OMG på kun to dage har jeg nu lagt 2 afsnit af DRL ud og et afsnit af CONTROLED jeg er helt oppe at køre. forklaringen er at del 21 og 22 fatisk skulle have været et afsnit men nu blev de altså to. jeg kan godt lide at Lian viser lidt af sin børne side i det her afsnit.
Det Røde Land del 22
Da Lian, Ruk, Muza og Sukara var kommet ud foran templet igen, spurgte Ruk Sakura:
”Du sagde at Nogan og Dezal var de eneste ægte guder, ikke? Er der da nogen uægte guder?”
”Ja der er en” svarede Sukara og pegede hen mod et mindre kuld sort tempel. ”hans navn er Kinl og han er mørkets, krigens, dødens og ondskabens gud.”
Sukara førte de andre over mod det sorte tempel og da de kom tæt på lagde Ruk mærke til at templet var meget stører end han først havde troet, faktisk var det så stort at floden, som de havde fulgt til Mynrak, løb igennem templet.
”Floden løber direkte igennem templet og vandet efter templet bliver man syg af at drikke.” forklarede Sukara og pegede på floden. Ruk lagde nu mærke til at vandet var mørkere efter templet som om at det var blevet forurenet inde i templet.
”Heldigvis løber floden også igennem de to andre templer.” Sukara pegede på de to andre templer og Ruk lagde for første gang mærke til at floden også løb igennem dem. ”Efter Nogans tempel er vandet rent og det lyser med et sælsomt skær. Når det så løber igennem Dezals tempel bliver det blåligt hvorefter det løber ud i havet. Det er mellem de to ægte templer, at vi henter det vand vi skal bruge.”
”Der kan man bare se” mumlede Lian fascineret ”syntes du ikke det er spænende Ruk?... Ruk?”
Ruk havde fået øje på en gruppe mennesker der havde samlet sig et stykke væk og var gået over for at se hvad der foregik. Da Ruk nåede derhen kunne han se at gruppen af mennesker stod rundt om 5 personer der var i gang med at udføre utrolige gerninger.
Der var en stor fyr i bar overkrop der var i gang med at løfte en enorm sten, der så ud til at veje en hel del. Der var tre personer der var i gang med en lynende hurtig sværddans, det så ud som om de ville tage hinandens liv hvis de kunne komme til det, hver eneste gang det så ud som at det var ude med en af dem lykkedes det ham at undvige i sidste øjeblik. Den sidste person var tilsyneladende i kamp med tilfældige mennesker fra publikum, han kæmpede uden våben og selv om hans modstandere alle prøvede at såre ham, ramte ikke et eneste slag ham. Han drønede rundt om sine modstandere og markerede slag og spark overalt på dem. Han slog aldrig igennem det var bare små slag og spark der viste hans overlegenhed. Da Lian, Muza og en lettere fornærmet Sukara kom hen til Ruk for at se hvad der skete, fik en lille pige øje på Ruk’s fuglekostume og begyndte at spørge hvad han var for en underlig fugl. Ruk der ingen intentioner havde om at optræde foran et publikum prøvede at bakke ud af menneskemængden, men der var efterhånden flere og flere personer der lagde mærke til hans kostume og begyndte at slå ring om ham. Lian hviskede til Ruk at han nok ikke kom ud af det her uden at vise et eller andet stunt. Da alle tilskuerne havde vendt ryggen til de andre akrobater, som så rimelig sure ud, løftede Ruk sine bevingede arme og råbte ud over folkemængden.
”jeg er den menneskelige fugl. Nogan gav mig vinger, og Dezal gav mig klogskab til at bruge dem.”
Et par børn så fuldstændig ærefrygtige ud, men de fleste så noget skeptiske ud.
”Tror i mig ikke?” Fortsatte Ruk. ”Så lad mig vise jer at jeg er det eneste intelligente væsen der er i stand til at flyve.” Ruk gik ned i knæ og så søgende op mod de nærliggende hustage, og han fandt hvad han ledte efter. Ruk slog et kraftigt slag med vingerne og satte samtidig af i et vældigt spring der sendte ham lige op mod den bjælke han havde udset sig. Ruk borede kløerne på sine fødder dybt ind i bjælken og kiggede ned på det forbløffede publikum.
”Man kan aldrig holde en fri fugl fanget” Råbte Ruk, satte af fra bjælken og hoppede i endnu et enormt hop om på den anden side af huset, mens Lian lod hatten gå rundt.
Ruk mødte de andre på den anden side af huset et par minutter efter, hvor Lian kom storsmilende med en lille pose fuld af guld og sølvmønter.
”Du burde lave flere af de der shows” Grinede Lian ”de er særdeles indbringende.”
”Måske” sagde Muza ”men det er næppe klogt at tiltrække alt for meget opmærksomhed, og slet ikke med Ruk som frontfigur.”
”ja ja lyseslukker” svarede Lian tvært.
”Hvad i Nogans navn er du?” udbrød Sukara chokeret. ”Normale mennesker kan ikke hoppe op på bygninger.”
”Vi har allerede snakket om det her, Sukara” svarede Lian ”Du får ikke mere at vide end du har brug for. Jeg er ked af det skal være sådan men det er bedst for alle parter i øjeblikket. Nå men hvad gør vi med alle de her penge.” spurgte Lian for at lette stemningen.
”jeg vil spås” Udbrød Ruk med det samme og pegede på en dør hvor der hang et skilt med påskriften spåkone.
”Nå ja det kan aldrig skade at kende fremtiden” svarede Muza da Ruk og Lian så bedende på ham. Ca. 5 sekunder efter fløj Ruk og Lian ind af døren.
Saturday, May 26, 2007
Friday, May 25, 2007
CONTROLED 7
Så kom control historien endelig igang igen, og jeg vil på forhånd godt undskylde at det bliver lidt kompliceret i dette kapitel, men jeg har bare gået og pillet med det her kapitel i over en måned og det skulle været lidt teknisk før jeg syntes det var godt. sorry.
CONTROLED 7
Lucarad steg langsomt ud af tanken, hans tøj var fuldstændig tørt da suppen ikke var ’våd’ som man skulle tro. Lucarad kiggede ned af sig selv og fejede en klat suppe væk fra sin skulder. Lucarad stod i sit favorit tøj: et klassisk hvidt jakkesæt der ikke havde så meget som en fold der ikke skulle være der. Hans sko var blanke sorte sko som passede perfekt til tøjet. Han lignede i det hele taget en lidt yngre udgave af hans person i 1920. Håret var sort, kortklippet og sad en smule uordentligt, men det lod Lucarad sig ikke mærke af da han forlod rummet hvor tanken stod. Han gik ud i et fint møbleret rum, som indeholdt både køkken og stue. Lucarad gik hen mod køleskabet samtidig med at han tændte for radioen. Så tog han en flaske rødvin ud og åbnede den, mens den klassiske musik fra radioen strømmede ud mod ham. Lucarad valgte et glas og satte sig i sin yndlings stol, det var den store røde. Lucarad sad og drak rødvin mens han betragtede den stue han var så stolt af. Alle møblerne var købt fra museum der var gået fallit. Når Lucarad betragtede sin lille lejlighed var han stolt, hvis en anden person havde betragtede hans lejlighed, så havde de nok været knap så begejstrede. Nu til dags havde enhver femogtyvårig en hypermoderne lejlighed spækket med gas skærme (en speciel gas udsættes for elektrisk stød der får den til at skifte farve og give et hyper skarpt billede) der kun er 4 cm tykke, for ikke at snakke om radioer der sendte lyden på en frekvens som kun kunne høres af dem der ville høre det. Desuden ville de nok væmmes over det glas rødvin som Lucarad var i gang med at drikke, kun få unge mennesker/Aliens kunne lide rødvin, desuden fandtes der nemmere måder at blive fuld på. Spiritus var omkring år 2300 blevet reduceret til noget gamle mennesker nød på en stille søndag, i stedet var inhalatorer kommet på mode og var blevet der. En inhalator er et lille apparat med en lille flaske der indeholdt en opkvikkende væske, f.eks. Koncentrere hormoner (øger, ifølge tests, sexlysten hos et levende individ med 682 %). Kun en producent af rødvin var tilbage på markedet. Producenten hed Dota, og producerede høj kvalitets rødvin til en lille gruppe personer, der ved første øjesyn intet som helst havde tilfældes.
Lucarad rejste sig op, tog flasken som han allerede havde tømt og smed den i skraldespanden. Nede i skraldespanden blev flasken analyseret, kategoriseret og sendt gennem et sirligt rørsystem til den rigtige genbrugsstation. Alt imens den tomme rødvinsflaske tog på eventyr, gik Lucarad hen til sin hoveddør. Lucarad åbnede døren og trådte ud i et lille rum der kun indeholdt en kapsel der var lidt stører end Lucarad selv, kapslen var fuld af den samme suppe som hans 1920 kapsel var. Denne kapsel var en del af det mest brugte transportsystem i galaksen, TC4 (transport capsules 4).
Systemet går ud på at hver indbygger på planeten har sin egen mini kapsel station, når brugeren går ind i sin kapsel og indtaster sit bestemmelsessted på et lille panel, bliver kapslen affyret mod den nærmeste mellemstation, der bliver den grebet i et kunstigt vortex der sikre en sikker landing. På mellemstationen bliver kapslen skudt videre mod bestemmelsesstedet hvor et andet vortex griber kapslen som så åbner og passageren kan forlade kapslen. Hver station (privat eller offentlig) skaber et vortex for at gribe kapslerne og mindst 3 ”gæste” parkerings pladser, så eventuelle gæster ikke ramlede ind i den allerede parkerede kapsel. Der var, i de 7 år systemet havde været i brug, ikke været et eneste uheld.
Lucarad havde allerede indtastet sin destination og kapslen blev affyret. Efter 2,38 sekunder blev kapslen gennemrusket da den blev fanget af vortex’et. Suppen som kapslen indeholdt fjernede langt de fleste vibrationer og stød, så selvom Lucarad lige havde bevæget sig over 500 meter på under 3 sekunder, havde han kun mærket små vibrationer i kabinen. Da kapslen landede i mellemstationen i ca. et halvt sekund før den blev kørt til den rette affyringsrampe. Efter affyringen fløj kapslen ca. 8 kilometer på 10 sekunder og landede derefter ved Jufanira’s (4 planet i det 18 solsystem) mest berygtede politistations personale indgang.
CONTROLED 7
Lucarad steg langsomt ud af tanken, hans tøj var fuldstændig tørt da suppen ikke var ’våd’ som man skulle tro. Lucarad kiggede ned af sig selv og fejede en klat suppe væk fra sin skulder. Lucarad stod i sit favorit tøj: et klassisk hvidt jakkesæt der ikke havde så meget som en fold der ikke skulle være der. Hans sko var blanke sorte sko som passede perfekt til tøjet. Han lignede i det hele taget en lidt yngre udgave af hans person i 1920. Håret var sort, kortklippet og sad en smule uordentligt, men det lod Lucarad sig ikke mærke af da han forlod rummet hvor tanken stod. Han gik ud i et fint møbleret rum, som indeholdt både køkken og stue. Lucarad gik hen mod køleskabet samtidig med at han tændte for radioen. Så tog han en flaske rødvin ud og åbnede den, mens den klassiske musik fra radioen strømmede ud mod ham. Lucarad valgte et glas og satte sig i sin yndlings stol, det var den store røde. Lucarad sad og drak rødvin mens han betragtede den stue han var så stolt af. Alle møblerne var købt fra museum der var gået fallit. Når Lucarad betragtede sin lille lejlighed var han stolt, hvis en anden person havde betragtede hans lejlighed, så havde de nok været knap så begejstrede. Nu til dags havde enhver femogtyvårig en hypermoderne lejlighed spækket med gas skærme (en speciel gas udsættes for elektrisk stød der får den til at skifte farve og give et hyper skarpt billede) der kun er 4 cm tykke, for ikke at snakke om radioer der sendte lyden på en frekvens som kun kunne høres af dem der ville høre det. Desuden ville de nok væmmes over det glas rødvin som Lucarad var i gang med at drikke, kun få unge mennesker/Aliens kunne lide rødvin, desuden fandtes der nemmere måder at blive fuld på. Spiritus var omkring år 2300 blevet reduceret til noget gamle mennesker nød på en stille søndag, i stedet var inhalatorer kommet på mode og var blevet der. En inhalator er et lille apparat med en lille flaske der indeholdt en opkvikkende væske, f.eks. Koncentrere hormoner (øger, ifølge tests, sexlysten hos et levende individ med 682 %). Kun en producent af rødvin var tilbage på markedet. Producenten hed Dota, og producerede høj kvalitets rødvin til en lille gruppe personer, der ved første øjesyn intet som helst havde tilfældes.
Lucarad rejste sig op, tog flasken som han allerede havde tømt og smed den i skraldespanden. Nede i skraldespanden blev flasken analyseret, kategoriseret og sendt gennem et sirligt rørsystem til den rigtige genbrugsstation. Alt imens den tomme rødvinsflaske tog på eventyr, gik Lucarad hen til sin hoveddør. Lucarad åbnede døren og trådte ud i et lille rum der kun indeholdt en kapsel der var lidt stører end Lucarad selv, kapslen var fuld af den samme suppe som hans 1920 kapsel var. Denne kapsel var en del af det mest brugte transportsystem i galaksen, TC4 (transport capsules 4).
Systemet går ud på at hver indbygger på planeten har sin egen mini kapsel station, når brugeren går ind i sin kapsel og indtaster sit bestemmelsessted på et lille panel, bliver kapslen affyret mod den nærmeste mellemstation, der bliver den grebet i et kunstigt vortex der sikre en sikker landing. På mellemstationen bliver kapslen skudt videre mod bestemmelsesstedet hvor et andet vortex griber kapslen som så åbner og passageren kan forlade kapslen. Hver station (privat eller offentlig) skaber et vortex for at gribe kapslerne og mindst 3 ”gæste” parkerings pladser, så eventuelle gæster ikke ramlede ind i den allerede parkerede kapsel. Der var, i de 7 år systemet havde været i brug, ikke været et eneste uheld.
Lucarad havde allerede indtastet sin destination og kapslen blev affyret. Efter 2,38 sekunder blev kapslen gennemrusket da den blev fanget af vortex’et. Suppen som kapslen indeholdt fjernede langt de fleste vibrationer og stød, så selvom Lucarad lige havde bevæget sig over 500 meter på under 3 sekunder, havde han kun mærket små vibrationer i kabinen. Da kapslen landede i mellemstationen i ca. et halvt sekund før den blev kørt til den rette affyringsrampe. Efter affyringen fløj kapslen ca. 8 kilometer på 10 sekunder og landede derefter ved Jufanira’s (4 planet i det 18 solsystem) mest berygtede politistations personale indgang.
Det Røde Land del 21
Det Røde Land del 21
Da solen var gået ned og Sukara sov trygt, stod Ruk Lian og Muza og snakkede lavmælt sammen.
”Hun er ikke normal. Jeg kan slet ikke trænge ind i hendes tanker.” hviskede Lian.
”Er du sikker? Har du prøvet alt hvad du kan?” hviskede Ruk tilbage.
”Ja, siger jeg jo.” vrissede Lian.
