CONTROLED 8

ohh year. back online mere viden om Lucarad's verden, og når ja shit happens


CONTROLED 8

Det var altid det samme syn der mødte en, når man steg ud af kapslen til Jashiri politistation. Kriminelle i alle aldre der blev ført, trukket eller slæbt, hen mod cellerne. Det var mest mennesker der var kriminelle på Jufanira, alene af den grund at der ikke var mange aliens på Jufanira. Mens Lucarad gik over perronen og ind ad gangen til sit kontor blev han genkendt af stort set alle, han var heller ikke til at overse i hans jakkesæt. Alle andre gik i tætte latex dragter der var udstyret med kølesystemer, skudsikre veste, pistol holdere og hvad en politimand nu ellers havde brug for. Der var dog kun få der hilste på ham, Lucarad var dog ikke overrasket, han havde været meget vellidt for et år siden, men her på det sidste var folk begyndt at se ham som lidt af en doven nar, men det var jo hvad man kunne forvente. Som 24årig havde Lucarad fået stillingen som kriminalinspektør, og han blev spået at han hurtigt ville stige i graderne igen, men her et år efter havde Lucarad kun haft 11 sager, og på trods af at de alle var blevet løst hurtigt og retfærdigt så var han ikke steget i graderne. Men Lucarad var ikke overrasket, der var jo love om den slags, lige meget hvor mange sager han løste ville han aldrig stige i graderne. Lucarad gik ind på sit lille kontor, det indeholdt et lille skrivebord af egetræ (en gave fra politiets chef, i anledning af at han blev udnævnt til kriminalinspektør), en PC med holografisk skærm, en behagelig kontor stol og et lille køleskab. Lucarad satte sig i stolen og tænkte over hele ideen med denne politistation, der var ikke en eneste kriminel over 400 meters højde på Jufanira, og alle anstændige borgere boede mindst 500 meter over jorden. Sådan var det fordi at selve planeten Jufanira udskilte giftige gasser der gjorde det farligt at opholde sig ved jorden. Derfor var alle bygninger enorme højhuse hvor de nederste 400 meter var bare beton vægge. De eneste der boede dernede var fattige mennesker og kriminelle, og Jashiri var planetens eneste politistation der havde opgaven med at holde ro og orden på jorden. Det var latterligt, de kunne ligeså godt anholde alle der boede på jorden, men sådan gjorde man ikke. Nej i stedet hev man en tilfældig person med op hver eneste gang man opdagede en myrdet person på jorden, og så bankede man simpelthen bare vedkommende indtil han tilstod mordet. En der var kommet lang med den teknik var Fyruf der var blevet kriminalinspektør ved at tæve tilståelser ud af uskyldige overflade beboere. Lucarad sad lidt og lyttede til Fyruf, der havde kontor lidt længere henne ad gange, eller rettere lyttede til Fyruf seneste mistænkte der skreg af smerte. Lucarad derimod klarede sig ved at indsamle en række vidner, skønt kun få af dem havde lyst til at snakke med ham, og så ellers udskille deres løgne fra udsagnene og derved regne ud hvem den skyldige var. Lucarad gik over til køleskabet og tog en flaske rødvin ud. Da han satte sig i stolen igen trak han vinen op og hældte et glas op til sig selv. Lucarad drag indholdet og mærkede straks hvor godt det gjorde ham. Lucarad kom til at tænkte på nattens begivenheder i 1920, ”velkommen til perlen” havde han sagt. De ord havde fået alting til at give mening, Lucarad havde fået til opgave at komme ind på livet af Pocane, når han så kom tæt ind på ham skulle han finde et bevis. Et bevis på hvad? Havde Lucarad spurgt men den anonyme arbejdsgiver havde blot sagt at, det ville han vide når han så det. Det Pocane havde sagt var et klart bevis på at han tilhørte PEARL organisationen, og siden Lucarad’s arbejdsgiver var en fra Kongedømmet så var det helt tydeligt at PEARL referencen var det bevis han skulle finde. Bomben som Lucarad havde smidt var egentlig bare en mekanisme der lokaliserede brugerne og neutraliserede dem, Lucarad havde selv givet den bombe formen, for sjovs skyld. Men hvis nogen af Pocanes mænd regnede ud at det var Lucarad der havde forrådt dem, og det ville de uden tvivl, så var Lucarad muligvis i fare. Lucarad tømte glasset og hældte et nyt op.

Nå der var hvis ingen grund til at blive her længere tænkte Lucarad, da han 3 timer efter havde tømt sin tredje flaske vin. Lucarad gik ud mod sin kapsel, endnu en dag var gået uden nogen sager, det var der ikke noget nyt i. Lucarad gik ind i suppen og trykkede på knappen der sendte ham hjem, Kapslen blev affyret og på de sædvanlige 10 sekunder kom Lucarad til mellemstationen.
”hvad nu?” tænkte Lucarad forundret da kapslen bevægede sig i den modsatte retning af hvad den skulle og det i over 5 sekunder, så blev kapslen affyret igen mens Lucarad’s hjerne arbejdede på højtryk. Der var ingen af de destinationer som Lucarad havde programmeret ind i kapslen der ville gøre brug af en affyring i denne retning. Lucarad kunne kun se to mulige forklaringer, enten var der sket en fejl i systemet, hvilket formentlig ville føre til at kapslen hamrede ind i en mur, eller også var der nogen der havde omdirigeret kapslen, og det kunne næsten kun være PEARL. Lucarad tog en hurtig beslutning og trykkede nød knappen i bund. Da Lucarad trykkede knappen i bund, reagerede kapslen prompte ved at sende et elektrisk stød ind i Lucarad, stødet tvang Lucarad's krop til at indtage fosterstilling. Da Lucarad ufrivilligt havde indtaget fosterstillingen blev suppen hård og uigennemtrængelig, under Lucarad åbnede bunden sig og den nu faste suppe med Lucarad i røg ud igennem bunden af kapslen. Lucarad forsvandt ned i dybet, mens kapslen landede i en fremmed havn.