Tænk at det skal ende sådan! Tænk at den endelige nedlukning skal ske i dette overdådige rum med alle disse ”mennesker”. Endnu et elektrisk stød hamrede ind i pluton kernen og billedet knitrede med de to blinkende ord på skærmen: ”emergency shutdown!”
”E17 du lukkes hermed ned” lød en stemme langt borte fra.
E17? nej det var ikke hans navn længere… hans navn var.. det var…
”memory overload! All other systems lockdown”
Location:
System 7, planet: G59, factory 8E
Time:
3575AD,
Som den syttende enhed af E modellen blev E17 skabt på den hemmelige fabrik på planeten G59.
”Elite combat unit E” er den 5 version af ECU modellen og bliver regnet som de bedste kampdroner på denne side af mælkevejen. E17 tilbragte de første 8 cykluser af sin eksistens koblet til en enorm computer hvor al nyttig viden om kamp, taktik og våben blev overført til E17’s harddisk. De næste 700 cykluser blev brugt på at give E-modellerne kamp erfaring. To hold E-drones mod hinanden med rigtig ammunition. Kun de hurtigste, stærkeste og klogeste havde fortjent at ”leve”.
E17 var den bedste og blev som den første sendt videre til hoved computeren hvor den lærte at parere ordre, og fik et indblik i universets historie og lærte for første gang om sit formål i ”livet”.
I år 2600, (efter jordens tidsregning) havde menneskene koloniseret to solsystemer og mødte for første gang liv i verdensrummet. ”lisians” blev de kaldt og var en aggressiv nomade rase der lignede enorme gående firben. De var på højde med mennesker og havde en højt udviklet teknologi. Krigen der opstod da de to raser mødtes, varede i 75 år og til sidst stod menneskene tilbage som sejreherre. Det meste af den menneskelige rase var gået under i krigen og deres moderplanet ”Jorden” var blevet destrueret.
Derefter begyndte menneskene at opruste og efter 150 år gik de igen i krig med deres nyeste opfindelse den originale ECU. ECU’en var den fordel der gav dem magt og det dem kun 500 år at blive den førende rase i universet. Styret af et råd bestående af 8 leder for hver af de 8 resterende planeter i deres oprindelige solsystem, havde menneskene havde med magt indtaget 4 galakser og var blevet stærkere slag for slag. Derefter var der faldet fred over det meste af ”kongedømmet” som menneskene kaldte deres område. Kun i den ydre det af kongedømmet var der stadig krig for menneskene ville stadig eje mere og have mere magt. I kongedømmet levede der mange andre intelligente arter end menneskene men de blev behandlet som skidt og dræbt hvis de lavede, bare en enkelt fejl.
Mens menneskene var koncentreret om at vinde mere territorium i udkanten af kongedømmet, formede en lille gruppe af ”alliens” en modstandsgruppe mod kongedømmet kaldet: ”PEARL”. PEARL blev hurtigt kendt får at kæmpe for frihed og at gøre det med utrolig professionalitet. Igennem årende voksede de i styrke og da menneskene endelig droppede krigen om mere territorium havde PEARL bidt sig fast og var en torn i øjet på kongedømmet.
Lige siden har kongedømmet forsøgt at slå dem ihjel men hver eneste gang kongedømmet havde besejret dem, genopstod de som om intet var hændt.
Og nu var en ny PEARL base blevet opdaget og de første ECU E-drones skulle gå i første række.
Saturday, December 30, 2006
Sunday, December 17, 2006
DRL billeder
Thursday, December 14, 2006
Det Røde Land del 17
Ruk kiggede sig over skulderen for ca. tusinde gang i denne uge, der måtte da være noget denne gang. Nej!? Det kan da ikke være rigtigt. Ruk stønnede og traskede videre med bag de andre 2. I en hel uge havde de gået langs den enorme flod der skar sig gennem landskabet. I hele ugen havde Ruk haft en mærkelig følelse af at nogen holdt øje med dem, Muza og Lian havde dog ikke lagt mærke til noget mærkeligt.
”Se der!” råbte Lian ”Et slot!”
Og ganske rigtigt lå der i horisonten et stort slot, Ruk, Lian og Muza bestemte sig for at de ville forsøge at nå derhen før natten faldt på.
Himlen var farvet rød af den nedgående sol da de endelig nåede porten. Slottet var enormt, langt større end de først havde regnet med Ruk fik undt i nakken af at kigge på de høje tårne der strakte sig langt op i luften. Muza gik hen og bankede med den store dørhammer så det buldrede.
Da ingen svarede tog Muza fat i den lille dør ved siden af og trak til. Døren gik op med en stille knirken, og trioen trådte indenfor.
Ruk kiggede rundt og blev chokeret over synet der mødte ham. Overalt var der bøger, bøger i alle størrelser. Alle vægge var dækket af reoler fyldt med støvede bøger, selv rummene ved siden af var fyldt med bøger. Ruk tog fat i en bog og læste forordet: ”Hutide Argty datter af pontki Argty.” Ruk slog op midt i bogen og læste højt:
”jeg bliver angrebet af to røvere, min Wuma-unge skriger da de slagter den.” Ruk gøs og kiggede bagerst i bogen:
”lægen siger at jeg ikke kan overleve, smerterne er for store lad mig nu dø. Og nu tager sygdommen mig.” Ruk lukkede bogen med en gysen:
”hvad er det dog for et sted?”
”Det er en gave fra visdommens gud Dezal. Slottet her indeholder alle menneskers skæbne. Hver bog indeholder alle oplysninger om et menneskes liv” sagde en Munk der kom gående ned fra en smal trappe i hjørnet.
”og jeg er bestemt til at vogte over bøgerne. Dezal gav menneskene dette slot i tidernes morgen for at de skulle lære at viden ikke altid har den effekt som man tror den har. Mange folk har levet hele deres liv i dette slot i søgen efter deres egen bog. De få, der fandt deres egen bog, levede resten af deres liv i frygt for den død som de ikke kunne undgå skønt de vidste præcis hvad der ville ske. Viden kan være en frygtelig forbandelse.”
Muza tog interesseret en bog op og kiggede i den, læste et par og lukkede den så mens han talte: ”Jeg har hørt om dette sted… men det skulle jo bare være en myte… skulle det ikke?”
”Engang kom her mange, folk fra nær og fjern, men i de sidste mange generationer har kun få besøgt Vor frues bibliotek. I er velkomne til at blive så længe i vil, Dezal skelner ikke i raser eller art” tilføjede munken da han tog Ruk ved nærmere eftersyn.
Ruk lyste op og de fulgte alle tre munken op ad den lille trappe.
”Se der!” råbte Lian ”Et slot!”
Og ganske rigtigt lå der i horisonten et stort slot, Ruk, Lian og Muza bestemte sig for at de ville forsøge at nå derhen før natten faldt på.
Himlen var farvet rød af den nedgående sol da de endelig nåede porten. Slottet var enormt, langt større end de først havde regnet med Ruk fik undt i nakken af at kigge på de høje tårne der strakte sig langt op i luften. Muza gik hen og bankede med den store dørhammer så det buldrede.
Da ingen svarede tog Muza fat i den lille dør ved siden af og trak til. Døren gik op med en stille knirken, og trioen trådte indenfor.
Ruk kiggede rundt og blev chokeret over synet der mødte ham. Overalt var der bøger, bøger i alle størrelser. Alle vægge var dækket af reoler fyldt med støvede bøger, selv rummene ved siden af var fyldt med bøger. Ruk tog fat i en bog og læste forordet: ”Hutide Argty datter af pontki Argty.” Ruk slog op midt i bogen og læste højt:
”jeg bliver angrebet af to røvere, min Wuma-unge skriger da de slagter den.” Ruk gøs og kiggede bagerst i bogen:
”lægen siger at jeg ikke kan overleve, smerterne er for store lad mig nu dø. Og nu tager sygdommen mig.” Ruk lukkede bogen med en gysen:
”hvad er det dog for et sted?”
”Det er en gave fra visdommens gud Dezal. Slottet her indeholder alle menneskers skæbne. Hver bog indeholder alle oplysninger om et menneskes liv” sagde en Munk der kom gående ned fra en smal trappe i hjørnet.
”og jeg er bestemt til at vogte over bøgerne. Dezal gav menneskene dette slot i tidernes morgen for at de skulle lære at viden ikke altid har den effekt som man tror den har. Mange folk har levet hele deres liv i dette slot i søgen efter deres egen bog. De få, der fandt deres egen bog, levede resten af deres liv i frygt for den død som de ikke kunne undgå skønt de vidste præcis hvad der ville ske. Viden kan være en frygtelig forbandelse.”
Muza tog interesseret en bog op og kiggede i den, læste et par og lukkede den så mens han talte: ”Jeg har hørt om dette sted… men det skulle jo bare være en myte… skulle det ikke?”
”Engang kom her mange, folk fra nær og fjern, men i de sidste mange generationer har kun få besøgt Vor frues bibliotek. I er velkomne til at blive så længe i vil, Dezal skelner ikke i raser eller art” tilføjede munken da han tog Ruk ved nærmere eftersyn.
Ruk lyste op og de fulgte alle tre munken op ad den lille trappe.
Monday, December 04, 2006
Det Røde Land del 16
Jordskælvet var langt derfra men rystelserne fik stadig Ruk, Lian og Muza til at vakle.
”hvad fanden er der med de jordskælv?” råbte Ruk da Jordskælvet var ovre. ”De driver mig til vanvid”
”Det virker i hvert fald ikke normalt at der er så mange Jordskælv” Svarede Muza
”lad os komme ud af de har lorte bjerge før de tager livet af os” sagde Ruk og sparkede til en sten.
”Ja det virker som en god idé.” sagde Lian ”jeg vil også gerne væk fra de her bjerge. Det var kun meningen at vi skulle bruge en uge eller to på at komme over de her bjerge og nu har vi efterhånden været her i et helt år.”
”For mig er det nu lidt længere end bare et år, men hvis I har så travlt så lad os da komme af sted.” grinte Muza og begyndte at gå ned af bjergsiden.
Det var først midt på næste dag at de nåede bjergets fod. Stanken fra de faldne i den varme middagssol var ulidelig og der var ikke den mindste vind til at føre den bort. Ruk var begyndt at få det dårligt da han så en skikkelse gå syngende omkring i lig dyngerne. Ruk prikkede til Lian og Muza og pegede over på manden der sang: ”hnort vrugt an duk! Ek runju.” han bukkede sig ned og tog en pung fra et af ligene hvorefter han sang videre: ”noragt iora.” Ruk så spørgende på Muza og spurgte: ”hvad synger han?”
”noget om at nu kan han få mad på bordet tror jeg.” svarede Muza samtidig med at manden skrålede: ”gnik autri næoi gytbu eknuo!”
”Han taler det sprog nogle få enlige stammer taler i de nordlige bjerge” sagde Muza og fortsatte: ”Jeg tror det er bedst hvis vi fordufter uden at han ser os.”
”Suny eponu knæyt suksu” sang manden lystigt da Ruk, Muza og Lian forlod stedet.
Da de var kommet lidt væk vendte Ruk sig om for at se manden en sidste gang men han var som sunket i jorden. Ruk trak på skuldrene og gik op til de andre igen.
”vi skal bare følge floden der” sagde Muza og pegede på en stor flod der kom ud af en stor åbning i bjergende og snoede jeg gennem den golde slette. ”Mynrak ligger ved siden af den flod på den anden side af sletten.
”Hvad hedder floden?” spurgte Lian: ”og hvorfor kommer den ud af bjergene?”
”tja det er der ingen der ved” sagde Muza og trak på skuldrende: ”men man siger at den er magisk da den aldrig tørre ud. Selv ikke i den lage tørke der varede 30 år forsvandt floden. Den flod er Det røde lands livs nerve. Dør floden dør landet. Mange har selvfølgelig forsøgt at finde ud af hvor den stammer fra men endnu er det ikke lykkedes nogen at finde flodens udspring og vende tilbage med livet i behold”
Lian gyste og spurgte om hvor lang tid det ville tage den at komme til Mynrak.
”et par uger vil jeg tro” Svarede Muza ”altså, hvis vi ikke render ind i problemer selvfølgelig.”
Den lille gruppe gik godt til hele dagen og da det blev nat lagde de sig til at sove i nogle buske, da Muza ikke havde ment der var behov for en natte vagt sov de alle tre godt i forvisning om at de endelig var ude af bjergende og at ingen i nærheden kunne skade dem.
Lidt væk i en anden busk kiggede et par øjne frem mod de rejsende og øjnenes ejer sang sagte: ”triu oufr oiar griny flæiu ywt ruå randge ewq!” Under øjnende slikkede en tunge sig om munden.
”hvad fanden er der med de jordskælv?” råbte Ruk da Jordskælvet var ovre. ”De driver mig til vanvid”
”Det virker i hvert fald ikke normalt at der er så mange Jordskælv” Svarede Muza
”lad os komme ud af de har lorte bjerge før de tager livet af os” sagde Ruk og sparkede til en sten.
”Ja det virker som en god idé.” sagde Lian ”jeg vil også gerne væk fra de her bjerge. Det var kun meningen at vi skulle bruge en uge eller to på at komme over de her bjerge og nu har vi efterhånden været her i et helt år.”
”For mig er det nu lidt længere end bare et år, men hvis I har så travlt så lad os da komme af sted.” grinte Muza og begyndte at gå ned af bjergsiden.
Det var først midt på næste dag at de nåede bjergets fod. Stanken fra de faldne i den varme middagssol var ulidelig og der var ikke den mindste vind til at føre den bort. Ruk var begyndt at få det dårligt da han så en skikkelse gå syngende omkring i lig dyngerne. Ruk prikkede til Lian og Muza og pegede over på manden der sang: ”hnort vrugt an duk! Ek runju.” han bukkede sig ned og tog en pung fra et af ligene hvorefter han sang videre: ”noragt iora.” Ruk så spørgende på Muza og spurgte: ”hvad synger han?”
”noget om at nu kan han få mad på bordet tror jeg.” svarede Muza samtidig med at manden skrålede: ”gnik autri næoi gytbu eknuo!”
”Han taler det sprog nogle få enlige stammer taler i de nordlige bjerge” sagde Muza og fortsatte: ”Jeg tror det er bedst hvis vi fordufter uden at han ser os.”
”Suny eponu knæyt suksu” sang manden lystigt da Ruk, Muza og Lian forlod stedet.
Da de var kommet lidt væk vendte Ruk sig om for at se manden en sidste gang men han var som sunket i jorden. Ruk trak på skuldrene og gik op til de andre igen.
”vi skal bare følge floden der” sagde Muza og pegede på en stor flod der kom ud af en stor åbning i bjergende og snoede jeg gennem den golde slette. ”Mynrak ligger ved siden af den flod på den anden side af sletten.
”Hvad hedder floden?” spurgte Lian: ”og hvorfor kommer den ud af bjergene?”
”tja det er der ingen der ved” sagde Muza og trak på skuldrende: ”men man siger at den er magisk da den aldrig tørre ud. Selv ikke i den lage tørke der varede 30 år forsvandt floden. Den flod er Det røde lands livs nerve. Dør floden dør landet. Mange har selvfølgelig forsøgt at finde ud af hvor den stammer fra men endnu er det ikke lykkedes nogen at finde flodens udspring og vende tilbage med livet i behold”
Lian gyste og spurgte om hvor lang tid det ville tage den at komme til Mynrak.
”et par uger vil jeg tro” Svarede Muza ”altså, hvis vi ikke render ind i problemer selvfølgelig.”
Den lille gruppe gik godt til hele dagen og da det blev nat lagde de sig til at sove i nogle buske, da Muza ikke havde ment der var behov for en natte vagt sov de alle tre godt i forvisning om at de endelig var ude af bjergende og at ingen i nærheden kunne skade dem.
Lidt væk i en anden busk kiggede et par øjne frem mod de rejsende og øjnenes ejer sang sagte: ”triu oufr oiar griny flæiu ywt ruå randge ewq!” Under øjnende slikkede en tunge sig om munden.
Sunday, November 19, 2006
Det Røde Land 1-15 rettet version
mange tak til Mads for at gide rette min fejlbefængte historie (buk)
1
Ruk gik hen ad vejen sammen med resten af karavanen fra hans fødeby. Ruk var lige fyldt sytten, og havde derfor fået lov til at tage med handelskaravanen på rejse. Han havde brunt hår og blå øjne og var hverken særlig fed eller høj. Ruk gik ved siden af den store oksekærre og svedte i sin tykke uld vest. Han var spændt. Han havde nemlig hørt om store maskiner, der kunne sejle, uden at der var vind, og andre maskiner, som kunne køre fremad på jorden. Ja, selv maskiner der kunne flyve som fugle, havde han hørt, at der fandtes ude i verdenen.
Riack red op på siden af Ruk på sin skællede wuma Kazuu – Wumaerne var en art af kæmpe firben med mange spidse tænder, røde øjne, kraftige skæl, en lang kraftig hale og tre kraftige klør på hver fod.
”Tag dig i agt Ruk,” sagde Riack, der var leder af karavanen. ”Der er et eller andet galt her.”
Ruk sank en klump han hadede vold og håbede inderligt at Riack tog fejl.
”STOP! I DEN HVIDE KEJSER’S NAVN!” Blev der råbt oppe foran karavanen.
Karavanen sagtnede farten for til sidst at standse. Riack red op foran og svarede:
”Vi er ikke fjender af den hvide kejser men blot fredelige handelsfolk.”
”Den Hvide Kejser kræver told for at I må gå gennem denne skov”
”Denne skov er min personlige ejendom,” råbte Riack arrigt til soldaten som Ruk nu kunne se.
Han stod i hvid rustning ligesom alle de andre med lange hellebarder, og bag dem stod ca. et dusin wumaryttere med lange spyd. Den Hvide Kejser var en berygtet forbryder, der næsten kontrollerede halvdelen af ”Det Røde Land”. Samtidig havde Den Hvide Kejser en stor hær og meget magt.
”Ikke længere, denne skov tilhører nu Den Hvide Kejser, ” sagde soldaten roligt.
Riack udstødte et vredt skrig, trak sin falchion – et buet sværd med en bred klinge – og sendte sin wuma ud i et langt spring fremad mod soldaterne. Springet fik kraft fra bagbenene, hvilket var et kendetegn for arten.
Det var et blodbad. De handlende var optændt af vrede, men kunne intet stille op imod de trænede soldater. Midt i al tumulten stod Ruk og forsøgte at komme væk. Ruk måtte gang på gang springe til side for ikke at lide en smertefuld død.
Der lød et skrig. Det var lavt, men Ruk hørte det klart gennem larmen. Det var et skrig fra en døende wuma. Riack skreg, da Kazuu blev spiddet i luften og faldt hårdt til jorden. Han hørte ikke det skrig, Ruk udstødte, da Kazuu’s klør, der var fulde af dens eget blod, trængte dybt ind i Ruk’s bryst. Han hørte heller ikke Ruk hviske:
”Nu dør jeg.”
Han udstødte blot en ed og kastede sig tilbage i kampen hede.
2
Ruk vågnede med et sæt, og han opdagede straks, at han stadig lå under den døde wuma. Ruk var overrasket over, at han ikke havde nogen smerter i brystet, hvor wumaens klør havde boret sig ind i ham. Det næste, der slog ham, var stanken.
”Jeg må have været bevidstløst i lang tid,” tænkte han.
For stanken af de gamle lig, var ulidelig. Ruk klemte sig ud fra liget af wumaen og så ud over ødelæggelsen. Oksekærren var brændt, og ligene af hans venner lå spredt ud over vejen, selv Riack var død. Ruk tumlede ned fra vejen i chok. Han måtte have noget at drikke, og han kunne huske, at der løb en lille å ved siden af vejen. Ruk kravlede hen til den og drak grådigt af det kolde vand. Ruk pustede ud, men udstødte så et forskrækket skrig, for spejlbilledet var ikke, som det skulle være. I stedet for sine blå øjne, sin brune hud og sit mørke hår var der nu: små røde øjne, grøn hud med kraftige skæl i ansigtet og hans hår var udskiftet med korte spidse skæl. Ruk faldt bagover af forskrækkelse og fik øje på, hvad der før havde været hans føder. En bred skællet fod med tre skarpe klør var, hvad der var nu. Også hans hænder var blevet skællede, og resten af ham var en smule grønlig i det.
”Hvad i alverden er der sket?” tænkte Ruk forvirret.
Ruk fandt noget kød i den brændte oksekærre og bed det midt over.
”Hvad pokker,” udbrød Ruk, og følte på sine tænder som var blevet sylespidse.
Ruk spiste videre med en ro, han selv var overasket over, imens han kiggede på sit bryst. Der var tre store ar, hvor wumaens klør havde ramt ham. Wumaen! Det måtte være det der skete. Han var ved at blive til en wuma… men hvorfor?
Ruk gik videre, han kunne ikke blive på slagmarken. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gå tilbage i byen i denne tilstand. Ruk valgte at gå ud og finde en slags kur. Ruk fandt en munke kutte, der kunne skjule hans deforme krop.
Ruk havde kun gået i en time, da han hørte nogen råbe på hjælp. Det lød som et barn, så Ruk forlod vejen og stormede mod lyden. Efter at han havde løbet i tyve sekunder, kom han til en brændende hytte. Rundt om den brændende hytte lå der flere lig, en skrækslagen dreng på ca. ti år og tre grinende soldater i hvid rustning. En flamme blev tændt i Ruk, da han sneg sig nærmere soldaterne.
”Du er da en farlig en knægt. Men med det halsbånd på er du nul og niks,” grinede den hvide soldat der så ud til at være lederen.
”Nu dør du,” sagde han og løftede sin hellebard til et afgørende stød.
Samtidig satte Ruk fødderne i jorden sprang i et vældigt hop fem meter frem satte sine spidse tænder i soldatens hals og flåede en stor luns kød af. De to andre soldater råbte forskrækket og vendte sig mod Ruk, der igen satte af og sprang mod den nærmeste vagt. Kutten flagrede efter Ruk, og hætten faldt tilbage og afslørede hans blodplettede ansigt. Ruk greb soldatens hoved, da han fløj over ham, og hamrede vagten mod jorden med et sindssygt grin, hvor han blev liggende livløs. Den sidste soldat langede ud efter Ruk med sin hellebard, men Ruk veg til siden og kløvede soldatens rustning og brystkasse med et kraftigt spark. Kløerne på højre fod lynede, da de skar sig igennem panseret og blev fyldt med blod. Soldaten sank sammen med et chokeret ansigtsudtryk. Ruk tog hætten over hovedet igen og vendte sig mod drengen.
3
Drengen veg tilbage da Ruk kom tættere på.
”Jeg gør dig ikke noget,” sagde Ruk og var selv chokeret over sin voldelige adfærd.
Drengen stansede og hviskede:
”Hvem eller hvad, er du?”
”Mit navn er Ruk,” svarede Ruk, ”og hvad jeg er, tja. Forleden var jeg et menneske, men jeg er ikke sikker på det er tilfældet mere.”
Drengen så længe på ham og sukkede. Så vendte han sig om og trak et kort sværd op af sin taske.
”Jeg gør dig ikke noget,” gentog Ruk, da han så sværdet.
Drengen grinede og sagde:
”Mit navn er Lian, jeg er elleve år, læge og har visse psykiske evner.”
Lian satte sværdets spids mod låsemekanismen på et hvidt halsbånd han havde på.
”Psykiske evner? Hvad er det?”
Lian pressede til og halsbåndet gik op. Han tog det af og smed det på jorden.
”Hvad det er? Se her.”
Lian lukkede øjnende, og tre tønder løftede sig fra jorden. Ruk skreg, da han selv lettede og fløj fem meter op i luften.
”Det er hvad jeg kan,” lød en stemme i Ruk’s hoved, ”jeg kan også læse tanker. Jeg har læst dine, og alt tyder på, at dit sammenstød med wumaen er skyld i mutationen. Men du er et godt menneske, og jeg vil gerne hjælpe dig.”
Ruk landede på jorden igen, og Lian åbnede øjnende igen.
”Hvordan kan du hjælpe mig? Ved du noget?” spurgte Ruk spændt.
”Det Røde Land’s Prinsesse Litra, har forsket i mutant fænomenet. Det er set andre steder før.” tilføjede Lian, da han så Ruk’s forvirrede blik.
Ruk lyste op og sagde:
”Jamen, så går vi til Det Røde Slot.”
De gik tilbage til vejen og satte kurs mod Det Røde Slot i Det Røde Land.
Ruk stønnede og rettede ryggen. I fire dage havde Lian og han gået mod Det Røde Slot, og de havde da også gjort fremskridt, men der var lang vej endnu. Ruk havde fundet ud af, at Lians lægemester var blevet slået ihjel af Den Hvide Kejser’s soldater, og at han aldrig havde kendt sine forældre. Solen stod op over sletten, det var den vej de skulle, stik øst! Ruk kiggede tilbage og så den mørke skov torne sig op. Ruk skubbede blidt til Lian for at få ham til at vågne. Lian gabte og strakte sig.
”Skal vi komme videre,” spurgte Ruk.
De havde dagen før lagt sig til at sove tidligt, for at fejre at de endelig var kommet ud af skoven.
”Jo, lad os det,” svarede Lian og gabte.
Lian rejste sig op, men lige da de skulle til at gå, kom der en mand ud fra skoven. Han så stor og stærk ud og gik med en lille vogn fyldt med kød og grøntsager.
”Halløj!” råbte manden og travede lystigt hen imod dem.
