Det røde land del 6

Efter 2 dages march kom den lille gruppe til foden af bjergende. ’wow.’ Sagde Ruk igen. ’helt ærligt, nu har du sagt: ’wow’ hver femte minut i 2 dage.’ Grinede Jaro. ’ja nu må det stoppe’ sagde Lian. ’okay, okay.’ svarede Ruk ’Men det er første gang jeg ser bjergende og… wow.’ Jaro sukkede og begyndte opstigningen med de 2 andre. I løbet af de sidste to dage var Jaro blevet gode venner med Lian og Ruk. Ruk var også blevet lidt mere udadvendt, da han følte sig i sikkerhed med sine nye venner. ”Venner” tænk at det skulle lykkes for ham at få ”venner”. Han havde før haft en ven, men det her var i flertal og det betød meget for ham. Lian gik bag Ruk og kiggede nøje på ham. Ruk brugte ikke sin hætte mere og lod til at falde på plads i sin nye krop. Som om den var mere ham end den gamle var. Lian rystede på hovedet og opgav sin tankerække han havde trods alt ikke kendt Ruk før ”ulykken” så hvad vidste han.
Efter 3 timers gang af en lille bjergsti, begyndte vegetationen at forsvinde. Jaro og Lian var ved at være meget trætte, Ruk var dog stadig frisk. ’Det er nok på grund af at han er halvt Wuma’ tænkte Lian og pustede. ’Så skal vi godt nok have et hvil.’ Råbte Jaro pustende til Ruk da de kom til et enligt træ. ’vi er ikke alle sammen mutanter vel’ Ruk vendte sig grinende om og svarede: ’så okay da menneske. Nu ved du hvilken rase der er den stærkeste.’ ’så siger vi det’ sagde Jaro og satte sig ned: ’Men vi ser bedst ud’ Lian og Ruk grinede og satte sig ved siden af Jaro. Jaro tændte et bål og begyndte at grille noget kød. Ruk fik sit råt som han kunne lide det. Det var ikke Wuma kød. Jaro havde smidt alt sammen væk, da han og Ruk var blevet venner.
’Hvor langt er der til passet, Jaro?’ spurgte Lian. ’tja med den her fart kan vi være der i overmorgen.’ ’og hvor langt er der så til grænsen?’ ’ca. en dagsrejse eller to. Og nu tror jeg faktisk at maden er klar.’ Ruk havde ventet til deres mad var færdig med at spise sin, så de kunne spise sammen.
’Jeg tror vi kan skyde genvej her’ sagde Jaro ’den sti ser ud til at føre direkte op til passet. Men den er nu lidt lille. Hvad syntes i? skal vi tage chancen?’ Lian og Ruk nikkede, de kunne lige så godt prøve. Stien var skjult bag en busk, men der var lige plads nok til dem og Jaro’s vogn. Efter de havde gået af stien i godt en time, begyndte den at blive mere tilgroet og den skiftede også retning, så den ikke længere gik lige mod passet men lidt syd for i stedet. Men Ruk blev først rigtig nervøs da han så sorte skyer komme rullende ind fra nord. ’Det ser ikke godt ud’ mumlede Jaro: ’vi må hellere finde ly’
De søgte ly i en hule der lå lidt væk fra stien. Hulen var lang så Jaro tændte en fakkel for at se om der var nogen fare på færde. Jaro kom glad tilbage og fortalte at der løb en lille bæk igennem hulen med rent vand. Da de havde fundet sig til rette i hulen spiste de lidt mad og lagde sig til at sove. Om natten rasede stormen. Jaro’s fakkel faldt ned fra sit stativ og trillede hen ad jorden. Den trillede gennem en åbning der havde været skjult af skyggerne. faklen trillede videre indtil… Der lød et øredøvende brag og klippehulen forsvandt i en byge af sten og kød.


fortsættes…