Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad i mener denne historie handler om, hvem er manden, hvem er kvinden, og hvad er der sket de sidste 10 år?
10 years later.
The sun was slowly setting as a lone man appeared, he was walking down the small road of dust that lead to her house. He was walking slowly and those who saw him did not doubt that this was a man who had walked for many months, his feet was bare and his clothe was torn, he wore a small bag on his back and a single sword by his side. He looked older than he was, about 50 was what people would have guessed had they been pressed, but he was never more the 40. He didn’t look around him as he walked down the road, he looked straight ahead as if the mere mortals in the rice fields were of no concern to him. He had a distant look upon his face as if he was about to end a long journey into the unknown. He stopped as he reached her house, just stood there looking at the little house by the dusty road. He could hear the sound of children laughing in the house. He smiled by himself as he knocked on the door.
He could hear the footsteps before the door opened, she stood in the doorway holding a small child on one arm and a tiny glass bottle in the other. She looked at him curiously as if she was trying to place him in a string of memories. The bottle broke on the floor as she stumbled backwards as if hit in the face. He looked at her with a sad smile upon his face as she stood there staring at him with terror in her eyes.
“You..?” she gasped pointing at him “Now?” Even scared and confused she looked pretty, just as the first time he had seen her, 10 years ago on this day.
“I told you to settle down…” the man began in a voice that was weak due to lack of use. “I told you to wait for my return, I told you to move on and I told you that you would cry the day returned.” He looked at her terrified face with a small smile as he continued: ”I told you it would take years, I told you it would make you miserable, I told you to think hard before acting. You told me to mind my own, you told me to do as told, you told me to do the deed.” He pulled his sword from its shed and held it high. “I told you you would feel nothing but regret, I told you that I would do as told. I tell you it’s been 10 years, I tell you it is done, I tell you I am ended.” He placed the sword at her feet and drew his last breath, leaving her crying with a crying baby.
Sunday, August 10, 2008
Death
The Grim Reaper, Heaven, Hell, The underworld, tomb, the next plane, reincarnation all these words and more lead the mind to one single thing. It is the thing that since the ancient Egypt’s to the scientists of today intrigue and confuse more than any other thing. The one thing that was decided before we were even born, the one rule that we as humans have no power over: all that lives must die. Death, a word? Yes. But also a mystery, a wonder, a terror beyond all else. We have long since explored the debt of space and we know what needs to be known of our planet, but the one thing that every man, woman and child have in common is the thing we know least off. The million dollar question is of course how YOU feel about death. Think about it for a minute and then answer the question, I don’t want to hear the answer but I think it is important to know your own feelings on this subject because I doubt you will draw the “get out of jail” free card on this one. When you know your own feeling on the matter then maybe you will start to realize what it is that makes you face death with fear, determination, satisfaction or whatever feelings describes your death and maybe even figure out how you can change that feeling if you feel the need to do so. Me? Well I would like to tell you that I had excepted my fate and would embrace the reaper with open arms when he came for me, but that is not the case. Sure if the reaper does come for me I will try to pull out a few puns on the dude because he must have a depressing job and some pissed off customers. But jokes aside: I am absolutely terrified of Death.
Genesis 3
By the sweat of your brow you will eat your food until you return to the ground, since from it you were taken; for dust you are and to dust you will return."
I don’t believe in an afterlife, we are but smart animals that live on this earth until the day comes where we are struck by death, believing that we should somehow be superior to animals and therefore get a second chance seems silly and childish to me. After that there is nothing but emptiness, that is how I see death, as the end the candle that flickers and dies never to be lit again. But what really scares me about death? It’s not the thought of never seeing friends and family again, not that there is anything wrong with them, I just think I could manage. No my problem lies in the fact that I am a hopeless romantic, I believe in an only one somewhere on the planet. I recently left a girl who was nice and kind by all means, all because I knew she wasn’t the one, and I felt terrible about being with someone I didn’t fully love. Some of my best friends are finding love these years and my brother just moved in with his girlfriend, and while this all happens I find myself looking at them from the sideline, unable to endure what I don’t go through, I hide the pain behind a smiling face. So what scares me about love? Not finding it of course.
1 Corinthians 13:13
Right now three things remain: faith, hope, and love. But the greatest of these is love.
When we go through life some people are lucky and find love, others decides to settle with what they can get, I don’t belong to either group at the moment. I seek love by all my heart and I cannot take a woman to me if I don’t truly love her, because that would go against everything I believe in and that is something I simply cannot do. And then it ends as we die, without ever seeing that greatest of gods gifts, but what if the bible is right what if there is a life after this?
~ Samuel 1:23.
Saul and Jonathan were lovely and pleasant in their lives, and in their death they were not divided.
When we think of life after death we often think of a place of peace where we meet our loved ones, but can we meet new people in heaven? Will the lonely on earth be lonely in heaven? Or will we be able to find love in the afterlife. We will not know before the fat lady sings that much is certain, so guess if you must, speculate if you will, but try to accept that we will all die in the end.
~ 1 Corinthians 15:26
The last enemy that will be destroyed is death.
Genesis 3
By the sweat of your brow you will eat your food until you return to the ground, since from it you were taken; for dust you are and to dust you will return."
I don’t believe in an afterlife, we are but smart animals that live on this earth until the day comes where we are struck by death, believing that we should somehow be superior to animals and therefore get a second chance seems silly and childish to me. After that there is nothing but emptiness, that is how I see death, as the end the candle that flickers and dies never to be lit again. But what really scares me about death? It’s not the thought of never seeing friends and family again, not that there is anything wrong with them, I just think I could manage. No my problem lies in the fact that I am a hopeless romantic, I believe in an only one somewhere on the planet. I recently left a girl who was nice and kind by all means, all because I knew she wasn’t the one, and I felt terrible about being with someone I didn’t fully love. Some of my best friends are finding love these years and my brother just moved in with his girlfriend, and while this all happens I find myself looking at them from the sideline, unable to endure what I don’t go through, I hide the pain behind a smiling face. So what scares me about love? Not finding it of course.
1 Corinthians 13:13
Right now three things remain: faith, hope, and love. But the greatest of these is love.
When we go through life some people are lucky and find love, others decides to settle with what they can get, I don’t belong to either group at the moment. I seek love by all my heart and I cannot take a woman to me if I don’t truly love her, because that would go against everything I believe in and that is something I simply cannot do. And then it ends as we die, without ever seeing that greatest of gods gifts, but what if the bible is right what if there is a life after this?
~ Samuel 1:23.
Saul and Jonathan were lovely and pleasant in their lives, and in their death they were not divided.
When we think of life after death we often think of a place of peace where we meet our loved ones, but can we meet new people in heaven? Will the lonely on earth be lonely in heaven? Or will we be able to find love in the afterlife. We will not know before the fat lady sings that much is certain, so guess if you must, speculate if you will, but try to accept that we will all die in the end.
~ 1 Corinthians 15:26
The last enemy that will be destroyed is death.
Endelig et nytigt fadervor
Fandt på det her den anden dag, syntes selv det er ret godt.
Leder vor, du som styrer værket.
Lønnen den komme fra dig, betales til os.
Ske din viljes, om på kontoret således også på fabrikken.
Giv os i dag vort daglige fred og forlad os vort arbejde,
som også vi forlade vore arbejdere.
Og send os ikke i stressens greb,
Men fri os fra vor pligter.
Thi dit er værket, magten og lønnen, i evighed.
Amen!
Leder vor, du som styrer værket.
Lønnen den komme fra dig, betales til os.
Ske din viljes, om på kontoret således også på fabrikken.
Giv os i dag vort daglige fred og forlad os vort arbejde,
som også vi forlade vore arbejdere.
Og send os ikke i stressens greb,
Men fri os fra vor pligter.
Thi dit er værket, magten og lønnen, i evighed.
Amen!
The Pinwheel
We live our lives as the pinwheel spin.
He traveled along the street, dusty as it was.
A pinwheel lay at his feet, cheerful as it was.
He returned back home, on that dusty day.
Little more than skin and bone, on that dusty day.
His mind was filled with memories, painful as they were.
His body was filled with scars, hideous as they were.
His heart was filled with sadness, as he passed his widows house.
His soul was left unforgiven, as the coffin passed his widows house.
6 people walked down a road, with a coffin on their shoulders.
100 people followed 6, with great sadness on their shoulders.
A single soul saw this charade, and understood.
Hundreds of people saw the parade, and thought they understood.
One body was lovered into the ground, a soul stayed behind.
106 people left the grave, a soul stayed behind.
He traveled along the street, dusty as it was.
A pinwheel lay at his feet, cheerful as it was.
We lose our lives as the pinwheel spin.
He traveled along the street, dusty as it was.
A pinwheel lay at his feet, cheerful as it was.
He returned back home, on that dusty day.
Little more than skin and bone, on that dusty day.
His mind was filled with memories, painful as they were.
His body was filled with scars, hideous as they were.
His heart was filled with sadness, as he passed his widows house.
His soul was left unforgiven, as the coffin passed his widows house.
6 people walked down a road, with a coffin on their shoulders.
100 people followed 6, with great sadness on their shoulders.
A single soul saw this charade, and understood.
Hundreds of people saw the parade, and thought they understood.
One body was lovered into the ground, a soul stayed behind.
106 people left the grave, a soul stayed behind.
He traveled along the street, dusty as it was.
A pinwheel lay at his feet, cheerful as it was.
We lose our lives as the pinwheel spin.
Monday, July 07, 2008
Kage-Ken 2: Kage zuki
Jeg har helt glemt min blog for nylig. Har haft den her liggende halvfærdig i over en måned har endelig renskrevet den. kan godt lide starten og den måde banditerne snakker på. De var sgu meget sjove at skrive om.
Kage Zuki
You may wonder who I am, why I was to be found in that godforsaken inn so far from my birth place, who my strange companion was and why I have chosen to go under the name of Hachi Zuki, and I will tell you, but only if you truly wish to know. Do you want to know? Then allow me make one thing clear before I begin my story: this is no tale of love, or happiness, or loyalty or any of those feelings that makes for a happy story. This is a tale of questionable morals, revenge and more than anything it is the story about: a warrior, a boy and a legendary blade.
I guess it all started when a woman in the East had a child, the woman was poor, and the baby was me. My mother left me on the doorstep of a temple when I was about 3 months old. An old priest lived alone in the temple and he decided to take me in as his helper and perhaps successor when the time would come. I was given no name for I was a servant to the god, not an individual. He came to call me Tatzumaki though; it means Tornado, it was because I had a habit of spinning in the same place when I was happy. My next 8 years was spent praying to some god whose name the river of time has removed from my mind. But that god was my life, both awake and asleep for those 8 long years. When I was awake I prayed to him, when I was asleep I dreamt of him. I knew nothing of birth at the time, and I guess I thought that I had been placed on the earth by the god to help the old priest. The priest was a nice man, he was considered, friendly, but also old and paranoid, he never told me of the outside world and when visitors came to pray at the altar I was send to the other side of the temple to clean. There were frequently visitors at the temple, people coming to offer gifts to please the god, but it was not till after I had reached the age of 8 that I saw them for the first time. I remember it clearly: I was washing the floor around the offering circle when they walked in: two small girls, a boy at my age, a mother and a farther. I hid behind a pillar as they prayed, I didn’t dare to move for it was a mortal sin to interrupt a praying man. The kids played around the room, laughing and yelling, I guess they were too young to know how to behave in a church. They stayed for 20 minutes or so, and in that time they managed to completely destroyed my world. I saw the feelings of love between the parents and the kids, I saw how they played together and how they prayed together, and I saw that even though they were 5 bodies, they were but one being.
After seeing them, seeing their union sort to speak, I could no longer be the same, I could no longer live my life for a god who never spoke to me, never met my gaze with loving eyes, I realized that I needed a family, I needed… love. I knew that these thoughts were forbidden by the god, those who live in the temple cannot fall for the temptation of the outside world, and so I hid my feeling from the priest and hid them well. For the first few months the old priest noticed no changes in my behavior, but my need for a family and the guilt of those thoughts was eating me up from inside. Eventually he noticed that I no longer slept peacefully at night, and that I could no longer find inner peace in our prayer. He confronted me with the problem and I answered him trustfully and told him how I had started to long for a family and the world beyond the temple. Of all the possible reactions he could have chosen he chose the worst, he simply signed and told me that I was not meant for the life in the temple. He told me that I had been left at his doorstep years before and that he had tried to raise me into the life of a monk, but that even the teachings of the god could not change the fundamental nature of a man. Then he packed the few belongings I had, dressed me in fine clothes and told me to seek out my own destiny. I know now that he only wanted me to be happy and live a life of happiness, but when I was thrown out of the only place I had ever known I could not see things that way. I felt impure and unwanted, I felt like the god had left me, that I was no longer worthy of his grace, I felt like dying. For 2 days straight I knocked on the temple door, begging the old priest to let me in, but he ignored me completely and on the third day I finally left, never to return home again.
I am sure I would have died out there in the real world as they say, had it not been for the bandits that attacked me the second night after I had given up getting back inside the temple. They came just before nightfall, apparently thinking that one wearing such fine close as I, would be likely to carry something of value. I had not eaten for a whole day because the little food supply the priest had given me had already run out. I was walking through a wood, looking for a place to sleep when I saw them hiding in the shadows. At first I had no idea what they wanted, I had, living in a temple all my life, never heard of robbery or violence, but when one of them jumped out of the bushes and rushed at me with a knife in hand, my instincts took over and I did what every boy at the age of 8 would do: I ran. My mind decided that getting away was the best plan at the moment and since my legs didn’t seem to object against that plan all I could do was follow suit.
It didn’t take them long to give chase luckily I was born pretty fast and agile, but my hunger was not exactly needed for my escape. I guess they had chosen to hide in this forest because it was thick and therefore easy to hide in, but it ended up being a bad idea since it gave them a hard time fighting through branches as they chased me. I myself had it a lot easier since I was able to run under the worst branches and get through the small holes in the bushes. But they had the advantage, they were bigger than me, faster than me, had knowledge of the woods and had me outnumbered 5 to 1. But in the dark wood I should have been fast enough to get away with only a couple of bruises, but I hadn’t eaten all day and as a result of that I could barely move not to mention escape from a group of bandits. The adrenalin kept me going for close to an hour but in the end I ran out of energy. I used the last of my remaining strength as I stumbled out of the wood. I fell to the ground in the moonlight knowing that this was the end, my lungs were burning, my legs was scratched open and my vision was somewhat blinded by the blood spilling from a wound on my forehead. The bandits came running out of the wood a few seconds later cursing under their breath.
“I tell you little man…” one of them panted “I am going to kill you for making us run like that.” I didn’t even have enough energy to scream, reply, beg for mercy or say a prayer as he approached me with his knife raised, ready to plunge it into my chest. But a low voice carried through the darkness and made him stop in his tracks.
“You know… just out of curiosity… what does 5 honorable bandits like yourself have to gain from attacking a little moneyless kid like that?”
The bandit spun around trying to pinpoint the location of the voice. It took him almost 20 seconds to spot the woman sitting with her back against a tree smoking on a long thin pipe. She had a small bag hanging on a branch besides her and a thin sword in a simple but beautiful sheath with a single word written on it: Kage-ken.
“Moneyless? What do you mean “Moneyless”? Look at the clothe ye’ crazy old hag, with clothe that fine his old man must be as rich as a king. So stay quiet if you don’t want to end up dead.”
“Now don’t be as stupid as you look.” She replied calmly smiling a smile that never reached her eyes “I mean… look at that kid, his hair have been shaven off, his clothes is a mess, and there is old dirt on it.”
“SO?” growled one of the bandits angry.
“So… he must have been walking in that outfit for some time. Oh yeah, there is also the fact that he wears old worn out shoes. Besides young monks have their heads shaved, and should they ever leave the temple they are given fine clothe so they can travel with dignity. This is no rich kid, this kid is a monk.” She smiled pleasantly, blowing a simple smoke ring.
The bandits looked furiously from me to her before the one with the knife started shouting: “Are you telling me that we have been chasing A MUNK for the last hour!?“
“Yes that seems about right.” she answered lightly “Wait, how long were you chasing him?”
The bandits ignored her, arguing about what to do in light of the new information. “Okay I got it!” said one of them. ”we kill the kid and take the woman’s things… and body.” The bandits agreed through a disturbing laughter, the woman just kept smoking her pipe as if what they said had nothing to do with her. “You just sit tight lady I’ll be with you in a sec, I just got to kill the little rat here first. “ My vision was starting to fade as he came walking towards me, I saw him raise his knife for the second time, and I saw him get stopped by the woman’s words… for the second time.
“You know… if you really chased him for an hour… then I can’t just let you kill him can I?”
“What the ‘ell do you think you can do to us?” a bandit grinned. “We are five men and you’re only one woman. Hell will freeze over before you can stop us. “
“Well” she said, standing up, emptying her pipe on the ground and picking up the sword. “Then I hope you brought warm clothe.”
I could barely see as the bandits roared and rushed at her, in the last second before I passed out I saw her drawing her sword and calmly speaking two words: “Kage Zuki”*
*Shadow blade
Det er sådan en pipe her hun ryger.
Kage Zuki
You may wonder who I am, why I was to be found in that godforsaken inn so far from my birth place, who my strange companion was and why I have chosen to go under the name of Hachi Zuki, and I will tell you, but only if you truly wish to know. Do you want to know? Then allow me make one thing clear before I begin my story: this is no tale of love, or happiness, or loyalty or any of those feelings that makes for a happy story. This is a tale of questionable morals, revenge and more than anything it is the story about: a warrior, a boy and a legendary blade.
I guess it all started when a woman in the East had a child, the woman was poor, and the baby was me. My mother left me on the doorstep of a temple when I was about 3 months old. An old priest lived alone in the temple and he decided to take me in as his helper and perhaps successor when the time would come. I was given no name for I was a servant to the god, not an individual. He came to call me Tatzumaki though; it means Tornado, it was because I had a habit of spinning in the same place when I was happy. My next 8 years was spent praying to some god whose name the river of time has removed from my mind. But that god was my life, both awake and asleep for those 8 long years. When I was awake I prayed to him, when I was asleep I dreamt of him. I knew nothing of birth at the time, and I guess I thought that I had been placed on the earth by the god to help the old priest. The priest was a nice man, he was considered, friendly, but also old and paranoid, he never told me of the outside world and when visitors came to pray at the altar I was send to the other side of the temple to clean. There were frequently visitors at the temple, people coming to offer gifts to please the god, but it was not till after I had reached the age of 8 that I saw them for the first time. I remember it clearly: I was washing the floor around the offering circle when they walked in: two small girls, a boy at my age, a mother and a farther. I hid behind a pillar as they prayed, I didn’t dare to move for it was a mortal sin to interrupt a praying man. The kids played around the room, laughing and yelling, I guess they were too young to know how to behave in a church. They stayed for 20 minutes or so, and in that time they managed to completely destroyed my world. I saw the feelings of love between the parents and the kids, I saw how they played together and how they prayed together, and I saw that even though they were 5 bodies, they were but one being.
After seeing them, seeing their union sort to speak, I could no longer be the same, I could no longer live my life for a god who never spoke to me, never met my gaze with loving eyes, I realized that I needed a family, I needed… love. I knew that these thoughts were forbidden by the god, those who live in the temple cannot fall for the temptation of the outside world, and so I hid my feeling from the priest and hid them well. For the first few months the old priest noticed no changes in my behavior, but my need for a family and the guilt of those thoughts was eating me up from inside. Eventually he noticed that I no longer slept peacefully at night, and that I could no longer find inner peace in our prayer. He confronted me with the problem and I answered him trustfully and told him how I had started to long for a family and the world beyond the temple. Of all the possible reactions he could have chosen he chose the worst, he simply signed and told me that I was not meant for the life in the temple. He told me that I had been left at his doorstep years before and that he had tried to raise me into the life of a monk, but that even the teachings of the god could not change the fundamental nature of a man. Then he packed the few belongings I had, dressed me in fine clothes and told me to seek out my own destiny. I know now that he only wanted me to be happy and live a life of happiness, but when I was thrown out of the only place I had ever known I could not see things that way. I felt impure and unwanted, I felt like the god had left me, that I was no longer worthy of his grace, I felt like dying. For 2 days straight I knocked on the temple door, begging the old priest to let me in, but he ignored me completely and on the third day I finally left, never to return home again.