Ruk trak hætten over sit hoved og gemte resten af kroppen i kutten. Lian så straks, at det kunne give problemer, hvis den her mand så Ruk. Derfor gik Lian frem og hilste. Lian snakkede med manden og fandt ud af at han hed Jaro og var jæger. Jaro var på vej til Den Røde By for at sælge sit kød og lidt grønsager. Ruk trak vejret dybt, men han kunne bestemt ikke lide lugten fra kødet. Der var noget bekendt ved den, men han kunne ikke sætte en finger på hvad. De begyndte langsomt at gå videre, og inden længe skød de en god fart.
”Og hvad skal i så ude i verden? ” spurgte Jaro og kiggede nysgerrigt på Ruk, der gik lidt længere fremme.
”Jeg skal over og besøge min onkel i Den Røde By, og den lokale munk Viam følger mig på vej, ” improviserede Lian og nikkede i retning af Ruk,
”hans krop blev hæsligt forbrændt, da hans kloster brændte ned til grunden.”
”Nå dada, det var ikke så godt, vendt… Hvad er det for en lyd?” sagde Jaro og stansede.
Ruk vendte sig og kiggede tilbage mod skoven. Fem wumaryttere kom farende over sletten mod dem, og stansede først da de var helt henne ved den lille vogn og de tre rejsende.
4
Den forreste Wuma rytter rejste sig i sadlen og råbte:
”Hvad vil I tre dødelige her på vores område?”
”Vi er på vej til Den Røde By, men hvem er I, som tror I ejer dette land?” svarede Jaro.
”Hvem er vi?” grinede de fem ryttere højlydt, ”Vi er slettens fem guder, vi ejer alt mellem skoven i vest og bjergende i øst. Men sig mig købmand, hvad er det for kød du har i den vogn?”
”Det er kød fra vilde wumaer. Men hvis jeg ikke tager fejl, er I fem forbrydere med halvstore dusører på jeres hoveder.”
Wuma kød! Ruk forstod straks, hvorfor han ikke havde, kunne lide lugten af kødet.
”Det er korrekt købmand. Resten af verden er ikke så glade for os,” sagde guden med et ondt smil.
”Jeg er ikke købmand, ” sagde Jaro og trak et bælte med otte flintepistoler op og tog det om livet, ”Jeg er jæger og i er mit bytte.”
Jaro greb lynhurtigt en riffel satte den for skulderen og placerede en kugle mellem øjnende på den forreste rytter. Wumaen tog flugten, da den mærkede at den herre var død, men de fire andre guder sprang frem i raseri. To af de fire guder gik mod Ruk og Lian. Lian havde regnet ud, at det ville ende på den her måde, han havde allerede udvalgt en tilpas stor sten, som han nu løftede med sine evner og hamrede ind i wumaens tinding. Wumaen styrtede omkuld, og guden blev klemt fast af wumaen, som faldt oven på ham. Lian stormede over og færdiggjorde det med sit sværd.
Ruk var hoppet op på wumaen og havde slået guden af med et slag på siden af hovedet. Før guden ramte jorden, havde Ruk sat af fra wumaens ryg. Kort efter at guden ramte jorden, blev hans kranie knust under Ruk's fødder, der ramte jorden efter et hop fem meter op i luften. Ruk og Lian vendte sig mod Jaro og så, at han allerede havde nedlagt den ene af de to sidste guder. Jaro snurrede rundt dukkede sig og undgik alle gudens angreb. Guden var rasende, og hans udfald med det lange spyd blev mere og mere sjuskede. Jaro affyrede sine to flintepistoler og havde trukket to andre, før kuglerne ramte guden i armen. Guden skreg af smerte og tabte sit spyd. Herefter var det let for Jaro at sætte to kugler i brystet på ham, så han faldt af wumaen og døde.
Jaro gik rundt og samlede sine pistoler op, hvor han havde smidt dem og satte dem tilbage i bæltet.
”Jeg tror vi skylder hinanden en forklaring,” sagde Jaro, der prøvede at kigge ind under hætten på Ruk, ”Hvem er du, og hvad er han?”
”Mit navn er Lian, og jeg har telepatiske evner, og det her er Ruk,” sagde Lian og pegede på Ruk, som trak hætten tilbage og afslørede hans ansigt.
”Dav,” sagde Ruk med et skævt smil.
Jaro var dybt chokeret og stod som forstenet.
”Han havde et uheld med en wuma, og nu er han halvt wuma halvt menneske,” forklarede Lian.
”Uhyggeligt og beklageligt,” mumlede Jaro og fortsatte, ”nu er det vidst min tur. Jeg er dusør jæger og skal indløse en dusør for en tyv. Jeg har bundet en kurv fast under vognen til hoveder.”
Jaro trak en kniv frem og gik rundt og skar hovederne af alle guderne. Da han kom til Ruk's offer som den sidste, mumlede han noget om spild og gik tilbage til vognen med de fem hoveder. Jaro lagde dem ind i kurven og vendte sig mod Lian og Ruk igen.
”Uden jer havde jeg ikke overlevet det her. Derfor vil jeg eskortere jer til Den Røde By og sørge for, at I finder hvem eller hvad i leder efter. I Den Røde By har jeg kontakter overalt, og jeg kan få jer ind, hvor i vil ind.”
”Vi søger prinsessen.”
”Prinsessen! Ja så kan jeg ikke love noget. Men lad os nu komme til byen så ser vi ad, ikke?”
Og så gik de.
5
Mens de gik fremad over sletten, tænkte Ruk på sin barndom. Han var vokset op på et børnehjem, og han havde aldrig mødt sine forældre. På en kold dag i Rukken’s måned da Ruk var spæd, blev han fundet på trappen til børnehjemmet, det var på den måde han blev navngivet. Rukken, alle børn i byen kendte sagnet om den og om helten Vivaro!
Rukken var en enorm gul fugl, som levede for lang tid siden i Ruk’s landsby. Den var intelligent, ond, og sulten. Rukken krævede 4 ofre hver måned. I mange år levede byen dermed i sorg, indtil en kriger udefra kom til byen. Han hed Vivaro. Vivaro besejrede Rukken men døde af sine sår efter kampen. Efter den dag blev byen døbt Vivaro.
Ruk havde ikke haft mange venner i Vivaro bortset fra Riack. Riack var fem år ældre end Ruk, men de havde altid snakket meget sammen. Første gang de mødtes, var Ruk otte år og havde lige fået lov til at komme uden for børnehjemmet mure for første gang. Ruk havde bare gået rundt og kigget forbavset på alle de mærkelige mennesker og dyr, da fire børn på en tretten til fjorten år tonsede hen imod ham med en rund bold. En af dem begyndte at sagte farten og stoppede forpustet op ved siden af Ruk.
”Vi er snart ved fjerde og sidste base, og jeg har løbet med den fra første,” pustede han.
”Øh… hvad?” spurgte Ruk forvirret.
”Liva for pokker.”
”Hvad er Liva?
”Hvad er Li… åh, kommer du fra børnehjemmet eller hvad?”
Ruk nikkede.
”Så forstår jeg. Okay. Kan du se den røde pæl der? ” spurgte Riack og pegede på en pæl, hvor de tre drenge fra før nu stod.
Ruk så at den ene af dem dansede mens de andre så triste ud.
”Det er en base, faktisk er det sidste base, der er tre andre baser her i byen. Liva gælder om at få bolden hen til alle baser og til sidst til den her, den der gør det vinder. Man starter med at man sender en ud i skoven og for at gemme bolden, når han kommer tilbage, begynder spillet. Der er forskellige taktikker, jeg løber f.eks. ud i skoven finder bolden og prøver at løbe den hjem. Men nogle gemmer sig ved posterne og prøver at hugge bolden, så de ikke skal løbe så langt. Kan du forstå det?”
Ruk nikkede, og mente han havde forstået det.
”Godt, kom lad os få noget mad på kroen.”
De næste par dage forklarede Riack Ruk en masse om byen og folkene i den. Riack kom fra en rig familie og havde masser af penge i modsætning til Ruk, der var fattig. Imellem de to lag var det meste af byen, som var jægere, bønder eller købmænd. Riack’s forældre var flinke, men de var ikke så glade for, at deres søn havde fundet en forældreløs som ven. Ruk var ikke fin nok til deres søn, mente de.
Da Riack forlod byen som syttenårig for at tage med på handelsrejse, blev Ruk alene tilbage. Ruk var lidt af en enspænder, for han var ikke så interesseret i Liva eller Wuma avl, som de fleste andre var. Ruk fandt et job som snedker, lønnen var dårlig, men det håre arbejde fik tankerne væk fra ensomheden. Ruk ville også gerne tjene mange penge, så han kunne gøre indtryk på en hvis pige. Stinea var byens unge skønhed, og Ruk var faldet pladask for hende med det samme. Efter kun fire måneder som snedker, døde hans mester, og Ruk mistede sit job. Da Riack kom hjem fra handelsrejsen, friede han til Stinea, som sagde ja. Efter det forlod Ruk ikke børnehjemmet i tre uger. Riack fandt aldrig ud af, hvorfor Ruk lagde afstand mellem sig selv og Riack efter det.
”Se!” sagde Lian og rev Ruk ud af sine tanker, ”der er Ulim bjergende.”
Ruk så også de blå bjerge i det fjerne nu.
”Man siger, at dæmonen Ulim har banket mod siden af sit fængsel under jorden, og at bjergende der er jord, der er blevet skubbet op af hans banken.” sagde Jaro.
”Når vi er over dem, er der ikke lang til Det Røde Land,” sagde Lian.
6
Efter to dages march kom den lille gruppe til foden af bjergene.
”Wow,” sagde Ruk igen.
”Helt ærligt, nu har du sagt ”wow” hver femte minut i to dage,” grinede Jaro.
”Ja nu må det stoppe,” sagde Lian.
”Okay, okay,” svarede Ruk, ”men det er første gang, at jeg ser bjergende og… wow.”
Jaro sukkede og begyndte opstigningen med de to andre. I løbet af de sidste to dage var Jaro blevet gode venner med Lian og Ruk. Ruk var også blevet lidt mere udadvendt, da han følte sig i sikkerhed med sine nye venner. ”Venner” tænk at det skulle lykkes for ham at få ”venner”. Han havde før haft en ven, men det her var i flertal, og det betød meget for ham. Lian gik bag Ruk og kiggede nøje på ham. Ruk brugte ikke sin hætte mere og lod til at falde på plads i sin nye krop, som om den var mere ham, end den gamle var. Lian rystede på hovedet og opgav sin tankerække, han havde trods alt ikke kendt Ruk før ”ulykken”, så hvad vidste han.
Efter tre timers gang af en lille bjergsti begyndte vegetationen at forsvinde. Jaro og Lian var ved at være meget trætte, Ruk var dog stadig frisk.
”Det er nok på grund af at han er halvt wuma,” tænkte Lian og pustede.
”Så skal vi godt nok have et hvil,” råbte Jaro pustende til Ruk, da de kom til et enligt træ. ”Vi er ikke alle sammen mutanter vel”
Ruk vendte sig grinende om og svarede:
”Så okay da menneske. Nu ved du hvilken race der er den stærkeste.”
”Så siger vi det,” sagde Jaro og satte sig ned, ”Men vi ser bedst ud.”
Lian og Ruk grinede og satte sig ved siden af Jaro. Jaro tændte et bål og begyndte at grille noget kød, Ruk fik sit råt som han kunne lide det. Det var ikke Wuma kød, Jaro havde smidt alt sammen væk, da han og Ruk var blevet venner.
”Hvor langt er der til passet, Jaro?” spurgte Lian.
”Tja, med den her fart kan vi være der i overmorgen.”
”Og hvor langt er der så til grænsen?”
”Ca. en dagsrejse eller to. Og nu tror jeg faktisk at maden er klar.”
Ruk havde ventet til deres mad var færdig med at spise sin, så de kunne spise sammen.
”Jeg tror vi kan skyde genvej her,” sagde Jaro, ”den sti ser ud til at føre direkte op til passet. Men den er nu lidt lille. Hvad syntes i? Skal vi tage chancen?”
Lian og Ruk nikkede, de kunne lige så godt prøve. Stien var skjult bag en busk, men der var lige plads nok til dem og Jaro’s vogn. Efter at de havde gået af stien i godt en time, begyndte den at blive mere tilgroet og den skiftede også retning, så den ikke længere gik lige mod passet men lidt syd for i stedet. Men Ruk blev først rigtig nervøs da han så sorte skyer komme rullende ind fra nord.
”Det ser ikke godt ud” mumlede Jaro, ”vi må hellere finde ly.”
De søgte ly i en hule, der lå lidt væk fra stien. Hulen var lang, så Jaro tændte en fakkel, for at se om der var nogen fare på færre. Jaro kom glad tilbage og fortalte, at der løb en lille bæk igennem hulen med rent vand. Da de havde fundet sig til rette i hulen, spiste de lidt mad og lagde sig til at sove. Om natten rasede stormen. Jaro’s fakkel faldt ned fra sit stativ og trillede hen ad jorden. Den trillede gennem en åbning, der havde været skjult i skyggerne. Faklen trillede videre indtil… der lød et øredøvende brag, og klippehulen forsvandt i en byge af sten og kød.
7
Stormen der rasede den nat, var den værste storm i 20 år. Rundt omkring i bjergende blev der meldt om stenskred og dødsfald. Da solen endelig stod op, og skyerne trak mod syd. Blev et kæmpe krater opdaget i en klippe. Ingen vidste hvordan det var kommet, eller om nogen var omkommet i eksplosionen. Mange mente, at et voldsomt lyn var slået ned i bjerget og havde lavet krateret. Andre sagde, at guderne havde vist deres magt. Nogen folk troede endda, at et gammelt sagn var ved at gå i opfyldelse, og dæmonen Ulim var ved at ødelægge sit fængsel for igen at sprede død og ødelæggelse i verden. Sandheden var dog en ganske anden!
Ruk vågnede med smerter over hele kroppen. Hans hoved føltes som om, det kunne eksplodere hvert øjeblik. Eksplodere… hvad var det, det mindede ham om? Eksplosionen! Ruk satte sig op med et sæt, men hans øjne nægtede at fokusere på nået som helst. Var Lian og Jaro okay? Ruk begyndte at huske, hvad der var sket i løbet af natten. Et eller havde eksploderet, imens de sov, heldigvis havde de ligget bag Jaro’s vogn, som havde taget det meste af slaget. Selvom vognen beskyttede dem, var de blevet sendt flyvende ud af hulen, og Ruk havde ramt en klippevæg og så… Ruk var blevet slået bevidstløs og havde ingen anelse om, hvad der var blevet af de andre. Ruk kiggede rundt, han befandt sig i en lang dyb sprække. Ruk rejste sig op, men da han prøvede at støtte på sit venstre ben, skreg han af smerte. Ruk faldt bagover og landede tungt på røven.
”Pis! Mit ben må være brækket,” mumlede Ruk.
Ruk kiggede rundt, der lod ikke til at være nogen vej ud, og han kunne ikke klatre op med et brækket ben, Ruk så ingen anden mulighed end at vente.
Efter 2 dage uden vand og mad havde Ruk næsten opgivet håbet. Såret på hans ben var holdt op med at bløde, men lugtede nu råddent, og Ruk regnede med at såret var blevet betændt. Ruk sad og stirrede op mod himlen, da han hørte fodtrin i gruset oven over sprækken.
”Hjælp!” råbte Ruk, ”jeg er hernede.”
En mandsskikkelse lænede sig ind over sprækken og spærrede for sollyset.
”Hej Amida! Der er sku en brugbar en lige her,” råbte skikkelsen, og en anden mand lænede sig ind over sprækken.
”Vi behøvede slet ikke at rejse, han kom til os,” grinede ham der tilsyneladende hed Amida.
”Vi smider et reb ned,” råbte han, og Ruk tog taknemmelig fat i det og lod sig hive op.
Ruk nåede ikke engang at sige tak, da han kom op, før en af mændene slog ham bevidstløs med en stor sten.
8
Ruk vågnede og kunne mærke, at hans hoved dunkede voldsomt. Han lå lidt og stirrede op i et tag af tremmer.
”Det er da spøjst, med sådan et tag,” tænkte Ruk.
Han vendte langsomt hovedet og så, at også væggene bestod tremmer. Bag tremmerne gik en mand med 2 mærkelige våben, det var en slags pind med en kæde i, forenden af kæden var der en stor kugle fyldt med pigge. Han gik i en rustning med små jernplader på brystet og benene. Under pladerne havde han en tynd rustning, så han kunne bevæge sig frit. Manden slog til tremmerne og sagde:
”Lad være med at stirre.”
Hans ansigt var groft, og han havde en enorm hage.
”Det er jo en vogn det her,” tænkte Ruk, han satte sig op og lagde mærke til, at han havde fået lagt en skinne på sit sårede ben.
”Ruk! Er du okay?”
Ruk vendte sig om og så Lian sidde i en celle ved siden af og se bekymret på ham.
”Jeg klarer mig, men hvad sker der her?”
”De fyre der havde taget dig til fange, så vi prøvede at redde dig. Men de var for mange, og de gav mig halsbånd på.”
”Hvor er Jaro?”
Lian pegede ned bagerst i han celle.
”Jeg har gjort hvad jeg kunne, men det ser ikke godt ud”
Jaro lå med et tæppe over sig og var meget bleg.
”Hvad er der dog sket?” spurgte Ruk og så forfærdet på Jaro.
”Da hulen røg i luften sammen med vognen, blev Jaro og jeg smidt ind i en giftig busk. Jeg var selv heldig og ramte ikke nogle af de giftige pigge, men Jaro fik en fuld dosis, og jeg ved ikke hvordan man kurerer det” sluttede Lian fortvivlet. ”De sagde også, at jeg skulle ordne dit ben, da de ikke kunne bruge dig, hvis du så svag ud.”
I løbet af de næste 3 dage bumlede fængselsvognen nedad gennem nogle små veje. Ruk kunne snart gå igen, hans wuma del var utrolig hurtig til at regenerer hans sår. Jaro fik det dog værre og værre og lå i en feber søvn. Lian havde fundet ud af, at der var 3 vagter, og foran fængselsvognen, der blev trukket af to store okser, var en flot udskåret vogn. Lian havde hørt dem kalde manden derinde for Mester Amida, men han kom aldrig ud af vognen. Ruk brugte tiden i buret på at forbedre sin balance, for han havde hørt, at det var vigtigt at have en god balance. Efter et par dage kunne Ruk uden problemer stå på et ben i den bumlende vogn.
”Så slukker vi lyset,” råbte manden med de to mærkelige våben, som han kaldte for morgenstjerner. dækken
De tre vagter trak en stor presenning hen over buret, og en af dem sagde:
”Nu siger i ikke et ord, før vi beder jer om det okay!?”
Ruk og Lian nikkede, og så blev det sidste lys slukket, og der blev mørkt.
Efter et stykke tid kom vognen ind på en bedre vej, og det lød som om, de var på vej ind i en by. Kort efter kunne de hører, at mændene blev hyllet af mindst tohundrede mennesker. Men efter lidt tid døde jublen ud og vognen begyndte at køre op ad bakke. Efter lidt tid stoppede vognen og presenningen blev fjernet. En af vagterne åbnede døren og beordrede dem ud. Fire andre vagter kom til og eskorterede dem ned i en fange kælder. En stor man kom og åbnede døren, og Lian og Ruk blev skubbet ind i cellen. Ruk kiggede sig om i den meget beskidte celle og havde lige fået øje på en mørk skikkelse i et hjørne, da to vagter kom, og smed Jaro ind til dem.
”Dav,” sagde den mørke skikkelse.
9
Lian, der ikke havde set manden, vendte sig som et lyn og stirrede ind i mørket.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”Ja han sidder jo lige der,” sagde Ruk og pegede på manden.
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen, hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham,” tilføjede han tankefuldt, da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede, at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”Wow dine øjne lyser. Men nok om det, hvem er det der snakker med os?”
Ruk så, at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde:
”Muza er mit navn, fange er mit gavn,” rimede manden.
Jaro stønnede svagt, så Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham.
”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her,” jamrede Lian.
Jaro hostede og begyndte at tale:
”Når I kommer til Den Røde By så find en kro ved navn ”Dragens Tænder”, kroejeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita, og han kan hjælpe jer.”
Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet,” smilede Jaro og døde med et smil på læben.
Ruk brølede sin vrede og frustration ud. I halvandet minut var det eneste, som man kunne høre, hans brutale skrig.
”Regel nummer et om at overleve i et fængsel: Spar på kræfterne,” sagde manden i hjørnet, der hed Muza.
”Hvad fabler du om?” skreg Ruk. ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: Glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg, kunne Lian se, men det skyldtes vist ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn, der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:
I tidernes morgen da jorden blev skabt,
blev fire raser dannet med pragt.
Menneskene levede i midten,
på den frodige jord tæt ved klippen.
Deres styrke var mængden,
som holdt i længden.
Sletten tog Marok,
for de kunne klare et ragnarok.
På vinger de flyver,
og aldrig de lyver.
I sandet blev dannet,
en race forbandet.
Det evige liv de ejer,
men det føre dem ej til sejer.
Den sidste af de fire er,
den største magt skønt uden hær.
Kraskini lever under sten,
og sten blev et med arm og ben.
Stenens ånder blev deres kaldte navn,
men det gjorde dem dog ingen gavn.
Kraskini kaldte de sig selv,
kom noget i vejen blev det slået ihjel.
Kejsere af tinderne,
husker aldrig minderne.
Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.
10
Muza sad længe og kiggede på dem, Ruk var efterhånden kommet helt ned på jorden igen, og Lian sad bare og stirrede ind i muren.
”Der er ingen vej ud, tro mig,” sagde Muza, da han så at Lian faktisk undersøgte muren for revner og sprækker, ”tro mig jeg har siddet her i 10 år. Der er firehundredetusinde ottehundrede tolv sten i muren, og der bor to familier af rotter i hver sin væg.”
”Hvorfor har du siddet her i ti år?” spurgte Ruk.
”Hvorfor?” brummede Muzak, ”fordi de ikke var glade for det jeg gik og lavede.”
”Som var…?”
”Jeg slog dem ihjel,” Muzak smilte skummelt. ”Det her fængsel, ja faktisk hele den her by, tilhører Den Hvide Kejser. Hvad er der for resten med dig og dit hoved, du er hel grøn og ikke særlig, du ved, menneskelig.”
Ruk fortalte hele historien, og Muzak så tænksom ud. I samme øjeblik kom fire vagter ind af døren.
”Kom med,” sagde en af dem.
”Ikke dig kun monstret,” sagde han, da Ruk og Lian rejste sig, Lian satte sig ned, og Ruk blev ført ud af cellen.
Ruk blev ført hen af gangen, indtil de kom til en stor jern dør. Vagten låste døren op og førte Ruk ind i et rum fyldt med boblende væsker i forskellige farver. I midten af rummet stod en mand i hvidt tøj og justerede en indviklet opstilling af væsker, kolber og små glas rør, der forbandt alle væskerne.
”Professor, han skal have en dosis, så han er klar i morgen.”
Manden vendte sig om, og Ruk så at ikke var meget ældre end ham selv. Vagterne førte Ruk over til en stor metalstol og bandt ham fast til den. Professoren tændte en lille bunke kviste under to af væskerne og forbandt derefter de to glas med et tredje som var tomt. Væskerne begyndte langsomt at boble, voldsomt og langsomt begyndte en orange væske at falde ned i det tredje glas. Ruk så at Manden i kitlen samlede lidt af den nye væske i en lille sprøjte. Derefter slukkede han for ilden og kom hen til Ruk. Manden vaskede et lille stykke af Ruk's arm omhyggeligt og stak derefter sprøjten forsigtigt ind i armen på Ruk.
”Jeg er ked af det,” hviskede manden og trykkede stemplet i bund.
Vagterne kom straks til og bandt ham op, så åbnede de døren og førte Ruk ud. En af vagterne blev tilbage og låste døren, mens de andre førte Ruk tilbage til cellen og smed ham derind. Lian kom straks springende hen til Ruk, men da han ikke kunne se, at der var noget galt slappede han af. Muza var dog blevet mærkeligt stille og sagde bare, at de burde sove nu. Ruk lagde sig i et hjørne, og Lian tog et andet et. Mens Ruk sov var en kamp i gang i hans indre, og Ruk var ved at tabte den.
11
Ruk havde ingen anelse om, hvor lang tid han havde sovet, da hans hjerne endelig vågnede op til dåd. Ruk kunne huske, at han havde drømt noget med et monster, der åd ham, men ellers var hans hjerne blank. Ruk forsøgte at åbne sine øjne kun for at opdage, at de allerede var åbne. Ruk kiggede rundt, og så at han var i et stort bur midt på en stor plads fyldt med mennesker, som alle sammen stirrede på ham. Ruk blev ramt af en pludselig dyrisk vrede, sprang frem og hamrede mod tremmerne med et brøl!
”Hvad er det der sker!” tænkte Ruk panisk.
Da han ude af stand til at kunne kontrollere sine bevægelser langede ud efter nogle af de mennesker, der stod tættest på. Ruk mærkede en smerte i nakken, og i næste øjeblik blev han trukket brutalt bagud, så han hamrede hårdt ind i den bagerste væg. Ruk så nu, at der stod fire mand med en kæde i hænderne bag buret. Kæden var forbundet med et slags halsbånd om Ruk’s hals, og det var tydeligvis dem, som havde trukket Ruk væk fra tremmerne. Ruk havde absolut ingen kontrol over sin krop, og kroppen lod ikke til at ville blive liggende. Ruk’s krop vred sig, og med en kraft anstrengelse smed den sig fremad mod menneskerne igen. Ruk’s opmærksomhed blev dog afledt, da en ged blev smidt ind i buret til ham. Ruk kastede sig grådigt over geden og dræbte den ved at bide halsen over på den. Ruk kunne ikke gøre andet end at se til, imens han fortærede det stakkels dyr.
