Control Part 1-15 (tak til Mads)

Control Part 1

Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen, og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned,” lød en stemme langt borte fra.
E17? Nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”Memory overload! All other systems lockdown”


Location:
System: 7,
Planet: G59,
Factory: 8E,

Time: 3575AD,

Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite Combat Unit Epsilon” er den 5. version af ECU modellen, og bliver regnet som en af de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer, hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hovedcomputeren, hvor den lærte at parere ordre, fik et indblik i universets historie, og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.

I år 2600 (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”Lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase, der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod, da de to raser mødtes, varede i 75 år, og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen, og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste, og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel, der gav dem magt og det tog dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”Kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre del af Kongedømmet var der stadig krig, for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I Kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene, men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod Kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt for at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke, og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium, havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på Kongedømmet.
Lige siden har Kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel, men hver eneste gang Kongedømmet havde besejret dem, genopstod de, som om intet var hændt.

Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget, og den første ECU E-drone enhed skulle gå i første række.

Part 2

Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU, kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECU’erne igennem tiden:

Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed, han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget, så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip, der hele tiden bearbejdede de visuelle data og bevægelser. At skelettet var indoperet i et lig gav den fornødne balance til, at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed’s gode venner var officer i hæren, og da han kom på besøg og så Butler, regnede han hurtigt ud, at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst, og tre år efter blev de første ECU'er afprøvet. ECU’erne var lavet efter samme princip, men havde fået tilføget øget bevægelsesfrihed, balance, og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I 20 år blev ECU A’erne brugt uden, at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken, fordi de virkede udødelige, når de gik videre selvom, de fik sprunget stykker af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken, og den store forskel var, at der i stedet for lig, blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende, men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater, når en microchip styrede hjernen, og deres skelet var blevet forstærket. At de var levende gjorde, at de havde øget kontrol og bevægelsesfrihed. Deres eneste minus var, at de var sårbare, fordi kroppen kunne dø, skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Charlie var konstrueret i samme ”hylster” som ECU Beta, men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet, og en gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECU'er var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale, desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner, da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne, hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres teamwork, og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen, da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Epsilon bliver anset som værende noget af det mest avancerede teknologi, der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner, men er 75 % teknologi og kun 25 % organisk. De har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år, og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benene siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10 meter op i luften, og kan svæve i kortere tid ved hjælp af to små jetmotorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm, og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne, men man ved dog at ECU E, stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.


Part 3

Location:
System: 17,
Planet: H37,

Da E17 blev aktiveret efter den lange flyvetur, var skibet i gang med at trænge igennem H37’s atmosfære. Der var kun en svag rumlen, da de gik gennem. Det var ikke som med tidligere tiders rumskibe, som blev rystet fra hinanden, og som næsten brændte op i atmosfæren. Dette blev undgået ved at fryse luften lige omkring skroget til is ved hjælp af flydende kvælstof. Rumskibet satte farten ned og landede blødt på den golde jord. En stor mekanisk arm greb fat i den blok E17 sad i og trak dem mod udgangen. Under flyveturen havde ECU’erne siddet i små beholdere, som var specielt fremstillet til Epsilon modellen, nu gik beholderne op, og halvtreds ECU'er rejste sig synkront. Gruppen marcherede ud af rumskibet og stillede sig på rad og række, E17 stod forrest og stirrede ud over, hvad der snart skulle blive en slagmark. Over for ECU’erne stod den mest bizarre hær, E17 nogen sinde havde hørt om: Aliens i alle afskygninger, de små, de grå, de mangearmede og dem der til forveksling lignede mennesker bortset fra ansigtet eller psyken. Og nu stod de der på ræd og række dårligt udrustede og skræmte, hvis E17 havde været programmeret til det, ville han nok le i denne situation. Det var jo latterligt, ville han tænke, nogle af dem brugte stadig våben lavet af metal. Allerede imens ECU Alfa blev produceret, blev et nyt stof opfundet: Simetra! Det var et stof, som man først fandt på Mars og siden mange andre steder, simetra var hårdt som stål, men havde ingen af de fysiske egenskaber, som normalt metal har; det var ikke elektrisk ledende, det kunne ikke opløses i syre og frem for alt, var det ikke varme ledende. Det gjorde det til det perfekte stof at lave våben af, da der ikke var nogen chance for, at geværet ville overophede, da alt varmen strømmede direkte igennem og ud i luften. Alle E tropperne brugt desuden helt nye projektiler: de var lavet af Simetra, og de havde et halvt milligram pluton monteret på spidsen. Pluton var et yderst sprængfarligt grundstof, der blev udvundet i et sort hul. Når et sort hul havde suget nok energi til sig, begyndte den at udskille dette dybt sorte stof, som sprang i luften ved kontakt med fast materiale. Det lykkedes dog forskerne at holde det i ro med et kraftigt magnetisk felt, men i den form var det alt for ustabilt til at blive brugt i militæret, og det tog 4 år, før forskerne fandt den rigtige blanding af pluton, magnesium og to andre klassificerede stoffer, så plutonet blev stabilt og kunne opbevares uden risici. Men når plutonet i spidsen af kuglen ramte sit mål, sprang det i luften inde i kroppen og lavede en enorm ravage. Det var 10 gram af ufortyndet pluton, der drev E17 og de andre Epsilons.
Som de to hære stod der ovre for hinanden, faldt E17’s processor over den slående lighed mellem denne scene og den amerikanske uafhængigheds krig, både opstillingen og motiverne var de samme. E17 slog memory sektionen fra og løsnede det første skud på ordre fra højeste sted.

Langt derfra sad en enlig alien på 84 år, men som aldrig havde lignet andet end en 6 årig, i en lille beholder dybt under jorden. Hun grinte stille, trykkede på knappen og håbede at det næste liv ville blive bedre

Part 4

Skuddet ramte perfekt og flåede et kæmpe hul igennem den firearmede allien fra planet F19. E17 følte hverken glæde eller angre, da allienen sank om i en blodpøl, sådanne følelser var ubrugelige på en slagmark. Det ene skud og det ene dødsfald slog rebellerne ud af deres trancelignende tilstand og ind i en rus af blod, død og ødelæggelse.

Den dag blev der skrevet historie, en historie, som aldrig ville finde vej til Kongeriget’s beboere, men den dag var den vigtigste i mange år. Det var den dag, Kongeriget slettede endnu en PEARL base fra landkortet…

Det var dette, E17 var programmeret til: dansen med døden. E17 fyrede løs og lagde fjender ned som ingen anden, hvert eneste skud ramte og flåede en ny mand til jorden. Der var noget, der var forkert, beregnede E17 chip, imens resten af maskineriet koncentrere sig om kampen. Oplysningerne fortalte om en base med avanceret kampudstyr, og en hær der var langt større end denne.
Et baghold måske? Nej (sandsynlighed: 20 %), stedet var for åbent til et effektivt baghold.
E17 tog geværet i højre hånd, da en fjende kom for tæt på, og samtidig blev hans venstre underarm splittet i tre, og en enorm stikflamme stod ud af den nu synlige flammekaster. Fjenden brændte op i løbet af få sekunder, hvorefter armen lukkede sig igen, og E17 genoptog skyderiet.
Blev den virkelige styrke gemt til et afgørende tidspunkt, hvor den kunne sendes ind uden varsel? Nej (sandsynlighed: 10 %) for denne mulighed. Der var simpelthen ikke plads til at gemme en så stor styrke.
Et bombardement? Måske (Sandsynlighed: 45 %), men PEARL ville næppe risikere at springe deres egne tropper i luften.
En afledning? Meget muligt (sandsynlighed: 78 %), men en afledning fra hvad?
I løbet af 3,6 sekunder havde E17 delt sine ”tanker” med resten af E’erne og modtaget svar igen.
8 % havde ikke svaret.
25 % var kommet til et andet resultat, men
67 % mente at det var en afledning for at dække over et angreb.

… og kongeriget led sit første nederlag, siden ECU Alfa blev sat i produktion.

Planen var ligeså simpel som den var genial:
Trin 1:
Oplysninger blev lækket om en ”hemmelig” PEARL base,
Trin 2:
Kongeriget sender sine nye ECU'er ud for at destruere PEARL basen,
Trin 3:
Angreb på G59
Trin 4:
H37 springes i luften

Få timer efter ECU’erne havde forladt G59, blev planeten ramt af en mindre meteor regn. Det skete regelmæssigt på planeten, så der var ingen panik eller problemer. Kun tre meteorer trængte gennem atmosfæren, og to af dem blev hurtigt fundet, målt og indsamlet. Men den sidste meteor var ingen steder at finde. ”Meteoren” havde i virkeligheden været et minirumskib, der var designet til at begrave sig dybt i jorden, når den ramte overfladen. Derefter gravede rumskibet med dens passager sig ned i undergrunder med enorm fart, indtil den fandt, hvad den ledte efter en lille magma lomme, der lå lige under fabrik nummer 8E.
Eksplosionen, der blev udløst af den lille pige, satte en kædereaktion i gang, som medførte, at en enorm mængde magma blev tvunget mod overfladen.
Det tog ECU’erne ca. 1 time at besejre fjenden og underrette deres foresatte om deres mistænksomhed, den blev dog fejet til side med en ordre om at koncentrere sig om kampen. Kort efter kampen var slut, sprang H37 i luften. Kun tre delinger af ECU’erne var på nået væk fra planeten og i sikkerhed

Controlled part 5

Lucarad gik ned af den beskidte gade med afslappede skridt, det her var trods alt hans hjemmebane, eller det var vel rettere deres hjemmebane. At Lucarad hørte hjemme her, i industri området, ville man nok ikke lige gætte på. En høj, slank og elegant herre i et kridhvidt jakkesæt og med matchende hat. Lucarad gik ind gennem en røgfyldt gyde og åbnede en lem i gulvet. Han sprang ned i hullet, landede i et lille tomt rum og lukkede lemmen, før han åbnede den skjulte dør i hjørnet. Lucarad trådte ind i et stilfuldt indrettet lokale med behagelige og smukke stole og borde.
Lucarad huskede første gang han var trådt ind i dette lokale for at snakke med hans arbejdsgiver.

