Det Råde land del 12

Ruk var bundet med tykke kæder da de førte ham ned i en lille enecelle han havde endnu ikke kontrollen over sin krop, og var lige ved at bide armen af en af vagterne, da de smed ham ind i cellen. Da han var sikkert inde i den lille celle, blev der åbnet for nogle små sluser i den bagerste væg og en blålig røg gled ind. Ruk følte det som om at hans krop var blevet sunket ned i en aktiv vulkan, aldrig havde han følt en sådan smerte. Ruk nåede lige at tænke at nu skulle han dø, før smerten fik hans hjerne til at beordre standby og han besvimede.
Da ruk kom til sig selv blev han slæbt hen ad en lang gang. To mand trak ham i hver sin arm, og smed ham ind i cellen til Muza og Lian. Muza kom straks over og hjalp ham hen i det rådne men bløde hø. Ruk forsøgte at tale men Muza lagde en hånd for hans mund og sagde at han ikke skulle tale. Ruk så sig i stedet omring efter Lian og så at han sad henne i et hjørne og rokkede uroligt frem og tilbage, mens han talte lavmælt til sig selv. Ruk så spørgende på Muza som svarede stille: ”han har været sådan siden han kom tilbage. De hentede ham lidt efter dig, jeg tror de har tortureret ham.” Ruk blev vred men før han kunne mæle et ord blev han overmandet af en frygtelig træthed og faldt i en dyb søvn.

Ruk kradsede lidt gulvet og kiggede ud af vinduet, Mafummir var lige blevet taget med ud af cellen og det havde været Vagt nummer 8 der hentede ham. Ingen var endnu kommet tilbage efter at Vagt nummer 8 havde hentet dem. Mafummir havde siddet i cellen med dem i en hel måne cyklus og han og Ruk var blevet gode venner. Der var gået 7 måner og 10 ”forestillinger” siden den første forestilling, og Ruk var vokset et par centimeter og hans fingre var desuden forsvundet til fordel for fire skarpe klør. Det havde irriteret ham grænseløst ikke at kunne holde fat på noget i starten, men han havde langsomt vendt sig til den nye del af hans krop. Hans kutte var ødelagt og han havde kun et lille stykke stof til at dække sine mest private dele, alt andet havde hans andet jeg flået i stykker. Ruk så på Lian der sad og sov. Ruk smilte, Lian havde fået det meget bedre. Lian havde været helt nede de første par måneder, han havde konstant mumlet til sig selv og haft høj feber, men nu havde han kun få tilbagefald hvor han snakkede med sig selv. Han var altså næsten tilbage i sit normale jeg. ”Normale jeg” Ruk gøs, efter de sidste par ”forestillinger” var fornemmelsen af det blodtørstige uhyre inde i ham, ikke forsvundet helt. Ruk var bange for at ”han” aldrig vilde forsvinde helt, det var som om ”han” bare ventede på en mulighed til igen at tage kontrollen. Ruk kiggede på Muza for at jage tankerne på flugt, han havde ikke ændret sig meget de sidste mange måner: hans lange hvide hår var blevet endnu længere og nåede ham nu halvvejs ned af ryggen og han var blevet lidt tyndere. Muza havde fortalt Ruk at det der nær havde sprængt dem i luften nok var ”præsternes” krudtlager, som de brugte til deres ”mirakler”. Præsterne var tilbedt af byen og tydeligvis ikke var klar over at der var en verden uden for deres dal. De troede på præsterne som sagde: ”udenfor denne lykkens dal, hersker kaos”. Præsterne prædikede Den Hvide Kejsers ord. Den Hvide Kejser var gud og hans ord var lov. Deres jomfru ofringer viste sig at være deres måde at få ”nyt kød” til mændene på, men det vidste byen selvfølgelig ikke. Ruk hørte et dæmpet skrig langt borte og vidste at han havde set det sidste til Mafummir. Ruk sukkede da han hørte marcherende fodtrin og rejste sig op. Sekundet efter blev døren sparket op og to vagter kom ind. Muza og Lian vågnede samtidig og satte sig op da Ruk blev trukket ud af rummet.
Ruk blev som så mange gange før spændt fast i stolen og den unge professor satte gang i væskerne med det sædvanlige lille bål under de to væsker. Da vagterne forlod rummet sagde professoren det samme som han havde gjort alle de andre gange: ”jeg er ked af det…” men denne gang fortsatte han: ”… men dette er heldigvis sidste gang for dig. Sørg for at være klar når månen er på sit højeste. Det er jeres eneste chance.”
Da Ruk var tilbage i cellen fortalte han de to andre hvad professoren havde sagt.
”Professoren er selv fange her, vi kan stole på ham. Og desuden har vi ikke noget at tabe.” sagde Muza. Ruk og Lian nåede kun lige at give ham ret, før vagterne kom efter Ruk.
Af en eller anden grund virkede sprøjten hurtigere for hver gang Ruk fik den, så allerede da solen stod højest på himlen, var Ruk ude i buret igen.
Efter den sædvanlige blodige forestilling hvor Ruk havde fået ualmindelig mange pisk, kom turen til udvælgelsen af det nye jomfru ofre. Ruk’s krop vred sig af smerte fra pisken der stadig smældede over ham, mens den sædvanlige taler råbte ud over mængden: ”Denne dæmon har vist sig mere mægtig end nogen anden før ham. Dette helvedes bæst kan kun dø hvis 7 jomfruer ofres.” Hele forsamlingen skælvede mens navnene blev læst op. 7? Det var flere end nogensinde før, Ruk var målløs de havde aldrig før taget mere end 2. Ruk tænkte stadig over det da den blålige røg gled ind i rummet for at drive dæmonen tilbage til Ruk’s indre. ”7?! Hvorfor så mange?” Var det sidste han tænkte før smerten endnu en gang slog ham bevidstløs.