”Men kan vi så overhovedet stole på hende?” spurgte Ruk
”Ja. Det kan vi godt” brød Muza ind. Ruk og Lian stirrede forvirret på Muza ”tro mig Sukara er en af de få vi kan stole på i den her by.”
”Hvordan kan du være så sikker på det?” spurgte Lian forbavset.
”Jeg kendte hendes mor engang. Nej ikke på den måde” udbrød han da han så Ruk’s lumske smil. ”Hør det er ikke det rette tidspunkt at tale om det. I vil formentlig få mere af vide når vi har snakket lidt med de royale. Men jeg har for resten hørt nogle af de lokale snakke om en byfest der begynder i morgen”
”øhh hvad har det med noget at gøre?” spurgte Ruk men Muza og Lian smilede bare indforstået.
”Det kan i ikke mene?!” skreg Ruk mens Sukara lå sammen krummet på gulvet og skreg af grin. Ruk var blevet klædt ud i en fugledragt med prægtige fjer over hele kroppen, vinger på armene og en fugle maske så man ikke kunne se han ansigt.
”Det er da ikke så slemt” smilte Muza da han tog Ruk i øjesyn.
”Hvad fanden er meningen med det her?” Spurgte Ruk hidsigt.
”Er det ikke indlysende?” smilte Lian ”det er da for at skjule visse anormaliteter.”
Sukara sukkede hun havde stadig ikke fået lov til at se disse anormaliteter, Ruk havde nemlig taget dragten på i et andet rum.
”Hvis vi skal nå byen rundt i dag så skal vi af sted nu.” sagde Sukara og samlede sig op fra gulvet.
”Okay” nikkede Lian og sammen forlod de alle 4 huset og gik ud på gaden.
Gaden var fuld af musik og folk der grinte og gøglere klædt ud som alskens dyr, fugle og klovne.
”Så det er altså en byfest” sagde Ruk bag sin maske ”jeg har aldrig før set en byfest. Dem havde vi ikke nogen af i Vivaro.”
Den næste times tid gik den lille gruppe rundt i byen mens Sukara førte an.
”så er vi endelig ved noget spænende” smilte Sukara da den lille gruppe kom ud på en enorm plads. Pladsen var belagt med brosten i utrolige mønstre hele vejen ned til floden. To enorme templer stod i den ene ende af pladsen de var så enorme at floden løb igennem de to templer ”Her ser i to af byens tre vidundere, de to guddommelige templer til de ægte guder: Nogan lysets gud og Dezal visdommens gudinde.” Sagde Sukara og pegede først på det hvide slot og dernæst på det blå.
”Guder? Hvad er guder?” spurgte Ruk
”Hvad er guder!?!? Ved du ikke hvad guder er? kender du ikke Nogan og Dezal?” nærmest skreg Sukara.
”En gud er en slags almægtig skaber.” Svarede Muza ”Han eller hun har uendelig magt og styre alene en del af selve verdenen. Vi i Det Røde Land har 2 ægte guder: Nogan lysets gud, som hersker over dagen, lyset og alt godt. Og Dezal, der er visdommens gudinde.”
”Dezal var det hende med det der mærkelige bibliotek?” spurgte Ruk
”Ja” svarede Sukara ”Hun er meget velset og alle de kloge hoved her i byen tilbeder hende i det store blå tempel. Men det tempel vi skal ind i er det der.” Sukara pegede på det store hvide tempel. ”For der kan man nemlig se en genstand som tilhøre Nogan den mægtigste gud der findes.”
”En ting som Nogan ejer?” spurgte Muza måløs.
”Ja” svarede Sukara ”Den slog ned for 5 år siden og der er ingen tvivl om at det er hans.”
”Hvordan kan man være så sikker på det?” spurgte Muza.
”Det får du at se, når vi kommer ind” sagde Sukara listigt.
”Vi havde ikke guder i Vivaro” forklarede Ruk på vej ind i templet, ”Vi havde en helt vi så op til, men ikke guder som… WOW”
Ruk var nær faldet bagover da han kom ind i det enorme tempel. Rundt langs alle væggene stod der prægtige statuer, guldindfattede bøger og vinduerne var i flot forskelligt farvet glas, men det var ikke det som Ruk kiggede på. Det Ruk så var placeret midt i salen: midt i salen hang et enormt scepter tilsyneladende frit i luften. Sceptret var ca. 20 meter højt og var lavet i smukt udskåret træ, med guld plader monteret på enden, men det var i den anden ende at det blev virkelig utroligt. I toppen af staven var en guldring placeret, uden om ringen hang guld pigge i den rene ingenting, som sol stråler fra ringen. I midten af sceptret hang en Diamant, på størrelse med Ruk’s hoved, Ud fra diamanten strømmede et sælsomt lys som forstærkede sceptrets lighed med solen.
”Det er utroligt” mumlede Muza lamslået ”hvordan er den havnet her?”
”Den styrtede ned for 5 år siden.” svarede Sukara ”Det var fuldstændig sindssygt, den kom bare styrtende ned fra himlen brød igennem taget og landede som i ser den her, uden så meget som at have rørt jorden først.”
”Wow” sagde Lian ”det lyder sku utroligt.”
”Nå men hvis vi skal nå hele byen igennem så kan vi ikke blive hængende her.” Sagde Sukara og førte de andre ud af templet.
Da solen var gået ned og Sukara sov trygt, stod Ruk Lian og Muza og snakkede lavmælt sammen.
”Hun er ikke normal. Jeg kan slet ikke trænge ind i hendes tanker.” hviskede Lian.
”Er du sikker? Har du prøvet alt hvad du kan?” hviskede Ruk tilbage.
”Ja, siger jeg jo.” vrissede Lian.
”Men kan vi så overhovedet stole på hende?” spurgte Ruk
”Ja. Det kan vi godt” brød Muza ind. Ruk og Lian stirrede forvirret på Muza ”tro mig Sukara er en af de få vi kan stole på i den her by.”
”Hvordan kan du være så sikker på det?” spurgte Lian forbavset.
”Jeg kendte hendes mor engang. Nej ikke på den måde” udbrød han da han så Ruk’s lumske smil. ”Hør det er ikke det rette tidspunkt at tale om det. I vil formentlig få mere af vide når vi har snakket lidt med de royale. Men jeg har for resten hørt nogle af de lokale snakke om en byfest der begynder i morgen”
”øhh hvad har det med noget at gøre?” spurgte Ruk men Muza og Lian smilede bare indforstået.
”Det kan i ikke mene?!” skreg Ruk mens Sukara lå sammen krummet på gulvet og skreg af grin. Ruk var blevet klædt ud i en fugledragt med prægtige fjer over hele kroppen, vinger på armene og en fugle maske så man ikke kunne se han ansigt.
”Det er da ikke så slemt” smilte Muza da han tog Ruk i øjesyn.
”Hvad fanden er meningen med det her?” Spurgte Ruk hidsigt.
”Er det ikke indlysende?” smilte Lian ”det er da for at skjule visse anormaliteter.”
Sukara sukkede hun havde stadig ikke fået lov til at se disse anormaliteter, Ruk havde nemlig taget dragten på i et andet rum.
”Hvis vi skal nå byen rundt i dag så skal vi af sted nu.” sagde Sukara og samlede sig op fra gulvet.
”Okay” nikkede Lian og sammen forlod de alle 4 huset og gik ud på gaden.
Gaden var fuld af musik og folk der grinte og gøglere klædt ud som alskens dyr, fugle og klovne.
”Så det er altså en byfest” sagde Ruk bag sin maske ”jeg har aldrig før set en byfest. Dem havde vi ikke nogen af i Vivaro.”
Den næste times tid gik den lille gruppe rundt i byen mens Sukara førte an.
”så er vi endelig ved noget spænende” smilte Sukara da den lille gruppe kom ud på en enorm plads. Pladsen var belagt med brosten i utrolige mønstre hele vejen ned til floden. To enorme templer stod i den ene ende af pladsen de var så enorme at floden løb igennem de to templer ”Her ser i to af byens tre vidundere, de to guddommelige templer til de ægte guder: Nogan lysets gud og Dezal visdommens gudinde.” Sagde Sukara og pegede først på det hvide slot og dernæst på det blå.
”Guder? Hvad er guder?” spurgte Ruk
”Hvad er guder!?!? Ved du ikke hvad guder er? kender du ikke Nogan og Dezal?” nærmest skreg Sukara.
”En gud er en slags almægtig skaber.” Svarede Muza ”Han eller hun har uendelig magt og styre alene en del af selve verdenen. Vi i Det Røde Land har 2 ægte guder: Nogan lysets gud, som hersker over dagen, lyset og alt godt. Og Dezal, der er visdommens gudinde.”
”Dezal var det hende med det der mærkelige bibliotek?” spurgte Ruk
”Ja” svarede Sukara ”Hun er meget velset og alle de kloge hoved her i byen tilbeder hende i det store blå tempel. Men det tempel vi skal ind i er det der.” Sukara pegede på det store hvide tempel. ”For der kan man nemlig se en genstand som tilhøre Nogan den mægtigste gud der findes.”
”En ting som Nogan ejer?” spurgte Muza måløs.
”Ja” svarede Sukara ”Den slog ned for 5 år siden og der er ingen tvivl om at det er hans.”
”Hvordan kan man være så sikker på det?” spurgte Muza.
”Det får du at se, når vi kommer ind” sagde Sukara listigt.
”Vi havde ikke guder i Vivaro” forklarede Ruk på vej ind i templet, ”Vi havde en helt vi så op til, men ikke guder som… WOW”
Ruk var nær faldet bagover da han kom ind i det enorme tempel. Rundt langs alle væggene stod der prægtige statuer, guldindfattede bøger og vinduerne var i flot forskelligt farvet glas, men det var ikke det som Ruk kiggede på. Det Ruk så var placeret midt i salen: midt i salen hang et enormt scepter tilsyneladende frit i luften. Sceptret var ca. 20 meter højt og var lavet i smukt udskåret træ, med guld plader monteret på enden, men det var i den anden ende at det blev virkelig utroligt. I toppen af staven var en guldring placeret, uden om ringen hang guld pigge i den rene ingenting, som sol stråler fra ringen. I midten af sceptret hang en Diamant, på størrelse med Ruk’s hoved, Ud fra diamanten strømmede et sælsomt lys som forstærkede sceptrets lighed med solen.
”Det er utroligt” mumlede Muza lamslået ”hvordan er den havnet her?”
”Den styrtede ned for 5 år siden.” svarede Sukara ”Det var fuldstændig sindssygt, den kom bare styrtende ned fra himlen brød igennem taget og landede som i ser den her, uden så meget som at have rørt jorden først.”
”Wow” sagde Lian ”det lyder sku utroligt.”
”Nå men hvis vi skal nå hele byen igennem så kan vi ikke blive hængende her.” Sagde Sukara og førte de andre ud af templet.
Wednesday, April 18, 2007
Friday, April 13, 2007
anonyme alkoholikere
jeg er lige blevet riget op af nogle tåge hoveder der påstod at være fra anonyme alkoholikere, de sagde at jeg skulle komme ned i "kluppen" (where ever that is!) til mødet på torsdag. de havde mit navn på en liste over deltagere, KLAAAARRT!
da jeg benægtede var der en eller anden nar ved siden af der råbte at han var fuld og havde en promille på 80 (det dør man faktisk af) og ham den første forsøgte at overtale mig til at snakke om det og at jeg ikke skulle skamme mig. og da de troede at jeg lagde på flækkede de af grin.
jeg tror jeg kunne kende en eller to af stemmerne men jeg er ikke sikker på hvem det er. hvis i læser det her så fuck jer
da jeg benægtede var der en eller anden nar ved siden af der råbte at han var fuld og havde en promille på 80 (det dør man faktisk af) og ham den første forsøgte at overtale mig til at snakke om det og at jeg ikke skulle skamme mig. og da de troede at jeg lagde på flækkede de af grin.
jeg tror jeg kunne kende en eller to af stemmerne men jeg er ikke sikker på hvem det er. hvis i læser det her så fuck jer
Tuesday, March 20, 2007
CONTROLED part 6
CONTROLED part 6
Hvis man søgte efter ”1920” på ”logeog” (Internettets største søge maskine) i år 3590 ville man få flere resultater end der var URL adresser i år 2007.
Her er et af de mange resultaterne:
1930
1920 er blevet kaldt ”tidsalderens største online spil” og er udviklet af spilfirmaet Zilbzard. Spillet foregår i 1920ernes New York på planeten jorden. Spillet går i alt sin enkelthed ud på at danne sig et liv i New York, om man vil forsøge sig som gangster, politimand eller bare helt almindelig arbejder er helt op til en selv. Der er ingen missioner eller mål som man skal nå, kun dem man selv sætter. Da 1920 udkom for næsten et årti siden var det et utroligt hit fra starten og brugerbasen voksede hurtigt til flere billioner hvilket gjorde at der blev oprettet ufatteligt mange servere der alle stadig, her ti år efter, er fyldt til renden. Der er to måder at styre spillet på den ”billige” hvor man med et VC headset og en speciel handske på hver hånd styre ens person. Og den dyre som, ifølge de erfarne spillere, er den bedste måde. Skal man spille 1920 på den ”rigtige” måde kræver det at man køber en speciel tank fyldt med en gele lignende suppe der overføre spillerens bevægelser til ens karakters bevægelser, går spilleren i tanken går ens spilfigur. (tanken koster i gennemsnit 500 tusinde dollars) Suppen reagere på elektriske impulser der kan give dele af suppen forskellig konsistens. Gulvet bliver således givet en konsistens så det føles som om man går på beton, træ, tæppe, eller hvilket underlag man nu går på. Der hvor der i spillet er luft vil suppen ikke kunne føles og den modstand der normalt er i suppen kan ikke føles. Den visuelle del og lyd delen får man igennem et headset. Bliver man ramt af et slag, spark eller lignende kan man også føle det. Eventuelle skud- og stiksår kan man føle som elektriske stød der hvor man bliver ramt. Dør man i spillet er ens karakter død og man skal starte fra grunden igen. Da der i spillet ikke er nogen levels er det kun ens egne færdigheder og de våben man eventuelt finder der tæller. For at gøre spillet endnu bedre kan man købe specielle pakker som indsættes i maskinen/beholderen. Denne pakke indeholder næringsstoffer og sætter desuden hjernen i en søvnlignende tilstand, på en måde bliver de mad, og søvnmæssige problemer løst imens man spiller, dette er uden bivirkninger eller tab af koncentration.
Kun to spillere har spillet 1920 i længere tid uden at miste dø. Den ene er Al Pocanes den mest berygtede Mafiaboss i 1920.
Den anden, er nok den mest kendte spiller i 1920, er vampyren Lucarad, han startede ud som Admin hvor han med stor succes fangede flere hackere (folk der prøver at sabotere spillet), crackere (folk som skriver nye koder i spillet) og andre der brød reglerne. Senere blev han politiets stærkeste kort i at optrævle organiseret kriminalitet der var overalt i 1920. Siden at Lucarad blev kendt har utrolig mange nye karakterer i spillet taget navnet Lucarad, det har medført en tvivl om hvem der er den ”ægte”. En ting man ved om ham er at han kun spiller om natten, hvilket har givet ham tilnavnet ’vampyren’. På grund af at så mange har taget navnet har Lucarad ikke haft behov for at skifte sit brugernavn for at forsætte sit job. Lucarad spiller spillet med en af de før nævnte tanke som han vandt i en konkurrence
Opdate. Det er netop blevet bekræftet, af en af vores kontakter, at Al Pocane er død, efter sigende blev han dræbt af Lucarad, der ifølge vores kilder har arbejdet undercover og var kommet helt til tops i hierarkiet uden at nogen havde fattet mistanke. Om det virkelig var Lucarad er stadig uklart.
