Det Røde Land 1-15 rettet version

mange tak til Mads for at gide rette min fejlbefængte historie (buk)


1

Ruk gik hen ad vejen sammen med resten af karavanen fra hans fødeby. Ruk var lige fyldt sytten, og havde derfor fået lov til at tage med handelskaravanen på rejse. Han havde brunt hår og blå øjne og var hverken særlig fed eller høj. Ruk gik ved siden af den store oksekærre og svedte i sin tykke uld vest. Han var spændt. Han havde nemlig hørt om store maskiner, der kunne sejle, uden at der var vind, og andre maskiner, som kunne køre fremad på jorden. Ja, selv maskiner der kunne flyve som fugle, havde han hørt, at der fandtes ude i verdenen.
Riack red op på siden af Ruk på sin skællede wuma Kazuu – Wumaerne var en art af kæmpe firben med mange spidse tænder, røde øjne, kraftige skæl, en lang kraftig hale og tre kraftige klør på hver fod.
”Tag dig i agt Ruk,” sagde Riack, der var leder af karavanen. ”Der er et eller andet galt her.”
Ruk sank en klump han hadede vold og håbede inderligt at Riack tog fejl.
”STOP! I DEN HVIDE KEJSER’S NAVN!” Blev der råbt oppe foran karavanen.
Karavanen sagtnede farten for til sidst at standse. Riack red op foran og svarede:
”Vi er ikke fjender af den hvide kejser men blot fredelige handelsfolk.”
”Den Hvide Kejser kræver told for at I må gå gennem denne skov”
”Denne skov er min personlige ejendom,” råbte Riack arrigt til soldaten som Ruk nu kunne se.
Han stod i hvid rustning ligesom alle de andre med lange hellebarder, og bag dem stod ca. et dusin wumaryttere med lange spyd. Den Hvide Kejser var en berygtet forbryder, der næsten kontrollerede halvdelen af ”Det Røde Land”. Samtidig havde Den Hvide Kejser en stor hær og meget magt.
”Ikke længere, denne skov tilhører nu Den Hvide Kejser, ” sagde soldaten roligt.
Riack udstødte et vredt skrig, trak sin falchion – et buet sværd med en bred klinge – og sendte sin wuma ud i et langt spring fremad mod soldaterne. Springet fik kraft fra bagbenene, hvilket var et kendetegn for arten.
Det var et blodbad. De handlende var optændt af vrede, men kunne intet stille op imod de trænede soldater. Midt i al tumulten stod Ruk og forsøgte at komme væk. Ruk måtte gang på gang springe til side for ikke at lide en smertefuld død.
Der lød et skrig. Det var lavt, men Ruk hørte det klart gennem larmen. Det var et skrig fra en døende wuma. Riack skreg, da Kazuu blev spiddet i luften og faldt hårdt til jorden. Han hørte ikke det skrig, Ruk udstødte, da Kazuu’s klør, der var fulde af dens eget blod, trængte dybt ind i Ruk’s bryst. Han hørte heller ikke Ruk hviske:
”Nu dør jeg.”
Han udstødte blot en ed og kastede sig tilbage i kampen hede.


2

Ruk vågnede med et sæt, og han opdagede straks, at han stadig lå under den døde wuma. Ruk var overrasket over, at han ikke havde nogen smerter i brystet, hvor wumaens klør havde boret sig ind i ham. Det næste, der slog ham, var stanken.
”Jeg må have været bevidstløst i lang tid,” tænkte han.
For stanken af de gamle lig, var ulidelig. Ruk klemte sig ud fra liget af wumaen og så ud over ødelæggelsen. Oksekærren var brændt, og ligene af hans venner lå spredt ud over vejen, selv Riack var død. Ruk tumlede ned fra vejen i chok. Han måtte have noget at drikke, og han kunne huske, at der løb en lille å ved siden af vejen. Ruk kravlede hen til den og drak grådigt af det kolde vand. Ruk pustede ud, men udstødte så et forskrækket skrig, for spejlbilledet var ikke, som det skulle være. I stedet for sine blå øjne, sin brune hud og sit mørke hår var der nu: små røde øjne, grøn hud med kraftige skæl i ansigtet og hans hår var udskiftet med korte spidse skæl. Ruk faldt bagover af forskrækkelse og fik øje på, hvad der før havde været hans føder. En bred skællet fod med tre skarpe klør var, hvad der var nu. Også hans hænder var blevet skællede, og resten af ham var en smule grønlig i det.
”Hvad i alverden er der sket?” tænkte Ruk forvirret.
Ruk fandt noget kød i den brændte oksekærre og bed det midt over.
”Hvad pokker,” udbrød Ruk, og følte på sine tænder som var blevet sylespidse.
Ruk spiste videre med en ro, han selv var overasket over, imens han kiggede på sit bryst. Der var tre store ar, hvor wumaens klør havde ramt ham. Wumaen! Det måtte være det der skete. Han var ved at blive til en wuma… men hvorfor?
Ruk gik videre, han kunne ikke blive på slagmarken. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gå tilbage i byen i denne tilstand. Ruk valgte at gå ud og finde en slags kur. Ruk fandt en munke kutte, der kunne skjule hans deforme krop.
Ruk havde kun gået i en time, da han hørte nogen råbe på hjælp. Det lød som et barn, så Ruk forlod vejen og stormede mod lyden. Efter at han havde løbet i tyve sekunder, kom han til en brændende hytte. Rundt om den brændende hytte lå der flere lig, en skrækslagen dreng på ca. ti år og tre grinende soldater i hvid rustning. En flamme blev tændt i Ruk, da han sneg sig nærmere soldaterne.
”Du er da en farlig en knægt. Men med det halsbånd på er du nul og niks,” grinede den hvide soldat der så ud til at være lederen.
”Nu dør du,” sagde han og løftede sin hellebard til et afgørende stød.
Samtidig satte Ruk fødderne i jorden sprang i et vældigt hop fem meter frem satte sine spidse tænder i soldatens hals og flåede en stor luns kød af. De to andre soldater råbte forskrækket og vendte sig mod Ruk, der igen satte af og sprang mod den nærmeste vagt. Kutten flagrede efter Ruk, og hætten faldt tilbage og afslørede hans blodplettede ansigt. Ruk greb soldatens hoved, da han fløj over ham, og hamrede vagten mod jorden med et sindssygt grin, hvor han blev liggende livløs. Den sidste soldat langede ud efter Ruk med sin hellebard, men Ruk veg til siden og kløvede soldatens rustning og brystkasse med et kraftigt spark. Kløerne på højre fod lynede, da de skar sig igennem panseret og blev fyldt med blod. Soldaten sank sammen med et chokeret ansigtsudtryk. Ruk tog hætten over hovedet igen og vendte sig mod drengen.


