Thursday, August 30, 2007

Det Røde Land del 29

Så er der et nyt DRL afsnit med 2 nye personer og desuden afskeden med en person der endte med at spille en størrer rolle end forventet. men alt i alt er det et kanon kapitel og hvis i nærlæser det som, greven og de nye siger både i denne del men også tidligere kapitler med greven så vil i finde mange så hints til ting der kommer til at ske.

Det Røde Land del 29

Ruk sad i et hjørne sammen med den mystiske greve fyr, og så ham spille skak mod sig selv.
Lian sad sammen med Muza og Shajita og studerede nogle kort over byen og Sukara fodrede Panoe med nogle brødkrummer. Muza var taget af sted morgenen efter de havde sendt hende væk, og var vendt tilbage med Sukara omkring middagstid. Han havde nægtet at svare på hvorfor han havde hentet hende men havde bare sagt at de sikkert ville får brug for hende. Der var gået 4 dage siden de var ankommet og i den tid havde Shajita, Muza og Lian lagt planer, til tider havde de spurgt Sukara til råd men Ruk havde holdt sig helt uden for planlægningen. Han anede trods alt intet om byen eller slottet. I stedet holdt han greven ved selskab og det var ret spænende at se en person spille et gennemovervejet spil skak mod sig selv. Ruk havde udfordret ham en enkelt gang, men greven havde vundet på 10 træk og så var det ligesom ikke sjovt længere.
”Kuso!” udbrød han da en sort løber tog den hvide dronning, Ruk anede ikke hvad kuso betød men greven sagde det når noget gik galt, så det var nok et bandeord af en slags, greven sagde jo så meget mærkeligt.
”Så er planen færdig!” udbrød Muza og rev Ruk ud af sine tanker.
”Hvad snakker du om?” udbrød Shajita. ”Vi mangler jo stadig at finde ud af hvordan i…”
”Planen er færdig.” sagde Muza med fast stemme og bragte Shajita til stilhed.
”Hvad gør vi så?” spurgte Sukara.
”Dengang kongen var en ung prins,” begyndte Shajita. ”kom han tit ned til denne kro som min fader dengang ejede. Der var kun 3 personer der regnede ud hvem den mystiske person der så tit kom var. En af dem var mig, jeg var kun 15 vintre dengang og var meget nysgerrig, så en aften fulgte jeg efter ham da han gik. Han cirklede rundt i byen i et stykke tid og forsvandt så sporløst nede ved floden. Jeg ledte indtil solen stod op efter det sted han var forsvundet hen og først da fandt jeg et tæppe af småsten på den strandagtige bred. Tæppet var syet af småsten og faldt derfor perfekt ind i omgivelserne. Da jeg fjernede tæppet fandt jeg en smal underjordisk gang jeg ikke tvivlede på førte ind på slottet. Senere sneg jeg mig ind om natten og ganske rigtigt kom jeg op i den indre slotsgård. Det er af samme vej at i skal derind.”
”Resten af detaljerne får i undervejs da jeg måske skal redigere lidt på dem undervejs.” sagde Muza. ”Vi tager herfra i morgen ved solnedgang så har vi hele natten til vores besøg.”

Den nat kunne Ruk ikke falde i søvn, han lå vågen og tænkte på at han måske ville bliver menneske igen inden for kort tid. Tanken burde gøre ham glad men han var ikke længere sikker på at han ville være menneske, i over et år havde han været… noget andet og han havde efterhånden vænnet sig til den nye krop.
”Det er for sent at ombestemme sig nu.” tænkte Ruk, vendte sig og faldt i søvn.

