Det Røde Land del 18

Det er lidt lang tid siden i sidst fik nyt fra det røde land så jeg har lavet det nok hidtil længste kapitel og introdusere en ny person jeg har arbejdet på som måske/måske ikke er vigtig:P her er DRL del 18 enjoy



Det Røde Land del 18

Den lille gruppe blev på det hellige bibliotek i et par dage før de tog videre, de brugte tiden der på at læse i de mange bøger og ellers bare hvile ud før deres sidste etape mod Mynrak. Munken fik sit mad fra en lille have og nogle høns han havde i en lille gårdhave. Da de forlod stedet takkede de mange gange for gæstfriheden og gik så videre langs floden.

Røgen snoede sig op mod den mørke himmel og flammerne buldrede under røgen. 4 mærkelige fyre som Muza påstod, kom fra bjergende i nord dansede rundt om det enorme bål og sang lystigt om mad. Lidt derfra sad Ruk, Muza og Lian bagbundet.
”Hvad fanden var det lige der skete?” tænkte Ruk for femte gang de sidste fem minutter. Ham de havde mødt mellem ligene for lidt over en uge siden var pludseligt dukket op midt på sletten og havde sunget i vilden sky. Mens de havde stået og stirret på ham var de blevet slået ned bagfra og slæbt ned til åen hvor de så havde lavet bålet og tændt det da natten faldt på, og så havde Ruk, Lian og Muza bare siddet der og ventet på det uundgåelige. Der var jo kun en mulighed for hvad de ville gøre, ingen havde sagt det men de vidste alle tre hvad der skulle ske, at blive spidst var ikke lige hvad Ruk havde regnet med da han tog af sted med karavanen dengang. Ruk sukkede og kiggede ud over sletten og lagde mærke til at mørket virkede tættere end normalt. Ruk så lidt bedre efter men selv ikke hans rovdyr øjne kunne se igennem den tætte mørke der så ud til at komme tættere på inde fra sletten. Ruk puffede til Lian ved siden af sig der sad som forstenet og nikkede over mod det mærkelige mørke. Lian så skrækslagen ud og puffede til Muza for at han også skulle se det.
”Det ser da ret mærkeligt ud det der” mumlede Muza men mere nåede han ikke at sige før de fire bjerg fyre greb fat i ham, Ruk og Lian. Ruk Lian og Muza kæmpede imod det bedste de havde lært da de fire bjerg fyre forsøgte at binde dem fast til en pæl, det gik meget godt indtil en af dem trak et sværd og satte det hen foran Ruk’s strube, så var der ikke andet at gøre end at lade sig binde til pælen. Bagefter byggede de et primitivt stativ omkring bålet der så ud til at holde de to ender af den stag de tre venner var bundet til.
”De vil stege os!” udbrød Lian med panik i stemmen ”vi må væk!” Men det var udelukket de fire bjerg fyre var allerede tilbage og med et støn af anstrengelse løftede de pælen og på deres skuldre og gik over mod bålet. Ruk sprællede det bedste han havde lært men det nyttede ikke noget, men lige da han havde opgivet håbet og begyndte at forberede sig på døden, blev himlen levende.
Små sorte torpedoer hamrede ind i de to forreste bærere der skreg af smerte og tabte stangen som tumlede ned på jorden. De fire bjerg fyre trak deres våben og forsøgte at finde ud af hvad der var sket. To af den var overstrøet med ridser og det der havde angrebet dem var forsvundet. En af dem råbte lige pludseligt og pegede in mod sletten.
Der gik en mand hyldet i mørket frem mod dem, han gik ganske roligt, som om han ikke havde en eneste ting at bekymre sig om. Han var høj, kunne Ruk se og han gik vidst med en sort kappe. Ruk gøs hans hud var sort som kul og han bar et sværd i en smukt udskåret skede ved hans venstre side. En af bjergmændene råbte truende og viftede med sit sværd, Manden reagerede ved at trække sit eget, det ar smukt, sort blankt og tydeligvis knivskarpt.
”en katana” mumlede Muza, Ruk havde hørt om katana’er de kom fra østen og skulle være skarpere og hurtigere end normale sværd. Manden stillede sig i kampposition med spredte ben og sværdet foran sig. Det føltes som en evighed at de bare stod der og stirrede på hinanden, ingen rørte på sig eller sagde en lyd, selv bålet lod til at dæmpe sig. Pludselig stormede de fire bjergmænd frem mod manden som stadig ikke flyttede sig, først da den forreste var en meter foran ham reagerede han. På et spildt sekund stormede han frem og stod lige pludselig bag den mens bjergmændene langsomt sank sammen bag ham.
”hvad fanden skete der” mulede Muza og kiggede hen på de døde folk og den mystiske mand ”jeg nåede ikke at se noget, det gik så hurtigt” Ruk vidste præcist hvad han mente han havde selv kun lige akkurat kunne se det. Han var sprunget frem med utrolig fart og havde skilt den første mands hoved fra han krop, han havde så sat af igen og hugget de to næste ned, hvorefter han havde forsat til den sidste. Og nu stod han der uden en skramme og tørrede blodet af sværdet, da en af de fire rejste sig op igen. Han blødte kraftigt fra et dybt sår i brystet men stormede alligevel frem mod manden. Manden stak sværdet i skeden og vendte sig mod den angribende bjergmand og trak derefter kappen ud i så man kunne se hvad den indeholdt. Ruk nåede lige at få et glimt af dem før de gik til angreb: flagermus, ikke normale flagermus men enorme flagermus hver af dem på størrelse med en tallerken gik de alle sammen til angreb på den overlevende. Ca. 20 var der skønnede Ruk og de gik skånselsløst til angreb bjergmanden der skreg, mens han langsomt blev tvunget baglæns en i ilden. Skriget var frygteligt da hans tøj blev fanget af ilden og flagermusene sørgede for at han ikke kunne komme ud af ilden og ned til vandet. Efter kort tid døde skriget dog ud og flagermusene fløj tilbage til manden kappe og satte sig til rette igen, hvorefter manden gik sin vej lige så stille som han var kommet ind over sletten. Ruk fulgte ham med øjnene så langt han kunne men det var som om at han havde efterladt en mærkelig mørke man ikke kunne se igennem, og da solen endelig viste sig på himlen og vennerne var kommet fri af pælen, var han væk.
”Hvem var det dog?” spurgte Lian ud i det blå.
”Den Sorte Samurai” svarede Muza