-------------------------------
jeg har fået at vide at det er meget second life inspireret men believe it or not. jeg fant på det før jeg overhovedet hørte om second life.:)
Hvis man søgte efter ”1920” på ”logeog” (Internettets største søge maskine) i år 3590 ville man få flere resultater end der var URL adresser i år 2007.
Her er et af de mange resultaterne:
1930
1920 er blevet kaldt ”tidsalderens største online spil” og er udviklet af spilfirmaet Zilbzard. Spillet foregår i 1920ernes New York på planeten jorden. Spillet går i alt sin enkelthed ud på at danne sig et liv i New York, om man vil forsøge sig som gangster, politimand eller bare helt almindelig arbejder er helt op til en selv. Der er ingen missioner eller mål som man skal nå, kun dem man selv sætter. Da 1920 udkom for næsten et årti siden var det et utroligt hit fra starten og brugerbasen voksede hurtigt til flere billioner hvilket gjorde at der blev oprettet ufatteligt mange servere der alle stadig, her ti år efter, er fyldt til renden. Der er to måder at styre spillet på den ”billige” hvor man med et VC headset og en speciel handske på hver hånd styre ens person. Og den dyre som, ifølge de erfarne spillere, er den bedste måde. Skal man spille 1920 på den ”rigtige” måde kræver det at man køber en speciel tank fyldt med en gele lignende suppe der overføre spillerens bevægelser til ens karakters bevægelser, går spilleren i tanken går ens spilfigur. (tanken koster i gennemsnit 500 tusinde dollars) Suppen reagere på elektriske impulser der kan give dele af suppen forskellig konsistens. Gulvet bliver således givet en konsistens så det føles som om man går på beton, træ, tæppe, eller hvilket underlag man nu går på. Der hvor der i spillet er luft vil suppen ikke kunne føles og den modstand der normalt er i suppen kan ikke føles. Den visuelle del og lyd delen får man igennem et headset. Bliver man ramt af et slag, spark eller lignende kan man også føle det. Eventuelle skud- og stiksår kan man føle som elektriske stød der hvor man bliver ramt. Dør man i spillet er ens karakter død og man skal starte fra grunden igen. Da der i spillet ikke er nogen levels er det kun ens egne færdigheder og de våben man eventuelt finder der tæller. For at gøre spillet endnu bedre kan man købe specielle pakker som indsættes i maskinen/beholderen. Denne pakke indeholder næringsstoffer og sætter desuden hjernen i en søvnlignende tilstand, på en måde bliver de mad, og søvnmæssige problemer løst imens man spiller, dette er uden bivirkninger eller tab af koncentration.
Kun to spillere har spillet 1920 i længere tid uden at miste dø. Den ene er Al Pocanes den mest berygtede Mafiaboss i 1920.
Den anden, er nok den mest kendte spiller i 1920, er vampyren Lucarad, han startede ud som Admin hvor han med stor succes fangede flere hackere (folk der prøver at sabotere spillet), crackere (folk som skriver nye koder i spillet) og andre der brød reglerne. Senere blev han politiets stærkeste kort i at optrævle organiseret kriminalitet der var overalt i 1920. Siden at Lucarad blev kendt har utrolig mange nye karakterer i spillet taget navnet Lucarad, det har medført en tvivl om hvem der er den ”ægte”. En ting man ved om ham er at han kun spiller om natten, hvilket har givet ham tilnavnet ’vampyren’. På grund af at så mange har taget navnet har Lucarad ikke haft behov for at skifte sit brugernavn for at forsætte sit job. Lucarad spiller spillet med en af de før nævnte tanke som han vandt i en konkurrence
Opdate. Det er netop blevet bekræftet, af en af vores kontakter, at Al Pocane er død, efter sigende blev han dræbt af Lucarad, der ifølge vores kilder har arbejdet undercover og var kommet helt til tops i hierarkiet uden at nogen havde fattet mistanke. Om det virkelig var Lucarad er stadig uklart.
-------------------------------
jeg har fået at vide at det er meget second life inspireret men believe it or not. jeg fant på det før jeg overhovedet hørte om second life.:)
Friday, March 16, 2007
Det Røde Land 20
Så er der jubilæum. JUBIIIII.
Hvis dette var et spil ville der med garanti stå ”Quest log. opdated” mere end en gang i delle kapitel.
Desuden kan ordet ’Defenestration’ beskrive en vigtig begivenhed i dette kapitel. Ved du ikke hvad det betyder? SÅ SLÅ DET OP!
Og lumskt er desuden et kanon godt ord. Prøv at lade det rulle lidt lllumskt godt ord.
dette kapitel er det længste indtil videre over 2 sider enjoy:)
---------------------------------------
Det Røde Land 20
Muza gik forrest hen til porten hvor den lille gruppe blev stoppet af en vagt der spurgte om deres navne og hvad de skulle i staden.
”Mit navn er Ravu, dette er min søn Lian og den lokale munk Ruk” sagde Muza før Lian eller Ruk kunne nå at svare. ”Vi er kommet for at besøge nogle slægtninge her i byen.”
”Hvis i bare skal besøge nogle slægtninge, hvorfor har i så munken med?” spurgte vagten mistænksomt.
”Ak den gamle munk har ikke langt igen og han vil gerne opleve de prægtige templer her i byen, og vi tilbød at tage ham med på rejsen.”
”Nå på den måde.” nikkede vagten og trådte til siden
Da Ruk, Lian og Muza var kommet et stykke ind i byen spurgte Ruk Muza hvorfor han havde opgivet falsk navn til vagten. ”jeg kan forstå at du sagde at jeg var munk, men hvorfor ikke bare sige dit eget navn?”’
”Jeg har mine grunde” sagde Muza og Ruk lagde mærke til at han blev lidt bleg. ”Det er bedre at i ikke kender dem” forsatte han med et smil.
”Hvorfor nu det?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af før eller senere” lo Muza men lad os nu finde den der bar i snakkede om, hvad var det den hed? Noget med en drage, ikke?”
”Jo ’dragens tænder’” svarede Lian ”kroejeren skulle kunne hjælpe os med at få kontakt, han skulle hede Shajita eller noget i den retning.”
”Okay. Men har i nogen anelse om hvor stor den her by er? Det er så godt som umuligt at finde den.” sagde Muza ”Vi må have fat i en eller anden der er sted kendt.”
Et lille stykke derfra fik en ung pige på ca 17 år en knytnæve i mellemgulvet så hun tabte vejret. Hendes ansigt var forslået og hun blev holdt af to skummelt udseende mænd. Hun hostede og der kom blod med op, men på trods af hendes skader var hendes blik iskoldt da hun så på manden der lige havde slået hende.
”Kom til sagen” hvæste hun og spyttede lidt blod ned på jorden.
”Sagen?” grinte manden ”sagen er den at du skylder mig en forfærdelig mange penge og jeg forventer at få mine penge inden næste måne.”
”Som jeg sagde da jeg lånte dem: ”Du får dem igen om en måne.” Jeg har stadig en uge husker du nok? Så hvad fanden laver du her?”
”Jeg kom bare for at sørge for at du ikke glemmer at aflevere pengene.” Smilte han lumskt.
”Du får dem” gentog hun med et host.
”Fair nok. Jamen så ses vi senere Sukara” sagde han og de to mænd der holdt hende smed hende ud af vinduet.
Ruk så forbavset Muza blive slået omkuld af en pige der øjensynligt lige var blevet smidt ud af et vindue på første sal. Muza tabte sin le, der var foldet sammen og pakket ind da han blev ramt af pigen, og så snart han kom op at stå igen, greb han den og tjekkede lynhurtigt bladet igennem stoffet der omgav leen. Lian så straks at pigen hostede blod op og holdt hende derfor nede da hun prøvede at rejse sig.
”Du har formentlig brækket ca. 3 Ribben fra det fald, så du skal ingen steder hen lige nu.”
”Rend mig” svarede Sukara og prøvede igen at rejse sig men Ruk tog fat i hendes skulder og holdt hende nede.
”Jeg har travlt, så skrid med jeres medlidenhed og gode råd. Jeg har prøvet det der var meget værre”
”Det er måske sandt” svarede Lian ”men en skade af denne kaliber skal man ikke tage let på. Jeg er læge og du er hermed min patient. Ruk. Bær hende op i lejligheden igen og tjek om dem der smed hende ud stadig er der. Jeg skal lige skaffe nogle nye medikamenter.” råbte Lian og satte i løb ned af vejen.
Ruk sparkede døren ind med den skadede i favnen og skannede lyn hurtigt rummet for eventuelle fjender, men rummet var tomt så Ruk lage pigen på en bænk hvorefter han tjekkede at Muza holdt vagt udenfor. Da han kom ind igen var pigen faldet i søvn og Ruk fik tid til at se ordentlig på hende. Hun var på alder med ham og utrolig smuk. Grønne øjne dybrødt hår og så var hun lidt brun i huden som om hun havde taget sol i flere timer.
”En forunderlig blanding.” tænkte Ruk da Lian kom brasende ind med en overfyldt taske fyldt til randen med modgifte, bandager og andre medicinske medikamenter.
Et stykke tid senere vågnede Sukara med smerter i hele kroppen og brystet dækket af bandager. Hun kiggede rundt og fik øje på de tre personer der tilsyneladende havde taget sig af hende. Den lille dreng der havde sagt at han var læge sad og læste en bog. Manden hun havde ramt da hun blev smidt ud af vinduet så ud til at være i gang med at slibe en stor le. Det måtte være den som han havde tabt da hun ramte ham, tænkte Sukara, og fik så øje på munken. Ham drengen havde vist kaldt ham Ruk, en ret underlig munk han havde uden problemer sparket den tygge dør ind, mens han bar hende. Han stod med ryggen og havde stadig hætten på, det så ud som om han holdt øje med nogen. Pludselig henvendte han sig til den anden mand.
”jeg sværger Muza, den der fugl har siddet der siden vi kom.” Sukara kunne høre på hans stemme at han ikke var meget ældre end hende selv.
”Det er en Nøxif” sagde Manden der hed Muza sagte. ”De er så vidt jeg ved ret sjældne her på egnen.”
”Er den farlig” spurgte Ruk.
”Nej! Panoe er bestemt ikke farlig” sagde Sukara højt og det gav et sæt i de tre andre i rummet som hurtigt vente sig og kiggede på hende med et forskrækket udtryk. ”haha av! I ser sgu for sjove ud haha” Sukara tvang sig selv til ikke at grine, da det gjorde ondt.
”Så vågnede du endelig” udbrød lægen. ”Hvordan har du det? Har du nogen smerter?”
”Det gør i hvert fald undt når jeg griner” svarede Sukara med et smil.
”Du var heldig du slap med 2 trykkede ribben. Du er klar igen om nogle dage”
”Hvem er i og hvad forventer i til gengæld” sagde Sukara pludselig hårdt.
”Jeg er Lian, det her er Ruk” sagde han og pegede på munken, selv om han havde vent sig om kunne hun stadig ikke se hans ansigt da han stod lige i den nedgående sol. ” og øhh… Ravu. Hvad vi forventer i gengæld? Tja en lille rundvisning i byen kunne være rar og så lidt viden om hvor en kro kaldet dragens tænder ligger.”
”Ikke andet?” udbrød Sukara lettet men blev så pludselig hård igen. ”Hvad stikker der under.”
”Hvad mener du?” smilte Lian
”jeg slog ham der omkuld i passer og plejer mig og i vil kun have sightseeing til gengæld. Det giver ingen mening” næsten råbte hun.
”Måske ikke for dig, men det giver masser af mening for os. Vi er kun på et kort eksklusivt visit og vi mangler en guide. Men du skal vide at du kun får det af vide der er højst nødvendigt, for din egen sikkerheds skyld.” Lian så utrolig alvorlig ud i forhold til sin unge alder.
”Sig mig vidste du noget om den der fugl eller hvad?” brød ham der hed Ruk ind ”den har stirret på mig lang tid, det kan ikke være normalt”
”Den hedder Panoe og er min fugl.” hun fløjtede sagte, hvilket fik fuglen til at lette og yndefuldt flyve ind og sætte sig på Sukaras ben. Da Panoe fløj forbi fik Sukara et kort glimt af et enormt tandsæt, det så fuldstændig grotesk ud, men så var lyset væk igen og Sukara kunne ikke se ansigtet mere. ”Mit navn er Sukara og i har en aftale. Men først vil jeg vide hvad der er med dit ansigt ’munk’.”
”Desværre” sagde manden der var i gang med at pakke sin le væk. ”det er helt sikket ikke noget du har behov, eller lyst til at se. Tro mig.” grinede Manden og de to andre stemte i.
---------------------------------------
nogen af jer vil måske tro at Panoe og Sukara er hugget direkte ru af Deltoras bælte men der tager i fejl. Jeg har haft hende i tankerne siden jeg begyndte at skrive histrien. og er derfor ikke tyvstjålet.
Tak fordi i gider at læse mine skriblerier:)
Hvis dette var et spil ville der med garanti stå ”Quest log. opdated” mere end en gang i delle kapitel.
Desuden kan ordet ’Defenestration’ beskrive en vigtig begivenhed i dette kapitel. Ved du ikke hvad det betyder? SÅ SLÅ DET OP!
Og lumskt er desuden et kanon godt ord. Prøv at lade det rulle lidt lllumskt godt ord.
dette kapitel er det længste indtil videre over 2 sider enjoy:)
---------------------------------------
Det Røde Land 20
Muza gik forrest hen til porten hvor den lille gruppe blev stoppet af en vagt der spurgte om deres navne og hvad de skulle i staden.
”Mit navn er Ravu, dette er min søn Lian og den lokale munk Ruk” sagde Muza før Lian eller Ruk kunne nå at svare. ”Vi er kommet for at besøge nogle slægtninge her i byen.”
”Hvis i bare skal besøge nogle slægtninge, hvorfor har i så munken med?” spurgte vagten mistænksomt.
”Ak den gamle munk har ikke langt igen og han vil gerne opleve de prægtige templer her i byen, og vi tilbød at tage ham med på rejsen.”
”Nå på den måde.” nikkede vagten og trådte til siden
Da Ruk, Lian og Muza var kommet et stykke ind i byen spurgte Ruk Muza hvorfor han havde opgivet falsk navn til vagten. ”jeg kan forstå at du sagde at jeg var munk, men hvorfor ikke bare sige dit eget navn?”’
”Jeg har mine grunde” sagde Muza og Ruk lagde mærke til at han blev lidt bleg. ”Det er bedre at i ikke kender dem” forsatte han med et smil.
”Hvorfor nu det?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af før eller senere” lo Muza men lad os nu finde den der bar i snakkede om, hvad var det den hed? Noget med en drage, ikke?”