Ruk stod i et enormt hvidt rum, Muza, Lian og Sukara stod tæt omkring ham og så meget virkelige ud. Ruk vidste godt hvad der skete han havde endnu ikke glemt første gang de var blevet ført til dette sted.
”Har jeg ret i at antage at det ikke er første gang i prøver det her?” sagde Sukara og kiggede på Muza, Lian og Ruk.
”Korrekt” svarede Lian ”Det er vidst heller ikke første gang for dig.”
”Nej jeg har skam haft besøg før, men det er første gang at der har været andre herinde.”
”Se der!” udbrød Ruk der havde kigget sig omkring. ”Der er andre folk herinde.” Sukara, Lian og Muza fulgte Ruk’s blik og fik nu også øje på to skikkelser der stod et stykke væk. Det var umuligt at se dem tydeligt, det var som om at de stod gemt i en tyk tåge.
”Goddag mine damer og herrer.” Lød søvngængerens smukke stemme.
”Hvad vil du denne gang, frøken?” spurgte Muza høfligt, ”Vi har allerede svaret nej til dit tilbud, og vi har ikke skiftet mening.”
”jamen jeg er da ikke her for at få jer over på den rigtige side. Denne gang kommer jeg med advarsler til jer: Opgiv jeres missioner eller føl nederlagets smerte.” De to mørke skikkelser stod fuldstændig stille og tog imod kvindens ord. ”Du søger et mål der er langt over dine evner.” Selvom der ikke var nogen synlig adfærdsændring i de fremmedes væremåde vidste alle at det var den tynde af de to mystiske tilstedeværende der blev talt til.
”og du” sagde stemmen og alle rettede deres opmærksomhed mod den anden skikkelse. ”Du leder efter hvad der ikke findes, den du søger er ikke den der forlod jer.” Den fremmede rørte sig ikke det mindste.
”Dit mål er dog det værste.” Ruk følte det som om alle stirrede på ham, for det var ham der blev talt til. ”Du søger hvad du ikke engang vil have, du søger at ændre på skæbnen, det er nemmere at træne en snegl i fægtekunst end det er at gå imod de store skabere. Du går fortabt igennem verden du har ikke en chance for at leve, for du ved ikke hvorfor du gør det.”
”Aldrig har jeg hørt noget så lavt!” stemmen var velkendt og kom fra et sted bagved Ruk, Ruk og de andre vendte sig mod stemmen og så ingen ringere end greven stå få meter derfra. ”Du kommer her og forsøger at bilde os ind at det grundlag vi bygger vores eksistens på, er mere urealistisk end sne på en sommer dag og du forventer at vi tror dig.”
”Gode Greve.” Hilste søvngængeren. ”Jeg mener ikke at jeg inviterede dig.”
”Ha, som om du kunne holde mig væk, du er måske unik i dette land men hvor jeg kommer fra er der nogle stykker der kan det samme som dig. Jeg ved hvem du er, og jeg ved hvem din far er, meget kan i gøre med den magt i er blevet givet men i vil aldrig regere.”
”Din viden er begrænset hvis du tror at du kan stille noget op mod os.”
”Manden har ret” lød det med en høj kold stemme fra den tynde fremmede. ”I er måske mere end vi er, men i skal ikke tro at dette land er jeres.”
”Når jeg finder ham…” brød den anden fremmede ind, ”Vil jeres magt kollapse.”
Søvngængeren grinte mildt ”Som jeg sagde før er jeres viden indskrænket, fatter i ikke hvem i er oppe imod?”
”Min viden er alt andet end indskrænket, du kan ikke finde en klogere mand end mig i dette liv eller det næste.” Det var den tynde fremmede der talte. ”Om min skæbne er besejlet ved vi vide inden længe, jeg mener dog at vide at det er din skæbne der ligger mest fast.”
”Ja” fortsatte den anden. ”du ved hvad der venter og det samme gør vi to, du kan ikke flygte fra din skæbne, for du har aldrig gjort andet end at gå den i møde.”
”Deres ord er sande, det ved du.” sagde greven ”Du er den der burde frygte fremtiden mest, for du har trods alt set den.”
”Jeg er ligeglad med hvem du er.” sagde Ruk med en iskold stemme ”ingen skal stoppe mig. Jeg ved ikke hvad der skal ske i fremtiden, jeg kender ikke til dine hemmeligheder, jeg er heller ikke klar over hvad der er mit mål. Men ingen skal komme her og sige at mit liv er uden mening. Hvis vi to mødes kan du være sikker på at du ryger til himmels før du ved af det.”
”HAHAHAHA. Vel talt knægt.” Grinte greven højlydt. ”Men nu har jeg vidst været her for længe jeg må se at komme hjemad.”
Greven vendte sig om og gik langsomt væk fra de andre.
”Oi!” kaldte Muza og Greven stoppede op, ”Brug et skinangreb, så er spillet så godt som dit.”
”Hvis du siger det så kan jeg vel ikke gøre andet end at tro det.” råbte Greven over skulderen ”Jeg har heller ikke forventet andet end genialitet fra din side.”
Greven stak den ene hånd i vejret og knipsede engang med hilsnen ”Adios!” og i et lysglimt forsvandt drømmesynet og de 6 ufrivillige gæster vågnede op badet i sved, på præcis samme tid.

Friday, August 24, 2007

To the rescue

I ran through the quiet stone corridors, each of my steps echoing through the corridor.
There was no way forward but forward, the road ahead would be covered in traps and hopefully the end of this one would wield the price.
“This better not be another wild goose chase.” I thought as a giant spiked ball fell silently from the ceiling. I only had a split second to react; I slammed myself up against the wall as the ball flew inches from my stomach. I knew I had to keep moving, and I started running forward again but it wasn’t long before I encountered what could best be described as the living dead. A walking skeleton walking towards me with nothing but death in those empty eye sockets.
But it was not the first one of those to cross my way, so I knew how to deal with it. I jumped onto a rock that lay nearby, and from that rock I lounged myself into the air with a mighty leap. The skeleton looked up stupidly as I came crashing down upon him. He was not designed as an intelligent guard just simple canon fodder, and because of that no one had blessed him with agility. As a landed on top of him, the weak bones of witch he was created could no longer stand the pressure. The bones shattered and I landed in the little pile of shattered bones that was all that remained of the once proud soldier. I had to keep moving, these things had a bad habit of not staying dead long. I left the pile of bone running, and leapt over a deep pit that blocked my process. I landed on the other side only to narrowly evade falling into a giant pit of lava. I took a step back a looked around, there seemed to be some weird floating blocks in the air, but would they be able to bear my weight? Well if you want make an omelette you got to break some eggs. I jumped unto the block and incredibly it held, I started jumping from block to block and there seemed to be no problems. But as I mad my move to jump for land, I fireball flew from the lava and almost fried me. My moustache actually caught fire, and I’ll tell you it hurts more than you can imagine. I hurried to put it out and now I was pissed, I jumped to the other side of the lava and ran forward. I dodged fireballs, jumped pits, smashed skeletons with hammers and finally I stood before, that thing once again.
It was big, had yellow rough skin and a green spiked shell on the back. He stood there at the end of this long bridge, that bridge was the only way across a massive pool of lava the problem? Well this guy wasn’t exactly friendly he had been trying to fry me ever since I met him the first time. I can tell you that I had no grudge against him and that all I did against him was just self defence, but I won’t tell you that because that is not the truth. The truth is that I loathed this guy, he had been harassing me and my girlfriend since before I can remember, and how many times had he not tried to win her love. Equal amounts of times had he failed, and in desperation had he kidnapped her, so that is why I am here, to the rescue.
He roared from his end of the bridge and I stood in quiet dignity in the other end. How could he ever win her love, he wasn’t even human. We just stood there watching each other for a full minute, he had to move first if not I was toast. He took one step forward and opened his mouth, breathing fire. As he started breathing his deadly fire I was already running towards him. As the fire was just about to hit me I leapt over this abomination of nature, and landed behind it. It realized to late what I wanted to do as a lounged myself at the lever behind the bridge. I pulled it and suddenly the bridge broke in half, making Bowser swim in the deadly lava, burning away his very existence. It was kind of tragic but I had other things to worry about, I went through the door that took me into a dark room with no lights.
“Hallo?” I called, and to answer my call a light was lit in the middle of the room, and there stood what I consider to be one of the weirdest creatures ever. It had what seemed like a giant flat hat and was no bigger than a child.
“Thank you, Mario. But our princess is in another castle.”


SURPRICE! eller måske ikke, i havde nok gættet hvem det var før sidste linie, men hvis i ikke havde så SURPRICE!

