Renevatio 1+2+3

Kan i huske Renevatio? Det er min homie Bjørns mystiske historie som jeg postede første del af for et stykke tid siden, nu er nummer to og tre landet i mailbakken og derfor invitere Grevens blog endnu engang velkommen til en Bjørne produktion, instrueret, produceret og skrevet af Bjørn! (klap klap klap!)


Del 1
Varmen.
Varmen var gudskelov det første jeg følte.
Den kildende fornemmelse i de yderste fingerspidser, den prikkende fornemmelse, som når ens ben er faldet i søvn. Det føltes som en af de dage, da man var barn og man havde været ude at lege i sneen. Den følelse af at komme indenfor og mærke sine lemmer tø når man satte sig på den skoldhede radiator. Den bredte sig, varmen, fra fingerspidserne videre til albuen gennem underarmen. Fra de små led i tæerne til knæene gennem anklerne og skinnebenet. Det var som om mit hjerte vågnede op til dåd efter flere års tung søvn. Selvom jeg ikke reagerede var den samme slags overraskelse, som hvis det havde været en mursten der begyndte at pumpe. Det havde selvfølgelig pumpet hele tiden, men nu gik det hurtigere, jeg kunne mærke det. Det mærkedes som om der var en gammeldags slagmark i mit bryst. De gamle støbejernskanoner fyrede deres ladninger af med en dump eksplosion og rekylen tvang dem tilbage i en rapid med alligevel doven bevægelse, før den næste kollega ved siden af gentog proceduren. Efterhånden udviklede det sig til et maskingevær af en tung kaliber, der taktfast affyrede sine skud. På den måde hurtigere og hurtigere.
Min hørelse vendte også så småt tilbage. Jeg kunne høre rindende vand. Det raslede og knitrede som en skralle. Lige så stille vendte følelserne i mine muskler også tilbage, det føltes som mikroskopiske nåle der borede sig ind i min hud, hver gang en vandstråle ramte mig.
Jeg følte mig som en gammel fabrik, en der havde været ude af drift i utrolig mange, og så - pludselig - er der nogen der tænder for alle maskinerne og fyrer op under hver en kedel. Hele min krop begyndte at indfinde sig i sin rytme. Jeg var som en tom skal. Jeg føltes helt tom. Det var som om jeg ikke havde fået noget at spise i evigheder. Sulten begyndte at gnave i mig, som ville den spise mig indefra. En spasme gik gennem min nakke - jeg havde lyst til at gøre et kast med hovedet. Vandet strømmede ned over mig, lysten til spasmer spredte sig. Min hånd gjorde pludselig et spjæt, så min skulder, mit ben.
Svage råb. Langt væk - som et tågehorn gennem den tykke dis. Det lød næsten som om nogen havde reguleret lydens hastighed.
En pludselig lettelse gik gennem min krop og alt blev koldt - koldt som et hvidt og frossent ishelvede. Et lag af mig forsvandt, en ham der faldt til jorden. Jeg følte mig med et kold og nøgen.
Mine hænder, der var foldet over kors for mit bryst, faldt ned langs siden. Et glimt af balance strejfede min bevidsthed. Et glimt om balance ude af kontrol.
Jeg faldt forover.
Mit syn gjorde en smuk gestus; fra den totale mørke, gik det til en himmelsk strålekrans. Et guddommeligt blitz, der svækkede mit syn mere end det var i forvejen. Dog skimtede jeg de utydelige konturer af skikkelsen der greb mig. Det flagrede omkring dens fødder, som var den en engel der bar en kridhvid kåbe. Skikkelsen vendte sit hoved og råbte noget utydeligt til nogen i den anden del af det rum, vi åbenbart befandt os i. Skikkelsernes hvide kroppe stod nu mere frem og farverne omkring mig blev også mere klare.
Da mærkede jeg en umenneskelig træthed der overvældede mig. Eller var det en træthed? Det var som om nogen slukkede for mig. Jeg lå på et gulv der undergravede min underbevidste teori om, at det umuligt kunne blive koldere i denne verden end den kulde jeg følte. Hele min krop rystede, smerterne gjorde ikke noget. Engleskikkelsen holdt om mit hoved. Holdt det oppe fra jorden. Den råbte panisk efter nogen. Flere skikkelser nåede lige at komme til, inden for mit synsfelt, før jeg besvimede.