”Jo ’dragens tænder’” svarede Lian ”kroejeren skulle kunne hjælpe os med at få kontakt, han skulle hede Shajita eller noget i den retning.”
”Okay. Men har i nogen anelse om hvor stor den her by er? Det er så godt som umuligt at finde den.” sagde Muza ”Vi må have fat i en eller anden der er sted kendt.”
Et lille stykke derfra fik en ung pige på ca 17 år en knytnæve i mellemgulvet så hun tabte vejret. Hendes ansigt var forslået og hun blev holdt af to skummelt udseende mænd. Hun hostede og der kom blod med op, men på trods af hendes skader var hendes blik iskoldt da hun så på manden der lige havde slået hende.
”Kom til sagen” hvæste hun og spyttede lidt blod ned på jorden.
”Sagen?” grinte manden ”sagen er den at du skylder mig en forfærdelig mange penge og jeg forventer at få mine penge inden næste måne.”
”Som jeg sagde da jeg lånte dem: ”Du får dem igen om en måne.” Jeg har stadig en uge husker du nok? Så hvad fanden laver du her?”
”Jeg kom bare for at sørge for at du ikke glemmer at aflevere pengene.” Smilte han lumskt.
”Du får dem” gentog hun med et host.
”Fair nok. Jamen så ses vi senere Sukara” sagde han og de to mænd der holdt hende smed hende ud af vinduet.
Ruk så forbavset Muza blive slået omkuld af en pige der øjensynligt lige var blevet smidt ud af et vindue på første sal. Muza tabte sin le, der var foldet sammen og pakket ind da han blev ramt af pigen, og så snart han kom op at stå igen, greb han den og tjekkede lynhurtigt bladet igennem stoffet der omgav leen. Lian så straks at pigen hostede blod op og holdt hende derfor nede da hun prøvede at rejse sig.
”Du har formentlig brækket ca. 3 Ribben fra det fald, så du skal ingen steder hen lige nu.”
”Rend mig” svarede Sukara og prøvede igen at rejse sig men Ruk tog fat i hendes skulder og holdt hende nede.
”Jeg har travlt, så skrid med jeres medlidenhed og gode råd. Jeg har prøvet det der var meget værre”
”Det er måske sandt” svarede Lian ”men en skade af denne kaliber skal man ikke tage let på. Jeg er læge og du er hermed min patient. Ruk. Bær hende op i lejligheden igen og tjek om dem der smed hende ud stadig er der. Jeg skal lige skaffe nogle nye medikamenter.” råbte Lian og satte i løb ned af vejen.
Ruk sparkede døren ind med den skadede i favnen og skannede lyn hurtigt rummet for eventuelle fjender, men rummet var tomt så Ruk lage pigen på en bænk hvorefter han tjekkede at Muza holdt vagt udenfor. Da han kom ind igen var pigen faldet i søvn og Ruk fik tid til at se ordentlig på hende. Hun var på alder med ham og utrolig smuk. Grønne øjne dybrødt hår og så var hun lidt brun i huden som om hun havde taget sol i flere timer.
”En forunderlig blanding.” tænkte Ruk da Lian kom brasende ind med en overfyldt taske fyldt til randen med modgifte, bandager og andre medicinske medikamenter.
Et stykke tid senere vågnede Sukara med smerter i hele kroppen og brystet dækket af bandager. Hun kiggede rundt og fik øje på de tre personer der tilsyneladende havde taget sig af hende. Den lille dreng der havde sagt at han var læge sad og læste en bog. Manden hun havde ramt da hun blev smidt ud af vinduet så ud til at være i gang med at slibe en stor le. Det måtte være den som han havde tabt da hun ramte ham, tænkte Sukara, og fik så øje på munken. Ham drengen havde vist kaldt ham Ruk, en ret underlig munk han havde uden problemer sparket den tygge dør ind, mens han bar hende. Han stod med ryggen og havde stadig hætten på, det så ud som om han holdt øje med nogen. Pludselig henvendte han sig til den anden mand.
”jeg sværger Muza, den der fugl har siddet der siden vi kom.” Sukara kunne høre på hans stemme at han ikke var meget ældre end hende selv.
”Det er en Nøxif” sagde Manden der hed Muza sagte. ”De er så vidt jeg ved ret sjældne her på egnen.”
”Er den farlig” spurgte Ruk.
”Nej! Panoe er bestemt ikke farlig” sagde Sukara højt og det gav et sæt i de tre andre i rummet som hurtigt vente sig og kiggede på hende med et forskrækket udtryk. ”haha av! I ser sgu for sjove ud haha” Sukara tvang sig selv til ikke at grine, da det gjorde ondt.
”Så vågnede du endelig” udbrød lægen. ”Hvordan har du det? Har du nogen smerter?”
”Det gør i hvert fald undt når jeg griner” svarede Sukara med et smil.
”Du var heldig du slap med 2 trykkede ribben. Du er klar igen om nogle dage”
”Hvem er i og hvad forventer i til gengæld” sagde Sukara pludselig hårdt.
”Jeg er Lian, det her er Ruk” sagde han og pegede på munken, selv om han havde vent sig om kunne hun stadig ikke se hans ansigt da han stod lige i den nedgående sol. ” og øhh… Ravu. Hvad vi forventer i gengæld? Tja en lille rundvisning i byen kunne være rar og så lidt viden om hvor en kro kaldet dragens tænder ligger.”
”Ikke andet?” udbrød Sukara lettet men blev så pludselig hård igen. ”Hvad stikker der under.”
”Hvad mener du?” smilte Lian
”jeg slog ham der omkuld i passer og plejer mig og i vil kun have sightseeing til gengæld. Det giver ingen mening” næsten råbte hun.
”Måske ikke for dig, men det giver masser af mening for os. Vi er kun på et kort eksklusivt visit og vi mangler en guide. Men du skal vide at du kun får det af vide der er højst nødvendigt, for din egen sikkerheds skyld.” Lian så utrolig alvorlig ud i forhold til sin unge alder.
”Sig mig vidste du noget om den der fugl eller hvad?” brød ham der hed Ruk ind ”den har stirret på mig lang tid, det kan ikke være normalt”
”Den hedder Panoe og er min fugl.” hun fløjtede sagte, hvilket fik fuglen til at lette og yndefuldt flyve ind og sætte sig på Sukaras ben. Da Panoe fløj forbi fik Sukara et kort glimt af et enormt tandsæt, det så fuldstændig grotesk ud, men så var lyset væk igen og Sukara kunne ikke se ansigtet mere. ”Mit navn er Sukara og i har en aftale. Men først vil jeg vide hvad der er med dit ansigt ’munk’.”
”Desværre” sagde manden der var i gang med at pakke sin le væk. ”det er helt sikket ikke noget du har behov, eller lyst til at se. Tro mig.” grinede Manden og de to andre stemte i.
---------------------------------------
nogen af jer vil måske tro at Panoe og Sukara er hugget direkte ru af Deltoras bælte men der tager i fejl. Jeg har haft hende i tankerne siden jeg begyndte at skrive histrien. og er derfor ikke tyvstjålet.
Tak fordi i gider at læse mine skriblerier:)
Sunday, March 11, 2007
A Super mario Line Rider level
med 272 personer (i skrivende stund) der har set denne film som jeg har lavet tjek den ud.
Thursday, March 01, 2007
Det Røde Land del 19
LÆS det ekstra under selve historien i denne post ok?
Ruk og Lian vendte sig overasket mod Muza der talte videre.
”Det er hvad han kaldes ’den sorte samurai’ han kaldes også andre ting som: Dødens højre hånd, nattens sendebud, flagermusenes herre og den stille død. Ud over hans tilnavne ved man stort set intet om manden. Ingen fakta ingen alder ingen familie kun underlige rygter og gisninger.” Muza kiggede tomt ud i luften. ”jeg troede kun han var en myte, man siger at han har vandret i dette land siden den første Hvide Kejser gjorde sit indtog som røverkonge og det er 500 år siden”
”500 år? så længe er der da ikke nogen der kan leve” udbrød Ruk
”Præcis men alligevel var han her i aften og i løbet af de sidste 500 år har masser af mennesker sværget på at have set ham.”
”Men kan det ikke have været en anden person vi så i dag og ikke en eller anden 500 år gammel mand” indvendte Lian.
”Rygtet siger at den sorte samurai bærer en sort klinge fra østen og bruger den med en fart som er selv lyset forundt. Han bærer i sin kappe mørket, i form af bevingede skabninger af natten. Når han kommer, kommer han med mørke der formørker natten og aldrig siger han så meget som et eneste ord. Desuden siges han at have en sort hud og en kølig overlegenhed der overgår den menneskelige forstand. Nej det kan ikke have været en anden vi mødte i nat.”
”jeg har aldrig før set folk med sort hud” sagde Ruk ”findes der virkelig folk der ser sådan ud?”
”Ja” sagde Lian ”jeg har hørt om en nogle folk der sejlede mod syd over havet og fandt en ø der lå under en enorm sort sky. Skyen lod ikke en eneste solstråle ramme øen så de opdagelses rejsende måtte tænde fakler for overhovedet at kunne se noget på øen. Men da de tændte faklerne var det som om at alle lyde på øen forstummede og efter kort tid blev de brutalt overfaldet af mennesker med sort hud. De mørkhudede mennesker slagtede de fleste af de opdagelses rejsende og slukkede faklerne med en blanding af vrede og frygt. Kun fire fra den oprindelige trup kom levende tilbage og de blev ved med at gentage 2 ord i de næste tre uger: Nattens Ø” afsluttede Lian dramatisk.
”glem historie timen for nu” sagde Ruk og strakte sig. ”jeg vil altså snart gerne sove i en ordentlig seng igen, selv ham munken havde kun nogle mugne madrasser.”
”jeg ved hvad du mener” sagde Muza ”men i det mindste er der kun en dags vandring til vi kan se den famøse røde by”
Ruk, Lian og Muza gik hele dagen men da solen gik ned kunne de stadig ikke se byen så de besluttede at slå lejr for natten de gik alle tre sultne i seng da deres sparsomme proviant var blevet spidst af de kannibalistiske bjergfolk. Kort efter at Ruk faldt i søvn indtraf de mærkeligste drømme han nogen sinde havde haft: først var han tilbage på børnehjemmet som var blevet malet lyserødt og hele byen hyllede Ruk som en helt, men så skiftede drømmen karakter og Ruk befandt sig i et enormt, lyst rum sammen med Muza og Lian.
”Øhh dav” grinte Ruk der stadig ikke havde glemt det lyserøde børnehjem. ”er i også med i min drøm?”
”ikke så vidt jeg ved” svarede muza med et skuldertræk ”jeg blev selv suget ud af en drøm, tror jeg”
”Her er nogen” Sagde Lian skrækslagen.
”i drømmen?” grinte Ruk ”er det ikke lidt lige meget det er jo bare en drøm.”
”nej!” hvæste Lian ”det her er ikke en drøm det her er en anden persons bevidsthed.”
”Så vi drømmer altså ikke længere?” spurgte Muza forundret.
”det er ikke en drøm, nej. Det er…” sagde Lian før han blev afbrudt af en smuk kvinde stemme.
”En kidnapning af sjæle, i er fuldstændig forsvarsløse. Var det det du ville have sagt min søde?”
Ruk og Muza for sammen ved lyden af hendes stemme, der lød til at komme alle steder fra, men Lian blev stille stående og svarede.
”Ja det var hvad jeg ville have sagt, men hvem er du og hvad vil du os?”
”Jeg er søvngængeren” sagde den smukke stemme og Muza stivnede.
”Sø-søvngængeren?” stammede Muza ”den søvngænger?”
”Hvem er søvngængeren?” Spurgte Ruk forvirret.
”Søvngængeren er Den Hvide Kejsers rådgiver og datter.”
”Hans datter?!” spurgte Ruk forbavset
”Du kender mig? Jeg er smigret.” Fniste søvngængeren.
”Selvfølgelig kender jeg dig. Du har dræbt flere officerer kaptajner og admiraler en nogen anden.”
”hihihi det er rigtigt. Men lad os nu komme til sagen” sagde søvngængeren og lød pludselig alvorlig. ”Den Hvide Kejser er ved at være træt af jer tre. I brød ud af fængslet, dræbte hans mænd og… lige meget. Den Hvide Kejser tilbyder jer fremtrædende positioner i hans hær.”
”Og hvis vi nægter” spurgte Muza
”så vil i lide døden men i skal ikke svare nu. Tænk over det, det er et udmærket tilbud. Jeg kender jeres svar så snart i træffer den endelige beslutning” sagde den smukke stemme mens lyset langsomt forsvandt.
Ruk, Muza og Lian vågnede samtidig badet i sved mens månen stadig stod højt på himlen. Og efter en kort rådslagning valgte de at tage videre med det samme, jo før de kom til Mynrak jo bedre.
Da solen var stået op og var tæt på sit højde punkt gik Ruk, Muza og Lian over en bakke og kunne nu beskue Mynrak i al sin pragt. Hvad end Ruk havde forestillet sig at Mynrak ville være tog han fejl, Byen var simpelt hen enorm der var tårne og spir alle vegne og rundt om selve byen var svaret på hvordan Mynrak havde fået sit øgenavn.
En enorm mur omgav hele byen, den havde tydeligvis været hvid engang, men det var mange hundrede år siden. Nu var det farvet rød af blod, overalt var muren blodstænkt, og det var ældgammelt blod der langsomt men sikkert var blevet en del af selve væggen. Ruk væmmedes ved tanken om den massakre der havde farvet muren, Lian så ud som om han skulle brække sig, men Muza lod sig ikke synligt mærke men skyndte bare på dem for at komme ned til byen. Byen var dog længere væk en forventet så det tog stadig Ruk, Lian og Muza en time at nå ned til porten. Først da Ruk stod og stirrede op mod toppen af muren gik det op for ham hvor enorm den var, Mindst 30 meter høj og tyve meter bred. Ruk tog munkehætten på og de tre rejsende gik hen til porten, hvor 8 soldater i rød rustning stod vagt.
Ekstra!
søvngængeren hedder det faktisk kun fordi at jeg udtænkte scenen på eng hvor hun skulle kaldes the dream walker. det er klar et feder navn på eng
Ruk og Lian vendte sig overasket mod Muza der talte videre.
”Det er hvad han kaldes ’den sorte samurai’ han kaldes også andre ting som: Dødens højre hånd, nattens sendebud, flagermusenes herre og den stille død. Ud over hans tilnavne ved man stort set intet om manden. Ingen fakta ingen alder ingen familie kun underlige rygter og gisninger.” Muza kiggede tomt ud i luften. ”jeg troede kun han var en myte, man siger at han har vandret i dette land siden den første Hvide Kejser gjorde sit indtog som røverkonge og det er 500 år siden”
”500 år? så længe er der da ikke nogen der kan leve” udbrød Ruk
”Præcis men alligevel var han her i aften og i løbet af de sidste 500 år har masser af mennesker sværget på at have set ham.”
”Men kan det ikke have været en anden person vi så i dag og ikke en eller anden 500 år gammel mand” indvendte Lian.
