Jeg var sgu lige ved at glemme at lægge den op men her er ugens historie.
De historier jeg nævner til sidst eksisterer, i får dem ikke at se men de eksisterer og findes i den masse jeg har valgt at kalde min hjerne.
A map of my mind.
Why do I write what I write? Why do the horrors of twisted minds, the fables of lost lands and the everyday story turned supernatural intrigue me so much? What is it that makes me connect with a mutant trying to get back his humanity or a detective who tries to make the world a better place? To tell you the truth: it happens. I do not make op stories, I just write them down. Now don’t get me wrong, I don’t steal stories and take credit for them, I just write what I see. Where you see a drunken mother yelling at her 12 year old son, I see a dictator trying to oppress the youth of the people. Where you see a dog burying a bone, I see a pirate hiding his treasure so that no living man can find and steal his things. Where you see a hobo on the sidewalk, I see a life worth of stories waiting to be put on paper, leading to the sad end of today.
I see stories where most see nothing, but when I really see the twisted ones, are when I look inside my own head. I do so often, trying to grasp what it is I am, and what it is that makes me tick. It is when I look upon that growing field of fantasy flowers and rivers of ideas flowing from the everlasting mountains of creativity that I imagine new things, most of them stay in the river of ideas though. But every once in a blue moon a small creature emerges from the river and crawl unto land. Here the creature grow, eating the flowers of fantasy and the grass of possibilities, the creature steadily grow into a story or a joke or one of the countless of other creatures that have inhabited my brain. As the stories are written, or the jokes are told, the bodies of them start to decay, they’re slowly wither away on the field and their corpses provide nutrition for the fantasy flowers and the grass of possibilities, thereby creating an endless circle of creation and destruction. Some time two creatures emerge from the river at the same time, these two creatures develop a symbiotic existence, they live together, grow together and they will eventually either blossom or die together.
Sometimes the stories are forced to stay in my mind before they can be put into writing, when this happens they are taken to the farm. The farm is where they meet other ideas, and most importantly, the place where they meet my greatest secrets and my most treasured memories. Sometimes the stories and secrets are brought together and becomes one. I think of them as chimeras, stories spawned from a multitude of different ideas, memories and secrets, these chimeras are some of the most twisted and private stories that I have ever created. Most of them are never turned into writing because I fear the reaction from my readers. They are stories unlike anything else I write and they strike fear in my own heart, not because of the story itself, but because I know that I created it. These stories cannot be destroyed and they still live and haunt my mind when I go to sleep. I’ll let you into a little secret: Just before sleep takes and drags me into the place they call the dream land, I start thinking about them, they sneak into my mind and for a short while I think about them, I figure out what will happen in them, and that is how these stories evolve in my mind growing into monstrous beasts that threatens to latch on to every piece of paper I come across, and thereby gain entry to the real world.
You may think that this is but poor joke, a way for me to entertain you and please myself. You may wonder what I mean when I talk about this wonderland in my mind. Well let me put it this way: where you see a field I see a mind, and where you see a twisted chimera I see an obsession. You might be curious about these forbidden stories, but I am afraid they will never be seen by any other mortal man than I. They are too close to my heart as they contain my most private wishes and my most treasured memories.
Sunday, April 27, 2008
Thursday, April 24, 2008
Kage-Ken 1: Hatchi Zuki
Tillykke med dagen Bjørn!
I B's ære kommer den første del af min nye serie, Kage Ken idag. Jeg har arbejdet med det her første afsnit i 2 uger og omskrevet det 4 gange. Jeg syntes det er blevet godt.
Jeg bruger mange Japanske udtryk og de vigtigste vil blive forklaret i fodnoter, jeg vil starte med at sige at Zuki betyder stød (ikke som et lyn, men som det engelske ord 'strike').
Kage-Ken vil blive afsløret senere, og i kan formentlig selv regne ud hvad Ha
Kage-Ken 1
Hachi Zuki
“Get away from the bar, man of the east! We are the Trejina guard, trained by lord Grede in the forgotten art of the hounsel swordstyle and we demand that you move your yellow ass away from the bar!”
The inn went completely quiet as the swordsmen spoke, they were known as ruthless drunks who would pick a fight for no reason, men with no honor or morals. The lone man who sat at the bar lowered his cup, he carried a slim sword concealed in a simple sheath with the word Kage-ken written on it and a Kimono with weird symbols written on the back. He didn’t look up nor turn around as they ordered him to stand, nor did he do as he was told and when he spoke his voice was calm, as if they had simply made a comment about the weather. “You should ask politely when you wish someone to move for you.” The inn was completely silent as he spoke those words, except for a creature sitting in the back of the inn that was choking in its beer. This creature was covered in light brown fur, had big cat like ears and two small horns.
The lone stranger was met by a roar of laughter from the 10 swordsmen, the laughter was heard all the way out on the dirt street where people realized what was about to happen and hurried into other houses for protection, in case all hell broke loose. “I don’t think you heard us so let me repeat myself: We are the Trejina guard, trained by lord Grede in the forgotten art of the hounsel sword fighting style, when we ask something of someone, they either do as we say…” he smiled a gruesome smile as he continued “or die.”
“A style can only be mastered by the one who created it, all who tries to learn another man’s style will be but a shadow of the true master. Besides forgotten styles, fancy titles and good trainers only means things to men who knows them, they mean nothing to me or my blade.”
“You dare mock me!? This will cost you your head, insolent whelp!” The foremost swordsman drew his blade as he spoke, but before he had time swing it he found his head staring at his body from the ground. The blood flowed from his steadily from the now headless neck as the body fell to the ground. The man had risen and cut off the man’s head in a split second, he never even knew he was dead. The rest of the swordsmen could only stare in shock as he fell and see the mysterious stranger stand as tall as he was with his sword drawn. He stood quite still, breathing lightly as if he had done nothing else than standing up. The inn was quiet for 5 seconds, then a scream pierced the air and every man woman and child left the inn panicking through doors and windows, then the inn was quiet again and only the 9 remaining swordsmen, the stranger, the weird creature in the back and the headless swordsman remained in the room.
“You know… this western stuff isn’t half bad” said the creature in the back lowering his beer to speak.
“You killed him!” yelled one of the swordsmen drawing his sword at the strange swordsman. “You will pay for this!” The swordsmen quickly surrounded him, kicking tables and chairs out of the way. “Even in their anger they think of a strategy? They have been well trained. But there is a foul stench around them, what is it? It smells similar to sake, are they drunk?” the stranger thought as he studied the men around him. One of the men yelled a command and suddenly all 9 swordsmen stormed forward. One of them accidently tripped over a chair and fell, coursing at the top of his voice. The stranger spread his legs a little to stand more firmly, grasped his sword tightly with both hands and whispered the words “Hachi zuki”. The swordsman who had tripped looked up and saw the stranger storm towards one of the swordsmen, dived under the crude sword swing from the attacker and cut him in half with one single strike. “ichi” he murmured and jumped backwards to dodge another attackers strike. He turned around in the air and landed feet first on another swordsman’s chest, his sword quickly following up by piercing the swordsman’s forehead. “ni” he said as he leaped from the dead man’s chest and stormed back into the middle of the group. He feinted a strike against the head but in the last moment he changed the direction of his swing and buried his blade deep within the swordsman’s stomach. “san” The next two strikes was barely visible to the naked eye but two more bodies joined the pile followed by the strangers low voice: “shi, go.” His sword claimed another victim as he chopped of a leg of one of the two standing swordsmen and followed up by piercing his heart with a single blow. “Roku” He caught the last swordsman desperate attack by a weak parade that allowed the swordsman’s strike strike to carry through and slamming it into the ground. The swordsman landed hard on the ground and was killed split seconds later by a quick strike to the neck. “Hachi” the stranger said quietly while quickly mopping the blood of the blade in a table cloth from a nearby table. A ray of sun hit the blade as he was sheathing it and for almost a full second the room was filled with a beautiful dark red light, for that second it seemed like the air itself burned with strange dark flames. But as the blade was sheathed, the light disappeared.
“You always have to get in trouble when we go somewhere nice.” said the creature in the back and jumped down from his chair, revealing that he was no taller than a child before falling down on all four and heading for the door.
The stranger ignored him and turned around to face the ninth swordsman who was still on the ground where he had tripped over the chair.
“Go home.” The stranger said in a sad voice. ”enough blood has been spilled here for today.” The swordsman stared after the stranger as he walked towards the door.
“Who… Who are you!?” he yelled as the stranger reached the door. The stranger stopped in his tracks and turned around to face the man before answering.
“I do not have a name anymore, but I have come to call myself: Hachi Zoki”
“What a dramatic exit, Hachi.” Said the weird creature with a voice filled with sarcasm from his low viewpoint on all four as they walked out of the door.
“Quit it. We better get out of town quick, I don’t think we will find him here anyway.” Replied Hachi as they walked out the door, leaving the choked swordsman behind.
I B's ære kommer den første del af min nye serie, Kage Ken idag. Jeg har arbejdet med det her første afsnit i 2 uger og omskrevet det 4 gange. Jeg syntes det er blevet godt.
Jeg bruger mange Japanske udtryk og de vigtigste vil blive forklaret i fodnoter, jeg vil starte med at sige at Zuki betyder stød (ikke som et lyn, men som det engelske ord 'strike').
Kage-Ken vil blive afsløret senere, og i kan formentlig selv regne ud hvad Ha
Kage-Ken 1
Hachi Zuki
“Get away from the bar, man of the east! We are the Trejina guard, trained by lord Grede in the forgotten art of the hounsel swordstyle and we demand that you move your yellow ass away from the bar!”
The inn went completely quiet as the swordsmen spoke, they were known as ruthless drunks who would pick a fight for no reason, men with no honor or morals. The lone man who sat at the bar lowered his cup, he carried a slim sword concealed in a simple sheath with the word Kage-ken written on it and a Kimono with weird symbols written on the back. He didn’t look up nor turn around as they ordered him to stand, nor did he do as he was told and when he spoke his voice was calm, as if they had simply made a comment about the weather. “You should ask politely when you wish someone to move for you.” The inn was completely silent as he spoke those words, except for a creature sitting in the back of the inn that was choking in its beer. This creature was covered in light brown fur, had big cat like ears and two small horns.