I am sure I would have died out there in the real world as they say, had it not been for the bandits that attacked me the second night after I had given up getting back inside the temple. They came just before nightfall, apparently thinking that one wearing such fine close as I, would be likely to carry something of value. I had not eaten for a whole day because the little food supply the priest had given me had already run out. I was walking through a wood, looking for a place to sleep when I saw them hiding in the shadows. At first I had no idea what they wanted, I had, living in a temple all my life, never heard of robbery or violence, but when one of them jumped out of the bushes and rushed at me with a knife in hand, my instincts took over and I did what every boy at the age of 8 would do: I ran. My mind decided that getting away was the best plan at the moment and since my legs didn’t seem to object against that plan all I could do was follow suit.
It didn’t take them long to give chase luckily I was born pretty fast and agile, but my hunger was not exactly needed for my escape. I guess they had chosen to hide in this forest because it was thick and therefore easy to hide in, but it ended up being a bad idea since it gave them a hard time fighting through branches as they chased me. I myself had it a lot easier since I was able to run under the worst branches and get through the small holes in the bushes. But they had the advantage, they were bigger than me, faster than me, had knowledge of the woods and had me outnumbered 5 to 1. But in the dark wood I should have been fast enough to get away with only a couple of bruises, but I hadn’t eaten all day and as a result of that I could barely move not to mention escape from a group of bandits. The adrenalin kept me going for close to an hour but in the end I ran out of energy. I used the last of my remaining strength as I stumbled out of the wood. I fell to the ground in the moonlight knowing that this was the end, my lungs were burning, my legs was scratched open and my vision was somewhat blinded by the blood spilling from a wound on my forehead. The bandits came running out of the wood a few seconds later cursing under their breath.
“I tell you little man…” one of them panted “I am going to kill you for making us run like that.” I didn’t even have enough energy to scream, reply, beg for mercy or say a prayer as he approached me with his knife raised, ready to plunge it into my chest. But a low voice carried through the darkness and made him stop in his tracks.
“You know… just out of curiosity… what does 5 honorable bandits like yourself have to gain from attacking a little moneyless kid like that?”
The bandit spun around trying to pinpoint the location of the voice. It took him almost 20 seconds to spot the woman sitting with her back against a tree smoking on a long thin pipe. She had a small bag hanging on a branch besides her and a thin sword in a simple but beautiful sheath with a single word written on it: Kage-ken.
“Moneyless? What do you mean “Moneyless”? Look at the clothe ye’ crazy old hag, with clothe that fine his old man must be as rich as a king. So stay quiet if you don’t want to end up dead.”
“Now don’t be as stupid as you look.” She replied calmly smiling a smile that never reached her eyes “I mean… look at that kid, his hair have been shaven off, his clothes is a mess, and there is old dirt on it.”
“SO?” growled one of the bandits angry.
“So… he must have been walking in that outfit for some time. Oh yeah, there is also the fact that he wears old worn out shoes. Besides young monks have their heads shaved, and should they ever leave the temple they are given fine clothe so they can travel with dignity. This is no rich kid, this kid is a monk.” She smiled pleasantly, blowing a simple smoke ring.
The bandits looked furiously from me to her before the one with the knife started shouting: “Are you telling me that we have been chasing A MUNK for the last hour!?“
“Yes that seems about right.” she answered lightly “Wait, how long were you chasing him?”
The bandits ignored her, arguing about what to do in light of the new information. “Okay I got it!” said one of them. ”we kill the kid and take the woman’s things… and body.” The bandits agreed through a disturbing laughter, the woman just kept smoking her pipe as if what they said had nothing to do with her. “You just sit tight lady I’ll be with you in a sec, I just got to kill the little rat here first. “ My vision was starting to fade as he came walking towards me, I saw him raise his knife for the second time, and I saw him get stopped by the woman’s words… for the second time.
“You know… if you really chased him for an hour… then I can’t just let you kill him can I?”
“What the ‘ell do you think you can do to us?” a bandit grinned. “We are five men and you’re only one woman. Hell will freeze over before you can stop us. “
“Well” she said, standing up, emptying her pipe on the ground and picking up the sword. “Then I hope you brought warm clothe.”
I could barely see as the bandits roared and rushed at her, in the last second before I passed out I saw her drawing her sword and calmly speaking two words: “Kage Zuki”*
*Shadow blade
Det er sådan en pipe her hun ryger.
Monday, June 09, 2008
Kærlighed
Jeg har... jeg har... jeg kan ikke engang finde på et vittigt forord bare læs.
Kærlighed.
Sjovt at jeg skulle skrive en tekst med denne titel, jeg havde tænkt mig at starte teksten med en lille note om at jeg aldrig havde været forelsket i nogen, men det er vel ikke sandt. Måske elskede jeg hende men jeg ved det faktisk ikke, lad mig spørge dig på denne måde: Da du så farven grøn første gang vidste du så den var grøn?
Sandheden er jo at jeg holdt mere af hende end af nogen anden pige jeg nogensinde har mødt, eller lyver jeg i virkeligheden bare for mig selv lige nu? Jeg kunne lide hende på en anden måde end nogen andre jeg nogensinde har mødt. Jeg var sammen med hende i omkring 3 måneder og jeg hyggede mig virkelig og vi kunne ligge i timevis og bare nyde at vi var sammen, vi behøvede ikke at snakke, ikke at tale, ikke at lytte, vi behøvede bare at være der. Det var mig der slog op, det er helt sikkert at hun ikke ville have gjort det for hun var forelsket i mig så meget tror jeg i hvert fald jeg ved. Jeg slog op fordi jeg ikke mente at jeg var god nok. Jeg kunne ikke overskue at være sammen med hende hver eneste weekend (vi boede et stykke fra hinanden så det var svært at ses midt på ugen), jeg følte mig vel sagtens bundet (det er det man kalder forpligtelser) og jeg var vel ikke modig nok til at tage dem på mig. Problemet var at hvis jeg en weekend ikke var sammen med hende for at hænge ud med vennerne så følte jeg at jeg forrådte hende på en eller anden måde. Jeg blev enig med mig selv om at jeg nok ikke elskede hende, jeg er for resten et dybt romantisk menneske der tror på at der findes en eneste ene et sted derude, og desuden får jeg det fysisk og psykisk dårligt hvis andre ikke kan lide mig, freud ved sikkert hvorfor, spørg ham. Jeg følte at jeg holdte hende for nar ved at blive sammen med hende selvom jeg godt viste at jeg ikke elskede hende. Jeg slog op over mail, ikke specielt elegant, galant, eller originalt men det gjorde jeg altså. Jeg har altid været god med ord på skrift men så snart jeg skal sige noget følelsesmæssigt klapper jeg i som en østers, jeg kan simpelthen ikke snakke om sådanne emner. Jeg ville godt forklare at det var min fejl og at hun ikke var skyld i at jeg slog op men tiden har vist at det ikke blev taget sådan. Det er svært at slå op med nogen uden at sårer dem, jeg ved det og jeg var led og ked af den smerte jeg havde påført hende ved at slå op, men jeg ved jo godt at tingene kun var blevet værre hvis jeg havde ventet. Men jeg forstår godt hun er vred, hun må have følt det som om jeg bare havde jongleret med hendes følelser, men jeg ville ikke sårer hende… jeg vidste jo ikke at… jeg troede jo… Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller hvorfor jeg overhovedet skriver det her, jeg har vel brug for at fortælle om det forklare det for mig selv. Elskede jeg hende? Det er et spørgsmål jeg nok aldrig selv vil være i stand til at svare på men jo mere jeg tænker over det jo mere heller jeg til at jeg måske rent faktisk elskede hende og at jeg med min kujonagtige adfærd har skubbet det bedste der kunne ske for mig væk, men hvis jeg tager fejl og jeg først finder ud af det om år ude i fremtiden ville jeg så være i stand til at tage den rigtige beslutning og endegyldigt knuse hendes hjerte? Måske er jeg bare ikke moden nok til et rigtigt forhold endnu. Måske prøver jeg bare at overbevise mig selv om at jeg gjorde det rigtige, men der er jo altid tvivl et sted derinde i baghovedet, hvad nu hvis? Jeg ville ønske at jeg kunne komme med en konklusion til hvad man skal gøre i sådan en situation, hvordan man kommer videre eller hvordan man klare sig generelt. Men jeg ved det ikke selv og jeg hader mig selv for den måde jeg håndterede det på, jeg ville heller aldrig søge råd om skiløb fra en der kom ned med ambulance helikopter. Det eneste jeg kan sige er vel til dig der sidder derude og er blevet dumpet af en kæreste for nylig: måske gjorde han/hun det for din skyld, der findes stadig os der ikke går for vores egen skyld, men fordi vi ved at et lille stik nu er bedre end et tog sammenstød om 6 måneder.
Kærlighed.
Sjovt at jeg skulle skrive en tekst med denne titel, jeg havde tænkt mig at starte teksten med en lille note om at jeg aldrig havde været forelsket i nogen, men det er vel ikke sandt. Måske elskede jeg hende men jeg ved det faktisk ikke, lad mig spørge dig på denne måde: Da du så farven grøn første gang vidste du så den var grøn?
Sandheden er jo at jeg holdt mere af hende end af nogen anden pige jeg nogensinde har mødt, eller lyver jeg i virkeligheden bare for mig selv lige nu? Jeg kunne lide hende på en anden måde end nogen andre jeg nogensinde har mødt. Jeg var sammen med hende i omkring 3 måneder og jeg hyggede mig virkelig og vi kunne ligge i timevis og bare nyde at vi var sammen, vi behøvede ikke at snakke, ikke at tale, ikke at lytte, vi behøvede bare at være der. Det var mig der slog op, det er helt sikkert at hun ikke ville have gjort det for hun var forelsket i mig så meget tror jeg i hvert fald jeg ved. Jeg slog op fordi jeg ikke mente at jeg var god nok. Jeg kunne ikke overskue at være sammen med hende hver eneste weekend (vi boede et stykke fra hinanden så det var svært at ses midt på ugen), jeg følte mig vel sagtens bundet (det er det man kalder forpligtelser) og jeg var vel ikke modig nok til at tage dem på mig. Problemet var at hvis jeg en weekend ikke var sammen med hende for at hænge ud med vennerne så følte jeg at jeg forrådte hende på en eller anden måde. Jeg blev enig med mig selv om at jeg nok ikke elskede hende, jeg er for resten et dybt romantisk menneske der tror på at der findes en eneste ene et sted derude, og desuden får jeg det fysisk og psykisk dårligt hvis andre ikke kan lide mig, freud ved sikkert hvorfor, spørg ham. Jeg følte at jeg holdte hende for nar ved at blive sammen med hende selvom jeg godt viste at jeg ikke elskede hende. Jeg slog op over mail, ikke specielt elegant, galant, eller originalt men det gjorde jeg altså. Jeg har altid været god med ord på skrift men så snart jeg skal sige noget følelsesmæssigt klapper jeg i som en østers, jeg kan simpelthen ikke snakke om sådanne emner. Jeg ville godt forklare at det var min fejl og at hun ikke var skyld i at jeg slog op men tiden har vist at det ikke blev taget sådan. Det er svært at slå op med nogen uden at sårer dem, jeg ved det og jeg var led og ked af den smerte jeg havde påført hende ved at slå op, men jeg ved jo godt at tingene kun var blevet værre hvis jeg havde ventet. Men jeg forstår godt hun er vred, hun må have følt det som om jeg bare havde jongleret med hendes følelser, men jeg ville ikke sårer hende… jeg vidste jo ikke at… jeg troede jo… Jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller hvorfor jeg overhovedet skriver det her, jeg har vel brug for at fortælle om det forklare det for mig selv. Elskede jeg hende? Det er et spørgsmål jeg nok aldrig selv vil være i stand til at svare på men jo mere jeg tænker over det jo mere heller jeg til at jeg måske rent faktisk elskede hende og at jeg med min kujonagtige adfærd har skubbet det bedste der kunne ske for mig væk, men hvis jeg tager fejl og jeg først finder ud af det om år ude i fremtiden ville jeg så være i stand til at tage den rigtige beslutning og endegyldigt knuse hendes hjerte? Måske er jeg bare ikke moden nok til et rigtigt forhold endnu. Måske prøver jeg bare at overbevise mig selv om at jeg gjorde det rigtige, men der er jo altid tvivl et sted derinde i baghovedet, hvad nu hvis? Jeg ville ønske at jeg kunne komme med en konklusion til hvad man skal gøre i sådan en situation, hvordan man kommer videre eller hvordan man klare sig generelt. Men jeg ved det ikke selv og jeg hader mig selv for den måde jeg håndterede det på, jeg ville heller aldrig søge råd om skiløb fra en der kom ned med ambulance helikopter. Det eneste jeg kan sige er vel til dig der sidder derude og er blevet dumpet af en kæreste for nylig: måske gjorde han/hun det for din skyld, der findes stadig os der ikke går for vores egen skyld, men fordi vi ved at et lille stik nu er bedre end et tog sammenstød om 6 måneder.
Sunday, May 25, 2008
Portal Killer 1
Det her er vel egentlig en fortsættelse til en gammel historie. Jimmy vender endnu engang tilbage som detectiv og skal nu opklare en hel ny mordgåde. Den gamle historie hed vist bare Murder.
Portal Killer 1
Jimmy gave the order and 2 police officers started to break open the locked door. The door broke open with a cracking noise, revealing the body of another Aperture executor. Jimmy stepped into the room as the first person; this was the third Aperture executor that had been found dead in the past two weeks. The body looked fresh, Rigor mortis had not yet kicked in, and that meant that this crime scene could be his only chance to prove his theory. He slowly turned towards the horde of police officers waiting outside and waved the technicians in, grabbing one of them by the arm and said in a low voice so that only the technician could hear him. “Look for abnormal parasite B behavior.” The technician nodded bewildered, of course he did. The general public knew nothing of the technology developed by Aperture. Jimmy stepped out of the small office and looked back in. The Executor had been seen just 5 hours earlier by his secretary as he fled from his office. Two hours later the cleaning lady tried to enter this office but fund the door to be locked, Jimmy would gladly bet his house that the only key to the office would be found with the body. Jimmy strolled through the office at the other side of the hallway and opened the window. He lit a cigarette while looking down on the horde of journalists already gathering at the entrance to the Aperture building. “They are getting faster, those damn hogs” jimmy said to himself as the crime scene investigator Brian entered the room.
“How’s the old Box doing?” He asked as he walked in the room.
“She is doing great, Brian but remind me that if you ever call her that again I will make sure you get a close look at one of the bullets you love so much if you know what I am saying. Now tell me what you have figured out from your little investigation?” He asked angrily
“Well” he said “His name was John Jackson, he was an executor and as you said we would we found the keys next to the body. Oh, and I believe you have been instructed to keep away from my technicians?”
“Yes but what does that have to do with anything” barked Jimmy defensively throwing his still smoking cigarette out of the window.
“Well nothing exept you are very interested in Parasite B activity and one of my technicians suddenly decided to look for it.”
“Well?”
“Well what?” He asked with a smirk
“Well what did he find?” Jimmy barked back as his cigarette landed on a journalist’s cotton hat, 14 floors below.
“It seems you were right, we have discovered 400% more B Parasites activity than the normal level.”
“So it is true then.” Jimmy said looking down at the journalists, where a small fire had started on one of their hats. “I guess I might get that raise anyway.”
“Yep you might.” Brian said as he turned to leave the room. “I guess it will be your job to catch the world’s first Portal killer.”
“I guess I will” Jimmy said looking down at the panicking mass of reporters with fiery hats. “I guess I will.”
Portal Killer 1
Jimmy gave the order and 2 police officers started to break open the locked door. The door broke open with a cracking noise, revealing the body of another Aperture executor. Jimmy stepped into the room as the first person; this was the third Aperture executor that had been found dead in the past two weeks. The body looked fresh, Rigor mortis had not yet kicked in, and that meant that this crime scene could be his only chance to prove his theory. He slowly turned towards the horde of police officers waiting outside and waved the technicians in, grabbing one of them by the arm and said in a low voice so that only the technician could hear him. “Look for abnormal parasite B behavior.” The technician nodded bewildered, of course he did. The general public knew nothing of the technology developed by Aperture. Jimmy stepped out of the small office and looked back in. The Executor had been seen just 5 hours earlier by his secretary as he fled from his office. Two hours later the cleaning lady tried to enter this office but fund the door to be locked, Jimmy would gladly bet his house that the only key to the office would be found with the body. Jimmy strolled through the office at the other side of the hallway and opened the window. He lit a cigarette while looking down on the horde of journalists already gathering at the entrance to the Aperture building. “They are getting faster, those damn hogs” jimmy said to himself as the crime scene investigator Brian entered the room.
“How’s the old Box doing?” He asked as he walked in the room.
“She is doing great, Brian but remind me that if you ever call her that again I will make sure you get a close look at one of the bullets you love so much if you know what I am saying. Now tell me what you have figured out from your little investigation?” He asked angrily
“Well” he said “His name was John Jackson, he was an executor and as you said we would we found the keys next to the body. Oh, and I believe you have been instructed to keep away from my technicians?”
“Yes but what does that have to do with anything” barked Jimmy defensively throwing his still smoking cigarette out of the window.
“Well nothing exept you are very interested in Parasite B activity and one of my technicians suddenly decided to look for it.”
“Well?”
“Well what?” He asked with a smirk
“Well what did he find?” Jimmy barked back as his cigarette landed on a journalist’s cotton hat, 14 floors below.
“It seems you were right, we have discovered 400% more B Parasites activity than the normal level.”
“So it is true then.” Jimmy said looking down at the journalists, where a small fire had started on one of their hats. “I guess I might get that raise anyway.”
“Yep you might.” Brian said as he turned to leave the room. “I guess it will be your job to catch the world’s first Portal killer.”
“I guess I will” Jimmy said looking down at the panicking mass of reporters with fiery hats. “I guess I will.”
Sunday, May 18, 2008
Hvem er jeg? og hvem er du?
Hej læser.
Har du nogensinde oprettet en profil på en dating side? Jeg gik og legede med tanken den anden dag, bare sådan for sjov du ved, jeg nåede da også at finde en side og gik i gang med tilmeldingen da jeg opdagede at man blandt andet skulle svare på 2 spørgsmål: hvem er jeg, og hvem er du.
De fleste ser nok bare disse spørgsmål og skriver løs om deres mål, vægt, favorit film osv. Men faktisk er spørgsmålene jo dybe som bare satan, er de ikke? Jeg ved ikke om jeg tænker for meget over tingene men er ”hvem er du” spørgsmålet ikke et yderst kringlet spørgsmål? Ved du hvem du er? Jeg ved ikke rigtigt om jeg ved hvem jeg er. Er vi overhovedet i en position hvor vi kan beskrive os selv? Hvem er jeg? Jeg er vel Simon er jeg ikke? Det er i hvert fald hvad min familie kalder mig, de ser mig vel som en mere eller mindre excentrisk fyr der er velopdragen. Eller er jeg i virkeligheden greve, ham mine venner kender ham der til tider virker både bedrevidende og idiotisk. Eller er jeg Greven, ham der med en karl smart attitude går imod strømmen og leger djævlens advokat på alverdens fora. Men I virkeligheden er jeg jo bare mig, ham jeg er når jeg er alene, ham der kan se sig selv i den ensomme helt, ham der skriver om folk der forsøger at finde sig selv og rigtige venner i en verden der ikke forstår dem. Ham der sidder på sit værelse i plasmaskærmens glød og høre stille rock musik fra svundne tider, ham der bliver fanget i tanker om sin egen undergang og bruger digital vold til at slippe for tankerne. Ham hvis døgnrytme er mere skæv end tårnet i Pisa. Ham som har det bedst når huset er tyst i nattens mulm og mørke. Er det mig?
Hvem er du? Et interessant spørgsmål faktisk, hvem er du og hvad kan vi egentlig gøre for hinanden? Lad mig droppe dating vinklen og spørge dig direkte, hvem er du?