Han havde i længere tid arbejdet for dem i det små, men det var første gang at han rent faktisk så bossen i virkeligheden. Bossen var ingen ringere end Al Pocane den største mafiaboss i 1930, han sad der med sin cigar og forlangte at Lucarad skaffede den berømte perle ”Black Star”. Det var et trick, når man har arbejdet med kriminelle i et par år, så er det tydeligt, at det er et trick. Og det var lige hvad Lucarad havde, han var startet med at fange de små fisk, dem der bare ville have lidt flere penge eller forsøgte at få fat i et illegalt våben. Men han var hurtigt steget i graderne og var nu i en alder af 25 en af de bedste folk i felten. Lucarad var gået undercover for at optrævle Al Pocanes netværk. Det havde taget ham et helt år at nå dertil, hvor han skulle skaffe Black Star. En typisk test, bed den nye gut om at skaffe noget han umuligt kan få fat i på egen hånd, og se hvordan han klarer det. Skaffer han perlen, har han formentlig fået hjælp og er muligvis strømer, og nægter han at udføre jobbet, er han intet værd. Tricket var at forsøge, komme tæt på målet og så fejle. Det var præcist hvad Lucarad havde gjort, og familien havde derefter taget imod ham med åbne arme som deres nye ”samler”. En samler skulle kunne skaffe stort set alt, og det kunne Lucarad, så derfor var han nu i kridthuset ved den største gangster i 1920.

Lucarad gik forbi barren, sagde hej til bartenderen og satte sig i sin sædvanlige stol. Lucarad sad der og ventede i cirka tyve minutter før en lille klokke signalerede, at han kunne komme indenfor. Lucarad gik igennem forhænget og kom ind i et mørkt rum, hvor Pacone sad og nikkede Lucarad over mod stolen over for ham. Lucarad satte sig og studerede som sædvanligt Pacones ansigt for et tegn på, hvad han ville, men i dag var det umuligt at regne ud, han var helt lukket og virkede mere stresset end normalt.
”Lucarad,” sagde Pacone, ”du har arbejdet for mig i et helt år og skaffet bedre resultater end nogen anden. Derfor har jeg besluttet, at du skal indtræde i rådet.”
Rådet var de personer, der styrede alt kriminalitet i 1920. De bestod af en repræsentant fra hver af de fire familier.
Pacone tændte en cigar og sagde: ”Velkommen til Perlen.”
Lucarad smilte, men det var ikke det smil man forventer at se fra en mand, der lige havde fået det enhver kriminel drømmer om, det var et smil som en slange, der langsomt, men sikkert havde kvalt sit bytte og endelig kunne høste frugten af sit slid. Lucarad trak en lille gammeldags bombe frem og tændte lunten.
”Hvad har du gang i,” råbte Pacone og sprang op ad stolen.
Lucarad svarede ikke men smed bare bomben op i luften, to års slid og så blev det endelig bekræftet, Pacone var en del af det mystiske PEARL. Da bomben sprang, var det ikke en stor eksplosion, i stedet væltede det ud med flag, og elektriske impulser, der knockoutede bossen og alle i hans mailboks.
Lucarad trak VC headsettet af og vente til bage til den virkelige verden.

Part 6

Hvis man søgte efter ”1920” på ”Logeog” (Internettets største søge maskine) i år 3590 ville man få flere resultater end der var URL adresser i år 2007.
Her er et af de mange resultater:

Søg:1920

1920 er blevet kaldt ”tidsalderens største online spil” og er udviklet af spilfirmaet Zilbzard. Spillet foregår i 1920’ernes New York på planeten jorden. Spillet går i alt sin enkelthed ud på at danne sig et liv i New York, om man vil forsøge sig som gangster, politimand eller bare helt almindelig arbejder er helt op til en selv. Der er ingen missioner eller mål, som man skal nå, kun dem man selv sætter. Da 1920 udkom for næsten et årti siden, var det et utroligt hit fra starten, og brugerbasen voksede hurtigt til flere billioner, hvilket gjorde at der blev oprettet ufatteligt mange servere, der alle stadigvæk her ti år efter er fyldt til renden. Der er to måder at styre spillet på den ”billige”, hvor man med et VC headset og en speciel handske på hver hånd styrer ens person. Og den dyre, som ifølge de erfarne spillere, er den bedste måde. Skal man spille 1920 på den ”rigtige” måde, kræver det at man køber en speciel tank fyldt med en gele lignende suppe, der overføre spillerens bevægelser til ens karakters bevægelser, går spilleren i tanken, går ens spilfigur. (tanken koster i gennemsnit 500 tusinde dollars) Suppen reagere på elektriske impulser, der kan give dele af suppen forskellig konsistens. Gulvet bliver således givet en konsistens, så det føles som om man går på beton, træ, tæppe, eller hvilket underlag man nu går på. Der hvor der i spillet er luft vil suppen ikke kunne føles og den modstand der normalt er i suppen kan ikke føles. Den visuelle del og lyd delen får man igennem et headset. Bliver man ramt af et slag, spark eller lignende, kan man også føle det. Eventuelle skud- og stiksår kan man føle som elektriske stød, der hvor man bliver ramt.
Dør man i spillet er ens karakter død, skal man starte fra grunden igen. Da der i spillet ikke er nogen levels er det kun ens egne færdigheder og de våben man eventuelt finder der tæller. For at gøre spillet endnu bedre, kan man købe specielle pakker, som indsættes i maskinen/beholderen. Denne pakke indeholder næringsstoffer og sætter desuden hjernen i en søvnlignende tilstand, på en måde bliver de mad, og søvnmæssige problemer løst imens man spiller, dette er uden bivirkninger eller tab af koncentration.
Kun to spillere har spillet 1920 i længere tid uden at dø. Den ene er Al Pocanes, den mest berygtede Mafiaboss i 1920.
Den anden, som nok er den mest kendte spiller i 1920, er vampyren Lucarad, han startede ud som Admin, hvor han med stor succes fangede flere hackere (folk der prøver at sabotere spillet), crackere (folk som skriver nye koder i spillet) og andre der brød reglerne. Senere blev han politiets stærkeste kort i at optrævle den organiserede kriminalitet, som der var overalt i 1920. Siden at Lucarad blev kendt, har utroligt mange nye karakterer i spillet taget navnet Lucarad, det har medført en tvivl om, hvem der er den ”ægte”. En ting man ved om ham, er at han kun spiller om natten, hvilket har givet ham tilnavnet vampyren. På grund af at så mange har taget navnet, har Lucarad ikke haft behov for at skifte sit brugernavn for at forsætte sit job. Lucarad spiller spillet med en af de før nævnte tanke som han vandt i en konkurrence.

Update
Det er netop blevet bekræftet, af en af vores kontakter, at Al Pocane er død, efter sigende blev han dræbt af Lucarad, der ifølge vores kilder har arbejdet undercover og var kommet helt til tops i hierarkiet uden at nogen havde fattet mistanke. Om det virkelig var Lucarad er stadig uklart.

