Det Røde Land del 29

Så er der et nyt DRL afsnit med 2 nye personer og desuden afskeden med en person der endte med at spille en størrer rolle end forventet. men alt i alt er det et kanon kapitel og hvis i nærlæser det som, greven og de nye siger både i denne del men også tidligere kapitler med greven så vil i finde mange så hints til ting der kommer til at ske.

Det Røde Land del 29

Ruk sad i et hjørne sammen med den mystiske greve fyr, og så ham spille skak mod sig selv.
Lian sad sammen med Muza og Shajita og studerede nogle kort over byen og Sukara fodrede Panoe med nogle brødkrummer. Muza var taget af sted morgenen efter de havde sendt hende væk, og var vendt tilbage med Sukara omkring middagstid. Han havde nægtet at svare på hvorfor han havde hentet hende men havde bare sagt at de sikkert ville får brug for hende. Der var gået 4 dage siden de var ankommet og i den tid havde Shajita, Muza og Lian lagt planer, til tider havde de spurgt Sukara til råd men Ruk havde holdt sig helt uden for planlægningen. Han anede trods alt intet om byen eller slottet. I stedet holdt han greven ved selskab og det var ret spænende at se en person spille et gennemovervejet spil skak mod sig selv. Ruk havde udfordret ham en enkelt gang, men greven havde vundet på 10 træk og så var det ligesom ikke sjovt længere.
”Kuso!” udbrød han da en sort løber tog den hvide dronning, Ruk anede ikke hvad kuso betød men greven sagde det når noget gik galt, så det var nok et bandeord af en slags, greven sagde jo så meget mærkeligt.
”Så er planen færdig!” udbrød Muza og rev Ruk ud af sine tanker.
”Hvad snakker du om?” udbrød Shajita. ”Vi mangler jo stadig at finde ud af hvordan i…”
”Planen er færdig.” sagde Muza med fast stemme og bragte Shajita til stilhed.
”Hvad gør vi så?” spurgte Sukara.
”Dengang kongen var en ung prins,” begyndte Shajita. ”kom han tit ned til denne kro som min fader dengang ejede. Der var kun 3 personer der regnede ud hvem den mystiske person der så tit kom var. En af dem var mig, jeg var kun 15 vintre dengang og var meget nysgerrig, så en aften fulgte jeg efter ham da han gik. Han cirklede rundt i byen i et stykke tid og forsvandt så sporløst nede ved floden. Jeg ledte indtil solen stod op efter det sted han var forsvundet hen og først da fandt jeg et tæppe af småsten på den strandagtige bred. Tæppet var syet af småsten og faldt derfor perfekt ind i omgivelserne. Da jeg fjernede tæppet fandt jeg en smal underjordisk gang jeg ikke tvivlede på førte ind på slottet. Senere sneg jeg mig ind om natten og ganske rigtigt kom jeg op i den indre slotsgård. Det er af samme vej at i skal derind.”
”Resten af detaljerne får i undervejs da jeg måske skal redigere lidt på dem undervejs.” sagde Muza. ”Vi tager herfra i morgen ved solnedgang så har vi hele natten til vores besøg.”

Den nat kunne Ruk ikke falde i søvn, han lå vågen og tænkte på at han måske ville bliver menneske igen inden for kort tid. Tanken burde gøre ham glad men han var ikke længere sikker på at han ville være menneske, i over et år havde han været… noget andet og han havde efterhånden vænnet sig til den nye krop.
”Det er for sent at ombestemme sig nu.” tænkte Ruk, vendte sig og faldt i søvn.