3

Drengen veg tilbage da Ruk kom tættere på.
”Jeg gør dig ikke noget,” sagde Ruk og var selv chokeret over sin voldelige adfærd.
Drengen stansede og hviskede:
”Hvem eller hvad, er du?”
”Mit navn er Ruk,” svarede Ruk, ”og hvad jeg er, tja. Forleden var jeg et menneske, men jeg er ikke sikker på det er tilfældet mere.”
Drengen så længe på ham og sukkede. Så vendte han sig om og trak et kort sværd op af sin taske.
”Jeg gør dig ikke noget,” gentog Ruk, da han så sværdet.
Drengen grinede og sagde:
”Mit navn er Lian, jeg er elleve år, læge og har visse psykiske evner.”
Lian satte sværdets spids mod låsemekanismen på et hvidt halsbånd han havde på.
”Psykiske evner? Hvad er det?”
Lian pressede til og halsbåndet gik op. Han tog det af og smed det på jorden.
”Hvad det er? Se her.”
Lian lukkede øjnende, og tre tønder løftede sig fra jorden. Ruk skreg, da han selv lettede og fløj fem meter op i luften.
”Det er hvad jeg kan,” lød en stemme i Ruk’s hoved, ”jeg kan også læse tanker. Jeg har læst dine, og alt tyder på, at dit sammenstød med wumaen er skyld i mutationen. Men du er et godt menneske, og jeg vil gerne hjælpe dig.”
Ruk landede på jorden igen, og Lian åbnede øjnende igen.
”Hvordan kan du hjælpe mig? Ved du noget?” spurgte Ruk spændt.
”Det Røde Land’s Prinsesse Litra, har forsket i mutant fænomenet. Det er set andre steder før.” tilføjede Lian, da han så Ruk’s forvirrede blik.
Ruk lyste op og sagde:
”Jamen, så går vi til Det Røde Slot.”
De gik tilbage til vejen og satte kurs mod Det Røde Slot i Det Røde Land.

Ruk stønnede og rettede ryggen. I fire dage havde Lian og han gået mod Det Røde Slot, og de havde da også gjort fremskridt, men der var lang vej endnu. Ruk havde fundet ud af, at Lians lægemester var blevet slået ihjel af Den Hvide Kejser’s soldater, og at han aldrig havde kendt sine forældre. Solen stod op over sletten, det var den vej de skulle, stik øst! Ruk kiggede tilbage og så den mørke skov torne sig op. Ruk skubbede blidt til Lian for at få ham til at vågne. Lian gabte og strakte sig.
”Skal vi komme videre,” spurgte Ruk.
De havde dagen før lagt sig til at sove tidligt, for at fejre at de endelig var kommet ud af skoven.
”Jo, lad os det,” svarede Lian og gabte.
Lian rejste sig op, men lige da de skulle til at gå, kom der en mand ud fra skoven. Han så stor og stærk ud og gik med en lille vogn fyldt med kød og grøntsager.
”Halløj!” råbte manden og travede lystigt hen imod dem.
Ruk trak hætten over sit hoved og gemte resten af kroppen i kutten. Lian så straks, at det kunne give problemer, hvis den her mand så Ruk. Derfor gik Lian frem og hilste. Lian snakkede med manden og fandt ud af at han hed Jaro og var jæger. Jaro var på vej til Den Røde By for at sælge sit kød og lidt grønsager. Ruk trak vejret dybt, men han kunne bestemt ikke lide lugten fra kødet. Der var noget bekendt ved den, men han kunne ikke sætte en finger på hvad. De begyndte langsomt at gå videre, og inden længe skød de en god fart.
”Og hvad skal i så ude i verden? ” spurgte Jaro og kiggede nysgerrigt på Ruk, der gik lidt længere fremme.
”Jeg skal over og besøge min onkel i Den Røde By, og den lokale munk Viam følger mig på vej, ” improviserede Lian og nikkede i retning af Ruk,
”hans krop blev hæsligt forbrændt, da hans kloster brændte ned til grunden.”
”Nå dada, det var ikke så godt, vendt… Hvad er det for en lyd?” sagde Jaro og stansede.
Ruk vendte sig og kiggede tilbage mod skoven. Fem wumaryttere kom farende over sletten mod dem, og stansede først da de var helt henne ved den lille vogn og de tre rejsende.


4

Den forreste Wuma rytter rejste sig i sadlen og råbte:
”Hvad vil I tre dødelige her på vores område?”
”Vi er på vej til Den Røde By, men hvem er I, som tror I ejer dette land?” svarede Jaro.
”Hvem er vi?” grinede de fem ryttere højlydt, ”Vi er slettens fem guder, vi ejer alt mellem skoven i vest og bjergende i øst. Men sig mig købmand, hvad er det for kød du har i den vogn?”
”Det er kød fra vilde wumaer. Men hvis jeg ikke tager fejl, er I fem forbrydere med halvstore dusører på jeres hoveder.”
Wuma kød! Ruk forstod straks, hvorfor han ikke havde, kunne lide lugten af kødet.
”Det er korrekt købmand. Resten af verden er ikke så glade for os,” sagde guden med et ondt smil.
”Jeg er ikke købmand, ” sagde Jaro og trak et bælte med otte flintepistoler op og tog det om livet, ”Jeg er jæger og i er mit bytte.”
Jaro greb lynhurtigt en riffel satte den for skulderen og placerede en kugle mellem øjnende på den forreste rytter. Wumaen tog flugten, da den mærkede at den herre var død, men de fire andre guder sprang frem i raseri. To af de fire guder gik mod Ruk og Lian. Lian havde regnet ud, at det ville ende på den her måde, han havde allerede udvalgt en tilpas stor sten, som han nu løftede med sine evner og hamrede ind i wumaens tinding. Wumaen styrtede omkuld, og guden blev klemt fast af wumaen, som faldt oven på ham. Lian stormede over og færdiggjorde det med sit sværd.
Ruk var hoppet op på wumaen og havde slået guden af med et slag på siden af hovedet. Før guden ramte jorden, havde Ruk sat af fra wumaens ryg. Kort efter at guden ramte jorden, blev hans kranie knust under Ruk's fødder, der ramte jorden efter et hop fem meter op i luften. Ruk og Lian vendte sig mod Jaro og så, at han allerede havde nedlagt den ene af de to sidste guder. Jaro snurrede rundt dukkede sig og undgik alle gudens angreb. Guden var rasende, og hans udfald med det lange spyd blev mere og mere sjuskede. Jaro affyrede sine to flintepistoler og havde trukket to andre, før kuglerne ramte guden i armen. Guden skreg af smerte og tabte sit spyd. Herefter var det let for Jaro at sætte to kugler i brystet på ham, så han faldt af wumaen og døde.
Jaro gik rundt og samlede sine pistoler op, hvor han havde smidt dem og satte dem tilbage i bæltet.
”Jeg tror vi skylder hinanden en forklaring,” sagde Jaro, der prøvede at kigge ind under hætten på Ruk, ”Hvem er du, og hvad er han?”
”Mit navn er Lian, og jeg har telepatiske evner, og det her er Ruk,” sagde Lian og pegede på Ruk, som trak hætten tilbage og afslørede hans ansigt.
”Dav,” sagde Ruk med et skævt smil.
Jaro var dybt chokeret og stod som forstenet.
”Han havde et uheld med en wuma, og nu er han halvt wuma halvt menneske,” forklarede Lian.
”Uhyggeligt og beklageligt,” mumlede Jaro og fortsatte, ”nu er det vidst min tur. Jeg er dusør jæger og skal indløse en dusør for en tyv. Jeg har bundet en kurv fast under vognen til hoveder.”
Jaro trak en kniv frem og gik rundt og skar hovederne af alle guderne. Da han kom til Ruk's offer som den sidste, mumlede han noget om spild og gik tilbage til vognen med de fem hoveder. Jaro lagde dem ind i kurven og vendte sig mod Lian og Ruk igen.
”Uden jer havde jeg ikke overlevet det her. Derfor vil jeg eskortere jer til Den Røde By og sørge for, at I finder hvem eller hvad i leder efter. I Den Røde By har jeg kontakter overalt, og jeg kan få jer ind, hvor i vil ind.”
”Vi søger prinsessen.”
”Prinsessen! Ja så kan jeg ikke love noget. Men lad os nu komme til byen så ser vi ad, ikke?”
Og så gik de.


