Paul whimpered slightly as his mistress squeezed the water container, filling his ass to the brim with water.
“Now go into the garden and ring the bell when you are ready.” Paul didn’t even need telling anymore, he had done it so many times already. Paul slowly crawled on all four out into the garden; his hands were chained together and connected to the chain that was binding his legs together. His ankles were tied to his thighs, making it impossible for him to move in any other way than crawling on his hands and knees. His knees had been ‘equipped’ with fuzzy paw pads making sure that his knees weren’t turned to bloody stumps as he made his way around the house. Paul slowly made his way down the few steps leading to the garden, and found a spot where the ground was relatively loose. Paul’s ass still swimming with water he started digging a hole with his bare hands, while making sure that he didn’t accidentally lose control of his bladder and emptied his ass before time. Paul would be a strange sight to anyone looking over the small white fence: He was dressed in a completely black latex suit that covered his entire body except his eyes and his mouth that was kept open by a ring gag, on his head he had 2 large fuzzy cat ears and from his ass appeared a long black cat tail. Paul finished digging a nice little hole and crawled back to the house. A small golden bell was hanging by the door and with his nose Paul rang it.
“Coming.” Paul’s master yelled from inside the house.
Paul waited patiently by the door, well aware that he couldn’t hold in the water and shit in his ass for much longer. After a few minutes Paul’s master finally appeared, she was wearing a light summer dress and a cute smile.
“So how is my little kitty?” She asked kneeling down beside him as he rubbed himself against her. “Did you dig the hole alright?” She asked and Paul nodded happily leading his mistress into the garden and presenting the hole he dug proudly.
“This should do nicely.” Paul’s mistress smiled patting his head gently as he got in position over the hole. With a quick ‘swop’ Paul’s mistress pulled out the tail plug in Paul’s ass and a combination of shit and water came pummeling out of his ass and into the whole in the ground. It felt good to finally get relieved of the huge load he had been carrying so it was almost an euphoric feeling when his mistress stroked his head gently.
“Good kitty.” She smiled and slowly pushed the tail plug in again, it didn’t even hurt when the plug was pushed in anymore, he had gotten used to the sensation of the tail long ago. Paul purred and rubbed himself against his mistress again as a voice carried into the garden from the street.
“So how is the kitty doing Lilly?” It was Stine who spoke, a good friend of Lilly’s and one who often came over to pet the kitty.
“He is doing good.” Lilly getting up and leaving Paul as she invited Stine inside. “Don’t forget to cover up your mess before coming inside.” Lilly reminded her kitty before making her way inside. Paul slowly poured the dirt into the shit filled hole again and as he was done it was hard to see that the ground had even been disturbed there in the first place. Paul made his way to the kitchen and found Lilly and Stine sitting and talking over a cup of coffee, they both petted and stroked him as he passed them on his way to the food bowls. The food bowl was filled with a thick porridge and sticking his tongue through the ring gag he started lapping the warm food inside. It took him almost half the porridge to realize that his water bowl was empty, pushing the bowl in front of him with his nose he made his way to the table again. Paul moaned to get the attention of his mistress and her friend and gestured to the empty water bowl. But instead of filling the bowl with water his mistress just smiled and pointed beneath the table. Crawling beneath the table Paul quickly spotted where he would get his water from. Stine wasn’t wearing any panties under her short skirt and her pussy was already getting moist as Paul crawled closer and snuck his nose in between the lips. Paul’s tongue made its way out the ring gang again and started licking away, greedily swallowing every drop of juice from her pussy. Stine’s hand found its way below the table and patted Paul’s head to let him know that his drink was coming now. Paul quickly adjusted his position and was ready as the first yellow drops flew from her urethra. Thirstily Paul drunk the pee as Stine’s pee started flowing freely from her. Paul drank as much as he could but a great deal of pee still ended up on the floor, licking the pussy and urethra Paul made sure not to leave her dirty before backing away a bit as Stine stood up. Crawling out from beneath the table Paul rubbed his head against Stine’s leg, and was reported with a pat on the head before Lilly followed her to the door. Casting a glance over her shoulder Paul’s mistress told Paul to make sure not to leave such a mess on her kitchen floor. Paul lowered his head in shame and crawled underneath the table again licking up the pee that had made a yellow puddle beneath the table. Lilly came back as Paul was licking up the last of the pee and crawled out to greet her.
“By god, you stink of pee!” She complained and pulling away from Paul. “You are not touching me till you get a bath, into the bathroom!”
Paul’s head fell as he made his way to the bathroom, crawling into the bathtub, a feat that was made hard by the chains binding his hands and feet together. Sitting there in the bathtub Paul waited for his mistress and before long she appeared wearing yellow rubber gloves.
“I am not gonna touch you as long as you stink like that.” She declared and picked up the shower head. Paul nearly screamed as the first ice cold water splashed over him. Fleeing from the cold water Paul fought for his life, trying to get out of the bathtub but Lilly pushed him back into the bathtub time and time again.
“If you don’t stay still then you are sleeping outside tonight!” She finally threatened and Paul froze on the spot. Sleeping outside was never nice, and it wasn’t exactly summer anymore, so Paul moaned and sat back in the tub as Lilly continued washing him with the ice cold water.
“See that wasn’t so bad.” Lilly smiled as she was drying Paul up with a towel. Paul was shaking from the cold and was desperately rubbing against his mistress to soak up some body heat. “Tell you what kitty. I am gonna let you sleep in my bed tonight.” Lilly smiled as Paul’s eyes lit up in happiness. “Come on.” She smiled and let the way into the bedroom where she started taking off her clothe as Paul crawled up into the bed and picking the softest spot he could Paul curled himself into a ball and purred gently as his mistress crept into the bed as well. She was naked as she crawled down to the kitty in the end of the bed, scratching him behind his ear.
“You have been a good kitty today.” She smiled stroking him gently down over the stomach and grabbing his cock. “and good kittens get rewards.” She whispered and masturbated the kitty till the sperm flew from him and into her hand as he moaned in relief. “Your juices are all over my hand Kitty, clean it up before I go to sleep.” She commanded and Paul obediently licked up all of his own sperm. “Good kitty.” She smiled, patting him on the head before she crawled up into her end of the bed and snuggled beneath the blanket. “Goodnight kitty.” She yawned as she closed her eyes, and in the foot end of the bed the kitty curled up and fell asleep, grateful that he had such a kind mistress.
Sunday, July 26, 2009
Wednesday, July 15, 2009
NaruHina - Yuri for love.
She was sitting at the pond her feet gently dipping into the water, gleefully unaware of the predator lurking in the shadows. She sat there gently moving her bare feet through the water as the predator slowly snuck closer, undetected by the smiling girl. She didn’t expect anyone to be near, she had no reason to look around, the pond was the part of the Hyuga clan’s private garden, and no one ever came in there. But the predator was there, slowly creeping closer and as the distance was reduced to the bare minimal, the predator leaped towards the girl.
“Hinata-chan!” Naruto yelled gleefully, hugging the Hyuga girl from behind.
“Na-Naruto-kun.” Hinata stuttered, blushing madly. “You are back again?”
“Yeah.” Naruto said, letting go of Hinata and sitting down next to her. Naruto took off his sandals and dipped his own toes in the pond before answering. “Got back half an hour ago, Sakura and Sai are giving the report to the Hokage right now. I decided to come here instead.” Naruto sniggered. “So how have you been? Anything interesting happened the last 2 weeks?”
“N-not really.” Hinata said. “Everyone have been away on missions, I am the only one from our year who have been in Konoha. I missed you.” Hinata cheeks flamed red as she said the last line.
“I missed you too.” Naruto grinned and gave Hinata a hug. “So what have you been doing?”
“Thinking.” She said simply
“Thinking? About what?” Naruto grinned.
“About you and me.” Hinata said uncomfortably. “There is something I need to tell you.”
“What is it?” Naruto said his smile fading slightly as he sensed the serious tone in her voice.
“Well you… you know I like you… right?” She asked her cheeks redder than ever and her eyes fixed at the water.
“Yeah… I know that.” Naruto smiled gently, unsure of where this was going.
“And I am getting the feeling that… I think that… I hope you like me too.”
“I do like you.” Naruto smiled putting an arm around her.
“Well maybe you have noticed, but… but every time you have tried to get closer, I have pulled away.”
“Yeah I know.” Naruto said remembering the times he had tried to kiss her and she had pulled back with tears in her eyes, one time she had actually started crying. “But I understand, you just want to be friends and that is okay with me.” Naruto smiled broadly, his heart screaming in pain at his own words.
“That isn’t it.” Hinata whispered barely audible, she cleared her throat, she couldn’t lose strength now, she had to tell him. “That isn’t what I am trying to say.” Hinata cast a quick glance at Naruto before looking back down into the water. “The thing is… I am a… I like girls.”
“Oh.” Naruto said, taken aback by the news. “I eh… I don’t really… know what to say.”
“I am sorry I didn’t say anything before, I just didn’t know how to say it.” Hinata said quietly. “I like you, but when I think about… you know… it, I just… I just can’t.” Hinata closed her eyes, while Naruto silently waited for her to continue. “It is just that… the thought of doing it with a man, even you… it disgusts me… I am sorry.”
Naruto gently grabbed her chin and moved her gaze from the water to meet his own gaze. “It is okay Hinata.” He said simply. “Thank you for telling me.”
“I love you Naruto, I really do, I just can’t… I just can’t be with a guy.”Hinata felt a tear roll down her cheek but Naruto quickly whipped it away.
“I can’t imagine how hard this has been on you, and I am sorry I have put you in a situation like this. But let me do one thing for you.” Naruto smiled gently. “Close your eyes.” He ordered and Hinata slowly closed her eyes to Naruto’s encouraging nods.
Hinata heard a small pop shortly after she had closed her eyes, but Naruto had told her to keep her eyes closed so she didn’t dare to peak. “N-Naruto-kun? What was that?” she asked nervously as a couple of lips gently pressed against her own. Tears formed in Hinata’s eyes as she realized that Naruto was kissing her and she pulled away. “I trusted you-“ she wept as she opened her eyes and looked into a beautiful girl’s face. “Naruto-kun?”
“Yeah.” Female Naruto smiled slightly nervous about the situation. “Is it okay?”
Hinata whipped the tears from her eyes and took a look at Naruto’s female form, she had long blond hair set up in 2 cute pigtails, and Naruto’s characteristic but unexplainable lines on her cheeks, and she even wore what could only be described as a female version of Naruto’s normal orange jumpsuit. The jacked was unzipped, hanging loosely around her shoulders, and revealing the black almost skintight T-shirt underneath, that left little to the imagination. “Yeah it is okay.” Hinata blushed, Naruto was beautiful as a girl. “But why?” she asked.
“Well…” Naruto smiled. “I want to be with you Hinata-chan and if you can’t be with me when I am a guy, then I just have to be a girl.” Naruto hugged Hinata, and her cheeks went red when she felt Naruto’s boobs pressing against her own.
“N-Naruto-kun.” Hinata tried to object but Naruto placed a finger gently on her lips.
“It is Naruto-Chan when I am with you.” Naruto smiled gently, her blue eyes sparkling more than the sun reflected in the ponds water. Hinata slowly reached forward, and blushing she gave Naruto a light hug. Naruto was stunned for a second, never before had Hinata hugged her; she had always been the one hugging her. Thrilled by the development Naruto threw her arms around Hinata and lovingly pulled Hinata to her chest. For a moment Naruto closed her eyes in glee, then it struck her what she was doing, and quickly let go of Hinata. Hinata gently pushed her way out of Naruto’s boobs and was able to breathe again, she was once again blushing.
“I am so sorry.” Naruto pleaded her feminine face full of concern and remorse. “I am sorry, I just didn’t think, I mean I haven’t really-“ This time Naruto was interrupted as Hinata put a finger on Naruto’s lips.
“It is okay.” She giggled, her face still rosy from the experience. “Can I… can I feel them?” Hinata giggled biting the index finger that wasn’t still resting on Naruto’s lips, and looking at Naruto with eyes that could melt the heart of even the most heartless of villains. Naruto moved his head slightly causing Hinata’s finger on Naruto’s lips to slip into his mouth where Naruto gently sucked on it for a few seconds before answering Hinata’s question.
“These breasts are made for you, Hinata-chan. You can touch them as much as you want.” Naruto purred slowly running her hands through Hinata’s hair.
Hinata slowly reached forward, she reached under Naruto’s jacket and felt her breasts through the black T-shirt. Hinata giggled in glee; it was clear that Naruto was not wearing a bra, her breasts were firm and stood right out in the air without need for support. Naruto’s eyes were sparkling and she was gently purring as Hinata slowly massaged her breasts. “Today is all yours.” Naruto whispered. “You decide how far we go or don’t go.”
Hinata slowly moved closer, not halting her massage of Naruto’s breasts for a second, she placed a gentle kiss on Naruto’s lips, reversing the roles for once as Naruto was the one blushing madly. “Okay.” Hinata smiled. “Naruto-chan.” She added as she gently pushed Naruto on his back. Naruto could feel the grass tinkling his neck as Hinata followed her down their lips meeting again and again. Hinata’s hands grew bolder as they gently squeezed and played with Naruto’s nipples through the shirt, Naruto moaned and decided to act too, reaching up and massaging Hinata’s breasts.
“Sorry they are so small.” Hinata moaned lightly. “They are not perfect like yours.”
“My breasts are only perfect because I wanted them to be perfect for you.” Naruto whispered and kissed Hinata who eagerly accepted the kiss and allowed her tongue to tip toe upon Naruto’s lips for a few seconds before Naruto’s lips split apart; welcoming Hinata’s tongue into her mouth. Their kiss didn’t break till Naruto felt her T-shirt and jacket disappearing over her head. Naruto lay there on the grass, her breasts exposed to the sunlight and Hinata’s gaze and gentle touch. Naruto moaned and purred under Hinata’s touches and kisses that showered over Naruto’s chest. Naruto suddenly grasped Hinata’s shoulders and with a quick move she rolled her over so that Naruto were on top and Hinata was beneath her. Hinata giggled gleefully as Naruto pulled off Hinata’s shirt with a naughty glimmer in her blue eyes. Naruto’s heart skipped a beat as Hinata’s stomach and breasts lay revealed to her, her skin was white as the carefree cloud and as clean as the water in the pond they were lying at. Naruto reached for her, her hands worked their way all over Hinata’s body, and while Naruto’s hands were busy feeling every single part of her body, Naruto’s mouth was kissing Hinata’s arms, neck, and even gently liking her nipples.
“You know how to treat a lady.” Hinata halfway giggled, halfway moaned in pleasure, as Naruto kissed her way over Hinata’s stomach. Before Naruto knew it she once again found herself on her back though as Hinata flipped Naruto back around. Hinata’s hair created black curtains around Naruto’s face as Naruto giggled, biting her rosy lip as Hinata’s face came closer and closer till their lips once again met and their tongues danced. Naruto felt Hinata’s hand slowly sliding into her pants; Naruto quickly moved her own hands down and undid her pants allowing Hinata easier access.
“Thanks” Hinata whispered kissing Naruto on the neck as her finger slid inside Naruto’s lower lips, feeling the moisture forming from Naruto’s pussy Hinata smiled playfully. “You are pretty responsive for a first time girl.”
“Well you are pretty good with your hands for an innocent girl.” Naruto smirked, her chins flaming up red from Hinata’s touches, despite Naruto’s smock attitude. Hinata slowly slid her finger up and down beneath Naruto’s lips gently brushing a finger against Naruto’s clit. Naruto’s hands shook as Hinata gently massaged her clit, but even though her hands were shaking Naruto managed to undo Hinata’s pants, bringing to view cute white panties decorated with a cutely drawn panda.
“A panda?” Naruto giggled as she reached forth gently rubbing the panda with her thumb. Hinata felt the tingling sensation from Naruto’s touches as she slowly moved around to place her head between Naruto’s legs and her own legs not far from Naruto’s left ear. Naruto was not prepared for the sensation as a finger slowly slipped inside her pussy; it was like she was slowly being filled out by Hinata’s finger. The moisture around Naruto’s lower lips made sure that there was almost no friction between Hinata’s fingers and Naruto’s red pussy as a second finger slipped inside to join the first. The sensation of the second finger inside her made Naruto give out a low purr of satisfaction, as she managed to move herself into position under Hinata and lifting her head she slowly licked the panda decorated panties. Naruto fell back to the ground after not more than a minute of licking though, as Hinata’s tongue brushed over her clit, the feeling sent a tinkling sensation through her body, a tinkling that demanded more which Hinata was already supplying as her tongue once again playfully touched the small erogenous spot.
Naruto felt guilty, she had changed her gender so that she could please Hinata, and yet here she was, brought to extreme ecstasy without giving anything back. Naruto pulled herself together once again reaching up and gently removed the panda panties while Hinata’s tongue on her clit was not stopping its playful and satisfying game for a second. Naruto looked in awe at Hinata’s pussy, she wasn’t shaved smooth, neither was her pussy a wilderness of hair, instead there was a small well kept bush of black hair. Naruto licked her own finger to make it smoother and gently brushed and inch of her finger against Hinata’s clit, even that small touch was enough to provoke a reaction from Hinata. Hinata’s tongue stopped moving for a second as she breathed in deeply to calm herself from the sudden stimuli of her clit. Naruto raised her head from the ground again and as Naruto had felt Hinata bring pleasure to her, so did Naruto try to bring Hinata pleasure. The response was immediate as Naruto’s finger slid between Hinata’s lower lips and her tongue gently licked Hinata’s clit. Hinata was lost for breath, not completely unsuspected by Naruto as she had expected Hinata to be sensitive and Naruto was pleased to see that she had been right. Naruto gently licked away on Hinata’s clit, she didn’t have the same skill as Hinata had but she did her best to make Hinata feel good. Naruto felt Hinata’s pussy moistening and dared to push a finger inside Hinata’s pussy.
Hinata’s arms collapsed under her as she felt Naruto’s finger enter her and hit her low placed G-spot, Hinata’s head landed right between Naruto’s legs and as she was staring directly into Naruto’s cave she decided to take it as far as she could. Hinata inched as close as she could get to Naruto’s pussy, her hands caressing the skin between her legs, it wasn’t shaved smooth, there had simply never been hair making the skin baby smooth. Hinata slowly spread Naruto’s lower lips and allowed her tongue to dance gently inside the lips for a few seconds before firmly pushing her tongue into Naruto’s pussy. The taste was incredible, she had already felt the taste as she had licked the clit but with her tongue inside the very source of the moisture it was just indescribably. Hinata locked her lips around Naruto’s pussy and slowly sucked away on it while her tongue moved around inside the pussy itself, determined to experience every little part of Naruto’s pussy it could possibly reach.
Naruto gasped as she felt her pussy being under treatment from Hinata’s mouth and tongue, Naruto couldn’t concentrate on licking Hinata’s clit while her own pussy was under such treatment, Naruto just fell back in the grass as she felt an orgasm rolling over her. Naruto’s pussy retracted around Hinata’s tongue as Naruto let out a loud moan, her eyes rolling to the back of her head as the orgasm held her in its grip, depriving the new girl of her consciousness.
Naruto didn’t know exactly for how long she had been out, all she knew was that when she woke Hinata had moved and was now lying between Naruto’s legs, Hinata’s tongue licking up the few drops of liquid that was moistening Naruto’s lower lips. As Hinata realized that Naruto was back among the living she crawled up over Naruto’s naked body, gently licking Naruto’s nipples as she passed them, and kissing Naruto deeply as she lay herself on top of Naruto, their naked bodies pressed together.
“I am sorry.” Naruto purred, unable to even appear sad after the breathtakingly amazing experience she had just had.
“Sorry?” Hinata giggled and ran her hands up and down Naruto’s sides, just taking in the feeling of the smooth skin. “What for?”
“I didn’t give you an orgasm.” Naruto said shamefully but was relieved as Hinata simply giggled in response.
“You dope.” Hinata said imitating Sakura’s voice. “This wasn’t about getting an orgasm for me Naruto-chan. I just wanted you to see that you can feel good as a girl too.” Hinata beamed to Naruto, her cheeks reddening a bit.
“You sure did succeed in that.” Naruto giggled kissing Hinata gently. “But even if it hadn’t felt good, I would still be a girl for your sake Hinata-chan, I just hope that one day I can pleasure you as you pleasured me today.”
Hinata’s cheeks blushed completely once again as she ran her hands through Naruto’s pigtails. “You did very well for a new girl. And… I had tried this before.” Hinata added embarrassed, knowing that Naruto had probably thought that this would be her first time.
Naruto simply smiled, her eyes sparkling with love. “I don’t care Hinata-chan. I was, I am a guy most of time, and I understand that you couldn’t wait for someone you never thought would come to ‘your side’” Naruto smiled gently, her eyes not showing one ounce of blame or disappointment. “But I can tell you this:” Naruto whispered into Hinata’s ear. “You were my first Hinata-chan, and I don’t just mean my first as a girl, you are my first and my last, I don’t want to be with anyone but you.” Hinata shed a tear of joy as she snuggled her head into Naruto’s breasts, smiling a smile of pure happiness. “One thing though.” Naruto said nervously. “Can you hand me my pants?” Not many seconds later Naruto’s pants were back on and with a small pop, he was once again a man. “I am sorry.” He apologized. “I just couldn’t hold it any longer.” Naruto said, his forehead sweaty from the long transformation. “And I knew you probably didn’t want to see… you know.” He laughed awkwardly gesturing to his crotch.
“It is okay.” Hinata smiling and blushing at the thought of seeing that thing, it was disgusting just to think about that fleshy thing on Naruto, an insult to Naruto’s female beauty. “and thanks.” She said lying down on Naruto’s chest again, she wasn’t turned on by his male body, but she loved him too much to leave him hanging because of his gender. “For doing all this for me, and for holding on to the transformation for so long it must have been hard to keep going.”
“It was okay” Naruto smiled, secretly proud of the time he had held it up and the extreme circumstances he had kept it going under. “Not too hard a job for the future Hokage.” He said casually, causing Hinata to giggle.
“Mhm, I love you Naruto-chan.”
“Hinata-chan!” Naruto yelled gleefully, hugging the Hyuga girl from behind.
“Na-Naruto-kun.” Hinata stuttered, blushing madly. “You are back again?”
“Yeah.” Naruto said, letting go of Hinata and sitting down next to her. Naruto took off his sandals and dipped his own toes in the pond before answering. “Got back half an hour ago, Sakura and Sai are giving the report to the Hokage right now. I decided to come here instead.” Naruto sniggered. “So how have you been? Anything interesting happened the last 2 weeks?”
“N-not really.” Hinata said. “Everyone have been away on missions, I am the only one from our year who have been in Konoha. I missed you.” Hinata cheeks flamed red as she said the last line.
“I missed you too.” Naruto grinned and gave Hinata a hug. “So what have you been doing?”
“Thinking.” She said simply
“Thinking? About what?” Naruto grinned.
“About you and me.” Hinata said uncomfortably. “There is something I need to tell you.”
“What is it?” Naruto said his smile fading slightly as he sensed the serious tone in her voice.
“Well you… you know I like you… right?” She asked her cheeks redder than ever and her eyes fixed at the water.
“Yeah… I know that.” Naruto smiled gently, unsure of where this was going.
“And I am getting the feeling that… I think that… I hope you like me too.”
“I do like you.” Naruto smiled putting an arm around her.
“Well maybe you have noticed, but… but every time you have tried to get closer, I have pulled away.”
“Yeah I know.” Naruto said remembering the times he had tried to kiss her and she had pulled back with tears in her eyes, one time she had actually started crying. “But I understand, you just want to be friends and that is okay with me.” Naruto smiled broadly, his heart screaming in pain at his own words.
“That isn’t it.” Hinata whispered barely audible, she cleared her throat, she couldn’t lose strength now, she had to tell him. “That isn’t what I am trying to say.” Hinata cast a quick glance at Naruto before looking back down into the water. “The thing is… I am a… I like girls.”
“Oh.” Naruto said, taken aback by the news. “I eh… I don’t really… know what to say.”
“I am sorry I didn’t say anything before, I just didn’t know how to say it.” Hinata said quietly. “I like you, but when I think about… you know… it, I just… I just can’t.” Hinata closed her eyes, while Naruto silently waited for her to continue. “It is just that… the thought of doing it with a man, even you… it disgusts me… I am sorry.”
Naruto gently grabbed her chin and moved her gaze from the water to meet his own gaze. “It is okay Hinata.” He said simply. “Thank you for telling me.”
“I love you Naruto, I really do, I just can’t… I just can’t be with a guy.”Hinata felt a tear roll down her cheek but Naruto quickly whipped it away.
“I can’t imagine how hard this has been on you, and I am sorry I have put you in a situation like this. But let me do one thing for you.” Naruto smiled gently. “Close your eyes.” He ordered and Hinata slowly closed her eyes to Naruto’s encouraging nods.
Hinata heard a small pop shortly after she had closed her eyes, but Naruto had told her to keep her eyes closed so she didn’t dare to peak. “N-Naruto-kun? What was that?” she asked nervously as a couple of lips gently pressed against her own. Tears formed in Hinata’s eyes as she realized that Naruto was kissing her and she pulled away. “I trusted you-“ she wept as she opened her eyes and looked into a beautiful girl’s face. “Naruto-kun?”
“Yeah.” Female Naruto smiled slightly nervous about the situation. “Is it okay?”
Hinata whipped the tears from her eyes and took a look at Naruto’s female form, she had long blond hair set up in 2 cute pigtails, and Naruto’s characteristic but unexplainable lines on her cheeks, and she even wore what could only be described as a female version of Naruto’s normal orange jumpsuit. The jacked was unzipped, hanging loosely around her shoulders, and revealing the black almost skintight T-shirt underneath, that left little to the imagination. “Yeah it is okay.” Hinata blushed, Naruto was beautiful as a girl. “But why?” she asked.
“Well…” Naruto smiled. “I want to be with you Hinata-chan and if you can’t be with me when I am a guy, then I just have to be a girl.” Naruto hugged Hinata, and her cheeks went red when she felt Naruto’s boobs pressing against her own.
“N-Naruto-kun.” Hinata tried to object but Naruto placed a finger gently on her lips.
“It is Naruto-Chan when I am with you.” Naruto smiled gently, her blue eyes sparkling more than the sun reflected in the ponds water. Hinata slowly reached forward, and blushing she gave Naruto a light hug. Naruto was stunned for a second, never before had Hinata hugged her; she had always been the one hugging her. Thrilled by the development Naruto threw her arms around Hinata and lovingly pulled Hinata to her chest. For a moment Naruto closed her eyes in glee, then it struck her what she was doing, and quickly let go of Hinata. Hinata gently pushed her way out of Naruto’s boobs and was able to breathe again, she was once again blushing.
“I am so sorry.” Naruto pleaded her feminine face full of concern and remorse. “I am sorry, I just didn’t think, I mean I haven’t really-“ This time Naruto was interrupted as Hinata put a finger on Naruto’s lips.
“It is okay.” She giggled, her face still rosy from the experience. “Can I… can I feel them?” Hinata giggled biting the index finger that wasn’t still resting on Naruto’s lips, and looking at Naruto with eyes that could melt the heart of even the most heartless of villains. Naruto moved his head slightly causing Hinata’s finger on Naruto’s lips to slip into his mouth where Naruto gently sucked on it for a few seconds before answering Hinata’s question.
“These breasts are made for you, Hinata-chan. You can touch them as much as you want.” Naruto purred slowly running her hands through Hinata’s hair.
Hinata slowly reached forward, she reached under Naruto’s jacket and felt her breasts through the black T-shirt. Hinata giggled in glee; it was clear that Naruto was not wearing a bra, her breasts were firm and stood right out in the air without need for support. Naruto’s eyes were sparkling and she was gently purring as Hinata slowly massaged her breasts. “Today is all yours.” Naruto whispered. “You decide how far we go or don’t go.”
Hinata slowly moved closer, not halting her massage of Naruto’s breasts for a second, she placed a gentle kiss on Naruto’s lips, reversing the roles for once as Naruto was the one blushing madly. “Okay.” Hinata smiled. “Naruto-chan.” She added as she gently pushed Naruto on his back. Naruto could feel the grass tinkling his neck as Hinata followed her down their lips meeting again and again. Hinata’s hands grew bolder as they gently squeezed and played with Naruto’s nipples through the shirt, Naruto moaned and decided to act too, reaching up and massaging Hinata’s breasts.
“Sorry they are so small.” Hinata moaned lightly. “They are not perfect like yours.”
“My breasts are only perfect because I wanted them to be perfect for you.” Naruto whispered and kissed Hinata who eagerly accepted the kiss and allowed her tongue to tip toe upon Naruto’s lips for a few seconds before Naruto’s lips split apart; welcoming Hinata’s tongue into her mouth. Their kiss didn’t break till Naruto felt her T-shirt and jacket disappearing over her head. Naruto lay there on the grass, her breasts exposed to the sunlight and Hinata’s gaze and gentle touch. Naruto moaned and purred under Hinata’s touches and kisses that showered over Naruto’s chest. Naruto suddenly grasped Hinata’s shoulders and with a quick move she rolled her over so that Naruto were on top and Hinata was beneath her. Hinata giggled gleefully as Naruto pulled off Hinata’s shirt with a naughty glimmer in her blue eyes. Naruto’s heart skipped a beat as Hinata’s stomach and breasts lay revealed to her, her skin was white as the carefree cloud and as clean as the water in the pond they were lying at. Naruto reached for her, her hands worked their way all over Hinata’s body, and while Naruto’s hands were busy feeling every single part of her body, Naruto’s mouth was kissing Hinata’s arms, neck, and even gently liking her nipples.
“You know how to treat a lady.” Hinata halfway giggled, halfway moaned in pleasure, as Naruto kissed her way over Hinata’s stomach. Before Naruto knew it she once again found herself on her back though as Hinata flipped Naruto back around. Hinata’s hair created black curtains around Naruto’s face as Naruto giggled, biting her rosy lip as Hinata’s face came closer and closer till their lips once again met and their tongues danced. Naruto felt Hinata’s hand slowly sliding into her pants; Naruto quickly moved her own hands down and undid her pants allowing Hinata easier access.
“Thanks” Hinata whispered kissing Naruto on the neck as her finger slid inside Naruto’s lower lips, feeling the moisture forming from Naruto’s pussy Hinata smiled playfully. “You are pretty responsive for a first time girl.”
“Well you are pretty good with your hands for an innocent girl.” Naruto smirked, her chins flaming up red from Hinata’s touches, despite Naruto’s smock attitude. Hinata slowly slid her finger up and down beneath Naruto’s lips gently brushing a finger against Naruto’s clit. Naruto’s hands shook as Hinata gently massaged her clit, but even though her hands were shaking Naruto managed to undo Hinata’s pants, bringing to view cute white panties decorated with a cutely drawn panda.
“A panda?” Naruto giggled as she reached forth gently rubbing the panda with her thumb. Hinata felt the tingling sensation from Naruto’s touches as she slowly moved around to place her head between Naruto’s legs and her own legs not far from Naruto’s left ear. Naruto was not prepared for the sensation as a finger slowly slipped inside her pussy; it was like she was slowly being filled out by Hinata’s finger. The moisture around Naruto’s lower lips made sure that there was almost no friction between Hinata’s fingers and Naruto’s red pussy as a second finger slipped inside to join the first. The sensation of the second finger inside her made Naruto give out a low purr of satisfaction, as she managed to move herself into position under Hinata and lifting her head she slowly licked the panda decorated panties. Naruto fell back to the ground after not more than a minute of licking though, as Hinata’s tongue brushed over her clit, the feeling sent a tinkling sensation through her body, a tinkling that demanded more which Hinata was already supplying as her tongue once again playfully touched the small erogenous spot.
Naruto felt guilty, she had changed her gender so that she could please Hinata, and yet here she was, brought to extreme ecstasy without giving anything back. Naruto pulled herself together once again reaching up and gently removed the panda panties while Hinata’s tongue on her clit was not stopping its playful and satisfying game for a second. Naruto looked in awe at Hinata’s pussy, she wasn’t shaved smooth, neither was her pussy a wilderness of hair, instead there was a small well kept bush of black hair. Naruto licked her own finger to make it smoother and gently brushed and inch of her finger against Hinata’s clit, even that small touch was enough to provoke a reaction from Hinata. Hinata’s tongue stopped moving for a second as she breathed in deeply to calm herself from the sudden stimuli of her clit. Naruto raised her head from the ground again and as Naruto had felt Hinata bring pleasure to her, so did Naruto try to bring Hinata pleasure. The response was immediate as Naruto’s finger slid between Hinata’s lower lips and her tongue gently licked Hinata’s clit. Hinata was lost for breath, not completely unsuspected by Naruto as she had expected Hinata to be sensitive and Naruto was pleased to see that she had been right. Naruto gently licked away on Hinata’s clit, she didn’t have the same skill as Hinata had but she did her best to make Hinata feel good. Naruto felt Hinata’s pussy moistening and dared to push a finger inside Hinata’s pussy.
Hinata’s arms collapsed under her as she felt Naruto’s finger enter her and hit her low placed G-spot, Hinata’s head landed right between Naruto’s legs and as she was staring directly into Naruto’s cave she decided to take it as far as she could. Hinata inched as close as she could get to Naruto’s pussy, her hands caressing the skin between her legs, it wasn’t shaved smooth, there had simply never been hair making the skin baby smooth. Hinata slowly spread Naruto’s lower lips and allowed her tongue to dance gently inside the lips for a few seconds before firmly pushing her tongue into Naruto’s pussy. The taste was incredible, she had already felt the taste as she had licked the clit but with her tongue inside the very source of the moisture it was just indescribably. Hinata locked her lips around Naruto’s pussy and slowly sucked away on it while her tongue moved around inside the pussy itself, determined to experience every little part of Naruto’s pussy it could possibly reach.
Naruto gasped as she felt her pussy being under treatment from Hinata’s mouth and tongue, Naruto couldn’t concentrate on licking Hinata’s clit while her own pussy was under such treatment, Naruto just fell back in the grass as she felt an orgasm rolling over her. Naruto’s pussy retracted around Hinata’s tongue as Naruto let out a loud moan, her eyes rolling to the back of her head as the orgasm held her in its grip, depriving the new girl of her consciousness.
Naruto didn’t know exactly for how long she had been out, all she knew was that when she woke Hinata had moved and was now lying between Naruto’s legs, Hinata’s tongue licking up the few drops of liquid that was moistening Naruto’s lower lips. As Hinata realized that Naruto was back among the living she crawled up over Naruto’s naked body, gently licking Naruto’s nipples as she passed them, and kissing Naruto deeply as she lay herself on top of Naruto, their naked bodies pressed together.
“I am sorry.” Naruto purred, unable to even appear sad after the breathtakingly amazing experience she had just had.
“Sorry?” Hinata giggled and ran her hands up and down Naruto’s sides, just taking in the feeling of the smooth skin. “What for?”
“I didn’t give you an orgasm.” Naruto said shamefully but was relieved as Hinata simply giggled in response.
“You dope.” Hinata said imitating Sakura’s voice. “This wasn’t about getting an orgasm for me Naruto-chan. I just wanted you to see that you can feel good as a girl too.” Hinata beamed to Naruto, her cheeks reddening a bit.
“You sure did succeed in that.” Naruto giggled kissing Hinata gently. “But even if it hadn’t felt good, I would still be a girl for your sake Hinata-chan, I just hope that one day I can pleasure you as you pleasured me today.”
Hinata’s cheeks blushed completely once again as she ran her hands through Naruto’s pigtails. “You did very well for a new girl. And… I had tried this before.” Hinata added embarrassed, knowing that Naruto had probably thought that this would be her first time.
Naruto simply smiled, her eyes sparkling with love. “I don’t care Hinata-chan. I was, I am a guy most of time, and I understand that you couldn’t wait for someone you never thought would come to ‘your side’” Naruto smiled gently, her eyes not showing one ounce of blame or disappointment. “But I can tell you this:” Naruto whispered into Hinata’s ear. “You were my first Hinata-chan, and I don’t just mean my first as a girl, you are my first and my last, I don’t want to be with anyone but you.” Hinata shed a tear of joy as she snuggled her head into Naruto’s breasts, smiling a smile of pure happiness. “One thing though.” Naruto said nervously. “Can you hand me my pants?” Not many seconds later Naruto’s pants were back on and with a small pop, he was once again a man. “I am sorry.” He apologized. “I just couldn’t hold it any longer.” Naruto said, his forehead sweaty from the long transformation. “And I knew you probably didn’t want to see… you know.” He laughed awkwardly gesturing to his crotch.