”Rygtet siger at den sorte samurai bærer en sort klinge fra østen og bruger den med en fart som er selv lyset forundt. Han bærer i sin kappe mørket, i form af bevingede skabninger af natten. Når han kommer, kommer han med mørke der formørker natten og aldrig siger han så meget som et eneste ord. Desuden siges han at have en sort hud og en kølig overlegenhed der overgår den menneskelige forstand. Nej det kan ikke have været en anden vi mødte i nat.”
”jeg har aldrig før set folk med sort hud” sagde Ruk ”findes der virkelig folk der ser sådan ud?”
”Ja” sagde Lian ”jeg har hørt om en nogle folk der sejlede mod syd over havet og fandt en ø der lå under en enorm sort sky. Skyen lod ikke en eneste solstråle ramme øen så de opdagelses rejsende måtte tænde fakler for overhovedet at kunne se noget på øen. Men da de tændte faklerne var det som om at alle lyde på øen forstummede og efter kort tid blev de brutalt overfaldet af mennesker med sort hud. De mørkhudede mennesker slagtede de fleste af de opdagelses rejsende og slukkede faklerne med en blanding af vrede og frygt. Kun fire fra den oprindelige trup kom levende tilbage og de blev ved med at gentage 2 ord i de næste tre uger: Nattens Ø” afsluttede Lian dramatisk.
”glem historie timen for nu” sagde Ruk og strakte sig. ”jeg vil altså snart gerne sove i en ordentlig seng igen, selv ham munken havde kun nogle mugne madrasser.”
”jeg ved hvad du mener” sagde Muza ”men i det mindste er der kun en dags vandring til vi kan se den famøse røde by”
Ruk, Lian og Muza gik hele dagen men da solen gik ned kunne de stadig ikke se byen så de besluttede at slå lejr for natten de gik alle tre sultne i seng da deres sparsomme proviant var blevet spidst af de kannibalistiske bjergfolk. Kort efter at Ruk faldt i søvn indtraf de mærkeligste drømme han nogen sinde havde haft: først var han tilbage på børnehjemmet som var blevet malet lyserødt og hele byen hyllede Ruk som en helt, men så skiftede drømmen karakter og Ruk befandt sig i et enormt, lyst rum sammen med Muza og Lian.
”Øhh dav” grinte Ruk der stadig ikke havde glemt det lyserøde børnehjem. ”er i også med i min drøm?”
”ikke så vidt jeg ved” svarede muza med et skuldertræk ”jeg blev selv suget ud af en drøm, tror jeg”
”Her er nogen” Sagde Lian skrækslagen.
”i drømmen?” grinte Ruk ”er det ikke lidt lige meget det er jo bare en drøm.”
”nej!” hvæste Lian ”det her er ikke en drøm det her er en anden persons bevidsthed.”
”Så vi drømmer altså ikke længere?” spurgte Muza forundret.
”det er ikke en drøm, nej. Det er…” sagde Lian før han blev afbrudt af en smuk kvinde stemme.
”En kidnapning af sjæle, i er fuldstændig forsvarsløse. Var det det du ville have sagt min søde?”
Ruk og Muza for sammen ved lyden af hendes stemme, der lød til at komme alle steder fra, men Lian blev stille stående og svarede.
”Ja det var hvad jeg ville have sagt, men hvem er du og hvad vil du os?”
”Jeg er søvngængeren” sagde den smukke stemme og Muza stivnede.
”Sø-søvngængeren?” stammede Muza ”den søvngænger?”
”Hvem er søvngængeren?” Spurgte Ruk forvirret.
”Søvngængeren er Den Hvide Kejsers rådgiver og datter.”
”Hans datter?!” spurgte Ruk forbavset
”Du kender mig? Jeg er smigret.” Fniste søvngængeren.
”Selvfølgelig kender jeg dig. Du har dræbt flere officerer kaptajner og admiraler en nogen anden.”
”hihihi det er rigtigt. Men lad os nu komme til sagen” sagde søvngængeren og lød pludselig alvorlig. ”Den Hvide Kejser er ved at være træt af jer tre. I brød ud af fængslet, dræbte hans mænd og… lige meget. Den Hvide Kejser tilbyder jer fremtrædende positioner i hans hær.”
”Og hvis vi nægter” spurgte Muza
”så vil i lide døden men i skal ikke svare nu. Tænk over det, det er et udmærket tilbud. Jeg kender jeres svar så snart i træffer den endelige beslutning” sagde den smukke stemme mens lyset langsomt forsvandt.
Ruk, Muza og Lian vågnede samtidig badet i sved mens månen stadig stod højt på himlen. Og efter en kort rådslagning valgte de at tage videre med det samme, jo før de kom til Mynrak jo bedre.
Da solen var stået op og var tæt på sit højde punkt gik Ruk, Muza og Lian over en bakke og kunne nu beskue Mynrak i al sin pragt. Hvad end Ruk havde forestillet sig at Mynrak ville være tog han fejl, Byen var simpelt hen enorm der var tårne og spir alle vegne og rundt om selve byen var svaret på hvordan Mynrak havde fået sit øgenavn.
En enorm mur omgav hele byen, den havde tydeligvis været hvid engang, men det var mange hundrede år siden. Nu var det farvet rød af blod, overalt var muren blodstænkt, og det var ældgammelt blod der langsomt men sikkert var blevet en del af selve væggen. Ruk væmmedes ved tanken om den massakre der havde farvet muren, Lian så ud som om han skulle brække sig, men Muza lod sig ikke synligt mærke men skyndte bare på dem for at komme ned til byen. Byen var dog længere væk en forventet så det tog stadig Ruk, Lian og Muza en time at nå ned til porten. Først da Ruk stod og stirrede op mod toppen af muren gik det op for ham hvor enorm den var, Mindst 30 meter høj og tyve meter bred. Ruk tog munkehætten på og de tre rejsende gik hen til porten, hvor 8 soldater i rød rustning stod vagt.
Ekstra!
søvngængeren hedder det faktisk kun fordi at jeg udtænkte scenen på eng hvor hun skulle kaldes the dream walker. det er klar et feder navn på eng
Monday, February 26, 2007
Historien om en revolution
”I want you to know that Nintendo is working on our next system and, that system will create a gaming revolution.”
Sådan lød det fra Satoru Iwata til E3 i år 2004. Den lille sætning var første gang at Nintendos næste generations konsol blev nævnt: Kodenavn Revolution.
Og så gik alverdens forumer i gang med at diskutere hvilket vidunder der så vovet blev kaldt Revolution og hvorfor at Nintendo sagde at specifikationerne ikke var vigtige? Selv om der lå et enormt pres på Nintendo for at punge ud med flere oplysninger holdt de tæt (som de jo er så gode til) og intet skete indtil kort tid før E3 2005. Der dukkede nemlig en Revolution trailer frem på Internettet og tog selv samme med storm. Traileren tog lidt over 6 minutter og viste Revolution frem som en VR (virtual reality) hjelm kaldet Nintendo ON. Traileren var utrolig godt lavet og de fleste var overbevidst om at den var ægte. Der gik lang tid før det endelig kom frem at filmen i virkeligheden var lavet af en fan der gik under navnet: ”psyco3ler” og dermed ikke var fra Nintendo selv.
Sådan lød det fra Satoru Iwata til E3 i år 2004. Den lille sætning var første gang at Nintendos næste generations konsol blev nævnt: Kodenavn Revolution.
Og så gik alverdens forumer i gang med at diskutere hvilket vidunder der så vovet blev kaldt Revolution og hvorfor at Nintendo sagde at specifikationerne ikke var vigtige? Selv om der lå et enormt pres på Nintendo for at punge ud med flere oplysninger holdt de tæt (som de jo er så gode til) og intet skete indtil kort tid før E3 2005. Der dukkede nemlig en Revolution trailer frem på Internettet og tog selv samme med storm. Traileren tog lidt over 6 minutter og viste Revolution frem som en VR (virtual reality) hjelm kaldet Nintendo ON. Traileren var utrolig godt lavet og de fleste var overbevidst om at den var ægte. Der gik lang tid før det endelig kom frem at filmen i virkeligheden var lavet af en fan der gik under navnet: ”psyco3ler” og dermed ikke var fra Nintendo selv.
Til E3 2005 blev Revolution så første gang vist frem til offentligheden.
”… And now you say you want a revolution. Well we got one” sagde Iwata og trak en lille sort boks ud af jakken. Den lille sorte boks var ikke meget større end tre DVD kasser langt oven på hinanden og blev sat lodret i en lille stilfuld stander. Iwata sagde desuden at den lille sorte kasse ville kunne afspille alle Gamecube spil og at det ville være muligt at downloade gamle klassiske NES, SNES og N64 spil. Men hvad der tiltrak sig mest opmærksomhed ved Nintendo Revolution var at Nintendo nægtede at vise controlleren frem. Dette gav grobund for den nok mest omfattende spekulation i spil historien: Hvordan ville controlleren se ud? Mange mente at den nok ville have en touch screen ligesom DS’en. Andre mente at den kun ville have to-fire knapper og nogle mente endda at de ville være placeret på en kugle man så skulle holde i hånden. Tusindvis af forslag til den senere kendte Wii-mote ramte Internettet både de flotte, og de… skal vi sige kreative. Men ingen kom i nærheden af det der senere blev afsløret
På TGS (Tokyo game show) 2005 viste nintendo endelig deres controller frem. Med ”motion-sensing” og ”pixel point accuracy” var den totalt ulig alt man kendte i forvejen og ikke mindst hvad man havde forventet. Nogle folk var dog utrolig skeptiske og nogle var lige frem grædefærdige (jeg var i hvert tilfælde) men det tog ikke lang tid for Nintendo at fastslå at dette var den rigtige beslutning for efter at selve controlleren var vist, fortsatte de med at vise hvordan den ville blive brugt i spil og det kan nok være at det fik kritikerne til at klappe i. At svinge den som en tennis ketcher blev allerede dengang vist frem som en mulighed og det samme gjorde sværdkamp med controlleren som vi jo kender fra Red Steel.
Derefter mente nintendo at vi havde fået nok og gik fuldstændig i sort. Ikke en lyd kom fra Nintendo omkring den nye konsol før to uger før E3 2006. At se 4 i’er hoppe rundt og spille tennis og undgå pistol skud var absurd og det blev ikke meget bedre af at filmen sluttede med at de dannede det nok mest omdiskuterede konsol navn i lange tider ”Wii”. Nintendo fans var rasende, chokerede og forundrede på samme tid og mange folk troede og håbede at det hele var en halvdårlig spøg. Men til E3 blev navnet bekræftet af Regie Fils-Aime (Der på dette tidspunkt var chef for Nintendo of America’s marketings afdeling. Han er i dag præsident for nintendo of America) og sagde samtidig tak til dem der havde støttet navnet, dem begge. Desuden blev de første spil afsløret, blandt dem var: Super Mario: Galaxy, Metroid Prime 3, Exite Truck, Red Steel, The Legend of Zelda og mange andre. Udover de mange kendte spilserier vidste de også klip fra to nye spilserier som Nintendo arbejdede på: Projekt: H.A.M.M.E.R. og Disaster: Day of crisis. Disse spil var vigtige for Nintendo fans da de er meget voksne og dystre spil og de fleste håbede på at det kunne fjerne noget af Nintendo’s børne-image.
I September 2006 blev de sidste oplysninger om Wii afleveret til den hungrende spilpresse. Den første ting vi fik at vide var at Wii ville komme med såkaldte Wii-channels. Der blev i samme omgang afsløret to af disse channels: Mii-channel og Photo-channel. Med Mii-channel kunne man lave sin egen person at spille med i visse spil (bla. Wii sport og Wii play). Det blev også afsløret at Wii ville debutere i USA den 19. november og at den ville koste 249,99$.
Herhjemme måtte vi som bekendt vendte på den 8. december før vi fik Wii i hænderne, hvis man da kunne finde en, for Wii blev revet af hylderne både i USA, Japan og herhjemme og blev desuden den hurtigst sælgende konsol i England nogen sinde.
Det var så historien om hvordan revolution blev til wii set igennem en informations hungrende gamers øjne. Greven takker af for denne gang men jeg håber at jeg kan vende tilbage med flere dybdegående artikler senere hen.
”… And now you say you want a revolution. Well we got one” sagde Iwata og trak en lille sort boks ud af jakken. Den lille sorte boks var ikke meget større end tre DVD kasser langt oven på hinanden og blev sat lodret i en lille stilfuld stander. Iwata sagde desuden at den lille sorte kasse ville kunne afspille alle Gamecube spil og at det ville være muligt at downloade gamle klassiske NES, SNES og N64 spil. Men hvad der tiltrak sig mest opmærksomhed ved Nintendo Revolution var at Nintendo nægtede at vise controlleren frem. Dette gav grobund for den nok mest omfattende spekulation i spil historien: Hvordan ville controlleren se ud? Mange mente at den nok ville have en touch screen ligesom DS’en. Andre mente at den kun ville have to-fire knapper og nogle mente endda at de ville være placeret på en kugle man så skulle holde i hånden. Tusindvis af forslag til den senere kendte Wii-mote ramte Internettet både de flotte, og de… skal vi sige kreative. Men ingen kom i nærheden af det der senere blev afsløret
På TGS (Tokyo game show) 2005 viste nintendo endelig deres controller frem. Med ”motion-sensing” og ”pixel point accuracy” var den totalt ulig alt man kendte i forvejen og ikke mindst hvad man havde forventet. Nogle folk var dog utrolig skeptiske og nogle var lige frem grædefærdige (jeg var i hvert tilfælde) men det tog ikke lang tid for Nintendo at fastslå at dette var den rigtige beslutning for efter at selve controlleren var vist, fortsatte de med at vise hvordan den ville blive brugt i spil og det kan nok være at det fik kritikerne til at klappe i. At svinge den som en tennis ketcher blev allerede dengang vist frem som en mulighed og det samme gjorde sværdkamp med controlleren som vi jo kender fra Red Steel.
Derefter mente nintendo at vi havde fået nok og gik fuldstændig i sort. Ikke en lyd kom fra Nintendo omkring den nye konsol før to uger før E3 2006. At se 4 i’er hoppe rundt og spille tennis og undgå pistol skud var absurd og det blev ikke meget bedre af at filmen sluttede med at de dannede det nok mest omdiskuterede konsol navn i lange tider ”Wii”. Nintendo fans var rasende, chokerede og forundrede på samme tid og mange folk troede og håbede at det hele var en halvdårlig spøg. Men til E3 blev navnet bekræftet af Regie Fils-Aime (Der på dette tidspunkt var chef for Nintendo of America’s marketings afdeling. Han er i dag præsident for nintendo of America) og sagde samtidig tak til dem der havde støttet navnet, dem begge. Desuden blev de første spil afsløret, blandt dem var: Super Mario: Galaxy, Metroid Prime 3, Exite Truck, Red Steel, The Legend of Zelda og mange andre. Udover de mange kendte spilserier vidste de også klip fra to nye spilserier som Nintendo arbejdede på: Projekt: H.A.M.M.E.R. og Disaster: Day of crisis. Disse spil var vigtige for Nintendo fans da de er meget voksne og dystre spil og de fleste håbede på at det kunne fjerne noget af Nintendo’s børne-image.
