Det Røde Land del 30

De her afsnit bliver længere og længere det er skide uhyggeligt. før i tiden ville alt det der sker i dette afnit tage ca en side nu tager det 2,3 sider.
Det er forresten jubilæum jubii!

Det Røde Land del 30

Ruk var vågnet tidligt på morgnen præcis samtidig med Lian der delte værelse med ham, de kiggede et øjeblik på hinanden før de spurtede mod døren. Ude på gangen blev de mødt af Muza der boede i værelset overfor. Sammen satte de kursen mod trappen og dundrede ned af dem i retning mod det lokale de havde befundet sig i det meste af de sidste 4 dage, de maste sig samtidig igennem døren og ind i det store rum. Alle deres øjne var rettet mod et sted, det bord som greven altid sad ved, men bordet var tomt det eneste der stod tilbage var skakbrættet med den hvide konge og den hvide dronning, beskyttet af en mur af bønder, i den ene side. På den anden side stod der en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger.
”Han er væk.” mumlede Muza ”Det regnede jeg også med at han var.” Muza bandede ”Han lod ellers til at vide noget om kejseren som vi ikke ved.”
”Men hvad med Sukara, sagde hun ikke at hun var blevet besøgt af søvngængeren før?” spurgte Ruk ”måske ved hun noget.” Den lille gruppe marcherede ovenpå igen og bankede høfligt på døren ind til Sukaras værelse.
”Bare kom ind” lød det fra værelset og Muza, Lian og Ruk skyndte sig derind. Sukara sad fuld påklædt i sengen med benene over kors, Muza og Lian var iført tynde trøjer og bukser, det eneste Ruk havde på var et stykke stof om livet. De havde fortalt Sukara om Ruk’s problem for et par dage siden og hun havde taget det chokerende pænt. Nu sad hun der, fordybet i hvad der lod til at være dybe tanker, Ruk satte sig ned på en stol og ventede på at Sukara skulle se op.
”Jeg ved hvad i vil spørge om.” sagde hun uden varsel ”men jeg kan ikke fortælle jer hvorfor jeg har mødt hende før.” Muza virkede lidt chokeret over at hun havde gættet grunden til deres besøg, men kom sig hurtigt.
”Vi er nød til at vide det” insisterede Muza.
”Hvis du ikke engang kan fortælle os det hvordan skal vi så kunne stole på dig?” fortsatte Lian hårdt.
Musklerne i Muza’s hals spændtes i et øjeblik da Lian sagde det, men den eneste der lagde mærke til det var Ruk.
”Mine tidligere møder med søvngængeren angår ikke andre end mig og min afdøde mor.” Svarede hun hårdt. Ved disse ord tog Muza et lille skridt bagud som om han var blevet slået, men Lian og Sukara stirrede intenst på hinanden, så igen var det kun Ruk der lagde mærke til det.
”Gå tilbage i seng.” sagde Ruk pludseligt. Lian vendte sig om for at protestere men Ruk så ham lige i øjnene og sagde: ”Vi har ikke brug for indbyrdes strid lige nu, og det eneste der kan komme ud af den her samtale er strid.” Lian så rasende ud da han forlod rummet og Muza fulgte efter, men i modsætning lod han til at være lykkelig over at slippe ud.
Ruk sad lidt og kiggede på Sukara, hvad var der med hende? Hvad var det der gjorde hende så vigtig, for vigtig det var hun, så meget havde Ruk forstået den dag Muza var kommet tilbage med hende. Han rejste sig langsomt op, sagde godnat og forlod rummet i dybe tanker.

