Det Røde Land del 23

Amarg kys! sweet. lille side story og lidt forklaring. mere om auraer senere. ses.


Det Røde Land del 23

Panisie var 8 år da hendes familie blev dræbt af røvere, Panisie overlevede fordi hun den aften havde leget på en eng i nærheden. Efter at hendes familie var blevet dræbt, blev Panisie sendt på børnehjem, hun blev dog hurtigt adopteret af en dame ved navn Daslan. Daslan var spåkone, eller seer som hun foretrak det, og hun mente at Panisie måske havde ”gaven”. Panisie blev taget med Mynrak, hvor Daslan levede som fattig men velset seer.
En seer er en meget løs beskrivelse, der er dem der kan se ud i fremtiden, dem der ved alt hvad der sker overalt i dette øjeblik og mange andre typer. Daslan og Panisie ejede evnen til at se folks sjæle og læse deres fortid, fremtid og nutid. Det er dog ikke så lige til som det lyder, at se folks sjæle er en enorm belastning, både fysisk og psykisk, derfor undertrykker seere som Daslan og Panisie deres evner ved de fleste lejligheder. Kun når det er nødvendigt bruger de deres evner og de sørger for at holde styr på dem, så de ikke læser alle til stede.
Da Ruk og Lian stormede gennem døren, var Panisie lige fyldt 22 og Daslan var nærmede sig en alder af 59. Panisie havde lige skænket Daslan en kop te da Ruk og bremsede foran det lille runde træbord hvor Daslan sad med sin te. Ruk kiggede sig spændt omkring, og han havde svært ved at skjule sin skuffelse over manglen på Magi i rummet. Rummet var kombineret køkken og stue, der var ingen stjernekort, døde frøer, krystalkugler eller andre magiske genstande, sådan som Ruk havde regnet med.
”Er det dig der kan spå?” spurgte Ruk Daslan der stille havde iagttaget Ruk, som om at det var dagligdags at unge mænd, hvoraf den ene var iklædt fugledragt, kom stormende ind i hendes hjem. Men nu Ruk tænkte over det så var det måske dagligdags, for en seer, at unge mænd stormede ind i hendes hjem
”Ja, jeg er seeren Daslan.” svarede Daslan og nippede til sin te. ”Hvem ønsker at blive spået?”
”Det gør jeg” svarede Ruk og pegede på sit masket dækkede ansigt, med sin ene vinge.
”Kan du betale?”
”ork, ja!” brød Lian ind og viste nogle af de penge de havde fået efter Ruk’s opvisning frem.
”Før vi begynder, må jeg gøre dig opmærksom på at jeg ikke garantere for mine spådommes sandhed.” forklarede Daslan mens Sukara og Muza kom ind af døren. ”læg 10 mønter på bordet, så går jeg i gang.”
Lian talte ti mønter op og lagde dem på bordet, Panisie fik i mellemtiden sat Ruk ned på en lille stol, og Daslan satte sig overfor. Panisie så på sin lære og viste hvad der nu ville ske med Daslan, hendes øjne ville blive hvide og hun ville være i stand til at se Ruk’s, og kun Ruk’s, aura. Panisie havde prøvet det mange gange før: den ubestemmelige aura der altid skifter form, som en parasit der forsøger at undslippe. Farven afhænger af hvem den at tilhøre, ikke to auraer har samme form, farve eller størrelse.
”Trist… barndom. Din barndom var trist.” hviskede Daslan, hvis øjne ganske rigtigt var blevet hvide. ”forræderi… en nær ven… han er død nu. En skælsættende begivenhed… Fanget! Død… en nær ven. Hemmeligheder… over for en der hjælper dig. Tvivl... er hvad der drev der her.” Daslan’s hånd greb krampagtigt fat om bordet. ”indre… splittelse.”
”hvad med min fremtid” Spurgte Ruk der var fuldstændig forbløffet over hvor præcist Daslan havde ramt hans fortid.
”Problemer… snart” svarede Daslan efter kort tid. ”glæde… skuffelse. Og så… så...” pludselig blev Daslan’s øjne brune igen. ”Mere kan jeg ikke fortælle” sagde Daslan med rystende stemme.
”hvad er det alt hvad du kan se?” spurgte Ruk skuffet
”Min lærer har fortalt spået dem, min fjerklædte herre. Værd nu venlig at forlade min læres bolig.” sagde Panisie og gennede dem ud af huset. Men i hendes hoved var der stor forvirring: hvorfor var Daslan stoppet? Det var tydeligt at hun havde set mere, så hvorfor var hun stoppet?
Da Panisie havde fået kunderne ud af huset vendte hun sig mod sin lærer, der sad stift på en stol.
”Da min Lærer stoppede med at spå, gav han mig en regel jeg mætte love at overholde.” sagde Daslan og stirrede lige ud i luften. ””du skal altid fortælle folk hvad du har set i deres sjæl, hvis de ønsker at vide det” det var den regel han fortalte mig om. Den dag jeg brød reglen skulle jeg give min plads til min lærling, sådan som hans lærer havde givet ham pladsen og som han nu gav den til mig.” Daslan tømte te koppen i et drag, noget som Panisie aldrig havde set hende gøre før. ”det er en gammel tradition blandt seere, at sådan må og skal det være.”
”Men hvorfor? Hvorfor fortalte du ham ikke om hans fortid.”
”Det selv samme spørgsmål stillede jeg min mester, og jeg vil give dig samme svar som jeg fik: Det vil du først forstå når det sker for dig selv.” Daslan rejste sig op ”Nu er din tid kommet mit barn, Jeg vil være din tjener i mine sidste år, for sådan skal det være. Du har et stort talent og du kan blive langt bedre, end jeg nogensinde har været.” Daslan kiggede på døren og mumlede ”Må den arme dreng finde trøst hvor det er ham muligt. For hvad der vil ske nu, er blot en lille forsmag på hvad der er i vendte.”
På den anden side af døren blev Sukara og lians hoveder brutal slået sammen og de sank bevidstløse om på jorden.