Det Røde Land del 34

Kongen førte dem ned af en smal gang, der endte i en vindeltrappe. Mens de langsomt gik ned af trappen der var oplyst af fakler på væggen tænkte Ruk tilbage. Når han blev normal igen ville han kunne vende tilbage til Vivaro… tilbage til Stinea. Åhh hvor han dog havde elsket hende, det vidunderlige smil, hendes skønne blå øjne, hendes lange lyse hår, alt omkring hende havde noget himmelsk over sig. Hvor havde han elsket hende, men så var Riack vendt hjem og ødelagt det hele.
Ruk vidste jo godt at han ikke havde haft en chance med hende, hun var rig og hørte til byens elite, og han var, efter sin mesters død, en arbejdsløs enspænder uden familie.
Men han havde elsket hende så inderligt, men efter at Riack havde taget hende til ægte, begyndte Ruk at benægte sin kærlighed. Han afskar sig fra både Riack og Stinea, murede sig inde bag et surt ydre og arbejdede i en overgang som smed, men selvom smeden sagde at han havde talent fik han aldrig rigtig styr på faget.
Ifølge hans smede mester var det fordi at hans tanker ikke var i det han lavede, og det var sandt. Ruk ventede kun på at den næste karavane skulle forlade byen så han kunne komme væk fra Riack, Stinea, Vivaro og alle de forbandede byboere der lod som om at han ikke eksisterede.
Han bildte sig selv ind at han kun ville med karavanen for at se verden og de mange vidundere der skulle findes i den, maskiner den skulle kunne køre på land, sejle uden vind på vand og sågar flyve. Men det var blot et luftkastel, en forsvarsmekanisme der skulle skubbe hans jalousi væk, for selvom Riack havde giftet sig med Stinea var han stadig den eneste ven han nogen sinde havde haft og Ruk kunne simpelthen ikke hade ham. Da dagen endelig var kommet og karavanen var taget af sted var alt gået galt.
Men nu kunne han endelig blive normal igen og vende tilbage til Stinea. Måske ville hun elske ham som han elskede hende, måske kunne de blive en i det hellige ægteskab.
Ruk blev afbrudt i sine tanker da vindeltrappen nåede sin afslutning i en tung egetræs dør.
Døren blev knirkene skubbet op af kongen der også gik først ind i rummet. Rummet var stort ja nærmest enormt, rundt langs alle væggene hang der fakler der sammen med enkelte ildskåle der hang ned fra loftet oplyste kælderrummet. Overalt i rummet flød det med pergament der var udfyldt med vellignende tegninger af mennesker i forskellige mutations faser, og en masse matematiske udregninger.
”Øjeblik!” lød det fra den fjerne ende af rummet og alles øjne blev rettet derover. Ovre ved den modsatte mur stod en smuk kvinde iført et læderforklæde lænet over et stykke pergament som hun var fuldstændig fordybet i.
Hun skriblede ned i fuld koncentration og sagde så over skulderen.
”Hør, far?” Ruk regnede ud at der nok ikke kom andre herned end kongen. ”Der går rygter om at der er et monster i byen.” Hun holdt en pause mens hun krydstjekkede hvad hun havde skrevet med et andet tilskrevet stykker pergament. ”Hvis jeg ikke tager meget fejl så er det formentlig en af de muterede. Vi bliver nød til at få ham eller hun, væk fra gaderne før der opstår panik.”
”Det bliver ikke noget problem.” Svarede kongen til hendes stadig bøgede ryg.
”Nå hvorfor ikke? Har du allerede fundet ham?”
”Næ, han fandt mig.” svarede kongen og den kommentar fik endelig Prinsessen til at vende sig om.
Ruk kunne godt forstille sig hvordan det ville være at vende sig om og se hen på det monster man lige havde diskuteret hvordan man skulle indfange.
”Ved Nogan! Hvem er disse… mennesker?” Spurgte prinsessen der så mere end chokeret ud over Ruk groteske ansigt, der stadig var synligt eftersom Ruk ikke havde taget kuttens hætte på igen. Ruk stod samtidig og beundrede hendes figur, hun var vel i midten af tyverne, rimelig slank, havde lagt rødt hær og var iført en hvid kittel. Det var især kitlen der fascinerede Ruk, hvid var i sandhed en sjælen farve da tøj ikke holdt den farve i længere tid, det gjorde også hvidt tøj meget dyrt og kostbart.
”For at være helt ærlig så aner jeg det ikke” svarede kongen muntert, han lod til at slappe af hernede af grunde Ruk ikke kunne regne ud.
”Jeg ved dog” fortsatte kongen ”At det her er min tidligere rådgiver og højre hånd, Muza, men de andre ved jeg stort set intet om.”
”Så du syntes bare at du ville tage folk du intet ved om med herned?” spurgte prinsessen anklagende med øjne der skød lyn.
”Ikke helt. Ja, jeg syntes at jeg ville tage folk jeg intet ved om med herned, men jeg ved dog at de uden at blive opdaget trængte ind i mit arbejdsværrelse og ikke udnyttet deres mulighed for at slå mig ihjel, ergo mener jeg at jeg skylder dem en lille smule tillid. Desuden har de jo legitime grunde til at ville møde dig.” afsluttede han og gestikulerede mod Ruk.
”Og så er der jo lige det faktum at det her sted er dækket af fælder.” tilføgede Sukara og trykkede forsigtigt en bestemt sten i væggen indad og fik dermed 4 spyd til at suse op af gulvet.
Kongen så en smule forskrækket ud over at hun så hurtigt havde opdaget fælderne, men Prinsessen havde knap nok ænset det, hun var begyndt at undersøge Ruk. Hun gik rundt om ham, undersøgte hans tænder og stirrede ind i hans øjne.
Hun stirrede lidt på ham og sagde så i en sagkyndig stemme: ”Du er en Hakili, er du ikke?”