The lone stranger was met by a roar of laughter from the 10 swordsmen, the laughter was heard all the way out on the dirt street where people realized what was about to happen and hurried into other houses for protection, in case all hell broke loose. “I don’t think you heard us so let me repeat myself: We are the Trejina guard, trained by lord Grede in the forgotten art of the hounsel sword fighting style, when we ask something of someone, they either do as we say…” he smiled a gruesome smile as he continued “or die.”
“A style can only be mastered by the one who created it, all who tries to learn another man’s style will be but a shadow of the true master. Besides forgotten styles, fancy titles and good trainers only means things to men who knows them, they mean nothing to me or my blade.”
“You dare mock me!? This will cost you your head, insolent whelp!” The foremost swordsman drew his blade as he spoke, but before he had time swing it he found his head staring at his body from the ground. The blood flowed from his steadily from the now headless neck as the body fell to the ground. The man had risen and cut off the man’s head in a split second, he never even knew he was dead. The rest of the swordsmen could only stare in shock as he fell and see the mysterious stranger stand as tall as he was with his sword drawn. He stood quite still, breathing lightly as if he had done nothing else than standing up. The inn was quiet for 5 seconds, then a scream pierced the air and every man woman and child left the inn panicking through doors and windows, then the inn was quiet again and only the 9 remaining swordsmen, the stranger, the weird creature in the back and the headless swordsman remained in the room.
“You know… this western stuff isn’t half bad” said the creature in the back lowering his beer to speak.
“You killed him!” yelled one of the swordsmen drawing his sword at the strange swordsman. “You will pay for this!” The swordsmen quickly surrounded him, kicking tables and chairs out of the way. “Even in their anger they think of a strategy? They have been well trained. But there is a foul stench around them, what is it? It smells similar to sake, are they drunk?” the stranger thought as he studied the men around him. One of the men yelled a command and suddenly all 9 swordsmen stormed forward. One of them accidently tripped over a chair and fell, coursing at the top of his voice. The stranger spread his legs a little to stand more firmly, grasped his sword tightly with both hands and whispered the words “Hachi zuki”. The swordsman who had tripped looked up and saw the stranger storm towards one of the swordsmen, dived under the crude sword swing from the attacker and cut him in half with one single strike. “ichi” he murmured and jumped backwards to dodge another attackers strike. He turned around in the air and landed feet first on another swordsman’s chest, his sword quickly following up by piercing the swordsman’s forehead. “ni” he said as he leaped from the dead man’s chest and stormed back into the middle of the group. He feinted a strike against the head but in the last moment he changed the direction of his swing and buried his blade deep within the swordsman’s stomach. “san” The next two strikes was barely visible to the naked eye but two more bodies joined the pile followed by the strangers low voice: “shi, go.” His sword claimed another victim as he chopped of a leg of one of the two standing swordsmen and followed up by piercing his heart with a single blow. “Roku” He caught the last swordsman desperate attack by a weak parade that allowed the swordsman’s strike strike to carry through and slamming it into the ground. The swordsman landed hard on the ground and was killed split seconds later by a quick strike to the neck. “Hachi” the stranger said quietly while quickly mopping the blood of the blade in a table cloth from a nearby table. A ray of sun hit the blade as he was sheathing it and for almost a full second the room was filled with a beautiful dark red light, for that second it seemed like the air itself burned with strange dark flames. But as the blade was sheathed, the light disappeared.
“You always have to get in trouble when we go somewhere nice.” said the creature in the back and jumped down from his chair, revealing that he was no taller than a child before falling down on all four and heading for the door.
The stranger ignored him and turned around to face the ninth swordsman who was still on the ground where he had tripped over the chair.
“Go home.” The stranger said in a sad voice. ”enough blood has been spilled here for today.” The swordsman stared after the stranger as he walked towards the door.
“Who… Who are you!?” he yelled as the stranger reached the door. The stranger stopped in his tracks and turned around to face the man before answering.
“I do not have a name anymore, but I have come to call myself: Hachi Zoki”
“What a dramatic exit, Hachi.” Said the weird creature with a voice filled with sarcasm from his low viewpoint on all four as they walked out of the door.
“Quit it. We better get out of town quick, I don’t think we will find him here anyway.” Replied Hachi as they walked out the door, leaving the choked swordsman behind.
Sunday, April 20, 2008
NEVER!
Jeg fik ideen til den her fra en webcomic, jeg kan bare ikke finde den længere :P
Apropo Webcommics så gør jer selv den tjeneste at læse Inverloch. Det er en afsluttet webcommic der er medrivende spænende og frem for alt fantastisk sørgelig. Selv jeg, og jeg er fandme et stoneface når det kommer til den slags, jeg var tæt på at knibe en tårer i slutningen. Inverloch kan findes HER:
Inverloch
Forfatteren er også begyndt på en ny god historie den er også super fed, den hedder Phoenix requiem og den kan læses her:The Phoenix requiem
NEVER!
They woke me up before 10 am, NEVER wake me before 10 am!
I was having a great and possibly perverted dream when they woke me, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream!
The damn doorbell kept ringing as I got out of the bed, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed!
I knocked my head against the door as I hurried to the main door, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door!
I have a headache as I open the door, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door, while I have a headache!
In front of my door I saw two people in black clothe, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door, while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe!
One of them is holding a bible the other a brochure from Jehovahs witnesses, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses!
The one with the Bible looks at me with forgiving eyes before speaking, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses only to look at me with forgiving eyes before speaking!
He started speaking about salvation, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses only to look at me with forgiving eyes before speaking about salvation!
Because if you do, THIS is how I will reply: “I do not believe in salvation,” I will say as I reach for my shotgun: “I believe in the right to bear arms and pleading insanity in the moment of the crime!”
Apropo Webcommics så gør jer selv den tjeneste at læse Inverloch. Det er en afsluttet webcommic der er medrivende spænende og frem for alt fantastisk sørgelig. Selv jeg, og jeg er fandme et stoneface når det kommer til den slags, jeg var tæt på at knibe en tårer i slutningen. Inverloch kan findes HER:
Inverloch
Forfatteren er også begyndt på en ny god historie den er også super fed, den hedder Phoenix requiem og den kan læses her:The Phoenix requiem
NEVER!
They woke me up before 10 am, NEVER wake me before 10 am!
I was having a great and possibly perverted dream when they woke me, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream!
The damn doorbell kept ringing as I got out of the bed, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed!
I knocked my head against the door as I hurried to the main door, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door!
I have a headache as I open the door, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door, while I have a headache!
In front of my door I saw two people in black clothe, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door, while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe!
One of them is holding a bible the other a brochure from Jehovahs witnesses, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses!
The one with the Bible looks at me with forgiving eyes before speaking, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses only to look at me with forgiving eyes before speaking!
He started speaking about salvation, NEVER wake me before 10 am in the middle of a great and possibly perverted dream forcing me to get out of the bed knocking my head against the door while I have a headache, standing in front of my door wearing black clothe, a bible and a brochure from Jehovahs witnesses only to look at me with forgiving eyes before speaking about salvation!
Because if you do, THIS is how I will reply: “I do not believe in salvation,” I will say as I reach for my shotgun: “I believe in the right to bear arms and pleading insanity in the moment of the crime!”
Sunday, April 13, 2008
Forfulgt
Min første danske novelle, den er ikke såååå god men den er okay.
Forfulgt.
Han stod der altid, lige der på hjørnet henne ved bageren. Hver eneste gang jeg gik hjem fra arbejde så stod han der på hjørnet, den var stensikker. Han var ikke særlig høj, men han var bredskuldret og havde en lang frakke på der med hætten trukket op skjulte hans ansigt. Han stod bare der og kiggede ud i luften, men når jeg kom forbi kunne jeg altid fornemme at han skulede til mig. Han sagde aldrig et ord han stod bare og kiggede efter mig. Det virkede ikke som om der var andre der lagde mærke til ham, de gik bare forbi som om der ikke stod nogen, men det var der vil heller ikke noget at sige til, det var jo ikke dem han gloede efter. Det sjove var den følelse jeg havde af at have set ham før, men jeg kunne bare ikke huske hvor det var jeg havde set ham. Jeg gik forbi ham hver eneste dag, og hver eneste dag stod han og kiggede på mig. Jeg prøvede at gå en anden vej for at undgå ham, men så stod han bare et nyt sted og holdt øje med mig. I starten ignorerede jeg ham bare, han gjorde mig trods alt ikke noget, men han var så vedholdende og langsomt blev han mere aggressiv, i starten begyndte han bare at følge efter mig et stykke af vejen hjem, han gjorde mig ikke noget så jeg forsøgte endnu en gang at ignorerer ham. Men det blev sværere at ignorerer ham som han blev mere modig og mere pågående. Han begyndte at følge mig hele vejen hjem, og så stod han bare der på den anden side af vejen og ventede. Jeg blev paranoid, begyndte at løbe hjem efter arbejde, jeg tog omvejen og genveje, men ingenting kunne ryste forfølgeren af. Det hele eskalerede en dag hvor mig og en af mine venner havde været i biografen og jeg skulle hjem igen. Der stod han igen i sin frakke og så kom ham, han gik direkte hen imod mig, det havde han aldrig gjort før. Jeg gik i panik, jeg løb, jeg spurtede af sted, men af en eller anden grund kunne jeg ikke slippe væk fra ham. Jeg løb og jeg løb og da jeg endelig kom hjem og smækkede døren i, kunne jeg se ham komme hurtigt nærmere døren igennem glasset. Jeg tog et skridt tilbage og så til min rædsel døren flyve af sine hængsler og lande for fødderne af mig. Jeg faldt bagover af bar forbløffelse da han trådte ind over døren og tårnede sig op over mig. Han tog hætten af og sagde i en stille og venlig stemme: ”undskyld, du glemte vist at slukke mobiltelefonen i biografen.” Og så gik han bare igen.
Forfulgt.