¤

Kulde.
Nøgen.
Ny.
Hvor var jeg? Var jeg død? Det var jeg vist ikke. Det ville også ligne noget af en kliche. Det virkede som om jeg sad i en sky. Alt var blødt og hvidt. Alt, nærmest skinnede. Hele min krop prikkede stadig. Jeg havde åbnet mine øjne forsigtigt og skånsomt. Alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad mit blik ville møde.
Et hav. Et smukt hav der bredte sig i så langt jeg kunne se. De tusindvis af blågrønne bølger havde gråhvidt skum på toppene og forsvandt, for derefter at dukke op igen lidt efter. De gik op og ned. En evig puls. Den mørke blårgrålige himmel over havene, så ud til at være i oprør. En byge var vist på vej. En sær glans lå over denne horisont. Det lykkedes mig at få løftet min hånd op og række ud efter den. Hånden ramte glas. Horisonten var bag et vindue. Jeg lå i et værelse. I en seng. Mine øjne spærredes op i overraskelse.
”En herlig udsigt, ikke sandt?”
Det gibbede i mig. Jeg drejede hovedet 180 grader og så lige ind i øjnene på et andet menneske.
Det var en midaldrende mand i en hvid kittel der sad på en kontorstol. Han havde smalle, firkantede briller på og en enkel, kort lok af hans ellers noget så nydeligt til side friserede, mørke hår, hang ned i panden på ham. Han sad foroverbøjet imod mig, med albuen hvilende på den ene knæ, i hans ene hånd havde han en papirblok med tilhørende kuglepen og en filmappe.
”Du fik faktisk et af de bedste værelser vi har for tiden.”, sagde han venligt. ”Jeg er Dr. Ivar Munk Højgård og skal være din primære kontaktperson til overpersonalet.”
Jeg nåede lige, at lade mit hoved tippe lidt på skrå inden han talte videre.
”Ja, du kan jo nok ikke fortælle mig dit navn eftersom vi har formodninger om, at du lider af hukommelsestab, passer det?”
Jeg havde ikke den fjerteste ide om, hvad jeg kunne hedde. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Så, hvad manden her sagde måtte passe. Jeg kiggede stadigt intenst på ham, mens jeg nikkede forsigtigt.
”Aha, ja.”, sagde han og noterede noget på sin blok. Da han kiggede op, bemærkede han mit blik. ”Du har intet at være bekymret for, min ven. Vi vil dig kun det bedste her, det kan du regne med.” Hans stemme var munter og opkvikkende. ”Vi skal nok tage os af dig.” Han gjorde en kort notits før han sagde: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til dit navn eller dit hjem. Men du skal vide, at vi har de bedste teknikere på sagen døgnet rundt. Af hensyn til din sikkerhed kan jeg desværre heller ikke fortælle dig, hvor du blev fundet, men bare rolig, det skal du nok få at vide senere.” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg ikke helt var med på, hvad han mente. Han skulle lige til at åbne munden igen, da det kort bankede på den ene af dørene i det letblårlige lokale, hvori vi befandt os. ” Ja, det er sikkert hende jeg lige skulle til at fortælle dig om. Kom ind!”, sagde han samtidig med at han rejste sig fra stolen. En kvinde åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. ”Kom ind, Cleo.”, sagde doktoren med det mørke hår. Hun åbnede døren helt og trådte ind med en bakke balancerende på den ene hånd. Hun var også i en hvid kittel. Hun stillede bakken på et lille bord inden for døren og vendte sig mod doktoren og mig, alt imens hun strøg en tot af det rødblonde hår, der havde forvildet sig ned i hendes ansigt, tilbage bag øret. Hun smilede et fregnet og kækt smil til mig, mens doktoren præsenterede hende: ”Dette er din sygeplejerske Cleo, hun er en af de nye på vores facilitet. Hun kommer fra sydøerne og, jah, resten kan du vel selv fortælle, ikke sandt, Cleo?” Hun kiggede opmærksomt over på ham og nikkede venligt. ” Du kan give mig besked om et eller andet gennem Cleo, hvis jeg ikke selv er til stede. Det var vidst det.”, sagde han og henvendte sig derefter mere lavmælt til Cleo: ” Hvis du nu foretager basisundersøgelser, så husk at arkiver notaterne i D8736-14´s journal. Og du kender vejen til mediarummet? Det er ovre i blok 3.20, vinge 4. Og du kan huske dit logon? Fint, så vil jeg overlade resten til jer to.” Han vendte sig om og nikkede smilede til mig, før han gik ud af den samme dør som Cleo for få minutter siden var kommet ind af.

