Sunday, July 29, 2007

Det Røde Land del 27

Så er der gæsteoptræden. Det her er faktisk en gæstoptræder fra en anden serie som gæsteoptræder ovre i min historie. men hvem er det dog?


Det Røde Land del 27

”Så er vi enige om at du hjælper os lidt her?” spurgte Lian og kiggede hårdt på Shajita. ”Vi kan starte med at sige at du ikke slår os ihjel, eller giver os til vagterne?”
”Vagterne?” Shajita så chokeret på Lian. ”Hvad fanden har i lavet?” før Lian kunne nå at svare lød der et brag fra krostuen, og Muza så en ung mand komme styrtene ind i krostuen.
”Har i hørt det” råbte han til de halvstive folk ”Der var et monster nede ved templerne!” De stive folk grinede bare af ham, men den unge mand blev ved: ”Det er fandme rigtigt! Jeg var der sku selv. Det var et monster med skæl over hele kroppen, monstret rev hovedet af en tilfældig person og drak hans blod. Jeg så også monstret smide en mand mindst 3 meter væk og ind i en mur, han var død på stedet!” Manden kunne godt se at han var ved at tabe sit publikum, der var begyndt at hælde i sig igen, men han nægtede at give op. Mens han fortsatte ud i en malende, om end noget overdrevet, beskrivelse af blodbadet, der nu var blevet indeholdt mindst 20 dræbte, flyttede Shajitas blik sig fra døren til den eneste person i rummet han ikke vidste hvordan så ud. Den kutteklædte skikkelse lå på bænken, rørte på sig og Shajita gik ud fra at personen nok var ved at vågne.
”Desuden var monstret sammen med et menneske, sikkert hans herre.” Manden i krostuen forsøgte desperat at genvinde sit publikum. ”Han brugte en le og var hurtig som lynet han skar hovedet af mindst 10 personer på et øjeblik.” Shajitas blik flakkede over mod den halvlange pakke den midaldrende mand havde haft med, Muza havde haft travlt og Shajita kunne skimte leens blodindsmurte blad.
”Er det sandt hvad han siger?” Spurgte Shajita med en knusende ro, med blev fuldstændig ignoreret af hans ’gæster’.
”Det her er ikke godt.” Mumlede Muza og lukkede døren indtil krostuen.
”Du har ret, på den her måde tror alle jo at vi er de slemme her.” konstaterede Lian.
Den eneste der på dette tidspunkt så mere forvirret ud end Shajita var Sukara der fuldstændig havde tabt mælet og bare sad og stirrede ud i luften.
”Vi kunne ikke have gjort andet end det vi gjorde.” Det var Ruk der talte, han lå stadig på bænken så hverken Shajita eller Sukara kunne se hans ansigt. ”Og vi kan næppe gå til vagterne, kan i se os tre gå op til vagterne og sige at det var dem der startede? Nej, vel? Vi bliver nød til at ride stormen af, ordne hvad vi kom for her, så vi kan få ordnet alt det her.” Ruk gestikulerede over sit ansigt med sin ene hånd og fortsatte: ”Hvis hende prinsessen virkelig kan hvad du tror hun kan,” Ruk pegede på Lian og tænkte på at Lian en gang for længe siden havde ment at prinsessen måske kunne gøre Ruk normal igen ”så løser problemet ligesom sig selv og vi kan alle komme videre med vores liv.”
”Hør nu!” råbte Shajita med stigende desperation i stemmen og Muza Ruk og Lian kiggede endelig over på ham. ”Har i virkelig gjort alt det han siger? Har i slået alle de mennesker ihjel?”
