En Stille dans

Jeg er ikke helt tilfreds med mine andre historier i øjeblikket de trænger til lidt mere finpudsning, så i stedet får i noget filosofisk sjov fra mig.

En stille dans
Velkommen kære læser, velkommen til min verden.
Når du læser disse ord befinder du dig i min verden, mit rige, mit domæne. Her i mit rige har jeg den fulde kontrol over alt der sker, en stille dans over tastaturet er alt hvad jeg skal bruge for at vise dig fjerne lande, mægtige drager, sindssyge sind og tragiske begivenheder. Jeg følger i nogle af verdens mest berømte mennesker når jeg skriver: Mozart lod sine fingre danse henover tangenterne, Da Vinci lod sine pensler danse over et lærred, Muhammed Ali lod sine nævner danse over et ansigt og jeg lader mine fingre danse over et tastatur. Mozarts arv var smuk musik der farver sjælen med de skønneste følelser, Da Vincis arv var skønne malerier fyldt med farver der er smukkere end en solnedgang i maj, Muhammed Alis arv var fyldt af inspirationen og blå mærker, men min arv er blot 2 simple farver: sort på hvidt. Disse to farver som knap nok kan betegnes som farver er alt hvad jeg bruger til at skabe mine værker. Ligesom Da Vinci brugte sine tusind farver til at skabe smukke værke bruger jeg mine 2 farver til at skabe simple historier der kan berolige og forundre sindet. Men alt kan i virkeligheden skabes med sort og hvid, der er uendelige nuancer der kan udnyttes og undersøges. Med en stille dans over tastaturet blander jeg de to farver og skaber sorte tordenskyer over den hvide tundra, jeg skaber snehvidt skumsprøjt på den truende sorte bølge.
Men det er ikke en symfoni jeg komponere på et klaver, det er ikke et maleri jeg maler med en pensel, og det er ej heller et ansigt jeg farver gult og blåt med mine næver, det er et tastatur jeg danser over og et a4 ark jeg klistre til med ord. Ord er farver og nuancer der ses, læses og fortolkes forskelligt af alle, det gør at en historie læses forskelligt af alle og alle får deres egen syn på begivenhederne. Disse ord er mit skaberværk, mine børn, mine brødre, mine venner og mine fjender. Nogle dage strømmer ordene i en evig flod fra mit sind, og ordene strømmer ud på skærmen igennem en stille elegant dans over tastaturet, andre dage føles det som om at floden er tørret ud og den stille dans bliver til en tung travetur. Så jeg danse når dansen kommer til mig, som en smed der smeder med det varme jern leder jeg floden af ord ud igennem fingrenes dans, kontrollere den, bøjer den og former de sætninger der kommer frem i mit sind.
Denne stille dans jeg udføre ser ingen, igen ser det arbejde der lægger bag, lige som ingen så Mozart da han komponerede sin første melodi, ligesom ingen så Da Vinci da han blandede farverne, og ligesom ingen så Muhammed Ali da han trænede som ung er der ingen der ser den dans jeg danser her i PC skærmens glød. Men dansen er der og denne usete stille dans vil danse hen over tastaturet så længe der er ord der flyder, sætninger at bygge og luft i mine lunger.