“It is okay.” Hinata smiling and blushing at the thought of seeing that thing, it was disgusting just to think about that fleshy thing on Naruto, an insult to Naruto’s female beauty. “and thanks.” She said lying down on Naruto’s chest again, she wasn’t turned on by his male body, but she loved him too much to leave him hanging because of his gender. “For doing all this for me, and for holding on to the transformation for so long it must have been hard to keep going.”
“It was okay” Naruto smiled, secretly proud of the time he had held it up and the extreme circumstances he had kept it going under. “Not too hard a job for the future Hokage.” He said casually, causing Hinata to giggle.
“Mhm, I love you Naruto-chan.”
Sunday, July 12, 2009
HarryXDraco - Reunited
”Filthy-muggle.” Draco cursed under his breath stepping on the brake as a black car cut in front of his own. Draco heard the motor stutter and struggling with the stick shift it couched and went out. “Statans!” He swore as he had heard the locals do so many times as he slowly reset the gear in and turned the car back on. He was driving in an old Volvo, and it was just about the least comfortable method of transportation he had ever known of. He was wearing a green shirt and a tie, his standard uniform for work, he had left England and the Malfoy estate over 4 months ago, only 2 weeks after the Dark lord had fallen. He hadn’t told his parents where he lived, he sent them letters every few weeks to let them know he was alright, but other than that he hadn’t been in contact with anyone from the magic community. He slowly pulled in the small driveway to the small countryside house he had come to call home; it was a small red house with nothing more than the necessities, there was a kitchen, a small entrance hall, a living room with a small TV and a few bedrooms. He had bought it from a small family that was growing too big for the house, so one of the bedrooms had been a children’s bedroom when he moved in, now he kept the door locked at all times. He kept his remaining links to the magic world in there, his broomstick, a few magic books and on the wall hung the only picture he had of him and Harry. It was the reason he never went into the room, he couldn’t bear to look at the picture of them in each other’s arms, still cuddling like they had done before things went to hell. Draco slowly parked the car in the slow garage and walked into the hall, taking off his tie and hanging his umbrella next to his jacket, luckily it hadn’t rained though it had looked like it from the morning sky. Draco turned on the radio to break the silence of the house as he slowly changed out of his clothe, he had taken work as a private tutor, teaching kids of all ages how to behave themselves in public and things like that. He had become quite a popular choice already, though most looked a bit confused when he came driving up in his little Volvo. Draco stripped naked and turned on the shower, he walked around the house a bit cleaning up, he would have to do the dishes after his shower, he hadn’t gotten to it after yesterdays dinner. Draco popped in the bathroom again and quickly checked if the water had gotten hot, realizing it had he stepped under the cleansing water and allowed it to wash over him. He slowly washed his blond hair, he had grown it longer almost long enough for a small ponytail, it was still well kept but nothing like his perfectly groomed hair from his school days.
Draco stepped out of the shower 10 minutes later, the sound of the national favorite Kim Larsen flowing out of the radio, Draco still couldn’t completely understand what he was singing but he had to admit that the music wasn’t half bad. Draco slowly got dressed and picked a juicebox out of the fridge and set himself down in his favorite chair, he had turned it away from the TV and towards the window, from that chair he could see the forest not more than half a mile from his house. He remembered those few times he had seen a stag in the forest from this chair as he slowly drained the juicebox, it was a beautiful stag, but he hadn’t seen it for almost 2 months and rumor had it that the local hunter had gotten to it. Draco slowly got out of his chair, threw out the empty juicebox and began cleaning the dishes by hand. There wasn’t much to clean as he lived alone and never had anyone over, buying a washing machine would be a waste of money. Doing the dishes only took him about ten minutes and sitting down in his chair again he realized what had been bugging him all day long. It was the 1st September, for a while he was lost in his own thoughts wondering if the Hogwarts express had already reached its end station, and if the school had even reopened after the last year. As he sat there lost in thoughts he heard a knock on the door and he quickly made his way to front door and opened to the smiling face of a strange man holding a couple of flyers in his hands.
“Goddag, tror du på fred på jord?” The guy asked.
”I am sorry I don’t really understand.” Draco smiled tired.
“Øh okay..” The guy sad clearly not ready for that reply and said in a slow unsure voice. “Sorry for the interruption.”
“It’s okay.” Draco said slowly closing the door again.
Draco heard the car with the flyer guy leave as he sat down in his chair again, he watched the forest again, hoping to see the stag again as he slowly dozed off to sleep.
---------------------------------------------------------------------------------
He was walking along in the forest again, lying there with Harry in his arms while the stormy winds blew around them, his leg was broken but he didn’t care. Harry was sleeping, his naked chest against Draco’s own, and Draco’s hands were exploring Harry’s body. Feeling the steady heartbeat, gently caressing the buttocks and even probing his finger inside Harry’s ass, feeling the cum that still filled Harry’s inside. It was his most treasured memory, the memory that allowed him to create a corporeal Patronus, the day he decided that whatever happened he would always be with Harry. He smiled to himself as the Hogwart’s express rolled through England; he was holding Harry in his arms rocking him back and forth. He had betrayed him, tried to sell him out just to save his own skin, and he had left him for good. Left to live here, in a foreign country, in a muggle community where he wouldn’t have to deal with Harry’s picture and memory all the time.
“I am sorry.” He mumbled in his sleep while tears rolled down his cheeks. “I am so sorry.”
“I know.” Came the whispered response as strong arms picked him up from the chair.
“I was afraid.” Draco pleaded in his daze. “I was weak.”
“I know.” Came the gentle whisper again as the arms put him down on Draco’s bed.
“I am sorry.” Draco whimpered. “I am so sorry.”
“I forgive you.” The voice whispered and placed a gentle kiss on Draco’s lips. “Now sleep.” The voice smiled, and Draco slept.
---------------------------------------------------------------------------------
Draco woke from his slumber as the night was growing old; he was lying in his bed, unsure of how he had gotten there. He slowly opened his eyes, the room was pitch black so he couldn’t see anything, but he could feel an arm reaching around him, as if the owner had fallen asleep while giving him a hug. Draco’s heart skipped a beat as he felt the steady breathing against his neck, he could hear the heartbeat of the person lying next to him, he knew that heartbeat, with a shaking hand he reached over to be sure. Not till now did he realize that he was naked and as he slowly touched the one next to him he realized that he too was naked. It didn’t take Draco long to be sure of who it was, he knew everything on that body, from the very feel of his skin to every scar on him. Draco shed a tear of happiness as he pulled Harry into a forceful hug, fueled by all his desire, longing and love.
“You came to find me.” Draco whispered holding Harry close to him.
“Of course I did.” Harry responded and returning the hug. “I have been looking for you for almost 2 months, I couldn’t stop thinking about you.” Harry moved up and kissed Draco longingly. “How are things around here?”
“Terrible without you.” Draco said, his hands slowly caressing Harry’s naked body. “People are nice and friendly but there hasn’t been a day where I haven’t thought about you.” Draco felt Harry squeeze him a lovingly.
“I haven’t been able to get you off my mind, either. When I woke up in the train and you weren’t there I realized that I couldn’t live without you.”Harry said listening to Draco’s heartbeat. “I didn’t eat anything for a week after you left, cried myself to sleep for a full month, and as soon as I could get away from the hearings and interviews I left to find you… your parents miss you.” Harry finished with a low voice as his hand slowly caressed Draco’s stomach.
“I couldn’t stay with them. They wanted to talk; I think they blame you for how things went for our family these last few years. They still don’t understand that they… that we, were the evil ones and that we needed to be stopped. I had to get away from that, that is why I came here, to live with muggles like a muggle to see how they do it, and to get away from your name, every time I heard your name I felt like crying, like running back to you and I couldn’t do that to you.“
Harry responded by moving his hand lower slowly rubbing Draco’s cock. “Thank you.” He whispered. “Thank you for loving me enough to leave me.” Harry whispered nibbling at Draco’s ear. “But you don’t have to be alone anymore. We don’t have to be alone anymore.” Harry whispered as Draco’s cock slowly rose under his fingers care.
Draco moaned lightly as he reached for Harry’s cock that was already hard between his legs. “I want to taste you.” Draco whispered.
“You don’t have to.” Harry said nervously, Draco had always been disgusted by the thought of him giving Harry oral sex.
Draco moved Harry’s face to his own and kissed him deeply. “I am not doing this out of guilt. I am doing this because I want to, and because I want to make you happy.” Draco kissed Harry again before they moved into the 69 position, Draco found Harry’s cock in the dark and gently licked its tip, as Harry did the same to his cock. The taste was strange, not unpleasant just different, from everything he had ever tasted. Draco licked it again; more boldly this time, kissing its shaft and before long he took the full step and took Harry’s cock in his mouth. Harry gasped as Draco slowly sucked away on his cock, Draco couldn’t stop, the very thought that he was sucking Harry’s cock was almost enough to make him cum. Draco quickly sucked on 2 of his fingers to make them wet and gently he poked one of them inside Harry’s asshole. Draco gently moved it in and out while he kept sucking and licking Harry’s cock.
“I am cumming.” Harry moaned, only making Draco suck even harder till the cum started filling his mouth. He swallowed mouthful after mouthful of Harry’s cum, he couldn’t help it, the cum was part of Harry, and he didn’t want any of it to disappear. As Harry’s cock slowly stopped squirting Draco crawled up to his face and gave him a deep kiss, delivering as small ball of Harry’s own cum to him, which Harry swallowed and smiled through the darkness.
“Can I feel you in me?” Harry almost begged, and was answered as Draco kissed him again.
“Of course you can.” He breathed. Harry kissed him back and slowly mounted Draco, his asshole already expanded by Draco’s fingers. He moaned in pleasure as Draco’s cock filled him, they had tried numerous position over their relationship, but Harry loved nothing more than riding Draco’s cock. Draco reached down and grabbed Harry’s buttocks squeezing them as Harry lifted himself up from Draco till only the tip was still inside and then allowed himself to fall down over the cock again. He moaned in pleasure as he was once again filled and slowly but steadily he rode Draco’s cock as his hands worked on Harry’s buttocks.
“I am cumming.” Draco moaned and with one last push into Harry’s ass he came, filling his inside with his hot cum, just like he had done that first day in the forest. Harry collapsed unto Draco as he had the habit of doing after being filled, and without even taking the cock out of his ass he kissed Draco deeply.
“I love you.” Draco whispered in his ear.
“I love you too.” Harry responded.
“What happens now?” Draco asked silently.
“We stay together forever.” Harry smiled kissing him again. “We can settle down here, where no one knows who we are.”
“But what about all your friends?” Draco asked.
“They don’t understand, Draco. But I don’t care about them, being with you is what is the most important thing for me.”
Draco felt his heart skip a beat, and his cock throb inside Harry’s ass at those words, gently he started lifting Harry off his cock but Harry stopped him with a kiss.
“There is no need, Draco. I want you more tonight.” Draco felt his cock stiffen completely inside Harry at those words and kissed him greedily.
“I love you.” Draco breathed as their love once again filled the night.
Draco stepped out of the shower 10 minutes later, the sound of the national favorite Kim Larsen flowing out of the radio, Draco still couldn’t completely understand what he was singing but he had to admit that the music wasn’t half bad. Draco slowly got dressed and picked a juicebox out of the fridge and set himself down in his favorite chair, he had turned it away from the TV and towards the window, from that chair he could see the forest not more than half a mile from his house. He remembered those few times he had seen a stag in the forest from this chair as he slowly drained the juicebox, it was a beautiful stag, but he hadn’t seen it for almost 2 months and rumor had it that the local hunter had gotten to it. Draco slowly got out of his chair, threw out the empty juicebox and began cleaning the dishes by hand. There wasn’t much to clean as he lived alone and never had anyone over, buying a washing machine would be a waste of money. Doing the dishes only took him about ten minutes and sitting down in his chair again he realized what had been bugging him all day long. It was the 1st September, for a while he was lost in his own thoughts wondering if the Hogwarts express had already reached its end station, and if the school had even reopened after the last year. As he sat there lost in thoughts he heard a knock on the door and he quickly made his way to front door and opened to the smiling face of a strange man holding a couple of flyers in his hands.
“Goddag, tror du på fred på jord?” The guy asked.
”I am sorry I don’t really understand.” Draco smiled tired.
“Øh okay..” The guy sad clearly not ready for that reply and said in a slow unsure voice. “Sorry for the interruption.”
“It’s okay.” Draco said slowly closing the door again.
Draco heard the car with the flyer guy leave as he sat down in his chair again, he watched the forest again, hoping to see the stag again as he slowly dozed off to sleep.
---------------------------------------------------------------------------------
He was walking along in the forest again, lying there with Harry in his arms while the stormy winds blew around them, his leg was broken but he didn’t care. Harry was sleeping, his naked chest against Draco’s own, and Draco’s hands were exploring Harry’s body. Feeling the steady heartbeat, gently caressing the buttocks and even probing his finger inside Harry’s ass, feeling the cum that still filled Harry’s inside. It was his most treasured memory, the memory that allowed him to create a corporeal Patronus, the day he decided that whatever happened he would always be with Harry. He smiled to himself as the Hogwart’s express rolled through England; he was holding Harry in his arms rocking him back and forth. He had betrayed him, tried to sell him out just to save his own skin, and he had left him for good. Left to live here, in a foreign country, in a muggle community where he wouldn’t have to deal with Harry’s picture and memory all the time.
“I am sorry.” He mumbled in his sleep while tears rolled down his cheeks. “I am so sorry.”
“I know.” Came the whispered response as strong arms picked him up from the chair.
“I was afraid.” Draco pleaded in his daze. “I was weak.”
“I know.” Came the gentle whisper again as the arms put him down on Draco’s bed.
“I am sorry.” Draco whimpered. “I am so sorry.”
“I forgive you.” The voice whispered and placed a gentle kiss on Draco’s lips. “Now sleep.” The voice smiled, and Draco slept.
---------------------------------------------------------------------------------
Draco woke from his slumber as the night was growing old; he was lying in his bed, unsure of how he had gotten there. He slowly opened his eyes, the room was pitch black so he couldn’t see anything, but he could feel an arm reaching around him, as if the owner had fallen asleep while giving him a hug. Draco’s heart skipped a beat as he felt the steady breathing against his neck, he could hear the heartbeat of the person lying next to him, he knew that heartbeat, with a shaking hand he reached over to be sure. Not till now did he realize that he was naked and as he slowly touched the one next to him he realized that he too was naked. It didn’t take Draco long to be sure of who it was, he knew everything on that body, from the very feel of his skin to every scar on him. Draco shed a tear of happiness as he pulled Harry into a forceful hug, fueled by all his desire, longing and love.
“You came to find me.” Draco whispered holding Harry close to him.
“Of course I did.” Harry responded and returning the hug. “I have been looking for you for almost 2 months, I couldn’t stop thinking about you.” Harry moved up and kissed Draco longingly. “How are things around here?”
“Terrible without you.” Draco said, his hands slowly caressing Harry’s naked body. “People are nice and friendly but there hasn’t been a day where I haven’t thought about you.” Draco felt Harry squeeze him a lovingly.
“I haven’t been able to get you off my mind, either. When I woke up in the train and you weren’t there I realized that I couldn’t live without you.”Harry said listening to Draco’s heartbeat. “I didn’t eat anything for a week after you left, cried myself to sleep for a full month, and as soon as I could get away from the hearings and interviews I left to find you… your parents miss you.” Harry finished with a low voice as his hand slowly caressed Draco’s stomach.
“I couldn’t stay with them. They wanted to talk; I think they blame you for how things went for our family these last few years. They still don’t understand that they… that we, were the evil ones and that we needed to be stopped. I had to get away from that, that is why I came here, to live with muggles like a muggle to see how they do it, and to get away from your name, every time I heard your name I felt like crying, like running back to you and I couldn’t do that to you.“
Harry responded by moving his hand lower slowly rubbing Draco’s cock. “Thank you.” He whispered. “Thank you for loving me enough to leave me.” Harry whispered nibbling at Draco’s ear. “But you don’t have to be alone anymore. We don’t have to be alone anymore.” Harry whispered as Draco’s cock slowly rose under his fingers care.
Draco moaned lightly as he reached for Harry’s cock that was already hard between his legs. “I want to taste you.” Draco whispered.
“You don’t have to.” Harry said nervously, Draco had always been disgusted by the thought of him giving Harry oral sex.
Draco moved Harry’s face to his own and kissed him deeply. “I am not doing this out of guilt. I am doing this because I want to, and because I want to make you happy.” Draco kissed Harry again before they moved into the 69 position, Draco found Harry’s cock in the dark and gently licked its tip, as Harry did the same to his cock. The taste was strange, not unpleasant just different, from everything he had ever tasted. Draco licked it again; more boldly this time, kissing its shaft and before long he took the full step and took Harry’s cock in his mouth. Harry gasped as Draco slowly sucked away on his cock, Draco couldn’t stop, the very thought that he was sucking Harry’s cock was almost enough to make him cum. Draco quickly sucked on 2 of his fingers to make them wet and gently he poked one of them inside Harry’s asshole. Draco gently moved it in and out while he kept sucking and licking Harry’s cock.
“I am cumming.” Harry moaned, only making Draco suck even harder till the cum started filling his mouth. He swallowed mouthful after mouthful of Harry’s cum, he couldn’t help it, the cum was part of Harry, and he didn’t want any of it to disappear. As Harry’s cock slowly stopped squirting Draco crawled up to his face and gave him a deep kiss, delivering as small ball of Harry’s own cum to him, which Harry swallowed and smiled through the darkness.
“Can I feel you in me?” Harry almost begged, and was answered as Draco kissed him again.
“Of course you can.” He breathed. Harry kissed him back and slowly mounted Draco, his asshole already expanded by Draco’s fingers. He moaned in pleasure as Draco’s cock filled him, they had tried numerous position over their relationship, but Harry loved nothing more than riding Draco’s cock. Draco reached down and grabbed Harry’s buttocks squeezing them as Harry lifted himself up from Draco till only the tip was still inside and then allowed himself to fall down over the cock again. He moaned in pleasure as he was once again filled and slowly but steadily he rode Draco’s cock as his hands worked on Harry’s buttocks.
“I am cumming.” Draco moaned and with one last push into Harry’s ass he came, filling his inside with his hot cum, just like he had done that first day in the forest. Harry collapsed unto Draco as he had the habit of doing after being filled, and without even taking the cock out of his ass he kissed Draco deeply.
“I love you.” Draco whispered in his ear.
“I love you too.” Harry responded.
“What happens now?” Draco asked silently.
“We stay together forever.” Harry smiled kissing him again. “We can settle down here, where no one knows who we are.”
“But what about all your friends?” Draco asked.
“They don’t understand, Draco. But I don’t care about them, being with you is what is the most important thing for me.”
Draco felt his heart skip a beat, and his cock throb inside Harry’s ass at those words, gently he started lifting Harry off his cock but Harry stopped him with a kiss.
“There is no need, Draco. I want you more tonight.” Draco felt his cock stiffen completely inside Harry at those words and kissed him greedily.
“I love you.” Draco breathed as their love once again filled the night.
HarryXDraco - Hogwarts express
Harry sat silently in the hogwarts express, pretty much the only passenger on trip back to King’s Cross, most of the students had been taken home by their parents or were still celebrating Voldemort’s defeat at Hogwarts. Harry had snuck down to the train after putting the Elder wand back in Dumbledore’s grave. It had been almost 15 hours since the most evil wizard in the history had fallen, and since then Harry hadn’t had a moments of peace; there had always been another hand to shake or another blessing to receive. But he had finally made his way to the train, sitting alone in the coupé he felt relieved for the first time in months. It was over. Tom Riddle was dead, and with him the prophecy had been fulfilled, Harry thought in silence as the landscape passed outside the window. He felt lost, like there was no more reason for being. What does one do when the purpose of one’s existence disappears before adulthood, what does one do with life? He was tired, yet unable to sleep as the train cut through the landscape.
He heard the door slide open behind him, but didn’t bother to see who it was, it didn’t matter right now, nothing mattered right now.
“Can I sit here?” it was Draco Malfoy’s voice, but it was without its usual arrogant tone. Harry didn’t answer, didn’t know what to say, he just kept his eyes out the window and heard the door close behind him and Malfoy sitting down in the opposite corner of the coupe. They sat there for a while, each lost in his own thoughts, and not a word was said between them for a quarter of an hour.
“You tried to capture me,” Harry stated, not taking his eyes off the landscape.
“Yes,” Draco said, his voice filled with shame.
Harry slowly nodded to himself as he looked out the window, not seeing anything at all. “After all we had, you tried to sell me out to him.”
“Yes,” Draco said with a faint voice.
“After all we shared, you could only think of saving your own skin.”
“Yes.” Draco’s voice little more than a whisper. Silence once again filled the coupé, as Harry refused to look away from the window, he was tired, more tired than he had ever been before, he couldn’t deal with this right now, not on top of everything else.
“Harry..?” Draco’s question filled the air for a few seconds and then slowly sunk away, silence once again filled the coupé between them. “Harry?” Malfoy tried again.
“Not now-“ Harry sighed. “I just, I can’t deal with this right now.” Harry gaze drifted out the window again, not aware that Draco had moved till he felt the seat move and Draco sat down right beside him. Harry felt Draco’s hand slowly rubbing his arm reassuringly, but Harry quickly threw him off. “Knock it off,” Harry said, too tired to get angry. But Draco’s hand soon returned slowly rubbing Harry’s arm. “Why?” Harry asked after a few minutes “Why did you do it?”
“I was scared.” Draco said still rubbing Harry’s arm. “I… I am not as brave as you.” Malfoys hand slowly stubbed rubbing Harry and fell down beside him. “I thought he was going to kill me.”
“So you put your own life before mine.” It wasn’t a question, it was a fact.
“Yes,” Draco whispered, a tear rolling from his eye.
“I was ready to die for you…” Harry said indifferent, “and you sold me out.”
“I am sorry,” Draco whispered looking down as a fist slammed into his chest.
“You’re sorry?” Harry yelled as tears obscured his vision and his fists pounded into Draco’s chest who just took it all silently. “You sold me out Draco! You sold me out! You, you sold me out.” Harry punches slowly lost power and he collapsed crying unto Draco’s chest. “How could you Draco? How could you do that to me?” Harry cried openly into Draco’s chest. “How could you?”
Draco put his arms around Harry and slowly rocked him back and forth. “I am sorry,” He kept repeating. “I am so sorry.” For a while they sat there like that, Draco rocking a crying Harry in his arms, as thears slowly dried out and the sobs slowly grew fainter, Draco gently pulled Harry’s face up to his own.
“I am so sorry,” he said, looking into Harry’s bloodshot eyes, a tear fell from his own. Draco kissed him gently and lovingly, but Harry pulled away before too long and sat back up, staring blindly into the air.
“I don’t know if I can do this anymore Draco, not after this.”
“I know,” Draco said softly, his arms reaching around Harry. “I know I don’t deserve you after what I did, what I have done, who I am, but let me have this one trip with you.” Malfoy slowly pulled Harry down, placing Harry’s head in his lap, and looking into his eyes. “Let me be with you this last time, and I will never bother you again.” Another tear fell from Draco’s eye as he saw Harry close his eyes, he ran his hand through Harry’s hair, well aware that it would perhaps be the last time he would do so. He watched Harry as he slowly drifted into sleep in his lap, Draco shed another tear as he looked upon Harry’s face, he was so beautiful when he slept. Draco made a promise as he sat there, slowly driving through great Britain, never again would he seek Harry out. Never again would he attempt to contact Harry in any way, he would be gone when he woke up and he would not see him again unless Harry wanted it. He had no right to ruin Harry’s life after school as he had done during their years at Hogwart’s. He would back off, leave the chosen one alone from the moment they arrived at Kings Cross till the moment his life ended, or Harry came to him. But this last train ride was his, he though, as he gently brushed over Harry’s cheek with the back of his finger, this last train ride he would enjoy being with Harry to the fullest. Draco bent down and planted the gentlest of kisses on Harry’s sleeping lips, and Harry would never know how happy he felt during these last few hours with the sleeping Harry in his lap, or how devastated Draco was as he left him sleeping peacefully, disappearing from Harry’s life.
He heard the door slide open behind him, but didn’t bother to see who it was, it didn’t matter right now, nothing mattered right now.
“Can I sit here?” it was Draco Malfoy’s voice, but it was without its usual arrogant tone. Harry didn’t answer, didn’t know what to say, he just kept his eyes out the window and heard the door close behind him and Malfoy sitting down in the opposite corner of the coupe. They sat there for a while, each lost in his own thoughts, and not a word was said between them for a quarter of an hour.
“You tried to capture me,” Harry stated, not taking his eyes off the landscape.
“Yes,” Draco said, his voice filled with shame.
Harry slowly nodded to himself as he looked out the window, not seeing anything at all. “After all we had, you tried to sell me out to him.”
“Yes,” Draco said with a faint voice.
“After all we shared, you could only think of saving your own skin.”
“Yes.” Draco’s voice little more than a whisper. Silence once again filled the coupé, as Harry refused to look away from the window, he was tired, more tired than he had ever been before, he couldn’t deal with this right now, not on top of everything else.
“Harry..?” Draco’s question filled the air for a few seconds and then slowly sunk away, silence once again filled the coupé between them. “Harry?” Malfoy tried again.
“Not now-“ Harry sighed. “I just, I can’t deal with this right now.” Harry gaze drifted out the window again, not aware that Draco had moved till he felt the seat move and Draco sat down right beside him. Harry felt Draco’s hand slowly rubbing his arm reassuringly, but Harry quickly threw him off. “Knock it off,” Harry said, too tired to get angry. But Draco’s hand soon returned slowly rubbing Harry’s arm. “Why?” Harry asked after a few minutes “Why did you do it?”
“I was scared.” Draco said still rubbing Harry’s arm. “I… I am not as brave as you.” Malfoys hand slowly stubbed rubbing Harry and fell down beside him. “I thought he was going to kill me.”
“So you put your own life before mine.” It wasn’t a question, it was a fact.
“Yes,” Draco whispered, a tear rolling from his eye.
“I was ready to die for you…” Harry said indifferent, “and you sold me out.”
“I am sorry,” Draco whispered looking down as a fist slammed into his chest.
“You’re sorry?” Harry yelled as tears obscured his vision and his fists pounded into Draco’s chest who just took it all silently. “You sold me out Draco! You sold me out! You, you sold me out.” Harry punches slowly lost power and he collapsed crying unto Draco’s chest. “How could you Draco? How could you do that to me?” Harry cried openly into Draco’s chest. “How could you?”
Draco put his arms around Harry and slowly rocked him back and forth. “I am sorry,” He kept repeating. “I am so sorry.” For a while they sat there like that, Draco rocking a crying Harry in his arms, as thears slowly dried out and the sobs slowly grew fainter, Draco gently pulled Harry’s face up to his own.
“I am so sorry,” he said, looking into Harry’s bloodshot eyes, a tear fell from his own. Draco kissed him gently and lovingly, but Harry pulled away before too long and sat back up, staring blindly into the air.
“I don’t know if I can do this anymore Draco, not after this.”
“I know,” Draco said softly, his arms reaching around Harry. “I know I don’t deserve you after what I did, what I have done, who I am, but let me have this one trip with you.” Malfoy slowly pulled Harry down, placing Harry’s head in his lap, and looking into his eyes. “Let me be with you this last time, and I will never bother you again.” Another tear fell from Draco’s eye as he saw Harry close his eyes, he ran his hand through Harry’s hair, well aware that it would perhaps be the last time he would do so. He watched Harry as he slowly drifted into sleep in his lap, Draco shed another tear as he looked upon Harry’s face, he was so beautiful when he slept. Draco made a promise as he sat there, slowly driving through great Britain, never again would he seek Harry out. Never again would he attempt to contact Harry in any way, he would be gone when he woke up and he would not see him again unless Harry wanted it. He had no right to ruin Harry’s life after school as he had done during their years at Hogwart’s. He would back off, leave the chosen one alone from the moment they arrived at Kings Cross till the moment his life ended, or Harry came to him. But this last train ride was his, he though, as he gently brushed over Harry’s cheek with the back of his finger, this last train ride he would enjoy being with Harry to the fullest. Draco bent down and planted the gentlest of kisses on Harry’s sleeping lips, and Harry would never know how happy he felt during these last few hours with the sleeping Harry in his lap, or how devastated Draco was as he left him sleeping peacefully, disappearing from Harry’s life.
Friday, July 10, 2009
HarryXDraco - Broken leg
“Harry! Come down from there the match is over!” Wood was screaming through the storm at Harry who was flying far above the quidditch field. There was no rain but the winds were almost knocking him of his feet even at ground level, and lightning flashed through the air every few minutes. ”He isn’t worth it Harry!”
“So how about it Harry?” Draco laughed as a lightning pierced the sky. “You gonna stick your tail between your legs and run down to all your little friends?”
“In your dreams Malfoy!” Harry shouted back. “We are gonna finish this once and for all today. First one off the broom quits the quidditch team, deal? Or are the odds too high for a gutless snake like you?” Harry taunted over the roaring winds.
“You are gonna regret that when you are eating grass Potter.” Draco shouted speeding towards Harry like a silver bullet, only missing his mark by inches as Harry skillfully dodged him and zoomed away. “You running away now Potter?” Draco laughed as he gave pursuit.
“Not quite!” Harry yelled as he stopped on the stop, grabbing his broom with both hands and using his forward momentum to swing himself around the broom and planting both his feet in Malfoy’s stomach as he caught up. Draco was thrown backwards barely managing to hold unto his broom as he fought to regain control. “Had enough?” Harry laughed his hair blowing all over the place giving him a completely manic look in his face as a lightning lit the sky behind him.
“I haven’t even started yet.” Draco growled as he lay himself flat over the broom and zoomed towards Harry again.
“Same old tricks, Malfoy? You disappoint me.” Harry laughed as he dodged with minimal margin only to see Malfoy pulling a full stop and planting a foot squarely in Harry’s face. “Son of a-“ Harry couched and spitting out a bit of blood. “Let’s end this Malfoy!” Harry shouted and without another word both him and Malfoy zoomed away from each other, only to stop as the distance between them neared a hundred meters. The winds were picking up even more, threatening to throw them off their brooms as a lighting once again lit up the sky and marked the start of their last duel. The 2 seekers accelerated towards each other with lightning speed, each of them refusing to turn off as they continued their collision course. Time seemed to slow down as the last the few meters slowly withered away between them, and for a split second before the 2 collided Harry saw fear in those clear grey eyes. The crash was devastating, Draco’s broom turning to twigs at the impact and Harry spun off course as he struggled to regain control. Malfoy was gone, he realized as he regained control of his broom, Harry flew closer to the ground, trying to find out where Malfoy had landed. As he spiraled slowly downwards he realized to his horror that they were no longer on the school grounds, instead he found himself descending upon the forbidden forest.
“This is not good.” Harry whispered to himself as he zoomed across the treetops, if Malfoy was in there then the biggest question was what creature was gonna try to eat him first. Harry scanned the ground for Malfoy as he spotted a piece of the green and silver cloak hanging from a tree, Harry swooped down through the branches and found Malfoy moaning on the ground beneath the trees.
“You alive?” Harry asked jumping off his broom, the wind was almost nonexistent beneath the trees branches.
“What’s it to you Potter?” Malfoy spat, holding his left leg in his hands. “You broke my leg you bastard.”
“You knew the risk.” Harry said coldly but still moved closer to Draco so that he could get a better look at the damage. “Looks bad.” He noted sitting down next to Draco.
“Oh don’t give me that bullshit pity.” Malfoy spat, throwing Harry a look that could kill.
“Shut up, Malfoy, we gotta get you to Madam Pomfrey.” Harry said attempting to pick up Malfoy, he had hardly started to lift him before Malfoy screamed out in pain.
“Are you TRYING to kill me?” Malfoy screamed as Harry slowly put him down again. “Broken leg remember, dimwit?“
“Didn’t I tell you to shut up already, I guess I just gotta stabilize it before moving you, wait here.”
“Do I look like I am going to take off?” Malfoy asked in disbelief as Harry looked around for branches.
“Shut it! I am trying to help you here!” Harry barked finally finding a few pieces of straight enough wood to create a splint for Draco’s leg. Harry put the wood down next to Malfoy and pulled off his cloak, ripping it into long pieces, it was the only thing he had to tie the splint to Malfoy’s leg with. “This might hurt a bit.” Harry said as he got in position and pressed the 2 pieces of wood against Malfoy’s leg causing him to once again scream out in pain.
“What kind of mudblood bogus are you doing you git?” He barked angrily.
“Shut it” Harry was getting tired of repeating himself.
“Honestly I would have a better chance of surviving if you would just leave me alone without trying to shove branches up my ass.”
“I said: shut it!”
“Wait till my father hears about this, he is going to get you kicked out of school for th-“ Malfoy was cut off as Harry planted a kiss on his mouth. Draco was in shock, his heart beating at a furious pace as he tried to figure out what was going on. Potter, Harry Potter, the boy that lived, the chosen one, his mortal enemy was kissing him, it was so wrong and yet it felt so good. Draco felt Harry offer his tongue and opened his mouth to accept it, letting Harry’s tongue in and wrapping his own around it. Malfoy closed his eyes, lost in the dance of their tongues, as suddenly as Harry had kissed him, he also broke off.
“There we go.” Harry stated, looking down on the fully tied splint.
“You tricked me?” Malfoy spat. “I should had known better than to thi-“ Malfoy once again found himself cut off by a kiss.
“I didn’t trick you.” Harry whispered in his ear. “I was just trying to help.” Harry kissed Malfoy greedily who once again accepted Harry’s tongue in his mouth. Draco could feel himself blushing like mad as he returned Harry’s kisses and it only got worse as he felt one of Harry’s hands to creep underneath his shirt and caress his stomach. “Do you like it?” Harry breathed in his ear and gently pulled off the slytherin’s shirt and what remained of his cloak, revealing his pale breast and stomach.
“Don’t look at me like a piece of meat!” Malfoy said with contempt in his voice, though his blush and the look in his eyes begged for more. Harry quickly removed all his robes and stood completely naked in from of Malfoy for a full second before diving down upon Malfoy, his lips catching Malfoy’s and forcing them apart as their tongues once again danced together. Malfoy was in disbelief, his naked chest was rubbing against Harry’s and their lips seemed locked together as the dance of their tongues grew ever fiercer, never had he thought he would be with Potter like this, and never had he thought it would be so intoxicating. Malfoy whimpered as Harry’s lips pulled away, but he soon gasped in delight and ecstasy as he felt Harry’s tongue play with his nipples. He groaned in pleasure gripping Harry’s hair hard and pulling his head up to his own again demanding another kiss which Harry gladly supplied before once again moving to his chest. Slowly but surely Harry licked, kissed and sucked his way down over Malfoy’s chest and stomach and undoing Malfoy’s pants he pulled them down, careful not to disrupt or hurt the broken leg.
Harry slowly pulled down Malfoy’s underpants too and engulfed his dick in his mouth, causing Malfoy to moan loudly as he felt Harry’s tongue works its own kind of magic around his dick. Harry’s tongue wrapped around the head as he took in all of Malfoy’s cock in one gulp, Malfoy gasped loudly arching his back as the mouth was suddenly removed and another kiss forced its way onto his lips as Harry’s guided Malfoy’s cock with his hands. Harry whimpered as the head pushed through his sphincter and into the deep of his asshole, it felt incredible, it hurt but it still somehow felt right. Harry started to slowly move back and forth as Malfoy grabbed a hold of Harry’s dick, starting to masturbate Harry’s cock as his own was throbbing inside Harry’s ass.
Malfoy pushed himself off the ground with his one free arm to accept and demand another deep kiss that Harry was offering, their lips were once against sealed together as Harry started riding Malfoy’s cock. He bumped up and down his sphincter pressing firmly against Malfoy’s cock, making it almost impossible for him to hold back.
“I am gonna cum.” Harry burst out, his mind lost between the feeling of Malfoy’s cock in his ass and the amazing hand job he was getting at the same time.