”Dette er en dæmon fra helvede!” Ruk så rundt og fik øje på manden, som havde hevet ham op af sprækken for næsten en ude siden. ”Det var ham, der sprang Det Hellige Bjerg i luften, det er ham, der har dræbt jeres børn!” skreg han. ”Vores gud, vores beskytter, vores vejleder, har befalet, at vi skal slå dette bæst ihjel. Den eneste måde at slå en dæmon ihjel er ved at ofre blodet fra en jomfru.” Manden så ud over menneske mængden og nød at se sine ords magt. Hele folkemængden stod og bævrede. ”Vi har valgt Roselin, som den der får æren af at udrydde dæmonen.”
Roselin fulgte lydigt med de to vagter, som kom og hentede hende, mens hendes mor ved siden af brød sammen i gråd. Ruk nåede lige at opfatte, at Roselin var utrolig smuk før manden igen begyndte at tale.
”Nu må vi alle bede Den Hvides velsignelse.”
Ruk flåede et stort stykke kød af geden og åd det, mens hele folkemængden krydsede armene foran sig og messede:
”Din magt er enorm.
Din viden er mægtig.
Din retfærdighed er stor.
Du er godheden
Du er den eneste gud
Du er: Den Hvide Kejser.”
12
Ruk var bundet med tykke kæder, da de førte ham ned i en lille enecelle, han havde endnu ikke kontrollen over sin krop og var lige ved at bide armen af en af vagterne, da de smed ham ind i cellen. Da han var sikkert inde i den lille celle, blev der åbnet for nogle små sluser i den bagerste væg, og en blålig røg gled ind. Ruk følte det som om, at hans krop var blevet sænket ned i en aktiv vulkan, aldrig før havde han følt sådan en smerte. Ruk nåede lige at tænke, at nu skulle han dø, før smerten fik hans hjerne til at beordre standby, og han besvimede.
Da Ruk kom til sig selv, blev han slæbt hen ad en lang gang. To mænd trak ham i hver sin arm, og smed ham ind i cellen til Muza og Lian. Muza kom straks over og hjalp ham hen i det rådne, men bløde hø. Ruk forsøgte at tale, men Muza lagde en hånd for hans mund og sagde, at han ikke skulle tale. Ruk så sig i stedet omring efter Lian og så, at han sad henne i et hjørne og rokkede uroligt frem og tilbage, imens han talte lavmælt til sig selv. Ruk så spørgende på Muza som svarede stille:
”Han har været sådan, lige siden han kom tilbage. De hentede ham lidt efter dig, jeg tror nok, at de har tortureret ham.”
Ruk blev vred, men før han kunne mæle et ord, blev han overmandet af en frygtelig træthed og faldt i en dyb søvn.
Ruk kradsede lidt i gulvet og kiggede ud af vinduet, Mafummir var lige blevet taget med ud af cellen, det havde været Vagt 8, som hentede ham. Ingen var endnu kommet tilbage, efter at Vagt 8 havde hentet dem. Mafummir havde siddet i cellen med dem i en hel måne cyklus. Han og Ruk var blevet gode venner. Der var gået syv måner og ti ”forestillinger” siden den første forestilling, og Ruk var vokset et par centimeter, hans fingre var desuden forsvundet til fordel for fire skarpe klør. Det havde irriteret ham grænseløst, ikke at kunne holde fat på noget i starten, men han havde langsomt vendt sig til den nye del af hans krop. Hans kutte var ødelagt, og han havde kun et lille stykke stof til at dække sine mest private dele, alt andet havde hans andet jeg flået i stykker. Ruk så på Lian der sad og sov. Ruk smilte, Lian havde fået det meget bedre. Han havde været helt nede de første par måneder, han havde konstant mumlet til sig selv og haft høj feber, men nu havde han kun få tilbagefald, hvor han snakkede med sig selv. Han var altså næsten tilbage i sit normale jeg. Normale jeg Ruk gøs, efter de sidste par ”forestillinger” var fornemmelsen af det blodtørstige uhyre inde i ham, ikke forsvundet helt. Ruk var bange for at ”han” aldrig ville forsvinde helt, det var som om, ”han” bare ventede på en mulighed til igen at tage kontrollen. Ruk kiggede på Muza for at jage tankerne på flugt, han havde ikke ændret sig meget de sidste mange måner. Hans lange hvide hår var blevet endnu længere og nåede ham nu halvvejs ned af ryggen, og han var blevet lidt tyndere. Muza havde fortalt Ruk, at det der nær havde sprængt dem i luften, nok var ”præsternes” krudtlager, som de brugte til deres ”mirakler”. Præsterne var tilbedt af byen, der tydeligvis ikke var klar over, at der var en verden uden for deres dal. De troede på præsterne, som sagde:
”Uden for denne lykkens dal, hersker kaos”.
Præsterne prædikede Den Hvide Kejsers ord. Den Hvide Kejser var gud, og hans ord var lov. Deres jomfru ofringer viste sig at være deres måde at få ”nyt kød” til mændene på, men det vidste byen selvfølgelig ikke. Ruk hørte et dæmpet skrig langt borte og vidste, at han havde set det sidste til Mafummir. Ruk sukkede, da han hørte marcherende fodtrin og rejste sig op. Sekundet efter blev døren sparket op og to vagter kom ind. Muza og Lian vågnede samtidig og satte sig op da Ruk blev trukket ud af rummet.
Ruk blev som så mange gange før spændt fast i stolen, og den unge professor satte gang i væskerne med det sædvanlige lille bål under de to væsker. Da vagterne forlod rummet, sagde professoren det samme, som han havde gjort alle de andre gange:
”Jeg er ked af det…,” men denne gang fortsatte han, ”… men dette er heldigvis sidste gang for dig, sørg for at være klar, når månen er på sit højeste. Det er jeres eneste chance.”
Da Ruk var tilbage i cellen, fortalte han de to andre, hvad professoren havde sagt.
”Professoren er selv fange her, vi kan stole på ham, og desuden har vi ikke noget at tabe,” sagde Muza.
Ruk og Lian nåede kun lige at give ham ret, før vagterne kom efter Ruk. Af en eller anden grund virkede sprøjten hurtigere for hver gang Ruk fik den, så allerede da solen stod højest på himlen, var Ruk ude i buret igen.
Efter den sædvanlige blodige forestilling hvor Ruk havde fået ualmindelig mange pisk, kom turen til udvælgelsen af det nye jomfruoffer. Ruk’s krop vred sig af smerte fra pisken, der stadig smældede over ham, mens den sædvanlige taler råbte ud over mængden:
”Denne dæmon har vist sig mere mægtig end nogen anden før ham. Dette helvedes bæst kan kun dø hvis syv jomfruer ofres.”
Hele forsamlingen skælvede, mens navnene blev læst op. Syv? Det var flere end nogensinde før, Ruk var målløs, de havde aldrig før taget mere end to. Ruk tænkte stadig over det, da den blålige røg gled ind i rummet for at drive dæmonen tilbage til Ruk’s indre.
”Syv?! Hvorfor så mange?” var det sidste han tænkte, før smerten endnu en gang slog ham bevidstløs.
13
Ruk fik svaret, da han vågnede op i cellen, en fest! Der lød latter og sang i den anden ende af slottet. Ruk prøvede at sætte sig op, men en eller anden holdt ham fast ved jorden og lagde lynhurtigt en hånd over Ruk’s mund. Ruk åbnede øjnene og så, at det var Muza, der holdt ham fast, Muza så enormt koncentreret ud, og det gik op for Ruk, at Muza lyttede intenst. Ruk slappede af og kunne nu også høre hastige fodtrin, der kom nærmere, han hørte skramlen med nøgler, og døren gik op. Professoren stod i døren og kiggede ind til dem.
”Skynd jer,” hviskede han og kiggede nervøst over skulderen.
Ruk støttede sig til Muza og Lian, da de gik gennem slottet, imens løb professoren foran og holdt udkig. De havde fundet Lian’s ting i et skab ved den sovende fængselsvagt, i skabet fandt de også en stor sort le som lod til at være Muza’s, da han tog den til sig som en gammel ven, der var blevet væk. Ruk og kompagni var nået forbi støjen, og Ruk mente nok, at de snart var ude, og han havde ret. Kort efter kom de til en stor egetræs port, professoren listede ivrigt hen, åbnede den lille dør i porten, sneg sig ud og… der lød en knasende lyd, da en tung jernkugle knuste professorens kranium. Ruk så forfærdet til, mens professoren faldt baglæns ind gennem døren og ramte jorden. Manden, der alle de måneder før, havde været vagt ved den fangetransport, der havde ført dem til byen, trådte over professoren lig og grinede:
”Sikke en nar, ha!”
Muza overlod Ruk til Lian og gik roligt frem mod vagten med sin le. Den var sort og dekoreret, så det så ud, som om klingen kom ud af munden på en drage, desuden var enden spids og lignede dragens hale.
”Nå så du vil dø først,” råbte vagten og begyndte at svinge sine våben rundt i cirkler.
Med et kastede vagten sig fremad og hamrede sine våben mod Muza, i sidste sekund sprang Muza til side, og kuglerne hamrede ned i fliserne, som blev knust.
”Godt undveget gamling. Men nu hvor du har set min styrke, dirre du vel af frygt, gør du ikke? Over giv dig, og jeg vil gøre din død smertefri,” vagten begyndte at svinge sine våben igen og så på Muza.
”Stærk er du,” smilede Muza skummelt, ”men styrke er intet værd mod mig”
Muza svang lynhurtigt sin le og flåede vagtens tøj i stykker, under tøjet kom hans rustning til syne.
”Ha ha! Den her rustning kommer du aldrig igennem med dine ynkelige slag.” grinede vagten
”Så sandt som det er sagt,” sagde Muza, ”men så må du jo gøre det for mig”
Vagten gik brølende til angreb igen, og endnu en gang undveg Muza. Han løb hen til den anden væg og ventede, indtil vagten begyndte at storme over imod ham. Muza blev stående, indtil vagten næsten var helt henne ved ham, han satte lynhurtigt af med den ene fod mod muren og skød som et lyn frem mod vagten. Muza hamrede den spidse ende ned i vagtens fod, så han faldt forover med et skrig. Muza trak lynhurtigt leen til sig, vendte den om og satte klingen i position under vagten. Vagtens rustning fik ham ril at ramme klingen med så stor kraft, at den gled igennem rustningen, som var den af smør.
Muza trak klingen ud af vagtens maveregion, derefter forlod Muza, Ruk og Lian slottet og løb så hurtigt, som de kunne med Ruk på slæb op mod bjergende.
14
Ruk kæmpede sig op ad endnu en skrænt med Muza og Lian på slæb, der var gået seks dage, siden de var flygtet fra fængslet og byen. Ruk snublede og lå pustene på jorden et kort øjeblik, før han med en kraftanstrengelse kom på fødderne igen. Seks dage uden mad og kun meget lidt at drikke havde langt om længe fået bugt med Lian og Muza, som Ruk nu slæbte efter sig. Ruk havde efterhånden svært ved at modstå fristelsen, når Lian eller Muza fik en rift i et ben eller en arm, og blodets duft bredte sig, og hvis Ruk havde svært ved at holde sig fra kannibalisme, så var Ruk’s andet jeg mere end glad for idéen, og Ruk måtte bruge mange kræfter på at beholde kontrollen over kroppen.
Ruk gik og tænkte på, at det kun havde været på grund af Jaro, at de ikke var faret vild, før de blev fanget, da et kraftigt jordskælv rystede jorden og smed Ruk, Lian og Muza ned af skranten. Da Ruk ramte bunden, var han omtåget, men det lykkedes ham dog at få fat i Lian og Muza, og langsomt kæmpede han sig videre.
Da Ruk endelig nåede toppen og kun kunne se endnu en tom dal, gik han omkuld, og hele gruppen trillede ned af skråningen.
Ruk vågnede op, i hvad der lignede en slags stal, han rørte lidt på sig og hørte en barnestemme råbe:
”Se den er vågnet.”
Ruk kiggede op og så fem til seks børn stimle sammen på lågen ind til den boks, han lå i.
”Er det rigtigt, at den har båret dens ejere i flere dage?” spurgte den ene dreng og kiggede fascineret på Ruk.
”Ja det siger min far selv. Han siger, at hvis vi havde så loyale husdyr her i byen, ville vi aldrig have problemer.”
”Husdyr? Mig? Hehe der kan man bare se. Jeg ligner åbenbart mere et dyr end et menneske,” tænkte Ruk.
Et af børnene smed noget brød ind til ham, og Ruk åd det grådigt.
”Wow så du lige de tænder!” udbrød ham, der før havde nævnt sin far.
”Ja sylespidse!” udbrød en anden.
Ruk rullede sig sammen i det varme halm og lagde sig til at sove.
I løbet af de næste par dage kom både Lian og Muza til sig selv og besøgte ham i stalden. Ruk var blevet enig med sig selv om, at det var det bedste at blive ved med at spille husdyr rollen, det var både Lian og Muza enige i. De fortalte ham, at de var i en lille bjerglandsby, hvor indbyggerne sjældent havde kontakt med resten af verden. Ruk, Lian og Muza besluttede sig for at komme til kræfter, før de tog videre.
Ca. en halv måne efter de var blevet redet, besluttede de sig for, at de måtte videre. Ruk var blevet træt af stalden, Lian var begyndt at kede sig, og Muza kunne ikke lide at være så lang tid på det samme sted, hvis nu at De Hvide Tropper stadig ledte efter dem. Efter lidt tid blev de enige om, at de ville forsvinde ubemærket hvis muligt og helst om natten. Ikke mange nætter efter forlod Ruk stalden, Lian samlede deres ting sammen, og Muza huggede noget mad og et sæt tøj til Ruk, mens han mumlede noget om, at det var under hans værdighed.
De mødtes uden for huset, og under instrukser fra et kort som Lian havde fundet, begav de sig videre mod Det Røde Land.
15
Det tog dem fem dage, før de endelig kom til det sidste pas før Det Røde Land. I løbet af de fem dage havde de oplevet tre jordskælv, men ellers var der ikke sket noget.
”De jordskælv er nu mærkelige,” tænkte Lian. ”De kommer altid uden varsel. Det første jordskælv var den nat vi forlod byen, så var der det den tredje dag, og så det i morges.”
Lian gik videre, imens han grublede, men hans tankerække blev afbrudt af Ruk, der jublede forude. Ruk jublede, fordi han nu endelig var nået toppen af passet og kunne se ud over Det Røde Land. Men jublen blev hurtigt afbrudt, da Ruk skreg forskrækket.
Lian og Muza løb op til Ruk for at se, hvad der var sket, og de så ud over sletten. Hvad der normalt var en fredelig slette var nu forvandlet til en slagmark. En hær af soldater i røde rustninger kæmpede mod en langt mindre hvid hær. Den Hvide Hær var splittet, men Ruk syntes, der var et sært lys omkring dem, så de var ikke svære at se.
”Den Hvide Kejser taber!” hujede Lian.
”Nej,” sagde Muza, ”se.”
Muza pegede ned mod foden af bjerget. Ruk kiggede ned og så ca. hundrede wumaryttere, der red ned ad bjergsiden og ind i Den Røde Hær’s flanke. Hæren blev grebet af panik, og i løbet af kort tid var Den Røde Hær udraderet.
”Stå ikke bare der,” hviskede Muza vredt, ”måske kommer de denne vej.”
Ruk, Lian og Muza gemte sig bag en stor klippeblok lidt væk fra vejen. Da solen gik ned, kom ca. halvtreds wumaryttere ridende forbi i tavshed. Ruk holdt vejret, indtil de var langt nok væk, til at han turde snakke.
”Hvad skete der lige der?” spurgte Ruk, ”selv med de ryttere var Den Røde Hær klart størst.”
”Da de ryttere kom stormende mod Den Røde Hær, blev deres moral smadret. Når de ikke føler, at de har tag på situationen, er de fortabte,” svarede Muza. ”Det er generalernes skyld. Ingen person med bare lidt militær erfaring ville gå i kamp på et sted, som er så oplagt til baghold som det her.”
Muza rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage.
”De er alt for disciplinerede, allerede før jeg blev fanget, gik der rygter om, at de aldrig flygtede. I så jo selv, at de hverken jublede, fejrede sejren eller gennemsøgte ligene for penge og andet, ligesom de fleste hære gør. De snakkede ikke engang, da de red her forbi. Hvor har den tyran dog skaffet sig så frygtelig en hær?!”
”Ja og så lyser de nærmest,” indskød Ruk.
Muza og Lian så undrende på Ruk.
”Hvad lagde i ikke mærke til det?”
Muza og Lian rystede på hovedet.
”Arg glem det. Lad os nu bare komme af sted til Den Røde By,” sagde Ruk og rejste sig op.
”Hvad hedder byen egentlig rigtigt?” spurgte Lian og rejste sig op.
”Mynrak,” svarede Muza
”Men hvis den hedder Mynrak, hvorfor bliver den så kaldt ”Den Døde By” i Vivaro?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af, når vi når så langt.” smilte Muza.
Ruk, Lian og Muza tog deres første skridt over passet og dermed ind i Det Røde Land på præcis samme tidspunkt, som endnu et voldsomt jordskælv ramte bjergende.
1
Ruk gik hen ad vejen sammen med resten af karavanen fra hans fødeby. Ruk var lige fyldt sytten, og havde derfor fået lov til at tage med handelskaravanen på rejse. Han havde brunt hår og blå øjne og var hverken særlig fed eller høj. Ruk gik ved siden af den store oksekærre og svedte i sin tykke uld vest. Han var spændt. Han havde nemlig hørt om store maskiner, der kunne sejle, uden at der var vind, og andre maskiner, som kunne køre fremad på jorden. Ja, selv maskiner der kunne flyve som fugle, havde han hørt, at der fandtes ude i verdenen.
Riack red op på siden af Ruk på sin skællede wuma Kazuu – Wumaerne var en art af kæmpe firben med mange spidse tænder, røde øjne, kraftige skæl, en lang kraftig hale og tre kraftige klør på hver fod.
”Tag dig i agt Ruk,” sagde Riack, der var leder af karavanen. ”Der er et eller andet galt her.”
Ruk sank en klump han hadede vold og håbede inderligt at Riack tog fejl.
”STOP! I DEN HVIDE KEJSER’S NAVN!” Blev der råbt oppe foran karavanen.
Karavanen sagtnede farten for til sidst at standse. Riack red op foran og svarede:
”Vi er ikke fjender af den hvide kejser men blot fredelige handelsfolk.”
”Den Hvide Kejser kræver told for at I må gå gennem denne skov”
”Denne skov er min personlige ejendom,” råbte Riack arrigt til soldaten som Ruk nu kunne se.
Han stod i hvid rustning ligesom alle de andre med lange hellebarder, og bag dem stod ca. et dusin wumaryttere med lange spyd. Den Hvide Kejser var en berygtet forbryder, der næsten kontrollerede halvdelen af ”Det Røde Land”. Samtidig havde Den Hvide Kejser en stor hær og meget magt.
”Ikke længere, denne skov tilhører nu Den Hvide Kejser, ” sagde soldaten roligt.
Riack udstødte et vredt skrig, trak sin falchion – et buet sværd med en bred klinge – og sendte sin wuma ud i et langt spring fremad mod soldaterne. Springet fik kraft fra bagbenene, hvilket var et kendetegn for arten.
Det var et blodbad. De handlende var optændt af vrede, men kunne intet stille op imod de trænede soldater. Midt i al tumulten stod Ruk og forsøgte at komme væk. Ruk måtte gang på gang springe til side for ikke at lide en smertefuld død.
Der lød et skrig. Det var lavt, men Ruk hørte det klart gennem larmen. Det var et skrig fra en døende wuma. Riack skreg, da Kazuu blev spiddet i luften og faldt hårdt til jorden. Han hørte ikke det skrig, Ruk udstødte, da Kazuu’s klør, der var fulde af dens eget blod, trængte dybt ind i Ruk’s bryst. Han hørte heller ikke Ruk hviske:
”Nu dør jeg.”
Han udstødte blot en ed og kastede sig tilbage i kampen hede.
2
Ruk vågnede med et sæt, og han opdagede straks, at han stadig lå under den døde wuma. Ruk var overrasket over, at han ikke havde nogen smerter i brystet, hvor wumaens klør havde boret sig ind i ham. Det næste, der slog ham, var stanken.
”Jeg må have været bevidstløst i lang tid,” tænkte han.
For stanken af de gamle lig, var ulidelig. Ruk klemte sig ud fra liget af wumaen og så ud over ødelæggelsen. Oksekærren var brændt, og ligene af hans venner lå spredt ud over vejen, selv Riack var død. Ruk tumlede ned fra vejen i chok. Han måtte have noget at drikke, og han kunne huske, at der løb en lille å ved siden af vejen. Ruk kravlede hen til den og drak grådigt af det kolde vand. Ruk pustede ud, men udstødte så et forskrækket skrig, for spejlbilledet var ikke, som det skulle være. I stedet for sine blå øjne, sin brune hud og sit mørke hår var der nu: små røde øjne, grøn hud med kraftige skæl i ansigtet og hans hår var udskiftet med korte spidse skæl. Ruk faldt bagover af forskrækkelse og fik øje på, hvad der før havde været hans føder. En bred skællet fod med tre skarpe klør var, hvad der var nu. Også hans hænder var blevet skællede, og resten af ham var en smule grønlig i det.
”Hvad i alverden er der sket?” tænkte Ruk forvirret.
Ruk fandt noget kød i den brændte oksekærre og bed det midt over.
”Hvad pokker,” udbrød Ruk, og følte på sine tænder som var blevet sylespidse.
Ruk spiste videre med en ro, han selv var overasket over, imens han kiggede på sit bryst. Der var tre store ar, hvor wumaens klør havde ramt ham. Wumaen! Det måtte være det der skete. Han var ved at blive til en wuma… men hvorfor?
Ruk gik videre, han kunne ikke blive på slagmarken. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke gå tilbage i byen i denne tilstand. Ruk valgte at gå ud og finde en slags kur. Ruk fandt en munke kutte, der kunne skjule hans deforme krop.
Ruk havde kun gået i en time, da han hørte nogen råbe på hjælp. Det lød som et barn, så Ruk forlod vejen og stormede mod lyden. Efter at han havde løbet i tyve sekunder, kom han til en brændende hytte. Rundt om den brændende hytte lå der flere lig, en skrækslagen dreng på ca. ti år og tre grinende soldater i hvid rustning. En flamme blev tændt i Ruk, da han sneg sig nærmere soldaterne.
”Du er da en farlig en knægt. Men med det halsbånd på er du nul og niks,” grinede den hvide soldat der så ud til at være lederen.
”Nu dør du,” sagde han og løftede sin hellebard til et afgørende stød.
Samtidig satte Ruk fødderne i jorden sprang i et vældigt hop fem meter frem satte sine spidse tænder i soldatens hals og flåede en stor luns kød af. De to andre soldater råbte forskrækket og vendte sig mod Ruk, der igen satte af og sprang mod den nærmeste vagt. Kutten flagrede efter Ruk, og hætten faldt tilbage og afslørede hans blodplettede ansigt. Ruk greb soldatens hoved, da han fløj over ham, og hamrede vagten mod jorden med et sindssygt grin, hvor han blev liggende livløs. Den sidste soldat langede ud efter Ruk med sin hellebard, men Ruk veg til siden og kløvede soldatens rustning og brystkasse med et kraftigt spark. Kløerne på højre fod lynede, da de skar sig igennem panseret og blev fyldt med blod. Soldaten sank sammen med et chokeret ansigtsudtryk. Ruk tog hætten over hovedet igen og vendte sig mod drengen.
3
Drengen veg tilbage da Ruk kom tættere på.
”Jeg gør dig ikke noget,” sagde Ruk og var selv chokeret over sin voldelige adfærd.
Drengen stansede og hviskede:
”Hvem eller hvad, er du?”
”Mit navn er Ruk,” svarede Ruk, ”og hvad jeg er, tja. Forleden var jeg et menneske, men jeg er ikke sikker på det er tilfældet mere.”
Drengen så længe på ham og sukkede. Så vendte han sig om og trak et kort sværd op af sin taske.
”Jeg gør dig ikke noget,” gentog Ruk, da han så sværdet.
Drengen grinede og sagde:
”Mit navn er Lian, jeg er elleve år, læge og har visse psykiske evner.”
Lian satte sværdets spids mod låsemekanismen på et hvidt halsbånd han havde på.
”Psykiske evner? Hvad er det?”
Lian pressede til og halsbåndet gik op. Han tog det af og smed det på jorden.
”Hvad det er? Se her.”
Lian lukkede øjnende, og tre tønder løftede sig fra jorden. Ruk skreg, da han selv lettede og fløj fem meter op i luften.
”Det er hvad jeg kan,” lød en stemme i Ruk’s hoved, ”jeg kan også læse tanker. Jeg har læst dine, og alt tyder på, at dit sammenstød med wumaen er skyld i mutationen. Men du er et godt menneske, og jeg vil gerne hjælpe dig.”