Hun vendte sig over imod mig, efter at havde fuldt doktoren med hovedet. ”Ja, jeg hedder jo så Cleo og indtil vi finder ud af dit rigtige navn hedder du jo så officielt D87. Jeg ville nok egentlig kalde dig noget andet og mindre kedeligt, men så skal jeg lige ha` lov af overpersonalet og så videre.” Hun stod med den ene hånd i siden imens hun forklarede. ”Vi var ikke helt sikre på, hvordan du klarede den, så jeg bliver nødt til først at teste om alle dine vigtigste organer fungerer som de skal.” Hun tog et lille stetoskop frem fra en marineblå værktøjstaske hun havde siddende på sit bælte, om kitlen. Du hun nænsomt placerede det på mit bryst, kom en let version af den kulde der lige var begyndt lige så stille at fortage sig. Det gav et ryk i mig og spjættede også lettede forfjamsket. ”Det må du undskylde, jeg sku jo ha gjort det varmt først.”, grinede hun undskyldende.
Efter at have undersøgt hjerte, lunger og reflekser mente Cleo, at der også skulle være et øjeneftersyn. Hun sad nu på kontorstolen og tjekkede at hendes lille lygte virkede. ”Bare se mig ind i øjnene.”, sagde hun. Det havde jeg intet imod. Hun havde kønne øjne. De var grålige, men stadig lyse og når hun snakkede lignede det nogle gange, at hun missede op imod solen, fordi hendes kinder lavede den samme trækning, når hun samtidig smilede. Og det gjorde hun. Hun noterede nogle ting ned og sagde: ”Det var vist det”, og smilede atter før hun gik ud af døren igen.

Men det var desværre langt fra overstået.




del 2
Lys.
Så forfærdelig meget lys.
Som en bombe der falder for fødderne af en.
En hætte af træthed var trukket ned over mit hoved da jeg vågnede. Jeg blinkede med øjnene et par gange for at vende mig til det kraftige lys der åbenbart skinnede mig lige ind i ansigtet. Jeg følte mig ør og sulten. Jeg vidste, at Cleo nok ville komme med min morgenmad om cirka et kvarter, ifølge det lille, enkle ur over gangdøren. Det havde hun fortalt mig i går.
Dagen før, efter min undersøgelse, var jeg igen faldet i søvn. Da jeg havde vågnet et godt stykke tid senere sad Cleo på kontorstolen i mit værelse og drejede rundt om sig selv mens hun sad og tegnede på sine notatblok. Hun havde grint til mig i forlegenhed over hendes lidt barnlige optræden og undskyldt. Men det gjorde ikke noget for mig.
Hun havde spurgt mig om jeg havde sovet godt og om jeg var interesseret i noget morgenmad? Mens jeg så sad og spiste fortalte hun om sit hjem på Sydøerne, om hendes opvækst og hendes familie. Det tog det meste af dagen. Men det var rart, så det gjorde ikke noget. Jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig over at jeg ikke selv kunne tale med om emnet. Jeg kunne jo intet huske om min familie. Hvis jeg da stadig havde en. Når jeg prøvede at genkalde nogen minder - i en hvilken som helst form - var det som om sengeklædets kulør havde brændt sig fast på min nethinde. Der var rent og hvidt. Som et nyvasket hospitalsgulv. Jeg kunne intet huske, alt var renset væk. Og alligevel vidste jeg at en seng var en seng og en stol var en stol. Til min store glæde var mestrede jeg også stadig talens brug. Så de mest materielle og basale ting var stadig noget jeg kendte til.
Det var ikke noget man lige vende sig til.
Jeg lå og gned mig lidt i øjnene. En sitren i halsen fortalte mig, at jeg skulle gabe. En lang syngende lyd stod ud af mig.