5

Mens de gik fremad over sletten, tænkte Ruk på sin barndom. Han var vokset op på et børnehjem, og han havde aldrig mødt sine forældre. På en kold dag i Rukken’s måned da Ruk var spæd, blev han fundet på trappen til børnehjemmet, det var på den måde han blev navngivet. Rukken, alle børn i byen kendte sagnet om den og om helten Vivaro!
Rukken var en enorm gul fugl, som levede for lang tid siden i Ruk’s landsby. Den var intelligent, ond, og sulten. Rukken krævede 4 ofre hver måned. I mange år levede byen dermed i sorg, indtil en kriger udefra kom til byen. Han hed Vivaro. Vivaro besejrede Rukken men døde af sine sår efter kampen. Efter den dag blev byen døbt Vivaro.
Ruk havde ikke haft mange venner i Vivaro bortset fra Riack. Riack var fem år ældre end Ruk, men de havde altid snakket meget sammen. Første gang de mødtes, var Ruk otte år og havde lige fået lov til at komme uden for børnehjemmet mure for første gang. Ruk havde bare gået rundt og kigget forbavset på alle de mærkelige mennesker og dyr, da fire børn på en tretten til fjorten år tonsede hen imod ham med en rund bold. En af dem begyndte at sagte farten og stoppede forpustet op ved siden af Ruk.
”Vi er snart ved fjerde og sidste base, og jeg har løbet med den fra første,” pustede han.
”Øh… hvad?” spurgte Ruk forvirret.
”Liva for pokker.”
”Hvad er Liva?
”Hvad er Li… åh, kommer du fra børnehjemmet eller hvad?”
Ruk nikkede.
”Så forstår jeg. Okay. Kan du se den røde pæl der? ” spurgte Riack og pegede på en pæl, hvor de tre drenge fra før nu stod.
Ruk så at den ene af dem dansede mens de andre så triste ud.
”Det er en base, faktisk er det sidste base, der er tre andre baser her i byen. Liva gælder om at få bolden hen til alle baser og til sidst til den her, den der gør det vinder. Man starter med at man sender en ud i skoven og for at gemme bolden, når han kommer tilbage, begynder spillet. Der er forskellige taktikker, jeg løber f.eks. ud i skoven finder bolden og prøver at løbe den hjem. Men nogle gemmer sig ved posterne og prøver at hugge bolden, så de ikke skal løbe så langt. Kan du forstå det?”
Ruk nikkede, og mente han havde forstået det.
”Godt, kom lad os få noget mad på kroen.”
De næste par dage forklarede Riack Ruk en masse om byen og folkene i den. Riack kom fra en rig familie og havde masser af penge i modsætning til Ruk, der var fattig. Imellem de to lag var det meste af byen, som var jægere, bønder eller købmænd. Riack’s forældre var flinke, men de var ikke så glade for, at deres søn havde fundet en forældreløs som ven. Ruk var ikke fin nok til deres søn, mente de.
Da Riack forlod byen som syttenårig for at tage med på handelsrejse, blev Ruk alene tilbage. Ruk var lidt af en enspænder, for han var ikke så interesseret i Liva eller Wuma avl, som de fleste andre var. Ruk fandt et job som snedker, lønnen var dårlig, men det håre arbejde fik tankerne væk fra ensomheden. Ruk ville også gerne tjene mange penge, så han kunne gøre indtryk på en hvis pige. Stinea var byens unge skønhed, og Ruk var faldet pladask for hende med det samme. Efter kun fire måneder som snedker, døde hans mester, og Ruk mistede sit job. Da Riack kom hjem fra handelsrejsen, friede han til Stinea, som sagde ja. Efter det forlod Ruk ikke børnehjemmet i tre uger. Riack fandt aldrig ud af, hvorfor Ruk lagde afstand mellem sig selv og Riack efter det.

”Se!” sagde Lian og rev Ruk ud af sine tanker, ”der er Ulim bjergende.”
Ruk så også de blå bjerge i det fjerne nu.
”Man siger, at dæmonen Ulim har banket mod siden af sit fængsel under jorden, og at bjergende der er jord, der er blevet skubbet op af hans banken.” sagde Jaro.
”Når vi er over dem, er der ikke lang til Det Røde Land,” sagde Lian.