Part 7

Lucarad steg langsomt ud af tanken, hans tøj var fuldstændig tørt, da suppen ikke var våd, som man skulle tro. Lucarad kiggede ned af sig selv og fejede en klat suppe væk fra sin skulder. Lucarad stod i sit favorit sæt tøj: et klassisk hvidt jakkesæt, der ikke havde så meget som en fold, der ikke skulle være der. Hans sko var blanke sorte sko, som passede perfekt til tøjet. Han lignede i det hele taget en lidt yngre udgave af hans person i 1920. Håret var sort, kortklippet og sad en smule uordentligt, men det lod Lucarad sig ikke mærke af, da han forlod rummet hvor tanken stod. Han gik ud i et fint møbleret rum, som indeholdt både køkken og stue. Lucarad gik hen mod køleskabet, samtidig med at han tændte for radioen. Så tog han en flaske rødvin ud og åbnede den, mens den klassiske musik fra radioen strømmede ud mod ham. Lucarad valgte et glas og satte sig i sin yndlings stol, det var den store røde. Lucarad sad og drak rødvin, mens han betragtede den stue han var så stolt af. Alle møblerne var købt fra et museum, der var gået fallit. Når Lucarad betragtede sin lille lejlighed, var han stolt, hvis en anden person havde betragtede hans lejlighed, så havde de nok været knap så begejstrede. Nu til dags havde enhver femogtyvårig en hypermoderne lejlighed spækket med gas skærme (en speciel gas udsættes for elektrisk stød der får den til at skifte farve og give et hyper skarpt billede), der kun er fire centimeter tykke, for ikke at snakke om radioer, der sendte lyden på en frekvens, som kun kunne høres af dem, der ville høre det. Desuden ville de nok væmmes over det glas rødvin, som Lucarad var i gang med at drikke, kun få unge mennesker/aliens kunne lide rødvin, desuden fandtes der nemmere måder at blive fuld på. Spiritus var omkring år 2300 blevet reduceret til noget gamle mennesker nød på en stille søndag, i stedet var inhalatorer kommet på mode og var blevet der. En inhalator er et lille apparat med en lille flaske der indeholdt en opkvikkende væske, f.eks. koncentrerede hormoner (øger, ifølge tests, sexlysten hos et levende individ med 682 %). Kun en producent af rødvin var tilbage på markedet. Producenten hed Dota, og producerede høj kvalitets rødvin til en lille gruppe personer, der ved første øjesyn intet som helst havde tilfældes.
Lucarad rejste sig op tog flasken, som han allerede havde tømt, og smed den i skraldespanden. Nede i skraldespanden blev flasken analyseret, kategoriseret og sendt gennem et sirligt rørsystem til den rigtige genbrugsstation. Alt imens den tomme rødvinsflaske tog på eventyr, gik Lucarad hen til sin hoveddør. Lucarad åbnede døren og trådte ud i et lille rum, der kun indeholdt en kapsel, der var lidt stører end Lucarad selv, kapslen var fuld af den samme suppe, som hans 1920 kapsel var. Denne kapsel var en del af det mest brugte transportsystem i galaksen, TC4 (Transport Capsules 4).
Systemet går ud på at hver indbygger på planeten har sin egen mini kapsel station, når brugeren går ind i sin kapsel og indtaster sit bestemmelsessted på et lille panel, bliver kapslen affyret mod den nærmeste mellemstation, der bliver den grebet i en kunstig vortex, der sikrer en sikker landing. På mellemstationen bliver kapslen skudt videre mod bestemmelsesstedet, hvor en anden vortex griber kapslen, som så åbner og passageren kan forlade kapslen. Hver station (privat eller offentlig) skaber en vortex for at gribe kapslerne og mindst tre ”gæste” parkerings pladser, så eventuelle gæster ikke ramlede ind i den allerede parkerede kapsel. Der var, i de syv år systemet havde været i brug, ikke været et eneste uheld.
Lucarad havde allerede indtastet sin destination og kapslen blev affyret. Efter 2,38 sekunder blev kapslen gennemrusket, da den blev fanget af vortexen. Suppen, som kapslen indeholdt, fjernede langt de fleste vibrationer og stød, så selvom Lucarad lige havde bevæget sig over 500 meter på under 3 sekunder, havde han kun mærket små vibrationer i kabinen. Da kapslen landede i mellemstationen i ca. et halvt sekund før den blev kørt til den rette affyringsrampe. Efter affyringen fløj kapslen ca. 8 kilometer på 10 sekunder og landede derefter ved Jufanira’s (4 planet i det 18 solsystem) mest berygtede politistations personale indgang.

Part 8

Det var altid det samme syn der mødte en, når man steg ud af kapslen til Jashiri politistation. Kriminelle i alle aldre, der blev ført, trukket eller slæbt, hen mod cellerne. Det var mest mennesker, der var kriminelle på Jufanira, alene af den grund, at der ikke var mange aliens på Jufanira. Mens Lucarad gik over perronen og ind ad gangen til sit kontor, blev han genkendt af stort set alle, han var heller ikke til at overse i hans jakkesæt. Alle andre gik i tætte latex dragter, der var udstyret med kølesystemer, skudsikre veste, pistolholdere og hvad en politimand nu ellers havde brug for. Der var dog kun få, der hilste på ham, Lucarad var dog ikke overrasket, han havde været meget vellidt for et år siden, men her på det sidste var folk begyndt at se ham som lidt af en doven nar, men det var jo hvad man kunne forvente. Som fireogtyvårig havde Lucarad fået stillingen som kriminalinspektør, og han blev spået, at han hurtigt ville stige i graderne igen, men her et år efter havde Lucarad kun haft elleve sager, og på trods af at de alle var blevet løst hurtigt og retfærdigt, så var han ikke steget i graderne. Men Lucarad var ikke overrasket, der var jo love om den slags, lige meget hvor mange sager han løste, ville han aldrig stige i graderne. Lucarad gik ind på sit lille kontor, det indeholdt et lille skrivebord af egetræ (en gave fra politiets chef, i anledning af at han blev udnævnt til kriminalinspektør), en PC med holografisk skærm, en behagelig kontor stol og et lille køleskab. Lucarad satte sig i stolen og tænkte over hele ideen med denne politistation, der var ikke en eneste kriminel over 400 meters højde på Jufanira, og alle anstændige borgere boede mindst 500 meter over jorden. Sådan var det, fordi selve planeten Jufanira udskilte giftige gasser, der gjorde det farligt at opholde sig ved jorden. Derfor var alle bygninger enorme højhuse, hvor de nederste 400 meter var bare beton vægge. De eneste, der boede dernede, var fattige mennesker og kriminelle, og Jashiri var planetens eneste politistation der havde opgaven med at holde ro og orden på jorden. Det var latterligt, de kunne ligeså godt anholde alle der boede på jorden, men sådan gjorde man ikke. Nej i stedet hev man en tilfældig person med op hver eneste gang man opdagede en myrdet person på jorden, og så bankede man simpelthen bare vedkommende indtil han tilstod mordet. En der var kommet langt med den teknik var Fyruf, der var blevet kriminalinspektør ved at tæve tilståelser ud af uskyldige overflade beboere. Lucarad sad lidt og lyttede til Fyruf, der havde kontor lidt længere henne ad gange, eller rettere lyttede til Fyruf’s seneste mistænkte, der skreg af smerte. Lucarad derimod klarede sig ved at indsamle en række vidner, skønt kun få af dem havde lyst til at snakke med ham, og så ellers udskille deres løgne fra udsagnene, og derved regne ud hvem den skyldige var. Lucarad gik over til køleskabet og tog en flaske rødvin ud. Da han satte sig i stolen igen, trak han vinen op og hældte et glas op til sig selv. Lucarad drag indholdet og mærkede straks, hvor godt det gjorde ham. Lucarad kom til at tænkte på nattens begivenheder i 1920, ”velkommen til Perlen” havde han sagt. De ord havde fået alting til at give mening, Lucarad havde fået til opgave at komme ind på livet af Pocane, når han så kom tæt ind på ham skulle han finde et bevis. Et bevis på hvad? Havde Lucarad spurgt, men den anonyme arbejdsgiver havde blot sagt, at det ville han vide, når han så det. Det Pocane havde sagt, var et klart bevis på at han tilhørte PEARL organisationen, og siden Lucarad’s arbejdsgiver var en fra Kongedømmet, så var det helt tydeligt, at PEARL referencen var det bevis han skulle finde. Bomben, som Lucarad havde smidt, var egentlig bare en mekanisme, der lokaliserede brugerne og neutraliserede dem, Lucarad havde selv givet den bombe formen for sjovs skyld. Men hvis nogen af Pocane’s mænd regnede ud, at det var Lucarad, der havde forrådt dem, og det ville de uden tvivl, så var Lucarad muligvis i fare. Lucarad tømte glasset og hældte et nyt op.

Nå der var vist ingen grund til at blive her længere tænkte Lucarad, da han tre timer efter havde tømt sin tredje flaske vin. Lucarad gik ud mod sin kapsel, endnu en dag var gået uden nogen sager, det var der ikke noget nyt i. Lucarad gik ind i suppen og trykkede på knappen, der sendte ham hjem, kapslen blev affyret og på de sædvanlige 10 sekunder kom Lucarad til mellemstationen.
”Hvad nu?” tænkte Lucarad forundret, da kapslen bevægede sig i den modsatte retning af, hvad den skulle og det i over 5 sekunder, så blev kapslen affyret igen, mens Lucarad’s hjerne arbejdede på højtryk. Der var ingen af de destinationer, som Lucarad havde programmeret ind i kapslen, der ville gøre brug af en affyring i denne retning. Lucarad kunne kun se to mulige forklaringer, enten var der sket en fejl i systemet, hvilket formentlig ville føre til at kapslen hamrede ind i en mur, eller også var der nogen der havde omdirigeret kapslen, og det kunne næsten kun være PEARL. Lucarad tog en hurtig beslutning og trykkede nød knappen i bund. Da Lucarad trykkede knappen i bund, reagerede kapslen prompte ved at sende et elektrisk stød ind i Lucarad, stødet tvang Lucarad's krop til at indtage fosterstilling. Da Lucarad ufrivilligt havde indtaget fosterstillingen, blev suppen hård og uigennemtrængelig, under Lucarad åbnede bunden sig og den nu faste suppe med Lucarad i røg ud igennem bunden af kapslen. Lucarad forsvandt ned i dybet, mens kapslen landede i en fremmed havn.

