Renevatio 1

Endnu en gæste historie denne gang fra min main man the big B. Bedre kendt som bjørnen bjørn. Eller måske kender du ham under en af disse titler:

Paven af Vork - Stålulvenes og Panserbjørnenes banemand - Sejrende hærfører
i slaget om Motersletten - Ninja-bekendtskabernes yngling - Jordens
fremtid - Global opvarmings frygt - Medstifter af Tyttebær-Maja klanen -
Beskytter af den rubinbesatte stærekasse og det gyldne fodrebræt - Verdens
første Bazooka-Samurai - Medforfatter til 'Sommer i Trotyl'
- Ares' forbillede - Chuck Norris' højre hånd - Saurons coach -
Hunnerkrigerne, Jernnæverne og Armazoners fjende nr. 1!

I'm Telling you folk this guy is the real deal, og hans historie er top notch.

Renevatio 1

Varmen.
Varmen var gudskelov det første jeg følte.
Den kildende fornemmelse i de yderste fingerspidser, den prikkende fornemmelse, som når ens ben er faldet i søvn. Det føltes som en af de dage, da man var barn og man havde været ude at lege i sneen. Den følelse af at komme indenfor og mærke sine lemmer tø når man satte sig på den skoldhede radiator. Den bredte sig, varmen, fra fingerspidserne videre til albuen gennem underarmen. Fra de små led i tæerne til knæene gennem anklerne og skinnebenet. Det var som om mit hjerte vågnede op til dåd efter flere års tung søvn. Selvom jeg ikke reagerede var den samme slags overraskelse, som hvis det havde været en mursten der begyndte at pumpe. Det havde selvfølgelig pumpet hele tiden, men nu gik det hurtigere, jeg kunne mærke det. Det mærkedes som om der var en gammeldags slagmark i mit bryst. De gamle støbejernskanoner fyrede deres ladninger af med en dump eksplosion og rekylen tvang dem tilbage i en rapid med alligevel doven bevægelse, før den næste kollega ved siden af gentog proceduren. Efterhånden udviklede det sig til et maskingevær af en tung kaliber, der taktfast affyrede sine skud. På den måde hurtigere og hurtigere.
Min hørelse vendte også så småt tilbage. Jeg kunne høre rindende vand. Det raslede og knitrede som en skralle. Lige så stille vendte følelserne i mine muskler også tilbage, det føltes som mikroskopiske nåle der borede sig ind i min hud, hver gang en vandstråle ramte mig.
Jeg følte mig som en gammel fabrik, en der havde været ude af drift i utrolig mange, og så - pludselig - er der nogen der tænder for alle maskinerne og fyrer op under hver en kedel. Hele min krop begyndte at indfinde sig i sin rytme. Jeg var som en tom skal. Jeg føltes helt tom. Det var som om jeg ikke havde fået noget at spise i evigheder. Sulten begyndte at gnave i mig, som ville den spise mig indefra. En spasme gik gennem min nakke - jeg havde lyst til at gøre et kast med hovedet. Vandet strømmede ned over mig, lysten til spasmer spredte sig. Min hånd gjorde pludselig et spjæt, så min skulder, mit ben.
Svage råb. Langt væk - som et tågehorn gennem den tykke dis. Det lød næsten som om nogen havde reguleret lydens hastighed.
En pludselig lettelse gik gennem min krop og alt blev koldt - koldt som et hvidt og frossent ishelvede. Et lag af mig forsvandt, en ham der faldt til jorden. Jeg følte mig med et kold og nøgen.
Mine hænder, der var foldet over kors for mit bryst, faldt ned langs siden. Et glimt af balance strejfede min bevidsthed. Et glimt om balance ude af kontrol.
Jeg faldt forover.
Mit syn gjorde en smuk gestus; fra den totale mørke, gik det til en himmelsk strålekrans. Et guddommeligt blitz, der svækkede mit syn mere end det var i forvejen. Dog skimtede jeg de utydelige konturer af skikkelsen der greb mig. Det flagrede omkring dens fødder, som var den en engel der bar en kridhvid kåbe. Skikkelsen vendte sit hoved og råbte noget utydeligt til nogen i den anden del af det rum, vi åbenbart befandt os i. Skikkelsernes hvide kroppe stod nu mere frem og farverne omkring mig blev også mere klare.
Da mærkede jeg en umenneskelig træthed der overvældede mig. Eller var det en træthed? Det var som om nogen slukkede for mig. Jeg lå på et gulv der undergravede min underbevidste teori om, at det umuligt kunne blive koldere i denne verden end den kulde jeg følte. Hele min krop rystede, smerterne gjorde ikke noget. Engleskikkelsen holdt om mit hoved. Holdt det oppe fra jorden. Den råbte panisk efter nogen. Flere skikkelser nåede lige at komme til, inden for mit synsfelt, før jeg besvimede.


