Det Røde Land del 7

Stormen der rasede den nat var den værste storm i 20 år. Rundt omkring i bjergende blev der meldt om stenskred og dødsfald. Da solen endelig stod op og skyerne trak mod syd. Blev et kæmpe krater opdaget i en klippe. Ingen vidste hvordan det var kommet eller om nogen var omkommet i eksplosionen. Mange mente at et voldsomt lyn var slået ned i bjerget og lavet krateret, andre sagde at guderne havde bevist deres magt, og visse folk troede endda at et gammelt sagn var ved at gå i opfyldelse og dæmonen Ulim var ved at ødelægge sit fængsel, for igen at sprede død og ødelæggelse i verden. Sandheden var dog en ganske anden.

Ruk vågnede med smerter over hele kroppen. Hans hoved føltes som om det kunne eksplodere hvert øjeblik. Eksplodere… hvad var det det mindede ham om? Eksplosionen! Ruk satte sig op med et sæt. Men hans øjne nægtede at fokusere på nået som helst. Var Lian og Jaro okay? Ruk begyndte at kunne huske hvad der var sket i natten. Et eller havde eksploderet mens de sov, heldigvis havde de ligget bag Jaros vogn som havde taget det meste af slaget. Selvom vognen beskyttede dem var de blevet sendt flyvende ud af hulen og Ruk havde ramt en klippevæg og så… Ruk var blevet slået bevidstløs og havde ingen anelse om hvad der var blevet af de andre. Ruk kiggede rundt han befandt sig i en lang, dyb sprække. Ruk rejste sig op men da han prøvede at stødte på sit venstre ben, skreg han af smerte. Ruk faldt bagover og landede tungt på røven. ”pis! Mit ben må være brækket” Mumlede Ruk. Ruk kiggede rundt der lod ikke til at være nogen vej ud og han kunne ikke klatre op med et brækket ben. Ruk så ingen anden mulighed end at vente.
Efter 2 dage uden vand og mad, havde Ruk næsten opgivet håbet. Såret på hans ben var holdt op med at bløde men lugtede nu råddent og Ruk regnede med såret var blevet betændt. Ruk sad og stirrede op mod himlen da han hørte fodtrin i gruset oven over sprækken. ”Hjælp!” Råbte Ruk ”jeg er hernede.” En mandeskikkelse lænede sig ind over sprækken og spærrede for sollyset. ”Hej Amida! Der er sku en brugbar en lige her.” Råbte skikkelsen og en anden mand lænede sig ind over sprækken. ”Vi behøvede slet ikke at rejse, han kom til os” grinede ham der tilsyneladende hed Amida. ”Vi smider et reb ned” råbte han og Ruk tog taknemmelig fat i det og lod sig hive op. Ruk nåede ikke engang at sige tak da han kom op, før en af mændene slog ham bevidstløs med en stor sten.