Part 9

Kapslernes sikkerhedssystem var bygget sådan, at når man skød sig ud af kapslen, ville suppen blive klæbrig og automatisk klæbe sig til vægge i nærheden, og derved stoppe faldet. Desværre havde Lucarad skudt sig ud i et forholdsvis tomt område, så da suppen endelig kom tæt nok på en væg til at klæbe sig til den, havde den for alt for meget fart på. I stedet for at stoppe, nærmest trillede suppen ned af væggen og ramte jorden med små 60 km i timen, suppen tog dog det meste af slaget, så Lucarad kom stort set ikke til skade. Det tog Lucarad ca. 5 minutter at kæmpe sig ud af suppen, og da han endelig kom ud, stod han overfor et nyt problem eller rettere fem! Foran Lucarad sad fire mænd på store sten og murbrokker og kiggede ned på ham, lidt tættere på stod en kvindelig kateria med ildrød pels og kiggede ondskabsfuldt på Lucarad. Kateria var en race af katte lignende væsener, der gik på to ben og var lige så intelligente som mennesker. Deres anatomi var meget lig menneskers, deres forpoter fungerede præcis som menneskers arme, deres hænder lignede menneskehænder (dog med let pelsbeklædning.), deres fødder var dog udformede som kattepoter, de kvindelige havde blandt andet bryster, der var meget lig menneske kvinders, og de formerede sig også på den samme måde som mennesker. De var meget hurtige løbere var yderst adrætte, og mange af dem nærede et dybt had til mennesker. Grunden til dette had var at rige mennesker holdt af at bruge unge kateria’er som kæledyr, de unge katerianere fik så en indsprøjtning, der hæmmede deres mentale vækst og gjorde dem dermed bedre egnede som kæledyr. Lucarad havde altid ment, at det var respektløst og fuldstændig uanstændigt, men det var ikke noget, som han havde mulighed for at ændre.
”Hvad har vi så her?” spurgte katerianeren hånende, mens Lucarad lå udmattet på jorden, at komme ud af suppen havde været hårdt arbejde. ”Et overklasse menneske på afveje?”
Her ville andre personer måske have fortalt, at de var fra politiet, og at katerianeren ville få problemer, hvis der skete noget med dem. Men så dum var Lucarad ikke, havde han sagt det, ville hun uden tvivl have slået ham ihjel på stedet, de fleste ”løsrevne” katerianere havde ikke meget tilovers for ordensmagten.
”Jeg passere bare igennem,” pustede Lucarad fra sin position på jorden.
”Jeg er bange for at du tager fejl, menneske!” spyttede katerianeren, ”du går ingen steder.”
Først nu lagde Lucarad mærke til at hun stod med et jernrør i hånden, og at de fire andre mænd også var bevæbnede med jernrør. Hvis ikke situationen havde været så alvorlig, var Lucarad nok brudt sammen af grin, en gruppe bøller der overfalder et enligt offer med jernrør, kunne det blive mere kliche?
”Hør her jeg vil jer intet ondt. Jeg har bare været ude for et uheld, og hvis I bare vil gå til side så skal jeg nok forsvinde herfra.”
Reaktionen var den ventede, latter. Fem personer høj grinede, som om Lucarad lige havde fortalt en morsom vittighed, men det var også meningen. Mens de grinede, kom Lucarad på benene og fik overblik over situationen. Mur bag ham, en bunke af sten, jord og ragelse på venstre side, det samme på højre side, plus fire slyngler, foran ham var der en åbning, med en vred kateria i midten. Satans, Lucarad kunne ikke have fundet et værre sted at falde ned, ingen mulighed for flugt, overhovedet.
”Tror du, at du kan kommandere med os, som du kommandere med mine slægtninge i dit slot mellem skyerne?”
”Faktisk, er jeg imod hele idéen med at holde dine artsfæller som slaver.”
”Nå så det er du? Godt for dig.”
”Betyder det, at jeg må gå nu?” spurgte Lucarad uden nogen form for tro på, at han rent faktisk måtte gå.
”Nej det gør det desværre ikke, kom så drenge vi tager ham.” De fire andre rejste sig og slog ring omkring Lucarad.
Lucarad ville sikkert være blevet dræbt der, hvis ikke at et skud havde lydt, og den kvindelige kateria var faldet forover med et pænt rundt hul igennem hovedet.
”Så er det vist på tide at I skrider drenge,” lød en rå kvindelig stemme oppe fra en af jordbunkerne.
Lucarad og de fire overfaldsmænd kiggede op og så en anden kateria sidde på toppen af den 5 meter høje jordbunke. Hun var iført en stram lædervest, som lignede noget, der var blevet brugt i hæren, og en par slidte cowboy bukser. I hånden holdt hun en rygende pistol af stor kaliber, mens hun kiggede ned på de forbløffede handyr under hende. Hendes pels var grå, og hendes øjne var grønne, Lucarad havde ingen anelse om, hvorfor han lagde mærke til alt dette lige nu, men et var sikkert: hun var forbandet farlig.
”Skrid drenge eller I får en kugle i hovedet,” sagde hun køligt og de fire mænd tog straks flugten, da Lucarad ville forsvinde, forlangte hun dog, at han skulle blive, hvor han var. Hun kommanderede ham hen til væggen, mens hun langsomt steg ned fra jordbunken, og gik hen til liget af den anden kateria. Hun sørgede hele tiden for at holde pistolen rettet mod Lucarad, selvom hendes hånd dog virkede noget urolig, langsomt gennemrodede hun liget, indtil hun fandt, hvad det var hun ledte efter, et lille glas med en ulæselig mærkat og en enkelt pille i. Hun så hurtigt på glasset, bed derefter låget af glasset, med sine sylespidse hjørnetænder og slugte så pillen. Hendes hånd blev langsomt mere rolig og Lucarad gættede på at hun var stofmisbruger af en eller anden art, nu vendte hun igen sin fulde opmærksomhed mod Lucarad og spurgte:
”Hvem er du så? Og hvad laver et overklassemenneske som dig her på overfladen?”
”Mit navn er Lucarad, og jeg var ude for et uheld så jeg blev tvunget til at nødlande her.”
”Lucarad, siger du? Der kan man bare se, en politi inspektør der nødlander på overfladen.”
”Hvordan vidste du at jeg var i politiet?” spurgte Lucarad forundret, ”det har jeg ikke nævnt.”
Hun smilte skummelt. ”Jeg ved lidt af hvert. Men sig mig inspektør, hvad planlægger du at gøre nu?”
”Jeg vil bare op igen så hurtigt som muligt, hvis du lader mig gå, så skal jeg nok lade være med at melde det, der er sket.”
”Ha! Du tror du kan komme op? Du har ikke en chance, jeg tvivler på, at du ved, hvor man kan komme op, og jeg tvivler endnu mere på, om du kan finde derhen.” Hun pegede stadig pistolen mod Lucarad, men han følte dog at faren var drevet over for en stund. Men hun havde ret, Lucarad havde ingen anelse om, hvordan han skulle komme op igen, det eneste sted han vidste man kunne gøre, det var ved politistationen, men den var mange kilometer væk, og i denne labyrint af højhuse ville han ikke finde den, om han så ledte i flere år.
”Nu skal du høre,” sagde katerianeren, der også havde brugt tiden til at tænke lidt, ”jeg slår dig ikke ihjel.”
Hun lod hendes pistol hånd falde og satte pistolen i et hylster på ydersiden af hendes lår.
”Du lader mig gå?” spurgte Lucarad forbløffet.
”Mere end det, jeg vil hjælpe dig. Med min hjælp er du tilbage mellem skyerne på ingen tid.”
”Og hvis jeg ikke vil have din hjælp?”
”Så bliver jeg nød til at skyde dig.”
Hun var fuldstændig kold da hun sagde det og Lucarad var ikke i tvivl om, at hun rent faktisk ville gøre det, desuden kunne han godt bruge en guide.
”Okay så modtager jeg gerne din hjælp, men hvad vil du have til gengæld? Jeg tvivler på at du gør det for hyggens skyld”
”Det eneste jeg vil have til gengæld, er at du sletter min straffeattest, og at du hjælper mig i gang med et anstændigt liv oppe i byen.”
Hun kiggede længselsfuldt op med byen over dem mens hun udtalte de sidste ord.
”Det lyder fair nok,” nikkede Lucarad efter en kort tænkepause, ”hvis du får mig op herfra, kan du vinke farvel til, hvad end der står på din straffeattest, du kan endda bo i min lejlighed, indtil jeg finder et andet sted, hvor du kan bo.”
Nogle folk ville måske mene, at det var galskab, det Lucarad havde gang i. Men Lucarad havde altid haft en vis evne til at fornemme fordærv i folk, og det lod ikke til, at der var noget fordærv i hende her, hun var bare en kateria, der alt for tit endte på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Katerianeren lyste op. ”Godt vi er enige, mit navn er Ritai rart at møde dig.”
Ritai gav en forbløffet Lucarad hånden, aldrig havde Lucarad mødt en hvis humør var skiftet så hurtigt, fra mordtrussel til håndtryk på 15 sekunder.
Ritai’s katteører stod lige pludselig lige op i luften, og hun sagde.
”Vi må se at komme af sted, de fire fra før kommer tilbage, og de har deres venner med.”
Lucarad kunne ikke høre noget, men han vidste, at katerianernes hørelse var meget bedre end menneskers.
”Denne vej,” hviskede Ritai og spurtede gennem åbningen, tæt forfulgt af Lucarad der stormede efter hende.
”Det var pokkers,” tænkte Ritai, da hun så at Lucarad fulgte med uden problemer, aldrig før havde Ritai mødt et menneske, der kunne følge med hende, når hun spurtede, som hun gjorde nu. Sammen spurtede Lucarad og Ritai ind imellem to bygninger og ud af syne. Lidt efter ankom tolv mand med jernrør til det sted, hvor Lucarad var styrtet ned, men da hverken Lucarad eller Ritai var der, måtte de gå tilbage uden at have fået hævn.

