Det Røde Land del 17

Ruk kiggede sig over skulderen for ca. tusinde gang i denne uge, der måtte da være noget denne gang. Nej!? Det kan da ikke være rigtigt. Ruk stønnede og traskede videre med bag de andre 2. I en hel uge havde de gået langs den enorme flod der skar sig gennem landskabet. I hele ugen havde Ruk haft en mærkelig følelse af at nogen holdt øje med dem, Muza og Lian havde dog ikke lagt mærke til noget mærkeligt.
”Se der!” råbte Lian ”Et slot!”
Og ganske rigtigt lå der i horisonten et stort slot, Ruk, Lian og Muza bestemte sig for at de ville forsøge at nå derhen før natten faldt på.
Himlen var farvet rød af den nedgående sol da de endelig nåede porten. Slottet var enormt, langt større end de først havde regnet med Ruk fik undt i nakken af at kigge på de høje tårne der strakte sig langt op i luften. Muza gik hen og bankede med den store dørhammer så det buldrede.
Da ingen svarede tog Muza fat i den lille dør ved siden af og trak til. Døren gik op med en stille knirken, og trioen trådte indenfor.
Ruk kiggede rundt og blev chokeret over synet der mødte ham. Overalt var der bøger, bøger i alle størrelser. Alle vægge var dækket af reoler fyldt med støvede bøger, selv rummene ved siden af var fyldt med bøger. Ruk tog fat i en bog og læste forordet: ”Hutide Argty datter af pontki Argty.” Ruk slog op midt i bogen og læste højt:
”jeg bliver angrebet af to røvere, min Wuma-unge skriger da de slagter den.” Ruk gøs og kiggede bagerst i bogen:
”lægen siger at jeg ikke kan overleve, smerterne er for store lad mig nu dø. Og nu tager sygdommen mig.” Ruk lukkede bogen med en gysen:
”hvad er det dog for et sted?”
”Det er en gave fra visdommens gud Dezal. Slottet her indeholder alle menneskers skæbne. Hver bog indeholder alle oplysninger om et menneskes liv” sagde en Munk der kom gående ned fra en smal trappe i hjørnet.
”og jeg er bestemt til at vogte over bøgerne. Dezal gav menneskene dette slot i tidernes morgen for at de skulle lære at viden ikke altid har den effekt som man tror den har. Mange folk har levet hele deres liv i dette slot i søgen efter deres egen bog. De få, der fandt deres egen bog, levede resten af deres liv i frygt for den død som de ikke kunne undgå skønt de vidste præcis hvad der ville ske. Viden kan være en frygtelig forbandelse.”
Muza tog interesseret en bog op og kiggede i den, læste et par og lukkede den så mens han talte: ”Jeg har hørt om dette sted… men det skulle jo bare være en myte… skulle det ikke?”
”Engang kom her mange, folk fra nær og fjern, men i de sidste mange generationer har kun få besøgt Vor frues bibliotek. I er velkomne til at blive så længe i vil, Dezal skelner ikke i raser eller art” tilføjede munken da han tog Ruk ved nærmere eftersyn.
Ruk lyste op og de fulgte alle tre munken op ad den lille trappe.