6

Efter to dages march kom den lille gruppe til foden af bjergene.
”Wow,” sagde Ruk igen.
”Helt ærligt, nu har du sagt ”wow” hver femte minut i to dage,” grinede Jaro.
”Ja nu må det stoppe,” sagde Lian.
”Okay, okay,” svarede Ruk, ”men det er første gang, at jeg ser bjergende og… wow.”
Jaro sukkede og begyndte opstigningen med de to andre. I løbet af de sidste to dage var Jaro blevet gode venner med Lian og Ruk. Ruk var også blevet lidt mere udadvendt, da han følte sig i sikkerhed med sine nye venner. ”Venner” tænk at det skulle lykkes for ham at få ”venner”. Han havde før haft en ven, men det her var i flertal, og det betød meget for ham. Lian gik bag Ruk og kiggede nøje på ham. Ruk brugte ikke sin hætte mere og lod til at falde på plads i sin nye krop, som om den var mere ham, end den gamle var. Lian rystede på hovedet og opgav sin tankerække, han havde trods alt ikke kendt Ruk før ”ulykken”, så hvad vidste han.
Efter tre timers gang af en lille bjergsti begyndte vegetationen at forsvinde. Jaro og Lian var ved at være meget trætte, Ruk var dog stadig frisk.
”Det er nok på grund af at han er halvt wuma,” tænkte Lian og pustede.
”Så skal vi godt nok have et hvil,” råbte Jaro pustende til Ruk, da de kom til et enligt træ. ”Vi er ikke alle sammen mutanter vel”
Ruk vendte sig grinende om og svarede:
”Så okay da menneske. Nu ved du hvilken race der er den stærkeste.”
”Så siger vi det,” sagde Jaro og satte sig ned, ”Men vi ser bedst ud.”
Lian og Ruk grinede og satte sig ved siden af Jaro. Jaro tændte et bål og begyndte at grille noget kød, Ruk fik sit råt som han kunne lide det. Det var ikke Wuma kød, Jaro havde smidt alt sammen væk, da han og Ruk var blevet venner.
”Hvor langt er der til passet, Jaro?” spurgte Lian.
”Tja, med den her fart kan vi være der i overmorgen.”
”Og hvor langt er der så til grænsen?”
”Ca. en dagsrejse eller to. Og nu tror jeg faktisk at maden er klar.”
Ruk havde ventet til deres mad var færdig med at spise sin, så de kunne spise sammen.
”Jeg tror vi kan skyde genvej her,” sagde Jaro, ”den sti ser ud til at føre direkte op til passet. Men den er nu lidt lille. Hvad syntes i? Skal vi tage chancen?”
Lian og Ruk nikkede, de kunne lige så godt prøve. Stien var skjult bag en busk, men der var lige plads nok til dem og Jaro’s vogn. Efter at de havde gået af stien i godt en time, begyndte den at blive mere tilgroet og den skiftede også retning, så den ikke længere gik lige mod passet men lidt syd for i stedet. Men Ruk blev først rigtig nervøs da han så sorte skyer komme rullende ind fra nord.
”Det ser ikke godt ud” mumlede Jaro, ”vi må hellere finde ly.”
De søgte ly i en hule, der lå lidt væk fra stien. Hulen var lang, så Jaro tændte en fakkel, for at se om der var nogen fare på færre. Jaro kom glad tilbage og fortalte, at der løb en lille bæk igennem hulen med rent vand. Da de havde fundet sig til rette i hulen, spiste de lidt mad og lagde sig til at sove. Om natten rasede stormen. Jaro’s fakkel faldt ned fra sit stativ og trillede hen ad jorden. Den trillede gennem en åbning, der havde været skjult i skyggerne. Faklen trillede videre indtil… der lød et øredøvende brag, og klippehulen forsvandt i en byge af sten og kød.


7

Stormen der rasede den nat, var den værste storm i 20 år. Rundt omkring i bjergende blev der meldt om stenskred og dødsfald. Da solen endelig stod op, og skyerne trak mod syd. Blev et kæmpe krater opdaget i en klippe. Ingen vidste hvordan det var kommet, eller om nogen var omkommet i eksplosionen. Mange mente, at et voldsomt lyn var slået ned i bjerget og havde lavet krateret. Andre sagde, at guderne havde vist deres magt. Nogen folk troede endda, at et gammelt sagn var ved at gå i opfyldelse, og dæmonen Ulim var ved at ødelægge sit fængsel for igen at sprede død og ødelæggelse i verden. Sandheden var dog en ganske anden!

Ruk vågnede med smerter over hele kroppen. Hans hoved føltes som om, det kunne eksplodere hvert øjeblik. Eksplodere… hvad var det, det mindede ham om? Eksplosionen! Ruk satte sig op med et sæt, men hans øjne nægtede at fokusere på nået som helst. Var Lian og Jaro okay? Ruk begyndte at huske, hvad der var sket i løbet af natten. Et eller havde eksploderet, imens de sov, heldigvis havde de ligget bag Jaro’s vogn, som havde taget det meste af slaget. Selvom vognen beskyttede dem, var de blevet sendt flyvende ud af hulen, og Ruk havde ramt en klippevæg og så… Ruk var blevet slået bevidstløs og havde ingen anelse om, hvad der var blevet af de andre. Ruk kiggede rundt, han befandt sig i en lang dyb sprække. Ruk rejste sig op, men da han prøvede at støtte på sit venstre ben, skreg han af smerte. Ruk faldt bagover og landede tungt på røven.
”Pis! Mit ben må være brækket,” mumlede Ruk.
Ruk kiggede rundt, der lod ikke til at være nogen vej ud, og han kunne ikke klatre op med et brækket ben, Ruk så ingen anden mulighed end at vente.
Efter 2 dage uden vand og mad havde Ruk næsten opgivet håbet. Såret på hans ben var holdt op med at bløde, men lugtede nu råddent, og Ruk regnede med at såret var blevet betændt. Ruk sad og stirrede op mod himlen, da han hørte fodtrin i gruset oven over sprækken.
”Hjælp!” råbte Ruk, ”jeg er hernede.”
En mandsskikkelse lænede sig ind over sprækken og spærrede for sollyset.
”Hej Amida! Der er sku en brugbar en lige her,” råbte skikkelsen, og en anden mand lænede sig ind over sprækken.
”Vi behøvede slet ikke at rejse, han kom til os,” grinede ham der tilsyneladende hed Amida.
”Vi smider et reb ned,” råbte han, og Ruk tog taknemmelig fat i det og lod sig hive op.
Ruk nåede ikke engang at sige tak, da han kom op, før en af mændene slog ham bevidstløs med en stor sten.