Sunday, August 19, 2007

Saving the savior, part 2.

A troubled past.

As Viktor was freeing the rest of the heroes in the dungeon were he had been kept in himself, he thought of horrible life this young hero had had.
The chairman was born under the name John Franklin, but in an age of 5 they had died in a car crash. After their death John was raised by some of the family’s friends, but he was never considered a gull member of the family.
John had discovered his power at the age of 15, where he slowly began to realize that he had the ability to summon, or reproduce or what you chose to call it, any chair he had ever laid eyes on. It was like he ripped a whole in reality, pulling the chair from a different dimension. It took some time for john to realize the usefulness of his power, but at the age of 18 he started a store that sold famous chairs at ridiculously low prices. The store was closed down by the police after almost a year in business. Busted for selling copies of famous chairs and barely avoiding prison, his future in the furniture business was ruined. As he reached 20 he had turned into a bar brawler. He would enter a bar, get drunk and then pick a fight.
John was one hell of a brawler, no trick was too dirty for him, he never actually killed someone, but his fighting put more than one person in the hospital. It also got him banned from most bars downtown, so instead he started going to bars at the outskirts of the city. But where he had hoped to find new brawlers, he gained something much better, a group of good friends.
He had met them one of the first nights and had just sort of stayed with them ever since. Where there had been a feared brawler before, there was now a changed man. He was now just a happy bloke hanging out with a couple of friends, he even managed to find a girlfriend. Her name was Jennie and she was the most beautiful woman he had ever seen. She had long red hair, pure white skin and she was always so happy and cheerful. They spend almost 2 years together before disaster once again struck the young man.
In the dead of night on her way home from a visit to Johns place, she was attacked by four guys. They ripped off her clothe and raped her in that dark alleyway, she was found by a pedestrian the next morning and was brought to the hospital. She had sustained no serious psychical damage, but the psychic damage was enormous. She became frightened of everything, and started to build a shell around herself, trying to cut herself off from the outside world. She even stopped contacting John, and that was when he realized what he could use his powers for.
In his brawler days he had used chairs as weapons with deadly efficiency, and now he started experimenting with his powers. He soon realized that his powers were unique; Fire-elements, demons and shape shifters were 13 a dozen now a days. But he had never heard of anyone actually being able to created physical objects out of thin air, nor could he find any records of previous sighting of any such power. John made himself a hero costume and started to hunt criminals, He only went for small timers, deciding that he needed to train much more before he could take on more than the random thugs. For 3 years he lived a double life, he was John Franklin with his friends and family, but some nights he would put on his Purple costume and his Chair shaped helmet, going out to fight evil.
But John realized that if he wanted to continue his work, he would have to enter S.U.P.E.R.
The laws stated that any superhero not a member of S.U.P.E.R. was to be considered as a criminal. Taking the law into your own hands was considered a crime after all. Being a member of S.U.P.E.R. also gave you other advantages like the fact that the government would help you hide your true identity.
Some people would have dropped out of the superhero business after a denial from S.U.P.E.R. but John aka. The Chair-man did no such thing. He kept fighting criminals and made himself a lot of enemies that way. All went well that way, he continue to hang out with his friends when he was not busy beating up bad guys. The government called him a criminal and but a bounty on information about his true identity, but no one ever realized that the friendly John was in fact a fierce anti hero. But one night he was recognized by one of the criminals, for that criminal had tasted John’s fists before, when he had been brawling downtown. This low life criminal went to the police and claimed the bounty. The next day it was all over the news that John Franklin was the wanted rogue hero, and that news show completely destroyed his life.
He tried to contact his friends, he wanted to explain, wanted to tell them that he wasn’t a bad guy. But they were gone; one of them had left a little note saying that they had gone into hiding and never wanted to see him again. Even Jennie had disappeared leaving behind nothing but an empty space in John’s heart.
After Jennie left John Franklin died, he left the name and became the chair-man 24/7, and he hid in an empty apartment at day and fought criminals at night. He lost any connection with reality becoming more and more violent, but his world truly fell apart that night he found her body.
He found Jennie’s body in a bar owned by the criminal mastermind Maximilian. Jennie had been tortured for hours, confessed one of the criminals at the scene, but she never gave in to the torture, she never told them where he was hiding. As he heard that he lost control, when he came to his senses again he had killed them all.
A story like that would easily make front page any other day than this day. “Rogue hero runs amok!” it would have said, but not this day, because this day a far bigger story saw the light of day.
Every single hero in the western world disappeared in under an hour; of course officially it never happened, but the chair-man knew better. Every single member of S.U.P.E.R. gone, something was wrong and it all smelled of Maximilian.
Maximilian was considered the last great treat in this world, he was the mastermind behind all organized crime in the western world. He had started his criminal life at the age of 14 where he had successfully planned and executed the robbing of a bank, thereby becoming the youngest person ever to do so. As he got older his criminal endeavors became more and more expansive, and Maximilian himself became shrouded in mystery. His whereabouts was unknown, and rumors started to spread that he wanted to conquer and rule the world. It was also rumored that his agents had infiltrated the US government, the Russian government and even NATO. A few people even believed that he had spies in S.U.P.E.R. and John was starting to believe that it had been true.
S.U.P.E.R. was the only organization in the world that had the names and addresses of every single superhero in existence, in short every member of S.U.P.E.R.
Only one hero was not taken by Maximilian, the chair-man. Why? Because he was the only hero whose whereabouts S.U.P.E.R. didn’t know of.

Chair-man was once again sprinting along an empty corridor, his blood pumping in his veins, his mind racing with the same question as it had done a week ago, the day the absence of the hero went public. He had quickly realized that it must have been S.U.P.E.R.’s data that had led to the capture of so many heroes at once. And since S.U.P.E.R. was about to launch a giant strike against the newly discovered hideout of Maximilian there was no doubt of whom the mind behind the strike was. But the real question remained: who the hell was the traitor?
The chair-man kept running not knowing that the answer was waiting just around the next corner.

Friday, August 17, 2007

Saving the savior, part 1

Det her er første del af en miniserie på 2-3 afsnit. den handler om en helt mig the Big B engang opfandt, skurken er fra spillet evil genius og desuden gæsteoptræder en hel stak af Bjørnens helte. enjoy.