Næste morgen var der en trykket stemning og der blev stort set ikke talt mens de spiste morgenmad, Ruk var ikke glad for den kolde stemning så han spurgte Shajita om der ikke var et eller andet der var værd at se i byen. Da Shajita nævnte at der engang i ugen blev holdt wuma løb forsvandt Ruk ud af døren som et lyn. Ruk gik igennem de myldrede gader i munke kutten, det var fuldstændig latterligt at han måske ville komme til at opleve et nyt wuma løb. Ruk havde i Vivaro aldrig rigtig interesseret sig for sporten men han havde dog set et løb i ny og næ. Ruk maste sig igennem mængden, i den retning som Shajita havde anvist og kom efter et stykke tid ud på en åben plads.
Ruk gispede aldrig havde han set noget så fascinerende i midten af pladsen så der en flere kilometer lang bane, der var nemme flade stykker, områder hvor der lå store kampesten, et område hvor banen løb ud i floden og pæle stak op som wumaerne skulle løbe på og endda et stort stykke med skov. Men banen imponerede ham ikke så meget som det der var uden om. Rundt om hele banen rejste enorme tribuner sig op mod himlen og allerede nu var folk begyndt at stimle sammen på tribunerne, tusindvis af folk alle samme samlet for at se det forestående løb. Ruk bevægede sig selv op på tribunen og satte sig nede foran. Han havde kun lige sat sig da publikum brød ud i et vildt bifald da 8 wumaer blev trukket ind på banen, de skinnede i forskellige farver.
Der fandtes mange forskellige racer af wumaer og hver især havde de deres fordele og ulemper.
Der var tre gylden ørken wuma, de var kendt for at være stærke, hurtige men også hidsige.
Der var to røde wumaer fra områder med vulkansk aktivitet, de var gode klatrere og kunne klare enorm hede.
Der var en blå wuma fra kysten, de kunne svømme hurtigt og var adrætte af natur.
Der var også en grå wuma fra de nordlige bjerge, man sagde at de kunne kravle op af en lodret bjergside og de var enormt stærke og kunne arbejde i timevis uden hvil.
Den sidste wuma der var med var en grøn løv wuma. Ruk mærkede et underligt sug i maven da han så den. Kazuu der for så lang tid siden havde gennembordet Ruk og forvandlet ham til hvad han nu end var, havde været en grøn løv wuma. Ruk følte en vis kærlighed overfor den race, de var ganske hurtige og havde stærke bagben, de var de bedst springende wumaer og de kunne flyve igennem den tætteste skov uden at sætte farten ned.
”Kunne du tænke dig at spille?” spurgte en ung mand der var kommet hen til Ruk uden at han havde lagt mærke til det.
”Undskyld, hvad?” svarede Ruk forvirret.
”På wumaerne min gode munk” svarede han høfligt, der kom åbenbart munke her selvom det ikke helt stemte overens med deres tro.
”Nå på den måde” sagde Ruk der endelig forstod hvad der bliv snakket om, de havde trods alt også lavet væddemål i Vivaro. ”Hvad er gevindsten på løv wumaen?”
”Nummer 7? Den ligger på 15-1, men tag et råd fra en erfaren mand: den har ikke en chance mod de gyldne wumaer, især nummer 3 har gode chancer, den er dagens favorit.”
”jeg tror nu alligevel jeg vil sætte mine penge på nummer 7” sagde Ruk og fremdrog nogle mønter fra kutten som han lod falde ned i manden hånd uden at han fremviste sine misdannede hænder.
Manden skrev et par linier på en lille seddel og gav den til Ruk så sagde han farvel og gik videre med at indgå væddemål.
Kort tid efter begyndte løbet og de tre gyldne Wumaer lagde sig straks i spidsen, rær forfulgt af løv wumaen som igen var tæt forfulgt af de røde, den blå og den grå wuma. De gyldne wumaer førte klart, men da de nåede til det klippefyldte område blev de nød til at sætte farten ned. Resten af wumaerne fik dermed indhentet de forreste og den grå wuma kom faktisk i front. En af de gyldne wumaer styrtede hen mod slutningen af bjerg området og kom dermed for langt bagud til at kunne komme med i løbet igen.
I mellemtiden var de resterende wumaer nået til floden, de gyldne wumaer satte endnu engang farten ned og manøvrerede kluntet på de små pæle, de to blå wumaer sprang i vandet og svømmede med utrolig hastighed imellem de mange pæle. Den grønne løv wuma fulgte stærkt med ikke så langt bagude og da de nåede land lå en af de gyldne wumaer i front efterfulgt af de to blå og den grønne, de andre wumaer var røget langt bagud. På det korte stykke der førte op til skoven kom den gyldne wuma i front. Så forsvandt de ind imellem træerne og alt blev stille, tilskuerne sad i åndeløs spænding. Målstregen lå kun ti meter fra skovens bratte slutning. Uden nogen som helst advarsel kom den gyldne wuma spurtende ud mellem træerne, publikum brød ud i jubel da de så den sejrende wuma. Men det var ikke slut endnu, på den yderste gren i skoven landede den grønne wuma lydløst og satte af i et vældigt spring. Løv wumaen landede oven på den gyldne wuma og pressede den mod jorden så den grønne wuma med nummer 7 kunne løbe først over målstregen, til en bølge af tilråb fra imponerede tilskuere.

Ruk gik glad tilbage mod kroen, han havde hentet sine penge fra ham fyren han havde væddet med. Det viste sig at der kun var tre personer der havde satset på nummer 7 så han var virkelig tilfreds med dagen. Ruk gik lidt og tænkte over wumaerne, det var en art han aldrig havde interesseret sig særlig meget for, men skæbnen havde uløseligt bundet ham sammen med wumaerne. Når wumaer blev klækket af deres æg i fangenskab så undersøgte man dem grundigt og derefter kom de ind i en af tre kategorier: kriger wuma, løbs wuma eller arbejder wuma.
Kriger wumaerne blev derefter trænet til at kunne bevare roen i kamp og de vænnes til at bærer panser.
Løbs wumaerne bliver trænet i at bevæge sig hurtigt og fordi de ikke har nogen rytter i løbet, bliver de også trænet i lydighed og i at kunne navigere en hvilken som helst kurs eller rute.
Arbejder wumaer fik fjernet deres lange hale kort efter at de klækkede og en metal kapsel blev sat over såret for at forhindre halen i at vokse ud igen. Halen var nemlig i vejen når wumaen skulle trække vogne og lignende.
Ruk’s tankerække blev brudt da han nåede kroen og trådte indenfor.