“Then cum.” Malfoy almost begged and with a scream Harry’s cock sent thick robes of sperm flying all over Malfoy’s pale stomach and breast. As Harry came his sphincter retracted around Malfoy’s cock causing him to cum deep inside Harry. Harry slowly collapsed on top of Malfoy as the cum filled his ass with a delightful feeling of being filled to the brim. Harry slowly pulled Malfoy’s cock out of his ass, making sure that all the cum stayed inside his ass. They lay there for a while, panting in exhaustion, Harry had pulled the remainder of their clothe and cloaks over them, now that they weren’t hard at work they could feel the chilly winds from the storm freezing their bones. Harry snuggled close into Malfoy’s arm, his hands caressing Malfoy’s chest using the cum that covered it as a massage oil. Harry moved up a bit and kissed Malfoy gently, the ferocity of their earlier kisses was gone, it was a thankful kiss they exchanged, a kiss of satisfaction.
“You didn’t do half bad for a scrawny Gryffindor.” Malfoy shrugged playfully.
“Oh shut up you git.” Harry smiled as he felt his eyelids grow heavy and fell asleep to the sound of Malfoy’s heartbeat.
“So how about it Harry?” Draco laughed as a lightning pierced the sky. “You gonna stick your tail between your legs and run down to all your little friends?”
“In your dreams Malfoy!” Harry shouted back. “We are gonna finish this once and for all today. First one off the broom quits the quidditch team, deal? Or are the odds too high for a gutless snake like you?” Harry taunted over the roaring winds.
“You are gonna regret that when you are eating grass Potter.” Draco shouted speeding towards Harry like a silver bullet, only missing his mark by inches as Harry skillfully dodged him and zoomed away. “You running away now Potter?” Draco laughed as he gave pursuit.
“Not quite!” Harry yelled as he stopped on the stop, grabbing his broom with both hands and using his forward momentum to swing himself around the broom and planting both his feet in Malfoy’s stomach as he caught up. Draco was thrown backwards barely managing to hold unto his broom as he fought to regain control. “Had enough?” Harry laughed his hair blowing all over the place giving him a completely manic look in his face as a lightning lit the sky behind him.
“I haven’t even started yet.” Draco growled as he lay himself flat over the broom and zoomed towards Harry again.
“Same old tricks, Malfoy? You disappoint me.” Harry laughed as he dodged with minimal margin only to see Malfoy pulling a full stop and planting a foot squarely in Harry’s face. “Son of a-“ Harry couched and spitting out a bit of blood. “Let’s end this Malfoy!” Harry shouted and without another word both him and Malfoy zoomed away from each other, only to stop as the distance between them neared a hundred meters. The winds were picking up even more, threatening to throw them off their brooms as a lighting once again lit up the sky and marked the start of their last duel. The 2 seekers accelerated towards each other with lightning speed, each of them refusing to turn off as they continued their collision course. Time seemed to slow down as the last the few meters slowly withered away between them, and for a split second before the 2 collided Harry saw fear in those clear grey eyes. The crash was devastating, Draco’s broom turning to twigs at the impact and Harry spun off course as he struggled to regain control. Malfoy was gone, he realized as he regained control of his broom, Harry flew closer to the ground, trying to find out where Malfoy had landed. As he spiraled slowly downwards he realized to his horror that they were no longer on the school grounds, instead he found himself descending upon the forbidden forest.
“This is not good.” Harry whispered to himself as he zoomed across the treetops, if Malfoy was in there then the biggest question was what creature was gonna try to eat him first. Harry scanned the ground for Malfoy as he spotted a piece of the green and silver cloak hanging from a tree, Harry swooped down through the branches and found Malfoy moaning on the ground beneath the trees.
“You alive?” Harry asked jumping off his broom, the wind was almost nonexistent beneath the trees branches.
“What’s it to you Potter?” Malfoy spat, holding his left leg in his hands. “You broke my leg you bastard.”
“You knew the risk.” Harry said coldly but still moved closer to Draco so that he could get a better look at the damage. “Looks bad.” He noted sitting down next to Draco.
“Oh don’t give me that bullshit pity.” Malfoy spat, throwing Harry a look that could kill.
“Shut up, Malfoy, we gotta get you to Madam Pomfrey.” Harry said attempting to pick up Malfoy, he had hardly started to lift him before Malfoy screamed out in pain.
“Are you TRYING to kill me?” Malfoy screamed as Harry slowly put him down again. “Broken leg remember, dimwit?“
“Didn’t I tell you to shut up already, I guess I just gotta stabilize it before moving you, wait here.”
“Do I look like I am going to take off?” Malfoy asked in disbelief as Harry looked around for branches.
“Shut it! I am trying to help you here!” Harry barked finally finding a few pieces of straight enough wood to create a splint for Draco’s leg. Harry put the wood down next to Malfoy and pulled off his cloak, ripping it into long pieces, it was the only thing he had to tie the splint to Malfoy’s leg with. “This might hurt a bit.” Harry said as he got in position and pressed the 2 pieces of wood against Malfoy’s leg causing him to once again scream out in pain.
“What kind of mudblood bogus are you doing you git?” He barked angrily.
“Shut it” Harry was getting tired of repeating himself.
“Honestly I would have a better chance of surviving if you would just leave me alone without trying to shove branches up my ass.”
“I said: shut it!”
“Wait till my father hears about this, he is going to get you kicked out of school for th-“ Malfoy was cut off as Harry planted a kiss on his mouth. Draco was in shock, his heart beating at a furious pace as he tried to figure out what was going on. Potter, Harry Potter, the boy that lived, the chosen one, his mortal enemy was kissing him, it was so wrong and yet it felt so good. Draco felt Harry offer his tongue and opened his mouth to accept it, letting Harry’s tongue in and wrapping his own around it. Malfoy closed his eyes, lost in the dance of their tongues, as suddenly as Harry had kissed him, he also broke off.
“There we go.” Harry stated, looking down on the fully tied splint.
“You tricked me?” Malfoy spat. “I should had known better than to thi-“ Malfoy once again found himself cut off by a kiss.
“I didn’t trick you.” Harry whispered in his ear. “I was just trying to help.” Harry kissed Malfoy greedily who once again accepted Harry’s tongue in his mouth. Draco could feel himself blushing like mad as he returned Harry’s kisses and it only got worse as he felt one of Harry’s hands to creep underneath his shirt and caress his stomach. “Do you like it?” Harry breathed in his ear and gently pulled off the slytherin’s shirt and what remained of his cloak, revealing his pale breast and stomach.
“Don’t look at me like a piece of meat!” Malfoy said with contempt in his voice, though his blush and the look in his eyes begged for more. Harry quickly removed all his robes and stood completely naked in from of Malfoy for a full second before diving down upon Malfoy, his lips catching Malfoy’s and forcing them apart as their tongues once again danced together. Malfoy was in disbelief, his naked chest was rubbing against Harry’s and their lips seemed locked together as the dance of their tongues grew ever fiercer, never had he thought he would be with Potter like this, and never had he thought it would be so intoxicating. Malfoy whimpered as Harry’s lips pulled away, but he soon gasped in delight and ecstasy as he felt Harry’s tongue play with his nipples. He groaned in pleasure gripping Harry’s hair hard and pulling his head up to his own again demanding another kiss which Harry gladly supplied before once again moving to his chest. Slowly but surely Harry licked, kissed and sucked his way down over Malfoy’s chest and stomach and undoing Malfoy’s pants he pulled them down, careful not to disrupt or hurt the broken leg.
Harry slowly pulled down Malfoy’s underpants too and engulfed his dick in his mouth, causing Malfoy to moan loudly as he felt Harry’s tongue works its own kind of magic around his dick. Harry’s tongue wrapped around the head as he took in all of Malfoy’s cock in one gulp, Malfoy gasped loudly arching his back as the mouth was suddenly removed and another kiss forced its way onto his lips as Harry’s guided Malfoy’s cock with his hands. Harry whimpered as the head pushed through his sphincter and into the deep of his asshole, it felt incredible, it hurt but it still somehow felt right. Harry started to slowly move back and forth as Malfoy grabbed a hold of Harry’s dick, starting to masturbate Harry’s cock as his own was throbbing inside Harry’s ass.
Malfoy pushed himself off the ground with his one free arm to accept and demand another deep kiss that Harry was offering, their lips were once against sealed together as Harry started riding Malfoy’s cock. He bumped up and down his sphincter pressing firmly against Malfoy’s cock, making it almost impossible for him to hold back.
“I am gonna cum.” Harry burst out, his mind lost between the feeling of Malfoy’s cock in his ass and the amazing hand job he was getting at the same time.
“Then cum.” Malfoy almost begged and with a scream Harry’s cock sent thick robes of sperm flying all over Malfoy’s pale stomach and breast. As Harry came his sphincter retracted around Malfoy’s cock causing him to cum deep inside Harry. Harry slowly collapsed on top of Malfoy as the cum filled his ass with a delightful feeling of being filled to the brim. Harry slowly pulled Malfoy’s cock out of his ass, making sure that all the cum stayed inside his ass. They lay there for a while, panting in exhaustion, Harry had pulled the remainder of their clothe and cloaks over them, now that they weren’t hard at work they could feel the chilly winds from the storm freezing their bones. Harry snuggled close into Malfoy’s arm, his hands caressing Malfoy’s chest using the cum that covered it as a massage oil. Harry moved up a bit and kissed Malfoy gently, the ferocity of their earlier kisses was gone, it was a thankful kiss they exchanged, a kiss of satisfaction.
“You didn’t do half bad for a scrawny Gryffindor.” Malfoy shrugged playfully.
“Oh shut up you git.” Harry smiled as he felt his eyelids grow heavy and fell asleep to the sound of Malfoy’s heartbeat.
Thursday, June 18, 2009
One piece - ZoroXLuffy - Adult
Another story from my Deviant Art account that can be found here: http://simongreve.deviantart.com/
Most of my stories will ONLY be posted on Deviantart, so check it out if you want to see how I am doing.
One piece - ZoroXLuffy - Adult
”Wow! They are sooo bouncy!” a 18 year old girl wearing nothing but a loose red west and a straw-hat was gleefully caressing her boobs. ”Zoro look at this!” She called to the guy leaning against the mast with 3 swords hanging from his waist.
“I am not gonna look at your boobs Luffy, that is just too freaky.” Zoro said making sure he was looking in any direction other than Luffy’s. “Why did you have to piss off Ivan-san anyway?”
“But look Zoro they are soooo soft and bouncy!” the future pirate queen said with glee still massaging her boobs and running over to Zoro. “Try touching them Zoro they are so soft!”
“I already told you I don’t want to see them so what makes you think I want to touch them?” Zoro growled angrily throwing a quick evil glance at Luffy. He couldn’t help it really, a life spent in battle had honed his senses to perfection, making sure that even in that small glance he registered every single detail.
He saw the seagulls flying in the horizon, the white puffy clouds slowly drifting on the breeze; he heard the sound of the straw-hat flag shifting in the wind. Of course the warrior in him quickly spotted the only other living being on the deck of the thousand sunny and noted every detail of her. Her slim waist, her shoulder long black hair that rounded out her face, and her big round firm boobs bursting aside the loose west she had always worn carelessly as a man and still wore now as a lady. It provided none of the dignifying covering of the torso that a lady needed, but her careless nature was as it had always been and wearing more clothe than needed was a thought strange to the new born 17 year old woman. So in that split second Zoro looked at Luffy he saw it all, and realized something.
“Luffy, stop right there.” He said, and Luffy did what he said still massaging her boobs without a care in the world.
“Yeah what is it?” Luffy answered looking absentmindedly at her own boobs.
“We were of equal strength when we fought in Whiskey peak right? When you were a still male I mean.”
“Yeah. Why do you-?” Luffy leaped backwards, out of reach of the 2 swords cutting the air where Luffy had stood.
“Kuina believed that a woman could never be as strong as a man. So now I can finally know if her tears were justified.” He said as he placed Wadö Ichimonji between his teeth.
“So you are gonna fight me?” Luffy laughed happily, her stance already signaling his battle readiness. “Alright! But you gotta promise me one thing.” Luffy yelled already getting ready for his first pistol.
“What is it?”Zoro replied dodging the fist flying towards his face and sending a flying blade towards Luffy.
“If I win…” Luffy jumped forward, through the spiraling blade of air as she pulled her arms back and slammed the bazooka into Zoro’s defense. “Then you have to touch my boobs.” Luffy smiled his face inches from Zoro’s.
“It’s a deal.” Zoro shrugged as a knee nailed him in the gut and Luffy leaped from his reach, only to send a rain of fists towards him. Zoro wasn’t out for long though, in less than half a second he had regained from the knee in the gut and he moved in and out, avoiding most of the punches. As soon as the rain ended all three blades were sheathed. “Shishi Sonson.” He chanted, one sword flashing at godlike speed towards Luffy. It had never before happened before, never before had the Lions song been stopped, and yet here he was, stopped dead in his track as Luffy held his blade between her hands inches above her head.
“You lose” Luffy grinned as a well placed kick hit Zorro in the kidney and as he staggered backwards a bazooka made it past his defenses and struck him in the chest throwing him against the mast with brutal force.
------------------------------------------------------
“What happened?” Zoro moaned as his vision slowly returned. He was lying on his back looking up into Luffy’s smiling face.
“You lost.” She smiled to him, but then added in a more concerned voice. “Are you okay?”
“Yeah I am okay.” Zoro mumbled, taking a good look at Luffy’s face for the first time since she had become a girl. She was actually quite beautiful and the concerned look on her face awoke desires in Zoro he didn’t know he had.
”Well I won, so that means you gotta feel my boobs, they are so soft and bouncy.” Luffy said, pulling her west even further apart presenting her boobs as clearly as possible to Zoro. He could see it all, the sweat rolling down the side of her boobs, the pink nipples already erect and how it all moved slowly up and down with her breath.
Zoro felt his throat dry up as he reached towards the boobs, his hands trembling. “I guess I did swear.” He mumbled as his finger touched her nipple ever so slightly, sending pleasure shivers down Luffy’s spine. Zoro grew braver and copped a feel of Luffy’s boob, she had not been lying: it was truly the softest thing he had ever held in his hand. Zoro breathed out in relief as he squeezed her boob and he felt his dick grow in his pants by the feeling of that boob. Zoro reached out with his other hand grabbing both boobs and massaging them gently.
“aahh… it feels so good.” Luffy moaned in pleasure under Zoro’s touch and slowly but surely Zoro pushed Luffy onto her back. Growing bolder by the second and soon Zoro was even licking and sucking away on Luffy’s nipples. “I feel funny…” Luffy moaned, her hands trying to remove her shorts clumsily. “It tingles down here…” Zoro slowly pulled off Luffy’s shorts revealing an already wet pussy. Zoro lowered his head but stopped as he realized the madness of the situation: This was Luffy, his captain, his friend, he couldn’t possibly be doing this… but the smell was just so intoxicating. It was only a second’s delay because as soon as his tongue touches the lips of that pussy, there was no turning back, the taste was just so delicious and euphoric: he needed more. Like a thirsty dog Zoro lapped away at her pussy sucking up her juice completely lost in his lust and the taste of her pussy.
“Please Zoro.” Luffy moaned, biting her hand in agony. “Please, I need you inside me.”
Zoro didn’t need that telling twice and ripped off his pants and revealed his rock solid dick standing straight out into the air. “How do you want it?” Zoro said is a hoarse voice as he slid his dick slowly across her lower lips.
“Deep” She moaned “fast”
“As the captain orders” Zoro said and pushed his dick all the way inside her. Luffy gasped in pleasure, the feeling of being filled out by Zoro’s dick was unlike anything she had ever experienced before, and she felt whole with that dick inside her. For a full second Luffy felt serene, filled by the dick in a symbiotic experience with his best friend in the world, then Zoro started moving and the serenity turned into pure pleasure. Zoro’s dick pounded in and out of her pussy, making Luffy scream in pleasure as he pumped in and out. Zoro felt himself nearing his climax as Luffy subconsciously milked his dick with her pussy squeezing around his dick as he pumped into her.
“Where?” Zoro grunted in between his thrusts as he fought to hold back his climax.
“Inside me!” Luffy screamed as she came in a screaming orgasm, her pussy gripping so tightly around Zoro’s dick that he came right then and there. With a roar he emptied his load into his captain who used her legs to lock them together at the crotch, making sure that not a drop was wasted. As their breaths slowly returned to a normal level and Zoro had no more to give, Luffy leaned up to Zoro and kissed him deeply and greedily. For 20 minutes they just lay there, kissing, caressing touching each other, each one taking every chance they had to get a taste of the others juices. As they finally lay back on the deck in each other’s arms it was with a sense of wholeness, as if this was meant to happen, that they were meant to be together.
“You know…” Luffy said, gently caressing Zoro’s impressive torso. “I had actually planned to get Ivan to make me a man again.”
“Oh!” Zoro said surprised, his heart sinking. “Well that makes sense; you are a man after all.”
“But I was never any good at following plans.” Luffy whispered gently biting Zoro’s ear. “I want to be with you like this forever.”
“I will do whatever my captain orders.” Zoro smiled and kissed Luffy. “But I am still going to become the world’s greatest swordsman.”
“And I am still going to become the Pirate kin- ehh Queen I guess.” She giggled remembering the words of the swordsman that had nearly taken Zoro’s life on East blue: “You are a very good team.” And in his silent mind, just before he drifted into sleep in Zoro’s strong arms he thought to himself: “But an even better couple.”
Most of my stories will ONLY be posted on Deviantart, so check it out if you want to see how I am doing.
One piece - ZoroXLuffy - Adult
”Wow! They are sooo bouncy!” a 18 year old girl wearing nothing but a loose red west and a straw-hat was gleefully caressing her boobs. ”Zoro look at this!” She called to the guy leaning against the mast with 3 swords hanging from his waist.
“I am not gonna look at your boobs Luffy, that is just too freaky.” Zoro said making sure he was looking in any direction other than Luffy’s. “Why did you have to piss off Ivan-san anyway?”
“But look Zoro they are soooo soft and bouncy!” the future pirate queen said with glee still massaging her boobs and running over to Zoro. “Try touching them Zoro they are so soft!”
“I already told you I don’t want to see them so what makes you think I want to touch them?” Zoro growled angrily throwing a quick evil glance at Luffy. He couldn’t help it really, a life spent in battle had honed his senses to perfection, making sure that even in that small glance he registered every single detail.
He saw the seagulls flying in the horizon, the white puffy clouds slowly drifting on the breeze; he heard the sound of the straw-hat flag shifting in the wind. Of course the warrior in him quickly spotted the only other living being on the deck of the thousand sunny and noted every detail of her. Her slim waist, her shoulder long black hair that rounded out her face, and her big round firm boobs bursting aside the loose west she had always worn carelessly as a man and still wore now as a lady. It provided none of the dignifying covering of the torso that a lady needed, but her careless nature was as it had always been and wearing more clothe than needed was a thought strange to the new born 17 year old woman. So in that split second Zoro looked at Luffy he saw it all, and realized something.
“Luffy, stop right there.” He said, and Luffy did what he said still massaging her boobs without a care in the world.
“Yeah what is it?” Luffy answered looking absentmindedly at her own boobs.
“We were of equal strength when we fought in Whiskey peak right? When you were a still male I mean.”
“Yeah. Why do you-?” Luffy leaped backwards, out of reach of the 2 swords cutting the air where Luffy had stood.
“Kuina believed that a woman could never be as strong as a man. So now I can finally know if her tears were justified.” He said as he placed Wadö Ichimonji between his teeth.
“So you are gonna fight me?” Luffy laughed happily, her stance already signaling his battle readiness. “Alright! But you gotta promise me one thing.” Luffy yelled already getting ready for his first pistol.
“What is it?”Zoro replied dodging the fist flying towards his face and sending a flying blade towards Luffy.
“If I win…” Luffy jumped forward, through the spiraling blade of air as she pulled her arms back and slammed the bazooka into Zoro’s defense. “Then you have to touch my boobs.” Luffy smiled his face inches from Zoro’s.
“It’s a deal.” Zoro shrugged as a knee nailed him in the gut and Luffy leaped from his reach, only to send a rain of fists towards him. Zoro wasn’t out for long though, in less than half a second he had regained from the knee in the gut and he moved in and out, avoiding most of the punches. As soon as the rain ended all three blades were sheathed. “Shishi Sonson.” He chanted, one sword flashing at godlike speed towards Luffy. It had never before happened before, never before had the Lions song been stopped, and yet here he was, stopped dead in his track as Luffy held his blade between her hands inches above her head.
“You lose” Luffy grinned as a well placed kick hit Zorro in the kidney and as he staggered backwards a bazooka made it past his defenses and struck him in the chest throwing him against the mast with brutal force.
------------------------------------------------------
“What happened?” Zoro moaned as his vision slowly returned. He was lying on his back looking up into Luffy’s smiling face.
“You lost.” She smiled to him, but then added in a more concerned voice. “Are you okay?”
“Yeah I am okay.” Zoro mumbled, taking a good look at Luffy’s face for the first time since she had become a girl. She was actually quite beautiful and the concerned look on her face awoke desires in Zoro he didn’t know he had.
”Well I won, so that means you gotta feel my boobs, they are so soft and bouncy.” Luffy said, pulling her west even further apart presenting her boobs as clearly as possible to Zoro. He could see it all, the sweat rolling down the side of her boobs, the pink nipples already erect and how it all moved slowly up and down with her breath.
Zoro felt his throat dry up as he reached towards the boobs, his hands trembling. “I guess I did swear.” He mumbled as his finger touched her nipple ever so slightly, sending pleasure shivers down Luffy’s spine. Zoro grew braver and copped a feel of Luffy’s boob, she had not been lying: it was truly the softest thing he had ever held in his hand. Zoro breathed out in relief as he squeezed her boob and he felt his dick grow in his pants by the feeling of that boob. Zoro reached out with his other hand grabbing both boobs and massaging them gently.
“aahh… it feels so good.” Luffy moaned in pleasure under Zoro’s touch and slowly but surely Zoro pushed Luffy onto her back. Growing bolder by the second and soon Zoro was even licking and sucking away on Luffy’s nipples. “I feel funny…” Luffy moaned, her hands trying to remove her shorts clumsily. “It tingles down here…” Zoro slowly pulled off Luffy’s shorts revealing an already wet pussy. Zoro lowered his head but stopped as he realized the madness of the situation: This was Luffy, his captain, his friend, he couldn’t possibly be doing this… but the smell was just so intoxicating. It was only a second’s delay because as soon as his tongue touches the lips of that pussy, there was no turning back, the taste was just so delicious and euphoric: he needed more. Like a thirsty dog Zoro lapped away at her pussy sucking up her juice completely lost in his lust and the taste of her pussy.
“Please Zoro.” Luffy moaned, biting her hand in agony. “Please, I need you inside me.”
Zoro didn’t need that telling twice and ripped off his pants and revealed his rock solid dick standing straight out into the air. “How do you want it?” Zoro said is a hoarse voice as he slid his dick slowly across her lower lips.
“Deep” She moaned “fast”
“As the captain orders” Zoro said and pushed his dick all the way inside her. Luffy gasped in pleasure, the feeling of being filled out by Zoro’s dick was unlike anything she had ever experienced before, and she felt whole with that dick inside her. For a full second Luffy felt serene, filled by the dick in a symbiotic experience with his best friend in the world, then Zoro started moving and the serenity turned into pure pleasure. Zoro’s dick pounded in and out of her pussy, making Luffy scream in pleasure as he pumped in and out. Zoro felt himself nearing his climax as Luffy subconsciously milked his dick with her pussy squeezing around his dick as he pumped into her.
“Where?” Zoro grunted in between his thrusts as he fought to hold back his climax.
“Inside me!” Luffy screamed as she came in a screaming orgasm, her pussy gripping so tightly around Zoro’s dick that he came right then and there. With a roar he emptied his load into his captain who used her legs to lock them together at the crotch, making sure that not a drop was wasted. As their breaths slowly returned to a normal level and Zoro had no more to give, Luffy leaned up to Zoro and kissed him deeply and greedily. For 20 minutes they just lay there, kissing, caressing touching each other, each one taking every chance they had to get a taste of the others juices. As they finally lay back on the deck in each other’s arms it was with a sense of wholeness, as if this was meant to happen, that they were meant to be together.
“You know…” Luffy said, gently caressing Zoro’s impressive torso. “I had actually planned to get Ivan to make me a man again.”
“Oh!” Zoro said surprised, his heart sinking. “Well that makes sense; you are a man after all.”
“But I was never any good at following plans.” Luffy whispered gently biting Zoro’s ear. “I want to be with you like this forever.”
“I will do whatever my captain orders.” Zoro smiled and kissed Luffy. “But I am still going to become the world’s greatest swordsman.”
“And I am still going to become the Pirate kin- ehh Queen I guess.” She giggled remembering the words of the swordsman that had nearly taken Zoro’s life on East blue: “You are a very good team.” And in his silent mind, just before he drifted into sleep in Zoro’s strong arms he thought to himself: “But an even better couple.”
Sunday, May 24, 2009
2 snakes OrochiXKabuto - Yaoi
This is from my Deviantart profile, all my stories get posted on that now. This only appears here because some people can read adult stuff on Deviantart.
Go there and read instead of hanging around here: http://simongreve.deviantart.com/
WARNING CONTAINS MATURE CONTENT!
WARNING CONTAINS YAOI! GUY ON GUY SEX INCLUDED!
Kabuto stumbled along the hallway, using the wall to stay on his feet, if anyone was watching they would say he was pretty damn drunk, and Orochimaru was always watching. Kabuto had emptied 15 cans of beer already, finally able to get away from the party with the information he had gathered. All of Akatasuki gathered on the same spot, for a party none the less, it was a goldmine of information, but he couldn’t just stand in a corner and take notes, they would have discovered that in seconds. So instead he had been the life of the party: drinking from the first second to get the party started and it had worked, he had seemed harmless and drunk. Kabuto had used his healing jutsu to destroy the alcohol in his blood as the evening went on, no one had noticed, of course they hadn’t, Kabuto had stayed in Konoha as a spy for years without being discovered, when it came to secrets and lies he was about as good as one could get. So he had faked his drunkenness while he gathered information all night, now finally retreating from the party with the proclamation that he would go “drain the sea monster”. Kabuto had already planned what to do next; he would find some strange place to sleep through the night, and make it look like he had simply collapsed there after having peed, not unusual after a night of drinking like that.
“Kabuto”
Kabuto didn’t freeze, he knew exactly who was calling and what that meant to his plans, but a drunken man doesn’t freeze. Kabuto stumbled around himself to take a look at the newcomer.
“Orochimaru!” Kabuto shouted in happiness as he got a look at the newcomer walking towards him. “Out to drain the sea monster too? Wait a minute, I guess that would be draining the ‘snake’ for you wouldn’t it?” Kabuto said laughing at his own joke and putting his arm around Orochimarus neck as he got close.
Orochimaru didn’t answer; he just dragged Kabuto along the hallway with a grim smile on his face. Kabuto was singing some random song to cover up his thinking: where was Orochimaru taking him and how would it affect his plan?
Kabuto’s first question was answered as Orochimaru opened one of the doors in the hallway and threw Kabuto on the room’s bed. Akatsuki had cleared out the hotel for all unwelcome guests before starting their party, so whoever used to use this room was ‘not around’ anymore. Kabuto took quick note of the room, it was a girls room, that much was sure, the bed sheets and pillows were all pink and filled with heart patterns.
“Do you have any more beer?” Kabuto asked letting out a large burp, as Orochimaru produced a six-pack of the stuff out of nowhere. Kabuto downed half a can as Orochimaru sat down next to him. “You know…” Kabuto said as his jutsu took care of the alcohol. “You are one hell of a boss you know that?” Kabuto put his arm around Orochimarus neck again, but this time his hand accidentally slipped inside the Orochimarus shirt. Kabuto didn’t tense up, drunk Kabuto wouldn’t be annoyed, drunk Kabuto would go ahead, so Kabuto had to go ahead as well. “Like the best boss ever!” Kabuto said, spilling a bit of beer and running his hand over Orochimarus chest beneath the shirt. “You know I had this boss in Konoha. She would always talk about doing all sorts of stuff. Like one time she said she would propose to the one she loved, but she never got around to it you know? And that is what I like about you.” Kabuto said, underlining his point by poking Orochimaru with his beer very seriously, before emptying it in one go and throwing the can away. “You always just do exactly what you want; you don’t hesitate at all, you just do stuff!” Kabuto tried to poke Orochimaru again but realized that he couldn’t move his arm. Bite marks, his brain noticed, a localized immobilizing poison perhaps, but to what end? “Heh” he said, keeping the drunk façade up was the most important thing of all. “I think my arm is asleep.” He giggled as he realized that he couldn’t move his other arm either. Kabuto felt a snake slither its way around him as finally appeared in his field of vision and came to a halt on his lap. It wasn’t a large snake, but it was big enough, and its real danger came from its poison that had already immobilized his arms. Kabuto realized that he might as well be drunk, with the poison in his blood he was completely helpless, a fact that was demonstrated as Orochimaru removed Kabutos arm from his chest and pushed Kabuto down on the bed. “What exactly are you doing?” Kabuto laughed, his mind racing in fear. Orochimaru didn’t answer, just smiled grimly and pulled off Kabutos pants. “Oi Oi! What are you-” Kabutos mouth suddenly became filled as the snake slithered into his mouth effectively gagging him. The snakes quickly caught Kabutos tongue and kept it in a gentle grip in its mouth, its fangs almost piercing his tongue. Kabuto didn’t dare to move as Orochimaru pulled down his own pants, the snakes poison was powerful who knew what damage it could do so close to the brain.
He was helpless as Orochimaru smiled the most devious of smiles and lifted Kabutos legs high into the air, giving him free access to Kabuto’s ass. Kabuto knew what was coming but he couldn’t do anything to prevent it, as the snake was still clutching his tongue between its fangs. It only took Orochimaru one thrust to penetrate Kabuto with his full 7 inches into him. Kabuto would have screamed in pain if he wasn’t so afraid of the snake in his mouth. Kabuto felt his eyes water from the pain as Orochimaru began to relentlessly pump in and out of Kabutos ass, it hurt him so bad he could barely describe it. He could feel his sphincter being stretched to the breaking point as Orochimaru pumped in and out of Kabuto’s completely unlubricated asshole. Orochimaru suddenly stopped thrusting and Kabuto slowly opened his eyes that had been closed in pain up to this point, and quickly saw exactly why Orochimaru had stopped: he was holding a snake dangling from his hand, Kabuto recognized it as an African egg eating snake, a species without fangs, what on earth did he want with that? With yet another smile Orochimaru lowered the snake down, its jaws dislocating as it grasped over Kabutos dick with surprising ease. Kabuto could feel it taking him in all the way to the root, these snakes used powerful muscles throughout their body to crack eggs and mash them as they traveled through the body. It was these powerful muscles that now started working on Kabutos dick, the muscles sweeping retraction pattern would usually force food down the snake’s body, but on Kabuto it felt like the snake was milking his cock. It felt incredible; he hardly even noticed that Orochimaru began to thrust into him again. But he no longer cared, the snake in his mouths nimble tongue was sweeping all over Kabutos tongue a sensation that was simply indescribable and the milking of his dick made his conscience mind disappear in a daze of lust and arousal. It wasn’t long before he came, he screamed, not caring about the snake in his mouth as he pumped his sperm into the snake. As he climaxed his anal muscle retracted and the tight fit for Orochimaru’s cock in Kabutos became even tighter and with only two more thrusts he emptied his load deep inside Kabuto.
Kabuto lay dishonored on the bed as Orochimaru pulled his pants up again, the snake in his mouth was still threateningly close to puncturing his tongue with its poisonous, and the other was still working away on Kabutos dick, making sure it didn’t lose its hardness for a second. Orochimaru left the room without a word, leaving Kabuto on the bed immobile, he could feel everything, from the bed beneath him to the air flowing in through the open door, but the poison that had affected his arms now affected his entire body. He was completely immobilized, he couldn’t move or cover himself up, he would have to lie in that position till the poison wore off, and that could take days. He would have to lie there on pink bed sheets and heart patterned pillows, with one snake in his mouth, another sucking on his dick and Orochimaru’s semen dripping from his exposed asshole.
Artist comments:
First of all: I didnt steal the preview image! Okay maybe I kind of
The picture is made by SetoKaibaBlue-Eyes and I am stealing it because I made this for SetoKaibaBlue-Eyes on her (kind of) request. I hope she like it and that she dont mind I stole her picture =P, I know I had a blast writing this, was laughing my ass off half the time XD
Writing about a drunk guy isnt easy, writing about a really smart guy pretending to be drunk isnt easy either. But I think I did a decent job. Gotta admit though, never would had thought of this pairing myself, not in a million lifetimes.
Did anyone get the double meaning of the title? I thought that was pretty clever, but it is 3 am, so it probably wasnt very clever.
Anyway: I hope you like it, I know I had fun writing it :D
One last thing: if you at any point felt just the sligtest bit aroused or felt something tickle or (for the guys) grow in your pants; please tell me. Not in a comment if you dont want to, but send me a not please. I just want to know if someone actually get just the slightest bit turned on by something I write. I think that would be awesome, and I would know that I hadnt wasted 5 hours of writing.
Anyway: Comment plz :D
PS: If the mature content filter is getting you down then just send me a note and we will see what we can do okay :)
PPS: Here is the original image: http://setokaibablue-eyes.deviantart.com/art/You-had-too-much-drink-67536974
Go fav it as it is awesome!
Go there and read instead of hanging around here: http://simongreve.deviantart.com/
WARNING CONTAINS MATURE CONTENT!
WARNING CONTAINS YAOI! GUY ON GUY SEX INCLUDED!
Kabuto stumbled along the hallway, using the wall to stay on his feet, if anyone was watching they would say he was pretty damn drunk, and Orochimaru was always watching. Kabuto had emptied 15 cans of beer already, finally able to get away from the party with the information he had gathered. All of Akatasuki gathered on the same spot, for a party none the less, it was a goldmine of information, but he couldn’t just stand in a corner and take notes, they would have discovered that in seconds. So instead he had been the life of the party: drinking from the first second to get the party started and it had worked, he had seemed harmless and drunk. Kabuto had used his healing jutsu to destroy the alcohol in his blood as the evening went on, no one had noticed, of course they hadn’t, Kabuto had stayed in Konoha as a spy for years without being discovered, when it came to secrets and lies he was about as good as one could get. So he had faked his drunkenness while he gathered information all night, now finally retreating from the party with the proclamation that he would go “drain the sea monster”. Kabuto had already planned what to do next; he would find some strange place to sleep through the night, and make it look like he had simply collapsed there after having peed, not unusual after a night of drinking like that.
“Kabuto”
Kabuto didn’t freeze, he knew exactly who was calling and what that meant to his plans, but a drunken man doesn’t freeze. Kabuto stumbled around himself to take a look at the newcomer.
“Orochimaru!” Kabuto shouted in happiness as he got a look at the newcomer walking towards him. “Out to drain the sea monster too? Wait a minute, I guess that would be draining the ‘snake’ for you wouldn’t it?” Kabuto said laughing at his own joke and putting his arm around Orochimarus neck as he got close.
Orochimaru didn’t answer; he just dragged Kabuto along the hallway with a grim smile on his face. Kabuto was singing some random song to cover up his thinking: where was Orochimaru taking him and how would it affect his plan?
Kabuto’s first question was answered as Orochimaru opened one of the doors in the hallway and threw Kabuto on the room’s bed. Akatsuki had cleared out the hotel for all unwelcome guests before starting their party, so whoever used to use this room was ‘not around’ anymore. Kabuto took quick note of the room, it was a girls room, that much was sure, the bed sheets and pillows were all pink and filled with heart patterns.