Er du en Youtube junkie på jagt efter dit næste fix, bare en lille ting der kan holde dit stressede sind underholdt i et par minutter? En filosof der leder efter den dybere mening med livet? En litteratur interesseret tosse der prøver at spotte den næste store forfatter? Jeg kan ikke hjælpe dig, og du kan ikke hjælpe mig. Jeg leder efter hr. og fru Danmark hvor plat det end må lyde. Jeg leder efter den gennemsnitlige dansker, den person der er fundet herind for at være en del af et lille fællesskab og måske endda lære sig selv at kende lidt bedre på samme tid. Jeg leder efter dig der kan læse en historie uden at tænke over hvor mange minutter denne historie mon tager at læse, dig der ikke tænker over hvordan denne historie passer ind i din livsopfattelse, dig der ikke krummer tær ved synet af en kommafejl. Jeg leder efter en der forstår hvad det er jeg gør, en der forstår at det ikke bare er ord og sætninger jeg skriver, en der forstår at det er en lille del af min sjæl jeg lægger til skue. Jeg leder efter en der kan se ind bag de ord jeg skriver og måske endda få noget ud af historien som de ikke regnede med. Måske ser de en ny side af sig selv, måske lærer de at forstå noget om andre, måske går de bare derfra med et smil på læben. Hvis jeg har givet en person lidt at spekulere over, lidt at grine af, eller lidt at græde af betyder ikke så meget for mig, hvad der betyder noget er at få rørt en anden sjæl. At få puffet lidt til et andet individ, er en forunderlig følelse og hvis jeg kan gøre en enkelt persons dag lidt mere interessant så er de timer jeg har brugt på min historie givet godt ud.
Har du nogensinde oprettet en profil på en dating side? Jeg gik og legede med tanken den anden dag, bare sådan for sjov du ved, jeg nåede da også at finde en side og gik i gang med tilmeldingen da jeg opdagede at man blandt andet skulle svare på 2 spørgsmål: hvem er jeg, og hvem er du.
De fleste ser nok bare disse spørgsmål og skriver løs om deres mål, vægt, favorit film osv. Men faktisk er spørgsmålene jo dybe som bare satan, er de ikke? Jeg ved ikke om jeg tænker for meget over tingene men er ”hvem er du” spørgsmålet ikke et yderst kringlet spørgsmål? Ved du hvem du er? Jeg ved ikke rigtigt om jeg ved hvem jeg er. Er vi overhovedet i en position hvor vi kan beskrive os selv? Hvem er jeg? Jeg er vel Simon er jeg ikke? Det er i hvert fald hvad min familie kalder mig, de ser mig vel som en mere eller mindre excentrisk fyr der er velopdragen. Eller er jeg i virkeligheden greve, ham mine venner kender ham der til tider virker både bedrevidende og idiotisk. Eller er jeg Greven, ham der med en karl smart attitude går imod strømmen og leger djævlens advokat på alverdens fora. Men I virkeligheden er jeg jo bare mig, ham jeg er når jeg er alene, ham der kan se sig selv i den ensomme helt, ham der skriver om folk der forsøger at finde sig selv og rigtige venner i en verden der ikke forstår dem. Ham der sidder på sit værelse i plasmaskærmens glød og høre stille rock musik fra svundne tider, ham der bliver fanget i tanker om sin egen undergang og bruger digital vold til at slippe for tankerne. Ham hvis døgnrytme er mere skæv end tårnet i Pisa. Ham som har det bedst når huset er tyst i nattens mulm og mørke. Er det mig?
Hvem er du? Et interessant spørgsmål faktisk, hvem er du og hvad kan vi egentlig gøre for hinanden? Lad mig droppe dating vinklen og spørge dig direkte, hvem er du?
Er du en Youtube junkie på jagt efter dit næste fix, bare en lille ting der kan holde dit stressede sind underholdt i et par minutter? En filosof der leder efter den dybere mening med livet? En litteratur interesseret tosse der prøver at spotte den næste store forfatter? Jeg kan ikke hjælpe dig, og du kan ikke hjælpe mig. Jeg leder efter hr. og fru Danmark hvor plat det end må lyde. Jeg leder efter den gennemsnitlige dansker, den person der er fundet herind for at være en del af et lille fællesskab og måske endda lære sig selv at kende lidt bedre på samme tid. Jeg leder efter dig der kan læse en historie uden at tænke over hvor mange minutter denne historie mon tager at læse, dig der ikke tænker over hvordan denne historie passer ind i din livsopfattelse, dig der ikke krummer tær ved synet af en kommafejl. Jeg leder efter en der forstår hvad det er jeg gør, en der forstår at det ikke bare er ord og sætninger jeg skriver, en der forstår at det er en lille del af min sjæl jeg lægger til skue. Jeg leder efter en der kan se ind bag de ord jeg skriver og måske endda få noget ud af historien som de ikke regnede med. Måske ser de en ny side af sig selv, måske lærer de at forstå noget om andre, måske går de bare derfra med et smil på læben. Hvis jeg har givet en person lidt at spekulere over, lidt at grine af, eller lidt at græde af betyder ikke så meget for mig, hvad der betyder noget er at få rørt en anden sjæl. At få puffet lidt til et andet individ, er en forunderlig følelse og hvis jeg kan gøre en enkelt persons dag lidt mere interessant så er de timer jeg har brugt på min historie givet godt ud.
Sunday, May 11, 2008
En Stille dans
Jeg er ikke helt tilfreds med mine andre historier i øjeblikket de trænger til lidt mere finpudsning, så i stedet får i noget filosofisk sjov fra mig.
En stille dans
Velkommen kære læser, velkommen til min verden.
Når du læser disse ord befinder du dig i min verden, mit rige, mit domæne. Her i mit rige har jeg den fulde kontrol over alt der sker, en stille dans over tastaturet er alt hvad jeg skal bruge for at vise dig fjerne lande, mægtige drager, sindssyge sind og tragiske begivenheder. Jeg følger i nogle af verdens mest berømte mennesker når jeg skriver: Mozart lod sine fingre danse henover tangenterne, Da Vinci lod sine pensler danse over et lærred, Muhammed Ali lod sine nævner danse over et ansigt og jeg lader mine fingre danse over et tastatur. Mozarts arv var smuk musik der farver sjælen med de skønneste følelser, Da Vincis arv var skønne malerier fyldt med farver der er smukkere end en solnedgang i maj, Muhammed Alis arv var fyldt af inspirationen og blå mærker, men min arv er blot 2 simple farver: sort på hvidt. Disse to farver som knap nok kan betegnes som farver er alt hvad jeg bruger til at skabe mine værker. Ligesom Da Vinci brugte sine tusind farver til at skabe smukke værke bruger jeg mine 2 farver til at skabe simple historier der kan berolige og forundre sindet. Men alt kan i virkeligheden skabes med sort og hvid, der er uendelige nuancer der kan udnyttes og undersøges. Med en stille dans over tastaturet blander jeg de to farver og skaber sorte tordenskyer over den hvide tundra, jeg skaber snehvidt skumsprøjt på den truende sorte bølge.
Men det er ikke en symfoni jeg komponere på et klaver, det er ikke et maleri jeg maler med en pensel, og det er ej heller et ansigt jeg farver gult og blåt med mine næver, det er et tastatur jeg danser over og et a4 ark jeg klistre til med ord. Ord er farver og nuancer der ses, læses og fortolkes forskelligt af alle, det gør at en historie læses forskelligt af alle og alle får deres egen syn på begivenhederne. Disse ord er mit skaberværk, mine børn, mine brødre, mine venner og mine fjender. Nogle dage strømmer ordene i en evig flod fra mit sind, og ordene strømmer ud på skærmen igennem en stille elegant dans over tastaturet, andre dage føles det som om at floden er tørret ud og den stille dans bliver til en tung travetur. Så jeg danse når dansen kommer til mig, som en smed der smeder med det varme jern leder jeg floden af ord ud igennem fingrenes dans, kontrollere den, bøjer den og former de sætninger der kommer frem i mit sind.
Denne stille dans jeg udføre ser ingen, igen ser det arbejde der lægger bag, lige som ingen så Mozart da han komponerede sin første melodi, ligesom ingen så Da Vinci da han blandede farverne, og ligesom ingen så Muhammed Ali da han trænede som ung er der ingen der ser den dans jeg danser her i PC skærmens glød. Men dansen er der og denne usete stille dans vil danse hen over tastaturet så længe der er ord der flyder, sætninger at bygge og luft i mine lunger.
En stille dans
Velkommen kære læser, velkommen til min verden.
Når du læser disse ord befinder du dig i min verden, mit rige, mit domæne. Her i mit rige har jeg den fulde kontrol over alt der sker, en stille dans over tastaturet er alt hvad jeg skal bruge for at vise dig fjerne lande, mægtige drager, sindssyge sind og tragiske begivenheder. Jeg følger i nogle af verdens mest berømte mennesker når jeg skriver: Mozart lod sine fingre danse henover tangenterne, Da Vinci lod sine pensler danse over et lærred, Muhammed Ali lod sine nævner danse over et ansigt og jeg lader mine fingre danse over et tastatur. Mozarts arv var smuk musik der farver sjælen med de skønneste følelser, Da Vincis arv var skønne malerier fyldt med farver der er smukkere end en solnedgang i maj, Muhammed Alis arv var fyldt af inspirationen og blå mærker, men min arv er blot 2 simple farver: sort på hvidt. Disse to farver som knap nok kan betegnes som farver er alt hvad jeg bruger til at skabe mine værker. Ligesom Da Vinci brugte sine tusind farver til at skabe smukke værke bruger jeg mine 2 farver til at skabe simple historier der kan berolige og forundre sindet. Men alt kan i virkeligheden skabes med sort og hvid, der er uendelige nuancer der kan udnyttes og undersøges. Med en stille dans over tastaturet blander jeg de to farver og skaber sorte tordenskyer over den hvide tundra, jeg skaber snehvidt skumsprøjt på den truende sorte bølge.
Men det er ikke en symfoni jeg komponere på et klaver, det er ikke et maleri jeg maler med en pensel, og det er ej heller et ansigt jeg farver gult og blåt med mine næver, det er et tastatur jeg danser over og et a4 ark jeg klistre til med ord. Ord er farver og nuancer der ses, læses og fortolkes forskelligt af alle, det gør at en historie læses forskelligt af alle og alle får deres egen syn på begivenhederne. Disse ord er mit skaberværk, mine børn, mine brødre, mine venner og mine fjender. Nogle dage strømmer ordene i en evig flod fra mit sind, og ordene strømmer ud på skærmen igennem en stille elegant dans over tastaturet, andre dage føles det som om at floden er tørret ud og den stille dans bliver til en tung travetur. Så jeg danse når dansen kommer til mig, som en smed der smeder med det varme jern leder jeg floden af ord ud igennem fingrenes dans, kontrollere den, bøjer den og former de sætninger der kommer frem i mit sind.
Denne stille dans jeg udføre ser ingen, igen ser det arbejde der lægger bag, lige som ingen så Mozart da han komponerede sin første melodi, ligesom ingen så Da Vinci da han blandede farverne, og ligesom ingen så Muhammed Ali da han trænede som ung er der ingen der ser den dans jeg danser her i PC skærmens glød. Men dansen er der og denne usete stille dans vil danse hen over tastaturet så længe der er ord der flyder, sætninger at bygge og luft i mine lunger.
Citat quiz
Så er der citat quiz, send jeres svar til min mail, eller send en besked til min profil. Og nu ingen Google!
Let the game BEGIN!
Citat quiz.
1. Would you give another man a footmasage?
2. So let me get this straight: I am paying you to kill somebody, and you are getting someone else to do it?
3. Immortality, Take it! It’s yours!
4. What the eyes see and the ears hear the mind believes.
5. Aren’t you a bit short for a stormtrooper.
6. Well isn’t that convenient for you, and the clock.
7. Is my nose to big mom?
8. I’m tired of these motherfucking snakes on this motherfucking plane.
9. Nothing gets between me and my AK.
10. Keep your head in the game.
11. Tell him about the Twinkie.
12. Simon says: Die!
13. To infinity and beyond!
14. Shop Smart, Shop S-Mart
15. She got a… FINE ASS!
16. We dont sell tik taks for crist sake we sell cigarets.
17. And Shepherds we shall be For thee, my Lord, for thee. Power hath descended forth from Thy hand Our feet may swiftly carry out Thy commands. So we shall flow a river forth to Thee And teeming with souls shall it ever be. In Nomeni Patri Et Fili
18. I’m gonna give him an offer he can’t refuse.
19. So tell us mama, why make Buffalo's biggest cookie?
20. There never was much hope, just a fools hope.
Let the game BEGIN!
Citat quiz.
1. Would you give another man a footmasage?
2. So let me get this straight: I am paying you to kill somebody, and you are getting someone else to do it?
3. Immortality, Take it! It’s yours!
4. What the eyes see and the ears hear the mind believes.
5. Aren’t you a bit short for a stormtrooper.
6. Well isn’t that convenient for you, and the clock.
7. Is my nose to big mom?
8. I’m tired of these motherfucking snakes on this motherfucking plane.
9. Nothing gets between me and my AK.
10. Keep your head in the game.
11. Tell him about the Twinkie.
12. Simon says: Die!
13. To infinity and beyond!
14. Shop Smart, Shop S-Mart
15. She got a… FINE ASS!
16. We dont sell tik taks for crist sake we sell cigarets.
17. And Shepherds we shall be For thee, my Lord, for thee. Power hath descended forth from Thy hand Our feet may swiftly carry out Thy commands. So we shall flow a river forth to Thee And teeming with souls shall it ever be. In Nomeni Patri Et Fili
18. I’m gonna give him an offer he can’t refuse.
19. So tell us mama, why make Buffalo's biggest cookie?
20. There never was much hope, just a fools hope.
Sunday, April 27, 2008
A map of my mind
Jeg var sgu lige ved at glemme at lægge den op men her er ugens historie.
De historier jeg nævner til sidst eksisterer, i får dem ikke at se men de eksisterer og findes i den masse jeg har valgt at kalde min hjerne.
A map of my mind.
Why do I write what I write? Why do the horrors of twisted minds, the fables of lost lands and the everyday story turned supernatural intrigue me so much? What is it that makes me connect with a mutant trying to get back his humanity or a detective who tries to make the world a better place? To tell you the truth: it happens. I do not make op stories, I just write them down. Now don’t get me wrong, I don’t steal stories and take credit for them, I just write what I see. Where you see a drunken mother yelling at her 12 year old son, I see a dictator trying to oppress the youth of the people. Where you see a dog burying a bone, I see a pirate hiding his treasure so that no living man can find and steal his things. Where you see a hobo on the sidewalk, I see a life worth of stories waiting to be put on paper, leading to the sad end of today.
I see stories where most see nothing, but when I really see the twisted ones, are when I look inside my own head. I do so often, trying to grasp what it is I am, and what it is that makes me tick. It is when I look upon that growing field of fantasy flowers and rivers of ideas flowing from the everlasting mountains of creativity that I imagine new things, most of them stay in the river of ideas though. But every once in a blue moon a small creature emerges from the river and crawl unto land. Here the creature grow, eating the flowers of fantasy and the grass of possibilities, the creature steadily grow into a story or a joke or one of the countless of other creatures that have inhabited my brain. As the stories are written, or the jokes are told, the bodies of them start to decay, they’re slowly wither away on the field and their corpses provide nutrition for the fantasy flowers and the grass of possibilities, thereby creating an endless circle of creation and destruction. Some time two creatures emerge from the river at the same time, these two creatures develop a symbiotic existence, they live together, grow together and they will eventually either blossom or die together.
Sometimes the stories are forced to stay in my mind before they can be put into writing, when this happens they are taken to the farm. The farm is where they meet other ideas, and most importantly, the place where they meet my greatest secrets and my most treasured memories. Sometimes the stories and secrets are brought together and becomes one. I think of them as chimeras, stories spawned from a multitude of different ideas, memories and secrets, these chimeras are some of the most twisted and private stories that I have ever created. Most of them are never turned into writing because I fear the reaction from my readers. They are stories unlike anything else I write and they strike fear in my own heart, not because of the story itself, but because I know that I created it. These stories cannot be destroyed and they still live and haunt my mind when I go to sleep. I’ll let you into a little secret: Just before sleep takes and drags me into the place they call the dream land, I start thinking about them, they sneak into my mind and for a short while I think about them, I figure out what will happen in them, and that is how these stories evolve in my mind growing into monstrous beasts that threatens to latch on to every piece of paper I come across, and thereby gain entry to the real world.
You may think that this is but poor joke, a way for me to entertain you and please myself. You may wonder what I mean when I talk about this wonderland in my mind. Well let me put it this way: where you see a field I see a mind, and where you see a twisted chimera I see an obsession. You might be curious about these forbidden stories, but I am afraid they will never be seen by any other mortal man than I. They are too close to my heart as they contain my most private wishes and my most treasured memories.
De historier jeg nævner til sidst eksisterer, i får dem ikke at se men de eksisterer og findes i den masse jeg har valgt at kalde min hjerne.
A map of my mind.
Why do I write what I write? Why do the horrors of twisted minds, the fables of lost lands and the everyday story turned supernatural intrigue me so much? What is it that makes me connect with a mutant trying to get back his humanity or a detective who tries to make the world a better place? To tell you the truth: it happens. I do not make op stories, I just write them down. Now don’t get me wrong, I don’t steal stories and take credit for them, I just write what I see. Where you see a drunken mother yelling at her 12 year old son, I see a dictator trying to oppress the youth of the people. Where you see a dog burying a bone, I see a pirate hiding his treasure so that no living man can find and steal his things. Where you see a hobo on the sidewalk, I see a life worth of stories waiting to be put on paper, leading to the sad end of today.
I see stories where most see nothing, but when I really see the twisted ones, are when I look inside my own head. I do so often, trying to grasp what it is I am, and what it is that makes me tick. It is when I look upon that growing field of fantasy flowers and rivers of ideas flowing from the everlasting mountains of creativity that I imagine new things, most of them stay in the river of ideas though. But every once in a blue moon a small creature emerges from the river and crawl unto land. Here the creature grow, eating the flowers of fantasy and the grass of possibilities, the creature steadily grow into a story or a joke or one of the countless of other creatures that have inhabited my brain. As the stories are written, or the jokes are told, the bodies of them start to decay, they’re slowly wither away on the field and their corpses provide nutrition for the fantasy flowers and the grass of possibilities, thereby creating an endless circle of creation and destruction. Some time two creatures emerge from the river at the same time, these two creatures develop a symbiotic existence, they live together, grow together and they will eventually either blossom or die together.
Sometimes the stories are forced to stay in my mind before they can be put into writing, when this happens they are taken to the farm. The farm is where they meet other ideas, and most importantly, the place where they meet my greatest secrets and my most treasured memories. Sometimes the stories and secrets are brought together and becomes one. I think of them as chimeras, stories spawned from a multitude of different ideas, memories and secrets, these chimeras are some of the most twisted and private stories that I have ever created. Most of them are never turned into writing because I fear the reaction from my readers. They are stories unlike anything else I write and they strike fear in my own heart, not because of the story itself, but because I know that I created it. These stories cannot be destroyed and they still live and haunt my mind when I go to sleep. I’ll let you into a little secret: Just before sleep takes and drags me into the place they call the dream land, I start thinking about them, they sneak into my mind and for a short while I think about them, I figure out what will happen in them, and that is how these stories evolve in my mind growing into monstrous beasts that threatens to latch on to every piece of paper I come across, and thereby gain entry to the real world.
You may think that this is but poor joke, a way for me to entertain you and please myself. You may wonder what I mean when I talk about this wonderland in my mind. Well let me put it this way: where you see a field I see a mind, and where you see a twisted chimera I see an obsession. You might be curious about these forbidden stories, but I am afraid they will never be seen by any other mortal man than I. They are too close to my heart as they contain my most private wishes and my most treasured memories.
Thursday, April 24, 2008
Kage-Ken 1: Hatchi Zuki
Tillykke med dagen Bjørn!
