CONTROLED 11

Så kommer Rutano med, og næste gang finder vi ud af noget mere om Ritai


CONTROLED 11

Da Ritai vågnede sad Lucarad i et hjørne og med ansigtet ind mod muren. Hun lå lidt og kiggede på ham, hun kunne se hans skuldre der langsomt bevægede sig op og ned i takt med hans åndedrag, hans hvide jakkesæt der havde været pletfrit og uden så meget som en eneste fold var nu krøllet og beskidt. Ritai satte sig op og sagde godmorgen. Det gav et sæt i Lucarad da han hørte Ritai og han vente sig om.
”øh ja, godmorgen” svarede Lucarad ”men hvordan kan du se at det er morgen jeg kan ikke se nogen forskel fra i går aftes.” det var sandt, der slap ikke noget lys ind i den lille hule og den lille elpære lyste jo hverken mere eller mindre end før.
”Det ved jeg bare.” svarede Ritai og tog de bøffer hun havde stegt igennem natten ned fra jernstængerne. ”Kateriaer har en meget god tidsfornemmelse. Jeg ved altid hvad tid på døgnet det er, og lige nu er det morgen” smilte Ritai mens hun pakkede bøfferne ind i noget folie af en slags og proppede dem ned i en lille taske.
Lucarad fik stablet sig på benende, gik hen til udgangen og kiggede ud gennem en sprækket i kanten og så at byen stadig var mørk.
”Det bliver ikke lyst hernede før middag.” forklarede Ritai da hun skubbede stenen til side, så de kunne kravle ud af hullet og som hun havde sagt var der stadig mørkt. Lucarad kiggede op mod byen oven over, der var en park 5-600 meter over dem, bare en lille grøn plet højt oppe i byen. Det var mærkeligt at voksne og børn snart ville grine og pjatte på den lille grønne plet, samtidig med at folk flygtede, fik tæsk eller blev slået ihjel lige under dem uden at de så meget som skænkede det en tanke.
”Det er sjovt som vi ser tingene forskelligt.” tænkte Lucarad filosofisk ”Vi der kommer oppefra brokker os over fejl på restauranten og problemer med posten, hernede er de taknemmelige hvis de bare lever dagen ud.”
”Vi må nok hellere se at komme af sted.” sagde Ritai der også kiggede opad. ”Vi har et godt stykke vej at nå i dag” Lucarad trak blikket væk fra byen over dem og kiggede på Ritai der smilede glad til ham.
”Vi skal den vej” sagde Ritai og begyndte at gå, Lucarad fulgte efter mens han håbede på en begivenhedsløs dag.

”Duk dig!” hviskede Ritai for femte gang på ti minutter, og trak Lucarad ned bag en stor sten. Kort tid efter kom 3 personer gående ud fra en side vej, de var helt tydeligt uden at lede efter noget eller nogen, for de gik med øjnene på stilke og en af dem bar på en pistol af stor kaliber. Lucarad kiggede nervøst på Ritai der så både irriteret og forvirret ud, hvad hun tænkte på kunne han godt gætte for så mange patruljer var næppe normalt. Ritai havde forsikret ham om at de var på vej væk fra de fyre der havde overfaldet ham, men alligevel gik de her fyre i nogenlunde det samme tøj og det virkede mere end sandsynligt at de var efter 2 personer der lige nu gemte sig bag en stor sten. Lucarad betragtede Ritai der bed sig selv i læben, en naturlig reaktion fra kroppen der forsøgte at berolige nervesystemet, det var næppe et godt tegn. Ritai satte sig med ryggen til stenen da de tre vagter var gået forbi.
”okay” sagde hun og havde tydeligvis taget en vigtig beslutning. ”Med de her ekstra patruljer, har vi ingen chance for at slippe op lige foreløbig.” Hun bed sig i læben igen ”Medmindre at vi får noget hjælp.”
”Hvem skulle vi dog få hjælp af? Vi kan jo ikke komme i kontakt med politiet eller noget.”
”Jeg mener ikke jeg nævnte politiet.” sagde Ritai med et skævt smil. ”Jeg har også et par venner her nede, denne vej.” Ritai vinkede Lucarad med sig og hun satte kursen ned af en lille vej, mellem 2 vægge.

”Det er sku da løgn!” udbrød Lucarad da han kiggede over den sten han lå gemt bag, ca. 500 meter fremme lå der hvad der lignede et japansk slot fra det 16 århundrede. Hvordan havde de dog båret sig ad med at bygge sådan et slot her? Ritai havde ført Lucarad et godt stykke væk og ind af en lille bitte åbning i en mur og det havde taget næste et minut at kravle igennem den lille tunnel. På den anden side af tunnelen distraherede Ritai to mandlige Katerianere som hun havde sagt hun ville, og Lucarad sneg sig over til højre hvor han gemte sig bag en stor sten, som han havde fået at vide at han skulle. Mens Ritai snakkede med vagterne, for det var sådan hun distraherede dem, sneg Lucarad sig videre til de næste sten og fandt til sidst den store sten som Ritai havde fortalt om. Lucarad kravlede op ad stenen der ca. var 3 meter høj, da han kom op på toppen af stenen dumpede han ned i hulrummet der var i stenen. Hulrummet gik ca. 2 meter ned i stenen og halvanden meter i diameter, det perfekte gemmested. Man var skjult fra alle sider og det var her Lucarad sad og kiggede på et stort japansk slot. Det var surrealistisk at se et Japansk slot fra det 16 århundrede inde i en enorm hule, hugget direkte ud af cement fundamentet på en bygning der lå ca. 500 meter længere oppe. Slottet var omringet af en stor flot murstensvæg og der gik bevæbnede katerianere på den.
”Ned nu!” hvæste Ritai der var kommet hen til stenen, og Lucarad skyndte sig at kravle ud af stenen igen.
”Hvad fanden er det her for et sted?” spurgte Lucarad med ærefrygt i stemmen, han havde aldrig set noget lignende.
”Det her er Rutano’s legendariske hovedkvarter” sagde Ritai og smilte da hun så Lucarad's chokerede ansigts udtryk.