CONTROLED 12

CONTROLED 12

”Det er da løgn.” udbrød Lucarad. Det kunne simpelthen ikke være Rutano’s hovedkvarter. Der var oprettet specialstyrker med kun det ene formål at finde hovedkvarteret, og selv havde Lucarad ledt efter det i 2 år uden at finde så meget som et hint om dens eksistens.
Rutano var en af de mægtigste grupper forbrydere på overfladen, langt de fleste var Katerianere og selvom der ikke var nær så mange medlemmer i denne eksklusive ’Club’ så var deres leder alligevel en af de mest magtfulde mænd på overfladen.
En af grundende til deres succes var at deres hovedkvarter aldrig var blevet fundet og det på trods af at man havde ledt i 20 år efter det. Det eneste tegn på at det overhovedet fandtes var en enkelt tilfangetagen katerian der fortalte at Rutano havde bygget sig et hovedkvarter, men før man kunne udspørge ham mere, var han sprunget på betjenten der afhørte ham, taget hans pistol og skudt sig selv i hovedet. Siden den dag var der blevet sat stort ind på at finde deres hovedkvarter, men endnu var det ikke lykkedes.
’Jep’ svarede Ritai og rev Lucarad ud af hans tanker. ’Den gamle er jo en smule gal med det gamle Japan.”
”Den gamle?” spurgte Lucarad forvirret.
”Ja Rutano’s leder altså. Han er en gammel mand efterhånden, lige omkring de 140 tror jeg.” Katerianer kunne blive op mod 200 år gamle. ”han startede banden for mange år siden, han blev vist heller ikke født hernede, han kom vist nok oppe fra men bosatte sig frivilligt hernede, hvor utroligt det end lyder.” Ritai kiggede op på slottet hvor et par vagter stod, bevæbnede med geværer af stor kaliber.
”Hvordan kender du til det her sted?” spurgte Lucarad forvirret, ”Der skulle kun være meget få der kender til dette sted.”
”Jeg har kommet her siden jeg var barn.” svarede Ritai ”Det er en af frynsegoderne ved at være medlem af klanen. Ja ikke officielt selvfølgelig for at være det skal man jo være født ind i den.” Lucarad blev bare endnu mere forvirret så Ritai forklarede. ”Den gamle stoler kun på folk der er født af medlemmer af Rutano. Han mener at hvis man er vokset op i ’klanen’ som han kalder den, så er man totalt loyal. Der bliver dog altid taget nye personer ind i klanen og da jeg som 7årig ved et tilfælde kravlede herind for at gemme mig, så blev jeg taget af vagterne.
De trak mig med op til den gamle som så skulle bestemme sig for om jeg skulle henrettes, gøres til slave eller indlemmes i klanen. Fin fyr.” nikkede Ritai ”Han kastede et blik på mig og indlemmede mig i klanen. Det har sine fordele, jeg kan komme og gå som jeg vil og jeg kan altid komme og få mad og drikke.”
”Hvis du kender dem så godt, hvorfor sniger vi os så ind som simple kriminelle?”
”Fordi du er et menneske.” sagde Ritai og trak på skuldrende ”Vi kateriaer er sjældent specielt venlige over for din slags. Og her i klanen er der mere end en, der har meget dårlige erfaringer med din slags.”
Lucarad sukkede det her var bestemt ikke hans hjemmebane. ”Hvis vagterne er hader mennesker, hvordan kommer vi så ind?”
”Jeg kender ensom nok godt vil lukke os ind.” Ritai spejdede op mod borgen i et halvt minut og fik så øje på hvem hun end ledte efter.
”Af sted!” udbrød hun og de to satte i løb over mod muren. Da de nåede muren klinede de sig op ad den som om de var bange for at falde ned. Ritai tog en sten og kiggede intenst opad. Sådan stod hun og stirrede opad i næsten 3 minutter, før hun fik øje på spidsen af et gevær der stak ud over toppen af muren. Da hun så spidsen kastede hun stenen op i den vagt der måtte stå deroppe’s synsfelt.
”Hvad fanden?” udbrød en dyb stemme oppe fra muren, og da stenen faldt ned igen kiggede et arret udseende kateria ansigt ned til dem. Han så først Lucarad der ikke var helt tilfreds med hvordan tingende udviklede sig, men fik så øje på den storsmilende Ritai der vinkede op til ham.
”Hva satan, er du nu der igen Ritai? Tror du ikke at du skulle til at blive voksen og tage hovedindgangen i stedet for dit evige luskeri?” hans stemme var hård men han storsmilte og Lucarad troede ikke at han kunne finde på at angribe dem og det gjorde ham lidt mere rolig.
”Luk nu bare op, du kan vel se at jeg har gæster med, som om jeg ville kunne slæbe ham igennem hovedindgangen. Du burde vide bedre, Bobo” Ritai smilte også, de kendte tydeligvis hinanden, men kateriaen på muren virkede ikke videre glad for at blive kaldt Bobo, han fnyste og sagde så.
”En eller anden dag så lukker jeg ikke op og så kan du stå herude i kulden kan du.”
”Ja men ikke i dag vel?”
Bobo sukkede og forsvandt fra muren, få sekunder efter gled en skjult dør op få meter fra hvor Lucarad og Ritai stod og de skyndte sig igennem den.