I B's ære kommer den første del af min nye serie, Kage Ken idag. Jeg har arbejdet med det her første afsnit i 2 uger og omskrevet det 4 gange. Jeg syntes det er blevet godt.
Jeg bruger mange Japanske udtryk og de vigtigste vil blive forklaret i fodnoter, jeg vil starte med at sige at Zuki betyder stød (ikke som et lyn, men som det engelske ord 'strike').
Kage-Ken vil blive afsløret senere, og i kan formentlig selv regne ud hvad Ha
Kage-Ken 1
Hachi Zuki
“Get away from the bar, man of the east! We are the Trejina guard, trained by lord Grede in the forgotten art of the hounsel swordstyle and we demand that you move your yellow ass away from the bar!”
The inn went completely quiet as the swordsmen spoke, they were known as ruthless drunks who would pick a fight for no reason, men with no honor or morals. The lone man who sat at the bar lowered his cup, he carried a slim sword concealed in a simple sheath with the word Kage-ken written on it and a Kimono with weird symbols written on the back. He didn’t look up nor turn around as they ordered him to stand, nor did he do as he was told and when he spoke his voice was calm, as if they had simply made a comment about the weather. “You should ask politely when you wish someone to move for you.” The inn was completely silent as he spoke those words, except for a creature sitting in the back of the inn that was choking in its beer. This creature was covered in light brown fur, had big cat like ears and two small horns.
The lone stranger was met by a roar of laughter from the 10 swordsmen, the laughter was heard all the way out on the dirt street where people realized what was about to happen and hurried into other houses for protection, in case all hell broke loose. “I don’t think you heard us so let me repeat myself: We are the Trejina guard, trained by lord Grede in the forgotten art of the hounsel sword fighting style, when we ask something of someone, they either do as we say…” he smiled a gruesome smile as he continued “or die.”
“A style can only be mastered by the one who created it, all who tries to learn another man’s style will be but a shadow of the true master. Besides forgotten styles, fancy titles and good trainers only means things to men who knows them, they mean nothing to me or my blade.”
“You dare mock me!? This will cost you your head, insolent whelp!” The foremost swordsman drew his blade as he spoke, but before he had time swing it he found his head staring at his body from the ground. The blood flowed from his steadily from the now headless neck as the body fell to the ground. The man had risen and cut off the man’s head in a split second, he never even knew he was dead. The rest of the swordsmen could only stare in shock as he fell and see the mysterious stranger stand as tall as he was with his sword drawn. He stood quite still, breathing lightly as if he had done nothing else than standing up. The inn was quiet for 5 seconds, then a scream pierced the air and every man woman and child left the inn panicking through doors and windows, then the inn was quiet again and only the 9 remaining swordsmen, the stranger, the weird creature in the back and the headless swordsman remained in the room.
“You know… this western stuff isn’t half bad” said the creature in the back lowering his beer to speak.
“You killed him!” yelled one of the swordsmen drawing his sword at the strange swordsman. “You will pay for this!” The swordsmen quickly surrounded him, kicking tables and chairs out of the way. “Even in their anger they think of a strategy? They have been well trained. But there is a foul stench around them, what is it? It smells similar to sake, are they drunk?” the stranger thought as he studied the men around him. One of the men yelled a command and suddenly all 9 swordsmen stormed forward. One of them accidently tripped over a chair and fell, coursing at the top of his voice. The stranger spread his legs a little to stand more firmly, grasped his sword tightly with both hands and whispered the words “Hachi zuki”. The swordsman who had tripped looked up and saw the stranger storm towards one of the swordsmen, dived under the crude sword swing from the attacker and cut him in half with one single strike. “ichi” he murmured and jumped backwards to dodge another attackers strike. He turned around in the air and landed feet first on another swordsman’s chest, his sword quickly following up by piercing the swordsman’s forehead. “ni” he said as he leaped from the dead man’s chest and stormed back into the middle of the group. He feinted a strike against the head but in the last moment he changed the direction of his swing and buried his blade deep within the swordsman’s stomach. “san” The next two strikes was barely visible to the naked eye but two more bodies joined the pile followed by the strangers low voice: “shi, go.” His sword claimed another victim as he chopped of a leg of one of the two standing swordsmen and followed up by piercing his heart with a single blow. “Roku” He caught the last swordsman desperate attack by a weak parade that allowed the swordsman’s strike strike to carry through and slamming it into the ground. The swordsman landed hard on the ground and was killed split seconds later by a quick strike to the neck. “Hachi” the stranger said quietly while quickly mopping the blood of the blade in a table cloth from a nearby table. A ray of sun hit the blade as he was sheathing it and for almost a full second the room was filled with a beautiful dark red light, for that second it seemed like the air itself burned with strange dark flames. But as the blade was sheathed, the light disappeared.
“You always have to get in trouble when we go somewhere nice.” said the creature in the back and jumped down from his chair, revealing that he was no taller than a child before falling down on all four and heading for the door.
The stranger ignored him and turned around to face the ninth swordsman who was still on the ground where he had tripped over the chair.
“Go home.” The stranger said in a sad voice. ”enough blood has been spilled here for today.” The swordsman stared after the stranger as he walked towards the door.
“Who… Who are you!?” he yelled as the stranger reached the door. The stranger stopped in his tracks and turned around to face the man before answering.
“I do not have a name anymore, but I have come to call myself: Hachi Zoki”
“What a dramatic exit, Hachi.” Said the weird creature with a voice filled with sarcasm from his low viewpoint on all four as they walked out of the door.
“Quit it. We better get out of town quick, I don’t think we will find him here anyway.” Replied Hachi as they walked out the door, leaving the choked swordsman behind.
I B's ære kommer den første del af min nye serie, Kage Ken idag. Jeg har arbejdet med det her første afsnit i 2 uger og omskrevet det 4 gange. Jeg syntes det er blevet godt.
Jeg bruger mange Japanske udtryk og de vigtigste vil blive forklaret i fodnoter, jeg vil starte med at sige at Zuki betyder stød (ikke som et lyn, men som det engelske ord 'strike').
Kage-Ken vil blive afsløret senere, og i kan formentlig selv regne ud hvad Ha
Kage-Ken 1
Hachi Zuki
“Get away from the bar, man of the east! We are the Trejina guard, trained by lord Grede in the forgotten art of the hounsel swordstyle and we demand that you move your yellow ass away from the bar!”
The inn went completely quiet as the swordsmen spoke, they were known as ruthless drunks who would pick a fight for no reason, men with no honor or morals. The lone man who sat at the bar lowered his cup, he carried a slim sword concealed in a simple sheath with the word Kage-ken written on it and a Kimono with weird symbols written on the back. He didn’t look up nor turn around as they ordered him to stand, nor did he do as he was told and when he spoke his voice was calm, as if they had simply made a comment about the weather. “You should ask politely when you wish someone to move for you.” The inn was completely silent as he spoke those words, except for a creature sitting in the back of the inn that was choking in its beer. This creature was covered in light brown fur, had big cat like ears and two small horns.
The lone stranger was met by a roar of laughter from the 10 swordsmen, the laughter was heard all the way out on the dirt street where people realized what was about to happen and hurried into other houses for protection, in case all hell broke loose. “I don’t think you heard us so let me repeat myself: We are the Trejina guard, trained by lord Grede in the forgotten art of the hounsel sword fighting style, when we ask something of someone, they either do as we say…” he smiled a gruesome smile as he continued “or die.”
“A style can only be mastered by the one who created it, all who tries to learn another man’s style will be but a shadow of the true master. Besides forgotten styles, fancy titles and good trainers only means things to men who knows them, they mean nothing to me or my blade.”
“You dare mock me!? This will cost you your head, insolent whelp!” The foremost swordsman drew his blade as he spoke, but before he had time swing it he found his head staring at his body from the ground. The blood flowed from his steadily from the now headless neck as the body fell to the ground. The man had risen and cut off the man’s head in a split second, he never even knew he was dead. The rest of the swordsmen could only stare in shock as he fell and see the mysterious stranger stand as tall as he was with his sword drawn. He stood quite still, breathing lightly as if he had done nothing else than standing up. The inn was quiet for 5 seconds, then a scream pierced the air and every man woman and child left the inn panicking through doors and windows, then the inn was quiet again and only the 9 remaining swordsmen, the stranger, the weird creature in the back and the headless swordsman remained in the room.
“You know… this western stuff isn’t half bad” said the creature in the back lowering his beer to speak.
“You killed him!” yelled one of the swordsmen drawing his sword at the strange swordsman. “You will pay for this!” The swordsmen quickly surrounded him, kicking tables and chairs out of the way. “Even in their anger they think of a strategy? They have been well trained. But there is a foul stench around them, what is it? It smells similar to sake, are they drunk?” the stranger thought as he studied the men around him. One of the men yelled a command and suddenly all 9 swordsmen stormed forward. One of them accidently tripped over a chair and fell, coursing at the top of his voice. The stranger spread his legs a little to stand more firmly, grasped his sword tightly with both hands and whispered the words “Hachi zuki”. The swordsman who had tripped looked up and saw the stranger storm towards one of the swordsmen, dived under the crude sword swing from the attacker and cut him in half with one single strike. “ichi” he murmured and jumped backwards to dodge another attackers strike. He turned around in the air and landed feet first on another swordsman’s chest, his sword quickly following up by piercing the swordsman’s forehead. “ni” he said as he leaped from the dead man’s chest and stormed back into the middle of the group. He feinted a strike against the head but in the last moment he changed the direction of his swing and buried his blade deep within the swordsman’s stomach. “san” The next two strikes was barely visible to the naked eye but two more bodies joined the pile followed by the strangers low voice: “shi, go.” His sword claimed another victim as he chopped of a leg of one of the two standing swordsmen and followed up by piercing his heart with a single blow. “Roku” He caught the last swordsman desperate attack by a weak parade that allowed the swordsman’s strike strike to carry through and slamming it into the ground. The swordsman landed hard on the ground and was killed split seconds later by a quick strike to the neck. “Hachi” the stranger said quietly while quickly mopping the blood of the blade in a table cloth from a nearby table. A ray of sun hit the blade as he was sheathing it and for almost a full second the room was filled with a beautiful dark red light, for that second it seemed like the air itself burned with strange dark flames. But as the blade was sheathed, the light disappeared.
“You always have to get in trouble when we go somewhere nice.” said the creature in the back and jumped down from his chair, revealing that he was no taller than a child before falling down on all four and heading for the door.
The stranger ignored him and turned around to face the ninth swordsman who was still on the ground where he had tripped over the chair.
“Go home.” The stranger said in a sad voice. ”enough blood has been spilled here for today.” The swordsman stared after the stranger as he walked towards the door.
“Who… Who are you!?” he yelled as the stranger reached the door. The stranger stopped in his tracks and turned around to face the man before answering.
“I do not have a name anymore, but I have come to call myself: Hachi Zoki”
“What a dramatic exit, Hachi.” Said the weird creature with a voice filled with sarcasm from his low viewpoint on all four as they walked out of the door.
“Quit it. We better get out of town quick, I don’t think we will find him here anyway.” Replied Hachi as they walked out the door, leaving the choked swordsman behind.
Sunday, April 20, 2008
NEVER!
Jeg fik ideen til den her fra en webcomic, jeg kan bare ikke finde den længere :P
Apropo Webcommics så gør jer selv den tjeneste at læse Inverloch. Det er en afsluttet webcommic der er medrivende spænende og frem for alt fantastisk sørgelig. Selv jeg, og jeg er fandme et stoneface når det kommer til den slags, jeg var tæt på at knibe en tårer i slutningen. Inverloch kan findes HER:
Inverloch
Forfatteren er også begyndt på en ny god historie den er også super fed, den hedder Phoenix requiem og den kan læses her:The Phoenix requiem
NEVER!
They woke me up before 10 am, NEVER wake me before 10 am!
I was having a great and possibly perverted dream when they woke me, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream!
The damn doorbell kept ringing as I got out of the bed, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed!
I knocked my head against the door as I hurried to the main door, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door!
I have a headache as I open the door, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door, while I have a headache!
In front of my door I saw two people in black clothe, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door, while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe!
One of them is holding a bible the other a brochure from Jehovahs witnesses, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses!
The one with the Bible looks at me with forgiving eyes before speaking, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses only to look at me with forgiving eyes before speaking!
He started speaking about salvation, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses only to look at me with forgiving eyes before speaking about salvation!
Because if you do, THIS is how I will reply: “I do not believe in salvation,” I will say as I reach for my shotgun: “I believe in the right to bear arms and pleading insanity in the moment of the crime!”
Apropo Webcommics så gør jer selv den tjeneste at læse Inverloch. Det er en afsluttet webcommic der er medrivende spænende og frem for alt fantastisk sørgelig. Selv jeg, og jeg er fandme et stoneface når det kommer til den slags, jeg var tæt på at knibe en tårer i slutningen. Inverloch kan findes HER:
Inverloch
Forfatteren er også begyndt på en ny god historie den er også super fed, den hedder Phoenix requiem og den kan læses her:The Phoenix requiem
NEVER!
They woke me up before 10 am, NEVER wake me before 10 am!
I was having a great and possibly perverted dream when they woke me, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream!
The damn doorbell kept ringing as I got out of the bed, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed!
I knocked my head against the door as I hurried to the main door, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door!
I have a headache as I open the door, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door, while I have a headache!
In front of my door I saw two people in black clothe, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door, while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe!
One of them is holding a bible the other a brochure from Jehovahs witnesses, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses!
The one with the Bible looks at me with forgiving eyes before speaking, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses only to look at me with forgiving eyes before speaking!
He started speaking about salvation, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses only to look at me with forgiving eyes before speaking about salvation!
Because if you do, THIS is how I will reply: “I do not believe in salvation,” I will say as I reach for my shotgun: “I believe in the right to bear arms and pleading insanity in the moment of the crime!”
Sunday, April 13, 2008
Forfulgt
Min første danske novelle, den er ikke såååå god men den er okay.
Forfulgt.
Han stod der altid, lige der på hjørnet henne ved bageren. Hver eneste gang jeg gik hjem fra arbejde så stod han der på hjørnet, den var stensikker. Han var ikke særlig høj, men han var bredskuldret og havde en lang frakke på der med hætten trukket op skjulte hans ansigt. Han stod bare der og kiggede ud i luften, men når jeg kom forbi kunne jeg altid fornemme at han skulede til mig. Han sagde aldrig et ord han stod bare og kiggede efter mig. Det virkede ikke som om der var andre der lagde mærke til ham, de gik bare forbi som om der ikke stod nogen, men det var der vil heller ikke noget at sige til, det var jo ikke dem han gloede efter. Det sjove var den følelse jeg havde af at have set ham før, men jeg kunne bare ikke huske hvor det var jeg havde set ham. Jeg gik forbi ham hver eneste dag, og hver eneste dag stod han og kiggede på mig. Jeg prøvede at gå en anden vej for at undgå ham, men så stod han bare et nyt sted og holdt øje med mig. I starten ignorerede jeg ham bare, han gjorde mig trods alt ikke noget, men han var så vedholdende og langsomt blev han mere aggressiv, i starten begyndte han bare at følge efter mig et stykke af vejen hjem, han gjorde mig ikke noget så jeg forsøgte endnu en gang at ignorerer ham. Men det blev sværere at ignorerer ham som han blev mere modig og mere pågående. Han begyndte at følge mig hele vejen hjem, og så stod han bare der på den anden side af vejen og ventede. Jeg blev paranoid, begyndte at løbe hjem efter arbejde, jeg tog omvejen og genveje, men ingenting kunne ryste forfølgeren af. Det hele eskalerede en dag hvor mig og en af mine venner havde været i biografen og jeg skulle hjem igen. Der stod han igen i sin frakke og så kom ham, han gik direkte hen imod mig, det havde han aldrig gjort før. Jeg gik i panik, jeg løb, jeg spurtede af sted, men af en eller anden grund kunne jeg ikke slippe væk fra ham. Jeg løb og jeg løb og da jeg endelig kom hjem og smækkede døren i, kunne jeg se ham komme hurtigt nærmere døren igennem glasset. Jeg tog et skridt tilbage og så til min rædsel døren flyve af sine hængsler og lande for fødderne af mig. Jeg faldt bagover af bar forbløffelse da han trådte ind over døren og tårnede sig op over mig. Han tog hætten af og sagde i en stille og venlig stemme: ”undskyld, du glemte vist at slukke mobiltelefonen i biografen.” Og så gik han bare igen.
Forfulgt.
Han stod der altid, lige der på hjørnet henne ved bageren. Hver eneste gang jeg gik hjem fra arbejde så stod han der på hjørnet, den var stensikker. Han var ikke særlig høj, men han var bredskuldret og havde en lang frakke på der med hætten trukket op skjulte hans ansigt. Han stod bare der og kiggede ud i luften, men når jeg kom forbi kunne jeg altid fornemme at han skulede til mig. Han sagde aldrig et ord han stod bare og kiggede efter mig. Det virkede ikke som om der var andre der lagde mærke til ham, de gik bare forbi som om der ikke stod nogen, men det var der vil heller ikke noget at sige til, det var jo ikke dem han gloede efter. Det sjove var den følelse jeg havde af at have set ham før, men jeg kunne bare ikke huske hvor det var jeg havde set ham. Jeg gik forbi ham hver eneste dag, og hver eneste dag stod han og kiggede på mig. Jeg prøvede at gå en anden vej for at undgå ham, men så stod han bare et nyt sted og holdt øje med mig. I starten ignorerede jeg ham bare, han gjorde mig trods alt ikke noget, men han var så vedholdende og langsomt blev han mere aggressiv, i starten begyndte han bare at følge efter mig et stykke af vejen hjem, han gjorde mig ikke noget så jeg forsøgte endnu en gang at ignorerer ham. Men det blev sværere at ignorerer ham som han blev mere modig og mere pågående. Han begyndte at følge mig hele vejen hjem, og så stod han bare der på den anden side af vejen og ventede. Jeg blev paranoid, begyndte at løbe hjem efter arbejde, jeg tog omvejen og genveje, men ingenting kunne ryste forfølgeren af. Det hele eskalerede en dag hvor mig og en af mine venner havde været i biografen og jeg skulle hjem igen. Der stod han igen i sin frakke og så kom ham, han gik direkte hen imod mig, det havde han aldrig gjort før. Jeg gik i panik, jeg løb, jeg spurtede af sted, men af en eller anden grund kunne jeg ikke slippe væk fra ham. Jeg løb og jeg løb og da jeg endelig kom hjem og smækkede døren i, kunne jeg se ham komme hurtigt nærmere døren igennem glasset. Jeg tog et skridt tilbage og så til min rædsel døren flyve af sine hængsler og lande for fødderne af mig. Jeg faldt bagover af bar forbløffelse da han trådte ind over døren og tårnede sig op over mig. Han tog hætten af og sagde i en stille og venlig stemme: ”undskyld, du glemte vist at slukke mobiltelefonen i biografen.” Og så gik han bare igen.
Sunday, April 06, 2008
I know that I am not dead, but am I alive?
Fra idag af vil jeg lægge en ny historie ud hver søndag.
I know that I am not dead, but am I alive?
“Fear is the nectar of life.” So it is said by a wise man that lived in a wise time, but he is all but forgotten by the modern world, and so is his wisdom. He knew the truth and he lived to preach it. He lived in time long before history books begin but after ancient myths ends, he lived in those years not remembered by anyone else than those who sought his wisdom in those ancient times. I was one of those young men who sought his wisdom for my own gain, and ended up far worse than I started. I sought his wisdom to make myself immortal, not because I wanted to live forever just because I was too afraid to die. Many people journeyed to find that man and hear his words, the words of a man they called a prophet. He is older than time, or so I was told, there was no telling what was true or not, he had been called a saint, a demon, a prophet, a fake, and many other things, but I like so many others left home to find him. I was not strong, og fast, or smart, or cunning when I left my home to tell you the truth. But I found him, on a deserted rock in the middle of the sea. This small rock held him no more than half a meter over the surface of the ocean in whose domain he had entered. I asked him why he sat on that lonely stone when so many people would gladly take him in their house and treat him like a king. He looked at me as I sat in a small boat besides the rock with mild interest, and then he said those words that would lead me to hell and back: “Fear is the Nectar of life. I fear water so I confront myself with water, only by confronting your fear can you control it.”