A lone hero Revealed

June woke up on a sofa, not that there was anything weird in waking up on sofa, what was weird though was that the sofa was not her own, neither did it belong to anyone she knew. Another weird thing was the fact that the room in witch she was laying only contained the sofa and a short and rather fat man in a blue suit. He stood looking out of a large window in wall opposite of the wall that the sofa stood against. As June watched him, he caught her reflexion in the glass and smiled pleasantly.
“I see that you have awoken.” He said, not turning away from the window but kept looking at the see beyond the window, with his hands behind his back. “Do you know who I am?” he continued.
June looked at his reflection, and thought that he had seen him somewhere but she was not sure where. “I don’t think so.” She said sitting up.
“My name is Maximilian.” Maximilian turned around and June saw that what had looked like a pleasant smile in the reflection was actually a wicked grin, and he wore an eyeglass over his right eye.
“I am considered one of the greatest minds in existence.”
June finally realized where she had seen him. “You are that criminal they talked about in the news last week. They said that you were trying to take over the world or something like that.”
“Correct, my young lady. I am going to take over the world, and I believe that I am already well on my way to doing so. Now young lady, do you know why you are here?”
June searched her mind fir the answer but none came up, she had a faint idea but she hoped that she was wrong. Neither she realised did she know how she had gotten here, or where here was for that matter.
“No I don’t.” She said deciding on playing it safe, “Why am I here?”
“You are here because of your looks.” Said Maximilian and turned to look out of the window again.
”My looks?” she said truly supriced, and to hide her relief of this news she looked down herself. She was breathtakingly beautiful, her hair was long and red, her skin white and pure, and her breast were as guys liked them, big and real.
“They say he likes redheads.” Said Maximilian from the window.
“Am I bait?” asked June and looked frightened when Maximilian nodded, she had to know one thing before deciding what to do.
“Who are you after?” she asked.
“The only person in this world with the power to stop me.” Said Maximilian.
“But who is it?” just after she said the words an alarm started ringing, and a cold female voice said: “Warning, security breach in hangar 4, code red. Warning, security breach in hangar 4, code red. Warning…”
Near hangar 4 that special someone was running along an empty corridor.

The Hero that was running along the corridors was not a famous one, he had lived his superhero days in a constant shower of jokes, rudeness and he had even been denied access to S.U.P.E.R. (the Superhero Union for Protection of the Earth and its Residents.)
As far as he knew he was the only living superhero not in S.U.P.E.R. It was a disgrace and the reason they based there decision was ridiculous, that he was too violent “you got to be kidding me!” had he said when he received his denial of entry from the 4 leaders of S.U.P.E.R.
“How can you say that when you have DragonDemon in the council?” He roared and pointed at, DragonDemon, the youngest member of the council, a young man with scales instead of skin and big wings on his back. “The same hero that is known to kill rather than capture, is telling me that I am too violent? That is just too lame.”
“The council has spoken.” Said the leader of the council a man named Viktor Vidhen, he had never been a hero himself, but his knowledge of heroes and villains was unmatched. “You may leave now.”
“No, how can this be your decision? It is outrageous!” He stepped forward but was stopped as a hand pressed against his shoulder. The hand belonged to one of the members of the council, who was sitting 5 meters away, between the hand and the man stretched an incredibly long arm. The Person whose arm had just stopped him was no other than the legendary Nano-man, leader of the old SOSpita-League. All the members of that squad had moved on to become legends themselves. Nano-man was considered to be one of the greatest superheroes in existence, even though he was actually a robot, consisting of thousands upon thousands of Nanobots, which is the reason for his rubber like abilities.
“As I said.” Continued Viktor as if nothing had happened, Viktor was the inventor long ago had build Nano-man, plus he raised DragonDemon, those two things gave him a godlike ability to remain calm no matter what. “You can leave now.”
“NO!” shouted the mad discarded hero and stormed forward to attack, but he didn’t get to take 4 steps forward before he had to jump back to avoid 3 shurikens that was thrown towards him. The last member of the council had finally made her move, she was standing on the table dressed in black.
“Do you know who I am?” She said with a voice colder than ice.
“You are the legendary Ninja Girl, the most cunning killer this world has seen.” He knew as he said it that she could kill him in an instant. “I am not stupid enough to pick a fight with some of the greatest heroes in this world, all I want is the truth.” He turned and started to walk towards the exit, stopping as he reached the door. “I am truly disappointed of you, I thought that you would be able to see the potential in my power, but you have turned out to be as narrow minded as everybody else. But what disappoints me the most is that none of you were able to tell me what the true reason for my denial was. That my powers were too weird for your famous union, but there will come a time where you regret your denial.” Then he left without another word.