“Do you have any more beer?” Kabuto asked letting out a large burp, as Orochimaru produced a six-pack of the stuff out of nowhere. Kabuto downed half a can as Orochimaru sat down next to him. “You know…” Kabuto said as his jutsu took care of the alcohol. “You are one hell of a boss you know that?” Kabuto put his arm around Orochimarus neck again, but this time his hand accidentally slipped inside the Orochimarus shirt. Kabuto didn’t tense up, drunk Kabuto wouldn’t be annoyed, drunk Kabuto would go ahead, so Kabuto had to go ahead as well. “Like the best boss ever!” Kabuto said, spilling a bit of beer and running his hand over Orochimarus chest beneath the shirt. “You know I had this boss in Konoha. She would always talk about doing all sorts of stuff. Like one time she said she would propose to the one she loved, but she never got around to it you know? And that is what I like about you.” Kabuto said, underlining his point by poking Orochimaru with his beer very seriously, before emptying it in one go and throwing the can away. “You always just do exactly what you want; you don’t hesitate at all, you just do stuff!” Kabuto tried to poke Orochimaru again but realized that he couldn’t move his arm. Bite marks, his brain noticed, a localized immobilizing poison perhaps, but to what end? “Heh” he said, keeping the drunk façade up was the most important thing of all. “I think my arm is asleep.” He giggled as he realized that he couldn’t move his other arm either. Kabuto felt a snake slither its way around him as finally appeared in his field of vision and came to a halt on his lap. It wasn’t a large snake, but it was big enough, and its real danger came from its poison that had already immobilized his arms. Kabuto realized that he might as well be drunk, with the poison in his blood he was completely helpless, a fact that was demonstrated as Orochimaru removed Kabutos arm from his chest and pushed Kabuto down on the bed. “What exactly are you doing?” Kabuto laughed, his mind racing in fear. Orochimaru didn’t answer, just smiled grimly and pulled off Kabutos pants. “Oi Oi! What are you-” Kabutos mouth suddenly became filled as the snake slithered into his mouth effectively gagging him. The snakes quickly caught Kabutos tongue and kept it in a gentle grip in its mouth, its fangs almost piercing his tongue. Kabuto didn’t dare to move as Orochimaru pulled down his own pants, the snakes poison was powerful who knew what damage it could do so close to the brain.
He was helpless as Orochimaru smiled the most devious of smiles and lifted Kabutos legs high into the air, giving him free access to Kabuto’s ass. Kabuto knew what was coming but he couldn’t do anything to prevent it, as the snake was still clutching his tongue between its fangs. It only took Orochimaru one thrust to penetrate Kabuto with his full 7 inches into him. Kabuto would have screamed in pain if he wasn’t so afraid of the snake in his mouth. Kabuto felt his eyes water from the pain as Orochimaru began to relentlessly pump in and out of Kabutos ass, it hurt him so bad he could barely describe it. He could feel his sphincter being stretched to the breaking point as Orochimaru pumped in and out of Kabuto’s completely unlubricated asshole. Orochimaru suddenly stopped thrusting and Kabuto slowly opened his eyes that had been closed in pain up to this point, and quickly saw exactly why Orochimaru had stopped: he was holding a snake dangling from his hand, Kabuto recognized it as an African egg eating snake, a species without fangs, what on earth did he want with that? With yet another smile Orochimaru lowered the snake down, its jaws dislocating as it grasped over Kabutos dick with surprising ease. Kabuto could feel it taking him in all the way to the root, these snakes used powerful muscles throughout their body to crack eggs and mash them as they traveled through the body. It was these powerful muscles that now started working on Kabutos dick, the muscles sweeping retraction pattern would usually force food down the snake’s body, but on Kabuto it felt like the snake was milking his cock. It felt incredible; he hardly even noticed that Orochimaru began to thrust into him again. But he no longer cared, the snake in his mouths nimble tongue was sweeping all over Kabutos tongue a sensation that was simply indescribable and the milking of his dick made his conscience mind disappear in a daze of lust and arousal. It wasn’t long before he came, he screamed, not caring about the snake in his mouth as he pumped his sperm into the snake. As he climaxed his anal muscle retracted and the tight fit for Orochimaru’s cock in Kabutos became even tighter and with only two more thrusts he emptied his load deep inside Kabuto.
Kabuto lay dishonored on the bed as Orochimaru pulled his pants up again, the snake in his mouth was still threateningly close to puncturing his tongue with its poisonous, and the other was still working away on Kabutos dick, making sure it didn’t lose its hardness for a second. Orochimaru left the room without a word, leaving Kabuto on the bed immobile, he could feel everything, from the bed beneath him to the air flowing in through the open door, but the poison that had affected his arms now affected his entire body. He was completely immobilized, he couldn’t move or cover himself up, he would have to lie in that position till the poison wore off, and that could take days. He would have to lie there on pink bed sheets and heart patterned pillows, with one snake in his mouth, another sucking on his dick and Orochimaru’s semen dripping from his exposed asshole.
Artist comments:
First of all: I didnt steal the preview image! Okay maybe I kind of
The picture is made by SetoKaibaBlue-Eyes and I am stealing it because I made this for SetoKaibaBlue-Eyes on her (kind of) request. I hope she like it and that she dont mind I stole her picture =P, I know I had a blast writing this, was laughing my ass off half the time XD
Writing about a drunk guy isnt easy, writing about a really smart guy pretending to be drunk isnt easy either. But I think I did a decent job. Gotta admit though, never would had thought of this pairing myself, not in a million lifetimes.
Did anyone get the double meaning of the title? I thought that was pretty clever, but it is 3 am, so it probably wasnt very clever.
Anyway: I hope you like it, I know I had fun writing it :D
One last thing: if you at any point felt just the sligtest bit aroused or felt something tickle or (for the guys) grow in your pants; please tell me. Not in a comment if you dont want to, but send me a not please. I just want to know if someone actually get just the slightest bit turned on by something I write. I think that would be awesome, and I would know that I hadnt wasted 5 hours of writing.
Anyway: Comment plz :D
PS: If the mature content filter is getting you down then just send me a note and we will see what we can do okay :)
PPS: Here is the original image: http://setokaibablue-eyes.deviantart.com/art/You-had-too-much-drink-67536974
Go fav it as it is awesome!
Sunday, May 17, 2009
NaruSasu - Yaoi MATURE!
WARNING: This story contains scenes involving 2 males having sex if you dont like stuff like that then stop reading right now
Naruto ran his hand through his spiky jet black hair, slowly inhaling its sent. Sasuke was still asleep and his slow breathing and constant heartbeat warmed Naruto to the very core. Naruto looked upon Sasukes back, he wished he could see his face as he slept, but Sasuke would surely wake up if Naruto tried to change positions. He carefully sneaked his hands around Sasukes torso and felt his smooth warm skin as he carefully caressed his stomach. Naruto held his breath as he moved closer to Sasuke, who knew how he would react if he woke up, he had been so moody these last few weeks, and Naruto couldn’t for the life of him figure out why. Narutos heart beat forcefully as his chest pressed against Sasukes strong back, he breathed out in a sigh of relief as Sasukes heart rate remained slow, he was still sleeping. Narutos heartbeat slowly decreased to a more normal level as he lay in spoon with Sasuke. Naruto kept caressing Sasukes stomach and chest as his hands got more courageous and daring, even daring to brush past his nipples causing Sasuke to shiver in his sleep.
Naruto felt his limb swell up and his breath quicken, as his hands slowly made their way lower and lower down towards his sacred region. Naruto felt Sasukes tip as he realized that Sasuke wasn’t wearing any undergarments. Naruto ached, oh how he wanted to touch it, to feel it, to feel Sasuke in his hand. Narutos mouth dried up, to taste it, maybe even get to feel him around his member again. Naruto sighed, it had been so long since last time they had been together like that, Naruto slowly moved his hands away from Sasukes member, but he respected him too much to force his will upon him while he slept.
“Mmmhh, don’t stop Naruto.” Sasuke mumbled.
“You are awake?” Naruto whispered into Sasukes ear while his hand slowly reached down and caressed Sasukes member, causing it to slowly rise to glory under his skilled touch.
“I have been awake for a while.” He whispered, his breath already affected by Narutos touch. “But tell me: why did you do it?”
“Why did I do what?” Naruto asked still caressing Sasukes member and gently kissing his neck.
“Why did you… Why did you go out on a date with Sakura?” Sasuke asked, finally releasing the question that had bothered him for weeks. “I know you had feelings for her when we were younger, tell me the truth Naruto: Do you still love her? Do you love her more than me?” Naruto couldn’t see it, but a single tear made its way down Sasukes cheek.
“Oh baby, are you still upset about that?” Naruto pulled Sasuke in for a strong hug with his arm that was still caressing Sasukes torso. “It wasn’t a date Sasuke, we just went out to eat for old times’ sake, I don’t have feelings for her anymore. I only love you,” He said with a voice full of regret, squeezing Sasukes member. “and your little buddy here of course.”
Sasuke twisted around to face Naruto, the tear still on his cheek before Naruto gently kissed it away, and planted the next kiss on Sasukes lips. As their lips slowly entangled in a ancient dance of love, Naruto felt Sasukes hand gently grasping his cock. It grew rock solid the instant Sasuke started rubbing it, and Naruto gasped as Sasuke grabbed his cock and started to masturbate it. “Let me taste it.” Sasuke whispered, breaking the kiss and diving under the blanket that covered their lover torsos and legs.
It was as if he had entered heaven itself as his cock entering the warm depth of Sasukes mouth. Oh it had been too long, Naruto gasped for breath and pulled his hair, oh it had been too long. Naruto could feel his cock throbbing as he approached his climax by Sasukes sweeping tongue and moist lips. “Don’t cum yet.” Sasuke said, suddenly face to face with Naruto and trapping his lips and tongue in a deep French kiss. “I want more.” He whispered so softly that Naruto could barely hear him. Naruto threw Sasuke on his back, kissing him intensely while guiding his cock, towards Sasukes “star”, as Sasuke usually called it. Naruto pushed it in slowly, feeling his heart break as Sasuke whimpered at his size, it must had been long since he had last taken anything in his star, he was as tight as the first time Naruto had penetrated him. “Are you all right?” Naruto asked gasping for breath.
“Just go… go gently in the beginning; I haven’t taken anything since out last time.” He whispered back blushing in the darkness. Naruto pushed on, slowly filling out Sasukes star, one inch at a time till the full 6 and half inches. He started pumping in and out, ever so slowly as Sasuke got used to the sensation again.
“Faster” Sasuke moaned his face red from the excitement and desire, and Naruto was happy to oblige as he increased the speed and ferocity of his thrusts. Naruto gasped for breath, he was so tight, and they had both longed for this for so long. They changed positions as Sasuke turned around to stand on all four as Naruto give him everything he had, Naruto smiled, this had always been Sasukes favorite position, even if he had never admitted it. Naruto was close, and as always Sasuke seemed to know. “Please, cum inside me.”
The words themselves were enough and Naruto shot his load deep inside Sasuke. Naruto gasped for breath and fell on top of Sasuke as the third shot was fired deep into Sasuke. Naruto reached under Sasuke and caught a hold of his rock solid dick, he had barely stroked it for 20 second before he too came. Both satisfied and panting they fell to their side, Naruto still inside Sasuke, and as Naruto tried to pull out Sasuke stopped him.
“Please, let it stay in, I want to be one with you a little longer.” He whispered and Naruto smiled gently behind him, putting his arms around his lover and pulling him into a tight embrace.
“We are joined by the crotch.” Naruto whispered. “Will you let me join you by the mouth as well?” He whispered as Sasuke twisted around to catch a deep French kiss. “I love you.” Naruto whispered as the fatigue got the better of him and his eyelids got heavy.
“I love you too.” Was the answer that came from Sasuke, as he tightened his ring muscle to squeeze out the last of what Naruto had to give. They fell asleep in that position, in a tight loving embrace as Narutos cock slowly slipped out of Sasukes star.
Naruto ran his hand through his spiky jet black hair, slowly inhaling its sent. Sasuke was still asleep and his slow breathing and constant heartbeat warmed Naruto to the very core. Naruto looked upon Sasukes back, he wished he could see his face as he slept, but Sasuke would surely wake up if Naruto tried to change positions. He carefully sneaked his hands around Sasukes torso and felt his smooth warm skin as he carefully caressed his stomach. Naruto held his breath as he moved closer to Sasuke, who knew how he would react if he woke up, he had been so moody these last few weeks, and Naruto couldn’t for the life of him figure out why. Narutos heart beat forcefully as his chest pressed against Sasukes strong back, he breathed out in a sigh of relief as Sasukes heart rate remained slow, he was still sleeping. Narutos heartbeat slowly decreased to a more normal level as he lay in spoon with Sasuke. Naruto kept caressing Sasukes stomach and chest as his hands got more courageous and daring, even daring to brush past his nipples causing Sasuke to shiver in his sleep.
Naruto felt his limb swell up and his breath quicken, as his hands slowly made their way lower and lower down towards his sacred region. Naruto felt Sasukes tip as he realized that Sasuke wasn’t wearing any undergarments. Naruto ached, oh how he wanted to touch it, to feel it, to feel Sasuke in his hand. Narutos mouth dried up, to taste it, maybe even get to feel him around his member again. Naruto sighed, it had been so long since last time they had been together like that, Naruto slowly moved his hands away from Sasukes member, but he respected him too much to force his will upon him while he slept.
“Mmmhh, don’t stop Naruto.” Sasuke mumbled.
“You are awake?” Naruto whispered into Sasukes ear while his hand slowly reached down and caressed Sasukes member, causing it to slowly rise to glory under his skilled touch.
“I have been awake for a while.” He whispered, his breath already affected by Narutos touch. “But tell me: why did you do it?”
“Why did I do what?” Naruto asked still caressing Sasukes member and gently kissing his neck.
“Why did you… Why did you go out on a date with Sakura?” Sasuke asked, finally releasing the question that had bothered him for weeks. “I know you had feelings for her when we were younger, tell me the truth Naruto: Do you still love her? Do you love her more than me?” Naruto couldn’t see it, but a single tear made its way down Sasukes cheek.
“Oh baby, are you still upset about that?” Naruto pulled Sasuke in for a strong hug with his arm that was still caressing Sasukes torso. “It wasn’t a date Sasuke, we just went out to eat for old times’ sake, I don’t have feelings for her anymore. I only love you,” He said with a voice full of regret, squeezing Sasukes member. “and your little buddy here of course.”
Sasuke twisted around to face Naruto, the tear still on his cheek before Naruto gently kissed it away, and planted the next kiss on Sasukes lips. As their lips slowly entangled in a ancient dance of love, Naruto felt Sasukes hand gently grasping his cock. It grew rock solid the instant Sasuke started rubbing it, and Naruto gasped as Sasuke grabbed his cock and started to masturbate it. “Let me taste it.” Sasuke whispered, breaking the kiss and diving under the blanket that covered their lover torsos and legs.
It was as if he had entered heaven itself as his cock entering the warm depth of Sasukes mouth. Oh it had been too long, Naruto gasped for breath and pulled his hair, oh it had been too long. Naruto could feel his cock throbbing as he approached his climax by Sasukes sweeping tongue and moist lips. “Don’t cum yet.” Sasuke said, suddenly face to face with Naruto and trapping his lips and tongue in a deep French kiss. “I want more.” He whispered so softly that Naruto could barely hear him. Naruto threw Sasuke on his back, kissing him intensely while guiding his cock, towards Sasukes “star”, as Sasuke usually called it. Naruto pushed it in slowly, feeling his heart break as Sasuke whimpered at his size, it must had been long since he had last taken anything in his star, he was as tight as the first time Naruto had penetrated him. “Are you all right?” Naruto asked gasping for breath.
“Just go… go gently in the beginning; I haven’t taken anything since out last time.” He whispered back blushing in the darkness. Naruto pushed on, slowly filling out Sasukes star, one inch at a time till the full 6 and half inches. He started pumping in and out, ever so slowly as Sasuke got used to the sensation again.
“Faster” Sasuke moaned his face red from the excitement and desire, and Naruto was happy to oblige as he increased the speed and ferocity of his thrusts. Naruto gasped for breath, he was so tight, and they had both longed for this for so long. They changed positions as Sasuke turned around to stand on all four as Naruto give him everything he had, Naruto smiled, this had always been Sasukes favorite position, even if he had never admitted it. Naruto was close, and as always Sasuke seemed to know. “Please, cum inside me.”
The words themselves were enough and Naruto shot his load deep inside Sasuke. Naruto gasped for breath and fell on top of Sasuke as the third shot was fired deep into Sasuke. Naruto reached under Sasuke and caught a hold of his rock solid dick, he had barely stroked it for 20 second before he too came. Both satisfied and panting they fell to their side, Naruto still inside Sasuke, and as Naruto tried to pull out Sasuke stopped him.
“Please, let it stay in, I want to be one with you a little longer.” He whispered and Naruto smiled gently behind him, putting his arms around his lover and pulling him into a tight embrace.
“We are joined by the crotch.” Naruto whispered. “Will you let me join you by the mouth as well?” He whispered as Sasuke twisted around to catch a deep French kiss. “I love you.” Naruto whispered as the fatigue got the better of him and his eyelids got heavy.
“I love you too.” Was the answer that came from Sasuke, as he tightened his ring muscle to squeeze out the last of what Naruto had to give. They fell asleep in that position, in a tight loving embrace as Narutos cock slowly slipped out of Sasukes star.
Tuesday, February 10, 2009
NaruSaku - Suicide
Det her er en Naruto Fanfic, NaruSaku betyder at den handler om de to personer Naruto og Sakura, read it and weep :D
NaruSaku - Suicide
”I guess this is what needs to be done.” Naruto thought to himself.
The woods were silent this time of year, they always where. A single bird forgot its place in the winter wonder land and allowed its voice to be heard against the cold winter sky. They had been here once before, the three of them together in a joyful moment, they had been laughing together back then, but the only sound that could be heard now was a single bird, singing its song in a silent winter wonderland. The Wind rushed through the leaves, suggesting that it had places to be, friends waiting beyond the forest, and this was just a detour through a silent part of the forest.
Naruto shivered as the cold wind rushed past him, his jacket no longer offered protection against the cold; it was torn to pieces, ripped open by swords and fangs, and splattered with the blood that had spilled from the wounds. But even though his clothes were torn, there were no longer a single scratch on his body, as usual his curse had become his salvation. But that should be true no more, she had suffered because of his curse, she had suffered because of his enemies, she had suffered because of him, and worst of all, she had suffered by his hand.
It had to end, he had known that for a while, he could no longer justify his existence to himself, he had no right to live when his very existence brought pain and suffering to all those around him. No one would miss him, the events of the day before this had made sure of that, so much death and suffering had been caused that day, all because of him. Naruto felt his eyes watering again – it was not the first time he had cried, but it would be the last. He didn’t want to die, but he didn’t have a choice in the matter, only by dying could those he loved live without fear of his enemies, without fear of him. He pulled out his last shuriken from the holster on his leg and tried to figure out if he had everything worked out.
He had left for the forest as soon as the battle had been over and he had carried Sakura to the hospital, she would survive, they had told him that much before he left. The journey to this place deep in the forest had taken him over 20 hours, and he hadn’t even allowed himself a single break, because he needed to do this while he still had the determination he needed. He had left a note in his apartment, telling them that he hated the village and that he would leave never to come back again. It had been painful to write the note, but it was better for them to hate him, that way they wouldn’t miss him, and they wouldn’t search for him.
They would never find his body, they would remember him only as a traitor who disappeared without a trace, never to be seen again. A tear forced its way down his cheek, they would curse the day they had met him, regret the time they had spend with him. The tear was no longer lonely on its journey down his cheek. And they would celebrate the day he had finally left their lives.
Naruto was crying openly as he reached forward with his shuriken and cut a tiny string in half. It had been done, from all sides he heard the sound of branches flicking as the force that held them back was removed, Naruto dropped the shuriken he was holding and watched as kunais and shurikens soared towards him from all sides. It had to be done this way, this way not even the power of the nine tailed could heal his wounds. He closed his eyes and embraced the fate he had chosen for himself and as he felt the first shuriken drill its way into his leg he remembered an old saying: Sacrifice the few for the good of the many.
As Naruto collapsed in the snow a single bird fell silent at last.
---------------------------------------------------------------------------------------------
“Naruto! NARUTO!!” was someone yelling at him?
“Quiet down, he needs complete rest.” Rest? Why would he need rest, he was dead not tired. Dead? Why would he be dead? He needed to think, to remember, he… he needed to sleep.
…
“Is he going to be all right” a new voice… was it talking about him?
“Hokage-sama says she don’t know, he has lost a lot of blood and many of his organs are badly damaged.” A doctor? Was he sick? The voice continued speaking. “If you want to stay, you need to keep your voice down, make sure you don’t wake them up.” Them? Who them? There was only one him, and he wasn’t sleeping he was… he was dead… wasn’t he?
…
Crying, someone was crying, why were they crying? Had he done something wrong? Had someone been hurt? Hurt! It all came flooding back, the ambush, she had been in danger, the Nine tailed taking over. He had killed them, he hadn’t meant to do so, but he couldn’t control himself, and he had… he had hurt her badly. But why was he alive, he should have been dead; he had killed himself… hadn’t he?
But if he was dead then why could he feel someone’s head pressed against his leg and hear someone crying? Naruto slowly opened his eyes, he was in a hospital. He blinked a couple of times, to get used to the light, before looking down to see, who was crying.
It was a girl, her pink hair was untidy and even dirty. She was wearing a Konoha headband, but even in that state Naruto found her beautiful and he knew exactly, who she was.
“Sakura” he whispered in a hoarse voice, and at the sound of it Sakura’s crying came to a halt, and she slowly raised her gaze to meet his. Her eyes where watery and red from crying, and her face had marks from the undying stream of tears, that had been flowing down her face, ever since they had found him. Her eyes spoke volumes of sadness and disbelief. Her mouth formed a perfect ‘O’ as if she could not believe her eyes.
“Naruto!” she yelled, throwing her arms around him and once again crying her heart out, but this time due to a completely different feeling. “I thought I had lost you… I thought you were going to die.”
For a moment Naruto returned the embrace, breathing in the wonderful smell of her hair and feeling her smooth skin through her clothes, but then his hands found something else: the bandages. He had hurt her!
The thought alone hit him like a sledgehammer and he panicked. He threw off her embrace and retreated away from her, he was in such a hurry that he hardly noticed falling off the bed and hitting the floor.
“No, NO! I can’t be here, I can’t be alive! I have to go; I have to get away from here,” Naruto’s eyes were darting all over the place, as he staggered backwards knocking over furniture and medical equipment before spotting the door and making for it. As he grabbed the handle to the door, he once again found himself in the embrace of the woman he loved. Sakura had her arms around him and was holding him back.
“Don’t leave me again Naruto,” she whispered her tearful face pressed against Naruto’s back.
“I have to,” he said, fighting to keep control of his voice. “I am dangerous, I can’t explain it, but I have to leave.”
“I know,” she whispered, “I know what is hidden inside you, but I don’t want you to leave.”
Like that, he lost his greatest secret, he was no longer alone, she knew, it didn’t matter how she knew, all that mattered was that she did. But it wouldn’t change anything, on the contrary it meant that she would be in even more danger than before.
“Then you know why I have to leave, you will be in great danger if I stay here.” He said gently removing her arms and opened the door.
“I don’t care… I love you Naruto.” For a moment Naruto froze and then, before Naruto knew it, she was kissing him, and he was kissing her. Sakura gently led him back to the bunk bed, she lay him and herself down on the bunk bed and held his hand softly. Naruto was scared and confused, how could she love him after what he had done, he had seen the wound himself, it had been deep, the pain must have been beyond comprehension.
It was Sakura who broke the silence, “I watched you out there,” she said “when we were ambushed. They went for you first, but you kept them away, you didn’t get hurt before you started protecting me. Even when you were almost bleeding to death you kept fighting for my life more than your own. And when they finally got to me,” Naruto shivered as he remembered the sword that had been pressed against Sakuras neck, how could he had let that happen? How could he… Sakura broke his trail of thoughts by gently squeezing his hand. She was smiling at him, with tear filled eyes she continued: “I saw you, and I saw something in your eyes that I had never seen before: fear.” Sakura whipped the tears off her face and squeezed Narutos hand again. “I have never seen you scared like that before, your face lost all its color in seconds. You were already half dead at the time, but not before I was in danger did you allow the Nine tailed to interfere. I saw you rip apart those men as if they were toys, it looked like you were enjoying it. But I know it wasn’t you, it was a demon, and when your claws scratched me in order to kill the last of the attacker.” This time Sakura felt shivers down her spine as she saw Naruto’s face in her mind. “I saw your face twist in pain, as if you had committed a crime so horrible you yourself couldn’t even comprehend it. I saw how you tore your own clothes to shreds, as if causing yourself harm was the only thing you could do to regain control of your body. I watched as you returned to your own self and lifted me into your gentle arms with a broken heart and tearful eyes.” Sakura turned her head and looked Naruto in the eyes. “You didn’t hurt me Naruto, you risked your life to save me, and then you tried to sacrifice it just so that I could be safe. You have done so much for me, how could I anything but love you?” Sakura kissed Naruto with a compassion he had never felt before, and he kissed her back.
“I love you too” he whispered and embraced her.
NaruSaku - Suicide
”I guess this is what needs to be done.” Naruto thought to himself.
The woods were silent this time of year, they always where. A single bird forgot its place in the winter wonder land and allowed its voice to be heard against the cold winter sky. They had been here once before, the three of them together in a joyful moment, they had been laughing together back then, but the only sound that could be heard now was a single bird, singing its song in a silent winter wonderland. The Wind rushed through the leaves, suggesting that it had places to be, friends waiting beyond the forest, and this was just a detour through a silent part of the forest.
Naruto shivered as the cold wind rushed past him, his jacket no longer offered protection against the cold; it was torn to pieces, ripped open by swords and fangs, and splattered with the blood that had spilled from the wounds. But even though his clothes were torn, there were no longer a single scratch on his body, as usual his curse had become his salvation. But that should be true no more, she had suffered because of his curse, she had suffered because of his enemies, she had suffered because of him, and worst of all, she had suffered by his hand.
It had to end, he had known that for a while, he could no longer justify his existence to himself, he had no right to live when his very existence brought pain and suffering to all those around him. No one would miss him, the events of the day before this had made sure of that, so much death and suffering had been caused that day, all because of him. Naruto felt his eyes watering again – it was not the first time he had cried, but it would be the last. He didn’t want to die, but he didn’t have a choice in the matter, only by dying could those he loved live without fear of his enemies, without fear of him. He pulled out his last shuriken from the holster on his leg and tried to figure out if he had everything worked out.
He had left for the forest as soon as the battle had been over and he had carried Sakura to the hospital, she would survive, they had told him that much before he left. The journey to this place deep in the forest had taken him over 20 hours, and he hadn’t even allowed himself a single break, because he needed to do this while he still had the determination he needed. He had left a note in his apartment, telling them that he hated the village and that he would leave never to come back again. It had been painful to write the note, but it was better for them to hate him, that way they wouldn’t miss him, and they wouldn’t search for him.
They would never find his body, they would remember him only as a traitor who disappeared without a trace, never to be seen again. A tear forced its way down his cheek, they would curse the day they had met him, regret the time they had spend with him. The tear was no longer lonely on its journey down his cheek. And they would celebrate the day he had finally left their lives.
Naruto was crying openly as he reached forward with his shuriken and cut a tiny string in half. It had been done, from all sides he heard the sound of branches flicking as the force that held them back was removed, Naruto dropped the shuriken he was holding and watched as kunais and shurikens soared towards him from all sides. It had to be done this way, this way not even the power of the nine tailed could heal his wounds. He closed his eyes and embraced the fate he had chosen for himself and as he felt the first shuriken drill its way into his leg he remembered an old saying: Sacrifice the few for the good of the many.
As Naruto collapsed in the snow a single bird fell silent at last.
---------------------------------------------------------------------------------------------
“Naruto! NARUTO!!” was someone yelling at him?
“Quiet down, he needs complete rest.” Rest? Why would he need rest, he was dead not tired. Dead? Why would he be dead? He needed to think, to remember, he… he needed to sleep.
…
“Is he going to be all right” a new voice… was it talking about him?
“Hokage-sama says she don’t know, he has lost a lot of blood and many of his organs are badly damaged.” A doctor? Was he sick? The voice continued speaking. “If you want to stay, you need to keep your voice down, make sure you don’t wake them up.” Them? Who them? There was only one him, and he wasn’t sleeping he was… he was dead… wasn’t he?
…
Crying, someone was crying, why were they crying? Had he done something wrong? Had someone been hurt? Hurt! It all came flooding back, the ambush, she had been in danger, the Nine tailed taking over. He had killed them, he hadn’t meant to do so, but he couldn’t control himself, and he had… he had hurt her badly. But why was he alive, he should have been dead; he had killed himself… hadn’t he?
But if he was dead then why could he feel someone’s head pressed against his leg and hear someone crying? Naruto slowly opened his eyes, he was in a hospital. He blinked a couple of times, to get used to the light, before looking down to see, who was crying.
It was a girl, her pink hair was untidy and even dirty. She was wearing a Konoha headband, but even in that state Naruto found her beautiful and he knew exactly, who she was.
“Sakura” he whispered in a hoarse voice, and at the sound of it Sakura’s crying came to a halt, and she slowly raised her gaze to meet his. Her eyes where watery and red from crying, and her face had marks from the undying stream of tears, that had been flowing down her face, ever since they had found him. Her eyes spoke volumes of sadness and disbelief. Her mouth formed a perfect ‘O’ as if she could not believe her eyes.
“Naruto!” she yelled, throwing her arms around him and once again crying her heart out, but this time due to a completely different feeling. “I thought I had lost you… I thought you were going to die.”
For a moment Naruto returned the embrace, breathing in the wonderful smell of her hair and feeling her smooth skin through her clothes, but then his hands found something else: the bandages. He had hurt her!
The thought alone hit him like a sledgehammer and he panicked. He threw off her embrace and retreated away from her, he was in such a hurry that he hardly noticed falling off the bed and hitting the floor.
“No, NO! I can’t be here, I can’t be alive! I have to go; I have to get away from here,” Naruto’s eyes were darting all over the place, as he staggered backwards knocking over furniture and medical equipment before spotting the door and making for it. As he grabbed the handle to the door, he once again found himself in the embrace of the woman he loved. Sakura had her arms around him and was holding him back.
“Don’t leave me again Naruto,” she whispered her tearful face pressed against Naruto’s back.
“I have to,” he said, fighting to keep control of his voice. “I am dangerous, I can’t explain it, but I have to leave.”
“I know,” she whispered, “I know what is hidden inside you, but I don’t want you to leave.”
Like that, he lost his greatest secret, he was no longer alone, she knew, it didn’t matter how she knew, all that mattered was that she did. But it wouldn’t change anything, on the contrary it meant that she would be in even more danger than before.
“Then you know why I have to leave, you will be in great danger if I stay here.” He said gently removing her arms and opened the door.
“I don’t care… I love you Naruto.” For a moment Naruto froze and then, before Naruto knew it, she was kissing him, and he was kissing her. Sakura gently led him back to the bunk bed, she lay him and herself down on the bunk bed and held his hand softly. Naruto was scared and confused, how could she love him after what he had done, he had seen the wound himself, it had been deep, the pain must have been beyond comprehension.
It was Sakura who broke the silence, “I watched you out there,” she said “when we were ambushed. They went for you first, but you kept them away, you didn’t get hurt before you started protecting me. Even when you were almost bleeding to death you kept fighting for my life more than your own. And when they finally got to me,” Naruto shivered as he remembered the sword that had been pressed against Sakuras neck, how could he had let that happen? How could he… Sakura broke his trail of thoughts by gently squeezing his hand. She was smiling at him, with tear filled eyes she continued: “I saw you, and I saw something in your eyes that I had never seen before: fear.” Sakura whipped the tears off her face and squeezed Narutos hand again. “I have never seen you scared like that before, your face lost all its color in seconds. You were already half dead at the time, but not before I was in danger did you allow the Nine tailed to interfere. I saw you rip apart those men as if they were toys, it looked like you were enjoying it. But I know it wasn’t you, it was a demon, and when your claws scratched me in order to kill the last of the attacker.” This time Sakura felt shivers down her spine as she saw Naruto’s face in her mind. “I saw your face twist in pain, as if you had committed a crime so horrible you yourself couldn’t even comprehend it. I saw how you tore your own clothes to shreds, as if causing yourself harm was the only thing you could do to regain control of your body. I watched as you returned to your own self and lifted me into your gentle arms with a broken heart and tearful eyes.” Sakura turned her head and looked Naruto in the eyes. “You didn’t hurt me Naruto, you risked your life to save me, and then you tried to sacrifice it just so that I could be safe. You have done so much for me, how could I anything but love you?” Sakura kissed Naruto with a compassion he had never felt before, and he kissed her back.
“I love you too” he whispered and embraced her.
Thursday, October 30, 2008
Blinded by love
You said you loved my blue eyes, so I asked an optician and was told they were brown.
You said you loved my curly hair, so I asked a hairdresser and was told it was smooth.
You said you loved my maroon skin, so I asked a stripper and was told it was white.
You said I was beautiful, so I asked a doctor and was told you were blind.
You said you loved my curly hair, so I asked a hairdresser and was told it was smooth.
You said you loved my maroon skin, so I asked a stripper and was told it was white.
You said I was beautiful, so I asked a doctor and was told you were blind.
Saturday, October 25, 2008
A flower
Hvis du har læst kong solomons miner så giver den her historie lidt ekstra til dig, men jeg kan faktisk super godt lide den.
A flower climbs through the tiniest crack in the ice. It brings promise of warmer days; it brings news from the soil. The cold gets the flower, but its message outlives its messenger’s death: We are still fighting.
“Africa calling Quatermain, stay on Shebas breast. Prepare to move into the mine Gagool.”Africa sat in complete darkness whispering into a small radio, his knees where pressed against his chest and he barely had room to move, it didn’t matter he wouldn’t stay there long anyway.
“Quartermain here, I am on Shebas breast, I have a possible companion for Silvestre, should I proceed?”
“No Silvestre must lie alone a bit longer. When the signal falls wait 15 seconds and give Silvestre a companion.”
“Understood Africa”
Radio silence, no one speaks, no one needs to. Quartermain is in position, Gagool knows the way in, and Africa is waiting for the wounded elephant to walk by. Footsteps… coming this way. He lifts his radio to his mouth and whisperes.
“Retain radio silence.” The radio crackled and fell silent, all that was heard were the silent footsteps slowly coming closer. Africa stopped breathing, as the footsteps passed, slowly fading away again. It was almost time, the next one should be the one. Everything is silent in the darkness, he slowly reaches in his breast pocket, the low noice of the clothe sounds like thunder in the silence. He feels around in the pocket, pulling out a small cylinder with a small button on one end. He fumbles a bit with the cylinder before the button starts glowing red, like it knows that the time draws near. The red glow bathes Africa and the crate he is hidden in, in a sea of red light. An omen perhaps of what is to come, for those who call Africa their enemy.
Footsteps… louder this time, slower, and irregular. The wounded elephant, it is time. Africa places his thumb on the red button, it asks… no it begs to be pushed, but Africa resist, he knows that timing is everything. Timing will decide whether or not Africa is a madman or a genius. Someone once said that the two were separated only by the degree of success. Africa holds his breath as the wounded elephant passes, the spring creaks as the red button is pressed down. Nothing happens… a footstep from the wounded elephant. Another footstep, did he noticed? Africa breathes again as the third footstep is heard, just one more.
“CLICK!” the sound screams in Africa’s ears as the elephant takes its fourth. It pierces the silence like laughter at a funeral, but the elephant doesn’t hear it. The war torn elephant lost his hearing to a bomb shell many a year ago. He lifts his foot, he doesn’t know, he didn’t hear it. He doesn’t realize something is wrong before he is flying with one of his feet 10 inches from his eyes.
Africa doest move, he barely even flinches as the mine goes off. Fifteen seconds, the elephant screams, good. 10 seconds, two pairs of running footsteps approach from the sides. 5 seconds, Africa pulls a gun from it holster and prepares. 2 seconds, the footsteps stop as they arrive at the elephant. 0 seconds, someone falls to the floor, the other falls too as the sound of the first gunshot finally arrives.
No more plans, no more thinking, no more hiding. Africa pull back the hammer on his gun and crawls out of the crate. No more plans, no more thinking, no more hiding, now action must speak as Gagools truck smash through the front gate, they were in the mine. Now all they had to do was fight their way out with what they came for.
A flower climbs through the tiniest crack in the ice. It brings promise of warmer days; it brings news from the soil. The cold gets the flower, but its message outlives its messenger’s death: We are still fighting.
A flower climbs through the tiniest crack in the ice. It brings promise of warmer days; it brings news from the soil. The cold gets the flower, but its message outlives its messenger’s death: We are still fighting.
“Africa calling Quatermain, stay on Shebas breast. Prepare to move into the mine Gagool.”Africa sat in complete darkness whispering into a small radio, his knees where pressed against his chest and he barely had room to move, it didn’t matter he wouldn’t stay there long anyway.