Part 10

Lucarad og Ritai løb i godt tyve minutter, Ritai førte an, da Lucarad ingen anelse havde om hvilken vej de skulle. Efter de tyve minutter satte Ritai farten ned, og hun førte ham hen til en stor bunke sten. Ritai skubbede en stor sten til side, og det afslørede et hul, der lige akkurat var stort nok til, at Lucarad og Ritai kunne komme igennem det, Ritai kravlede hurtigt igennem det, og Lucarad fulgte efter, dog med noget mere besvær. Da Lucarad var kommet igennem, nåede han lige at se, at de var i en slags hule, før Ritai trak stenen for igen og det blev bælgmørkt.
”Lige et øjeblik,” sagde Ritai et sted i mørket, og Lucarad kunne høre, at hun rodede med noget lidt væk. Så kom lyset igen, Ritai havde tændt en enlig elpære, der hang ned fra loftet i det lille lokale. Lokalet var rundt og havde en diameter på godt og vel fire meter, Der var et par jernstole i rummet, et lille bord, et gammeldags køleskab og en lille bålplads i midten.
”Jeg fandt hulen her for et par måneder siden, den lader til at være hugget direkte ud af huset, som jo er massivt beton hernede. Der hang nogle ledninger ned igennem taget, så derfor kan jeg have lys tændt, og det ser man ikke mange steder hernede. Jeg fik også fat i et køleskab for nyligt, så nu kan jeg gemme det mad jeg finder.” Ritai gik rundt i lokalet og kærtegnede væggene mens hun talte. ”Det har været mit hjem siden jeg fandt det.”
”Hvor boede du før?” spurgte Lucarad.
”Rundt omkring, Jeg arbejdede lidt ovenover for nogle skumle typer og boede så ved dem, men ellers har jeg ikke rigtig haft noget fast sted.” Ritai fandt nogle hvide klodser og smed dem over på bålpladsen.
”Hvor pokker har du fået fat i de klodser?” udbrød Lucarad chokeret, da han så klodserne, ”det her er brændstof fra hærens rumskibe.”
”Der kan man bare se,” sagde Ritai og satte ild til dem, ”der styrtede en container fyldt med dem ned for et par måneder siden. Jeg fik hugget et par hundrede af dem, før der kom nogen og hentede containeren. De brænder i flere timer, og der kommer næsten ingen røg fra dem.” Varmen fra bålet bredte sig langsomt i hulen, og Ritai fandt to stykker kød spiddede dem på nogle jernstænger og hang dem lidt over bålet, så de langsomt blev stegt.

Efter et stykke tid tog Ritai de nystegte bøffer ned fra spiddet og rakte Lucarad den ene af dem. Lucarad sad lidt og stirrede på sin bøf, imens Ritai var gået i gang med at fortære sin egen. Hun flåede stykker af den med sine stærke, skarpe hjørnetænder, Lucarad stirrede bare på sin bøf, da Ritai lagde mærke til det spurgte hun ham hvorfor han ikke spiste noget.
”Jeg kan ikke tåle det,” svarede Lucarad stille.
”Hvad?” grinede Ritai, ”får du udslet eller sådan noget?”
”Nej,” svarede Lucarad hårdt, ”hvor lang tid tror du det tager at komme op?” spurgte Lucarad for at skifte emne.
”3-4 dage, vil jeg tro”
”4 dage?! Det er alt for lang tid, kan vi ikke bare tage hen til politistationen og komme op den vej?”
”Nej det kan vi ikke, dem der angreb dig styrer det kvarter. De har en mindre hær i det område, hvis vi vil over til politistationen i live, skal vi uden om deres område, og det tager mindst en uge. Hvorfor er det egentlig for lang tid? Har du noget du skal nå?”
”Hvis jeg ikke er hjemme om fire dage så dør jeg.”
Ritai troede først at det var en joke, men da han så Lucarad's ansigts udtryk, gik det op for hende, at han ikke lavede sjov.
”Hvis det er så vigtig at komme op så hurtigt, så skal vi af sted tidligt.”
Ritai fandt fem andre bøffer og hang dem ind over bålet. ”Proviant,” forklarede Ritai, ”bålet er ved at brænde ud, så de er nok ikke klar før i morgen tidlig. Du kan bare lægge dig til at sove, det gør jeg.”
Kort efter sov Ritai trygt, Lucarad derimod sad bare og stirrede ind i de døende flammer.

part 11

Da Ritai vågnede sad Lucarad i et hjørne og med ansigtet ind mod muren. Hun lå lidt og kiggede på ham, hun kunne se hans skuldre der langsomt bevægede sig op og ned i takt med hans åndedrag, hans hvide jakkesæt der havde været pletfrit og uden så meget som en eneste fold var nu krøllet og beskidt. Ritai satte sig op og sagde godmorgen. Det gav et sæt i Lucarad da han hørte Ritai og han vente sig om.
”øh ja, godmorgen” svarede Lucarad ”men hvordan kan du se at det er morgen jeg kan ikke se nogen forskel fra i går aftes.” det var sandt, der slap ikke noget lys ind i den lille hule og den lille elpære lyste jo hverken mere eller mindre end før.
”Det ved jeg bare.” svarede Ritai og tog de bøffer hun havde stegt igennem natten ned fra jernstængerne. ”Kateriaer har en meget god tidsfornemmelse. Jeg ved altid hvad tid på døgnet det er, og lige nu er det morgen” smilte Ritai mens hun pakkede bøfferne ind i noget folie af en slags og proppede dem ned i en lille taske.
Lucarad fik stablet sig på benende, gik hen til udgangen og kiggede ud gennem en sprækket i kanten og så at byen stadig var mørk.
”Det bliver ikke lyst hernede før middag.” forklarede Ritai da hun skubbede stenen til side, så de kunne kravle ud af hullet og som hun havde sagt var der stadig mørkt. Lucarad kiggede op mod byen oven over, der var en park 5-600 meter over dem, bare en lille grøn plet højt oppe i byen. Det var mærkeligt at voksne og børn snart ville grine og pjatte på den lille grønne plet, samtidig med at folk flygtede, fik tæsk eller blev slået ihjel lige under dem uden at de så meget som skænkede det en tanke.
”Det er sjovt som vi ser tingene forskelligt.” tænkte Lucarad filosofisk ”Vi der kommer oppefra brokker os over fejl på restauranten og problemer med posten, hernede er de taknemmelige hvis de bare lever dagen ud.”
”Vi må nok hellere se at komme af sted.” sagde Ritai der også kiggede opad. ”Vi har et godt stykke vej at nå i dag” Lucarad trak blikket væk fra byen over dem og kiggede på Ritai der smilede glad til ham.
”Vi skal den vej” sagde Ritai og begyndte at gå, Lucarad fulgte efter mens han håbede på en begivenhedsløs dag.

”Duk dig!” hviskede Ritai for femte gang på ti minutter, og trak Lucarad ned bag en stor sten. Kort tid efter kom 3 personer gående ud fra en side vej, de var helt tydeligt uden at lede efter noget eller nogen, for de gik med øjnene på stilke og en af dem bar på en pistol af stor kaliber. Lucarad kiggede nervøst på Ritai der så både irriteret og forvirret ud, hvad hun tænkte på kunne han godt gætte for så mange patruljer var der næppe normalt. Ritai havde forsikret ham om at de var på vej væk fra de fyre der havde overfaldet ham, men alligevel gik de her fyre i nogenlunde det samme tøj og det virkede mere end sandsynligt at de var efter 2 personer der lige nu gemte sig bag en stor sten. Lucarad betragtede Ritai der bed sig selv i læben, en naturlig reaktion fra kroppen der forsøgte at berolige nervesystemet, det var næppe et godt tegn. Ritai satte sig med ryggen til stenen da de tre vagter var gået forbi.
”okay” sagde hun og havde tydeligvis taget en vigtig beslutning. ”Med de her ekstra patruljer, har vi ingen chance for at slippe op lige foreløbig.” Hun bed sig i læben igen ”Medmindre at vi får noget hjælp.”
”Hvem skulle vi dog få hjælp af? Vi kan jo ikke komme i kontakt med politiet eller noget.”
”Jeg mener ikke jeg nævnte politiet.” sagde Ritai med et skævt smil. ”Jeg har også et par venner her nede, denne vej.” Ritai vinkede Lucarad med sig og hun satte kursen ned af en lille vej, mellem 2 vægge.


