Interview med forfatteren 4

Så sidder jeg igen her med forfatteren til Det Røde Land der nu igen er begyndt på en ny serie nemlig Simon Greve-Poulsen.

Hejsa.

Og nu er det så at jeg bliver nød til at spørge dig hvordan det kan være at du så hurtigt gik i gang med The ace of spades?

Faktisk er selve personen ace of spades og især prologen noget jeg fandt på lige efter jeg startede med at skrive StS. Jeg har i lang tid godt kunne tænke mig sådan 4 over skurke, og derfra blev de fire konger skabt. I det hele taget syntes jeg at kort er geniale især når de bliver sat i forhold til spådomme og magi.
Desuden passede personerne i historien bare godt ind i kort roller.

Der går rygter om at du selv vil optræde i Ace of spades, er det sandt?

Det er det helt sikkert. (nikker Simon energisk) Hvad folk ikke har opdaget er at jeg faktisk også var med i StS. Desuden er jeg også at finde i et par af mine andre historier. Så du kan jo prøve om du kan finde mig.

Du har hintet til at der skulle være et gennemgående tema i alle dine historier, kan du uddybe hvad det er?

Det kan jeg da sagtens men jeg vil godt lige fortælle hvordan jeg voksede op først da det formentlig er grunden til at jeg bruger netop dette tema i mine historier.

Hmm hvor skal man starte. Jo jeg kan da starte derhjemme. Jeg har 3 søskende der alle er lige netop det ældre eller det yngre end mig. Og med ”det” mener jeg den aldersforskel hvor man kan knytte nogle solide bånd til hinanden. Så det var ikke så godt, der var også det problem at min bror altid har været moden af sin alder og for lige at sætte det i perspektiv så var han mere moden da han var 15 end jeg er nu. Nå det var jo så trist.
Så kom jeg satme i skole hvor jeg ikke ligefrem blev populær af grunde jeg ikke vil diskutere på cyberspace. Nå men jeg fik da en 4-5 rimelig gode venner som holdt mig ved selskab men gruppen gik langsomt i stykker. En person blev en nar, et par stykker flyttede til en lorte skole og blev også nar røve og de sidste flyttede langt væk. Lort hva?

Ja det må du nok sige

Nå men så kom man heldigvis til Realskolen hvor jeg også fik nogle gode venner, som jeg desuden stadig er sammen med. De er sku også flinke og alt det der men allerede her har vi haft det centrale problem. Fordi da jeg kom på Realen og fik ”Rigtige” venner der var det sku 7 klasse. Hvis jeg nu havde kunne huske noget mere Freud ville jeg sikkert sige et eller andet klogt men det er det sgu for sent til, pointen er at et barn lærer sine sociale egenskaber til og med fjerde klasse. Og da jeg intil da stort set ikke havde haft venner var det jo lidt noget lort (den nu opløste grupper af nar røve startede i slutningen af fjerde klasse).
Og nu kan vi så endelig nå til det føromtalte overliggende tema i alle mine historier: Ensomhed.
Ruk var enspænder og endte i en gruppe der når jeg kigger på den igen minder enormt meget om den første gruppe venner jeg havde.
Lucarad er en enspænder af grunde jeg ikke har helt klarlagt for jer læsere endnu, han var også alene i barndommen og søger derfor selskab i Ritai.
The Horrors of the Dream world handler om en person der er alene med sine problemer.
Why Do I exist? Giver vel sig selv.
Stolemanden er også enspænder og arbejder alene.

En anden ting jeg kan sige er at jeg altid har nydt spil og film hvor hovedpersonen er en helt mod en masse skurke, to lige store grupper der slås har aldrig været mig. Hvorfor? Fordi jeg kan relatere til den ensomme helt.
Hvis vi skal nå til et hvorfor jeg skriver på denne måde så er det faktisk ret simpelt. Det er nemt. Da jeg ikke har så mange 1-1 venskaber så finder jeg det uhyggeligt svært at skrive om to eller flere personer der er dybt sammentømrede. Jeg har ikke haft den der ven man har kendt siden man var 3 måneder gammel, og derfor kan jeg heller ikke forestille mig hvordan de er over for hinanden og hvordan de reagere på prøvelser. Ergo er det enormt svært at skrive om, hvorimod den ensomme og eventuelt misforståede hovedperson der desperat forsøger at finde venner er meget nemmere for mig at skrive om. Det er også grunden til at det tager så lang tid at skrive bare et afsnit af mig og B’s ”hemmelige” serie.
Så hvis vi skal prøve at så på mig igennem Freunds personlighedsmodel der består af lyster/drifter (Id), den bevidste del af personen (Jeg) og den moralske del af hjernen (over jeg)
Personligt har jeg faktisk et Id der er meget tryghedssøgende og utrolig socialt men mit jeg og mit overjeg holder Id’et i skak for at undgå problemer i form af afvigelser og lignende. Som i nok kan tænke jer gør det det også svært for mig at afkode budskaber fra det modsatte køn, da jeg ikke ved og de bare er venner eller de vil noget mere. Det var for resten også grunden til den seriøse bommert af en tid mellem mig og Kirstine, hvis nogen kan huske syvende klasse. Jeg var simpelthen ikke sikker på hvad hun ville og jeg turde ikke gøre noget af frygt for hvad jeg kunne gøre forkert.
Da jeg heller ikke har haft noget succesfuldt kærlighedsliv indtil videre så har jeg også enormt svært ved at skrive om netop kærlighed. Faktisk har Ruk og Lucarad begge haft dårlige kærlighedserfaringer i deres ungdom hvilket vil komme op til overfladen senere hen.
Det spørgsmål der nager mig mest er faktisk hvor meget det betyder for mig selv. Til daglig tænker jeg jo ikke over det og derfor er det heller ikke i vejen på nogen måde. Men når jeg skal snakke om det og formulere det så er det en anden sag. Jeg skrev med en svensker over MSN den anden dag og vi begyndte at snakke tidlige venskaber kærester og lignende. Det er nemlig her det er svært, jeg bliver en smule trist og får sådan en lille kugle af depression eller noget lignende. Jeg kan sige jer hvor den er hvis i er interesserede den sidder lige i mit mellemgulv. Ikke i hjertet.

Nå nu har jeg vidst også sagt nok. Skrid fister.

Undskyld, undskyld. Ja ja jeg skal nok gå. En sidste kommentar?

Det skulle da lige være at forsikre jer om at jeg ikke er på sammenbrudets rand. Det er blot en stil ligesom den jeg skrev første år på handelsskolen. Måske kommer den også op på et tidspunkt hvem ved. Nå fakta er at det er sent og jeg må skride.
I må ha det alle sammen ses vi den ottende?