Han stod der altid, lige der på hjørnet henne ved bageren. Hver eneste gang jeg gik hjem fra arbejde så stod han der på hjørnet, den var stensikker. Han var ikke særlig høj, men han var bredskuldret og havde en lang frakke på der med hætten trukket op skjulte hans ansigt. Han stod bare der og kiggede ud i luften, men når jeg kom forbi kunne jeg altid fornemme at han skulede til mig. Han sagde aldrig et ord han stod bare og kiggede efter mig. Det virkede ikke som om der var andre der lagde mærke til ham, de gik bare forbi som om der ikke stod nogen, men det var der vil heller ikke noget at sige til, det var jo ikke dem han gloede efter. Det sjove var den følelse jeg havde af at have set ham før, men jeg kunne bare ikke huske hvor det var jeg havde set ham. Jeg gik forbi ham hver eneste dag, og hver eneste dag stod han og kiggede på mig. Jeg prøvede at gå en anden vej for at undgå ham, men så stod han bare et nyt sted og holdt øje med mig. I starten ignorerede jeg ham bare, han gjorde mig trods alt ikke noget, men han var så vedholdende og langsomt blev han mere aggressiv, i starten begyndte han bare at følge efter mig et stykke af vejen hjem, han gjorde mig ikke noget så jeg forsøgte endnu en gang at ignorerer ham. Men det blev sværere at ignorerer ham som han blev mere modig og mere pågående. Han begyndte at følge mig hele vejen hjem, og så stod han bare der på den anden side af vejen og ventede. Jeg blev paranoid, begyndte at løbe hjem efter arbejde, jeg tog omvejen og genveje, men ingenting kunne ryste forfølgeren af. Det hele eskalerede en dag hvor mig og en af mine venner havde været i biografen og jeg skulle hjem igen. Der stod han igen i sin frakke og så kom ham, han gik direkte hen imod mig, det havde han aldrig gjort før. Jeg gik i panik, jeg løb, jeg spurtede af sted, men af en eller anden grund kunne jeg ikke slippe væk fra ham. Jeg løb og jeg løb og da jeg endelig kom hjem og smækkede døren i, kunne jeg se ham komme hurtigt nærmere døren igennem glasset. Jeg tog et skridt tilbage og så til min rædsel døren flyve af sine hængsler og lande for fødderne af mig. Jeg faldt bagover af bar forbløffelse da han trådte ind over døren og tårnede sig op over mig. Han tog hætten af og sagde i en stille og venlig stemme: ”undskyld, du glemte vist at slukke mobiltelefonen i biografen.” Og så gik han bare igen.
Sunday, April 06, 2008
I know that I am not dead, but am I alive?
Fra idag af vil jeg lægge en ny historie ud hver søndag.
I know that I am not dead, but am I alive?
“Fear is the nectar of life.” So it is said by a wise man that lived in a wise time, but he is all but forgotten by the modern world, and so is his wisdom. He knew the truth and he lived to preach it. He lived in time long before history books begin but after ancient myths ends, he lived in those years not remembered by anyone else than those who sought his wisdom in those ancient times. I was one of those young men who sought his wisdom for my own gain, and ended up far worse than I started. I sought his wisdom to make myself immortal, not because I wanted to live forever just because I was too afraid to die. Many people journeyed to find that man and hear his words, the words of a man they called a prophet. He is older than time, or so I was told, there was no telling what was true or not, he had been called a saint, a demon, a prophet, a fake, and many other things, but I like so many others left home to find him. I was not strong, og fast, or smart, or cunning when I left my home to tell you the truth. But I found him, on a deserted rock in the middle of the sea. This small rock held him no more than half a meter over the surface of the ocean in whose domain he had entered. I asked him why he sat on that lonely stone when so many people would gladly take him in their house and treat him like a king. He looked at me as I sat in a small boat besides the rock with mild interest, and then he said those words that would lead me to hell and back: “Fear is the Nectar of life. I fear water so I confront myself with water, only by confronting your fear can you control it.”
“I fear death” I said “can I learn to control that?”
“All things can be controlled.” He simply said “seek out death in the land to the east of here. Find a cave with beautiful blue walls and venture into it to find what you seek.”
And so I did what he said, for he had said it and thus it was the truth. When I came to that land it was raining as if the heavens tried to flood the earth. It took me 4 days to find the cave and even at that point the rain had not stopped. The walls was bright pale blue, never ha I seen such a color, so beautiful and as cold as a winter morning when the first ray of sunlight cuts across the clear sky. I walked deeper into the cave. It was like the blue walls emitted a gentle light, the light led me, guided me, seduced me, forced me deeper into the cave. I don’t know how long I walked through that cave, it felt like the gentle light of the walls sucked out all the meaning of time. After a long time I came to the end of the cave and in the corner sat an old man by himself. He looked like he was made out of flesh and bones, his hair was long and grey and his beard was so long it reached his feet. He looked up at me with eyes that was all but dried up and spoke with a weak dry voice: “Do you know what year it is son?” I told him what he wanted to know and looked down on his feet again. “Do you know how long I have been in this cave? 209 years. 209 years of solitude and hunger.” He went quiet again still looking at his feet. “You know, I came here looking for a life without death… and the cave gave it to me, I can’t die as long as I stay in this cave, but can this really be called living?” he asked himself barely aware that I was still there.
“But why don’t you leave then?” I asked him.
“Its not that easy is it? I have walked to the entrance and back hundreds of times but how can I take the step outside when I know it will be my last?” I was sure he was crying, but it seemed he had no more tears left. He was weak, that’s what I thought in my stupidity, I believed myself a greater man than him. So I picked him up, skin and bone as he was, and carried him through the cave. I talked kindly to him the whole way, told him of the wonders of the world and spoke to him as to a child, and the old man fell for it he was vowed by the tales of new greatness and wonders. All the way through the cave I carried him, kept him at good spirit and talked kindly to him and god how I hated him. I hated his voice, I hated his hair, I hated his skin, I hated his beard, but above all I hated his weakness. He had been given a gift of eternal life but he had never had the courage to live life eternally, he had just been sitting there seeing eternity pass by in front of him. So I sat him free, he took one step out of the cave and away from the blue walls and he pummeled to the ground, death had finally found him. As I stood there and watched him die I should have realized it, I should have left right then and there in hindsight that is properly what the prophet wanted me to do: to see the ugly face of immortality and then embrace mortality with love. But he was not aware of how deep my fear was and how arrogant I had become. I had found the prophet where so many had failed, I had found the cave that could keep death at bay and I would reap the benefits of being immortal. I left the cave to get furniture after a few days, and the following years I purchased books to entertain myself in my eternal life. But as my body got old I started to stay in the cave, I knew that the cave would keep me from dying and I would not risk my life to old age to get new books. I can tell you now that no anount of books can last eternally. After a few hundred years I started to fade, I became like the man I found in here I just sat in the corner, waiting for eternity to pass by. I had visitors in my cave that is true, but they were no more than visitor, none stayed more than 200 years and I talked to none of them, filthy scum trying to steal my cave!
I still sit in that cave to this day, l am looking for an answer to a question the same question that the old man had been wondering about all those years ago: do I really live? I mean: I know that I am not dead, but am I alive?
I know that I am not dead, but am I alive?
“Fear is the nectar of life.” So it is said by a wise man that lived in a wise time, but he is all but forgotten by the modern world, and so is his wisdom. He knew the truth and he lived to preach it. He lived in time long before history books begin but after ancient myths ends, he lived in those years not remembered by anyone else than those who sought his wisdom in those ancient times. I was one of those young men who sought his wisdom for my own gain, and ended up far worse than I started. I sought his wisdom to make myself immortal, not because I wanted to live forever just because I was too afraid to die. Many people journeyed to find that man and hear his words, the words of a man they called a prophet. He is older than time, or so I was told, there was no telling what was true or not, he had been called a saint, a demon, a prophet, a fake, and many other things, but I like so many others left home to find him. I was not strong, og fast, or smart, or cunning when I left my home to tell you the truth. But I found him, on a deserted rock in the middle of the sea. This small rock held him no more than half a meter over the surface of the ocean in whose domain he had entered. I asked him why he sat on that lonely stone when so many people would gladly take him in their house and treat him like a king. He looked at me as I sat in a small boat besides the rock with mild interest, and then he said those words that would lead me to hell and back: “Fear is the Nectar of life. I fear water so I confront myself with water, only by confronting your fear can you control it.”
“I fear death” I said “can I learn to control that?”
“All things can be controlled.” He simply said “seek out death in the land to the east of here. Find a cave with beautiful blue walls and venture into it to find what you seek.”
And so I did what he said, for he had said it and thus it was the truth. When I came to that land it was raining as if the heavens tried to flood the earth. It took me 4 days to find the cave and even at that point the rain had not stopped. The walls was bright pale blue, never ha I seen such a color, so beautiful and as cold as a winter morning when the first ray of sunlight cuts across the clear sky. I walked deeper into the cave. It was like the blue walls emitted a gentle light, the light led me, guided me, seduced me, forced me deeper into the cave. I don’t know how long I walked through that cave, it felt like the gentle light of the walls sucked out all the meaning of time. After a long time I came to the end of the cave and in the corner sat an old man by himself. He looked like he was made out of flesh and bones, his hair was long and grey and his beard was so long it reached his feet. He looked up at me with eyes that was all but dried up and spoke with a weak dry voice: “Do you know what year it is son?” I told him what he wanted to know and looked down on his feet again. “Do you know how long I have been in this cave? 209 years. 209 years of solitude and hunger.” He went quiet again still looking at his feet. “You know, I came here looking for a life without death… and the cave gave it to me, I can’t die as long as I stay in this cave, but can this really be called living?” he asked himself barely aware that I was still there.
“But why don’t you leave then?” I asked him.
“Its not that easy is it? I have walked to the entrance and back hundreds of times but how can I take the step outside when I know it will be my last?” I was sure he was crying, but it seemed he had no more tears left. He was weak, that’s what I thought in my stupidity, I believed myself a greater man than him. So I picked him up, skin and bone as he was, and carried him through the cave. I talked kindly to him the whole way, told him of the wonders of the world and spoke to him as to a child, and the old man fell for it he was vowed by the tales of new greatness and wonders. All the way through the cave I carried him, kept him at good spirit and talked kindly to him and god how I hated him. I hated his voice, I hated his hair, I hated his skin, I hated his beard, but above all I hated his weakness. He had been given a gift of eternal life but he had never had the courage to live life eternally, he had just been sitting there seeing eternity pass by in front of him. So I sat him free, he took one step out of the cave and away from the blue walls and he pummeled to the ground, death had finally found him. As I stood there and watched him die I should have realized it, I should have left right then and there in hindsight that is properly what the prophet wanted me to do: to see the ugly face of immortality and then embrace mortality with love. But he was not aware of how deep my fear was and how arrogant I had become. I had found the prophet where so many had failed, I had found the cave that could keep death at bay and I would reap the benefits of being immortal. I left the cave to get furniture after a few days, and the following years I purchased books to entertain myself in my eternal life. But as my body got old I started to stay in the cave, I knew that the cave would keep me from dying and I would not risk my life to old age to get new books. I can tell you now that no anount of books can last eternally. After a few hundred years I started to fade, I became like the man I found in here I just sat in the corner, waiting for eternity to pass by. I had visitors in my cave that is true, but they were no more than visitor, none stayed more than 200 years and I talked to none of them, filthy scum trying to steal my cave!