Muza smilte trist til Shajita ”hvis du ser bort fra de sædvanlige misforståelser og overdrivelser så ja, vi blev overfaldet og vi gav dem en omgang de ikke overlevede. Det lyder måske absurd men efter Aror’s indblanding mistede vi ligesom alle andre muligheder. Sukara!” Sukara så op på Muza som sagde med hårdstemme: ”Du har gjort hvad vi bad dig om, så nu forlanger vi ikke mere, De må se at komme væk før det her bliver rigtig grimt.” Sukara der stadig var omtåget nikkede bare stille, og Lian tog hende blidt i armen og førte hende ud, mens han forklarede hende at hun nok skulle holde sig i sengen et par dage.
Da han kom tilbage efter at have ført Sukara ud, havde Shajita samlet sit store sværd op igen, og talte med forbløffende fast stemme. ”Jeg vil ikke have mordere i mit hus. Enten forsvinder i lige med det samme, eller også kommer i til at smage min klinge. Jeg ved ikke hvorfor Jaro stolede på jer, men han var også halvskør så det betyder ikke noget.”
”Jamen hør nu” sagde Muza ”Morder eller helt er jo bare et spørgsmål om perspektiv, fra dit synspunkt har vi gjort en udåd, fra vores synspunkt har vi bare forsvaret os selv.”
”STILLE!” brølede Shajita ”Jeg vil ikke høre jeres løgne! Og hvis i tror at jeg vil hjælpe jer med at komme ind på prinsessen så tager i fejl.” Da Shajita sagde disse ord, satte Ruk sig op. Kutten hang ned over hans ansigt, han så ned i gulvet og han talte i en omhyggelig kontrolleret stemme.
”Du kommer til hjælpe os” sagde han dæmpet ”Du har ikke et valg i den her sag, vi ville selvfølgelig foretrække at du hjalp os af egen fri vilje men du kommer til at hjælpe os om du vil det eller ej. Vi kom ikke under de bedste omstændigheder hvis vi var kommet anderledes havde du nok været mere samarbejdsvillig, vi er faktisk flinke fyre skal jeg sige dig, men sådan gik det ikke. Men det ændre desværre ikke på det faktum at du ved hvordan vi kommer i kontakt med de royale og vi har behov for at komme i kontakt med dem.”
”Tror i at i kan true mig?” knurrede Shajita og knugede sværdet så hård at hans knoer blev hvide.
Ruk kiggede op og inde under kutten kunne Shajita se to røde øjne, men de virkede ikke menneskelige, der var noget dyrisk over dem. ”Hvis det bliver nødvendigt, ja.” svarede Ruk og nu lagde Shajita mærke til det der var mærkeligt ved øjnene. Pupillerne var ikke runde men lodrette sprækker midt i de blodrøde øjne.
”Hør her!” sagde Lian der endelig blandede sig i diskussionen. ”Du har to valg muligheder her, enten hjælper du os og fortsætter dit liv som om intet var hændt, eller også tvinger vi dig til at hjælpe os og du ender nok med et par ar, åbne benbrud og lignende.” Shajita reagerede på den eneste måde han kunne komme i tanke om og gik til angreb på Lian der havde sat sig på en bænk. Shajita løftede sværdet højt over hovedet og sprang frem mod Lian. Men lige før han skulle til at hugge lød der en stemme ovre fra hjørnet der råbte: ”Stop dog tåbelige menneske!” Shajita stoppede midt i bevægelsen og kiggede, ligesom Ruk Lian og Muza, over for at se hvem der havde råbt. I hjørnet sad der en mand på ca. 30 han havde fuldstændig hvidt tøj på, hans hård var halvlangt og kridhvidt, desuden havde han et lille fipskæg der også var hvidt og på bordet foran ham var der et halvt gennemspillet skakspil og en lille skål rå kastanjer.
”Det var sku da utroligt som i unger larmer” sagde manden i alt det hvide tøj, tog en kastanje fra skålen og åd den.