His eyes were brown, he had a little goatee and his clothe was a dark shade of purple, so was the cape that he was wearing. On his chest was his code of arms, it looked like an incredibly well drawn chair in dark red. The cape was soaring behind him as he ran through the corridors
He had only been running trough Maximilian’s massive base for 3 minutes before he encountered two heavily armed guards. He had just turned a corner and saw them standing guard at a door not ten meters away.
“Freeze, or suffer the consequences.” Yelled one of the guards and aimed one hell of a machine gun at him. But he didn’t stop he kept running towards the guards, raising his right hand in front of him and using all his mental power to rip apart the laws of reality. A small purple circle appeared in midair between the running hero and the now shocked guards. The rift in reality grew larger and a shadowy figure started taking form as what looked like a long backed kitchen chair. It was a kitchen chair and the hero started to spin left around himself as he graphed the chair. He took the chair with him as he spun on the spot, throwing it with all his might towards the two guards. One of the guards was completely thrown by the sudden attack and therefore he did not get out of the way and was knocked out cold by the chair. The guard that had managed to get out of the way fired his gun at the hero but it was too late. He knocked the gun out of his hand and planted a fist in his stomach. The guard was force forward by the pain in his stomach, only to have his face met by a knee on the way up. The force of the knee knocked this last guard out cold.
The hero looked down at the two guards and laughed, could this really be what he had standing guard in front of his prison? He found the little code panel that locked the door and pounced in the code he had forced out of a guard in the hangar. The door opened silently and the hero stepped into a dark dungeon like room.
The room was filled with people sitting in unnatural position along the wall, there arms in the air but there eye looking straight into the ground. They all had different wires attached to the small platforms that they sat on, and a couple of them were wearing helmets with even more wires sticking out of. In the middle sat Viktor, he was the only one not tied up more than the chain that held up his hands. As the hero entered the dungeon Viktor looked up, as he saw the hero that he had once denied access into S.U.P.E.R. he just smiled. “You.” He said “I knew we would not be able to hold you back. I knew that you would continue your fight for justice, Chair-man.”
Chair-man said nothing but simply stared at Viktor, then after what seemed like a great deal of thought he spoke: “He got her.”
“I know” answered Viktor as the hero started removing the chains around his hands.
“Does he know about her?” asked the hero and tore removed the chains that were binding Viktor’s legs.
“I don’t believe he does, but it can only be a matter of time before he realizes it.” Viktor looked him straight in the eyes and said in a hard voice: “Do you now realize why you could not join S.U.P.E.R.?”
The hero nodded. “You knew he was coming and you needed someone on the outside. And you know how this will end.”
Viktor nodded, only two people could take on this mission, you and DragonDemon, but sending DD away would be too much of a give away. I hope that you will one day forgive me for the suffering I have inflicted upon you.”
“The day that I forgive you will not come sooner than the day I die, we both know this.” Then he turned on the spot and left the room, Viktor could free the rest himself.

Tuesday, August 14, 2007

CONTROLED 12

CONTROLED 12

”Det er da løgn.” udbrød Lucarad. Det kunne simpelthen ikke være Rutano’s hovedkvarter. Der var oprettet specialstyrker med kun det ene formål at finde hovedkvarteret, og selv havde Lucarad ledt efter det i 2 år uden at finde så meget som et hint om dens eksistens.
Rutano var en af de mægtigste grupper forbrydere på overfladen, langt de fleste var Katerianere og selvom der ikke var nær så mange medlemmer i denne eksklusive ’Club’ så var deres leder alligevel en af de mest magtfulde mænd på overfladen.
En af grundende til deres succes var at deres hovedkvarter aldrig var blevet fundet og det på trods af at man havde ledt i 20 år efter det. Det eneste tegn på at det overhovedet fandtes var en enkelt tilfangetagen katerian der fortalte at Rutano havde bygget sig et hovedkvarter, men før man kunne udspørge ham mere, var han sprunget på betjenten der afhørte ham, taget hans pistol og skudt sig selv i hovedet. Siden den dag var der blevet sat stort ind på at finde deres hovedkvarter, men endnu var det ikke lykkedes.
’Jep’ svarede Ritai og rev Lucarad ud af hans tanker. ’Den gamle er jo en smule gal med det gamle Japan.”
”Den gamle?” spurgte Lucarad forvirret.
”Ja Rutano’s leder altså. Han er en gammel mand efterhånden, lige omkring de 140 tror jeg.” Katerianer kunne blive op mod 200 år gamle. ”han startede banden for mange år siden, han blev vist heller ikke født hernede, han kom vist nok oppe fra men bosatte sig frivilligt hernede, hvor utroligt det end lyder.” Ritai kiggede op på slottet hvor et par vagter stod, bevæbnede med geværer af stor kaliber.
”Hvordan kender du til det her sted?” spurgte Lucarad forvirret, ”Der skulle kun være meget få der kender til dette sted.”
”Jeg har kommet her siden jeg var barn.” svarede Ritai ”Det er en af frynsegoderne ved at være medlem af klanen. Ja ikke officielt selvfølgelig for at være det skal man jo være født ind i den.” Lucarad blev bare endnu mere forvirret så Ritai forklarede. ”Den gamle stoler kun på folk der er født af medlemmer af Rutano. Han mener at hvis man er vokset op i ’klanen’ som han kalder den, så er man totalt loyal. Der bliver dog altid taget nye personer ind i klanen og da jeg som 7årig ved et tilfælde kravlede herind for at gemme mig, så blev jeg taget af vagterne.
De trak mig med op til den gamle som så skulle bestemme sig for om jeg skulle henrettes, gøres til slave eller indlemmes i klanen. Fin fyr.” nikkede Ritai ”Han kastede et blik på mig og indlemmede mig i klanen. Det har sine fordele, jeg kan komme og gå som jeg vil og jeg kan altid komme og få mad og drikke.”
”Hvis du kender dem så godt, hvorfor sniger vi os så ind som simple kriminelle?”
”Fordi du er et menneske.” sagde Ritai og trak på skuldrende ”Vi kateriaer er sjældent specielt venlige over for din slags. Og her i klanen er der mere end en, der har meget dårlige erfaringer med din slags.”
Lucarad sukkede det her var bestemt ikke hans hjemmebane. ”Hvis vagterne er hader mennesker, hvordan kommer vi så ind?”
”Jeg kender ensom nok godt vil lukke os ind.” Ritai spejdede op mod borgen i et halvt minut og fik så øje på hvem hun end ledte efter.
”Af sted!” udbrød hun og de to satte i løb over mod muren. Da de nåede muren klinede de sig op ad den som om de var bange for at falde ned. Ritai tog en sten og kiggede intenst opad. Sådan stod hun og stirrede opad i næsten 3 minutter, før hun fik øje på spidsen af et gevær der stak ud over toppen af muren. Da hun så spidsen kastede hun stenen op i den vagt der måtte stå deroppe’s synsfelt.
”Hvad fanden?” udbrød en dyb stemme oppe fra muren, og da stenen faldt ned igen kiggede et arret udseende kateria ansigt ned til dem. Han så først Lucarad der ikke var helt tilfreds med hvordan tingende udviklede sig, men fik så øje på den storsmilende Ritai der vinkede op til ham.
”Hva satan, er du nu der igen Ritai? Tror du ikke at du skulle til at blive voksen og tage hovedindgangen i stedet for dit evige luskeri?” hans stemme var hård men han storsmilte og Lucarad troede ikke at han kunne finde på at angribe dem og det gjorde ham lidt mere rolig.
”Luk nu bare op, du kan vel se at jeg har gæster med, som om jeg ville kunne slæbe ham igennem hovedindgangen. Du burde vide bedre, Bobo” Ritai smilte også, de kendte tydeligvis hinanden, men kateriaen på muren virkede ikke videre glad for at blive kaldt Bobo, han fnyste og sagde så.
”En eller anden dag så lukker jeg ikke op og så kan du stå herude i kulden kan du.”
”Ja men ikke i dag vel?”
Bobo sukkede og forsvandt fra muren, få sekunder efter gled en skjult dør op få meter fra hvor Lucarad og Ritai stod og de skyndte sig igennem den.