”Det er sku da løgn!” udbrød Lucarad da han kiggede over den sten han lå gemt bag, ca. 500 meter fremme lå der hvad der lignede et japansk slot fra det 16 århundrede. Hvordan havde de dog båret sig ad med at bygge sådan et slot her? Ritai havde ført Lucarad et godt stykke væk og ind af en lille bitte åbning i en mur og det havde taget næste et minut at kravle igennem den lille tunnel. På den anden side af tunnelen distraherede Ritai to mandlige Katerianere som hun havde sagt hun ville, og Lucarad sneg sig over til højre hvor han gemte sig bag en stor sten, som han havde fået at vide at han skulle. Mens Ritai snakkede med vagterne, for det var sådan hun distraherede dem, sneg Lucarad sig videre til de næste sten og fandt til sidst den store sten som Ritai havde fortalt om. Lucarad kravlede op ad stenen der ca. var 3 meter høj, da han kom op på toppen af stenen dumpede han ned i hulrummet der var i stenen. Hulrummet gik ca. 2 meter ned i stenen og halvanden meter i diameter, det perfekte gemmested. Man var skjult fra alle sider og det var her Lucarad sad og kiggede på et stort japansk slot. Det var surrealistisk at se et Japansk slot fra det 16 århundrede inde i en enorm hule, hugget direkte ud af cement fundamentet på en bygning der lå ca. 500 meter længere oppe. Slottet var omringet af en stor flot murstensvæg og der gik bevæbnede katerianere på den.
”Ned nu!” hvæste Ritai der var kommet hen til stenen, og Lucarad skyndte sig at kravle ud af stenen igen.
”Hvad fanden er det her for et sted?” spurgte Lucarad med ærefrygt i stemmen, han havde aldrig set noget lignende.
”Det her er Rutano’s legendariske hovedkvarter” sagde Ritai og smilte da hun så Lucarad's chokerede ansigts udtryk.

part 12

”Det er da løgn.” udbrød Lucarad. Det kunne simpelthen ikke være Rutano’s hovedkvarter. Der var oprettet specialstyrker med kun det ene formål at finde hovedkvarteret, og selv havde Lucarad ledt efter det i 2 år uden at finde så meget som et hint om dens eksistens.
Rutano var en af de mægtigste grupper forbrydere på overfladen, langt de fleste medlemmer var Katerianere og selvom der ikke var nær så mange medlemmer i denne eksklusive ’Club’ så var deres leder alligevel en af de mest magtfulde mænd på overfladen.
En af grundende til deres succes var at deres hovedkvarter aldrig var blevet fundet og det på trods af at man havde ledt i 20 år efter det. Det eneste tegn på at det overhovedet fandtes var en enkelt tilfangetagen katerian der fortalte at Rutano havde bygget sig et hovedkvarter, men før man kunne udspørge ham mere, var han sprunget på betjenten der afhørte ham, taget hans pistol og skudt sig selv i hovedet. Siden den dag var der blevet sat stort ind på at finde deres hovedkvarter, men endnu var det ikke lykkedes.
’Jep’ svarede Ritai og rev Lucarad ud af hans tanker. ’Den gamle er jo en smule gal med det gamle Japan.”
”Den gamle?” spurgte Lucarad forvirret.
”Ja Rutano’s leder altså. Han er en gammel mand efterhånden, lige omkring de 160 tror jeg.” Katerianer kunne blive op mod 200 år gamle. ”han startede banden for mange år siden, han blev vist heller ikke født hernede, han kom vist nok oppe fra men bosatte sig frivilligt hernede, hvor utroligt det end lyder.” Ritai kiggede op på slottet hvor et par vagter stod, bevæbnede med geværer af stor kaliber.
”Hvordan kender du til det her sted?” spurgte Lucarad forvirret, ”Der skulle kun være meget få der kender til dette sted.”
”Jeg har kommet her siden jeg var barn.” svarede Ritai ”Det er en af frynsegoderne ved at være medlem af klanen. Ja ikke officielt selvfølgelig for at være det skal man jo være født ind i den.” Lucarad blev bare endnu mere forvirret så Ritai forklarede. ”Den gamle stoler kun på folk der er født af medlemmer af Rutano. Han mener at hvis man er vokset op i ’klanen’ som han kalder den, så er man totalt loyal. Der bliver dog altid taget nye personer ind i klanen og da jeg som 7årig ved et tilfælde kravlede herind for at gemme mig, så blev jeg taget af vagterne.
De trak mig med op til den gamle som så skulle bestemme sig for om jeg skulle henrettes, gøres til slave eller indlemmes i klanen. Fin fyr.” nikkede Ritai ”Han kastede et blik på mig og indlemmede mig i klanen. Det har sine fordele, jeg kan komme og gå som jeg vil og jeg kan altid komme og få mad og drikke.”
”Hvis du kender dem så godt, hvorfor sniger vi os så ind som simple kriminelle?”
”Fordi du er et menneske.” sagde Ritai og trak på skuldrende ”Vi kateriaer er sjældent specielt venlige over for din slags. Og her i klanen er der mere end en, der har meget dårlige erfaringer med din slags.”
Lucarad sukkede det her var bestemt ikke hans hjemmebane. ”Hvis vagterne er hader mennesker, hvordan kommer vi så ind?”
”Jeg kender en som nok godt vil lukke os ind.” Ritai spejdede op mod borgen i et halvt minut og fik så øje på hvem hun end ledte efter.
”Af sted!” udbrød hun og de to satte i løb over mod muren. Da de nåede muren klinede de sig op ad den som om de var bange for at falde ned. Ritai tog en sten og kiggede intenst opad. Sådan stod hun og stirrede opad i næsten 3 minutter, før hun fik øje på spidsen af et gevær der stak ud over toppen af muren. Da hun så spidsen kastede hun stenen op i den vagt der måtte stå deroppe’s synsfelt.
”Hvad fanden?” udbrød en dyb stemme oppe fra muren, og da stenen faldt ned igen kiggede et arret udseende kateria ansigt ned til dem. Han så først Lucarad der ikke var helt tilfreds med hvordan tingende udviklede sig, men fik så øje på den storsmilende Ritai der vinkede op til ham.
”Hva satan, er du nu der igen Ritai? Tror du ikke at du skulle til at blive voksen og tage hovedindgangen i stedet for dit evige luskeri?” hans stemme var hård men han storsmilte og Lucarad fornemmede at han ikke kunne finde på at angribe dem og det gjorde ham lidt mere rolig.
”Luk nu bare op, du kan vel se at jeg har gæster med, som om jeg ville kunne slæbe ham igennem hovedindgangen. Du burde vide bedre, Bobo” Ritai smilte også, de kendte tydeligvis hinanden, men kateriaen på muren virkede ikke videre glad for at blive kaldt Bobo, han fnyste og sagde så.
”En eller anden dag så lukker jeg ikke op og så kan du stå herude i kulden kan du.”
”Ja men ikke i dag vel?”
Bobo sukkede og forsvandt fra muren, få sekunder efter gled en skjult dør op få meter fra hvor Lucarad og Ritai stod og de skyndte sig igennem den.

