Det Røde Land del 25

Nu må i ikke blive forvirrede over navnet, det er den samme det håber jeg i forstår.


Det Røde Land del 25

Ruk havde fortalt Muza og Lian at der var noget der bekymrede ham, på vej til Mynrak. Han havde fortalt dem om hvad der var sket i fængslet, om hvordan indsprøjtningerne havde skabt en alternativ personlighed inde i ham, og at den havde reageret stærkt når Ruk var i nærheden af menneskeblod eller kød. Ruk havde aldrig fortalt dem det i fængslet, da han frygtede at de ville frygte og hade ham for sit andet jegs handlinger. Men da han fortalte dem det, en aften ved den store flod, viste de medfølelse og lovede at hjælpe ham, med at holde hans indre uhyre i skak. Lian havde med sine psykiske kræfter forsøgt at skabe barriere omkring monstret, men det kun med ringe held. Muza havde fortalt Ruk at det var af allerstørste vigtighed at monstret ikke dukkede op mens de befandt sig i Mynrak, hvis det skulle ske ville han muligvis angribe civile, og så ville deres mulighed for at møde nogen i den royale familie være tabt. Ruk havde fortalt dem at uhyret i ham lød navnet Aror, det havde Ruk fundet ud af under en af deres kampe om kontrollen over deres fælles krop.

Ruk havde gjort alt han kunne for at holde Aror tilbage, men smagen af friskt menneskekød havde været for meget for monstret og han havde startet en krig mod Ruk’s kontrol over kroppen. Da Ruk var faldet på knæ midt i kampen, var det for at kunne bruge alt sin viljestyrke på at stoppe ham. Men det ville være nemmere at stoppe solens bane over himlen, end at stoppe dette rovdyrs fremfærd. Monstret vandt kampen om kroppen, samtidig med at den skaldede kæmper begyndte på sit cirkelspark. Aror så ikke engang op, hans venstre hånd fløj bare op og greb den skaldedes fod få centimeter fra Aror’s hoved. Aror fulgte op med at hamre en knyttet næve så hårdt ind i den skaldedes mellemgulv at han skulle prise sig lykkelig hvis han ikke havde pådraget sig indre bødninger. Da Aror slap den skaldede, sank han sammen i smerter, og Aror rejste sig op. Den af de to sværdkæmpere der stadig kunne bruge sin sværdhånd stormede frem mod Aror og svang sværdet horisontalt imod ham, Aror greb hans arm med begge sine hænder, sværdkæmperen nåede lige at mærke sin skulder blive revet ud af led, før han brutalt blev kylet ind i en væg, han var død før han ramte jorden.
”Pis” gentog Muza da han konstaterede at Aror var sluppet ud af Ruk’s kontrol, og at han tilmed var gået amok. Aror begyndte at rive og flå i fugle dragten og fjerene stod ud til alle sider mens han splittede den ad. Det var et betagende syn, en sky af farvede fjer og tøjstumper stod op fra Aror, og de tilskuere der var kommet kunne ikke gøre andet end at stirre som hypnotiserede på det. Da fjerene endelig faldt til jorden stod Aror uden andet på kroppen end det stykke stof der dækkede hans allerhelligste. Aror udstødte et brøl der fik en del af tilskuerne til at flygte i panik, og dem der ikke flygtede tog en halv snes skridt tilbage.
Muza derimod vendte sig mod Jathanon og hævede sin le.
”jeg er bange for at jeg netop er løbet tør for tid, Jathanon. Det var rart at møde dig” Muza stormede mod Jathanon. Jathanon løftede sin hammer og svang den nedad med enorm kraft, Muza tog et skridt til højre mens hans snurrede venstre om sig selv. Da Muza svang leen i dens dødbringende bue mod Jathanon hals, kunne han mærke vibrationerne fra Jathanon hammer der ramte jorden. Muza så bladet på sin le skære igennem Jathanon hals i slow motion, han så hvordan den skar igennem hudlaget, hvordan den passerede igennem struben og hvordan Jathanon hoved løsner sig fra kroppen da leen skære de sidste centimeter af halsen over. Blodet stod i en fantastisk bue fra Muza’s le, og en fontæne af blod steg langsomt fra Jathanon hals. Men Muza hverken væmmedes eller blev betaget af dette syn, for han så det ikke. Så snart Muza var sikker på at Jathanon var død vente han alt sin opmærksomhed mod Aror. Aror havde gjort kål på den sidste sværdkæmper ved, brutalt at flå hovedet af den skrigende vagt, og han drak nu blodet direkte fra hans hals.
”Hvad fanden gør jeg?” tænkte Muza desperat, mens den skaldede kæmper langsomt rejste sig op igen. Den skaldede kæmper hostede, han havde ikke langt igen, men i hans øjne brændte der en flamme, en flamme som symboliserede det eneste han kunne tænke på, hævn. Han sprang frem mod Aror i et flyvespark der ville slå en normal mand i gulvet definitivt, men det ramte aldrig Aror. Aror snurrede rundt, greb hans udstrakte ben, trak ham forbi sig i luften og flåede struben ud på ham da halsen kom indenfor rækkevidde. De folk der stadig var til stede skreg, det fangede Aror opmærksomhed, og med et sultent udtryk i ansigtet sprang han frem mod de forsvarsløse indbyggere i Mynrak, da… Slam! Aror blev slået bevidstløs af en enorm sten på siden af hovedet, stenen havde indtil for få minutter siden siddet i et af husene, men Jathanon havde slået den lød. Folkene stirrede på Muza, men Muza var mindst ligeså forvirret som dem indtil en stemme lød bag ham:
”Jeg håber seriøst det der var Aror, så jeg ikke lige har ødelagt mit venskab med Ruk.” Lian stod lidt derfra, med et sår der hvor ham og Sukara var stødt sammen.
”Lian!” udbrød Muza lettet ”Hvornår vågnede du?”
”Lige nu, men vi må virkelig væk herfra før der er nogen der kalder på vagterne”
”Du har ret. Væg Sukara og giv mig kutten.”
Lian smed sin taske over til Muza der hurtigt fandt kutten nede i den. Gudskelov, de havde beholdt den tænkte Muza og gav med besvær Ruk kutten på. Lian vækkede i mellemtiden Sukara der, ligesom Lian, havde en enorm hovedpine. Muza kiggede sig omkring og opdagede at de sidste tilskuere var forsvundet, ikke godt.
”Skynd dig Lian.” Råbte Muza, og det fik Lian til at ruske liv i Sukara.
”hvad skete der?” spurgte Sukara omtåget.
”Lang historie, her er den korte version: vi er i problemer og vi skal hen til Dragens Tænder, nu!”
”jamen hvad…?”
”Nu!” gentog Lian hårdt, og trak Sukara op at stå.
”Den vej.” Stønnede Sukara og mistede balancen. Lian greb hende og tog hendes arm omkrig hans skulder, Muza gjorde det samme med Ruk’s arm og råbte: ”Af sted!” Muza og Lian satte i løb, så godt som de nu kunne med deres ”passagerer” på slæb, ned af den vej som Sukara havde udpeget.

Lidt derfra stod Panisie og stirrede på Ruk’s aura, nu forstod hun i sandhed hendes lærers beslutning.
”Må mine evner slå fejl og må din fremtid være lysere end den jeg spår dig.”