Det Røde Land del 27

Så er der gæsteoptræden. Det her er faktisk en gæstoptræder fra en anden serie som gæsteoptræder ovre i min historie. men hvem er det dog?


Det Røde Land del 27

”Så er vi enige om at du hjælper os lidt her?” spurgte Lian og kiggede hårdt på Shajita. ”Vi kan starte med at sige at du ikke slår os ihjel, eller giver os til vagterne?”
”Vagterne?” Shajita så chokeret på Lian. ”Hvad fanden har i lavet?” før Lian kunne nå at svare lød der et brag fra krostuen, og Muza så en ung mand komme styrtene ind i krostuen.
”Har i hørt det” råbte han til de halvstive folk ”Der var et monster nede ved templerne!” De stive folk grinede bare af ham, men den unge mand blev ved: ”Det er fandme rigtigt! Jeg var der sku selv. Det var et monster med skæl over hele kroppen, monstret rev hovedet af en tilfældig person og drak hans blod. Jeg så også monstret smide en mand mindst 3 meter væk og ind i en mur, han var død på stedet!” Manden kunne godt se at han var ved at tabe sit publikum, der var begyndt at hælde i sig igen, men han nægtede at give op. Mens han fortsatte ud i en malende, om end noget overdrevet, beskrivelse af blodbadet, der nu var blevet indeholdt mindst 20 dræbte, flyttede Shajitas blik sig fra døren til den eneste person i rummet han ikke vidste hvordan så ud. Den kutteklædte skikkelse lå på bænken, rørte på sig og Shajita gik ud fra at personen nok var ved at vågne.
”Desuden var monstret sammen med et menneske, sikkert hans herre.” Manden i krostuen forsøgte desperat at genvinde sit publikum. ”Han brugte en le og var hurtig som lynet han skar hovedet af mindst 10 personer på et øjeblik.” Shajitas blik flakkede over mod den halvlange pakke den midaldrende mand havde haft med, Muza havde haft travlt og Shajita kunne skimte leens blodindsmurte blad.
”Er det sandt hvad han siger?” Spurgte Shajita med en knusende ro, med blev fuldstændig ignoreret af hans ’gæster’.
”Det her er ikke godt.” Mumlede Muza og lukkede døren indtil krostuen.
”Du har ret, på den her måde tror alle jo at vi er de slemme her.” konstaterede Lian.
Den eneste der på dette tidspunkt så mere forvirret ud end Shajita var Sukara der fuldstændig havde tabt mælet og bare sad og stirrede ud i luften.
”Vi kunne ikke have gjort andet end det vi gjorde.” Det var Ruk der talte, han lå stadig på bænken så hverken Shajita eller Sukara kunne se hans ansigt. ”Og vi kan næppe gå til vagterne, kan i se os tre gå op til vagterne og sige at det var dem der startede? Nej, vel? Vi bliver nød til at ride stormen af, ordne hvad vi kom for her, så vi kan få ordnet alt det her.” Ruk gestikulerede over sit ansigt med sin ene hånd og fortsatte: ”Hvis hende prinsessen virkelig kan hvad du tror hun kan,” Ruk pegede på Lian og tænkte på at Lian en gang for længe siden havde ment at prinsessen måske kunne gøre Ruk normal igen ”så løser problemet ligesom sig selv og vi kan alle komme videre med vores liv.”
”Hør nu!” råbte Shajita med stigende desperation i stemmen og Muza Ruk og Lian kiggede endelig over på ham. ”Har i virkelig gjort alt det han siger? Har i slået alle de mennesker ihjel?”
Muza smilte trist til Shajita ”hvis du ser bort fra de sædvanlige misforståelser og overdrivelser så ja, vi blev overfaldet og vi gav dem en omgang de ikke overlevede. Det lyder måske absurd men efter Aror’s indblanding mistede vi ligesom alle andre muligheder. Sukara!” Sukara så op på Muza som sagde med hårdstemme: ”Du har gjort hvad vi bad dig om, så nu forlanger vi ikke mere, De må se at komme væk før det her bliver rigtig grimt.” Sukara der stadig var omtåget nikkede bare stille, og Lian tog hende blidt i armen og førte hende ud, mens han forklarede hende at hun nok skulle holde sig i sengen et par dage.
Da han kom tilbage efter at have ført Sukara ud, havde Shajita samlet sit store sværd op igen, og talte med forbløffende fast stemme. ”Jeg vil ikke have mordere i mit hus. Enten forsvinder i lige med det samme, eller også kommer i til at smage min klinge. Jeg ved ikke hvorfor Jaro stolede på jer, men han var også halvskør så det betyder ikke noget.”
”Jamen hør nu” sagde Muza ”Morder eller helt er jo bare et spørgsmål om perspektiv, fra dit synspunkt har vi gjort en udåd, fra vores synspunkt har vi bare forsvaret os selv.”
”STILLE!” brølede Shajita ”Jeg vil ikke høre jeres løgne! Og hvis i tror at jeg vil hjælpe jer med at komme ind på prinsessen så tager i fejl.” Da Shajita sagde disse ord, satte Ruk sig op. Kutten hang ned over hans ansigt, han så ned i gulvet og han talte i en omhyggelig kontrolleret stemme.
”Du kommer til hjælpe os” sagde han dæmpet ”Du har ikke et valg i den her sag, vi ville selvfølgelig foretrække at du hjalp os af egen fri vilje men du kommer til at hjælpe os om du vil det eller ej. Vi kom ikke under de bedste omstændigheder hvis vi var kommet anderledes havde du nok været mere samarbejdsvillig, vi er faktisk flinke fyre skal jeg sige dig, men sådan gik det ikke. Men det ændre desværre ikke på det faktum at du ved hvordan vi kommer i kontakt med de royale og vi har behov for at komme i kontakt med dem.”
”Tror i at i kan true mig?” knurrede Shajita og knugede sværdet så hård at hans knoer blev hvide.
Ruk kiggede op og inde under kutten kunne Shajita se to røde øjne, men de virkede ikke menneskelige, der var noget dyrisk over dem. ”Hvis det bliver nødvendigt, ja.” svarede Ruk og nu lagde Shajita mærke til det der var mærkeligt ved øjnene. Pupillerne var ikke runde men lodrette sprækker midt i de blodrøde øjne.
”Hør her!” sagde Lian der endelig blandede sig i diskussionen. ”Du har to valg muligheder her, enten hjælper du os og fortsætter dit liv som om intet var hændt, eller også tvinger vi dig til at hjælpe os og du ender nok med et par ar, åbne benbrud og lignende.” Shajita reagerede på den eneste måde han kunne komme i tanke om og gik til angreb på Lian der havde sat sig på en bænk. Shajita løftede sværdet højt over hovedet og sprang frem mod Lian. Men lige før han skulle til at hugge lød der en stemme ovre fra hjørnet der råbte: ”Stop dog tåbelige menneske!” Shajita stoppede midt i bevægelsen og kiggede, ligesom Ruk Lian og Muza, over for at se hvem der havde råbt. I hjørnet sad der en mand på ca. 30 han havde fuldstændig hvidt tøj på, hans hård var halvlangt og kridhvidt, desuden havde han et lille fipskæg der også var hvidt og på bordet foran ham var der et halvt gennemspillet skakspil og en lille skål rå kastanjer.
”Det var sku da utroligt som i unger larmer” sagde manden i alt det hvide tøj, tog en kastanje fra skålen og åd den.