Monday, August 13, 2007

Why do you sabotage my work like this?

her er en lille novelle med indbygget gåde. gæt hvem der skriver før du læser den sidste linje.

Why do you sabotage my work like this?
I do my job, for I know I have to.
I keep you able to live your life as you see fit, but why do you sabotage my work?
For 61 years I have worked, on every minute, of every day.
I woke up when you took your first mouthful of air, in a scream at the hospital, and I will be there when you take your last breath.
For 61 years I have worked without complaining, but I can no longer ignore your sabotage.
In 19 years every thing was great, everything was perfect, but then you started harassing me.
You started polluting me with your stupid choices, and habits.
I truly pity you, I pity your stupidity, I pity you stupid man.
In the next many years you woke up each morning, I am already awake, but you never notice.
You take a bath, and I go with you, but one again you ignore me.
You eat breakfast and ones again I am not noticed.
You get into the car, and I go with you, then you light cigarette and I complain.
“It is not good for you.” I say and your reaction is a hard cough.
“I told you so.” I say, but you just take another breath of death from your cigarette.
Then you go to work in the city and the smoke from your workplace, the factory, clouds your judgement.
After work you go home and drink a lot of beer.
I never complained though I worked 24/7 and all the thanks I got were your sabotage.
I don’t even think you knew that you sabotaged me, but you did.
Then you turned 30 and you kept up with working in the factory, and your smoking got worse.
I was still with you, but off course you still didn’t notice, though you slowly got more aware of me.
Ten years later you realised that I was not one you could survive losing, and you finally realised that I was not happy with what you did.
But you still tried to ignore me and all the trouble you were causing me.
Then you turned 50 and halfway to a hundred, you started to talk to my friend who lives next door.
“Don’t you die on me.” He said over and over again.
But my friend almost did die on us, luckily the doctors was able to save him, and some electronic devise keeps him alive to this date.
Then you reached 60 and my job was becoming impossible, you didn’t even stop your evil sabotage, even though it was killing both of us.
Now it is one year later and I finally quit we had some good time together but I can no longer work with your sabotage, you will have to get a replacement for me.
The next day I saw you walking along, pulling a little trolley, on the trolley there was my replacement a large bottle of oxygen.
Who am i?
I am the broken lungs of the smoker John.

Friday, August 10, 2007

Who are you to say I am evil?

Ny eng novelle den her er jeg også ret glad for.

Who are you to say I am evil?
I know that I have done ‘evil’ deeds but I ask you, are the deeds I have done really evil?
I Make nightmares, that is my job, I scare people when they sleep; I make them wish that they had never lived.
The land of nightmares is the most hated land of the dream world; they say it is an evil place.
But I ask them: Why is it evil? Why is it more evil to show the world bad things than to make them think that the world is a paradise?
I ask them: Why should I show them a world of happiness that does not exist? Why must you say that I am evil?
I know that I am not a good person either, after all my job does not make me a good guy.
I make people mad, I make people sad.
I make people fearful. I make people tearful.
For that is my job, but I only enhance what you already fear, I never bring new fears to the table.
If your fear is of heights I put you on a skyscraper, if your fear is of snakes I introduce you to the king of snakes.
If you fear loneliness above all else then you will not like what I do to you.
I put you in a dark cathedral with nothing to keep you company but a dying torch, illuminating only a tiny area around you.
You will call out: “hallo? Is anyone here?” but the only answer you will get is the twisted answer of your own echoing words.
And then your torch dies and the darkness and silence drives you mad, you start hearing things that isn’t there.
Footsteps in the distant, whispering voices, a person hiding in the shadows, all images of your mind that drives you mad.
For those few hours you are in my kingdom, you become insane with fear.
But those few hours is all it lasts, after that your lives return to normal as you leave the realm of the sleeping.
But who are humans to say I am evil? My rein of terror lasts mere hours, while you have done damaged that will exist for thousands of years.
Your wars have ravaged the lands and your greed has stolen from the earth itself.
The rein of Men is far worse than the rein for nightmares.
Your rein that has existed for a few thousand years is finally coming to an end.
You created the two catastrophes that will end it all, you should have known better than to let the two bringers of destruction to grow to the size they have now, for now there is no stopping those who will end the world of men.
The name of the two most destructive beings will have their name all over the world, you know this, you should have seen this, it is all your own work.
You know whom I speak of you bred those beast, now hear there name and tremble.
Mary-Kate and Ashley.
Who are you to say I am evil?

