Friday, March 28, 2008

Torpen

Gav mig selv en opgave: skriv en novelle omkring EN sætning du får af en anden person, sætningen skal være den første i novellen og ligge grund for hele historien. Mads gav mig sætningen og det er ikke ligefrem en sætning som en fantasy forfatter som mig kan stille meget op med men jeg prøvede. Så her kommer: Torpen. (Ja det skal sgu være et P - but dont ask why)

Torpen

At sige farvel til et arbejde bare fordi man har fået en ide der ikke vil forsvinde ud af hovedet er ikke ganske ligetil – særligt ikke hvis man ikke har den fjerneste anelse om hvad det betyder i praksis.
”Tag livet som det kommer” sagde den naive mand, ”lev i nuet, glem datiden og luk øjnene for fremtiden”
Sådan tænker nogen mennesker indtil de rent faktisk skal stå ved den ideologi, så vil de pludselig hellere have hus, fast arbejde, en lille kone og et par børn der lejer i rækkehusets have. Ja ideologier er bestemt noget der kommer og går som fire toget. Kun de mest stupide og hårdnakkede folk kan finde på at føre en så snævertsynet ideologi ud i livet, kun en tåbe vil give alt væk for en chance de har ventet på, uden at tænke på hvordan de skal leve i morgen. Kun en tåbe kunne finde på den slags, så det gør vil mig til en tåbe.
Torpen Hansen, 32 og arbejdede i en stor kontorvirksomhed i midtbyen, du kender typen. Typen der nægter at blive voksen, typen forsøger at gøre ethvert øjeblik lidt sjovere for sig selv og sine medmennesker. Han var ikke nogen dum mand, nej han var sgu intelligent, han var firmaets stjerne og jonglerede med kunder i million klassen før frokost. Han så aldrig særlig serøst på tingene og hans frimodige adfærd havde fået ham på fornavn med nogen af de rigeste mennesker i landet. Men han nød ikke arbejdet, han nød ikke den gode løn og han nød knap nok den nye Jaguar han lige havde købt. Okay han nød godt nok bilen, men han nød ikke den måde han havde tjent den på.
Ser i Torpen havde en drøm, ikke en fuldstændig latterlig drøm men alligevel en rimelig forstyrret drøm. Torpen ville ind i fremmedlegionen, ikke fordi han kunne lide vold eller havde været specielt glad i hans værnepligts periode, men der var et eller andet ved fremmed legionen der bare fik det til at gibbe i ham. Gennem årene var Fremmedlegionen blevet en slags besættelse for Torpen den stakkel, han vidste alt om dem. Han kunne deres operationer i hovedet vidste hvor de var udstationeret og kunne navnende på alle ledende officerer i legionen. Så skete det en dag at han fik en opringning fra en højtstående officer i fremmelegionen, om det var skæbnen der spillede ham et puds, eller om en eller anden der kendte hans drøm havde trukket i nogle tråde ved Torpen stadig ikke. Men hvad værre eller bedre er endte Torpen i fremmedlegionens klør. Mudderet, varmen og solen tog næsten livet af den stakkels Torpen, men også kun næsten og hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere som man siger. Torpen blev stærkere, han var bestemt ikke den bedste men han var nu i den rigtige ende af skalaen, så efter en længere træningsperiode endte på slagmarken. Han var den anonyme soldat der kæmpede for en andens hær, der kæmpede for andres idealer i andres lande. Hvis jeg skal sige sandheden så er det ikke så glorværdigt at været lejesoldat som man skulle tro. Lønnen er ikke ligefrem fremragende, maden er ringe, risikoen er stor, fritiden er begrænset og vennerne derhjemme har tit svært ved at holde kontakten. Så det er derfor du læser denne besked som Torpen sidder og skriver et sted langt hjemmefra i en kold nat i et ellers varmt land. Cyperspace skal rumme min sidste besked her i livet, vi skal nemlig i kamp i morgen. Hvis vi vinder så forsvinder jeg for et livs penge, hvis vi taber, så forsvinder jeg bare.