“Godmorgen.” Cleo stod ovre ved gangdøren og lukkede den i med det ene ben mens hun rakte bakken med min morgenmad over imod mig. “Værsgo, der er vist en der lige er stået op, hva?” “Jah..”, gabte jeg søvnigt.” I går var nok en lidt kedelig dag for dig. Så i dag har overpersonalet besluttet at du skal have adgang til din egen interskærm.”, fortalte Cleo entusiastisk. “Nej nej, det var skam ikke kedeligt. Jeg hygge mig meget.”, svarede jeg. Hun smilede og sagde:” Tak, i lige måde, men nu har overpersonalet altså stillet den til rådighed og det sker ikke for alle. Så en smule taknemlighed ville nok være på sin plads.” Jeg nikkede og kiggede udenfor, ud af mit vindue. Vejret var nærmest det modsatte af i går. I dag skinnede solen og et par få skyer konkurrerede med solen om opmærksomheden ved at lægge sig ind foran den. Havet var rolig og himlen havde en kølig og frisk blå farve.
Overpersonalet havde indtil videre ellers ikke vist sig fra deres mest gavmilde side. Jeg havde flere gange spurgt Cleo om jeg ikke kunne få lov til at spadsere rundt på Facilitetens område, men hver gang var svaret det samme. At overpersonale endnu ikke havde givet mig udgangstilladelse og at jeg derfor altid var i mit rum. Heldigvis var Cleo der også så ofte hun kunne, med mindre hun skulle arkivere nogle målinger, renskrive noter eller viderebringe oplysninger til nogle af laboratorierne.

“Jeg smutter lige ud og henter den til dig. Det tager lige to sekunder.” Hun vendte sig mens hun sagde det og trippede ud af døren.
Interskærm? Den slags mente jeg ikke at kunne huske. Jeg havde en ide om hvad et fjernsyn var og gættede på at denne Interskærm nok var noget i samme retning. Jeg sad et stykke tid og lod atter blikket falde på den betagende udsigt. Det var der jeg så hen det meste af tiden, og så selvfølgelig på Cleo, alt imens jeg lod tankerne flyve. Jeg glædede mig til endelig at få noget forandring. Noget mere interessant, for ærlig talt bliver, selv en smuk udsigt, efter et par dage en smule kedelig.
Jeg kiggede væk fra vinduet og over imod døren, eftersom jeg kunne høre, hvad der højest sandsynligt var Cleo, nærme sig døren til mit værelse. Samtidig steg en svagt knirkende lyd sig ude fra gangen. Det bankede på døren og Cleo stak sit smilende, fregnede hoved ind af døren.
“Giver du mig lige en hånd med den her?”, spurgte hun en anelse forpustet. “Den er altså rimelig tung.”
Jeg sprang op og hjalp hende med at bakse den tunge genstand ind på værelset. Det var en kæmpe plade, tyk som en overarm og med en længde som en voksen mand, der lå lodret. Den stod på en piedestal, med hjul, og var hævet så den befandt sig et sted mellem ens hofte og hovedbund, når man stod foran den. Cleo stod med hænderne på lårene og pustede ud.
“Tak for hjælpen, den er så til dig!”, kvidrede hun mens hun strakte sig. “Overpersonalet har besluttet at tildele dig denne interskærm til midlertidig tidsfordriv, mens de prøver at finde oplysninger om dig og din familie.”
Jeg takkede og kiggede nærmere på den strømlinede, sølvskinnende kasse. Jeg lod mine hænder glide over de afrundede kanter, stålet var køligt mod min hud. Jeg gik undersøgende rundt om kassen i håb om at finde en startknap eller lignende. Cleo undertrykte et fnis og sagde: “Lad mig vise dig hvordan den fungerer.”
Hun stillede sig foran den ene af de to store flader og placerede sin hånd, med spredte fingre, på midten af fladen og sagde: “2242-Cleo V.- blok 4” Et par næsten usynlige sprækker, på hver side af Cleos håndflade, tæt på kanterne åbnede sig og løftede en tyk stålplade om på den anden side af kassen. Det skete med en undertrygt teknisk summen og efter pladen var flyttet, blev en sort skærm afsløret. Den skinnede som en opal i dunkle nuancer. Jeg kunne med det samme fornemme at der bag denne mørke facade skjulte sig mere end man kunne forestille sig.
Cleo prikkede med pegefingeren i midten af den mørke flade og et blitz stod ud fra skærmen, mens den karakteristiske skærmsummen lød fra maskinen. Et skinnende lyseblåt interface kom frem på skærmen. Cleo bankede to gange på skærmen igen og utallige ikoner dukkede frem på skærmen. Jeg nåede at se hende prikke på ikonet med titlen “Arkiv”, før flere mappeikoner dukkede op.