Ruk landede på jorden igen, og Lian åbnede øjnende igen.
”Hvordan kan du hjælpe mig? Ved du noget?” spurgte Ruk spændt.
”Det Røde Land’s Prinsesse Litra, har forsket i mutant fænomenet. Det er set andre steder før.” tilføjede Lian, da han så Ruk’s forvirrede blik.
Ruk lyste op og sagde:
”Jamen, så går vi til Det Røde Slot.”
De gik tilbage til vejen og satte kurs mod Det Røde Slot i Det Røde Land.
Ruk stønnede og rettede ryggen. I fire dage havde Lian og han gået mod Det Røde Slot, og de havde da også gjort fremskridt, men der var lang vej endnu. Ruk havde fundet ud af, at Lians lægemester var blevet slået ihjel af Den Hvide Kejser’s soldater, og at han aldrig havde kendt sine forældre. Solen stod op over sletten, det var den vej de skulle, stik øst! Ruk kiggede tilbage og så den mørke skov torne sig op. Ruk skubbede blidt til Lian for at få ham til at vågne. Lian gabte og strakte sig.
”Skal vi komme videre,” spurgte Ruk.
De havde dagen før lagt sig til at sove tidligt, for at fejre at de endelig var kommet ud af skoven.
”Jo, lad os det,” svarede Lian og gabte.
Lian rejste sig op, men lige da de skulle til at gå, kom der en mand ud fra skoven. Han så stor og stærk ud og gik med en lille vogn fyldt med kød og grøntsager.
”Halløj!” råbte manden og travede lystigt hen imod dem.
Ruk trak hætten over sit hoved og gemte resten af kroppen i kutten. Lian så straks, at det kunne give problemer, hvis den her mand så Ruk. Derfor gik Lian frem og hilste. Lian snakkede med manden og fandt ud af at han hed Jaro og var jæger. Jaro var på vej til Den Røde By for at sælge sit kød og lidt grønsager. Ruk trak vejret dybt, men han kunne bestemt ikke lide lugten fra kødet. Der var noget bekendt ved den, men han kunne ikke sætte en finger på hvad. De begyndte langsomt at gå videre, og inden længe skød de en god fart.
”Og hvad skal i så ude i verden? ” spurgte Jaro og kiggede nysgerrigt på Ruk, der gik lidt længere fremme.
”Jeg skal over og besøge min onkel i Den Røde By, og den lokale munk Viam følger mig på vej, ” improviserede Lian og nikkede i retning af Ruk,
”hans krop blev hæsligt forbrændt, da hans kloster brændte ned til grunden.”
”Nå dada, det var ikke så godt, vendt… Hvad er det for en lyd?” sagde Jaro og stansede.
Ruk vendte sig og kiggede tilbage mod skoven. Fem wumaryttere kom farende over sletten mod dem, og stansede først da de var helt henne ved den lille vogn og de tre rejsende.
4
Den forreste Wuma rytter rejste sig i sadlen og råbte:
”Hvad vil I tre dødelige her på vores område?”
”Vi er på vej til Den Røde By, men hvem er I, som tror I ejer dette land?” svarede Jaro.
”Hvem er vi?” grinede de fem ryttere højlydt, ”Vi er slettens fem guder, vi ejer alt mellem skoven i vest og bjergende i øst. Men sig mig købmand, hvad er det for kød du har i den vogn?”
”Det er kød fra vilde wumaer. Men hvis jeg ikke tager fejl, er I fem forbrydere med halvstore dusører på jeres hoveder.”
Wuma kød! Ruk forstod straks, hvorfor han ikke havde, kunne lide lugten af kødet.
”Det er korrekt købmand. Resten af verden er ikke så glade for os,” sagde guden med et ondt smil.
”Jeg er ikke købmand, ” sagde Jaro og trak et bælte med otte flintepistoler op og tog det om livet, ”Jeg er jæger og i er mit bytte.”
Jaro greb lynhurtigt en riffel satte den for skulderen og placerede en kugle mellem øjnende på den forreste rytter. Wumaen tog flugten, da den mærkede at den herre var død, men de fire andre guder sprang frem i raseri. To af de fire guder gik mod Ruk og Lian. Lian havde regnet ud, at det ville ende på den her måde, han havde allerede udvalgt en tilpas stor sten, som han nu løftede med sine evner og hamrede ind i wumaens tinding. Wumaen styrtede omkuld, og guden blev klemt fast af wumaen, som faldt oven på ham. Lian stormede over og færdiggjorde det med sit sværd.
Ruk var hoppet op på wumaen og havde slået guden af med et slag på siden af hovedet. Før guden ramte jorden, havde Ruk sat af fra wumaens ryg. Kort efter at guden ramte jorden, blev hans kranie knust under Ruk's fødder, der ramte jorden efter et hop fem meter op i luften. Ruk og Lian vendte sig mod Jaro og så, at han allerede havde nedlagt den ene af de to sidste guder. Jaro snurrede rundt dukkede sig og undgik alle gudens angreb. Guden var rasende, og hans udfald med det lange spyd blev mere og mere sjuskede. Jaro affyrede sine to flintepistoler og havde trukket to andre, før kuglerne ramte guden i armen. Guden skreg af smerte og tabte sit spyd. Herefter var det let for Jaro at sætte to kugler i brystet på ham, så han faldt af wumaen og døde.
Jaro gik rundt og samlede sine pistoler op, hvor han havde smidt dem og satte dem tilbage i bæltet.
”Jeg tror vi skylder hinanden en forklaring,” sagde Jaro, der prøvede at kigge ind under hætten på Ruk, ”Hvem er du, og hvad er han?”
”Mit navn er Lian, og jeg har telepatiske evner, og det her er Ruk,” sagde Lian og pegede på Ruk, som trak hætten tilbage og afslørede hans ansigt.
”Dav,” sagde Ruk med et skævt smil.
Jaro var dybt chokeret og stod som forstenet.
”Han havde et uheld med en wuma, og nu er han halvt wuma halvt menneske,” forklarede Lian.
”Uhyggeligt og beklageligt,” mumlede Jaro og fortsatte, ”nu er det vidst min tur. Jeg er dusør jæger og skal indløse en dusør for en tyv. Jeg har bundet en kurv fast under vognen til hoveder.”
Jaro trak en kniv frem og gik rundt og skar hovederne af alle guderne. Da han kom til Ruk's offer som den sidste, mumlede han noget om spild og gik tilbage til vognen med de fem hoveder. Jaro lagde dem ind i kurven og vendte sig mod Lian og Ruk igen.
”Uden jer havde jeg ikke overlevet det her. Derfor vil jeg eskortere jer til Den Røde By og sørge for, at I finder hvem eller hvad i leder efter. I Den Røde By har jeg kontakter overalt, og jeg kan få jer ind, hvor i vil ind.”
”Vi søger prinsessen.”
”Prinsessen! Ja så kan jeg ikke love noget. Men lad os nu komme til byen så ser vi ad, ikke?”
Og så gik de.
5
Mens de gik fremad over sletten, tænkte Ruk på sin barndom. Han var vokset op på et børnehjem, og han havde aldrig mødt sine forældre. På en kold dag i Rukken’s måned da Ruk var spæd, blev han fundet på trappen til børnehjemmet, det var på den måde han blev navngivet. Rukken, alle børn i byen kendte sagnet om den og om helten Vivaro!
Rukken var en enorm gul fugl, som levede for lang tid siden i Ruk’s landsby. Den var intelligent, ond, og sulten. Rukken krævede 4 ofre hver måned. I mange år levede byen dermed i sorg, indtil en kriger udefra kom til byen. Han hed Vivaro. Vivaro besejrede Rukken men døde af sine sår efter kampen. Efter den dag blev byen døbt Vivaro.
Ruk havde ikke haft mange venner i Vivaro bortset fra Riack. Riack var fem år ældre end Ruk, men de havde altid snakket meget sammen. Første gang de mødtes, var Ruk otte år og havde lige fået lov til at komme uden for børnehjemmet mure for første gang. Ruk havde bare gået rundt og kigget forbavset på alle de mærkelige mennesker og dyr, da fire børn på en tretten til fjorten år tonsede hen imod ham med en rund bold. En af dem begyndte at sagte farten og stoppede forpustet op ved siden af Ruk.
”Vi er snart ved fjerde og sidste base, og jeg har løbet med den fra første,” pustede han.
”Øh… hvad?” spurgte Ruk forvirret.
”Liva for pokker.”
”Hvad er Liva?
”Hvad er Li… åh, kommer du fra børnehjemmet eller hvad?”
Ruk nikkede.
”Så forstår jeg. Okay. Kan du se den røde pæl der? ” spurgte Riack og pegede på en pæl, hvor de tre drenge fra før nu stod.
Ruk så at den ene af dem dansede mens de andre så triste ud.
”Det er en base, faktisk er det sidste base, der er tre andre baser her i byen. Liva gælder om at få bolden hen til alle baser og til sidst til den her, den der gør det vinder. Man starter med at man sender en ud i skoven og for at gemme bolden, når han kommer tilbage, begynder spillet. Der er forskellige taktikker, jeg løber f.eks. ud i skoven finder bolden og prøver at løbe den hjem. Men nogle gemmer sig ved posterne og prøver at hugge bolden, så de ikke skal løbe så langt. Kan du forstå det?”
Ruk nikkede, og mente han havde forstået det.
”Godt, kom lad os få noget mad på kroen.”
De næste par dage forklarede Riack Ruk en masse om byen og folkene i den. Riack kom fra en rig familie og havde masser af penge i modsætning til Ruk, der var fattig. Imellem de to lag var det meste af byen, som var jægere, bønder eller købmænd. Riack’s forældre var flinke, men de var ikke så glade for, at deres søn havde fundet en forældreløs som ven. Ruk var ikke fin nok til deres søn, mente de.
Da Riack forlod byen som syttenårig for at tage med på handelsrejse, blev Ruk alene tilbage. Ruk var lidt af en enspænder, for han var ikke så interesseret i Liva eller Wuma avl, som de fleste andre var. Ruk fandt et job som snedker, lønnen var dårlig, men det håre arbejde fik tankerne væk fra ensomheden. Ruk ville også gerne tjene mange penge, så han kunne gøre indtryk på en hvis pige. Stinea var byens unge skønhed, og Ruk var faldet pladask for hende med det samme. Efter kun fire måneder som snedker, døde hans mester, og Ruk mistede sit job. Da Riack kom hjem fra handelsrejsen, friede han til Stinea, som sagde ja. Efter det forlod Ruk ikke børnehjemmet i tre uger. Riack fandt aldrig ud af, hvorfor Ruk lagde afstand mellem sig selv og Riack efter det.
”Se!” sagde Lian og rev Ruk ud af sine tanker, ”der er Ulim bjergende.”
Ruk så også de blå bjerge i det fjerne nu.
”Man siger, at dæmonen Ulim har banket mod siden af sit fængsel under jorden, og at bjergende der er jord, der er blevet skubbet op af hans banken.” sagde Jaro.
”Når vi er over dem, er der ikke lang til Det Røde Land,” sagde Lian.
6
Efter to dages march kom den lille gruppe til foden af bjergene.
”Wow,” sagde Ruk igen.
”Helt ærligt, nu har du sagt ”wow” hver femte minut i to dage,” grinede Jaro.
”Ja nu må det stoppe,” sagde Lian.
”Okay, okay,” svarede Ruk, ”men det er første gang, at jeg ser bjergende og… wow.”
Jaro sukkede og begyndte opstigningen med de to andre. I løbet af de sidste to dage var Jaro blevet gode venner med Lian og Ruk. Ruk var også blevet lidt mere udadvendt, da han følte sig i sikkerhed med sine nye venner. ”Venner” tænk at det skulle lykkes for ham at få ”venner”. Han havde før haft en ven, men det her var i flertal, og det betød meget for ham. Lian gik bag Ruk og kiggede nøje på ham. Ruk brugte ikke sin hætte mere og lod til at falde på plads i sin nye krop, som om den var mere ham, end den gamle var. Lian rystede på hovedet og opgav sin tankerække, han havde trods alt ikke kendt Ruk før ”ulykken”, så hvad vidste han.
Efter tre timers gang af en lille bjergsti begyndte vegetationen at forsvinde. Jaro og Lian var ved at være meget trætte, Ruk var dog stadig frisk.
”Det er nok på grund af at han er halvt wuma,” tænkte Lian og pustede.
”Så skal vi godt nok have et hvil,” råbte Jaro pustende til Ruk, da de kom til et enligt træ. ”Vi er ikke alle sammen mutanter vel”
Ruk vendte sig grinende om og svarede:
”Så okay da menneske. Nu ved du hvilken race der er den stærkeste.”
”Så siger vi det,” sagde Jaro og satte sig ned, ”Men vi ser bedst ud.”
Lian og Ruk grinede og satte sig ved siden af Jaro. Jaro tændte et bål og begyndte at grille noget kød, Ruk fik sit råt som han kunne lide det. Det var ikke Wuma kød, Jaro havde smidt alt sammen væk, da han og Ruk var blevet venner.
”Hvor langt er der til passet, Jaro?” spurgte Lian.
”Tja, med den her fart kan vi være der i overmorgen.”
”Og hvor langt er der så til grænsen?”
”Ca. en dagsrejse eller to. Og nu tror jeg faktisk at maden er klar.”
Ruk havde ventet til deres mad var færdig med at spise sin, så de kunne spise sammen.
”Jeg tror vi kan skyde genvej her,” sagde Jaro, ”den sti ser ud til at føre direkte op til passet. Men den er nu lidt lille. Hvad syntes i? Skal vi tage chancen?”
Lian og Ruk nikkede, de kunne lige så godt prøve. Stien var skjult bag en busk, men der var lige plads nok til dem og Jaro’s vogn. Efter at de havde gået af stien i godt en time, begyndte den at blive mere tilgroet og den skiftede også retning, så den ikke længere gik lige mod passet men lidt syd for i stedet. Men Ruk blev først rigtig nervøs da han så sorte skyer komme rullende ind fra nord.
”Det ser ikke godt ud” mumlede Jaro, ”vi må hellere finde ly.”
De søgte ly i en hule, der lå lidt væk fra stien. Hulen var lang, så Jaro tændte en fakkel, for at se om der var nogen fare på færre. Jaro kom glad tilbage og fortalte, at der løb en lille bæk igennem hulen med rent vand. Da de havde fundet sig til rette i hulen, spiste de lidt mad og lagde sig til at sove. Om natten rasede stormen. Jaro’s fakkel faldt ned fra sit stativ og trillede hen ad jorden. Den trillede gennem en åbning, der havde været skjult i skyggerne. Faklen trillede videre indtil… der lød et øredøvende brag, og klippehulen forsvandt i en byge af sten og kød.
7
Stormen der rasede den nat, var den værste storm i 20 år. Rundt omkring i bjergende blev der meldt om stenskred og dødsfald. Da solen endelig stod op, og skyerne trak mod syd. Blev et kæmpe krater opdaget i en klippe. Ingen vidste hvordan det var kommet, eller om nogen var omkommet i eksplosionen. Mange mente, at et voldsomt lyn var slået ned i bjerget og havde lavet krateret. Andre sagde, at guderne havde vist deres magt. Nogen folk troede endda, at et gammelt sagn var ved at gå i opfyldelse, og dæmonen Ulim var ved at ødelægge sit fængsel for igen at sprede død og ødelæggelse i verden. Sandheden var dog en ganske anden!
Ruk vågnede med smerter over hele kroppen. Hans hoved føltes som om, det kunne eksplodere hvert øjeblik. Eksplodere… hvad var det, det mindede ham om? Eksplosionen! Ruk satte sig op med et sæt, men hans øjne nægtede at fokusere på nået som helst. Var Lian og Jaro okay? Ruk begyndte at huske, hvad der var sket i løbet af natten. Et eller havde eksploderet, imens de sov, heldigvis havde de ligget bag Jaro’s vogn, som havde taget det meste af slaget. Selvom vognen beskyttede dem, var de blevet sendt flyvende ud af hulen, og Ruk havde ramt en klippevæg og så… Ruk var blevet slået bevidstløs og havde ingen anelse om, hvad der var blevet af de andre. Ruk kiggede rundt, han befandt sig i en lang dyb sprække. Ruk rejste sig op, men da han prøvede at støtte på sit venstre ben, skreg han af smerte. Ruk faldt bagover og landede tungt på røven.
”Pis! Mit ben må være brækket,” mumlede Ruk.
Ruk kiggede rundt, der lod ikke til at være nogen vej ud, og han kunne ikke klatre op med et brækket ben, Ruk så ingen anden mulighed end at vente.
Efter 2 dage uden vand og mad havde Ruk næsten opgivet håbet. Såret på hans ben var holdt op med at bløde, men lugtede nu råddent, og Ruk regnede med at såret var blevet betændt. Ruk sad og stirrede op mod himlen, da han hørte fodtrin i gruset oven over sprækken.
”Hjælp!” råbte Ruk, ”jeg er hernede.”
En mandsskikkelse lænede sig ind over sprækken og spærrede for sollyset.
”Hej Amida! Der er sku en brugbar en lige her,” råbte skikkelsen, og en anden mand lænede sig ind over sprækken.
”Vi behøvede slet ikke at rejse, han kom til os,” grinede ham der tilsyneladende hed Amida.
”Vi smider et reb ned,” råbte han, og Ruk tog taknemmelig fat i det og lod sig hive op.
Ruk nåede ikke engang at sige tak, da han kom op, før en af mændene slog ham bevidstløs med en stor sten.
8
Ruk vågnede og kunne mærke, at hans hoved dunkede voldsomt. Han lå lidt og stirrede op i et tag af tremmer.
”Det er da spøjst, med sådan et tag,” tænkte Ruk.
Han vendte langsomt hovedet og så, at også væggene bestod tremmer. Bag tremmerne gik en mand med 2 mærkelige våben, det var en slags pind med en kæde i, forenden af kæden var der en stor kugle fyldt med pigge. Han gik i en rustning med små jernplader på brystet og benene. Under pladerne havde han en tynd rustning, så han kunne bevæge sig frit. Manden slog til tremmerne og sagde:
”Lad være med at stirre.”
Hans ansigt var groft, og han havde en enorm hage.
”Det er jo en vogn det her,” tænkte Ruk, han satte sig op og lagde mærke til, at han havde fået lagt en skinne på sit sårede ben.
”Ruk! Er du okay?”
Ruk vendte sig om og så Lian sidde i en celle ved siden af og se bekymret på ham.
”Jeg klarer mig, men hvad sker der her?”
”De fyre der havde taget dig til fange, så vi prøvede at redde dig. Men de var for mange, og de gav mig halsbånd på.”
”Hvor er Jaro?”
Lian pegede ned bagerst i han celle.
”Jeg har gjort hvad jeg kunne, men det ser ikke godt ud”
Jaro lå med et tæppe over sig og var meget bleg.
”Hvad er der dog sket?” spurgte Ruk og så forfærdet på Jaro.
”Da hulen røg i luften sammen med vognen, blev Jaro og jeg smidt ind i en giftig busk. Jeg var selv heldig og ramte ikke nogle af de giftige pigge, men Jaro fik en fuld dosis, og jeg ved ikke hvordan man kurerer det” sluttede Lian fortvivlet. ”De sagde også, at jeg skulle ordne dit ben, da de ikke kunne bruge dig, hvis du så svag ud.”
I løbet af de næste 3 dage bumlede fængselsvognen nedad gennem nogle små veje. Ruk kunne snart gå igen, hans wuma del var utrolig hurtig til at regenerer hans sår. Jaro fik det dog værre og værre og lå i en feber søvn. Lian havde fundet ud af, at der var 3 vagter, og foran fængselsvognen, der blev trukket af to store okser, var en flot udskåret vogn. Lian havde hørt dem kalde manden derinde for Mester Amida, men han kom aldrig ud af vognen. Ruk brugte tiden i buret på at forbedre sin balance, for han havde hørt, at det var vigtigt at have en god balance. Efter et par dage kunne Ruk uden problemer stå på et ben i den bumlende vogn.
”Så slukker vi lyset,” råbte manden med de to mærkelige våben, som han kaldte for morgenstjerner. dækken
De tre vagter trak en stor presenning hen over buret, og en af dem sagde:
”Nu siger i ikke et ord, før vi beder jer om det okay!?”
Ruk og Lian nikkede, og så blev det sidste lys slukket, og der blev mørkt.
Efter et stykke tid kom vognen ind på en bedre vej, og det lød som om, de var på vej ind i en by. Kort efter kunne de hører, at mændene blev hyllet af mindst tohundrede mennesker. Men efter lidt tid døde jublen ud og vognen begyndte at køre op ad bakke. Efter lidt tid stoppede vognen og presenningen blev fjernet. En af vagterne åbnede døren og beordrede dem ud. Fire andre vagter kom til og eskorterede dem ned i en fange kælder. En stor man kom og åbnede døren, og Lian og Ruk blev skubbet ind i cellen. Ruk kiggede sig om i den meget beskidte celle og havde lige fået øje på en mørk skikkelse i et hjørne, da to vagter kom, og smed Jaro ind til dem.
”Dav,” sagde den mørke skikkelse.
9
Lian, der ikke havde set manden, vendte sig som et lyn og stirrede ind i mørket.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”Ja han sidder jo lige der,” sagde Ruk og pegede på manden.
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen, hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham,” tilføjede han tankefuldt, da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede, at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”Wow dine øjne lyser. Men nok om det, hvem er det der snakker med os?”
Ruk så, at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde:
”Muza er mit navn, fange er mit gavn,” rimede manden.
Jaro stønnede svagt, så Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham.
”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her,” jamrede Lian.
Jaro hostede og begyndte at tale:
”Når I kommer til Den Røde By så find en kro ved navn ”Dragens Tænder”, kroejeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita, og han kan hjælpe jer.”
Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet,” smilede Jaro og døde med et smil på læben.
Ruk brølede sin vrede og frustration ud. I halvandet minut var det eneste, som man kunne høre, hans brutale skrig.
”Regel nummer et om at overleve i et fængsel: Spar på kræfterne,” sagde manden i hjørnet, der hed Muza.
”Hvad fabler du om?” skreg Ruk. ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: Glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg, kunne Lian se, men det skyldtes vist ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn, der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:
I tidernes morgen da jorden blev skabt,
blev fire raser dannet med pragt.
Menneskene levede i midten,
på den frodige jord tæt ved klippen.
Deres styrke var mængden,
som holdt i længden.
Sletten tog Marok,
for de kunne klare et ragnarok.
På vinger de flyver,
og aldrig de lyver.
I sandet blev dannet,
en race forbandet.
Det evige liv de ejer,
men det føre dem ej til sejer.
Den sidste af de fire er,
den største magt skønt uden hær.
Kraskini lever under sten,
og sten blev et med arm og ben.
Stenens ånder blev deres kaldte navn,
men det gjorde dem dog ingen gavn.
Kraskini kaldte de sig selv,
kom noget i vejen blev det slået ihjel.
Kejsere af tinderne,
husker aldrig minderne.
Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.
10
Muza sad længe og kiggede på dem, Ruk var efterhånden kommet helt ned på jorden igen, og Lian sad bare og stirrede ind i muren.
”Der er ingen vej ud, tro mig,” sagde Muza, da han så at Lian faktisk undersøgte muren for revner og sprækker, ”tro mig jeg har siddet her i 10 år. Der er firehundredetusinde ottehundrede tolv sten i muren, og der bor to familier af rotter i hver sin væg.”
”Hvorfor har du siddet her i ti år?” spurgte Ruk.
”Hvorfor?” brummede Muzak, ”fordi de ikke var glade for det jeg gik og lavede.”
”Som var…?”
”Jeg slog dem ihjel,” Muzak smilte skummelt. ”Det her fængsel, ja faktisk hele den her by, tilhører Den Hvide Kejser. Hvad er der for resten med dig og dit hoved, du er hel grøn og ikke særlig, du ved, menneskelig.”
Ruk fortalte hele historien, og Muzak så tænksom ud. I samme øjeblik kom fire vagter ind af døren.
”Kom med,” sagde en af dem.
”Ikke dig kun monstret,” sagde han, da Ruk og Lian rejste sig, Lian satte sig ned, og Ruk blev ført ud af cellen.
Ruk blev ført hen af gangen, indtil de kom til en stor jern dør. Vagten låste døren op og førte Ruk ind i et rum fyldt med boblende væsker i forskellige farver. I midten af rummet stod en mand i hvidt tøj og justerede en indviklet opstilling af væsker, kolber og små glas rør, der forbandt alle væskerne.
”Professor, han skal have en dosis, så han er klar i morgen.”
Manden vendte sig om, og Ruk så at ikke var meget ældre end ham selv. Vagterne førte Ruk over til en stor metalstol og bandt ham fast til den. Professoren tændte en lille bunke kviste under to af væskerne og forbandt derefter de to glas med et tredje som var tomt. Væskerne begyndte langsomt at boble, voldsomt og langsomt begyndte en orange væske at falde ned i det tredje glas. Ruk så at Manden i kitlen samlede lidt af den nye væske i en lille sprøjte. Derefter slukkede han for ilden og kom hen til Ruk. Manden vaskede et lille stykke af Ruk's arm omhyggeligt og stak derefter sprøjten forsigtigt ind i armen på Ruk.
”Jeg er ked af det,” hviskede manden og trykkede stemplet i bund.