I still sit in that cave to this day, l am looking for an answer to a question the same question that the old man had been wondering about all those years ago: do I really live? I mean: I know that I am not dead, but am I alive?
Wednesday, April 02, 2008
Renevatio 1+2+3
Kan i huske Renevatio? Det er min homie Bjørns mystiske historie som jeg postede første del af for et stykke tid siden, nu er nummer to og tre landet i mailbakken og derfor invitere Grevens blog endnu engang velkommen til en Bjørne produktion, instrueret, produceret og skrevet af Bjørn! (klap klap klap!)
Del 1
Varmen.
Varmen var gudskelov det første jeg følte.
Den kildende fornemmelse i de yderste fingerspidser, den prikkende fornemmelse, som når ens ben er faldet i søvn. Det føltes som en af de dage, da man var barn og man havde været ude at lege i sneen. Den følelse af at komme indenfor og mærke sine lemmer tø når man satte sig på den skoldhede radiator. Den bredte sig, varmen, fra fingerspidserne videre til albuen gennem underarmen. Fra de små led i tæerne til knæene gennem anklerne og skinnebenet. Det var som om mit hjerte vågnede op til dåd efter flere års tung søvn. Selvom jeg ikke reagerede var den samme slags overraskelse, som hvis det havde været en mursten der begyndte at pumpe. Det havde selvfølgelig pumpet hele tiden, men nu gik det hurtigere, jeg kunne mærke det. Det mærkedes som om der var en gammeldags slagmark i mit bryst. De gamle støbejernskanoner fyrede deres ladninger af med en dump eksplosion og rekylen tvang dem tilbage i en rapid med alligevel doven bevægelse, før den næste kollega ved siden af gentog proceduren. Efterhånden udviklede det sig til et maskingevær af en tung kaliber, der taktfast affyrede sine skud. På den måde hurtigere og hurtigere.
Min hørelse vendte også så småt tilbage. Jeg kunne høre rindende vand. Det raslede og knitrede som en skralle. Lige så stille vendte følelserne i mine muskler også tilbage, det føltes som mikroskopiske nåle der borede sig ind i min hud, hver gang en vandstråle ramte mig.
Jeg følte mig som en gammel fabrik, en der havde været ude af drift i utrolig mange, og så - pludselig - er der nogen der tænder for alle maskinerne og fyrer op under hver en kedel. Hele min krop begyndte at indfinde sig i sin rytme. Jeg var som en tom skal. Jeg føltes helt tom. Det var som om jeg ikke havde fået noget at spise i evigheder. Sulten begyndte at gnave i mig, som ville den spise mig indefra. En spasme gik gennem min nakke - jeg havde lyst til at gøre et kast med hovedet. Vandet strømmede ned over mig, lysten til spasmer spredte sig. Min hånd gjorde pludselig et spjæt, så min skulder, mit ben.
Svage råb. Langt væk - som et tågehorn gennem den tykke dis. Det lød næsten som om nogen havde reguleret lydens hastighed.
En pludselig lettelse gik gennem min krop og alt blev koldt - koldt som et hvidt og frossent ishelvede. Et lag af mig forsvandt, en ham der faldt til jorden. Jeg følte mig med et kold og nøgen.
Mine hænder, der var foldet over kors for mit bryst, faldt ned langs siden. Et glimt af balance strejfede min bevidsthed. Et glimt om balance ude af kontrol.
Jeg faldt forover.
Mit syn gjorde en smuk gestus; fra den totale mørke, gik det til en himmelsk strålekrans. Et guddommeligt blitz, der svækkede mit syn mere end det var i forvejen. Dog skimtede jeg de utydelige konturer af skikkelsen der greb mig. Det flagrede omkring dens fødder, som var den en engel der bar en kridhvid kåbe. Skikkelsen vendte sit hoved og råbte noget utydeligt til nogen i den anden del af det rum, vi åbenbart befandt os i. Skikkelsernes hvide kroppe stod nu mere frem og farverne omkring mig blev også mere klare.
Da mærkede jeg en umenneskelig træthed der overvældede mig. Eller var det en træthed? Det var som om nogen slukkede for mig. Jeg lå på et gulv der undergravede min underbevidste teori om, at det umuligt kunne blive koldere i denne verden end den kulde jeg følte. Hele min krop rystede, smerterne gjorde ikke noget. Engleskikkelsen holdt om mit hoved. Holdt det oppe fra jorden. Den råbte panisk efter nogen. Flere skikkelser nåede lige at komme til, inden for mit synsfelt, før jeg besvimede.
¤
Kulde.
Nøgen.
Ny.
Hvor var jeg? Var jeg død? Det var jeg vist ikke. Det ville også ligne noget af en kliche. Det virkede som om jeg sad i en sky. Alt var blødt og hvidt. Alt, nærmest skinnede. Hele min krop prikkede stadig. Jeg havde åbnet mine øjne forsigtigt og skånsomt. Alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad mit blik ville møde.
Et hav. Et smukt hav der bredte sig i så langt jeg kunne se. De tusindvis af blågrønne bølger havde gråhvidt skum på toppene og forsvandt, for derefter at dukke op igen lidt efter. De gik op og ned. En evig puls. Den mørke blårgrålige himmel over havene, så ud til at være i oprør. En byge var vist på vej. En sær glans lå over denne horisont. Det lykkedes mig at få løftet min hånd op og række ud efter den. Hånden ramte glas. Horisonten var bag et vindue. Jeg lå i et værelse. I en seng. Mine øjne spærredes op i overraskelse.
”En herlig udsigt, ikke sandt?”
Det gibbede i mig. Jeg drejede hovedet 180 grader og så lige ind i øjnene på et andet menneske.
Det var en midaldrende mand i en hvid kittel der sad på en kontorstol. Han havde smalle, firkantede briller på og en enkel, kort lok af hans ellers noget så nydeligt til side friserede, mørke hår, hang ned i panden på ham. Han sad foroverbøjet imod mig, med albuen hvilende på den ene knæ, i hans ene hånd havde han en papirblok med tilhørende kuglepen og en filmappe.
”Du fik faktisk et af de bedste værelser vi har for tiden.”, sagde han venligt. ”Jeg er Dr. Ivar Munk Højgård og skal være din primære kontaktperson til overpersonalet.”
Jeg nåede lige, at lade mit hoved tippe lidt på skrå inden han talte videre.
”Ja, du kan jo nok ikke fortælle mig dit navn eftersom vi har formodninger om, at du lider af hukommelsestab, passer det?”
Jeg havde ikke den fjerteste ide om, hvad jeg kunne hedde. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Så, hvad manden her sagde måtte passe. Jeg kiggede stadigt intenst på ham, mens jeg nikkede forsigtigt.
”Aha, ja.”, sagde han og noterede noget på sin blok. Da han kiggede op, bemærkede han mit blik. ”Du har intet at være bekymret for, min ven. Vi vil dig kun det bedste her, det kan du regne med.” Hans stemme var munter og opkvikkende. ”Vi skal nok tage os af dig.” Han gjorde en kort notits før han sagde: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til dit navn eller dit hjem. Men du skal vide, at vi har de bedste teknikere på sagen døgnet rundt. Af hensyn til din sikkerhed kan jeg desværre heller ikke fortælle dig, hvor du blev fundet, men bare rolig, det skal du nok få at vide senere.” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg ikke helt var med på, hvad han mente. Han skulle lige til at åbne munden igen, da det kort bankede på den ene af dørene i det letblårlige lokale, hvori vi befandt os. ” Ja, det er sikkert hende jeg lige skulle til at fortælle dig om. Kom ind!”, sagde han samtidig med at han rejste sig fra stolen. En kvinde åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. ”Kom ind, Cleo.”, sagde doktoren med det mørke hår. Hun åbnede døren helt og trådte ind med en bakke balancerende på den ene hånd. Hun var også i en hvid kittel. Hun stillede bakken på et lille bord inden for døren og vendte sig mod doktoren og mig, alt imens hun strøg en tot af det rødblonde hår, der havde forvildet sig ned i hendes ansigt, tilbage bag øret. Hun smilede et fregnet og kækt smil til mig, mens doktoren præsenterede hende: ”Dette er din sygeplejerske Cleo, hun er en af de nye på vores facilitet. Hun kommer fra sydøerne og, jah, resten kan du vel selv fortælle, ikke sandt, Cleo?” Hun kiggede opmærksomt over på ham og nikkede venligt. ” Du kan give mig besked om et eller andet gennem Cleo, hvis jeg ikke selv er til stede. Det var vidst det.”, sagde han og henvendte sig derefter mere lavmælt til Cleo: ” Hvis du nu foretager basisundersøgelser, så husk at arkiver notaterne i D8736-14´s journal. Og du kender vejen til mediarummet? Det er ovre i blok 3.20, vinge 4. Og du kan huske dit logon? Fint, så vil jeg overlade resten til jer to.” Han vendte sig om og nikkede smilede til mig, før han gik ud af den samme dør som Cleo for få minutter siden var kommet ind af.
Hun vendte sig over imod mig, efter at havde fuldt doktoren med hovedet. ”Ja, jeg hedder jo så Cleo og indtil vi finder ud af dit rigtige navn hedder du jo så officielt D87. Jeg ville nok egentlig kalde dig noget andet og mindre kedeligt, men så skal jeg lige ha` lov af overpersonalet og så videre.” Hun stod med den ene hånd i siden imens hun forklarede. ”Vi var ikke helt sikre på, hvordan du klarede den, så jeg bliver nødt til først at teste om alle dine vigtigste organer fungerer som de skal.” Hun tog et lille stetoskop frem fra en marineblå værktøjstaske hun havde siddende på sit bælte, om kitlen. Du hun nænsomt placerede det på mit bryst, kom en let version af den kulde der lige var begyndt lige så stille at fortage sig. Det gav et ryk i mig og spjættede også lettede forfjamsket. ”Det må du undskylde, jeg sku jo ha gjort det varmt først.”, grinede hun undskyldende.