“Jeg tænkte, at du måske ville vide lidt om situationen udenfor - vi ved jo ikke hvor længe du har været væk.. Den politiske situation vil sikkert interessere dig, for.. Tja, det kan du vel selv læse. Der findes kopier af alle aviser fra de sidste 12 år i dette arkiv, det burde kunne udfylde en del af det tomrum du har været i.”
Jeg nikkede og gengældte hendes søde smil. Et øjeblik var der noget ved hendes øjne, men jeg nåede ikke at analysere det nærmere før hun kiggede væk. Mens jeg prøvende klikkede mig ind under en tilfældig avis fortsatte Cleo med at fortælle: “Interskærme, som den der, er den bedste og mest udbredte måde at lagre og videregive information på, bare så du ved det.”
En lille ny verden var åbnet for mig, med en masse nyt der skulle opdages. Jeg havde en del der skulle indhentes..


Del 3
Mørke.
Endeløst mørke.
Det var hvad dette land havde været indhyllet i.
Et mørke af sorg, tab og fortvivlelse. Mørket en krig efterlader sig. Og som så mange gange uden hverken sejrsrus eller taberens gråd. Man sagde fra begge fronter, at de havde ”stået lige”, da begge lande var løbet tør for penge og troede, at de havde tabt. Den forrige regering blev selvfølgelig afsat og folket vendt sig mod nye og mere troværdige partier, i håbet om en stærk person der ville hjælpe deres land på rette fod igen. Og det fik de. Desværre.

Arkivet fortalte alt hvad jeg ville vide. Næsten da. Jeg fandt intet om min familie eller mig selv, men på den anden side, hvad havde sandsynlighed også været for det. Cleo var gået ud efter noget te og nogle småkager til os, mens jeg stadig sad og sugede til mig af oplysningerne om fortiden.
Det var spændende stof. Jeg kunne ikke rigtig huske noget om det land jeg havde været fra, om jeg var indfødt i dette land eller om jeg var fra en hel anden verdensdel. Men denne skærm oplyste med stor ivrighed og jeg ville ikke lade nogle af informationerne gå forbi.
Det lod til at landet de sidste mange år havde været regeret af et militaristisk og ultrakonservativt parti der hed Progressionspartiet. De havde sørget for at få genetableret det orden og ro i samfundet som så mange år havde manglet. Der havde været kaos - røverier, vold, mord, massakre og voldtægter. Der var artikler med billeder og overskrifter som fik mig til at føle en underlig og uhyggelig tomhed. Den samme tomhed som når man er sulten. Det gjorde ondt i maven at læse og se hvad dette lands indbyggere havde været udsat for før Regeringen kom til. Til gengæld havde Progressionspartiet også siddet på denne post de sidste 11 år, ingen andre partier var blevet oprettet. Der var et par artikler, tydeligvis fra blade af den mindre lovlige slags ifølge Regeringen, der hentydede at Regeringen havde grupper der konsekvent arbejdede på at forhindre andre partiers opståen og som stoppede dem inden de overhoved kom i gang. Der var også artikler der både hyldede og kritiserede den omfattende maksimering af Regeringens vagtstyrker, som åbenbart var en form for ekstra sikkerhedspoliti, der var mere hårdføre overfor den civile befolkning end det normale gadepoliti. Endnu en gang var der brutale billeder. Billeder fra nogle af de få demonstrationer gennem de sidste par år. Der stod endog, at der på et tidspunkt til en protest, som følge af, at militærets budget for det følgende år endnu en gang overskred grænsen og at der blev færre og færre penge til at bruge i det offentlige, blev indsat rigtige militærtropper. Paralyseringsdronerne, en enhed som der, ud fra hvad artiklen fortalte, åbenbart vistes meget lidt om i offentlighed. Ikke fordi de gjorde det om nogle andre militære enheder, men alligevel plejede der altid at slippe en lille smule ud, det gjorde der ikke i dette tilfælde.
Jeg gyste en smule. Var dette virkelig den verden jeg levede i? Havde jeg været vandt til dette? Havde jeg været en af dem der havde været deres støtter, eller en af deres modstandere? Havde jeg i desperation stemt på dette parti, hvis regering havde forvandlet det krigshærgede og anarkistiske land til en stram og perfektionistisk politistat?
