Det røde land del 9

Lian, der ikke havde set manden, vendte sig om som et lys og stirrede ind i mørket.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”ja han sidder jo lige der.” sagde Ruk og pegede på manden
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham.” tilføjede han tankefuldt da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”wow dine øjne lyser. Men nok om det. Hvem er det der snakker med os?”
Ruk så at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde: ”Muza er mit navn, fange er mit gavn.” rimede manden.
Jaro stønnede svagt og Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham. ”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her” Jamrede Lian
Jaro hostede og begyndte at tale: ”når i kommer til Den Røde By så find en kro ved navn: ”Dragens Tænder” kro egeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita han kan hjælpe jer.” Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet.” smilede Jaro og døde med et smil på læben.

Ruk brølede sin vrede og frustration ud, i halvandet minut var det eneste man kunne høre hans brutale skrig.
”Regel nummer et, om at overleve i et fængsel: spar på kræfterne.” sagde manden i hjørnet der hed Muza.
”hvad fabler du om” skreg Ruk ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg kunne Lian se men det skyldes hvis ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:

I tidernes morgen da jorden blev skabt, blev 4 raser dannet med pragt.
Menneskene levede i midten, på den frodige jord tæt ved klippen. Deres styrke var mængden som holdt i længden.
Sletten tog Marok, for de kunne klare et ragnarok. På vinger de flyver, og aldrig de lyver.
I sandet blev dannet, en rase forbandet. Det evige liv de ejer, men det føre dem ej til sejre.
Den sidste af de fire er, den største magt skønt uden hær. Kraskini lever under sten, og sten blev et med arm og ben. Stenens ånder blev deres kaldte navn, men det gjorde dem dog ingen gavn. Kraskini kaldte de sig selv, kom noget i vejen blev det slået ihjel. Kejsere af tinderne, husker aldrig minderne.”

Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.