Efter at have undersøgt hjerte, lunger og reflekser mente Cleo, at der også skulle være et øjeneftersyn. Hun sad nu på kontorstolen og tjekkede at hendes lille lygte virkede. ”Bare se mig ind i øjnene.”, sagde hun. Det havde jeg intet imod. Hun havde kønne øjne. De var grålige, men stadig lyse og når hun snakkede lignede det nogle gange, at hun missede op imod solen, fordi hendes kinder lavede den samme trækning, når hun samtidig smilede. Og det gjorde hun. Hun noterede nogle ting ned og sagde: ”Det var vist det”, og smilede atter før hun gik ud af døren igen.
Men det var desværre langt fra overstået.
del 2
Lys.
Så forfærdelig meget lys.
Som en bombe der falder for fødderne af en.
En hætte af træthed var trukket ned over mit hoved da jeg vågnede. Jeg blinkede med øjnene et par gange for at vende mig til det kraftige lys der åbenbart skinnede mig lige ind i ansigtet. Jeg følte mig ør og sulten. Jeg vidste, at Cleo nok ville komme med min morgenmad om cirka et kvarter, ifølge det lille, enkle ur over gangdøren. Det havde hun fortalt mig i går.
Dagen før, efter min undersøgelse, var jeg igen faldet i søvn. Da jeg havde vågnet et godt stykke tid senere sad Cleo på kontorstolen i mit værelse og drejede rundt om sig selv mens hun sad og tegnede på sine notatblok. Hun havde grint til mig i forlegenhed over hendes lidt barnlige optræden og undskyldt. Men det gjorde ikke noget for mig.
Hun havde spurgt mig om jeg havde sovet godt og om jeg var interesseret i noget morgenmad? Mens jeg så sad og spiste fortalte hun om sit hjem på Sydøerne, om hendes opvækst og hendes familie. Det tog det meste af dagen. Men det var rart, så det gjorde ikke noget. Jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig over at jeg ikke selv kunne tale med om emnet. Jeg kunne jo intet huske om min familie. Hvis jeg da stadig havde en. Når jeg prøvede at genkalde nogen minder - i en hvilken som helst form - var det som om sengeklædets kulør havde brændt sig fast på min nethinde. Der var rent og hvidt. Som et nyvasket hospitalsgulv. Jeg kunne intet huske, alt var renset væk. Og alligevel vidste jeg at en seng var en seng og en stol var en stol. Til min store glæde var mestrede jeg også stadig talens brug. Så de mest materielle og basale ting var stadig noget jeg kendte til.
Det var ikke noget man lige vende sig til.
Jeg lå og gned mig lidt i øjnene. En sitren i halsen fortalte mig, at jeg skulle gabe. En lang syngende lyd stod ud af mig.
“Godmorgen.” Cleo stod ovre ved gangdøren og lukkede den i med det ene ben mens hun rakte bakken med min morgenmad over imod mig. “Værsgo, der er vist en der lige er stået op, hva?” “Jah..”, gabte jeg søvnigt.” I går var nok en lidt kedelig dag for dig. Så i dag har overpersonalet besluttet at du skal have adgang til din egen interskærm.”, fortalte Cleo entusiastisk. “Nej nej, det var skam ikke kedeligt. Jeg hygge mig meget.”, svarede jeg. Hun smilede og sagde:” Tak, i lige måde, men nu har overpersonalet altså stillet den til rådighed og det sker ikke for alle. Så en smule taknemlighed ville nok være på sin plads.” Jeg nikkede og kiggede udenfor, ud af mit vindue. Vejret var nærmest det modsatte af i går. I dag skinnede solen og et par få skyer konkurrerede med solen om opmærksomheden ved at lægge sig ind foran den. Havet var rolig og himlen havde en kølig og frisk blå farve.
Overpersonalet havde indtil videre ellers ikke vist sig fra deres mest gavmilde side. Jeg havde flere gange spurgt Cleo om jeg ikke kunne få lov til at spadsere rundt på Facilitetens område, men hver gang var svaret det samme. At overpersonale endnu ikke havde givet mig udgangstilladelse og at jeg derfor altid var i mit rum. Heldigvis var Cleo der også så ofte hun kunne, med mindre hun skulle arkivere nogle målinger, renskrive noter eller viderebringe oplysninger til nogle af laboratorierne.
“Jeg smutter lige ud og henter den til dig. Det tager lige to sekunder.” Hun vendte sig mens hun sagde det og trippede ud af døren.
Interskærm? Den slags mente jeg ikke at kunne huske. Jeg havde en ide om hvad et fjernsyn var og gættede på at denne Interskærm nok var noget i samme retning. Jeg sad et stykke tid og lod atter blikket falde på den betagende udsigt. Det var der jeg så hen det meste af tiden, og så selvfølgelig på Cleo, alt imens jeg lod tankerne flyve. Jeg glædede mig til endelig at få noget forandring. Noget mere interessant, for ærlig talt bliver, selv en smuk udsigt, efter et par dage en smule kedelig.
Jeg kiggede væk fra vinduet og over imod døren, eftersom jeg kunne høre, hvad der højest sandsynligt var Cleo, nærme sig døren til mit værelse. Samtidig steg en svagt knirkende lyd sig ude fra gangen. Det bankede på døren og Cleo stak sit smilende, fregnede hoved ind af døren.
“Giver du mig lige en hånd med den her?”, spurgte hun en anelse forpustet. “Den er altså rimelig tung.”
Jeg sprang op og hjalp hende med at bakse den tunge genstand ind på værelset. Det var en kæmpe plade, tyk som en overarm og med en længde som en voksen mand, der lå lodret. Den stod på en piedestal, med hjul, og var hævet så den befandt sig et sted mellem ens hofte og hovedbund, når man stod foran den. Cleo stod med hænderne på lårene og pustede ud.
“Tak for hjælpen, den er så til dig!”, kvidrede hun mens hun strakte sig. “Overpersonalet har besluttet at tildele dig denne interskærm til midlertidig tidsfordriv, mens de prøver at finde oplysninger om dig og din familie.”
Jeg takkede og kiggede nærmere på den strømlinede, sølvskinnende kasse. Jeg lod mine hænder glide over de afrundede kanter, stålet var køligt mod min hud. Jeg gik undersøgende rundt om kassen i håb om at finde en startknap eller lignende. Cleo undertrykte et fnis og sagde: “Lad mig vise dig hvordan den fungerer.”
Hun stillede sig foran den ene af de to store flader og placerede sin hånd, med spredte fingre, på midten af fladen og sagde: “2242-Cleo V.- blok 4” Et par næsten usynlige sprækker, på hver side af Cleos håndflade, tæt på kanterne åbnede sig og løftede en tyk stålplade om på den anden side af kassen. Det skete med en undertrygt teknisk summen og efter pladen var flyttet, blev en sort skærm afsløret. Den skinnede som en opal i dunkle nuancer. Jeg kunne med det samme fornemme at der bag denne mørke facade skjulte sig mere end man kunne forestille sig.
Cleo prikkede med pegefingeren i midten af den mørke flade og et blitz stod ud fra skærmen, mens den karakteristiske skærmsummen lød fra maskinen. Et skinnende lyseblåt interface kom frem på skærmen. Cleo bankede to gange på skærmen igen og utallige ikoner dukkede frem på skærmen. Jeg nåede at se hende prikke på ikonet med titlen “Arkiv”, før flere mappeikoner dukkede op.
“Jeg tænkte, at du måske ville vide lidt om situationen udenfor - vi ved jo ikke hvor længe du har været væk.. Den politiske situation vil sikkert interessere dig, for.. Tja, det kan du vel selv læse. Der findes kopier af alle aviser fra de sidste 12 år i dette arkiv, det burde kunne udfylde en del af det tomrum du har været i.”
Jeg nikkede og gengældte hendes søde smil. Et øjeblik var der noget ved hendes øjne, men jeg nåede ikke at analysere det nærmere før hun kiggede væk. Mens jeg prøvende klikkede mig ind under en tilfældig avis fortsatte Cleo med at fortælle: “Interskærme, som den der, er den bedste og mest udbredte måde at lagre og videregive information på, bare så du ved det.”
En lille ny verden var åbnet for mig, med en masse nyt der skulle opdages. Jeg havde en del der skulle indhentes..
Del 3
Mørke.
Endeløst mørke.
Det var hvad dette land havde været indhyllet i.
Et mørke af sorg, tab og fortvivlelse. Mørket en krig efterlader sig. Og som så mange gange uden hverken sejrsrus eller taberens gråd. Man sagde fra begge fronter, at de havde ”stået lige”, da begge lande var løbet tør for penge og troede, at de havde tabt. Den forrige regering blev selvfølgelig afsat og folket vendt sig mod nye og mere troværdige partier, i håbet om en stærk person der ville hjælpe deres land på rette fod igen. Og det fik de. Desværre.
Arkivet fortalte alt hvad jeg ville vide. Næsten da. Jeg fandt intet om min familie eller mig selv, men på den anden side, hvad havde sandsynlighed også været for det. Cleo var gået ud efter noget te og nogle småkager til os, mens jeg stadig sad og sugede til mig af oplysningerne om fortiden.
Det var spændende stof. Jeg kunne ikke rigtig huske noget om det land jeg havde været fra, om jeg var indfødt i dette land eller om jeg var fra en hel anden verdensdel. Men denne skærm oplyste med stor ivrighed og jeg ville ikke lade nogle af informationerne gå forbi.