8

Ruk vågnede og kunne mærke, at hans hoved dunkede voldsomt. Han lå lidt og stirrede op i et tag af tremmer.
”Det er da spøjst, med sådan et tag,” tænkte Ruk.
Han vendte langsomt hovedet og så, at også væggene bestod tremmer. Bag tremmerne gik en mand med 2 mærkelige våben, det var en slags pind med en kæde i, forenden af kæden var der en stor kugle fyldt med pigge. Han gik i en rustning med små jernplader på brystet og benene. Under pladerne havde han en tynd rustning, så han kunne bevæge sig frit. Manden slog til tremmerne og sagde:
”Lad være med at stirre.”
Hans ansigt var groft, og han havde en enorm hage.
”Det er jo en vogn det her,” tænkte Ruk, han satte sig op og lagde mærke til, at han havde fået lagt en skinne på sit sårede ben.
”Ruk! Er du okay?”
Ruk vendte sig om og så Lian sidde i en celle ved siden af og se bekymret på ham.
”Jeg klarer mig, men hvad sker der her?”
”De fyre der havde taget dig til fange, så vi prøvede at redde dig. Men de var for mange, og de gav mig halsbånd på.”
”Hvor er Jaro?”
Lian pegede ned bagerst i han celle.
”Jeg har gjort hvad jeg kunne, men det ser ikke godt ud”
Jaro lå med et tæppe over sig og var meget bleg.
”Hvad er der dog sket?” spurgte Ruk og så forfærdet på Jaro.
”Da hulen røg i luften sammen med vognen, blev Jaro og jeg smidt ind i en giftig busk. Jeg var selv heldig og ramte ikke nogle af de giftige pigge, men Jaro fik en fuld dosis, og jeg ved ikke hvordan man kurerer det” sluttede Lian fortvivlet. ”De sagde også, at jeg skulle ordne dit ben, da de ikke kunne bruge dig, hvis du så svag ud.”

I løbet af de næste 3 dage bumlede fængselsvognen nedad gennem nogle små veje. Ruk kunne snart gå igen, hans wuma del var utrolig hurtig til at regenerer hans sår. Jaro fik det dog værre og værre og lå i en feber søvn. Lian havde fundet ud af, at der var 3 vagter, og foran fængselsvognen, der blev trukket af to store okser, var en flot udskåret vogn. Lian havde hørt dem kalde manden derinde for Mester Amida, men han kom aldrig ud af vognen. Ruk brugte tiden i buret på at forbedre sin balance, for han havde hørt, at det var vigtigt at have en god balance. Efter et par dage kunne Ruk uden problemer stå på et ben i den bumlende vogn.
”Så slukker vi lyset,” råbte manden med de to mærkelige våben, som han kaldte for morgenstjerner. dækken
De tre vagter trak en stor presenning hen over buret, og en af dem sagde:
”Nu siger i ikke et ord, før vi beder jer om det okay!?”
Ruk og Lian nikkede, og så blev det sidste lys slukket, og der blev mørkt.
Efter et stykke tid kom vognen ind på en bedre vej, og det lød som om, de var på vej ind i en by. Kort efter kunne de hører, at mændene blev hyllet af mindst tohundrede mennesker. Men efter lidt tid døde jublen ud og vognen begyndte at køre op ad bakke. Efter lidt tid stoppede vognen og presenningen blev fjernet. En af vagterne åbnede døren og beordrede dem ud. Fire andre vagter kom til og eskorterede dem ned i en fange kælder. En stor man kom og åbnede døren, og Lian og Ruk blev skubbet ind i cellen. Ruk kiggede sig om i den meget beskidte celle og havde lige fået øje på en mørk skikkelse i et hjørne, da to vagter kom, og smed Jaro ind til dem.
”Dav,” sagde den mørke skikkelse.


9

Lian, der ikke havde set manden, vendte sig som et lyn og stirrede ind i mørket.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”Ja han sidder jo lige der,” sagde Ruk og pegede på manden.
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen, hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham,” tilføjede han tankefuldt, da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede, at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”Wow dine øjne lyser. Men nok om det, hvem er det der snakker med os?”
Ruk så, at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde:
”Muza er mit navn, fange er mit gavn,” rimede manden.
Jaro stønnede svagt, så Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham.
”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her,” jamrede Lian.
Jaro hostede og begyndte at tale:
”Når I kommer til Den Røde By så find en kro ved navn ”Dragens Tænder”, kroejeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita, og han kan hjælpe jer.”
Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet,” smilede Jaro og døde med et smil på læben.

Ruk brølede sin vrede og frustration ud. I halvandet minut var det eneste, som man kunne høre, hans brutale skrig.
”Regel nummer et om at overleve i et fængsel: Spar på kræfterne,” sagde manden i hjørnet, der hed Muza.
”Hvad fabler du om?” skreg Ruk. ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: Glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg, kunne Lian se, men det skyldtes vist ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn, der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:

I tidernes morgen da jorden blev skabt,
blev fire raser dannet med pragt.

Menneskene levede i midten,
på den frodige jord tæt ved klippen.
Deres styrke var mængden,
som holdt i længden.

Sletten tog Marok,
for de kunne klare et ragnarok.
På vinger de flyver,
og aldrig de lyver.

I sandet blev dannet,
en race forbandet.
Det evige liv de ejer,
men det føre dem ej til sejer.

Den sidste af de fire er,
den største magt skønt uden hær.
Kraskini lever under sten,
og sten blev et med arm og ben.
Stenens ånder blev deres kaldte navn,
men det gjorde dem dog ingen gavn.
Kraskini kaldte de sig selv,
kom noget i vejen blev det slået ihjel.
Kejsere af tinderne,
husker aldrig minderne.


Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.


10

Muza sad længe og kiggede på dem, Ruk var efterhånden kommet helt ned på jorden igen, og Lian sad bare og stirrede ind i muren.
”Der er ingen vej ud, tro mig,” sagde Muza, da han så at Lian faktisk undersøgte muren for revner og sprækker, ”tro mig jeg har siddet her i 10 år. Der er firehundredetusinde ottehundrede tolv sten i muren, og der bor to familier af rotter i hver sin væg.”
”Hvorfor har du siddet her i ti år?” spurgte Ruk.
”Hvorfor?” brummede Muzak, ”fordi de ikke var glade for det jeg gik og lavede.”
”Som var…?”
”Jeg slog dem ihjel,” Muzak smilte skummelt. ”Det her fængsel, ja faktisk hele den her by, tilhører Den Hvide Kejser. Hvad er der for resten med dig og dit hoved, du er hel grøn og ikke særlig, du ved, menneskelig.”
Ruk fortalte hele historien, og Muzak så tænksom ud. I samme øjeblik kom fire vagter ind af døren.
”Kom med,” sagde en af dem.
”Ikke dig kun monstret,” sagde han, da Ruk og Lian rejste sig, Lian satte sig ned, og Ruk blev ført ud af cellen.
Ruk blev ført hen af gangen, indtil de kom til en stor jern dør. Vagten låste døren op og førte Ruk ind i et rum fyldt med boblende væsker i forskellige farver. I midten af rummet stod en mand i hvidt tøj og justerede en indviklet opstilling af væsker, kolber og små glas rør, der forbandt alle væskerne.
”Professor, han skal have en dosis, så han er klar i morgen.”
Manden vendte sig om, og Ruk så at ikke var meget ældre end ham selv. Vagterne førte Ruk over til en stor metalstol og bandt ham fast til den. Professoren tændte en lille bunke kviste under to af væskerne og forbandt derefter de to glas med et tredje som var tomt. Væskerne begyndte langsomt at boble, voldsomt og langsomt begyndte en orange væske at falde ned i det tredje glas. Ruk så at Manden i kitlen samlede lidt af den nye væske i en lille sprøjte. Derefter slukkede han for ilden og kom hen til Ruk. Manden vaskede et lille stykke af Ruk's arm omhyggeligt og stak derefter sprøjten forsigtigt ind i armen på Ruk.
”Jeg er ked af det,” hviskede manden og trykkede stemplet i bund.
Vagterne kom straks til og bandt ham op, så åbnede de døren og førte Ruk ud. En af vagterne blev tilbage og låste døren, mens de andre førte Ruk tilbage til cellen og smed ham derind. Lian kom straks springende hen til Ruk, men da han ikke kunne se, at der var noget galt slappede han af. Muza var dog blevet mærkeligt stille og sagde bare, at de burde sove nu. Ruk lagde sig i et hjørne, og Lian tog et andet et. Mens Ruk sov var en kamp i gang i hans indre, og Ruk var ved at tabte den.


