CONTROLLED 13

Det her kapitel skulle oprindelig have været længere men jeg besluttede at splitte det i to. hvorfor? fordi det er pisse sent og jeg skal tidligt op. Snakkes!

CONTROLLED 13

Lucarad var dybt chokeret, den hemmelige indgang havde befundet sig unde 3 meter fra ham men han havde slet ikke lagt mærke til den, dem der havde bygget det her sted havde været dygtige. Lucarad stod lidt i mørket efter døren var gået i bag dem og lod sine øjne vende sig til mørket, og igen blev han overrasket. Hvor bygningen havde lignet noget fra det 16 århundrede udefra, lignede det mere en stor computer inden i. væggene var fyldt med computer skærme, ledninger og tastaturer.
”Det er overvågningsrummet, der er kameraer overalt omkring hovedkvarteret og det her rum er bemandet 24 timer i døgnet.”
”Der er da ikke nogen herinde nu.” svarede Lucarad og tjekkede lynhurtigt alle rummet hjørner efter gemte personer.
”Nej men hun kommer nok tilbage inden længe.” Ritai gik hen til væggen og trykkede på to tilsyneladende tilfældige knapper og to små plader skød sig langsomt ud af væggen. Ritai satte sig på den ene og gestikulerede til Lucarad om at sætte sig på den anden. Lucarad satte sig og blev overrasket over hvor behageligt det var at side på den lille plade af hvad der lod til at være meget blødt metal. De sad lidt i stilhed kun med en svag summen fra en skjult server til at holde dem ved selskab. Mens de sad der i computerskærmenes glød studerede de værd især hinanden indgående.
Lucarad var sikker på at han kendte Ritai et eller sted fra, der var et eller andet ved hende som han syntes at kunne huske, men han kunne ikke sætte finger på hvad det var og hvor han havde mødt det før.
Ritai studerede også Lucarad, han var stadig inspektør, det var uventet hun havde regnet med at han ville være kaptajn nu. Men der var nu et eller andet der ikke stemte omkring ham, hvad det var der ikke stemte var hun ikke sikker på men han var i hvert fald hurtig, kun få katerianere kunne løbe Ritai ind og det var første gang at hun havde mødt et menneske der kunne følge med. Ritai studerede hans ansigt, hans ansigtstræk var smukke på trods af at han kun var et menneske, og hans blå øjne var dybe som skovsøer. Et øjeblik så de hinanden i øjnene før de hver især slog blikke ned, forlegen over at blive taget i at studere modparten så intenst.
Lucarad og Ritai hørte dem samtidig, små uhørlige skridt. Skridtene var hurtige men blev dæmpet af de bløde trædepuder som katerianerne havde under deres fødder. Skridtene kom hurtigt nærmere og Lucarad begyndte at rører uroligt på sig. Ritai bragte ham dog til ro med et sukkersødt smil og en lille håndbevægelse. Trinende blev bragt til ende da en yderst smuk kvindelig Kateria drejede om et hjørne og ind i deres synsfelt, hendes pels var en smuk gul farve og hendes øjne var en smuk gylden farve. De var da opspilede i chok over at få øje på et menneske inde i hendes personlige domæne, men så fik hun øje på Ritai og lyste op i et smil. Hun udstødte et højt lykkeligt miav og kastede sig i armene på Ritai der gengældte omfavnelsen. Den nytilkomne holdt Ritai ud i armslængde og kiggede op og ned af hende, og begyndte at spinde i en høj tone. Ritai svarede hendes spinden med sin egen og det gik op for Lucarad at det måttet være deres måde at kommunikerer på. De spandt hele aldrig i det samme tone lag, deres spinden steg og faldt i tonerne og til tider blev den akkompagneret af et lavt miav og en enkelt gang et lille hvæs. Lucarad sad bare stille og lyttede, de havde åbenbart meget at snakke om, han kunne intet forstå men han mente ikke det ville være særlig pænt at bryde ind i samtalen, især ikke da de lod til at have savnet hinanden. Han sad bare stille og betragtede dem, de kendte tydeligvis hinanden godt og de virkede nærmest som søstre, eller i hvert fald bedste veninder. Det tog dem omkring 5 minutter før deres ellers ustoppelige spinden ebbede ud og de vendte sig imod Lucarad. Ritai introducerede den gul pelsede Kateria som Mani og fortalte at de havde kendt hinanden siden Ritai var kommet til klanen. Hun fortalte at de var kommet godt ud af det med hinanden fra starten af og at den lidt yngre Mani havde lært hende alt om hovedkvarteret. Mani havde heller ikke nogen forældre og selvom de ikke sagde det var det tydeligt for Lucarad at de var mere end venner de var blevet en slags søstre og han var sikker på at de elskede hinanden meget højt. Ritai havde fortalt Mani at Lucarad og hende havde brug for hjælp og hvis Ritai stolede på ham så stolede Mani på ham.
”Vi har brug for at snakke med den gamle, ved du hvor han er henne?”
”Den Gamle?” hun vendte sig mod en af computerskærmende og rørte let ved den. Skærmen blev delt op i 16 små ruder der hver viste et rum fra et højt perspektiv. ”I det lille tronrum, jeg tror han sover.”
”Så må vi desværre gå nu.” Hun rejste sig op og gav Mani et kærligt kram, ”Det var rart at se dig igen, jeg skal nok komme og sige farvel før vi tager videre.” Lucarad rejste sig op og fulgte efter Ritai der gik ud af rummet. Hun stoppede dog op i døren og sagde over skulderen ”Kan du ikke sende vagterne til pause? De arbejde jo så hårdt.”
Mani fniste glad da de forlod hende i rummet, før hun sendte vagterne til pause.