Det Røde Land del 1 (ny version)

Jeg har længe gået med tanken om at omskrive de første kapitler af DRL og nu er jeg altså endelig begyndt. jeg kan klart bedre lide min nye 1 end den oprindelige. del 2 skal helt sikkert også skrives om da den helt klart er mit værste kapitel til dato.


Det Røde Land del 1 (ny version)

Ruk følte gruset under sine sko og solen der bagte ned mellem træernes blade, det var en skøn sommerdag og der var ikke en sky at skue igennem løvtaget. Ruk gik i midten af en gruppe mennesker på ca. 60 stykker, alle sammen gik de og snakkede lystigt sammen, alle undtagen Ruk. Ruk gik lige bag en af de 4 store vogne, vognene blev trukket af 2 wumaer hver og var et mægtigt skue. Selve vognene var lavet af massivt egetræ med metal plader på alle dens kanter. Vognen indeholdt levende fjerkræ, mest høns og de tre andre var fulde af frugt og forskellige afgrøder. Vognen blev trukket af et forunderligt væsen, en wuma. Wumaen var et enormt firben, brugt både som ride og trækdyr. Deres skæl var tykke og fungerede som et naturligt panser, den kunne også forsvare sig, på hver af de fire fødder sad der 3 kraftige klør, hver eneste af dem skarp nok til at sprætte en rustning op som var den lavet af blade. Wumaen havde et spidst hoved med 2 røde øjne og munden fuld af små sylespidse tænder. Den wuma der trak vognen var en grøn løv wuma, det var kun løv wumaer der levede i den tætte skov som Ruk’s hjemby lå midt inde i.
Ruk kiggede ned af sig selv, han så ikke anderledes ud end alle de andre, han var almindelig af bygning gik i skindtøj, en let læder vest, hans hår var brunt og uregerligt, og hans øjne var dybblå alligevel blev han aldrig set som en af byens rigtige borgere.
Ruk hørte de karakteristiske små bump da en wuma landede ved siden af ham, løv wumaen havde en evne til at være fuldstændig lydløs og dens stærke bagben kunne sende den frem i et mægtigt spring. Desuden kunne løv wumaerne springe rundt i træernes grene, med en nærmest naturstridig elegance og de landede aldrig på en gren der ikke kunne bære dem.
Den wuma der landede ved siden af Ruk tilhørte Riack der også red på den i denne situation. Han sad på en saddel der løftede ham lidt op over wumaen ryg, da en wuma er for bred til at man kan sidde på den på andre måder. Hans ben var spændt fast med flere lædersnore og i hænderne holdt han wumaens seletøj.
”Tag dig i agt, Ruk.” sagde Riack der som karavanens leder og Ruk’s tidligere ven vel nok følte sig tvunget til at tale med enspænderen. ”Der er et eller andet i vejen her, jeg kan mærke det.”
Riack var måske kun 22 og dermed 5 år ældre end Ruk der var 17 men han havde mere erfaring med karavane færdsel end de fleste ældre i byen.
Når en dreng blev 17 fik han lov til at tage med karavanen ud i verden og Ruk havde grebet chancen så snart den kom. Han ville bare væk fra byen og desuden havde han hørt om de mest utrolige ting man skulle kunne finde ude i verden. Der var historier om vogne der kunne køre uden wumaer, skibe der kunne sejle uden vind og selv maskiner der kunne flyve som fugle.
Riack red stadig ved siden af Ruk da der lød et råb fra et sted foran karavanen. Selvom Ruk ikke kunne høre de enkelte ord fra hans position bagerst i karavanen, var der ingen tvivl om at det var et truende tilråb.
”Jeg vidste det.” mumlede Riack og løsnede det bånd der holdt hans sværd fast, mens han sporede sin wuma fremad igennem karavanen.
Karavanen var gået i stå da Ruk og Riack fik mast sig op i karavanens front. Ruk gik i chok, aldrig havde han set noget lignende, næsten 40 rustningsklædte riddere stod foran karavanen og blokerede vejen. Hver især var de bevæbnet med en stor skinnende hellebard og de var alle peget mod karavanen. Bag fodfolkene stod der et dusin wumaer klædt i skinnende rustning om med hver deres rytter på, en dødbringende styrke det var der ingen tvivl om.