“I fear death” I said “can I learn to control that?”
“All things can be controlled.” He simply said “seek out death in the land to the east of here. Find a cave with beautiful blue walls and venture into it to find what you seek.”
And so I did what he said, for he had said it and thus it was the truth. When I came to that land it was raining as if the heavens tried to flood the earth. It took me 4 days to find the cave and even at that point the rain had not stopped. The walls was bright pale blue, never ha I seen such a color, so beautiful and as cold as a winter morning when the first ray of sunlight cuts across the clear sky. I walked deeper into the cave. It was like the blue walls emitted a gentle light, the light led me, guided me, seduced me, forced me deeper into the cave. I don’t know how long I walked through that cave, it felt like the gentle light of the walls sucked out all the meaning of time. After a long time I came to the end of the cave and in the corner sat an old man by himself. He looked like he was made out of flesh and bones, his hair was long and grey and his beard was so long it reached his feet. He looked up at me with eyes that was all but dried up and spoke with a weak dry voice: “Do you know what year it is son?” I told him what he wanted to know and looked down on his feet again. “Do you know how long I have been in this cave? 209 years. 209 years of solitude and hunger.” He went quiet again still looking at his feet. “You know, I came here looking for a life without death… and the cave gave it to me, I can’t die as long as I stay in this cave, but can this really be called living?” he asked himself barely aware that I was still there.
“But why don’t you leave then?” I asked him.
“Its not that easy is it? I have walked to the entrance and back hundreds of times but how can I take the step outside when I know it will be my last?” I was sure he was crying, but it seemed he had no more tears left. He was weak, that’s what I thought in my stupidity, I believed myself a greater man than him. So I picked him up, skin and bone as he was, and carried him through the cave. I talked kindly to him the whole way, told him of the wonders of the world and spoke to him as to a child, and the old man fell for it he was vowed by the tales of new greatness and wonders. All the way through the cave I carried him, kept him at good spirit and talked kindly to him and god how I hated him. I hated his voice, I hated his hair, I hated his skin, I hated his beard, but above all I hated his weakness. He had been given a gift of eternal life but he had never had the courage to live life eternally, he had just been sitting there seeing eternity pass by in front of him. So I sat him free, he took one step out of the cave and away from the blue walls and he pummeled to the ground, death had finally found him. As I stood there and watched him die I should have realized it, I should have left right then and there in hindsight that is properly what the prophet wanted me to do: to see the ugly face of immortality and then embrace mortality with love. But he was not aware of how deep my fear was and how arrogant I had become. I had found the prophet where so many had failed, I had found the cave that could keep death at bay and I would reap the benefits of being immortal. I left the cave to get furniture after a few days, and the following years I purchased books to entertain myself in my eternal life. But as my body got old I started to stay in the cave, I knew that the cave would keep me from dying and I would not risk my life to old age to get new books. I can tell you now that no anount of books can last eternally. After a few hundred years I started to fade, I became like the man I found in here I just sat in the corner, waiting for eternity to pass by. I had visitors in my cave that is true, but they were no more than visitor, none stayed more than 200 years and I talked to none of them, filthy scum trying to steal my cave!
I still sit in that cave to this day, l am looking for an answer to a question the same question that the old man had been wondering about all those years ago: do I really live? I mean: I know that I am not dead, but am I alive?
I know that I am not dead, but am I alive?
“Fear is the nectar of life.” So it is said by a wise man that lived in a wise time, but he is all but forgotten by the modern world, and so is his wisdom. He knew the truth and he lived to preach it. He lived in time long before history books begin but after ancient myths ends, he lived in those years not remembered by anyone else than those who sought his wisdom in those ancient times. I was one of those young men who sought his wisdom for my own gain, and ended up far worse than I started. I sought his wisdom to make myself immortal, not because I wanted to live forever just because I was too afraid to die. Many people journeyed to find that man and hear his words, the words of a man they called a prophet. He is older than time, or so I was told, there was no telling what was true or not, he had been called a saint, a demon, a prophet, a fake, and many other things, but I like so many others left home to find him. I was not strong, og fast, or smart, or cunning when I left my home to tell you the truth. But I found him, on a deserted rock in the middle of the sea. This small rock held him no more than half a meter over the surface of the ocean in whose domain he had entered. I asked him why he sat on that lonely stone when so many people would gladly take him in their house and treat him like a king. He looked at me as I sat in a small boat besides the rock with mild interest, and then he said those words that would lead me to hell and back: “Fear is the Nectar of life. I fear water so I confront myself with water, only by confronting your fear can you control it.”
“I fear death” I said “can I learn to control that?”
“All things can be controlled.” He simply said “seek out death in the land to the east of here. Find a cave with beautiful blue walls and venture into it to find what you seek.”
And so I did what he said, for he had said it and thus it was the truth. When I came to that land it was raining as if the heavens tried to flood the earth. It took me 4 days to find the cave and even at that point the rain had not stopped. The walls was bright pale blue, never ha I seen such a color, so beautiful and as cold as a winter morning when the first ray of sunlight cuts across the clear sky. I walked deeper into the cave. It was like the blue walls emitted a gentle light, the light led me, guided me, seduced me, forced me deeper into the cave. I don’t know how long I walked through that cave, it felt like the gentle light of the walls sucked out all the meaning of time. After a long time I came to the end of the cave and in the corner sat an old man by himself. He looked like he was made out of flesh and bones, his hair was long and grey and his beard was so long it reached his feet. He looked up at me with eyes that was all but dried up and spoke with a weak dry voice: “Do you know what year it is son?” I told him what he wanted to know and looked down on his feet again. “Do you know how long I have been in this cave? 209 years. 209 years of solitude and hunger.” He went quiet again still looking at his feet. “You know, I came here looking for a life without death… and the cave gave it to me, I can’t die as long as I stay in this cave, but can this really be called living?” he asked himself barely aware that I was still there.
“But why don’t you leave then?” I asked him.
“Its not that easy is it? I have walked to the entrance and back hundreds of times but how can I take the step outside when I know it will be my last?” I was sure he was crying, but it seemed he had no more tears left. He was weak, that’s what I thought in my stupidity, I believed myself a greater man than him. So I picked him up, skin and bone as he was, and carried him through the cave. I talked kindly to him the whole way, told him of the wonders of the world and spoke to him as to a child, and the old man fell for it he was vowed by the tales of new greatness and wonders. All the way through the cave I carried him, kept him at good spirit and talked kindly to him and god how I hated him. I hated his voice, I hated his hair, I hated his skin, I hated his beard, but above all I hated his weakness. He had been given a gift of eternal life but he had never had the courage to live life eternally, he had just been sitting there seeing eternity pass by in front of him. So I sat him free, he took one step out of the cave and away from the blue walls and he pummeled to the ground, death had finally found him. As I stood there and watched him die I should have realized it, I should have left right then and there in hindsight that is properly what the prophet wanted me to do: to see the ugly face of immortality and then embrace mortality with love. But he was not aware of how deep my fear was and how arrogant I had become. I had found the prophet where so many had failed, I had found the cave that could keep death at bay and I would reap the benefits of being immortal. I left the cave to get furniture after a few days, and the following years I purchased books to entertain myself in my eternal life. But as my body got old I started to stay in the cave, I knew that the cave would keep me from dying and I would not risk my life to old age to get new books. I can tell you now that no anount of books can last eternally. After a few hundred years I started to fade, I became like the man I found in here I just sat in the corner, waiting for eternity to pass by. I had visitors in my cave that is true, but they were no more than visitor, none stayed more than 200 years and I talked to none of them, filthy scum trying to steal my cave!
I still sit in that cave to this day, l am looking for an answer to a question the same question that the old man had been wondering about all those years ago: do I really live? I mean: I know that I am not dead, but am I alive?
Wednesday, April 02, 2008
Renevatio 1+2+3
Kan i huske Renevatio? Det er min homie Bjørns mystiske historie som jeg postede første del af for et stykke tid siden, nu er nummer to og tre landet i mailbakken og derfor invitere Grevens blog endnu engang velkommen til en Bjørne produktion, instrueret, produceret og skrevet af Bjørn! (klap klap klap!)
Del 1
Varmen.
Varmen var gudskelov det første jeg følte.
Den kildende fornemmelse i de yderste fingerspidser, den prikkende fornemmelse, som når ens ben er faldet i søvn. Det føltes som en af de dage, da man var barn og man havde været ude at lege i sneen. Den følelse af at komme indenfor og mærke sine lemmer tø når man satte sig på den skoldhede radiator. Den bredte sig, varmen, fra fingerspidserne videre til albuen gennem underarmen. Fra de små led i tæerne til knæene gennem anklerne og skinnebenet. Det var som om mit hjerte vågnede op til dåd efter flere års tung søvn. Selvom jeg ikke reagerede var den samme slags overraskelse, som hvis det havde været en mursten der begyndte at pumpe. Det havde selvfølgelig pumpet hele tiden, men nu gik det hurtigere, jeg kunne mærke det. Det mærkedes som om der var en gammeldags slagmark i mit bryst. De gamle støbejernskanoner fyrede deres ladninger af med en dump eksplosion og rekylen tvang dem tilbage i en rapid med alligevel doven bevægelse, før den næste kollega ved siden af gentog proceduren. Efterhånden udviklede det sig til et maskingevær af en tung kaliber, der taktfast affyrede sine skud. På den måde hurtigere og hurtigere.
Min hørelse vendte også så småt tilbage. Jeg kunne høre rindende vand. Det raslede og knitrede som en skralle. Lige så stille vendte følelserne i mine muskler også tilbage, det føltes som mikroskopiske nåle der borede sig ind i min hud, hver gang en vandstråle ramte mig.
Jeg følte mig som en gammel fabrik, en der havde været ude af drift i utrolig mange, og så - pludselig - er der nogen der tænder for alle maskinerne og fyrer op under hver en kedel. Hele min krop begyndte at indfinde sig i sin rytme. Jeg var som en tom skal. Jeg føltes helt tom. Det var som om jeg ikke havde fået noget at spise i evigheder. Sulten begyndte at gnave i mig, som ville den spise mig indefra. En spasme gik gennem min nakke - jeg havde lyst til at gøre et kast med hovedet. Vandet strømmede ned over mig, lysten til spasmer spredte sig. Min hånd gjorde pludselig et spjæt, så min skulder, mit ben.
Svage råb. Langt væk - som et tågehorn gennem den tykke dis. Det lød næsten som om nogen havde reguleret lydens hastighed.
En pludselig lettelse gik gennem min krop og alt blev koldt - koldt som et hvidt og frossent ishelvede. Et lag af mig forsvandt, en ham der faldt til jorden. Jeg følte mig med et kold og nøgen.
Mine hænder, der var foldet over kors for mit bryst, faldt ned langs siden. Et glimt af balance strejfede min bevidsthed. Et glimt om balance ude af kontrol.
Jeg faldt forover.
Mit syn gjorde en smuk gestus; fra den totale mørke, gik det til en himmelsk strålekrans. Et guddommeligt blitz, der svækkede mit syn mere end det var i forvejen. Dog skimtede jeg de utydelige konturer af skikkelsen der greb mig. Det flagrede omkring dens fødder, som var den en engel der bar en kridhvid kåbe. Skikkelsen vendte sit hoved og råbte noget utydeligt til nogen i den anden del af det rum, vi åbenbart befandt os i. Skikkelsernes hvide kroppe stod nu mere frem og farverne omkring mig blev også mere klare.
Da mærkede jeg en umenneskelig træthed der overvældede mig. Eller var det en træthed? Det var som om nogen slukkede for mig. Jeg lå på et gulv der undergravede min underbevidste teori om, at det umuligt kunne blive koldere i denne verden end den kulde jeg følte. Hele min krop rystede, smerterne gjorde ikke noget. Engleskikkelsen holdt om mit hoved. Holdt det oppe fra jorden. Den råbte panisk efter nogen. Flere skikkelser nåede lige at komme til, inden for mit synsfelt, før jeg besvimede.
¤
Kulde.
Nøgen.
Ny.
Hvor var jeg? Var jeg død? Det var jeg vist ikke. Det ville også ligne noget af en kliche. Det virkede som om jeg sad i en sky. Alt var blødt og hvidt. Alt, nærmest skinnede. Hele min krop prikkede stadig. Jeg havde åbnet mine øjne forsigtigt og skånsomt. Alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad mit blik ville møde.
Et hav. Et smukt hav der bredte sig i så langt jeg kunne se. De tusindvis af blågrønne bølger havde gråhvidt skum på toppene og forsvandt, for derefter at dukke op igen lidt efter. De gik op og ned. En evig puls. Den mørke blårgrålige himmel over havene, så ud til at være i oprør. En byge var vist på vej. En sær glans lå over denne horisont. Det lykkedes mig at få løftet min hånd op og række ud efter den. Hånden ramte glas. Horisonten var bag et vindue. Jeg lå i et værelse. I en seng. Mine øjne spærredes op i overraskelse.
”En herlig udsigt, ikke sandt?”
Det gibbede i mig. Jeg drejede hovedet 180 grader og så lige ind i øjnene på et andet menneske.
Det var en midaldrende mand i en hvid kittel der sad på en kontorstol. Han havde smalle, firkantede briller på og en enkel, kort lok af hans ellers noget så nydeligt til side friserede, mørke hår, hang ned i panden på ham. Han sad foroverbøjet imod mig, med albuen hvilende på den ene knæ, i hans ene hånd havde han en papirblok med tilhørende kuglepen og en filmappe.
”Du fik faktisk et af de bedste værelser vi har for tiden.”, sagde han venligt. ”Jeg er Dr. Ivar Munk Højgård og skal være din primære kontaktperson til overpersonalet.”
Jeg nåede lige, at lade mit hoved tippe lidt på skrå inden han talte videre.
”Ja, du kan jo nok ikke fortælle mig dit navn eftersom vi har formodninger om, at du lider af hukommelsestab, passer det?”
Jeg havde ikke den fjerteste ide om, hvad jeg kunne hedde. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Så, hvad manden her sagde måtte passe. Jeg kiggede stadigt intenst på ham, mens jeg nikkede forsigtigt.
”Aha, ja.”, sagde han og noterede noget på sin blok. Da han kiggede op, bemærkede han mit blik. ”Du har intet at være bekymret for, min ven. Vi vil dig kun det bedste her, det kan du regne med.” Hans stemme var munter og opkvikkende. ”Vi skal nok tage os af dig.” Han gjorde en kort notits før han sagde: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til dit navn eller dit hjem. Men du skal vide, at vi har de bedste teknikere på sagen døgnet rundt. Af hensyn til din sikkerhed kan jeg desværre heller ikke fortælle dig, hvor du blev fundet, men bare rolig, det skal du nok få at vide senere.” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg ikke helt var med på, hvad han mente. Han skulle lige til at åbne munden igen, da det kort bankede på den ene af dørene i det letblårlige lokale, hvori vi befandt os. ” Ja, det er sikkert hende jeg lige skulle til at fortælle dig om. Kom ind!”, sagde han samtidig med at han rejste sig fra stolen. En kvinde åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. ”Kom ind, Cleo.”, sagde doktoren med det mørke hår. Hun åbnede døren helt og trådte ind med en bakke balancerende på den ene hånd. Hun var også i en hvid kittel. Hun stillede bakken på et lille bord inden for døren og vendte sig mod doktoren og mig, alt imens hun strøg en tot af det rødblonde hår, der havde forvildet sig ned i hendes ansigt, tilbage bag øret. Hun smilede et fregnet og kækt smil til mig, mens doktoren præsenterede hende: ”Dette er din sygeplejerske Cleo, hun er en af de nye på vores facilitet. Hun kommer fra sydøerne og, jah, resten kan du vel selv fortælle, ikke sandt, Cleo?” Hun kiggede opmærksomt over på ham og nikkede venligt. ” Du kan give mig besked om et eller andet gennem Cleo, hvis jeg ikke selv er til stede. Det var vidst det.”, sagde han og henvendte sig derefter mere lavmælt til Cleo: ” Hvis du nu foretager basisundersøgelser, så husk at arkiver notaterne i D8736-14´s journal. Og du kender vejen til mediarummet? Det er ovre i blok 3.20, vinge 4. Og du kan huske dit logon? Fint, så vil jeg overlade resten til jer to.” Han vendte sig om og nikkede smilede til mig, før han gik ud af den samme dør som Cleo for få minutter siden var kommet ind af.
Hun vendte sig over imod mig, efter at havde fuldt doktoren med hovedet. ”Ja, jeg hedder jo så Cleo og indtil vi finder ud af dit rigtige navn hedder du jo så officielt D87. Jeg ville nok egentlig kalde dig noget andet og mindre kedeligt, men så skal jeg lige ha` lov af overpersonalet og så videre.” Hun stod med den ene hånd i siden imens hun forklarede. ”Vi var ikke helt sikre på, hvordan du klarede den, så jeg bliver nødt til først at teste om alle dine vigtigste organer fungerer som de skal.” Hun tog et lille stetoskop frem fra en marineblå værktøjstaske hun havde siddende på sit bælte, om kitlen. Du hun nænsomt placerede det på mit bryst, kom en let version af den kulde der lige var begyndt lige så stille at fortage sig. Det gav et ryk i mig og spjættede også lettede forfjamsket. ”Det må du undskylde, jeg sku jo ha gjort det varmt først.”, grinede hun undskyldende.
Efter at have undersøgt hjerte, lunger og reflekser mente Cleo, at der også skulle være et øjeneftersyn. Hun sad nu på kontorstolen og tjekkede at hendes lille lygte virkede. ”Bare se mig ind i øjnene.”, sagde hun. Det havde jeg intet imod. Hun havde kønne øjne. De var grålige, men stadig lyse og når hun snakkede lignede det nogle gange, at hun missede op imod solen, fordi hendes kinder lavede den samme trækning, når hun samtidig smilede. Og det gjorde hun. Hun noterede nogle ting ned og sagde: ”Det var vist det”, og smilede atter før hun gik ud af døren igen.
Men det var desværre langt fra overstået.
del 2
Lys.
Så forfærdelig meget lys.
Som en bombe der falder for fødderne af en.
En hætte af træthed var trukket ned over mit hoved da jeg vågnede. Jeg blinkede med øjnene et par gange for at vende mig til det kraftige lys der åbenbart skinnede mig lige ind i ansigtet. Jeg følte mig ør og sulten. Jeg vidste, at Cleo nok ville komme med min morgenmad om cirka et kvarter, ifølge det lille, enkle ur over gangdøren. Det havde hun fortalt mig i går.
Dagen før, efter min undersøgelse, var jeg igen faldet i søvn. Da jeg havde vågnet et godt stykke tid senere sad Cleo på kontorstolen i mit værelse og drejede rundt om sig selv mens hun sad og tegnede på sine notatblok. Hun havde grint til mig i forlegenhed over hendes lidt barnlige optræden og undskyldt. Men det gjorde ikke noget for mig.
Hun havde spurgt mig om jeg havde sovet godt og om jeg var interesseret i noget morgenmad? Mens jeg så sad og spiste fortalte hun om sit hjem på Sydøerne, om hendes opvækst og hendes familie. Det tog det meste af dagen. Men det var rart, så det gjorde ikke noget. Jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig over at jeg ikke selv kunne tale med om emnet. Jeg kunne jo intet huske om min familie. Hvis jeg da stadig havde en. Når jeg prøvede at genkalde nogen minder - i en hvilken som helst form - var det som om sengeklædets kulør havde brændt sig fast på min nethinde. Der var rent og hvidt. Som et nyvasket hospitalsgulv. Jeg kunne intet huske, alt var renset væk. Og alligevel vidste jeg at en seng var en seng og en stol var en stol. Til min store glæde var mestrede jeg også stadig talens brug. Så de mest materielle og basale ting var stadig noget jeg kendte til.
Det var ikke noget man lige vende sig til.
Jeg lå og gned mig lidt i øjnene. En sitren i halsen fortalte mig, at jeg skulle gabe. En lang syngende lyd stod ud af mig.
