Stemmen

Pleger man ikke at have læsere før man får gæsteskrivere? nå jeg har alligevel aldrig forstået reglerne her.
Den her novelle hedder "stemmen" og er skrevet af en af mine gode veninder der kalder sig ved hendes forfatter navn: Josefine Kjær. (Jeg vil også have et forfatter navn D: )
Det er virkelig en god og tankevækkende novelle, it rule!

ps. nu med rettelser fra Josefine Kjær



Stemmen

”Lad dine drømme fare frit. Lad dine tanker fylde dit syn. Lad din krop hvile. Fortæl mig hvad ser du.”, spurgte kvinden. John Miller havde gået til terapi efter at han havde færdiggjort sin bog, for tre uger siden.
”Jeg ser mig selv i min have. Solen skinner og himlen er blå. Jeg venter besøg”, svarede John.
”Af hvem?”, spurgte terapeuten roligt.
”Jeg venter besøg af Ham”, svarede John, mens han prøvede at forholde sig roligt til tanken.
”Hvem er Han? Kan du se hans ansigt?”, spurgte terapeuten og skrev nogle få notater på sin blok.
”Han siger han er mit mareridt. Han siger til mig at jeg vil dø. Jeg kan ikke se hans ansigt. Han står lige bag mig”. John begyndte at svede og ryste i hele kroppen.
”Tag det roligt John. Tag det roligt”, sagde terapeuten roligt. John lå stadig på sofaen med lukkede øjne. Han begyndte at komme til sig selv. Han ville igennem det.
”Kender du ham?”, spurgte terapeuten efter et stykke tid.
”Ja, jeg kender ham. Han er min ven. Min bedste ven”, svarede John.
”Hvorfor er han så dit mareridt?”
”Han vil mig det godt. Han siger jeg er ham og han er mig. Han siger jeg ikke behøver at lide mere”, svarede John smilende.
”Lider du, John?”
”Nej”
”Hvorfor siger han så du ikke behøver at lide mere?”
”Jeg ved det ikke”, svarede John mistænksomt.
”Hvorfor John. Tænk dig om”
”Jeg ved det ikke”, sagde John og åbnede sine øjne. Terapeuten rejste sig fra sin stol og gik hen til sit skrivebord.
”Vi er færdige for denne gang John, men kom igen i morgen kl. 10. Passer det dig?”, spurgte terapeuten og kiggede i sin kalender. John nikkede.
”Godt så ses vi i morgen”, sagde terapeuten og åbnede døren ud til gaden. John tog sin jakke og gik ud. Da døren blev lukket bag, stod John stille tilbage på fortovet. ”Jeg ved det ikke”, sagde han.