Vagterne kom straks til og bandt ham op, så åbnede de døren og førte Ruk ud. En af vagterne blev tilbage og låste døren, mens de andre førte Ruk tilbage til cellen og smed ham derind. Lian kom straks springende hen til Ruk, men da han ikke kunne se, at der var noget galt slappede han af. Muza var dog blevet mærkeligt stille og sagde bare, at de burde sove nu. Ruk lagde sig i et hjørne, og Lian tog et andet et. Mens Ruk sov var en kamp i gang i hans indre, og Ruk var ved at tabte den.
11
Ruk havde ingen anelse om, hvor lang tid han havde sovet, da hans hjerne endelig vågnede op til dåd. Ruk kunne huske, at han havde drømt noget med et monster, der åd ham, men ellers var hans hjerne blank. Ruk forsøgte at åbne sine øjne kun for at opdage, at de allerede var åbne. Ruk kiggede rundt, og så at han var i et stort bur midt på en stor plads fyldt med mennesker, som alle sammen stirrede på ham. Ruk blev ramt af en pludselig dyrisk vrede, sprang frem og hamrede mod tremmerne med et brøl!
”Hvad er det der sker!” tænkte Ruk panisk.
Da han ude af stand til at kunne kontrollere sine bevægelser langede ud efter nogle af de mennesker, der stod tættest på. Ruk mærkede en smerte i nakken, og i næste øjeblik blev han trukket brutalt bagud, så han hamrede hårdt ind i den bagerste væg. Ruk så nu, at der stod fire mand med en kæde i hænderne bag buret. Kæden var forbundet med et slags halsbånd om Ruk’s hals, og det var tydeligvis dem, som havde trukket Ruk væk fra tremmerne. Ruk havde absolut ingen kontrol over sin krop, og kroppen lod ikke til at ville blive liggende. Ruk’s krop vred sig, og med en kraft anstrengelse smed den sig fremad mod menneskerne igen. Ruk’s opmærksomhed blev dog afledt, da en ged blev smidt ind i buret til ham. Ruk kastede sig grådigt over geden og dræbte den ved at bide halsen over på den. Ruk kunne ikke gøre andet end at se til, imens han fortærede det stakkels dyr.
”Dette er en dæmon fra helvede!” Ruk så rundt og fik øje på manden, som havde hevet ham op af sprækken for næsten en ude siden. ”Det var ham, der sprang Det Hellige Bjerg i luften, det er ham, der har dræbt jeres børn!” skreg han. ”Vores gud, vores beskytter, vores vejleder, har befalet, at vi skal slå dette bæst ihjel. Den eneste måde at slå en dæmon ihjel er ved at ofre blodet fra en jomfru.” Manden så ud over menneske mængden og nød at se sine ords magt. Hele folkemængden stod og bævrede. ”Vi har valgt Roselin, som den der får æren af at udrydde dæmonen.”
Roselin fulgte lydigt med de to vagter, som kom og hentede hende, mens hendes mor ved siden af brød sammen i gråd. Ruk nåede lige at opfatte, at Roselin var utrolig smuk før manden igen begyndte at tale.
”Nu må vi alle bede Den Hvides velsignelse.”
Ruk flåede et stort stykke kød af geden og åd det, mens hele folkemængden krydsede armene foran sig og messede:
”Din magt er enorm.
Din viden er mægtig.
Din retfærdighed er stor.
Du er godheden
Du er den eneste gud
Du er: Den Hvide Kejser.”
12
Ruk var bundet med tykke kæder, da de førte ham ned i en lille enecelle, han havde endnu ikke kontrollen over sin krop og var lige ved at bide armen af en af vagterne, da de smed ham ind i cellen. Da han var sikkert inde i den lille celle, blev der åbnet for nogle små sluser i den bagerste væg, og en blålig røg gled ind. Ruk følte det som om, at hans krop var blevet sænket ned i en aktiv vulkan, aldrig før havde han følt sådan en smerte. Ruk nåede lige at tænke, at nu skulle han dø, før smerten fik hans hjerne til at beordre standby, og han besvimede.
Da Ruk kom til sig selv, blev han slæbt hen ad en lang gang. To mænd trak ham i hver sin arm, og smed ham ind i cellen til Muza og Lian. Muza kom straks over og hjalp ham hen i det rådne, men bløde hø. Ruk forsøgte at tale, men Muza lagde en hånd for hans mund og sagde, at han ikke skulle tale. Ruk så sig i stedet omring efter Lian og så, at han sad henne i et hjørne og rokkede uroligt frem og tilbage, imens han talte lavmælt til sig selv. Ruk så spørgende på Muza som svarede stille:
”Han har været sådan, lige siden han kom tilbage. De hentede ham lidt efter dig, jeg tror nok, at de har tortureret ham.”
Ruk blev vred, men før han kunne mæle et ord, blev han overmandet af en frygtelig træthed og faldt i en dyb søvn.
Ruk kradsede lidt i gulvet og kiggede ud af vinduet, Mafummir var lige blevet taget med ud af cellen, det havde været Vagt 8, som hentede ham. Ingen var endnu kommet tilbage, efter at Vagt 8 havde hentet dem. Mafummir havde siddet i cellen med dem i en hel måne cyklus. Han og Ruk var blevet gode venner. Der var gået syv måner og ti ”forestillinger” siden den første forestilling, og Ruk var vokset et par centimeter, hans fingre var desuden forsvundet til fordel for fire skarpe klør. Det havde irriteret ham grænseløst, ikke at kunne holde fat på noget i starten, men han havde langsomt vendt sig til den nye del af hans krop. Hans kutte var ødelagt, og han havde kun et lille stykke stof til at dække sine mest private dele, alt andet havde hans andet jeg flået i stykker. Ruk så på Lian der sad og sov. Ruk smilte, Lian havde fået det meget bedre. Han havde været helt nede de første par måneder, han havde konstant mumlet til sig selv og haft høj feber, men nu havde han kun få tilbagefald, hvor han snakkede med sig selv. Han var altså næsten tilbage i sit normale jeg. Normale jeg Ruk gøs, efter de sidste par ”forestillinger” var fornemmelsen af det blodtørstige uhyre inde i ham, ikke forsvundet helt. Ruk var bange for at ”han” aldrig ville forsvinde helt, det var som om, ”han” bare ventede på en mulighed til igen at tage kontrollen. Ruk kiggede på Muza for at jage tankerne på flugt, han havde ikke ændret sig meget de sidste mange måner. Hans lange hvide hår var blevet endnu længere og nåede ham nu halvvejs ned af ryggen, og han var blevet lidt tyndere. Muza havde fortalt Ruk, at det der nær havde sprængt dem i luften, nok var ”præsternes” krudtlager, som de brugte til deres ”mirakler”. Præsterne var tilbedt af byen, der tydeligvis ikke var klar over, at der var en verden uden for deres dal. De troede på præsterne, som sagde:
”Uden for denne lykkens dal, hersker kaos”.
Præsterne prædikede Den Hvide Kejsers ord. Den Hvide Kejser var gud, og hans ord var lov. Deres jomfru ofringer viste sig at være deres måde at få ”nyt kød” til mændene på, men det vidste byen selvfølgelig ikke. Ruk hørte et dæmpet skrig langt borte og vidste, at han havde set det sidste til Mafummir. Ruk sukkede, da han hørte marcherende fodtrin og rejste sig op. Sekundet efter blev døren sparket op og to vagter kom ind. Muza og Lian vågnede samtidig og satte sig op da Ruk blev trukket ud af rummet.
Ruk blev som så mange gange før spændt fast i stolen, og den unge professor satte gang i væskerne med det sædvanlige lille bål under de to væsker. Da vagterne forlod rummet, sagde professoren det samme, som han havde gjort alle de andre gange:
”Jeg er ked af det…,” men denne gang fortsatte han, ”… men dette er heldigvis sidste gang for dig, sørg for at være klar, når månen er på sit højeste. Det er jeres eneste chance.”
Da Ruk var tilbage i cellen, fortalte han de to andre, hvad professoren havde sagt.
”Professoren er selv fange her, vi kan stole på ham, og desuden har vi ikke noget at tabe,” sagde Muza.
Ruk og Lian nåede kun lige at give ham ret, før vagterne kom efter Ruk. Af en eller anden grund virkede sprøjten hurtigere for hver gang Ruk fik den, så allerede da solen stod højest på himlen, var Ruk ude i buret igen.
Efter den sædvanlige blodige forestilling hvor Ruk havde fået ualmindelig mange pisk, kom turen til udvælgelsen af det nye jomfruoffer. Ruk’s krop vred sig af smerte fra pisken, der stadig smældede over ham, mens den sædvanlige taler råbte ud over mængden:
”Denne dæmon har vist sig mere mægtig end nogen anden før ham. Dette helvedes bæst kan kun dø hvis syv jomfruer ofres.”
Hele forsamlingen skælvede, mens navnene blev læst op. Syv? Det var flere end nogensinde før, Ruk var målløs, de havde aldrig før taget mere end to. Ruk tænkte stadig over det, da den blålige røg gled ind i rummet for at drive dæmonen tilbage til Ruk’s indre.
”Syv?! Hvorfor så mange?” var det sidste han tænkte, før smerten endnu en gang slog ham bevidstløs.
13
Ruk fik svaret, da han vågnede op i cellen, en fest! Der lød latter og sang i den anden ende af slottet. Ruk prøvede at sætte sig op, men en eller anden holdt ham fast ved jorden og lagde lynhurtigt en hånd over Ruk’s mund. Ruk åbnede øjnene og så, at det var Muza, der holdt ham fast, Muza så enormt koncentreret ud, og det gik op for Ruk, at Muza lyttede intenst. Ruk slappede af og kunne nu også høre hastige fodtrin, der kom nærmere, han hørte skramlen med nøgler, og døren gik op. Professoren stod i døren og kiggede ind til dem.
”Skynd jer,” hviskede han og kiggede nervøst over skulderen.
Ruk støttede sig til Muza og Lian, da de gik gennem slottet, imens løb professoren foran og holdt udkig. De havde fundet Lian’s ting i et skab ved den sovende fængselsvagt, i skabet fandt de også en stor sort le som lod til at være Muza’s, da han tog den til sig som en gammel ven, der var blevet væk. Ruk og kompagni var nået forbi støjen, og Ruk mente nok, at de snart var ude, og han havde ret. Kort efter kom de til en stor egetræs port, professoren listede ivrigt hen, åbnede den lille dør i porten, sneg sig ud og… der lød en knasende lyd, da en tung jernkugle knuste professorens kranium. Ruk så forfærdet til, mens professoren faldt baglæns ind gennem døren og ramte jorden. Manden, der alle de måneder før, havde været vagt ved den fangetransport, der havde ført dem til byen, trådte over professoren lig og grinede:
”Sikke en nar, ha!”
Muza overlod Ruk til Lian og gik roligt frem mod vagten med sin le. Den var sort og dekoreret, så det så ud, som om klingen kom ud af munden på en drage, desuden var enden spids og lignede dragens hale.
”Nå så du vil dø først,” råbte vagten og begyndte at svinge sine våben rundt i cirkler.
Med et kastede vagten sig fremad og hamrede sine våben mod Muza, i sidste sekund sprang Muza til side, og kuglerne hamrede ned i fliserne, som blev knust.
”Godt undveget gamling. Men nu hvor du har set min styrke, dirre du vel af frygt, gør du ikke? Over giv dig, og jeg vil gøre din død smertefri,” vagten begyndte at svinge sine våben igen og så på Muza.
”Stærk er du,” smilede Muza skummelt, ”men styrke er intet værd mod mig”
Muza svang lynhurtigt sin le og flåede vagtens tøj i stykker, under tøjet kom hans rustning til syne.
”Ha ha! Den her rustning kommer du aldrig igennem med dine ynkelige slag.” grinede vagten
”Så sandt som det er sagt,” sagde Muza, ”men så må du jo gøre det for mig”
Vagten gik brølende til angreb igen, og endnu en gang undveg Muza. Han løb hen til den anden væg og ventede, indtil vagten begyndte at storme over imod ham. Muza blev stående, indtil vagten næsten var helt henne ved ham, han satte lynhurtigt af med den ene fod mod muren og skød som et lyn frem mod vagten. Muza hamrede den spidse ende ned i vagtens fod, så han faldt forover med et skrig. Muza trak lynhurtigt leen til sig, vendte den om og satte klingen i position under vagten. Vagtens rustning fik ham ril at ramme klingen med så stor kraft, at den gled igennem rustningen, som var den af smør.
Muza trak klingen ud af vagtens maveregion, derefter forlod Muza, Ruk og Lian slottet og løb så hurtigt, som de kunne med Ruk på slæb op mod bjergende.
14
Ruk kæmpede sig op ad endnu en skrænt med Muza og Lian på slæb, der var gået seks dage, siden de var flygtet fra fængslet og byen. Ruk snublede og lå pustene på jorden et kort øjeblik, før han med en kraftanstrengelse kom på fødderne igen. Seks dage uden mad og kun meget lidt at drikke havde langt om længe fået bugt med Lian og Muza, som Ruk nu slæbte efter sig. Ruk havde efterhånden svært ved at modstå fristelsen, når Lian eller Muza fik en rift i et ben eller en arm, og blodets duft bredte sig, og hvis Ruk havde svært ved at holde sig fra kannibalisme, så var Ruk’s andet jeg mere end glad for idéen, og Ruk måtte bruge mange kræfter på at beholde kontrollen over kroppen.
Ruk gik og tænkte på, at det kun havde været på grund af Jaro, at de ikke var faret vild, før de blev fanget, da et kraftigt jordskælv rystede jorden og smed Ruk, Lian og Muza ned af skranten. Da Ruk ramte bunden, var han omtåget, men det lykkedes ham dog at få fat i Lian og Muza, og langsomt kæmpede han sig videre.
Da Ruk endelig nåede toppen og kun kunne se endnu en tom dal, gik han omkuld, og hele gruppen trillede ned af skråningen.
Ruk vågnede op, i hvad der lignede en slags stal, han rørte lidt på sig og hørte en barnestemme råbe:
”Se den er vågnet.”
Ruk kiggede op og så fem til seks børn stimle sammen på lågen ind til den boks, han lå i.
”Er det rigtigt, at den har båret dens ejere i flere dage?” spurgte den ene dreng og kiggede fascineret på Ruk.
”Ja det siger min far selv. Han siger, at hvis vi havde så loyale husdyr her i byen, ville vi aldrig have problemer.”
”Husdyr? Mig? Hehe der kan man bare se. Jeg ligner åbenbart mere et dyr end et menneske,” tænkte Ruk.
Et af børnene smed noget brød ind til ham, og Ruk åd det grådigt.
”Wow så du lige de tænder!” udbrød ham, der før havde nævnt sin far.
”Ja sylespidse!” udbrød en anden.
Ruk rullede sig sammen i det varme halm og lagde sig til at sove.
I løbet af de næste par dage kom både Lian og Muza til sig selv og besøgte ham i stalden. Ruk var blevet enig med sig selv om, at det var det bedste at blive ved med at spille husdyr rollen, det var både Lian og Muza enige i. De fortalte ham, at de var i en lille bjerglandsby, hvor indbyggerne sjældent havde kontakt med resten af verden. Ruk, Lian og Muza besluttede sig for at komme til kræfter, før de tog videre.
Ca. en halv måne efter de var blevet redet, besluttede de sig for, at de måtte videre. Ruk var blevet træt af stalden, Lian var begyndt at kede sig, og Muza kunne ikke lide at være så lang tid på det samme sted, hvis nu at De Hvide Tropper stadig ledte efter dem. Efter lidt tid blev de enige om, at de ville forsvinde ubemærket hvis muligt og helst om natten. Ikke mange nætter efter forlod Ruk stalden, Lian samlede deres ting sammen, og Muza huggede noget mad og et sæt tøj til Ruk, mens han mumlede noget om, at det var under hans værdighed.
De mødtes uden for huset, og under instrukser fra et kort som Lian havde fundet, begav de sig videre mod Det Røde Land.
15
Det tog dem fem dage, før de endelig kom til det sidste pas før Det Røde Land. I løbet af de fem dage havde de oplevet tre jordskælv, men ellers var der ikke sket noget.
”De jordskælv er nu mærkelige,” tænkte Lian. ”De kommer altid uden varsel. Det første jordskælv var den nat vi forlod byen, så var der det den tredje dag, og så det i morges.”
Lian gik videre, imens han grublede, men hans tankerække blev afbrudt af Ruk, der jublede forude. Ruk jublede, fordi han nu endelig var nået toppen af passet og kunne se ud over Det Røde Land. Men jublen blev hurtigt afbrudt, da Ruk skreg forskrækket.
Lian og Muza løb op til Ruk for at se, hvad der var sket, og de så ud over sletten. Hvad der normalt var en fredelig slette var nu forvandlet til en slagmark. En hær af soldater i røde rustninger kæmpede mod en langt mindre hvid hær. Den Hvide Hær var splittet, men Ruk syntes, der var et sært lys omkring dem, så de var ikke svære at se.
”Den Hvide Kejser taber!” hujede Lian.
”Nej,” sagde Muza, ”se.”
Muza pegede ned mod foden af bjerget. Ruk kiggede ned og så ca. hundrede wumaryttere, der red ned ad bjergsiden og ind i Den Røde Hær’s flanke. Hæren blev grebet af panik, og i løbet af kort tid var Den Røde Hær udraderet.
”Stå ikke bare der,” hviskede Muza vredt, ”måske kommer de denne vej.”
Ruk, Lian og Muza gemte sig bag en stor klippeblok lidt væk fra vejen. Da solen gik ned, kom ca. halvtreds wumaryttere ridende forbi i tavshed. Ruk holdt vejret, indtil de var langt nok væk, til at han turde snakke.
”Hvad skete der lige der?” spurgte Ruk, ”selv med de ryttere var Den Røde Hær klart størst.”
”Da de ryttere kom stormende mod Den Røde Hær, blev deres moral smadret. Når de ikke føler, at de har tag på situationen, er de fortabte,” svarede Muza. ”Det er generalernes skyld. Ingen person med bare lidt militær erfaring ville gå i kamp på et sted, som er så oplagt til baghold som det her.”
Muza rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage.
”De er alt for disciplinerede, allerede før jeg blev fanget, gik der rygter om, at de aldrig flygtede. I så jo selv, at de hverken jublede, fejrede sejren eller gennemsøgte ligene for penge og andet, ligesom de fleste hære gør. De snakkede ikke engang, da de red her forbi. Hvor har den tyran dog skaffet sig så frygtelig en hær?!”
”Ja og så lyser de nærmest,” indskød Ruk.
Muza og Lian så undrende på Ruk.
”Hvad lagde i ikke mærke til det?”
Muza og Lian rystede på hovedet.
”Arg glem det. Lad os nu bare komme af sted til Den Røde By,” sagde Ruk og rejste sig op.
”Hvad hedder byen egentlig rigtigt?” spurgte Lian og rejste sig op.
”Mynrak,” svarede Muza
”Men hvis den hedder Mynrak, hvorfor bliver den så kaldt ”Den Døde By” i Vivaro?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af, når vi når så langt.” smilte Muza.
Ruk, Lian og Muza tog deres første skridt over passet og dermed ind i Det Røde Land på præcis samme tidspunkt, som endnu et voldsomt jordskælv ramte bjergende.
Friday, November 17, 2006
Det Røde Land del 15
Det tog dem 5 dage før de endelig kom til det sidste pas før det røde land. I løbet af de fem dage havde de oplevet 3 jordskælv men ellers var der ikke sket noget. ”De jordskælv er nu mærkelige” tænkte Lian. ”De kommer altid uden varsel. Det første jordskælv var den nat vi forlod byen. Så var der det den tredje dag og så det i morges.” Lian gik videre mens han grublede, men hans tankerække blev afbrudt af Ruk der jublede forude. Ruk jublede fordi han nu endelig var nået toppen af passet og kunne se ud over det røde land. Men jublen blev hurtigt afbrudt da Ruk skreg forskrækket.
Lian og Muza løb op til Ruk for at se hvad der var sket og så ud over sletten. Hvad der normalt var en fredelig slette var nu forvandlet til en slagmark. En hær af soldater i røde rustninger kæmpede mod en langt mindre hvid hær. Den hvide hær var splittet men Ruk syntes der var et sært lys omkring dem så de var ikke svære at se. ”Den hvide kejser taber” hujede Lian.
”nej.” sagde Muza ”Se” Muza pegede ned mod foden af bjerget. Ruk kiggede ned og så ca. 100 wuma ryttere der red ned ad bjergsiden og ind i den røde hærs flanke. Hæren blev grebet af panik og i løbet af kort tid var den røde hær udraderet.
”stå ikke bare der” hviskede Muza vredt ”måske kommer de denne vej”
Ruk, Lian og Muza gemte sig bag en stor klippeblok lidt væk fra vejen. Da solen gik ned kom ca. 50 wuma ryttere ridende forbi i tavshed. Ruk holdt vejret til de var langt nok væk til at han turde snakke.
”Hvad skete der lige der?” spurgte Ruk ”selv med de ryttere var den røde hær klart størst.”
”Da de ryttere kom stormende mod de røde soldater, blev deres moral smadret. Når de ikke føler de har tag på situationen er de fortabte.” svarede Muza ”Det er generalernes skyld. Ingen person med barre lidt militær erfaring ville gå i kamp på et sted oplagt til baghold.” Muza rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage. ”De er alt for disciplinerede, allerede før jeg blev fanget gik der rygter om at de aldrig flygtede. I så jo selv at de hverken jublede, fejrede sejren eller gennemsøgte ligene for penge og andet som de fleste hære gør. De snakkede ikke en gang da red forbi her. Hvor har den tyran dog skaffet sig så frygtelig en hær?!”
”ja også lyser de nærmest” indskød Ruk.
Muza og Lian så undrende på Ruk.
”hvad lagde i ikke mærke til det?” Muza og Lian rystede på hovedet.
”arg glem det. Lad os nu bare komme af sted til den røde by” sagde Ruk og rejste sig op.
”hvad hedder byen egentlig rigtigt?” spurgte Lian og rejste sig op.
”Mynrak” svarede Muza
”Men hvis den hedder Mynrak, hvorfor bliver den så kaldt ”Den Døde By” i Vivaro?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af når vi når så langt.” smilte Muza.
Ruk, Lian og Muza tog deres første skridt over passet og dermed ind i det røde land, på præcis samme tidspunkt som endnu et voldsomt jordskælv ramte bjergende.
Lian og Muza løb op til Ruk for at se hvad der var sket og så ud over sletten. Hvad der normalt var en fredelig slette var nu forvandlet til en slagmark. En hær af soldater i røde rustninger kæmpede mod en langt mindre hvid hær. Den hvide hær var splittet men Ruk syntes der var et sært lys omkring dem så de var ikke svære at se. ”Den hvide kejser taber” hujede Lian.
”nej.” sagde Muza ”Se” Muza pegede ned mod foden af bjerget. Ruk kiggede ned og så ca. 100 wuma ryttere der red ned ad bjergsiden og ind i den røde hærs flanke. Hæren blev grebet af panik og i løbet af kort tid var den røde hær udraderet.
”stå ikke bare der” hviskede Muza vredt ”måske kommer de denne vej”
Ruk, Lian og Muza gemte sig bag en stor klippeblok lidt væk fra vejen. Da solen gik ned kom ca. 50 wuma ryttere ridende forbi i tavshed. Ruk holdt vejret til de var langt nok væk til at han turde snakke.
”Hvad skete der lige der?” spurgte Ruk ”selv med de ryttere var den røde hær klart størst.”
”Da de ryttere kom stormende mod de røde soldater, blev deres moral smadret. Når de ikke føler de har tag på situationen er de fortabte.” svarede Muza ”Det er generalernes skyld. Ingen person med barre lidt militær erfaring ville gå i kamp på et sted oplagt til baghold.” Muza rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage. ”De er alt for disciplinerede, allerede før jeg blev fanget gik der rygter om at de aldrig flygtede. I så jo selv at de hverken jublede, fejrede sejren eller gennemsøgte ligene for penge og andet som de fleste hære gør. De snakkede ikke en gang da red forbi her. Hvor har den tyran dog skaffet sig så frygtelig en hær?!”
”ja også lyser de nærmest” indskød Ruk.
Muza og Lian så undrende på Ruk.
”hvad lagde i ikke mærke til det?” Muza og Lian rystede på hovedet.
”arg glem det. Lad os nu bare komme af sted til den røde by” sagde Ruk og rejste sig op.
”hvad hedder byen egentlig rigtigt?” spurgte Lian og rejste sig op.
”Mynrak” svarede Muza
”Men hvis den hedder Mynrak, hvorfor bliver den så kaldt ”Den Døde By” i Vivaro?” spurgte Ruk.
”Det finder du nok ud af når vi når så langt.” smilte Muza.
Ruk, Lian og Muza tog deres første skridt over passet og dermed ind i det røde land, på præcis samme tidspunkt som endnu et voldsomt jordskælv ramte bjergende.
Wednesday, November 15, 2006
Det Røde land del 14
Det Røde Land del 14
Ruk kæmpede sig op ad endnu skrænt med Muza og Lian på slæb, der var gået 6 dage siden de var flygtet fra fængslet og byen. Ruk snublede og lå pustene på jorden et kort øjeblik før han med en kraftanstrengelse kom på fødderne igen. 6 dage uden mad og kun meget lidt at drikke havde langt om længe fået bugt med Lian og Muza som Ruk nu slæbte efter sig. Ruk havde efterhånden svært ved at modstå fristelsen når Lian eller Muza fik en rift i et ben eller en arm og blodets duft bredte sig. Og hvis Ruk havde svært ved at holde sig fra kannibalisme, så var Ruk’s andet jeg mere end glad for idéen og Ruk måtte bruge mange kræfter på at beholde kontrollen over kroppen.