Jeg lænede mig tilbage i den bløde kontorstol og støttede med en mut mine mit hoved på næven mens jeg funderede. Hvordan kunne det være, at Faciliteten havde artikler fra blade der ikke var godkendte af Regeringen? Jeg gik ud fra, at Faciliteten modtog en eller anden form for økonomisk bevilling fra Regeringen, så hvordan ville de tillade at den slags artikler blev spredt på en af deres institutioner? Efter at have læst om dem og dannet mig en nogenlunde troværdig politisk profil af dem gik jeg ud fra, at de ikke ville tage det særlig pænt. Eller måske var artikler bare en del af den tilgængelige information i alle interskærme, selvom det ikke virkede særlig sandsynligt.
I det samme sparkede Cleo døren ind på sin sædvanlige måde og bankede den i bag sig med den fod hun ikke balancere på. Hun grinede til mig fordi jeg smilede af hendes entre. Hun serverede foran mig mens jeg prøvede at formulere spørgsmålet.
”Eh.. Cleo? Hvordan kan det være at I har artikler fra regeringsfjendtlige blade i jeres arkiv? I er vel støttet af Regeringen?”
Hun stivede og drejede resolut om, mens hun stirrede på mig.
”Tja.. Altså.. Overpersonalet vil jo helst ikke ha vi snakker med patienterne om den slags, men.. Jeg ville jo altså være ret nysgerrig efter den slags.”
Jeg nikkede og kiggede opfordrende på hende. Hun sukkede og lod skuldrene falde, hun lod sig falde ned i den anden kontorstol. Hun krydsede sine ben og tog en dyb indånding.
”Altså, Overpersonalet vil helst ikke ha, at I ved det, men I er ikke helt så trygge her som det virker. Regeringen har et godt stykke tid mistænkt stedet her for at være fjendtligt stillet mod Regeringen. De tror, at stedet her er en form for rede for modstandere af Regeringen, de tror vi træner og hjernevasker folk her. På flere måder har de aldrig helt godkendt Facilitetens metoder og det, at Overpersonalet har haft svært ved at tolerere Regerings kontrolbesøg har bare fået dem til at blive mere og mere opmærksomme på os.”
Jeg sank en klump og kløede mit skaldede baghoved. Forbavselsen måtte have været malet i mit ansigt for Cleo fortsatte:
”Men bare rolig, de har indtil videre ikke kunne finde noget grundlag for at nedlægge Faciliteten og det gør de nok heller ikke. Vi er meget forsigtige med alle vores eksperimenter her. Desuden er vi meget vigtige for dem. Det håber vi i hvert fald stadig vi er..”
Hun så sørgmodigt ud af mit vindue. Jeg lyttede, skræmt og underligt nok spændt. Som om det var en god historie. Det som Cleo sad der og fortalte mig kunne betyde, at vi begge var i alvorlig fare. Efter de billeder og artikler jeg havde læst så det ikke ud til at Regeringen tog nogle chancer når de havde en mistanke om modaktivitet.
”Der er soldater her på øen.”, udbrød hun stille, men pludseligt.
”De er stadig i den sydøstlige del, men det bliver de ikke ved med..”
Jeg kunne mærke blodet forsvinde fra ansigtet. De var her altså allerede. Jeg kunne ikke blive, vi måtte væk. Jeg rejste mig hurtigt og tabte min tekop på gulvet så den splintredes i tusind stykker. Jeg så forvirret og overrasket ned på resterne af den.
Cleo havde læst mine tanker.
”Det ville være temmelig dumt at tage herfra. Desuden ville du aldrig kunne komme ud herfra. Vagterne ville stoppe dig inden du nogensinde nåede tæt på udgangen. Der er, som jeg sagde før, sikrest her. Desuden ville de aldrig røre os. Vi er en del af dem. Vi er jo nærmest deres virksomhed, det ville de aldrig gøre..”
Det havde hun jo ret i. Jeg var nødt til at blive, om end mod min vilje.
”Men der er noget vi kan gøre..”, sagde hun.
”Hvilket?”, spurgte jeg ivrigt.
”Du kan jo starte som testperson for noget af vores krigsteknologi..”
Jeg måbede, men nikkede samtidig.