I September 2006 blev de sidste oplysninger om Wii afleveret til den hungrende spilpresse. Den første ting vi fik at vide var at Wii ville komme med såkaldte Wii-channels. Der blev i samme omgang afsløret to af disse channels: Mii-channel og Photo-channel. Med Mii-channel kunne man lave sin egen person at spille med i visse spil (bla. Wii sport og Wii play). Det blev også afsløret at Wii ville debutere i USA den 19. november og at den ville koste 249,99$.
Herhjemme måtte vi som bekendt vendte på den 8. december før vi fik Wii i hænderne, hvis man da kunne finde en, for Wii blev revet af hylderne både i USA, Japan og herhjemme og blev desuden den hurtigst sælgende konsol i England nogen sinde.
Det var så historien om hvordan revolution blev til wii set igennem en informations hungrende gamers øjne. Greven takker af for denne gang men jeg håber at jeg kan vende tilbage med flere dybdegående artikler senere hen.
Tuesday, February 20, 2007
Sunday, February 18, 2007
CONTROLED 5
hvad er nu det? en ny serie? NEJ! det er en ny begyndelse.
ARE YOU READY TO GET CONTROLED?
CONTROLLED 5
Lucarad gik ned af den beskidte gade med afslappede skridt, det her var trods alt hans hjemmebane, eller det var vel rettere deres hjemmebane. At Lucarad hørte hjemme her, i industri området, ville man nok ikke lige gætte på. En høj, slank og elegant herre i et krid hvidt jakkesæt og med matchende hat. Lucarad gik ind i gennem en røgfyldt gyde og åbnede en lem i gulvet. Lucarad sprang ned i hullet, landede i et lille tomt rum og lukkede lemmen før han åbnede den skjulte dør i hjørnet. Lucarad trådte ind i et stilfuldt indrettet lokale med behagelige og smukke stole og borde.
Lucarad huskede første gang han var trådt ind i dette lokale for at snakke med hans arbejdsgiver.
Han havde i længere tid arbejdet for dem i det små, men det var første gang at han rent faktisk så bossen i virkeligheden. Bossen var ingen ringere en Al Pocane den største mafiaboss i 1920 han sad der med sin cigar og forlangte at Lucarad skaffede den berømte perle ”Black Star”. Det var et trick når man har arbejdet med kriminelle i et par år så er det tydeligt at det er et trick. Og det var lige hvad Lucarad havde, han var startet med at fange de små fisk dem der bare ville have lidt flere penge eller forsøgte at få fat i et illegalt våben. Men han var hurtigt steget i graderne og var nu i en alder af 25 en af de bedste folk i felten. Lucarad var gået undercover for at optrævle Al Pocanes netværrk. Det havde taget ham et helt år at nå dertil hvor han skulle skaffe Black Star. En typisk test, bed den nye gut om at skaffe noget han umuligt kan få fat i på egen hånd og se hvordan han klare det. Skaffer han perlen har han formentlig fået hjælp og er muligvis strømer og nægter han at udføre jobbet er han intet værd. Tricket var at forsøge, komme tæt på målet og så fejle. Det var præcist hvad Lucarad havde gjort og familien havde derefter taget imod ham med åbne arme som deres nye ”samler”. En samler skulle kunne skaffe stort set alt og det kunne Lucarad, så derfor var han nu i kridt huset ved den største gangster i 1920.
Lucarad gik forbi barren, sagde hej til bartenderen og satte sig i sin sædvanlige stol. Lucarad sad der og ventede i ca. 20 minutter før en lille klokke signalere at han kunne komme indenfor. Lucarad gik igennem forhænget og kom ind i et mørkt rum hvor Pacone sad og nikkede Lucarad over mod stolen over for ham. Lucarad satte sig og studerede som sædvanligt Pacones ansigt for et tegn på hvad han ville, men i dag var det umuligt at regne ud han var helt lukket og virkede mere stresset end normalt.
”Lucarad” Sagde Pacone ”Du har arbejdet for mig i et helt år og skaffet bedre resultater end de nogen anden. Derfor har jeg besluttet at du skal indtræde i rådet.”
Rådet var de personer der styrede alt kriminalitet i 1930 bag kulisserne. De bestod af en repræsentant fra værd af de fire familier.
Pacone tændte en cigar og sagde og sagde ”velkommen til Perlen”
Lucarad smilte, men det var ikke det smil man forventer at se fra en mand der lige havde fået det enhver kriminel drømmer om, det var et smil som en slange der langsomt men sikkert havde kvalt sit bytte og endelig kunne høste frugten af sit slid. Lucarad trak en lille gammeldags bombe frem og tændte lunten.
”Hvad har du gang i” råbte Pacone og sprang op ad stolen.
Lucarad svarede ikke men smed bare bomben op i luften, 2 års slid og så blev det endelig bekræftet, Pacone var en del af det mystiske PEARL. Da bomben sprang, var der ikke en stor eksplosion i stedet væltede det ud med flag, og elektriske impulser der knockoutede bossen og alle i hans mailboks.
Lucarad trak VC headsettet af og vente til bage til den virkelige verden.
ARE YOU READY TO GET CONTROLED?
CONTROLLED 5
Lucarad gik ned af den beskidte gade med afslappede skridt, det her var trods alt hans hjemmebane, eller det var vel rettere deres hjemmebane. At Lucarad hørte hjemme her, i industri området, ville man nok ikke lige gætte på. En høj, slank og elegant herre i et krid hvidt jakkesæt og med matchende hat. Lucarad gik ind i gennem en røgfyldt gyde og åbnede en lem i gulvet. Lucarad sprang ned i hullet, landede i et lille tomt rum og lukkede lemmen før han åbnede den skjulte dør i hjørnet. Lucarad trådte ind i et stilfuldt indrettet lokale med behagelige og smukke stole og borde.
Lucarad huskede første gang han var trådt ind i dette lokale for at snakke med hans arbejdsgiver.
Han havde i længere tid arbejdet for dem i det små, men det var første gang at han rent faktisk så bossen i virkeligheden. Bossen var ingen ringere en Al Pocane den største mafiaboss i 1920 han sad der med sin cigar og forlangte at Lucarad skaffede den berømte perle ”Black Star”. Det var et trick når man har arbejdet med kriminelle i et par år så er det tydeligt at det er et trick. Og det var lige hvad Lucarad havde, han var startet med at fange de små fisk dem der bare ville have lidt flere penge eller forsøgte at få fat i et illegalt våben. Men han var hurtigt steget i graderne og var nu i en alder af 25 en af de bedste folk i felten. Lucarad var gået undercover for at optrævle Al Pocanes netværrk. Det havde taget ham et helt år at nå dertil hvor han skulle skaffe Black Star. En typisk test, bed den nye gut om at skaffe noget han umuligt kan få fat i på egen hånd og se hvordan han klare det. Skaffer han perlen har han formentlig fået hjælp og er muligvis strømer og nægter han at udføre jobbet er han intet værd. Tricket var at forsøge, komme tæt på målet og så fejle. Det var præcist hvad Lucarad havde gjort og familien havde derefter taget imod ham med åbne arme som deres nye ”samler”. En samler skulle kunne skaffe stort set alt og det kunne Lucarad, så derfor var han nu i kridt huset ved den største gangster i 1920.
Lucarad gik forbi barren, sagde hej til bartenderen og satte sig i sin sædvanlige stol. Lucarad sad der og ventede i ca. 20 minutter før en lille klokke signalere at han kunne komme indenfor. Lucarad gik igennem forhænget og kom ind i et mørkt rum hvor Pacone sad og nikkede Lucarad over mod stolen over for ham. Lucarad satte sig og studerede som sædvanligt Pacones ansigt for et tegn på hvad han ville, men i dag var det umuligt at regne ud han var helt lukket og virkede mere stresset end normalt.
”Lucarad” Sagde Pacone ”Du har arbejdet for mig i et helt år og skaffet bedre resultater end de nogen anden. Derfor har jeg besluttet at du skal indtræde i rådet.”
Rådet var de personer der styrede alt kriminalitet i 1930 bag kulisserne. De bestod af en repræsentant fra værd af de fire familier.
Pacone tændte en cigar og sagde og sagde ”velkommen til Perlen”
Lucarad smilte, men det var ikke det smil man forventer at se fra en mand der lige havde fået det enhver kriminel drømmer om, det var et smil som en slange der langsomt men sikkert havde kvalt sit bytte og endelig kunne høste frugten af sit slid. Lucarad trak en lille gammeldags bombe frem og tændte lunten.
”Hvad har du gang i” råbte Pacone og sprang op ad stolen.
Lucarad svarede ikke men smed bare bomben op i luften, 2 års slid og så blev det endelig bekræftet, Pacone var en del af det mystiske PEARL. Da bomben sprang, var der ikke en stor eksplosion i stedet væltede det ud med flag, og elektriske impulser der knockoutede bossen og alle i hans mailboks.
Lucarad trak VC headsettet af og vente til bage til den virkelige verden.
Saturday, January 27, 2007
Line Rider part 2
jeg er blevet virkelig bidt af Line rider så her kommer nogle flere baner jeg har lavet
Lack:
http://www.youtube.com/watch?v=KaO1M6QrAHs
Running away:
http://www.youtube.com/watch?v=l28Dud4F2Nk
Why not:
http://www.youtube.com/watch?v=xJdFDuZnEgU
Anatomi:
http://www.youtube.com/watch?v=UNOeiVLA3ls
Lack:
http://www.youtube.com/watch?v=KaO1M6QrAHs
Running away:
http://www.youtube.com/watch?v=l28Dud4F2Nk
Why not:
http://www.youtube.com/watch?v=xJdFDuZnEgU
Anatomi:
http://www.youtube.com/watch?v=UNOeiVLA3ls
Tuesday, January 16, 2007
line rider
jeg er i øjeblikket optaget af spillet line rider
http://www.official-linerider.com/play.html hvor man laver en bane til en fyr på en kælk and off he go! til hæder eller død. spillet har ikke noget mål men er fremragende tidsfordriv og en mulighed for a produsere noget mens man stener. her er to baner jeg har lavet:
http://www.youtube.com/watch?v=P-DKu3fpOqw
http://www.youtube.com/watch?v=2KsqWfRX35k
http://www.official-linerider.com/play.html hvor man laver en bane til en fyr på en kælk and off he go! til hæder eller død. spillet har ikke noget mål men er fremragende tidsfordriv og en mulighed for a produsere noget mens man stener. her er to baner jeg har lavet:
http://www.youtube.com/watch?v=P-DKu3fpOqw
http://www.youtube.com/watch?v=2KsqWfRX35k
Monday, January 15, 2007
CONTROL 4
Skuddet ramte perfekt og flåede et kæmpe hul igennem den firearmede allien fra planet F19. E17 følte hverken glæde eller angre da allienen sank om i en blodpøl, sådanne fæelser var ubrugelige på en slagmark. Det ene skud og det ene dødsfald, slog rebellerne ud af deres trancelignende tilstand, og ind i en rus af blod død og ødelæggelse.
Den dag blev der skrevet historie, en historie som aldrig ville finde vej til kongerigets beboere, men den dag var den vigtigste i mange år. Det var den dag kongeriget slettede endnu en PEARL base fra landkortet…
Det var dette E17 var programmeret til: dansen med døden. E17 fyrede løs og lagde fjender ned som ingen anden, hvert eneste skud ramte og flåede en ny mand til jorden. Der var noget der var forkert beregnede E17 chip mens resten af maskineriet koncentrere sig om kampen. Oplysningerne fortalte om en base med avanceret kampudstyr og en hær der var langt større end denne. Et baghold måske? Nej (sandsynlighed: 20%) stedet var for åbent til et effektivt baghold. E17 tog geværet i højre hånd da en fjende kom for tæt på, og samtidig blev hans venstre underarm splittet i tre og en enorm stikflamme stod ud af den nu synlige flammekaster. Fjenden brændte op i løbet af få sekunder, hvorefter armen lukkede sig igen og E17 genoptog skyderiet. Blev den virkelige styrke gemt til et afgørende tidspunkt hvor den kunne sendes ind uden varsel? Nej (sandsynlighed: 10%) for denne mulighed, der var simpelthen ikke plads til at gemme en så stor styrke. Et bombardement? måske (Sandsynlighed: 45%) men PEARL ville næppe risikere at springe deres egne tropper i luften. En afledning? meget muligt (sandsynlighed: 78%) men en afledning fra hvad? I løbet af 3,6 sekunder havde E17 delt sine ”tanker” med resten af E’erne og modtaget svar igen.
8% havde ikke svaret.
25% var kommet til et andet resultat, men
67% mente at det var en afledning for at dække over et angreb.
…Og kongeriget led sit første nederlag siden ECU Alfa blev sat i produktion.
Planen var ligeså simpel som den var genial:
Trin 1: oplysninger blev lækket om en ”hemmelig” PEARL base,
Trin 2: kongeriget sender sine nye ECUer ud for at destruere PEARL basen,
Trin 3: angreb på G59
Trin 4: H37 springes i luften
Få timer efter ECUerne havde forladt G59 blev planeten ramt af en mindre meteor regn. Det sete regelmæssigt på planeten så der var ingen panik eller problemer. Kun 3 meteorer trængte gennem atmosfæren og to af den blev hurtigt fundet, målt og indsamlet. Men den sidste meteor var ingen steder at finde. ”Meteoren” havde i virkeligheden været et minirumskib der var designet til at begrave sig dybt i jorden når den ramte overfladen. Derefter gravede rumskibet med dens passager sig ned i undergrunder med enorm fart indtil den fandt hvad den ledte efter en lille magma lomme der lå lige under fabrik nummer 8E.
Eksplosionen der blev udløst af den lille pige satte en kædereaktion i gang som medførte at en enorm mængde magma blev tvunget mod overfladen.
Det tog ECUerne ca. 1 time at besejre fjenden og underrette deres foresatte om deres mistænksomhed, den blev dog fejet til side med en ordre om at koncentrere sig om kampen. Kort efter kampen var slut sprang H37 i luften. Kun 3 delinger af ECUerne var på nået væk fra planeten og i sikkerhed
Den dag blev der skrevet historie, en historie som aldrig ville finde vej til kongerigets beboere, men den dag var den vigtigste i mange år. Det var den dag kongeriget slettede endnu en PEARL base fra landkortet…
Det var dette E17 var programmeret til: dansen med døden. E17 fyrede løs og lagde fjender ned som ingen anden, hvert eneste skud ramte og flåede en ny mand til jorden. Der var noget der var forkert beregnede E17 chip mens resten af maskineriet koncentrere sig om kampen. Oplysningerne fortalte om en base med avanceret kampudstyr og en hær der var langt større end denne. Et baghold måske? Nej (sandsynlighed: 20%) stedet var for åbent til et effektivt baghold. E17 tog geværet i højre hånd da en fjende kom for tæt på, og samtidig blev hans venstre underarm splittet i tre og en enorm stikflamme stod ud af den nu synlige flammekaster. Fjenden brændte op i løbet af få sekunder, hvorefter armen lukkede sig igen og E17 genoptog skyderiet. Blev den virkelige styrke gemt til et afgørende tidspunkt hvor den kunne sendes ind uden varsel? Nej (sandsynlighed: 10%) for denne mulighed, der var simpelthen ikke plads til at gemme en så stor styrke. Et bombardement? måske (Sandsynlighed: 45%) men PEARL ville næppe risikere at springe deres egne tropper i luften. En afledning? meget muligt (sandsynlighed: 78%) men en afledning fra hvad? I løbet af 3,6 sekunder havde E17 delt sine ”tanker” med resten af E’erne og modtaget svar igen.