Ruk gik og tænkte på at det kun havde været på grund af Jaro de ikke var faret vild før de blev fanget, da et kraftigt jordskælv rystede jorden og smed Ruk, Lian og Muza. ned af skranten. Da Ruk ramte bunden var han omtåget, men det lykkedes ham dog at få fat i Lian og Muza og langsomt kæmpede han sig videre.
Da Ruk endelig nåede toppen og kun kunne se endnu en tom dal, gik han omkuld og hele gruppen trillede ned af skråningen.
Ruk vågnede op i hvad der lignede en slags stal, han rørte lidt på sig og hørte en barnestemme råbe: ”Se den er vågnet.” Ruk kiggede op og så 5-6 børn stimle sammen på lågen ind til den boks han lå i. ”Er det rigtigt at den har båret dens ejere i flere dage?” spurgte den ene dreng og kiggede fascineret på Ruk.
”ja det siger min far selv. Han siger at hvis vi havde så loyale husdyr her i byen ville vi aldrig have problemer.”
”Husdyr? Mig? Hehe der kan man bare se. Jeg ligner åbenbart mere et dyr end et menneske.” tænkte Ruk. Et af børnene smed noget brød ind til ham og Ruk åd det grådigt.
”wow så du lige de tænder!” udbrød ham der før havde nævnt sin far.
”ja sylespidse!” udbrød en anden.
Ruk rullede sig sammen i det varme halm og lagde sig til at sove.
I løbet af de næste par dage kom både Lian og Muza til sig selv og besøgte ham i stalden. Ruk var blevet enig med sig selv om at det var det bedste at blive ved med at spille husdyr rollen, og Lian og Muza var enige. Muza og Lian fortalte Ruk at de var i en lille bjerglandsby hvor indbyggerne sjældent havde kontakt med resten af verden. Ruk, Lian og Muza besluttede sig for at komme til kræfter før de tog videre.
Ca. en halv måne efter de var blevet redet besluttede de sig for at de måtte videre. Ruk var blevet træt af stalden, Lian var begyndt at kede sig og Muza kunne ikke lide at være så lang tid på det samme sted hvis de hvide tropper stadig ledte efter dem. Efter lidt tid blev de enige om at de ville forsvinde ubemærket hvis muligt og helst om natten. Ikke mange nætter efter forlod Ruk stalden, Lian samlede deres ting sammen, og Muza huggede noget mad og et sæt tøj til Ruk, mens han mumlede noget om at det var under hans værdighed.
De mødtes uden for huset og, under instrukser fra et kort som lian havde fundet, begav de sig videre mod Det Røde Land.
Ruk kæmpede sig op ad endnu skrænt med Muza og Lian på slæb, der var gået 6 dage siden de var flygtet fra fængslet og byen. Ruk snublede og lå pustene på jorden et kort øjeblik før han med en kraftanstrengelse kom på fødderne igen. 6 dage uden mad og kun meget lidt at drikke havde langt om længe fået bugt med Lian og Muza som Ruk nu slæbte efter sig. Ruk havde efterhånden svært ved at modstå fristelsen når Lian eller Muza fik en rift i et ben eller en arm og blodets duft bredte sig. Og hvis Ruk havde svært ved at holde sig fra kannibalisme, så var Ruk’s andet jeg mere end glad for idéen og Ruk måtte bruge mange kræfter på at beholde kontrollen over kroppen.
Ruk gik og tænkte på at det kun havde været på grund af Jaro de ikke var faret vild før de blev fanget, da et kraftigt jordskælv rystede jorden og smed Ruk, Lian og Muza. ned af skranten. Da Ruk ramte bunden var han omtåget, men det lykkedes ham dog at få fat i Lian og Muza og langsomt kæmpede han sig videre.
Da Ruk endelig nåede toppen og kun kunne se endnu en tom dal, gik han omkuld og hele gruppen trillede ned af skråningen.
Ruk vågnede op i hvad der lignede en slags stal, han rørte lidt på sig og hørte en barnestemme råbe: ”Se den er vågnet.” Ruk kiggede op og så 5-6 børn stimle sammen på lågen ind til den boks han lå i. ”Er det rigtigt at den har båret dens ejere i flere dage?” spurgte den ene dreng og kiggede fascineret på Ruk.
”ja det siger min far selv. Han siger at hvis vi havde så loyale husdyr her i byen ville vi aldrig have problemer.”
”Husdyr? Mig? Hehe der kan man bare se. Jeg ligner åbenbart mere et dyr end et menneske.” tænkte Ruk. Et af børnene smed noget brød ind til ham og Ruk åd det grådigt.
”wow så du lige de tænder!” udbrød ham der før havde nævnt sin far.
”ja sylespidse!” udbrød en anden.
Ruk rullede sig sammen i det varme halm og lagde sig til at sove.
I løbet af de næste par dage kom både Lian og Muza til sig selv og besøgte ham i stalden. Ruk var blevet enig med sig selv om at det var det bedste at blive ved med at spille husdyr rollen, og Lian og Muza var enige. Muza og Lian fortalte Ruk at de var i en lille bjerglandsby hvor indbyggerne sjældent havde kontakt med resten af verden. Ruk, Lian og Muza besluttede sig for at komme til kræfter før de tog videre.
Ca. en halv måne efter de var blevet redet besluttede de sig for at de måtte videre. Ruk var blevet træt af stalden, Lian var begyndt at kede sig og Muza kunne ikke lide at være så lang tid på det samme sted hvis de hvide tropper stadig ledte efter dem. Efter lidt tid blev de enige om at de ville forsvinde ubemærket hvis muligt og helst om natten. Ikke mange nætter efter forlod Ruk stalden, Lian samlede deres ting sammen, og Muza huggede noget mad og et sæt tøj til Ruk, mens han mumlede noget om at det var under hans værdighed.
De mødtes uden for huset og, under instrukser fra et kort som lian havde fundet, begav de sig videre mod Det Røde Land.
Wednesday, November 08, 2006
Det røde land del 13
Ruk fik svaret da han vågnede op i cellen en fest, Der lød latter og sang i den anden ende af slottet. Ruk prøvede at sætte sig op men en eller anden holdt ham fast ved jorden og lagde lynhurtigt en hånd over Ruk’s mund. Ruk åbnede øjnene og så at det var Muza der holdt ham fast, Muza så enormt koncentreret ud og det gik op for Ruk at Muza lyttede intenst. Ruk slappede af og kunne nu også høre hastige fodtrin der kom nærmere, Ruk hørte skramlen med nøgler og døren gik op. Professoren stod i døren og kiggede ind til dem. ”skynd jer” hviskede han og kiggede nervøst over skulderen.
Ruk støttede sig til Muza og Lian da de gik gennem slottet, imens løb professoren foran og holdt udkig. De havde fundet Lian ting i et skab ved den sovende fængsels vagt, i skabet fandt de også en stor sort le som lod til at være Muza’s da han tog den til sig som en gammel ven der var blevet væk. Ruk og kompagni var nået forbi støjen og Ruk mente nok at de snart var ude, og Ruk havde ret. Kort efter kom de til en stor egetræs port, Professoren listede ivrigt hen åbnede den lille dør i porten, sneg sig ud og… der lød en knasende lyd da en tung jernkugle knuste professorens kranium. Ruk så forfærdet til mens professoren faldt baglæns ind gennem døren og ramte jorden. Manden der alle de måneder før havde varet vagt ved den fangetransport der havde ført dem til byen, trådte over professoren lig og grinede: ”sikke en nar, ha!”
Muza overlod Ruk til Lian og gik roligt frem mod vagten, med sin le. Den var sort og dekoreret så det så ud som om klingen kom ud af munden på en drage, desuden var enden spids og lignede dragens hale.
”Nå så du vil dø først” råbte vagten og begyndte at svinge sine våben rundt i cirkler. Med et kastede vagten sig fremad og hamrede sine våben mod Muza. I sidste sekund sprang Muza til side og kuglerne hamrede ned i fliserne som blev knust.
”godt undveget gamling. Men nu hvor du har set min styrke dirre du vil af frygt, gør du ikke? Over giv dig, og jeg vil gøre din død smertefri.” vagten begyndte at svinge sine våben igen og så på Muza.
”stærk er du” smilede Muza skummelt ”men styrke er intet værd mod mig” Muza svang lynhurtigt sin le og flåede vagtens tøj i stykker, under tøjet kom hans rustning til syne.
”ha ha! Den her rustning kommer du aldrig igennem med dine ynkelige slag” grinede vagten
”så sandt som det er sagt” sagde Muza ”men så må du jo gøre det for mig”
Vagten gik brølende til angreb igen og endnu en gang undveg Muza. Muza løb hen til den anden væg og ventede til vagten begyndte at storme over mod ham. Muza blev stående indtil vagten næsten var helt henne ved ham, Muza satte lynhurtigt af med den ene fod mod muren og skød som et lyn frem mod vagten. Muza hamrede den spidse ende ned i vagtens fod så han faldt forover med et skrig. Muza trak lynhurtigt Leen til sig, vendte den om og satte klingen i position under vagten. Vagtens rustning fik ham ril at ramme klingen med så stor kraft at den gled igennem rustningen som var den af smør.
Muza trak klingen ud af vagtens maveregion, derefter forlod Muza, Ruk og Lian slottet og løb så hurtigt som de kunne med Ruk på slæb op mod bjergende.
Ruk støttede sig til Muza og Lian da de gik gennem slottet, imens løb professoren foran og holdt udkig. De havde fundet Lian ting i et skab ved den sovende fængsels vagt, i skabet fandt de også en stor sort le som lod til at være Muza’s da han tog den til sig som en gammel ven der var blevet væk. Ruk og kompagni var nået forbi støjen og Ruk mente nok at de snart var ude, og Ruk havde ret. Kort efter kom de til en stor egetræs port, Professoren listede ivrigt hen åbnede den lille dør i porten, sneg sig ud og… der lød en knasende lyd da en tung jernkugle knuste professorens kranium. Ruk så forfærdet til mens professoren faldt baglæns ind gennem døren og ramte jorden. Manden der alle de måneder før havde varet vagt ved den fangetransport der havde ført dem til byen, trådte over professoren lig og grinede: ”sikke en nar, ha!”
Muza overlod Ruk til Lian og gik roligt frem mod vagten, med sin le. Den var sort og dekoreret så det så ud som om klingen kom ud af munden på en drage, desuden var enden spids og lignede dragens hale.
”Nå så du vil dø først” råbte vagten og begyndte at svinge sine våben rundt i cirkler. Med et kastede vagten sig fremad og hamrede sine våben mod Muza. I sidste sekund sprang Muza til side og kuglerne hamrede ned i fliserne som blev knust.
”godt undveget gamling. Men nu hvor du har set min styrke dirre du vil af frygt, gør du ikke? Over giv dig, og jeg vil gøre din død smertefri.” vagten begyndte at svinge sine våben igen og så på Muza.
”stærk er du” smilede Muza skummelt ”men styrke er intet værd mod mig” Muza svang lynhurtigt sin le og flåede vagtens tøj i stykker, under tøjet kom hans rustning til syne.
”ha ha! Den her rustning kommer du aldrig igennem med dine ynkelige slag” grinede vagten
”så sandt som det er sagt” sagde Muza ”men så må du jo gøre det for mig”
Vagten gik brølende til angreb igen og endnu en gang undveg Muza. Muza løb hen til den anden væg og ventede til vagten begyndte at storme over mod ham. Muza blev stående indtil vagten næsten var helt henne ved ham, Muza satte lynhurtigt af med den ene fod mod muren og skød som et lyn frem mod vagten. Muza hamrede den spidse ende ned i vagtens fod så han faldt forover med et skrig. Muza trak lynhurtigt Leen til sig, vendte den om og satte klingen i position under vagten. Vagtens rustning fik ham ril at ramme klingen med så stor kraft at den gled igennem rustningen som var den af smør.
Muza trak klingen ud af vagtens maveregion, derefter forlod Muza, Ruk og Lian slottet og løb så hurtigt som de kunne med Ruk på slæb op mod bjergende.
Tuesday, October 31, 2006
Det Råde land del 12
Ruk var bundet med tykke kæder da de førte ham ned i en lille enecelle han havde endnu ikke kontrollen over sin krop, og var lige ved at bide armen af en af vagterne, da de smed ham ind i cellen. Da han var sikkert inde i den lille celle, blev der åbnet for nogle små sluser i den bagerste væg og en blålig røg gled ind. Ruk følte det som om at hans krop var blevet sunket ned i en aktiv vulkan, aldrig havde han følt en sådan smerte. Ruk nåede lige at tænke at nu skulle han dø, før smerten fik hans hjerne til at beordre standby og han besvimede.
Da ruk kom til sig selv blev han slæbt hen ad en lang gang. To mand trak ham i hver sin arm, og smed ham ind i cellen til Muza og Lian. Muza kom straks over og hjalp ham hen i det rådne men bløde hø. Ruk forsøgte at tale men Muza lagde en hånd for hans mund og sagde at han ikke skulle tale. Ruk så sig i stedet omring efter Lian og så at han sad henne i et hjørne og rokkede uroligt frem og tilbage, mens han talte lavmælt til sig selv. Ruk så spørgende på Muza som svarede stille: ”han har været sådan siden han kom tilbage. De hentede ham lidt efter dig, jeg tror de har tortureret ham.” Ruk blev vred men før han kunne mæle et ord blev han overmandet af en frygtelig træthed og faldt i en dyb søvn.
Ruk kradsede lidt gulvet og kiggede ud af vinduet, Mafummir var lige blevet taget med ud af cellen og det havde været Vagt nummer 8 der hentede ham. Ingen var endnu kommet tilbage efter at Vagt nummer 8 havde hentet dem. Mafummir havde siddet i cellen med dem i en hel måne cyklus og han og Ruk var blevet gode venner. Der var gået 7 måner og 10 ”forestillinger” siden den første forestilling, og Ruk var vokset et par centimeter og hans fingre var desuden forsvundet til fordel for fire skarpe klør. Det havde irriteret ham grænseløst ikke at kunne holde fat på noget i starten, men han havde langsomt vendt sig til den nye del af hans krop. Hans kutte var ødelagt og han havde kun et lille stykke stof til at dække sine mest private dele, alt andet havde hans andet jeg flået i stykker. Ruk så på Lian der sad og sov. Ruk smilte, Lian havde fået det meget bedre. Lian havde været helt nede de første par måneder, han havde konstant mumlet til sig selv og haft høj feber, men nu havde han kun få tilbagefald hvor han snakkede med sig selv. Han var altså næsten tilbage i sit normale jeg. ”Normale jeg” Ruk gøs, efter de sidste par ”forestillinger” var fornemmelsen af det blodtørstige uhyre inde i ham, ikke forsvundet helt. Ruk var bange for at ”han” aldrig vilde forsvinde helt, det var som om ”han” bare ventede på en mulighed til igen at tage kontrollen. Ruk kiggede på Muza for at jage tankerne på flugt, han havde ikke ændret sig meget de sidste mange måner: hans lange hvide hår var blevet endnu længere og nåede ham nu halvvejs ned af ryggen og han var blevet lidt tyndere. Muza havde fortalt Ruk at det der nær havde sprængt dem i luften nok var ”præsternes” krudtlager, som de brugte til deres ”mirakler”. Præsterne var tilbedt af byen og tydeligvis ikke var klar over at der var en verden uden for deres dal. De troede på præsterne som sagde: ”udenfor denne lykkens dal, hersker kaos”. Præsterne prædikede Den Hvide Kejsers ord. Den Hvide Kejser var gud og hans ord var lov. Deres jomfru ofringer viste sig at være deres måde at få ”nyt kød” til mændene på, men det vidste byen selvfølgelig ikke. Ruk hørte et dæmpet skrig langt borte og vidste at han havde set det sidste til Mafummir. Ruk sukkede da han hørte marcherende fodtrin og rejste sig op. Sekundet efter blev døren sparket op og to vagter kom ind. Muza og Lian vågnede samtidig og satte sig op da Ruk blev trukket ud af rummet.
Ruk blev som så mange gange før spændt fast i stolen og den unge professor satte gang i væskerne med det sædvanlige lille bål under de to væsker. Da vagterne forlod rummet sagde professoren det samme som han havde gjort alle de andre gange: ”jeg er ked af det…” men denne gang fortsatte han: ”… men dette er heldigvis sidste gang for dig. Sørg for at være klar når månen er på sit højeste. Det er jeres eneste chance.”
Da Ruk var tilbage i cellen fortalte han de to andre hvad professoren havde sagt.
”Professoren er selv fange her, vi kan stole på ham. Og desuden har vi ikke noget at tabe.” sagde Muza. Ruk og Lian nåede kun lige at give ham ret, før vagterne kom efter Ruk.
Af en eller anden grund virkede sprøjten hurtigere for hver gang Ruk fik den, så allerede da solen stod højest på himlen, var Ruk ude i buret igen.
Efter den sædvanlige blodige forestilling hvor Ruk havde fået ualmindelig mange pisk, kom turen til udvælgelsen af det nye jomfru ofre. Ruk’s krop vred sig af smerte fra pisken der stadig smældede over ham, mens den sædvanlige taler råbte ud over mængden: ”Denne dæmon har vist sig mere mægtig end nogen anden før ham. Dette helvedes bæst kan kun dø hvis 7 jomfruer ofres.” Hele forsamlingen skælvede mens navnene blev læst op. 7? Det var flere end nogensinde før, Ruk var målløs de havde aldrig før taget mere end 2. Ruk tænkte stadig over det da den blålige røg gled ind i rummet for at drive dæmonen tilbage til Ruk’s indre. ”7?! Hvorfor så mange?” Var det sidste han tænkte før smerten endnu en gang slog ham bevidstløs.
Da ruk kom til sig selv blev han slæbt hen ad en lang gang. To mand trak ham i hver sin arm, og smed ham ind i cellen til Muza og Lian. Muza kom straks over og hjalp ham hen i det rådne men bløde hø. Ruk forsøgte at tale men Muza lagde en hånd for hans mund og sagde at han ikke skulle tale. Ruk så sig i stedet omring efter Lian og så at han sad henne i et hjørne og rokkede uroligt frem og tilbage, mens han talte lavmælt til sig selv. Ruk så spørgende på Muza som svarede stille: ”han har været sådan siden han kom tilbage. De hentede ham lidt efter dig, jeg tror de har tortureret ham.” Ruk blev vred men før han kunne mæle et ord blev han overmandet af en frygtelig træthed og faldt i en dyb søvn.
Ruk kradsede lidt gulvet og kiggede ud af vinduet, Mafummir var lige blevet taget med ud af cellen og det havde været Vagt nummer 8 der hentede ham. Ingen var endnu kommet tilbage efter at Vagt nummer 8 havde hentet dem. Mafummir havde siddet i cellen med dem i en hel måne cyklus og han og Ruk var blevet gode venner. Der var gået 7 måner og 10 ”forestillinger” siden den første forestilling, og Ruk var vokset et par centimeter og hans fingre var desuden forsvundet til fordel for fire skarpe klør. Det havde irriteret ham grænseløst ikke at kunne holde fat på noget i starten, men han havde langsomt vendt sig til den nye del af hans krop. Hans kutte var ødelagt og han havde kun et lille stykke stof til at dække sine mest private dele, alt andet havde hans andet jeg flået i stykker. Ruk så på Lian der sad og sov. Ruk smilte, Lian havde fået det meget bedre. Lian havde været helt nede de første par måneder, han havde konstant mumlet til sig selv og haft høj feber, men nu havde han kun få tilbagefald hvor han snakkede med sig selv. Han var altså næsten tilbage i sit normale jeg. ”Normale jeg” Ruk gøs, efter de sidste par ”forestillinger” var fornemmelsen af det blodtørstige uhyre inde i ham, ikke forsvundet helt. Ruk var bange for at ”han” aldrig vilde forsvinde helt, det var som om ”han” bare ventede på en mulighed til igen at tage kontrollen. Ruk kiggede på Muza for at jage tankerne på flugt, han havde ikke ændret sig meget de sidste mange måner: hans lange hvide hår var blevet endnu længere og nåede ham nu halvvejs ned af ryggen og han var blevet lidt tyndere. Muza havde fortalt Ruk at det der nær havde sprængt dem i luften nok var ”præsternes” krudtlager, som de brugte til deres ”mirakler”. Præsterne var tilbedt af byen og tydeligvis ikke var klar over at der var en verden uden for deres dal. De troede på præsterne som sagde: ”udenfor denne lykkens dal, hersker kaos”. Præsterne prædikede Den Hvide Kejsers ord. Den Hvide Kejser var gud og hans ord var lov. Deres jomfru ofringer viste sig at være deres måde at få ”nyt kød” til mændene på, men det vidste byen selvfølgelig ikke. Ruk hørte et dæmpet skrig langt borte og vidste at han havde set det sidste til Mafummir. Ruk sukkede da han hørte marcherende fodtrin og rejste sig op. Sekundet efter blev døren sparket op og to vagter kom ind. Muza og Lian vågnede samtidig og satte sig op da Ruk blev trukket ud af rummet.
Ruk blev som så mange gange før spændt fast i stolen og den unge professor satte gang i væskerne med det sædvanlige lille bål under de to væsker. Da vagterne forlod rummet sagde professoren det samme som han havde gjort alle de andre gange: ”jeg er ked af det…” men denne gang fortsatte han: ”… men dette er heldigvis sidste gang for dig. Sørg for at være klar når månen er på sit højeste. Det er jeres eneste chance.”
Da Ruk var tilbage i cellen fortalte han de to andre hvad professoren havde sagt.
”Professoren er selv fange her, vi kan stole på ham. Og desuden har vi ikke noget at tabe.” sagde Muza. Ruk og Lian nåede kun lige at give ham ret, før vagterne kom efter Ruk.
Af en eller anden grund virkede sprøjten hurtigere for hver gang Ruk fik den, så allerede da solen stod højest på himlen, var Ruk ude i buret igen.
Efter den sædvanlige blodige forestilling hvor Ruk havde fået ualmindelig mange pisk, kom turen til udvælgelsen af det nye jomfru ofre. Ruk’s krop vred sig af smerte fra pisken der stadig smældede over ham, mens den sædvanlige taler råbte ud over mængden: ”Denne dæmon har vist sig mere mægtig end nogen anden før ham. Dette helvedes bæst kan kun dø hvis 7 jomfruer ofres.” Hele forsamlingen skælvede mens navnene blev læst op. 7? Det var flere end nogensinde før, Ruk var målløs de havde aldrig før taget mere end 2. Ruk tænkte stadig over det da den blålige røg gled ind i rummet for at drive dæmonen tilbage til Ruk’s indre. ”7?! Hvorfor så mange?” Var det sidste han tænkte før smerten endnu en gang slog ham bevidstløs.
Saturday, October 07, 2006
det røde land del 11
det tog sin tid men nu er den her:
Det Røde Land del 11
Ruk havde ingen anelse om hvor lang tid han havde sovet da hans hjerne endelig vågnede op til dåd. Ruk kunne huske at han havde drømt noget med et monster der åd ham men ellers var hans hjerne blank. Ruk forsøgte at åbne sine øjne kun for at opdage at de allerede var åbne. Ruk kiggede rundt og så at han var i et stort bur midt på en stor plads fyldt med mennesker der alle stirrede på ham. Ruk blev ramt af en pludselig dyrisk vrede, sprang frem og hamrede mod tremmerne med et brøl!
”hvad er det der sker!” tænkte ruk panisk. Da han ude af stand til at kunne kontrollere sine bevægelser, langede ud efter nogle mennesker der stod tættes på. Ruk mærkede en smerte i nakken, i næste øjeblik blev han trukket brutalt bagud, og hamrede hårdt mod den bagerste væg. Ruk så nu at der stod fire mand med en kæde i hænderne bag buret. Kæden var forbundet med et slags halsbånd om Ruk’s hals og det var tydeligvis dem der havde trukket Ruk væk fra tremmerne. Ruk havde absolut ingen kontrol over sin krop og kroppen lod ikke til at ville blive liggende. Ruk’s Krop vred sig og med en kraft anstrengelse smed den sig fremad med menneskene igen. Ruk’s opmærksomhed blev dog afledt da en ged blev smidt ind i buret til ham. Ruk kastede sig grådigt over geden og dræbte den ved at bide halsen over på den. Ruk kunne ikke gøre andet end at se til mens han fortærede det stakkels dyr.
”Dette er en dæmon fra helvede!” Ruk så rundt og fik øje på manden der havde hevet ham op af sprækken for næsten en ude siden. ”Det var ham der sprang det hellige bjerg i luften, det er ham der har dræbt jeres børn!” skreg han: ”vores gud, vores beskytter, vores vejleder, har befalet at vi skal slå dette bæst ihjel. Den eneste måde at slå en dæmon ihjel er ved at ofre blodet fra en jomfru.” Manden så ud over menneske mængden og nød at se sine ords magt. Hele folkemængden stod og bævrede.
”Vi har valgt Roselin som den der får æren af at udrydde dæmonen.” Roselin fulgte lydigt med de to vagter som kom og hentede hende mens hendes mor ved siden af brød sammen i gråd. Ruk nåede lige at opfatte at Roselin var utrolig smuk før manden igen begyndte at tale.
”Nu må vi alle bede og den hvides velsignelse” Ruk flåede et stort stykke kød af geden og åd det mens hele folkemængden krydsede armene foran sig, og messede
”Din magt er enorm.