11

Ruk havde ingen anelse om, hvor lang tid han havde sovet, da hans hjerne endelig vågnede op til dåd. Ruk kunne huske, at han havde drømt noget med et monster, der åd ham, men ellers var hans hjerne blank. Ruk forsøgte at åbne sine øjne kun for at opdage, at de allerede var åbne. Ruk kiggede rundt, og så at han var i et stort bur midt på en stor plads fyldt med mennesker, som alle sammen stirrede på ham. Ruk blev ramt af en pludselig dyrisk vrede, sprang frem og hamrede mod tremmerne med et brøl!
”Hvad er det der sker!” tænkte Ruk panisk.
Da han ude af stand til at kunne kontrollere sine bevægelser langede ud efter nogle af de mennesker, der stod tættest på. Ruk mærkede en smerte i nakken, og i næste øjeblik blev han trukket brutalt bagud, så han hamrede hårdt ind i den bagerste væg. Ruk så nu, at der stod fire mand med en kæde i hænderne bag buret. Kæden var forbundet med et slags halsbånd om Ruk’s hals, og det var tydeligvis dem, som havde trukket Ruk væk fra tremmerne. Ruk havde absolut ingen kontrol over sin krop, og kroppen lod ikke til at ville blive liggende. Ruk’s krop vred sig, og med en kraft anstrengelse smed den sig fremad mod menneskerne igen. Ruk’s opmærksomhed blev dog afledt, da en ged blev smidt ind i buret til ham. Ruk kastede sig grådigt over geden og dræbte den ved at bide halsen over på den. Ruk kunne ikke gøre andet end at se til, imens han fortærede det stakkels dyr.
”Dette er en dæmon fra helvede!” Ruk så rundt og fik øje på manden, som havde hevet ham op af sprækken for næsten en ude siden. ”Det var ham, der sprang Det Hellige Bjerg i luften, det er ham, der har dræbt jeres børn!” skreg han. ”Vores gud, vores beskytter, vores vejleder, har befalet, at vi skal slå dette bæst ihjel. Den eneste måde at slå en dæmon ihjel er ved at ofre blodet fra en jomfru.” Manden så ud over menneske mængden og nød at se sine ords magt. Hele folkemængden stod og bævrede. ”Vi har valgt Roselin, som den der får æren af at udrydde dæmonen.”
Roselin fulgte lydigt med de to vagter, som kom og hentede hende, mens hendes mor ved siden af brød sammen i gråd. Ruk nåede lige at opfatte, at Roselin var utrolig smuk før manden igen begyndte at tale.
”Nu må vi alle bede Den Hvides velsignelse.”
Ruk flåede et stort stykke kød af geden og åd det, mens hele folkemængden krydsede armene foran sig og messede:

”Din magt er enorm.
Din viden er mægtig.
Din retfærdighed er stor.
Du er godheden
Du er den eneste gud
Du er: Den Hvide Kejser.”


12

Ruk var bundet med tykke kæder, da de førte ham ned i en lille enecelle, han havde endnu ikke kontrollen over sin krop og var lige ved at bide armen af en af vagterne, da de smed ham ind i cellen. Da han var sikkert inde i den lille celle, blev der åbnet for nogle små sluser i den bagerste væg, og en blålig røg gled ind. Ruk følte det som om, at hans krop var blevet sænket ned i en aktiv vulkan, aldrig før havde han følt sådan en smerte. Ruk nåede lige at tænke, at nu skulle han dø, før smerten fik hans hjerne til at beordre standby, og han besvimede.
Da Ruk kom til sig selv, blev han slæbt hen ad en lang gang. To mænd trak ham i hver sin arm, og smed ham ind i cellen til Muza og Lian. Muza kom straks over og hjalp ham hen i det rådne, men bløde hø. Ruk forsøgte at tale, men Muza lagde en hånd for hans mund og sagde, at han ikke skulle tale. Ruk så sig i stedet omring efter Lian og så, at han sad henne i et hjørne og rokkede uroligt frem og tilbage, imens han talte lavmælt til sig selv. Ruk så spørgende på Muza som svarede stille:
”Han har været sådan, lige siden han kom tilbage. De hentede ham lidt efter dig, jeg tror nok, at de har tortureret ham.”
Ruk blev vred, men før han kunne mæle et ord, blev han overmandet af en frygtelig træthed og faldt i en dyb søvn.