8% havde ikke svaret.
25% var kommet til et andet resultat, men
67% mente at det var en afledning for at dække over et angreb.
…Og kongeriget led sit første nederlag siden ECU Alfa blev sat i produktion.
Planen var ligeså simpel som den var genial:
Trin 1: oplysninger blev lækket om en ”hemmelig” PEARL base,
Trin 2: kongeriget sender sine nye ECUer ud for at destruere PEARL basen,
Trin 3: angreb på G59
Trin 4: H37 springes i luften
Få timer efter ECUerne havde forladt G59 blev planeten ramt af en mindre meteor regn. Det sete regelmæssigt på planeten så der var ingen panik eller problemer. Kun 3 meteorer trængte gennem atmosfæren og to af den blev hurtigt fundet, målt og indsamlet. Men den sidste meteor var ingen steder at finde. ”Meteoren” havde i virkeligheden været et minirumskib der var designet til at begrave sig dybt i jorden når den ramte overfladen. Derefter gravede rumskibet med dens passager sig ned i undergrunder med enorm fart indtil den fandt hvad den ledte efter en lille magma lomme der lå lige under fabrik nummer 8E.
Eksplosionen der blev udløst af den lille pige satte en kædereaktion i gang som medførte at en enorm mængde magma blev tvunget mod overfladen.
Det tog ECUerne ca. 1 time at besejre fjenden og underrette deres foresatte om deres mistænksomhed, den blev dog fejet til side med en ordre om at koncentrere sig om kampen. Kort efter kampen var slut sprang H37 i luften. Kun 3 delinger af ECUerne var på nået væk fra planeten og i sikkerhed
Friday, January 12, 2007
CONTROL 3
først lige lidt forord: "flibib" er et godt ord :) enjoy
Location:
System: 17,
Planet: (H37 også kendt som den grå planet),
Da E17 blev aktiveret efter den lange flyvetur var skibet i gang med at trænge igennem H37’s atmosfære. Der var kun en svag rumlen da de gik gennem og ikke som i tidligere tider rumskibe som blev rystet fra hinanden og som næsten brændte op i atmosfæren. Det var blevet undgået ved at fryse luften lige omkring skroget til is, ved hjælp af flydende kvælstof. Rumskibet satte farten ned og landede blødt på den golde jord. En stor mekanisk arm greb fat i den blok E17 sad i og trak dem mod udgangen. Under flyveturen havde ECU’erne siddet i små beholdere som var specielt fremstillet til Epsilon modellen, nu gik beholderne op og halvtreds ECUer rejste sig synkront. Gruppen marcherede ud af rumskibet og stillede sig på rad og række, E17 stod forrest og stirrede ud over hvad der snart skulle blive en slagmark. Over for ECUerne stod en mest bizarre hær E17 nogen sinde havde hørt om: Aliens i alle afskygninger, de små, de grå, de mange armede og dem der til forveksling lignede mennesker bortset fra ansigtet eller psyken. Og nu stod de der på ræd og række dårligt udrustede og skræmte, hvis E17 havde været programmeret til det ville han nok le i denne situation. Det var jo latterligt ville han tænke nogle af dem brugte stadig våben lavet af metal. Alderede mens ECU Gamma blev produceret blev et nyt stof opfundet: Simetra. Det var et stof man fandt for første gang på Mars og siden fandt mange andre steder, Simetra var hårdt som stål men havde ingen af de fysiske egenskaber som normalt metal har; det var ikke elektrisk ledende, det kunne ikke opløses i syre og frem for alt var det ikke varme ledende. Det gjorde det til det perfekte stof at lave geværer af da der ikke var nogen chance for at geværet ville overhede da alt varmen strømmede direkte igennem og ud i luften. Alle E tropperne brugt desuden helt nye projektiler: de var lavet af Simetra og havde et halvt milligram pluton monteret på spidsen. Pluton var et yderst sprængfarligt grundstof der blev udvundet i et sort hul. Når et sort hul havde suget nok energi til sig begyndte den at udskille dette dybt sorte stof som sprang i luften ved kontakt med fast materiale. Det lykkedes dog forskerne at holde den i ro med et kraftigt magnetisk felt, men i den form var den alt for ustabil til at blive brugt i militæret og det tog 4 år for forskerne at finde den rigtige blanding af pluton magnesium og to andre klassificerede stoffer, før at Pluton blev stabilt og kunne opbevares uden risici. Men når plutonen i spidsen af kuglen ramte sit mål sprang den i luften inde i kroppen og lavede enorm ravage. Det var 10 gram af ufortyndet pluton der drev E17 og de andre Epsilons.
Som de to hære stod der ovre for hinanden faldt E17s processor over den slående lighed mellem denne scene og den amerikanske uafhængigheds krig, både opstillingen og motiverne var de samme. E17 slog memory sektionen fra og løsnede det første skud på ordre fra højeste sted.
Langt derfra sad en enlig alien på 84 år men aldrig havde lignet andet end en 6 årig, i en lille beholder dybt under jorden. Hun grinte stille, trykkede på knappen og håbede at det næste liv ville blive bedre
Location:
System: 17,
Planet: (H37 også kendt som den grå planet),
Da E17 blev aktiveret efter den lange flyvetur var skibet i gang med at trænge igennem H37’s atmosfære. Der var kun en svag rumlen da de gik gennem og ikke som i tidligere tider rumskibe som blev rystet fra hinanden og som næsten brændte op i atmosfæren. Det var blevet undgået ved at fryse luften lige omkring skroget til is, ved hjælp af flydende kvælstof. Rumskibet satte farten ned og landede blødt på den golde jord. En stor mekanisk arm greb fat i den blok E17 sad i og trak dem mod udgangen. Under flyveturen havde ECU’erne siddet i små beholdere som var specielt fremstillet til Epsilon modellen, nu gik beholderne op og halvtreds ECUer rejste sig synkront. Gruppen marcherede ud af rumskibet og stillede sig på rad og række, E17 stod forrest og stirrede ud over hvad der snart skulle blive en slagmark. Over for ECUerne stod en mest bizarre hær E17 nogen sinde havde hørt om: Aliens i alle afskygninger, de små, de grå, de mange armede og dem der til forveksling lignede mennesker bortset fra ansigtet eller psyken. Og nu stod de der på ræd og række dårligt udrustede og skræmte, hvis E17 havde været programmeret til det ville han nok le i denne situation. Det var jo latterligt ville han tænke nogle af dem brugte stadig våben lavet af metal. Alderede mens ECU Gamma blev produceret blev et nyt stof opfundet: Simetra. Det var et stof man fandt for første gang på Mars og siden fandt mange andre steder, Simetra var hårdt som stål men havde ingen af de fysiske egenskaber som normalt metal har; det var ikke elektrisk ledende, det kunne ikke opløses i syre og frem for alt var det ikke varme ledende. Det gjorde det til det perfekte stof at lave geværer af da der ikke var nogen chance for at geværet ville overhede da alt varmen strømmede direkte igennem og ud i luften. Alle E tropperne brugt desuden helt nye projektiler: de var lavet af Simetra og havde et halvt milligram pluton monteret på spidsen. Pluton var et yderst sprængfarligt grundstof der blev udvundet i et sort hul. Når et sort hul havde suget nok energi til sig begyndte den at udskille dette dybt sorte stof som sprang i luften ved kontakt med fast materiale. Det lykkedes dog forskerne at holde den i ro med et kraftigt magnetisk felt, men i den form var den alt for ustabil til at blive brugt i militæret og det tog 4 år for forskerne at finde den rigtige blanding af pluton magnesium og to andre klassificerede stoffer, før at Pluton blev stabilt og kunne opbevares uden risici. Men når plutonen i spidsen af kuglen ramte sit mål sprang den i luften inde i kroppen og lavede enorm ravage. Det var 10 gram af ufortyndet pluton der drev E17 og de andre Epsilons.
Som de to hære stod der ovre for hinanden faldt E17s processor over den slående lighed mellem denne scene og den amerikanske uafhængigheds krig, både opstillingen og motiverne var de samme. E17 slog memory sektionen fra og løsnede det første skud på ordre fra højeste sted.
Langt derfra sad en enlig alien på 84 år men aldrig havde lignet andet end en 6 årig, i en lille beholder dybt under jorden. Hun grinte stille, trykkede på knappen og håbede at det næste liv ville blive bedre
Thursday, January 11, 2007
Det Røde Land del 18
Det er lidt lang tid siden i sidst fik nyt fra det røde land så jeg har lavet det nok hidtil længste kapitel og introdusere en ny person jeg har arbejdet på som måske/måske ikke er vigtig:P her er DRL del 18 enjoy
Det Røde Land del 18
Den lille gruppe blev på det hellige bibliotek i et par dage før de tog videre, de brugte tiden der på at læse i de mange bøger og ellers bare hvile ud før deres sidste etape mod Mynrak. Munken fik sit mad fra en lille have og nogle høns han havde i en lille gårdhave. Da de forlod stedet takkede de mange gange for gæstfriheden og gik så videre langs floden.
Røgen snoede sig op mod den mørke himmel og flammerne buldrede under røgen. 4 mærkelige fyre som Muza påstod, kom fra bjergende i nord dansede rundt om det enorme bål og sang lystigt om mad. Lidt derfra sad Ruk, Muza og Lian bagbundet.
”Hvad fanden var det lige der skete?” tænkte Ruk for femte gang de sidste fem minutter. Ham de havde mødt mellem ligene for lidt over en uge siden var pludseligt dukket op midt på sletten og havde sunget i vilden sky. Mens de havde stået og stirret på ham var de blevet slået ned bagfra og slæbt ned til åen hvor de så havde lavet bålet og tændt det da natten faldt på, og så havde Ruk, Lian og Muza bare siddet der og ventet på det uundgåelige. Der var jo kun en mulighed for hvad de ville gøre, ingen havde sagt det men de vidste alle tre hvad der skulle ske, at blive spidst var ikke lige hvad Ruk havde regnet med da han tog af sted med karavanen dengang. Ruk sukkede og kiggede ud over sletten og lagde mærke til at mørket virkede tættere end normalt. Ruk så lidt bedre efter men selv ikke hans rovdyr øjne kunne se igennem den tætte mørke der så ud til at komme tættere på inde fra sletten. Ruk puffede til Lian ved siden af sig der sad som forstenet og nikkede over mod det mærkelige mørke. Lian så skrækslagen ud og puffede til Muza for at han også skulle se det.
”Det ser da ret mærkeligt ud det der” mumlede Muza men mere nåede han ikke at sige før de fire bjerg fyre greb fat i ham, Ruk og Lian. Ruk Lian og Muza kæmpede imod det bedste de havde lært da de fire bjerg fyre forsøgte at binde dem fast til en pæl, det gik meget godt indtil en af dem trak et sværd og satte det hen foran Ruk’s strube, så var der ikke andet at gøre end at lade sig binde til pælen. Bagefter byggede de et primitivt stativ omkring bålet der så ud til at holde de to ender af den stag de tre venner var bundet til.
”De vil stege os!” udbrød Lian med panik i stemmen ”vi må væk!” Men det var udelukket de fire bjerg fyre var allerede tilbage og med et støn af anstrengelse løftede de pælen og på deres skuldre og gik over mod bålet. Ruk sprællede det bedste han havde lært men det nyttede ikke noget, men lige da han havde opgivet håbet og begyndte at forberede sig på døden, blev himlen levende.
Små sorte torpedoer hamrede ind i de to forreste bærere der skreg af smerte og tabte stangen som tumlede ned på jorden. De fire bjerg fyre trak deres våben og forsøgte at finde ud af hvad der var sket. To af den var overstrøet med ridser og det der havde angrebet dem var forsvundet. En af dem råbte lige pludseligt og pegede in mod sletten.
Der gik en mand hyldet i mørket frem mod dem, han gik ganske roligt, som om han ikke havde en eneste ting at bekymre sig om. Han var høj, kunne Ruk se og han gik vidst med en sort kappe. Ruk gøs hans hud var sort som kul og han bar et sværd i en smukt udskåret skede ved hans venstre side. En af bjergmændene råbte truende og viftede med sit sværd, Manden reagerede ved at trække sit eget, det ar smukt, sort blankt og tydeligvis knivskarpt.
”en katana” mumlede Muza, Ruk havde hørt om katana’er de kom fra østen og skulle være skarpere og hurtigere end normale sværd. Manden stillede sig i kampposition med spredte ben og sværdet foran sig. Det føltes som en evighed at de bare stod der og stirrede på hinanden, ingen rørte på sig eller sagde en lyd, selv bålet lod til at dæmpe sig. Pludselig stormede de fire bjergmænd frem mod manden som stadig ikke flyttede sig, først da den forreste var en meter foran ham reagerede han. På et spildt sekund stormede han frem og stod lige pludselig bag den mens bjergmændene langsomt sank sammen bag ham.
”hvad fanden skete der” mulede Muza og kiggede hen på de døde folk og den mystiske mand ”jeg nåede ikke at se noget, det gik så hurtigt” Ruk vidste præcist hvad han mente han havde selv kun lige akkurat kunne se det. Han var sprunget frem med utrolig fart og havde skilt den første mands hoved fra han krop, han havde så sat af igen og hugget de to næste ned, hvorefter han havde forsat til den sidste. Og nu stod han der uden en skramme og tørrede blodet af sværdet, da en af de fire rejste sig op igen. Han blødte kraftigt fra et dybt sår i brystet men stormede alligevel frem mod manden. Manden stak sværdet i skeden og vendte sig mod den angribende bjergmand og trak derefter kappen ud i så man kunne se hvad den indeholdt. Ruk nåede lige at få et glimt af dem før de gik til angreb: flagermus, ikke normale flagermus men enorme flagermus hver af dem på størrelse med en tallerken gik de alle sammen til angreb på den overlevende. Ca. 20 var der skønnede Ruk og de gik skånselsløst til angreb bjergmanden der skreg, mens han langsomt blev tvunget baglæns en i ilden. Skriget var frygteligt da hans tøj blev fanget af ilden og flagermusene sørgede for at han ikke kunne komme ud af ilden og ned til vandet. Efter kort tid døde skriget dog ud og flagermusene fløj tilbage til manden kappe og satte sig til rette igen, hvorefter manden gik sin vej lige så stille som han var kommet ind over sletten. Ruk fulgte ham med øjnene så langt han kunne men det var som om at han havde efterladt en mærkelig mørke man ikke kunne se igennem, og da solen endelig viste sig på himlen og vennerne var kommet fri af pælen, var han væk.
”Hvem var det dog?” spurgte Lian ud i det blå.
”Den Sorte Samurai” svarede Muza
Det Røde Land del 18
Den lille gruppe blev på det hellige bibliotek i et par dage før de tog videre, de brugte tiden der på at læse i de mange bøger og ellers bare hvile ud før deres sidste etape mod Mynrak. Munken fik sit mad fra en lille have og nogle høns han havde i en lille gårdhave. Da de forlod stedet takkede de mange gange for gæstfriheden og gik så videre langs floden.
