CONTROLLED 14

Så blev CONTROLLED 14 ENDELIG færdig. Dette er endnu et afsnit jeg skar af før tid, det blev simpelthent ENORMT langt hvis jeg skulle have det hele med i et afsnit. håber i kan lide afsløringen i slutningen. Hvis der da er andre end Shajita der kan se det fede ved den, måske kan Z man ved jo aldrig og alt det jeg plapre af mig hænger fast ved dem der lytter.

CONTROLLED 14

Ritai og Lucarad gik igennem det næsten uhyggelige tomme slot, slottet var ikke nær så japansk udvendigt som det var indvendigt. Det meste af inventaret var hyper moderne og selv væggene var beklædt med diverse sensorer, computer skærme og var lavet af flot skinnende metal.
”Hvis vi ikke havde mødt Mani i kontrol rummet havde du sat omkring 14 alarmer i gang nu.” sagde Ritai for at bryde stilheden. ”fra nu af vil vi blive skannet og kørt igennem et register over klanens medlemmer hvert femte sekund, hvis det ikke var fordi at Mani havde blokeret systemet for os.”
”Hvordan har i fået fat i alt det her?” Spurgte Lucarad chokeret og gestikulerede mod en computerskærm. ”Halvdelen af de sikkerhedssystemer jeg har set indtil nu bliver kun brugt af få hemmelige organisationer under Kongedømmet. Desuden har jeg set ting jeg ikke engang ved hvad er. Lige meget hvor godt organiseret jeres klan her er, burde i ikke være i stand til at skaffe den slags udstyr.”
”Det er alt sammen den gamles fortjeneste.” Svarede Ritai og hentydede til Rutano’s aldrende leder. ”Han har været i stand til at skaffe de mest utrolige ting før de officielt eksistere. Det er ene og alene hans fortjeneste at Rutano stadig eksistere den dag i dag.”
Ritai førte Ruk videre igennem slottet indtil de nåede til en stor solid trædør. Døren var perfekt rund og uden synlige håndtag. ”Bag den her dør er tronrummet som han kalder det.” begyndte Ritai og gestikulerede mod døren. ”Når vi går igennem den er der et lille ’venteværelse’ der skal du blive indtil jeg kalder dig ind, man ved aldrig hvordan den gamle tager imod fremmede.” Lucarad nikkede en enkelt gang for at vise at han havde forstået det.
Ritai bankede let på døren og den delte sig lydløst i 4 dele der gled ud i rammen, Lucarad og Ritai gik hurtigt igennem før den igen lukkede lydløst bag dem. Det lille venteværelse var i virkeligheden bare et lille aflukkede der var afskåret fra resten af rummet af fine silke vægge der hang frit ned fra loftet og blafrede let da døren lukkede sig.
Man kunne nemt se igennem dem og selve tronrummet havde i sandhed fortjent sit navn. Rummet var fuldkomment cirkulært og væggen var af fint træ der var bearbejdet til en sådan grad at det lignede at hele væggen bestod af et eneste stykke træ. Rundt omkring i rummet stod små borde opstillet på traditionel japansk maner og statuer af alt fra stolte samuraier til mægtige drager stod med jævne mellemrum langs væggen. Rummet blev oplyst af en stor glaskuppel der hang præcis i midten af rummet, men på forunderlig vis kastede intet i rummet skygger det var i sandhed et sælsomt lys. Lige under lyskuplen var en trone placeret på en lille forhøjning, den var udformet som en drage, armlænene var udformet som dragens forreste to ben, stolen havde ingen ben men dragens solide hale var udformet så den snoede sig omkring en klippe på gulvet, stolen ryg var udformet som dragens lange tynde krop der snoede sig op over hovedet på den siddende og kroppen blev elegant afsluttet i et ærefrygtindgydende dragehoved. Hvis dette var det lille tronrum så ville Lucarad gerne se det store.
På tronen sad den mindste kateria Lucarad nogensinde havde set, hans pels var grå og hans hoved virkede ældgammelt, hans kinder var sunket ind og hans øjne var svage af alder men på trods det var der et glimt i hans svage øjne der tydede på en utrolig lyst til livet.
Den gamle katerian vendte blikket mod venteværelset og hvæste lavt.
Ritai svarede ved at skubbe stoffet til side og gå miavende og spindende frem mod ham. Den gamle Katerian skiftede straks holdning og begyndt at spinde, hvilket Lucarad havde regnet ud var deres sædvanlige måde at tale på. Det var besynderligt at se to katerianere tale, de talte lavt da deres hørelse intet problem havde med at opfange de svage lyde. Lucarad anstrengte sig for at høre hver eneste ændring i tonen og hvert eneste miav og dets placering i samtalen det gjorde ham i stand til nogenlunde at regne ud hvordan samtalen gik. I starten lod den gamle katerian til at være glad, formentlig for at se Ritai igen, men som samtalen fortsatte svang stemningen både op og ned, fra lette glade toner af spinden til dybere mere aggressive toner.

”Jeg har jo sagt at jeg ikke kan fortælle dig hvad jeg skal bruge det til! Du bliver bare nød til at stole på mig.” hvæste Ritai hårdt.
”Stole på dig?” spandt den gamle katerian i en dyb tung tone. ”Du blev sendt ud for at hente oplysninger men du vente aldrig tilbage, fire katerianeres liv kunne være blevet reddet hvis du havde skaffet oplysningerne. Fire måneder var du væk, og nu tror du at jeg vil lade sådan en udefrakommende tage så dyrt udstyr uden forklaring? Latterligt!”
”Begynd nu ikke på dit renblods sludder igen!” hvæste Ritai ”Du burde da vide at jeg er mere loyal end nogen anden.”
”Det ved jeg nu ikke.” spandt den gamle faretruende sukkersødt ”Du har aldrig fortalt mig hvordan du slipper forbi alle de andre klaner, jeg har flere højtstående folk der mener at din succes i ’Rackerik sagen’ beviser at du har forbindelser med andre klaner.”
”Hvordan kan du sige sådan noget?” hvæste Ritai med død i blikket. ”DU sendte mig ud for at slå ham ihjel, DU gav mig oplysningerne og nu anklager DU mig for at være forræder fordi jeg gennemførte attentatet?”
”Rackerik var umulig at komme ind til og på trods af at jeg har spurgt dig tusind gange har du aldrig fortalt os hvordan DU, ene katerian formåede at nå helt ind i hans personlige kammer, slå ham ihjel og slippe ud igen uden at blive opdaget.”
”Jeg har fortalt dig tusind gange at jeg ikke kan svare! Det er ikke mit liv der står på spil her, jeg har partnere uden for klanerne, hvis jeg afslører hvem deres navne er de dødsens, det ved du også godt!”
”Kom ikke og tro at du ved noget som helst om mig, Ritai-chan!”
Hvor vovede han at bruge -chan over for hende? -chan var ligesom –san og –sama en betegnelse for respektforholdet mellem dem der talte sammen i det gamle Japan, men i modsætning til –san og –sama der begge var positive var –chan et udtryk man brugte til små piger, og blev udtrykket brugt til kvinder der ikke var børn blev det sædvanligvis betragtet som en fornærmelse.
Ritai ville uden tvivl være sprunget på den gamle katerian hvis ikke at Lucarad i det øjeblik var kommet traskende elegant ud af venteværelset, med et smil på læben og begyndt at spinde som om kateriansk var hans modersmål.
”Rolig nu Ritai-san, det er tydeligt at han intet ondt mener, ikke sandt Miyamoto-san?”