Det lod til at landet de sidste mange år havde været regeret af et militaristisk og ultrakonservativt parti der hed Progressionspartiet. De havde sørget for at få genetableret det orden og ro i samfundet som så mange år havde manglet. Der havde været kaos - røverier, vold, mord, massakre og voldtægter. Der var artikler med billeder og overskrifter som fik mig til at føle en underlig og uhyggelig tomhed. Den samme tomhed som når man er sulten. Det gjorde ondt i maven at læse og se hvad dette lands indbyggere havde været udsat for før Regeringen kom til. Til gengæld havde Progressionspartiet også siddet på denne post de sidste 11 år, ingen andre partier var blevet oprettet. Der var et par artikler, tydeligvis fra blade af den mindre lovlige slags ifølge Regeringen, der hentydede at Regeringen havde grupper der konsekvent arbejdede på at forhindre andre partiers opståen og som stoppede dem inden de overhoved kom i gang. Der var også artikler der både hyldede og kritiserede den omfattende maksimering af Regeringens vagtstyrker, som åbenbart var en form for ekstra sikkerhedspoliti, der var mere hårdføre overfor den civile befolkning end det normale gadepoliti. Endnu en gang var der brutale billeder. Billeder fra nogle af de få demonstrationer gennem de sidste par år. Der stod endog, at der på et tidspunkt til en protest, som følge af, at militærets budget for det følgende år endnu en gang overskred grænsen og at der blev færre og færre penge til at bruge i det offentlige, blev indsat rigtige militærtropper. Paralyseringsdronerne, en enhed som der, ud fra hvad artiklen fortalte, åbenbart vistes meget lidt om i offentlighed. Ikke fordi de gjorde det om nogle andre militære enheder, men alligevel plejede der altid at slippe en lille smule ud, det gjorde der ikke i dette tilfælde.
Jeg gyste en smule. Var dette virkelig den verden jeg levede i? Havde jeg været vandt til dette? Havde jeg været en af dem der havde været deres støtter, eller en af deres modstandere? Havde jeg i desperation stemt på dette parti, hvis regering havde forvandlet det krigshærgede og anarkistiske land til en stram og perfektionistisk politistat?
Jeg lænede mig tilbage i den bløde kontorstol og støttede med en mut mine mit hoved på næven mens jeg funderede. Hvordan kunne det være, at Faciliteten havde artikler fra blade der ikke var godkendte af Regeringen? Jeg gik ud fra, at Faciliteten modtog en eller anden form for økonomisk bevilling fra Regeringen, så hvordan ville de tillade at den slags artikler blev spredt på en af deres institutioner? Efter at have læst om dem og dannet mig en nogenlunde troværdig politisk profil af dem gik jeg ud fra, at de ikke ville tage det særlig pænt. Eller måske var artikler bare en del af den tilgængelige information i alle interskærme, selvom det ikke virkede særlig sandsynligt.
I det samme sparkede Cleo døren ind på sin sædvanlige måde og bankede den i bag sig med den fod hun ikke balancere på. Hun grinede til mig fordi jeg smilede af hendes entre. Hun serverede foran mig mens jeg prøvede at formulere spørgsmålet.
”Eh.. Cleo? Hvordan kan det være at I har artikler fra regeringsfjendtlige blade i jeres arkiv? I er vel støttet af Regeringen?”
Hun stivede og drejede resolut om, mens hun stirrede på mig.
”Tja.. Altså.. Overpersonalet vil jo helst ikke ha vi snakker med patienterne om den slags, men.. Jeg ville jo altså være ret nysgerrig efter den slags.”
Jeg nikkede og kiggede opfordrende på hende. Hun sukkede og lod skuldrene falde, hun lod sig falde ned i den anden kontorstol. Hun krydsede sine ben og tog en dyb indånding.
”Altså, Overpersonalet vil helst ikke ha, at I ved det, men I er ikke helt så trygge her som det virker. Regeringen har et godt stykke tid mistænkt stedet her for at være fjendtligt stillet mod Regeringen. De tror, at stedet her er en form for rede for modstandere af Regeringen, de tror vi træner og hjernevasker folk her. På flere måder har de aldrig helt godkendt Facilitetens metoder og det, at Overpersonalet har haft svært ved at tolerere Regerings kontrolbesøg har bare fået dem til at blive mere og mere opmærksomme på os.”
Jeg sank en klump og kløede mit skaldede baghoved. Forbavselsen måtte have været malet i mit ansigt for Cleo fortsatte:
”Men bare rolig, de har indtil videre ikke kunne finde noget grundlag for at nedlægge Faciliteten og det gør de nok heller ikke. Vi er meget forsigtige med alle vores eksperimenter her. Desuden er vi meget vigtige for dem. Det håber vi i hvert fald stadig vi er..”
Hun så sørgmodigt ud af mit vindue. Jeg lyttede, skræmt og underligt nok spændt. Som om det var en god historie. Det som Cleo sad der og fortalte mig kunne betyde, at vi begge var i alvorlig fare. Efter de billeder og artikler jeg havde læst så det ikke ud til at Regeringen tog nogle chancer når de havde en mistanke om modaktivitet.
”Der er soldater her på øen.”, udbrød hun stille, men pludseligt.
”De er stadig i den sydøstlige del, men det bliver de ikke ved med..”
Jeg kunne mærke blodet forsvinde fra ansigtet. De var her altså allerede. Jeg kunne ikke blive, vi måtte væk. Jeg rejste mig hurtigt og tabte min tekop på gulvet så den splintredes i tusind stykker. Jeg så forvirret og overrasket ned på resterne af den.
Cleo havde læst mine tanker.
”Det ville være temmelig dumt at tage herfra. Desuden ville du aldrig kunne komme ud herfra. Vagterne ville stoppe dig inden du nogensinde nåede tæt på udgangen. Der er, som jeg sagde før, sikrest her. Desuden ville de aldrig røre os. Vi er en del af dem. Vi er jo nærmest deres virksomhed, det ville de aldrig gøre..”
Det havde hun jo ret i. Jeg var nødt til at blive, om end mod min vilje.
”Men der er noget vi kan gøre..”, sagde hun.
”Hvilket?”, spurgte jeg ivrigt.
”Du kan jo starte som testperson for noget af vores krigsteknologi..”
Jeg måbede, men nikkede samtidig.
Del 1
Varmen.
Varmen var gudskelov det første jeg følte.
Den kildende fornemmelse i de yderste fingerspidser, den prikkende fornemmelse, som når ens ben er faldet i søvn. Det føltes som en af de dage, da man var barn og man havde været ude at lege i sneen. Den følelse af at komme indenfor og mærke sine lemmer tø når man satte sig på den skoldhede radiator. Den bredte sig, varmen, fra fingerspidserne videre til albuen gennem underarmen. Fra de små led i tæerne til knæene gennem anklerne og skinnebenet. Det var som om mit hjerte vågnede op til dåd efter flere års tung søvn. Selvom jeg ikke reagerede var den samme slags overraskelse, som hvis det havde været en mursten der begyndte at pumpe. Det havde selvfølgelig pumpet hele tiden, men nu gik det hurtigere, jeg kunne mærke det. Det mærkedes som om der var en gammeldags slagmark i mit bryst. De gamle støbejernskanoner fyrede deres ladninger af med en dump eksplosion og rekylen tvang dem tilbage i en rapid med alligevel doven bevægelse, før den næste kollega ved siden af gentog proceduren. Efterhånden udviklede det sig til et maskingevær af en tung kaliber, der taktfast affyrede sine skud. På den måde hurtigere og hurtigere.
Min hørelse vendte også så småt tilbage. Jeg kunne høre rindende vand. Det raslede og knitrede som en skralle. Lige så stille vendte følelserne i mine muskler også tilbage, det føltes som mikroskopiske nåle der borede sig ind i min hud, hver gang en vandstråle ramte mig.
Jeg følte mig som en gammel fabrik, en der havde været ude af drift i utrolig mange, og så - pludselig - er der nogen der tænder for alle maskinerne og fyrer op under hver en kedel. Hele min krop begyndte at indfinde sig i sin rytme. Jeg var som en tom skal. Jeg føltes helt tom. Det var som om jeg ikke havde fået noget at spise i evigheder. Sulten begyndte at gnave i mig, som ville den spise mig indefra. En spasme gik gennem min nakke - jeg havde lyst til at gøre et kast med hovedet. Vandet strømmede ned over mig, lysten til spasmer spredte sig. Min hånd gjorde pludselig et spjæt, så min skulder, mit ben.
Svage råb. Langt væk - som et tågehorn gennem den tykke dis. Det lød næsten som om nogen havde reguleret lydens hastighed.
En pludselig lettelse gik gennem min krop og alt blev koldt - koldt som et hvidt og frossent ishelvede. Et lag af mig forsvandt, en ham der faldt til jorden. Jeg følte mig med et kold og nøgen.
Mine hænder, der var foldet over kors for mit bryst, faldt ned langs siden. Et glimt af balance strejfede min bevidsthed. Et glimt om balance ude af kontrol.
Jeg faldt forover.
Mit syn gjorde en smuk gestus; fra den totale mørke, gik det til en himmelsk strålekrans. Et guddommeligt blitz, der svækkede mit syn mere end det var i forvejen. Dog skimtede jeg de utydelige konturer af skikkelsen der greb mig. Det flagrede omkring dens fødder, som var den en engel der bar en kridhvid kåbe. Skikkelsen vendte sit hoved og råbte noget utydeligt til nogen i den anden del af det rum, vi åbenbart befandt os i. Skikkelsernes hvide kroppe stod nu mere frem og farverne omkring mig blev også mere klare.
Da mærkede jeg en umenneskelig træthed der overvældede mig. Eller var det en træthed? Det var som om nogen slukkede for mig. Jeg lå på et gulv der undergravede min underbevidste teori om, at det umuligt kunne blive koldere i denne verden end den kulde jeg følte. Hele min krop rystede, smerterne gjorde ikke noget. Engleskikkelsen holdt om mit hoved. Holdt det oppe fra jorden. Den råbte panisk efter nogen. Flere skikkelser nåede lige at komme til, inden for mit synsfelt, før jeg besvimede.
¤
Kulde.
Nøgen.
Ny.
Hvor var jeg? Var jeg død? Det var jeg vist ikke. Det ville også ligne noget af en kliche. Det virkede som om jeg sad i en sky. Alt var blødt og hvidt. Alt, nærmest skinnede. Hele min krop prikkede stadig. Jeg havde åbnet mine øjne forsigtigt og skånsomt. Alligevel var jeg ikke forberedt på, hvad mit blik ville møde.
Et hav. Et smukt hav der bredte sig i så langt jeg kunne se. De tusindvis af blågrønne bølger havde gråhvidt skum på toppene og forsvandt, for derefter at dukke op igen lidt efter. De gik op og ned. En evig puls. Den mørke blårgrålige himmel over havene, så ud til at være i oprør. En byge var vist på vej. En sær glans lå over denne horisont. Det lykkedes mig at få løftet min hånd op og række ud efter den. Hånden ramte glas. Horisonten var bag et vindue. Jeg lå i et værelse. I en seng. Mine øjne spærredes op i overraskelse.
