Det røde land del 13

Ruk fik svaret da han vågnede op i cellen en fest, Der lød latter og sang i den anden ende af slottet. Ruk prøvede at sætte sig op men en eller anden holdt ham fast ved jorden og lagde lynhurtigt en hånd over Ruk’s mund. Ruk åbnede øjnene og så at det var Muza der holdt ham fast, Muza så enormt koncentreret ud og det gik op for Ruk at Muza lyttede intenst. Ruk slappede af og kunne nu også høre hastige fodtrin der kom nærmere, Ruk hørte skramlen med nøgler og døren gik op. Professoren stod i døren og kiggede ind til dem. ”skynd jer” hviskede han og kiggede nervøst over skulderen.
Ruk støttede sig til Muza og Lian da de gik gennem slottet, imens løb professoren foran og holdt udkig. De havde fundet Lian ting i et skab ved den sovende fængsels vagt, i skabet fandt de også en stor sort le som lod til at være Muza’s da han tog den til sig som en gammel ven der var blevet væk. Ruk og kompagni var nået forbi støjen og Ruk mente nok at de snart var ude, og Ruk havde ret. Kort efter kom de til en stor egetræs port, Professoren listede ivrigt hen åbnede den lille dør i porten, sneg sig ud og… der lød en knasende lyd da en tung jernkugle knuste professorens kranium. Ruk så forfærdet til mens professoren faldt baglæns ind gennem døren og ramte jorden. Manden der alle de måneder før havde varet vagt ved den fangetransport der havde ført dem til byen, trådte over professoren lig og grinede: ”sikke en nar, ha!”
Muza overlod Ruk til Lian og gik roligt frem mod vagten, med sin le. Den var sort og dekoreret så det så ud som om klingen kom ud af munden på en drage, desuden var enden spids og lignede dragens hale.
”Nå så du vil dø først” råbte vagten og begyndte at svinge sine våben rundt i cirkler. Med et kastede vagten sig fremad og hamrede sine våben mod Muza. I sidste sekund sprang Muza til side og kuglerne hamrede ned i fliserne som blev knust.
”godt undveget gamling. Men nu hvor du har set min styrke dirre du vil af frygt, gør du ikke? Over giv dig, og jeg vil gøre din død smertefri.” vagten begyndte at svinge sine våben igen og så på Muza.
”stærk er du” smilede Muza skummelt ”men styrke er intet værd mod mig” Muza svang lynhurtigt sin le og flåede vagtens tøj i stykker, under tøjet kom hans rustning til syne.
”ha ha! Den her rustning kommer du aldrig igennem med dine ynkelige slag” grinede vagten
”så sandt som det er sagt” sagde Muza ”men så må du jo gøre det for mig”
Vagten gik brølende til angreb igen og endnu en gang undveg Muza. Muza løb hen til den anden væg og ventede til vagten begyndte at storme over mod ham. Muza blev stående indtil vagten næsten var helt henne ved ham, Muza satte lynhurtigt af med den ene fod mod muren og skød som et lyn frem mod vagten. Muza hamrede den spidse ende ned i vagtens fod så han faldt forover med et skrig. Muza trak lynhurtigt Leen til sig, vendte den om og satte klingen i position under vagten. Vagtens rustning fik ham ril at ramme klingen med så stor kraft at den gled igennem rustningen som var den af smør.

Muza trak klingen ud af vagtens maveregion, derefter forlod Muza, Ruk og Lian slottet og løb så hurtigt som de kunne med Ruk på slæb op mod bjergende.