“Quartermain here, I am on Shebas breast, I have a possible companion for Silvestre, should I proceed?”
“No Silvestre must lie alone a bit longer. When the signal falls wait 15 seconds and give Silvestre a companion.”
“Understood Africa”
Radio silence, no one speaks, no one needs to. Quartermain is in position, Gagool knows the way in, and Africa is waiting for the wounded elephant to walk by. Footsteps… coming this way. He lifts his radio to his mouth and whisperes.
“Retain radio silence.” The radio crackled and fell silent, all that was heard were the silent footsteps slowly coming closer. Africa stopped breathing, as the footsteps passed, slowly fading away again. It was almost time, the next one should be the one. Everything is silent in the darkness, he slowly reaches in his breast pocket, the low noice of the clothe sounds like thunder in the silence. He feels around in the pocket, pulling out a small cylinder with a small button on one end. He fumbles a bit with the cylinder before the button starts glowing red, like it knows that the time draws near. The red glow bathes Africa and the crate he is hidden in, in a sea of red light. An omen perhaps of what is to come, for those who call Africa their enemy.
Footsteps… louder this time, slower, and irregular. The wounded elephant, it is time. Africa places his thumb on the red button, it asks… no it begs to be pushed, but Africa resist, he knows that timing is everything. Timing will decide whether or not Africa is a madman or a genius. Someone once said that the two were separated only by the degree of success. Africa holds his breath as the wounded elephant passes, the spring creaks as the red button is pressed down. Nothing happens… a footstep from the wounded elephant. Another footstep, did he noticed? Africa breathes again as the third footstep is heard, just one more.
“CLICK!” the sound screams in Africa’s ears as the elephant takes its fourth. It pierces the silence like laughter at a funeral, but the elephant doesn’t hear it. The war torn elephant lost his hearing to a bomb shell many a year ago. He lifts his foot, he doesn’t know, he didn’t hear it. He doesn’t realize something is wrong before he is flying with one of his feet 10 inches from his eyes.
Africa doest move, he barely even flinches as the mine goes off. Fifteen seconds, the elephant screams, good. 10 seconds, two pairs of running footsteps approach from the sides. 5 seconds, Africa pulls a gun from it holster and prepares. 2 seconds, the footsteps stop as they arrive at the elephant. 0 seconds, someone falls to the floor, the other falls too as the sound of the first gunshot finally arrives.
No more plans, no more thinking, no more hiding. Africa pull back the hammer on his gun and crawls out of the crate. No more plans, no more thinking, no more hiding, now action must speak as Gagools truck smash through the front gate, they were in the mine. Now all they had to do was fight their way out with what they came for.
A flower climbs through the tiniest crack in the ice. It brings promise of warmer days; it brings news from the soil. The cold gets the flower, but its message outlives its messenger’s death: We are still fighting.
Wednesday, October 08, 2008
Control Part 1-15 (tak til Mads)
Control Part 1
Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen, og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned,” lød en stemme langt borte fra.
E17? Nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”Memory overload! All other systems lockdown”
Location:
System: 7,
Planet: G59,
Factory: 8E,
Time: 3575AD,
Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite Combat Unit Epsilon” er den 5. version af ECU modellen, og bliver regnet som en af de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer, hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hovedcomputeren, hvor den lærte at parere ordre, fik et indblik i universets historie, og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.
I år 2600 (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”Lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase, der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod, da de to raser mødtes, varede i 75 år, og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen, og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste, og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel, der gav dem magt og det tog dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”Kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre del af Kongedømmet var der stadig krig, for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I Kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene, men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod Kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt for at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke, og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium, havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på Kongedømmet.
Lige siden har Kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel, men hver eneste gang Kongedømmet havde besejret dem, genopstod de, som om intet var hændt.
Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget, og den første ECU E-drone enhed skulle gå i første række.
Part 2
Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU, kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECU’erne igennem tiden:
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed, han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget, så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip, der hele tiden bearbejdede de visuelle data og bevægelser. At skelettet var indoperet i et lig gav den fornødne balance til, at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed’s gode venner var officer i hæren, og da han kom på besøg og så Butler, regnede han hurtigt ud, at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst, og tre år efter blev de første ECU'er afprøvet. ECU’erne var lavet efter samme princip, men havde fået tilføget øget bevægelsesfrihed, balance, og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I 20 år blev ECU A’erne brugt uden, at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken, fordi de virkede udødelige, når de gik videre selvom, de fik sprunget stykker af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken, og den store forskel var, at der i stedet for lig, blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende, men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater, når en microchip styrede hjernen, og deres skelet var blevet forstærket. At de var levende gjorde, at de havde øget kontrol og bevægelsesfrihed. Deres eneste minus var, at de var sårbare, fordi kroppen kunne dø, skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Charlie var konstrueret i samme ”hylster” som ECU Beta, men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet, og en gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECU'er var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale, desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner, da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne, hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres teamwork, og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen, da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Epsilon bliver anset som værende noget af det mest avancerede teknologi, der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner, men er 75 % teknologi og kun 25 % organisk. De har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år, og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benene siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10 meter op i luften, og kan svæve i kortere tid ved hjælp af to små jetmotorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm, og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne, men man ved dog at ECU E, stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
Part 3
Location:
System: 17,
Planet: H37,
Da E17 blev aktiveret efter den lange flyvetur, var skibet i gang med at trænge igennem H37’s atmosfære. Der var kun en svag rumlen, da de gik gennem. Det var ikke som med tidligere tiders rumskibe, som blev rystet fra hinanden, og som næsten brændte op i atmosfæren. Dette blev undgået ved at fryse luften lige omkring skroget til is ved hjælp af flydende kvælstof. Rumskibet satte farten ned og landede blødt på den golde jord. En stor mekanisk arm greb fat i den blok E17 sad i og trak dem mod udgangen. Under flyveturen havde ECU’erne siddet i små beholdere, som var specielt fremstillet til Epsilon modellen, nu gik beholderne op, og halvtreds ECU'er rejste sig synkront. Gruppen marcherede ud af rumskibet og stillede sig på rad og række, E17 stod forrest og stirrede ud over, hvad der snart skulle blive en slagmark. Over for ECU’erne stod den mest bizarre hær, E17 nogen sinde havde hørt om: Aliens i alle afskygninger, de små, de grå, de mangearmede og dem der til forveksling lignede mennesker bortset fra ansigtet eller psyken. Og nu stod de der på ræd og række dårligt udrustede og skræmte, hvis E17 havde været programmeret til det, ville han nok le i denne situation. Det var jo latterligt, ville han tænke, nogle af dem brugte stadig våben lavet af metal. Allerede imens ECU Alfa blev produceret, blev et nyt stof opfundet: Simetra! Det var et stof, som man først fandt på Mars og siden mange andre steder, simetra var hårdt som stål, men havde ingen af de fysiske egenskaber, som normalt metal har; det var ikke elektrisk ledende, det kunne ikke opløses i syre og frem for alt, var det ikke varme ledende. Det gjorde det til det perfekte stof at lave våben af, da der ikke var nogen chance for, at geværet ville overophede, da alt varmen strømmede direkte igennem og ud i luften. Alle E tropperne brugt desuden helt nye projektiler: de var lavet af Simetra, og de havde et halvt milligram pluton monteret på spidsen. Pluton var et yderst sprængfarligt grundstof, der blev udvundet i et sort hul. Når et sort hul havde suget nok energi til sig, begyndte den at udskille dette dybt sorte stof, som sprang i luften ved kontakt med fast materiale. Det lykkedes dog forskerne at holde det i ro med et kraftigt magnetisk felt, men i den form var det alt for ustabilt til at blive brugt i militæret, og det tog 4 år, før forskerne fandt den rigtige blanding af pluton, magnesium og to andre klassificerede stoffer, så plutonet blev stabilt og kunne opbevares uden risici. Men når plutonet i spidsen af kuglen ramte sit mål, sprang det i luften inde i kroppen og lavede en enorm ravage. Det var 10 gram af ufortyndet pluton, der drev E17 og de andre Epsilons.
Som de to hære stod der ovre for hinanden, faldt E17’s processor over den slående lighed mellem denne scene og den amerikanske uafhængigheds krig, både opstillingen og motiverne var de samme. E17 slog memory sektionen fra og løsnede det første skud på ordre fra højeste sted.
Langt derfra sad en enlig alien på 84 år, men som aldrig havde lignet andet end en 6 årig, i en lille beholder dybt under jorden. Hun grinte stille, trykkede på knappen og håbede at det næste liv ville blive bedre
Part 4
Skuddet ramte perfekt og flåede et kæmpe hul igennem den firearmede allien fra planet F19. E17 følte hverken glæde eller angre, da allienen sank om i en blodpøl, sådanne følelser var ubrugelige på en slagmark. Det ene skud og det ene dødsfald slog rebellerne ud af deres trancelignende tilstand og ind i en rus af blod, død og ødelæggelse.
Den dag blev der skrevet historie, en historie, som aldrig ville finde vej til Kongeriget’s beboere, men den dag var den vigtigste i mange år. Det var den dag, Kongeriget slettede endnu en PEARL base fra landkortet…
Det var dette, E17 var programmeret til: dansen med døden. E17 fyrede løs og lagde fjender ned som ingen anden, hvert eneste skud ramte og flåede en ny mand til jorden. Der var noget, der var forkert, beregnede E17 chip, imens resten af maskineriet koncentrere sig om kampen. Oplysningerne fortalte om en base med avanceret kampudstyr, og en hær der var langt større end denne.
Et baghold måske? Nej (sandsynlighed: 20 %), stedet var for åbent til et effektivt baghold.
E17 tog geværet i højre hånd, da en fjende kom for tæt på, og samtidig blev hans venstre underarm splittet i tre, og en enorm stikflamme stod ud af den nu synlige flammekaster. Fjenden brændte op i løbet af få sekunder, hvorefter armen lukkede sig igen, og E17 genoptog skyderiet.
Blev den virkelige styrke gemt til et afgørende tidspunkt, hvor den kunne sendes ind uden varsel? Nej (sandsynlighed: 10 %) for denne mulighed. Der var simpelthen ikke plads til at gemme en så stor styrke.
Et bombardement? Måske (Sandsynlighed: 45 %), men PEARL ville næppe risikere at springe deres egne tropper i luften.
En afledning? Meget muligt (sandsynlighed: 78 %), men en afledning fra hvad?
I løbet af 3,6 sekunder havde E17 delt sine ”tanker” med resten af E’erne og modtaget svar igen.
8 % havde ikke svaret.
25 % var kommet til et andet resultat, men
67 % mente at det var en afledning for at dække over et angreb.
… og kongeriget led sit første nederlag, siden ECU Alfa blev sat i produktion.
Planen var ligeså simpel som den var genial:
Trin 1:
Oplysninger blev lækket om en ”hemmelig” PEARL base,
Trin 2:
Kongeriget sender sine nye ECU'er ud for at destruere PEARL basen,
Trin 3:
Angreb på G59
Trin 4:
H37 springes i luften
Få timer efter ECU’erne havde forladt G59, blev planeten ramt af en mindre meteor regn. Det skete regelmæssigt på planeten, så der var ingen panik eller problemer. Kun tre meteorer trængte gennem atmosfæren, og to af dem blev hurtigt fundet, målt og indsamlet. Men den sidste meteor var ingen steder at finde. ”Meteoren” havde i virkeligheden været et minirumskib, der var designet til at begrave sig dybt i jorden, når den ramte overfladen. Derefter gravede rumskibet med dens passager sig ned i undergrunder med enorm fart, indtil den fandt, hvad den ledte efter en lille magma lomme, der lå lige under fabrik nummer 8E.
Eksplosionen, der blev udløst af den lille pige, satte en kædereaktion i gang, som medførte, at en enorm mængde magma blev tvunget mod overfladen.
Det tog ECU’erne ca. 1 time at besejre fjenden og underrette deres foresatte om deres mistænksomhed, den blev dog fejet til side med en ordre om at koncentrere sig om kampen. Kort efter kampen var slut, sprang H37 i luften. Kun tre delinger af ECU’erne var på nået væk fra planeten og i sikkerhed
Controlled part 5
Lucarad gik ned af den beskidte gade med afslappede skridt, det her var trods alt hans hjemmebane, eller det var vel rettere deres hjemmebane. At Lucarad hørte hjemme her, i industri området, ville man nok ikke lige gætte på. En høj, slank og elegant herre i et kridhvidt jakkesæt og med matchende hat. Lucarad gik ind gennem en røgfyldt gyde og åbnede en lem i gulvet. Han sprang ned i hullet, landede i et lille tomt rum og lukkede lemmen, før han åbnede den skjulte dør i hjørnet. Lucarad trådte ind i et stilfuldt indrettet lokale med behagelige og smukke stole og borde.
Lucarad huskede første gang han var trådt ind i dette lokale for at snakke med hans arbejdsgiver.
Han havde i længere tid arbejdet for dem i det små, men det var første gang at han rent faktisk så bossen i virkeligheden. Bossen var ingen ringere end Al Pocane den største mafiaboss i 1930, han sad der med sin cigar og forlangte at Lucarad skaffede den berømte perle ”Black Star”. Det var et trick, når man har arbejdet med kriminelle i et par år, så er det tydeligt, at det er et trick. Og det var lige hvad Lucarad havde, han var startet med at fange de små fisk, dem der bare ville have lidt flere penge eller forsøgte at få fat i et illegalt våben. Men han var hurtigt steget i graderne og var nu i en alder af 25 en af de bedste folk i felten. Lucarad var gået undercover for at optrævle Al Pocanes netværk. Det havde taget ham et helt år at nå dertil, hvor han skulle skaffe Black Star. En typisk test, bed den nye gut om at skaffe noget han umuligt kan få fat i på egen hånd, og se hvordan han klarer det. Skaffer han perlen, har han formentlig fået hjælp og er muligvis strømer, og nægter han at udføre jobbet, er han intet værd. Tricket var at forsøge, komme tæt på målet og så fejle. Det var præcist hvad Lucarad havde gjort, og familien havde derefter taget imod ham med åbne arme som deres nye ”samler”. En samler skulle kunne skaffe stort set alt, og det kunne Lucarad, så derfor var han nu i kridthuset ved den største gangster i 1920.
Lucarad gik forbi barren, sagde hej til bartenderen og satte sig i sin sædvanlige stol. Lucarad sad der og ventede i cirka tyve minutter før en lille klokke signalerede, at han kunne komme indenfor. Lucarad gik igennem forhænget og kom ind i et mørkt rum, hvor Pacone sad og nikkede Lucarad over mod stolen over for ham. Lucarad satte sig og studerede som sædvanligt Pacones ansigt for et tegn på, hvad han ville, men i dag var det umuligt at regne ud, han var helt lukket og virkede mere stresset end normalt.
”Lucarad,” sagde Pacone, ”du har arbejdet for mig i et helt år og skaffet bedre resultater end nogen anden. Derfor har jeg besluttet, at du skal indtræde i rådet.”
Rådet var de personer, der styrede alt kriminalitet i 1920. De bestod af en repræsentant fra hver af de fire familier.
Pacone tændte en cigar og sagde: ”Velkommen til Perlen.”
Lucarad smilte, men det var ikke det smil man forventer at se fra en mand, der lige havde fået det enhver kriminel drømmer om, det var et smil som en slange, der langsomt, men sikkert havde kvalt sit bytte og endelig kunne høste frugten af sit slid. Lucarad trak en lille gammeldags bombe frem og tændte lunten.
”Hvad har du gang i,” råbte Pacone og sprang op ad stolen.
Lucarad svarede ikke men smed bare bomben op i luften, to års slid og så blev det endelig bekræftet, Pacone var en del af det mystiske PEARL. Da bomben sprang, var det ikke en stor eksplosion, i stedet væltede det ud med flag, og elektriske impulser, der knockoutede bossen og alle i hans mailboks.
Lucarad trak VC headsettet af og vente til bage til den virkelige verden.
Part 6
Hvis man søgte efter ”1920” på ”Logeog” (Internettets største søge maskine) i år 3590 ville man få flere resultater end der var URL adresser i år 2007.
Her er et af de mange resultater:
Søg:1920
1920 er blevet kaldt ”tidsalderens største online spil” og er udviklet af spilfirmaet Zilbzard. Spillet foregår i 1920’ernes New York på planeten jorden. Spillet går i alt sin enkelthed ud på at danne sig et liv i New York, om man vil forsøge sig som gangster, politimand eller bare helt almindelig arbejder er helt op til en selv. Der er ingen missioner eller mål, som man skal nå, kun dem man selv sætter. Da 1920 udkom for næsten et årti siden, var det et utroligt hit fra starten, og brugerbasen voksede hurtigt til flere billioner, hvilket gjorde at der blev oprettet ufatteligt mange servere, der alle stadigvæk her ti år efter er fyldt til renden. Der er to måder at styre spillet på den ”billige”, hvor man med et VC headset og en speciel handske på hver hånd styrer ens person. Og den dyre, som ifølge de erfarne spillere, er den bedste måde. Skal man spille 1920 på den ”rigtige” måde, kræver det at man køber en speciel tank fyldt med en gele lignende suppe, der overføre spillerens bevægelser til ens karakters bevægelser, går spilleren i tanken, går ens spilfigur. (tanken koster i gennemsnit 500 tusinde dollars) Suppen reagere på elektriske impulser, der kan give dele af suppen forskellig konsistens. Gulvet bliver således givet en konsistens, så det føles som om man går på beton, træ, tæppe, eller hvilket underlag man nu går på. Der hvor der i spillet er luft vil suppen ikke kunne føles og den modstand der normalt er i suppen kan ikke føles. Den visuelle del og lyd delen får man igennem et headset. Bliver man ramt af et slag, spark eller lignende, kan man også føle det. Eventuelle skud- og stiksår kan man føle som elektriske stød, der hvor man bliver ramt.
Dør man i spillet er ens karakter død, skal man starte fra grunden igen. Da der i spillet ikke er nogen levels er det kun ens egne færdigheder og de våben man eventuelt finder der tæller. For at gøre spillet endnu bedre, kan man købe specielle pakker, som indsættes i maskinen/beholderen. Denne pakke indeholder næringsstoffer og sætter desuden hjernen i en søvnlignende tilstand, på en måde bliver de mad, og søvnmæssige problemer løst imens man spiller, dette er uden bivirkninger eller tab af koncentration.
Kun to spillere har spillet 1920 i længere tid uden at dø. Den ene er Al Pocanes, den mest berygtede Mafiaboss i 1920.
Den anden, som nok er den mest kendte spiller i 1920, er vampyren Lucarad, han startede ud som Admin, hvor han med stor succes fangede flere hackere (folk der prøver at sabotere spillet), crackere (folk som skriver nye koder i spillet) og andre der brød reglerne. Senere blev han politiets stærkeste kort i at optrævle den organiserede kriminalitet, som der var overalt i 1920. Siden at Lucarad blev kendt, har utroligt mange nye karakterer i spillet taget navnet Lucarad, det har medført en tvivl om, hvem der er den ”ægte”. En ting man ved om ham, er at han kun spiller om natten, hvilket har givet ham tilnavnet vampyren. På grund af at så mange har taget navnet, har Lucarad ikke haft behov for at skifte sit brugernavn for at forsætte sit job. Lucarad spiller spillet med en af de før nævnte tanke som han vandt i en konkurrence.
Update
Det er netop blevet bekræftet, af en af vores kontakter, at Al Pocane er død, efter sigende blev han dræbt af Lucarad, der ifølge vores kilder har arbejdet undercover og var kommet helt til tops i hierarkiet uden at nogen havde fattet mistanke. Om det virkelig var Lucarad er stadig uklart.
Part 7
Lucarad steg langsomt ud af tanken, hans tøj var fuldstændig tørt, da suppen ikke var våd, som man skulle tro. Lucarad kiggede ned af sig selv og fejede en klat suppe væk fra sin skulder. Lucarad stod i sit favorit sæt tøj: et klassisk hvidt jakkesæt, der ikke havde så meget som en fold, der ikke skulle være der. Hans sko var blanke sorte sko, som passede perfekt til tøjet. Han lignede i det hele taget en lidt yngre udgave af hans person i 1920. Håret var sort, kortklippet og sad en smule uordentligt, men det lod Lucarad sig ikke mærke af, da han forlod rummet hvor tanken stod. Han gik ud i et fint møbleret rum, som indeholdt både køkken og stue. Lucarad gik hen mod køleskabet, samtidig med at han tændte for radioen. Så tog han en flaske rødvin ud og åbnede den, mens den klassiske musik fra radioen strømmede ud mod ham. Lucarad valgte et glas og satte sig i sin yndlings stol, det var den store røde. Lucarad sad og drak rødvin, mens han betragtede den stue han var så stolt af. Alle møblerne var købt fra et museum, der var gået fallit. Når Lucarad betragtede sin lille lejlighed, var han stolt, hvis en anden person havde betragtede hans lejlighed, så havde de nok været knap så begejstrede. Nu til dags havde enhver femogtyvårig en hypermoderne lejlighed spækket med gas skærme (en speciel gas udsættes for elektrisk stød der får den til at skifte farve og give et hyper skarpt billede), der kun er fire centimeter tykke, for ikke at snakke om radioer, der sendte lyden på en frekvens, som kun kunne høres af dem, der ville høre det. Desuden ville de nok væmmes over det glas rødvin, som Lucarad var i gang med at drikke, kun få unge mennesker/aliens kunne lide rødvin, desuden fandtes der nemmere måder at blive fuld på. Spiritus var omkring år 2300 blevet reduceret til noget gamle mennesker nød på en stille søndag, i stedet var inhalatorer kommet på mode og var blevet der. En inhalator er et lille apparat med en lille flaske der indeholdt en opkvikkende væske, f.eks. koncentrerede hormoner (øger, ifølge tests, sexlysten hos et levende individ med 682 %). Kun en producent af rødvin var tilbage på markedet. Producenten hed Dota, og producerede høj kvalitets rødvin til en lille gruppe personer, der ved første øjesyn intet som helst havde tilfældes.
Lucarad rejste sig op tog flasken, som han allerede havde tømt, og smed den i skraldespanden. Nede i skraldespanden blev flasken analyseret, kategoriseret og sendt gennem et sirligt rørsystem til den rigtige genbrugsstation. Alt imens den tomme rødvinsflaske tog på eventyr, gik Lucarad hen til sin hoveddør. Lucarad åbnede døren og trådte ud i et lille rum, der kun indeholdt en kapsel, der var lidt stører end Lucarad selv, kapslen var fuld af den samme suppe, som hans 1920 kapsel var. Denne kapsel var en del af det mest brugte transportsystem i galaksen, TC4 (Transport Capsules 4).
Systemet går ud på at hver indbygger på planeten har sin egen mini kapsel station, når brugeren går ind i sin kapsel og indtaster sit bestemmelsessted på et lille panel, bliver kapslen affyret mod den nærmeste mellemstation, der bliver den grebet i en kunstig vortex, der sikrer en sikker landing. På mellemstationen bliver kapslen skudt videre mod bestemmelsesstedet, hvor en anden vortex griber kapslen, som så åbner og passageren kan forlade kapslen. Hver station (privat eller offentlig) skaber en vortex for at gribe kapslerne og mindst tre ”gæste” parkerings pladser, så eventuelle gæster ikke ramlede ind i den allerede parkerede kapsel. Der var, i de syv år systemet havde været i brug, ikke været et eneste uheld.
Lucarad havde allerede indtastet sin destination og kapslen blev affyret. Efter 2,38 sekunder blev kapslen gennemrusket, da den blev fanget af vortexen. Suppen, som kapslen indeholdt, fjernede langt de fleste vibrationer og stød, så selvom Lucarad lige havde bevæget sig over 500 meter på under 3 sekunder, havde han kun mærket små vibrationer i kabinen. Da kapslen landede i mellemstationen i ca. et halvt sekund før den blev kørt til den rette affyringsrampe. Efter affyringen fløj kapslen ca. 8 kilometer på 10 sekunder og landede derefter ved Jufanira’s (4 planet i det 18 solsystem) mest berygtede politistations personale indgang.
Part 8
Det var altid det samme syn der mødte en, når man steg ud af kapslen til Jashiri politistation. Kriminelle i alle aldre, der blev ført, trukket eller slæbt, hen mod cellerne. Det var mest mennesker, der var kriminelle på Jufanira, alene af den grund, at der ikke var mange aliens på Jufanira. Mens Lucarad gik over perronen og ind ad gangen til sit kontor, blev han genkendt af stort set alle, han var heller ikke til at overse i hans jakkesæt. Alle andre gik i tætte latex dragter, der var udstyret med kølesystemer, skudsikre veste, pistolholdere og hvad en politimand nu ellers havde brug for. Der var dog kun få, der hilste på ham, Lucarad var dog ikke overrasket, han havde været meget vellidt for et år siden, men her på det sidste var folk begyndt at se ham som lidt af en doven nar, men det var jo hvad man kunne forvente. Som fireogtyvårig havde Lucarad fået stillingen som kriminalinspektør, og han blev spået, at han hurtigt ville stige i graderne igen, men her et år efter havde Lucarad kun haft elleve sager, og på trods af at de alle var blevet løst hurtigt og retfærdigt, så var han ikke steget i graderne. Men Lucarad var ikke overrasket, der var jo love om den slags, lige meget hvor mange sager han løste, ville han aldrig stige i graderne. Lucarad gik ind på sit lille kontor, det indeholdt et lille skrivebord af egetræ (en gave fra politiets chef, i anledning af at han blev udnævnt til kriminalinspektør), en PC med holografisk skærm, en behagelig kontor stol og et lille køleskab. Lucarad satte sig i stolen og tænkte over hele ideen med denne politistation, der var ikke en eneste kriminel over 400 meters højde på Jufanira, og alle anstændige borgere boede mindst 500 meter over jorden. Sådan var det, fordi selve planeten Jufanira udskilte giftige gasser, der gjorde det farligt at opholde sig ved jorden. Derfor var alle bygninger enorme højhuse, hvor de nederste 400 meter var bare beton vægge. De eneste, der boede dernede, var fattige mennesker og kriminelle, og Jashiri var planetens eneste politistation der havde opgaven med at holde ro og orden på jorden. Det var latterligt, de kunne ligeså godt anholde alle der boede på jorden, men sådan gjorde man ikke. Nej i stedet hev man en tilfældig person med op hver eneste gang man opdagede en myrdet person på jorden, og så bankede man simpelthen bare vedkommende indtil han tilstod mordet. En der var kommet langt med den teknik var Fyruf, der var blevet kriminalinspektør ved at tæve tilståelser ud af uskyldige overflade beboere. Lucarad sad lidt og lyttede til Fyruf, der havde kontor lidt længere henne ad gange, eller rettere lyttede til Fyruf’s seneste mistænkte, der skreg af smerte. Lucarad derimod klarede sig ved at indsamle en række vidner, skønt kun få af dem havde lyst til at snakke med ham, og så ellers udskille deres løgne fra udsagnene, og derved regne ud hvem den skyldige var. Lucarad gik over til køleskabet og tog en flaske rødvin ud. Da han satte sig i stolen igen, trak han vinen op og hældte et glas op til sig selv. Lucarad drag indholdet og mærkede straks, hvor godt det gjorde ham. Lucarad kom til at tænkte på nattens begivenheder i 1920, ”velkommen til Perlen” havde han sagt. De ord havde fået alting til at give mening, Lucarad havde fået til opgave at komme ind på livet af Pocane, når han så kom tæt ind på ham skulle han finde et bevis. Et bevis på hvad? Havde Lucarad spurgt, men den anonyme arbejdsgiver havde blot sagt, at det ville han vide, når han så det. Det Pocane havde sagt, var et klart bevis på at han tilhørte PEARL organisationen, og siden Lucarad’s arbejdsgiver var en fra Kongedømmet, så var det helt tydeligt, at PEARL referencen var det bevis han skulle finde. Bomben, som Lucarad havde smidt, var egentlig bare en mekanisme, der lokaliserede brugerne og neutraliserede dem, Lucarad havde selv givet den bombe formen for sjovs skyld. Men hvis nogen af Pocane’s mænd regnede ud, at det var Lucarad, der havde forrådt dem, og det ville de uden tvivl, så var Lucarad muligvis i fare. Lucarad tømte glasset og hældte et nyt op.
Nå der var vist ingen grund til at blive her længere tænkte Lucarad, da han tre timer efter havde tømt sin tredje flaske vin. Lucarad gik ud mod sin kapsel, endnu en dag var gået uden nogen sager, det var der ikke noget nyt i. Lucarad gik ind i suppen og trykkede på knappen, der sendte ham hjem, kapslen blev affyret og på de sædvanlige 10 sekunder kom Lucarad til mellemstationen.
”Hvad nu?” tænkte Lucarad forundret, da kapslen bevægede sig i den modsatte retning af, hvad den skulle og det i over 5 sekunder, så blev kapslen affyret igen, mens Lucarad’s hjerne arbejdede på højtryk. Der var ingen af de destinationer, som Lucarad havde programmeret ind i kapslen, der ville gøre brug af en affyring i denne retning. Lucarad kunne kun se to mulige forklaringer, enten var der sket en fejl i systemet, hvilket formentlig ville føre til at kapslen hamrede ind i en mur, eller også var der nogen der havde omdirigeret kapslen, og det kunne næsten kun være PEARL. Lucarad tog en hurtig beslutning og trykkede nød knappen i bund. Da Lucarad trykkede knappen i bund, reagerede kapslen prompte ved at sende et elektrisk stød ind i Lucarad, stødet tvang Lucarad's krop til at indtage fosterstilling. Da Lucarad ufrivilligt havde indtaget fosterstillingen, blev suppen hård og uigennemtrængelig, under Lucarad åbnede bunden sig og den nu faste suppe med Lucarad i røg ud igennem bunden af kapslen. Lucarad forsvandt ned i dybet, mens kapslen landede i en fremmed havn.
Part 9
Kapslernes sikkerhedssystem var bygget sådan, at når man skød sig ud af kapslen, ville suppen blive klæbrig og automatisk klæbe sig til vægge i nærheden, og derved stoppe faldet. Desværre havde Lucarad skudt sig ud i et forholdsvis tomt område, så da suppen endelig kom tæt nok på en væg til at klæbe sig til den, havde den for alt for meget fart på. I stedet for at stoppe, nærmest trillede suppen ned af væggen og ramte jorden med små 60 km i timen, suppen tog dog det meste af slaget, så Lucarad kom stort set ikke til skade. Det tog Lucarad ca. 5 minutter at kæmpe sig ud af suppen, og da han endelig kom ud, stod han overfor et nyt problem eller rettere fem! Foran Lucarad sad fire mænd på store sten og murbrokker og kiggede ned på ham, lidt tættere på stod en kvindelig kateria med ildrød pels og kiggede ondskabsfuldt på Lucarad. Kateria var en race af katte lignende væsener, der gik på to ben og var lige så intelligente som mennesker. Deres anatomi var meget lig menneskers, deres forpoter fungerede præcis som menneskers arme, deres hænder lignede menneskehænder (dog med let pelsbeklædning.), deres fødder var dog udformede som kattepoter, de kvindelige havde blandt andet bryster, der var meget lig menneske kvinders, og de formerede sig også på den samme måde som mennesker. De var meget hurtige løbere var yderst adrætte, og mange af dem nærede et dybt had til mennesker. Grunden til dette had var at rige mennesker holdt af at bruge unge kateria’er som kæledyr, de unge katerianere fik så en indsprøjtning, der hæmmede deres mentale vækst og gjorde dem dermed bedre egnede som kæledyr. Lucarad havde altid ment, at det var respektløst og fuldstændig uanstændigt, men det var ikke noget, som han havde mulighed for at ændre.
”Hvad har vi så her?” spurgte katerianeren hånende, mens Lucarad lå udmattet på jorden, at komme ud af suppen havde været hårdt arbejde. ”Et overklasse menneske på afveje?”
Her ville andre personer måske have fortalt, at de var fra politiet, og at katerianeren ville få problemer, hvis der skete noget med dem. Men så dum var Lucarad ikke, havde han sagt det, ville hun uden tvivl have slået ham ihjel på stedet, de fleste ”løsrevne” katerianere havde ikke meget tilovers for ordensmagten.
”Jeg passere bare igennem,” pustede Lucarad fra sin position på jorden.
”Jeg er bange for at du tager fejl, menneske!” spyttede katerianeren, ”du går ingen steder.”
Først nu lagde Lucarad mærke til at hun stod med et jernrør i hånden, og at de fire andre mænd også var bevæbnede med jernrør. Hvis ikke situationen havde været så alvorlig, var Lucarad nok brudt sammen af grin, en gruppe bøller der overfalder et enligt offer med jernrør, kunne det blive mere kliche?
”Hør her jeg vil jer intet ondt. Jeg har bare været ude for et uheld, og hvis I bare vil gå til side så skal jeg nok forsvinde herfra.”
Reaktionen var den ventede, latter. Fem personer høj grinede, som om Lucarad lige havde fortalt en morsom vittighed, men det var også meningen. Mens de grinede, kom Lucarad på benene og fik overblik over situationen. Mur bag ham, en bunke af sten, jord og ragelse på venstre side, det samme på højre side, plus fire slyngler, foran ham var der en åbning, med en vred kateria i midten. Satans, Lucarad kunne ikke have fundet et værre sted at falde ned, ingen mulighed for flugt, overhovedet.
”Tror du, at du kan kommandere med os, som du kommandere med mine slægtninge i dit slot mellem skyerne?”
”Faktisk, er jeg imod hele idéen med at holde dine artsfæller som slaver.”
”Nå så det er du? Godt for dig.”
”Betyder det, at jeg må gå nu?” spurgte Lucarad uden nogen form for tro på, at han rent faktisk måtte gå.
”Nej det gør det desværre ikke, kom så drenge vi tager ham.” De fire andre rejste sig og slog ring omkring Lucarad.
Lucarad ville sikkert være blevet dræbt der, hvis ikke at et skud havde lydt, og den kvindelige kateria var faldet forover med et pænt rundt hul igennem hovedet.
”Så er det vist på tide at I skrider drenge,” lød en rå kvindelig stemme oppe fra en af jordbunkerne.
Lucarad og de fire overfaldsmænd kiggede op og så en anden kateria sidde på toppen af den 5 meter høje jordbunke. Hun var iført en stram lædervest, som lignede noget, der var blevet brugt i hæren, og en par slidte cowboy bukser. I hånden holdt hun en rygende pistol af stor kaliber, mens hun kiggede ned på de forbløffede handyr under hende. Hendes pels var grå, og hendes øjne var grønne, Lucarad havde ingen anelse om, hvorfor han lagde mærke til alt dette lige nu, men et var sikkert: hun var forbandet farlig.
”Skrid drenge eller I får en kugle i hovedet,” sagde hun køligt og de fire mænd tog straks flugten, da Lucarad ville forsvinde, forlangte hun dog, at han skulle blive, hvor han var. Hun kommanderede ham hen til væggen, mens hun langsomt steg ned fra jordbunken, og gik hen til liget af den anden kateria. Hun sørgede hele tiden for at holde pistolen rettet mod Lucarad, selvom hendes hånd dog virkede noget urolig, langsomt gennemrodede hun liget, indtil hun fandt, hvad det var hun ledte efter, et lille glas med en ulæselig mærkat og en enkelt pille i. Hun så hurtigt på glasset, bed derefter låget af glasset, med sine sylespidse hjørnetænder og slugte så pillen. Hendes hånd blev langsomt mere rolig og Lucarad gættede på at hun var stofmisbruger af en eller anden art, nu vendte hun igen sin fulde opmærksomhed mod Lucarad og spurgte:
”Hvem er du så? Og hvad laver et overklassemenneske som dig her på overfladen?”
”Mit navn er Lucarad, og jeg var ude for et uheld så jeg blev tvunget til at nødlande her.”
”Lucarad, siger du? Der kan man bare se, en politi inspektør der nødlander på overfladen.”
”Hvordan vidste du at jeg var i politiet?” spurgte Lucarad forundret, ”det har jeg ikke nævnt.”
Hun smilte skummelt. ”Jeg ved lidt af hvert. Men sig mig inspektør, hvad planlægger du at gøre nu?”
”Jeg vil bare op igen så hurtigt som muligt, hvis du lader mig gå, så skal jeg nok lade være med at melde det, der er sket.”
