Det Røde Land del 32

Takagi betyder "Rødt slot" på Kinesisk det syntes jeg lige i skal vide. Tak til Die Hard for den information og så siger folk at man ikke kan lære noget af action film.
Jeg har fortalt nogle stykker at Panoe ikke er helt normal og desuden vigtig for historien og her er så (noget) af grunden. Desuden er der en masse nye oplysninger om Religion og religion er blæret... så længe det ikke er Kristendom.
Og så har vi en anden person som er rimelig mystisk, hvad sivans laver sådan en gut oppe så sent?
Svarende på alt dette og mere får I... på et eller andet tidspunkt.

Det Røde Land del 32

Det røde slot, eller Takagi som det hed, lå midt i Mynrak og var et arkitektonisk mesterværk. En høj slank mur omgav selve slottet, bag muren lå der en mindre slotsplads belagt med store flade sten. Selve slottet var bygget op mellem 5 høje tårne, og tegnede man streger mellem tårnende ville man opdage at de stod placeret som de fem spidser i et pentagram. Mellem tårnende var selve borgen, der var femkantet, havde de fem tårne placeret i hjørnerne og var 5 etager høj, plus en kælder til lagring af vin og en endnu dybere fangekælder. Kongens arbejdsværelse lå på 3 etage og det var der Muza, Ruk, Sukara og Lian befandt sig. Alt dette vidste Panoe instinktivt, på trods af at Panoe selv var i gang med at rense sin fjerdragt på slottets øverste spir. Panoe vidste også at Sukara lå i en lille sofa, at Ruk gemte sig i skyggerne, at Lian læste i et par af kongens bøger, og at Muza havde sat sig i kongens personlige stol. Panoe vidste det fordi Sukara vidste det.
Panoe kiggede ud over byen, hvor mange gange havde han ikke fløjet over disse huse for at hjælpe Sukara i hendes opgaver? Sukara havde aldrig vist hvorfor hun havde så meget kontrol over denne fugl, men bare accepteret at den måtte kunne lide hende, men det var langtfra sandheden. Panoe havde ikke haft noget andet valg end at holde sig til Sukara, han vidste trods alt hvad hun var i forhold til ham.
Panoe havde vist det siden første gang han så Sukara på gaden, hun var ham, og han var hende. Panoe forstod det ikke selv men det lod til at visse religiøse fanatikere havde ret, Sukara var død og senere var hun blevet genfødt som Panoe, at Panoe var blevet en mand var helt tilfældigt da sjælen ikke havde noget køn. I sjælens verden fungere tiden heller ikke som i den fysiske verden, når man dør, bliver man ikke nødvendigvis genfødt senere, det er lige så sandsynligt at man bliver genfødt før ens tidligere legemes død, eller fødsel for den sags skyld. Mennesker besad ikke nogen som helst viden om deres tidligere liv, men mange dyr, deriblandt Nøxif’erne, kunne huske alle deres tidligere liv. Så da Panoe havde set Sukara i Mynraks gader for første gang, vidste han at han rent faktisk så ned på sig selv. Men Panoes hukommelse fungerede ikke optimalt, da der var visse restrektioner for den udødelige hukommelse. Sjælen kunne aldrig huske noget der endnu ikke var sket, så selvom sjælen havde levet hundrede år fremme i tiden i sit sidste liv, kunne den ikke huske mere end få brudstykker af det liv. Panoe vidste dermed ikke hvad der ville ske senere i hans og Sukaras liv, han vidste kun hvordan det ville ende i forvirrende håbløshed. For der var kun 2 ting som Panoe kunne huske fra hans liv som Sukara, det første var en person. Denne person ville spille en vigtig rolle i Sukaras liv, det vidste Panoe og han vidste også at han allerede havde mødt ham. Hvem end denne Ruk var, så ville han spille en stor rolle i det liv som Sukara nu førte.
Den anden ting som han kunne huske var lige så forvirrende som den var forfærdelig. Et drab, Panoe havde set sig selv angribe og dræbe Sukara, hvorfor ville dette ske? Det var det spørgsmål som Panoe søgte svar på, og det var derfor at han nu vågede over dem i det røde slot.
Panoe kiggede ud over byen og fik øje på en uregelmæssighed på de flade hustage, der lod til at stå en person på et af tagene. Panoe undrede sig da han tit havde fløjet over Mynrak men aldrig set folk på tagene på denne tid af natten. Panoe lettede og fløj over mod skikkelsen, da han kom nærmere fik han et nogenlunde synsindtryk af personen. Det var formentlig en mand, men Panoe var ikke sikker da personen havde en stor sort kutte på, den fik ham til at gå i et med natten. Han var dog høj og tilsyneladende i gang med en bøn på et fremmed sprog, han stod med et blik rettet mod den måne frie himmel. Men hans øjne så ikke himlen, hans øjne så hinsidiges vores verden Det følte Panoe i hvert fald. Panoe vendte om, hvor interessant og underligt velkendt denne mandsperson end virkede, så var der vigtigere ting på slottet. Panoe svævede hen over himlen med mandens mærkelige bøn i ørene og en lille delegation af mennesker anført af selveste kongen i hans synsfelt.
Få minutter efter at Panoe endnu engang var landet på slottets spir, blev døren smækket op ind til kongens arbejdsværelse.