blev på det hellige bibliotek i et par dage før de tog videre, de brugte tiden der på at læse i de mange bøger og ellers bare hvile ud før deres sidste etape mod Mynrak. Munken fik sit mad fra en lille have og nogle høns han havde i en lille gårdhave. Da de forlod stedet takkede de mange gange for gæstfriheden og gik så videre langs floden.
Røgen snoede sig op mod den mørke himmel og flammerne buldrede under røgen. 4 mærkelige fyre som Muza påstod, kom fra bjergende i nord dansede rundt om det enorme bål og sang lystigt om mad. Lidt derfra sad Ruk, Muza og Lian bagbundet.
”Hvad fanden var det lige der skete?” tænkte Ruk for femte gang de sidste fem minutter. Ham de havde mødt mellem ligene for lidt over en uge siden var pludseligt dukket op midt på sletten og havde sunget i vilden sky. Mens de havde stået og stirret på ham var de blevet slået ned bagfra og slæbt ned til åen hvor de så havde lavet bålet og tændt det da natten faldt på, og så havde Ruk, Lian og Muza bare siddet der og ventet på det uundgåelige. Der var jo kun en mulighed for hvad de ville gøre, ingen havde sagt det men de vidste alle tre hvad der skulle ske, at blive spidst var ikke lige hvad Ruk havde regnet med da han tog af sted med karavanen dengang. Ruk sukkede og kiggede ud over sletten og lagde mærke til at mørket virkede tættere end normalt. Ruk så lidt bedre efter men selv ikke hans rovdyr øjne kunne se igennem den tætte mørke der så ud til at komme tættere på inde fra sletten. Ruk puffede til Lian ved siden af sig der sad som forstenet og nikkede over mod det mærkelige mørke. Lian så skrækslagen ud og puffede til Muza for at han også skulle se det.
”Det ser da ret mærkeligt ud det der” mumlede Muza men mere nåede han ikke at sige før de fire bjerg fyre greb fat i ham, Ruk og Lian. Ruk Lian og Muza kæmpede imod det bedste de havde lært da de fire bjerg fyre forsøgte at binde dem fast til en pæl, det gik meget godt indtil en af dem trak et sværd og satte det hen foran Ruk’s strube, så var der ikke andet at gøre end at lade sig binde til pælen. Bagefter byggede de et primitivt stativ omkring bålet der så ud til at holde de to ender af den stag de tre venner var bundet til.
”De vil stege os!” udbrød Lian med panik i stemmen ”vi må væk!” Men det var udelukket de fire bjerg fyre var allerede tilbage og med et støn af anstrengelse løftede de pælen og på deres skuldre og gik over mod bålet. Ruk sprællede det bedste han havde lært men det nyttede ikke noget, men lige da han havde opgivet håbet og begyndte at forberede sig på døden, blev himlen levende.
Små sorte torpedoer hamrede ind i de to forreste bærere der skreg af smerte og tabte stangen som tumlede ned på jorden. De fire bjerg fyre trak deres våben og forsøgte at finde ud af hvad der var sket. To af den var overstrøet med ridser og det der havde angrebet dem var forsvundet. En af dem råbte lige pludseligt og pegede in mod sletten.
Der gik en mand hyldet i mørket frem mod dem, han gik ganske roligt, som om han ikke havde en eneste ting at bekymre sig om. Han var høj, kunne Ruk se og han gik vidst med en sort kappe. Ruk gøs hans hud var sort som kul og han bar et sværd i en smukt udskåret skede ved hans venstre side. En af bjergmændene råbte truende og viftede med sit sværd, Manden reagerede ved at trække sit eget, det ar smukt, sort blankt og tydeligvis knivskarpt.
”en katana” mumlede Muza, Ruk havde hørt om katana’er de kom fra østen og skulle være skarpere og hurtigere end normale sværd. Manden stillede sig i kampposition med spredte ben og sværdet foran sig. Det føltes som en evighed at de bare stod der og stirrede på hinanden, ingen rørte på sig eller sagde en lyd, selv bålet lod til at dæmpe sig. Pludselig stormede de fire bjergmænd frem mod manden som stadig ikke flyttede sig, først da den forreste var en meter foran ham reagerede han. På et spildt sekund stormede han frem og stod lige pludselig bag den mens bjergmændene langsomt sank sammen bag ham.