”Ha! Du tror du kan komme op? Du har ikke en chance, jeg tvivler på, at du ved, hvor man kan komme op, og jeg tvivler endnu mere på, om du kan finde derhen.” Hun pegede stadig pistolen mod Lucarad, men han følte dog at faren var drevet over for en stund. Men hun havde ret, Lucarad havde ingen anelse om, hvordan han skulle komme op igen, det eneste sted han vidste man kunne gøre, det var ved politistationen, men den var mange kilometer væk, og i denne labyrint af højhuse ville han ikke finde den, om han så ledte i flere år.
”Nu skal du høre,” sagde katerianeren, der også havde brugt tiden til at tænke lidt, ”jeg slår dig ikke ihjel.”
Hun lod hendes pistol hånd falde og satte pistolen i et hylster på ydersiden af hendes lår.
”Du lader mig gå?” spurgte Lucarad forbløffet.
”Mere end det, jeg vil hjælpe dig. Med min hjælp er du tilbage mellem skyerne på ingen tid.”
”Og hvis jeg ikke vil have din hjælp?”
”Så bliver jeg nød til at skyde dig.”
Hun var fuldstændig kold da hun sagde det og Lucarad var ikke i tvivl om, at hun rent faktisk ville gøre det, desuden kunne han godt bruge en guide.
”Okay så modtager jeg gerne din hjælp, men hvad vil du have til gengæld? Jeg tvivler på at du gør det for hyggens skyld”
”Det eneste jeg vil have til gengæld, er at du sletter min straffeattest, og at du hjælper mig i gang med et anstændigt liv oppe i byen.”
Hun kiggede længselsfuldt op med byen over dem mens hun udtalte de sidste ord.
”Det lyder fair nok,” nikkede Lucarad efter en kort tænkepause, ”hvis du får mig op herfra, kan du vinke farvel til, hvad end der står på din straffeattest, du kan endda bo i min lejlighed, indtil jeg finder et andet sted, hvor du kan bo.”
Nogle folk ville måske mene, at det var galskab, det Lucarad havde gang i. Men Lucarad havde altid haft en vis evne til at fornemme fordærv i folk, og det lod ikke til, at der var noget fordærv i hende her, hun var bare en kateria, der alt for tit endte på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Katerianeren lyste op. ”Godt vi er enige, mit navn er Ritai rart at møde dig.”
Ritai gav en forbløffet Lucarad hånden, aldrig havde Lucarad mødt en hvis humør var skiftet så hurtigt, fra mordtrussel til håndtryk på 15 sekunder.
Ritai’s katteører stod lige pludselig lige op i luften, og hun sagde.
”Vi må se at komme af sted, de fire fra før kommer tilbage, og de har deres venner med.”
Lucarad kunne ikke høre noget, men han vidste, at katerianernes hørelse var meget bedre end menneskers.
”Denne vej,” hviskede Ritai og spurtede gennem åbningen, tæt forfulgt af Lucarad der stormede efter hende.
”Det var pokkers,” tænkte Ritai, da hun så at Lucarad fulgte med uden problemer, aldrig før havde Ritai mødt et menneske, der kunne følge med hende, når hun spurtede, som hun gjorde nu. Sammen spurtede Lucarad og Ritai ind imellem to bygninger og ud af syne. Lidt efter ankom tolv mand med jernrør til det sted, hvor Lucarad var styrtet ned, men da hverken Lucarad eller Ritai var der, måtte de gå tilbage uden at have fået hævn.
Part 10
Lucarad og Ritai løb i godt tyve minutter, Ritai førte an, da Lucarad ingen anelse havde om hvilken vej de skulle. Efter de tyve minutter satte Ritai farten ned, og hun førte ham hen til en stor bunke sten. Ritai skubbede en stor sten til side, og det afslørede et hul, der lige akkurat var stort nok til, at Lucarad og Ritai kunne komme igennem det, Ritai kravlede hurtigt igennem det, og Lucarad fulgte efter, dog med noget mere besvær. Da Lucarad var kommet igennem, nåede han lige at se, at de var i en slags hule, før Ritai trak stenen for igen og det blev bælgmørkt.
”Lige et øjeblik,” sagde Ritai et sted i mørket, og Lucarad kunne høre, at hun rodede med noget lidt væk. Så kom lyset igen, Ritai havde tændt en enlig elpære, der hang ned fra loftet i det lille lokale. Lokalet var rundt og havde en diameter på godt og vel fire meter, Der var et par jernstole i rummet, et lille bord, et gammeldags køleskab og en lille bålplads i midten.
”Jeg fandt hulen her for et par måneder siden, den lader til at være hugget direkte ud af huset, som jo er massivt beton hernede. Der hang nogle ledninger ned igennem taget, så derfor kan jeg have lys tændt, og det ser man ikke mange steder hernede. Jeg fik også fat i et køleskab for nyligt, så nu kan jeg gemme det mad jeg finder.” Ritai gik rundt i lokalet og kærtegnede væggene mens hun talte. ”Det har været mit hjem siden jeg fandt det.”
”Hvor boede du før?” spurgte Lucarad.
”Rundt omkring, Jeg arbejdede lidt ovenover for nogle skumle typer og boede så ved dem, men ellers har jeg ikke rigtig haft noget fast sted.” Ritai fandt nogle hvide klodser og smed dem over på bålpladsen.
”Hvor pokker har du fået fat i de klodser?” udbrød Lucarad chokeret, da han så klodserne, ”det her er brændstof fra hærens rumskibe.”
”Der kan man bare se,” sagde Ritai og satte ild til dem, ”der styrtede en container fyldt med dem ned for et par måneder siden. Jeg fik hugget et par hundrede af dem, før der kom nogen og hentede containeren. De brænder i flere timer, og der kommer næsten ingen røg fra dem.” Varmen fra bålet bredte sig langsomt i hulen, og Ritai fandt to stykker kød spiddede dem på nogle jernstænger og hang dem lidt over bålet, så de langsomt blev stegt.
Efter et stykke tid tog Ritai de nystegte bøffer ned fra spiddet og rakte Lucarad den ene af dem. Lucarad sad lidt og stirrede på sin bøf, imens Ritai var gået i gang med at fortære sin egen. Hun flåede stykker af den med sine stærke, skarpe hjørnetænder, Lucarad stirrede bare på sin bøf, da Ritai lagde mærke til det spurgte hun ham hvorfor han ikke spiste noget.
”Jeg kan ikke tåle det,” svarede Lucarad stille.
”Hvad?” grinede Ritai, ”får du udslet eller sådan noget?”
”Nej,” svarede Lucarad hårdt, ”hvor lang tid tror du det tager at komme op?” spurgte Lucarad for at skifte emne.
”3-4 dage, vil jeg tro”
”4 dage?! Det er alt for lang tid, kan vi ikke bare tage hen til politistationen og komme op den vej?”
”Nej det kan vi ikke, dem der angreb dig styrer det kvarter. De har en mindre hær i det område, hvis vi vil over til politistationen i live, skal vi uden om deres område, og det tager mindst en uge. Hvorfor er det egentlig for lang tid? Har du noget du skal nå?”
”Hvis jeg ikke er hjemme om fire dage så dør jeg.”
Ritai troede først at det var en joke, men da han så Lucarad's ansigts udtryk, gik det op for hende, at han ikke lavede sjov.
”Hvis det er så vigtig at komme op så hurtigt, så skal vi af sted tidligt.”
Ritai fandt fem andre bøffer og hang dem ind over bålet. ”Proviant,” forklarede Ritai, ”bålet er ved at brænde ud, så de er nok ikke klar før i morgen tidlig. Du kan bare lægge dig til at sove, det gør jeg.”
Kort efter sov Ritai trygt, Lucarad derimod sad bare og stirrede ind i de døende flammer.
part 11
Da Ritai vågnede sad Lucarad i et hjørne og med ansigtet ind mod muren. Hun lå lidt og kiggede på ham, hun kunne se hans skuldre der langsomt bevægede sig op og ned i takt med hans åndedrag, hans hvide jakkesæt der havde været pletfrit og uden så meget som en eneste fold var nu krøllet og beskidt. Ritai satte sig op og sagde godmorgen. Det gav et sæt i Lucarad da han hørte Ritai og han vente sig om.
”øh ja, godmorgen” svarede Lucarad ”men hvordan kan du se at det er morgen jeg kan ikke se nogen forskel fra i går aftes.” det var sandt, der slap ikke noget lys ind i den lille hule og den lille elpære lyste jo hverken mere eller mindre end før.
”Det ved jeg bare.” svarede Ritai og tog de bøffer hun havde stegt igennem natten ned fra jernstængerne. ”Kateriaer har en meget god tidsfornemmelse. Jeg ved altid hvad tid på døgnet det er, og lige nu er det morgen” smilte Ritai mens hun pakkede bøfferne ind i noget folie af en slags og proppede dem ned i en lille taske.
Lucarad fik stablet sig på benende, gik hen til udgangen og kiggede ud gennem en sprækket i kanten og så at byen stadig var mørk.
”Det bliver ikke lyst hernede før middag.” forklarede Ritai da hun skubbede stenen til side, så de kunne kravle ud af hullet og som hun havde sagt var der stadig mørkt. Lucarad kiggede op mod byen oven over, der var en park 5-600 meter over dem, bare en lille grøn plet højt oppe i byen. Det var mærkeligt at voksne og børn snart ville grine og pjatte på den lille grønne plet, samtidig med at folk flygtede, fik tæsk eller blev slået ihjel lige under dem uden at de så meget som skænkede det en tanke.
”Det er sjovt som vi ser tingene forskelligt.” tænkte Lucarad filosofisk ”Vi der kommer oppefra brokker os over fejl på restauranten og problemer med posten, hernede er de taknemmelige hvis de bare lever dagen ud.”
”Vi må nok hellere se at komme af sted.” sagde Ritai der også kiggede opad. ”Vi har et godt stykke vej at nå i dag” Lucarad trak blikket væk fra byen over dem og kiggede på Ritai der smilede glad til ham.
”Vi skal den vej” sagde Ritai og begyndte at gå, Lucarad fulgte efter mens han håbede på en begivenhedsløs dag.
”Duk dig!” hviskede Ritai for femte gang på ti minutter, og trak Lucarad ned bag en stor sten. Kort tid efter kom 3 personer gående ud fra en side vej, de var helt tydeligt uden at lede efter noget eller nogen, for de gik med øjnene på stilke og en af dem bar på en pistol af stor kaliber. Lucarad kiggede nervøst på Ritai der så både irriteret og forvirret ud, hvad hun tænkte på kunne han godt gætte for så mange patruljer var der næppe normalt. Ritai havde forsikret ham om at de var på vej væk fra de fyre der havde overfaldet ham, men alligevel gik de her fyre i nogenlunde det samme tøj og det virkede mere end sandsynligt at de var efter 2 personer der lige nu gemte sig bag en stor sten. Lucarad betragtede Ritai der bed sig selv i læben, en naturlig reaktion fra kroppen der forsøgte at berolige nervesystemet, det var næppe et godt tegn. Ritai satte sig med ryggen til stenen da de tre vagter var gået forbi.
”okay” sagde hun og havde tydeligvis taget en vigtig beslutning. ”Med de her ekstra patruljer, har vi ingen chance for at slippe op lige foreløbig.” Hun bed sig i læben igen ”Medmindre at vi får noget hjælp.”
”Hvem skulle vi dog få hjælp af? Vi kan jo ikke komme i kontakt med politiet eller noget.”
”Jeg mener ikke jeg nævnte politiet.” sagde Ritai med et skævt smil. ”Jeg har også et par venner her nede, denne vej.” Ritai vinkede Lucarad med sig og hun satte kursen ned af en lille vej, mellem 2 vægge.
”Det er sku da løgn!” udbrød Lucarad da han kiggede over den sten han lå gemt bag, ca. 500 meter fremme lå der hvad der lignede et japansk slot fra det 16 århundrede. Hvordan havde de dog båret sig ad med at bygge sådan et slot her? Ritai havde ført Lucarad et godt stykke væk og ind af en lille bitte åbning i en mur og det havde taget næste et minut at kravle igennem den lille tunnel. På den anden side af tunnelen distraherede Ritai to mandlige Katerianere som hun havde sagt hun ville, og Lucarad sneg sig over til højre hvor han gemte sig bag en stor sten, som han havde fået at vide at han skulle. Mens Ritai snakkede med vagterne, for det var sådan hun distraherede dem, sneg Lucarad sig videre til de næste sten og fandt til sidst den store sten som Ritai havde fortalt om. Lucarad kravlede op ad stenen der ca. var 3 meter høj, da han kom op på toppen af stenen dumpede han ned i hulrummet der var i stenen. Hulrummet gik ca. 2 meter ned i stenen og halvanden meter i diameter, det perfekte gemmested. Man var skjult fra alle sider og det var her Lucarad sad og kiggede på et stort japansk slot. Det var surrealistisk at se et Japansk slot fra det 16 århundrede inde i en enorm hule, hugget direkte ud af cement fundamentet på en bygning der lå ca. 500 meter længere oppe. Slottet var omringet af en stor flot murstensvæg og der gik bevæbnede katerianere på den.
”Ned nu!” hvæste Ritai der var kommet hen til stenen, og Lucarad skyndte sig at kravle ud af stenen igen.
”Hvad fanden er det her for et sted?” spurgte Lucarad med ærefrygt i stemmen, han havde aldrig set noget lignende.
”Det her er Rutano’s legendariske hovedkvarter” sagde Ritai og smilte da hun så Lucarad's chokerede ansigts udtryk.
part 12
”Det er da løgn.” udbrød Lucarad. Det kunne simpelthen ikke være Rutano’s hovedkvarter. Der var oprettet specialstyrker med kun det ene formål at finde hovedkvarteret, og selv havde Lucarad ledt efter det i 2 år uden at finde så meget som et hint om dens eksistens.
Rutano var en af de mægtigste grupper forbrydere på overfladen, langt de fleste medlemmer var Katerianere og selvom der ikke var nær så mange medlemmer i denne eksklusive ’Club’ så var deres leder alligevel en af de mest magtfulde mænd på overfladen.
En af grundende til deres succes var at deres hovedkvarter aldrig var blevet fundet og det på trods af at man havde ledt i 20 år efter det. Det eneste tegn på at det overhovedet fandtes var en enkelt tilfangetagen katerian der fortalte at Rutano havde bygget sig et hovedkvarter, men før man kunne udspørge ham mere, var han sprunget på betjenten der afhørte ham, taget hans pistol og skudt sig selv i hovedet. Siden den dag var der blevet sat stort ind på at finde deres hovedkvarter, men endnu var det ikke lykkedes.
’Jep’ svarede Ritai og rev Lucarad ud af hans tanker. ’Den gamle er jo en smule gal med det gamle Japan.”
”Den gamle?” spurgte Lucarad forvirret.
”Ja Rutano’s leder altså. Han er en gammel mand efterhånden, lige omkring de 160 tror jeg.” Katerianer kunne blive op mod 200 år gamle. ”han startede banden for mange år siden, han blev vist heller ikke født hernede, han kom vist nok oppe fra men bosatte sig frivilligt hernede, hvor utroligt det end lyder.” Ritai kiggede op på slottet hvor et par vagter stod, bevæbnede med geværer af stor kaliber.
”Hvordan kender du til det her sted?” spurgte Lucarad forvirret, ”Der skulle kun være meget få der kender til dette sted.”
”Jeg har kommet her siden jeg var barn.” svarede Ritai ”Det er en af frynsegoderne ved at være medlem af klanen. Ja ikke officielt selvfølgelig for at være det skal man jo være født ind i den.” Lucarad blev bare endnu mere forvirret så Ritai forklarede. ”Den gamle stoler kun på folk der er født af medlemmer af Rutano. Han mener at hvis man er vokset op i ’klanen’ som han kalder den, så er man totalt loyal. Der bliver dog altid taget nye personer ind i klanen og da jeg som 7årig ved et tilfælde kravlede herind for at gemme mig, så blev jeg taget af vagterne.
De trak mig med op til den gamle som så skulle bestemme sig for om jeg skulle henrettes, gøres til slave eller indlemmes i klanen. Fin fyr.” nikkede Ritai ”Han kastede et blik på mig og indlemmede mig i klanen. Det har sine fordele, jeg kan komme og gå som jeg vil og jeg kan altid komme og få mad og drikke.”
”Hvis du kender dem så godt, hvorfor sniger vi os så ind som simple kriminelle?”
”Fordi du er et menneske.” sagde Ritai og trak på skuldrende ”Vi kateriaer er sjældent specielt venlige over for din slags. Og her i klanen er der mere end en, der har meget dårlige erfaringer med din slags.”
Lucarad sukkede det her var bestemt ikke hans hjemmebane. ”Hvis vagterne er hader mennesker, hvordan kommer vi så ind?”
”Jeg kender en som nok godt vil lukke os ind.” Ritai spejdede op mod borgen i et halvt minut og fik så øje på hvem hun end ledte efter.
”Af sted!” udbrød hun og de to satte i løb over mod muren. Da de nåede muren klinede de sig op ad den som om de var bange for at falde ned. Ritai tog en sten og kiggede intenst opad. Sådan stod hun og stirrede opad i næsten 3 minutter, før hun fik øje på spidsen af et gevær der stak ud over toppen af muren. Da hun så spidsen kastede hun stenen op i den vagt der måtte stå deroppe’s synsfelt.
”Hvad fanden?” udbrød en dyb stemme oppe fra muren, og da stenen faldt ned igen kiggede et arret udseende kateria ansigt ned til dem. Han så først Lucarad der ikke var helt tilfreds med hvordan tingende udviklede sig, men fik så øje på den storsmilende Ritai der vinkede op til ham.
”Hva satan, er du nu der igen Ritai? Tror du ikke at du skulle til at blive voksen og tage hovedindgangen i stedet for dit evige luskeri?” hans stemme var hård men han storsmilte og Lucarad fornemmede at han ikke kunne finde på at angribe dem og det gjorde ham lidt mere rolig.
”Luk nu bare op, du kan vel se at jeg har gæster med, som om jeg ville kunne slæbe ham igennem hovedindgangen. Du burde vide bedre, Bobo” Ritai smilte også, de kendte tydeligvis hinanden, men kateriaen på muren virkede ikke videre glad for at blive kaldt Bobo, han fnyste og sagde så.
”En eller anden dag så lukker jeg ikke op og så kan du stå herude i kulden kan du.”
”Ja men ikke i dag vel?”
Bobo sukkede og forsvandt fra muren, få sekunder efter gled en skjult dør op få meter fra hvor Lucarad og Ritai stod og de skyndte sig igennem den.
Part 13
Lucarad var dybt chokeret, den hemmelige indgang havde befundet sig unde 3 meter fra ham men han havde slet ikke lagt mærke til den, dem der havde bygget det her sted havde været dygtige. Lucarad stod lidt i mørket efter døren var gået i bag dem og lod sine øjne vende sig til mørket, og igen blev han overrasket. Hvor bygningen havde lignet noget fra det 16 århundrede udefra, lignede det mere en stor computer inden i. væggene var fyldt med computer skærme, ledninger og tastaturer.
”Det er overvågningsrummet, der er kameraer overalt omkring hovedkvarteret og det her rum er bemandet 24 timer i døgnet.”
”Der er da ikke nogen herinde nu.” svarede Lucarad og tjekkede lynhurtigt alle rummet hjørner efter gemte personer.
”Nej men hun kommer nok tilbage inden længe.” Ritai gik hen til væggen og trykkede på to tilsyneladende tilfældige knapper og to små plader skød sig langsomt ud af væggen. Ritai satte sig på den ene og gestikulerede til Lucarad om at sætte sig på den anden. Lucarad satte sig og blev overrasket over hvor behageligt det var at side på den lille plade af hvad der lod til at være meget blødt metal. De sad lidt i stilhed kun med en svag summen fra en skjult server til at holde dem ved selskab. Mens de sad der i computerskærmenes glød studerede de værd især hinanden indgående.
Lucarad var sikker på at han kendte Ritai et eller sted fra, der var et eller andet ved hende som han syntes at kunne huske, men han kunne ikke sætte finger på hvad det var og hvor han havde mødt det før.
Ritai studerede også Lucarad, han var stadig inspektør, det var uventet hun havde regnet med at han ville være kaptajn nu. Men der var nu et eller andet der ikke stemte omkring ham, hvad det var der ikke stemte var hun ikke sikker på men han var i hvert fald hurtig, kun få katerianere kunne løbe Ritai ind og det var første gang at hun havde mødt et menneske der kunne følge med. Ritai studerede hans ansigt, hans ansigtstræk var smukke på trods af at han kun var et menneske, og hans blå øjne var dybe som skovsøer. Et øjeblik så de hinanden i øjnene før de hver især slog blikke ned, forlegen over at blive taget i at studere modparten så intenst.
Lucarad og Ritai hørte dem samtidig, små uhørlige skridt. Skridtene var hurtige men blev dæmpet af de bløde trædepuder som katerianerne havde under deres fødder. Skridtene kom hurtigt nærmere og Lucarad begyndte at rører uroligt på sig. Ritai bragte ham dog til ro med et sukkersødt smil og en lille håndbevægelse. Trinende blev bragt til ende da en yderst smuk kvindelig Kateria drejede om et hjørne og ind i deres synsfelt, hendes pels var en smuk gul farve og hendes øjne var en smuk gylden farve. De var da opspilede i chok over at få øje på et menneske inde i hendes personlige domæne, men så fik hun øje på Ritai og lyste op i et smil. Hun udstødte et højt lykkeligt miav og kastede sig i armene på Ritai der gengældte omfavnelsen. Den nytilkomne holdt Ritai ud i armslængde og kiggede op og ned af hende, og begyndte at spinde i en høj tone. Ritai svarede hendes spinden med sin egen og det gik op for Lucarad at det måttet være deres måde at kommunikerer på. De spandt heller aldrig i det samme tone lag, deres spinden steg og faldt i tonerne og til tider blev den akkompagneret af et lavt miav og en enkelt gang et lille hvæs. Lucarad sad bare stille og lyttede, de havde åbenbart meget at snakke om, han kunne intet forstå men han mente ikke det ville være særlig pænt at bryde ind i samtalen, især ikke da de lod til at have savnet hinanden. Han sad bare stille og betragtede dem, de kendte tydeligvis hinanden godt og de virkede nærmest som søstre, eller i hvert fald bedste veninder. Det tog dem omkring 5 minutter før deres ellers ustoppelige spinden ebbede ud og de vendte sig imod Lucarad. Ritai introducerede den gul pelsede Kateria som Mani og fortalte at de havde kendt hinanden siden Ritai var kommet til klanen. Hun fortalte at de var kommet godt ud af det med hinanden fra starten af og at den lidt yngre Mani havde lært hende alt om hovedkvarteret. Mani havde heller ikke nogen forældre og selvom de ikke sagde det var det tydeligt for Lucarad at de var mere end venner de var blevet en slags søstre og han var sikker på at de elskede hinanden meget højt. Ritai havde fortalt Mani at Lucarad og hende havde brug for hjælp og hvis Ritai stolede på ham så stolede Mani på ham.
”Vi har brug for at snakke med den gamle, ved du hvor han er henne?”
”Den Gamle?” hun vendte sig mod en af computerskærmende og rørte let ved den. Skærmen blev delt op i 16 små ruder der hver viste et rum fra et højt perspektiv. ”I det lille tronrum, jeg tror han sover.”
”Så må vi desværre gå nu.” Hun rejste sig op og gav Mani et kærligt kram, ”Det var rart at se dig igen, jeg skal nok komme og sige farvel før vi tager videre.” Lucarad rejste sig op og fulgte efter Ritai der gik ud af rummet. Hun stoppede dog op i døren og sagde over skulderen ”Kan du ikke sende vagterne til pause? De arbejde jo så hårdt.”
Mani fniste glad da de forlod rummet, hun fniste færdig før hun tændte mikrofonen til tronvagternes samtalesystem og sendte dem til pause.
Part 14
Ritai og Lucarad gik igennem det næsten uhyggelige tomme slot, slottet var ikke nær så japansk udvendigt som det var indvendigt. Det meste af inventaret var hyper moderne og selv væggene var beklædt med diverse sensorer, computer skærme og var lavet af flot skinnende metal.
”Hvis vi ikke havde mødt Mani i kontrol rummet havde du sat omkring 14 alarmer i gang nu.” sagde Ritai for at bryde stilheden. ”fra nu af ville vi blive skannet og kørt igennem et register over klanens medlemmer hvert femte sekund, hvis det ikke var fordi at Mani havde blokeret systemet for os.”
”Hvordan har i fået fat i alt det her?” Spurgte Lucarad chokeret og gestikulerede mod en computerskærm. ”Halvdelen af de sikkerhedssystemer jeg har set indtil nu bliver kun brugt af få hemmelige organisationer under Kongedømmet. Desuden har jeg set ting jeg ikke engang ved hvad er. Lige meget hvor godt organiseret jeres klan her er, burde i ikke være i stand til at skaffe den slags udstyr.”
”Det er alt sammen den gamles fortjeneste.” Svarede Ritai og hentydede til Rutano’s aldrende leder. ”Han har været i stand til at skaffe de mest utrolige ting før de officielt eksistere. Det er ene og alene hans fortjeneste at Rutano stadig eksistere den dag i dag.”
Ritai førte Ruk videre igennem slottet indtil de nåede til en stor solid trædør. Døren var perfekt rund og uden synlige håndtag. ”Bag den her dør er tronrummet som han kalder det.” begyndte Ritai og gestikulerede mod døren. ”Når vi går igennem den er der et lille ’venteværelse’ der skal du blive indtil jeg kalder dig ind, man ved aldrig hvordan den gamle tager imod fremmede.” Lucarad nikkede en enkelt gang for at vise at han havde forstået det.
Ritai bankede let på døren og den delte sig lydløst i 4 dele der gled ud i rammen, Lucarad og Ritai gik hurtigt igennem før den igen lukkede lydløst bag dem. Det lille venteværelse var i virkeligheden bare et lille aflukkede der var afskåret fra resten af rummet af fine silke vægge der hang frit ned fra loftet og blafrede let da døren lukkede sig.
Man kunne nemt se igennem dem og selve tronrummet havde i sandhed fortjent sit navn. Rummet var fuldkomment cirkulært og væggen var af fint træ der var bearbejdet til en sådan grad at det lignede at hele væggen bestod af et eneste stykke træ. Rundt omkring i rummet stod små borde opstillet på traditionel japansk maner og statuer af alt fra stolte samuraier til mægtige drager stod med jævne mellemrum langs væggen. Rummet blev oplyst af en stor glaskuppel der hang præcis i midten af rummet, men på forunderlig vis kastede intet i rummet skygger det var i sandhed et sælsomt lys. Lige under lyskuplen var en trone placeret på en lille forhøjning, den var udformet som en drage, armlænene var udformet som dragens forreste to ben, stolen havde ingen ben men dragens solide hale var udformet så den snoede sig omkring en klippe på gulvet, stolen ryg var udformet som dragens lange tynde krop der snoede sig op over hovedet på den siddende og kroppen blev elegant afsluttet i et ærefrygtindgydende dragehoved. Hvis dette var det lille tronrum så ville Lucarad gerne se det store.
På tronen sad den mindste kateria Lucarad nogensinde havde set, hans pels var grå og hans hoved virkede ældgammelt, hans kinder var sunket ind og hans øjne var svage af alder men på trods det var der et glimt i hans svage øjne der tydede på en utrolig lyst til livet.
Den gamle katerian vendte blikket mod venteværelset og hvæste lavt.
Ritai svarede ved at skubbe stoffet til side og gå miavende og spindende frem mod ham. Den gamle Katerian skiftede straks holdning og begyndt at spinde, hvilket Lucarad havde regnet ud var deres sædvanlige måde at tale på. Det var besynderligt at se to katerianere tale, de talte lavt da deres hørelse intet problem havde med at opfange de svage lyde. Lucarad anstrengte sig for at høre hver eneste ændring i tonen og hvert eneste miav og dets placering i samtalen det gjorde ham i stand til nogenlunde at regne ud hvordan samtalen gik. I starten lod den gamle katerian til at være glad, formentlig for at se Ritai igen, men som samtalen fortsatte svang stemningen både op og ned, fra lette glade toner af spinden til dybere mere aggressive toner.
”Jeg har jo sagt at jeg ikke kan fortælle dig hvad jeg skal bruge det til! Du bliver bare nød til at stole på mig.” hvæste Ritai hårdt.
”Stole på dig?” spandt den gamle katerian i en dyb tung tone. ”Du blev sendt ud for at hente oplysninger men du vente aldrig tilbage, fire katerianeres liv kunne være blevet reddet hvis du havde skaffet oplysningerne. Fire måneder var du væk, og nu tror du at jeg vil lade sådan en udefrakommende tage så dyrt udstyr uden forklaring? Latterligt!”
”Begynd nu ikke på dit renblods sludder igen!” hvæste Ritai ”Du burde da vide at jeg er mere loyal end nogen anden.”
”Det ved jeg nu ikke.” spandt den gamle faretruende sukkersødt ”Du har aldrig fortalt mig hvordan du slipper forbi alle de andre klaner, jeg har flere højtstående folk der mener at din succes i ’Rackerik sagen’ beviser at du har forbindelser med andre klaner.”
”Hvordan kan du sige sådan noget?” hvæste Ritai med død i blikket. ”DU sendte mig ud for at slå ham ihjel, DU gav mig oplysningerne og nu anklager DU mig for at være forræder fordi jeg gennemførte attentatet?”
”Rackerik var umulig at komme ind til og på trods af at jeg har spurgt dig tusind gange har du aldrig fortalt os hvordan DU, ene katerian formåede at nå helt ind i hans personlige kammer, slå ham ihjel og slippe ud igen uden at blive opdaget.”
”Jeg har fortalt dig tusind gange at jeg ikke kan svare! Det er ikke mit liv der står på spil her, jeg har partnere uden for klanerne, hvis jeg afslører hvem deres navne er de dødsens, det ved du også godt!”
”Kom ikke og tro at du ved noget som helst om mig, Ritai-chan!”
Hvor vovede han at bruge -chan over for hende? -chan var ligesom –san og –sama en betegnelse for respektforholdet mellem dem der talte sammen i det gamle Japan, men i modsætning til –san og –sama der begge var positive var –chan et udtryk man brugte til små piger, og blev udtrykket brugt til kvinder der ikke var børn blev det sædvanligvis betragtet som en fornærmelse.
Ritai ville uden tvivl være sprunget på den gamle katerian hvis ikke at Lucarad i det øjeblik var kommet traskende elegant ud af venteværelset, med et smil på læben og begyndt at spinde som om kateriansk var hans modersmål.
”Rolig nu Ritai-san, det er tydeligt at han intet ondt mener, ikke sandt Miyamoto-san?”
Control part 15
År: 3590
Dag: tredje dag i den anden måned efter jordens tidsregning.
Vigtig hastemeddelelse til K83
Kodeord: MaRiO18756
Raport:
Den tredje af de fire store har passeret overvågningsstationen på C48 i retning mod K83. Rygter går på at den fjerde også er ombord, evakuer omgående planeten.
Update: Det er bekræftet: den fjerde er med. Evakuer omgående planeten.
E17 var placeret i en lille beholder med kurs mod K83. Alle bevægelses funktioner var sat på standby, men hans net-oplink og centrale intelligenscenter kørte stadig. Selvom E17s krop befandt sig i en lille beholder, befandt hans bevidsthed sig 200 meter derfra i et lille mødelokale, nærmere bestemt i en robot på 10 cm på et stort rundt bord. Robotten blev styret trådløst af E17, den havde både visuelt og audit in- og output. Der var 2 andre lignende robotter på bordet og ved siden af stod en mand i en lysebrun trenchcoat, han var ubarberet og havde en gammel cowboyhat på.
”Det var den besked vi opsnappede kort før vi gik ind på den anden jagtmark.” sagde Manden med cowboyhatten, der var bedre kendt som general Smith, den sidste menneskelige general der var aktiv på slagmarken. Han havde skaffet sig et ry som en frygtløs soldat der traf beslutninger per intuition, og det havde han intil videre haft stor succes med. Hans succes og popularitet havde skaffet ham en plads som den fjerde general, og den eneste menneskelige i den lille gruppe.
”Den anden jagtmark?” spurgte en af de 2 andre robotter på bordet uforstående. E17 foretog en hurtig skanning af robotten, det var ISS48 der styrede robotten. Intelegent Strategy System 48 var Kongerigets bedste strategiske AI og var det første medlem af de fire generaler. ISS48 eller ISS i daglig tale, havde for nylig modtaget en opgradering, men ved samme lejlighed havde den mistet nogle personligheds data og kunne derfor ikke længere forstå alle Smiths slang udtryk og talemåder.
”Han mener underverdenen.” forklarede E17 der havde meget erfaring med Smiths slang.
Underverdenen var en slags parallel dimension der i visse knudepunkter eller revner, løb sammen med vores dimension. Underverdenen var fyldte præcis det samme som vores egen dimension, men tid og rum går hurtigere på den anden side. Forskerne havde endnu ikke fundet et endegyldigt svar på hvordan det hang sammen, men faktum var at ved at krydse over og rejse igennem underverdenen kunne man krydse en halv galakse på 48 timer. Underverdenen var tom for levende væsner og planeter af betydning, derfor blev den også brugt som losseplads.
”De ved i kommer. Vil det ændre noget ved den nuværende mission?” spurgte den sidste robot på bordet med forvrænget stemme. Robotten blev styret at ”M” et kriminelt supergeni hvis identitet var skjult selv for de 3 andre. Ingen vidste med sikkerhed hvorfor han hjalp kongeriget, men hans strategiske evner havde vundet mangt et slag og han havde altid information om fjenden som ingen andre kunne komme i nærheden af.
”Nej.” svarede ISS prompte, vores styrke er stadig klart overlegen og vi vil ankomme til destinationen før beboerne kan nå at evakuere. Er du kommet frem til samme facit E17?”
E17 afsluttede sine beregninger og svarede: Ifølge M så er fjenden ledet af Meliaki fra Oriwa, han er kendt for at gå højt op i de civiles sikkerhed og på baggrund af disse informationer kan planen forbedres betydentligt.” E17 havde fået plads blandt de 4 på grund af en uhyggelig præcis evne til at udregne fjendes reaktioner på enhver situation, desuden var han leder af den sidste deling ECU-E enheder der havde fået tilnavnet pilespidsen. Alle planer og tegninger over ECU-E enhederne var gået tabt da ECU fabrikken på G59 sprang i luften for efterhånden mange år siden. På trods af at både F og G enheder var i produktion så havde de ikke samme kvalitet som den nu lille flok E enheder. En del af E enhedernes styrke var at de havde en personlighed, denne lille produktions fejl blev styrket og der blev vagt en patriotisk ånd i alle enhederne. Denne patriotisme for kongeriget, det sublime design og den fabelagtige træning havde skabt de mest frygtede soldater i de kendte galakser.
Officielt var E17 ikke indblandet i planlægning, men eftersom de 4 generaler var en privat klub og intet officielt havde med kongeriget at gøre, så var E17 alligevel blevet optaget og både ISS og M havde nok indflydelse til at ændre taktikker sådan at det var E17s planer der blev ført igennem og ikke planerne fra den tilfældige officer der eller skulle have ledet slagets gang.
”Et overflade foto af planeten har afsløret 9 klasse D rumskibe til at transportere den civile del af Pearl hvis en nødsituation indtræffer. ” E17 sendte et trådløst signal af sted og straks kom et hologram af planeten til syne, med en blinkende markør der hvor de store rumskibe var placeret. ”Jeg forslår at vi sender 20 IU’er (IU = Infiltration Unit) af sted før hovedstyrken så de er på planeten når vi ankommer med resten af styrken. Efter deres ankomst skal de uset skaffe sig kontrol over de 9 fly og når kampen så går i gang og de civile går ombord så tager IU’erne kontrollen over flyende og skaffer os dermed omkring 9,000 gidsler.”
”Med vores viden om Meliakis psyke virker det derfor sandsynligt at han vil overgive sig og kampstyrken imod frigivelse af gidslerne.” afsluttede ISS.
”En genistreg af en plan” sagde M i sin sædvanlige rolige forvrængede stemme.
Smith nikkede langsomt i erkendelse af planens genialitet og gik over mod døren. ”Jeg informere de rigtige personer, når vi ankommer, vil alt være udført sådan som planen nu lyder. Jeg må gå nu da jeg skal bruge noget søvn før slaget”
ISS lukkede straks sin robot ned og vendte tilbage til hvad den nu havde været i gang med at udregne inden mødets begyndelse. E17 og M blev tilbage i deres små marionetter.