Part 13

Lucarad var dybt chokeret, den hemmelige indgang havde befundet sig unde 3 meter fra ham men han havde slet ikke lagt mærke til den, dem der havde bygget det her sted havde været dygtige. Lucarad stod lidt i mørket efter døren var gået i bag dem og lod sine øjne vende sig til mørket, og igen blev han overrasket. Hvor bygningen havde lignet noget fra det 16 århundrede udefra, lignede det mere en stor computer inden i. væggene var fyldt med computer skærme, ledninger og tastaturer.
”Det er overvågningsrummet, der er kameraer overalt omkring hovedkvarteret og det her rum er bemandet 24 timer i døgnet.”
”Der er da ikke nogen herinde nu.” svarede Lucarad og tjekkede lynhurtigt alle rummet hjørner efter gemte personer.
”Nej men hun kommer nok tilbage inden længe.” Ritai gik hen til væggen og trykkede på to tilsyneladende tilfældige knapper og to små plader skød sig langsomt ud af væggen. Ritai satte sig på den ene og gestikulerede til Lucarad om at sætte sig på den anden. Lucarad satte sig og blev overrasket over hvor behageligt det var at side på den lille plade af hvad der lod til at være meget blødt metal. De sad lidt i stilhed kun med en svag summen fra en skjult server til at holde dem ved selskab. Mens de sad der i computerskærmenes glød studerede de værd især hinanden indgående.
Lucarad var sikker på at han kendte Ritai et eller sted fra, der var et eller andet ved hende som han syntes at kunne huske, men han kunne ikke sætte finger på hvad det var og hvor han havde mødt det før.
Ritai studerede også Lucarad, han var stadig inspektør, det var uventet hun havde regnet med at han ville være kaptajn nu. Men der var nu et eller andet der ikke stemte omkring ham, hvad det var der ikke stemte var hun ikke sikker på men han var i hvert fald hurtig, kun få katerianere kunne løbe Ritai ind og det var første gang at hun havde mødt et menneske der kunne følge med. Ritai studerede hans ansigt, hans ansigtstræk var smukke på trods af at han kun var et menneske, og hans blå øjne var dybe som skovsøer. Et øjeblik så de hinanden i øjnene før de hver især slog blikke ned, forlegen over at blive taget i at studere modparten så intenst.
Lucarad og Ritai hørte dem samtidig, små uhørlige skridt. Skridtene var hurtige men blev dæmpet af de bløde trædepuder som katerianerne havde under deres fødder. Skridtene kom hurtigt nærmere og Lucarad begyndte at rører uroligt på sig. Ritai bragte ham dog til ro med et sukkersødt smil og en lille håndbevægelse. Trinende blev bragt til ende da en yderst smuk kvindelig Kateria drejede om et hjørne og ind i deres synsfelt, hendes pels var en smuk gul farve og hendes øjne var en smuk gylden farve. De var da opspilede i chok over at få øje på et menneske inde i hendes personlige domæne, men så fik hun øje på Ritai og lyste op i et smil. Hun udstødte et højt lykkeligt miav og kastede sig i armene på Ritai der gengældte omfavnelsen. Den nytilkomne holdt Ritai ud i armslængde og kiggede op og ned af hende, og begyndte at spinde i en høj tone. Ritai svarede hendes spinden med sin egen og det gik op for Lucarad at det måttet være deres måde at kommunikerer på. De spandt heller aldrig i det samme tone lag, deres spinden steg og faldt i tonerne og til tider blev den akkompagneret af et lavt miav og en enkelt gang et lille hvæs. Lucarad sad bare stille og lyttede, de havde åbenbart meget at snakke om, han kunne intet forstå men han mente ikke det ville være særlig pænt at bryde ind i samtalen, især ikke da de lod til at have savnet hinanden. Han sad bare stille og betragtede dem, de kendte tydeligvis hinanden godt og de virkede nærmest som søstre, eller i hvert fald bedste veninder. Det tog dem omkring 5 minutter før deres ellers ustoppelige spinden ebbede ud og de vendte sig imod Lucarad. Ritai introducerede den gul pelsede Kateria som Mani og fortalte at de havde kendt hinanden siden Ritai var kommet til klanen. Hun fortalte at de var kommet godt ud af det med hinanden fra starten af og at den lidt yngre Mani havde lært hende alt om hovedkvarteret. Mani havde heller ikke nogen forældre og selvom de ikke sagde det var det tydeligt for Lucarad at de var mere end venner de var blevet en slags søstre og han var sikker på at de elskede hinanden meget højt. Ritai havde fortalt Mani at Lucarad og hende havde brug for hjælp og hvis Ritai stolede på ham så stolede Mani på ham.
”Vi har brug for at snakke med den gamle, ved du hvor han er henne?”
”Den Gamle?” hun vendte sig mod en af computerskærmende og rørte let ved den. Skærmen blev delt op i 16 små ruder der hver viste et rum fra et højt perspektiv. ”I det lille tronrum, jeg tror han sover.”
”Så må vi desværre gå nu.” Hun rejste sig op og gav Mani et kærligt kram, ”Det var rart at se dig igen, jeg skal nok komme og sige farvel før vi tager videre.” Lucarad rejste sig op og fulgte efter Ritai der gik ud af rummet. Hun stoppede dog op i døren og sagde over skulderen ”Kan du ikke sende vagterne til pause? De arbejde jo så hårdt.”
Mani fniste glad da de forlod rummet, hun fniste færdig før hun tændte mikrofonen til tronvagternes samtalesystem og sendte dem til pause.


Part 14

Ritai og Lucarad gik igennem det næsten uhyggelige tomme slot, slottet var ikke nær så japansk udvendigt som det var indvendigt. Det meste af inventaret var hyper moderne og selv væggene var beklædt med diverse sensorer, computer skærme og var lavet af flot skinnende metal.
”Hvis vi ikke havde mødt Mani i kontrol rummet havde du sat omkring 14 alarmer i gang nu.” sagde Ritai for at bryde stilheden. ”fra nu af ville vi blive skannet og kørt igennem et register over klanens medlemmer hvert femte sekund, hvis det ikke var fordi at Mani havde blokeret systemet for os.”
”Hvordan har i fået fat i alt det her?” Spurgte Lucarad chokeret og gestikulerede mod en computerskærm. ”Halvdelen af de sikkerhedssystemer jeg har set indtil nu bliver kun brugt af få hemmelige organisationer under Kongedømmet. Desuden har jeg set ting jeg ikke engang ved hvad er. Lige meget hvor godt organiseret jeres klan her er, burde i ikke være i stand til at skaffe den slags udstyr.”
”Det er alt sammen den gamles fortjeneste.” Svarede Ritai og hentydede til Rutano’s aldrende leder. ”Han har været i stand til at skaffe de mest utrolige ting før de officielt eksistere. Det er ene og alene hans fortjeneste at Rutano stadig eksistere den dag i dag.”
Ritai førte Ruk videre igennem slottet indtil de nåede til en stor solid trædør. Døren var perfekt rund og uden synlige håndtag. ”Bag den her dør er tronrummet som han kalder det.” begyndte Ritai og gestikulerede mod døren. ”Når vi går igennem den er der et lille ’venteværelse’ der skal du blive indtil jeg kalder dig ind, man ved aldrig hvordan den gamle tager imod fremmede.” Lucarad nikkede en enkelt gang for at vise at han havde forstået det.
Ritai bankede let på døren og den delte sig lydløst i 4 dele der gled ud i rammen, Lucarad og Ritai gik hurtigt igennem før den igen lukkede lydløst bag dem. Det lille venteværelse var i virkeligheden bare et lille aflukkede der var afskåret fra resten af rummet af fine silke vægge der hang frit ned fra loftet og blafrede let da døren lukkede sig.
Man kunne nemt se igennem dem og selve tronrummet havde i sandhed fortjent sit navn. Rummet var fuldkomment cirkulært og væggen var af fint træ der var bearbejdet til en sådan grad at det lignede at hele væggen bestod af et eneste stykke træ. Rundt omkring i rummet stod små borde opstillet på traditionel japansk maner og statuer af alt fra stolte samuraier til mægtige drager stod med jævne mellemrum langs væggen. Rummet blev oplyst af en stor glaskuppel der hang præcis i midten af rummet, men på forunderlig vis kastede intet i rummet skygger det var i sandhed et sælsomt lys. Lige under lyskuplen var en trone placeret på en lille forhøjning, den var udformet som en drage, armlænene var udformet som dragens forreste to ben, stolen havde ingen ben men dragens solide hale var udformet så den snoede sig omkring en klippe på gulvet, stolen ryg var udformet som dragens lange tynde krop der snoede sig op over hovedet på den siddende og kroppen blev elegant afsluttet i et ærefrygtindgydende dragehoved. Hvis dette var det lille tronrum så ville Lucarad gerne se det store.
På tronen sad den mindste kateria Lucarad nogensinde havde set, hans pels var grå og hans hoved virkede ældgammelt, hans kinder var sunket ind og hans øjne var svage af alder men på trods det var der et glimt i hans svage øjne der tydede på en utrolig lyst til livet.
Den gamle katerian vendte blikket mod venteværelset og hvæste lavt.
Ritai svarede ved at skubbe stoffet til side og gå miavende og spindende frem mod ham. Den gamle Katerian skiftede straks holdning og begyndt at spinde, hvilket Lucarad havde regnet ud var deres sædvanlige måde at tale på. Det var besynderligt at se to katerianere tale, de talte lavt da deres hørelse intet problem havde med at opfange de svage lyde. Lucarad anstrengte sig for at høre hver eneste ændring i tonen og hvert eneste miav og dets placering i samtalen det gjorde ham i stand til nogenlunde at regne ud hvordan samtalen gik. I starten lod den gamle katerian til at være glad, formentlig for at se Ritai igen, men som samtalen fortsatte svang stemningen både op og ned, fra lette glade toner af spinden til dybere mere aggressive toner.

