Forfulgt

Min første danske novelle, den er ikke såååå god men den er okay.

Forfulgt.
Han stod der altid, lige der på hjørnet henne ved bageren. Hver eneste gang jeg gik hjem fra arbejde så stod han der på hjørnet, den var stensikker. Han var ikke særlig høj, men han var bredskuldret og havde en lang frakke på der med hætten trukket op skjulte hans ansigt. Han stod bare der og kiggede ud i luften, men når jeg kom forbi kunne jeg altid fornemme at han skulede til mig. Han sagde aldrig et ord han stod bare og kiggede efter mig. Det virkede ikke som om der var andre der lagde mærke til ham, de gik bare forbi som om der ikke stod nogen, men det var der vil heller ikke noget at sige til, det var jo ikke dem han gloede efter. Det sjove var den følelse jeg havde af at have set ham før, men jeg kunne bare ikke huske hvor det var jeg havde set ham. Jeg gik forbi ham hver eneste dag, og hver eneste dag stod han og kiggede på mig. Jeg prøvede at gå en anden vej for at undgå ham, men så stod han bare et nyt sted og holdt øje med mig. I starten ignorerede jeg ham bare, han gjorde mig trods alt ikke noget, men han var så vedholdende og langsomt blev han mere aggressiv, i starten begyndte han bare at følge efter mig et stykke af vejen hjem, han gjorde mig ikke noget så jeg forsøgte endnu en gang at ignorerer ham. Men det blev sværere at ignorerer ham som han blev mere modig og mere pågående. Han begyndte at følge mig hele vejen hjem, og så stod han bare der på den anden side af vejen og ventede. Jeg blev paranoid, begyndte at løbe hjem efter arbejde, jeg tog omvejen og genveje, men ingenting kunne ryste forfølgeren af. Det hele eskalerede en dag hvor mig og en af mine venner havde været i biografen og jeg skulle hjem igen. Der stod han igen i sin frakke og så kom ham, han gik direkte hen imod mig, det havde han aldrig gjort før. Jeg gik i panik, jeg løb, jeg spurtede af sted, men af en eller anden grund kunne jeg ikke slippe væk fra ham. Jeg løb og jeg løb og da jeg endelig kom hjem og smækkede døren i, kunne jeg se ham komme hurtigt nærmere døren igennem glasset. Jeg tog et skridt tilbage og så til min rædsel døren flyve af sine hængsler og lande for fødderne af mig. Jeg faldt bagover af bar forbløffelse da han trådte ind over døren og tårnede sig op over mig. Han tog hætten af og sagde i en stille og venlig stemme: ”undskyld, du glemte vist at slukke mobiltelefonen i biografen.” Og så gik han bare igen.