”Endnu en genial plan.” sagde M, da E17 ikke svarede fortsatte han. ”Som planen står nu overlever der næppe nogen civile, du kender kongerigets politik omkring Pearl sympatisører. De vil alle sammen blive henrettet, bekymre det dem slet ikke?”
”Jeg er ikke programmeret til at bekymre mig om fjendens civile, jeg er programmeret til at sejre.” Med de ord trak E17 sig tilbage til sin rigtige krop og lod hans organisme gå i dvale.
”Aha” sukkede M’s stemme i robotten, mens den stirrede på E17’s livløse robot.
M’s robot var stadig aktiv da Smith få minutter efter kom ind i rummet igen. ”Havde du heldet med dig?” spurgte Smith alvorligt.
”Nej.” svarede M ”Jeg frygter at der ikke er meget tid tilbage, han snart vil bringe Kaos og frygt ind i kongeriget villigt eller uvilligt.”
”Måske skulle vi fortælle ham om det.” foreslog Smith.
”Nej, det vil kun fremskynde processen. Men der er stadig håb, ironisk nok afhænger kongerigets overlevelse af en fjendes intellegens. Mærk dig mine ord: det hele afhænger af Meliaki.”
Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen, og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned,” lød en stemme langt borte fra.
E17? Nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”Memory overload! All other systems lockdown”
Location:
System: 7,
Planet: G59,
Factory: 8E,
Time: 3575AD,
Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite Combat Unit Epsilon” er den 5. version af ECU modellen, og bliver regnet som en af de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer, hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hovedcomputeren, hvor den lærte at parere ordre, fik et indblik i universets historie, og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.
I år 2600 (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”Lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase, der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod, da de to raser mødtes, varede i 75 år, og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen, og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste, og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel, der gav dem magt og det tog dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”Kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre del af Kongedømmet var der stadig krig, for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I Kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene, men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod Kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt for at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke, og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium, havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på Kongedømmet.
Lige siden har Kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel, men hver eneste gang Kongedømmet havde besejret dem, genopstod de, som om intet var hændt.
Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget, og den første ECU E-drone enhed skulle gå i første række.
Part 2
Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU, kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECU’erne igennem tiden:
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed, han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget, så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip, der hele tiden bearbejdede de visuelle data og bevægelser. At skelettet var indoperet i et lig gav den fornødne balance til, at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed’s gode venner var officer i hæren, og da han kom på besøg og så Butler, regnede han hurtigt ud, at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst, og tre år efter blev de første ECU'er afprøvet. ECU’erne var lavet efter samme princip, men havde fået tilføget øget bevægelsesfrihed, balance, og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I 20 år blev ECU A’erne brugt uden, at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken, fordi de virkede udødelige, når de gik videre selvom, de fik sprunget stykker af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken, og den store forskel var, at der i stedet for lig, blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende, men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater, når en microchip styrede hjernen, og deres skelet var blevet forstærket. At de var levende gjorde, at de havde øget kontrol og bevægelsesfrihed. Deres eneste minus var, at de var sårbare, fordi kroppen kunne dø, skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Charlie var konstrueret i samme ”hylster” som ECU Beta, men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet, og en gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECU'er var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale, desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner, da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne, hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres teamwork, og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen, da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Epsilon bliver anset som værende noget af det mest avancerede teknologi, der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner, men er 75 % teknologi og kun 25 % organisk. De har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år, og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benene siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10 meter op i luften, og kan svæve i kortere tid ved hjælp af to små jetmotorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm, og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne, men man ved dog at ECU E, stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
Part 3
Location:
System: 17,
Planet: H37,
Da E17 blev aktiveret efter den lange flyvetur, var skibet i gang med at trænge igennem H37’s atmosfære. Der var kun en svag rumlen, da de gik gennem. Det var ikke som med tidligere tiders rumskibe, som blev rystet fra hinanden, og som næsten brændte op i atmosfæren. Dette blev undgået ved at fryse luften lige omkring skroget til is ved hjælp af flydende kvælstof. Rumskibet satte farten ned og landede blødt på den golde jord. En stor mekanisk arm greb fat i den blok E17 sad i og trak dem mod udgangen. Under flyveturen havde ECU’erne siddet i små beholdere, som var specielt fremstillet til Epsilon modellen, nu gik beholderne op, og halvtreds ECU'er rejste sig synkront. Gruppen marcherede ud af rumskibet og stillede sig på rad og række, E17 stod forrest og stirrede ud over, hvad der snart skulle blive en slagmark. Over for ECU’erne stod den mest bizarre hær, E17 nogen sinde havde hørt om: Aliens i alle afskygninger, de små, de grå, de mangearmede og dem der til forveksling lignede mennesker bortset fra ansigtet eller psyken. Og nu stod de der på ræd og række dårligt udrustede og skræmte, hvis E17 havde været programmeret til det, ville han nok le i denne situation. Det var jo latterligt, ville han tænke, nogle af dem brugte stadig våben lavet af metal. Allerede imens ECU Alfa blev produceret, blev et nyt stof opfundet: Simetra! Det var et stof, som man først fandt på Mars og siden mange andre steder, simetra var hårdt som stål, men havde ingen af de fysiske egenskaber, som normalt metal har; det var ikke elektrisk ledende, det kunne ikke opløses i syre og frem for alt, var det ikke varme ledende. Det gjorde det til det perfekte stof at lave våben af, da der ikke var nogen chance for, at geværet ville overophede, da alt varmen strømmede direkte igennem og ud i luften. Alle E tropperne brugt desuden helt nye projektiler: de var lavet af Simetra, og de havde et halvt milligram pluton monteret på spidsen. Pluton var et yderst sprængfarligt grundstof, der blev udvundet i et sort hul. Når et sort hul havde suget nok energi til sig, begyndte den at udskille dette dybt sorte stof, som sprang i luften ved kontakt med fast materiale. Det lykkedes dog forskerne at holde det i ro med et kraftigt magnetisk felt, men i den form var det alt for ustabilt til at blive brugt i militæret, og det tog 4 år, før forskerne fandt den rigtige blanding af pluton, magnesium og to andre klassificerede stoffer, så plutonet blev stabilt og kunne opbevares uden risici. Men når plutonet i spidsen af kuglen ramte sit mål, sprang det i luften inde i kroppen og lavede en enorm ravage. Det var 10 gram af ufortyndet pluton, der drev E17 og de andre Epsilons.
Som de to hære stod der ovre for hinanden, faldt E17’s processor over den slående lighed mellem denne scene og den amerikanske uafhængigheds krig, både opstillingen og motiverne var de samme. E17 slog memory sektionen fra og løsnede det første skud på ordre fra højeste sted.
Langt derfra sad en enlig alien på 84 år, men som aldrig havde lignet andet end en 6 årig, i en lille beholder dybt under jorden. Hun grinte stille, trykkede på knappen og håbede at det næste liv ville blive bedre
Part 4
Skuddet ramte perfekt og flåede et kæmpe hul igennem den firearmede allien fra planet F19. E17 følte hverken glæde eller angre, da allienen sank om i en blodpøl, sådanne følelser var ubrugelige på en slagmark. Det ene skud og det ene dødsfald slog rebellerne ud af deres trancelignende tilstand og ind i en rus af blod, død og ødelæggelse.
Den dag blev der skrevet historie, en historie, som aldrig ville finde vej til Kongeriget’s beboere, men den dag var den vigtigste i mange år. Det var den dag, Kongeriget slettede endnu en PEARL base fra landkortet…
Det var dette, E17 var programmeret til: dansen med døden. E17 fyrede løs og lagde fjender ned som ingen anden, hvert eneste skud ramte og flåede en ny mand til jorden. Der var noget, der var forkert, beregnede E17 chip, imens resten af maskineriet koncentrere sig om kampen. Oplysningerne fortalte om en base med avanceret kampudstyr, og en hær der var langt større end denne.
Et baghold måske? Nej (sandsynlighed: 20 %), stedet var for åbent til et effektivt baghold.
E17 tog geværet i højre hånd, da en fjende kom for tæt på, og samtidig blev hans venstre underarm splittet i tre, og en enorm stikflamme stod ud af den nu synlige flammekaster. Fjenden brændte op i løbet af få sekunder, hvorefter armen lukkede sig igen, og E17 genoptog skyderiet.
Blev den virkelige styrke gemt til et afgørende tidspunkt, hvor den kunne sendes ind uden varsel? Nej (sandsynlighed: 10 %) for denne mulighed. Der var simpelthen ikke plads til at gemme en så stor styrke.
Et bombardement? Måske (Sandsynlighed: 45 %), men PEARL ville næppe risikere at springe deres egne tropper i luften.
En afledning? Meget muligt (sandsynlighed: 78 %), men en afledning fra hvad?
I løbet af 3,6 sekunder havde E17 delt sine ”tanker” med resten af E’erne og modtaget svar igen.
8 % havde ikke svaret.
25 % var kommet til et andet resultat, men
67 % mente at det var en afledning for at dække over et angreb.
… og kongeriget led sit første nederlag, siden ECU Alfa blev sat i produktion.
Planen var ligeså simpel som den var genial:
Trin 1:
Oplysninger blev lækket om en ”hemmelig” PEARL base,
Trin 2:
Kongeriget sender sine nye ECU'er ud for at destruere PEARL basen,
Trin 3:
Angreb på G59
Trin 4:
H37 springes i luften
Få timer efter ECU’erne havde forladt G59, blev planeten ramt af en mindre meteor regn. Det skete regelmæssigt på planeten, så der var ingen panik eller problemer. Kun tre meteorer trængte gennem atmosfæren, og to af dem blev hurtigt fundet, målt og indsamlet. Men den sidste meteor var ingen steder at finde. ”Meteoren” havde i virkeligheden været et minirumskib, der var designet til at begrave sig dybt i jorden, når den ramte overfladen. Derefter gravede rumskibet med dens passager sig ned i undergrunder med enorm fart, indtil den fandt, hvad den ledte efter en lille magma lomme, der lå lige under fabrik nummer 8E.
Eksplosionen, der blev udløst af den lille pige, satte en kædereaktion i gang, som medførte, at en enorm mængde magma blev tvunget mod overfladen.
Det tog ECU’erne ca. 1 time at besejre fjenden og underrette deres foresatte om deres mistænksomhed, den blev dog fejet til side med en ordre om at koncentrere sig om kampen. Kort efter kampen var slut, sprang H37 i luften. Kun tre delinger af ECU’erne var på nået væk fra planeten og i sikkerhed
Controlled part 5
Lucarad gik ned af den beskidte gade med afslappede skridt, det her var trods alt hans hjemmebane, eller det var vel rettere deres hjemmebane. At Lucarad hørte hjemme her, i industri området, ville man nok ikke lige gætte på. En høj, slank og elegant herre i et kridhvidt jakkesæt og med matchende hat. Lucarad gik ind gennem en røgfyldt gyde og åbnede en lem i gulvet. Han sprang ned i hullet, landede i et lille tomt rum og lukkede lemmen, før han åbnede den skjulte dør i hjørnet. Lucarad trådte ind i et stilfuldt indrettet lokale med behagelige og smukke stole og borde.
Lucarad huskede første gang han var trådt ind i dette lokale for at snakke med hans arbejdsgiver.
Han havde i længere tid arbejdet for dem i det små, men det var første gang at han rent faktisk så bossen i virkeligheden. Bossen var ingen ringere end Al Pocane den største mafiaboss i 1930, han sad der med sin cigar og forlangte at Lucarad skaffede den berømte perle ”Black Star”. Det var et trick, når man har arbejdet med kriminelle i et par år, så er det tydeligt, at det er et trick. Og det var lige hvad Lucarad havde, han var startet med at fange de små fisk, dem der bare ville have lidt flere penge eller forsøgte at få fat i et illegalt våben. Men han var hurtigt steget i graderne og var nu i en alder af 25 en af de bedste folk i felten. Lucarad var gået undercover for at optrævle Al Pocanes netværk. Det havde taget ham et helt år at nå dertil, hvor han skulle skaffe Black Star. En typisk test, bed den nye gut om at skaffe noget han umuligt kan få fat i på egen hånd, og se hvordan han klarer det. Skaffer han perlen, har han formentlig fået hjælp og er muligvis strømer, og nægter han at udføre jobbet, er han intet værd. Tricket var at forsøge, komme tæt på målet og så fejle. Det var præcist hvad Lucarad havde gjort, og familien havde derefter taget imod ham med åbne arme som deres nye ”samler”. En samler skulle kunne skaffe stort set alt, og det kunne Lucarad, så derfor var han nu i kridthuset ved den største gangster i 1920.
Lucarad gik forbi barren, sagde hej til bartenderen og satte sig i sin sædvanlige stol. Lucarad sad der og ventede i cirka tyve minutter før en lille klokke signalerede, at han kunne komme indenfor. Lucarad gik igennem forhænget og kom ind i et mørkt rum, hvor Pacone sad og nikkede Lucarad over mod stolen over for ham. Lucarad satte sig og studerede som sædvanligt Pacones ansigt for et tegn på, hvad han ville, men i dag var det umuligt at regne ud, han var helt lukket og virkede mere stresset end normalt.
”Lucarad,” sagde Pacone, ”du har arbejdet for mig i et helt år og skaffet bedre resultater end nogen anden. Derfor har jeg besluttet, at du skal indtræde i rådet.”
Rådet var de personer, der styrede alt kriminalitet i 1920. De bestod af en repræsentant fra hver af de fire familier.
Pacone tændte en cigar og sagde: ”Velkommen til Perlen.”
Lucarad smilte, men det var ikke det smil man forventer at se fra en mand, der lige havde fået det enhver kriminel drømmer om, det var et smil som en slange, der langsomt, men sikkert havde kvalt sit bytte og endelig kunne høste frugten af sit slid. Lucarad trak en lille gammeldags bombe frem og tændte lunten.
”Hvad har du gang i,” råbte Pacone og sprang op ad stolen.
Lucarad svarede ikke men smed bare bomben op i luften, to års slid og så blev det endelig bekræftet, Pacone var en del af det mystiske PEARL. Da bomben sprang, var det ikke en stor eksplosion, i stedet væltede det ud med flag, og elektriske impulser, der knockoutede bossen og alle i hans mailboks.
Lucarad trak VC headsettet af og vente til bage til den virkelige verden.
Part 6
Hvis man søgte efter ”1920” på ”Logeog” (Internettets største søge maskine) i år 3590 ville man få flere resultater end der var URL adresser i år 2007.
Her er et af de mange resultater:
Søg:1920
1920 er blevet kaldt ”tidsalderens største online spil” og er udviklet af spilfirmaet Zilbzard. Spillet foregår i 1920’ernes New York på planeten jorden. Spillet går i alt sin enkelthed ud på at danne sig et liv i New York, om man vil forsøge sig som gangster, politimand eller bare helt almindelig arbejder er helt op til en selv. Der er ingen missioner eller mål, som man skal nå, kun dem man selv sætter. Da 1920 udkom for næsten et årti siden, var det et utroligt hit fra starten, og brugerbasen voksede hurtigt til flere billioner, hvilket gjorde at der blev oprettet ufatteligt mange servere, der alle stadigvæk her ti år efter er fyldt til renden. Der er to måder at styre spillet på den ”billige”, hvor man med et VC headset og en speciel handske på hver hånd styrer ens person. Og den dyre, som ifølge de erfarne spillere, er den bedste måde. Skal man spille 1920 på den ”rigtige” måde, kræver det at man køber en speciel tank fyldt med en gele lignende suppe, der overføre spillerens bevægelser til ens karakters bevægelser, går spilleren i tanken, går ens spilfigur. (tanken koster i gennemsnit 500 tusinde dollars) Suppen reagere på elektriske impulser, der kan give dele af suppen forskellig konsistens. Gulvet bliver således givet en konsistens, så det føles som om man går på beton, træ, tæppe, eller hvilket underlag man nu går på. Der hvor der i spillet er luft vil suppen ikke kunne føles og den modstand der normalt er i suppen kan ikke føles. Den visuelle del og lyd delen får man igennem et headset. Bliver man ramt af et slag, spark eller lignende, kan man også føle det. Eventuelle skud- og stiksår kan man føle som elektriske stød, der hvor man bliver ramt.
Dør man i spillet er ens karakter død, skal man starte fra grunden igen. Da der i spillet ikke er nogen levels er det kun ens egne færdigheder og de våben man eventuelt finder der tæller. For at gøre spillet endnu bedre, kan man købe specielle pakker, som indsættes i maskinen/beholderen. Denne pakke indeholder næringsstoffer og sætter desuden hjernen i en søvnlignende tilstand, på en måde bliver de mad, og søvnmæssige problemer løst imens man spiller, dette er uden bivirkninger eller tab af koncentration.
Kun to spillere har spillet 1920 i længere tid uden at dø. Den ene er Al Pocanes, den mest berygtede Mafiaboss i 1920.
Den anden, som nok er den mest kendte spiller i 1920, er vampyren Lucarad, han startede ud som Admin, hvor han med stor succes fangede flere hackere (folk der prøver at sabotere spillet), crackere (folk som skriver nye koder i spillet) og andre der brød reglerne. Senere blev han politiets stærkeste kort i at optrævle den organiserede kriminalitet, som der var overalt i 1920. Siden at Lucarad blev kendt, har utroligt mange nye karakterer i spillet taget navnet Lucarad, det har medført en tvivl om, hvem der er den ”ægte”. En ting man ved om ham, er at han kun spiller om natten, hvilket har givet ham tilnavnet vampyren. På grund af at så mange har taget navnet, har Lucarad ikke haft behov for at skifte sit brugernavn for at forsætte sit job. Lucarad spiller spillet med en af de før nævnte tanke som han vandt i en konkurrence.
Update
Det er netop blevet bekræftet, af en af vores kontakter, at Al Pocane er død, efter sigende blev han dræbt af Lucarad, der ifølge vores kilder har arbejdet undercover og var kommet helt til tops i hierarkiet uden at nogen havde fattet mistanke. Om det virkelig var Lucarad er stadig uklart.
Part 7
Lucarad steg langsomt ud af tanken, hans tøj var fuldstændig tørt, da suppen ikke var våd, som man skulle tro. Lucarad kiggede ned af sig selv og fejede en klat suppe væk fra sin skulder. Lucarad stod i sit favorit sæt tøj: et klassisk hvidt jakkesæt, der ikke havde så meget som en fold, der ikke skulle være der. Hans sko var blanke sorte sko, som passede perfekt til tøjet. Han lignede i det hele taget en lidt yngre udgave af hans person i 1920. Håret var sort, kortklippet og sad en smule uordentligt, men det lod Lucarad sig ikke mærke af, da han forlod rummet hvor tanken stod. Han gik ud i et fint møbleret rum, som indeholdt både køkken og stue. Lucarad gik hen mod køleskabet, samtidig med at han tændte for radioen. Så tog han en flaske rødvin ud og åbnede den, mens den klassiske musik fra radioen strømmede ud mod ham. Lucarad valgte et glas og satte sig i sin yndlings stol, det var den store røde. Lucarad sad og drak rødvin, mens han betragtede den stue han var så stolt af. Alle møblerne var købt fra et museum, der var gået fallit. Når Lucarad betragtede sin lille lejlighed, var han stolt, hvis en anden person havde betragtede hans lejlighed, så havde de nok været knap så begejstrede. Nu til dags havde enhver femogtyvårig en hypermoderne lejlighed spækket med gas skærme (en speciel gas udsættes for elektrisk stød der får den til at skifte farve og give et hyper skarpt billede), der kun er fire centimeter tykke, for ikke at snakke om radioer, der sendte lyden på en frekvens, som kun kunne høres af dem, der ville høre det. Desuden ville de nok væmmes over det glas rødvin, som Lucarad var i gang med at drikke, kun få unge mennesker/aliens kunne lide rødvin, desuden fandtes der nemmere måder at blive fuld på. Spiritus var omkring år 2300 blevet reduceret til noget gamle mennesker nød på en stille søndag, i stedet var inhalatorer kommet på mode og var blevet der. En inhalator er et lille apparat med en lille flaske der indeholdt en opkvikkende væske, f.eks. koncentrerede hormoner (øger, ifølge tests, sexlysten hos et levende individ med 682 %). Kun en producent af rødvin var tilbage på markedet. Producenten hed Dota, og producerede høj kvalitets rødvin til en lille gruppe personer, der ved første øjesyn intet som helst havde tilfældes.
Lucarad rejste sig op tog flasken, som han allerede havde tømt, og smed den i skraldespanden. Nede i skraldespanden blev flasken analyseret, kategoriseret og sendt gennem et sirligt rørsystem til den rigtige genbrugsstation. Alt imens den tomme rødvinsflaske tog på eventyr, gik Lucarad hen til sin hoveddør. Lucarad åbnede døren og trådte ud i et lille rum, der kun indeholdt en kapsel, der var lidt stører end Lucarad selv, kapslen var fuld af den samme suppe, som hans 1920 kapsel var. Denne kapsel var en del af det mest brugte transportsystem i galaksen, TC4 (Transport Capsules 4).
Systemet går ud på at hver indbygger på planeten har sin egen mini kapsel station, når brugeren går ind i sin kapsel og indtaster sit bestemmelsessted på et lille panel, bliver kapslen affyret mod den nærmeste mellemstation, der bliver den grebet i en kunstig vortex, der sikrer en sikker landing. På mellemstationen bliver kapslen skudt videre mod bestemmelsesstedet, hvor en anden vortex griber kapslen, som så åbner og passageren kan forlade kapslen. Hver station (privat eller offentlig) skaber en vortex for at gribe kapslerne og mindst tre ”gæste” parkerings pladser, så eventuelle gæster ikke ramlede ind i den allerede parkerede kapsel. Der var, i de syv år systemet havde været i brug, ikke været et eneste uheld.
Lucarad havde allerede indtastet sin destination og kapslen blev affyret. Efter 2,38 sekunder blev kapslen gennemrusket, da den blev fanget af vortexen. Suppen, som kapslen indeholdt, fjernede langt de fleste vibrationer og stød, så selvom Lucarad lige havde bevæget sig over 500 meter på under 3 sekunder, havde han kun mærket små vibrationer i kabinen. Da kapslen landede i mellemstationen i ca. et halvt sekund før den blev kørt til den rette affyringsrampe. Efter affyringen fløj kapslen ca. 8 kilometer på 10 sekunder og landede derefter ved Jufanira’s (4 planet i det 18 solsystem) mest berygtede politistations personale indgang.
Part 8
Det var altid det samme syn der mødte en, når man steg ud af kapslen til Jashiri politistation. Kriminelle i alle aldre, der blev ført, trukket eller slæbt, hen mod cellerne. Det var mest mennesker, der var kriminelle på Jufanira, alene af den grund, at der ikke var mange aliens på Jufanira. Mens Lucarad gik over perronen og ind ad gangen til sit kontor, blev han genkendt af stort set alle, han var heller ikke til at overse i hans jakkesæt. Alle andre gik i tætte latex dragter, der var udstyret med kølesystemer, skudsikre veste, pistolholdere og hvad en politimand nu ellers havde brug for. Der var dog kun få, der hilste på ham, Lucarad var dog ikke overrasket, han havde været meget vellidt for et år siden, men her på det sidste var folk begyndt at se ham som lidt af en doven nar, men det var jo hvad man kunne forvente. Som fireogtyvårig havde Lucarad fået stillingen som kriminalinspektør, og han blev spået, at han hurtigt ville stige i graderne igen, men her et år efter havde Lucarad kun haft elleve sager, og på trods af at de alle var blevet løst hurtigt og retfærdigt, så var han ikke steget i graderne. Men Lucarad var ikke overrasket, der var jo love om den slags, lige meget hvor mange sager han løste, ville han aldrig stige i graderne. Lucarad gik ind på sit lille kontor, det indeholdt et lille skrivebord af egetræ (en gave fra politiets chef, i anledning af at han blev udnævnt til kriminalinspektør), en PC med holografisk skærm, en behagelig kontor stol og et lille køleskab. Lucarad satte sig i stolen og tænkte over hele ideen med denne politistation, der var ikke en eneste kriminel over 400 meters højde på Jufanira, og alle anstændige borgere boede mindst 500 meter over jorden. Sådan var det, fordi selve planeten Jufanira udskilte giftige gasser, der gjorde det farligt at opholde sig ved jorden. Derfor var alle bygninger enorme højhuse, hvor de nederste 400 meter var bare beton vægge. De eneste, der boede dernede, var fattige mennesker og kriminelle, og Jashiri var planetens eneste politistation der havde opgaven med at holde ro og orden på jorden. Det var latterligt, de kunne ligeså godt anholde alle der boede på jorden, men sådan gjorde man ikke. Nej i stedet hev man en tilfældig person med op hver eneste gang man opdagede en myrdet person på jorden, og så bankede man simpelthen bare vedkommende indtil han tilstod mordet. En der var kommet langt med den teknik var Fyruf, der var blevet kriminalinspektør ved at tæve tilståelser ud af uskyldige overflade beboere. Lucarad sad lidt og lyttede til Fyruf, der havde kontor lidt længere henne ad gange, eller rettere lyttede til Fyruf’s seneste mistænkte, der skreg af smerte. Lucarad derimod klarede sig ved at indsamle en række vidner, skønt kun få af dem havde lyst til at snakke med ham, og så ellers udskille deres løgne fra udsagnene, og derved regne ud hvem den skyldige var. Lucarad gik over til køleskabet og tog en flaske rødvin ud. Da han satte sig i stolen igen, trak han vinen op og hældte et glas op til sig selv. Lucarad drag indholdet og mærkede straks, hvor godt det gjorde ham. Lucarad kom til at tænkte på nattens begivenheder i 1920, ”velkommen til Perlen” havde han sagt. De ord havde fået alting til at give mening, Lucarad havde fået til opgave at komme ind på livet af Pocane, når han så kom tæt ind på ham skulle han finde et bevis. Et bevis på hvad? Havde Lucarad spurgt, men den anonyme arbejdsgiver havde blot sagt, at det ville han vide, når han så det. Det Pocane havde sagt, var et klart bevis på at han tilhørte PEARL organisationen, og siden Lucarad’s arbejdsgiver var en fra Kongedømmet, så var det helt tydeligt, at PEARL referencen var det bevis han skulle finde. Bomben, som Lucarad havde smidt, var egentlig bare en mekanisme, der lokaliserede brugerne og neutraliserede dem, Lucarad havde selv givet den bombe formen for sjovs skyld. Men hvis nogen af Pocane’s mænd regnede ud, at det var Lucarad, der havde forrådt dem, og det ville de uden tvivl, så var Lucarad muligvis i fare. Lucarad tømte glasset og hældte et nyt op.
Nå der var vist ingen grund til at blive her længere tænkte Lucarad, da han tre timer efter havde tømt sin tredje flaske vin. Lucarad gik ud mod sin kapsel, endnu en dag var gået uden nogen sager, det var der ikke noget nyt i. Lucarad gik ind i suppen og trykkede på knappen, der sendte ham hjem, kapslen blev affyret og på de sædvanlige 10 sekunder kom Lucarad til mellemstationen.
”Hvad nu?” tænkte Lucarad forundret, da kapslen bevægede sig i den modsatte retning af, hvad den skulle og det i over 5 sekunder, så blev kapslen affyret igen, mens Lucarad’s hjerne arbejdede på højtryk. Der var ingen af de destinationer, som Lucarad havde programmeret ind i kapslen, der ville gøre brug af en affyring i denne retning. Lucarad kunne kun se to mulige forklaringer, enten var der sket en fejl i systemet, hvilket formentlig ville føre til at kapslen hamrede ind i en mur, eller også var der nogen der havde omdirigeret kapslen, og det kunne næsten kun være PEARL. Lucarad tog en hurtig beslutning og trykkede nød knappen i bund. Da Lucarad trykkede knappen i bund, reagerede kapslen prompte ved at sende et elektrisk stød ind i Lucarad, stødet tvang Lucarad's krop til at indtage fosterstilling. Da Lucarad ufrivilligt havde indtaget fosterstillingen, blev suppen hård og uigennemtrængelig, under Lucarad åbnede bunden sig og den nu faste suppe med Lucarad i røg ud igennem bunden af kapslen. Lucarad forsvandt ned i dybet, mens kapslen landede i en fremmed havn.
Part 9
Kapslernes sikkerhedssystem var bygget sådan, at når man skød sig ud af kapslen, ville suppen blive klæbrig og automatisk klæbe sig til vægge i nærheden, og derved stoppe faldet. Desværre havde Lucarad skudt sig ud i et forholdsvis tomt område, så da suppen endelig kom tæt nok på en væg til at klæbe sig til den, havde den for alt for meget fart på. I stedet for at stoppe, nærmest trillede suppen ned af væggen og ramte jorden med små 60 km i timen, suppen tog dog det meste af slaget, så Lucarad kom stort set ikke til skade. Det tog Lucarad ca. 5 minutter at kæmpe sig ud af suppen, og da han endelig kom ud, stod han overfor et nyt problem eller rettere fem! Foran Lucarad sad fire mænd på store sten og murbrokker og kiggede ned på ham, lidt tættere på stod en kvindelig kateria med ildrød pels og kiggede ondskabsfuldt på Lucarad. Kateria var en race af katte lignende væsener, der gik på to ben og var lige så intelligente som mennesker. Deres anatomi var meget lig menneskers, deres forpoter fungerede præcis som menneskers arme, deres hænder lignede menneskehænder (dog med let pelsbeklædning.), deres fødder var dog udformede som kattepoter, de kvindelige havde blandt andet bryster, der var meget lig menneske kvinders, og de formerede sig også på den samme måde som mennesker. De var meget hurtige løbere var yderst adrætte, og mange af dem nærede et dybt had til mennesker. Grunden til dette had var at rige mennesker holdt af at bruge unge kateria’er som kæledyr, de unge katerianere fik så en indsprøjtning, der hæmmede deres mentale vækst og gjorde dem dermed bedre egnede som kæledyr. Lucarad havde altid ment, at det var respektløst og fuldstændig uanstændigt, men det var ikke noget, som han havde mulighed for at ændre.
”Hvad har vi så her?” spurgte katerianeren hånende, mens Lucarad lå udmattet på jorden, at komme ud af suppen havde været hårdt arbejde. ”Et overklasse menneske på afveje?”
Her ville andre personer måske have fortalt, at de var fra politiet, og at katerianeren ville få problemer, hvis der skete noget med dem. Men så dum var Lucarad ikke, havde han sagt det, ville hun uden tvivl have slået ham ihjel på stedet, de fleste ”løsrevne” katerianere havde ikke meget tilovers for ordensmagten.
”Jeg passere bare igennem,” pustede Lucarad fra sin position på jorden.
”Jeg er bange for at du tager fejl, menneske!” spyttede katerianeren, ”du går ingen steder.”
Først nu lagde Lucarad mærke til at hun stod med et jernrør i hånden, og at de fire andre mænd også var bevæbnede med jernrør. Hvis ikke situationen havde været så alvorlig, var Lucarad nok brudt sammen af grin, en gruppe bøller der overfalder et enligt offer med jernrør, kunne det blive mere kliche?
”Hør her jeg vil jer intet ondt. Jeg har bare været ude for et uheld, og hvis I bare vil gå til side så skal jeg nok forsvinde herfra.”
Reaktionen var den ventede, latter. Fem personer høj grinede, som om Lucarad lige havde fortalt en morsom vittighed, men det var også meningen. Mens de grinede, kom Lucarad på benene og fik overblik over situationen. Mur bag ham, en bunke af sten, jord og ragelse på venstre side, det samme på højre side, plus fire slyngler, foran ham var der en åbning, med en vred kateria i midten. Satans, Lucarad kunne ikke have fundet et værre sted at falde ned, ingen mulighed for flugt, overhovedet.
”Tror du, at du kan kommandere med os, som du kommandere med mine slægtninge i dit slot mellem skyerne?”
”Faktisk, er jeg imod hele idéen med at holde dine artsfæller som slaver.”
”Nå så det er du? Godt for dig.”
”Betyder det, at jeg må gå nu?” spurgte Lucarad uden nogen form for tro på, at han rent faktisk måtte gå.
”Nej det gør det desværre ikke, kom så drenge vi tager ham.” De fire andre rejste sig og slog ring omkring Lucarad.
Lucarad ville sikkert være blevet dræbt der, hvis ikke at et skud havde lydt, og den kvindelige kateria var faldet forover med et pænt rundt hul igennem hovedet.
”Så er det vist på tide at I skrider drenge,” lød en rå kvindelig stemme oppe fra en af jordbunkerne.
Lucarad og de fire overfaldsmænd kiggede op og så en anden kateria sidde på toppen af den 5 meter høje jordbunke. Hun var iført en stram lædervest, som lignede noget, der var blevet brugt i hæren, og en par slidte cowboy bukser. I hånden holdt hun en rygende pistol af stor kaliber, mens hun kiggede ned på de forbløffede handyr under hende. Hendes pels var grå, og hendes øjne var grønne, Lucarad havde ingen anelse om, hvorfor han lagde mærke til alt dette lige nu, men et var sikkert: hun var forbandet farlig.
”Skrid drenge eller I får en kugle i hovedet,” sagde hun køligt og de fire mænd tog straks flugten, da Lucarad ville forsvinde, forlangte hun dog, at han skulle blive, hvor han var. Hun kommanderede ham hen til væggen, mens hun langsomt steg ned fra jordbunken, og gik hen til liget af den anden kateria. Hun sørgede hele tiden for at holde pistolen rettet mod Lucarad, selvom hendes hånd dog virkede noget urolig, langsomt gennemrodede hun liget, indtil hun fandt, hvad det var hun ledte efter, et lille glas med en ulæselig mærkat og en enkelt pille i. Hun så hurtigt på glasset, bed derefter låget af glasset, med sine sylespidse hjørnetænder og slugte så pillen. Hendes hånd blev langsomt mere rolig og Lucarad gættede på at hun var stofmisbruger af en eller anden art, nu vendte hun igen sin fulde opmærksomhed mod Lucarad og spurgte:
”Hvem er du så? Og hvad laver et overklassemenneske som dig her på overfladen?”
”Mit navn er Lucarad, og jeg var ude for et uheld så jeg blev tvunget til at nødlande her.”
”Lucarad, siger du? Der kan man bare se, en politi inspektør der nødlander på overfladen.”
”Hvordan vidste du at jeg var i politiet?” spurgte Lucarad forundret, ”det har jeg ikke nævnt.”
Hun smilte skummelt. ”Jeg ved lidt af hvert. Men sig mig inspektør, hvad planlægger du at gøre nu?”
”Jeg vil bare op igen så hurtigt som muligt, hvis du lader mig gå, så skal jeg nok lade være med at melde det, der er sket.”
”Ha! Du tror du kan komme op? Du har ikke en chance, jeg tvivler på, at du ved, hvor man kan komme op, og jeg tvivler endnu mere på, om du kan finde derhen.” Hun pegede stadig pistolen mod Lucarad, men han følte dog at faren var drevet over for en stund. Men hun havde ret, Lucarad havde ingen anelse om, hvordan han skulle komme op igen, det eneste sted han vidste man kunne gøre, det var ved politistationen, men den var mange kilometer væk, og i denne labyrint af højhuse ville han ikke finde den, om han så ledte i flere år.
”Nu skal du høre,” sagde katerianeren, der også havde brugt tiden til at tænke lidt, ”jeg slår dig ikke ihjel.”
Hun lod hendes pistol hånd falde og satte pistolen i et hylster på ydersiden af hendes lår.
”Du lader mig gå?” spurgte Lucarad forbløffet.
”Mere end det, jeg vil hjælpe dig. Med min hjælp er du tilbage mellem skyerne på ingen tid.”
”Og hvis jeg ikke vil have din hjælp?”
”Så bliver jeg nød til at skyde dig.”
Hun var fuldstændig kold da hun sagde det og Lucarad var ikke i tvivl om, at hun rent faktisk ville gøre det, desuden kunne han godt bruge en guide.
”Okay så modtager jeg gerne din hjælp, men hvad vil du have til gengæld? Jeg tvivler på at du gør det for hyggens skyld”
”Det eneste jeg vil have til gengæld, er at du sletter min straffeattest, og at du hjælper mig i gang med et anstændigt liv oppe i byen.”
