CONTROLED 9

LÆS CONTROLED 8 FØRST

Jeg kan afsløre at hun bliver en vigtig person og nu ska i ikke komme på klamme tanker over den måde jeg har beskrevet dem på. jeg vil bare godt gå i detalger med alle mine aliens fra nu af.
hvem er hun, og hvem er de? læs CONTROLED 9 and be inlighted


CONTROLED 9

Kapslernes sikkerhedssystem var bygget sådan at når man skød sig ud af kapslen, ville suppen blive klæbrig og automatisk klæbe sig til vægge i nærheden, og derved stoppe faldet. Desværre havde Lucarad skudt sig ud i et forholdsvis tomt område, så da suppen endelig kom tæt nok på en væg til at klæbe sig til den havde den for alt for meget fart på. I stedet for at stoppe, nærmest trillede suppen ned af væggen og ramte jorden med små 60 km i timen, suppens tog dog det meste af slaget så Lucarad kom stort set ikke til skade. Det tog Lucarad ca. 5 minutter at kæmpe sig ud af suppen og da han endelig kom ud stod han overfor et nyt problem, eller rettere 5. Foran Lucarad sad 4 mænd på store sten og murbrokker og kiggede ned på ham, lidt tættere på stod en kvindelig Kateria med ildrød pels og kiggede ondskabsfuldt på Lucarad. Kateria var en race af katte lignende, væsner der gik på to ben og var lige så intelligente som mennesker. Deres anatomi var meget lig menneskers, deres forpoter fungerede præcis som menneskers arme, deres hænder lignede menneskehænder (dog med let pelsbeklædning.), deres fødder var dog udformede som kattepoter, de kvindelige havde blandt andet bryster der var meget lig menneske kvinders, og de formerede sig også på den samme måde som mennesker. De var meget hurtige løbere, var yderst adrætte, og mange af dem nærede et dybt had til mennesker. Grunden til dette had var at rige mennesker holdt af at bruge unge kateria’er som kæledyr, de unge katerianere fik så en indsprøjtning der hæmmede deres mentale vækst og gjorde dem dermed bedre egnede som kæledyr. Lucarad havde altid ment at det var respektløst og fuldstændig uanstændigt, men det var ikke noget som han havde mulighed for at ændre.
”Hvad har vi så her?” spurgte katerianeren hånende, mens Lucarad lå udmattet på jorden, at komme ud af suppen havde været hårdt arbejde. ”Et overklasse menneske på afveje?”
Her ville andre personer måske have fortalt at de var fra politiet, og at katerianeren ville få problemer hvis der skete noget med dem. Men så dum var Lucarad ikke, havde han sagt det ville hun uden tvivl have slået ham ihjel på stedet, de fleste ”løsrevne” katerianere havde ikke meget tilovers for ordensmagten.
”Jeg passere bare igennem” pustede Lucarad fra sin position på jorden.
”Jeg er bange for at du tager fejl, menneske!” spyttede katerianeren, ”Du går ingen steder.” først nu lagde Lucarad mærke til at hun stod med et jernrør i hånden, og at de fire andre mænd også var bevæbnede med jernrør. Hvis ikke situationen havde været så alvorlig var Lucarad nok brudt sammen af grin, en gruppe bøller der overfalder et enligt offer med jernrør, kunne det blive mere kliche?
”Hør her jeg vil jer intet ondt. Jeg har bare været ude for et uheld, og hvis I bare vil gå til side så skal jeg nok forsvinde herfra.” Reaktionen var den ventede, latter. Fem personer høj grinte som om Lucarad lige havde fortalt en morsom vittighed, men det var også meningen. Mens de grinte kom Lucarad på benene og fik overblik over situationen. Mur bag ham, en bunke af sten, jord og ragelse på venstre side, det samme på højre side, plus 4 slyngler, foran ham var der en åbning, med en vred Kateria i midten. Satans, Lucarad kunne ikke have fundet et værre sted at falde ned, ingen mulighed for flugt, overhovedet.
”Tror du at du kan kommandere med os som du kommandere med mine slægtninge i dit slot mellem skyerne?”
”Faktisk, er jeg imod hele idéen med at holde dine artsfæller som slaver.”
”Nå så det er du? Godt for dig.”
”Betyder det at jeg må gå nu?” spurgte Lucarad uden nogen form for tro på at han rent faktisk måtte gå.
”Nej det gør det desværre ikke, kom så drenge vi tager ham.” De 4 andre rejste sig og slog ring omkring Lucarad.
Lucarad ville sikkert være blevet dræbt der, hvis ikke at en skud havde lydt og den kvindelige kateria var faldet forover med et pænt rundt hul igennem hovedet.
”Så er det vist på tide at i skrider drenge.” Lød en rå kvindelig stemme oppe fra en af jordbunkerne.
Lucarad og de fire overfaldsmænd kiggede op og så en anden Kateria sidde på toppen af den 5 meter høje jordbunke. Hun var iført en stram lædervest, som lignede noget der var blevet brugt i hæren, og en par slidte cowboy bukser. I hånden holdt hun en rygende pistol af stor kaliber mens hun kiggede ned på de forbløffede handyr under hende. Hendes pels var grå, og hendes øjne var grønne, Lucarad havde ingen anelse om hvorfor han lagde mærke til alt dette lige nu, men et var sikkert: hun var forbandet farlig.