John kom hjem til sin lejlighed og fandt den tom. På hans svarmaskine blinkede en lille rød knap. John trykkede på knappen og en kvindestemme sagde. ”Du har et ubesvaret opkald. Ubesvaret opkald i dag kl. 12.” En anden kvindestemme begyndte at tale. ”Hej John. Det er mig, Dina. Jeg håbede jeg kunne fange dig på din hjemmetelefon, men det lykkedes mig ikke. Jeg ville hellere have sagt dette til dig personligt, men du er der aldrig. Jeg vil sige til dig at vi ikke kan være sammen mere. Jeg kan ikke klare det mere. Dine mareridt, dine humørsvingninger, det at du aldrig er der. Jeg er ked af det John, men jeg kan ikke mere, så jeg vil sige farvel. Farvel John, jeg håber du finder lykke en gang.”
John stirrede ud af vinduet. Han vidste ikke hvordan han skulle forholde sig til beskeden. Han vidste hun ville forsvinde på et tidspunkt, men hvornår vidste han ikke. Nu gjorde han. Han var alene igen.
John gik ud i køkkenet og tog sig et glas vand. Han satte sig bagefter ind i sin stue, hvor der på sofabordet, stod hans skrivemaskine. Han satte sig foran den og begyndte at skrive hans tanker ned. Han blev ved med at skrive til hans fingre gjorde ondt, men alligevel blev han ved. Han ville ikke stoppe. Aldrig.
Da det blev mørkt udenfor, var John blevet sulten. Han stoppede med at skrive og tog sig noget at spise fra køkkenet. Han tændte noget lys i stuen og satte sig igen til at skrive.
”Jeg er din ven. Jeg er dig og du er mig”. John stoppede med at skrive og vendte sig hurtigt om. Hvor kom den stemme fra? Var han ved at blive tosset. John var ved at blive vant til stemmen, den havde været der i tre uger nu, men stemmen var stadig uhyggelig og gjorde han utryg.
”Lad mig være.” sagde John usikkert, han begyndte at skrive igen.
”Hvorfor John. Kan du ikke lide mit selskab?”, spurgte stemmen og begyndte at grine. Det var en mandestemme. Den var dyb, men stadig virkede den venlig.
”Jeg kan ikke klare det mere”, svarede John og tog sig til hovedet.
”Hvad kan du ikke tage mere?”, spurgte stemmen.
”Dig! Du er der hele tiden. Lad mig nu være”, bad John.
”Nej, John. Du ønskede mit ind i dit liv, og nu er jeg her. Det er dit ønske”, forklarede stemmen.
”Jeg har ikke ønsket dig i mit liv. Du er her bare”
”Kig i din bog”, sagde stemmen.
”Hvilken bog?”, spurgte John irriteret.
”Den sidste bog du skrev”
John gik hen til reolen til venstre for ham. Han kiggede på alle bøgerne og rakte til sidst sin hånd op efter en. Han tog fat om bogen og trak den ned til sig. Jeg er din ven var titlen på bogen. Den var på 195 sider.
”Hvad nu?”, spurgte John ud i rummet.
”Åben den. Læs fra side 194, nederst”, sagde stemmen.
John slog op på den nævnte side og begyndte at læse.
”Læs højt”, sagde stemmen.
”Franco gik hen til sofaen. Han satte sig udmattet ned og tog sig til hovedet”. Uden John vidste det, gjorde han præcis hvad han læste op.
”Franco tog sig til hovedet med den ene hånd og sagde: ”Hvis du virkelig er min ven, så fri min fra mine smerter. Jeg kan ikke mere kære ven. Jeg kan ikke mere. Jeg er så træt. Jeg kan tro han slap af med endnu et mord, men der er intet jeg kan gøre”. Franco lænede sig tilbage i sofaen. Han tænkte på den forbryder han havde jagtet de sidst tre år. Han havde begået mord igen og var sluppet fra det, for man havde ingen beviser der bandt ham direkte til mordene. Det sidste mord havde været på Francos kone. Han kunne ikke klare smerten mere. Han havde ikke lyst til at leve mere. Hans liv var ovre”. John mærkede en kniv på hans hals. Den borede sig ind i kødet og skar halsen over. ”Jeg er din ven, Franco”, sagde stemmen
Næste dag fandt man liget af John Miller siddende fredsfyldt i sin sofa. Terapeuten havde meldt John savnet da han ikke kom til terapi, hvilke han ellers gjorde hver gang, så det at han blev væk var ikke gode nyheder.
En politibetjent kom gående ind i rummet, en time efter liget blev fundet.
”Hvad tror du, Henry? Selvmord?”, spurgte betjenten.
”Ja, det ser sådan ud, Gill”, svarede en anden betjent.
På sofaen sad John Miller, smilende og med en blodig kniv i venstre hånd.
”Hvad siger du, Wilson?”, spurgte Gill, da retsmedicinlægen kom hen til betjentene.
”Jeg kan ikke sige meget her, men det tyder på selvmord. Halsen er skåret over fra højre til venstre. Det stemmer overens med knivens position”, sagde Dr. Wilson.
”Tak”, sagde den anden betjent. Dr. Wilson gik ud af lejligheden.
”Hvad er det?”, spurgte den Henry. Han gik hen til skrivemaskinen foran liget. Henry trak papiret ud af maskinen og læste den sidste sætning: ”Hvilken bog?”
Gill var gået hen til liget og tog bogen op der lå i skødet på det.
”Han fandt vist bogen”, svarede Gill.
”Hvad står der?”, spurgte Henry.
Gill læste den sidste sætning: ”Hans liv var ovre”.
Henry nikkede.
”Hvil i fred, hr. Miller”, sagde Gill og lukkede bogen i.