Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned” lød en stemme langt borte fra.
E17? nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”memory overload! All other systems lockdown”
Location:
System 7, planet: G59, factory 8E
Time:
3575AD,
Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite combat unit E” er den 5 version af ECU modellen og bliver regnet som de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hoved computeren hvor den lærte at parere ordre, og fik et indblik i universets historie og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.
I år 2600, (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod da de to raser mødtes, varede i 75 år og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel der gav dem magt og det dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene havde med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre det af kongedømmet var der stadig krig for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt får at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på kongedømmet.
Lige siden har kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel men hver eneste gang kongedømmet havde besejret dem, genopstod de som om intet var hændt.
Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget og de første ECU E-drones skulle gå i første række.
Saturday, December 30, 2006
Sunday, December 17, 2006
DRL billeder
Thursday, December 14, 2006
Det Røde Land del 17
Ruk kiggede sig over skulderen for ca. tusinde gang i denne uge, der måtte da være noget denne gang. Nej!? Det kan da ikke være rigtigt. Ruk stønnede og traskede videre med bag de andre 2. I en hel uge havde de gået langs den enorme flod der skar sig gennem landskabet. I hele ugen havde Ruk haft en mærkelig følelse af at nogen holdt øje med dem, Muza og Lian havde dog ikke lagt mærke til noget mærkeligt.
”Se der!” råbte Lian ”Et slot!”
Og ganske rigtigt lå der i horisonten et stort slot, Ruk, Lian og Muza bestemte sig for at de ville forsøge at nå derhen før natten faldt på.
Himlen var farvet rød af den nedgående sol da de endelig nåede porten. Slottet var enormt, langt større end de først havde regnet med Ruk fik undt i nakken af at kigge på de høje tårne der strakte sig langt op i luften. Muza gik hen og bankede med den store dørhammer så det buldrede.
Da ingen svarede tog Muza fat i den lille dør ved siden af og trak til. Døren gik op med en stille knirken, og trioen trådte indenfor.
Ruk kiggede rundt og blev chokeret over synet der mødte ham. Overalt var der bøger, bøger i alle størrelser. Alle vægge var dækket af reoler fyldt med støvede bøger, selv rummene ved siden af var fyldt med bøger. Ruk tog fat i en bog og læste forordet: ”Hutide Argty datter af pontki Argty.” Ruk slog op midt i bogen og læste højt:
”jeg bliver angrebet af to røvere, min Wuma-unge skriger da de slagter den.” Ruk gøs og kiggede bagerst i bogen:
”lægen siger at jeg ikke kan overleve, smerterne er for store lad mig nu dø. Og nu tager sygdommen mig.” Ruk lukkede bogen med en gysen:
”hvad er det dog for et sted?”
”Det er en gave fra visdommens gud Dezal. Slottet her indeholder alle menneskers skæbne. Hver bog indeholder alle oplysninger om et menneskes liv” sagde en Munk der kom gående ned fra en smal trappe i hjørnet.
”og jeg er bestemt til at vogte over bøgerne. Dezal gav menneskene dette slot i tidernes morgen for at de skulle lære at viden ikke altid har den effekt som man tror den har. Mange folk har levet hele deres liv i dette slot i søgen efter deres egen bog. De få, der fandt deres egen bog, levede resten af deres liv i frygt for den død som de ikke kunne undgå skønt de vidste præcis hvad der ville ske. Viden kan være en frygtelig forbandelse.”
Muza tog interesseret en bog op og kiggede i den, læste et par og lukkede den så mens han talte: ”Jeg har hørt om dette sted… men det skulle jo bare være en myte… skulle det ikke?”
”Engang kom her mange, folk fra nær og fjern, men i de sidste mange generationer har kun få besøgt Vor frues bibliotek. I er velkomne til at blive så længe i vil, Dezal skelner ikke i raser eller art” tilføjede munken da han tog Ruk ved nærmere eftersyn.
Ruk lyste op og de fulgte alle tre munken op ad den lille trappe.
”Se der!” råbte Lian ”Et slot!”
Og ganske rigtigt lå der i horisonten et stort slot, Ruk, Lian og Muza bestemte sig for at de ville forsøge at nå derhen før natten faldt på.
Himlen var farvet rød af den nedgående sol da de endelig nåede porten. Slottet var enormt, langt større end de først havde regnet med Ruk fik undt i nakken af at kigge på de høje tårne der strakte sig langt op i luften. Muza gik hen og bankede med den store dørhammer så det buldrede.
Da ingen svarede tog Muza fat i den lille dør ved siden af og trak til. Døren gik op med en stille knirken, og trioen trådte indenfor.