Ruk kradsede lidt i gulvet og kiggede ud af vinduet, Mafummir var lige blevet taget med ud af cellen, det havde været Vagt 8, som hentede ham. Ingen var endnu kommet tilbage, efter at Vagt 8 havde hentet dem. Mafummir havde siddet i cellen med dem i en hel måne cyklus. Han og Ruk var blevet gode venner. Der var gået syv måner og ti ”forestillinger” siden den første forestilling, og Ruk var vokset et par centimeter, hans fingre var desuden forsvundet til fordel for fire skarpe klør. Det havde irriteret ham grænseløst, ikke at kunne holde fat på noget i starten, men han havde langsomt vendt sig til den nye del af hans krop. Hans kutte var ødelagt, og han havde kun et lille stykke stof til at dække sine mest private dele, alt andet havde hans andet jeg flået i stykker. Ruk så på Lian der sad og sov. Ruk smilte, Lian havde fået det meget bedre. Han havde været helt nede de første par måneder, han havde konstant mumlet til sig selv og haft høj feber, men nu havde han kun få tilbagefald, hvor han snakkede med sig selv. Han var altså næsten tilbage i sit normale jeg. Normale jeg Ruk gøs, efter de sidste par ”forestillinger” var fornemmelsen af det blodtørstige uhyre inde i ham, ikke forsvundet helt. Ruk var bange for at ”han” aldrig ville forsvinde helt, det var som om, ”han” bare ventede på en mulighed til igen at tage kontrollen. Ruk kiggede på Muza for at jage tankerne på flugt, han havde ikke ændret sig meget de sidste mange måner. Hans lange hvide hår var blevet endnu længere og nåede ham nu halvvejs ned af ryggen, og han var blevet lidt tyndere. Muza havde fortalt Ruk, at det der nær havde sprængt dem i luften, nok var ”præsternes” krudtlager, som de brugte til deres ”mirakler”. Præsterne var tilbedt af byen, der tydeligvis ikke var klar over, at der var en verden uden for deres dal. De troede på præsterne, som sagde:
”Uden for denne lykkens dal, hersker kaos”.
Præsterne prædikede Den Hvide Kejsers ord. Den Hvide Kejser var gud, og hans ord var lov. Deres jomfru ofringer viste sig at være deres måde at få ”nyt kød” til mændene på, men det vidste byen selvfølgelig ikke. Ruk hørte et dæmpet skrig langt borte og vidste, at han havde set det sidste til Mafummir. Ruk sukkede, da han hørte marcherende fodtrin og rejste sig op. Sekundet efter blev døren sparket op og to vagter kom ind. Muza og Lian vågnede samtidig og satte sig op da Ruk blev trukket ud af rummet.
Ruk blev som så mange gange før spændt fast i stolen, og den unge professor satte gang i væskerne med det sædvanlige lille bål under de to væsker. Da vagterne forlod rummet, sagde professoren det samme, som han havde gjort alle de andre gange:
”Jeg er ked af det…,” men denne gang fortsatte han, ”… men dette er heldigvis sidste gang for dig, sørg for at være klar, når månen er på sit højeste. Det er jeres eneste chance.”
Da Ruk var tilbage i cellen, fortalte han de to andre, hvad professoren havde sagt.
”Professoren er selv fange her, vi kan stole på ham, og desuden har vi ikke noget at tabe,” sagde Muza.
Ruk og Lian nåede kun lige at give ham ret, før vagterne kom efter Ruk. Af en eller anden grund virkede sprøjten hurtigere for hver gang Ruk fik den, så allerede da solen stod højest på himlen, var Ruk ude i buret igen.
Efter den sædvanlige blodige forestilling hvor Ruk havde fået ualmindelig mange pisk, kom turen til udvælgelsen af det nye jomfruoffer. Ruk’s krop vred sig af smerte fra pisken, der stadig smældede over ham, mens den sædvanlige taler råbte ud over mængden:
”Denne dæmon har vist sig mere mægtig end nogen anden før ham. Dette helvedes bæst kan kun dø hvis syv jomfruer ofres.”
Hele forsamlingen skælvede, mens navnene blev læst op. Syv? Det var flere end nogensinde før, Ruk var målløs, de havde aldrig før taget mere end to. Ruk tænkte stadig over det, da den blålige røg gled ind i rummet for at drive dæmonen tilbage til Ruk’s indre.
”Syv?! Hvorfor så mange?” var det sidste han tænkte, før smerten endnu en gang slog ham bevidstløs.


13

Ruk fik svaret, da han vågnede op i cellen, en fest! Der lød latter og sang i den anden ende af slottet. Ruk prøvede at sætte sig op, men en eller anden holdt ham fast ved jorden og lagde lynhurtigt en hånd over Ruk’s mund. Ruk åbnede øjnene og så, at det var Muza, der holdt ham fast, Muza så enormt koncentreret ud, og det gik op for Ruk, at Muza lyttede intenst. Ruk slappede af og kunne nu også høre hastige fodtrin, der kom nærmere, han hørte skramlen med nøgler, og døren gik op. Professoren stod i døren og kiggede ind til dem.
”Skynd jer,” hviskede han og kiggede nervøst over skulderen.
Ruk støttede sig til Muza og Lian, da de gik gennem slottet, imens løb professoren foran og holdt udkig. De havde fundet Lian’s ting i et skab ved den sovende fængselsvagt, i skabet fandt de også en stor sort le som lod til at være Muza’s, da han tog den til sig som en gammel ven, der var blevet væk. Ruk og kompagni var nået forbi støjen, og Ruk mente nok, at de snart var ude, og han havde ret. Kort efter kom de til en stor egetræs port, professoren listede ivrigt hen, åbnede den lille dør i porten, sneg sig ud og… der lød en knasende lyd, da en tung jernkugle knuste professorens kranium. Ruk så forfærdet til, mens professoren faldt baglæns ind gennem døren og ramte jorden. Manden, der alle de måneder før, havde været vagt ved den fangetransport, der havde ført dem til byen, trådte over professoren lig og grinede:
”Sikke en nar, ha!”
Muza overlod Ruk til Lian og gik roligt frem mod vagten med sin le. Den var sort og dekoreret, så det så ud, som om klingen kom ud af munden på en drage, desuden var enden spids og lignede dragens hale.
”Nå så du vil dø først,” råbte vagten og begyndte at svinge sine våben rundt i cirkler.
Med et kastede vagten sig fremad og hamrede sine våben mod Muza, i sidste sekund sprang Muza til side, og kuglerne hamrede ned i fliserne, som blev knust.
”Godt undveget gamling. Men nu hvor du har set min styrke, dirre du vel af frygt, gør du ikke? Over giv dig, og jeg vil gøre din død smertefri,” vagten begyndte at svinge sine våben igen og så på Muza.
”Stærk er du,” smilede Muza skummelt, ”men styrke er intet værd mod mig”
Muza svang lynhurtigt sin le og flåede vagtens tøj i stykker, under tøjet kom hans rustning til syne.
”Ha ha! Den her rustning kommer du aldrig igennem med dine ynkelige slag.” grinede vagten
”Så sandt som det er sagt,” sagde Muza, ”men så må du jo gøre det for mig”
Vagten gik brølende til angreb igen, og endnu en gang undveg Muza. Han løb hen til den anden væg og ventede, indtil vagten begyndte at storme over imod ham. Muza blev stående, indtil vagten næsten var helt henne ved ham, han satte lynhurtigt af med den ene fod mod muren og skød som et lyn frem mod vagten. Muza hamrede den spidse ende ned i vagtens fod, så han faldt forover med et skrig. Muza trak lynhurtigt leen til sig, vendte den om og satte klingen i position under vagten. Vagtens rustning fik ham ril at ramme klingen med så stor kraft, at den gled igennem rustningen, som var den af smør.

Muza trak klingen ud af vagtens maveregion, derefter forlod Muza, Ruk og Lian slottet og løb så hurtigt, som de kunne med Ruk på slæb op mod bjergende.