”Skrid drenge, eller i får en kugle i hovedet.” sagde hun køligt og de fire mænd tog straks flugten, da Lucarad ville forsvinde forlangte hun dog at han skulle blive hvor han var. Hun kommanderede ham han til væggen, mens hun langsomt steg ned fra jordbunken, og gik hen til liget af den anden kateria. Hun sørgede hele tiden for at holde pistolen rettet mod Lucarad, selvom hendes hånd dog virkede noget urolig, langsomt gennemrodede hun liget indtil hun fandt hvad det var hun ledte efter, et lille glas med en ulæselig mærkat og en enkelt pille i. Hun så hurtigt på glasset, bed derefter låget af glasset, med sine sylespidse hjørnetænder og slugte så pillen. Hendes hånd blev langsomt mere rolig og Lucarad gættede på at hun var stof misbruger af en eller anden art, nu vendte hun igen sin fulde opmærksomhed mod Lucarad og spurgte:
”Hvem er du så? Og hvad laver et overklassemenneske som dig her på overfladen?”
”Mit navn er Lucarad, og jeg var ude for et uheld så jeg blev tvunget til at ’nødlande’ her.”
”Lucarad, siger du? Der kan man bare se, en politi inspektør der nødlander på overfladen.”
”Hvordan vidste du at jeg var i politiet?” Spurgte Lucarad forundret ”Det har jeg ikke nævnt.”
Hun smilte skummelt ”Jeg ved lidt af hvert. Men sig mig inspektør, hvad planlægger du at gøre nu?”
”Jeg vil bare op igen så hurtigt som muligt, hvis du lader mig gå så skal jeg nok lade være med at melde det der er sket.”
”Ha! Du tor du kan komme op? Du har ikke en chance, jeg tvivler på at du ved hvor man kan komme op og jeg tvivler endnu mere på om du kan finde derhen.” Hun pegede stadig pistolen mod Lucarad, men han følte dog at faren var drevet over for en stund. Men hun havde ret, Lucarad havde ingen anelse om hvordan han skulle komme op igen, det eneste sted han vidste man kunne gøre det var ved politistationen, men den var mange kilometer vær og i denne labyrint af højhuse ville han ikke finde den om han så ledte i en måned.
”Nu skal du høre” sagde katerianen, der også havde brugt tiden til at tænke lidt. ”Jeg slår dig ikke ihjel.” Hun lod hendes pistol hånd falde og satte pistolen i et hylster på ydersiden af hendes lår.
”Du lader mig gå?” spurgte Lucarad forbløffet.
”Mere end det, jeg vil hjælpe dig. Med min hjælp er du tilbage mellem skyerne på ingen tid.”
”Og hvis jeg ikke vil have din hjælp?”
”Så bliver jeg nød til at skyde dig.” Hun var fuldstændig kold da hun sagde det og Lucarad var ikke i tvivl om at hun rent faktisk ville gøre det, desuden kunne han godt bruge en guide.
”Okay så modtager jeg gerne din hjælp, men hvad vil du have til gengæld? Jeg tvivler på at du gør det for hyggens skyld”
”Det eneste jeg vil have til gengæld er at du sletter min straffeattest og at du hjælper mig i gang med et anstændigt liv oppe i byen.” Hun kiggede længselsfuldt op med byen over dem mens hun udtalte de sidste ord.
”Det lyder fair nok.” nikkede Lucarad efter en kort tænkepause ”Hvis du får mig op herfra kan du vinke farvel til hvad end der står på din straffeattest, du kan endda bo i min lejlighed indtil jeg finder et andet sted hvor du kan bo.” Nogle folk ville måske mene at det var galskab det Lucarad havde gang i. Men Lucarad havde altid haft en vis evne til at fornemme fordærv i folk, og det lod ikke til at der var noget fordærv i hende her, hun var bare en kateria der alt for tit endte på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Katerianeren lyste op ”Godt vi er enige, mit navn er Ritai rart at møde dig.”
Ritai gav en forbløffet Lucarad hånden, aldrig havde Lucarad mødt en hvis humør var skiftet så hurtigt, fra mordtrussel til håndtryk på 15 sekunder.
Ritai's katte ører stod lige pludselig lige op i luften og hun sagde.
”Vi må se at komme af sted, de fir fra før kommer tilbage, og de har deres venner med.” Lucarad kunne ikke høre noget, men han vidste at Katerias hørelse var meget bedre end menneskers.
”Denne vej” hviskede Ritai og spurtede gennem åbningen, tæt forfulgt af Lucarad der stormede efter hende.
”Det var pokkers.” tænkte Ritai, da hun så at Lucarad fulgte med uden problemer, aldrig før havde Ritai mødt et menneske der kunne følge med hende når hun spurtede, som hun gjorde nu. Sammen spurtede Lucarad og Ritai ind imellem to bygninger og ud af syne. Lidt efter ankom 12 mand med jernrør til det sted hvor Lucarad var styrtet ned, men da hverken Lucarad eller Ritai var der mætte de gå tilbage uden at have fået hævn.