”En herlig udsigt, ikke sandt?”
Det gibbede i mig. Jeg drejede hovedet 180 grader og så lige ind i øjnene på et andet menneske.
Det var en midaldrende mand i en hvid kittel der sad på en kontorstol. Han havde smalle, firkantede briller på og en enkel, kort lok af hans ellers noget så nydeligt til side friserede, mørke hår, hang ned i panden på ham. Han sad foroverbøjet imod mig, med albuen hvilende på den ene knæ, i hans ene hånd havde han en papirblok med tilhørende kuglepen og en filmappe.
”Du fik faktisk et af de bedste værelser vi har for tiden.”, sagde han venligt. ”Jeg er Dr. Ivar Munk Højgård og skal være din primære kontaktperson til overpersonalet.”
Jeg nåede lige, at lade mit hoved tippe lidt på skrå inden han talte videre.
”Ja, du kan jo nok ikke fortælle mig dit navn eftersom vi har formodninger om, at du lider af hukommelsestab, passer det?”
Jeg havde ikke den fjerteste ide om, hvad jeg kunne hedde. Jeg havde ikke engang tænkt over det. Så, hvad manden her sagde måtte passe. Jeg kiggede stadigt intenst på ham, mens jeg nikkede forsigtigt.
”Aha, ja.”, sagde han og noterede noget på sin blok. Da han kiggede op, bemærkede han mit blik. ”Du har intet at være bekymret for, min ven. Vi vil dig kun det bedste her, det kan du regne med.” Hans stemme var munter og opkvikkende. ”Vi skal nok tage os af dig.” Han gjorde en kort notits før han sagde: ”Vi kan desværre ikke hjælpe dig med hensyn til dit navn eller dit hjem. Men du skal vide, at vi har de bedste teknikere på sagen døgnet rundt. Af hensyn til din sikkerhed kan jeg desværre heller ikke fortælle dig, hvor du blev fundet, men bare rolig, det skal du nok få at vide senere.” Jeg nikkede langsomt, selvom jeg ikke helt var med på, hvad han mente. Han skulle lige til at åbne munden igen, da det kort bankede på den ene af dørene i det letblårlige lokale, hvori vi befandt os. ” Ja, det er sikkert hende jeg lige skulle til at fortælle dig om. Kom ind!”, sagde han samtidig med at han rejste sig fra stolen. En kvinde åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. ”Kom ind, Cleo.”, sagde doktoren med det mørke hår. Hun åbnede døren helt og trådte ind med en bakke balancerende på den ene hånd. Hun var også i en hvid kittel. Hun stillede bakken på et lille bord inden for døren og vendte sig mod doktoren og mig, alt imens hun strøg en tot af det rødblonde hår, der havde forvildet sig ned i hendes ansigt, tilbage bag øret. Hun smilede et fregnet og kækt smil til mig, mens doktoren præsenterede hende: ”Dette er din sygeplejerske Cleo, hun er en af de nye på vores facilitet. Hun kommer fra sydøerne og, jah, resten kan du vel selv fortælle, ikke sandt, Cleo?” Hun kiggede opmærksomt over på ham og nikkede venligt. ” Du kan give mig besked om et eller andet gennem Cleo, hvis jeg ikke selv er til stede. Det var vidst det.”, sagde han og henvendte sig derefter mere lavmælt til Cleo: ” Hvis du nu foretager basisundersøgelser, så husk at arkiver notaterne i D8736-14´s journal. Og du kender vejen til mediarummet? Det er ovre i blok 3.20, vinge 4. Og du kan huske dit logon? Fint, så vil jeg overlade resten til jer to.” Han vendte sig om og nikkede smilede til mig, før han gik ud af den samme dør som Cleo for få minutter siden var kommet ind af.
Hun vendte sig over imod mig, efter at havde fuldt doktoren med hovedet. ”Ja, jeg hedder jo så Cleo og indtil vi finder ud af dit rigtige navn hedder du jo så officielt D87. Jeg ville nok egentlig kalde dig noget andet og mindre kedeligt, men så skal jeg lige ha` lov af overpersonalet og så videre.” Hun stod med den ene hånd i siden imens hun forklarede. ”Vi var ikke helt sikre på, hvordan du klarede den, så jeg bliver nødt til først at teste om alle dine vigtigste organer fungerer som de skal.” Hun tog et lille stetoskop frem fra en marineblå værktøjstaske hun havde siddende på sit bælte, om kitlen. Du hun nænsomt placerede det på mit bryst, kom en let version af den kulde der lige var begyndt lige så stille at fortage sig. Det gav et ryk i mig og spjættede også lettede forfjamsket. ”Det må du undskylde, jeg sku jo ha gjort det varmt først.”, grinede hun undskyldende.
Efter at have undersøgt hjerte, lunger og reflekser mente Cleo, at der også skulle være et øjeneftersyn. Hun sad nu på kontorstolen og tjekkede at hendes lille lygte virkede. ”Bare se mig ind i øjnene.”, sagde hun. Det havde jeg intet imod. Hun havde kønne øjne. De var grålige, men stadig lyse og når hun snakkede lignede det nogle gange, at hun missede op imod solen, fordi hendes kinder lavede den samme trækning, når hun samtidig smilede. Og det gjorde hun. Hun noterede nogle ting ned og sagde: ”Det var vist det”, og smilede atter før hun gik ud af døren igen.
Men det var desværre langt fra overstået.
del 2
Lys.
Så forfærdelig meget lys.
Som en bombe der falder for fødderne af en.
En hætte af træthed var trukket ned over mit hoved da jeg vågnede. Jeg blinkede med øjnene et par gange for at vende mig til det kraftige lys der åbenbart skinnede mig lige ind i ansigtet. Jeg følte mig ør og sulten. Jeg vidste, at Cleo nok ville komme med min morgenmad om cirka et kvarter, ifølge det lille, enkle ur over gangdøren. Det havde hun fortalt mig i går.
Dagen før, efter min undersøgelse, var jeg igen faldet i søvn. Da jeg havde vågnet et godt stykke tid senere sad Cleo på kontorstolen i mit værelse og drejede rundt om sig selv mens hun sad og tegnede på sine notatblok. Hun havde grint til mig i forlegenhed over hendes lidt barnlige optræden og undskyldt. Men det gjorde ikke noget for mig.
Hun havde spurgt mig om jeg havde sovet godt og om jeg var interesseret i noget morgenmad? Mens jeg så sad og spiste fortalte hun om sit hjem på Sydøerne, om hendes opvækst og hendes familie. Det tog det meste af dagen. Men det var rart, så det gjorde ikke noget. Jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig over at jeg ikke selv kunne tale med om emnet. Jeg kunne jo intet huske om min familie. Hvis jeg da stadig havde en. Når jeg prøvede at genkalde nogen minder - i en hvilken som helst form - var det som om sengeklædets kulør havde brændt sig fast på min nethinde. Der var rent og hvidt. Som et nyvasket hospitalsgulv. Jeg kunne intet huske, alt var renset væk. Og alligevel vidste jeg at en seng var en seng og en stol var en stol. Til min store glæde var mestrede jeg også stadig talens brug. Så de mest materielle og basale ting var stadig noget jeg kendte til.
Det var ikke noget man lige vende sig til.
Jeg lå og gned mig lidt i øjnene. En sitren i halsen fortalte mig, at jeg skulle gabe. En lang syngende lyd stod ud af mig.
“Godmorgen.” Cleo stod ovre ved gangdøren og lukkede den i med det ene ben mens hun rakte bakken med min morgenmad over imod mig. “Værsgo, der er vist en der lige er stået op, hva?” “Jah..”, gabte jeg søvnigt.” I går var nok en lidt kedelig dag for dig. Så i dag har overpersonalet besluttet at du skal have adgang til din egen interskærm.”, fortalte Cleo entusiastisk. “Nej nej, det var skam ikke kedeligt. Jeg hygge mig meget.”, svarede jeg. Hun smilede og sagde:” Tak, i lige måde, men nu har overpersonalet altså stillet den til rådighed og det sker ikke for alle. Så en smule taknemlighed ville nok være på sin plads.” Jeg nikkede og kiggede udenfor, ud af mit vindue. Vejret var nærmest det modsatte af i går. I dag skinnede solen og et par få skyer konkurrerede med solen om opmærksomheden ved at lægge sig ind foran den. Havet var rolig og himlen havde en kølig og frisk blå farve.
Overpersonalet havde indtil videre ellers ikke vist sig fra deres mest gavmilde side. Jeg havde flere gange spurgt Cleo om jeg ikke kunne få lov til at spadsere rundt på Facilitetens område, men hver gang var svaret det samme. At overpersonale endnu ikke havde givet mig udgangstilladelse og at jeg derfor altid var i mit rum. Heldigvis var Cleo der også så ofte hun kunne, med mindre hun skulle arkivere nogle målinger, renskrive noter eller viderebringe oplysninger til nogle af laboratorierne.
“Jeg smutter lige ud og henter den til dig. Det tager lige to sekunder.” Hun vendte sig mens hun sagde det og trippede ud af døren.
Interskærm? Den slags mente jeg ikke at kunne huske. Jeg havde en ide om hvad et fjernsyn var og gættede på at denne Interskærm nok var noget i samme retning. Jeg sad et stykke tid og lod atter blikket falde på den betagende udsigt. Det var der jeg så hen det meste af tiden, og så selvfølgelig på Cleo, alt imens jeg lod tankerne flyve. Jeg glædede mig til endelig at få noget forandring. Noget mere interessant, for ærlig talt bliver, selv en smuk udsigt, efter et par dage en smule kedelig.
Jeg kiggede væk fra vinduet og over imod døren, eftersom jeg kunne høre, hvad der højest sandsynligt var Cleo, nærme sig døren til mit værelse. Samtidig steg en svagt knirkende lyd sig ude fra gangen. Det bankede på døren og Cleo stak sit smilende, fregnede hoved ind af døren.
“Giver du mig lige en hånd med den her?”, spurgte hun en anelse forpustet. “Den er altså rimelig tung.”