Hun kiggede længselsfuldt op med byen over dem mens hun udtalte de sidste ord.
”Det lyder fair nok,” nikkede Lucarad efter en kort tænkepause, ”hvis du får mig op herfra, kan du vinke farvel til, hvad end der står på din straffeattest, du kan endda bo i min lejlighed, indtil jeg finder et andet sted, hvor du kan bo.”
Nogle folk ville måske mene, at det var galskab, det Lucarad havde gang i. Men Lucarad havde altid haft en vis evne til at fornemme fordærv i folk, og det lod ikke til, at der var noget fordærv i hende her, hun var bare en kateria, der alt for tit endte på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Katerianeren lyste op. ”Godt vi er enige, mit navn er Ritai rart at møde dig.”
Ritai gav en forbløffet Lucarad hånden, aldrig havde Lucarad mødt en hvis humør var skiftet så hurtigt, fra mordtrussel til håndtryk på 15 sekunder.
Ritai’s katteører stod lige pludselig lige op i luften, og hun sagde.
”Vi må se at komme af sted, de fire fra før kommer tilbage, og de har deres venner med.”
Lucarad kunne ikke høre noget, men han vidste, at katerianernes hørelse var meget bedre end menneskers.
”Denne vej,” hviskede Ritai og spurtede gennem åbningen, tæt forfulgt af Lucarad der stormede efter hende.
”Det var pokkers,” tænkte Ritai, da hun så at Lucarad fulgte med uden problemer, aldrig før havde Ritai mødt et menneske, der kunne følge med hende, når hun spurtede, som hun gjorde nu. Sammen spurtede Lucarad og Ritai ind imellem to bygninger og ud af syne. Lidt efter ankom tolv mand med jernrør til det sted, hvor Lucarad var styrtet ned, men da hverken Lucarad eller Ritai var der, måtte de gå tilbage uden at have fået hævn.
Part 10
Lucarad og Ritai løb i godt tyve minutter, Ritai førte an, da Lucarad ingen anelse havde om hvilken vej de skulle. Efter de tyve minutter satte Ritai farten ned, og hun førte ham hen til en stor bunke sten. Ritai skubbede en stor sten til side, og det afslørede et hul, der lige akkurat var stort nok til, at Lucarad og Ritai kunne komme igennem det, Ritai kravlede hurtigt igennem det, og Lucarad fulgte efter, dog med noget mere besvær. Da Lucarad var kommet igennem, nåede han lige at se, at de var i en slags hule, før Ritai trak stenen for igen og det blev bælgmørkt.
”Lige et øjeblik,” sagde Ritai et sted i mørket, og Lucarad kunne høre, at hun rodede med noget lidt væk. Så kom lyset igen, Ritai havde tændt en enlig elpære, der hang ned fra loftet i det lille lokale. Lokalet var rundt og havde en diameter på godt og vel fire meter, Der var et par jernstole i rummet, et lille bord, et gammeldags køleskab og en lille bålplads i midten.
”Jeg fandt hulen her for et par måneder siden, den lader til at være hugget direkte ud af huset, som jo er massivt beton hernede. Der hang nogle ledninger ned igennem taget, så derfor kan jeg have lys tændt, og det ser man ikke mange steder hernede. Jeg fik også fat i et køleskab for nyligt, så nu kan jeg gemme det mad jeg finder.” Ritai gik rundt i lokalet og kærtegnede væggene mens hun talte. ”Det har været mit hjem siden jeg fandt det.”
”Hvor boede du før?” spurgte Lucarad.
”Rundt omkring, Jeg arbejdede lidt ovenover for nogle skumle typer og boede så ved dem, men ellers har jeg ikke rigtig haft noget fast sted.” Ritai fandt nogle hvide klodser og smed dem over på bålpladsen.
”Hvor pokker har du fået fat i de klodser?” udbrød Lucarad chokeret, da han så klodserne, ”det her er brændstof fra hærens rumskibe.”
”Der kan man bare se,” sagde Ritai og satte ild til dem, ”der styrtede en container fyldt med dem ned for et par måneder siden. Jeg fik hugget et par hundrede af dem, før der kom nogen og hentede containeren. De brænder i flere timer, og der kommer næsten ingen røg fra dem.” Varmen fra bålet bredte sig langsomt i hulen, og Ritai fandt to stykker kød spiddede dem på nogle jernstænger og hang dem lidt over bålet, så de langsomt blev stegt.
Efter et stykke tid tog Ritai de nystegte bøffer ned fra spiddet og rakte Lucarad den ene af dem. Lucarad sad lidt og stirrede på sin bøf, imens Ritai var gået i gang med at fortære sin egen. Hun flåede stykker af den med sine stærke, skarpe hjørnetænder, Lucarad stirrede bare på sin bøf, da Ritai lagde mærke til det spurgte hun ham hvorfor han ikke spiste noget.
”Jeg kan ikke tåle det,” svarede Lucarad stille.
”Hvad?” grinede Ritai, ”får du udslet eller sådan noget?”
”Nej,” svarede Lucarad hårdt, ”hvor lang tid tror du det tager at komme op?” spurgte Lucarad for at skifte emne.
”3-4 dage, vil jeg tro”
”4 dage?! Det er alt for lang tid, kan vi ikke bare tage hen til politistationen og komme op den vej?”
”Nej det kan vi ikke, dem der angreb dig styrer det kvarter. De har en mindre hær i det område, hvis vi vil over til politistationen i live, skal vi uden om deres område, og det tager mindst en uge. Hvorfor er det egentlig for lang tid? Har du noget du skal nå?”
”Hvis jeg ikke er hjemme om fire dage så dør jeg.”
Ritai troede først at det var en joke, men da han så Lucarad's ansigts udtryk, gik det op for hende, at han ikke lavede sjov.
”Hvis det er så vigtig at komme op så hurtigt, så skal vi af sted tidligt.”
Ritai fandt fem andre bøffer og hang dem ind over bålet. ”Proviant,” forklarede Ritai, ”bålet er ved at brænde ud, så de er nok ikke klar før i morgen tidlig. Du kan bare lægge dig til at sove, det gør jeg.”
Kort efter sov Ritai trygt, Lucarad derimod sad bare og stirrede ind i de døende flammer.
part 11
Da Ritai vågnede sad Lucarad i et hjørne og med ansigtet ind mod muren. Hun lå lidt og kiggede på ham, hun kunne se hans skuldre der langsomt bevægede sig op og ned i takt med hans åndedrag, hans hvide jakkesæt der havde været pletfrit og uden så meget som en eneste fold var nu krøllet og beskidt. Ritai satte sig op og sagde godmorgen. Det gav et sæt i Lucarad da han hørte Ritai og han vente sig om.
”øh ja, godmorgen” svarede Lucarad ”men hvordan kan du se at det er morgen jeg kan ikke se nogen forskel fra i går aftes.” det var sandt, der slap ikke noget lys ind i den lille hule og den lille elpære lyste jo hverken mere eller mindre end før.
”Det ved jeg bare.” svarede Ritai og tog de bøffer hun havde stegt igennem natten ned fra jernstængerne. ”Kateriaer har en meget god tidsfornemmelse. Jeg ved altid hvad tid på døgnet det er, og lige nu er det morgen” smilte Ritai mens hun pakkede bøfferne ind i noget folie af en slags og proppede dem ned i en lille taske.
Lucarad fik stablet sig på benende, gik hen til udgangen og kiggede ud gennem en sprækket i kanten og så at byen stadig var mørk.
”Det bliver ikke lyst hernede før middag.” forklarede Ritai da hun skubbede stenen til side, så de kunne kravle ud af hullet og som hun havde sagt var der stadig mørkt. Lucarad kiggede op mod byen oven over, der var en park 5-600 meter over dem, bare en lille grøn plet højt oppe i byen. Det var mærkeligt at voksne og børn snart ville grine og pjatte på den lille grønne plet, samtidig med at folk flygtede, fik tæsk eller blev slået ihjel lige under dem uden at de så meget som skænkede det en tanke.
”Det er sjovt som vi ser tingene forskelligt.” tænkte Lucarad filosofisk ”Vi der kommer oppefra brokker os over fejl på restauranten og problemer med posten, hernede er de taknemmelige hvis de bare lever dagen ud.”
”Vi må nok hellere se at komme af sted.” sagde Ritai der også kiggede opad. ”Vi har et godt stykke vej at nå i dag” Lucarad trak blikket væk fra byen over dem og kiggede på Ritai der smilede glad til ham.
”Vi skal den vej” sagde Ritai og begyndte at gå, Lucarad fulgte efter mens han håbede på en begivenhedsløs dag.
”Duk dig!” hviskede Ritai for femte gang på ti minutter, og trak Lucarad ned bag en stor sten. Kort tid efter kom 3 personer gående ud fra en side vej, de var helt tydeligt uden at lede efter noget eller nogen, for de gik med øjnene på stilke og en af dem bar på en pistol af stor kaliber. Lucarad kiggede nervøst på Ritai der så både irriteret og forvirret ud, hvad hun tænkte på kunne han godt gætte for så mange patruljer var der næppe normalt. Ritai havde forsikret ham om at de var på vej væk fra de fyre der havde overfaldet ham, men alligevel gik de her fyre i nogenlunde det samme tøj og det virkede mere end sandsynligt at de var efter 2 personer der lige nu gemte sig bag en stor sten. Lucarad betragtede Ritai der bed sig selv i læben, en naturlig reaktion fra kroppen der forsøgte at berolige nervesystemet, det var næppe et godt tegn. Ritai satte sig med ryggen til stenen da de tre vagter var gået forbi.
”okay” sagde hun og havde tydeligvis taget en vigtig beslutning. ”Med de her ekstra patruljer, har vi ingen chance for at slippe op lige foreløbig.” Hun bed sig i læben igen ”Medmindre at vi får noget hjælp.”
”Hvem skulle vi dog få hjælp af? Vi kan jo ikke komme i kontakt med politiet eller noget.”
”Jeg mener ikke jeg nævnte politiet.” sagde Ritai med et skævt smil. ”Jeg har også et par venner her nede, denne vej.” Ritai vinkede Lucarad med sig og hun satte kursen ned af en lille vej, mellem 2 vægge.
”Det er sku da løgn!” udbrød Lucarad da han kiggede over den sten han lå gemt bag, ca. 500 meter fremme lå der hvad der lignede et japansk slot fra det 16 århundrede. Hvordan havde de dog båret sig ad med at bygge sådan et slot her? Ritai havde ført Lucarad et godt stykke væk og ind af en lille bitte åbning i en mur og det havde taget næste et minut at kravle igennem den lille tunnel. På den anden side af tunnelen distraherede Ritai to mandlige Katerianere som hun havde sagt hun ville, og Lucarad sneg sig over til højre hvor han gemte sig bag en stor sten, som han havde fået at vide at han skulle. Mens Ritai snakkede med vagterne, for det var sådan hun distraherede dem, sneg Lucarad sig videre til de næste sten og fandt til sidst den store sten som Ritai havde fortalt om. Lucarad kravlede op ad stenen der ca. var 3 meter høj, da han kom op på toppen af stenen dumpede han ned i hulrummet der var i stenen. Hulrummet gik ca. 2 meter ned i stenen og halvanden meter i diameter, det perfekte gemmested. Man var skjult fra alle sider og det var her Lucarad sad og kiggede på et stort japansk slot. Det var surrealistisk at se et Japansk slot fra det 16 århundrede inde i en enorm hule, hugget direkte ud af cement fundamentet på en bygning der lå ca. 500 meter længere oppe. Slottet var omringet af en stor flot murstensvæg og der gik bevæbnede katerianere på den.
”Ned nu!” hvæste Ritai der var kommet hen til stenen, og Lucarad skyndte sig at kravle ud af stenen igen.
”Hvad fanden er det her for et sted?” spurgte Lucarad med ærefrygt i stemmen, han havde aldrig set noget lignende.
”Det her er Rutano’s legendariske hovedkvarter” sagde Ritai og smilte da hun så Lucarad's chokerede ansigts udtryk.
part 12
”Det er da løgn.” udbrød Lucarad. Det kunne simpelthen ikke være Rutano’s hovedkvarter. Der var oprettet specialstyrker med kun det ene formål at finde hovedkvarteret, og selv havde Lucarad ledt efter det i 2 år uden at finde så meget som et hint om dens eksistens.
Rutano var en af de mægtigste grupper forbrydere på overfladen, langt de fleste medlemmer var Katerianere og selvom der ikke var nær så mange medlemmer i denne eksklusive ’Club’ så var deres leder alligevel en af de mest magtfulde mænd på overfladen.
En af grundende til deres succes var at deres hovedkvarter aldrig var blevet fundet og det på trods af at man havde ledt i 20 år efter det. Det eneste tegn på at det overhovedet fandtes var en enkelt tilfangetagen katerian der fortalte at Rutano havde bygget sig et hovedkvarter, men før man kunne udspørge ham mere, var han sprunget på betjenten der afhørte ham, taget hans pistol og skudt sig selv i hovedet. Siden den dag var der blevet sat stort ind på at finde deres hovedkvarter, men endnu var det ikke lykkedes.
’Jep’ svarede Ritai og rev Lucarad ud af hans tanker. ’Den gamle er jo en smule gal med det gamle Japan.”
”Den gamle?” spurgte Lucarad forvirret.
”Ja Rutano’s leder altså. Han er en gammel mand efterhånden, lige omkring de 160 tror jeg.” Katerianer kunne blive op mod 200 år gamle. ”han startede banden for mange år siden, han blev vist heller ikke født hernede, han kom vist nok oppe fra men bosatte sig frivilligt hernede, hvor utroligt det end lyder.” Ritai kiggede op på slottet hvor et par vagter stod, bevæbnede med geværer af stor kaliber.
”Hvordan kender du til det her sted?” spurgte Lucarad forvirret, ”Der skulle kun være meget få der kender til dette sted.”
”Jeg har kommet her siden jeg var barn.” svarede Ritai ”Det er en af frynsegoderne ved at være medlem af klanen. Ja ikke officielt selvfølgelig for at være det skal man jo være født ind i den.” Lucarad blev bare endnu mere forvirret så Ritai forklarede. ”Den gamle stoler kun på folk der er født af medlemmer af Rutano. Han mener at hvis man er vokset op i ’klanen’ som han kalder den, så er man totalt loyal. Der bliver dog altid taget nye personer ind i klanen og da jeg som 7årig ved et tilfælde kravlede herind for at gemme mig, så blev jeg taget af vagterne.
De trak mig med op til den gamle som så skulle bestemme sig for om jeg skulle henrettes, gøres til slave eller indlemmes i klanen. Fin fyr.” nikkede Ritai ”Han kastede et blik på mig og indlemmede mig i klanen. Det har sine fordele, jeg kan komme og gå som jeg vil og jeg kan altid komme og få mad og drikke.”
”Hvis du kender dem så godt, hvorfor sniger vi os så ind som simple kriminelle?”
”Fordi du er et menneske.” sagde Ritai og trak på skuldrende ”Vi kateriaer er sjældent specielt venlige over for din slags. Og her i klanen er der mere end en, der har meget dårlige erfaringer med din slags.”
Lucarad sukkede det her var bestemt ikke hans hjemmebane. ”Hvis vagterne er hader mennesker, hvordan kommer vi så ind?”
”Jeg kender en som nok godt vil lukke os ind.” Ritai spejdede op mod borgen i et halvt minut og fik så øje på hvem hun end ledte efter.
”Af sted!” udbrød hun og de to satte i løb over mod muren. Da de nåede muren klinede de sig op ad den som om de var bange for at falde ned. Ritai tog en sten og kiggede intenst opad. Sådan stod hun og stirrede opad i næsten 3 minutter, før hun fik øje på spidsen af et gevær der stak ud over toppen af muren. Da hun så spidsen kastede hun stenen op i den vagt der måtte stå deroppe’s synsfelt.
”Hvad fanden?” udbrød en dyb stemme oppe fra muren, og da stenen faldt ned igen kiggede et arret udseende kateria ansigt ned til dem. Han så først Lucarad der ikke var helt tilfreds med hvordan tingende udviklede sig, men fik så øje på den storsmilende Ritai der vinkede op til ham.
”Hva satan, er du nu der igen Ritai? Tror du ikke at du skulle til at blive voksen og tage hovedindgangen i stedet for dit evige luskeri?” hans stemme var hård men han storsmilte og Lucarad fornemmede at han ikke kunne finde på at angribe dem og det gjorde ham lidt mere rolig.
”Luk nu bare op, du kan vel se at jeg har gæster med, som om jeg ville kunne slæbe ham igennem hovedindgangen. Du burde vide bedre, Bobo” Ritai smilte også, de kendte tydeligvis hinanden, men kateriaen på muren virkede ikke videre glad for at blive kaldt Bobo, han fnyste og sagde så.
”En eller anden dag så lukker jeg ikke op og så kan du stå herude i kulden kan du.”
”Ja men ikke i dag vel?”
Bobo sukkede og forsvandt fra muren, få sekunder efter gled en skjult dør op få meter fra hvor Lucarad og Ritai stod og de skyndte sig igennem den.
Part 13
Lucarad var dybt chokeret, den hemmelige indgang havde befundet sig unde 3 meter fra ham men han havde slet ikke lagt mærke til den, dem der havde bygget det her sted havde været dygtige. Lucarad stod lidt i mørket efter døren var gået i bag dem og lod sine øjne vende sig til mørket, og igen blev han overrasket. Hvor bygningen havde lignet noget fra det 16 århundrede udefra, lignede det mere en stor computer inden i. væggene var fyldt med computer skærme, ledninger og tastaturer.
”Det er overvågningsrummet, der er kameraer overalt omkring hovedkvarteret og det her rum er bemandet 24 timer i døgnet.”
”Der er da ikke nogen herinde nu.” svarede Lucarad og tjekkede lynhurtigt alle rummet hjørner efter gemte personer.
”Nej men hun kommer nok tilbage inden længe.” Ritai gik hen til væggen og trykkede på to tilsyneladende tilfældige knapper og to små plader skød sig langsomt ud af væggen. Ritai satte sig på den ene og gestikulerede til Lucarad om at sætte sig på den anden. Lucarad satte sig og blev overrasket over hvor behageligt det var at side på den lille plade af hvad der lod til at være meget blødt metal. De sad lidt i stilhed kun med en svag summen fra en skjult server til at holde dem ved selskab. Mens de sad der i computerskærmenes glød studerede de værd især hinanden indgående.
Lucarad var sikker på at han kendte Ritai et eller sted fra, der var et eller andet ved hende som han syntes at kunne huske, men han kunne ikke sætte finger på hvad det var og hvor han havde mødt det før.
Ritai studerede også Lucarad, han var stadig inspektør, det var uventet hun havde regnet med at han ville være kaptajn nu. Men der var nu et eller andet der ikke stemte omkring ham, hvad det var der ikke stemte var hun ikke sikker på men han var i hvert fald hurtig, kun få katerianere kunne løbe Ritai ind og det var første gang at hun havde mødt et menneske der kunne følge med. Ritai studerede hans ansigt, hans ansigtstræk var smukke på trods af at han kun var et menneske, og hans blå øjne var dybe som skovsøer. Et øjeblik så de hinanden i øjnene før de hver især slog blikke ned, forlegen over at blive taget i at studere modparten så intenst.
Lucarad og Ritai hørte dem samtidig, små uhørlige skridt. Skridtene var hurtige men blev dæmpet af de bløde trædepuder som katerianerne havde under deres fødder. Skridtene kom hurtigt nærmere og Lucarad begyndte at rører uroligt på sig. Ritai bragte ham dog til ro med et sukkersødt smil og en lille håndbevægelse. Trinende blev bragt til ende da en yderst smuk kvindelig Kateria drejede om et hjørne og ind i deres synsfelt, hendes pels var en smuk gul farve og hendes øjne var en smuk gylden farve. De var da opspilede i chok over at få øje på et menneske inde i hendes personlige domæne, men så fik hun øje på Ritai og lyste op i et smil. Hun udstødte et højt lykkeligt miav og kastede sig i armene på Ritai der gengældte omfavnelsen. Den nytilkomne holdt Ritai ud i armslængde og kiggede op og ned af hende, og begyndte at spinde i en høj tone. Ritai svarede hendes spinden med sin egen og det gik op for Lucarad at det måttet være deres måde at kommunikerer på. De spandt heller aldrig i det samme tone lag, deres spinden steg og faldt i tonerne og til tider blev den akkompagneret af et lavt miav og en enkelt gang et lille hvæs. Lucarad sad bare stille og lyttede, de havde åbenbart meget at snakke om, han kunne intet forstå men han mente ikke det ville være særlig pænt at bryde ind i samtalen, især ikke da de lod til at have savnet hinanden. Han sad bare stille og betragtede dem, de kendte tydeligvis hinanden godt og de virkede nærmest som søstre, eller i hvert fald bedste veninder. Det tog dem omkring 5 minutter før deres ellers ustoppelige spinden ebbede ud og de vendte sig imod Lucarad. Ritai introducerede den gul pelsede Kateria som Mani og fortalte at de havde kendt hinanden siden Ritai var kommet til klanen. Hun fortalte at de var kommet godt ud af det med hinanden fra starten af og at den lidt yngre Mani havde lært hende alt om hovedkvarteret. Mani havde heller ikke nogen forældre og selvom de ikke sagde det var det tydeligt for Lucarad at de var mere end venner de var blevet en slags søstre og han var sikker på at de elskede hinanden meget højt. Ritai havde fortalt Mani at Lucarad og hende havde brug for hjælp og hvis Ritai stolede på ham så stolede Mani på ham.
”Vi har brug for at snakke med den gamle, ved du hvor han er henne?”
”Den Gamle?” hun vendte sig mod en af computerskærmende og rørte let ved den. Skærmen blev delt op i 16 små ruder der hver viste et rum fra et højt perspektiv. ”I det lille tronrum, jeg tror han sover.”
”Så må vi desværre gå nu.” Hun rejste sig op og gav Mani et kærligt kram, ”Det var rart at se dig igen, jeg skal nok komme og sige farvel før vi tager videre.” Lucarad rejste sig op og fulgte efter Ritai der gik ud af rummet. Hun stoppede dog op i døren og sagde over skulderen ”Kan du ikke sende vagterne til pause? De arbejde jo så hårdt.”
Mani fniste glad da de forlod rummet, hun fniste færdig før hun tændte mikrofonen til tronvagternes samtalesystem og sendte dem til pause.
Part 14
Ritai og Lucarad gik igennem det næsten uhyggelige tomme slot, slottet var ikke nær så japansk udvendigt som det var indvendigt. Det meste af inventaret var hyper moderne og selv væggene var beklædt med diverse sensorer, computer skærme og var lavet af flot skinnende metal.
”Hvis vi ikke havde mødt Mani i kontrol rummet havde du sat omkring 14 alarmer i gang nu.” sagde Ritai for at bryde stilheden. ”fra nu af ville vi blive skannet og kørt igennem et register over klanens medlemmer hvert femte sekund, hvis det ikke var fordi at Mani havde blokeret systemet for os.”
”Hvordan har i fået fat i alt det her?” Spurgte Lucarad chokeret og gestikulerede mod en computerskærm. ”Halvdelen af de sikkerhedssystemer jeg har set indtil nu bliver kun brugt af få hemmelige organisationer under Kongedømmet. Desuden har jeg set ting jeg ikke engang ved hvad er. Lige meget hvor godt organiseret jeres klan her er, burde i ikke være i stand til at skaffe den slags udstyr.”
”Det er alt sammen den gamles fortjeneste.” Svarede Ritai og hentydede til Rutano’s aldrende leder. ”Han har været i stand til at skaffe de mest utrolige ting før de officielt eksistere. Det er ene og alene hans fortjeneste at Rutano stadig eksistere den dag i dag.”
Ritai førte Ruk videre igennem slottet indtil de nåede til en stor solid trædør. Døren var perfekt rund og uden synlige håndtag. ”Bag den her dør er tronrummet som han kalder det.” begyndte Ritai og gestikulerede mod døren. ”Når vi går igennem den er der et lille ’venteværelse’ der skal du blive indtil jeg kalder dig ind, man ved aldrig hvordan den gamle tager imod fremmede.” Lucarad nikkede en enkelt gang for at vise at han havde forstået det.
Ritai bankede let på døren og den delte sig lydløst i 4 dele der gled ud i rammen, Lucarad og Ritai gik hurtigt igennem før den igen lukkede lydløst bag dem. Det lille venteværelse var i virkeligheden bare et lille aflukkede der var afskåret fra resten af rummet af fine silke vægge der hang frit ned fra loftet og blafrede let da døren lukkede sig.
Man kunne nemt se igennem dem og selve tronrummet havde i sandhed fortjent sit navn. Rummet var fuldkomment cirkulært og væggen var af fint træ der var bearbejdet til en sådan grad at det lignede at hele væggen bestod af et eneste stykke træ. Rundt omkring i rummet stod små borde opstillet på traditionel japansk maner og statuer af alt fra stolte samuraier til mægtige drager stod med jævne mellemrum langs væggen. Rummet blev oplyst af en stor glaskuppel der hang præcis i midten af rummet, men på forunderlig vis kastede intet i rummet skygger det var i sandhed et sælsomt lys. Lige under lyskuplen var en trone placeret på en lille forhøjning, den var udformet som en drage, armlænene var udformet som dragens forreste to ben, stolen havde ingen ben men dragens solide hale var udformet så den snoede sig omkring en klippe på gulvet, stolen ryg var udformet som dragens lange tynde krop der snoede sig op over hovedet på den siddende og kroppen blev elegant afsluttet i et ærefrygtindgydende dragehoved. Hvis dette var det lille tronrum så ville Lucarad gerne se det store.
På tronen sad den mindste kateria Lucarad nogensinde havde set, hans pels var grå og hans hoved virkede ældgammelt, hans kinder var sunket ind og hans øjne var svage af alder men på trods det var der et glimt i hans svage øjne der tydede på en utrolig lyst til livet.
Den gamle katerian vendte blikket mod venteværelset og hvæste lavt.
Ritai svarede ved at skubbe stoffet til side og gå miavende og spindende frem mod ham. Den gamle Katerian skiftede straks holdning og begyndt at spinde, hvilket Lucarad havde regnet ud var deres sædvanlige måde at tale på. Det var besynderligt at se to katerianere tale, de talte lavt da deres hørelse intet problem havde med at opfange de svage lyde. Lucarad anstrengte sig for at høre hver eneste ændring i tonen og hvert eneste miav og dets placering i samtalen det gjorde ham i stand til nogenlunde at regne ud hvordan samtalen gik. I starten lod den gamle katerian til at være glad, formentlig for at se Ritai igen, men som samtalen fortsatte svang stemningen både op og ned, fra lette glade toner af spinden til dybere mere aggressive toner.
”Jeg har jo sagt at jeg ikke kan fortælle dig hvad jeg skal bruge det til! Du bliver bare nød til at stole på mig.” hvæste Ritai hårdt.
”Stole på dig?” spandt den gamle katerian i en dyb tung tone. ”Du blev sendt ud for at hente oplysninger men du vente aldrig tilbage, fire katerianeres liv kunne være blevet reddet hvis du havde skaffet oplysningerne. Fire måneder var du væk, og nu tror du at jeg vil lade sådan en udefrakommende tage så dyrt udstyr uden forklaring? Latterligt!”
”Begynd nu ikke på dit renblods sludder igen!” hvæste Ritai ”Du burde da vide at jeg er mere loyal end nogen anden.”
”Det ved jeg nu ikke.” spandt den gamle faretruende sukkersødt ”Du har aldrig fortalt mig hvordan du slipper forbi alle de andre klaner, jeg har flere højtstående folk der mener at din succes i ’Rackerik sagen’ beviser at du har forbindelser med andre klaner.”
”Hvordan kan du sige sådan noget?” hvæste Ritai med død i blikket. ”DU sendte mig ud for at slå ham ihjel, DU gav mig oplysningerne og nu anklager DU mig for at være forræder fordi jeg gennemførte attentatet?”
”Rackerik var umulig at komme ind til og på trods af at jeg har spurgt dig tusind gange har du aldrig fortalt os hvordan DU, ene katerian formåede at nå helt ind i hans personlige kammer, slå ham ihjel og slippe ud igen uden at blive opdaget.”
”Jeg har fortalt dig tusind gange at jeg ikke kan svare! Det er ikke mit liv der står på spil her, jeg har partnere uden for klanerne, hvis jeg afslører hvem deres navne er de dødsens, det ved du også godt!”
”Kom ikke og tro at du ved noget som helst om mig, Ritai-chan!”
Hvor vovede han at bruge -chan over for hende? -chan var ligesom –san og –sama en betegnelse for respektforholdet mellem dem der talte sammen i det gamle Japan, men i modsætning til –san og –sama der begge var positive var –chan et udtryk man brugte til små piger, og blev udtrykket brugt til kvinder der ikke var børn blev det sædvanligvis betragtet som en fornærmelse.
Ritai ville uden tvivl være sprunget på den gamle katerian hvis ikke at Lucarad i det øjeblik var kommet traskende elegant ud af venteværelset, med et smil på læben og begyndt at spinde som om kateriansk var hans modersmål.
”Rolig nu Ritai-san, det er tydeligt at han intet ondt mener, ikke sandt Miyamoto-san?”
Control part 15
År: 3590
Dag: tredje dag i den anden måned efter jordens tidsregning.
Vigtig hastemeddelelse til K83
Kodeord: MaRiO18756
Raport:
Den tredje af de fire store har passeret overvågningsstationen på C48 i retning mod K83. Rygter går på at den fjerde også er ombord, evakuer omgående planeten.
Update: Det er bekræftet: den fjerde er med. Evakuer omgående planeten.
E17 var placeret i en lille beholder med kurs mod K83. Alle bevægelses funktioner var sat på standby, men hans net-oplink og centrale intelligenscenter kørte stadig. Selvom E17s krop befandt sig i en lille beholder, befandt hans bevidsthed sig 200 meter derfra i et lille mødelokale, nærmere bestemt i en robot på 10 cm på et stort rundt bord. Robotten blev styret trådløst af E17, den havde både visuelt og audit in- og output. Der var 2 andre lignende robotter på bordet og ved siden af stod en mand i en lysebrun trenchcoat, han var ubarberet og havde en gammel cowboyhat på.
”Det var den besked vi opsnappede kort før vi gik ind på den anden jagtmark.” sagde Manden med cowboyhatten, der var bedre kendt som general Smith, den sidste menneskelige general der var aktiv på slagmarken. Han havde skaffet sig et ry som en frygtløs soldat der traf beslutninger per intuition, og det havde han intil videre haft stor succes med. Hans succes og popularitet havde skaffet ham en plads som den fjerde general, og den eneste menneskelige i den lille gruppe.
”Den anden jagtmark?” spurgte en af de 2 andre robotter på bordet uforstående. E17 foretog en hurtig skanning af robotten, det var ISS48 der styrede robotten. Intelegent Strategy System 48 var Kongerigets bedste strategiske AI og var det første medlem af de fire generaler. ISS48 eller ISS i daglig tale, havde for nylig modtaget en opgradering, men ved samme lejlighed havde den mistet nogle personligheds data og kunne derfor ikke længere forstå alle Smiths slang udtryk og talemåder.
”Han mener underverdenen.” forklarede E17 der havde meget erfaring med Smiths slang.
Underverdenen var en slags parallel dimension der i visse knudepunkter eller revner, løb sammen med vores dimension. Underverdenen var fyldte præcis det samme som vores egen dimension, men tid og rum går hurtigere på den anden side. Forskerne havde endnu ikke fundet et endegyldigt svar på hvordan det hang sammen, men faktum var at ved at krydse over og rejse igennem underverdenen kunne man krydse en halv galakse på 48 timer. Underverdenen var tom for levende væsner og planeter af betydning, derfor blev den også brugt som losseplads.
”De ved i kommer. Vil det ændre noget ved den nuværende mission?” spurgte den sidste robot på bordet med forvrænget stemme. Robotten blev styret at ”M” et kriminelt supergeni hvis identitet var skjult selv for de 3 andre. Ingen vidste med sikkerhed hvorfor han hjalp kongeriget, men hans strategiske evner havde vundet mangt et slag og han havde altid information om fjenden som ingen andre kunne komme i nærheden af.
”Nej.” svarede ISS prompte, vores styrke er stadig klart overlegen og vi vil ankomme til destinationen før beboerne kan nå at evakuere. Er du kommet frem til samme facit E17?”
E17 afsluttede sine beregninger og svarede: Ifølge M så er fjenden ledet af Meliaki fra Oriwa, han er kendt for at gå højt op i de civiles sikkerhed og på baggrund af disse informationer kan planen forbedres betydentligt.” E17 havde fået plads blandt de 4 på grund af en uhyggelig præcis evne til at udregne fjendes reaktioner på enhver situation, desuden var han leder af den sidste deling ECU-E enheder der havde fået tilnavnet pilespidsen. Alle planer og tegninger over ECU-E enhederne var gået tabt da ECU fabrikken på G59 sprang i luften for efterhånden mange år siden. På trods af at både F og G enheder var i produktion så havde de ikke samme kvalitet som den nu lille flok E enheder. En del af E enhedernes styrke var at de havde en personlighed, denne lille produktions fejl blev styrket og der blev vagt en patriotisk ånd i alle enhederne. Denne patriotisme for kongeriget, det sublime design og den fabelagtige træning havde skabt de mest frygtede soldater i de kendte galakser.
Officielt var E17 ikke indblandet i planlægning, men eftersom de 4 generaler var en privat klub og intet officielt havde med kongeriget at gøre, så var E17 alligevel blevet optaget og både ISS og M havde nok indflydelse til at ændre taktikker sådan at det var E17s planer der blev ført igennem og ikke planerne fra den tilfældige officer der eller skulle have ledet slagets gang.
”Et overflade foto af planeten har afsløret 9 klasse D rumskibe til at transportere den civile del af Pearl hvis en nødsituation indtræffer. ” E17 sendte et trådløst signal af sted og straks kom et hologram af planeten til syne, med en blinkende markør der hvor de store rumskibe var placeret. ”Jeg forslår at vi sender 20 IU’er (IU = Infiltration Unit) af sted før hovedstyrken så de er på planeten når vi ankommer med resten af styrken. Efter deres ankomst skal de uset skaffe sig kontrol over de 9 fly og når kampen så går i gang og de civile går ombord så tager IU’erne kontrollen over flyende og skaffer os dermed omkring 9,000 gidsler.”
”Med vores viden om Meliakis psyke virker det derfor sandsynligt at han vil overgive sig og kampstyrken imod frigivelse af gidslerne.” afsluttede ISS.
”En genistreg af en plan” sagde M i sin sædvanlige rolige forvrængede stemme.
Smith nikkede langsomt i erkendelse af planens genialitet og gik over mod døren. ”Jeg informere de rigtige personer, når vi ankommer, vil alt være udført sådan som planen nu lyder. Jeg må gå nu da jeg skal bruge noget søvn før slaget”
ISS lukkede straks sin robot ned og vendte tilbage til hvad den nu havde været i gang med at udregne inden mødets begyndelse. E17 og M blev tilbage i deres små marionetter.
”Endnu en genial plan.” sagde M, da E17 ikke svarede fortsatte han. ”Som planen står nu overlever der næppe nogen civile, du kender kongerigets politik omkring Pearl sympatisører. De vil alle sammen blive henrettet, bekymre det dem slet ikke?”
”Jeg er ikke programmeret til at bekymre mig om fjendens civile, jeg er programmeret til at sejre.” Med de ord trak E17 sig tilbage til sin rigtige krop og lod hans organisme gå i dvale.
”Aha” sukkede M’s stemme i robotten, mens den stirrede på E17’s livløse robot.
M’s robot var stadig aktiv da Smith få minutter efter kom ind i rummet igen. ”Havde du heldet med dig?” spurgte Smith alvorligt.
”Nej.” svarede M ”Jeg frygter at der ikke er meget tid tilbage, han snart vil bringe Kaos og frygt ind i kongeriget villigt eller uvilligt.”
”Måske skulle vi fortælle ham om det.” foreslog Smith.
”Nej, det vil kun fremskynde processen. Men der er stadig håb, ironisk nok afhænger kongerigets overlevelse af en fjendes intellegens. Mærk dig mine ord: det hele afhænger af Meliaki.”
Subscribe to:
Posts (Atom)