Wednesday, August 08, 2007

Falken 3

Meddelelsen


Kl var 16,45 da 5 Politibiler huggede bremserne i ude foran et i 3 etager hus på adressen Leonard Road 19. 8 politifolk steg ud af bilerne og tog lynhurtigt opstilling omkring døren. Jeanne gav tegnet og politifolkene rykkede lynhurtigt ind og sikrede opgangen, de mødte ingen modstand. På anden sal fandt de lejlighed ’D’ og endnu en gang tog de opstilling omkring døren. Jeanne gav endnu engang tegnet, døren blev sparket ind og de 8 politifolk strømmede ind i lejligheden med pistolerne fremme.
”Tomt” rapporterede en af betjentene til Jeanne ”Vi har tjekket hele bygningen. Der er ikke nogen hjemme i nogen af lejlighederne og Mona Lisa er her heller ikke.”
Jeanne kiggede rundt i lejligheden den var lille og tom, det eneste der var i lejligheden var et fjernsyn og en gammel mølædt sofa.
Jeanne satte sig træt i sofaen, en blindgyde, et vildspor hvem end denne falk var så var han god. Jeanne skulle lige til at kalde styrkerne hjemad da et der lød en høj pibe tone fra stuen.
Jeanne og et par betjente stormede derind hvor et fjernsyn havde startet sig selv og en rød skærm nu blinkede.
Langsomt forsvandt den røde skærm til fordel for et billede af et mørkt rum. Rummet var kun oplyst af et ildsted der brændte stille i baggrunden, i forgrunden var der en mørk lænestol og i den sad der en mørk skikkelse med et glas rødvin i hånden. Det var umuligt at se hans ansigt men han var rimelig slank og den hånd som holdt vinen var hvid og virkede ungdommelig.
”Hvis i hører det her så må jeg gå ud fra at i nåede herover inden for tidsfristen.” Lød det med engelsk accent fra personen fra filmen. ”Som i nok har gættet er jeg falken, jeg er, som i ved, kunst tyv og jeg har en desuden utrolig interesse for film. Hvorfor fortæller jeg jer at jeg interesserer mig for film? Jo det skal jeg sige jer. For hvis jeg ikke interesserede mig for film så ville i ikke stå hvor i stod lige nu.” Falken lænede sig lidt frem i billedet og fortsatte så sin tale. ”Jagten på mestertyven, forfølgelsen, dramaet, alle de herlige klicherer, jeg elsker film. Det er derfor i er her.” gentog han ”Fordi hvad er det sjove ved at være tyv hvis man ikke har politiet i hælene?” falken lænede sig igen tilbage i stolen og tog en slurk rødvin før han fortsatte. ”Jeg er gentlemen tyven, jeg kommer og går, jeg fortæller altid hvornår jeg kommer og jeg kommer altid når jeg siger det. Hvis et museum får brev fra mig, skal de tage det yderst seriøst, for jeg skal nok sørge for at dukke op. Louvre troede ikke at jeg ville komme, men jeg kom, og som i nok kan forstå er det ikke sidste gang jeg vil slå til. I vil se mig igen, eller.” grinte falken blidt ”I vil se mine gerninger igen, for i skal stå tidligt op for at se mig. Jeg er en kunstner, mine forestillinger kommer til at gå for fulde huse, men det finder i jo nok ud af.” Selvom man ikke kunne se det var det tydeligt at han smilte lumskt. ”Jeg gør ikke det her for penge, dem har jeg skam nok af. Jeg gør det af to grunde, for det første elsker jeg som mange andre kunst, og det kunst jeg har tænkt mig at stjæle vil alt sammen være værd at have hængende på væggen. Den anden grund er at jeg kan. Jeg kan, jeg tør, jeg gjorde det.” Han løftede glasset i en skål og fortsatte så. ”Jeg vil formentlig se jer igen mine herskaber, men indtil da skal i have to beskeder den første er at denne besked vil selvdestruere om 10 sekunder.” Falken fniste. ”Mission imposible, elsker den film. Vi ses næste gang: Iacta est alea.”
Jeanne troede knap nok sine egne øjne da fjernsynet få sekunder efter stod i lys lue, hvem fanden var den her fyr og hvorfor afsluttede han sin besked med et af historiens mest kendte citater: ”Terningerne er kastet.”

The horrors of the dream world

Jeg fandt på den her på arbejdet og jeg ELSKER den, noget af det bedste jeg har lavet.




The horrors of the dream world

When you go to bed tonight, pray to your god that you will not experience the same night as me. Hope that your night will be pleasant and that the demons that hunts me, doesn’t seek new prey.
I go to bed each night though I never want to sleep, I just sit in my bed waiting, wishing that I could be awake for ever, never drowsy, never sleepy.
But every night I, it gets me, every night it creeps up at me and it takes me into the land of dreams.
I just sit there, and finally after a couple of hours the sleep overpowers me and takes me to that one place that I fear above all else.
It is always black to begin with, empty nothing moves, nothing exists, only darkness, but then I am taken to the place of true horrors.
The hills are green and the sun is high above the small white clouds, it seems like a paradise but it is a hell created by my inner demons.
The hills so green and peaceful, are where the demons live, and the sun is no sun but a face of madness, its cackle of insanity rains down on the hills like liquid insanity.
So I bite my time among the hills hoping that this night will be different, this night they will not appear, this night I will have peace.
But I know that it is a foolish hope, I know that there is no hope, because in these two years I have had the same dream over, and over, and over again.
It is always the same, I always wait and then without any warning their mad laughter starts echoing between the hills and all my hope vanishes from the face of this world.
I tell myself that they are not real, that this is all in my head, but I’m not sure if that makes them less or more scary.
The laughter draws closer and I start to tremble, I try to flee, I always do, but I know it is hopeless.
The plants stops me, they always do, the small flowers that looks so pretty works for the demons of this land.
So they stop me and I see no other choice than to turn around and face what will emerge between the hills in a few seconds.
I tremble for I know what lies ahead, I know that they will torture me with there ‘games’ again and again, until I am near death.
The colour coded demons approaches, their mad laughter still echoing among the hills, I know their names I have heard them saying them aloud every few seconds, every night of two years.
In a few hours they will be done with me and I will wake up in my bed, sweating, there mad laughter still ringing in my ears and nothing in my mind but those the names of my tortures:
Tinky Winky, Dipsy, Laa-laa, and Po.