Torpen - salgschef, soldat, savnet.

Monday, March 24, 2008

Control part 15


År: 3590
Dag: tredje dag i den anden måned efter jordens tidsregning.

Vigtig hastemeddelelse til K83

Kodeord: MaRiO18756

Raport: Den tredje af de fire store har passeret overvågningsstationen på C48 i retning mod K83. Rygter går på at den fjerde også er ombord, evakuer omgående planeten.

Update: Det er bekræftet: den fjerde er med. Evakuer omgående planeten.



E17 var placeret i en lille beholder med kurs mod K83. Alle bevægelses funktioner var sat på standby, men hans net-oplink og centrale intelligenscenter kørte stadig. Selvom E17s krop befandt sig i en lille beholder, befandt hans bevidsthed sig 200 meter derfra i et lille mødelokale, nærmere bestemt i en robot på 10 cm på et stort rundt bord. Robotten blev styret trådløst af E17, den havde både visuelt og audit in- og output. Der var 2 andre lignende robotter på bordet og ved siden af stod en mand i en lysebrun trenchcoat, han var ubarberet og havde en gammel cowboyhat på.

”Det var den besked vi opsnappede kort før vi gik ind på den anden jagtmark.” sagde Manden med cowboyhatten, der var bedre kendt som general Smith, den sidste menneskelige general der var aktiv på slagmarken. Han havde skaffet sig et ry som en frygtløs soldat der traf beslutninger per intuition, og det havde han intil videre haft stor succes med. Hans succes og popularitet havde skaffet ham en plads som den fjerde general, og den eneste menneskelige i den lille gruppe.

”Den anden jagtmark?” spurgte en af de 2 andre robotter på bordet uforstående. E17 foretog en hurtig skanning af robotten, det var ISS48 der styrede robotten. Intelegent Strategy System 48 var Kongerigets bedste strategiske AI og var det første medlem af de fire generaler. ISS48 eller ISS i daglig tale, havde for nylig modtaget en opgradering, men ved samme lejlighed havde den mistet nogle personligheds data og kunne derfor ikke længere forstå alle Smiths slang udtryk og talemåder.

”Han mener underverdenen.” forklarede E17 der havde meget erfaring med Smiths slang.
Underverdenen var en slags parallel dimension der i visse knudepunkter eller revner, løb sammen med vores dimension. Underverdenen var fyldte præcis det samme som vores egen dimension, men tid og rum går hurtigere på den anden side. Forskerne havde endnu ikke fundet et endegyldigt svar på hvordan det hang sammen, men faktum var at ved at krydse over og rejse igennem underverdenen kunne man krydse en halv galakse på 48 timer. Underverdenen var tom for levende væsner og planeter af betydning, derfor blev den også brugt som losseplads.

”De ved i kommer. Vil det ændre noget ved den nuværende mission?” spurgte den sidste robot på bordet med forvrænget stemme. Robotten blev styret at ”M” et kriminelt supergeni hvis identitet var skjult selv for de 3 andre. Ingen vidste med sikkerhed hvorfor han hjalp kongeriget, men hans strategiske evner havde vundet mangt et slag og han havde altid information om fjenden som ingen andre kunne komme i nærheden af.

”Nej.” svarede ISS prompte, vores styrke er stadig klart overlegen og vi vil ankomme til destinationen før beboerne kan nå at evakuere. Er du kommet frem til samme facit E17?”