Din viden er mægtig.
Din retfærdighed er stor.
Du er godheden
Du er den eneste gud
Du er: Den Hvide Kejser.”
Det Røde Land del 11
Ruk havde ingen anelse om hvor lang tid han havde sovet da hans hjerne endelig vågnede op til dåd. Ruk kunne huske at han havde drømt noget med et monster der åd ham men ellers var hans hjerne blank. Ruk forsøgte at åbne sine øjne kun for at opdage at de allerede var åbne. Ruk kiggede rundt og så at han var i et stort bur midt på en stor plads fyldt med mennesker der alle stirrede på ham. Ruk blev ramt af en pludselig dyrisk vrede, sprang frem og hamrede mod tremmerne med et brøl!
”hvad er det der sker!” tænkte ruk panisk. Da han ude af stand til at kunne kontrollere sine bevægelser, langede ud efter nogle mennesker der stod tættes på. Ruk mærkede en smerte i nakken, i næste øjeblik blev han trukket brutalt bagud, og hamrede hårdt mod den bagerste væg. Ruk så nu at der stod fire mand med en kæde i hænderne bag buret. Kæden var forbundet med et slags halsbånd om Ruk’s hals og det var tydeligvis dem der havde trukket Ruk væk fra tremmerne. Ruk havde absolut ingen kontrol over sin krop og kroppen lod ikke til at ville blive liggende. Ruk’s Krop vred sig og med en kraft anstrengelse smed den sig fremad med menneskene igen. Ruk’s opmærksomhed blev dog afledt da en ged blev smidt ind i buret til ham. Ruk kastede sig grådigt over geden og dræbte den ved at bide halsen over på den. Ruk kunne ikke gøre andet end at se til mens han fortærede det stakkels dyr.
”Dette er en dæmon fra helvede!” Ruk så rundt og fik øje på manden der havde hevet ham op af sprækken for næsten en ude siden. ”Det var ham der sprang det hellige bjerg i luften, det er ham der har dræbt jeres børn!” skreg han: ”vores gud, vores beskytter, vores vejleder, har befalet at vi skal slå dette bæst ihjel. Den eneste måde at slå en dæmon ihjel er ved at ofre blodet fra en jomfru.” Manden så ud over menneske mængden og nød at se sine ords magt. Hele folkemængden stod og bævrede.
”Vi har valgt Roselin som den der får æren af at udrydde dæmonen.” Roselin fulgte lydigt med de to vagter som kom og hentede hende mens hendes mor ved siden af brød sammen i gråd. Ruk nåede lige at opfatte at Roselin var utrolig smuk før manden igen begyndte at tale.
”Nu må vi alle bede og den hvides velsignelse” Ruk flåede et stort stykke kød af geden og åd det mens hele folkemængden krydsede armene foran sig, og messede
”Din magt er enorm.
Din viden er mægtig.
Din retfærdighed er stor.
Du er godheden
Du er den eneste gud
Du er: Den Hvide Kejser.”
pi
her ser i pi. eller i hvert fald de første 10,000 decimaler. og i spørger hvorfor i skal se dem? fordi det er pi. og pi er... øhhh... meget vigtig fordi... øhhh.... det er den bare her er de
3.1415926535 8979323846 2643383279 5028841971 6939937510 5820974944 5923078164 0628620899 8628034825 3421170679 8214808651 3282306647 0938446095 5058223172 5359408128 4811174502 8410270193 8521105559 6446229489 5493038196 4428810975 6659334461 2847564823 3786783165 2712019091 4564856692 3460348610 4543266482 1339360726 0249141273 7245870066 0631558817 4881520920 9628292540 9171536436 7892590360 0113305305 4882046652 1384146951 9415116094 3305727036 5759591953 0921861173 8193261179 3105118548 0744623799 6274956735 1885752724 8912279381 8301194912 9833673362 4406566430 8602139494 6395224737 1907021798 6094370277 0539217176 2931767523 8467481846 7669405132 0005681271 4526356082 7785771342 7577896091 7363717872 1468440901 2249534301 4654958537 1050792279 6892589235 4201995611 2129021960 8640344181 5981362977 4771309960 5187072113 4999999837 2978049951 0597317328 1609631859 5024459455 3469083026 4252230825 3344685035 2619311881 7101000313 7838752886 5875332083 8142061717 7669147303 5982534904 2875546873 1159562863 8823537875 9375195778 1857780532 1712268066 1300192787 6611195909 2164201989 3809525720 1065485863 2788659361 5338182796 8230301952 0353018529 6899577362 2599413891 2497217752 8347913151 5574857242 4541506959 5082953311 6861727855 8890750983 8175463746 4939319255 0604009277 0167113900 9848824012 8583616035 6370766010 4710181942 9555961989 4676783744 9448255379 7747268471 0404753464 6208046684 2590694912 9331367702 8989152104 7521620569 6602405803 8150193511 2533824300 3558764024 7496473263 9141992726 0426992279 6782354781 6360093417 2164121992 4586315030 2861829745 5570674983 8505494588 5869269956 9092721079 7509302955 3211653449 8720275596 0236480665 4991198818 3479775356 6369807426 5425278625 5181841757 4672890977 7727938000 8164706001 6145249192 1732172147 7235014144 1973568548 1613611573 5255213347 5741849468 4385233239 0739414333 4547762416 8625189835 6948556209 9219222184 2725502542 5688767179 0494601653 4668049886 2723279178 6085784383 8279679766 8145410095 3883786360 9506800642 2512520511 7392984896 0841284886 2694560424 1965285022 2106611863 0674427862 2039194945 0471237137 8696095636 4371917287 4677646575 7396241389 0865832645 9958133904 7802759009 9465764078 9512694683 9835259570 9825822620 5224894077 2671947826 8482601476 9909026401 3639443745 5305068203 4962524517 4939965143 1429809190 6592509372 2169646151 5709858387 4105978859 5977297549 8930161753 9284681382 6868386894 2774155991 8559252459 5395943104 9972524680 8459872736 4469584865 3836736222 6260991246 0805124388 4390451244 1365497627 8079771569 1435997700 1296160894 4169486855 5848406353 4220722258 2848864815 8456028506 0168427394 5226746767 8895252138 5225499546 6672782398 6456596116 3548862305 7745649803 5593634568 1743241125 1507606947 9451096596 0940252288 7971089314 5669136867 2287489405 6010150330 8617928680 9208747609 1782493858 9009714909 6759852613 6554978189 3129784821 6829989487 2265880485 7564014270 4775551323 7964145152 3746234364 5428584447 9526586782 1051141354 7357395231 1342716610 2135969536 2314429524 8493718711 0145765403 5902799344 0374200731 0578539062 1983874478 0847848968 3321445713 8687519435 0643021845 3191048481 0053706146 8067491927 8191197939 9520614196 6342875444 0643745123 7181921799 9839101591 9561814675 1426912397 4894090718 6494231961 5679452080 9514655022 5231603881 9301420937 6213785595 6638937787 0830390697 9207734672 2182562599 6615014215 0306803844 7734549202 6054146659 2520149744 2850732518 6660021324 3408819071 0486331734 6496514539 0579626856 1005508106 6587969981 6357473638 4052571459 1028970641 4011097120 6280439039 7595156771 5770042033 7869936007 2305587631 7635942187 3125147120 5329281918 2618612586 7321579198 4148488291 6447060957 5270695722 0917567116 7229109816 9091528017 3506712748 5832228718 3520935396 5725121083 5791513698 8209144421 0067510334 6711031412 6711136990 8658516398 3150197016 5151168517 1437657618 3515565088 4909989859 9823873455 2833163550 7647918535 8932261854 8963213293 3089857064 2046752590 7091548141 6549859461 6371802709 8199430992 4488957571 2828905923 2332609729 9712084433 5732654893 8239119325 9746366730 5836041428 1388303203 8249037589 8524374417 0291327656 1809377344 4030707469 2112019130 2033038019 7621101100 4492932151 6084244485 9637669838 9522868478 3123552658 2131449576 8572624334 4189303968 6426243410 7732269780 2807318915 4411010446 8232527162 0105265227 2111660396 6655730925 4711055785 3763466820 6531098965 2691862056 4769312570 5863566201 8558100729 3606598764 8611791045 3348850346 1136576867 5324944166 8039626579 7877185560 8455296541 2665408530 6143444318 5867697514 5661406800 7002378776 5913440171 2749470420 5622305389 9456131407 1127000407 8547332699 3908145466 4645880797 2708266830 6343285878 5698305235 8089330657 5740679545 7163775254 2021149557 6158140025 0126228594 1302164715 5097925923 0990796547 3761255176 5675135751 7829666454 7791745011 2996148903 0463994713 2962107340 4375189573 5961458901 9389713111 7904297828 5647503203 1986915140 2870808599 0480109412 1472213179 4764777262 2414254854 5403321571 8530614228 8137585043 0633217518 2979866223 7172159160 7716692547 4873898665 4949450114 6540628433 6639379003 9769265672 1463853067 3609657120 9180763832 7166416274 8888007869 2560290228 4721040317 2118608204 1900042296 6171196377 9213375751 1495950156 6049631862 9472654736 4252308177 0367515906 7350235072 8354056704 0386743513 6222247715 8915049530 9844489333 0963408780 7693259939 7805419341 4473774418 4263129860 8099888687 4132604721 5695162396 5864573021 6315981931 9516735381 2974167729 4786724229 2465436680 0980676928 2382806899 6400482435 4037014163 1496589794 0924323789 6907069779 4223625082 2168895738 3798623001 5937764716 5122893578 6015881617 5578297352 3344604281 5126272037 3431465319 7777416031 9906655418 7639792933 4419521541 3418994854 4473456738 3162499341 9131814809 2777710386 3877343177 2075456545 3220777092 1201905166 0962804909 2636019759 8828161332 3166636528 6193266863 3606273567 6303544776 2803504507 7723554710 5859548702 7908143562 4014517180 6246436267 9456127531 8134078330 3362542327 8394497538 2437205835 3114771199 2606381334 6776879695 9703098339 1307710987 0408591337 4641442822 7726346594 7047458784 7787201927 7152807317 6790770715 7213444730 6057007334 9243693113 8350493163 1284042512 1925651798 0694113528 0131470130 4781643788 5185290928 5452011658 3934196562 1349143415 9562586586 5570552690 4965209858 0338507224 2648293972 8584783163 0577775606 8887644624 8246857926 0395352773 4803048029 0058760758 2510474709 1643961362 6760449256 2742042083 2085661190 6254543372 1315359584 5068772460 2901618766 7952406163 4252257719 5429162991 9306455377 9914037340 4328752628 8896399587 9475729174 6426357455 2540790914 5135711136 9410911939 3251910760 2082520261 8798531887 7058429725 9167781314 9699009019 2116971737 2784768472 6860849003 3770242429 1651300500 5168323364 3503895170 2989392233 4517220138 1280696501 1784408745 1960121228 5993716231 3017114448 4640903890 6449544400 6198690754 8516026327 5052983491 8740786680 8818338510 2283345085 0486082503 9302133219 7155184306 3545500766 8282949304 1377655279 3975175461 3953984683 3936383047 4611996653 8581538420 5685338621 8672523340 2830871123 2827892125 0771262946 3229563989 8989358211 6745627010 2183564622 0134967151 8819097303 8119800497 3407239610 3685406643 1939509790 1906996395 5245300545 0580685501 9567302292 1913933918 5680344903 9820595510 0226353536 1920419947 4553859381 0234395544 9597783779 0237421617 2711172364 3435439478 2218185286 2408514006 6604433258 8856986705 4315470696 5747458550 3323233421 0730154594 0516553790 6866273337 9958511562 5784322988 2737231989 8757141595 7811196358 3300594087 3068121602 8764962867 4460477464 9159950549 7374256269 0104903778 1986835938 1465741268 0492564879 8556145372 3478673303 9046883834 3634655379 4986419270 5638729317 4872332083 7601123029 9113679386 2708943879 9362016295 1541337142 4892830722 0126901475 4668476535 7616477379 4675200490 7571555278 1965362132 3926406160 1363581559 0742202020 3187277605 2772190055 6148425551 8792530343 5139844253 2234157623 3610642506 3904975008 6562710953 5919465897 5141310348 2276930624 7435363256 9160781547 8181152843 6679570611 0861533150 4452127473 9245449454 2368288606 1340841486 3776700961 2071512491 4043027253 8607648236 3414334623 5189757664 5216413767 9690314950 1910857598 4423919862 9164219399 4907236234 6468441173 9403265918 4044378051 3338945257 4239950829 6591228508 5558215725 0310712570 1266830240 2929525220 1187267675 6220415420 5161841634 8475651699 9811614101 0029960783 8690929160 3028840026 9104140792 8862150784 2451670908 7000699282 1206604183 7180653556 7252532567 5328612910 4248776182 5829765157 9598470356 2226293486 0034158722 9805349896 5022629174 8788202734 2092222453 3985626476 6914905562 8425039127 5771028402 7998066365 8254889264 8802545661 0172967026 6407655904 2909945681 5065265305 3718294127 0336931378 5178609040 7086671149 6558343434 7693385781 7113864558 7367812301 4587687126 6034891390 9562009939 3610310291 6161528813 8437909904 2317473363 9480457593 1493140529 7634757481 1935670911 0137751721 0080315590 2485309066 9203767192 2033229094 3346768514 2214477379 3937517034 4366199104 0337511173 5471918550 4644902636 5512816228 8244625759 1633303910 7225383742 1821408835 0865739177 1509682887 4782656995 9957449066 1758344137 5223970968 3408005355 9849175417 3818839994 4697486762 6551658276 5848358845 3142775687 9002909517 0283529716 3445621296 4043523117 6006651012 4120065975 5851276178 5838292041 9748442360 8007193045 7618932349 2292796501 9875187212 7267507981 2554709589 0455635792 1221033346 6974992356 3025494780 2490114195 2123828153 0911407907 3860251522 7429958180 7247162591 6685451333 1239480494 7079119153 2673430282 4418604142 6363954800 0448002670 4962482017 9289647669 7583183271 3142517029 6923488962 7668440323 2609275249 6035799646 9256504936 8183609003 23809293459588970695 3653494060 3402166544 3755890045 6328822505 4525564056 4482465151 8754711962 1844396582 5337543885 6909411303 1509526179 3780029741 2076651479 3942590298 9695946995 5657612186 5619673378 6236256125 2163208628 6922210327 4889218654 3648022967 8070576561 5144632046 9279068212 0738837781 4233562823 6089632080 6822246801 2248261177 1858963814 0918390367 3672220888 3215137556 0037279839 4004152970 0287830766 7094447456 0134556417 2543709069 7939612257 1429894671 5435784687 8861444581 2314593571 9849225284 7160504922 1242470141 2147805734 5510500801 9086996033 0276347870 8108175450 1193071412 2339086639 3833952942 5786905076 4310063835 1983438934 1596131854 3475464955 6978103829 3097164651 4384070070 7360411237 3599843452 2516105070 2705623526 6012764848 3084076118 3013052793 2054274628 6540360367 4532865105 7065874882 2569815793 6789766974 2205750596 8344086973 5020141020 6723585020 0724522563 2651341055 9240190274 2162484391 4035998953 5394590944 0704691209 1409387001 2645600162 3742880210 9276457931 0657922955 2498872758 4610126483 6999892256 9596881592 0560010165 5256375678
3.1415926535 8979323846 2643383279 5028841971 6939937510 5820974944 5923078164 0628620899 8628034825 3421170679 8214808651 3282306647 0938446095 5058223172 5359408128 4811174502 8410270193 8521105559 6446229489 5493038196 4428810975 6659334461 2847564823 3786783165 2712019091 4564856692 3460348610 4543266482 1339360726 0249141273 7245870066 0631558817 4881520920 9628292540 9171536436 7892590360 0113305305 4882046652 1384146951 9415116094 3305727036 5759591953 0921861173 8193261179 3105118548 0744623799 6274956735 1885752724 8912279381 8301194912 9833673362 4406566430 8602139494 6395224737 1907021798 6094370277 0539217176 2931767523 8467481846 7669405132 0005681271 4526356082 7785771342 7577896091 7363717872 1468440901 2249534301 4654958537 1050792279 6892589235 4201995611 2129021960 8640344181 5981362977 4771309960 5187072113 4999999837 2978049951 0597317328 1609631859 5024459455 3469083026 4252230825 3344685035 2619311881 7101000313 7838752886 5875332083 8142061717 7669147303 5982534904 2875546873 1159562863 8823537875 9375195778 1857780532 1712268066 1300192787 6611195909 2164201989 3809525720 1065485863 2788659361 5338182796 8230301952 0353018529 6899577362 2599413891 2497217752 8347913151 5574857242 4541506959 5082953311 6861727855 8890750983 8175463746 4939319255 0604009277 0167113900 9848824012 8583616035 6370766010 4710181942 9555961989 4676783744 9448255379 7747268471 0404753464 6208046684 2590694912 9331367702 8989152104 7521620569 6602405803 8150193511 2533824300 3558764024 7496473263 9141992726 0426992279 6782354781 6360093417 2164121992 4586315030 2861829745 5570674983 8505494588 5869269956 9092721079 7509302955 3211653449 8720275596 0236480665 4991198818 3479775356 6369807426 5425278625 5181841757 4672890977 7727938000 8164706001 6145249192 1732172147 7235014144 1973568548 1613611573 5255213347 5741849468 4385233239 0739414333 4547762416 8625189835 6948556209 9219222184 2725502542 5688767179 0494601653 4668049886 2723279178 6085784383 8279679766 8145410095 3883786360 9506800642 2512520511 7392984896 0841284886 2694560424 1965285022 2106611863 0674427862 2039194945 0471237137 8696095636 4371917287 4677646575 7396241389 0865832645 9958133904 7802759009 9465764078 9512694683 9835259570 9825822620 5224894077 2671947826 8482601476 9909026401 3639443745 5305068203 4962524517 4939965143 1429809190 6592509372 2169646151 5709858387 4105978859 5977297549 8930161753 9284681382 6868386894 2774155991 8559252459 5395943104 9972524680 8459872736 4469584865 3836736222 6260991246 0805124388 4390451244 1365497627 8079771569 1435997700 1296160894 4169486855 5848406353 4220722258 2848864815 8456028506 0168427394 5226746767 8895252138 5225499546 6672782398 6456596116 3548862305 7745649803 5593634568 1743241125 1507606947 9451096596 0940252288 7971089314 5669136867 2287489405 6010150330 8617928680 9208747609 1782493858 9009714909 6759852613 6554978189 3129784821 6829989487 2265880485 7564014270 4775551323 7964145152 3746234364 5428584447 9526586782 1051141354 7357395231 1342716610 2135969536 2314429524 8493718711 0145765403 5902799344 0374200731 0578539062 1983874478 0847848968 3321445713 8687519435 0643021845 3191048481 0053706146 8067491927 8191197939 9520614196 6342875444 0643745123 7181921799 9839101591 9561814675 1426912397 4894090718 6494231961 5679452080 9514655022 5231603881 9301420937 6213785595 6638937787 0830390697 9207734672 2182562599 6615014215 0306803844 7734549202 6054146659 2520149744 2850732518 6660021324 3408819071 0486331734 6496514539 0579626856 1005508106 6587969981 6357473638 4052571459 1028970641 4011097120 6280439039 7595156771 5770042033 7869936007 2305587631 7635942187 3125147120 5329281918 2618612586 7321579198 4148488291 6447060957 5270695722 0917567116 7229109816 9091528017 3506712748 5832228718 3520935396 5725121083 5791513698 8209144421 0067510334 6711031412 6711136990 8658516398 3150197016 5151168517 1437657618 3515565088 4909989859 9823873455 2833163550 7647918535 8932261854 8963213293 3089857064 2046752590 7091548141 6549859461 6371802709 8199430992 4488957571 2828905923 2332609729 9712084433 5732654893 8239119325 9746366730 5836041428 1388303203 8249037589 8524374417 0291327656 1809377344 4030707469 2112019130 2033038019 7621101100 4492932151 6084244485 9637669838 9522868478 3123552658 2131449576 8572624334 4189303968 6426243410 7732269780 2807318915 4411010446 8232527162 0105265227 2111660396 6655730925 4711055785 3763466820 6531098965 2691862056 4769312570 5863566201 8558100729 3606598764 8611791045 3348850346 1136576867 5324944166 8039626579 7877185560 8455296541 2665408530 6143444318 5867697514 5661406800 7002378776 5913440171 2749470420 5622305389 9456131407 1127000407 8547332699 3908145466 4645880797 2708266830 6343285878 5698305235 8089330657 5740679545 7163775254 2021149557 6158140025 0126228594 1302164715 5097925923 0990796547 3761255176 5675135751 7829666454 7791745011 2996148903 0463994713 2962107340 4375189573 5961458901 9389713111 7904297828 5647503203 1986915140 2870808599 0480109412 1472213179 4764777262 2414254854 5403321571 8530614228 8137585043 0633217518 2979866223 7172159160 7716692547 4873898665 4949450114 6540628433 6639379003 9769265672 1463853067 3609657120 9180763832 7166416274 8888007869 2560290228 4721040317 2118608204 1900042296 6171196377 9213375751 1495950156 6049631862 9472654736 4252308177 0367515906 7350235072 8354056704 0386743513 6222247715 8915049530 9844489333 0963408780 7693259939 7805419341 4473774418 4263129860 8099888687 4132604721 5695162396 5864573021 6315981931 9516735381 2974167729 4786724229 2465436680 0980676928 2382806899 6400482435 4037014163 1496589794 0924323789 6907069779 4223625082 2168895738 3798623001 5937764716 5122893578 6015881617 5578297352 3344604281 5126272037 3431465319 7777416031 9906655418 7639792933 4419521541 3418994854 4473456738 3162499341 9131814809 2777710386 3877343177 2075456545 3220777092 1201905166 0962804909 2636019759 8828161332 3166636528 6193266863 3606273567 6303544776 2803504507 7723554710 5859548702 7908143562 4014517180 6246436267 9456127531 8134078330 3362542327 8394497538 2437205835 3114771199 2606381334 6776879695 9703098339 1307710987 0408591337 4641442822 7726346594 7047458784 7787201927 7152807317 6790770715 7213444730 6057007334 9243693113 8350493163 1284042512 1925651798 0694113528 0131470130 4781643788 5185290928 5452011658 3934196562 1349143415 9562586586 5570552690 4965209858 0338507224 2648293972 8584783163 0577775606 8887644624 8246857926 0395352773 4803048029 0058760758 2510474709 1643961362 6760449256 2742042083 2085661190 6254543372 1315359584 5068772460 2901618766 7952406163 4252257719 5429162991 9306455377 9914037340 4328752628 8896399587 9475729174 6426357455 2540790914 5135711136 9410911939 3251910760 2082520261 8798531887 7058429725 9167781314 9699009019 2116971737 2784768472 6860849003 3770242429 1651300500 5168323364 3503895170 2989392233 4517220138 1280696501 1784408745 1960121228 5993716231 3017114448 4640903890 6449544400 6198690754 8516026327 5052983491 8740786680 8818338510 2283345085 0486082503 9302133219 7155184306 3545500766 8282949304 1377655279 3975175461 3953984683 3936383047 4611996653 8581538420 5685338621 8672523340 2830871123 2827892125 0771262946 3229563989 8989358211 6745627010 2183564622 0134967151 8819097303 8119800497 3407239610 3685406643 1939509790 1906996395 5245300545 0580685501 9567302292 1913933918 5680344903 9820595510 0226353536 1920419947 4553859381 0234395544 9597783779 0237421617 2711172364 3435439478 2218185286 2408514006 6604433258 8856986705 4315470696 5747458550 3323233421 0730154594 0516553790 6866273337 9958511562 5784322988 2737231989 8757141595 7811196358 3300594087 3068121602 8764962867 4460477464 9159950549 7374256269 0104903778 1986835938 1465741268 0492564879 8556145372 3478673303 9046883834 3634655379 4986419270 5638729317 4872332083 7601123029 9113679386 2708943879 9362016295 1541337142 4892830722 0126901475 4668476535 7616477379 4675200490 7571555278 1965362132 3926406160 1363581559 0742202020 3187277605 2772190055 6148425551 8792530343 5139844253 2234157623 3610642506 3904975008 6562710953 5919465897 5141310348 2276930624 7435363256 9160781547 8181152843 6679570611 0861533150 4452127473 9245449454 2368288606 1340841486 3776700961 2071512491 4043027253 8607648236 3414334623 5189757664 5216413767 9690314950 1910857598 4423919862 9164219399 4907236234 6468441173 9403265918 4044378051 3338945257 4239950829 6591228508 5558215725 0310712570 1266830240 2929525220 1187267675 6220415420 5161841634 8475651699 9811614101 0029960783 8690929160 3028840026 9104140792 8862150784 2451670908 7000699282 1206604183 7180653556 7252532567 5328612910 4248776182 5829765157 9598470356 2226293486 0034158722 9805349896 5022629174 8788202734 2092222453 3985626476 6914905562 8425039127 5771028402 7998066365 8254889264 8802545661 0172967026 6407655904 2909945681 5065265305 3718294127 0336931378 5178609040 7086671149 6558343434 7693385781 7113864558 7367812301 4587687126 6034891390 9562009939 3610310291 6161528813 8437909904 2317473363 9480457593 1493140529 7634757481 1935670911 0137751721 0080315590 2485309066 9203767192 2033229094 3346768514 2214477379 3937517034 4366199104 0337511173 5471918550 4644902636 5512816228 8244625759 1633303910 7225383742 1821408835 0865739177 1509682887 4782656995 9957449066 1758344137 5223970968 3408005355 9849175417 3818839994 4697486762 6551658276 5848358845 3142775687 9002909517 0283529716 3445621296 4043523117 6006651012 4120065975 5851276178 5838292041 9748442360 8007193045 7618932349 2292796501 9875187212 7267507981 2554709589 0455635792 1221033346 6974992356 3025494780 2490114195 2123828153 0911407907 3860251522 7429958180 7247162591 6685451333 1239480494 7079119153 2673430282 4418604142 6363954800 0448002670 4962482017 9289647669 7583183271 3142517029 6923488962 7668440323 2609275249 6035799646 9256504936 8183609003 23809293459588970695 3653494060 3402166544 3755890045 6328822505 4525564056 4482465151 8754711962 1844396582 5337543885 6909411303 1509526179 3780029741 2076651479 3942590298 9695946995 5657612186 5619673378 6236256125 2163208628 6922210327 4889218654 3648022967 8070576561 5144632046 9279068212 0738837781 4233562823 6089632080 6822246801 2248261177 1858963814 0918390367 3672220888 3215137556 0037279839 4004152970 0287830766 7094447456 0134556417 2543709069 7939612257 1429894671 5435784687 8861444581 2314593571 9849225284 7160504922 1242470141 2147805734 5510500801 9086996033 0276347870 8108175450 1193071412 2339086639 3833952942 5786905076 4310063835 1983438934 1596131854 3475464955 6978103829 3097164651 4384070070 7360411237 3599843452 2516105070 2705623526 6012764848 3084076118 3013052793 2054274628 6540360367 4532865105 7065874882 2569815793 6789766974 2205750596 8344086973 5020141020 6723585020 0724522563 2651341055 9240190274 2162484391 4035998953 5394590944 0704691209 1409387001 2645600162 3742880210 9276457931 0657922955 2498872758 4610126483 6999892256 9596881592 0560010165 5256375678
Monday, October 02, 2006
an elf in action
jeg skrev den her eng stil i 9klasse og var ret glad for den så nu smider jeg den lige her ud.