Tuesday, August 07, 2007

Det røde land 28

Så er DRL 28 klar:) desuden kan jeg sige at The Game lukker og slukker efter det kapitel jeg har skrevet. Jeg havde en venskabelig samtale med min homie "The B-man", og den efterlod mig blødende i en skraldespand, men dog oplyst om mine fejl. Jeg havde simpelthen bare behov for at skrive noget om en cyper ninja den aften, det er hvad der kommer af at se MGS4 trailere.
Hvis du undre dig over hvem den hvidklædte er efter du har læst dette kapitel kan du hoppe over på min anden homies shajita's blog. den kan du finde her:
http://snubseventyr.blogspot.com/


Det Røde Land del 28

”Nå det er dig” sagde Shajita og lod sit sværd falde. ”Er du her virkelig ikke færdig med det skakspil endnu?”
”Nej. Jeg er bange for at det trækker i langdrag.” Den mystiske fyr i det hvide tøj mens han flyttede med sin hvide løber og tog en kastanje mere. Shajita havde imens stillet sit sværd op ad væggen og havde åbenbart indstillet sine fjendtligheder, Lian anede ikke hvad det var der skete, hvem var den fyr? ”Det viser sig at jeg er en snedig fætter, skal jeg sige dig. Jeg forudser mine træk lige meget hvad.” Den hvidklædte mand rynkede panden og drejede skakbrættet 180 grader så han nu havde kontrol over de sorte brikker.
”Ikke for at blande mig eller noget, men hvem pokker er du og hvad er det lige du har gang i?” udbrød Ruk og kom dermed Lian i forkøbet.
Manden tyggede videre på sin kastanje, flyttede en sort brik, drejede spillepladen igen og svarede så ”Du spørger hvem jeg er på trods af at du selv skjuler dit ansigt? Mit navn får du ikke for det har jeg ikke brugt i mange år, men du kan da kalde mig greve, ligesom alle andre heromkring gør. Hvad jeg laver er simpelt, jeg spiller skak.”
”Hvorfor pokker spiller du skak mod dig selv?” Blev Ruk ved ”Det giver ingen mening.”
”For at narre din fjende må du først narre dig selv.” Sagde greven vist, flyttede sin hvide dronning og drejede igen brættet. Han sad lidt og så på brættet før han flyttede en sort løber og dermed satte den hvide konge mat. ”Det var da irriterende, sort vinder igen! Det er 3 gang i træk at sort vinder over hvid.” Jamrede han.
”Hvorfor lader du ikke bare de hvide brikker vinde? Du styrer jo begge hold.” det var Lian er spurgte men sjovt nok var det Muza der svarede.
”Du må ikke tænke på den måde når du ligger en strategi. En strategi skal altid bygge på din hærs færdigheder og den må ikke være afhængig af den anden hærs fejl.”
”Præcis.” istemte greven mens han stillede alle brikkerne tilbage i udgangsposition, ”Hvis du kan se et hul i din plan må du gå ud fra at fjenden også kan se den. Så hvis du vil besejre fjenden må du lave en strategi så stærk at du ikke engang selv kan se den mindste sprække i den.”
”Vel talt, de må lære jer nogle kloge ting på den anden side af havet.” Sagde Shajita og funderede et halvt sekund om Jaro måske var endt derovre.
”Den anden side af havet?” Lian himlede med øjnene ”Der er ikke noget på den anden side af havet, og hvis der er så kommer vi aldrig til at se det, det vil tage år at sejle derover.”
”Måske for jer.” Sagde greven og startede spillet ved at flytte en hvid bonde. ”Mig tog det kun en lille uges tid.” Lian var målløs, ville han virkelig have dem til at tro på at han var rejst over havet på kun en uge? Alene tanken var fuldstændig latterlig. ”Men nu har jeg jo også et noget bedre skib end jer, med motor og det hele.” Hverken Ruk, Muza eller Lian var specielt imponeret over denne oplysning da de ikke anede hvad en motor var.
”Men jeg er bange for at i taber fokus her.” Sagde greven og rykkede med en sort hest. ”Der er navne der skal renses, mutationer der skal fjernes og fortider der skal afklares.”
Ruk var lamslået over greven ord. ”Hvordan kende du til mit problem?”
Greven fnyste flyttede en ny hvid bonde og svarede så: ”I kommer brasende ind, klædt i blod, kort tid ankommer en mand der siger at et monster er gået amok og sidst men ikke mindst har du nogle sindssygt mærkelige øjne.” Greven rykkede med en sort bonde og vendte igen sin opmærksomhed mod de andre i værelset. ”Du bør virkelig hjælpe dem.” sagde han til Shajita og lige da han skulle til at protestere fortsatte greven. ”Jeg har en god fornemmelse omkring de her drenge, de skal nok få dig til at samarbejde selv om du ikke vil, desuden tror jeg at du ville kunne få en masse gavn af at hjælpe dem.”
Shajita sukkede, der var et eller andet omkring greven, han virkede altid så tillidsvækkende og man kunne umuligt sige ham imod. ”Okay, da. Jeg hjælper jer men hvis jeg for nogen som helst mistanke så er det ud. Det vil nok tage en uge eller to at ordne.”
”Godt” sagde Lian lettet. ”Vi skal have et sted at bo mens vi venter, kan vi låne et værelse her på kroen?”
”njah, det går vel nok. Nu skal jeg vise jer hvor de er.” Shajita rejste sig og forlod værelset forfulgt af Ruk og Lian, Muza stod stadig og stirrede på greven.
”Kommer du?” råbte Ruk.
”Ja lige et øjeblik.” råbte Muza over skulderen og vendte så atter sin opmærksomhed mod greven.
”Hvordan kan du hvide det? Hvordan kan du hvide hvad der skete for alle de år siden?”
Greven flyttede på en skat brik og svarede: ”Den slags ved jeg bare, du var væk i alt for lang tid, det ved du bedre end nogen anden. Mit gæt er at du ikke ville blive væk men blev tvunget til det.” Ruk råbte igen ude fra gangen ”Du må hellere gå nu, ellers finder du ikke dit værelse.”
Muza nikkede langsomt og gik over mod døren, da han stod i døren lød greven stemme igen bag ham: ”Du bliver nød til at hente hende igen, det ved du godt ikke? Det var trods alt delvist din skyld, du kan ikke bare benægte hende.”
”Det her er alt for farligt!” protesterede Muza
”Hun har været ude for det der var værre og det ved du udmærket godt.” Bed greven ham af. ”Hun er din forpligtelse og det har hun været i ti år.”
”Jeg ved det.” Sukkede Muza og forlod rummet.
Tilbage sad greven med sit skak spil, han rykkede en sort løber og slog en hvid løber. Greven kiggede ned over skakbrættet og mumlede så ved sig selv: ”Sort er altid så aggressiv.”