Det Røde Land del 31

HAR HAR HAR sådan griner manden altså. men fint afsnit syntes jeg, plus at en eller anden finder ud af et eller andet om en eller anden. :P

Det Røde Land del 31

I kroen var stemningen blevet løftet betydeligt, siden Ruk var gået ud for at se løbet. Det var Shajita der havde løftet stemningen ved at fortælle en historie om engang hvor kongen var blevet lidt for fuld på kroen.
Lian lå på gulvet og havde latter kramper, Sukara grinte ukontrollabelt og var ved at falde ned fra sin stol, selv Muza grinte højt.
”og så blev vi, har har har, så blev vi nød til at bære ham hele vejen tilbage igennem den hemmelige gang tilbage til slottet, og så, Har har har, så kastede ham op ud over sig selv, har har har!” Shajita sad med tårer i øjnende og grinte sin grove latter.
Det tog dem et par minutter at grine færdig og imens satte Ruk sig ned ved bordet og fortærede et tørt stykke kød.
Da de havde grinet færdig fortalte Ruk om hvad han havde fået tiden til at gå med og at han havde vundet en mindre formue. Ruk gav de fleste af pengene til Shajita, de havde trods alt boet på nas hos ham i et stykke tid.

Et par timer efter spurgte Lian om hvordan de skulle finde gangen.
”Jeg har markeret den med en lille blå sten, du lægger ikke mærke til den hvis du ikke leder efter den.”
”Vil det ikke se lidt mærkeligt ud hvis en gruppe på 4 personer lige pludselig forsvinder ned i en hemmelig gang?” fortsatte han.
”Jo det ville nok se lidt mærkeligt ud men derfor vil i heller ikke gå sammen, jeg sender jer af sted herfra af forskellige ruter når mørket falder på og så venter dem der kommer først, nede i gangen på de andre.”
Lian nikkede stille det gav mening.
Få timer efter forlod Lian som den første kroen for at begive sig mod tunnellen. Kort efter gik Muza, der havde taget en stor rygsæk med og Sukara, Ruk sagde farvel til Shajita og tak for hans gæstfrihed, før han selv gik ud i byen. Shajita så efter Ruk mens han langsomt forsvandt ud i mørket. Shajita sukkede og gik tilbage til det rum hvor de havde tilbragt de sidste par dage, skak spillet stod stadig som han havde forladt det. Hvorfor havde han mon stillet det op som han havde, med en sort løber, en sort springer, et sort tårn, den sorte konge, to sorte dronninger, stående i den ene side? Hvad var det dog han prøvede at sige? Shajita rakte ud efter brikkerne, men ombestemte sig så og lod dem stå. Der kom alligevel aldrig folk herinde og greven ville sikkert gerne have at de blev stående.
Ude i byen gik Ruk i stå. Det kunne ikke passe, kunne det? Ruk stod bare og stirrede på tegningen og teksten. Ruk greb fat i en forbipasserende og spurgte ham om han viste noget om det der stod på tegningen. Manden fortalte ham en længere historie og Ruk blev mere og mere chokeret for hver sætning. Da han havde hørt historien færdig takkede han den forbipasserende og gik videre. Faktisk var der meget der gav mere mening hvis det her var sandt, men han blev også nød til at være på vagt nu. Man kunne aldrig vide hvad der ville ske når de to mødtes, ikke mere i hvert fald.
Da Ruk endelig kravlede ned i den hemmelige gang var alle de andre der allerede. Tunnellen var ca. 2 meter bred og ligeså høj, både gulvet væggene og loftet var bygget af solide sten, det måtte have tage årevis at bygge denne tunnel tænkte Ruk.
”Du tog dig god tid.” bemærkede Sukara.
”ja jeg gik forkert.” undskyldte Ruk. ”men lads os nu bare komme videre vi har jo ikke hele natten.”
Det tog dem et stykke tid at gå igennem gangen og gangen sluttede i en blindgyde med en stige der gik lige opad.
”Okay hør her” sagde Muza til de tre andre. ”Den her stige fører op lige bag en busk som skjuler os fra vagternes blikke, to etager ovenover os er der et vindue ind til kongens arbejdsværelse. Problemet er at komme derop, og desuden er vi fuldstændig blottede på vejen derop. Der er kun en måde at gøre det her på og det afhænger alt sammen af dig.” sagde Muza hårdt og stirrede på Sukara.
Sukara smilte skummelt ”Hvad får dig til at tro at jeg kan gøre noget?”
”Jeg ved mere om dig end du tror.” Muza tog sin rygsæk af og trak en lille armbrøst op. ”Du skal kravle op af hullet og ramme den pose der hænger i et træ lige uden for muren. Derefter skal du bruge den her pil,” sagde Muza og trak en pil med et reb bundent fast på den. ”den skal du skyde op i den bjælke der er lige over os. Du skal kravle op af den og binde rebet fast til noget mere solidt i ned i rummet.”
”Jeg kan overhovedet ikke skyde med sådan et monstrum.” sagde Sukara afvigende.
”Sagde jeg ikke lige at jeg vidste mere om dig end du tror?” svarede Muza irriteret ”Jeg ved hvad du kan og det her skulle ikke være noget problem for dig.”
”Du er sku da irriterende” sagde Sukara tog pilene, armbrøsten og kravlede lynhurtigt opad stigen. Hun skubbede den flade sten der skjulte udgangen væk og kravlede langt nok op til at kunne sigte ordentligt. Hun fik hurtigt øje på den lille pose og få sekunder efter gik en pil igennem posen, og så eksploderede den i en sky af ild. Alle vagterne i gården spurtede hen for at se hvad der skete, men Sukara havde allerede sendt en pil op i bjælken lige over hende. Hun greb fat i rebet og kravlede med utrolig lethed op af det og svang sig ind i rummet. Hun rev rebet af pilen og bandt det fast omkring en pæl lige inden for vinduet. Muza kiggede op igennem hullet og så Sukara vinke ned til dem. Muza sendte Lian op først. Lian var ikke ligefrem god til den slags ting og det tog derfor et stykke tid for ham at kravle op, derefter klatrede Ruk af rebet på under halvdelen af den tid det havde taget for Lian. Muza kravlede sidst op og trak rebet ind igennem vinduet.
Rummet var stort, der stod et stort træbord i midten af rummet med en luksuriøs lænestol bagved. På væggene hang der enorme malerier og der stod også statuer forskellige steder i rummet.
”Kongen skulle vende tilbage fra et slag engang i nat og vi skal have fat i ham hvis vi vil snakke med prinsessen for hun er nemlig godt beskyttet, især når kongen ikke er her. Den eneste grund vi overhovedet kunne komme så langt her er at kongen ikke er hjemme.” Ruk satte sig over i et mørkt hjørne hvor der stod en lille men behagelig stol, Sukara lagde sig i en lille sofa der stod med ryggen mod døren, Lian fandt en bogreol hvor han besluttede sig for at bruge tiden med at læse lidt. Muza satte sig til gengæld i den store lænestol bag det flotte træbord.
Og så ventede de.