“Godmorgen.” Cleo stod ovre ved gangdøren og lukkede den i med det ene ben mens hun rakte bakken med min morgenmad over imod mig. “Værsgo, der er vist en der lige er stået op, hva?” “Jah..”, gabte jeg søvnigt.” I går var nok en lidt kedelig dag for dig. Så i dag har overpersonalet besluttet at du skal have adgang til din egen interskærm.”, fortalte Cleo entusiastisk. “Nej nej, det var skam ikke kedeligt. Jeg hygge mig meget.”, svarede jeg. Hun smilede og sagde:” Tak, i lige måde, men nu har overpersonalet altså stillet den til rådighed og det sker ikke for alle. Så en smule taknemlighed ville nok være på sin plads.” Jeg nikkede og kiggede udenfor, ud af mit vindue. Vejret var nærmest det modsatte af i går. I dag skinnede solen og et par få skyer konkurrerede med solen om opmærksomheden ved at lægge sig ind foran den. Havet var rolig og himlen havde en kølig og frisk blå farve.
Overpersonalet havde indtil videre ellers ikke vist sig fra deres mest gavmilde side. Jeg havde flere gange spurgt Cleo om jeg ikke kunne få lov til at spadsere rundt på Facilitetens område, men hver gang var svaret det samme. At overpersonale endnu ikke havde givet mig udgangstilladelse og at jeg derfor altid var i mit rum. Heldigvis var Cleo der også så ofte hun kunne, med mindre hun skulle arkivere nogle målinger, renskrive noter eller viderebringe oplysninger til nogle af laboratorierne.
“Jeg smutter lige ud og henter den til dig. Det tager lige to sekunder.” Hun vendte sig mens hun sagde det og trippede ud af døren.
Interskærm? Den slags mente jeg ikke at kunne huske. Jeg havde en ide om hvad et fjernsyn var og gættede på at denne Interskærm nok var noget i samme retning. Jeg sad et stykke tid og lod atter blikket falde på den betagende udsigt. Det var der jeg så hen det meste af tiden, og så selvfølgelig på Cleo, alt imens jeg lod tankerne flyve. Jeg glædede mig til endelig at få noget forandring. Noget mere interessant, for ærlig talt bliver, selv en smuk udsigt, efter et par dage en smule kedelig.
Jeg kiggede væk fra vinduet og over imod døren, eftersom jeg kunne høre, hvad der højest sandsynligt var Cleo, nærme sig døren til mit værelse. Samtidig steg en svagt knirkende lyd sig ude fra gangen. Det bankede på døren og Cleo stak sit smilende, fregnede hoved ind af døren.
“Giver du mig lige en hånd med den her?”, spurgte hun en anelse forpustet. “Den er altså rimelig tung.”
Jeg sprang op og hjalp hende med at bakse den tunge genstand ind på værelset. Det var en kæmpe plade, tyk som en overarm og med en længde som en voksen mand, der lå lodret. Den stod på en piedestal, med hjul, og var hævet så den befandt sig et sted mellem ens hofte og hovedbund, når man stod foran den. Cleo stod med hænderne på lårene og pustede ud.
“Tak for hjælpen, den er så til dig!”, kvidrede hun mens hun strakte sig. “Overpersonalet har besluttet at tildele dig denne interskærm til midlertidig tidsfordriv, mens de prøver at finde oplysninger om dig og din familie.”
Jeg takkede og kiggede nærmere på den strømlinede, sølvskinnende kasse. Jeg lod mine hænder glide over de afrundede kanter, stålet var køligt mod min hud. Jeg gik undersøgende rundt om kassen i håb om at finde en startknap eller lignende. Cleo undertrykte et fnis og sagde: “Lad mig vise dig hvordan den fungerer.”
Hun stillede sig foran den ene af de to store flader og placerede sin hånd, med spredte fingre, på midten af fladen og sagde: “2242-Cleo V.- blok 4” Et par næsten usynlige sprækker, på hver side af Cleos håndflade, tæt på kanterne åbnede sig og løftede en tyk stålplade om på den anden side af kassen. Det skete med en undertrygt teknisk summen og efter pladen var flyttet, blev en sort skærm afsløret. Den skinnede som en opal i dunkle nuancer. Jeg kunne med det samme fornemme at der bag denne mørke facade skjulte sig mere end man kunne forestille sig.
Cleo prikkede med pegefingeren i midten af den mørke flade og et blitz stod ud fra skærmen, mens den karakteristiske skærmsummen lød fra maskinen. Et skinnende lyseblåt interface kom frem på skærmen. Cleo bankede to gange på skærmen igen og utallige ikoner dukkede frem på skærmen. Jeg nåede at se hende prikke på ikonet med titlen “Arkiv”, før flere mappeikoner dukkede op.
“Jeg tænkte, at du måske ville vide lidt om situationen udenfor - vi ved jo ikke hvor længe du har været væk.. Den politiske situation vil sikkert interessere dig, for.. Tja, det kan du vel selv læse. Der findes kopier af alle aviser fra de sidste 12 år i dette arkiv, det burde kunne udfylde en del af det tomrum du har været i.”
Jeg nikkede og gengældte hendes søde smil. Et øjeblik var der noget ved hendes øjne, men jeg nåede ikke at analysere det nærmere før hun kiggede væk. Mens jeg prøvende klikkede mig ind under en tilfældig avis fortsatte Cleo med at fortælle: “Interskærme, som den der, er den bedste og mest udbredte måde at lagre og videregive information på, bare så du ved det.”
En lille ny verden var åbnet for mig, med en masse nyt der skulle opdages. Jeg havde en del der skulle indhentes..
Del 3
Mørke.
Endeløst mørke.
Det var hvad dette land havde været indhyllet i.
Et mørke af sorg, tab og fortvivlelse. Mørket en krig efterlader sig. Og som så mange gange uden hverken sejrsrus eller taberens gråd. Man sagde fra begge fronter, at de havde ”stået lige”, da begge lande var løbet tør for penge og troede, at de havde tabt. Den forrige regering blev selvfølgelig afsat og folket vendt sig mod nye og mere troværdige partier, i håbet om en stærk person der ville hjælpe deres land på rette fod igen. Og det fik de. Desværre.
Arkivet fortalte alt hvad jeg ville vide. Næsten da. Jeg fandt intet om min familie eller mig selv, men på den anden side, hvad havde sandsynlighed også været for det. Cleo var gået ud efter noget te og nogle småkager til os, mens jeg stadig sad og sugede til mig af oplysningerne om fortiden.
Det var spændende stof. Jeg kunne ikke rigtig huske noget om det land jeg havde været fra, om jeg var indfødt i dette land eller om jeg var fra en hel anden verdensdel. Men denne skærm oplyste med stor ivrighed og jeg ville ikke lade nogle af informationerne gå forbi.
Det lod til at landet de sidste mange år havde været regeret af et militaristisk og ultrakonservativt parti der hed Progressionspartiet. De havde sørget for at få genetableret det orden og ro i samfundet som så mange år havde manglet. Der havde været kaos - røverier, vold, mord, massakre og voldtægter. Der var artikler med billeder og overskrifter som fik mig til at føle en underlig og uhyggelig tomhed. Den samme tomhed som når man er sulten. Det gjorde ondt i maven at læse og se hvad dette lands indbyggere havde været udsat for før Regeringen kom til. Til gengæld havde Progressionspartiet også siddet på denne post de sidste 11 år, ingen andre partier var blevet oprettet. Der var et par artikler, tydeligvis fra blade af den mindre lovlige slags ifølge Regeringen, der hentydede at Regeringen havde grupper der konsekvent arbejdede på at forhindre andre partiers opståen og som stoppede dem inden de overhoved kom i gang. Der var også artikler der både hyldede og kritiserede den omfattende maksimering af Regeringens vagtstyrker, som åbenbart var en form for ekstra sikkerhedspoliti, der var mere hårdføre overfor den civile befolkning end det normale gadepoliti. Endnu en gang var der brutale billeder. Billeder fra nogle af de få demonstrationer gennem de sidste par år. Der stod endog, at der på et tidspunkt til en protest, som følge af, at militærets budget for det følgende år endnu en gang overskred grænsen og at der blev færre og færre penge til at bruge i det offentlige, blev indsat rigtige militærtropper. Paralyseringsdronerne, en enhed som der, ud fra hvad artiklen fortalte, åbenbart vistes meget lidt om i offentlighed. Ikke fordi de gjorde det om nogle andre militære enheder, men alligevel plejede der altid at slippe en lille smule ud, det gjorde der ikke i dette tilfælde.
Jeg gyste en smule. Var dette virkelig den verden jeg levede i? Havde jeg været vandt til dette? Havde jeg været en af dem der havde været deres støtter, eller en af deres modstandere? Havde jeg i desperation stemt på dette parti, hvis regering havde forvandlet det krigshærgede og anarkistiske land til en stram og perfektionistisk politistat?
Jeg lænede mig tilbage i den bløde kontorstol og støttede med en mut mine mit hoved på næven mens jeg funderede. Hvordan kunne det være, at Faciliteten havde artikler fra blade der ikke var godkendte af Regeringen? Jeg gik ud fra, at Faciliteten modtog en eller anden form for økonomisk bevilling fra Regeringen, så hvordan ville de tillade at den slags artikler blev spredt på en af deres institutioner? Efter at have læst om dem og dannet mig en nogenlunde troværdig politisk profil af dem gik jeg ud fra, at de ikke ville tage det særlig pænt. Eller måske var artikler bare en del af den tilgængelige information i alle interskærme, selvom det ikke virkede særlig sandsynligt.
I det samme sparkede Cleo døren ind på sin sædvanlige måde og bankede den i bag sig med den fod hun ikke balancere på. Hun grinede til mig fordi jeg smilede af hendes entre. Hun serverede foran mig mens jeg prøvede at formulere spørgsmålet.
”Eh.. Cleo? Hvordan kan det være at I har artikler fra regeringsfjendtlige blade i jeres arkiv? I er vel støttet af Regeringen?”
Hun stivede og drejede resolut om, mens hun stirrede på mig.
”Tja.. Altså.. Overpersonalet vil jo helst ikke ha vi snakker med patienterne om den slags, men.. Jeg ville jo altså være ret nysgerrig efter den slags.”
Jeg nikkede og kiggede opfordrende på hende. Hun sukkede og lod skuldrene falde, hun lod sig falde ned i den anden kontorstol. Hun krydsede sine ben og tog en dyb indånding.
”Altså, Overpersonalet vil helst ikke ha, at I ved det, men I er ikke helt så trygge her som det virker. Regeringen har et godt stykke tid mistænkt stedet her for at være fjendtligt stillet mod Regeringen. De tror, at stedet her er en form for rede for modstandere af Regeringen, de tror vi træner og hjernevasker folk her. På flere måder har de aldrig helt godkendt Facilitetens metoder og det, at Overpersonalet har haft svært ved at tolerere Regerings kontrolbesøg har bare fået dem til at blive mere og mere opmærksomme på os.”
Jeg sank en klump og kløede mit skaldede baghoved. Forbavselsen måtte have været malet i mit ansigt for Cleo fortsatte:
”Men bare rolig, de har indtil videre ikke kunne finde noget grundlag for at nedlægge Faciliteten og det gør de nok heller ikke. Vi er meget forsigtige med alle vores eksperimenter her. Desuden er vi meget vigtige for dem. Det håber vi i hvert fald stadig vi er..”
Hun så sørgmodigt ud af mit vindue. Jeg lyttede, skræmt og underligt nok spændt. Som om det var en god historie. Det som Cleo sad der og fortalte mig kunne betyde, at vi begge var i alvorlig fare. Efter de billeder og artikler jeg havde læst så det ikke ud til at Regeringen tog nogle chancer når de havde en mistanke om modaktivitet.
”Der er soldater her på øen.”, udbrød hun stille, men pludseligt.
”De er stadig i den sydøstlige del, men det bliver de ikke ved med..”
Jeg kunne mærke blodet forsvinde fra ansigtet. De var her altså allerede. Jeg kunne ikke blive, vi måtte væk. Jeg rejste mig hurtigt og tabte min tekop på gulvet så den splintredes i tusind stykker. Jeg så forvirret og overrasket ned på resterne af den.
Cleo havde læst mine tanker.
”Det ville være temmelig dumt at tage herfra. Desuden ville du aldrig kunne komme ud herfra. Vagterne ville stoppe dig inden du nogensinde nåede tæt på udgangen. Der er, som jeg sagde før, sikrest her. Desuden ville de aldrig røre os. Vi er en del af dem. Vi er jo nærmest deres virksomhed, det ville de aldrig gøre..”
Det havde hun jo ret i. Jeg var nødt til at blive, om end mod min vilje.
”Men der er noget vi kan gøre..”, sagde hun.
”Hvilket?”, spurgte jeg ivrigt.
”Du kan jo starte som testperson for noget af vores krigsteknologi..”
Jeg måbede, men nikkede samtidig.
Del 1
Varmen.
Varmen var gudskelov det første jeg følte.
Den kildende fornemmelse i de yderste fingerspidser, den prikkende fornemmelse, som når ens ben er faldet i søvn. Det føltes som en af de dage, da man var barn og man havde været ude at lege i sneen. Den følelse af at komme indenfor og mærke sine lemmer tø når man satte sig på den skoldhede radiator. Den bredte sig, varmen, fra fingerspidserne videre til albuen gennem underarmen. Fra de små led i tæerne til knæene gennem anklerne og skinnebenet. Det var som om mit hjerte vågnede op til dåd efter flere års tung søvn. Selvom jeg ikke reagerede var den samme slags overraskelse, som hvis det havde været en mursten der begyndte at pumpe. Det havde selvfølgelig pumpet hele tiden, men nu gik det hurtigere, jeg kunne mærke det. Det mærkedes som om der var en gammeldags slagmark i mit bryst. De gamle støbejernskanoner fyrede deres ladninger af med en dump eksplosion og rekylen tvang dem tilbage i en rapid med alligevel doven bevægelse, før den næste kollega ved siden af gentog proceduren. Efterhånden udviklede det sig til et maskingevær af en tung kaliber, der taktfast affyrede sine skud. På den måde hurtigere og hurtigere.
Min hørelse vendte også så småt tilbage. Jeg kunne høre rindende vand. Det raslede og knitrede som en skralle. Lige så stille vendte følelserne i mine muskler også tilbage, det føltes som mikroskopiske nåle der borede sig ind i min hud, hver gang en vandstråle ramte mig.
Jeg følte mig som en gammel fabrik, en der havde været ude af drift i utrolig mange, og så - pludselig - er der nogen der tænder for alle maskinerne og fyrer op under hver en kedel. Hele min krop begyndte at indfinde sig i sin rytme. Jeg var som en tom skal. Jeg føltes helt tom. Det var som om jeg ikke havde fået noget at spise i evigheder. Sulten begyndte at gnave i mig, som ville den spise mig indefra. En spasme gik gennem min nakke - jeg havde lyst til at gøre et kast med hovedet. Vandet strømmede ned over mig, lysten til spasmer spredte sig. Min hånd gjorde pludselig et spjæt, så min skulder, mit ben.
Svage råb. Langt væk - som et tågehorn gennem den tykke dis. Det lød næsten som om nogen havde reguleret lydens hastighed.
En pludselig lettelse gik gennem min krop og alt blev koldt - koldt som et hvidt og frossent ishelvede. Et lag af mig forsvandt, en ham der faldt til jorden. Jeg følte mig med et kold og nøgen.
Mine hænder, der var foldet over kors for mit bryst, faldt ned langs siden. Et glimt af balance strejfede min bevidsthed. Et glimt om balance ude af kontrol.
Jeg faldt forover.
Mit syn gjorde en smuk gestus; fra den totale mørke, gik det til en himmelsk strålekrans. Et guddommeligt blitz, der svækkede mit syn mere end det var i forvejen. Dog skimtede jeg de utydelige konturer af skikkelsen der greb mig. Det flagrede omkring dens fødder, som var den en engel der bar en kridhvid kåbe. Skikkelsen vendte sit hoved og råbte noget utydeligt til nogen i den anden del af det rum, vi åbenbart befandt os i. Skikkelsernes hvide kroppe stod nu mere frem og farverne omkring mig blev også mere klare.
Da mærkede jeg en umenneskelig træthed der overvældede mig. Eller var det en træthed? Det var som om nogen slukkede for mig. Jeg lå på et gulv der undergravede min underbevidste teori om, at det umuligt kunne blive koldere i denne verden end den kulde jeg følte. Hele min krop rystede, smerterne gjorde ikke noget. Engleskikkelsen holdt om mit hoved. Holdt det oppe fra jorden. Den råbte panisk efter nogen. Flere skikkelser nåede lige at komme til, inden for mit synsfelt, før jeg besvimede.
¤
Kulde.
Nøgen.
Ny.
Hvor var jeg? Var jeg død? Det var jeg vist ikke. Det ville også ligne noget af en kliche. Det virkede som om jeg sad i en sky. Alt var blødt og hvidt. Alt, nærmest skinnede. Hele min krop prikkede stadig. Jeg havde åbnet mine øjne forsigtigt og skånsomt. Alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad mit blik ville møde.
Et hav. Et smukt hav der bredte sig i så langt jeg kunne se. De tusindvis af blågrønne bølger havde gråhvidt skum på toppene og forsvandt, for derefter at dukke op igen lidt efter. De gik op og ned. En evig puls. Den mørke blårgrålige himmel over havene, så ud til at være i oprør. En byge var vist på vej. En sær glans lå over denne horisont. Det lykkedes mig at få løftet min hånd op og række ud efter den. Hånden ramte glas. Horisonten var bag et vindue. Jeg lå i et værelse. I en seng. Mine øjne spærredes op i overraskelse.
”En herlig udsigt, ikke sandt?”
Det gibbede i mig. Jeg drejede hovedet 180 grader og så lige ind i øjnene på et andet menneske.
Det var en midaldrende mand i en hvid kittel der sad på en kontorstol. Han havde smalle, firkantede briller på og en enkel, kort lok af hans ellers noget så nydeligt til side friserede, mørke hår, hang ned i panden på ham. Han sad foroverbøjet imod mig, med albuen hvilende på den ene knæ, i hans ene hånd havde han en papirblok med tilhørende kuglepen og en filmappe.
”Du fik faktisk et af de bedste værelser vi har for tiden.”, sagde han venligt. ”Jeg er Dr. Ivar Munk Højgård og skal være din primære kontaktperson til overpersonalet.”
Jeg nåede lige, at lade mit hoved tippe lidt på skrå inden han talte videre.
”Ja, du kan jo nok ikke fortælle mig dit navn eftersom vi har formodninger om, at du lider af hukommelsestab, passer det?”
Jeg havde ikke den fjerteste ide om, hvad jeg kunne hedde. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Så, hvad manden her sagde måtte passe. Jeg kiggede stadigt intenst på ham, mens jeg nikkede forsigtigt.
”Aha, ja.”, sagde han og noterede noget på sin blok. Da han kiggede op, bemærkede han mit blik. ”Du har intet at være bekymret for, min ven. Vi vil dig kun det bedste her, det kan du regne med.” Hans stemme var munter og opkvikkende. ”Vi skal nok tage os af dig.” Han gjorde en kort notits før han sagde: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til dit navn eller dit hjem. Men du skal vide, at vi har de bedste teknikere på sagen døgnet rundt. Af hensyn til din sikkerhed kan jeg desværre heller ikke fortælle dig, hvor du blev fundet, men bare rolig, det skal du nok få at vide senere.” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg ikke helt var med på, hvad han mente. Han skulle lige til at åbne munden igen, da det kort bankede på den ene af dørene i det letblårlige lokale, hvori vi befandt os. ” Ja, det er sikkert hende jeg lige skulle til at fortælle dig om. Kom ind!”, sagde han samtidig med at han rejste sig fra stolen. En kvinde åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. ”Kom ind, Cleo.”, sagde doktoren med det mørke hår. Hun åbnede døren helt og trådte ind med en bakke balancerende på den ene hånd. Hun var også i en hvid kittel. Hun stillede bakken på et lille bord inden for døren og vendte sig mod doktoren og mig, alt imens hun strøg en tot af det rødblonde hår, der havde forvildet sig ned i hendes ansigt, tilbage bag øret. Hun smilede et fregnet og kækt smil til mig, mens doktoren præsenterede hende: ”Dette er din sygeplejerske Cleo, hun er en af de nye på vores facilitet. Hun kommer fra sydøerne og, jah, resten kan du vel selv fortælle, ikke sandt, Cleo?” Hun kiggede opmærksomt over på ham og nikkede venligt. ” Du kan give mig besked om et eller andet gennem Cleo, hvis jeg ikke selv er til stede. Det var vidst det.”, sagde han og henvendte sig derefter mere lavmælt til Cleo: ” Hvis du nu foretager basisundersøgelser, så husk at arkiver notaterne i D8736-14´s journal. Og du kender vejen til mediarummet? Det er ovre i blok 3.20, vinge 4. Og du kan huske dit logon? Fint, så vil jeg overlade resten til jer to.” Han vendte sig om og nikkede smilede til mig, før han gik ud af den samme dør som Cleo for få minutter siden var kommet ind af.