It was a beautiful day with no wind at all, the snow were falling down slowly, glittering in the cold light of the moon. A polar bear woke op too early from its winter lair, and went for a walk in the minus 50 degrees winter day. Here on the North Pole Santa’s house and toy factory lay. Santa’s house was made of wood and had a constant layer of snow on the roof. The factory on the other hand was made of steel and was equipped with the newest machinery for toy production.
Jim was an elf and was leaning up against his giant candy stick; which was the standard for all the elf guards. Jim had been thrilled when he got appointed to be Santa jr. personal bodyguard. He was only 1287 years old and the youngest bodyguard in the Santa family history. However he soon learned that it wasn’t that exiting. Santa jr. did nothing all day but playing ‘Christmas havoc’ on his ‘Santa box’. Santa jr. was quite tall, slim and acted like he owned the place. Jim started to get sleepy; he always did when it got boring on the job. Suddenly the door burst open, and Santa came in. Jim acted quickly by suddenly looking very awake and clear minded. ‘Junior’ roared Santa through his big white beard. ‘I’m right here dad, no need for shouting’ jr. responded without taking his eye of the screen. ‘You got to act like a leader! Or the workers will never respect you.’ Santa said clapping his hand on his belly. Santa jr. looked up, ‘I don’t care about Christmas OR the stupid workers I just want to…’ what Jr. just wanted Jim never found out, cause Jr. was cut of by an explosion that blew a hole in the wall. Five gnomes jumped through the hole, 2 of the gnomes grabbed Santa Jr. while the last 3 kept Jim away with their swords. Suddenly like on a single command they jumped through the hole and were gone. ‘What happened’ Santa asked from his hideout under the desk. ‘Jr. got kidnapped by the gnomes.’ Jim said after checking that there were no more gnomes. ‘Probably on there leader: Captain Quark’s order’ Santa looked devastated at first but after a little while he pulled himself together and said: ‘you got to save him. He was your responsibility.’
‘WHAT!! You got to be kidding me! Its Christmas tomorrow that means I got a day off.’
‘I DON’T CARE’ Roared Santa. ‘Go to the basement and get your equipment!’ Jim bowed and left.
20 minutes after Jim was ridding on a rented reindeer towards Mexico were Captain quark was living. When Jim got to the ocean he ordered his reindeer to take off, it jumped a few times and then they left the ground and flew over the ocean.
2 hours later.
Jim parked his reindeer and made sure he had all his equipment: The grabbling hook disquiets as a mistletoe, a present bomb, his air/water/ground snowboard, the giant ninja candy stick and a pudding mine. It was a dark night and a thunderstorm was tearing the land apart. In a flash from a lightning Jim saw what he was about to enter: A giant fortress that is what it was, armed guards patrolling the wall, giant spot light and gnomes hiding in the shadow. Jim got on his snowboard, turned on the rocket engine and flew upwards. A single guard on the wall spotted Jim but before he could raise the alarm he had been knocked unconscious by a candy stick, which was thrown from 10feet above. Jim landed on the wall, packed his snowboard into his rucksack and picked op his candy stick before pressing on ahead. He jumped into the inner courtyard and went through a door leading into a beautiful hall. In the hall there were 2 people: a gnome and Santa jr.! Jim was just about to storm into the hall when a third person entered the room; Captain Quark!
‘I hope you are enjoying your stay’ Quark said and sat down on a big throne. Quark was a big man with a giant chest, strong arms, small legs and only 3 giant fingers on each hand. ‘What do you want from me?’ Asked Santa Jr. his voice trembling. ‘Its not a question of what you can do for me but what I can do for you.’ Quark leaned forward so that his green superman like bodysuit creaked. ‘I… eh… what?’ Quark smiled ‘I have heard that you are not very fond of Christmas, and to tell the true neither am I. So this is where we stand: if you tell me how to get into Santa’s toy factory, so I can blow it up I will give you more gold than you can imagine. If you chose not to talk I will kill you. So what do you say?’
‘Santa jr. will never betray his father’ Jim thought.
‘Deal’ said Santa jr. Jim was devastated jr. had betrayed them how could he? This had to end. Before Quark could react Jim had shoot his Grabbling hook around a pipe in the sealing and swung him self through the room and knocked the gnome out cold.
‘Oh, if it isn’t Jim. The youngest bodyguard in the history of the family Santa, did you come to save jr. here? As you see he don’t want to be saved.’ Quark said smiling.
‘Yes go home Jim’ said Santa Jr.
‘No way. I never fail a job, and my job is to get you home and do Quark in.’ Jim said drawing his candy stick.
‘Then try Jim. I’m right here ready to be taken down.’ Quark laughed, and then in a spilt second he had drawn his laser gun and fired 2 shuts. Jim only just had time to take cover behind a statue of a phoenix.
‘Like the phoenix rises from its own aches, the Quark holyday will rise from the aches of Christmas. Are you ready to die Jim?’ Quark shouted.
‘It will be you who die today’ Jim replied. Captain Quark walked over to the statue but when he got to the back of Jim was gone. Suddenly the grabble hook wrapped itself around his leg and flung him upwards, Quark dropt his laser gun and was now defenceless.
‘Looks like I’m not failing my job today either’ Jim said from the top of the phoenix just before he jumped out and landed a perfect hit that broke Quark neck. Jim landed hard on the ground and saw that Santa jr. was still sitting in the chair paralysed by fear. Jim ripped of some curtains and used them to bind jr. since he had shown how loyal he was Jim had no intensions of trusting him, Jim threw him over the shoulder and ran for it. In the courtyard the bridge was up so Jim saw no other way out than to blow a hole in the wall with his present bomb. When the guard’s saw what was going on they left their positions and stormed after Jim, but Jim had already jumped through the hole and dropped the pudding mine in the hole. Jim heard the mine go off and stormed back to the reindeer. As he got to it he threw Santa jr. on the back of the reindeer and took of. It had been a long day; kidnapping, rescue mission, battle and escape. Santa would have to deal with jr. when they got back, because Jim was going to take a well-deserved day of.
jeg håber i kunne lide den
It was a beautiful day with no wind at all, the snow were falling down slowly, glittering in the cold light of the moon. A polar bear woke op too early from its winter lair, and went for a walk in the minus 50 degrees winter day. Here on the North Pole Santa’s house and toy factory lay. Santa’s house was made of wood and had a constant layer of snow on the roof. The factory on the other hand was made of steel and was equipped with the newest machinery for toy production.
Jim was an elf and was leaning up against his giant candy stick; which was the standard for all the elf guards. Jim had been thrilled when he got appointed to be Santa jr. personal bodyguard. He was only 1287 years old and the youngest bodyguard in the Santa family history. However he soon learned that it wasn’t that exiting. Santa jr. did nothing all day but playing ‘Christmas havoc’ on his ‘Santa box’. Santa jr. was quite tall, slim and acted like he owned the place. Jim started to get sleepy; he always did when it got boring on the job. Suddenly the door burst open, and Santa came in. Jim acted quickly by suddenly looking very awake and clear minded. ‘Junior’ roared Santa through his big white beard. ‘I’m right here dad, no need for shouting’ jr. responded without taking his eye of the screen. ‘You got to act like a leader! Or the workers will never respect you.’ Santa said clapping his hand on his belly. Santa jr. looked up, ‘I don’t care about Christmas OR the stupid workers I just want to…’ what Jr. just wanted Jim never found out, cause Jr. was cut of by an explosion that blew a hole in the wall. Five gnomes jumped through the hole, 2 of the gnomes grabbed Santa Jr. while the last 3 kept Jim away with their swords. Suddenly like on a single command they jumped through the hole and were gone. ‘What happened’ Santa asked from his hideout under the desk. ‘Jr. got kidnapped by the gnomes.’ Jim said after checking that there were no more gnomes. ‘Probably on there leader: Captain Quark’s order’ Santa looked devastated at first but after a little while he pulled himself together and said: ‘you got to save him. He was your responsibility.’
‘WHAT!! You got to be kidding me! Its Christmas tomorrow that means I got a day off.’
‘I DON’T CARE’ Roared Santa. ‘Go to the basement and get your equipment!’ Jim bowed and left.
20 minutes after Jim was ridding on a rented reindeer towards Mexico were Captain quark was living. When Jim got to the ocean he ordered his reindeer to take off, it jumped a few times and then they left the ground and flew over the ocean.
2 hours later.
Jim parked his reindeer and made sure he had all his equipment: The grabbling hook disquiets as a mistletoe, a present bomb, his air/water/ground snowboard, the giant ninja candy stick and a pudding mine. It was a dark night and a thunderstorm was tearing the land apart. In a flash from a lightning Jim saw what he was about to enter: A giant fortress that is what it was, armed guards patrolling the wall, giant spot light and gnomes hiding in the shadow. Jim got on his snowboard, turned on the rocket engine and flew upwards. A single guard on the wall spotted Jim but before he could raise the alarm he had been knocked unconscious by a candy stick, which was thrown from 10feet above. Jim landed on the wall, packed his snowboard into his rucksack and picked op his candy stick before pressing on ahead. He jumped into the inner courtyard and went through a door leading into a beautiful hall. In the hall there were 2 people: a gnome and Santa jr.! Jim was just about to storm into the hall when a third person entered the room; Captain Quark!
‘I hope you are enjoying your stay’ Quark said and sat down on a big throne. Quark was a big man with a giant chest, strong arms, small legs and only 3 giant fingers on each hand. ‘What do you want from me?’ Asked Santa Jr. his voice trembling. ‘Its not a question of what you can do for me but what I can do for you.’ Quark leaned forward so that his green superman like bodysuit creaked. ‘I… eh… what?’ Quark smiled ‘I have heard that you are not very fond of Christmas, and to tell the true neither am I. So this is where we stand: if you tell me how to get into Santa’s toy factory, so I can blow it up I will give you more gold than you can imagine. If you chose not to talk I will kill you. So what do you say?’
‘Santa jr. will never betray his father’ Jim thought.
‘Deal’ said Santa jr. Jim was devastated jr. had betrayed them how could he? This had to end. Before Quark could react Jim had shoot his Grabbling hook around a pipe in the sealing and swung him self through the room and knocked the gnome out cold.
‘Oh, if it isn’t Jim. The youngest bodyguard in the history of the family Santa, did you come to save jr. here? As you see he don’t want to be saved.’ Quark said smiling.
‘Yes go home Jim’ said Santa Jr.
‘No way. I never fail a job, and my job is to get you home and do Quark in.’ Jim said drawing his candy stick.
‘Then try Jim. I’m right here ready to be taken down.’ Quark laughed, and then in a spilt second he had drawn his laser gun and fired 2 shuts. Jim only just had time to take cover behind a statue of a phoenix.
‘Like the phoenix rises from its own aches, the Quark holyday will rise from the aches of Christmas. Are you ready to die Jim?’ Quark shouted.
‘It will be you who die today’ Jim replied. Captain Quark walked over to the statue but when he got to the back of Jim was gone. Suddenly the grabble hook wrapped itself around his leg and flung him upwards, Quark dropt his laser gun and was now defenceless.
‘Looks like I’m not failing my job today either’ Jim said from the top of the phoenix just before he jumped out and landed a perfect hit that broke Quark neck. Jim landed hard on the ground and saw that Santa jr. was still sitting in the chair paralysed by fear. Jim ripped of some curtains and used them to bind jr. since he had shown how loyal he was Jim had no intensions of trusting him, Jim threw him over the shoulder and ran for it. In the courtyard the bridge was up so Jim saw no other way out than to blow a hole in the wall with his present bomb. When the guard’s saw what was going on they left their positions and stormed after Jim, but Jim had already jumped through the hole and dropped the pudding mine in the hole. Jim heard the mine go off and stormed back to the reindeer. As he got to it he threw Santa jr. on the back of the reindeer and took of. It had been a long day; kidnapping, rescue mission, battle and escape. Santa would have to deal with jr. when they got back, because Jim was going to take a well-deserved day of.
jeg håber i kunne lide den
Thursday, September 21, 2006
min cykel er vendt tilbage
så nu står den hvor den forsvandt fra wierd!
jeg fandt lige en fed sang med wierd al.
de er for seje
http://www.youtube.com/watch?v=-xEzGIuY7kw
ebay
http://www.youtube.com/watch?v=HYokLWfqbaU
Smells like nirvana
http://www.youtube.com/watch?v=wETeWjkoTqc
jeg fandt lige en fed sang med wierd al.
de er for seje
http://www.youtube.com/watch?v=-xEzGIuY7kw
ebay
http://www.youtube.com/watch?v=HYokLWfqbaU
Smells like nirvana
http://www.youtube.com/watch?v=wETeWjkoTqc
Saturday, September 16, 2006
en mærkelig uge
i sidste weekend købte jeg mig en ny cykel. og det er jo fint nok, men nu er den satme blevet hugget!
helt ærligt det er sku ikke fair. der var sku da lås på og det hele!
jeg går i seng. lorte dag
helt ærligt det er sku ikke fair. der var sku da lås på og det hele!
jeg går i seng. lorte dag
Wednesday, August 23, 2006
Det Røde Land del 10
Muza sad længe og kiggede på dem, Ruk var efterhånden kommet helt ned på jorden igen, og Lian sad bare og stirrede ind i muren.
”Der er ingen vej ud, tro mig” sagde Muza da han så at Lian faktisk undersøgte muren for revner og sprækker. ”tro mig jeg har siddet her i 10 år. Der er firehundredetusinde ottehundrede tolv sten i muren, der bor to familier af rotter i hver sin væg.”
”hvorfor har du siddet her i ti år?” spurgte Ruk
”hvorfor?” brummede Muzak ”fordi de ikke var glade for det jeg gik og lavede.”
”som var…?”
”jeg slog dem ihjel” Muzak smilte skummelt. ”Det her fængsel, ja faktisk hele den her by tilhøre Den Hvide Kejser. Hvad er der for resten med dig og dit hoved, du er hel grøn og ikke særlig, du ved, menneskelig.”
Ruk fortalte hele historien og Muzak så tænksom ud. I samme øjeblik kom 4 vagter ind af døren. ”Kom med” sagde en af dem ”ikke dig kun monstret” sagde han da Ruk og Lian rejste sig, Lian satte sig ned og Ruk blev ført ud af cellen. Ruk blev ført hen af gangen indtil de kom til en stor jern dør. Vagten låste døren op og førte Ruk ind i et rum fyldt med boblende væsker i forskellige farver. I midten af rummet stod en mand i hvidt tøj og justerede en indviklet opstilling af væsker, kolber og små glas rør der forbandt alle væskerne. ”Professor, han skal have en dosis så han er klar i morgen.” Manden vendte sig om, og Ruk så at ikke var meget ældre end ham selv. Vagterne førte Ruk over til en stor metalstol og bandt ham fast til den. Professoren tændte en lille bunke kviste under to af væskerne, og forbandt derefter de to glas med et tredje som var tomt. Væskerne begyndte langsomt at boble voldsomt og langsomt begyndte en orange væske at falde ned i det tredje glas. Ruk så at Manden i kitlen samle lidt af den nye væske i en lille sprøjte. Derefter slukkede han for ilden og kom hen til Ruk. Manden vaskede et lille stykke af Ruks arm omhyggeligt og stak derefter sprøjten forsigtigt ind i armen på Ruk.
”Jeg er ked af det” hviskede manden og trykkede stemplet i bund.
Vagterne kom straks til og bandt ham op, Så åbnede de døren og førte Ruk ud. En af vagterne blev tilbage og låste døren mens de andre førte Ruk tilbage til cellen og smed ham derind. Lian kom straks springende hen til Ruk men da han ikke kunne se at der var noget galt slappede han af. Muza var dog blevet mærkeligt stille og sagde bare at de burde sove nu. Ruk lagde sig i et hjørne og Lian tog et andet et.Mens Ruk sov var en kamp i gang i hans indre, og Ruk var ved at tabte den.
”Der er ingen vej ud, tro mig” sagde Muza da han så at Lian faktisk undersøgte muren for revner og sprækker. ”tro mig jeg har siddet her i 10 år. Der er firehundredetusinde ottehundrede tolv sten i muren, der bor to familier af rotter i hver sin væg.”
”hvorfor har du siddet her i ti år?” spurgte Ruk
”hvorfor?” brummede Muzak ”fordi de ikke var glade for det jeg gik og lavede.”
”som var…?”
”jeg slog dem ihjel” Muzak smilte skummelt. ”Det her fængsel, ja faktisk hele den her by tilhøre Den Hvide Kejser. Hvad er der for resten med dig og dit hoved, du er hel grøn og ikke særlig, du ved, menneskelig.”
Ruk fortalte hele historien og Muzak så tænksom ud. I samme øjeblik kom 4 vagter ind af døren. ”Kom med” sagde en af dem ”ikke dig kun monstret” sagde han da Ruk og Lian rejste sig, Lian satte sig ned og Ruk blev ført ud af cellen. Ruk blev ført hen af gangen indtil de kom til en stor jern dør. Vagten låste døren op og førte Ruk ind i et rum fyldt med boblende væsker i forskellige farver. I midten af rummet stod en mand i hvidt tøj og justerede en indviklet opstilling af væsker, kolber og små glas rør der forbandt alle væskerne. ”Professor, han skal have en dosis så han er klar i morgen.” Manden vendte sig om, og Ruk så at ikke var meget ældre end ham selv. Vagterne førte Ruk over til en stor metalstol og bandt ham fast til den. Professoren tændte en lille bunke kviste under to af væskerne, og forbandt derefter de to glas med et tredje som var tomt. Væskerne begyndte langsomt at boble voldsomt og langsomt begyndte en orange væske at falde ned i det tredje glas. Ruk så at Manden i kitlen samle lidt af den nye væske i en lille sprøjte. Derefter slukkede han for ilden og kom hen til Ruk. Manden vaskede et lille stykke af Ruks arm omhyggeligt og stak derefter sprøjten forsigtigt ind i armen på Ruk.
”Jeg er ked af det” hviskede manden og trykkede stemplet i bund.
Vagterne kom straks til og bandt ham op, Så åbnede de døren og førte Ruk ud. En af vagterne blev tilbage og låste døren mens de andre førte Ruk tilbage til cellen og smed ham derind. Lian kom straks springende hen til Ruk men da han ikke kunne se at der var noget galt slappede han af. Muza var dog blevet mærkeligt stille og sagde bare at de burde sove nu. Ruk lagde sig i et hjørne og Lian tog et andet et.Mens Ruk sov var en kamp i gang i hans indre, og Ruk var ved at tabte den.
Saturday, August 12, 2006
Det røde land del 9
Lian, der ikke havde set manden, vendte sig om som et lys og stirrede ind i mørket.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”ja han sidder jo lige der.” sagde Ruk og pegede på manden
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham.” tilføjede han tankefuldt da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”wow dine øjne lyser. Men nok om det. Hvem er det der snakker med os?”
Ruk så at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde: ”Muza er mit navn, fange er mit gavn.” rimede manden.
Jaro stønnede svagt og Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham. ”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her” Jamrede Lian
Jaro hostede og begyndte at tale: ”når i kommer til Den Røde By så find en kro ved navn: ”Dragens Tænder” kro egeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita han kan hjælpe jer.” Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet.” smilede Jaro og døde med et smil på læben.
Ruk brølede sin vrede og frustration ud, i halvandet minut var det eneste man kunne høre hans brutale skrig.
”Regel nummer et, om at overleve i et fængsel: spar på kræfterne.” sagde manden i hjørnet der hed Muza.
”hvad fabler du om” skreg Ruk ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg kunne Lian se men det skyldes hvis ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:
I tidernes morgen da jorden blev skabt, blev 4 raser dannet med pragt.
Menneskene levede i midten, på den frodige jord tæt ved klippen. Deres styrke var mængden som holdt i længden.
Sletten tog Marok, for de kunne klare et ragnarok. På vinger de flyver, og aldrig de lyver.
I sandet blev dannet, en rase forbandet. Det evige liv de ejer, men det føre dem ej til sejre.
Den sidste af de fire er, den største magt skønt uden hær. Kraskini lever under sten, og sten blev et med arm og ben. Stenens ånder blev deres kaldte navn, men det gjorde dem dog ingen gavn. Kraskini kaldte de sig selv, kom noget i vejen blev det slået ihjel. Kejsere af tinderne, husker aldrig minderne.”
Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.
”Hørte du det Ruk? Her er nogen.”
”ja han sidder jo lige der.” sagde Ruk og pegede på manden
”Hvor?” spurgte Lian og stirrede derhen hvor Ruk pegede.
”Der! I hjørnet for pokker. Kan du ikke se ham.” tilføjede han tankefuldt da Lian stadig ikke lod til at få øje på ham. ”Mit syn er nok blevet bedre efter ulykken.”
Lian kikkede på Ruk og opdagede at hans røde øjne lyste svagt i mørket.
”wow dine øjne lyser. Men nok om det. Hvem er det der snakker med os?”
Ruk så at manden i hjørnet flyttede sig lidt og sagde: ”Muza er mit navn, fange er mit gavn.” rimede manden.
Jaro stønnede svagt og Lian og Ruk vendte sig straks om for at se til ham. ”Det er slemt, jeg har ikke medicin mod det her” Jamrede Lian
Jaro hostede og begyndte at tale: ”når i kommer til Den Røde By så find en kro ved navn: ”Dragens Tænder” kro egeren er en af mine gode venner. Han hedder Shajita han kan hjælpe jer.” Jaro fik et hoste anfald og hostede blod i et halvt minut, mens Ruk og Lian ikke kunne gøre andet end at se hjælpeløst til.
”Sig til ham at jeg venter på den anden side af havet.” smilede Jaro og døde med et smil på læben.
Ruk brølede sin vrede og frustration ud, i halvandet minut var det eneste man kunne høre hans brutale skrig.
”Regel nummer et, om at overleve i et fængsel: spar på kræfterne.” sagde manden i hjørnet der hed Muza.
”hvad fabler du om” skreg Ruk ”Han var min ven. Hører du efter? MIN VEN!”
”Regel nummer 2: glem venner og familie, det vigtigste er at overleve.”
Ruk faldt til ro og sad bare og så på Jaro. Lian, hvis øjne havde vænnet sig til mørket, kiggede på Muza. Han var meget bleg kunne Lian se men det skyldes hvis ikke sygdom. Han var høj og spinkel og lignede en gammel mand.
”Jeg kommer fra nord, hvor Kraskini bor. Kraskini er et væsen fra min egn der består af sten, men ikke normale sten. For stenene er lette og næsten umulige at ødelægge. Dette er legenden om deres oprindelse om dem:
I tidernes morgen da jorden blev skabt, blev 4 raser dannet med pragt.
Menneskene levede i midten, på den frodige jord tæt ved klippen. Deres styrke var mængden som holdt i længden.
Sletten tog Marok, for de kunne klare et ragnarok. På vinger de flyver, og aldrig de lyver.
I sandet blev dannet, en rase forbandet. Det evige liv de ejer, men det føre dem ej til sejre.
Den sidste af de fire er, den største magt skønt uden hær. Kraskini lever under sten, og sten blev et med arm og ben. Stenens ånder blev deres kaldte navn, men det gjorde dem dog ingen gavn. Kraskini kaldte de sig selv, kom noget i vejen blev det slået ihjel. Kejsere af tinderne, husker aldrig minderne.”
Muza afsluttede verset og så på Lian og Ruk.
Subscribe to:
Posts (Atom)