Jeg sprang op og hjalp hende med at bakse den tunge genstand ind på værelset. Det var en kæmpe plade, tyk som en overarm og med en længde som en voksen mand, der lå lodret. Den stod på en piedestal, med hjul, og var hævet så den befandt sig et sted mellem ens hofte og hovedbund, når man stod foran den. Cleo stod med hænderne på lårene og pustede ud.
“Tak for hjælpen, den er så til dig!”, kvidrede hun mens hun strakte sig. “Overpersonalet har besluttet at tildele dig denne interskærm til midlertidig tidsfordriv, mens de prøver at finde oplysninger om dig og din familie.”
Jeg takkede og kiggede nærmere på den strømlinede, sølvskinnende kasse. Jeg lod mine hænder glide over de afrundede kanter, stålet var køligt mod min hud. Jeg gik undersøgende rundt om kassen i håb om at finde en startknap eller lignende. Cleo undertrykte et fnis og sagde: “Lad mig vise dig hvordan den fungerer.”
Hun stillede sig foran den ene af de to store flader og placerede sin hånd, med spredte fingre, på midten af fladen og sagde: “2242-Cleo V.- blok 4” Et par næsten usynlige sprækker, på hver side af Cleos håndflade, tæt på kanterne åbnede sig og løftede en tyk stålplade om på den anden side af kassen. Det skete med en undertrygt teknisk summen og efter pladen var flyttet, blev en sort skærm afsløret. Den skinnede som en opal i dunkle nuancer. Jeg kunne med det samme fornemme at der bag denne mørke facade skjulte sig mere end man kunne forestille sig.
Cleo prikkede med pegefingeren i midten af den mørke flade og et blitz stod ud fra skærmen, mens den karakteristiske skærmsummen lød fra maskinen. Et skinnende lyseblåt interface kom frem på skærmen. Cleo bankede to gange på skærmen igen og utallige ikoner dukkede frem på skærmen. Jeg nåede at se hende prikke på ikonet med titlen “Arkiv”, før flere mappeikoner dukkede op.
“Jeg tænkte, at du måske ville vide lidt om situationen udenfor - vi ved jo ikke hvor længe du har været væk.. Den politiske situation vil sikkert interessere dig, for.. Tja, det kan du vel selv læse. Der findes kopier af alle aviser fra de sidste 12 år i dette arkiv, det burde kunne udfylde en del af det tomrum du har været i.”
Jeg nikkede og gengældte hendes søde smil. Et øjeblik var der noget ved hendes øjne, men jeg nåede ikke at analysere det nærmere før hun kiggede væk. Mens jeg prøvende klikkede mig ind under en tilfældig avis fortsatte Cleo med at fortælle: “Interskærme, som den der, er den bedste og mest udbredte måde at lagre og videregive information på, bare så du ved det.”
En lille ny verden var åbnet for mig, med en masse nyt der skulle opdages. Jeg havde en del der skulle indhentes..
Del 3
Mørke.
Endeløst mørke.
Det var hvad dette land havde været indhyllet i.
Et mørke af sorg, tab og fortvivlelse. Mørket en krig efterlader sig. Og som så mange gange uden hverken sejrsrus eller taberens gråd. Man sagde fra begge fronter, at de havde ”stået lige”, da begge lande var løbet tør for penge og troede, at de havde tabt. Den forrige regering blev selvfølgelig afsat og folket vendt sig mod nye og mere troværdige partier, i håbet om en stærk person der ville hjælpe deres land på rette fod igen. Og det fik de. Desværre.
Arkivet fortalte alt hvad jeg ville vide. Næsten da. Jeg fandt intet om min familie eller mig selv, men på den anden side, hvad havde sandsynlighed også været for det. Cleo var gået ud efter noget te og nogle småkager til os, mens jeg stadig sad og sugede til mig af oplysningerne om fortiden.
Det var spændende stof. Jeg kunne ikke rigtig huske noget om det land jeg havde været fra, om jeg var indfødt i dette land eller om jeg var fra en hel anden verdensdel. Men denne skærm oplyste med stor ivrighed og jeg ville ikke lade nogle af informationerne gå forbi.
Det lod til at landet de sidste mange år havde været regeret af et militaristisk og ultrakonservativt parti der hed Progressionspartiet. De havde sørget for at få genetableret det orden og ro i samfundet som så mange år havde manglet. Der havde været kaos - røverier, vold, mord, massakre og voldtægter. Der var artikler med billeder og overskrifter som fik mig til at føle en underlig og uhyggelig tomhed. Den samme tomhed som når man er sulten. Det gjorde ondt i maven at læse og se hvad dette lands indbyggere havde været udsat for før Regeringen kom til. Til gengæld havde Progressionspartiet også siddet på denne post de sidste 11 år, ingen andre partier var blevet oprettet. Der var et par artikler, tydeligvis fra blade af den mindre lovlige slags ifølge Regeringen, der hentydede at Regeringen havde grupper der konsekvent arbejdede på at forhindre andre partiers opståen og som stoppede dem inden de overhoved kom i gang. Der var også artikler der både hyldede og kritiserede den omfattende maksimering af Regeringens vagtstyrker, som åbenbart var en form for ekstra sikkerhedspoliti, der var mere hårdføre overfor den civile befolkning end det normale gadepoliti. Endnu en gang var der brutale billeder. Billeder fra nogle af de få demonstrationer gennem de sidste par år. Der stod endog, at der på et tidspunkt til en protest, som følge af, at militærets budget for det følgende år endnu en gang overskred grænsen og at der blev færre og færre penge til at bruge i det offentlige, blev indsat rigtige militærtropper. Paralyseringsdronerne, en enhed som der, ud fra hvad artiklen fortalte, åbenbart vistes meget lidt om i offentlighed. Ikke fordi de gjorde det om nogle andre militære enheder, men alligevel plejede der altid at slippe en lille smule ud, det gjorde der ikke i dette tilfælde.
Jeg gyste en smule. Var dette virkelig den verden jeg levede i? Havde jeg været vandt til dette? Havde jeg været en af dem der havde været deres støtter, eller en af deres modstandere? Havde jeg i desperation stemt på dette parti, hvis regering havde forvandlet det krigshærgede og anarkistiske land til en stram og perfektionistisk politistat?
Jeg lænede mig tilbage i den bløde kontorstol og støttede med en mut mine mit hoved på næven mens jeg funderede. Hvordan kunne det være, at Faciliteten havde artikler fra blade der ikke var godkendte af Regeringen? Jeg gik ud fra, at Faciliteten modtog en eller anden form for økonomisk bevilling fra Regeringen, så hvordan ville de tillade at den slags artikler blev spredt på en af deres institutioner? Efter at have læst om dem og dannet mig en nogenlunde troværdig politisk profil af dem gik jeg ud fra, at de ikke ville tage det særlig pænt. Eller måske var artikler bare en del af den tilgængelige information i alle interskærme, selvom det ikke virkede særlig sandsynligt.
I det samme sparkede Cleo døren ind på sin sædvanlige måde og bankede den i bag sig med den fod hun ikke balancere på. Hun grinede til mig fordi jeg smilede af hendes entre. Hun serverede foran mig mens jeg prøvede at formulere spørgsmålet.
”Eh.. Cleo? Hvordan kan det være at I har artikler fra regeringsfjendtlige blade i jeres arkiv? I er vel støttet af Regeringen?”
Hun stivede og drejede resolut om, mens hun stirrede på mig.
”Tja.. Altså.. Overpersonalet vil jo helst ikke ha vi snakker med patienterne om den slags, men.. Jeg ville jo altså være ret nysgerrig efter den slags.”
Jeg nikkede og kiggede opfordrende på hende. Hun sukkede og lod skuldrene falde, hun lod sig falde ned i den anden kontorstol. Hun krydsede sine ben og tog en dyb indånding.
”Altså, Overpersonalet vil helst ikke ha, at I ved det, men I er ikke helt så trygge her som det virker. Regeringen har et godt stykke tid mistænkt stedet her for at være fjendtligt stillet mod Regeringen. De tror, at stedet her er en form for rede for modstandere af Regeringen, de tror vi træner og hjernevasker folk her. På flere måder har de aldrig helt godkendt Facilitetens metoder og det, at Overpersonalet har haft svært ved at tolerere Regerings kontrolbesøg har bare fået dem til at blive mere og mere opmærksomme på os.”
Jeg sank en klump og kløede mit skaldede baghoved. Forbavselsen måtte have været malet i mit ansigt for Cleo fortsatte:
”Men bare rolig, de har indtil videre ikke kunne finde noget grundlag for at nedlægge Faciliteten og det gør de nok heller ikke. Vi er meget forsigtige med alle vores eksperimenter her. Desuden er vi meget vigtige for dem. Det håber vi i hvert fald stadig vi er..”
Hun så sørgmodigt ud af mit vindue. Jeg lyttede, skræmt og underligt nok spændt. Som om det var en god historie. Det som Cleo sad der og fortalte mig kunne betyde, at vi begge var i alvorlig fare. Efter de billeder og artikler jeg havde læst så det ikke ud til at Regeringen tog nogle chancer når de havde en mistanke om modaktivitet.
”Der er soldater her på øen.”, udbrød hun stille, men pludseligt.
”De er stadig i den sydøstlige del, men det bliver de ikke ved med..”
Jeg kunne mærke blodet forsvinde fra ansigtet. De var her altså allerede. Jeg kunne ikke blive, vi måtte væk. Jeg rejste mig hurtigt og tabte min tekop på gulvet så den splintredes i tusind stykker. Jeg så forvirret og overrasket ned på resterne af den.
Cleo havde læst mine tanker.
”Det ville være temmelig dumt at tage herfra. Desuden ville du aldrig kunne komme ud herfra. Vagterne ville stoppe dig inden du nogensinde nåede tæt på udgangen. Der er, som jeg sagde før, sikrest her. Desuden ville de aldrig røre os. Vi er en del af dem. Vi er jo nærmest deres virksomhed, det ville de aldrig gøre..”
Det havde hun jo ret i. Jeg var nødt til at blive, om end mod min vilje.
”Men der er noget vi kan gøre..”, sagde hun.
”Hvilket?”, spurgte jeg ivrigt.
”Du kan jo starte som testperson for noget af vores krigsteknologi..”
Jeg måbede, men nikkede samtidig.
Subscribe to:
Posts (Atom)