E17 afsluttede sine beregninger og svarede: Ifølge M så er fjenden ledet af Meliaki fra Oriwa, han er kendt for at gå højt op i de civiles sikkerhed og på baggrund af disse informationer kan planen forbedres betydentligt.” E17 havde fået plads blandt de 4 på grund af en uhyggelig præcis evne til at udregne fjendes reaktioner på enhver situation, desuden var han leder af den sidste deling ECU-E enheder der havde fået tilnavnet pilespidsen. Alle planer og tegninger over ECU-E enhederne var gået tabt da ECU fabrikken på G59 sprang i luften for efterhånden mange år siden. På trods af at både F og G enheder var i produktion så havde de ikke samme kvalitet som den nu lille flok E enheder. En del af E enhedernes styrke var at de havde en personlighed, denne lille produktions fejl blev styrket og der blev vagt en patriotisk ånd i alle enhederne. Denne patriotisme for kongeriget, det sublime design og den fabelagtige træning havde skabt de mest frygtede soldater i de kendte galakser.

Officielt var E17 ikke indblandet i planlægning, men eftersom de 4 generaler var en privat klub og intet officielt havde med kongeriget at gøre, så var E17 alligevel blevet optaget og både ISS og M havde nok indflydelse til at ændre taktikker sådan at det var E17s planer der blev ført igennem og ikke planerne fra den tilfældige officer der eller skulle have ledet slagets gang.

”Et overflade foto af planeten har afsløret 9 klasse D rumskibe til at transportere den civile del af Pearl hvis en nødsituation indtræffer. ” E17 sendte et trådløst signal af sted og straks kom et hologram af planeten til syne, med en blinkende markør der hvor de store rumskibe var placeret. ”Jeg forslår at vi sender 20 IU’er (IU = Infiltration Unit) af sted før hovedstyrken så de er på planeten når vi ankommer med resten af styrken. Efter deres ankomst skal de uset skaffe sig kontrol over de 9 fly og når kampen så går i gang og de civile går ombord så tager IU’erne
kontrollen over flyende og skaffer os dermed omkring 9,000 gidsler.”

”Med vores viden om Meliakis psyke virker det derfor sandsynligt at han vil overgive sig og kampstyrken imod frigivelse af gidslerne.” afsluttede ISS.

”En genistreg af en plan” sagde M i sin sædvanlige rolige forvrængede stemme.

Smith nikkede langsomt i erkendelse af planens genialitet og gik over mod døren. ”Jeg informere de rigtige personer, når vi ankommer, vil alt være udført sådan som planen nu lyder. Jeg må gå nu da jeg skal bruge noget søvn før slaget”
ISS lukkede straks sin robot ned og vendte tilbage til hvad den nu havde været i gang med at udregne inden mødets begyndelse. E17 og M blev tilbage i deres små marionetter.

”Endnu en genial plan.” sagde M, da E17 ikke svarede fortsatte han. ”Som planen står nu overlever der næppe nogen civile, du kender kongerigets politik omkring Pearl sympatisører. De vil alle sammen blive henrettet, bekymre det dem slet ikke?”

”Jeg er ikke programmeret til at bekymre mig om fjendens civile, jeg er programmeret til at sejre.” Med de ord trak E17 sig tilbage til sin rigtige krop og lod hans organisme gå i dvale.

”Aha” sukkede M’s stemme i robotten, mens den stirrede på E17’s livløse robot.

M’s robot var stadig aktiv da Smith få minutter efter kom ind i rummet igen. ”Havde du heldet med dig?” spurgte Smith alvorligt.
”Nej.” svarede M ”Jeg frygter at der ikke er meget tid tilbage, han snart vil bringe Kaos og frygt ind i kongeriget villigt eller uvilligt.”
”Måske skulle vi fortælle ham om det.” foreslog Smith.
”Nej, det vil kun fremskynde processen. Men der er stadig håb, ironisk nok afhænger kongerigets overlevelse af en fjendes intellegens. Mærk dig mine ord: det hele afhænger af Meliaki.”

Tuesday, March 04, 2008

A story from a time before this.

Det her er faktisk en slags forhistorie til DRL hvordan det har med historien at gøre vil jeg ikke sige.

A story from a time before this.