”hvad fanden skete der” mulede Muza og kiggede hen på de døde folk og den mystiske mand ”jeg nåede ikke at se noget, det gik så hurtigt” Ruk vidste præcist hvad han mente han havde selv kun lige akkurat kunne se det. Han var sprunget frem med utrolig fart og havde skilt den første mands hoved fra han krop, han havde så sat af igen og hugget de to næste ned, hvorefter han havde forsat til den sidste. Og nu stod han der uden en skramme og tørrede blodet af sværdet, da en af de fire rejste sig op igen. Han blødte kraftigt fra et dybt sår i brystet men stormede alligevel frem mod manden. Manden stak sværdet i skeden og vendte sig mod den angribende bjergmand og trak derefter kappen ud i så man kunne se hvad den indeholdt. Ruk nåede lige at få et glimt af dem før de gik til angreb: flagermus, ikke normale flagermus men enorme flagermus hver af dem på størrelse med en tallerken gik de alle sammen til angreb på den overlevende. Ca. 20 var der skønnede Ruk og de gik skånselsløst til angreb bjergmanden der skreg, mens han langsomt blev tvunget baglæns en i ilden. Skriget var frygteligt da hans tøj blev fanget af ilden og flagermusene sørgede for at han ikke kunne komme ud af ilden og ned til vandet. Efter kort tid døde skriget dog ud og flagermusene fløj tilbage til manden kappe og satte sig til rette igen, hvorefter manden gik sin vej lige så stille som han var kommet ind over sletten. Ruk fulgte ham med øjnene så langt han kunne men det var som om at han havde efterladt en mærkelig mørke man ikke kunne se igennem, og da solen endelig viste sig på himlen og vennerne var kommet fri af pælen, var han væk.
”Hvem var det dog?” spurgte Lian ud i det blå.
”Den Sorte Samurai” svarede Muza
Tuesday, January 09, 2007
Control et og to
her er de to første kapitler af CONTROL i rettet tilstand.
TAK mads-san
Part 1
Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen, og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned,” lød en stemme langt borte fra.
E17? Nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”Memory overload! All other systems lockdown”
Location:
System: 7,
Planet: G59,
Factory: 8E,
Time: 3575AD,
Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite Combat Unit Epsilon” er den 5. version af ECU modellen, og bliver regnet som en af de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer, hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hovedcomputeren, hvor den lærte at parere ordre, fik et indblik i universets historie, og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.
I år 2600 (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”Lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase, der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod, da de to raser mødtes, varede i 75 år, og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen, og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste, og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel, der gav dem magt og det tog dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”Kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre del af Kongedømmet var der stadig krig, for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I Kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene, men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod Kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt for at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke, og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium, havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på Kongedømmet.
Lige siden har Kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel, men hver eneste gang Kongedømmet havde besejret dem, genopstod de, som om intet var hændt.
Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget, og den første ECU E-drone enhed skulle gå i første række.
Part 2
Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU, kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECU'erne igennem tiden:
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed, han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget, så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip, der hele tiden bearbejdede de visuelle data og bevægelser. At skelettet var indoperet i et lig gav den fornødne balance til, at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed’s gode venner var officer i hæren, og da han kom på besøg og så Butler, regnede han hurtigt ud, at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst, og tre år efter blev de første ECU'er afprøvet. ECU'erne var lavet efter samme princip, men havde fået tilføget øget bevægelsesfrihed, balance, og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I 20 år blev ECU A’erne brugt uden, at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken, fordi de virkede udødelige, når de gik videre selvom, de fik sprunget stykker af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken, og den store forskel var, at der i stedet for lig, blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende, men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater, når en microchip styrede hjernen, og deres skelet var blevet forstærket. At de var levende gjorde, at de havde øget kontrol og bevægelsesfrihed. Deres eneste minus var, at de var sårbare, fordi kroppen kunne dø, skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Gamma var konstrueret i samme ”hylster” som ECU Beta, men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet, og en gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECU'er var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale, desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner, da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne, hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres teamwork, og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen, da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Epsilon bliver anset som værende noget af det mest avancerede teknologi, der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner, men er 75 % teknologi og kun 25 % organisk. De har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år, og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benene siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10 meter op i luften, og kan svæve i kortere tid ved hjælp af to små jetmotorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm, og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne, men man ved dog at ECU E, stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
TAK mads-san
Part 1
Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen, og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned,” lød en stemme langt borte fra.
E17? Nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”Memory overload! All other systems lockdown”
Location:
System: 7,
Planet: G59,
Factory: 8E,
Time: 3575AD,
Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite Combat Unit Epsilon” er den 5. version af ECU modellen, og bliver regnet som en af de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer, hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hovedcomputeren, hvor den lærte at parere ordre, fik et indblik i universets historie, og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.