”Jeg har jo sagt at jeg ikke kan fortælle dig hvad jeg skal bruge det til! Du bliver bare nød til at stole på mig.” hvæste Ritai hårdt.
”Stole på dig?” spandt den gamle katerian i en dyb tung tone. ”Du blev sendt ud for at hente oplysninger men du vente aldrig tilbage, fire katerianeres liv kunne være blevet reddet hvis du havde skaffet oplysningerne. Fire måneder var du væk, og nu tror du at jeg vil lade sådan en udefrakommende tage så dyrt udstyr uden forklaring? Latterligt!”
”Begynd nu ikke på dit renblods sludder igen!” hvæste Ritai ”Du burde da vide at jeg er mere loyal end nogen anden.”
”Det ved jeg nu ikke.” spandt den gamle faretruende sukkersødt ”Du har aldrig fortalt mig hvordan du slipper forbi alle de andre klaner, jeg har flere højtstående folk der mener at din succes i ’Rackerik sagen’ beviser at du har forbindelser med andre klaner.”
”Hvordan kan du sige sådan noget?” hvæste Ritai med død i blikket. ”DU sendte mig ud for at slå ham ihjel, DU gav mig oplysningerne og nu anklager DU mig for at være forræder fordi jeg gennemførte attentatet?”
”Rackerik var umulig at komme ind til og på trods af at jeg har spurgt dig tusind gange har du aldrig fortalt os hvordan DU, ene katerian formåede at nå helt ind i hans personlige kammer, slå ham ihjel og slippe ud igen uden at blive opdaget.”
”Jeg har fortalt dig tusind gange at jeg ikke kan svare! Det er ikke mit liv der står på spil her, jeg har partnere uden for klanerne, hvis jeg afslører hvem deres navne er de dødsens, det ved du også godt!”
”Kom ikke og tro at du ved noget som helst om mig, Ritai-chan!”
Hvor vovede han at bruge -chan over for hende? -chan var ligesom –san og –sama en betegnelse for respektforholdet mellem dem der talte sammen i det gamle Japan, men i modsætning til –san og –sama der begge var positive var –chan et udtryk man brugte til små piger, og blev udtrykket brugt til kvinder der ikke var børn blev det sædvanligvis betragtet som en fornærmelse.
Ritai ville uden tvivl være sprunget på den gamle katerian hvis ikke at Lucarad i det øjeblik var kommet traskende elegant ud af venteværelset, med et smil på læben og begyndt at spinde som om kateriansk var hans modersmål.
”Rolig nu Ritai-san, det er tydeligt at han intet ondt mener, ikke sandt Miyamoto-san?”


Control part 15

År: 3590
Dag: tredje dag i den anden måned efter jordens tidsregning.

Vigtig hastemeddelelse til K83
Kodeord: MaRiO18756
Raport:
Den tredje af de fire store har passeret overvågningsstationen på C48 i retning mod K83. Rygter går på at den fjerde også er ombord, evakuer omgående planeten.
Update: Det er bekræftet: den fjerde er med. Evakuer omgående planeten.
E17 var placeret i en lille beholder med kurs mod K83. Alle bevægelses funktioner var sat på standby, men hans net-oplink og centrale intelligenscenter kørte stadig. Selvom E17s krop befandt sig i en lille beholder, befandt hans bevidsthed sig 200 meter derfra i et lille mødelokale, nærmere bestemt i en robot på 10 cm på et stort rundt bord. Robotten blev styret trådløst af E17, den havde både visuelt og audit in- og output. Der var 2 andre lignende robotter på bordet og ved siden af stod en mand i en lysebrun trenchcoat, han var ubarberet og havde en gammel cowboyhat på.
”Det var den besked vi opsnappede kort før vi gik ind på den anden jagtmark.” sagde Manden med cowboyhatten, der var bedre kendt som general Smith, den sidste menneskelige general der var aktiv på slagmarken. Han havde skaffet sig et ry som en frygtløs soldat der traf beslutninger per intuition, og det havde han intil videre haft stor succes med. Hans succes og popularitet havde skaffet ham en plads som den fjerde general, og den eneste menneskelige i den lille gruppe.
”Den anden jagtmark?” spurgte en af de 2 andre robotter på bordet uforstående. E17 foretog en hurtig skanning af robotten, det var ISS48 der styrede robotten. Intelegent Strategy System 48 var Kongerigets bedste strategiske AI og var det første medlem af de fire generaler. ISS48 eller ISS i daglig tale, havde for nylig modtaget en opgradering, men ved samme lejlighed havde den mistet nogle personligheds data og kunne derfor ikke længere forstå alle Smiths slang udtryk og talemåder.
”Han mener underverdenen.” forklarede E17 der havde meget erfaring med Smiths slang.
Underverdenen var en slags parallel dimension der i visse knudepunkter eller revner, løb sammen med vores dimension. Underverdenen var fyldte præcis det samme som vores egen dimension, men tid og rum går hurtigere på den anden side. Forskerne havde endnu ikke fundet et endegyldigt svar på hvordan det hang sammen, men faktum var at ved at krydse over og rejse igennem underverdenen kunne man krydse en halv galakse på 48 timer. Underverdenen var tom for levende væsner og planeter af betydning, derfor blev den også brugt som losseplads.
”De ved i kommer. Vil det ændre noget ved den nuværende mission?” spurgte den sidste robot på bordet med forvrænget stemme. Robotten blev styret at ”M” et kriminelt supergeni hvis identitet var skjult selv for de 3 andre. Ingen vidste med sikkerhed hvorfor han hjalp kongeriget, men hans strategiske evner havde vundet mangt et slag og han havde altid information om fjenden som ingen andre kunne komme i nærheden af.
”Nej.” svarede ISS prompte, vores styrke er stadig klart overlegen og vi vil ankomme til destinationen før beboerne kan nå at evakuere. Er du kommet frem til samme facit E17?”
E17 afsluttede sine beregninger og svarede: Ifølge M så er fjenden ledet af Meliaki fra Oriwa, han er kendt for at gå højt op i de civiles sikkerhed og på baggrund af disse informationer kan planen forbedres betydentligt.” E17 havde fået plads blandt de 4 på grund af en uhyggelig præcis evne til at udregne fjendes reaktioner på enhver situation, desuden var han leder af den sidste deling ECU-E enheder der havde fået tilnavnet pilespidsen. Alle planer og tegninger over ECU-E enhederne var gået tabt da ECU fabrikken på G59 sprang i luften for efterhånden mange år siden. På trods af at både F og G enheder var i produktion så havde de ikke samme kvalitet som den nu lille flok E enheder. En del af E enhedernes styrke var at de havde en personlighed, denne lille produktions fejl blev styrket og der blev vagt en patriotisk ånd i alle enhederne. Denne patriotisme for kongeriget, det sublime design og den fabelagtige træning havde skabt de mest frygtede soldater i de kendte galakser.
Officielt var E17 ikke indblandet i planlægning, men eftersom de 4 generaler var en privat klub og intet officielt havde med kongeriget at gøre, så var E17 alligevel blevet optaget og både ISS og M havde nok indflydelse til at ændre taktikker sådan at det var E17s planer der blev ført igennem og ikke planerne fra den tilfældige officer der eller skulle have ledet slagets gang.
”Et overflade foto af planeten har afsløret 9 klasse D rumskibe til at transportere den civile del af Pearl hvis en nødsituation indtræffer. ” E17 sendte et trådløst signal af sted og straks kom et hologram af planeten til syne, med en blinkende markør der hvor de store rumskibe var placeret. ”Jeg forslår at vi sender 20 IU’er (IU = Infiltration Unit) af sted før hovedstyrken så de er på planeten når vi ankommer med resten af styrken. Efter deres ankomst skal de uset skaffe sig kontrol over de 9 fly og når kampen så går i gang og de civile går ombord så tager IU’erne kontrollen over flyende og skaffer os dermed omkring 9,000 gidsler.”
”Med vores viden om Meliakis psyke virker det derfor sandsynligt at han vil overgive sig og kampstyrken imod frigivelse af gidslerne.” afsluttede ISS.
”En genistreg af en plan” sagde M i sin sædvanlige rolige forvrængede stemme.
Smith nikkede langsomt i erkendelse af planens genialitet og gik over mod døren. ”Jeg informere de rigtige personer, når vi ankommer, vil alt være udført sådan som planen nu lyder. Jeg må gå nu da jeg skal bruge noget søvn før slaget”
ISS lukkede straks sin robot ned og vendte tilbage til hvad den nu havde været i gang med at udregne inden mødets begyndelse. E17 og M blev tilbage i deres små marionetter.
”Endnu en genial plan.” sagde M, da E17 ikke svarede fortsatte han. ”Som planen står nu overlever der næppe nogen civile, du kender kongerigets politik omkring Pearl sympatisører. De vil alle sammen blive henrettet, bekymre det dem slet ikke?”
”Jeg er ikke programmeret til at bekymre mig om fjendens civile, jeg er programmeret til at sejre.” Med de ord trak E17 sig tilbage til sin rigtige krop og lod hans organisme gå i dvale.
”Aha” sukkede M’s stemme i robotten, mens den stirrede på E17’s livløse robot.

M’s robot var stadig aktiv da Smith få minutter efter kom ind i rummet igen. ”Havde du heldet med dig?” spurgte Smith alvorligt.
”Nej.” svarede M ”Jeg frygter at der ikke er meget tid tilbage, han snart vil bringe Kaos og frygt ind i kongeriget villigt eller uvilligt.”
”Måske skulle vi fortælle ham om det.” foreslog Smith.
”Nej, det vil kun fremskynde processen. Men der er stadig håb, ironisk nok afhænger kongerigets overlevelse af en fjendes intellegens. Mærk dig mine ord: det hele afhænger af Meliaki.”