Det Røde Land del 16

Jordskælvet var langt derfra men rystelserne fik stadig Ruk, Lian og Muza til at vakle.
”hvad fanden er der med de jordskælv?” råbte Ruk da Jordskælvet var ovre. ”De driver mig til vanvid”
”Det virker i hvert fald ikke normalt at der er så mange Jordskælv” Svarede Muza
”lad os komme ud af de har lorte bjerge før de tager livet af os” sagde Ruk og sparkede til en sten.
”Ja det virker som en god idé.” sagde Lian ”jeg vil også gerne væk fra de her bjerge. Det var kun meningen at vi skulle bruge en uge eller to på at komme over de her bjerge og nu har vi efterhånden været her i et helt år.”
”For mig er det nu lidt længere end bare et år, men hvis I har så travlt så lad os da komme af sted.” grinte Muza og begyndte at gå ned af bjergsiden.

Det var først midt på næste dag at de nåede bjergets fod. Stanken fra de faldne i den varme middagssol var ulidelig og der var ikke den mindste vind til at føre den bort. Ruk var begyndt at få det dårligt da han så en skikkelse gå syngende omkring i lig dyngerne. Ruk prikkede til Lian og Muza og pegede over på manden der sang: ”hnort vrugt an duk! Ek runju.” han bukkede sig ned og tog en pung fra et af ligene hvorefter han sang videre: ”noragt iora.” Ruk så spørgende på Muza og spurgte: ”hvad synger han?”
”noget om at nu kan han få mad på bordet tror jeg.” svarede Muza samtidig med at manden skrålede: ”gnik autri næoi gytbu eknuo!”
”Han taler det sprog nogle få enlige stammer taler i de nordlige bjerge” sagde Muza og fortsatte: ”Jeg tror det er bedst hvis vi fordufter uden at han ser os.”
”Suny eponu knæyt suksu” sang manden lystigt da Ruk, Muza og Lian forlod stedet.
Da de var kommet lidt væk vendte Ruk sig om for at se manden en sidste gang men han var som sunket i jorden. Ruk trak på skuldrene og gik op til de andre igen.
”vi skal bare følge floden der” sagde Muza og pegede på en stor flod der kom ud af en stor åbning i bjergende og snoede jeg gennem den golde slette. ”Mynrak ligger ved siden af den flod på den anden side af sletten.
”Hvad hedder floden?” spurgte Lian: ”og hvorfor kommer den ud af bjergene?”
”tja det er der ingen der ved” sagde Muza og trak på skuldrende: ”men man siger at den er magisk da den aldrig tørre ud. Selv ikke i den lage tørke der varede 30 år forsvandt floden. Den flod er Det røde lands livs nerve. Dør floden dør landet. Mange har selvfølgelig forsøgt at finde ud af hvor den stammer fra men endnu er det ikke lykkedes nogen at finde flodens udspring og vende tilbage med livet i behold”
Lian gyste og spurgte om hvor lang tid det ville tage den at komme til Mynrak.
”et par uger vil jeg tro” Svarede Muza ”altså, hvis vi ikke render ind i problemer selvfølgelig.”
Den lille gruppe gik godt til hele dagen og da det blev nat lagde de sig til at sove i nogle buske, da Muza ikke havde ment der var behov for en natte vagt sov de alle tre godt i forvisning om at de endelig var ude af bjergende og at ingen i nærheden kunne skade dem.
Lidt væk i en anden busk kiggede et par øjne frem mod de rejsende og øjnenes ejer sang sagte: ”triu oufr oiar griny flæiu ywt ruå randge ewq!” Under øjnende slikkede en tunge sig om munden.