Ruk stod i et enormt hvidt rum, Muza, Lian og Sukara stod tæt omkring ham og så meget virkelige ud. Ruk vidste godt hvad der skete han havde endnu ikke glemt første gang de var blevet ført til dette sted.
”Har jeg ret i at antage at det ikke er første gang i prøver det her?” sagde Sukara og kiggede på Muza, Lian og Ruk.
”Korrekt” svarede Lian ”Det er vidst heller ikke første gang for dig.”
”Nej jeg har skam haft besøg før, men det er første gang at der har været andre herinde.”
”Se der!” udbrød Ruk der havde kigget sig omkring. ”Der er andre folk herinde.” Sukara, Lian og Muza fulgte Ruk’s blik og fik nu også øje på to skikkelser der stod et stykke væk. Det var umuligt at se dem tydeligt, det var som om at de stod gemt i en tyk tåge.
”Goddag mine damer og herrer.” Lød søvngængerens smukke stemme.
”Hvad vil du denne gang, frøken?” spurgte Muza høfligt, ”Vi har allerede svaret nej til dit tilbud, og vi har ikke skiftet mening.”
”jamen jeg er da ikke her for at få jer over på den rigtige side. Denne gang kommer jeg med advarsler til jer: Opgiv jeres missioner eller føl nederlagets smerte.” De to mørke skikkelser stod fuldstændig stille og tog imod kvindens ord. ”Du søger et mål der er langt over dine evner.” Selvom der ikke var nogen synlig adfærdsændring i de fremmedes væremåde vidste alle at det var den tynde af de to mystiske tilstedeværende der blev talt til.
”og du” sagde stemmen og alle rettede deres opmærksomhed mod den anden skikkelse. ”Du leder efter hvad der ikke findes, den du søger er ikke den der forlod jer.” Den fremmede rørte sig ikke det mindste.
”Dit mål er dog det værste.” Ruk følte det som om alle stirrede på ham, for det var ham der blev talt til. ”Du søger hvad du ikke engang vil have, du søger at ændre på skæbnen, det er nemmere at træne en snegl i fægtekunst end det er at gå imod de store skabere. Du går fortabt igennem verden du har ikke en chance for at leve, for du ved ikke hvorfor du gør det.”
”Aldrig har jeg hørt noget så lavt!” stemmen var velkendt og kom fra et sted bagved Ruk, Ruk og de andre vendte sig mod stemmen og så ingen ringere end greven stå få meter derfra. ”Du kommer her og forsøger at bilde os ind at det grundlag vi bygger vores eksistens på, er mere urealistisk end sne på en sommer dag og du forventer at vi tror dig.”
”Gode Greve.” Hilste søvngængeren. ”Jeg mener ikke at jeg inviterede dig.”
”Ha, som om du kunne holde mig væk, du er måske unik i dette land men hvor jeg kommer fra er der nogle stykker der kan det samme som dig. Jeg ved hvem du er, og jeg ved hvem din far er, meget kan i gøre med den magt i er blevet givet men i vil aldrig regere.”
”Din viden er begrænset hvis du tror at du kan stille noget op mod os.”
”Manden har ret” lød det med en høj kold stemme fra den tynde fremmede. ”I er måske mere end vi er, men i skal ikke tro at dette land er jeres.”
”Når jeg finder ham…” brød den anden fremmede ind, ”Vil jeres magt kollapse.”
Søvngængeren grinte mildt ”Som jeg sagde før er jeres viden indskrænket, fatter i ikke hvem i er oppe imod?”
”Min viden er alt andet end indskrænket, du kan ikke finde en klogere mand end mig i dette liv eller det næste.” Det var den tynde fremmede der talte. ”Om min skæbne er besejlet ved vi vide inden længe, jeg mener dog at vide at det er din skæbne der ligger mest fast.”
”Ja” fortsatte den anden. ”du ved hvad der venter og det samme gør vi to, du kan ikke flygte fra din skæbne, for du har aldrig gjort andet end at gå den i møde.”
”Deres ord er sande, det ved du.” sagde greven ”Du er den der burde frygte fremtiden mest, for du har trods alt set den.”
”Jeg er ligeglad med hvem du er.” sagde Ruk med en iskold stemme ”ingen skal stoppe mig. Jeg ved ikke hvad der skal ske i fremtiden, jeg kender ikke til dine hemmeligheder, jeg er heller ikke klar over hvad der er mit mål. Men ingen skal komme her og sige at mit liv er uden mening. Hvis vi to mødes kan du være sikker på at du ryger til himmels før du ved af det.”
”HAHAHAHA. Vel talt knægt.” Grinte greven højlydt. ”Men nu har jeg vidst været her for længe jeg må se at komme hjemad.”
Greven vendte sig om og gik langsomt væk fra de andre.
”Oi!” kaldte Muza og Greven stoppede op, ”Brug et skinangreb, så er spillet så godt som dit.”
”Hvis du siger det så kan jeg vel ikke gøre andet end at tro det.” råbte Greven over skulderen ”Jeg har heller ikke forventet andet end genialitet fra din side.”
Greven stak den ene hånd i vejret og knipsede engang med hilsnen ”Adios!” og i et lysglimt forsvandt drømmesynet og de 6 ufrivillige gæster vågnede op badet i sved, på præcis samme tid.