I år 2600 (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”Lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase, der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod, da de to raser mødtes, varede i 75 år, og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen, og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste, og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel, der gav dem magt og det tog dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”Kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre del af Kongedømmet var der stadig krig, for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I Kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene, men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod Kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt for at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke, og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium, havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på Kongedømmet.
Lige siden har Kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel, men hver eneste gang Kongedømmet havde besejret dem, genopstod de, som om intet var hændt.
Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget, og den første ECU E-drone enhed skulle gå i første række.
Part 2
Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU, kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECU'erne igennem tiden:
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed, han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget, så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip, der hele tiden bearbejdede de visuelle data og bevægelser. At skelettet var indoperet i et lig gav den fornødne balance til, at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed’s gode venner var officer i hæren, og da han kom på besøg og så Butler, regnede han hurtigt ud, at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst, og tre år efter blev de første ECU'er afprøvet. ECU'erne var lavet efter samme princip, men havde fået tilføget øget bevægelsesfrihed, balance, og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I 20 år blev ECU A’erne brugt uden, at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken, fordi de virkede udødelige, når de gik videre selvom, de fik sprunget stykker af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken, og den store forskel var, at der i stedet for lig, blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende, men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater, når en microchip styrede hjernen, og deres skelet var blevet forstærket. At de var levende gjorde, at de havde øget kontrol og bevægelsesfrihed. Deres eneste minus var, at de var sårbare, fordi kroppen kunne dø, skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Gamma var konstrueret i samme ”hylster” som ECU Beta, men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet, og en gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECU'er var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale, desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner, da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne, hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres teamwork, og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen, da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Epsilon bliver anset som værende noget af det mest avancerede teknologi, der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner, men er 75 % teknologi og kun 25 % organisk. De har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år, og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benene siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10 meter op i luften, og kan svæve i kortere tid ved hjælp af to små jetmotorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm, og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne, men man ved dog at ECU E, stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
Friday, January 05, 2007
CONTROL part 2
Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECUerne igennem tiden:
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip der hele tiden bearbejdede den visuelle data og bevægelserne. At skelettet var indoperer i et lig gav den fornødne balance til at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed gode venner var officer i hæren og da han kom på besøg og så Butler regnede han hurtigt ud at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst og tre år efter blev de første ECUer afprøvet. ECUerne var lavet efter samme princip men havde fået tilføget øget bevægelse frihed, balance og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I tyve år blev ECU A’erne brugt uden at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken fordi de virkede udødelige når de gik videre selv og de fik sprunget stykker kød af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken og den store forskel var at der i stedet for lig blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater når en microchip styrede hjernen og deres skellet var blevet forstærket. At de var levende gjorde at de havde øget kontrol og bevægelses frihed. Deres eneste minus var at de var sårbare fordi kroppen kunne dø skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Charlie var konstrueret i samme ”hylster” son ECU Beta men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet og en Gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECUer var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres Teamwork og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Eta bliver anset som værende noget af det mest avancerede Teknologi der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner men er 75% teknologi og kun 25% organisk. med har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benende siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10meter op i luften og desuden svæve i kortere tid ved hjælp af to små jet motorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne men man ved dog at ECU E stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip der hele tiden bearbejdede den visuelle data og bevægelserne. At skelettet var indoperer i et lig gav den fornødne balance til at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed gode venner var officer i hæren og da han kom på besøg og så Butler regnede han hurtigt ud at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst og tre år efter blev de første ECUer afprøvet. ECUerne var lavet efter samme princip men havde fået tilføget øget bevægelse frihed, balance og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I tyve år blev ECU A’erne brugt uden at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken fordi de virkede udødelige når de gik videre selv og de fik sprunget stykker kød af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken og den store forskel var at der i stedet for lig blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater når en microchip styrede hjernen og deres skellet var blevet forstærket. At de var levende gjorde at de havde øget kontrol og bevægelses frihed. Deres eneste minus var at de var sårbare fordi kroppen kunne dø skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Charlie var konstrueret i samme ”hylster” son ECU Beta men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet og en Gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECUer var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres Teamwork og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Eta bliver anset som værende noget af det mest avancerede Teknologi der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner men er 75% teknologi og kun 25% organisk. med har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benende siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10meter op i luften og desuden svæve i kortere tid ved hjælp af to små jet motorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne men man ved dog at ECU E stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
Subscribe to:
Posts (Atom)