¤

Kulde.
Nøgen.
Ny.
Hvor var jeg? Var jeg død? Det var jeg vist ikke. Det ville også ligne noget af en kliche. Det virkede som om jeg sad i en sky. Alt var blødt og hvidt. Alt, nærmest skinnede. Hele min krop prikkede stadig. Jeg havde åbnet mine øjne forsigtigt og skånsomt. Alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad mit blik ville møde.
Et hav. Et smukt hav der bredte sig i så langt jeg kunne se. De tusindvis af blågrønne bølger havde gråhvidt skum på toppene og forsvandt, for derefter at dukke op igen lidt efter. De gik op og ned. En evig puls. Den mørke blårgrålige himmel over havene, så ud til at være i oprør. En byge var vist på vej. En sær glans lå over denne horisont. Det lykkedes mig at få løftet min hånd op og række ud efter den. Hånden ramte glas. Horisonten var bag et vindue. Jeg lå i et værelse. I en seng. Mine øjne spærredes op i overraskelse.
”En herlig udsigt, ikke sandt?”
Det gibbede i mig. Jeg drejede hovedet 180 grader og så lige ind i øjnene på et andet menneske.
Det var en midaldrende mand i en hvid kittel der sad på en kontorstol. Han havde smalle, firkantede briller på og en enkel, kort lok af hans ellers noget så nydeligt til side friserede, mørke hår, hang ned i panden på ham. Han sad foroverbøjet imod mig, med albuen hvilende på den ene knæ, i hans ene hånd havde han en papirblok med tilhørende kuglepen og en filmappe.
”Du fik faktisk et af de bedste værelser vi har for tiden.”, sagde han venligt. ”Jeg er Dr. Ivar Munk Højgård og skal være din primære kontaktperson til overpersonalet.”
Jeg nåede lige, at lade mit hoved tippe lidt på skrå inden han talte videre.
”Ja, du kan jo nok ikke fortælle mig dit navn eftersom vi har formodninger om, at du lider af hukommelsestab, passer det?”
Jeg havde ikke den fjerteste ide om, hvad jeg kunne hedde. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Så, hvad manden her sagde måtte passe. Jeg kiggede stadigt intenst på ham, mens jeg nikkede forsigtigt.
”Aha, ja.”, sagde han og noterede noget på sin blok. Da han kiggede op, bemærkede han mit blik. ”Du har intet at være bekymret for, min ven. Vi vil dig kun det bedste her, det kan du regne med.” Hans stemme var munter og opkvikkende. ”Vi skal nok tage os af dig.” Han gjorde en kort notits før han sagde: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til dit navn eller dit hjem. Men du skal vide, at vi har de bedste teknikere på sagen døgnet rundt. Af hensyn til din sikkerhed kan jeg desværre heller ikke fortælle dig, hvor du blev fundet, men bare rolig, det skal du nok få at vide senere.” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg ikke helt var med på, hvad han mente. Han skulle lige til at åbne munden igen, da det kort bankede på den ene af dørene i det letblårlige lokale, hvori vi befandt os. ” Ja, det er sikkert hende jeg lige skulle til at fortælle dig om. Kom ind!”, sagde han samtidig med at han rejste sig fra stolen. En kvinde åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. ”Kom ind, Cleo.”, sagde doktoren med det mørke hår. Hun åbnede døren helt og trådte ind med en bakke balancerende på den ene hånd. Hun var også i en hvid kittel. Hun stillede bakken på et lille bord inden for døren og vendte sig mod doktoren og mig, alt imens hun strøg en tot af det rødblonde hår, der havde forvildet sig ned i hendes ansigt, tilbage bag øret. Hun smilede et fregnet og kækt smil til mig, mens doktoren præsenterede hende: ”Dette er din sygeplejerske Cleo, hun er en af de nye på vores facilitet. Hun kommer fra sydøerne og, jah, resten kan du vel selv fortælle, ikke sandt, Cleo?” Hun kiggede opmærksomt over på ham og nikkede venligt. ” Du kan give mig besked om et eller andet gennem Cleo, hvis jeg ikke selv er til stede. Det var vidst det.”, sagde han og henvendte sig derefter mere lavmælt til Cleo: ” Hvis du nu foretager basisundersøgelser, så husk at arkiver notaterne i D8736-14´s journal. Og du kender vejen til mediarummet? Det er ovre i blok 3.20, vinge 4. Og du kan huske dit logon? Fint, så vil jeg overlade resten til jer to.” Han vendte sig om og nikkede smilede til mig, før han gik ud af den samme dør som Cleo for få minutter siden var kommet ind af.

Hun vendte sig over imod mig, efter at havde fuldt doktoren med hovedet. ”Ja, jeg hedder jo så Cleo og indtil vi finder ud af dit rigtige navn hedder du jo så officielt D87. Jeg ville nok egentlig kalde dig noget andet og mindre kedeligt, men så skal jeg lige ha` lov af overpersonalet og så videre.” Hun stod med den ene hånd i siden imens hun forklarede. ”Vi var ikke helt sikre på, hvordan du klarede den, så jeg bliver nødt til først at teste om alle dine vigtigste organer fungerer som de skal.” Hun tog et lille stetoskop frem fra en marineblå værktøjstaske hun havde siddende på sit bælte, om kitlen. Du hun nænsomt placerede det på mit bryst, kom en let version af den kulde der lige var begyndt lige så stille at fortage sig. Det gav et ryk i mig og spjættede også lettede forfjamsket. ”Det må du undskylde, jeg sku jo ha gjort det varmt først.”, grinede hun undskyldende.
Efter at have undersøgt hjerte, lunger og reflekser mente Cleo, at der også skulle være et øjeneftersyn. Hun sad nu på kontorstolen og tjekkede at hendes lille lygte virkede. ”Bare se mig ind i øjnene.”, sagde hun. Det havde jeg intet imod. Hun havde kønne øjne. De var grålige, men stadig lyse og når hun snakkede lignede det nogle gange, at hun missede op imod solen, fordi hendes kinder lavede den samme trækning, når hun samtidig smilede. Og det gjorde hun. Hun noterede nogle ting ned og sagde: ”Det var vist det”, og smilede atter før hun gik ud af døren igen.

Men det var desværre langt fra overstået.