Røgen snoede sig op mod den mørke himmel og flammerne buldrede under røgen. 4 mærkelige fyre som Muza påstod, kom fra bjergende i nord dansede rundt om det enorme bål og sang lystigt om mad. Lidt derfra sad Ruk, Muza og Lian bagbundet.
”Hvad fanden var det lige der skete?” tænkte Ruk for femte gang de sidste fem minutter. Ham de havde mødt mellem ligene for lidt over en uge siden var pludseligt dukket op midt på sletten og havde sunget i vilden sky. Mens de havde stået og stirret på ham var de blevet slået ned bagfra og slæbt ned til åen hvor de så havde lavet bålet og tændt det da natten faldt på, og så havde Ruk, Lian og Muza bare siddet der og ventet på det uundgåelige. Der var jo kun en mulighed for hvad de ville gøre, ingen havde sagt det men de vidste alle tre hvad der skulle ske, at blive spidst var ikke lige hvad Ruk havde regnet med da han tog af sted med karavanen dengang. Ruk sukkede og kiggede ud over sletten og lagde mærke til at mørket virkede tættere end normalt. Ruk så lidt bedre efter men selv ikke hans rovdyr øjne kunne se igennem den tætte mørke der så ud til at komme tættere på inde fra sletten. Ruk puffede til Lian ved siden af sig der sad som forstenet og nikkede over mod det mærkelige mørke. Lian så skrækslagen ud og puffede til Muza for at han også skulle se det.
”Det ser da ret mærkeligt ud det der” mumlede Muza men mere nåede han ikke at sige før de fire bjerg fyre greb fat i ham, Ruk og Lian. Ruk Lian og Muza kæmpede imod det bedste de havde lært da de fire bjerg fyre forsøgte at binde dem fast til en pæl, det gik meget godt indtil en af dem trak et sværd og satte det hen foran Ruk’s strube, så var der ikke andet at gøre end at lade sig binde til pælen. Bagefter byggede de et primitivt stativ omkring bålet der så ud til at holde de to ender af den stag de tre venner var bundet til.
”De vil stege os!” udbrød Lian med panik i stemmen ”vi må væk!” Men det var udelukket de fire bjerg fyre var allerede tilbage og med et støn af anstrengelse løftede de pælen og på deres skuldre og gik over mod bålet. Ruk sprællede det bedste han havde lært men det nyttede ikke noget, men lige da han havde opgivet håbet og begyndte at forberede sig på døden, blev himlen levende.
Små sorte torpedoer hamrede ind i de to forreste bærere der skreg af smerte og tabte stangen som tumlede ned på jorden. De fire bjerg fyre trak deres våben og forsøgte at finde ud af hvad der var sket. To af den var overstrøet med ridser og det der havde angrebet dem var forsvundet. En af dem råbte lige pludseligt og pegede in mod sletten.
Der gik en mand hyldet i mørket frem mod dem, han gik ganske roligt, som om han ikke havde en eneste ting at bekymre sig om. Han var høj, kunne Ruk se og han gik vidst med en sort kappe. Ruk gøs hans hud var sort som kul og han bar et sværd i en smukt udskåret skede ved hans venstre side. En af bjergmændene råbte truende og viftede med sit sværd, Manden reagerede ved at trække sit eget, det ar smukt, sort blankt og tydeligvis knivskarpt.
”en katana” mumlede Muza, Ruk havde hørt om katana’er de kom fra østen og skulle være skarpere og hurtigere end normale sværd. Manden stillede sig i kampposition med spredte ben og sværdet foran sig. Det føltes som en evighed at de bare stod der og stirrede på hinanden, ingen rørte på sig eller sagde en lyd, selv bålet lod til at dæmpe sig. Pludselig stormede de fire bjergmænd frem mod manden som stadig ikke flyttede sig, først da den forreste var en meter foran ham reagerede han. På et spildt sekund stormede han frem og stod lige pludselig bag den mens bjergmændene langsomt sank sammen bag ham.
”hvad fanden skete der” mulede Muza og kiggede hen på de døde folk og den mystiske mand ”jeg nåede ikke at se noget, det gik så hurtigt” Ruk vidste præcist hvad han mente han havde selv kun lige akkurat kunne se det. Han var sprunget frem med utrolig fart og havde skilt den første mands hoved fra han krop, han havde så sat af igen og hugget de to næste ned, hvorefter han havde forsat til den sidste. Og nu stod han der uden en skramme og tørrede blodet af sværdet, da en af de fire rejste sig op igen. Han blødte kraftigt fra et dybt sår i brystet men stormede alligevel frem mod manden. Manden stak sværdet i skeden og vendte sig mod den angribende bjergmand og trak derefter kappen ud i så man kunne se hvad den indeholdt. Ruk nåede lige at få et glimt af dem før de gik til angreb: flagermus, ikke normale flagermus men enorme flagermus hver af dem på størrelse med en tallerken gik de alle sammen til angreb på den overlevende. Ca. 20 var der skønnede Ruk og de gik skånselsløst til angreb bjergmanden der skreg, mens han langsomt blev tvunget baglæns en i ilden. Skriget var frygteligt da hans tøj blev fanget af ilden og flagermusene sørgede for at han ikke kunne komme ud af ilden og ned til vandet. Efter kort tid døde skriget dog ud og flagermusene fløj tilbage til manden kappe og satte sig til rette igen, hvorefter manden gik sin vej lige så stille som han var kommet ind over sletten. Ruk fulgte ham med øjnene så langt han kunne men det var som om at han havde efterladt en mærkelig mørke man ikke kunne se igennem, og da solen endelig viste sig på himlen og vennerne var kommet fri af pælen, var han væk.
”Hvem var det dog?” spurgte Lian ud i det blå.
”Den Sorte Samurai” svarede Muza
Tuesday, January 09, 2007
Control et og to
her er de to første kapitler af CONTROL i rettet tilstand.
TAK mads-san
Part 1
Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen, og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned,” lød en stemme langt borte fra.
E17? Nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”Memory overload! All other systems lockdown”
Location:
System: 7,
Planet: G59,
Factory: 8E,
Time: 3575AD,
Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite Combat Unit Epsilon” er den 5. version af ECU modellen, og bliver regnet som en af de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer, hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hovedcomputeren, hvor den lærte at parere ordre, fik et indblik i universets historie, og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.
I år 2600 (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”Lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase, der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod, da de to raser mødtes, varede i 75 år, og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen, og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste, og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel, der gav dem magt og det tog dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”Kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre del af Kongedømmet var der stadig krig, for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I Kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene, men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod Kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt for at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke, og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium, havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på Kongedømmet.
Lige siden har Kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel, men hver eneste gang Kongedømmet havde besejret dem, genopstod de, som om intet var hændt.
Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget, og den første ECU E-drone enhed skulle gå i første række.
Part 2
Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU, kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECU'erne igennem tiden:
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed, han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget, så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip, der hele tiden bearbejdede de visuelle data og bevægelser. At skelettet var indoperet i et lig gav den fornødne balance til, at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed’s gode venner var officer i hæren, og da han kom på besøg og så Butler, regnede han hurtigt ud, at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst, og tre år efter blev de første ECU'er afprøvet. ECU'erne var lavet efter samme princip, men havde fået tilføget øget bevægelsesfrihed, balance, og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I 20 år blev ECU A’erne brugt uden, at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken, fordi de virkede udødelige, når de gik videre selvom, de fik sprunget stykker af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken, og den store forskel var, at der i stedet for lig, blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende, men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater, når en microchip styrede hjernen, og deres skelet var blevet forstærket. At de var levende gjorde, at de havde øget kontrol og bevægelsesfrihed. Deres eneste minus var, at de var sårbare, fordi kroppen kunne dø, skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Gamma var konstrueret i samme ”hylster” som ECU Beta, men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet, og en gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECU'er var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale, desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner, da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne, hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres teamwork, og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen, da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Epsilon bliver anset som værende noget af det mest avancerede teknologi, der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner, men er 75 % teknologi og kun 25 % organisk. De har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år, og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benene siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10 meter op i luften, og kan svæve i kortere tid ved hjælp af to små jetmotorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm, og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne, men man ved dog at ECU E, stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
TAK mads-san
Part 1
Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen, og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned,” lød en stemme langt borte fra.
E17? Nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”Memory overload! All other systems lockdown”
Location:
System: 7,
Planet: G59,
Factory: 8E,
Time: 3575AD,
Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite Combat Unit Epsilon” er den 5. version af ECU modellen, og bliver regnet som en af de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer, hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hovedcomputeren, hvor den lærte at parere ordre, fik et indblik i universets historie, og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.
I år 2600 (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”Lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase, der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod, da de to raser mødtes, varede i 75 år, og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen, og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste, og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel, der gav dem magt og det tog dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”Kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre del af Kongedømmet var der stadig krig, for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I Kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene, men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod Kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt for at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke, og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium, havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på Kongedømmet.
Lige siden har Kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel, men hver eneste gang Kongedømmet havde besejret dem, genopstod de, som om intet var hændt.
Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget, og den første ECU E-drone enhed skulle gå i første række.
Part 2
Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU, kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECU'erne igennem tiden:
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed, han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget, så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip, der hele tiden bearbejdede de visuelle data og bevægelser. At skelettet var indoperet i et lig gav den fornødne balance til, at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed’s gode venner var officer i hæren, og da han kom på besøg og så Butler, regnede han hurtigt ud, at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst, og tre år efter blev de første ECU'er afprøvet. ECU'erne var lavet efter samme princip, men havde fået tilføget øget bevægelsesfrihed, balance, og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I 20 år blev ECU A’erne brugt uden, at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken, fordi de virkede udødelige, når de gik videre selvom, de fik sprunget stykker af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken, og den store forskel var, at der i stedet for lig, blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende, men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater, når en microchip styrede hjernen, og deres skelet var blevet forstærket. At de var levende gjorde, at de havde øget kontrol og bevægelsesfrihed. Deres eneste minus var, at de var sårbare, fordi kroppen kunne dø, skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Gamma var konstrueret i samme ”hylster” som ECU Beta, men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet, og en gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECU'er var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale, desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner, da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne, hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres teamwork, og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen, da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Epsilon bliver anset som værende noget af det mest avancerede teknologi, der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner, men er 75 % teknologi og kun 25 % organisk. De har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år, og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benene siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10 meter op i luften, og kan svæve i kortere tid ved hjælp af to små jetmotorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm, og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne, men man ved dog at ECU E, stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
Friday, January 05, 2007
CONTROL part 2
Søgte man på Internettet (i år 3575) efter ECU kan man på en lille hjemmeside finde denne beskrivelse af ECUerne igennem tiden:
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip der hele tiden bearbejdede den visuelle data og bevægelserne. At skelettet var indoperer i et lig gav den fornødne balance til at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed gode venner var officer i hæren og da han kom på besøg og så Butler regnede han hurtigt ud at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst og tre år efter blev de første ECUer afprøvet. ECUerne var lavet efter samme princip men havde fået tilføget øget bevægelse frihed, balance og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I tyve år blev ECU A’erne brugt uden at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken fordi de virkede udødelige når de gik videre selv og de fik sprunget stykker kød af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken og den store forskel var at der i stedet for lig blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater når en microchip styrede hjernen og deres skellet var blevet forstærket. At de var levende gjorde at de havde øget kontrol og bevægelses frihed. Deres eneste minus var at de var sårbare fordi kroppen kunne dø skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Charlie var konstrueret i samme ”hylster” son ECU Beta men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet og en Gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECUer var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres Teamwork og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Eta bliver anset som værende noget af det mest avancerede Teknologi der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner men er 75% teknologi og kun 25% organisk. med har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benende siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10meter op i luften og desuden svæve i kortere tid ved hjælp af to små jet motorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne men man ved dog at ECU E stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
Elite Combat Unit Alfa var den første version af den frygtede ECU serie. Den blev udviklet på Mars af en mand ved navn Worsed han indoperere et metal skelet i et lig og gav det visuelt input. Worsed satte to pumper til at pumpe mikroskopiske mængder flydende kvælstof rundt i liget så det ikke rådnede op. Desuden gav han den en ”hjerne” i form af en microchip der hele tiden bearbejdede den visuelle data og bevægelserne. At skelettet var indoperer i et lig gav den fornødne balance til at robotten kunne gå. Robotten blev kaldt Butler og blev brugt som oppasser for familien Worsed. En af Worsed gode venner var officer i hæren og da han kom på besøg og så Butler regnede han hurtigt ud at en lignende model kunne være brugbar i krigsførelse. Kort efter dette besøg forsvandt familien Worsed sporløst og tre år efter blev de første ECUer afprøvet. ECUerne var lavet efter samme princip men havde fået tilføget øget bevægelse frihed, balance og blev desuden programmeret til at kunne bruge våben. I tyve år blev ECU A’erne brugt uden at de tabte et eneste slag. De var frygtelige på slagmarken fordi de virkede udødelige når de gik videre selv og de fik sprunget stykker kød af kroppen.
ECU Beta blev konstrueret ca. 20 år efter originalen debuterede på slagmarken og den store forskel var at der i stedet for lig blev brugt klonede mennesker. De klonede mennesker var levende men de havde ikke en funktionel hjerne, hvilket gjorde dem til perfekte soldater når en microchip styrede hjernen og deres skellet var blevet forstærket. At de var levende gjorde at de havde øget kontrol og bevægelses frihed. Deres eneste minus var at de var sårbare fordi kroppen kunne dø skete det fungerede de blot som ECU A.
ECU Charlie var konstrueret i samme ”hylster” son ECU Beta men hjertet, hjernen og andre livsvigtige organer var nu beskyttet af et tykt panser. Den venstre hånd var blevet fjernet og en Gatling gun var blevet monteret i stedet for. Disse ECUer var enormt overlegne i forholdt til alt andet krigsmateriale desuden var de i stand til at manøvrere krigsmaskiner da deres hjerne var blevet udviklet nok til at kontrollere andre maskiner.
ECU Delta introducerede en fælles hjerne hvilket medførte at hvad en ECU D så, så de andre også. Det forstærkede deres Teamwork og gjorde det umuligt at dræbe dem en af gangen da de altid kunne komme hinanden til hjælp.
ECU Eta bliver anset som værende noget af det mest avancerede Teknologi der findes. Der er kun få oplysninger tilgængelige om den, men det er kommet frem at de ikke længere er bygget ind i kloner men er 75% teknologi og kun 25% organisk. med har et kraftcenter bestående af ren Pluton (grundstof nr. 248). Den kerne siges at kunne holde maskinen i gang i op til 100 år og den udskiller ingen affaldsstoffer. Benende siges desuden at være lavet til at kunne springe over 10meter op i luften og desuden svæve i kortere tid ved hjælp af to små jet motorer. Det meste af overkroppen er organisk og dækket af et tykt panser. Hovedet er dækket af en hjelm og derfra koordineres alt hvad kroppen fortager sig. Der er ikke sluppet nogen oplysninger ud omkring våben systemerne men man ved dog at ECU E stadig har arme som skulle være i stand til at betjene håndvåben.
Subscribe to:
Posts (Atom)