Friday, July 27, 2007

Falken

Så er der et nyt kapitel af Falken klart og her finder man ud af lidt mere og den mystiske tyv. damn han er bad ass og efektiv.


Falken
Heinz Buddeke og Jeanne

En dreng på ca. 21 slentrede, med hænderne i sine grå jeans lommer, ned af en lille stille vej og efterlod alle beviser bag ham. Bilen var blevet returneret til den parkerings plads han havde stjålet den fra, ejerne fandt aldrig ud af at den havde været væk, for tyven havde stjålet nøglerne fra ejeren lige efter han forlod sin bil for at gå ind på sin arbejdsplads. Da han sent på dagen fik fri og kom ud fra sin arbejdsplads, lå nøglerne til hans bil i hans venstre frakke lomme, hvor han havde lagt dem om morgenen. Frakken, og resten af det tøj den midaldrende tyske mand havde haft på, lå nu i en container sammen med en masse andet tøj der snart ville blive sent ned til en masse fattige afrikanere og det falske overskæg svømmede rundt i den parisiske kloak. Den 21årige dreng slentrede op af en lille trappe tog en nøgle op af sin lomme og låste sig ind i opgangen, han fortsatte op på anden sal og låste sig ind i sin lejlighed. På et lille skilt ved siden af døren stod der et navn med blokbogstaver: Heinz Buddeke. Folk kendte ham som en ung mand fra nordtyskland, der på grund af familie problemer var flyttet til Paris, han var kendt for at være noget af en fest abe af dimensioner og han var aldrig sen til at bunde en øl eller 10. Men det var kun den ene side af Heinz Buddeke de kendte, der var kun to personer der kendte til Heinz hemmelighed, den ene var Heinz selv og den anden var død. Heinz åbnede sit køleskab, tog en øl og smed sig i sin mølædte grå sofa. Heinz greb en øloplukker fra sofa puden og knappede øllen op mens han tændte for sit fjernsyn.
”…Og det er nu blevet bekræftet at det berømte billede Mona Lisa er blevet stålet. Hvordan det er sket, vides endnu ikke men det er dog sikkert at billedet blev stjålet midt i åbnings tiden, og politiet siger at de har foretaget en anholdelse allerede.” Reporteren stod ude foran Louvre, og i baggrunden kunne man se en mindre hær af politimænd der forsøgte at holde et hav af turister, lokale og bekymrede kunstelskere ude af museet. ”Politiet forsikre os om at de snart vil have maleriet tilbage på museet og siger at de med deres anholdelse og et par solide spor, er lige i hælene på tyven.” Reporteren fortsatte sin endeløse talestrøm mens Heinz tog en slurk af sin øl. ”’Lige i hælene på tyven?’ ja den er god med jer,” tænkte Heinz ”den anholdte skuespiller ved intet og de eneste spor jeg har efterladt på stedet er de spor som politiet skal finde. De er tættere på at genoplive Elvis end de er på at fange mig.” Heinz tog en sluk mere af sin øl mens en kvindelig detektiv på Louvre var ved at gå ud af sit gode skin.

”Hvad mener du med at du ikke ved hvem der hyrede dig!?” råbte Jeanne ind i hovedet på den midaldrende skuespiller der sad på en ubehagelig skammel, med håndjern på.
”jamen jeg har jo sagt at jeg bare blev hyret til en joke intet andet.” jamrede skuespilleren, der var tæt på et nervøst sammenbrud. Jeanne sukkede og gik over mod en af sine underordnede, lidt for kvik betjent som altid skulle fyre latterlige jokes af. ”Jack” sagde hun (for det hed han) ”tag ham med ned på stationen og se om du kan få noget ud af ham, okay?”
”Okay boss, skal jeg give ham hele turen med blå blink og sirener?” Jack så ivrig ud, det gjorde han altid når der blev snakket om at køre med udrykning, hvad fanden var det med ham og udrykning?
”Nej.” sukkede Jeanne ”Bare kør ham derned stille og roligt.” Jack gik slukøret derfra, men Jeanne havde stører problemer, hvorfor fanden skulle han også have sådan et åndssvagt navn?
Jeanne gik hen til teknikkerne der var i gang med at undersøge maleriet af falken og plexiglas ruden som indtil for få timer siden havde beskyttet Mona Lisa. ”Finder i noget, drenge?” spurgte Jeanne da hun kom hen til dem og Kim (”endnu et lorte navn” tænkte Jeanne), der var leder af den tekniske afdeling, svarede uden at fjerne øjnene fra maleriet: ”Ikke meget. Der er masser af fingeraftryk på glasset, men det er der jo altid med så mange turister her. Der er ingen huller i væggen eller glasset og der er ingen tegn på at noget er blevet rørt inden i glassets beskyttede rum, bortset lige fra det faktum at Mona Lisa er væk. Desuden er der en lille kapsel der indeholdte den syre der fik den falske Mona Lisa til at smelte, Falke billedet er beskyttet af et tyndt folie.”
Jeanne satte sig ned på gulvet og sukkede, ingen spor, ikke det mindste. ”Det her maleri er altså virkelig i top kvalitet” sagde Kim der stadig stirrede på falken.
Jeanne skulle lige til at skælde Kim ud for ikke at koncentrere sig om vigtigere ting, men i det samme kom en anden betjent løbene i fuld galop ned mod Jeanne og da han nåede frem gav han hende, uden luft og derfor ude af stand til at sige noget, et lille brev sendt til Louvre. Jeanne åbnede konvolutten og inde i den lå der et lille stykke papir med teksten.