Ruk kiggede rundt og blev chokeret over synet der mødte ham. Overalt var der bøger, bøger i alle størrelser. Alle vægge var dækket af reoler fyldt med støvede bøger, selv rummene ved siden af var fyldt med bøger. Ruk tog fat i en bog og læste forordet: ”Hutide Argty datter af pontki Argty.” Ruk slog op midt i bogen og læste højt:
”jeg bliver angrebet af to røvere, min Wuma-unge skriger da de slagter den.” Ruk gøs og kiggede bagerst i bogen:
”lægen siger at jeg ikke kan overleve, smerterne er for store lad mig nu dø. Og nu tager sygdommen mig.” Ruk lukkede bogen med en gysen:
”hvad er det dog for et sted?”
”Det er en gave fra visdommens gud Dezal. Slottet her indeholder alle menneskers skæbne. Hver bog indeholder alle oplysninger om et menneskes liv” sagde en Munk der kom gående ned fra en smal trappe i hjørnet.
”og jeg er bestemt til at vogte over bøgerne. Dezal gav menneskene dette slot i tidernes morgen for at de skulle lære at viden ikke altid har den effekt som man tror den har. Mange folk har levet hele deres liv i dette slot i søgen efter deres egen bog. De få, der fandt deres egen bog, levede resten af deres liv i frygt for den død som de ikke kunne undgå skønt de vidste præcis hvad der ville ske. Viden kan være en frygtelig forbandelse.”
Muza tog interesseret en bog op og kiggede i den, læste et par og lukkede den så mens han talte: ”Jeg har hørt om dette sted… men det skulle jo bare være en myte… skulle det ikke?”
”Engang kom her mange, folk fra nær og fjern, men i de sidste mange generationer har kun få besøgt Vor frues bibliotek. I er velkomne til at blive så længe i vil, Dezal skelner ikke i raser eller art” tilføjede munken da han tog Ruk ved nærmere eftersyn.
Ruk lyste op og de fulgte alle tre munken op ad den lille trappe.
Monday, December 04, 2006
Det Røde Land del 16
Jordskælvet var langt derfra men rystelserne fik stadig Ruk, Lian og Muza til at vakle.
”hvad fanden er der med de jordskælv?” råbte Ruk da Jordskælvet var ovre. ”De driver mig til vanvid”
”Det virker i hvert fald ikke normalt at der er så mange Jordskælv” Svarede Muza
”lad os komme ud af de har lorte bjerge før de tager livet af os” sagde Ruk og sparkede til en sten.
”Ja det virker som en god idé.” sagde Lian ”jeg vil også gerne væk fra de her bjerge. Det var kun meningen at vi skulle bruge en uge eller to på at komme over de her bjerge og nu har vi efterhånden været her i et helt år.”
”For mig er det nu lidt længere end bare et år, men hvis I har så travlt så lad os da komme af sted.” grinte Muza og begyndte at gå ned af bjergsiden.
Det var først midt på næste dag at de nåede bjergets fod. Stanken fra de faldne i den varme middagssol var ulidelig og der var ikke den mindste vind til at føre den bort. Ruk var begyndt at få det dårligt da han så en skikkelse gå syngende omkring i lig dyngerne. Ruk prikkede til Lian og Muza og pegede over på manden der sang: ”hnort vrugt an duk! Ek runju.” han bukkede sig ned og tog en pung fra et af ligene hvorefter han sang videre: ”noragt iora.” Ruk så spørgende på Muza og spurgte: ”hvad synger han?”
”noget om at nu kan han få mad på bordet tror jeg.” svarede Muza samtidig med at manden skrålede: ”gnik autri næoi gytbu eknuo!”
”Han taler det sprog nogle få enlige stammer taler i de nordlige bjerge” sagde Muza og fortsatte: ”Jeg tror det er bedst hvis vi fordufter uden at han ser os.”
”Suny eponu knæyt suksu” sang manden lystigt da Ruk, Muza og Lian forlod stedet.
Da de var kommet lidt væk vendte Ruk sig om for at se manden en sidste gang men han var som sunket i jorden. Ruk trak på skuldrene og gik op til de andre igen.
”vi skal bare følge floden der” sagde Muza og pegede på en stor flod der kom ud af en stor åbning i bjergende og snoede jeg gennem den golde slette. ”Mynrak ligger ved siden af den flod på den anden side af sletten.
”Hvad hedder floden?” spurgte Lian: ”og hvorfor kommer den ud af bjergene?”