”Jeg er Riack leder af denne fredelige handelskaravane, hvem er i og hvad vil i os.” spurgte Riack med sin mest neutrale stemme.
”Vi er den hvide kejsers soldater og vi har fået til opgave at opkræve skat fra alle i denne skov.” Svarede en af de forreste soldater der manglede et øje.
”Denne skov tilhører ikke den hvide kejser.” udbrød Riack vredt.
Ruk havde godt hørt om Den hvide kejser, han var en modbydelig forbryder der havde formået at opbygge en hær i den sydlige del af nabolandet. Nabolandet der blev kaldt det røde land, havde ligget i krig med den hvide kejsers hær igennem mange år, og det lod derfor også til at den hvide kejser bare var en titel der gik i arv. Men hvad lavede den hvide kejsers mænd her? Det her var langt fra det område han regerede over og aldrig før var der kommet soldater fra hans hær ind i denne skov.
”Det gør den nu.” Svarede soldaten uden øjet bistert.
Rick wuma der hed Kazuu udstødte et pragteksemplar af et brøl, Kazoo var en præmie wuma og havde kostet flere penge end Ruk nogensinde havde set.
”Truer i os?” skreg Riack fra toppen af Kazuu.
”Truer jer? Nej det tror jeg nu ikke at vi gør. Så lange i aflevere hele jeres last så går i lov til at leve.”
Ruk gispede, hvis de mistede lasten ville deres hjemby Vivaro være fortabt, de kunne ikke overleve vinteren hvis de ikke fik nyt uldtøj fra byerne og medicin fra landende mod vest.
”Så hellere dø!” skreg Riack og trak sit elegante buede sværd, bag ham greb hver eneste medlem af karavanen til våben og stemte i Riacks krigsråb.
Med et brøl satte Kazuu af med sine kraftfulde bagben og sprang ind over de hvide soldater. Derefter var alt kaos, 60 arbejdere drevet af raseri gik til angreb på 40 veltrænede soldater. Det var et blodbad, og Ruk var fanget midt i det. Ruk havde ikke grebet til våben, han havde i stedet forsøgt at flygte men var blevet fanget i kampens forvirring. Omkring ham kæmpede soldater mod arbejdere og de hvide wuma ryttere forvandlede hurtigt de få wumaer som karavanen havde med til forsvar, til blødende lig. Nu sprang de frem og tilbage på kamppladsen og hvor end de var spredte de død og ødelæggelse i enorm målestok.
Kun en af karavanens wumaer var stadig i live, kazuu sprang rundt i drabelig elegance, og sammen med Riack spredte de frygt og død blandt fjenderne, og håb blandt arbejderne.
Men soldaterne så godt hvilken rolle Riack og kazuu spillede for slagets gang og alt blev derfor sat ind på at stoppe den dødsensfarlige duo. Kazuu undgik mesterligt mangt et angreb men til sidst gik det galt.
Riack og Kazuu fik timet et spring forkert så i stedet for at springe forbi en fjendtlige wuma midt i kampens hede, sprang de over den. Ruk så i betaget rædsel soldatens hellebard gennemborde de bløde skæl på Kazuu’s mave og han vidste nok om wumaers anatomi til at vide at stikket var gået lige i hjertet på Kazuu og blodsprøjtet der fulgte beviste det. Kazuu’s dødsskrig steg klagende op mellem trækronerne mens han stadig var i luften med Riack på ryggen.
Ruk hørte det hjerteskærende skrig, og så alligevel ikke, han havde nemlig for travlt med at opdage at han stod meget dårligt placeret. Ruk stod som paralyseret mens Kazuu langsomt faldt ned imod ham, der var ingen tvivl om at Kazuu ville lande direkte over på Ruk og formentlig knuse ham med sin vægt, men Ruk kunne ikke få sin krop til at flytte sig. Han hørte ikke kampens larm, følte ikke Kazuu’s der nu sprøjtede ned over ham, han stod bare og så det uhyggelige, og betagende syn som den nu døde kazuu var. Så kom smerten, da wumaens store vægt hamrede mod Ruk og slog ham mod jorden. Ruk mærkede tre klør gennemborde sig, en igennem skulderen, en i hjertet og en punkterede hans venstre lunge.
”Nu før jeg.” mumlede Ruk før han mistede bevidstheden. Oven over ham, skar Riack sig fri af sadlen og kastede sig tilbage i kampen.