Mens Bjørnen sover, letter Falken
Falken letter den ottende dag i den femte måned.
Og under dens vinger gemmer den kvinden der er mand.
Hvor langt kan falkens vinger flyve før bjørnen vågner?
Mona Lisa søger ly i vingernes skygge.
Åh. Falken har smukke vinger.

”Hvad fanden er det her?” spurgte Jeanne, betjenten der havde fået vejret.
”Det var en advarsel de modtog i sidste uge, de får hundrede vis af dem hver måned så de tog den ikke seriøst, ikke før nu i hvert fald.”
”For satan da. Har vi gang i en eller anden psykopat der tror at han er så god at han kan sende advarsler, narren har helt sikkert set for mange film.”
”Vinger..?” Kim havde taget sedlen og stod nu og stirrede på den. Pludselig tog han et forstørrelses glas fra sin taske, styrtede hen og undersøgte på billedet med det. ”Hej Jeanne, tjek lige det her.” Kim gav Jeanne forstørrelses glasset og pegede på falkens vinge. Jeanne tog forstørrelses glasset og kiggede der hvor Kim pegede, først kunne hun ikke se noget men så fik hun øje på det. På billedet var der snoet skrift der faldt fuldstændig ind i resten af vigen, hvis man ikke vidste at skriften var der. Der stod 9 ord: ”Falken venter til kl. 17 på Leonard road 19d”
”Er du gal hvor har han bare en nerver ham her.” udbrød Jeanne og kiggede på sit ur kl var 16.30. ”Er der nogen der ved hvor Leonard road er?” Jeanne kiggede rundt på de forsamlede politifolk og en enlig betjent rakte hånden op.
”øh jeg ved det godt. Det er ca. 20 km herfra.”
”Du køre” sagde Jeanne, smed sine bil nøgler hen til ham og skubbede ham over mod udgangen.

Det tog 4 minutter at komme forbi alle de pressefolk der var forsamlet ude foran museet, da de kom uden for ”barrikaden” trådte betjenten på speederen og sammen med Jeanne der sad på passager sædet, førte de an for 4 politibiler med blå blink og sirener.
Og så var Jack der ikke engang.

Monday, July 23, 2007

CONTROLED 11

Så kommer Rutano med, og næste gang finder vi ud af noget mere om Ritai


CONTROLED 11

Da Ritai vågnede sad Lucarad i et hjørne og med ansigtet ind mod muren. Hun lå lidt og kiggede på ham, hun kunne se hans skuldre der langsomt bevægede sig op og ned i takt med hans åndedrag, hans hvide jakkesæt der havde været pletfrit og uden så meget som en eneste fold var nu krøllet og beskidt. Ritai satte sig op og sagde godmorgen. Det gav et sæt i Lucarad da han hørte Ritai og han vente sig om.
”øh ja, godmorgen” svarede Lucarad ”men hvordan kan du se at det er morgen jeg kan ikke se nogen forskel fra i går aftes.” det var sandt, der slap ikke noget lys ind i den lille hule og den lille elpære lyste jo hverken mere eller mindre end før.
”Det ved jeg bare.” svarede Ritai og tog de bøffer hun havde stegt igennem natten ned fra jernstængerne. ”Kateriaer har en meget god tidsfornemmelse. Jeg ved altid hvad tid på døgnet det er, og lige nu er det morgen” smilte Ritai mens hun pakkede bøfferne ind i noget folie af en slags og proppede dem ned i en lille taske.
Lucarad fik stablet sig på benende, gik hen til udgangen og kiggede ud gennem en sprækket i kanten og så at byen stadig var mørk.
”Det bliver ikke lyst hernede før middag.” forklarede Ritai da hun skubbede stenen til side, så de kunne kravle ud af hullet og som hun havde sagt var der stadig mørkt. Lucarad kiggede op mod byen oven over, der var en park 5-600 meter over dem, bare en lille grøn plet højt oppe i byen. Det var mærkeligt at voksne og børn snart ville grine og pjatte på den lille grønne plet, samtidig med at folk flygtede, fik tæsk eller blev slået ihjel lige under dem uden at de så meget som skænkede det en tanke.
”Det er sjovt som vi ser tingene forskelligt.” tænkte Lucarad filosofisk ”Vi der kommer oppefra brokker os over fejl på restauranten og problemer med posten, hernede er de taknemmelige hvis de bare lever dagen ud.”
”Vi må nok hellere se at komme af sted.” sagde Ritai der også kiggede opad. ”Vi har et godt stykke vej at nå i dag” Lucarad trak blikket væk fra byen over dem og kiggede på Ritai der smilede glad til ham.
”Vi skal den vej” sagde Ritai og begyndte at gå, Lucarad fulgte efter mens han håbede på en begivenhedsløs dag.