Time is the cruelest of nature’s inventions, important events of your life, forgotten, lost in the passing of time. Even the great deeds done by heroes of their time are soon thought of as nothing but stories. Then they become legends only to morph into lore, which is soon forgotten by the descendents of those brave people who was called heroes once.

Thousands of years ago, before man had crawled down from the trees, we lived and we fought our never ending war against our own race, this was known as the breeding war. The blood spilled in that war, killed most plant life, only our homes grew bigger for each battle, fueled by our blood. You may wonder what we are, why we fought, if you have seen us. But most of these questions are without meaning, I cannot tell you what we are for you would not understand, I cannot tell you why we fought for you would not be able to comprehend it, but you have seen us. You wonder now when you have seen us, do you not? The truth is that you never knew that you saw us, that you never cared. In a time before this we were known by everyone, but time is the cruelest of nature’s inventions. Alas we are left forgotten, the memory of us removed by the passing time, slowly over the years we became nothing but stories, then we became legends only to morph into lore, and then we were forgotten. My race left this place hundreds of years ago, you have seen my daughter, you have not seen my race. She has not even seen her race, what she know she knew from hatching, what she know she will know till death. I am writing here to tell you a story, a legend, a piece of lore. I am here to tell you a little piece of forgotten history. This is a story from a time before your time, this is a story from a world before your world, this is a story from a race before your race.

It all started only 100 years after the third hatching of the second egg; he was so young back then, yet so powerful. My ancestors knew that he was the one to get, the one to find, the one to drink. I was only 200 years back then and my blood had just started to build up pressure, it signaled what I had been waiting for, my first and last war. My first battle was glorious, everything in my way was cut down merciless and blood rained from the sky where I crossed my enemies. I was cheered on by all I know, some of them later said that no such slaughter had been seen for a thousand years, but then I saw him. He stood there on the highest branch, even from this distance I could see that blood was flowing steadily from a wound in his shoulder. Such arrogance, coming to the battle with like that, a scream of hatred escaped me, and then I saw him take off. That was all I saw before a spear pierce my lung. I saw a smile on his face and a spark in his eye.

“A dry mother with only one breath, the other lost the fifth day of the year 200, will bring forth the third coming of the first egg. Is that not how it is written?” That is what he whispered to me as I fell to the ground; he was gone before I could reply. What would I have replied? What can you reply to a man who knows what no man is to know? I was brought back to my home by my family they praised me for my abilities in battle, I told them nothing of what he had said, looking back I probably should have told them. A hundred years later I had recovered and was made the warrior queen of our people, he gained even more power and became the warrior king of his people. My lung however was still not healed, I was as he said of one breath. But then it happened, the first egg appeared again. I had not had a drop to drink my entire life, I was as the elders said, a dry mother. In a single week they all fled, leaving me and the unhatched first egg. They all knew the prophesy: that the first egg would bring death to the entire race. They fled to the old land, the land that not even the gods know of. We are not one of the 3 races they created; we are older, older than the gods, older than their creation, older than the land. Our race was in danger because of the first egg’s return, that is what they said. Then my people left, leaving me behind to guard and protect the first egg, it was not allowed to live but to destroy it would be even worse. Then his people left following mine, he stayed behind, willingly. I never knew where he went after they left, but I never saw him again.

For 8000 years I lived alone, guarding the egg from the world and the world from the egg. I became older than the oldest of my kind, I saw the 3 races grow intelligent and then I saw the wars ravage the lands. I saw two of the races being forgotten and the third one dominate, only to repeatedly bring its own civilizations to its knees. Needless to say I liked them, they reminded me of my own days as a warrior and I knew that there fleeting lives made them greater than any other race in the art of warfare. They fought with a fury unlike any of the other races; they fought with forces larger than the other races could ever hope to give birth to. But I grew old, and one day I could no longer stop it, the first egg hatched and the faith of my people, and his people was decided, all because of my daughter: the daughter from the third egg.