Hun vendte sig over imod mig, efter at havde fuldt doktoren med hovedet. ”Ja, jeg hedder jo så Cleo og indtil vi finder ud af dit rigtige navn hedder du jo så officielt D87. Jeg ville nok egentlig kalde dig noget andet og mindre kedeligt, men så skal jeg lige ha` lov af overpersonalet og så videre.” Hun stod med den ene hånd i siden imens hun forklarede. ”Vi var ikke helt sikre på, hvordan du klarede den, så jeg bliver nødt til først at teste om alle dine vigtigste organer fungerer som de skal.” Hun tog et lille stetoskop frem fra en marineblå værktøjstaske hun havde siddende på sit bælte, om kitlen. Du hun nænsomt placerede det på mit bryst, kom en let version af den kulde der lige var begyndt lige så stille at fortage sig. Det gav et ryk i mig og spjættede også lettede forfjamsket. ”Det må du undskylde, jeg sku jo ha gjort det varmt først.”, grinede hun undskyldende.
Efter at have undersøgt hjerte, lunger og reflekser mente Cleo, at der også skulle være et øjeneftersyn. Hun sad nu på kontorstolen og tjekkede at hendes lille lygte virkede. ”Bare se mig ind i øjnene.”, sagde hun. Det havde jeg intet imod. Hun havde kønne øjne. De var grålige, men stadig lyse og når hun snakkede lignede det nogle gange, at hun missede op imod solen, fordi hendes kinder lavede den samme trækning, når hun samtidig smilede. Og det gjorde hun. Hun noterede nogle ting ned og sagde: ”Det var vist det”, og smilede atter før hun gik ud af døren igen.
Men det var desværre langt fra overstået.
del 2
Lys.
Så forfærdelig meget lys.
Som en bombe der falder for fødderne af en.
En hætte af træthed var trukket ned over mit hoved da jeg vågnede. Jeg blinkede med øjnene et par gange for at vende mig til det kraftige lys der åbenbart skinnede mig lige ind i ansigtet. Jeg følte mig ør og sulten. Jeg vidste, at Cleo nok ville komme med min morgenmad om cirka et kvarter, ifølge det lille, enkle ur over gangdøren. Det havde hun fortalt mig i går.
Dagen før, efter min undersøgelse, var jeg igen faldet i søvn. Da jeg havde vågnet et godt stykke tid senere sad Cleo på kontorstolen i mit værelse og drejede rundt om sig selv mens hun sad og tegnede på sine notatblok. Hun havde grint til mig i forlegenhed over hendes lidt barnlige optræden og undskyldt. Men det gjorde ikke noget for mig.
Hun havde spurgt mig om jeg havde sovet godt og om jeg var interesseret i noget morgenmad? Mens jeg så sad og spiste fortalte hun om sit hjem på Sydøerne, om hendes opvækst og hendes familie. Det tog det meste af dagen. Men det var rart, så det gjorde ikke noget. Jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig over at jeg ikke selv kunne tale med om emnet. Jeg kunne jo intet huske om min familie. Hvis jeg da stadig havde en. Når jeg prøvede at genkalde nogen minder - i en hvilken som helst form - var det som om sengeklædets kulør havde brændt sig fast på min nethinde. Der var rent og hvidt. Som et nyvasket hospitalsgulv. Jeg kunne intet huske, alt var renset væk. Og alligevel vidste jeg at en seng var en seng og en stol var en stol. Til min store glæde var mestrede jeg også stadig talens brug. Så de mest materielle og basale ting var stadig noget jeg kendte til.
Det var ikke noget man lige vende sig til.
Jeg lå og gned mig lidt i øjnene. En sitren i halsen fortalte mig, at jeg skulle gabe. En lang syngende lyd stod ud af mig.
“Godmorgen.” Cleo stod ovre ved gangdøren og lukkede den i med det ene ben mens hun rakte bakken med min morgenmad over imod mig. “Værsgo, der er vist en der lige er stået op, hva?” “Jah..”, gabte jeg søvnigt.” I går var nok en lidt kedelig dag for dig. Så i dag har overpersonalet besluttet at du skal have adgang til din egen interskærm.”, fortalte Cleo entusiastisk. “Nej nej, det var skam ikke kedeligt. Jeg hygge mig meget.”, svarede jeg. Hun smilede og sagde:” Tak, i lige måde, men nu har overpersonalet altså stillet den til rådighed og det sker ikke for alle. Så en smule taknemlighed ville nok være på sin plads.” Jeg nikkede og kiggede udenfor, ud af mit vindue. Vejret var nærmest det modsatte af i går. I dag skinnede solen og et par få skyer konkurrerede med solen om opmærksomheden ved at lægge sig ind foran den. Havet var rolig og himlen havde en kølig og frisk blå farve.
Overpersonalet havde indtil videre ellers ikke vist sig fra deres mest gavmilde side. Jeg havde flere gange spurgt Cleo om jeg ikke kunne få lov til at spadsere rundt på Facilitetens område, men hver gang var svaret det samme. At overpersonale endnu ikke havde givet mig udgangstilladelse og at jeg derfor altid var i mit rum. Heldigvis var Cleo der også så ofte hun kunne, med mindre hun skulle arkivere nogle målinger, renskrive noter eller viderebringe oplysninger til nogle af laboratorierne.
“Jeg smutter lige ud og henter den til dig. Det tager lige to sekunder.” Hun vendte sig mens hun sagde det og trippede ud af døren.
Interskærm? Den slags mente jeg ikke at kunne huske. Jeg havde en ide om hvad et fjernsyn var og gættede på at denne Interskærm nok var noget i samme retning. Jeg sad et stykke tid og lod atter blikket falde på den betagende udsigt. Det var der jeg så hen det meste af tiden, og så selvfølgelig på Cleo, alt imens jeg lod tankerne flyve. Jeg glædede mig til endelig at få noget forandring. Noget mere interessant, for ærlig talt bliver, selv en smuk udsigt, efter et par dage en smule kedelig.
Jeg kiggede væk fra vinduet og over imod døren, eftersom jeg kunne høre, hvad der højest sandsynligt var Cleo, nærme sig døren til mit værelse. Samtidig steg en svagt knirkende lyd sig ude fra gangen. Det bankede på døren og Cleo stak sit smilende, fregnede hoved ind af døren.
“Giver du mig lige en hånd med den her?”, spurgte hun en anelse forpustet. “Den er altså rimelig tung.”
Jeg sprang op og hjalp hende med at bakse den tunge genstand ind på værelset. Det var en kæmpe plade, tyk som en overarm og med en længde som en voksen mand, der lå lodret. Den stod på en piedestal, med hjul, og var hævet så den befandt sig et sted mellem ens hofte og hovedbund, når man stod foran den. Cleo stod med hænderne på lårene og pustede ud.
“Tak for hjælpen, den er så til dig!”, kvidrede hun mens hun strakte sig. “Overpersonalet har besluttet at tildele dig denne interskærm til midlertidig tidsfordriv, mens de prøver at finde oplysninger om dig og din familie.”
Jeg takkede og kiggede nærmere på den strømlinede, sølvskinnende kasse. Jeg lod mine hænder glide over de afrundede kanter, stålet var køligt mod min hud. Jeg gik undersøgende rundt om kassen i håb om at finde en startknap eller lignende. Cleo undertrykte et fnis og sagde: “Lad mig vise dig hvordan den fungerer.”
Hun stillede sig foran den ene af de to store flader og placerede sin hånd, med spredte fingre, på midten af fladen og sagde: “2242-Cleo V.- blok 4” Et par næsten usynlige sprækker, på hver side af Cleos håndflade, tæt på kanterne åbnede sig og løftede en tyk stålplade om på den anden side af kassen. Det skete med en undertrygt teknisk summen og efter pladen var flyttet, blev en sort skærm afsløret. Den skinnede som en opal i dunkle nuancer. Jeg kunne med det samme fornemme at der bag denne mørke facade skjulte sig mere end man kunne forestille sig.
Cleo prikkede med pegefingeren i midten af den mørke flade og et blitz stod ud fra skærmen, mens den karakteristiske skærmsummen lød fra maskinen. Et skinnende lyseblåt interface kom frem på skærmen. Cleo bankede to gange på skærmen igen og utallige ikoner dukkede frem på skærmen. Jeg nåede at se hende prikke på ikonet med titlen “Arkiv”, før flere mappeikoner dukkede op.
“Jeg tænkte, at du måske ville vide lidt om situationen udenfor - vi ved jo ikke hvor længe du har været væk.. Den politiske situation vil sikkert interessere dig, for.. Tja, det kan du vel selv læse. Der findes kopier af alle aviser fra de sidste 12 år i dette arkiv, det burde kunne udfylde en del af det tomrum du har været i.”
Jeg nikkede og gengældte hendes søde smil. Et øjeblik var der noget ved hendes øjne, men jeg nåede ikke at analysere det nærmere før hun kiggede væk. Mens jeg prøvende klikkede mig ind under en tilfældig avis fortsatte Cleo med at fortælle: “Interskærme, som den der, er den bedste og mest udbredte måde at lagre og videregive information på, bare så du ved det.”
En lille ny verden var åbnet for mig, med en masse nyt der skulle opdages. Jeg havde en del der skulle indhentes..
Del 3
Mørke.
Endeløst mørke.
Det var hvad dette land havde været indhyllet i.
Et mørke af sorg, tab og fortvivlelse. Mørket en krig efterlader sig. Og som så mange gange uden hverken sejrsrus eller taberens gråd. Man sagde fra begge fronter, at de havde ”stået lige”, da begge lande var løbet tør for penge og troede, at de havde tabt. Den forrige regering blev selvfølgelig afsat og folket vendt sig mod nye og mere troværdige partier, i håbet om en stærk person der ville hjælpe deres land på rette fod igen. Og det fik de. Desværre.
Arkivet fortalte alt hvad jeg ville vide. Næsten da. Jeg fandt intet om min familie eller mig selv, men på den anden side, hvad havde sandsynlighed også været for det. Cleo var gået ud efter noget te og nogle småkager til os, mens jeg stadig sad og sugede til mig af oplysningerne om fortiden.
Det var spændende stof. Jeg kunne ikke rigtig huske noget om det land jeg havde været fra, om jeg var indfødt i dette land eller om jeg var fra en hel anden verdensdel. Men denne skærm oplyste med stor ivrighed og jeg ville ikke lade nogle af informationerne gå forbi.
Det lod til at landet de sidste mange år havde været regeret af et militaristisk og ultrakonservativt parti der hed Progressionspartiet. De havde sørget for at få genetableret det orden og ro i samfundet som så mange år havde manglet. Der havde været kaos - røverier, vold, mord, massakre og voldtægter. Der var artikler med billeder og overskrifter som fik mig til at føle en underlig og uhyggelig tomhed. Den samme tomhed som når man er sulten. Det gjorde ondt i maven at læse og se hvad dette lands indbyggere havde været udsat for før Regeringen kom til. Til gengæld havde Progressionspartiet også siddet på denne post de sidste 11 år, ingen andre partier var blevet oprettet. Der var et par artikler, tydeligvis fra blade af den mindre lovlige slags ifølge Regeringen, der hentydede at Regeringen havde grupper der konsekvent arbejdede på at forhindre andre partiers opståen og som stoppede dem inden de overhoved kom i gang. Der var også artikler der både hyldede og kritiserede den omfattende maksimering af Regeringens vagtstyrker, som åbenbart var en form for ekstra sikkerhedspoliti, der var mere hårdføre overfor den civile befolkning end det normale gadepoliti. Endnu en gang var der brutale billeder. Billeder fra nogle af de få demonstrationer gennem de sidste par år. Der stod endog, at der på et tidspunkt til en protest, som følge af, at militærets budget for det følgende år endnu en gang overskred grænsen og at der blev færre og færre penge til at bruge i det offentlige, blev indsat rigtige militærtropper. Paralyseringsdronerne, en enhed som der, ud fra hvad artiklen fortalte, åbenbart vistes meget lidt om i offentlighed. Ikke fordi de gjorde det om nogle andre militære enheder, men alligevel plejede der altid at slippe en lille smule ud, det gjorde der ikke i dette tilfælde.
Jeg gyste en smule. Var dette virkelig den verden jeg levede i? Havde jeg været vandt til dette? Havde jeg været en af dem der havde været deres støtter, eller en af deres modstandere? Havde jeg i desperation stemt på dette parti, hvis regering havde forvandlet det krigshærgede og anarkistiske land til en stram og perfektionistisk politistat?
Jeg lænede mig tilbage i den bløde kontorstol og støttede med en mut mine mit hoved på næven mens jeg funderede. Hvordan kunne det være, at Faciliteten havde artikler fra blade der ikke var godkendte af Regeringen? Jeg gik ud fra, at Faciliteten modtog en eller anden form for økonomisk bevilling fra Regeringen, så hvordan ville de tillade at den slags artikler blev spredt på en af deres institutioner? Efter at have læst om dem og dannet mig en nogenlunde troværdig politisk profil af dem gik jeg ud fra, at de ikke ville tage det særlig pænt. Eller måske var artikler bare en del af den tilgængelige information i alle interskærme, selvom det ikke virkede særlig sandsynligt.
I det samme sparkede Cleo døren ind på sin sædvanlige måde og bankede den i bag sig med den fod hun ikke balancere på. Hun grinede til mig fordi jeg smilede af hendes entre. Hun serverede foran mig mens jeg prøvede at formulere spørgsmålet.
”Eh.. Cleo? Hvordan kan det være at I har artikler fra regeringsfjendtlige blade i jeres arkiv? I er vel støttet af Regeringen?”
Hun stivede og drejede resolut om, mens hun stirrede på mig.
”Tja.. Altså.. Overpersonalet vil jo helst ikke ha vi snakker med patienterne om den slags, men.. Jeg ville jo altså være ret nysgerrig efter den slags.”
Jeg nikkede og kiggede opfordrende på hende. Hun sukkede og lod skuldrene falde, hun lod sig falde ned i den anden kontorstol. Hun krydsede sine ben og tog en dyb indånding.
”Altså, Overpersonalet vil helst ikke ha, at I ved det, men I er ikke helt så trygge her som det virker. Regeringen har et godt stykke tid mistænkt stedet her for at være fjendtligt stillet mod Regeringen. De tror, at stedet her er en form for rede for modstandere af Regeringen, de tror vi træner og hjernevasker folk her. På flere måder har de aldrig helt godkendt Facilitetens metoder og det, at Overpersonalet har haft svært ved at tolerere Regerings kontrolbesøg har bare fået dem til at blive mere og mere opmærksomme på os.”
Jeg sank en klump og kløede mit skaldede baghoved. Forbavselsen måtte have været malet i mit ansigt for Cleo fortsatte:
”Men bare rolig, de har indtil videre ikke kunne finde noget grundlag for at nedlægge Faciliteten og det gør de nok heller ikke. Vi er meget forsigtige med alle vores eksperimenter her. Desuden er vi meget vigtige for dem. Det håber vi i hvert fald stadig vi er..”
Hun så sørgmodigt ud af mit vindue. Jeg lyttede, skræmt og underligt nok spændt. Som om det var en god historie. Det som Cleo sad der og fortalte mig kunne betyde, at vi begge var i alvorlig fare. Efter de billeder og artikler jeg havde læst så det ikke ud til at Regeringen tog nogle chancer når de havde en mistanke om modaktivitet.
”Der er soldater her på øen.”, udbrød hun stille, men pludseligt.
”De er stadig i den sydøstlige del, men det bliver de ikke ved med..”
Jeg kunne mærke blodet forsvinde fra ansigtet. De var her altså allerede. Jeg kunne ikke blive, vi måtte væk. Jeg rejste mig hurtigt og tabte min tekop på gulvet så den splintredes i tusind stykker. Jeg så forvirret og overrasket ned på resterne af den.
Cleo havde læst mine tanker.
”Det ville være temmelig dumt at tage herfra. Desuden ville du aldrig kunne komme ud herfra. Vagterne ville stoppe dig inden du nogensinde nåede tæt på udgangen. Der er, som jeg sagde før, sikrest her. Desuden ville de aldrig røre os. Vi er en del af dem. Vi er jo nærmest deres virksomhed, det ville de aldrig gøre..”
Det havde hun jo ret i. Jeg var nødt til at blive, om end mod min vilje.
”Men der er noget vi kan gøre..”, sagde hun.
”Hvilket?”, spurgte jeg ivrigt.
”Du kan jo starte som testperson for noget af vores krigsteknologi..”
Jeg måbede, men nikkede samtidig.
Friday, March 28, 2008
Torpen
Gav mig selv en opgave: skriv en novelle omkring EN sætning du får af en anden person, sætningen skal være den første i novellen og ligge grund for hele historien. Mads gav mig sætningen og det er ikke ligefrem en sætning som en fantasy forfatter som mig kan stille meget op med men jeg prøvede. Så her kommer: Torpen. (Ja det skal sgu være et P - but dont ask why)
Torpen
At sige farvel til et arbejde bare fordi man har fået en ide der ikke vil forsvinde ud af hovedet er ikke ganske ligetil – særligt ikke hvis man ikke har den fjerneste anelse om hvad det betyder i praksis.
”Tag livet som det kommer” sagde den naive mand, ”lev i nuet, glem datiden og luk øjnene for fremtiden”
Sådan tænker nogen mennesker indtil de rent faktisk skal stå ved den ideologi, så vil de pludselig hellere have hus, fast arbejde, en lille kone og et par børn der lejer i rækkehusets have. Ja ideologier er bestemt noget der kommer og går som fire toget. Kun de mest stupide og hårdnakkede folk kan finde på at føre en så snævertsynet ideologi ud i livet, kun en tåbe vil give alt væk for en chance de har ventet på, uden at tænke på hvordan de skal leve i morgen. Kun en tåbe kunne finde på den slags, så det gør vil mig til en tåbe.
Torpen Hansen, 32 og arbejdede i en stor kontorvirksomhed i midtbyen, du kender typen. Typen der nægter at blive voksen, typen forsøger at gøre ethvert øjeblik lidt sjovere for sig selv og sine medmennesker. Han var ikke nogen dum mand, nej han var sgu intelligent, han var firmaets stjerne og jonglerede med kunder i million klassen før frokost. Han så aldrig særlig serøst på tingene og hans frimodige adfærd havde fået ham på fornavn med nogen af de rigeste mennesker i landet. Men han nød ikke arbejdet, han nød ikke den gode løn og han nød knap nok den nye Jaguar han lige havde købt. Okay han nød godt nok bilen, men han nød ikke den måde han havde tjent den på.