”tja det er der ingen der ved” sagde Muza og trak på skuldrende: ”men man siger at den er magisk da den aldrig tørre ud. Selv ikke i den lage tørke der varede 30 år forsvandt floden. Den flod er Det røde lands livs nerve. Dør floden dør landet. Mange har selvfølgelig forsøgt at finde ud af hvor den stammer fra men endnu er det ikke lykkedes nogen at finde flodens udspring og vende tilbage med livet i behold”
Lian gyste og spurgte om hvor lang tid det ville tage den at komme til Mynrak.
”et par uger vil jeg tro” Svarede Muza ”altså, hvis vi ikke render ind i problemer selvfølgelig.”
Den lille gruppe gik godt til hele dagen og da det blev nat lagde de sig til at sove i nogle buske, da Muza ikke havde ment der var behov for en natte vagt sov de alle tre godt i forvisning om at de endelig var ude af bjergende og at ingen i nærheden kunne skade dem.
Lidt væk i en anden busk kiggede et par øjne frem mod de rejsende og øjnenes ejer sang sagte: ”triu oufr oiar griny flæiu ywt ruå randge ewq!” Under øjnende slikkede en tunge sig om munden.
”hvad fanden er der med de jordskælv?” råbte Ruk da Jordskælvet var ovre. ”De driver mig til vanvid”
”Det virker i hvert fald ikke normalt at der er så mange Jordskælv” Svarede Muza
”lad os komme ud af de har lorte bjerge før de tager livet af os” sagde Ruk og sparkede til en sten.
”Ja det virker som en god idé.” sagde Lian ”jeg vil også gerne væk fra de her bjerge. Det var kun meningen at vi skulle bruge en uge eller to på at komme over de her bjerge og nu har vi efterhånden været her i et helt år.”
”For mig er det nu lidt længere end bare et år, men hvis I har så travlt så lad os da komme af sted.” grinte Muza og begyndte at gå ned af bjergsiden.
Det var først midt på næste dag at de nåede bjergets fod. Stanken fra de faldne i den varme middagssol var ulidelig og der var ikke den mindste vind til at føre den bort. Ruk var begyndt at få det dårligt da han så en skikkelse gå syngende omkring i lig dyngerne. Ruk prikkede til Lian og Muza og pegede over på manden der sang: ”hnort vrugt an duk! Ek runju.” han bukkede sig ned og tog en pung fra et af ligene hvorefter han sang videre: ”noragt iora.” Ruk så spørgende på Muza og spurgte: ”hvad synger han?”
”noget om at nu kan han få mad på bordet tror jeg.” svarede Muza samtidig med at manden skrålede: ”gnik autri næoi gytbu eknuo!”
”Han taler det sprog nogle få enlige stammer taler i de nordlige bjerge” sagde Muza og fortsatte: ”Jeg tror det er bedst hvis vi fordufter uden at han ser os.”
”Suny eponu knæyt suksu” sang manden lystigt da Ruk, Muza og Lian forlod stedet.
Da de var kommet lidt væk vendte Ruk sig om for at se manden en sidste gang men han var som sunket i jorden. Ruk trak på skuldrene og gik op til de andre igen.
”vi skal bare følge floden der” sagde Muza og pegede på en stor flod der kom ud af en stor åbning i bjergende og snoede jeg gennem den golde slette. ”Mynrak ligger ved siden af den flod på den anden side af sletten.
”Hvad hedder floden?” spurgte Lian: ”og hvorfor kommer den ud af bjergene?”
”tja det er der ingen der ved” sagde Muza og trak på skuldrende: ”men man siger at den er magisk da den aldrig tørre ud. Selv ikke i den lage tørke der varede 30 år forsvandt floden. Den flod er Det røde lands livs nerve. Dør floden dør landet. Mange har selvfølgelig forsøgt at finde ud af hvor den stammer fra men endnu er det ikke lykkedes nogen at finde flodens udspring og vende tilbage med livet i behold”
Lian gyste og spurgte om hvor lang tid det ville tage den at komme til Mynrak.
”et par uger vil jeg tro” Svarede Muza ”altså, hvis vi ikke render ind i problemer selvfølgelig.”
Den lille gruppe gik godt til hele dagen og da det blev nat lagde de sig til at sove i nogle buske, da Muza ikke havde ment der var behov for en natte vagt sov de alle tre godt i forvisning om at de endelig var ude af bjergende og at ingen i nærheden kunne skade dem.
Lidt væk i en anden busk kiggede et par øjne frem mod de rejsende og øjnenes ejer sang sagte: ”triu oufr oiar griny flæiu ywt ruå randge ewq!” Under øjnende slikkede en tunge sig om munden.
Subscribe to:
Posts (Atom)