14

Ruk kæmpede sig op ad endnu en skrænt med Muza og Lian på slæb, der var gået seks dage, siden de var flygtet fra fængslet og byen. Ruk snublede og lå pustene på jorden et kort øjeblik, før han med en kraftanstrengelse kom på fødderne igen. Seks dage uden mad og kun meget lidt at drikke havde langt om længe fået bugt med Lian og Muza, som Ruk nu slæbte efter sig. Ruk havde efterhånden svært ved at modstå fristelsen, når Lian eller Muza fik en rift i et ben eller en arm, og blodets duft bredte sig, og hvis Ruk havde svært ved at holde sig fra kannibalisme, så var Ruk’s andet jeg mere end glad for idéen, og Ruk måtte bruge mange kræfter på at beholde kontrollen over kroppen.
Ruk gik og tænkte på, at det kun havde været på grund af Jaro, at de ikke var faret vild, før de blev fanget, da et kraftigt jordskælv rystede jorden og smed Ruk, Lian og Muza ned af skranten. Da Ruk ramte bunden, var han omtåget, men det lykkedes ham dog at få fat i Lian og Muza, og langsomt kæmpede han sig videre.
Da Ruk endelig nåede toppen og kun kunne se endnu en tom dal, gik han omkuld, og hele gruppen trillede ned af skråningen.

Ruk vågnede op, i hvad der lignede en slags stal, han rørte lidt på sig og hørte en barnestemme råbe:
”Se den er vågnet.”
Ruk kiggede op og så fem til seks børn stimle sammen på lågen ind til den boks, han lå i.
”Er det rigtigt, at den har båret dens ejere i flere dage?” spurgte den ene dreng og kiggede fascineret på Ruk.
”Ja det siger min far selv. Han siger, at hvis vi havde så loyale husdyr her i byen, ville vi aldrig have problemer.”
”Husdyr? Mig? Hehe der kan man bare se. Jeg ligner åbenbart mere et dyr end et menneske,” tænkte Ruk.
Et af børnene smed noget brød ind til ham, og Ruk åd det grådigt.
”Wow så du lige de tænder!” udbrød ham, der før havde nævnt sin far.
”Ja sylespidse!” udbrød en anden.
Ruk rullede sig sammen i det varme halm og lagde sig til at sove.

I løbet af de næste par dage kom både Lian og Muza til sig selv og besøgte ham i stalden. Ruk var blevet enig med sig selv om, at det var det bedste at blive ved med at spille husdyr rollen, det var både Lian og Muza enige i. De fortalte ham, at de var i en lille bjerglandsby, hvor indbyggerne sjældent havde kontakt med resten af verden. Ruk, Lian og Muza besluttede sig for at komme til kræfter, før de tog videre.
Ca. en halv måne efter de var blevet redet, besluttede de sig for, at de måtte videre. Ruk var blevet træt af stalden, Lian var begyndt at kede sig, og Muza kunne ikke lide at være så lang tid på det samme sted, hvis nu at De Hvide Tropper stadig ledte efter dem. Efter lidt tid blev de enige om, at de ville forsvinde ubemærket hvis muligt og helst om natten. Ikke mange nætter efter forlod Ruk stalden, Lian samlede deres ting sammen, og Muza huggede noget mad og et sæt tøj til Ruk, mens han mumlede noget om, at det var under hans værdighed.
De mødtes uden for huset, og under instrukser fra et kort som Lian havde fundet, begav de sig videre mod Det Røde Land.


15

Det tog dem fem dage, før de endelig kom til det sidste pas før Det Røde Land. I løbet af de fem dage havde de oplevet tre jordskælv, men ellers var der ikke sket noget.
”De jordskælv er nu mærkelige,” tænkte Lian. ”De kommer altid uden varsel. Det første jordskælv var den nat vi forlod byen, så var der det den tredje dag, og så det i morges.”
Lian gik videre, imens han grublede, men hans tankerække blev afbrudt af Ruk, der jublede forude. Ruk jublede, fordi han nu endelig var nået toppen af passet og kunne se ud over Det Røde Land. Men jublen blev hurtigt afbrudt, da Ruk skreg forskrækket.
Lian og Muza løb op til Ruk for at se, hvad der var sket, og de så ud over sletten. Hvad der normalt var en fredelig slette var nu forvandlet til en slagmark. En hær af soldater i røde rustninger kæmpede mod en langt mindre hvid hær. Den Hvide Hær var splittet, men Ruk syntes, der var et sært lys omkring dem, så de var ikke svære at se.
”Den Hvide Kejser taber!” hujede Lian.
”Nej,” sagde Muza, ”se.”
Muza pegede ned mod foden af bjerget. Ruk kiggede ned og så ca. hundrede wumaryttere, der red ned ad bjergsiden og ind i Den Røde Hær’s flanke. Hæren blev grebet af panik, og i løbet af kort tid var Den Røde Hær udraderet.
”Stå ikke bare der,” hviskede Muza vredt, ”måske kommer de denne vej.”
Ruk, Lian og Muza gemte sig bag en stor klippeblok lidt væk fra vejen. Da solen gik ned, kom ca. halvtreds wumaryttere ridende forbi i tavshed. Ruk holdt vejret, indtil de var langt nok væk, til at han turde snakke.
”Hvad skete der lige der?” spurgte Ruk, ”selv med de ryttere var Den Røde Hær klart størst.”
”Da de ryttere kom stormende mod Den Røde Hær, blev deres moral smadret. Når de ikke føler, at de har tag på situationen, er de fortabte,” svarede Muza. ”Det er generalernes skyld. Ingen person med bare lidt militær erfaring ville gå i kamp på et sted, som er så oplagt til baghold som det her.”
Muza rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage.
”De er alt for disciplinerede, allerede før jeg blev fanget, gik der rygter om, at de aldrig flygtede. I så jo selv, at de hverken jublede, fejrede sejren eller gennemsøgte ligene for penge og andet, ligesom de fleste hære gør. De snakkede ikke engang, da de red her forbi. Hvor har den tyran dog skaffet sig så frygtelig en hær?!”
”Ja og så lyser de nærmest,” indskød Ruk.
Muza og Lian så undrende på Ruk.
”Hvad lagde i ikke mærke til det?”
Muza og Lian rystede på hovedet.
”Arg glem det. Lad os nu bare komme af sted til Den Røde By,” sagde Ruk og rejste sig op.
”Hvad hedder byen egentlig rigtigt?” spurgte Lian og rejste sig op.
”Mynrak,” svarede Muza
”Men hvis den hedder Mynrak, hvorfor bliver den så kaldt ”Den Døde By” i Vivaro?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af, når vi når så langt.” smilte Muza.
Ruk, Lian og Muza tog deres første skridt over passet og dermed ind i Det Røde Land på præcis samme tidspunkt, som endnu et voldsomt jordskælv ramte bjergende.