Ser i Torpen havde en drøm, ikke en fuldstændig latterlig drøm men alligevel en rimelig forstyrret drøm. Torpen ville ind i fremmedlegionen, ikke fordi han kunne lide vold eller havde været specielt glad i hans værnepligts periode, men der var et eller andet ved fremmed legionen der bare fik det til at gibbe i ham. Gennem årene var Fremmedlegionen blevet en slags besættelse for Torpen den stakkel, han vidste alt om dem. Han kunne deres operationer i hovedet vidste hvor de var udstationeret og kunne navnende på alle ledende officerer i legionen. Så skete det en dag at han fik en opringning fra en højtstående officer i fremmelegionen, om det var skæbnen der spillede ham et puds, eller om en eller anden der kendte hans drøm havde trukket i nogle tråde ved Torpen stadig ikke. Men hvad værre eller bedre er endte Torpen i fremmedlegionens klør. Mudderet, varmen og solen tog næsten livet af den stakkels Torpen, men også kun næsten og hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere som man siger. Torpen blev stærkere, han var bestemt ikke den bedste men han var nu i den rigtige ende af skalaen, så efter en længere træningsperiode endte på slagmarken. Han var den anonyme soldat der kæmpede for en andens hær, der kæmpede for andres idealer i andres lande. Hvis jeg skal sige sandheden så er det ikke så glorværdigt at været lejesoldat som man skulle tro. Lønnen er ikke ligefrem fremragende, maden er ringe, risikoen er stor, fritiden er begrænset og vennerne derhjemme har tit svært ved at holde kontakten. Så det er derfor du læser denne besked som Torpen sidder og skriver et sted langt hjemmefra i en kold nat i et ellers varmt land. Cyperspace skal rumme min sidste besked her i livet, vi skal nemlig i kamp i morgen. Hvis vi vinder så forsvinder jeg for et livs penge, hvis vi taber, så forsvinder jeg bare.
Torpen - salgschef, soldat, savnet.
Torpen
At sige farvel til et arbejde bare fordi man har fået en ide der ikke vil forsvinde ud af hovedet er ikke ganske ligetil – særligt ikke hvis man ikke har den fjerneste anelse om hvad det betyder i praksis.
”Tag livet som det kommer” sagde den naive mand, ”lev i nuet, glem datiden og luk øjnene for fremtiden”
Sådan tænker nogen mennesker indtil de rent faktisk skal stå ved den ideologi, så vil de pludselig hellere have hus, fast arbejde, en lille kone og et par børn der lejer i rækkehusets have. Ja ideologier er bestemt noget der kommer og går som fire toget. Kun de mest stupide og hårdnakkede folk kan finde på at føre en så snævertsynet ideologi ud i livet, kun en tåbe vil give alt væk for en chance de har ventet på, uden at tænke på hvordan de skal leve i morgen. Kun en tåbe kunne finde på den slags, så det gør vil mig til en tåbe.
Torpen Hansen, 32 og arbejdede i en stor kontorvirksomhed i midtbyen, du kender typen. Typen der nægter at blive voksen, typen forsøger at gøre ethvert øjeblik lidt sjovere for sig selv og sine medmennesker. Han var ikke nogen dum mand, nej han var sgu intelligent, han var firmaets stjerne og jonglerede med kunder i million klassen før frokost. Han så aldrig særlig serøst på tingene og hans frimodige adfærd havde fået ham på fornavn med nogen af de rigeste mennesker i landet. Men han nød ikke arbejdet, han nød ikke den gode løn og han nød knap nok den nye Jaguar han lige havde købt. Okay han nød godt nok bilen, men han nød ikke den måde han havde tjent den på.
Ser i Torpen havde en drøm, ikke en fuldstændig latterlig drøm men alligevel en rimelig forstyrret drøm. Torpen ville ind i fremmedlegionen, ikke fordi han kunne lide vold eller havde været specielt glad i hans værnepligts periode, men der var et eller andet ved fremmed legionen der bare fik det til at gibbe i ham. Gennem årene var Fremmedlegionen blevet en slags besættelse for Torpen den stakkel, han vidste alt om dem. Han kunne deres operationer i hovedet vidste hvor de var udstationeret og kunne navnende på alle ledende officerer i legionen. Så skete det en dag at han fik en opringning fra en højtstående officer i fremmelegionen, om det var skæbnen der spillede ham et puds, eller om en eller anden der kendte hans drøm havde trukket i nogle tråde ved Torpen stadig ikke. Men hvad værre eller bedre er endte Torpen i fremmedlegionens klør. Mudderet, varmen og solen tog næsten livet af den stakkels Torpen, men også kun næsten og hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere som man siger. Torpen blev stærkere, han var bestemt ikke den bedste men han var nu i den rigtige ende af skalaen, så efter en længere træningsperiode endte på slagmarken. Han var den anonyme soldat der kæmpede for en andens hær, der kæmpede for andres idealer i andres lande. Hvis jeg skal sige sandheden så er det ikke så glorværdigt at været lejesoldat som man skulle tro. Lønnen er ikke ligefrem fremragende, maden er ringe, risikoen er stor, fritiden er begrænset og vennerne derhjemme har tit svært ved at holde kontakten. Så det er derfor du læser denne besked som Torpen sidder og skriver et sted langt hjemmefra i en kold nat i et ellers varmt land. Cyperspace skal rumme min sidste besked her i livet, vi skal nemlig i kamp i morgen. Hvis vi vinder så forsvinder jeg for et livs penge, hvis vi taber, så forsvinder jeg bare.
Torpen - salgschef, soldat, savnet.
Monday, March 24, 2008
Control part 15
År: 3590
Dag: tredje dag i den anden måned efter jordens tidsregning.
Vigtig hastemeddelelse til K83
Kodeord: MaRiO18756
Raport: Den tredje af de fire store har passeret overvågningsstationen på C48 i retning mod K83. Rygter går på at den fjerde også er ombord, evakuer omgående planeten.
Update: Det er bekræftet: den fjerde er med. Evakuer omgående planeten.
E17 var placeret i en lille beholder med kurs mod K83. Alle bevægelses funktioner var sat på standby, men hans net-oplink og centrale intelligenscenter kørte stadig. Selvom E17s krop befandt sig i en lille beholder, befandt hans bevidsthed sig 200 meter derfra i et lille mødelokale, nærmere bestemt i en robot på 10 cm på et stort rundt bord. Robotten blev styret trådløst af E17, den havde både visuelt og audit in- og output. Der var 2 andre lignende robotter på bordet og ved siden af stod en mand i en lysebrun trenchcoat, han var ubarberet og havde en gammel cowboyhat på.
”Det var den besked vi opsnappede kort før vi gik ind på den anden jagtmark.” sagde Manden med cowboyhatten, der var bedre kendt som general Smith, den sidste menneskelige general der var aktiv på slagmarken. Han havde skaffet sig et ry som en frygtløs soldat der traf beslutninger per intuition, og det havde han intil videre haft stor succes med. Hans succes og popularitet havde skaffet ham en plads som den fjerde general, og den eneste menneskelige i den lille gruppe.
”Den anden jagtmark?” spurgte en af de 2 andre robotter på bordet uforstående. E17 foretog en hurtig skanning af robotten, det var ISS48 der styrede robotten. Intelegent Strategy System 48 var Kongerigets bedste strategiske AI og var det første medlem af de fire generaler. ISS48 eller ISS i daglig tale, havde for nylig modtaget en opgradering, men ved samme lejlighed havde den mistet nogle personligheds data og kunne derfor ikke længere forstå alle Smiths slang udtryk og talemåder.
”Han mener underverdenen.” forklarede E17 der havde meget erfaring med Smiths slang.
Underverdenen var en slags parallel dimension der i visse knudepunkter eller revner, løb sammen med vores dimension. Underverdenen var fyldte præcis det samme som vores egen dimension, men tid og rum går hurtigere på den anden side. Forskerne havde endnu ikke fundet et endegyldigt svar på hvordan det hang sammen, men faktum var at ved at krydse over og rejse igennem underverdenen kunne man krydse en halv galakse på 48 timer. Underverdenen var tom for levende væsner og planeter af betydning, derfor blev den også brugt som losseplads.
”De ved i kommer. Vil det ændre noget ved den nuværende mission?” spurgte den sidste robot på bordet med forvrænget stemme. Robotten blev styret at ”M” et kriminelt supergeni hvis identitet var skjult selv for de 3 andre. Ingen vidste med sikkerhed hvorfor han hjalp kongeriget, men hans strategiske evner havde vundet mangt et slag og han havde altid information om fjenden som ingen andre kunne komme i nærheden af.
”Nej.” svarede ISS prompte, vores styrke er stadig klart overlegen og vi vil ankomme til destinationen før beboerne kan nå at evakuere. Er du kommet frem til samme facit E17?”
E17 afsluttede sine beregninger og svarede: Ifølge M så er fjenden ledet af Meliaki fra Oriwa, han er kendt for at gå højt op i de civiles sikkerhed og på baggrund af disse informationer kan planen forbedres betydentligt.” E17 havde fået plads blandt de 4 på grund af en uhyggelig præcis evne til at udregne fjendes reaktioner på enhver situation, desuden var han leder af den sidste deling ECU-E enheder der havde fået tilnavnet pilespidsen. Alle planer og tegninger over ECU-E enhederne var gået tabt da ECU fabrikken på G59 sprang i luften for efterhånden mange år siden. På trods af at både F og G enheder var i produktion så havde de ikke samme kvalitet som den nu lille flok E enheder. En del af E enhedernes styrke var at de havde en personlighed, denne lille produktions fejl blev styrket og der blev vagt en patriotisk ånd i alle enhederne. Denne patriotisme for kongeriget, det sublime design og den fabelagtige træning havde skabt de mest frygtede soldater i de kendte galakser.
Officielt var E17 ikke indblandet i planlægning, men eftersom de 4 generaler var en privat klub og intet officielt havde med kongeriget at gøre, så var E17 alligevel blevet optaget og både ISS og M havde nok indflydelse til at ændre taktikker sådan at det var E17s planer der blev ført igennem og ikke planerne fra den tilfældige officer der eller skulle have ledet slagets gang.
”Et overflade foto af planeten har afsløret 9 klasse D rumskibe til at transportere den civile del af Pearl hvis en nødsituation indtræffer. ” E17 sendte et trådløst signal af sted og straks kom et hologram af planeten til syne, med en blinkende markør der hvor de store rumskibe var placeret. ”Jeg forslår at vi sender 20 IU’er (IU = Infiltration Unit) af sted før hovedstyrken så de er på planeten når vi ankommer med resten af styrken. Efter deres ankomst skal de uset skaffe sig kontrol over de 9 fly og når kampen så går i gang og de civile går ombord så tager IU’erne
kontrollen over flyende og skaffer os dermed omkring 9,000 gidsler.”
”Med vores viden om Meliakis psyke virker det derfor sandsynligt at han vil overgive sig og kampstyrken imod frigivelse af gidslerne.” afsluttede ISS.
”En genistreg af en plan” sagde M i sin sædvanlige rolige forvrængede stemme.
Smith nikkede langsomt i erkendelse af planens genialitet og gik over mod døren. ”Jeg informere de rigtige personer, når vi ankommer, vil alt være udført sådan som planen nu lyder. Jeg må gå nu da jeg skal bruge noget søvn før slaget”
ISS lukkede straks sin robot ned og vendte tilbage til hvad den nu havde været i gang med at udregne inden mødets begyndelse. E17 og M blev tilbage i deres små marionetter.
”Endnu en genial plan.” sagde M, da E17 ikke svarede fortsatte han. ”Som planen står nu overlever der næppe nogen civile, du kender kongerigets politik omkring Pearl sympatisører. De vil alle sammen blive henrettet, bekymre det dem slet ikke?”
”Jeg er ikke programmeret til at bekymre mig om fjendens civile, jeg er programmeret til at sejre.” Med de ord trak E17 sig tilbage til sin rigtige krop og lod hans organisme gå i dvale.
”Aha” sukkede M’s stemme i robotten, mens den stirrede på E17’s livløse robot.
M’s robot var stadig aktiv da Smith få minutter efter kom ind i rummet igen. ”Havde du heldet med dig?” spurgte Smith alvorligt.
”Nej.” svarede M ”Jeg frygter at der ikke er meget tid tilbage, han snart vil bringe Kaos og frygt ind i kongeriget villigt eller uvilligt.”
”Måske skulle vi fortælle ham om det.” foreslog Smith.
”Nej, det vil kun fremskynde processen. Men der er stadig håb, ironisk nok afhænger kongerigets overlevelse af en fjendes intellegens. Mærk dig mine ord: det hele afhænger af Meliaki.”
Tuesday, March 04, 2008
A story from a time before this.
Det her er faktisk en slags forhistorie til DRL hvordan det har med historien at gøre vil jeg ikke sige.
A story from a time before this.
Time is the cruelest of nature’s inventions, important events of your life, forgotten, lost in the passing of time. Even the great deeds done by heroes of their time are soon thought of as nothing but stories. Then they become legends only to morph into lore, which is soon forgotten by the descendents of those brave people who was called heroes once.
Thousands of years ago, before man had crawled down from the trees, we lived and we fought our never ending war against our own race, this was known as the breeding war. The blood spilled in that war, killed most plant life, only our homes grew bigger for each battle, fueled by our blood. You may wonder what we are, why we fought, if you have seen us. But most of these questions are without meaning, I cannot tell you what we are for you would not understand, I cannot tell you why we fought for you would not be able to comprehend it, but you have seen us. You wonder now when you have seen us, do you not? The truth is that you never knew that you saw us, that you never cared. In a time before this we were known by everyone, but time is the cruelest of nature’s inventions. Alas we are left forgotten, the memory of us removed by the passing time, slowly over the years we became nothing but stories, then we became legends only to morph into lore, and then we were forgotten. My race left this place hundreds of years ago, you have seen my daughter, you have not seen my race. She has not even seen her race, what she know she knew from hatching, what she know she will know till death. I am writing here to tell you a story, a legend, a piece of lore. I am here to tell you a little piece of forgotten history. This is a story from a time before your time, this is a story from a world before your world, this is a story from a race before your race.
It all started only 100 years after the third hatching of the second egg; he was so young back then, yet so powerful. My ancestors knew that he was the one to get, the one to find, the one to drink. I was only 200 years back then and my blood had just started to build up pressure, it signaled what I had been waiting for, my first and last war. My first battle was glorious, everything in my way was cut down merciless and blood rained from the sky where I crossed my enemies. I was cheered on by all I know, some of them later said that no such slaughter had been seen for a thousand years, but then I saw him. He stood there on the highest branch, even from this distance I could see that blood was flowing steadily from a wound in his shoulder. Such arrogance, coming to the battle with like that, a scream of hatred escaped me, and then I saw him take off. That was all I saw before a spear pierce my lung. I saw a smile on his face and a spark in his eye.
“A dry mother with only one breath, the other lost the fifth day of the year 200, will bring forth the third coming of the first egg. Is that not how it is written?” That is what he whispered to me as I fell to the ground; he was gone before I could reply. What would I have replied? What can you reply to a man who knows what no man is to know? I was brought back to my home by my family they praised me for my abilities in battle, I told them nothing of what he had said, looking back I probably should have told them. A hundred years later I had recovered and was made the warrior queen of our people, he gained even more power and became the warrior king of his people. My lung however was still not healed, I was as he said of one breath. But then it happened, the first egg appeared again. I had not had a drop to drink my entire life, I was as the elders said, a dry mother. In a single week they all fled, leaving me and the unhatched first egg. They all knew the prophesy: that the first egg would bring death to the entire race. They fled to the old land, the land that not even the gods know of. We are not one of the 3 races they created; we are older, older than the gods, older than their creation, older than the land. Our race was in danger because of the first egg’s return, that is what they said. Then my people left, leaving me behind to guard and protect the first egg, it was not allowed to live but to destroy it would be even worse. Then his people left following mine, he stayed behind, willingly. I never knew where he went after they left, but I never saw him again.
For 8000 years I lived alone, guarding the egg from the world and the world from the egg. I became older than the oldest of my kind, I saw the 3 races grow intelligent and then I saw the wars ravage the lands. I saw two of the races being forgotten and the third one dominate, only to repeatedly bring its own civilizations to its knees. Needless to say I liked them, they reminded me of my own days as a warrior and I knew that there fleeting lives made them greater than any other race in the art of warfare. They fought with a fury unlike any of the other races; they fought with forces larger than the other races could ever hope to give birth to. But I grew old, and one day I could no longer stop it, the first egg hatched and the faith of my people, and his people was decided, all because of my daughter: the daughter from the third egg.
A story from a time before this.
Time is the cruelest of nature’s inventions, important events of your life, forgotten, lost in the passing of time. Even the great deeds done by heroes of their time are soon thought of as nothing but stories. Then they become legends only to morph into lore, which is soon forgotten by the descendents of those brave people who was called heroes once.
Thousands of years ago, before man had crawled down from the trees, we lived and we fought our never ending war against our own race, this was known as the breeding war. The blood spilled in that war, killed most plant life, only our homes grew bigger for each battle, fueled by our blood. You may wonder what we are, why we fought, if you have seen us. But most of these questions are without meaning, I cannot tell you what we are for you would not understand, I cannot tell you why we fought for you would not be able to comprehend it, but you have seen us. You wonder now when you have seen us, do you not? The truth is that you never knew that you saw us, that you never cared. In a time before this we were known by everyone, but time is the cruelest of nature’s inventions. Alas we are left forgotten, the memory of us removed by the passing time, slowly over the years we became nothing but stories, then we became legends only to morph into lore, and then we were forgotten. My race left this place hundreds of years ago, you have seen my daughter, you have not seen my race. She has not even seen her race, what she know she knew from hatching, what she know she will know till death. I am writing here to tell you a story, a legend, a piece of lore. I am here to tell you a little piece of forgotten history. This is a story from a time before your time, this is a story from a world before your world, this is a story from a race before your race.
It all started only 100 years after the third hatching of the second egg; he was so young back then, yet so powerful. My ancestors knew that he was the one to get, the one to find, the one to drink. I was only 200 years back then and my blood had just started to build up pressure, it signaled what I had been waiting for, my first and last war. My first battle was glorious, everything in my way was cut down merciless and blood rained from the sky where I crossed my enemies. I was cheered on by all I know, some of them later said that no such slaughter had been seen for a thousand years, but then I saw him. He stood there on the highest branch, even from this distance I could see that blood was flowing steadily from a wound in his shoulder. Such arrogance, coming to the battle with like that, a scream of hatred escaped me, and then I saw him take off. That was all I saw before a spear pierce my lung. I saw a smile on his face and a spark in his eye.
“A dry mother with only one breath, the other lost the fifth day of the year 200, will bring forth the third coming of the first egg. Is that not how it is written?” That is what he whispered to me as I fell to the ground; he was gone before I could reply. What would I have replied? What can you reply to a man who knows what no man is to know? I was brought back to my home by my family they praised me for my abilities in battle, I told them nothing of what he had said, looking back I probably should have told them. A hundred years later I had recovered and was made the warrior queen of our people, he gained even more power and became the warrior king of his people. My lung however was still not healed, I was as he said of one breath. But then it happened, the first egg appeared again. I had not had a drop to drink my entire life, I was as the elders said, a dry mother. In a single week they all fled, leaving me and the unhatched first egg. They all knew the prophesy: that the first egg would bring death to the entire race. They fled to the old land, the land that not even the gods know of. We are not one of the 3 races they created; we are older, older than the gods, older than their creation, older than the land. Our race was in danger because of the first egg’s return, that is what they said. Then my people left, leaving me behind to guard and protect the first egg, it was not allowed to live but to destroy it would be even worse. Then his people left following mine, he stayed behind, willingly. I never knew where he went after they left, but I never saw him again.
For 8000 years I lived alone, guarding the egg from the world and the world from the egg. I became older than the oldest of my kind, I saw the 3 races grow intelligent and then I saw the wars ravage the lands. I saw two of the races being forgotten and the third one dominate, only to repeatedly bring its own civilizations to its knees. Needless to say I liked them, they reminded me of my own days as a warrior and I knew that there fleeting lives made them greater than any other race in the art of warfare. They fought with a fury unlike any of the other races; they fought with forces larger than the other races could ever hope to give birth to. But I grew old, and one day I could no longer stop it, the first egg hatched and the faith of my people, and his people was decided, all because of my daughter: the daughter from the third egg.
Friday, February 22, 2008
The bone
Ny novelle, send mig din Email adresse så sender jeg dig den.
Jeg bruger mange fodnoter og de virker ikke på en blog derfor SKAL det læses i word. fodnoterne er nemlig vigtige.
Jeg bruger mange fodnoter og de virker ikke på en blog derfor SKAL det læses i word. fodnoterne er nemlig vigtige.
Subscribe to:
Posts (Atom)