”Duk dig!” hviskede Ritai for femte gang på ti minutter, og trak Lucarad ned bag en stor sten. Kort tid efter kom 3 personer gående ud fra en side vej, de var helt tydeligt uden at lede efter noget eller nogen, for de gik med øjnene på stilke og en af dem bar på en pistol af stor kaliber. Lucarad kiggede nervøst på Ritai der så både irriteret og forvirret ud, hvad hun tænkte på kunne han godt gætte for så mange patruljer var næppe normalt. Ritai havde forsikret ham om at de var på vej væk fra de fyre der havde overfaldet ham, men alligevel gik de her fyre i nogenlunde det samme tøj og det virkede mere end sandsynligt at de var efter 2 personer der lige nu gemte sig bag en stor sten. Lucarad betragtede Ritai der bed sig selv i læben, en naturlig reaktion fra kroppen der forsøgte at berolige nervesystemet, det var næppe et godt tegn. Ritai satte sig med ryggen til stenen da de tre vagter var gået forbi.
”okay” sagde hun og havde tydeligvis taget en vigtig beslutning. ”Med de her ekstra patruljer, har vi ingen chance for at slippe op lige foreløbig.” Hun bed sig i læben igen ”Medmindre at vi får noget hjælp.”
”Hvem skulle vi dog få hjælp af? Vi kan jo ikke komme i kontakt med politiet eller noget.”
”Jeg mener ikke jeg nævnte politiet.” sagde Ritai med et skævt smil. ”Jeg har også et par venner her nede, denne vej.” Ritai vinkede Lucarad med sig og hun satte kursen ned af en lille vej, mellem 2 vægge.

”Det er sku da løgn!” udbrød Lucarad da han kiggede over den sten han lå gemt bag, ca. 500 meter fremme lå der hvad der lignede et japansk slot fra det 16 århundrede. Hvordan havde de dog båret sig ad med at bygge sådan et slot her? Ritai havde ført Lucarad et godt stykke væk og ind af en lille bitte åbning i en mur og det havde taget næste et minut at kravle igennem den lille tunnel. På den anden side af tunnelen distraherede Ritai to mandlige Katerianere som hun havde sagt hun ville, og Lucarad sneg sig over til højre hvor han gemte sig bag en stor sten, som han havde fået at vide at han skulle. Mens Ritai snakkede med vagterne, for det var sådan hun distraherede dem, sneg Lucarad sig videre til de næste sten og fandt til sidst den store sten som Ritai havde fortalt om. Lucarad kravlede op ad stenen der ca. var 3 meter høj, da han kom op på toppen af stenen dumpede han ned i hulrummet der var i stenen. Hulrummet gik ca. 2 meter ned i stenen og halvanden meter i diameter, det perfekte gemmested. Man var skjult fra alle sider og det var her Lucarad sad og kiggede på et stort japansk slot. Det var surrealistisk at se et Japansk slot fra det 16 århundrede inde i en enorm hule, hugget direkte ud af cement fundamentet på en bygning der lå ca. 500 meter længere oppe. Slottet var omringet af en stor flot murstensvæg og der gik bevæbnede katerianere på den.
”Ned nu!” hvæste Ritai der var kommet hen til stenen, og Lucarad skyndte sig at kravle ud af stenen igen.
”Hvad fanden er det her for et sted?” spurgte Lucarad med ærefrygt i stemmen, han havde aldrig set noget lignende.
”Det her er Rutano’s legendariske hovedkvarter” sagde Ritai og smilte da hun så Lucarad's chokerede ansigts udtryk.